Gå til indhold

360° – Verden i Udvikling

Nr. 3 · juni 2018

Resumé

Stigende temperaturer, orkaner, havstigninger og tigeroverfald. For indbyggerne i Sundarbans, verdens største floddelta mellem Indien og Bangladesh, er klimaforandringerne til at tage at føle på. Rejs med 360° til et af de steder, der er hårdest ramt af den globale opvarmning.

Markante ændringer er også på vej til Indonesien, der ikke længere vil være skraldestat. Landet har med et nyt præsidentielt dekret sat ambitiøse mål: Affaldsmængderne skal reduceres med 30 procent, og affaldshåndteringen øges med 70 procent inden 2025. Og det skal Danmark hjælpe med.

Startups får ild i øjnene, når de hører ordet verdensmål. Og målene erobrer den ene nye arena efter den anden fra entreprenører til kunstnere, virksomheder, ngo'er og arkitekter. Målene giver “energi, narrativ og sprog,” og er blevet en trend, lyder det. Men der er langt igen. Følg 360° ind i SDG’ernes maskinrum hos investorer, fintech og Danmarks Statistik.

Og når vi taler om fintech, har 360° interviewet Sofie Blakstad, ekspert i Blochchain-teknologien. Iværksætteren vil bekæmpe korruption med sin finansielle tillidsplatform, der har stort potentiale indenfor såkaldt techvelopment.

En anden teknologi med rigt potentiale er droner: I Tanzania hjælper de med at afgøre landkonflikter, over Zanzibar er robotterne sat ind i kampen mod oversvømmelse, og i Rwanda flyver de blod til isolerede egne. Østafrikanske tech-entusiaster vil bruge droner til at udvikle deres samfund, og flere regeringer hopper med på trenden. Men kan robotter føre an i udviklingen? spørger 360°s udsendte.

Der er langt til fred i Syrien. Læs med når Adam Holm beskriver, hvor langt, og skildrer den nuværende situation i Damaskus som “Lidt krig og en smule fred.”

Der er også langt til freden og fremtiden i Kibera, Kenyas berygtede slumby – men den prisbelønnede topfotograf Signe Vilstrup har fundet skønheden, styrken og viljen til forandring i byens kringelkroge og blikhytter.

God læselyst og følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @Magasinet360

Indhold

POLITIK & RETTIGHEDER

KLIMA, SIKKERHED & MIGRATION

BUSINESS, TECH OG INNOVATION

IDEER, KUNST OG KULTUR

Bestil et gratis abonnement, tilmeld nyhedsbrev eller kontakt redaktionen på
www.magasinet360.dk
Følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @magasinet360


Skribenter & fotografer

MAGASINET
DE ER MED TIL AT LAVE UDVIKLING:

FOTO: PRIVAT

Sophie Arnö:

Svensk forfatter og freelancejournalist, som fokuserer på globale udviklingsproblematikker. Hun er også redaktør for Dagens Nyheter. Sophie rejser vidt og bredt, men Indien er det land, som hun oftest vender tilbage til på grund af landets kompleksitet og store udfordringer, som hun oplever tackles med opfindsomhed, humor og en masse livsklogskab.


Jonas Gratzer:

Norsk fotojournalist, der over lang tid særligt har fulgt Myanmars rohingyaer og flygtninge i Thailand, Malaysia og Bangladesh.

Jonas har base i Bangkok og dækker Syd- og Sydøstasien for Getty-billedbureauet og nordiske medier samt for hjælpeorganisationer. Han har vundet flere internationale priser for sit pressefotografiske arbejde.


Anne Kidmose Jensen:

Freelancejournalist med base i Tanzania. Anne er uddannet journalist fra RUC, og som reporter på det tanzanianske dagblad The Citizen har hun mødt kvinder på fødegangen i landets største flygtningelejr og besøgt storbyens heroinmisbrugere. Hun taler et nogenlunde kiswahili med en uheldig mængde slang og bandeord. Det giver hende til gengæld en fordel på Dar es Salaams markeder.


Lise Josefsen Hermann:

Journalist med speciale i Latinamerika og en passion for bjergbestigning. Hun har boet flere år i Bolivia, Colombia og Ecuador, hvor hun bor i dag. Lise har rejst regionen tynd og beskæftiget sig med regionens mangfoldige indianske kulturer. Hun leverer til blandt andet DR, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken, Danwatch, Deutsche Welle, BBC og medier i Ecuador og Colombia og er tidligere kommunikationsrådgiver for IBIS.


Lasse Skytt:

Journalist bosat i Ungarn, hvor han rapporterer om central- og østeuropæisk politik og kultur til danske medier og organisationer. Lasse har også øjnene stift rettet mod teknologiens verden. Han har været medstifter af et dronefirma i USA og beskæftiger sig dagligt med, hvad banebrydende opfindelser som virtual reality og kunstig intelligens gør ved os mennesker. Og så sidder han i organisationen Korrespondenternes bestyrelse.


Mikkel Keldorf:

Journalist og selvstændig i eget produktionsselskab, hvor han siden 2012 hovedsageligt har lavet film og tv-produktioner til danske og udenlandske medier såsom DR1, HuffPost/RYOT og VICE – ofte med fokus på historier i Asien og Latinamerika. Elsker at lege med nye medieplatforme som for eksempel virtual reality og interaktive lyd- og videofortællinger. Har boet i både Shanghai og Rio de Janerio i flere år, men har i dag base i København.


Adam Holm:

Ph.d. i historie og journalist, tidlligere Politiken og Deadline på DR2. I dag tilknyttet P1, Weekendavisen og Berlingske. Adam udgav i fjor bøgerne Endestation Europa og En by i krig. Han har rejst i Syrien siden 1998 og har været tilbage fire gange, siden konflikten brød ud. Han er gift, har to sønner og bor i København. Nogle gange er der fredeligere i Syrien end hjemme hos ham …


Kasper Tveden:

Journalist specialiseret i internationale forhold og med forkærlighed for det afrikanske kontinent. Kaspers første rejse gik til Kakuma-flygtningelejren i det nordøstlige Kenya i 2006. Sidenhen har han særligt slået sine journalistiske folder i Nigeria, hvor han har dyrket den nigerianske filmindustri, Nollywood. Og så laver han online produktioner i produktionsselskabet Zoomdox.


Jakob Lindmark Frier:

Chefredaktør på det danske techmedie med det mundrette navn TechSavvy, der skriver om morgendagens løsninger med hypede teknologier som blockchain, kunstig intelligens og IoT. Jakob interesserer sig især for, hvordan teknologi kan bekæmpe svindel og korruption og sætte skub i udviklingsarbejde og forbedre levestandarder i udviklingslandene.


Andrés Cardona:

Colombiansk dokumentarfotograf, der fortæller historier om den colombianske konflikts ofre, væbnede grupper, landbefolkningen og sociale og miljømæssige problematikker til lokale og internationale medier og organisationer som El Mundo, NZZ AM Sontag, ICRC og UNHCR. På motorcykel, kano, hesteryg eller til fods til Colombias afsidesliggende områder, Andrés skal nok nå frem, hvis historien er vigtig.


Signe Vilstrup:

Begyndte sin karriere som modefotograf i en ung alder og blev hurtigt en af de mest efterspurgte fotografer i Skandinavien, hvor hun har bidraget til en anerkendelse af danske fotografer i den internationale modeindustri. I dag er hun bosat i Mumbai, Indien med en bred palet af skandinaviske kunder, der spænder fra internationale modemagasiner som Elle, Vogue, Vanity Fair med flere til store modehuse og Hollywood- og Bollywood-stjerner.


Signe Marie Wenneberg:

Forfatter, journalist, blogger, foredragsholder og underviser og medstifter af blogmediet POV International, som af og til takker ja til en reportagerejse til fjerne egne – næste gang til Tanzania. Men selve flyrejsen giver Signe, som brænder for bæredygtighed og genbrug, en dårlig smag i munden. Det er anledningen til Signes Apropos-klumme om, at vi bør flyve mindre og betale mere for det.


Annonce: Viborg Katedralskole (www.viborgkatedralskole.dk)

 

Ti ideer der forbedrer verden

AF LASSE SKYTT

1. En plastikpose, du kan spise

Hvert år forbruger vi omtrent en billion plastikposer på verdensplan, som kan tage 200 år at nedbryde i naturen. Det nyeste alternativ kommer fra den indonesiske virksomhed Avani Eco, der har opfundet en 100 procent plantebaseret plastikpose af rodfrugten yuca. Plastikposen ligner og fungerer som en almindelig plastikpose, men kan nedbrydes inden for 180 dage. Sågar kan plastikposen trygt spises af dyr og mennesker.


2. Verdens første vej, der oplader elektriske biler, mens de kører

I takt med at elektriske biler og lastbiler kommer til at fylde mere på vejene i fremtiden, bliver der arbejdet på at tilpasse vejene til de fossilfri køretøjer. Tæt på Stockholm har projektet eRoadArlanda muliggjort, at elektriske biler og lastbiler fremover kan blive opladet, mens de kører på en to kilometer lang strækning i nærheden af Arlanda lufthavn. Elektricitet sendes fra en skinne i vejen op til undersiden af det elektriske køretøj gennem en fleksibel "arm", der forbinder bilen med vejen. Den "kørende" opladning er den første af sin slags.

3. Hjemmeside vil vise jorden ovenfra i realtid

Satellitter i rummet tager løbende billeder af vores klode, men hos virksomheden EarthNow er ambitionerne at skabe en hjemmeside, hvor du løbende kan se video af jorden med blot et sekunds forsinkelse. Det giver mulighed for en hidtil uset måde at betragte vores egen planet på. Eksempelvis vil skovbrande, vulkaner eller orkaner kunne spottes, det øjeblik de tager fart, ligesom krigszoner kan overvåges i realtid. EarthNow er blandt andet støttet af Bill Gates og Airbus. Håbet er, at redskabet kan give os mennesker mulighed for at overvåge de store linjer i verdenshistorien, mens de sker – uden at bryde privatlivets fred.


4. Dansk teknologi skal afsløre vejsidebomber på afstand

Næsten to tredjedele af de faldne danske soldater i Afghanistan mistede livet til improviserede sprængladninger. Men nu er Aalborg Universitet og virksomheden MyDefence gået sammen om at udvikle en ny teknologi, der kan bruges til detektion af sprængstoffer fra en længere distance, end det eksisterende udstyr kan nu. Folkene bag projektet vil benytte teknologien terahertz-spektroskopi, en særlig strålingsmetode, til at opdage sprængstofferne.

5. Afrikansk storby omdanner skrald til energi

På det afrikanske kontinent har storbylivet løftet millioner ud af fattigdom, men den hastige udvikling har samtidig skabt et nyt problem: enorme bjerge af affald i udkanten af byerne. Nu har en prisvindende iværksætter fra Etiopien, Samuel Alemayehu, fundet en måde at tackle den udfordring på. Han står bag byggeriet af Afrikas første "affald til energi"-forbrænding i hovedstaden, Addis Ababa. Reppie, som anlægget hedder, reducerer den farlige deponering, der hidtil har været tradition for, og omdanner affaldet til energi til gavn for millionbyens husstande.

6. Ansigtsgenkendelse genforener familier

I den rørende, Oscar-nominerede film Lion, der er baseret på en virkelig historie, bliver den indiske dreng Saroo væk fra sin familie, da han tager et forkert tog – og først 25 år senere finder han hjem til familien ved hjælp af Google Earth og en god hukommelse. I Indien forsvinder over 100.000 børn hvert år fra deres familie, men nu har landets regering fundet en hurtigere og mere effektiv teknologisk løsning på problemet: For nylig scannede et nyt softwareprogram billederne af 45.000 børn fra indiske børnehjem. Billederne blev så sammenkørt med regeringens billeddatabase over forsvundne børn, hvorefter programmets teknologi til ansigtsgenkendelse var i stand til at matche knap 3.000 af billederne i løbet af få dage. Nu er myndighederne gået i gang med at oplyse familierne om de identificerede børns opholdssted.

7. Drone kan plante 100.000 træer om dagen

Hvert år fældes omkring 15 milliarder træer, mens der kun plantes cirka ni milliarder nye. En sjettedel af verdens CO2-udledning er relateret til den massive skovrydning, og det er ressourcekrævende og dyrt for mennesker at plante nye træer. Men nu kommer dronerne os til undsætning. Den britiske virksomhed BioCarbon Engineering har i samarbejde med droneproducenten Parrot udviklet en metode, hvor to droner sammen kan plante ét træ i sekundet – eller cirka 100.000 om dagen. Den ene drone flyver op og scanner et afgrænset område, hvorpå den danner et 3D-kort. Så sendes den anden drone op, og ved hjælp af algoritmer finder den de nøjagtige koordinater på 3D-kortet og skyder spirede frø ned i jorden ét efter ét.

8. Øjendråber kan erstatte briller og kontaktlinser

En stor del af verdens befolkning lider af nær- eller langsynethed. Nu er der et alternativ til briller, kontaktlinser og laseroperationer på vej. Forskere fra det israelske Bar-Ilan University har udviklet en metode, hvor såkaldte nanodråber kan forstærke synet – i hvert fald midlertidigt. Dråberne er fyldt med nanopartikler, som justerer lysets brydning gennem hornhinden, og selvom dråberne ikke er en permanent løsning, vil det forbedre synet hos især mennesker med svage hornhinder, for hvem en laseroperation er for risikabel. Forskerne arbejder nu på at finde ud af, hvor længe nanodråberne kan virke.

9. Robot transporterer vand mellem indiske landsbyer

Over halvdelen af Indiens befolkning har ikke adgang til rent postevand i deres hjem. I stedet bruger inderne tid og kræfter på hver dag at hente vand fra en brønd – en opgave, som især varetages af kvinder. Nu har et samarbejde mellem det indiske Amrita University og det skotske University of Glasgow ført til en smartere løsning. Forskere har bygget den firhjulede robot "Husky", som kan bære 20 liter vand ad gangen og transportere dem fra en brønd og ud til beboerne i en indisk landsby. Her kan "Huskys" robotstemme kommunikere med indbyggerne. Projektet har indtil videre været en succes og skal nu udbredes til flere landsbyer.


10. Turbiner i vandrør danner grøn energi

Vi kender det fra vindmøller, at vindens kraft får dem til at rotere, hvilket genererer grøn energi. Et lignende koncept ligger bag ideen om at installere turbiner i eksisterende vandrør. Her er det så bare tyngdekraften, der får turbinerne til at spinne, når vand skyller ned fra bjergene gennem store vandrør – og dermed skabes der energi. I den amerikanske by Portland har virksomheden LucidEnergy i en forsøgsordning installeret turbiner i et 15 meter langt rør – kraften fra vandet, der skyller igennem røret, er nok til at danne energi til 150 husstande.

 

Update: Politik

FOTOS: WOMEN OF AKKAR, RITZAU/SCANPIX

Farvel til Swaziland

Alverdens atlasser trænger til en opdatering. I april besluttede Swazilands konge nemlig at markere 50-året for landets uafhængighed ved endelig at opgive den britiske kolonimagts navn for det lille land, der ligger klemt inde mellem Sydafrika og Mozambique. "Jeg vil gerne annoncere, at Swaziland vil gå tilbage til dets originale navn. Fra nu af vil landet officielt hedde kongedømmet eSwazi," sagde kong Mswati III, som allerede for flere år siden var holdt op med at sige Swaziland i sine taler. Mange andre afrikanske lande skiftede navn, straks efter at de vandt deres selvstændighed. Rhodesia kom til at hedde Zimbabwe, Nyasaland blev til Malawi, og Bechuanaland kender vi i dag som Botswana.

/RBL


 

Dødsstraf til Indiens voldtægtsmænd?

Præsident Modis beslutning om at straffe voldtægter med dødsstraf møder kritik.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

Den indiske præsident, Narendra Modi, vil ændre straffeloven for at sætte en stopper for landets mange voldtægter. Fremover kan voldtægtsforbrydere blive idømt dødsstraf, hvis de forgriber sig på piger under 12 år, mens de risikerer den maksimale fængselsstraf, hvis pigen er ældre end 12 år. Beslutningen har dog ikke dæmpet kritikken af ministerpræsidenten, hvis eget parti, BJP, var direkte involveret i de to seneste sager. I januar blev en otteårig muslimsk pige voldtaget af en gruppe mænd i et hindutempel og dræbt. Medlemmer af BJP forsøgte herpå at forhindre politiet i at anholde templets opsynsmand. Et par måneder senere blev et BJP-medlem og hans bror arresteret på anklager om voldtægt af en 15-årig pige.

Politiet nægtede først at undersøge sagen. Det fik pigen til at sætte ild til sig selv.

Undersøgelser viser, at 95 procent af voldtægterne i Indien begås af mænd, som kender ofret på forhånd – ofte familiemedlemmer eller venner af familien. Derfor forventer de aktivister, som arbejder med voldtægt, at de øgede straffe kun vil gøre det endnu mere sandsynligt, at familierne enten dækker over forbrydelserne eller slår ofret ihjel.

"Det vil kun føre til stilhed og gøre børnene endnu mere udsatte. Det er en rygmarvsreaktion, som skal fjerne fokus fra den ringe implementering af voldtægtslovene og beskyttelsen af børn," siger Amita Basu fra Amnesty International.

 

Arabiske kvinder på valg boomer

Midt i en urolig, blodig tid i den arabiske verden engagerer flere kvinder sig i politik end nogensinde før. I maj var der valg i tre arabiske lande, og rekordmange kvinder var opstillet. I Tunesien blev der afholdt det første lokalvalg nogensinde, hvilket var et afgørende skridt i landets retning mod et mere demokratisk og mere decentraliseret styre. Halvdelen af alle kandidater var kvinder, og landets nye valglove påbød partierne at placere en kvinde øverst på valglisterne i mindst halvdelen af deres valgdistrikter.

Ved parlamentsvalget i Irak var 37 procent af kandidaterne kvinder. Det er den hidtil højeste andel, og måske kan det ses som et bevis på kvindernes voksende indflydelse, at deres modstandere anvendte de mest ufine metoder – deriblandt sexvideoer – til at plette kvindernes renomme.

Endelig var der også parlamentsvalg i Libanon, hvor den etablerede elite – bestående hovedsageligt af mænd – længe har siddet tungt på det politiske system. Et nyt valgsystem gav dog en lille åbning for nye partier, og den chance greb mange kvinder.

14 procent af de opstillede kandidater var kvinder, og halvdelen af disse repræsenterede nye partier og lokallister.

/RBL

Annonce: Bagsværd Kostskole & Gymnasium (www.bagkost.dk)

 

Blockchain – Fra ego- til økosystem

PORTRÆT
TECHVELOPMENT

Sofie Blakstad vil hjælpe små virksomheder på verdensplan med at tackle problemer med administration og likviditet, men vigtigst af alt skabe mere tillid til og fra leverandører. Baseret på blockchainteknologi har hendes virksomhed, Hiveonline, udviklet en finansiel tillidsplatform, der kan facilitere overførsler og registrere, om virksomheder er ansvarlige.

AF JAKOB LINDMARK FRIER
FOTO: HIVEONLINE/PRIVAT

Sofie Blakstad er én af de 170 finansentreprenører, der bruger størstedelen af sine vågne timer i iværksætterreden Copenhagen Fintech Lab på Christianshavn. I laboratoriet bor 50 små finansielle startupvirksomheder side om side i små glaskontorer prydet med kulørte post-it-sedler og forretningsplaner med tuschskrift.

Ligesom mange af sine bofæller i fintech-laboratoriet har Sofie Blakstad taget springet fra en stilling højt i hierarkiet i en virksomhed og til at starte sit eget.

Hun er autodidakt koder, og siden sin første stilling i den traditionelle bankverden hos Lehman Brothers har hun været med til at bygge den første onlinebank for UPS og transformeret Nordeas kundehåndtering.

Men det har også været en foranderlig tid, hvor hun hurtigt søgte nye udfordringer i takt med den teknologiske udvikling. Og så har hun det med at skille sig ud.

”Jeg har aldrig rigtig passet ind i den klassiske bankverden. Det er formentlig også derfor, det er lykkedes mig at ændre så meget, der hvor jeg har været. Jeg er generelt utålmodig over for status quo, og jeg ønsker hele tiden at påvirke samfundet i en positiv retning, hvilket kan være frustrerende i enhver stor virksomhed. Derfor var jeg nødt til at forlade den sikre tilværelse i Nordea,” fortæller iværksætteren, som i 2016 startede virksomheden Hiveonline.

Blokchain kan bekæmpe korruption

Ud over at lede sin virksomhed med 12 medarbejdere er hun rådgiver for FN, World Economic Forum, G7 og G20. Hun har klare holdninger til, hvordan teknologi kan løse globale udfordringer, som banker og internationale organisationer arbejder for at løse, og i dag er det hendes levebrød.

”I udviklingslandene anslår man, at 345 millioner mennesker ikke har en bankkonto og mangler formelle id-papirer. Det udnytter lokale mikrofinansieringsinstitutter til at udstede lån til lokale erhvervsdrivende til renter på 40 til 500 procent. Det er med til at forstærke snarere end reducere fattigdomsloftet,” siger Sofie Blakstad.

Hiveonline tilbyder lokale erhvervsdrivende finansielle tjenester gennem telefonabonnementer. Så er de fri for at registrere sig i lokale banker eller skaffe id til at ansøge om finansiering. Det skal reducere korruption og behovet for kontanter, samtidig med at det kan reducere administration og øge kundernes tillid betydeligt. Tjenesterne kan bruges både til lånefinansiering og til at betale kunder og leverandører. Derfor er løsnin gen ideel for lokalsamfund i lande, hvor erhvervsdrivende ikke har adgang til etablerede banker, der kan tilbyde finansiering.

En af de største udfordringer ved at skabe bæredygtighed er, at folk oftest ikke ved, hvor pengene ender henne. Korruption er desværre en del af hverdagen i det afrikanske erhvervsliv, og hvis man vil ulighed til livs, må man også komme den type svindel til livs.

