Gå til indhold

360° – Verden i Udvikling

Nr. 1 · februar 2019

Resumé

Fire milliarder mennesker har i dag ikke adgang til internettet. Det vil danske startups lave om på. Tag med til Tanzania, hvor danske iværksættere har hjulpet en landsby på nettet, så beboerne får bedre adgang til uddannelse, sundhed og business.

Danske iværksættere er også handlekraftige, når det handler om plastik. Hvert år ender 260 ton plastik som affald, og i 2030 vil tallet være fordoblet. Læs, hvordan Danmark kan blive frontløber i en ny plastikøkonomi.

Og i Jordans ørken bruger en dansk organisation arkitektur målrettet til at give syriske flygtningebørn mod på at gå i skole og dermed give dem livet tilbage. Arkitektur kan give udsatte mennesker håb og tro på fremtiden, mener organisationen, der vil gøre op med at arkitektur kun er for rige mennesker, som tendensen er i dag.

Tag også med stjernefotografen Yann Arthus-Bertrand ud i verden og oplev hans luftfotos af vores vilde, smukke og grusomme verden. Billederne skal få os til at handle på verdensmålene. Se Den Blå Lagune, Haiti, København og en af verdens største lossepladser fra oven og forstå, hvilke overhængende udfordringer, vi står over for.

Tunesien er på kort tid gået fra at være et diktatur til et demokrati, og landet er et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. Her hjælper kvindekvoter demokratiet på vej, og i dag er der flere kvinder i politik i Tunesien end i Danmark. Men der er stadig meget at kæmpe for.

Kvinderne har også meget at skulle have sagt på Ilha de Mozambique, hvor indbyggerne balancerer islam med den afrikanske kultur. Her har kvinderne magten, og det går uden besvær. Næsten.

Følg også med til Mongoliet, hvor røg fra hundredetusindvis af kulovne har gjort verdens koldeste hovedstad, Ulan Bator, til et af planetens mest forurenede steder. Nu skal danske vindmøller gøre luften renere.

Vi guider desuden til de bedste film på filmfestivalen CPH:DOX, og årets dansker 2018, Katja Iversen, giver gode råd til, hvordan du bliver en supernetværker.

God læselyst.

Indhold

Skribenter & fotografer

Ti ideer der forbedrer verden

360° verden rundt

Bæredygtig investering – ”Der var brug for at gøre flere danskere engageret i investeringer, som kan gøre en positiv forskel i verden”

Update: Politik

Arkitektur – ”Vi ønsker at give børn deres liv tilbage”

Set fra oven – Tænk, skab, gør en forskel

På nettet – Danske iværksættere hjælper verden online

Digitalt – landsbyen, der kom på nettet

Update: Partnerskaber

Fra diktatur til demokrati – Tunesiske kvinder tvinger sig vej ind i politik

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Magt – ”Mændene kan jo også se fordelene”

CPH:DOX: nye perspektiver

Update: Kultur

Update: Tech

Mongoliet: Grå skyer over landet med den blå himmel

Plastik – Danske startups vil bekæmpe plastikforurening

Apropos – Har du også gemt dig bag et køleskab?

Nyt fra Asiatisk Plads

Fremblik

Bestil et gratis abonnement, tilmeld nyhedsbrev eller kontakt redaktionen på
www.magasinet360.dk
Følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @magasinet360


Skribenter & fotografer

MAGASINET
DE ER MED TIL AT LAVE 360°:

FOTO: PRIVAT

Yann Arthus-Bertrand:

Yann Arthus-Bertrand er en fransk fotograf, aktivist og journalist, som er særlig kendt for sin bog Earth from Above (1999). Hans billeder fra bogen er udstillet i over 110 byer og besøgt af 120 millioner mennesker. I 2009 blev Arthus-Bertrand tildelt titlen som goodwill-ambassadør for FN's miljøprogram.


Rasmus Bøgeskov Larsen:

Freelancejournalist med base i Egypten. Siden 2011 har Rasmus haft sin hverdag i det oprørske Kairo, hvor han på klos hold har fulgt den politiske og følelsesmæssige rutsjebanetur, som egypterne gennemlever. Efter otte år i Mellemøsten taler han flydende arabisk og laver en habil hummus.


Lasse Skytt:

Journalist bosat i Ungarn, hvor han rapporterer om central- og østeuropæisk politik og kultur til danske medier og organisationer. Lasse har også øjnene stift rettet mod teknologiens verden. Medstifter af et dronefirma i USA og beskæftiger sig med, hvad virtual reality og kunstig intelligens gør ved os mennesker.


Mads Mariegaard:

Journalist fra Journalisthøjskolen. Freelancer med fokus på klima og energi. Tidligere redaktør af Udenrigsministeriets engelsksprogede magasin Focus Denmark og tidligere journalist og redaktionssekretær på 360°, dengang Udvikling. Tidligere kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina.


Mai Rasmussen:

Journalist og konsulent, som formidler at large om internationale og humanitære situationer, problemer, koncepter og idéer. Mai har tidligere været udstationeret i blandt andet Uganda og Sydsudan. Hun er desuden gæsteunderviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og styrer projekter og tilrettelægger dokumentarfilm, senest den prisbelønnede Hallo, Syrien! – Opkald fra flugtruten, DR, 2015.


Marianne Kristensen Schacht:

Chefredaktør på iværksættermediet Bootstrapping.dk. Hun er uddannet journalist og har arbejdet på dagbladet Børsen og derefter en årrække på Ugebrevet Mandag Morgen. Hun har gennem mange år fulgt og skrevet om emner som bæredygtighed, virksomheders samfundsansvar og hvoran erhvervslivet kan være katalysator for en bedre verden.


Katja Iversen:

CEO i Women Deliver og årets dansker 2018. Med base i New York har hun 300 rejsedage om året, hvor hun kæmper for ligestilling og pigers og kvinders sundhed og rettigheder. Her sætter hun både fødderne på de bonede gulve, hvor verdens store beslutninger tages, samt i afsides landsbyer i verdens fattigste lande.


Peter Tygesen:

Ansvarshavende redaktør for Globalnyt. Har arbejdet i Afrika siden 1980 med længere ophold i bl.a. Zimbabwe, Sydafrikas og DR Congo. Tidligere udlandsredaktør på Information. Forfatter til bl.a. De gode menneskers land (Om Mozambique, 2008). Modtog i 2017 Timbuktu-prisen.


Lars Just:

Freelancefotojournalist med base i København. Lars er uddannet fra Politiken og arbejder dagligt med reportagefotografi for magasiner og virksomheder. Han har arbejdet i store del af Østafrika, hvor han har været udsendt for både Røde Kors, SOS Børnebyerne og Landsindsamlingen. Lars' inspiration som fotograf kommer fra en barndom på Grønland, hvor han læste tegneserier i de lange vintermåneder.


Deniz Serinci:

Journalist med speciale i Tyrkiet, ISIS og kurdiske forhold. Deniz har en kandidatgrad fra Syddansk Universitet (2013) og er forfatter til bøgerne Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat, Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan og Slave i Islamisk Stat. Deniz er desuden redaktør på Jiyan. dk – Danmarks kurdiske avis.


Benjamin Brøndum Madsen:

Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen og cand. public. fra Syddansk Universitet. Har arbejdet med tv, kommunikation og for forskellige skriftlige medier, men er nu gået freelance for at komme lidt væk fra hæve-sænke-bordene.


Simon Johansen:

Journalist og fotograf med interesse for især ulandsforhold og menneskerettigheder, men beskæftiger sig også med film og en lang række andre emner. Har de senere år skrevet om alt fra børnearbejde i Colombia og crackmisbrug i Brasilien til hemmelige sekter i Kina og forældreløse børn i Moldova. Simon har base i København, men rejser gerne langt for en vigtig historie eller en smuk strand.


Annonce: Viborg Katedralskole (viborgkatedralskole.dk)

 

Ti ideer der forbedrer verden

AF LASSE SKYTT

1. Proteiner lavet af luft og elektricitet

Den finske startup Solar Foods samarbejder med European Space Agency om at producere spiselige veganske proteiner til blandt andet rumrejser. Hovedingredienserne er luft og elektricitet. Det fremtidige proteinpulver vil være 10-100 gange mere miljøvenligt end nuværende kød- og erstatningsprotein på markedet.


2. App advarer afrikanske landmænd om skadedyrsangreb

Ved at kombinere temperaturdata, vejrprognoser og satellitbilleder modtager afrikanske landmænd en advarsel via appen PRISE, hvis der er skadedyrsangreb i deres nærområde. Dermed kan de tage deres forholdsregler på et oplyst grundlag, og ifølge forskerne kan appen forbedre høsten og øge landmændenes indtægter med op til 20 procent. PRISE anvendes indtil videre i Kenya, Ghana og Zambia.


3. Kakerlakker spiser kinas madaffald

Kinas storbyer fortsætter med at vokse, og det samme gør landets problemer med madaffald. Den kinesiske befolkning producerer nu så meget madaffald, at lossepladserne ikke kan følge med længere. Det har fået en losseplads i Shandongprovinsen til at hente en milliard kakerlakker ind for at gå i kødet på de 50 ton køkkenaffald, som lossepladsen modtager dagligt. Efterfølgende kan de affaldsspisende kakerlakker gå videre i fødekæden som næringsrig kost til kvæg og andre dyr.

4. Elektronisk hud giver protesebrugere følelsen tilbage

Forskere fra John Hopkins University har udviklet en elektronisk hud, der skal give protesebrugere følelsen tilbage. E-huden genskaber det netværk af receptorer, som vores hud normalt sender signaler til hjernen om, når vi mærker på en genstand. Gennem ledninger sendes signalerne fra ehuden via protesebrugerens stump og videre op til hjernen.


5. Indiske fiskere samler plastik i havene

Hver af Indiens 1,3 milliarder indbyggere bruger i gennemsnit 11 kilo plastik hvert år. En stor del af det ender i havet, hvor det ødelægger naturen under vandet. Men nu har projektet Clean Sea fået indiske fiskere til at indsamle plastikskraldet i deres fisketrawl. Ifølge FN har det på et år ført til indsamling af mere end 25 ton plastik, som nu bruges til at bygge veje i Indiens landdistrikter.


6. Bæredygtig robotbil leverer pizzaer

Sidste år blev levering af pizzaer med drone gjort muligt i Island. Nu lanceres pickup-køretøjet Tundra PIE Pro. Det er Pizza Hut og Toyota, der står bag. På ladet står en fuldautomatisk robot, som er i stand til at lave og tilberede den bestilte pizza på under syv minutter, mens køretøjet – der ligesom pizzaovnen er helt CO2-neutralt – kører til adressen med den friskbagte levering.


7. Storby køler vejene med hvid maling

For at nedkøle den meget varme storby Los Angeles i Californien har firmaet GuardTop udviklet en hvid maling, som skal dække en del af byens skoldhede veje. Den nuværende sorte asfalt på vejene absorberer de fleste af solens stråler og opvarmer Los Angeles’ gader til 65 grader. Derimod kan de hvidmalede veje reflektere flere af solens stråler og få temperaturen til at falde samt bidrage til besparelser på den miljøbelastende aircondition i millionbyen.


8. Tøj, der vokser med barnet

Babyer vokser, og de vokser hurtigt. Mange forældre må derfor løbende købe nyt tøj for at klæde deres barn på med noget, der passer i størrelsen. Det fører ofte til tøjspild i tekstilindustrien, som er den mest forurenende efter olieindustrien. Derfor har en britisk designer lavet tøjmærket Petit Pli, der sælger babytøj, som vokser med barnet. Ved hjælp af bæredygtigt plisseret tekstil kan babytøjet udvide sig, helt frem til barnet er tre år.


9. Rengøringsmidler på kapsel skåner miljøet

De fleste rengøringsprodukter – fra shampoo og håndsæbe til opvaskemiddel og afløbsrens – består af mindst 80 procent vand. Men hvis man udelader vandet og tilføjer det senere, kan man spare en masse på både produktion, transport og CO2-udledning. Det er tanken bag det hollandske firma Twenty, som har skabt en række forskellige rengøringskapsler. De skal blot blandes op med vand i genbrugelige beholdere, og så kan den bæredygtige rengøring begynde.


10. Forskere opdager plastikædende enzym

Den type plast, som bruges i plastikflasker, hedder PET. Den holder i århundreder uden at blive nedbrudt, til stor skade for miljøet. Nu har forskere fra University of Portsmouth – ved en tilfældighed – udviklet et enzym, som er i stand til at ”æde” den standhaftige plasttype. Løsningen er stadig på et tidligt stadie, men på sigt kan den ifølge forskerne hjælpe med at nedbryde klodens voksende mængde plastikaffald.


 

360° verden rundt

AF MADS MARIEGAARD OG KATRINE VILLARREAL VILLUMSEN

1 %

Initiative Move Humanity opfordrer verdens rigeste mennesker til hvert år at give mindst én procent af deres formue til indsatser fokuseret på FN's verdensmål. Initiativets stifter er Djaffar Shalchi, som er født i Iran og har boet i Danmark siden 1970. Bag initiativet står også FN's Sustainable Development Solutions Network (SDSN), som ledes af den amerikanske udviklingsøkonom Jeffrey Sachs.


”Dagens levering af vaccine, den første af sin slags, har enormt potentiale. Ikke kun for Vanuatu, men også for de tusinder af børn verden over, der går glip af at blive vaccineret.”

Henrietta H. Fore, eksekutivdirektør for FN's Børnefond (UNICEF) – efter at en baby i det lille stillehavsland Vanuatu som det første barn i verden modtog en vaccine leveret med et kommercielt dronefly.


Sixpack-ring, som dyr kan spise

Startupvirksomheden E6PR producerer en sixpackring, som er bionedbrydelig, komposterbar og kan spises af dyr uden at skade deres fordøjelsessystem. Ringen, som er lavet af hvede og byg, bruges af mindre bryggerier og testes af det store mexicanske ølmærke Corona. Idéen er oprindeligt udviklet af pr-bureauet We Believers for mikrobryggeriet Saltwater Brewery i USA.

Kilde: Fast Company.


1886

Årstallet, som Angolas lov, der forbyder homoseksualitet, kan dateres tilbage til. Loven, som blev introduceret af europæiske kolonister, blev forkastet i starten af året. Samtidig er det gjort ulovligt at diskriminere homoseksuelle på arbejdspladser. Dermed er Angola en del af et lille antal afrikanske lande, der de senere år har lovliggjort homoseksualitet.



145.000

Antallet af rohingya-flygtningebørn fra verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, der nu går i skole igen. UNICEF står bag læringscentrene i lejren, og målet er at få 260.000 børn i skole i år. I alt bor der 500.000 rohingyaer under 18 år i Cox's Bazar.

Kilde: UNICEF.



Sattelitbilleder afslører global fattigdom

Forskere fra Aarhus Universitet har opdaget, at højtopløselige satellitdata kan kortlægge økonomisk levestandard helt ned til en enkelt husstand - for eksempel ved at måle på bygningers størrelse. Metoden er omkostningseffektiv, fordi satellitbilleder er relativt billige og i stigende grad frit tilgængelige.

Kilde: Aarhus Universitet.



”Jeg vil ikke have jeres håb. Jeg vil ikke have, at I er håbefulde. Jeg vil have, at I går i panik. Jeg vil have, at I føler den frygt, jeg føler hver dag. Og så vil jeg have jer til at handle på den.”

Greta Thunberg, 16-årig klimaaktivist fra Sverige, i en tale ved World Economic Forum i Davos



Annonce: Rejsby Europæiske Efterskole (www.rejsby-efterskole.dk)

 

Bæredygtig investering – ”Der var brug for at gøre flere danskere engageret i investeringer, som kan gøre en positiv forskel i verden”

TECH-PORTÆT
VERDENSMÅl

Folk vil investere i noget, de tror på, viser nye data. Men det er svært at gøre for almindelige mennesker. Danske Metoa vil demokratisere investeringer og gøre det lettere at gøre verden bedre med dem.

AF LASSE SKYTT
FOTO: PR-FOTO

JAKOB LAGE HANSEN kommer fra et job i Danske Bank, inden han i 2016 stiftede Metoa. Fintech-virksomheden bygger på idéen om, at følelser er en vigtig drivkraft for ens beslutninger, og at mening er en afgørende faktor for varig glæde. Den tilgang forsøger han at overføre til bæredygtige investeringer.

For to et halvt år siden arbejdede Jakob Lage Hansen med forretningsudvikling af investeringsområdet i Danske Bank, og han var egentlig glad for jobbet.

Siden han blev færdig som økonom i 2002, havde han beskæftiget sig indgående med investeringer og markedsanalyser hos SEB, BankInvest og Nationalbanken, men nu begyndte han at tænke i nye baner.

”Det slog mig efterhånden, at investeringsområdet er en ret lukket kasse, hvor man taler om afkast og risiko, men ikke særlig meget om, hvad for en verden man gerne vil være med til at bygge med sin investering,” forklarer Jakob Lage Hansen.

”Jeg tænkte, at der var brug for at gøre flere danskere engageret i investeringer, som kan gøre en positiv forskel i verden, uden at det koster på afkastet,” siger han.

Efter nøje overvejelser gjorde han i 2016 tanke til handling og sagde sit job i Danske Bank op for at starte fintech-virksomheden Metoa. Den bygger på idéen om, at følelser er en vigtig drivkraft for ens beslutninger, og at mening er en afgørende faktor for varig glæde.

”Finansindustrien taler typisk til hjernen, men hjernen er ’hardwired’ til ikke at interessere sig for langsigtede og abstrakte emner. Af den grund er det i dag kun et fåtal af mennesker, der reelt bestemmer, hvor størstedelen af den finansielle kapital flyder hen. Så ved i stedet for at tale til hjertet kan Metoa engagere mange flere mennesker i investering – til gavn for dem selv og for verden omkring dem,” lyder det fra den 45-årige stifter, som sammen med en anden iværksætter er ved at finpudse den teknologiske løsning bag Metoa, inden den kommer på markedet.

Flugter med FN’s verdensmål

Indledningsvis lavede Jakob Lage Hansen en markedsundersøgelse blandt knap 100 danskere for at blive klogere på, hvad folk gerne vil støtte med deres opsparing. Og for stifteren var det overvældende at se, at hele 88 procent af de adspurgte faktisk havde en konkret holdning til, hvad de kunne forestille sig at investere i.

”Det var ret vildt at få den feedback, og det understregede, at det for folk giver mening at fremme noget, man tror på,” forklarer Jakob Lage Hansen, der tilføjer, at det naturligvis ikke kun handler om at støtte et godt formål, men også om at lave en sund og konkurrencedygtig investering.

Hovedparten af de områder, som de adspurgte danskere gav udtryk for, at de gerne ville sætte formuen i, flugter med flere af FN’s verdensmål. Og Metoa tager direkte afsæt i disse svar, forklarer stifteren.

”Prototypen på vores digitale løsning gør det muligt for danskere at investere i tre overordnede temaer: grøn energi, innovativ sygdomsbekæmpelse og mikrolån til iværksættere i udviklingslande,” skitserer han.

Det slog mig, at investeringsområdet er en ret lukket kasse, hvor man taler om afkast og risiko, men ikke særlig meget om, hvad for en verden man gerne vil være med til at bygge med sin investering.

Jakob Lage Hansen, stifter af Metoa

Investering skal afspejle holdninger

For Metoa er det ambitionen, at valget af investering skal knyttes tættere sammen med de holdninger og interesser, det enkelte mennesker har. Lidt ligesom at mange også vælger job og uddannelse ud fra de værdier, der betyder noget for dem som person.

Men investeringer kan stadig få almindelige mennesker til at blive fjerne i blikket, fordi området er så kompliceret. Derfor arbejder Metoa desuden på at gøre investeringer mere nærværende. Det sker ved løbende at fortælle casebårne historier om de projekter, man investerer i.

”Det kan for eksempel være en historie om, at nu er den solcellepark i Australien, man har støttet, blevet til virkelighed. Eller at en virksomhed, man har investeret i, får et gennembrud i behandlingen af en sygdom. Når man kan se, hvilken forskel ens investering gør på kort sigt, så taler det til følelserne. På den måde er afkastet ikke kun finansielt, men også noget, som er nærværende og personligt tilfredsstillende,” forklarer Jakob Lage Hansen.

OM METOA

  • Metoa er en dansk fintech-virksomhed med base i Copenhagen Fintech Lab på Christianshavn. Stiftet i 2017 af den tidligere investeringsrådgiver Jakob Lage Hansen.
     
  • Virksomhedens løsninger bygger på tre hjørnesten.
     
  • Metoa skræddersyr en konkurrencedygtig investering til folks holdninger og økonomi og fortæller den gode historie om den forskel, deres investering gør inden for områder som bæredygtighed, grøn energi og sygdomsbekæmpelse.
     
  • Ved at have mange brugere samlet på én platform sikrer Metoas løsninger lave omkostninger og en bred risikospredning.
     
  • Ved at gøre løsningen 100 procent digital vil Metoa sænke barrieren for at investere og demokratisere investeringsområdet.

Læs mere på www.metoa.dk.

Vil demokratisere investeringer

På baggrund af tal fra Nationalbanken og Danmarks Statistik har Jakob Lage Hansen lavet en opgørelse, der viser, at hver dansker i gennemsnit har 145.000 kroner stående på bankbogen – på landsplan svarer det til over 800 milliarder kroner. Penge, der ifølge Jakob Lage Hansen i stedet kunne komme ud og gøre en forskel i verden.

”Kapital er en essentiel forudsætning for, hvilke projekter og virksomheder der bliver lanceret eller bygget rundtomkring i verden. Hvis flere begynder at investere deres penge i noget, de tror på, vil det præge, hvilket samfund der bliver bygget,” pointerer han.

Missionen med Metoa er således at demokratisere investeringsområdet ved at gøre det muligt for almindelige mennesker at udtrykke deres holdninger til, hvor pengene flyder hen – og dermed selv påvirke pengestrømmen.

”Det med at støtte gode formål med investeringer er noget, man kan i dag, hvis man er meget velhavende eller selv står for sin investering, men det er ikke normen i branchen at tænke på denne her måde. Vi gør den holdningsbaserede tilgang til investering tilgængelig for en meget bred målgruppe,” siger Jakob Lage Hansen og nævner, at Metoas digitale løsning muliggør investeringer helt ned til 1.000 kroner.

Lige nu venter virksomheden på at få sin licens fra Finanstilsynet, så en betaversion kan lanceres inden længe.

 

Update: Politik

FOTOS: SCANPIX, PIXABAY

Superbakterier kan sprede sig fra krigszoner

Læger i Gaza kæmper mod en epidemi af superbakterier, som er resistente over for antibiotika. De udvikler sig, fordi de sanitære forhold i området er forfærdelige, og der er en udbredt mangel på den nødvendige medicin.

Superbakterierne gør, at patienter er lang tid om at restituere sig, og de risikerer at få varige mén fra sygdomme og skader. Men det er ikke kun indbyggerne i den besatte Gaza-stribe, som er i farezonen.

For superbakterierne respekterer ikke landegrænser. Situationen i Gaza og i flere andre af verdens krigszoner er nu så grel, at det frygtes, at superbakterierne vil sprede sig. Selv en person ved godt helbred kan nemlig sagtens fragte bakterierne langt væk fra krigszonen.

/RB

 

Trump har inspireret verdensomspændende kvindebevægelse

Verden over vokser SheDecides-bevægelsen sig større og større som modsvar på Donald Trumps beslutning om at indstille støtten til sundhedsprogrammer, der indeholder hjælp til abort.

AF RASMUS BØGESKOV

Det begyndte som en akut redningsaktion, der skulle forhindre, at sundhedsprogrammer over hele verden måtte indstilles. Men siden har det vokset sig til en global politisk bevægelse.

Det var næppe det, Donald Trump havde forestillet sig ville ske, da han tre dage efter sin indsættelse som USA’s præsident ønskede at markere sin abortmodstand.

Ligesom flere af sine republikanske forgængere i Det Hvide Hus valgte Trump at indstille al amerikansk støtte til familieplanlægningsprogrammer, der indebærer abort. Men han gik et skridt videre ved at skære støtten til hele sundhedsprogrammer, som familieplanlægningen er en del af.

Dermed var der projekter over hele kloden, som pludselig var i fare for at måtte lukke ned. Det fik den hollandske udviklingsminister, Lilianne Ploumen, til at træde i karakter, og hun fik hurtigt ministerkolleger fra Danmark, Sverige og Belgien på sin side.

De arrangerede en fundraisingkonference, som de gav navnet SheDecides. Det lykkedes at rejse godt en milliard kroner til de organisationer, som var blevet ramt af Donald Trumps beslutning.

Men SheDecides kom snart til at handle om mere end penge, og det blev ikke kun magtfulde ministre i Europa, som kom til at repræsentere den. SheDecides har i løbet af to år udviklet sig til at blive en fælles platform for alle kvinders ret til at bestemme over egen krop.

Over 50.000 individer og 300 organisationer er i dag med i SheDecides, hvor de arrangerer events og kampagner kloden rundt.

 

Nødhjælpsorganisationer har højt CO2-forbrug

Det kan være svært at undgå fossile brændstoffer, når man hjælper nødstedte på steder, hvor det er nødvendigt at transportere mandskab, udstyr og fødevarer over store distancer.