”Ved hjælp af blockchainbaseret kryptovaluta, der er knyttet til lokale valutaer, kan vi flytte penge rundt i telefonnetværket som mobile penge, men til lavere omkostninger og med den ekstra sikkerhed for, at vi kan spore alle transaktioner til den endelige modtager, og hver transaktion er registreret. Kryptovaluta kan programmeres til at opføre sig på mange måder, herunder sikre, at den kun kan overføres til bestemte modtagere eller til geografiske lokationer eller endda til at sikre, at afbetalinger foretages på forudbestemte tidspunkter,” siger hun.

BLOCKCHAIN ER BLEVET MAINSTREAM

Blockchain er blevet kaldt "det nye internet" og "fremtiden for alting". Det er en decentral teknologi, der består af økonomiske transaktioner, der er uafhængige af, at tredjeparter – som eksempelvis Visa – verificerer en overførsel fra en konto til en anden. For at overføre pengebeløb til hinanden med de gamle teknologier skal en mellemmand sørge for, at tingene går, som de skal. Det kan være Visa, der hjælper supermarkedet med at tjekke, om du har penge på dit kreditkort.

Blockchainteknologien har indbygget tillid, så her behøver handlende parter ikke at bede Visa tjekke transaktionen. Teknologien sørger for, at det kun kan ske, hvis du har pengene på kontoen. Det store potentiale i teknologien er ikke alene, at den gør det muligt at overføre værdier over landegrænser – lynhurtigt og med minimale gebyrer. Nøglen til det store potentiale er, at blokkæden kan skære dyre eller suspekte mellemmænd fra.

Oprindeligt blev teknologien udviklet til bitcoin, den første digitale kryptovaluta, og offentligheden hørte første gang om fænomenet, da en gruppe kaldet Satoshi Nakamoto publicerede et manifest med titlen Bitcoin: A Peer-to-Peer Electronic Cash System i 2008. Den anbefales, hvis du ønsker at lære det grundlæggende om blockchain.

Skal være billigere at være bæredygtig

Fordi værdierne føres direkte fra A til B, kan Hiveonline bevise over for långivere, investorer og kunder, at pengene finder frem til den rette adresse. Disse data understøtter platformens rating-system, der skal skabe tillid og incitament for at handle med eller tilbyde lånefinansiering til afrikanske selvstændige erhvervsdrivende.

Ved at bruge smart contracts kan platformen registrere, om parterne betaler til tiden, når en opgave er udført, og om de modtager de varer, de er blevet lovet.

”Vi har et solidt datagrundlag, der er relevant for kunder, investorer, tilsynsmyndigheder, regeringer eller ngo'er, som ønsker nyttige oplysninger, der er baseret på fakta. Det kan vi give dem uden bankregistre eller centrale tilsynsmyndigheder. Kombineret med kontrakterne på platformen og kryptovaluta kan vi flytte penge rundt med fuld tillid til, at pengene ender der, hvor de skal,” siger Sofie Blakstad.

I forlængelse af at parterne har indgået en aftale, kan de vurdere hinanden, og om parterne, man handler med, handler i overensstemmelse med FN’s verdensmål.

”Omkostningerne ved at dokumentere, at man er en social ansvarlig virksomhed, er oftest alt for høje. Derfor er der et stort potentiale i, at virksomhederne vurderer hinanden og kan bevise, at de rent faktisk gør noget godt for samfundet,” siger Sofie Blakstad.

Jeg kan ikke udstå ineffektivitet og dårligt designede økonomiske systemer, og så har jeg en passion for at fikse ting – jeg startede med banker, men økonomier er vigtigere og sjovere at ændre.

Sofie Blakstad,
CEO/Hiveonline

Den finansielle verden er uden for bankerne

Tilbage i fintech-laboratoriet myldrer det med iværksættere iklædt skræddersyede jakkesæt eller hættetrøjer. Sofie Blakstad hører under sidstnævnte kategori.

”Små virksomheder har altid stået bagerst i køen og med de højeste omkostninger. Pludselig indså jeg, at nye teknologier kan give de dårligst stillede nye muligheder, der går ud over traditionel finansiering,” siger Sofie Blakstad og konkluderer på sin rejse: ”Jeg har drevet en lille virksomhed.

Jeg har været fattig, og jeg har set den voksende ulighed i samfund over hele verden. Jeg kan se, hvordan den økonomiske ulighed ikke kun truer mennesker i bunden af pyramiden, men hele verden med social uretfærdighed, klimaændringer og forurening. Jeg kan ikke udstå ineffektivitet og dårligt designede økonomiske systemer, og så har jeg en passion for at fikse ting – jeg startede med banker, men økonomier er vigtigere og sjovere at ændre.”

 

Robotter over Afrika: Droner kan kortlægge, levere blod og give fremtiden vinger

REPORTAGE

I Tanzania hjælper droner med at afgøre landkonflikter, over Zanzibar er robotterne sat ind i kampen mod oversvømmelse, og i Rwanda flyver de blod til isolerede egne. En generation af østafrikanske tech-entusiaster vil bruge droner til at udvikle deres samfund, og flere regeringer er hoppet med på trenden. Men kan robotter føre an i udviklingen?

TEKST OG FOTO AF ANNE KIDMOSE JENSEN

”KUN tre procent af Afrika er blevet kortlagt på en lokal skala. Droner har potentialet til at gøre det, og det er allerede sket her i Dar es Salaam og i hele Zanzibar,” siger Frederick Mbuya, der driver sit eget it-firma og arbejder som konsulent på projektet Ramani Huria.

Unguja/Dar es Salaam – Khadija Ali Adbulla er omgivet af droner. På skrivebordet foran hende ligger en sort drone med to lange vinger, og ved hendes fødder står en hvid drone med fire ben og blinker.

”Den her er bare et stykke legetøj,” siger 27-årige Khadija, mens hun trykker på fjernkontrollen, så den blinkende drone hopper hen ad gulvet. Men resten er alvorligt nok. Dronerne i lokalet på State University i Zanzibar (SUZA) er de seneste to år blevet en vigtig del af Khadijas tilværelse.

”Da dronerne kom til universitetet, var der ingen, der kunne flyve dem. Det var en god mulighed for mig som lokal programmør. Nu er de hele min verden,” siger hun.

Som praktikant hos Zanzibar Mapping Initiative, der er et samarbejde mellem Zanzibars regering, SUZA og Verdensbanken, har hun været med til at kortlægge sin fødeø, Unguja, der er den største i øgruppen Zanzibar. Dronernes billeder kan være med til at udvikle hendes samfund, mener Khadija.

”Vi bruger ikke bare droner for sjov, men til at planlægge fremtiden. Vi kan bruge billederne til at designe en ny by, der ikke er så overbefolket. Og de kan være med til at få politikere og private til at indse, at de for eksempel skal flytte folk fra oversvømmede områder, hvor de dør af kolera,” siger Khadija.

Siden hun fik sin bacheloruddannelse i IT og Application Management fra SUZA sidste år, har hun blandt andet kortlagt områder i Zanzibar, der er særligt sårbare over for koleraudbrud, for UNICEF og undervist andre studerende fra SUZA i droneflyvning. Hun har selv modtaget undervisning fra specialister fra det Schweiz-baserede droneselskab senseFly, men nu er det hende, der giver gode råd.

Vi bruger ikke bare droner for sjov, men til at planlægge fremtiden. Vi kan bruge billederne til at designe en ny by, der ikke er så overbefolket. Og de kan være med til at få politikere og private til at indse, at de for eksempel skal flytte folk fra oversvømmede områder, hvor de dør af kolera.

Khadija Ali Adbulla,
programmør

Kan afgøre konflikter

Khadija er en del af en generation af tech-entusiaster, der vil bruge droner og data til at forandre livet for sig selv og deres omverden. Mens droner traditionelt har været brugt til at udføre militære angreb fra luften eller overvåge fjendtligt territorium, har østafrikanske it-folk og regeringer fået øjnene op for robottens kommercielle potentiale. I Rwanda har sundhedsministeriet indgået et samarbejde med det amerikanske droneselskab Zipline om at distribuere blod til isolerede hospitaler, i Zambia skal droner overvåge landets nationalparker for at bekæmpe krybskytteri, og i Tanzania kan detaljerede dronebilleder afgøre landkonflikter.

45-årige Frederick Mbuya var blandt de første til at introducere dronen som et redskab til at indsamle data i Tanzania. Det begyndte, da han for tre år siden købte en forbrugerdrone på en ferie i England.

”Jeg tænkte, at jeg kunne drive forretning med den,” husker Frederick Mbuya, der er uddannet datalog.

Efter at han kom hjem til Dar es Salaam, blev han opmærksom på projektet Dar Ramani Huria. Projektet giver storbyens beboere redskaber til at kortlægge deres hurtigtvoksende by for at forhindre oversvømmelser med bedre byplanlægning. Men Ramani Huria, der betyder "åbent kort" på swahili og er et samarbejde mellem lokale myndigheder, universiteter, Verdensbanken og regeringens kommission for teknologi og videnskab (COSTECH), havde ingen luftfotos, og satellitbilleder af Dar es Salaam var ofte meget uklare. Så Frederick begyndte at fotografere med droner i stedet.

”Kun tre procent af Afrika er blevet kortlagt på en lokal skala. Droner har potentialet til at gøre det, og det er allerede sket her i Dar es Salaam og i hele Zanzibar,” siger Frederick Mbuya, der driver sit eget it-firma og arbejder som konsulent på projektet Ramani Huria.

UNMANNED AIRIAL VEHICLE (UAV)

En UAV, populært kaldet en drone, er et luftfartøj uden et menneske ombord. De første droner blev fremstillet under 1. Verdenskrig, men dronen fik formodentlig først sit navn under 2. Verdenskrig, da briterne producerede modellen Queen Bee. I dag bliver droner stadig brugt til militære formål og særligt til overvågning af områder, hvor soldater ikke har adgang, samt som våben. Men de seneste år er salget af civile droner steget markant, og i dag bliver flertallet af droner brugt til formål som kortlægning, optimering af landbruget eller transport.

Til at kortlægge Zanzibar og Dar es Salaam bruger dronepiloterne eBeedroner, der vejer 700 gram og flyver omkring 90 meter over jorden i maksimalt 45 minutter ad gangen. Dronerne har et kamera monteret, der tager omkring 700 billeder per kvadratkilometer. Bagefter bliver billederne sat sammen til et kort ved hjælp af et computerprogram.

Kilder: Imperial War Museum, Zanzibar Mapping Initiative.

Landkort for fred

Med et detaljeret kort er det også muligt at tildele land- og boligejere rettigheder, forklarer Frederick. Da det tanzanianske ministerium for land og boliger hørte om de detaljerede dronebilleder, fik han sammen med COSTECH til opgave at fotografere landdistrikter, så ministeriet kan trække grænser mellem landets ejere. Opdelingen af landet er en del af et projekt, der skal forebygge fatale konflikter over land, og ministeriet får støtte fra blandt andre Danida til at udføre det.

“I Tanzania er vi meget bagefter med at planlægge landet, og mange mennesker bosætter sig ulovligt på et stykke land. Dronerne hjælper ministeriet med at uddele jordbesiddelser på kort tid og kan også gøre det nemmere at bygge veje og planlægge landet,” siger Alfred Nyoni. Han er it-specialist hos COSTECH, der rådgiver regeringen om teknologi og støtter videnskabelige projekter.

For få år siden måtte Tanzanias landmålere bevæge sig til fods for at opmåle landet eller være afhængige af ofte uklare billeder fra et fly eller en satellit. Det kunne tage seks måneder at kortlægge et område på 120 kvadratkilometer, vurderer Alfred Nyoni. Nu kan et hold af dronepiloter gøre det på to uger.

Afrikanske droner på et stykke pap

Mens organisationer og regeringer udtrykker begejstring over dronernes skarpe billeder og sparsomme udgifter sammenlignet med et bemandet fly, dedikerer unge deres tid til at mestre robotterne. I dronelaboratoriet hos projektet Ramani Huria i Dar es Salaam forsøger 24-årige Born-love Ntikha at skabe forbindelse mellem sin bærbare computer og den flight controller, han har sat på et stykke pap. Det er hans nye drone.

”Jeg vil lære både at flyve og reparere droner. Den viden kan jeg give videre, så vi ikke behøver hjælp udefra. Vi vil decentralisere industrien,” siger Bornlove Ntikha, der har en bacheloruddannelse i Community Development og drømmer om at arbejde som droneoperatør.

Den hjemmelavede drone har endnu ingen vinger, men Bornlove Ntikha lægger den i græsset og bevæger sig længere og længere væk med en fjernbetjening i hånden for at teste forbindelsen. Den virker.

Bornlove Ntikha betragter tilfreds sin interimistiske drone. Men rækker robottens potentiale ud over tech-entusiasternes fascination?

En datarevolution

Ifølge Frederick Mbuya har opmærksomheden omkring droner skabt den forestilling, at der foregår en ”dronerevolution” i Østafrika. Egentlig er dronen et redskab i en ”datarevolution”, mener han.

”Først havde du gps’en, og nu har du dronen. Det er bare et andet redskab – det er stadig dig, der gør arbejdet,” siger han.

Grænserne for dronens potentiale bliver stadig afprøvet. Mens kortlægning ved hjælp af droner har været udført i Tanzania, siden Dar Ramani Huria startede i 2015, er afprøvningen af droner som transportmiddel først lige begyndt. I juni 2019 er landets andenstørste by, Mwanza, vært for Lake Victoria Challenge. Det skal være et udstillingsvindue for droner, der kan transportere livsvigtig medicin og blod til isolerede områder omkring Victoriasøen, og bag konferencen står den tanzanianske regering med støtte fra Verdensbanken.

Men midt i begejstringen er det nødvendigt at sænke farten, mener Zacharia Mtema, der forsker i brugen af droner i sundhedssektoren ved Ifakara Health Institute i Tanzania.

”Droner kan redde liv, men vi må være meget forsigtige. Droner er ikke ligesom mobiltelefoner, der ændrer livet i landsbyer med udviklinger som M-Pesa (mobilbetaling, red.). Hvis vi vil flyve en drone 30 kilometer, så bliver vi nødt til at vide, hvad der sker på turen. Hvor sikkert er fartøjet egentlig?” spørger han.

”JEG vil lære både at flyve og reparere droner. Den viden kan jeg give videre, så vi ikke behøver hjælp udefra. Vi vil decentralisere industrien,” siger Bornlove Ntikha, der har en bacheloruddannelse i Community Development og drømmer om at arbejde som droneoperatør.

Ny teknologi – nye regler

Når dronen transporterer varer, vejer den mere, og der er større sandsynlighed for, at den volder skade, pointerer Zacharia Mtema. Samtidig må droneselskaber designe droner, der passer til det lokale behov.

”Vores data viser, at så længe folk bor omkring 30 kilometer fra et byområde, er det ikke noget problem. Der kan man bruge motorcykler. Men 50 kilometer og derefter – det er der, vi kan gøre en forskel,” siger forskeren.

Selvom ny transportteknologi kan revolutionere reaktionstiden ved udbrud af en epidemi eller ved en forblødning i en landsby, er det vigtigt at undersøge konsekvenserne omhyggeligt og inddrage både lokalsamfundet og luftfartsmyndigheder, vurderer Zacharia Mtema.

Shira Efron, der forsker i droners potentiale i det afrikanske landbrug ved den amerikanske tænketank RAND, er enig.

”Først og fremmest er det nødvendigt med fornuftige regler. I september 2017 havde kun 26 procent af afrikanske lande regler vedrørende droner. Men eftersom lovgivningen ofte halter efter den teknologiske udvikling, er det vigtigt, at reglerne ikke stopper investeringer og jobskabelse,” skriver hun til Magasinet 360°.

Ifølge Alfred Nyoni fra regeringsorganet COSTECH er der allerede reguleringer for droneflyvning i Tanzania, selvom civile dronepiloter ofte ikke er opmærksomme på det.

”Du er nødt til at informere lokalsamfundet, før du flyver, og du skal have en tilladelse fra myndighederne. Det gælder alle droner, og det synes jeg er i orden. Du ville jo heller ikke køre bil uden et kørekort,” siger han.

 

Update: Tech

FOTOS: MATIBABU, COLDHUBS, UNICEF

”Paradigmeskift” for malariatest

En ny metode til at teste for malaria kombinerer lys, magnetisme og smartphoneteknologi. Den såkaldte Matibabu-test er udviklet af to ingeniører fra Uganda. Den tager blot to minutter, og testpersonen behøver ikke at få tappet blod, så den kan foretages hjemme. Det kan ifølge ingeniørerne gøre det lettere i tide at opdage infektionssygdommen, der hvert år koster 400.000 mennesker livet. Testen måler på de parasitter i blodet, som producerer magnetiske affaldsstoffer. Man sætter en magnetisk "clips" på fingeren og gennemlyser den, hvorefter resultatet sendes til en smartphone-app. Matibabu blev for nylig tildelt en iværksætterpris for sit udviklingspotentiale, og til netmediet Quartz kalder en forsker testmetoden for ”et paradigmeskift for malaria”.

/LS


Åbn din browser og hjælp flygtningebørn

Hvis du åbner TheHopepage, kan du donere penge til flygtningebørn ved at donere din computers processerkraft.

AF LASSE SKYTT

Vil du gøre livet bedre for børn i fattige lande, kan du blot åbne en velgørende hjemmeside, mens du arbejder videre på din computer. UNICEF har nemlig lanceret thehopepage.org, som gør det muligt for dig at donere penge til organisationen – uden at du skal af med en krone. Det eneste, du skal give, er en smule af din computers CPU, som er nødvendigt for at udvinde – eller mine, som det hedder – kryptovalutaen Monero. Værdien af kryptovalutaen stiger i takt med antallet af brugere og veksles løbende til rigtige penge, som bliver doneret direkte til blandt andre rohingyaflygtningebørn fra Myanmar.

Når du åbner hjemmesiden, kan du vælge, hvor stor en procentdel af din computerkraft du vil dedikere til mining af Monero. Det er en god ide at gøre det, mens computeren er i opladeren, da hjemmesiden dræner dit batteri ret hurtigt. Ifølge techmediet Gizmodo vil det kræve ”nogle tusinde” brugere for at udvinde én Monero om dagen, svarende til godt 1.200 kroner med den nuværende kurs. TheHopepage har cirka 13.000 aktive brugere døgnet rundt, og tallet ser ud til at stige, hvilket vil komme kryptovalutaen – og i sidste ende flygtningebørnene – til gode.

Ved lanceringen i april sagde Jennifer Tierney fra UNICEF, at organisationen ønsker at udnytte ”nye, fremspirende teknologier til at skabe opmærksomhed om nuværende humanitære kriser og rejse penge til at støtte de børn, som er fanget i dem.”


Solcellekøleskab mindsker madspild i Afrika

I udviklingslande går 45 procent af alle fødevarer til spilde, hovedsageligt på grund af manglen på nedkølede opbevaringsrum. Det resulterer ikke kun i mangel på mad – det betyder også, at de omtrent 470 millioner lokale landmænd i udviklingslandene mister 25 procent af deres potentielle indkomst. Derfor har den nigerianske iværksætter Nnaemeka Ikegwuonu udviklet løsningen ColdHubs – et prisvindende walk-in-køleskab støttet af FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, der kan forlænge fødevarernes holdbarhed med flere uger, og som er drevet af bæredygtig energi fra solceller på taget.

Ikegwuonu og hans team designer, producerer og installerer selv de revolutionerende ColdHubs, som landmænd kan købe på en såkaldt "pay-as-you-store"-abonnementsmodel. Indtil videre er der ColdHubs i otte afrikanske lande, og den unge iværksætter har store ambitioner. I de næste fem år planlægger han at installere 1.000 ColdHubs på hele det afrikanske kontinent, og den langsigtede vision fejler heller ikke noget.

”Om 15 år vil ColdHubs være et verdensomspændende brand som Sony eller LG,” har Ikegwuonu udtalt til den tyske avis Frankfurter Rundschau.

/LS

 

Update: Kultur

FOTOS: COURAGE FILMMATERIALE, SCREENSHOT FRA NO LONGER ALONE VIDEO

Verdens vagthunde under pres

I filmen Courage – Journalism is Not a Crime møder man tre modige journalister i Myanmar, Azerbajdsjan og Tyrkiet, som alle kæmper for at få sandheden frem i samfund, hvor deres pressefrihed har trange kår.

"De er blevet fængslet, tortureret og dømt for det, de virkelig tror på. Som journalister har de alle besluttet ikke at tie. De fortjener vores største respekt," siger Tom Heinemann, som selv er journalist og har produceret filmen for International Media Support.

"Vi må alle stå op for vores kolleger, og jeg er dybt taknemmelig for de mange interviews med nogle af de centrale aktører, der forsøger at forbedre, oplyse og bringe løsninger til at modstå de mange angreb på journalister og uafhængige medier." Filmen kan streames gratis på YouTube.

/JLA

 

Arabiske homoseksuelle: Du er ikke alene

LGBT-aktivister og kendte på tværs af den arabiske verden taler om deres seksualitet i en videoserie, der skal opmuntre andre til at stå frem.

AF JANNE LOUISE ANDERSEN

"Det er svært, når du er ung," siger Hamed Sinno, forsanger i det libanesiske band Mashrou Leila. "Og det vedbliver at være svært, men det bliver lettere." Han taler om sin seksualitet som homoseksuel og sin rejse til selvaccept i videoen No longer alone.

Det er en videoserie, hvor atten LGBT-aktivister og kunstnere fra ti lande i Mellemøsten og Nordafrika deler deres historie for at hjælpe andre i samme situation med at kræve deres rettigheder. Videoserien er et led i en stor kampagne af Human Rights Watch og Arab Foundation for Freedoms and Equality ledsaget af en ny rapport, som beretter om alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der påvirker LGBT-folk i regionen – lige fra drab til massearrestationer, tortur og censur. Næsten alle lande i Mellemøsten og Nordafrika kriminaliserer voksne, der har sex med samme køn.