Forskere fra den engelske tænketank Chatham House har undersøgt 21 af de største organisationer, som arbejder i landene Burkina Faso, Kenya og Jordan. De konkluderer, at det humanitære arbejde sagtens kunne blive mere klimavenligt, uden at det går ud over de nødstedte eller organisationernes budgetter.

Tværtimod kunne der faktisk spares penge ved at benytte mere vedvarende energi.

"Det overordnede billede af de humanitære organisationers energiforbrug er præget af ineffektivitet og dermed spild. Det står i kontrast til sektorens generelle ambitioner om ikke at gøre nogen skade, hverken i forhold til det globale klima eller det lokale miljø," skriver forfatterne.

/RB

Annonce: Birkerød Gymnasium (www.birke-gym.dk)

 

Arkitektur – ”Vi ønsker at give børn deres liv tilbage”

REPORTAGE
JORDAN

Arkitektur befinder sig for 95 procents vedkommende i den rige verden, men det vil organisationen Emergency Architecture & Human Rights ændre. Arkitektur kan skabe modstandskraft og stimulere udvikling efter krige og kriser. I en støvet ørkenby i Østjordan styrker en ny skole i sand syriske flygtningebørns tro på fremtiden.

AF DENIZ SERINCI
FOTO: DENIZ SERINCI OG MARTINA BO RUBINO

DEN danske arkitekt-organisation Emergency Architecture & Human Rights (EAHR) har bygget en skole for syriske flygtningebørn i Jordan. tanken bag skolen er, at skolens særlige arkitektur er med til at stimulere børnenes udvikling til trods for deres situation.

Zarqa, Jordan – De ti teenagere giver sig hen i dansen, piger og drenge side om side, hånd i hånd og skulder ved skulder. Fodtrinnene og armbevægelserne kopieres videre i kæden, en efter en. Eleverne er i gang med dabke, den arabiske kædedans, i skolegården i den støvede ørkenby Zarqa i det østlige Jordan.

Foran dem er der en lille skolegård, hvor nogle drenge og piger er i gang med at gynge eller sidder på hvide havestole iført deres shemaghen-tørklæder med røde mønstre og gør klar til at stimle sammen i en lang kø op til den kvindelige skoleleder, Nofa Faiq.

Eleverne er alle flygtninge på flugt fra den syriske borgerkrig og har sidste skoledag inden ferien. Nofa Faiq fisker pakker op fra orange poser for at give hver elev en gave. Inde i klasselokalet skriver den 11-årige pige Rahab Homsi sit højeste ønske, ”Jeg ønsker at blive tandlæge”, på tavlen på engelsk.

Især rige møder arkitektur

Bag skolen står arkitekter fra den danske organisation Emergency Architecture & Human Rights (EAHR), der opstod i oktober 2015 i København, hvor den også har kontor.

Jorge Lobos, en af stifterne, forklarer, at et mindretal af verdens mennesker møder arkitektur: ”Arkitekturen befinder sig for 95 procents vedkommende i den rige verden. Den kommer derfor især det rige samfund til gode. En stor del af verdens befolkning, især den sårbare del, har dermed ingen kontakt til professionel arkitektur. Vi vil udbrede arkitekturen til de grupper,” siger han.

Ifølge holdet bag EAHR må ”arkitekturområdet ikke glemme de mest sårbare mennesker i verden og den betydelige effekt, som arkitektur kan have på at skabe modstandskraft og stimulere udvikling før og efter nødsituationer.”

I Jordan kan arkitektur give de syriske flygtningebørn noget særligt, mener Jorge Lobos.

“Arkitekturen tilfører de sårbare grupper værdighed, fordi de her får en skole, hvor de kan føle, at stedet stimulerer deres kreativitet.”

I september 2017 færdiggjorde EAHR den første skole i Zaatari-landsbyen i Nordjordan i samarbejde med en lokal organisation. Omkring nytår afsluttede EAHR skolebyggeriet i Azraq.

Arkitekturområdet må ikke glemme de mest sårbare mennesker i verden og den betydelige effekt, som arkitektur kan have på at skabe modstandskraft og stimulere udvikling før og efter nødsituationer.

Emergency Architecture & Human Rights

Børn arbejdede frem for at studere

Idéen med at bygge skolerne fik EAHR efter et besøg i flygtningelejren i Zaatari i det nordlige Jordan, der har modtaget over 70.000 syriske flygtninge. Jordan har taget imod cirka 1,3 millioner syrere, hvoraf omkring 655.000 er registreret som flygtninge ved UNHCR, FN's flygtningeorganisation.

”Vores indledende research viste, at to ud af tre flygtningebørn droppede studierne på grund af manglen på skoler i nærheden, og fordi forældrene ikke havde råd til transport. De sendte derfor børnene i arbejde,” fortæller Michele Di Marco, der er arkitekt og står i spidsen for EAHR's internationale opgaver.

Researchen viste, at cirka 60 procent af midlerne til de syriske flygtninge gik til flygtninge i lejrene, selvom et flertal af dem bor uden for dem. Dermed kom hjælpen ikke flygtningebørnene til gode.

”Så vi indså, at vores primære fokus burde være uddannelsesmæssige faciliteter uden for lejrene,” siger Michele Di Marco.

EAHR arbejder med arkitektur i udsatte områder rundtomkring i verden. organisationen har bygget humanitære projekter i Mozambique, Chile, Italien, Libanon, Nepal, spanien og på Vestbredden.

Skoler af sand

EAHR begyndte derefter at introducere sit 100 Classrooms and Football fieldsprojekt, der blandt andet går ud på at bygge skoler i den jordanske ørken. Til formålet designede de skoler, der arkitektonisk skilte sig ud fra mængden. Det var skoler bygget af sand. Det er der en økonomisk fordel ved.

”Med sand er det meget billigere at bygge skoler,” pointerer Jorge Lobos, der kommer fra Chile, men bor i København.

”Det er en ældre teknik, der tillader os at bygge en skole for kun 5.000 euro (cirka 37.337 kr.).” Normalt vil det koste 24.000 euro (cirka 179.220 kr.) at bygge en skole, oplyser han.

Der er nu 150 elever på skolen i Azraq i alderen seks til 17 år. Skolen i Azraq består af seks klasseværelser, inklusive klasseværelser, herunder et bibliotek, et it-lokale, et køkken, et sted til at hvile sig og en fodboldbane. Det er lavet med såkaldte ”stabiliserede komprimerede jordsten”. Bygningerne er forbundet via en korridor, hvor væggene har forskellige mønstre.

EAHR finansieres via crowdfunding, støtte fra private fonde samt via kontrakter med store firmaer om projekter.

Ret til uddannelse

EAHR arbejder med arkitektur i udsatte områder rundtomkring i verden: “Vi arbejder for folk og med folk, som har brug for humanitær hjælp.

Disse mennesker har ofte ikke adgang til uddannelse og skolegang. Vi ønsker at støtte alle menneskers ret til uddannelse og til at kunne gå i skole,” siger Jorge Lobos.

Organisationen har bygget humanitære projekter i Mozambique, Chile, Italien, Libanon, Nepal, Spanien og på Vestbredden. EAHR finansieres via crowdfunding, støtte fra private fonde samt via kontrakter med store firmaer om projekter.

EMERGENCY ARCHITECTURE & HUMAN RIGHTS (EAHR)

Emergency Architecture & Human Rights (EAHR) blev officielt stiftet i oktober 2015 i København. Samme år så EAHR's søsterorganisation Arquitectura Emergencia y Derechos Humanos dagens lys i Chile.

Efter jordskælvet og tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004, der kostede hundredtusinder af mennesker livet, mente holdet bag EAHR, at arkitekturområdet havde glemt de mest sårbare mennesker i verden.

Organisationen beskriver sig selv som en nonprofitorganisation ”der bygger for dem, der står over for humanitære nødsituationer, kulturelle konflikter, ulighed og krænkelser af menneskerettigheder.”

Organisationen har bygget humanitære projekter i Mozambique, Chile, Italien, Libanon, Nepal, Spanien og på Vestbredden. Og holdt mere end 25 workshops om arkitektur på universiteter i Asien, Europa, Afrika og Latinamerika.

Tager fokus væk fra krig

Skolens gule sandfarve og runde form er noget, man får øje på, forklarer Nofa Faiq, leder af South Azraq Women Association, SAWA. Mens EAHR faciliterer bygningerne, så leder Nofa Faiq skolerne og står for det sociale arbejde.

”Skolen skiller sig ud med denne specielle arkitektur. Det får eleverne til at fokusere på det og ikke på krigen. De bliver gladere,” siger den midaldrende kvinde, der er iført sort hovedslør, og fortsætter: ”Og så er den lavet af sand. Det passer godt til en ørkenstat og geografien her. Kig ud! Der er sand overalt!”

Ifølge Michele Di Marco er et af formålene netop at få børnene til at fokusere på noget andet end krig.

”Hvis de kun sidder derhjemme og i flygtningelejre og ser syrisk tv, som ofte viser krigen og andre ting, som ikke er sundt for børn, skaber det en risiko for radikalisering,” siger arkitekten, der stammer fra Italien, men har boet i Danmark i fem år.

”Vi ønsker at give børn deres liv tilbage,” siger han og bakkes op af kollegaen Jorge Lobos:

”Krigen har varet i syv år. Det er mange år uden uddannelse. Så landet, der før var et de mest udviklede i regionen, risikerer at miste en generation. Uddannelse er en basal grundsten i et demokrati og en basal menneskerettighed. Dermed har vi forbundet arkitektur med menneskerettigheder.”

IDÉEN med at bygge skolerne fik EAHR efter et besøg i flygtningelejren i Zaatari i det nordlige Jordan, der har modtaget over 70.000 syriske flygtninge. Jordan har taget imod cirka 1,3 millioner syrere, hvoraf omkring 655.000 er registreret som flygtninge ved UNHCR, FN's flygtningeorganisation.

Bygget af flygtninge

En dreng, der har genvundet evnen til at skrive og læse efter at have mistet den delvist, er 14-årige Sami al-Hazza. Han flygtede med familien fra Homs i Syrien til Jordan i 2012.

”Jeg lærer så meget her. Før det havde jeg lidt glemt at læse og skrive.”

Organisationens skoler er bygget af flygtninge selv. EAHR's folk tog til Zaatari og Azraq og valgte en hurtig og billig teknik. Flygtningene havde ikke erfaring med at bygge, men de kendte til temperaturen og teknikken, og EAHR's folk trænede dem i at bygge.

Jorge Lobos fortæller, at 200 mennesker, det vil sige 30 familier, fik løn fra organisationen for at bygge. De er syriske flygtninge og lokale jordanere, ”fordi vi prøver at integrere flygtninge.”

På grund af krigen er der mange singlekvinder med børn. I starten sendte flere flygtningemødre deres børn i arbejde for at tjene penge. Derfor kom børnene ikke i skole.

”Så for at nedsætte pengebehovet gav vi honorar til flygtningeforældrene, så de kunne bygge disse klasserum,” siger Michele Di Marco.

Desuden byggede EAHR også et køkken på skolen i Zaatari. Den nye skole i Azraq skal også have et køkken, hvor 10-15 syriske og jordanske kvinder, der er hyret af lokale organisationer, skal lave mad til børnene. Det aktiverer mødrene, håber de danskbaserede arkitekter.

”Mødrene behøver ikke at blive hjemme og tage sig af børnene hele tiden, men kan komme ud,” siger Michele Di Marco. ”Det er vigtigt at skabe mulighed for, at kvinder kommer uden for hjemmet.”

SKOLELEDER Nofa Faiq deler gaver ud på sidste skoledag inden juleferie på skolen i Azraq. skolen er designet af danske EAHR.

At skabe en fremtid

EAHR har indtil videre bygget syv klasserum i Jordan. De skal bygge 100. Så virksomheden mangler 93. Til februar åbner den netop færdiggjorte skole i Azraq. En af dem, der vil undervise der, er Rina Bidou, en ung engelsklærerinde på EAHR's skole. Hun har tidligere undervist børnene i Zaatari. Hun er samtidig glad for, at nogle elever, der ved ankomsten og starten i skolen var så chokerede efter den syriske krig, at de ikke talte, nu er begyndt at tale.

Men der er stadig udfordringer. For nogle elever er fysisk eller psykisk skadet af krigen og har derfor indlæringsproblemer, fortæller hun.

”Atter andre har mistet noget af hørelsen eller synet,” siger Rina Bidou. ”Så vi mangler speciallærere,” tilføjer læreren, inden hun rejser sig op og går ud og følger elevernes dabke-dans med øjnene.

Rahab Homsi, den 11-årige, der har skrevet sit ønske for fremtiden på tavlen, udtrykker glæde over det danske projekt i Azraq:

”Jeg er meget glad for skolen, fordi den kan hjælpe mig med at skabe en fremtid,” siger hun og går så ud for at modtage sin gave.