"Religiøse figurer, regeringen, dine forældre – de vil alle have et ord i, hvad du gør mellem dine ben. Jeg vil fortælle dig, at det kommer ikke dem ved, og at det er din krop, dine ønsker og dine ideer. Hvis de ikke kan lide, hvad du er, er de galt på den," siger Rima, en biseksuel kvinde fra Lebanon. Videoserien er set over 70.000 og delt over 1.000 gange på Facebook.

 

Lyd på Sierra Leones politiske popstar

Det var mere end en koncert, da Sierra Leones popstjerne Emmerson Bockarie optrådte den

28. april på det nationale stadion i Freetown. Showet, som fik titlen Finally, bliver af sangeren og hans fans set som en sejr for landets kunstneriske frihed. For Emmerson har ikke haft lov til at optræde på National Stadium siden 2012, mens den tidligere regering All People's Congress (APC) har haft magten.

Emmerson er kendt som en stærk kritisk stemme. Med hits som Borbor Bele, hvor han påpeger "de korrupte regeringspolitikeres rådne, runde maver" og Two-Foot Arata, der henviser til de samme politikere som "rotter på to ben", blev han repræsentationen af lan dets utilfredshed med nationens tilstand. "Der var så mange vanskeligheder. Lad os sige, at 90 procent af de mennesker, jeg forsøgte at lave forretning med, trak sig ud på grund af pres fra magtfulde mennesker, der hadede mine budskaber. Det var næsten umuligt at få sponsor eller støtte," siger han til OkayAfrica.

Men efter tiltrædelsen af den nye regering har sangeren kunnet optræde uden påvirkning. "Jeg kan ikke love dig, at tingene bliver bedre, men jeg håber, at den nye regering forstår folkets tilstand og vil bidrage til at opbygge en befordrende atmosfære for enhver kreativ udfoldelse."

/JLA

Verdensmål – ”Vi mangler stadig, at folk vender den store tanker”

FEATURE
TREND

Startups får ild i øjnene, når de hører ordet verdensmål. Og målene erobrer den ene nye arena efter den anden fra entreprenører til kunstnere, virksomheder, ngo'er og arkitekter. Målene giver ”energi, narrativ og sprog,” og er blevet en trend, lyder det. Men der er langt igen. Følg 360° ind i SDG’ernes maskinrum hos investorer, fintech og Danmarks Statistik.

AF LOUISE STIGSGAARD
ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT

Da Martin Majlund og Christian Grubak satte sig for at skabe en startup, var de enige om, at de ville lave en virksomhed, som på sigt kunne ændre verden i en bedre retning. Deres blik faldt på Østafrika, hvor de kunne se et hul i markedet for e-handel, og de skabte virksomheden Sky.Garden.

”Tanken er, at det både skal være et trygt sted som en have – og samtidig være online,” fortæller co-founder Martin Majlund. Sky.Garden hjælper lokale handlende fra skomagere til planteavlere i Kenya med at sælge deres produkter online.

”Det, der motiverer mange i Østafrika, er at tjene penge. Men der er mangel på tillid, og den tillid skaber vi ved at organisere handlen, så parterne ved, at både produkter og betaling når frem,” fortæller co-founder Christian Grubak. Startuppens ryggrad er verdensmål nummer 8 om anstændige jobs og vækst. Sky.Garden har lokalt ejerskab og nu 21 ansatte.

360° møder Christian Grubak og Martin Majlund i Oslo under den såkaldte Katapult-konference i maj. Katapult er en accelerator, der udvikler startups, som kan udvikle verden i en mere bæredygtig retning. Eventen er blevet en international scene for entreprenører, investorer og ngo’er, der udveksler ideer, midler og knowhow til at udvikle dem. Musikken brager, champagnen flyder, og solen bager undtagelsesvis uden for Sentralen, hvor det myldrer med ildsjæle fra in dere til afrikanere og amerikanere, der har en ide – eller penge til at føre den ud i livet. Men selv blandt de mange ansigter, der stråler af vilje til at forandre kloden, er det nemt at spotte Sky. Gardens grundlæggeres optimisme. Sky.Garden blev udvalgt til at være en del af Katapults første kuld af startups, som over tre intensive måneder blev justeret og finpudset. Startuppen har nu rejst 1,2 mio. dollar, ”og det føles godt, for det har været hårdt arbejde at nå hertil,” fortæller Martin Majlund.

FOR at hjælpe impact startups lancerer Danske Bank en ny digital platform – +impact for at koble frivillige eksperter, større selskaber og investorer. ”Vi ønsker at udnytte vores rolle som en førende finansiel institution til at adressere nogle af de udfordringer, vi står over for i samfundet,” Jeanette Løgstrup, chef Societal Impact and Sustainability i Danske Bank.

ARKITEKTUR, DESIGN OG TECH I SDG'ERNES TJENESTE

KADK satser i tre akademiske år fra 2016 til 2019 massivt på SDG'erne i skolens forskning, undervisning og partnerskaber. De spirende arkitekter og designeres afgangsprojekter skal på den ene eller anden måde forholde sig til verdensmålene. Indtil videre tæller eksamensprojekter centreret om verdensmålene en app og et armbånd, der skal få unge mellem 16 og 22 år til at købe mindre nyt tøj, upcycling af fiskeskind og havhaver til tang og muslinger ved Lammefjorden. ”For os er et fælles fokus på FN’s verdensmål en måde til at videreudvikle og systematisere det arbejde, der allerede foregår på KADK, og vise, hvordan vores uddannelser kan bidrage med helt konkrete løsninger til at skabe bæredygtige samfund,” siger KADK-s rektor, Lene Dammand Lund.

VERDENSMÅL SOM CBS-FAG

CBS og tænketanken Frej sætter SDG'erne på skoleskemaet med de to nye tværdaglige kandidatvalgfag Achieving the SDG's, der via cases vil fokusere på, hvordan organisationer og virksomheder kan indfri verdensmålene om bæredygtig fødevareproduktion og et bedre miljø og klima ved at samtænke naturvidenskabelige, økonomiske, politiske og sociologiske perspektiver.

Ild i øjnene

Sky.Garden er et eksempel på FN's 17 mål for, hvor verden skal bevæge sig hen inden 2030. Målene trådte i kraft i 2016 og skal frem til 2030 sætte kursen for en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på. Målene har et stort potentiale og er allerede en succes: De breder sig fra FN- og ngo-verdenen til startupmiljøet, investorkredse, sport, kunst og arkitektur. Men målene er også en scene, som spillere fra ngo’er til konsulenter næsten kæmper om at være førende i at påberåbe sig. Det er vigtigt, at verdensmålene reelt fører til handlinger, siger iagttagere.

”Det, vi oplever, er, at verdensmålene er en driver, der giver ild i øjnene på mange af de startups, som kommer her. Der er et stort og spændende vækstperspektiv med Danida og store investorer på sidelinjen,” siger Simon Schou, der er ansvarlig for partnerskaber hos Copenhagen Fintech Lab.

En af de investorer, der har prioriteret at tage til Oslos Katapult-festival, er Tommy Andersen, en af frontmændene i venturefonden byFounders, en ny fond, der over ti år vil investere 750 mio. kr. i skalerbare nordiske startupvirksomheder. Den nye fond, som over 40 af Nordens mest succesrige techentreprenører står bag, er et eksempel på, hvordan verdensmål erobrer nye miljøer. Ud af seks investeringer er tre af byFounders satsninger siden efteråret sket i projekter, som vil ændre verden.

”Verdensmålene legitimerer en dagsorden om at forbedre verden. SDG’erne er en måde at få et fælles sprog og en fælles referenceramme på. Det gør dialogen meget nemmere,” siger Tommy Andersen. Og mange af de investeringer, der har givet størst afkast over de senere år, er impact-investeringer, siger investoren.

Søren Stig, der er impact investor og entreprenør med en fortid i Mærsk, skildrer verdensmålenes potentiale således: ”SDG’erne rummer vores generations største forretningsmulighed. Vi har fået et narrativ, som er nemmere at tale ind i – også kommercielt. Det er lykkedes at mainstreame agendaen,” understreger han.

ARKITEKTSTUDERENDE Viktoria Klansø har arbejdet på programmet Architecture and Extreme Environment. Her et bio-photovoltaic device i Tanzania, der er et af de mest underforsynede områder for strøm i verden.

INGENIØRER FOR VERDENSMÅL

DTU har besluttet, at verdensmålene skal danne eksplicit grundlag for universitetets forskning og uddannelse i bæredygtighed, innovation og entreprenørskab. Ifølge DTU's rektor, Anders Bjarklev, har universiteterne et særligt ansvar for at præge ungdommen til at sætte bæredygtige aftryk på fremtidens udvikling: ”Noget af det vigtigste, der foregår på universiteterne, er, at vi gennem uddannelserne former unge menneskers bevidsthed og følelse af ansvar for kommende generationer. Vi giver dem også en masse viden, som danner basis for alt det, de skal bruge de næste 50 år af deres arbejdsliv på.”

Verdensmål tiltrækker medarbejdere

I FN Byen har UNDP i samarbejde med Industriens Fond skabt SDG Accelerator og udvalgt 15 danske små og mellemstore virksomheder, der skal udvikle bæredygtig forretning sammen med FN-eksperter.

”Verdensmålene åbner for et marked på op til 12 milliarder dollar. De danske virksomheder i SDG Accelerator har gode muligheder for at nappe en bid af kagen og samtidig bidrage til bæredygtig udvikling,” siger Camilla Brückner, direktør for UNDP's nordiske repræsentationskontor. Kristoffer Nilaus Tarp, direktør i Concord Consulting, der også er involveret i acceleratoren, forklarer, at den har stort potentiale: ”Mange virksomheder oplever, at millenniumgenerationen vil være en del af et større formål. Virksomheder skal i dag være formålsdrevne for at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere.”

Men hvorfor har de nye verdensmål fået langt større gennemslagskraft end tidligere og er nærmest blevet en trend? Christian Honoré, SDG-konsulent og entreprenør, udarbejdede et spil over de tidligere verdensmål, Millennium New Goals.

”Verdensmålenes succes og udbredelse skyldes, at der er sket et paradigmeskift,” siger han. ”Millenniummålene var i vidt omfang en tredjeverden-agenda. Det, man gjorde med SDG’erne, var at gøre dem bredere, så de indeholder mål, som alle kan se sig selv i.”

SKY.GARDEN i Kenya: Martin Majlund, founder, Christian Grubak, founder, Daniel Maison, CEO, cofounder, Isaac Hunja, CMO, co-founder. Kenyansk stofproducent, der sælger via Sky.Garden.

DANMARKS Statistik udbreder den 15. juni verdensmålene yderligere ved at lancere en national data-portal og app, så alle borgere kan se, hvad status i Danmark er. For eksempel er det iøjnefaldende, at Danmark ikke klarer sig særligt godt på affald, pointerer afdelingsdirektør Niels Ploug.

ET NYT INSTRUMENT TIL AT MÅLE IMPACTS AF INVESTERINGER I SDG'ERNE

Udenrigsministeriets Kontor for Vækst, beskæftigelse og erhvervsudvikling er sammen med IFU ved at udvikle et rapporteringsværktøj, der giver en samlet oversigt over udviklingseffekterne af Danidas erhvervsinstrumenter i forhold til SDG'erne, målt på centrale indikatorer som jobskabelse, mobilisering af kapital og installation af vedvarende energi.

DET DANSKE CIVILSAMFUNDS VERDENSMÅLSARBEJDE

I en ny rapport analyserer Globalt Fokus, CISU og 92-gruppen 70 danske civilsamfundsorganisationers arbejde med verdensmålene. Rapporten konkluderer, at 76 procent af organisationerne har integreret målene i deres arbejde. Mål #5 om ligestilling er det mål, flest organisationer arbejder med at indfri, mens de “grønnere” mål som #7, #13 og #15 er mindre prioriterede. 33 procent af organisationerne har indgået nye partnerskaber med afsæt i målene.

NY SDG-INVESTERINGSFOND

Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) lancerede den 6. juni en ny dansk SDG-Fond, etableret i et samarbejde mellem staten, IFU og private investorer. SDG-Fonden ventes at få en samlet kapital på knap 5-6 milliarder kroner, som de kommende fire år skal investeres i verdensmålene.

Ny app fra Danmarks Statistik

En af de danske aktører, der har fingrene længst nede i verdensmålene, er Danmarks Statistik. Niels Ploug, afdelingsdirektør, er en travl mand, men 360° får en tidlig tirsdag morgen lov til at dykke ned i verdensmålenes maskinrum på dansk jord i statistikkens røde bygninger.

”Verdensmålene er et fantastisk redskab, som er fyldt med energi. De spreder sig til mange sektorer og er en revitalisering af FN-systemet,” siger direktøren. Danmarks Statistik udbreder den 15. juni verdensmålene yderligere ved at lancere en national dataportal, så alle borgere kan se, hvad status i Danmark er. For eksempel er det iøjnefaldende, at Danmark ikke klarer sig særligt godt på affald, pointerer Niels Ploug. Borgere vil kunne logge ind på portalen via en app. Portalen er enestående i internationalt perspektiv, fordi Danmark har et unikt, repræsentativt datasæt fra administrative registre.

”Vi er i dialog med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner for at kunne supplere med et regionalt og et kommunalt fokus. Kommunerne er meget optaget af det,” fortæller Niels Ploug. Samtidig er Danmarks Statistik ved at udvikle en platform, hvor dansk erhvervsliv kan vise og dokumentere resultater.

”I virkeligheden er SDG’erne ikke 17 mål, men i vores verden 244 indikatorer, brudt ned på 169 delmål,” siger Statistik-direktøren. Målene er delt op i tre kategorier: de umiddelbart målelige, de middelbart målelige og de mål, der skal ses nærmere på. Til den tredje kategori hører for eksempel målet om, at en stor del af beskæftigelsen i turisme skal være bæredygtig. ”Hvordan måler man lige det? Det er blandtd andet i disse kategorier, der er udfordringer,” siger Niels Ploug.

KUNSTEN ER VERDENS VEJ

Bevægelsen ART 2030 vil med kunst og performances om verdensmålene bevæge vores hjerter, refleksion og fantasi for en bæredygtig fremtid. I FN Byen kan du for eksempel bidrage til Yoko Onos værk YES ved at skrive ja, si eller oui til verdensmålene.

Verdensmål 11 handler om at sikre såvel verdens kultur- og naturarv som inkluderende offentlige rum. Gennem såkaldt "Cultural planning" vil Dansk Kulturinstitut gøre kultur til hjertet i byudvikling.

WORLD BENCHMARKING ALLIANCE (WBA)

For at undgå såkaldt "SDG washing" og sikre gennemsigtighed i den private sektors arbejde med SDG'erne lancerer Aviva, the UN Foundation, BSDC og Index Initiative til efteråret den offentlige liste WBA, der måler og rangerer større virksomheders nettobidrag til verdensmålene. Udenrigsministeriet støtter tiltaget.

BEVÆGELSE FOR EN BEDRE VERDEN

Dansk idræt plages af klimaforandringer, og Dansk Idrætsforbund (DIF) mener, at dansk sportsliv både har musklerne og mulighederne for at blive en aktiv spiller for verdensmålene – både ved globale sportsbegivenheder som OL og i dansk foreningsliv. På sit årsmøde i maj satte DIF spot på dansk idræts bidrag til SDG #5, 11 og 16.

Depression over status

Og udfordringer er der stadig masser af. Det kan blandt andre Kirsten Brosbøl, (S) formand for Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s verdensmål, skrive under på.

”Det er jo enormt positivt, at SDG’erne nyder så stor bevågenhed. Men det vigtige er, at de skal manifestere sig i handlinger. Det siger jeg også til virksomheder. Det er afgørende, at I gør ting anderledes, end I gjorde i går,” siger den tidligere miljøminister til 360°.

En af dem, der over et årti i USA, Østafrika og Storbritannien har rustet sig til at analysere verdensmål, og hvordan de efterleves, er Anne-Louise Thon Schur, medstifter af SDG Invest, som blev en realitet i februar.

”Da vi efter fem dage havde hentet 200 mio. kr., vidste vi godt, at vi ikke havde skudt helt ved siden af med fonden,” fortæller Anne-Louise Thon Schur til 360°. Medstifteren forventer at nå en halv milliard inden udgangen af 2018. Thon Schur har udviklet en screeningsmetode, der vurderer virksomheder på deres indtjeningsevne, soliditet og en finmasket beregning af bæredygtighed. ”Det er det sidste, der er det nye,” siger medstifteren, der over det sidste års tid har gået 958 virksomheder igennem. Rockwool, Coloplast og Novo er nogle af dem, der er sluppet gennem nåleøjet.

”Jeg kan godt lide verdensmålene, fordi alle kan forstå dem. For første gang kan ledere af virksomheder forstå vigtigheden af bæredygtighed.” Men når det er sagt, har screeningen af virksomheder til en eksklusiv kreds af investorer også indebåret hårde erkendelser, understreger Anne-Louise Thon Schur.

”Når man ser på 958 virksomheder, som vi har gjort, så får man nærmest en lille depression. Der er langt igen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en depression på ligestillingens eller klimaets vegne,” siger medstifteren med et glimt i øjet. ”Men faktum er, at der er rigtig meget room for improvement. Vi mangler stadig, at folk vender den store tanker. Før det sker der ingenting.” Som et eksempel nævner Anne-Louise Thon Schur pensionskasserne, der har svært ved at trække stikket på olie og stadig for en stor dels vedkommende er investeret i tobak. ”Det er frustrerende,” siger medstifteren.

”VI mangler stadig, at folk vender den store tanker. Før det sker der ingenting.” som et eksempel nævner Anne-Louise Thon Schur, medstifter af SDG Invest, pensionskasserne, der har svært ved at trække stikket på olie og stadig for en stor dels vedkommende er investeret i tobak. ”Det er frustrerende,” siger medstifteren. Foto: Thomas Nielsen.
PERFORMANCEKUNST fra bevægelsen Art 2030, der med gallerist Luise Faurschou i spidsen vil forene kunst og verdensmål. Tow with the flow af Lilibeth Cuenca Rasmussen. Foto: Pil Christoffersen.

Ny SDG Converter

Spørger man Institut for Menneskerettigheder, er det netop finmaskede screeningsmekanismer, der er behov for.

”Institut for Menneskerettigheder har i snart 20 år rådgivet globale virksomheder i at fremme menneskerettighederne og derigennem styrke deres forretninger. Verdensmålene er på en måde gammel vin på nye flasker, men det er større flasker. Der er kommet mere vind i menneskerettighedssejlet,” siger Jonas Christoffersen, instituttets direktør, og fortsætter: ”Men der er en fare for, at man glemmer menneskerettigheder, fordi man bliver forhippet på verdensmål og på at skabe økonomisk udvikling – og for eksempel glemmer diskrimination af minoritetsgrupper.” I april lancerede instituttet derfor en ny database, der på baggrund af mere end 55.000 ekspertobservationer identificerer typiske menneskeretslige problemer i FN’s respektive medlemslande. Tanken er at koble SDG’erne med menneskerettigheder.

Og senere i år publicerer instituttet en såkaldt "SDG Converter", der giver konkrete eksempler på, hvad globale virksomheder gør for at undgå krænkelser i deres leverandørkæder, og hvilke verdensmål og delmål deres indsatser er koblet til.

DANMARKS FØRSTE KOMMUNE OG REGION, DER SATSER STRATEGISK PÅ SDG-DAGSORDENEN

Gladsaxe Kommune tænker globalt ved at handle lokalt og vil som den første danske kommune inkludere verdensmålene i sin fireårige kommunestrategi, der vedtages i foråret 2018. Verdensmålene er også den røde, lokale tråd i Region Midtjyllands nye vækst- og udviklingsstrategi fra 2019 og frem. Regionsrådet skal sidst i 2018 vedtage den bæredygtige strategi i samarbejde med regionens kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner.

Danmark kan blive stor spiller

Men til trods for udfordringerne ser mange parter en stor mulighed for Danmark i SDG’erne.

”I Israel og USA har våbenindustrien været en katalysator for at udvikle tech-sektoren,” siger Simon Schou fra Fintech Lab. ”I Danmark er der stort fokus på verdensmålene nu, fordi der er enormt store aftagere. Men det er vigtigt, at de forstår at bruge startups og at skabe synergi.”

Fintech har netop indgået et partnerskab med CARE for at støtte ngo’en med teknologisk knowhow.

I et andet projekt har Dansk Industri udvalgt 21 virksomheder, støttet af Industriens Fond. Blandt andre er Kamstrup en af de udvalgte. ”Vi skaber et virksomhedsforløb, hvor vi hjælper virksomheder med at skabe resultater med udgangspunkt i verdensmålene. For eksempel er der en tendens til, at de virksomheder, der leverer til oliebranchen, har svært ved at tiltrække de dygtigste unge ingeniører, medmindre de også har en autentisk bæredygtig tilgang,” siger Erik Johnson, chefkonsulent i Dansk Industri, og fortsætter: ”De, der vinder på markedspladsen med SDG'erne, er dem, der er åbne over for udviklingen og stærke i partnerskaber.”

Tilbage på Katapult-festivalen er investordagen ved at nå mod slutningen. Christian Grubak fortæller, at det har været en hård kamp at få Sky.Garden i luften: En af de første eksperter, de beskrev ideen over for, krøllede servietten, den var skrevet på, sammen og kastede den over skulderen. ”Det er de slag, der vist skal til, før man kommer ud over stepperne,” fortæller grundlæggeren. Til gengæld får Sky.Garden brug for kampgejsten for at indfri målet om at blive den foretrukne e-handel for udviklingsmarkeder, fortæller Martin Majlund. ”Vi går ind i Uganda og Tanzania senere i år og håber at udvide yderligere derfra.”

 

Skønheden og slummen

VÆRKER FRA VERDEN
KENYA

Modefotografen Signe Vilstrup, der arbejder med magasiner som Vogue og Vanity Fair, tog til Nairobis Kibera-slum, kendt for at være Kenyas største slumby. Her hang hun ud med kvinder i blikskurene, hørte deres historie og fik skønheden frem i dem.