En af dem, der kigger på børnene i den lange kø, er familiemoren Alia Khalaf. Hun stammer fra Homs i Syrien og flygtede hertil i 2013 sammen med fire børn, to piger og to drenge. Manden bor stadigvæk i Syrien. Hendes fire børn går på den danskdesignede skole.

”Jeg frygtede for mine børns psykiske tilstand, da vi ankom til Jordan,” siger hun. ”Nu, efter at de er startet på skolen, virker de gladere.”

 

Set fra oven – Tænk, skab, gør en forskel

FOTOSERIE
VERDENSMÅL

Den verdensberømte fotograf Yann Arthus-Bertrand lægger i en ny bog luftfotos til at anskueliggøre verdens-mål, så de griber, chokerer og engagerer.

TEKST: SUSANNE SAYERS
FOTOS: YANN ARTHUS-BERTRAND

ISBJERGE og adeliepingviner, Adelie Land, Antarktis (sydpolen) (66° 00' s - 141° 00' E). Illustration af FN’s Verdensmål 13: klimaindsats.
KILLICK STENIO VINCENT, kvarter i Port-au-Prince, Haiti (18° 30' 39.25" N - 72° 17' 41.41" W). Illustration af FN's Verdensmål 1: Afskaf fattigdom.

2030 NOW

Bogen 2030 Now udforsker verdensmålene gennem fotos, kunst, interviews med aktivister fra hele verden og en række kendte, som kæmper for at gøre verdensmålene til virkelighed. Bogen udkommer primo marts og bliver også til en gratis skoleplakatudstilling, der sendes til alle skoler senere på året. Bag projektet står Life Exhibitions. www.2030NOW.com

En utopi er en vision, som ikke er gået i opfyldelse endnu.

På den måde er FN’s bæredygtighedsmål for 2030 en utopi. Men som tidligere vicegeneralsekretær for FN Jan Eliasson siger, er målene i virkeligheden en overlevelsespakke for menneskeheden – eller en gps til en bæredygtig fremtid, hvor vi er knap ni milliarder mennesker, som formår at leve sammen på fredelig vis uden at udpine de naturlige ressourcer.

Derimod er målene ikke utopiske på den måde, som mange opfatter utopier: som urealistiske drømmerier. Målene for 2030 kan opfyldes, mener den canadiske psykologiprofessor og forfatter Steven Pinker i bogen 2030 Now: “Optimisterne har fakta på deres side,” siger han. “Det er pessimisterne, som er ude af kontakt med virkeligheden.”

Der er håb, målene er ikke uopnåelige, og vi kan alle gøre en forskel. Bogen 2030 Now udforsker verdensmålene og udkommer medio marts.

Verden over kæmper mennesker for at gøre verden til et bedre sted, og de bliver ved, også når det indimellem går tilbage, eller sejrene udebliver. Nogle af dem er meget synlige, selv på den internationale scene. Andre kæmper i det små og er næsten ukendte for andre end deres lokalsamfund, hvor de til gengæld inspirerer og viser, at vi alle har en rolle at spille, hvis vi ønsker det.

2030 Now bæres ikke mindst af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrands fotografier af vores vidunderlige, vilde, smukke, grumme og ærefrygtindgydende verden. Fotografen håber, at billederne vil åbne vores øjne for, hvor meget vi har at kæmpe for. Og verden over engagerer kunstnere sig i verdensmålene og inspirerer os til at tænke nyt, til at tænke “hvad nu hvis …” Hvis vi kan forestille os noget, kan vi skabe det. Ikke altid nu og her. Men før eller siden.

Engang var gratis lægehjælp, løn under sygdom, pension og betalt ferie en utopi. I dag er det virkelighed i mange lande eller på vej til at blive det. Nogle turde tænke tanken, nogle turde kæmpe for den, nogle forvandlede den fra drømmekasteller til noget konkret og håndgribeligt.


REJEFARM, Phang Ngabugten, thailand (8° 23’N, 98° 34’E). Illustration af FN's Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

YANN ARTHUS-BERTRAND

er en fransk fotograf, aktivist og journalist, som er særligt kendt for sin bog Earth from Above (1999). Hans billeder fra bogen er udstillet i over 110 byer og besøgt af 120 millioner mennesker. I 2009 blev Arthus-Bertrand tildelt titlen som goodwillambassadør for FN's Miljøprogram.



CYKLISTER ved et 2030 NoW event på Israels Plads, københavn, Danmark (55° 40’ 58’’ N 12° 34’ 06’’ E). Illustration af FN’s Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund.

DEN BLÅ LAGUNE, Grindavik, Island (63° 54' N - 22° 25' W). Illustration af FN’s Verdensmål 3: sundhed og trivsel.

MBEUBEUSS LOSSEPLADS i Malika distriktet, Dakar, senegal (14° 48' N – 17° 19' W). Illustration af FN’s Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst.
Annonce: Udenrigsministeriets Oplysningspulje (www.um.dk/da/danida/oplysning/oplysningspuljen)

 

På nettet – Danske iværksættere hjælper verden online

TREND
STARTUP-SCENEN

Danske vækstvirksomheder er i fuld gang med at hjælpe de fire milliarder mennesker online, som i dag ikke har adgang til internettet. Dermed giver de flere mulighed for vækst, uddannelse og sundhed.

AF MARIANNE KRISTENSEN SCHACHT
FOTO: BO PEDERSEN OG LARS JUST

VED hjælp af Bluetowns teknologi har Paul Jackson startet sin egen virksomhed, hvor han oplader telefoner for fem kroner per opladning.

Danske Bluetown har netop indgået en aftale med Microsoft, der skal give 800.000 mennesker i det østlige Ghana i Afrika adgang til internettet via bredbånd. Kontrakten giver mulighed for at løfte de mange ghaneseres levestandard inden for alt fra sundhedsbehandling til uddannelse, finansielle tjenester og handel.

Aftalen med Microsoft er den seneste i Bluetowns 5-årige projekt, hvor det danske selskab har været på markedet med en prisbillig løsning, der kan connecte the unconnected, som selskabet selv beskriver missionen.

Målet er at nå 100 millioner brugere i løbet af fem år. Og med 46 pct. af jordens befolkning, der stadig ikke har adgang til internettet, er der forretning til mange år.

BLUETOWN

Bluetown er en dansk virksomhed etableret i 2006 af Brian Bisgaard. Selskabet har udviklet en mast, en basestation, som oplades via solceller, og som fungerer som wi-fi-hotspot. Virksomheden har 90 ansatte. Ifølge investordatabasen Crunchbase har Bluetown tidligere rejst kapital i 2015 og 2016. Investorerne tæller bl.a. erhvervsmanden Lars Kolind. Bluetown har fra starten været en international operatør med fokus på udviklingslande, især Afrika, Indien, Mellemøsten og Asien. Bluetown har just indgået en aftale med Microsoft, der skal give 800.000 mennesker i det østlige Ghana adgang til internettet via bredbånd. Bluetowns slogan er at connecte the unconnected.

BIFROST COMMUNICATIONS

Bifrost Communications er en dansk iværksættervirksomhed fra DTU, der har opfundet en prisbillig teknologi, som gør det muligt at bringe fiberkabler længere ud, uden at det bliver så dyrt, at det ikke kan betale sig for fibernetudbyderne. Samtidig erstatter teknologien dyre centraler, der kræver bemanding. Det gør det muligt at reducere klimabelastningen, der ellers vokser, i takt med at flere kommer på internettet. Selskabet er stiftet i 2015 af Bo Pedersen og Jesper Bevensee Jensen. Bifrost Communications har hidtil klaret sig med penge fra offentlige støtteordninger, business angels og har senest fået en investering fra Borean Innovation.

Fra ambassadører til lokale døråbnere

Bluetown har været global spiller fra dag ét i virksomhedens levetid med en særlig lup på udviklingslandene og især Afrika, Indien, Mellemøsten og Asien.

”Hvis ikke vi fra dag ét havde favnet globalt, så var vi ikke kommet i dialog med de store aktører. Men nu begynder det at tage fart,” fortæller Peter Ib, Bluetowns administrerende direktør.

I dag tæller Bluetown 90 ansatte, og især Indien er i kraftig vækst hos selskabet. Her har Bluetown netop afsluttet et stort projekt med at forsyne 800 landsbyer med internet-hotspots, og flere lignende projekter er i pipelinen.

Bluetown har brugt den danske udenrigstjeneste flittigt til at nå ud i de lande og regioner, hvor de i dag har store projekter. De enkelte landes ambassadører har været døråbnere for, at den danske vækstvirksomhed har kunnet ramme plet og byde ind på netop de politisk drevne infrastrukturprojekter, som de enkelte lande eller regioner fra politisk side har haft fokus på. Uanset om det har være sundhedsoplysning, telemedicin og lægehjælp, undervisning eller information om dyrkningsmetoder til lokale farmere, der har været målet.

I dag oplever Peter Ib, at Bluetown efterhånden er blevet et så veletableret brand, at selskabet nu selv kan skabe ny forretning uden at have behov for en minister eller en ambassadør som døråbner. Og brandet bliver da også båret ud af de samarbejder, som Bluetown indgår med store selskaber som Microsoft.

”Vi bruger hele tiden vores netværk til at sikre en stor portefølje af projekter, og her har vi nu stor gavn af de regionale afdelinger, vi har sat op, hvor lokale medarbejdere holder gang i tingene,” siger Peter Ib.

46 procent af jordens befolkning har stadig ikke adgang til internettet. Hos danske Bluetown har virksomheden et mål om, at 100 millioner brugere skal hjælpes online med virksomhedens teknologi i løbet af af fem år.

Forretning i bureaukratiland

Næste skridt er yderligere vækst. Bluetown ligger i konkrete forhandlinger med investorer, der sikrer, at Bluetown kan finansiere de næste skridt ud i verden, bekræfter Peter Ib uden at ville sætte navne på investorerne.

”Nu skal der kapital til. Vi har vist, at vi har produkter i et prisniveau, som vi kan levere til kunder, der efterspørger det, og at vi kan gøre det i samarbejde med stærke partnere som Microsoft. Nu skal virksomheden kapitaliseres, så vi kan komme i gang på flere markeder med projekter, der ligner dem, vi har nu. Vi skal kopiere og skalere. Med ny kapital kan vi geare organisationen til kraftig vækst,” siger Peter Ib.

Det hastige tempo i en agil dansk vækstvirksomhed er dog ikke altid kompatibelt med den virkelighed, Bluetown møder i de markeder, der udgør selskabets vigtigste. Alt tager meget lang tid, kræver kontant tilpasning til lokale markeder og en ukuelig optimisme, lyder Peter Ibs erfaring fra Bluetowns vækstrejse. Og det har trukket udsigten til pæne tal i regnskabet ud.

”Jeg er blevet meget overrasket over, hvor lang tid tingene kan tage, og det er inklusive det at rejse penge. Der er meget bureaukrati og træge processer i de markeder, vi er i, som virkelig kræver de rigtige kontakter at komme omkring, og hvor vi er nødt til at bruge en top-down-tilgang for at få fodfæste, frem for at vi kommer ind nedefra med løsningerne og fuld fart. Det kræver virkelig, at vi bruger vores netværk rigtigt,” fortæller Peter Ib.

Det her kan klart komme udviklingslande til gode.

Bo Pedersen, administrerende direktør/Bifrost Communications

Billigt fibernet fra DTU

På DTU i Kgs. Lyngby sidder teamet bag en anden dansk tech-virksomhed, der kan gøre det lettere og billigere for flere at komme på internettet. Bifrost Communications har udviklet en teknologi, der gør det muligt for fibernetoperatører at nå længere ud og samtidig mindske klimabelastningen, ved at flere bruger internettets muligheder.

Modsat Bluetown, der har mere end ti år på bagen, så er Bifrost Communi cations stadig i sin spæde vorden med kun halvandet år som reel virksomhed.

Det var daværende lektor på DTU Fotonik Jesper Bevensee Jensen, der fik idéen til at forny en ellers kendt teknologi med billige komponenter. I dag tæller ejerkredsen 12 personer. Bo Pedersen er administrerende direktør i selskabet, som er det sjette startup, hvor han er med til at modne ny teknologi og få det ud i verden.

DANSKE Bluetown blev stiftet i 2016. selskabet har udviklet en mast, som oplades via solceller, og som fungerer som wi-fi-hotspot.

Dansk tech til resten af verden

De danske iværksætteres teknologi er så banebrydende, at Bifrost Communications trods sin unge alder allerede er en eftertragtet partner af verdens største operatører. Lige nu overvejer amerikanske Verizon at anvende den danske teknologi som en del af den nye standard i USA. Og Verizon er nu gået til sine underleverandører som Calix med et krav om, at de skal samarbejde med danske Bifrost Communications om at få teknologien på markedet.

”Det giver en pull-effekt gennem hele fødekæden ned til os,” siger Bo Pedersen.