”Mit ønske har været at skildre kvinderne på en mere utraditionel måde end den sædvanlige rå reportagestil, man tit ser fra slummen. Se skønheden i stedet for skraldet og fokusere på kvindernes styrke og stolthed,” siger Signe Vilstrup.

Sarah, en af kvinderne, var kun et barn, da hendes stedfar voldtog hende første gang. Som 14-årig blev hun gravid med hans barn. I dag kæmper hun for at passe sin skole og sin lille søn.

Sarah er en af de 13 unge kvinder fra Kibera, der er hovedpersoner i udstillingen Transformation. Alle de 13 unge kvinder og piger, der portrætteres, er vokset op under hårde vilkår. Men de har også gennemgået en udvikling – en transformation.

FENNIE: ”Min transformation var at blive mor mod min vilje.” Fennie blev voldtaget, da hun som 14-årig gik hjem fra skole i mørket i Kiberas mudrede gader. Ni måneder senere blev hun mor. ”Jeg kunne ikke elske mit barn. Jeg havde ikke lyst til at amme hende. Hun blev så tynd. Jeg var slet ikke klar til at blive nogens mor. Men min datter har ikke selv bedt om at komme til verden, så nu er det min opgave at passe på hende.”
FAITH: ”Du er altid alene som barn i Kibera. De voksne har altid travlt med at skaffe det næste måltid. Det er en kamp for at overleve. Jeg turde ikke fortælle nogen, at jeg ønskede at blive kunstner.” Faith er i dag 28 år og har skabt sig en tilværelse som kunstner.
”Det har taget lang tid at få respekt. I dag kan jeg leve af at male og undervise, jeg har bevist, at man kan følge sin passion og samtidig overleve.”
I Kibera er der langt mellem de kvindelige rollemodeller, så Faith er sin rolle som forbillede og inspiration for andre meget bevidst: ”Min ryg er rank, når jeg går. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået. Det er vigtigt for mig at skabe kunst, men det er mindst lige så vigtigt for mig at give passionen videre.”
SARAHS stedfar vil kun betale for hendes skole, mod at hun lader ham voldtage sig, fra hun er 12 år til hun er 14. som 14-årig bliver hun gravid og løber hjemmefra. Hun lever af affald og bor bag et par skraldespande på et marked i udkanten af Kibera. I dag er hun genforenet med sin mor – som hun aldrig har fortalt, hvem der er far til hendes søn. ”Jeg drømmer om at komme tilbage i skole. Jeg vil gerne være politiker, så jeg kan kæmpe for pigers rettigheder.”

TRANSFORMATION

Signe Vilstrup er en prisvindende fotograf med bopæl i Indien. Kendt for at bruge uortodokse og intuitive metoder i sin fotografi. Har arbejdet for blandt andet Elle, Vogue og Vanity Fair.

Plan BØRNEfonden vil med udstillingen Transformation sætte ansigt og personlige historier på de udfordringer, som så mange piger og kvinder møder. ”Vi vil vise de modige og stærke unge kvinder, som de er,” fortæller Gwen Wisti, direktør i Plan BØRNEfonden.


MAUREEN blev misbrugt af en morbror, da hun var husassistent i en familie. Han gjorde hende gravid som 15-årig, og hun blev smidt ud af huset. Herfra er historien om Maureens liv en rejse ind i et mørke af sult, vold og overgreb. en blanding af nød, tvang og dårlige beslutninger. ”Man bliver rå, når man altid tænker på at overleve.” I dag er Maureen måske på vej ud af mørket. Sammen med andre kvinder har hun dannet en gruppe, Unicorn Resistance, som hjælper piger og unge kvinder, der har været udsat for overgreb. ”Her i Kibera bliver piger voldtaget og kan ikke gøre noget ved det. Jeg hjælper dem med at melde voldtægtsmændene til politiet og med at få deres sager for retten. Jeg drømmer om at gøre Kibera til et trygt sted for alle piger og kvinder. Jeg drømmer om at skabe et sikkert sted, så ingen piger er tvunget til at leve med vold.”
AISHA blev forladt af sin mor i rendestenen og er vokset op med vold og seksuelt misbrug hos en plejefamilie. Når Aisha flygter fra volden i hjemmet, søger hun tilflugt på gaden, men Aisha bliver ved med at kæmpe for at blive i skolen. I dag er hun 22 år, og hun bor for det meste på en sofa tre eller fire nætter ad gangen hos folk, hun kender. Alt, hvad hun ejer, kan være i en rygsæk. ”Jeg bliver nødt til at få en uddannelse, så jeg ikke ender som min adoptivmor. Hun er fanget i et ekstremt voldeligt ægteskab, fordi hun ikke har en uddannelse og mulighed for at tjene sine egne penge.”
DAPHNE og hendes fem søskende blev smidt ud af skolen, da det blev opdaget, at moren og flere af børnene var smittet med hiv. Daphne husker det som en tid med skam og sult. ”Naboerne kalder vores hjem for dødens hus.” Daphne var 19 år, da miraklet skete, hun fik mulighed for at komme direkte fra slummen i Kibera til et liv som stuepige hos en familie i Montana, USA. tiden i USA er magisk, og hun bliver tilbudt at blive. Men Daphnes mor bliver alvorligt syg. Hun kæmper for at blive ved med at passe den lille skole, hun driver i et skur for alle de børn, der ligesom hendes egne er blevet smidt ud af skolen på grund af deres sygdom. Daphne ved, at hendes mor aldrig vil bede hende om at komme hjem og hjælpe til. Men hun er nødt til at pakke sine ting og den amerikanske drøm ned i kufferten. ”Jeg har aldrig fortrudt. Min plads er hos min familie. Hvis de har det godt, så har jeg det godt. Alt bliver bedre. Det ved jeg.”
Annonce: Grenaa Gymnasium, IB World School (www.grenaa-gym.dk)

 

Update: Partnerskaber

FOTOS: BASSAM KHABIEH/REUTERS, ENERGYLAB

Kinesisk besøg i EnergyLab

EnergyLab i Københavns Nordhavn er et "smart” energilaboratorium, som tjener som inspiration til, hvordan el, varme, energieffektive bygninger og elektrisk transport kan integreres i ét system i en bydel. Arbejdet er så innovativt, at Beijings viceborgmester, Sui Zhenjiang, besluttede at lægge vejen forbi i maj. Projektleder Christoffer Greisen var blandt værterne, der tog imod.

"I vores showroom viste vi opstillinger af løsninger, og i en varmecentral demonstrerede vi en konkret løsning med lavtemperaturfjernvarme og varmepumper,” fortæller Christoffer Greisen, som besvarede spørgsmål fra delegationen, der især var nysgerrige på det tekniske. Besøget var arrangeret af Udenrigsministeriets vækstteam og skete som et led i et strategisk samarbejde på energiområdet.

/EF

 

Røde Kors og Novo til kamp mod kroniske sygdomme

Efter en katastrofe er det nemt at se akutte behov, men kroniske sygdomme som for eksempel sukkersyge bliver sjældent behandlet. Og det slår flest ihjel. Det vil et stort anlagt samarbejde mellem Røde Kors og Novo Nordisk gøre noget ved.

AF EBBE FISCHER

Dels vil man sikre forsyninger af billig insulin til Røde Kors’ internationale operationer. Dels forpligter Novo sig til at støtte sundhedsprogrammer under Røde Kors. Og endelig vil man i fællesskab oprette programmer, der skal sikre behandling af diabetes i humanitære kriser inden for tre år.

Samarbejdet glæder både Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, og præsidenten for Internationalt Røde Kors (ICRC), Peter Maurer.

”Disse sygdomme er stille dræbere og ofte oversete under væbnede konflikter. Alle mennesker har behov for adgang til den rette sundhedsinfrastruktur og medicin til deres helbred,” sagde Peter Maurer på pressemødet.

Det nye samarbejde er en del af en ny strategi, fortæller Carl Gustav Lorentzen, som er head of corporate relations i Dansk Røde Kors.

”Her forener Røde Kors og Novo vores kompetencer for i fællesskab at skabe adgang til medicin, og vi er meget glade for den type partnerskaber. Det, vi lægger stor vægt på, er gensidig bæredygtighed, og ved konkrete problemstillinger – som i sagen med Novo – kan vi indgå partnerskaber med stor betydning for en bestemt gruppe sårbare mennesker,” siger han.

Samarbejdet adresserer SDG-målene, påpeger Carl Gustav Lorentzen.

”SDG-målene er blevet strategiske redskaber, som virksomheder kan arbejde konkret med og tilmed måle effekten af. Når vi opsøger virksomheder, ser vi derfor også på, hvilke SDG-mål der kan opfylde et godt match. Og måske også være en forretningsmulighed for virksomheden, for så er det ofte, at det virkelig rykker noget,” siger han.

For virksomheden kan det for eksempel have en betydning at få adgang til nye markeder og få mulighed for at teste nye løsninger på problemer, som de ikke kunne tidligere.

”På vores side skal vi højne kendskabet til virksomhedernes formål. Og det kræver, at vi højner niveauet hos os, for vi skal til at spille meget mere med på virksomhedernes banehalvdel. Man kan sige, at det traditionelle filantropiske fokus har rykket sig til et formålsdrevet forretningsfokus,” siger Carl Gustav Lorentzen.

Annonce: Herlufsholm Skole (www.herlufsholm.dk)

 

Klimaforandringer – På flugt fra tigere og oversvømmelser

REPORTAGE
INDIEN

Stigende temperaturer, orkaner og havstigninger. For indbyggerne i Sundarbans er klimaforandringerne til at tage at føle på. Den bengalske tiger bliver nu fordrevet fra sit naturlige habitat og ind i byerne. Det har ødelæggende konsekvenser. 360° har besøgt et af de steder, der er hårdest ramt af den globale opvarmning.

AF SOPHIE ARNÖ
FOTO: JONAS GRATZER

DE seneste ti år er havets overflade globalt steget med gennemsnitligt 3,3 millimeter om året. I Den Bengalske Bugt er stigningen næsten tre gange så stor, 10 millimeter om året. ”Den Bengalske Bugt er i forvejen varm. og temperaturstigningen gør, at vandmolekylerne udvider sig,” forklarer sugata Hazra, professor og klimaforsker ved Jadavpur university i Calcutta. Flere øer i sundarbans er helt forsvundet, og hundredtusinder er drevet på flugt.

Der var noget i naboens tonefald, som gjorde, at Rinku Mondol forstod, at der var sket noget alvorligt med hendes mand. Hun løb ned til flodbredden og fandt ham i en båd, fuld af blod og rifter i ansigtet og over hele kroppen.

”Det var voldsomt at se på. Jeg bad til Gud om, at han ville klare sig,” husker hun og kaster et blik på sin mand, Dinesh Mondol, som står ved siden af os og lytter opmærksomt til hendes fortælling. De var heldige.

Han overlevede og kunne vende hjem igen efter en måned på intensivafdeling. Men de tykke ar på den ene kind, på halsen, armene og benene vidner stadig om det, der skete.

”Jeg og to venner tog ind i tigerreservatet i min lille båd for at fiske krabber. Vi plejer at være der syv-otte dage ad gangen,” fortæller han. ”Pludselig hoppede en tiger på mig bagfra. Vi var tæt på stranden, den sprang ud fra flodbredden, bed sig fast i min venstre arm, trak mig ned i vandet og blev ved med at angribe mit ansigt, mine ben og mine arme. Den bed og flåede. Jeg tænkte ’nu dør jeg’.”

De sloges i vandet i flere minutter. Dinesh Mondol forsøgte at skubbe det store dyr væk fra sig, så dyret ind i øjnene og så, hvordan knurhårene vibrerede, og savlet flød ud af mundvigene. Mistede grebet, blev trukket under vandet, forsøgte at få fat i båden. Tigeren sprang efter, fik igen fat i ham. Men så slap han fri og dykkede ned, dykkede dybt, og tigeren vendte tilbage til flodbredden.

”Jeg var helt og aldeles indstillet på overlevelse, det var det eneste, jeg tænkte på i det øjeblik. Jo, jeg tænkte også på min mor. Jeg tror faktisk, at tanken om hende reddede mig,” siger han.

Dinesh Mondol har stadig mareridt, og først inden for det seneste par dage er han, mod sin vilje, igen begyndt at tage ud i floddeltaet for at fiske.

”En overgang forsøgte jeg at sælge frugt i stedet, men det giver ikke penge nok, det er vanskeligt at klare sig med,” forklarer han. ”Hvad kan jeg gøre? Vi har ikke andre muligheder her."

FAKTA: SUNDARBANS

  • Sundarbans er verdens største floddelta og strækker sig over grænsen mellem Indien og Bangladesh. Her findes verdens største mangroveskov og et unikt vækst- og dyreliv; krokodiller, pytonslanger – og en af verdens største tilbageværende tigerstammer, den bengalske tiger.
     
  • Dele af deltaet er nationalpark og blev i 1987 udnævnt til verdensarv af UNESCO.
     
  • De nordlige dele af området tilhører de frodigste og tættest befolkede steder på jorden.
”DET er ofte sket, at en tiger er kommet herind i byen” fortæller 68-årige Niranjan Raptan, der arbejder som guide i området. ”Sidste år var der en tiger lige her bag huset. Indimellem hopper de op på taget.” Han viser sin "tigermaske", en ansigtsmaske, man sætter på baghovedet for at narre tigeren, når man arbejder i marken. ”En tiger angriber altid bagfra.”

Øer oversvømmet

Den by, de bor i, ligger i den nordlige del af Sundarbans' nationalpark, som er en del af verdens største floddelta. Udefra set – et paradis. Selvlysende grønne risplanter, frodige mangroveområder og et fletværk af skinnende blanke vandløb.

Allerede i 1920'erne kom briterne hertil for at opdyrke det smukke og frugtbare land. Nu bor omkring fire millioner indbyggere på 54 af områdets 102 øer, og de har mere end vanskeligt ved at overleve.

Havstigningerne, den ekstreme nedbør, cykloner og oversvømmelser er problemernes rod. Saltvand trænger ned i markerne og ødelægger både afgrøder og drikkevand.

De seneste ti år er havets overflade globalt steget med gennemsnitligt 3,3 millimeter om året. I Den Bengalske Bugt er stigningen næsten tre gange så stor, 10 millimeter om året.

”Den Bengalske Bugt er i forvejen varm. Og temperaturstigningen gør, at vandmolekylerne udvider sig,” forklarer Sugata Hazra, professor og klimaforsker ved Jadavpur University i Calcutta. ”Verden bør omgående reagere."

Flere øer i Sundarbans er helt forsvundet, og hundredtusinder er drevet på flugt. 70 procent af hele deltaet er lavland og ligger mindre end fem meter over havets overflade. Det fører uundgåeligt til migration.

”Ud af 3.000 husholdninger, der var med i et studie af området, havde 68 procent mindst ét medlem, der var migreret,” fortæller Sugata Hazra.

Selv dyrene bliver ramt. Området er kendt for sin artsvariation, og tigerstammen er en af de største, der er tilbage i verden. Men nu er den truet.

”Tidligere havde vi problemer med krybskytter. Nu er problemet, at tigrene ikke har nok mad og derfor bliver fordrevet fra deres naturlige habitat,” siger professor Pranabes Sanyal, tigerforsker ved Jadavpur University.

Han var med til i 1973 at starte regeringens tigerprojekt i området, der havde til formål at stoppe netop krybskytterne. Siden dengang er udfordringerne blevet nogle lidt andre.

”Nu tager mennesker stadig længere ind i mangroveskoven, hvor de fleste tigre findes, for at lede efter krabber og andre fisk, som holder til der. Samtidig bevæger tigrene sig stadigt oftere ind i menneskenes byer.”

I løbet af tigerprojektets første år blev stammen i området næsten fordoblet fra 1.768 tigre til 4.400 ti år senere. I dag er der kun 600 tigre tilbage i Sundarbans, 250 på den indiske side af grænsen og 380 på den anden side, i Bangladesh. Det til trods sker der altså flere angreb.

”I starten af 1990’erne blev der indrapporteret omkring ti angreb om året. Det sidste par år har der været registreret flere end 30 om året, altså godt 100 inden for de sidste tre år. I praksis er det formentlig langt flere.”

KLIMAFORANDRING

  • Floddeltaet længst inde i Den Bengalske Bugt er et af de områder, som er hårdest ramt af klimaforandringer. Her stiger havet tre gange mere end det globale gennemsnit.
     
  • Ved siden af havstigningerne er det stigende antal cykloner et stort problem. I løbet af de sidste 15 år har der været 23 højintensive cykloner. Millioner er ramt, hundredtusinder er fordrevet fra deres hjem. Flere øer er helt forsvundet.

FAKTA: DEN BENGALSKE TIGER

  • I starten af 1980’erne fandtes der flere end 4.000 tigre i Sundarbans. I dag er der kun omkring 600 tigre tilbage, heraf 250 på den indiske side og 380 på den anden side, i Bangladesh.
     
  • Jorderosion, orkaner og oversvømmelser gør, at en af verdens største tilbageværende tigerstammer nu har svært ved at finde tilstrækkelig med føde.
     
  • Dyrene bliver fordrevet fra deres naturlige habitat ind i menneskenes byer, med ødelæggende konsekvenser.
     
  • Omkring 100 tigerangreb er blevet registreret de seneste tre år. I starten af 1990’erne blev der kun registreret omkring ti angreb om året.

LANGT de fleste angreb sker, når mennesker er ude at fiske. Mange har mistet livet på den måde. I starten af 1990’erne blev der indrapporteret omkring ti tiger-angreb om året. Det sidste par år har der været registreret flere end 30 om året, altså godt 100 inden for de sidste tre år. I praksis er det formentlig flere.
ALLE har set tigere komme ind i byerne, og alle kender nogen, som har mistet nogen.

En tiger angriber altid bagfra

Når vi bevæger os mellem husene og byerne i området, forekommer det, at alle, vi møder, er blevet ramt direkte eller indirekte. Alle har set tigre komme ind i byerne, og alle kender nogen, som har mistet nogen.

”Det er ofte sket, at en tiger er kommet herind i byen. Så går vi sammen i store grupper, laver larm, skriger og klapper,” fortæller 68-årige Niranjan Raptan, der arbejder som guide i området.

”Sidste år var der en tiger lige her bag huset. Indimellem hopper de op på taget.”

Han viser os også sin "tigermaske", en ansigtsmaske, man sætter på baghovedet for at narre tigeren, når man arbejder i marken.

”En tiger angriber altid bagfra,” forklarer han.

Langt de fleste angreb sker, når mennesker er ude at fiske, sådan som Dinesh Mondol var. Mange har mistet livet på den måde. For deres familie er det ødelæggende på flere forskellige måder.

”Vi havde været gift, siden jeg var 13. Han var så fin og elskede mig så meget. Han arbejdede hårdt for, at vi skulle have det godt,” siger 35-årige Ekadoshi Sarderi og tørrer tårerne bort med en flig af sin lyserøde sarong.

Hun er mor til fire børn, som står tavse ved siden af og ser deres mor græde. Tabet er også forbundet med skam. Der er megen overtro i området. Mange tror, det bringer uheld at se på en enke. Nu må Ekadoshi Sarderi gå rundt med nedslået blik og tigge ris fra naboerne.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig,” græder hun. ”Jeg kan knap skrive mit eget navn. Det var min mand, som hjalp børnene med lektier.”

En anden "tigerenke", som de kaldes her, er 30-årige Sikha Mondol.

Hun lægger trøstende hånden på sin venindes arm.

”Jeg var også helt afhængig af min mands indkomst,” istemmer hun.

”Og jeg ved, hvad du mener med stigmatiseringen. Når der er bryllup og andre ceremonier i familien, beder de mig altid holde mig væk, fordi de tror, det bringer uheld, hvis nogen af deres børn ser på mig.”

Alligevel har hun fundet styrke til selv at gå i gang med at arbejde i marken og med at fiske.

”Jeg gør det for mine børn,” siger hun.

Tilbage i Calcutta taler professor Sugata Hazra oprørt videre om ver dens manglende vilje og evne til at komme tigerenkerne og de mange andre, der hver dag betaler klimaforandringernes pris, til undsætning.

”Tiden er ikke til at skrive flere rapporter. Det er tid til at handle.”

Han mener, at der ud over uddannelse og engagement også er brug for en juridisk klausul, som garanterer beskyttelse for dem, der bliver direkte ramt, for eksempel dem, der bliver tvunget til at forlade deres hjem.

Professor Pranabes Sanyal peger også på det akutte behov for at stoppe den globale opvarmning, bekæmpe fattigdom og skabe alternative indkomstmuligheder for dem, som nu ikke længere kan forsørge sig selv med deres landbrug.

Tiden er ikke til at skrive flere rapporter. Det er tid til at handle.

Sugata Hazra,
professor og klimaforsker ved Jadavpur University i Calcutta

Men den umiddelbare foranstaltning, han ønsker sig for at mindske antallet af tigerangreb, er forbud mod at samle honning og fiske krabber i de indre dele af mangroveskoven, hvor tigrene oftest færdes.

”En sulten tiger angriber alt, der rører sig,” konstaterer han.

Det ved Dinesh Mondol, og han er stadig bange. Men han er netop begyndt at tage med båden ud i skoven igen. Han har brug for pengene. Men på spørgsmålet om, hvorvidt han ville lade sin søn tage med ud at fiske, falder svaret prompte.

”Aldrig! Mit højeste ønske er, at han skal gå i skole i Calcutta, så han slipper for at begive sig ud i skoven.” •

Oversat fra svensk af Nina Trige Andersen.

Annonce: Institut Sank Joseph (www.sanktjoseph.dk/en)

 

Kairo-Ramallah-København – Grænseløst fotomaraton

Amatørfotografer i Kairo, København og Ramallah satte på samme tid afsted med deres kamaeraer for på ti timer at fortolke ti forskellige temaer i Tri-City Photo Marathon 2018. En jury i hver by har kåret den bedste serie af ti billeder samt det bedste temabillede. Se, hvordan de samme temaer bliver fortolket på tværs af grænser.