Endnu har Bifrost Communications’ teknologi ikke haft den store impact for verdens fattigste. Men potentialet er der. For med den danske teknologi bliver det muligt at få flere på internettet via fiberforbindelser, som bliver billigere og samtidig sparer energi.

”Det her kan klart komme udviklingslande til gode. Fiberadgang er den billigste måde, så det skal nok komme,” siger Bo Pedersen.

Den danske startup har hidtil klaret sig med penge fra de ejere, der i dag har en aktiv andel i selskabets vækst – business angels, som ejer 85 pct. af selskabet. Derudover har Bifrost Communications fået penge fra Innovationsfonden InnoBooster, Markedsmodningsfonden, det europæiske innovationsprogram Climate-KIC og senest fra Borean Innovation. Startuppen vandt Danish Tech Challenge i 2016.

”Lige nu taler vi med nogle store selskaber, strategiske investorer, som kan hjælpe os med mere end penge,” fortæller Bo Pedersen, ”så vi kan udvikle forretningen videre.”

 

Digitalt – landsbyen, der kom på nettet

FOTOSERIE
TANZANIA

Mange spår, at internettet vil give Afrika det løft, kontinentet har brug for. I dag er der over 300 millioner smartphones i verdensdelen, men kun en tredjedel af afrikanerne er på nettet. Til gengæld leapfrogger de – springer over stadier i den teknologiske udvikling. Tag med landsbyen Sagara B ind i den digitale tidsalder.

FOTOS: LARS JUST

MARIA WILLAM tjekker morgennyheder sammen med sine børn, kyler og Jamila. Maria bruger først og fremmest internettet til at chatte med venner og er online to-tre timer om dagen.
JOSEPH sudai er skrædder, og nettet har ændret den måde, han driver sin forretning på. I dag modtager han bestillinger på tøj via WhatsApp. Han bestiller klæde via nettet og får det leveret i stedet for at tage den lange rejse til nærmeste større by. Al betaling foregår over telefonen via den mobile betalingsservice M-Pesa.
BLUETOWNS telemaster kører på solenergi og leverer wifi i en radius på godt 500 meter. teknologien gør, at indbyggerne i den lille by sagara B kunne komme på nettet for to år siden. Mange spår, at internettet vil give Afrika det løft, verdensdelen har brug for.

LARS JUST

Freelance fotojournalist med base i København. Uddannet fra Politiken og arbejder dagligt med reportagefotografi for magasiner og virksomheder. Har arbejdet i store dele af Østafrika, hvor han har været udsendt for bl.a. Røde Kors, SOS Børnebyerne og Landsindsamlingen. Elsker Etiopien for landets reggae-kultur og Somaliland for gæstfriheden. Lars’ inspiration som fotograf stammer fra en barndom i Grønland, hvor han læste tegneserier i de lange vintermåneder, og fra en stærk passion for den gode historie.

trods af Sagara B’s fjerne beliggenhed har internettet sat landsbyen i kontakt med omverdenen og gjort indbyggerne i stand til at kommunikere med slægtninge, se nyheder og handle.
”JEG tror, internettet giver de unge helt ny inspiration til, hvad de kan blive, ud over det, de ser her i landsbyen. Før havde de kun få ambitioner, men nu ser de en verden af muligheder, og det er efter min mening den vigtigste grund til at have internet.” Iman Matonya er lærer og bruger sin iPad i undervisningen hver dag.
TELEMASTEN og solpanelerne bliver vasket. Ud over ni master i tanzania har Bluetown startet projekter i Indien, Rwanda, Ghana og Irak. Masterne er forbundet via eksisterende infrastruktur som fiber eller via satellit, balloner eller droner.

Sagara B, Tanzania – Bevægelsen er lige så enkel, som den er international.

En mand hæver mobilen og fanger nettet. Lidt længere nede ad bjerget bryder en telemast de brune trætoppe og rejser sig mod himlen på den ellers så øde slette i Afrikas indre.

Det er to år siden, at landsbyen Sagara B kom på nettet. Midt i den lille by har det danske firma Bluetown rejst telemasten, som kører på solenergi og leverer wi-fi i en radius på godt 500 meter.

Mange spår, at internettet vil give Afrika det løft, verdensdelen har brug for. I dag er der over 300 millioner smartphones på kontinentet, men kun en tredjedel af afrikanerne er på nettet.

 

Update: Partnerskaber

FOTOS: SHUTTERSTOCK OG BYLINE

Digitalt værktøj styrker menneskerettigheder i Zambia

Et digitalt værktøj, Social Impact Kit, kan hjælpe virksomheder med at finde bæredygtige løsninger på problemer som manglende adgang til rent drikkevand, medicin og lægehjælp.

Værktøjet er udviklet af Institut for Menneskerettigheder i samarbejde med den zambisk-baserede investeringsvirksomhed Kukula Capital. En række zambiske virksomheder har også deltaget i udviklingen.

”Virksomheder, som bruger værktøjet, kan forbedre forholdene for ansatte og deres familier, baseret på menneskeretlige standarder for adgangen til vand, mad, bolig, uddannelse og sundhed,” siger Mads Holst Jensen, specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, i en pressemeddelelse.

Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, har investeret i Kukula Capital og deltaget i en styregruppe, som har fulgt udviklingen af værktøjet tæt. Se værktøjet på www. socialimpactkit.com.

/MM

 

Til kamp mod plastik i havene

Et dansk partnerskab – Ocean Plastic Forum – vil bortskaffe plast, som er endt i havet.

AF MADS MARIEGAARD

Omtrent otte millioner ton plastik ender hvert år i havet ifølge FN’s miljøprogram (UNEP). Det svarer til, at en skraldevogn med plastik tømmes i havet hvert minut.

En række danske virksomheder og organisationer vil bruge deres teknologi og fælles viden til at bidrage til løsninger. Det skal ske i partnerskabet Ocean Plastic Forum, som pr. januar 2019 omfatter 32 partnere – heriblandt Maskinmestrenes Forening, Danske Rederier, brancheforeningen Plastindustrien, miljøorganisationen Plastic Change, affalds- og ressourcesektorforeningen DAKOFA, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet og Udenrigsministeriet.

Ocean Plastic Forum blev oprettet i foråret 2018 på initiativ af Maskinmestrenes Forening. Partnerskabet blev officielt indviet med en kickoff-konference hos Danske Rederier i København i december 2018. Udviklingsminister Ulla Tørnæs bakker initiativet op.

“Plast i havene er et stigende problem for miljø og mennesker. Eksempelvis viste en undersøgelse i Indonesien synlig plast i 25 procent af fiskene på et stort fødevaremarked. Den udvikling skal vendes. Danske virksomheder er langt fremme med teknologi, der kan

bidrage til at løse den miljømæssige udfordring. Det er glædeligt – og det er ekstra glædeligt, at de danske løsninger samtidig har et væsentligt eksportpotentiale,” sagde hun i en pressemeddelelse fra Ocean Plastic Forum inden konferencen.

Thomas Drustrup, administrerende direktør i Plastindustrien, sagde i pressemeddelelsen: “Plast er et værdifuldt materiale, og det har intet at gøre i naturen. Vores virksomheder kan byde ind med konkret viden om, hvordan og hvorledes man kan genanvende indsamlet plast fra havet. Det er ikke en nem proces, men danske pilotprojekter viser, at det er muligt, og den viden skal vi nu have spredt på globalt niveau.”

Partnerskabet har fokus på at fjerne plastik inden for den såkaldte 12-sømilegrænse – dvs. strande, kyster, floder og udstrømning fra floder, vandløb og lignende.

“Vi vil gerne i dialog med regeringerne i de pågældende lande og hjælpe med at få iværksat et affaldssystem, således at vi undgår tilstrømningen af plastik,” sagde Niels Larsen, formand for Ocean Plastic Forum og bestyrelsesmedlem i Maskinmestrenes Forening, på konferencen ifølge en pressemeddelelse.

 

Grundloven på spil

Kammeradvokaten, statens primære advokat, står bag Demokratispillet – et digitalt og interaktivt spil, som er lavet i samarbejde med gymnasielærere. Formålet er at træne gymnasieelever i at debattere demokratiet og Grundloven.

Spillet foregår i et fiktivt, men virkelighedsnært univers, hvor eleverne introduceres for viden, som de skal bruge til at debattere aktuelle dilemmaer i samfundet.

”På politisk niveau og i medierne er der mange, der italesætter det, der splitter os, men faktisk er der mere, der binder os sammen. Grundloven er et godt eksempel. Hver gang vi diskuterer noget, som kan føres tilbage til Grundloven – f.eks. ytringsfrihed eller overvågning – er vi enige om, at det er vigtigt. Det er det, Demokratispillet viser os,” siger Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, til 360°.

Kammeradvokaten lancerede Demokratispillet i april 2018 og er i gang med at udbrede spillet til gymnasier. Det sker i samarbejde med Gyldendal og Undervisningsministeriet.

Der er overvejelser om en engelsksproget udgave, som kan bruges i udlandet – f.eks. i udviklingslande.

/MM

 

Ugandisk-dansk partnerskab om digital læring

Aalborg Universitet (AAU) og Gulu University i Uganda har i en årrække samarbejdet om at undersøge, hvordan digital læring kan styrke undervisningssektoren i Uganda. I 2018 har de to universiteter etableret kontakt til CanopyLAB, en ung dansk it-virksomhed, som står bag en åben digital læringsplatform, hvor brugere kan tage gratis kurser.

”Vi ser stort potentiale i at bruge CanopyLABs platform til at styrke adgangen til undervisning i Uganda, både i og uden for den formelle undervisningssektor,” siger Geoffrey Tabo, lektor på Gulu University og ph.d.-studerende ved AAU, til 360°.

De tre parter planlægger at iværksætte et fælles projekt i Uganda, hvor studerende på Gulu University skal bruge CanopyLABs platform til at udvikle små undervisningsforløb til brugergrupper uden for universitetet – f.eks. kvindelige iværksættere, små virksomheder og unge førere af knallerttaxaer.

”CanopyLABs platform er bygget på principper, som folk allerede kender fra sociale medier. Derfor er den velegnet til at skabe læring uden for den formelle undervisningssektor,” siger Lone Dirckinck-Holmfeld, professor i kommunikation, it og læringsdesign på AAU, til 360°.

Samarbejdet mellem AAU og Gulu University er oprindeligt etableret i regi af det Danida-støttede partnerskab Building Stronger Universities.

/MM

 

Kaffe er mere end bønner

Miljøorganisationen Verdens Skove vil skabe kommerciel værdi af flere dele af kaffeplanten – i tillæg til blot bønnen. Det skal ske i et projekt i Etiopien, som begynder i 2019.

”Både kaffemel og kaffeblade ser ud til at kunne blive til ny superfood med fantastiske egenskaber, og muligheden for at udnytte flere dele af kaffeplanten giver både kaffebønderne højere indtægter samlet set og også en bedre fordeling af indtægter og det tilhørende arbejde hen over året,” siger Mette Vinqvist, rådgiver hos Verdens Skove, i en pressemeddelelse.

Projektet er et samarbejde med den tyske naturfredningsforening NABU, den tyske te- og kaffeimportør Lebensbaum og den danske startup-virksomhed AM Breweries.

Budgettet er omkring 10,4 millioner kroner – heraf cirka tre fjerdedele fra Danida.

Resten betales af partnerne i projektet.

/MM

 

Fra diktatur til demokrati – Tunesiske kvinder tvinger sig vej ind i politik

FEATURE
TUNESIEN

Tunesien er på kort tid gået fra at være et diktatur til et demokrati og er et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. Der er flere kvinder i politik i Tunesien end i Danmark. Men der er stadig meget at kæmpe for.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN
FOTO: RASMUS BØGESKOV LARSEN

OTTE år efter revolutionen bliver der stadig demonstreret i gaderne i Tunesien. Her er det i forbindelse med en generalstrejke, som landets stærke fagforening holdt for offentlige ansatte.

Erijes far var uforsonlig den aften. Det kunne ikke komme på tale, at hans 19-årige datter skulle gå ud om aftenen for at deltage i et partimøde.

Landmanden var i forvejen imod, at Erije overhovedet blandede sig i politik. For ham har politik altid været forbundet med løgn og korruption. Det er ikke noget for en teenager. Og da slet ikke for en pige, som han, uanset hvad, ikke ønskede skulle gå ud i de mørke gader om aftenen.

Men Erije Gabtni havde for længst truffet sit valg og sagt ja til at blive opstillet til kommunalvalget på en valgliste for uafhængige unge. Hun måtte ud.

Erije sagde, hun gik i seng. Hun låste døren til sit værelse og slukkede lyset, hvorefter hun med søsterens hjælp kravlede ud ad vinduet. Udenfor krøb hun under køkkenvinduet og løb ud i de næsten mennesketomme gader i hjembyen Menzil Jamil, en provinsby på størrelse med Næstved.