FOTOSERIE
GLOBALT PERSPEKTIV

Tema: Dem & det modsatte

DEM & DET MODSATTE – Kairo. Af sharif El Komi. 1.-plads.
DEM & DET MODSATTE – København. Af Ronni Jørgensen. 1.-plads.
DEM & DET MODSATTE – Ramallah. Af Aseel Abu Maialeh. 1.-plads.

Tema: Min totale tilfredsstillelse & det modsatte

MIN TOTALE TILFREDSSTILLELSE & DET MODSATTE – Kairo. Af Rehab Ayman. Temavinder.
MIN TOTALE TILFREDSSTILLELSE & DET MODSATTE – Ramallah. Af Anas Murra. 2.-plads.
MIN TOTALE TILFREDSSTILLELSE & DET MODSATTE – København. Af Lise Friis Christiansen. 3.-plads.

TRI-CITY PHOTO MARATHON 2018

Som præmie modtager vinderen af den bedste serie i hver by en studietur til en af de andre byer. Fotomaratonet er arrangeret af International Media Support (IMS), The Danish Egyptian Dialogue Institute (DEDI) og The Danish House in Palestine (DHIP) med midler fra Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

Tema: Verdens grimhed & det modsatte

VERDENS GRIMHED & DET MODSATTE – Kairo. Af Dalia Bahig. Temavinder.
VERDENS GRIMHED & DET MODSATTE – København. Af Jacob Poul Skouby. 2.-plads.
VERDENS GRIMHED & DET MODSATTE – Ramallah. Af Lana Hijazi. 3.-plads.

 

Lidt krig og en smule fred

ESSAY: SYNET FRA ASSAD-LAND

Det syriske regime er ved at nedkæmpe den sidste oprørsbastion i Damaskus. Den statslige propaganda forkynder, at sejren er nær. Men hvilken slags fred venter rundt om hjørnet?

TEKST OG FOTO AF ADAM HOLM

 ”INGEN krig? gentog jeg og pegede op mod skydækket og forsøgte at imitere en jetmotor. Nej, lød svaret: "Fi salaam" – der er fred – men med tilføjelsen "sway sway salaam" - en smule fred. Den lille sætning rummer den mest præcise beskrivelse, jeg hørte i løbet af en uges ophold i Damaskus,” skriver Adam Holm.

Kald det bare en journalistisk kliché, men da jeg for nylig var i Damaskus, satte jeg mig ind på bagsædet af en af de små gule og godt skrammede Hondaer, som gør det ud for den lokale taxaflåde, og spurgte manden bag rattet om krigens gang. Da han ikke talte mange ord engelsk, og mit arabisk er begrænset til omtrent syv sætninger, hvoraf de fem er brugbare på restauranter, måtte jeg nøjes med et spinkelt: Fi harb? – er der krig? Jeg tænkte, at det var et rigtigt spørgsmål at stille en mand, der dagligt slider dækkene tynde i den hastigt voksende millionby og ser alle dens hjørner og krinkelkroge.

Efter en bølge med protester i oprørets første periode i foråret 2011 var den syriske hovedstad i en længere periode friholdt for de kamphandlinger, som tog fart andre steder i landet. Som regimets politiske og administrative livsnerve og samtidig hjemsted for nogle af de mest loyale støtter var det svært for oprørsbevægelsen at finde fodfæste i Damaskus. Først mod slutningen af 2013 begyndte "terroristerne" at gøre deres indtog. Terrorister er regimets og de statskontrollerede mediers betegnelse for snart sagt enhver gruppe, militant eller ej, religiøs som sekulær, der udfordrer den officielle linje om ét Syrien og ét folk under Bashar al-Assads lederskab. De mere våbenføre af regimemodstanderne fik etableret sig i flere områder af Damaskus med voldsomme kamphandlinger til følge. Da jeg selv sidste gang var på disse kanter i november 2016, var krigen ikke til at undgå.

Når man kom rejsende til Damaskus med bil via Beirut – flytrafik vestfra er ikke muligt på grund af sanktioner – var der adskillige militære checkpoints at passere. Jo tættere på centrum desto hyppigere kontrol.

Foruden de vagtsomme soldater var den gentagne lyd af eksplosioner et sikkert tegn på en by i krig. På det tidspunkt stod slaget i det østlige Ghouta, et distrikt, der består af en række forstæder, hvoraf flere har front direkte mod det historiske centrum i Damaskus. Sunniekstremistiske militser beskød hærens stillinger og civile beboelsesområder med en byge af mortergranater.

En uafhængig gruppe af unge journalister oprettede i 2013 Facebookgruppen "Dagbog over morterangreb i Damaskus". Fem år senere har de optalt i underkanten af 10.000 granatnedslag mod forskellige områder af millionbyen. De oprørske militser blev bombarderet fra luften af jagerfly og kamphelikoptere og angrebet af kampvogne fra Republikanergarden med støtte fra infanteriet. Regimesiden påførte deres modstandere – og den altid sagesløse civilbefolkning – kraftigere ødelæggelser end den anden vej. I den regeringskontrollerede del af byen var krigen hovedsageligt en lydkulisse, men der var også synlige spor i form af ødelagte tagspær, udbrændte biler, blodspor på fortovet, kratere efter granater og et væld af martyrplakater over faldne soldater.

Mafi harb – ingen krig!

Da jeg halvandet år senere – i maj 2018 – ville høre taxachaufføren om status over krigen, skyldtes det, at Damaskus ved første øjekast var synligt forandret. Ikke at vejspærringerne var fjernet, eller krigens lyde forstummet. Man bliver stadig stoppet, men nu ikke så hyppigt som før. Og der er fortsat jagerfly på vingerne, som kaster deres dødbringende last, men der er blevet længere mellem bragene.

Kampene i hovedstaden, som har været heftige og efterladt ruinlandskaber i blandt andet Jobar, Douma, Darrayah, Kashkoul og Madamyieh, er efterhånden reduceret til to mindre lommer i byens sydlige del. Yarmouk, den gamle palæstinensiske lejr, og nabobydelen al-Hajar al-Aswad, er scene for kampe mellem regeringstropper fra kampvognsenheden i hærens 4. division assisteret af den overvejende palæstinensiske milits Liwa al-Quds og en sidste standhaftig kohorte af krigere fra Islamisk Stat. De sidstnævnte, som regimet foruden "terrorister" også stempler som takfiri – afvigere fra den sande troslære – er ifølge den syriske hær blevet nedkæmpet, og så er krigen for så vidt et overstået kapitel i hovedstaden.

Det vidste den velorienterede mand i taxaen, og hans svar var derfor heller ikke overraskende: Mafi harb! Der er ingen krig. På sin vis en bizar konstatering, al den stund at vores forsøg på en samtale fandt sted til akkompagnement af tordnende jagerfly. Ingen krig? gentog jeg og pegede op mod skydækket og forsøgte at imitere en jetmotor. Nej, lød svaret: Fi salaam – der er fred – men med tilføjelsen "sway sway salaam", en smule fred. Den lille sætning rummer den mest præcise beskrivelse, jeg hørte i løbet af en uges ophold i Damaskus.

Der er ikke længere "rigtig" krig i byen. Nu er kampene koncentreret til et territorielt aflukke. Alligevel er der mortergranater, som rammer på må og få. Den 28. april slog en granat ned ved en busholdeplads i Babbila-gaden og sårede 22 personer. Dagen efter ramte en anden granat et hus i Midankvarteret og dræbte én og sårede fire. Og den 9. maj blev flere steder i centrum ramt, blandt andet det ikoniske Damascus Tower. En bilbombe blev samme dag detoneret på Maysat-pladsen og dræbte to civile. Disse "incidenter", som det statslige nyhedsbureau SANA kalder dem, samt den omstændighed, at man vågner til lyden af eksplosioner, drikker sin eftermiddagskaffe til lyden af eksplosioner og går til køjs til lyden af eksplosioner, er et vidnesbyrd om, at freden ganske rigtig er ”sway sway”, så som så. Men det er alligevel en markant forbedring i forhold til for blot en måned siden.

HVERVEPLAKAT for hæren. Teksten opfordrer mænd og kvinder til at støtte de væbnede styrker og følge dem på vejen mod sejr.

Europæerne tør ikke

Dagen før min enstavelsessamtale i taxaen var jeg på besøg i Syriens udenrigsministerium for at tale med Mohammad Ayman Soussan, assisterende minister for udenrigs- og immigrationsanliggender. Soussan, der tidligere har tjent som Syriens ambassadør i EU, besvarede mit spørgsmål om, hvad det er for en sejr, regimet har udsigt til, på denne vis: ”De vestlige landes interesser i Syrien er fortsat massive. Vi kan godt klare terroristerne, sådan som vi har vist det, men vi er ikke herrer over, hvad Vesten finder på.”

Krigen har meget længe ikke været syrernes anliggende, mener den assisterende minister, som jeg taler med på hans aflange kontor på 8. sal. Gulvet er af skinnende marmor, bag hans stol vajer den syriske trikolore, og på den ene væg hænger det obligatoriske fotografi af en stålsat udseende præsident Bashar al-Assad. Et mindre fotografi viser Soussan trykke hånd med selvsamme præsident. Til trods for Soussans udmærkede engelsk foretrækker han at svare på sit modersmål, da vi begynder den officielle del af snakken. Ifølge Soussan sidder ”folk i udlandet” klar på spring til at misforstå og fordreje hvert et ord, der ytres fra det officielle Syrien. Han har derfor allieret sig med en tolk, en yngre kvinde med en amerikanskklingende accent, og en mandlig rådgiver.

I løbet af de 20 minutter, jeg har fået tildelt, gør den assisterende minister et stort nummer ud af at understrege, at Syrien er offer for en ”vestlig tilsviningskampagne”. Da jeg spørger ham nøjagtigt, hvori "tilsviningen" består, siger han: ”Tag giftgasangrebet i Douma. Eller det påståede angreb. Sig mig, hvorfor skulle nogen af vores styrker foretage noget så barbarisk? Vi har destrueret vores kemiske våben i 2014. Det ved USA og EU. Vi havde knækket terroristerne i Douma. Vi var få dage fra at kunne erklære sejren, og så kom billederne af ofrene for giftgassen. Hvem havde en interesse i det? Spørg dig selv om det. Var det os, som havde nedkæmpet fjenden, eller de lande, der håber, at de kan sikre sig en bid af vores land?”

Mohammad Ayman Soussan er en lettere afmålt herre i sin bedste alder iført jakke og slips til trods for den buldrende hede udenfor og et ikke alt for velfungerende klimaanlæg i ministeriet. Han har et intenst blik og synes for hver sætning, han ytrer, at ville sikre sig, at jeg til fulde har forstået budskabet. Han vil ikke høre tale om, at det regime, han repræsenterer, har udført et giftgasangreb i Douma. Internationale inspektører fra The Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPWC) forsøgte at få lov til at tage prøver i området, men blev angiveligt beskudt af "terrorister", som havde forskanset sig i ruinerne. Senere lykkedes det at indsamle jordbundsprøver, som er sendt videre til et laboratorium i Holland, hvor de bliver analyseret. Den møjsommelige proces med bevisførelsen var som bekendt ikke en stopklods for USA's præsident, Donald Trump. Få dage efter at billederne af de lidende og døende personer i Douma nåede til omverdenens kendskab, beordrede han flyangreb mod udvalgte mål omkring Damaskus. Effekten af disse angreb er angiveligt til at overse, men budskabet var klart: Hold jer fra kemisk krigsførelse.

"DEN syriske tragedie er massiv og har ingen tydelig udløbsdato. Forhandlingerne i Genève er nytteløse, i Kazakstans hovedstad, Astana, går det ikke meget bedre, og med den aktuelle forværring mellem Israel og Iran for øje er der foreløbig kun udsigt til mere krig," skriver Adam Holm.

Beviser for kemiske våben

Den franskuddannede minister giver ikke meget for min indvending om, at Frankrigs præsident, Macron, udtalte, at han havde beviser for, at Syrien har brugt kemiske våben i Douma. Soussan hævder, at alle beskyldninger imod det syriske regime er grundløse og udspringer fra den tilsviningskampagne, som orkestreres af vestlige kræfter. Da jeg spørger ham, hvilken rolle Israel spiller for den syriske misere, foregiver han først at overhøre mit spørgsmål. Der er et øjebliks tavshed i lokalet. Tolken bryder isen ved at sige: ”Mr. Soussan foretrækker terminologien 'Occupied Palestine’.”

Hans svar er imidlertid ikke til at misforstå: ”Zionisterne har fra starten søgt at underminere vores styrke og piske en stemning op. De er kraftigt medansvarlige for, at Syrien er blevet skueplads for en international stedfortræderkrig. Indtil videre lykkes de med deres politik. Indtil videre!”

Det skal lyde truende, men har ikke helt den klang, med tanke på at Israel ved flere lejligheder har demonstreret sin militære overmagt i forhold til Syrien. Det er dog ikke kun Israel, som Soussan har et horn i siden på. Det gælder også EU. ”Europæerne ved udmærket, hvad de burde gøre, men de tør ikke. De har tilstrækkeligt med informationer, men handler imod bedrevidende. Det er ganske skuffende set fra et syrisk perspektiv.” Hvad burde de gøre? skynder jeg mig at spørge.

”Det skal jeg sige dig; europæerne bør forstå, at denne krig handler om at holde islamisterne tilbage. Vi gør jeres arbejde, men får ingen tak for det. Europæerne har alle de informationer, de skal bruge, men de har valgt at lukke deres ambassader, finansiere terrorgrupper og eksportere deres egne radikale kræfter til os.”

Dræbt ved højlys dag

Når man har fået foretræde for først en taxachauffør og dernæst en assisterende minister, er det på tide at finde en slags mellemposition. Jeg møder journalisten Maher al-Mounes. Trods sine blot 29 år er han en veteran i skildringen af den syv år lange krig. Han leverer frontberetninger og analyser til radiostationen Sham FM. Desuden skriver han nyhedshistorier for det franske nyhedsbureau AFP. Maher al-Mounes, som er en lille, tætbygget fyr med ildrødt hår, der leder tankerne hen på en irsk rugbyspiller snarere end en vaskeægte damaskaner, har oprettet en voldsomt populær Facebook-side, hvor han og andre journalister dagligt skriver om alt fra granatnedslag over trafikpropper til boligproblemer og den galopperende inflation.

Maher er shiamuslim og søn af en pensioneret general. I konfliktens begyndelse, på det tidspunkt hvor slagord som Yalla erhal ya Bashar! – Gå med dig, Bashar! – dominerede, og hvor folk krævede frihed og medbestemmelse, blev Maher kidnappet i sit eget kvarter. Han kommer oprindeligt fra bydelen Barzeh, som ligger trukket op af Qasioun-bjerget, der udgør en naturlig endevæg for det nordlige Damaskus. Området var beboet af folk fra forskellige religiøse og etniske grupperinger, sunni- og shiamuslimer, alawitter, drusere, palæstinensere og kurdere. Men da parolerne i gaderne blev vekslet til fysiske konfrontationer, gik det ifølge Maher chokerende hurtigt. Først blev hans mors fætter, som drev en købmandsbutik i området, dræbt ved højlys dag af to maskerede mænd. To dage senere blev Maher, som dengang var universitetsstuderende, kidnappet og tilbageholdt i en kælder i otte dage. Han så ikke sine kidnapperes ansigt, men de hånede ham for hans shiabaggrund og slog ham gentagne gange på begge ben for at undgå, at han skulle flygte. Et fotografi på hans mobiltelefon taget på hospitalet dagen efter hans frigivelse dokumenterer den hårdhændede behandling. Det tog et par uger, før Maher atter kunne gå normalt. En måneds tid senere blev familiens hus beskudt, og de valgte at flytte. Det var den første af tre gange, de har måttet bryde op siden 2011. Nu er der omsider udsigt til en slags stabilitet.

DAMASKUS har et væld af amerikanske biler af ældre dato. Det kniber med reservedele og mange af dem er rene skrotbunker, men de bliver brugt.

Den indre krig

Da jeg fortæller Maher om taxachaufførens udlægning af situationen "sway sway salaam" – lidt fred – griner han hjerteligt. ”Jeg er enig! Vi har lidt fred og en smule krig. Det er vores nye normalitet. I min barndom i 1990’ernes Syrien var der komplet fred bortset fra et par attentater, men ingen var bange for krig. Jo, måske imod Israel, men ikke indbyrdes. Se, hvor vi nu er! Syrerne er blevet mistænksomme over for hinanden, og de globale stormagter tester deres våben på syrisk jord.” Tabstallet er foruroligende højt. I omegnen af en halv million dræbte, ifølge BBC. Maher mener derimod, at det er lavt sat. ”Look habibi, BBC's tal er fra 2016. Krigen er fortsat siden. Jeg har set begge sider af fronten. Nogle gange har jeg og andre journalister faktisk vadet i lig. Det er meget slemt!” lyder det fra Maher, der siger, at han har hørt fra velunderrettede kilder, at op imod en million syrere er "forsvundet". ”Tænk dig, én million mennesker, som måske er væk! Nogle er blevet dræbt, andre er flygtet, og så er der alle dem, man ikke ved noget om. Kan du forestille dig, hvilket land Syrien har udviklet sig til?”

Den syriske tragedie er massiv og har ingen tydelig udløbsdato. Forhandlingerne i Genève er nytteløse, i Kazakstans hovedstad, Astana, hvor repræsentanter for den syriske regering og delegerede fra 12 forskellige syriske oprørsgrupper har forhandlet, går det ikke meget bedre, og med den aktuelle forværring mellem Israel og Iran for øje er der foreløbig kun udsigt til mere krig.

Maher siger, at krigen på slagmarken er én ting, noget andet er den indre krig, hadet, det onde blod, der er opstået mellem folk. ”Hvis alle våben blev lagt ned i morgen, og ingen længere risikerede deres liv, ville det stadig tage mindst 20 år, før vi kunne komme tilbage på vores førkrigsniveau. Vi er dømt til at halse bagefter i mindst to generationer.” Maher al-Mounes har ret. Det kræver lidt mere end "sway sway salaam" at kunne begynde at genrejse Syrien, med eller uden det nuværende regime.

Hvordan en rigtig og varig fred tager sig ud, én, hvor den sidste mortergranat er kørt ud på fjernlageret, og hvor jagerflyene får lov til at blive i hangaren, er der endnu ingen, som tør give et bud på. I mellemtiden bruger regionens stormagter Syrien som arena for deres stridigheder. Her kommer selv en klartseende taxachauffør til kort.

 

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Et blik ind i hverdagskrigen

Livsbekræftende og dybt skræmmende dagsrapport fra en lejlighed i Aleppo.

Filmen I Syrien portrætterer et døgn i en lejlighed i Aleppo, hvor beboerne og matriarken Oum Yazan holder stædigt fast i hverdagens rytmer og gøremål. De første mange minutter antyder dog på ingen måde, hvordan krigen på uhyggelig vis trænger ind i privatsfæren, bortset fra at den er der hele tiden: Støvet lægger sig som en skånselsløs påmindelse om krigen, når en bombe detonerer. Gardinerne bliver slet ikke trukket fra, men skærmer dagen lang for de blikke, som ikke kun er anmassende, men også potentielt dødsensfarlige: Snigskytter er et vilkår, som man også inden for hjemmets fire vægge må forholde sig til. Hoveddøren er ikke kun låst, men også forstærket med to solide bjælker på tværs. Og voldsomst af alt: Lydsiden er et tæppe af skud og eksplosioner, som kun et trænet øre kan vurdere til at være på fredelig afstand eller faretruende tæt på. Lejlighedens gange, stuer og værelser fremtræder labyrintiske som den udbombede by. Det kræver navigationstalent at finde vej i ruinerne og menneskelig styrke at opretholde en form for normalitet.

Den styrke lader hovedpersonen, kvinden Oum Yazan, som om hun har. Hun optræder med myndighed som en kommandør og er pletfri i sin fremtoning. Men Oum er selvfølgelig også forgiftet. Hun kræver ekstrem ordentlighed af alle omkring sig (svigerfaren, sine tre børn og den ældste piges kæreste, stuepigen og et ungt par med en baby, hvis lejlighed længere oppe af trappen er blevet bombet) – men hun stirrer med vilde øjne ind i spejlet og glemmer brødet på gaskomfuret, mens hun lytter efter faretruende lyde ved hoveddøren. Hun udsteder ordrer og kontraordrer, skælder ud og lyver for sine børn om krigens alvor og længde.

Vi får en slags dagsrapport med rationeret morgenbad, bombeskjul under køkkenbordet, velfriseret frokost og telefoner klistrede til hånden.

Kan man afskærme døden?

Og så eksploderer store etiske spørgsmål i lejligheden og i os, som ser med: Skal Oum og hushjælpen, Halima, holde hemmeligt, at manden fra den unge familie blev skudt i ryggen og faldt livløs om, da han løb over den lille gård foran ejendommen? Hvis hans kone får det at vide, løber hun ned til ham – og til sin død. Når grusomhed invaderer ens private rum, skal man så slås eller gemme sig og håbe på begrænsede skader?

Filmen er en på samme tid stille og forfærdeligt oprørende historie. Den er et kærkomment indblik i hverdagen og livet, som på forunderligste vis udfolder sig, når en krig ødelægger begge dele.

Her er vi for en gangs skyld på besøg i et almindeligt (velbemidlet) hjem i Syrien, og vi er i selskab med mennesker, der tænker, taler, føler, fletter hår, reder seng, fortvivles og trøster. Jeg er klar over, at I Syrien er en spillefilm, men jeg køber hvert minut. Filmen vandt Politikens Publikumspris på CPH:DOX, er på en og samme tid voldsomt livsbekræftende og dybt skræmmende, fordi krigens død, ødelæggelse og urimelighed bliver endnu mere tydelig, når det på denne måde kun vises indirekte og med rigtige mennesker som omdrejningspunkt.

Film: I Syrien (originaltitel: Insyriated)
Instruktør: Philippe Van Leeuw
Hovedroller: Hiam Abbass, Diamand Bou Abboud, Juliette Navis
Produceret: Belgien, Frankrig, Libanon (2017)
Vises: Premiere den 21. juni i København, Odense, Aarhus, Aalborg, Kolding og Holbæk
Anmelder: Mai Rasmussen


 

75 år og fabelagtigt global

Varm og farverig bog om liv og alderdom i et langt, internationalt livs hvirvelstrøm.