Da Erije nåede frem og satte sig ved bordet med de andre unge, bankede hendes hjerte lige så hårdt, som hendes far ville have banket på den låste dør, hvis han mistænkte, at hun var løbet bort.

Men faren fandt aldrig ud af noget. Han opdagede hende heller ikke, da han en anden aften sad på sin lokale cafe, og hun gik forbi på gaden iført slør og lang kjortel – hvilket hun aldrig normalt ville bære – på vej til et andet politisk møde.

Nogle måneder senere var Erije Gabtni blevet valgt som landets yngste byrådsmedlem efter Tunesiens første demokratiske kommunalvalg nogensinde.

”Da jeg viste min far et klip fra nyhederne, der fortalte, at jeg var den yngste kommunalpolitiker i landet, kunne han ikke holde sit smil tilbage. Men det forsvandt hurtigt igen. Han vil have, at jeg skal have succes i alt andet end politik,” fortæller Erije i sin tantes lejlighed, som ligger skråt over for kommunen.

Også tanten stillede op ved kommunalvalget i 2018, men blev ikke valgt ind. Hun var en af dem, som gav Erije mod på at gå ind i politik. Men det vigtigste for Erije var, at hun havde valgloven på sin side.

”Det gav mig selvtillid, at jeg vidste, at mændene var tvunget til at acceptere mig. De havde ikke noget valg,” siger Erije.

Både mænd og kvinder er nybegyndere i demokratisk politik, fordi det politiske liv førhen var en ørken. Så mændene har lige så meget at lære som kvinderne. Alle er nødt til at lære politik gennem praksis.

Najla Abbes, bestyrelsesmedlem, foreningen for kvindelige vælgere, Tunesien

20-ÅRIGE Erije Gabtni er tunesiens yngste, folkevalgte politiker. Hun kæmper til daglig med både fordomme omkring unge og kvinders evne til at være politiske ledere.

Mænd har intet forspring

Det tunesiske kommunalvalg blev en milepæl for landets kvinder. 47 procent af medlemmerne i landets byråd består nu af kvinder, hvilket er markant flere end i eksempelvis Danmark, hvor andelen af kvinder i byrådene er 33 procent.

Det skyldes i høj grad et valgsystem, som er designet til at modvirke diskrimination af kvinder. Systemet er ikke bygget på kvoter, men resultatet er omtrent det samme. Frem for at fastsætte et forudbestemt antal sæder til kvinder tvinger det tunesiske valgsystem partierne til at opstille kvinder og mænd helt ligeligt på deres valglister.

Ved parlamentsvalget i 2014 var det et krav, at der skulle være skiftevis mænd og kvinder på listerne. Da de fleste partier placerede mænd øverst på deres lister, blev resultatet dog, at majoriteten i parlamentet stadig blev mænd. De 33 procent kvinder, der blev valgt ind, var dog stadig flere end i eksempelvis Tyskland og USA og kun lidt færre end i Danmark.

Til kommunalvalget blev systemet gjort en tand strammere. Nu skulle alle partier og lokallister også skiftevis placere mænd og kvinder øverst på deres lister. Dermed var der på forhånd sikret næsten komplet paritet mellem kønnene.

Sådan et system er helt retfærdigt, mener en af dem, som har arbejdet hårdest på at få det realiseret.

”I Tunesien har mændene intet forspring,” siger Najla Abbes, bestyrelsesmedlem i foreningen for kvindelige vælgere, der udførte et stort lobbyarbejde for at få loven gennemført og er blevet støttet i dets arbejde af Kvinfo under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

”Både mænd og kvinder er nybegyndere i demokratisk politik, fordi det politiske liv førhen var en ørken. Så mændene har lige så meget at lære som kvinderne,” siger Najla Abbes.

NYTÆNKNING AF ISLAMISKE DOGMER:

Tunesien har taget et par islamiske dogmer ved hornene. Kvinder har fået ret til at gifte sig med en mand, der tilhører en anden trosretning, og præsidenten har åbnet diskussionen om en ny arveretslov, der gør det muligt for døtre at arve lige så meget som sønner – selvom det strider lodret mod den klassiske forståelse i islamisk ret.

Foregangsland i 60 år

Det demokratiske Tunesien har flere gange vist sig at være et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling.

I 2017 vedtog parlamentet en banebrydende lov for såvel fysisk som psykologisk og økonomisk vold mod kvinder. Loven sikrer på papiret kvinder ret til ligeløn, kriminaliserer sexchikane og fjerner blandt andet muligheden for, at en voldtægtsforbryder kan undslippe straf ved at gifte sig med sit offer.

Tunesien har også taget et par islamiske dogmer ved hornene. Kvinder kan i dag gifte sig med en mand fra en anden trosretning, og præsidenten har åbnet diskussionen om en ny arveretslov, der gør det muligt for døtre at arve lige så meget som sønner – selvom det er i strid med den klassiske forståelse i islamisk ret.

Selv det hedengangne diktatoriske Tunesien var også på mange punkter anderledes end dets arabiske naboer. Landsfaderen Habib Bourguiba var en benhård sekularist af den franske skole, som promoverede kvinders aktive deltagelse i samfundet. Allerede da republikken opnåede sin selvstændighed i 1956, blev polygami og tvangsægteskaber forbudt, og kvinder fik ret til skilsmisse.

I 1965 fik tunesiske kvinder også ret til abort, otte år før amerikanske kvinder og ti år før franske kvinder. Abort er stadig i dag forbudt i de fleste arabiske lande.

Til trods for at de tunesiske kvinder altså længe har nydt flere rettigheder end deres søstre i andre lande, så er politisk magt stadig stærkt forbundet med mænd.

”Sådan er traditionen. Og for de fleste er traditioner noget positivt. Derfor er vi nødt til at tvinge ligestillingen igennem. Love er det eneste, som kan bryde med traditionerne,” siger Erije Gabtni.

”Når først folk vænner sig til at se kvinder i politik, vil de langsomt acceptere det. Det vil blive til en ny tradition. Ligesom det er blevet en tradition, at kvinder tager lange uddannelser og går klædt, som de vil. Sådan var det ikke førhen,” siger hun.

DET demokratiske tunesien har flere gange vist sig at være et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. I 2017 vedtog parlamentet en banebrydende lov, der på papiret bl.a. sikrer kvinder ret til ligeløn og kriminaliserer sexchikane.

TUNESIEN EFTER REVOLUTIONEN

  • Tunestien er det eneste land, som efter Det Arabiske Forår i 2011 har udviklet et demokrati.
     
  • Landet fik i 2014 en ny og ifølge observatører ganske progressiv forfatning, og siden 2015 har Tunesien været kategoriseret som et frit land af Freedom House.
     
  • Mens der er gjort mange fremskridt, når det gælder landets love, så er korruption og den økonomiske ulighed uforandret. Derfor er der fortsat mange protester og uroligheder i landet.
     
  • Tunesien skal holde nyt parlamentsog præsidentvalg i november 2019.

Respekt kan ikke fremtvinges

Men virker tvang altid efter hensigten? Eller har den bivirkninger?

Erfaringen fra Tunesien er indtil videre, at et stort antal kvindelige politikere ikke får normerne til at ændre sig med det samme. Når der skal udpeges ministre, guvernører og borgmestre, falder valget stadig i overvejende grad på mænd. I den nuværende regering er der faktisk kun en enkelt kvindelig minister, mens hver femte borgmester er en kvinde.

De kvinder, der vælges ind, kan heller ikke være sikre på at nyde den samme anseelse som deres mandlige kolleger. Det har Erije fået at mærke – og måske endda med dobbelt kraft, fordi hun både er ung og kvinde.

”Jeg bliver ofte ignoreret af de andre i byrådet og har svært ved at få taletid. Og selv når jeg får ordet, er det ikke sikkert, de lytter. De sidder bare og ser ned i deres telefoner,” fortæller hun.

Endelig er der også partier, som feministiske aktivister mistænker for at opstille inkompetente kvindelige kandidater, som ikke er særlig aktive, når først de er valgt ind. De deltager ikke i partiernes møder, men følger bare partilinjen, når der skal stemmes.

Alt dette er dog for Najla Abbes bare et bevis på, at det er nødvendigt med tvang. Ikke, at den ikke virker.

”Mentaliteten kan ikke følge med de forandringer, der sker i samfundet. Den ændrer sig ikke i det samme tempo. Selv mine egne brødre gør nogle gange grin med mig. Men vi kan ikke vente på, at folk ændrer deres mentalitet af sig selv. Vi er nødt til at få gjort dem vant til at se kvinder i magtpositioner,” siger hun.

Modstanden har heller ikke slået Erije Gabtni ud. Hun vidste godt, det ville være sådan. Det er ikke muligt at tvinge samfundet til at have tillid til en ung kvindelig politiker. Det er kun muligt at tvinge samfundet til at give hende en chance for at bevise sig selv og vinde deres tillid.

”Den eneste måde, jeg kan ændre på tingene, er ved at arbejde meget hårdere end alle andre. Det virker fak tisk. Når jeg fremlægger en sag i byrådet, som jeg har arbejdet længe på, så begynder de andre at lytte imod deres vilje,” siger hun.

DET tunesiske civilsamfund har spillet en afgørende rolle siden revolutionen, og særligt landets kvinder er meget aktive.

Kvinderne har mere at vinde

At Tunesien har fået et valgsystem, der lægger så stor vægt på ligestilling, er i høj grad civilsamfundets skyld. Revolutionen åbnede det offentlige rum op, og det er blevet fyldt ud af hundreder af nye organisationer og bevægelser, som er dygtige til at sætte dagsordenen.

I civilsamfundet er der ikke behov for kvoter eller valglove. Her er kvinderne i overtal. Der er ikke lavet statistik over kønsfordelingen i det civile arbejde, men der er ikke nogen i forenings-Tunesien, som betvivler, at kvinderne er mest aktive.

En lørdag i Manouba, en forstad til Tunis, holder en ungdomsorganisation træning for dens ”ambassadører”. Emnet er denne gang bæredygtig udvikling, og målsætningen er, at ambassadørerne – som er elever i folkeskoler, gymnasier og universiteter – skal tage deres viden med sig og lave egne aktiviteter på skolerne. Eleverne får blandt andet til opgave at opføre små skuespil, der indfanger hvert af FN’s 17 verdensmål.

Både blandt instruktører og elever er den klare majoritet piger.

”Der er ikke så mange drenge, der er villige til at engagere sig frivilligt,” fortæller en af organisationens medlemmer, Chedia Chafter.

”Revolutionen gav en åbning for alle, men det er kvinderne, som har udnyttet den mest. Vores rettigheder er ikke sikret på forhånd, så vi er nødt til at være til stede overalt i samfundet og sætte vores aftryk. Drengene har ikke lige så meget at vinde, så de sidder mere derhjemme,” siger den 22-årige biologistuderende.

Pigerne understreger dog, at der normalt er flere drenge, og at organisationen arbejder ud fra en målsætning om at være lige mange af begge køn. Men det er lørdag, og der er fodboldkamp, undskylder de – dog uden at kunne lade være med at grine.

”Det er vel naturligt, at vi er i flertal, når vi også er i flertal på universiteterne og eksempelvis i medieverdenen. Min oplevelse er, at vi kvinder knokler langt hårdere, fordi vi ikke får lige så meget foræret af samfundet,” siger Jihan Rahan, som er journaliststuderende.

”Det er kun i politik, at det stadig er mændene, som dominerer,” siger hun. ”Men det vil ændre sig med vores generation. Det er jeg sikker på.”

 

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Narko og nyttesløse traditioner blandt oprindelige colombianere

Action og drømmende scener smelter sammen i colombiansk film og narkohandel og oprindelig kultur kommer under pres.

Hvis du elskede Netflix’ serie Narcos, så … ja, så kan du måske også lide Trækfugle. For nok går karakterer, tematik og plot igen: Plottet udfolder sig omkring narkosmugling i Colombia og undersøger forholdet mellem familie, tradition, ære på den ene side og magt, penge og skånselsløs vold på den anden. Men så er der ikke mange andre ligheder.

Trækfugle foregår hos wayuu-folket og veksler mellem rendyrket action i den plotdrivende handling med smugling, blodige fejder, benhårde forhandlinger og kilovis af stramt pakkede dollarsedler – og langsomme, mytiske og drømmeagtige og uendeligt smukt fotograferede passager, hvor fugle og insekter sender varsler, og de døde blander sig i de levendes verden og beslutninger. Samtidig veksler hovedpersonerne mellem at udvikle deres marihuana-imperium og at dyrke klanens og folkets traditioner og håndværk med hestevæddeløb, væve- og hæklekunst, omhyggelige begravelsesritualer, drømmetydning og en holden på formerne i forhandlinger klanerne imellem.