Af og til må man undre sig over en redaktørs dispositioner. Det undrer mig, hvorfor den person, som har redigeret Som et muldyr der bringer flødeis til solen, lader den fine lille roman begynde så trægt. Historien lægger ud med at beskrive en morgen, hvor hovedpersonen får post og kigger ud ad vinduet på San Francisco, hvor hun har boet i 20 år. Det går ret stille for sig... Men det ville være synd at gå glip af denne bare 136 sider lange bog, som folder en mangfoldig og livskraftig verden ud med charme, glimt i øjet og omhyggeligt doserede overraskelser.

Hovedpersonen er litteraturprofessor Morayo Da Silva. Hun fylder lige straks 75, men lader sig ikke påvirke. Klæder sig i larmende farver, investerer hvert år op til sin fødselsdag i et par spektakulære sko og gør noget nyt: Det kunne være at springe i elastik eller skrive en roman, men i år har hun ladet valget falde på at få en tatovering. En nerieranke. Spørgsmålet er så bare, om den skal være i farver eller blot et omrids af blomsten, og om den skal begrænse sig til nakken eller pryde hele ryggen.

Den farverige Morayo bliver beskrevet i stadig flere detaljer gennem sine egne historier og af de mennesker, hun møder. Andre mennesker har kort fortalt to modsatte udgaver af hende: Hun er en excentriker, som man må løfte øjenbryn af. Eller hun er på alle måder fabelagtig. Begge konklusioner er naturligvis kun en del af sandheden, men de folder elegant bogens tema ud: hvordan de fleste af os ikke så sjældent tager fejl af hinanden, når vi kun kigger og bruger vores egne forestillinger som fremkaldervæske.

Den bare 136 sider lange bog folder en mangfoldig og livskraftig verden ud med charme, glimt i øjet og omhyggeligt doserede overraskelser

Ud af stereotyperne

Forfatteren, nigeriansk-kosmopolitiske Sarah Ladipo Manyika, spiller os et puds: Hun lader bogens handling dreje sig om alder, ældning og forfald – men bogen handler naturligvis om globalisering, race, hudfarve, migration, repræsentation og lighed og ulighed. Hvad ser du for eksempel selv, når du ser en lidt fumlende, gammel, sort, kvinde iført "traditionelt afrikansk" tøj? Ser du en brillant professor i engelsk litteratur, som har boet i luksus i Lagos, Delhi, London og Paris, som investerer i social kapital og fyrer et betragteligt beløb af på en vintage-Porche? Kan du forestille dig, at hun er yogi med perfektioneret anahatavejrtrækning, at hun på sine gamle dage er begyndt at ordne sin omfangsrige bogsamling, så udvalgte hovedpersoner fra fiktionen kan tale med kolleger i nabobogen, eller at vellyst strøm mer gennem hendes krop ved tanken om hendes gamle elsker og den unge mand i blomsterforretningen?

Som et muldyr der bringer flødeis til solen er for det meste en varm og humorfuldt bog, men den er også både påtrængende med sin kakofoni af stemmer fra alle steder i verden og dybt rørende i Morayos skamfulde antydning af, hvilken forbrydelse hun har været ude for, og i hendes søde idyllisering af barndommen i den nigerianske storby Jo, hvor fællesskab og hjælpsomhed var dagens orden, og hvor ”folk sagde 'undskyld', hver gang nogen trådte forkert eller faldt eller slog sig, fordi det var det lingvistiske spejlbillede af en kultur baseret på empati.”

Sarah Ladipo Manyikas stilsikre historie skriver sig smukt ind i den stadig mere mangfoldige postkoloniale/ afrikansk-kosmopolitiske litteratur. At den ovenikøbet er oversat til dansk, skal det lille forlag Rebel With a Cause have tak for. Tag den med ud i solen!

Bog: Som et muldyr der bringer flødeis til solen
Forfatter: Sarah Ladipo Manyika
Forlag: Rebel With a Cause. 136 sider. 175 kr.
Anmelder: Mai Rasmussen


 

Colombias freds-spoilers

REPORTAGE
COLOMBIA

Det er halvandet år siden, at eksguerillagruppen FARC og Colombias regering underskrev en fredsaftale, der skulle sætte punktum for 53 års blodig konflikt. Men den spirende fred har flere fjender. Det forestående præsidentvalg kan sætte hele processen tilbage, mens kokainproduktionen bare stiger.

AF LISE JOSEFSEN HERMANN
FOTO: ANDRÉS CARDONA

SOM fredsprocessen er skredet frem, er antallet af hektarer med koka i Colombia kun steget, viser tal fra FN's agentur for narkotika og kriminalitet, UNODC. Fra 2015 til 2016 var stigningen ifølge UNODC 52 procent.

“Duque, Duque, Duque som præsident”. Der er stemning af koncert eller fodboldkamp på sports-areneaen centralt i byen Florencia i Caquetá – én af regionerne, som har været hårdest ramt af konflikten i Colombia. Iván Duque er højrefløjens præsidentkandidat for partiet Centro Democrático, og det er ham, Florencias indbyggere venter på.

Fra højtalerne strømmer colombiansk tropi-pop. Befolkningen er euforisk. Flere kommer på motorcykler og i regnslag, gummistøvler og traditionelle ponchoer. Caquetá er en typisk colombiansk cowboyregion. Alle lever enten af kvægdrift eller landbrug – hvilket mest omfatter dyrkning af koka, som kan bruges til at lave kokain.

Fabien Sanmiguel på 43 er sælger fra Florencia. Han står i folkemængden sammen med hundredvis af andre Duque-støtter, og han har en dybtfølt holdning til fredsaftalen mellem FARC og regeringen i Bogotá.

“De slog min søster ihjel. Hvis de i det mindste fik én dag i fængsel for det. Det er bare en narko-guerilla, som vi nu lader komme til magten,” siger Fabian Sanmiguel om fredsaftalen og hentyder til, at guerillaen med aftalen fik garanteret ti pladser i kongressen i de næste to valgperioder, som starthjælp til deres parlamentariske karriere.

”Vi kender om nogen til konflikten,” fortæller Fabian Sanmiguel. Ligesom ham er alle, jeg taler med til Duque-festen, ofre for konflikten – de fleste fra FARCs hånd. De har mistet et familiemedlem, en søster, mor, søn, mand.

Et stort banner viser stemmesedlen, og hvor man skal sætte sit kryds ud for Duque. I Caquetá stod FARC stærkt, og her er mange ofre. ”Duque – en fast hånd”, står der et sted. En fast hånd er noget af dét, Duque repræsenterer. Ikke blødsødenhed over for FARC.

Første runde i præsidentvalget var den 27. maj – anden runde 17. juni. Valget står mellem to markante kandidater, der repræsenterer en polariseret befolkning. På den ene side den venstreorienterede Gustavo Petro – tidligere borgmester i Bogotá og med fortid i eksguerillagruppen M19. På den anden side Iván Duque fra partiet Centro Democrático, som træder i tidligere præsident og hardliner Álvaro Uribes fodspor og blandt andet går på valg med kritik af fredsaftalen med FARC.

Han har udtalt, at hvis han bliver valgt,”vil jeg modificere aftalerne mellem regeringen og FARC for at ændre spillereglerne for eksguerillasoldaterne og deres deltagelse i politik" og ”vi vil ikke tolerere dem, der griner af retsstaten”.

Med 53 års væbnet konflikt har de fleste colombianere aldrig prøvet at leve i fred. Her har været konflikt, så længe folk husker.

”Jeg kan aldrig tilgive FARC,” siger Fabian Sanmiguel.

STORFAVORIT til præsidentposten Iván Duque fra partiet Centro Democrático går på valg med kritik af fredsaftalen med FARC. Han har udtalt, at hvis han bliver valgt,”vil jeg modificere aftalerne mellem regeringen og FARC for at ændre spillereglerne for eksguerillasoldaterne og deres deltagelse i politik".

Fra guerilla til skomager

Efter Duque-festen tager vi op i bjergene nær Florencia for at møde eksguerillasoldaterne fra FARC i deres eget territorie, et såkaldt espacio territorial.

På vejen krydser vi en bufferzone mellem militæret og FN, der skal garantere sikkerheden for FARC i lej ren. Der er 26 espacios territoriales i Colombia. Ifølge de seneste tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat lever 5.070 af de registrerede 9.377 eksguerillasoldater i de områder. Resten lever i det civile samfund eller er gået tilbage til våbnene. De sidste tæller ifølge Colombias forsvarsministerium 1.200 eksguerillasoldater.

I lejren, som hedder Héctor Ramírez, er en gruppe i gang med at lave støvler (moden ligner stadig til forveksling en guerillasoldats). Skomageriet er en af de økonomiske aktiviteter

i et nydannet kooperativ, som også tæller en ananasplantage, en fiskedam og et bageri, hvor vi køber et stykke maniokbrød med ost. Hvert medlem af FARC i lejren har givet 1 million pesos (cirka 2.200 danske kroner) til kooperativet, halvdelen af de penge, de fik af regeringen til at starte deres civile liv. Eksguerillaerne gik sammen i kooperativet, fordi de var trætte af at vente på regeringen.

Lejren Héctor Ramírez er efter sigende et af de bedst fungerende espacios territoriales. I tøjbutikken er de mest populære bukser en kopi af bukserne fra tiden som guerillasoldat.

Eksguerillasoldaterne er i gang med at integrere sig i samfundet. Mange har fået bankkonti, ID-kort, er indskrevet til pension og i uddannelses- og sundhedssystemerne.

Husene er farverige og har malerier af en jaguar, en papegøje eller budskaber som: ”Vi fødes for at sejre – ikke for at blive besejret”.

I ét af husene bor Ximena Narváez (41). Jeg spørger, hvad hun siger til ofrene, som ikke kan tilgive FARC.

”Jeg tror, at de fleste ofre ønsker at tilgive. For de ved, hvor forfærdeligt det er at miste. Vi bliver nødt til at forsone os. For hvis vi alle sammen skal hævne os, så stopper det aldrig,” siger Ximena Narváez, som er bekymret for præsidentvalget. ”Hvis Duque bliver præsident, er vi bange for, at vi går tilbage til fortiden. Der vil sikkert være mange, der går tilbage til våbnene. Det kommer an på, hvordan forholdene for vores reintegration i samfundet bliver. Hvis vi risikerer at komme i fængsel, vil vi genoptage våbnene. Vores fremtid er usikker. Det kan gå begge veje,” siger Ximena Narváez.

Tilbagelænet på en plastikstol sidder hendes nabo, Daniel Aldana.

“Det mest positive for mig er vores længsel efter fred. At vi har lavet en fredsaftale. Højrefløjen har sagt, at de vil rive fredsaftalen i stykker, hvis Duque bliver valgt. Men hvis de river den i stykker, arbejder vi videre alligevel. Vi har besluttet os for at komme væk fra våbnene,” siger han.

Men ikke alle eksguerillasoldater har det som Daniel. Flere væbnede dissidenter fra FARC holder til oppe i bjergene, fortæller folk fra området. En anden gruppe af FARC-dissidenter er en del af en ophidset konflikt om magten i det sydlige Colombia i grænseområdet til Ecuador, hvor der produceres koka og findes strategisk vigtige transportruter af narkoen.

SKOMAGERIET er en af de økonomiske aktiviteter i et nydannet kooperativ, som også tæller en ananasplantage, en fiskedam og et bageri. Hvert medlem af FARC i lejren har givet 1 million pesos (cirka 2.200 danske kroner) til kooperativet, halvdelen af de penge, de fik af staten til at starte deres civile liv.

COLOMBIAS SPINKLE FRED

  • Guerillagruppen FARC indgik fredsaftale med Colombias regering i december 2016.
     
  • Fredsaftalen har fem punkter: landbrugsudvikling, politisk deltagelse, afslutning af konflikten, løsning på problemet med ulovlige stoffer og ofrene.
     
  • FARC er garanteret ti pladser i kongressen de næste to valgperioder – 2018 og 2020.
     
  • Colombia er verdens største producent af koka, der bruges til at lave kokain.
     
  • Der er stadig flere aktive væbnede grupper i Colombia. Den marxistiske guerillagruppe ELN sidder i øjeblikket i fredsforhandlinger med den colombianske regering og har indført våbenhvile i forbindelse med præsidentvalget.
     
  • Den væbnede konflikt i Colombia har kostet 220.000 personer livet og tvunget 7,7 millioner mennesker på flugt. Ifølge domstolene står FARC for 37.000 af drabene.

Kamppladsen om kokaen

Landsbyen Puerto Nuevo Zabaleta er en støvet landsby, der ligner en typisk latinamerikansk bondelandsby – bortset fra at her lever alle af at dyrke koka. Basketballbanen tjener både som tørrested for kokabasen og legeplads for landsbyens børn.

Ét af de fem punkter på fredsaftalen mellem FARC og regeringen handler om at skabe alternativer til kokadyrkning ved at give bønder økonomisk støtte af staten til omlægning til lovlige afgrøder. FARC har historisk set spillet en stor rolle i kokaproduktionen i Colombia. Før fredsaftalen menes gruppen at have kontrolleret omkring 70 procent af Colombias kokamarker. Ifølge en analyse af InSight Crime, en fond, der studerer organiseret kriminalitet i Latinamerika, var FARC verdens vigtigste aktør i forhold til salg af kokain.

Netop derfor er koka også én af de store udfordringer for freden i Colombia. Når FARC forlader territorier, hvor der dyrkes koka, som der er stærke økonomiske interesser i, tager andre væbnede grupper over. Ifølge Internationalt Røde Kors er der stadig aktive, væbnede venstreorienterede grupper i Colombia: El Ejército de Liberación National (ELN) og El Ejército Popular de Liberación (EPL) er to guerillagrupper med marxistisk ideologisk ophav. FARC-dissidenter fra den tidligere Bloque Oriental regnes også som væbnet gruppe. Dertil kommer privatfinansierede og højreorienterede paramilitære grupper, som er stærkest repræsenteret ved Las Autodefensas Gaitanistas de Colombia (AGC), også kaldet Los Urabeños.

Vi besøger kokabonden Ariel Ramos, som tager os med ud i sin kokamark. Han har været kokabonde i 30 år. Han har skrevet sig op til regeringens program for erstatning af koka med alternative afgrøder for tre måneder siden, men har intet hørt siden.

”Vi vil gerne ud af kokaen, men her er ikke andet, som vi kan dyrke og leve af. Derfor dyrker folk ulovlige afgrøder,” fortæller Ariel Ramos og fortsætter: ”Hvis regeringen gør sin del og støtter os, så skal vi nok komme ud af det. Men noget skal vi jo leve af.”

Og Ariels tilfælde er langtfra enestående, fortæller kokaeksperten Pedro Arenas, som leder observatoriet for ulovlige afgrøder, INDEPAZ.

”Det samme sker for de fleste koka bønder. De skriver under på en aftale med regeringen, og så sker der ingenting. Det er den største fejl. At staten er så langsom. Det fører til, at kokabønderne ikke stoler på staten. Og risikoen er, at mange vender tilbage til kokaen,” udtaler Pedro Arenas.

Som fredsprocessen er skredet frem, er antallet af hektarer med koka i Colombia kun steget, viser tal fra FN's agentur for narkotika og kriminalitet, UNODC. Fra 2015 til 2016 var stigningen ifølge UNODC 52 procent.

Der er blevet erstattet koka med andre afgrøder siden underskrivelsen af fredsaftalen for halvandet år siden. Men de 30.000 hektarer er mindre end den generelle stigning og mindre end planlagt. Ifølge aftalen skulle FARC og staten samarbejde om frivillige programmer for bønderne til at erstatte kokaen med lovlige afgrøder. Officielt tilbagevises kritikken af regeringen: ”Tilstedeværelsen af væbnede grupper i kokaområder forhindrer, at vi kan udføre statens program for erstatning af koka,” udtalte direktøren for den colombianske stats program for udskiftning af ulovlige afgrøder, Eduardo Díaz, for nylig i colombianske medier.

”DER er ikke noget, der kan erstatte koka, som vi kan overleve af med værdighed. Bananer, sukkerrør – det kan ikke betale sig. Vi er ikke narcos. Vi bliver ikke rige af det. Vi er bare bønder, som overlever ved hjælp af koka,” siger Leonides, som har arbejdet i et lille kokalaboratorium i Caquetás jungle i 15 år.

Vi er bønder, ikke narcos

Med FARCs nedlæggelse af våbnene er der opstået et magttomrum i mange kokaområder, men i mange tilfælde har andre væbnede grupper overtaget og blokerer for statens kokaerstatningsprogrammer.

Også kokabonden Ariel i Caquetá er bekymret over præsidentvalget: “Nu hvor vi får ny regering og præsident, så ved vi ikke, hvad der sker. Går hele fredsprocessen baglæns? Det gør os usikre. Hvis ikke fredsaftalen over holdes, tror jeg, der er mange, der vil ty til våben igen,” siger Ariel Ramos.

Tyve minutters kanosejlads ind i Caquetás jungle når vi et lokalt kokalaboratorium. Indenfor er Leonides ved at lave de lysegrønne blade til kokabase. Den kemiske lugt er stærk.

“Koka er statens fjende nummer 1. Selvfølgelig ville jeg gerne skifte kokaen ud. Men hvad hvis vi hiver planterne op, og de aldrig betaler os mere? Vi får to millioner pesos (cirka 4.400 kroner), hvis vi hiver vores kokaplanter op. Men så registrerer du dig og kan komme i fængsel, hvis ikke du overholder aftalerne. Og du mister din jord. Staten er ligeglade med os bønder. Jeg er sikker på, at de vil snyde os,” siger Leonides, som har arbejdet i kokalaboratoriet i 15 år. Andre i landsbyen fortæller, at han tidligere var en del af FARC, men forlod dem, før fredsforhandlingerne begyndte.

”Der er ikke noget, der kan erstatte koka, som vi kan overleve af med værdighed. Bananer, sukkerrør – det kan ikke betale sig. Vi er ikke narcos. Vi bliver ikke rige af det. Vi er bare bønder, som overlever ved hjælp af koka,” slutter Leonides.

Ifølge kokaeksperten Pedro Arenas bør regeringen have mere fokus på kokabøndernes udvikling, hvis problemet med kokaen skal løses, og fredsaftalen implementeres.

“Det handler om, at bønderne vil have del i udviklingen i Colombia. At deres børn kan komme i skole. At de kan få bedre veje. At de kan dyrke lovlige afgrøder, som de kan sælge til en fair pris og transportere. For ønsket er der hos kokabønderne om at komme ud af kokaen,” siger han.

Fredsaftalen mellem FARC og Santos-regeringen var et vigtigt første skridt i retning af fred i Colombia, men den er udfordret af lovløsheden i magttomrummet efter FARC og den udeblevne hjælp til kokabøndernes landbrugsomlægning og integration af de tidligere guerillasoldater i samfundet. Tiltræder Colombias nye præsident den 7. august med en agenda om at ændre på fredsaftalen og reducere FARCs parlamentariske indflydelse, kan det for alvor sætte freden over styr og styrke gruppen af væbnede FARC-dissidenter. Så bliver opgaven med at samle en polariseret befolkning, såret af et halvt århundredes konflikt, endnu større. Og Colombia må endnu en gang vente på freden.

 

Update: Partnerskaber

FOTOS: COLOURBOX, PRIVAT

Fra filantropi til forretning

Dansk Industri har udvalgt 21 danske virksomheder til et program, der over 2½ år skal inspirere virksomhederne til, hvordan de kan omsætte FN’s verdensmål til forretning via nye forretningsmuligheder.

”Med disse pilotvirksomheder arbejder vi på at nå ud til hele det danske erhvervsliv og skabe opmærksomhed om de store muligheder, der er for at styrke forretningen og samtidig medvirke til en mere bæredygtig udvikling,” siger chefkonsulent i Dansk Industri Henrik Rasmussen. Målet med projektet FN’s verdensmål – fra filantropi til forretning er at skabe 21 klasseeksempler, der inspirerer og motiverer andre virksomheder til et nyt vækstområde. Og der er penge at tjene. The Sustainable Development Commission anslår, at FN’s verdensmål repræsenterer nye markedsmuligheder på 12 billioner dollars alene inden for fødevarer, energi, bæredygtige byer og sundhed.

Projektet er støttet af Industriens Fond med otte millioner kroner.

/EF

 

Dansk chokoladefabrik åbner i Nicaragua

AF EBBE FISCHER

Når du køber en chokoladebar, er det kun maksimalt ti procent, der går til kakaobønderne, fordi de kun får penge for råvarerne. Men hvis samme bønder forarbejder kakaobønnerne via en chokoladefabrik, vil de få et langt større udbytte.

Det var en af pointerne, da 15 virksomheder samledes i FN Byen i København midt i maj for at sætte skub i SDG-målene med et nyt UNDP-projekt: SDG Accelerator. En af virksomhederne var nemlig Ingemann Fine Cocoa, som Niels Ingemann Møller ejer. Han vil åbne en chokoladefabrik i Nicaragua.

”Det har været superinspirerende at være med her, fordi processen er foregået i FN Byen med en række ressourcepersoner trukket ind fra hele verden,” siger han og uddyber sit projekt:

”Vi begynder at bygge fabrikken i andet halvår af 2018, og inden for 12 måneder skulle vi gerne have en chokoladefabrik sat op," forklarer han. Om et år vil Niels Ingemann Møller eksportere chokolade fra Nicaragua til USA.

 

Slangebidsdetektor på vej

Aleksander Moldt Haack fik en ide for et år siden. Sammen med fire medstuderende fra DTU og Københavns Universitet – ville han skabe en hurtig kur mod slangebid.

Problemet er nemlig ofte, at man ikke ved, hvilken slange der har bidt, og derfor når man ikke at give den rette modgift, inden det er for sent.

Så hvad ville være mere oplagt end en slangebidsdetektor, så man hurtigt kan finde ud af, hvilken slange der har bidt? Og dernæst give den rette modgift i en fart.

”En af vores vejledere holdt en 'invention club' på DTU, hvor hvert medlem af gruppen skulle komme op med en innovativ ide. Vi kom så op med vores ide, og i 'Grøn Dyst' vandt vi 30.000 kroner og har siden fået støtte af Skylab på DTU,” siger han og uddyber pointen:

”Vores løsning er en test baseret på en bredt anvendt teknologi, der for eksempel bruges til graviditetstest. En prøve fra bidsåret påføres testen og løber gennem en strip, hvorefter en streg vil identificere slangen. Teknologien er billig og robust, hvilket gør den ideel til udviklingslande,” siger Aleksander.

Aleksander Moldt Haack, Søren Helweg Dam og Rasmus Ulslev Wegener Friis står for produktudvikling, mens Cecilie Knudsen og Jonas Arnold Jürgensen fokuserer på forretningsudvikling. Den ambitiøse opgave er finansieret ved hjælp af legater og i samarbejde med virksomheden BioPorto Diagnostics, der stiller laboratorium til rådighed, og de unge – alle i start-20'erne – er nu ved at oprette egen virksomhed med store ambitioner.

Annonce: Sixt – rent a car (www.sixt.dk/elbil)

 

Grøn omstilling – Indonesien vil ikke mere være skraldestat

REPORTAGE

TEKST: MIKKEL KELDORF
FOTO: MIKKEL KELDORF, WASTE4CHANGE, BANTAR GEBANG LANDFILL

Indonesien udgør med sine 260 millioner indbyggere verdens fjerdestørste befolkning. De seneste årtier har landet oplevet en massiv økonomisk vækst, hvilket har fået forbruget til at eksplodere i det sydøstasiatiske land. Og jo mere hjulene drejer rundt på markedet, desto mere skrald kommer der i byerne. Skrald, som alt for ofte ender ude i naturen – blandt andet i havet, hvor Indonesien hvert år udleder 1 million ton plastik.

Problemet ses måske allertydeligst på skraldepladsen Bantar Gebang i udkanten af hovedstaden, Jakarta. Hver eneste dag kommer karavaner af orange lastbiler buldrende ind på skraldepladsen med 6.000 ton skrald.

6.000 ton, hver dag. Skraldet ankommer til pladsen usorteret. Det betyder for det første, at miljøskadelige materialer som plastik og metaller uden videre dumpes under den åbne himmel. Men samtidig giver det et marked for samlere, der leder efter værdier i det aflæssede skrald.

Værst er det, når regnen kommer, fortæller samlerne. Så begynder hele bjerget at opløses, og åer af ildelugtende skraldevand løber ned langs skråningerne.

WASte4chANGe lancerer et samarbejde med Coca-Cola kaldet ”Plastic Reborn”, hvor de indsamler plastikflasker på 100 skoler rundtom i Jakarta for så at lave tasker ud af den genanvendelige plastik.

Den enes skrald er den andens guld

6.000 mennesker anslås at bo og arbejde på skraldepladsen Bantar Gebang. Fra morgen til aften vandrer de rundt i skraldet fra de 30 millioner mennesker, som bor i Jakarta om omegn.

Plastik er den mest almindelige ”ressource”, de kan finde. Er plastikken i god kvalitet, sælger de den videre til mellemmænd, der holder til omkring skraldepladsen. De sælger den så senere videre til genanvendelse – med fortjeneste selvfølgelig. Gennemsnitslønnen for samlerne er på omkring 1.500 kroner om måneden. Det svarer til mindstelønnen i Indonesien. Men for den løn sætter samlerne hver dag deres helbred på spil i et miljø, hvor metangasser fra komposteringsprocessen kan eksplodere, skarpe genstande kan penetrere fødder og hænder, bakterier fra afføring, hygiejnebind og madrester kan spredes i kroppen, og flere gange om året dør samlere i massive jordskred fra skraldebjergene.

Bantar Gebang spreder sig over 1 kvadratkilometer – det er så langt, som øjet rækker. Men synet er ikke det eneste, der er overvældende på skraldepladsen. Lugten overgår alt andet. Gennemsnitstemperaturen i Jakarta er konsekvent over 30 grader, hvilket gør stanken mere markant, samtidig med at sveden på kroppen gør, at den hænger ved. Værst er det, når regnen kommer, fortæller samlerne. Så begynder hele bjerget at opløses, og åer af ildelugtende skraldevand løber ned langs skråningerne.

DEN sociale startupvirksomhed Waste-4Change er inspireret af den danske genanvendelsesmodel.

Grønne vinde blæser over Indonesien

Men Indonesien vil sit skraldede image til livs og har med et nyt præsidentielt dekret opsat nogle ambitiøse målsætninger: Affaldsmængderne skal reduceres med 30 procent, og affaldshåndteringen øges med 70 procent inden 2025. Og det skal Danmark hjælpe med. Den danske Miljøstyrelse og direktoratet for affaldshåndtering i Indonesien samarbejder om at øge Indonesiens kapacitet til at reducere mængden af organisk affald i affaldsstrømmen, bidrage til en cirkulær økonomi ved at behandle affaldet med biogas og kompost og bidrage til, at Indonesien indsamler og får flere og bedre affaldsdata.

I november 2017 var statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg i Indonesien, hvor han blandt andet mødtes med organisationen Indonesia Solid Waste Association (InSWA) og diskuterede vigtigheden af en holdbar affaldshåndtering. Samarbejdet bygger videre på det Danida-støttede Env ironmental Support Programme, der har iværksat en lang række indsatser inden for bæredygtig energi, affald og biodiversitet i Indonesien.

Hos den sociale startupvirksomhed Waste4Change er man, blandt andet inspireret af den danske genanvendelsesmodel, i gang med at vende udviklingen. Iværksætterne laver nationale kampagner, konsulentarbejde hos skoler og virksomheder, indsamling af skrald og efterfølgende sortering og genanvendelse. Senest har Waste-4Change lanceret et samarbejde med Coca-Cola kaldet ”Plastic Reborn”, hvor de indsamler plastikflasker på 100 skoler rundtom i Jakarta for så at lave tasker ud af den genanvendelige plastik.

"Udfordringen er at ændre indstillingen til og opfattelsen af skrald. Mange forstår ikke problemerne ved at behandle al skrald på samme måde. Vi ved, at hver type skrald kan genbruges, og derfor er det vores opgave at lære folk, at de ikke bare smider alt i én skraldespand, men bruger specifikke skraldespande til hver type. Vi tror på en cirkulær økonomi, hvor genbrugsskrald har værdi," siger Waste4Changes operations manager, Annisa Paramita.

HVER eneste dag kommer karavaner af orange lastbiler buldrende ind på skraldepladsen med 6.000 ton skrald.
Annonce: Odsherred Efterskole (www.odsherredsefterskole.dk)
Annonce: Merkur Andelskasse (www.merkur.dk)

 

Diaspora – ”Jeg føler mig også forpligtet til at give noget igen”

REPORTAGE
TENDENS

360° har mødt en pakistaner, en somalier og en libaneser, der bruger deres danske uddannelse og værdier til at forbedre forholdene i deres hjemland. Minoriteter med både dansk og anden etnisk baggrund, også kaldet diasporas, er et vigtigt bidrag til udviklingen i deres oprindelseslande.

AF KASPER TVEDEN
FOTOS: ONE CHILD AT THE TIME, HOPES FOUNDATION

DEN danske organisation One Child At a Time arbejder i Libanon, hvor de hjælper børn og unge til at få en skolegang via danske sponsorater.

21-årige Yusef Mubeen gik i 2010 rundt på Nørrebro med en raslebøsse for at samle penge ind til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan på vegne af Red Barnet. Midt mellem de sporadiske bidrag fra forbipasserende tænkte han, hvorfor samle ind for andre, når han selv kunne gøre en direkte indsats?

Grundstenen til Hopes Foundation var dermed lagt, og allerede samme år tog Yusef Mubeen og en anden danskpakistaner til Pakistans nordvestlige Charsadda-distrikt.

”Vi kom, lige efter at vandstanden var faldet til normal højde, men det var stadig tydeligt at se, hvordan vandet havde oversvømmet nogle huse helt op til taget. En anden ting, vi bemærkede var, at der stort set ikke var nogen husdyr tilbage, selvom landbrug er den primære beskæftigelse i landsbyen,” erindrer Yusef Mubeen.

I september 2017 var Yusef og fem andre fra Hopes Foundation igen tilbage og besøge landsbyen Landi Daudzai, hvor de driver skoleprojektet i samarbejde med den lokale hjælpeorganisation Adam Foundation.

”Den ting, jeg bemærkede mest, var, at vi blev mødt af eleverne på engelsk. Første gang jeg var der, kunne de kun tale deres lokale dialekt og ikke engang det nationale sprog urdu. En anden ting var, at landsbyerne omkring skolen i dag efterspørger at få deres børn ind på skolen.”

”Det kunne have været mig”

Selvom Yusef Mubeen aldrig har boet i Pakistan, var han fra første gang i Landi Daudzai grebet af følelsen af, at det kunne have været ham selv, han så på gaderne mellem de ødelagte huse, uden mad og rent drikkevand.

Samme følelse går igen hos Roba Al-Sharkawi, der er næstformand i organisationen One Child At a Time, når hun er i Libanon for at besøge de unge, organisationen hjælper til at få en skolegang via danske sponsorater.

”Når jeg er i Libanon, kigger jeg på pigerne på min egen alder og ser mig selv i dem. Nu har jeg fået det gode liv og mulighederne i Danmark, så jeg føler mig også forpligtet til at give noget igen,” siger 26-årige Roba Al-Sharkawi. Hendes forældre, der har palæstinensiske rødder, kom til Danmark som flygtninge fra Libanon i 1989.

Uddannelse fra Danmark

Yusef Mubeen er uddannet inden for it og markedsføring, en uddannelse, han bruger aktivt i Hopes Foundation. De øvrige bestyrelsesmedlemmer tæller tre læger og en civilingeniør.

Alle har de bragt deres faglighed fra Danmark ind i organisationen, hvilket også har været et stort aktiv for de lokale samarbejdspartnere.

”De har en virkelig god tilgang, når de kommer her, og man kan mærke, at de er meget dedikerede,” siger Mansoor Qaisar, der har været den lokale samarbejdspartner for Hopes Foundation siden 2010.

Personligt har de også været en stor hjælp og inspiration for mig til at bruge eksempelvis sociale medier i mit arbejde,” siger Mansoor Qaisar.

Ud over at Yusef Mubeen og de andre i Hopes Foundation bruger deres danske uddannelse i deres arbejde, er et andet fælles træk for diasporaorganisationerne, at deres aktiviteter foregår på frivillig basis.

”Vi skal have vendt brain drain til brain gain, og her spiller immigranter en stor rolle i at opbygge deres oprindelseslande.”

Jacob Jørgensen,
International Organization for Migration

En overset ressource

Ifølge Jacob Jørgensen, der er dansk repræsentant for International Organization for Migration, IOM, repræsenterer diasporas en unik mulighed for at bygge bro til udviklingen i deres hjemlande.

”Desværre bliver der alt for ofte kun fokuseret på de negative aspekter ved immigration i stedet for at se på diasporas som en ressource. De er vokset op med danske værdier som lighed mellem kønnene, og de har må ske endda fået sig en længerevarende uddannelse her i landet. Samtidig har de stadig en stærk relation til deres oprindelsesland, selvom de har boet i Danmark hele deres liv,” siger Jacob Jørgensen.

IOM støtter blandt andet projekter i Somalia, hvor somaliere med bopæl og sundhedsuddannelse fra et af de nordiske lande tager tilbage i længere perioder og bruger deres uddannelse og viden til at opbygge sundhedssektoren i landet.

”Immigration og udvikling hænger godt sammen. Vi skal have vendt brain drain til brain gain, og her spiller immigranter en stor rolle i at opbygge deres oprindelseslande,” siger han.

At fordrevne er en ressource for både oprindelses- og modtagerlande er også en erkendelse som Dansk Flygtningehjælp har gjort sig. De har siden 2010 bygget partnerskaber med diasporaer i Danmark for at styrke deres rolle i at forbedre den samlede virkning af nødhjælp, rehabilitering og udviklingsindsats.

Den største indsats ligger i Somalia og Afghanistan gennem det Danidafinansierede Diaspora Project Support, hvor somaliske og afghanske diasporaorganisationer i Danmark kan søge om midler til at gennemføre nødhjælp-, rehabiliterings- og udviklingsprojekter i deres oprindelseslande. Flygtningehjælpens tilstedeværelse i disse lande gør det muligt at støtte og overvåge de diaspora-ledede projekter ift. projektdesign og -styring og dermed forbedre deres kapacitet til at udvikle bæredygtige og effektive projekter til gavn for afghanske og somaliske folk.

Og der skal lokal forankring til, hvis udviklingsprojekter skal blive bæredygtige, mener Martin Paldam, professor i økonomi på Aarhus Universitet.

”Hvis der ikke er et lokalt forankret ejerskab til de enkelte projekter, så sidder de lokale ofte og venter på, at der kommer nogen og klarer situationen for dem,” siger han. Han mener dog, at udviklingsprojekter i de senere år i højere grad bliver forankret lokalt og ofte med hjælp fra diasporamiljøerne i Danmark, der kommer til at have en rolle som brobyggere.

DEN dansk-pakistanske organisation Hopes Foundation driver et skoleprojekt i i landsbyen Landi Daudzai i Pakistan i samarbejde med den lokale hjælpeorganisation Adam Foundation.

Remitter spiller stor rolle

Mange organisationer som Hopes Foundation og One Child At a Time fundraiser selv til deres arbejde.

Nauja Kleist, seniorforsker ved DIIS, har speciale i danske diasporamiljøer og deres udviklingsprojekter.

”Vi ved, at remitter (pengeoverførsler, red) spiller en betydelig rolle. Alene i Somalia er millioner af mennesker afhængige af remitter for at overleve,” siger seniorforskeren.

Ifølge en FN-rapport fra 2017 anslås det, at der i perioden 2015-2030 vil blive sendt 42.560 milliarder kroner tilbage til lav- og mellemindkomstlande fra migranter. Det beløb svarer til tre gange verdens samlede udviklingsbistand.

”Ved siden af kommer de her udviklingsprojekter, som vi ser i de forskellige diasporamiljøer, der bidrager til lokal udvikling eksempelvis gennem opbygning af skoler,” siger hun.

"Jeg vil gerne give tilbage"

Foruden de deciderede udviklingsprojekter med en humanitær profil findes der også flere eksempler på immigranter, der bruger deres ben i begge lejre til at bygge bro mellem danske virksomheder og nye vækstmarkeder.

En af dem er somaliskfødte Said Hussein, der kom til Danmark med sine forældre som seksårig.

”Mit engagement begyndte i 2003, hvor jeg som 16-årig var tilbage i Somalia og med egne øjne erfarede, hvor fattigt folk levede og uden håb for fremtiden. Samtidig erfarede jeg, hvor meget jeg kunne udrette med mine erfaringer og min kulturforståelse fra Danmark,” siger Said Hussein. Når han i Somalia, ser han sig selv som ambassadør for Danmark.

”Jeg har nogle helt andre muligheder end en etnisk hvid dansker, når jeg rejser rundt i Somalia,” fortæller han. ”Jeg kan meget bedre gennemskue de lokales forskellige interesser, og så kan jeg komme rundt uden et stort sikkerhedsopbud og bo lokalt.”

Hvor de første projekter udelukkende havde fokus på humanitære aspekter, har Said Hussein hen over årene opbygget et stærkt netværk blandt danske virksomheder og ngo’er, som han bistår med at komme ind på det somaliske og afrikanske marked generelt via sit konsulentfirma, Somadvice.

”Jeg gør ikke det her for at få en stor løn, men for at være med til at genopbygge mit hjemland og samtidig give noget tilbage til Danmark, som har givet mig de muligheder, jeg har i dag”.

Annonce: VR Travel (www.vr-travel.com)

 

Update: Nyt fra nærområderne

FOTOS: SOUHA ALMERSAL, RED BARNET

Algoritme viser vej til jobs

Hvis en flygtning skal genbosættes i et vestligt land, hvor er chancen så størst for, at vedkommende vil kunne få et job? Forskere på Stanford University har forsøgt at give svar på dette gennem udviklingen af en algoritme, som udregner sandsynligheden baseret på en lang række faktorer. Det kan potentielt gøre genbosættelse mere effektivt. Algoritmen er blevet testet i USA og Schweiz, hvor flygtninge normalt bliver fordelt på baggrund af henholdsvis kapaciteter og proportionel fordeling. I begge lande var computerens udregninger i stand til at øge flygtninges mulighed for at finde et job. I USA blev chancen forøget med 25-50 procent og i Schweiz med 73 procent.

/RBL


 

Computerspil bringer elever i øjenkontakt med flygtninge

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

Den syriske borgerkrig fortsætter ufortrødent år efter år, og de utallige historier om død og lidelse har tyndslidt folks empati. For at øge danske skoleelevers forståelse af den syriske flygtningesituation har Red Barnet taget nye metoder i brug i deres skoletjeneste. Det sker med et computerspil, som Red Barnet har udviklet med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. I onlinespillet Deadline Syrien skal eleverne selv spille rollen som journalist og aktivt opstøve informationer. Ligesom en journalist står de selv ansigt til ansigt med flygtningene og hører deres historie.

"Platforme som Deadline Syrien kan være med til at gøre dybdejournalistikken underholdende og interessant for netop det unge publikum," siger Lina Ejeilat, chefredaktør for det uafhængige jordanske medie 7iber. Hun

har været med til at indsamle det materiale fra Jordan, som anvendes i spillet. Den anden halvdel af materialet er indsamlet på danske asylcentre. Målet er, at eleverne sammensætter de historier, som de synes, verden skal høre.

"I Deadline Syrien har vi lavet et system, hvor eleverne løbende tager stilling, vurderer, perspektiverer og diskuterer," siger Asta Wellejus, hovedproducer og medskaber af Deadline Syrien.

 

Yazidi-kvinder føler sig misbrugt af pressen

Historierne om Islamisk Stats sexslaver nåede hele verden rundt og skabte fornyet forargelse over terrorbevægelsens grænseløse brutalitet. Men et nyt studie viser, at ofrene føler sig svigtet af den internationale presse.

I 2014 tog IS hundreder af kvinder til fange, da de erobrede den irakiske by Sinjar, hvis indbyggere tilhører det kurdisk-talende religiøse mindretal yazidierne. Kvinderne blev udsat for systematisk voldtægt, og kun et lille antal lykkedes med at undslippe deres fangevogtere. De overlevende mente, det var vigtigt for omverdenen at forstå, hvad der var overgået yazidierne. Men mange følte sig ofte misbrugt af de journalister, der flokkedes i Kurdistan for at viderebringe historierne. Det viser et nyt studie foretaget af en sociolog og en menneskeretsadvokat med speciale i vold mod kvinder. 85 procent af de ofre, som forskerne talte med, havde oplevet journalister, der ikke overholdt god presseetik. Kvinderne oplevede, at de blev sat under pres for at fortælle om forfærdelige hændelser, som de ikke ønskede at genoplive, samt at journalisterne ikke sørgede for at beskytte deres identitet. Mange blev også fortalt, at det ville gøre en forskel for dem, hvis de fortalte deres historie, men har ikke oplevet, at det rent faktisk skete.

"De tager vores historier, men de gør intet for os," siger en af kvinderne i rapporten.

/RBL

Annonce: Sankt Josef's International School (www.sktjosef.com)
Annonce: Udenrigsministeriets oplysningspulje (www.oplysningspuljen.dk)

 

Clean energy – Nye vinde over Mexico

PORTRÆT
KLIMA

Kan man drive et vækstland på sol, vind, biogas og varme fra jordens indre? Ja, mener Efrain Villanueva Arcos, som skal gøre Mexico til Latinamerikas ledende lav-emissionsøkonomi. 360° mødte ham til Clean Energy Week - den største grønne event på dansk jord siden COP15.

AF KATHRINE DALSGAARD
FOTO: ALFREDO ESTRELLA/AFP, PRIVAT

Mexico vil ikke hvile på hverken laurbær eller fossile brændstoffer længere. Det fastslår Efrain Villanueva Arcos, der leder kontoret for vedvarende energi i Mexicos energiministerium, SENER. 360° møder ham til energitopmødet Nordic Clean Energy Week (NCEW) i København sidst i maj, hvor det grønne økosystems frontløbere og investorer mødes med energiministre fra verdens vægtigste økonomier i G20-kredsen for at sætte ren strøm til en bæredygtig omstilling.

”Fra 2018 til 2020 skal vi have opført sol- og vindmølleparker med en effekt på 7.562 MW, og private aktører

fra 11 lande har allerede investeret 8,6 mia. kr. i vindprojekter på tværs af Mexico.”

Efrain Villanueva Arcos, der ellers er en fåmælt herre, slynger om sig med tårnhøje grønne tal og megawatts. Og det med god grund. Siden 2013 har han stået i spidsen for en fundamental omstilling af Mexicos energiproduktion, der skal bidrage til at reducere vækstlandets afhængighed af fossile brændstoffer drastisk inden for de næste 20 år.

”Som verdens første vækstøkonomi indgav vi et løfte til Paris-aftalen ved COP21. Vi tager klimakampen seriøst

ved en sikre en grøn vækst og økonomi, blandt andet via ren og vedvarende energiproduktion.”

Det er nye toner fra verdens 12.-største olieproducerende stat, hvis energiforsyning fortsat beror på fossile brændstoffer. I 2015 kom 91 procent af Mexicos energi primært fra olie og naturgas samt en lille andel kul.