Trækfugle lægger ud i 1968, da Rapayet begynder at sælge marihuana for at tjene penge til at betale brudeprisen for den smukke, mystiske Zaida, der er datter af Úrsula, som tyder drømme (altid foruroligende), vogter over klanens talisman og tager ødelæggende beslutninger på baggrund af fortidens regler og normer.

De første kunder er unge amerikanere på mission for Fredskorpset. ”De siger, at de bekæmper kommunismen, men de leder kun efter marihuana,” siger Rapayets kumpan og udbryder et fuldtonet, ”Længe leve kapitalismen!” Mens de tørrede urter akkumulerer svulstige summer, og klanens hus vokser fra at være af sammenflikkede rafter over lerklining til et luksuriøst fort, råber afdøde, sange og traditioner højt og advarende. For selvfølgelig går det ikke. Den illegale handel kræver både kompromiser, liv og uacceptable afvigelser fra traditionernes forskrifter, og det er næppe nogen egentlig spoiler at skrive her, at alt ender i tragedie.

Filmens tone er alvorlig grænsende til det højtidelige, men der er også plads til underfundigheder. Som da Rapayet og hans mænd i begyndelsen af deres illegale karriere ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med det smuglerfly, de har taget som pant fra en amerikansk marihuana-baron – og beslutter sig for at grave det ned i sandet på landingsbanen. Og som ægteparret Rapayet og Zaida, der trods deres voksende rigdom lader den brede, smukt udskårne ægteseng stå urørt. De sover i en hængekøje

Instruktion står Christina Gallego og Ciro Guerra for. Sidstnævnte brød igennem til international applaus i 2015 for Slangens favntag, som også beskriver presset mod tradition og oprindelighed i Colombia. Med Trækfugle har han og kollegaen Gallego skabt en smuk, effektiv, kompliceret kritik af griskhed og kapitalisme, som samtidig sætter et sjældent set spørgsmålstegn ved, om bevarelse af en gammel og i dette tilfælde såkaldt oprindelig kultur er et ideal. Som Zaida spørger, da næsten alt er tabt og ødelagt. ”Hvad nytter det at være wayuu, hvis vi dør?”

Film: Trækfugle (2018). 2 timer og 5 minutter.
Instruktion: Christina Gallego og Ciro Guerra
Premiere: 21. februar i biografer landet over
Anmelder: Mai Rasmussen


 

Bobergiana

Det tager tid at rejse med Boberg. Måske for lang tid.

Et stykke inde i Bobergs bog må man spørge: Hvad er dette? Er det én lang notesbog fra forskellige rejser, fra læsning af andre rejseforfattere og så fra endnu en rejse og endnu én? Er det en roman? Men omslaget påstår, at man læser en rejseroman.

Jeg slår bogens titel op. Ordet findes ikke på dansk, men Oxford Dictionaries giver mening til hele projektet -/ afrI kɑ nə/: books, artefacts, and other collectors' items connected with Africa.

Altså: Africana er en samling, der handler om Afrika: indtryk, læsenoter, erindringer og "andet".

For Boberg selv bliver fremstillingen af bogen en opslidende proces – det er: ”the neverending Africana bog, jeg er nødt til at tage af sted, fordi sind og krop mærker, at meget mangler, at afrikaskrift kun kan opstå derude, hvor ordene er sten og græs, strå og blade.”

Derfor rejser Boberg og samler noter fra mange års rejser, især til Etiopien og Gambia – uden dog at formidle, hvorfor ”afrikaskriftet” kun kan ”opstå”, som han kræver det, netop der, i disse lande, og uden yderligere antydning af, hvorfor man som læser skal serveres netop de historier, der er endt i the neverending bog.

Mange er gode, og Boberg er en mester i at fremmane billeder hos læseren. Der er drengen med mobiltelefonen større end begge hans hænder tilsammen, der er støv og anmassende fattigdom, spedalskhed, og der er fortællingen om en fodtur i Etiopien med Madame, en kendt dansk forfatter, der vil møde folket i Afrika, men møde folket i kjole, og så lige netop i Etiopien, som Boberg oplyser er Afrikas andenmest homofobe land – og det kommer der en gevaldig historie ud af.

Forfatteren er en nysgerrig, uarrogant rejsende, der aldrig ser ned på de fattige og de anderledes. Dette bør fremhæves, for rejselitteratur fra besøg hos "de andre" har alt for ofte en tendens til netop nedværdigende omtale, enten i smålummer ironi eller med direkte racistisk arrogance.

Bogens styrke midt i alt det kakofonisk ufokuserede er Bobergs formidable evne til at notere. Hans malende noter kan være hele rejsen værd.

Der er dog langt mellem snapsene og måske for mange selvcentrerede regibemærkninger til, at Boberg for alvor fænger eller får givet et samlende billede.

Men bogens styrke midt i alt det kakofonisk ufokuserede er Bobergs formidable evne til at notere. Hans malende noter kan være hele rejsen værd. For eksempel fra den etiopermorgen i Tigray-provinsen, hvor han tumler ”ud af den runde stenhyttes mørke” og noterer:

“En koskinds-beklædt bænk. Strålende morgen. Birara, vores guide i Tigray, står monumentalt på plateauet indhyllet i sit store brunmønstrede uldne tæppe, som om han læner sig mod vinden. Vagten forsøger at vaske sig. Hvem ville ikke gerne vaske sig? Der er næsten ikke noget vand. En af køkkenarbejderne kommer med et lyserødt plastikvandfad og en lyserød kande. Han vil skylle mine hænder og mine fødder. Det er for helvede en privatsag, hvordan skal jeg forklare ham det? Det vil jeg gerne stå for selv bag et træ. Vande pikken.”

Bog: Africana
Forfatter: Thomas Boberg
Forlag: Gyldendal
Anmelder: Peter Tygesen


 

Magt – ”Mændene kan jo også se fordelene”

FEATURE
MOZAMBIQUE

På øen Ilha de Mozambique balancerer beboerne islam med den afrikanske kultur, som giver kvinderne magt gennem arv og ejendomsret. Det går uden besvær. Næsten.

AF MAI RASMUSSEN
FOTO: KIM WENDT

Ilha De Mozambique – Med en hånd løftet i en doven gestus og næsten umærkelige vip med skuldrene sætter den midaldrende Dona Fatima dansen i gang. På kanten af Det Indiske Ocean fylder hendes brede krop en grøn plastikstol ud i en smal baggård med rå betonvægge. Omkring hende mimer 11 kvinder og en enkelt pige de tilbageholdte bevægelser. En tromme slår rytmen an, kvinderne synger i kor, og hofter, arme og lår finder ind i en fælles bevægelse.

Kvinderne danser den såkaldte tufo-dans, der ifølge legenden stammer fra dengang, profeten Mohammed flygtede fra Mekka til Medina og dér blev budt velkommen med denne dans. Profeten syntes om den, nikkede anerkendende, og siden er tufo blevet danset i muslimske forsamlinger i utallige fortolkninger.

Sådan er det også her, på øen Ilha de Mozambique helt mod nord i landet i det sydligste Afrika. På denne dag er det ellers ofte religiøse indhold lagt bort, og med toner og bevægelser fortæller de dansende kvinder deres egen historie om at balancere deres egne ønsker og ambitioner med det tætte øsamfunds traditioner og muslimske kultur.

”Det særlige ved vores kultur på Ilha de Mozambique og for store dele af Swahili-kysten (strækningen på Afrikas østkyst fra Kenya i nord til Mozambique og til dels Sydafrika i syd, red.) er, at vi har absorberet islam og samtidig bevaret vores bantu-traditioner,” fortæller Sheik Hafiz Jamú.

DANSK STØTTE TIL KVINDERS RETTIGHEDER PÅ ILHA DE MOZAMBIQUE

Kulturforeningen Associação Cultural das Mulheres da Ilha de Moçambique, ACUMIM, har siden 2009 fået dansk støtte med det formål at styrke foreningens struktur, arbejde og kommercielle aktiviteter og at give medlemmerne økonomisk mulighed for at tage en uddannelse. Den traditionelle dansegruppe er ACUMIMs udgangspunkt.

”Jeg tror, vores dans betyder noget, i forhold til at folk accepterer, at vi har vores egen forening, og at vi tager en uddannelse og finder arbejde. Dansene er jo gamle, og når vi danser, viser vi, at vi gerne vil holde fast i alle vores traditioner,” siger Atija Ali, der er lærer, danser og medlem af ACUMIM.

”DET særlige ved vores kultur på Ilha de Mozambique er, at vi har absorberet islam og samtidig bevaret vores bantu-traditioner. Den er matrilineær og giver magten i samfundet og familien til kvinderne, fordi de ejer og arver frem for mændene,” siger sheik Hafiz Jamú. sheiken leder sit sunnibroderskab fra landets ældste moské.

Magten til kvinderne

”Vi er et bantu-folk, og vores oprindelige kultur er den bantu-kultur, som hører til her hos mahkuwa-folket. Den er matrilineær og giver magten i samfundet og familien til kvinderne, fordi de ejer og arver frem for mændene,” siger sheiken og fortsætter:

”Billedet blev lidt mindre klart, efter at arabiske forretningsfolk kom hertil for mange hundrede år siden. Jeg er ikke i tvivl om, at det har givet en masse problemer dengang, for med islam kom andre regler og normer – som for eksempel at magten ligger hos mændene.” Sheiken leder sit sunnibroderskab fra landets ældste moské, der har til huse i et ganske lille og helt grønt hus i den nordlige del af øen og med udsigt fra bagdøren til fiskeres kanoer og dhows, der besejler strædet mellem øen og fastlandet.

Spørgsmål om magt og magtfordeling i familie og samfund er ifølge en af Ilha de Mozambiques to muslimske ledere lige så gammelt som mødet mellem den afrikanske bantu-kultur og islam, der kom til stedet ad søvejen om bord på arabiske handelsskibe. Imamen forklarer sameksistensen, der dog også giver årsag til sammenstød, således:

”En af grundene er, at vi ikke har lavet om på traditionen med, at kvinder tilbringer mest tid sammen med børnene. Det er en stærk forbindelse og en stærk påvirkningsfaktor. Drengene bliver udsat for den traditionelle bantu-kultur side om side med den arabiske og muslimske tro og kultur, og på den måde lever begge kulturer videre” fortsætter han.

ILHA de Mozambique er knap tre kilometer lang og et par hundrede meter bred. Et lille samfund, hvis historie er vævet af afrikanere fra makhuwa-folket, portugisiske søfarende og arabiske forretningsfolk.

Myndighed over børnene

Ilha de Mozambique er knap tre kilometer lang og et par hundrede meter bred. Et lille samfund, hvis historie er vævet af afrikanere fra makhuwa-folket, portugisiske søfarende – Vasco da Gama gik i land her i 1498 – og arabiske forretningsfolk. Med sine kalkede og kølige bygninger fra kolonitiden har øen fået plads i UNESCOs kategori som verdenskulturarv, men den har også andet at byde på: et særegent miks af islam og matrilineær kultur.

Her dækker kvinderne håret, beder efter forskrifterne og sparer op til eller drømmer om at tage på pilgrimsfærd til Mekka. Men de har ejendomsret, og de arver efter deres mødre. I modsætning til mange af deres afrikanske og mellemøstlige søstre har de også myndighed over deres egne børn, og skulle deres mand forlade denne verden, går de ikke selv i arv til hans bror eller onkel.

Uddannelse på akademisk niveau

I baggården er der smil på læberne og lyn i øjnene, som de dansende kroppe vugger og vrikker. Kvinderne er klædt i hvide, stramme T-shirts og rød- og blåternede tørklæder og capulanaer, som er det matchende stykke stof, de har viklet om sig som nederdele. Capulanaerne er deres signatur.

Farverne viser, at de er med i Associação Cultural das Mulheres da Ilha de Moçambique (kvindernes kulturforening på Ilha de Mozambique, ACUMIM, red.), og de udfordrer balancen mellem kultur og religion med endnu et træk: Gennem kulturforeningen får nogle af medlemmerne og deres døtre uddannelse på håndværks- og akademisk niveau, hvilket er et særsyn her, hvor fiskeri og handel er de fremherskende beskæftigelser. Blandt de dansende er der således en HR-konsulent, en miljøtekniker, en lærer og en ingeniør.

”Der var ikke mange, som syntes, at det var en god idé, at vi kvinder skulle blive mere uafhængige. Hverken gennem vores eget fællesskab i foreningen eller i form af økonomisk uafhængighed i kraft af vores arbejde. Det er jo nye tanker og visioner for kvinder, som vi har sat gang i. I begyndelsen blev det set som en lidt langt ude idé, som noget skørt,” siger Tuquia Barkar Juma, der har siddet på formandsposten i ACUMIM i otte år og med hjælp fra foreningen har taget en universitetsuddannelse i kommunikation.