Men klimaforandringerne kan mærkes i Mexico, som i 2012 var det andet land i verden efter Storbritannien til at vedtage en decideret klimaforandringslov, der sigter mod at reducere CO2-udledningen sammenlignet med år 2000 med 30 procent i 2020 og 50 procent i 2050. Desuden skal halvdelen af Mexicos energiproduktion i 2050 komme fra rene energikilder. I 2013 blev den grønne omstilling påbegyndt med den omfattende energireform Reforma energética, der krævede forfatningsændringer og blandt andet liberaliserede Mexicos energimarked, der før var underlagt statsligt monopol, for at stimulere privat investering i energisektoren, heriblandt vedvarende energi.

EFRAIN Villanueva Arcos taler på Nordic Clean Energy Week, som Danmark og Sverige afholdt i maj. Forummet promoverer grønne løsninger blandt G20-landenes energiministre, forskere, virksomheder og investorer. De 24 deltagende lande står for både 75 procent af den globale CO2-udledning og 90 procent af verdens investeringer i ren energi.

Villanueva drevet på sol

Mexicos energiambitioner er høje og kræver store investeringer i ren energiteknologi. Sammen med Danmark har SENER udviklet et vindatlas, der to år frem i tiden kan kortlægge vindens styrke og temperatur i forskellige positioner med ti minutters interval. Kendskabet til vindens præcise geografi skal bruges til at udvikle og planlægge udnyttelsen af vindressourcer forskellige steder i Mexico og sikre langsigtede private investeringer.

Odón de Buen, der er direktør i den mexicanske energieffektivitetsstyrelse, der blandt andet får støtte fra Danmark til at forbedre energieffektiviteten i bygninger og industri, der sammenlagt står for knap 30 procent af Mexicos CO2-udledning, er glad for samarbejdet.

Mexicos klima skaber gunstige forhold for solenergi, og potentialet er endnu langtfra indfriet. De seneste år har landets regering iværksat en række tiltag for at fremme udvikling af solteknologi, og i slutningen af marts indviede italienske Enel Green Power solcelleparken Villanueva i den mexicanske stat Coahuila, der i fuld produktion bliver Latinamerikas største.

”Navnet har ikke noget med mig at gøre, men Villanueva er et symbol på vores omstilling – vi er Latinamerikas grønne frontrunner,” griner Efrain Villanueva Arcos.

I løbet af sine fem år i SENER har han oplevet en gennemgribende forandring i den mexicanske indstilling til energi.

”Da loven blev vedtaget, stillede de store cementvirksomheder og stålindustrien, der er store energiforbrugere, sig meget skeptiske. I dag har flere investeret i sol og vind, og de ser omstillingen som en vej til profit. Inden for elektricitetsforsyningen så mange ingeniører også sol og vindenergi som en dyr, ustadig og risikabel vej. De tvivler heller ikke længere.”

Foran sig ser Efrain Villanueva Arcos mange udfordringer, blandt andet at sikre, at store energiprojekter også gavner sårbare grupper i det mexicanske samfund – såsom landets oprindelige folk. Desuden skal de rette finansieringsmekanismer udvikles, så Mexico via investeringer kan udnytte sit potentiale for geotermisk energi.

Den 1. juli venter også Mexicos præsidentvalg. I Efrain Villanueva Arcos’ optik er der dog ingen udsigt til, at en ny præsident vil bremse Mexicos grønne udvikling.

”Energireformen er indskrevet i forfatningen, og vi har allerede opnået gode resultater. Jeg tvivler på, at nogen vil sætte en stopper for den udvikling.”

DANSK STØTTE TIL MEXICOS BÆREDYGTIGE VÆKST

Fra 2017 til 2020 samarbejder Energistyrelsen i Danmark og Mexicos energiministerium, miljøministerium og energieffektivitetsstyrelse om at sikre landets grønne omstilling og mindske det mexicanske CO2-aftryk. Den danske støtte på 34 millioner kroner går til at implementere landets klimapolitik, til rene energikilder som biomasse, vindog solenergi og til at højne energieffektivitet.

Annonce: Skals Efterskole (www.skals-efterskole.dk)

 

Verdens hjem – Havanas bæredygtige flamboyante gadehuse

SERIE OM BÆREDYGTIG ARKITEKTUR

TEKST OG ILLUSTRATION AF HANS PETER HAGENS

Havana, Cuba – De er flamboyante, de dæmoniske søjlegangs- og balkonhuse i Cubas hovedstad. Havanas klassiske gadehuse rummer sammenlagt kilometerlange skyggegivende og klimavenlige søjlegange med et leben af handel og vigør. På balkonerne, som nærmest er en naturlov i byen, over de farverige søjler, foregår ligeledes stribevis af livgivende ting. Med snak, forretninger og musik på tværs af gaderne, et virvar af vasketøj, høns i flere planer og ikke mindst oldgamle elledninger, der stritter ud overalt.

I mange gadehuse bor fem-ti familier på samme areal, som oprindeligt var tiltænkt blot en enkelt familie. Husene fremstår derfor mange steder slidte, og nogle gange faldefærdige, men selv så stråler de af liv.

Her er tale om tunge, murede facadepartier i svulmende former, som udspringer af den verdensomspændende kolonistil, der i Cuba tog sin begyndelse med Columbus’ ankomst i 1492 og i årtierne frem. Spanierne grundlagde mange havnebyer med imposante officielle bygninger og bypladser, højtravende kirker samt de tidligste udgaver af de mange gadehuse. De yderst gedigne byggetekniske løsninger, og materialer, har gennem århundrederne vist sig både langtidsholdbare og dermed særdeles bæredygtige.

Krydret med det spraglede gadeliv har atmosfæren i Havanas centralt beliggende gadehuse således en attraktiv form for autoritet. Med den menneskelige skala og trivsel som grundlag for arkitektur og tektonik. I diametral kontrast til flere af byens omkransende fleretages nyere betonbyggeri.

Søjlegange og balkoner er bestemt ikke at foragte – heller ikke i Danmark. Tænk på Københavns Carlsberg-elefanter, Det Ny Teater ved Søerne eller buegangen mellem Amagertorv og Læderstræde. Principperne bag de cubanske gadehuse og deres ”arkitektoniske slægtninge” i andre lande er lige til at genanvende rundtom i verden.

 

Nyt fra Asiatisk Plads

Nyheder

  • Vindenergi til Afrika:
    Regeringen sender 600 millioner kroner afsted til udvikling af vindenergi i Afrika i en usædvanlig stor investering. Vindmølleparken, der bliver på op imod 54 møller, skal etableres tæt på Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Vindmølleparken skal levere bæredygtig strøm til over 100.000 husstande i et land, hvor mindre end hver tredje i dag har adgang til nogen form for elektricitet. Den samlede investering i vindmølleparken løber op i 1,26 milliarder kroner. Projektet vil blive udbudt blandt danske virksomheder.
     
  • Podcast om Tanzania og Liberty:
    I den seneste podcast i Udenrigsministeriets podcastserie Ambassadørerne fortæller ambassadør Einar H. Jensen om Tanzania 30-40 år efter Jakob Ejersbos Liberty. Tanzania er det største modtagerland af dansk udviklingsbistand gennem årene. I Danmark kom der for alvor fokus på den danske bistand til Tanzania, da DR for nylig sendte serien Liberty baseret på Jakob Ejersbos bog af samme navn. Serien viste blandt andet en række mislykkede andelsprojekter, tabsgivende savværker og private sundhedsklinikker i baghaven. Ambassadør Einar H. Jensen begrunder, hvorfor han mener, vi stadig skal give bistand til Tanzania. Hør Ambassadørerne på iTunes eller på um.dk.
     
  • 60 millioner kroner til WfP:
    Udviklingsminister Ulla Tørnæs har underskrevet en hensigtserklæring om en dansk bevilling på 60 millioner kroner til FN’s Fødevareprograms arbejde med kvinders og pigers adgang til prævention i humanitære kriser. WFP’s primære opgave er at uddele fødevarer, men der er mange fordele ved at bruge uddelingen af mad sammen med andre organisatio ners arbejde, ikke mindst når det gælder adgang til prævention og oplysning om seksuel sundhed.
     
  • 20 millioner kroner til forskning i hiv-vaccine:
    Danmark sender et nyt bidrag på 20 millioner kroner til International AIDS Vaccine Initiative (IAVI). IAVI arbejder på at udvikle tilgængelige hiv-vacciner særligt målrettet befolkningerne i udviklingslandene. Omkring to tredjedele af nye tilfælde af hiv opstår i Afrika. Det sydøstlige Afrika, især lande som Kenya, Sydafrika og Mozambique, er hårdest ramt. I dag lever næsten 37 millioner med hiv – 17 millioner har ikke adgang til den behandling, der kan hjælpe med at leve en normal tilværelse med et godt helbred.
     
  • Danmarks specialoperationsstyrker i Irak hentes hjem:
    Regeringen har meldt ud, at Danmarks specialoperationsstyrker til kampen mod Islamisk Stat, ISIS, hjemtages. Specialoperationsstyrkerne har som en del af koalitionen mod ISIS deltaget i nedkæmpelsen af terrorbevægelsen. Da langt størstedelen af de ISIS-kontrollerede områder i Irak nu er befriet, vil der derfor ske ændringer i den militære indsats. Hjemtagelsen sker gradvist, og det forventes, at den er afsluttet i det sene efterår 2018.
     
  • Nyt u-landskalender materiale:
    Årets nye materiale fra Børnenes U-landskalender er klar til levering 1. oktober, men kan allerede nu bestilles. Med materialet i hånden kan skoleelever komme på opdagelsesfærd til Jordan, og de kan researche, formidle og kreere flotte digitale produktioner. Overskuddet fra Børnenes U-landskalender går i år til at hjælpe syriske børn, der lever som flygtninge i nærområderne i Syriens nabolande. Dansk Flygtningehjælp står for projektet. Til næste år vil det være Plan Danmark, der står for Børnenes U-landskalender. Fokus her er på at få piger i skole i Bangladesh.
     
  • Søg Udenrigsministeriets Oplysningspulje
    Der er ny ansøgningsrunde for Oplysningspuljen for formidlingsprojekter om udviklings- og vækstlande i 2019. Puljen kan ansøges om oplysningsaktiviteter i Danmark, dokumentarfilm eller tv-programmer, digital kommunikation m.v. Deadline: 17. september 2018. Læs mere www.oplysningspuljen.dk

Få de seneste nyheder fra Udenrigsministeriet på um.dk.

Evalueringer

  • Et evalueringsstudie af dansk udviklingssamarbejde med Bolivia, Mozambique, Nepal og Vietnam:
    I 2015 besluttede Danmark at udfase sine programmer med bistand til Bolivia, Mozambique og Nepal. I den forbindelse blev der i slutningen af 2017 og starten af 2018 udgivet evalueringer, der handlede om den danske støtte til hvert af de tre lande.
    I 2017 blev der desuden publiceret en evaluering om overgangen fra det dansk-vietnamesiske udviklingssamarbejde til en omfattende partnerskabsaftale i 2013. Et nyt studie analyserer hovedproblemerne, der er udsprunget af de fire landeevalueringer.

Læs mere på evaluering.um.dk.

 

Apropos – Elefanten i flykabinen

”Flyver du? Velkommen i klubben. Vi flyver. Lad os nu bare tale om elefanten i flykabinen – priserne,” skriver Signe Wenneberg. ”Det er alt, alt, alt for billigt at flyve. Det bør være meget dyrere at rejse med fly. Der bør blive lagt enorme afgifter på flyrejser.”

AF SIGNE WENNEBERG
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN

Flyver du? Tænker du over bæredygtighed og flyver alligevel? Velkommen i klubben. Vi flyver. Vi er en generation, der er flasket op på mottoer som: ”At rejse er at leve”, ”Spis, rejs og vær glad” og ”Eat well – travel often”.

Men nu er tiden kommet til, at vi, der er med i den store glade rejseklub, vi, der elsker globalt udsyn, vi, der har ”hele verden som vores arbejdsplads”, bør gentænke vores forbrug. Også af flyrejser. Hør her, vi kan ikke lade som om, vi ikke ved, hvad vi ved. Vi kan ikke rejse tilbage i tiden og fjerne den viden, vi har tilegnet os. Vi kan ikke være ligesom fortidens forbryderisk naive forbrugere, der forbrugte fuldkomment skamløst, fordi de kunne, sagde, at de ikke vidste bedre, og tilsyneladende ikke kunne lægge to og to sammen. Vi kan ikke lade som om, vi ikke forstår: at konventionelt landbrug ødelægger jorden, vandboringerne, og at det slår bier ihjel. Vi kan ikke lade som om, at vi ikke ved, at det er fatalt, at der er plastikforurening i verdenshavene. Og vi kan ikke lade som om, vi ikke ved, at vores nuværende overforbrug af flyrejser (hvor det er blevet almindeligt for en dansk familie at rejse fire til seks gange årligt med fly på ferie) er ødelæggende for kommende generationers overlevelsesmuligheder på denne grønne jord.

Men vi kan stoppe op. Og gøre det til en vane at tænke flere generationer frem. I alt, hvad vi gør, og i alt, hvad vi forbruger, og dermed også i vores indkøb af flyrejser.

Selvfølgelig er det realistisk, at vi kan sænke vores forbrug af flyrejser. Rejse en gang hvert andet år, tredje år, fjerde år? I min lille familie har vi lige rejst sammen med fly for første gang i fire år. Det var helt anderledes mindeværdigt, fordi det ikke længere er hverdag for os.

Det er ikke realistisk, at alle stopper med al flytrafik. Ferie og arbejde. Af mange grunde. Jeg tror, at turisme kan være meget mere bæredygtigt i et globalt perspektiv end meget andet som levebrød i fattige egne, og at turisme kan bevare verdenskulturarv og grønne landskaber og uberørt skov. Ligesådan tror jeg på, at innovation, udvikling af ”mere bæredygtige flyrejser” og distruption skal komme fra rejseindustrien selv.

Nej, jeg hører ikke til dem, der tror på, at alt forbrug skal stoppe. Og at alle danskere bør gå off-the-grid og flytte ud i træhytter i nordiske skove og dyrke permakulturselvforsyning i eget komposteret tis, mens vi undlader at bruge infrastruktur, el, veje, hospitaler og ja, fly.

Jeg tror, at vi i fremtiden kan leve kløgtigt og samvittighedsfuldt i et højteknologik videnssamfund, og at vi stadig kan rejse en smule. Jeg tror på, at vi – i alt, hvad vi gør – skal agere mere ansvarligt, mere etisk og mere bæredygtigt over for kommende generationer. Som jeg skrev i min bog Grønne hverdagstips: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Og ja, selvfølgelig kan vi tænke to-tre-fire gange over det, når vi køber en flybillet.

Men det er forbandet, at ansvaret er lagt ud til den enkelte. Der er ikke et politisk verdenssamfund, der er trådt ansvarligt sammen og har adresseret det egentlige problem. Og det er – lad os nu bare tale om elefanten i flykabinen – priserne. Det er alt, alt, alt for billigt at flyve. Det bør være meget dyrere at rejse med fly. Der bør blive lagt enorme afgifter på flyrejser.

En billet til Bruxelles koster denne morgen 350 kroner retur. En billet til Aarhus med toget koster meget mere. En enkeltbillet til USA fås i dag til 949 kroner. Og mens jeg skriver disse ord, så popper der tilbud på rejser op på min skærm. Norwegian. Emirates. SAS. Jeg burde stoppe med at få nyheder derfra. Men er – som alle andre, der er medlem af klubben af folk, der rejser, selvom de tænker på bæredygtighed, CO2-fodspor og verdensmål – også fra tid til anden aftager af de flybilletter, der udbydes alt for billigt. Det er på tide, at vi får det stoppet. Rejser med fly bør være nogle, vi vælger med omhu. Og vi bør melde os ud af klubben af frekvente flyvere.

 

Fremblik

AF REDAKTIONEN

14-17. juni
Folkemødet 2018

Skal du på Folkemødet på Bornholm, kan du finde Magasinet 360 i flere events om techvelopment, sult og konflik og globale sikkerhedstrusler. For mere info følg os på Facebook og Twitter som @magasinet360.

20. juni
Verdens flygtningedag

Voldelige konflikter tvinger hver dag tusindvis af familier til at flygte. Netop det markerer FN på Verdens Flygtningedag ved at opfordre alle til at vise sin støtte til familier på flugt. I juni 2016 lancerede FN’s Flygtningeagentur UNHCR underskriftsindsamlingen #WithRefugees, hvor det er muligt at tilkendegive sin støtte til verdens flygtninge og dermed sende et signal til verdens ledere. Der er indsamlet godt 1,9 millioner underskrifter.

1. juli
Præsidentvalg i Mexico

I mange årtier har Mexico været præget af enorm ulighed, bandevold, kriminalitet, fattigdom og ikke mindst konflikter med USA. Når der i juli er præsidentvalg i landet, kan det få stor betydning for netop relationen mellem Mexico og USA og de firmaer, der har til huse i begge lande. Landets nuværende præsident hedder Enrique Peña Nieto og stammer fra det neoliberale parti Partido Revolucionário Institucional, PRI.

19. august
Hyldest til humanitært arbejde

Hvert år den 19. august hædres de, der hjælper andre. Det sker på Den Internationale Dag for Humanitært Arbejde. På denne dag mindes mennesker i nød og dem, der har dedikeret deres liv til at skabe en bedre og mere sikker verden til trods for de farer, de støder på.

23. august
Historier om verdensmål

Gennem hele 2018 inviterer Nyt Europa og Globalt Fokus til "Historier om verdensmålene". Magasinet 360° er moderator. Hver begivenhed fokuserer på ét verdensmål, og til august er turen kommet til verdensmål #10, der handler om at reducere uligheden i og mellem lande. Find eventserien på Facebook eller se mere på nyteuropa.dk. Hør også podcasts fra arrangementerne på iTunes.

31. maj-31. oktober
Oplev Bolivias rejse

Gennem billeder, video, kunst, lyde og dufte giver udstillingen Ayni et indblik i de resultater, Danmark og Bolivia har opnået gennem mere end 40 års udviklingssamarbejde. Udstillingen vil bl.a. kunne opleves d. 6-25/6 på Bornholms Biblioteker, d. 15/8 til 24/9 på Falkonergårdens Gymnasium og HF og d. 1-31/10 på Hjørring Bibliotekerne.

Annonce: Ranum Efterskole College (www.ranumefterskole.dk)


Kolofon

Titel:
360° – Verden i Udvikling

Undertitel:
Nr. 3 · juni 2018

Resumé:
Stigende temperaturer, orkaner, havstigninger og tigeroverfald. For indbyggerne i Sundarbans, verdens største floddelta mellem Indien og Bangladesh, er klimaforandringerne til at tage at føle på. Rejs med 360° til et af de steder, der er hårdest ramt af den globale opvarmning.

Markante ændringer er også på vej til Indonesien, der ikke længere vil være skraldestat. Landet har med et nyt præsidentielt dekret sat ambitiøse mål: Affaldsmængderne skal reduceres med 30 procent, og affaldshåndteringen øges med 70 procent inden 2025. Og det skal Danmark hjælpe med.

Startups får ild i øjnene, når de hører ordet verdensmål. Og målene erobrer den ene nye arena efter den anden fra entreprenører til kunstnere, virksomheder, ngo'er og arkitekter. Målene giver “energi, narrativ og sprog,” og er blevet en trend, lyder det. Men der er langt igen. Følg 360° ind i SDG’ernes maskinrum hos investorer, fintech og Danmarks Statistik.

Og når vi taler om fintech, har 360° interviewet Sofie Blakstad, ekspert i Blochchain-teknologien. Iværksætteren vil bekæmpe korruption med sin finansielle tillidsplatform, der har stort potentiale indenfor såkaldt techvelopment.

En anden teknologi med rigt potentiale er droner: I Tanzania hjælper de med at afgøre landkonflikter, over Zanzibar er robotterne sat ind i kampen mod oversvømmelse, og i Rwanda flyver de blod til isolerede egne. Østafrikanske tech-entusiaster vil bruge droner til at udvikle deres samfund, og flere regeringer hopper med på trenden. Men kan robotter føre an i udviklingen? spørger 360°s udsendte.

Der er langt til fred i Syrien. Læs med når Adam Holm beskriver, hvor langt, og skildrer den nuværende situation i Damaskus som “Lidt krig og en smule fred.”

Der er også langt til freden og fremtiden i Kibera, Kenyas berygtede slumby – men den prisbelønnede topfotograf Signe Vilstrup har fundet skønheden, styrken og viljen til forandring i byens kringelkroge og blikhytter.

God læselyst og følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @Magasinet360

Abonnement
360° Danmarks globale magasin sendes gratis i Danmark, Færøerne og Grønland.
Magasinet udkommer fem gange årligt.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk – tlf. 43 22 73 00
Følg os på facebook.com/magasinet360grader
Følg os på instagram.com/magasinet360grader

Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk

Næste nummer:
25. september 2018

Noter:
Artikler i 360° udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Copyright:
Udenrigsministeriet

Redaktion:
Content redaktør: Louise Stigsgaard Nissen, lousni@um.dk, 33 92 07 09
Digital redaktør: Janne Louise Andersen jannan@um.dk, tlf. 33 92 05 96
Studentermedarbejdere:
Kathrine Dalsgaard, kathda@um.dk,
Anna Petersen Nedergaard, annned@um.dk,
Alexander Sørensen, alesor@um.dk
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Louise Bang Jespersen, kontorchef, (KOM). Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet

Anden bidragyder:
IncluDoc (HTML udgave)
Lene Jensen (Korrektur)
Esben Niklasson (Grunddesign)
OTW (Layout)
Bording A/S (Tryk)

Annoncesalg:
Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 29 33 66 06

Kontakt- og klagemuligheder:
Skriv til redaktionen på lousni@um.dk.
Det er også muligt at indgive en klage – dog senest 12 uger efter udgivelsesdatoen – til Pressenævnet på sekr@pressenaevnet.dk.

Sprog:
dan

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/360juni18/index.html

ISBN nr. Elektronisk version:
978-87-93616-60-8

ISBN nr. Trykt version:
978-87-93616-59-2

ISSN nr. Trykt version:
2596-4070

Version:
1.0

Versionsdato:
2018-06-11

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, png, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

Top

Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 3 · juni 2018".
Version nr. 1.0 af 11-06-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360juni18/index.html