”Især i starten brugte vi rigtig meget tid på at forklare, hvilke positive effekter det har – som for eksempel at familien får en bedre økonomi. Det arbejde er bestemt ikke slut,” siger hun.

Netop de økonomiske fordele for husholdning og familie fungerer som en løftestang i forhold til at overbevise tvivlere og modstandere om, at ligestilling og kvinders aktive deltagen i samfunds- og arbejdsliv er en god idé, også i et muslimsk samfund.

Økonomiske fordele

Andre medlemmer er enige i, at netop de økonomiske fordele for husholdning og familie fungerer som en løftestang i forhold til at overbevise tvivlere og modstandere om, at ligestilling og kvinders aktive deltagen i samfunds- og arbejdsliv er en god idé, også i et muslimsk samfund.

”Det er en lang proces, og det har krævet og kræver stadig mange samtaler og meget forklaring. Nogle mænd og også nogle kvinder synes slet ikke, at det er let at have med at gøre. Det kræver en vis styrke at gå i gang med noget, som folk ikke er vant til. Det var heller ikke let i mit eget ægteskab. Først da min mand kunne se, at vi fik bedre forhold derhjemme, fordi jeg kunne mere og tjente penge til husholdningen, accepterede han det for alvor. Det var en hård tid, som krævede meget af mig,” siger Atia Adriano Faquira Taucale, der er uddannet planlægger og arbejder i provinsens miljøforvaltning.

”Det sjove er, at vi også møder misundelse. Der er virkelig blevet snakket og diskuteret rundtomkring. Det er ikke så voldsomt længere, for det er efterhånden blevet mere almindeligt. Man kan måske sige, at folk har vænnet sig til, at vi gør noget andet, end kvinder almindeligvis gør,” siger hun.

Sender børn i skole

Denne søndag foregår dansen på Ilha de Mozambiques sydlige spids. Her bor de fleste af kvinderne i det, som bliver kaldt ”Hullet”. Sten og jord er gravet op for flere hundrede år siden og brugt til at bygge de berømmede koloniale huse og paladser af. I ”Hullet” bor man tæt i huse af blik, beton og træ og fibre fra makutepalmer. Lidt længere oppe på øen ligger kulturforeningen ACUMIMs gulkalkede hus, som er en af øens sydligste bygninger fra kolonitiden. Indenfor snurrer foddrevne symaskiner, og kjoler og skjorter er på udstilling og til salg. I et naborum er der indrettet frisørsalon. På denne adresse foregår foreningens kommercielle aktiviteter, der bidrager til eller ligefrem sikrer økonomien hos de kvinder, som ikke har evnerne til at få en uddannelse, eller som foreningen ikke har råd til at sponsorere.

”Jeg vil sige det sådan, at vi støtter hinanden i at skabe os ganske normale liv. En del af os har først for nylig lært at læse og skrive. Det kan vi nu, og vi kan sende vores børn i skole i kraft af de penge, vi tjener her,” siger Agira Comica Saide, der ikke selv har nogen videregående uddannelse.

”Nogle mænd er taknemmelige for vores idéer og vores arbejde. Mændene kan jo se fordelene, også selvom de nok dybest set helst selv vil sidde på hele magten i familien,” siger hun til almindelig og begejstret latter blandt de andre kvinder.

MED sine kalkede og kølige bygninger fra kolonitiden har øen fået plads i UNEsCos kategori som verdenskulturarv, men den har også andet at byde på: et særegent miks af islam og matrilineær kultur. Her dækker kvinderne håret, men de har også ejendomsret og arver efter deres mødre.

Det stærke skrevne ord

Går det for sig uden problemer? ”Generelt, ja. Men ikke altid. Jeg ser det i moskéen og såmænd også i min egen familie. Især spørgsmål om arv kan være udfordrende. Så skal vi finde frem til, om vi skal følge bantutraditionen, som giver beslutningsretten til min mor, eller de muslimske regler, som giver min far den ret. Det kan være ret forvirrende.”

Hvem vinder? ”Det kan man ikke svare entydigt på. Islam har den styrke i forhold til den matrilineære tradition, at vi har en bog, Koranen. Det skrevne ord er et stærkt værktøj, når der skal tages beslutninger, og når man skal forholde sig til en konflikt eller en potentiel konflikt. Hvis manden i familien kan læse og udlægge Koranen, så er der nok en tendens til, at familien bøjer sig i retning af de muslimske regler frem for dem, som eksisterer i bantu-kulturen.”

Dyrker tolerance ”

Men essensen i vores samfund er nok, at vores regler ikke lukker sig om sig selv. Vi dyrker tolerance. Af og til

virker det nærmest, som om enhver har sin egen udgave af, hvordan kultur og tradition kan gå hånd i hånd, og som regel handler det om at finde ud af, hvordan lovene i Koranen kan fungere til ens eget bedste. Det er jeg ikke så begejstret for, men fortolkningerne giver for eksempel plads til, at kvinderne her på Ilha de Mozambique indtager positioner, som ikke er helt almindelige blandt muslimske kvinder, og det kan jeg kun være tilhænger af,” siger sheik Hafiz Jamú.

Men at balancen mellem islam og den matrilineære kultur ikke altid er let at finde, kan læreren Atija Ali vidne om:

”Jeg blev skilt, da jeg begyndte at studere. Min man forlod mig og fandt sig en anden kone, som ikke havde den slags idéer. Jeg var ikke ligefrem uenig i, at vi skulle skilles. Jeg er ikke interesseret i at skændes om små ting som te og æg. Min mand kunne finde på at ringe til mig, når jeg var taget af sted til seminariet, og sige, at nu ville han have morgenmad. Normalt havde jeg faktisk lavet mad til ham på forhånd. 'Men det er blevet koldt', sagde han så. Det giver jo ingen mening at leve på den måde,” siger hun.

Seksuel tilfredsstillelse

Blandt medlemmerne af ACUMIM er de mange udlægninger af kultur, tro og regler også velkendt stof – og af og til får det latteren til at runge imellem dem.

”Nogle mænd er overbevist om, at de skal bestemme alt i familien. Det kan komme så vidt, at manden siger, at kvinden slet ingenting må – selvfølgelig lige bortset fra at tilfredsstille ham seksuelt,” siger Muaziza Abdala, der arbejder for øens vandforsyningsselskab. ”Det synes en mand måske lyder rigtig godt, men når det kommer til stykket, gider han jo ikke klare alle de andre ting i et hjem på egen hånd.”

 

CPH:DOX: nye perspektiver

VÆRKER FRA VERDEN

Der er flere hundrede dokumentarfilm på programmet, når årets CPH:DOX-festival åbner den 20. marts. Vi anbefaler fire film, der som mange andre er både flotte og vigtige – men som samtidig er instrueret af insidere og på den måde giver os nye blik på aktuelle problemstillinger.

Afghanistan: Smukke, sørgelige Kabul

Kan man forestille sig, at man nogensinde får nok af de smukke, dybt forstyrrende, somme tider opmuntrende og som regel tragiske historier og billeder fra hårdt prøvede Kabul? Denne signatur har svært ved at forestille sig, at det skulle ske.

Kabul, City in the Wind er årets bud på filmen fra Afghanistan, hvor en fin historie forenes med cinematografisk poesi i billeder, klip og lyd. Den berygtede vind, som blæser over byen og sender mikroskopiske sandkorn ind i alle sprækker og op i luften, så et slør lægger sig over virkeligheden, er med i både lyd og billeder. Instruktøren er afghanske Aboozar Amini, der lader sekvenserne leve længe og roligt, og det giver tid og rum til at komme tæt på de tre hovedpersoner: en buschauffør og to brødre, der har fået et tidligt ansvar for deres familie, efter at faren har søgt beskyttelse i nabolandet Iran. Således er Afghanistans problemer og svære sikkerhedssituation et bagtæppe for filmens historie, men den koncentrerer sig om hverdag og almindeligt liv. Med andre ord gør filmen netop dét, som dokumentarer gør, når de er gode: åbner en verden, som ellers ikke er tilgængelig.

Film: Kabul, City in the Wind (2018)
Instruktion: Aboozar Amini

 

Jordan: Små kloge sjæle

Film om syriske børn på flugt? Du ser sikkert allerede store, fugtige øjne for dig. Men tænk igen, den jordanske instruktør Dina Naser har lavet den fineste film, hvor syriske børn i flygtningelejren Zaatari fortæller om hverdagen i landflygtighed og deres gamle liv hjemme i Syrien. Det gør de med en livsbekræftende nøgternhed, der giver plads til optimisme.

Omgivelserne har vi set mange gange: vidtstrakte rækker af telte med de velkendte UNHCR-logoer, skrammel her og en legeplads der. Ingen tvivl om, at livet som flygtning i den store lejr ikke er en drømmetilværelse.

Men ganske befriende gør filmen Tiny Souls sig umage med at vise andre sider af lejrlivet end det, vi ser mest af. Her er børnene hovedpersoner, og de både leger, lærer og griner, mens deres små hoveders logik og eftertænksomhed giver en velkommen lovning på de ressourcer, de trods trængslerne har at trække på.

Film: Tiny Souls (2018)
Instruktion: Dina Naser

 

Sierra Leone: Ebola indefra

Ebola har sendt chokbølger gennem flere afrikanske lande de seneste årtier, og vi har fulgt med i historierne om heltemodige læger, frygt og død – og som regel har vi gjort det på den filtrerende afstand, som geografien og internationale nyhedsmedier sikrer.

I Survivors er perspektivet et andet. For det første handler filmen ikke om selve sygdommen, men om de mennesker og samfund, som oplever den. Og for det andet er den skabt af og med førstehåndsvidner. Stedet er Sierra Leone i 2014, og omdrejningspunktet er indbyggernes aktive håndtering af situationen. Her er filmet inde fra et beskyttelsesvisir, på gader og stræder, på sundhedsklinikker og i private hjem. Optagelserne blander professionelle indstillinger og frivilliges øjebliksbilleder. På den måde giver filmen et sjældent set billede af et Ebola-ramt samfunds styrke og handlekraft og af kompetente, omsorgsfulde og varme mennesker, der gør deres bedste for at mindske lidelse og forhindre død.

Film: Survivors (2018)
Instruktion: Banker White, Anna Fitch, Arthur Pratt, Lansana Mansaray

 

Libyen: Fodbold for frihed

Det er en gammel sandhed, at fodbold forener og får drømme til at flyve. Sådan er det også i Libyen. Freedom Fields er historien om en gruppe kvinder, der slår sig sammen for at spille fodbold – og vel at mærke ikke bare en tirsdag aften af og til, men som repræsentanter for deres land.

Ikke overraskende er det en besværlig drøm at gøre til virkelighed. For mens kvinderne dribler, tackler og scorer, svinder håbet om forår i det nordafrikanske land, og kvindefodbold er på ingen måde in fashion.

Instruktør er libysk/engelske Naziha Arebi, der efter opvækst og voksenliv i England selv "opdagede" sit hjemland gennem optagelserne til filmen.

Film: Freedom Fields (2018)
Instruktion: Naziha Arebi

 

Tre sikre hits

Den store kunstner og flygtningene

The Rest (2019) er kinesiske Ai Weiweis anden dokumentar om flygtninge efter 2017-hittet Human Flow. Den nye film viser limboliv i Europa og løfter en advarende pegefinger over for udvanding af demokratiske idealer.

Instruktion: Ai Weiwei


Feministisk storpolitik

The Feminister (2018) portrætterer Sveriges tidligere udenrigsminister Margot Wallström og hendes kontroversielle stil i hjemlandet og på den internationale scene.

Instruktion: Viktor Nordenskiöld


På dræbermission

On the President’s Order (2019) fortæller historien om den filippinske præsident Duartes dødelige krig mod narko set fra to perspektiver: en dødspatruljes og en fattig families.

Instruktion: James Jones, Oliver Sarbil


 

Update: Kultur

Hudblegningsmidler forbydes

Rwanda har forbudt import og salg af cremer, som bleger huden med blandt andet kviksølv, der både ødelægger huden og angriber indre organer.

Ifølge netmediet This Is Africa er Rwanda det femte land på kontinentet, der forbyder blegemidler. Forbuddet gælder allerede i Elfenbenskysten, Ghana, Kenya og Sydafrika.

Det skete efter præsident Paul Kagame i et tweet i slutningen af 2018 betegnede midlerne som "både usunde og mange andre ting". Samtidig har lederen af kræftafdelingen i sundhedsministerium kaldt midlerne "syge". Det ses af nogle kommentatorer som en del af en bredere trend, at blegemidlerne ikke kun bliver omtalt som fysisk farlige, men også beskrevet som usmagelige. Forbuddene skriver sig på den måde ind i de afrikanske bevægelser, der hylder netop "afrikanisme" og "sorthed". Ifølge WHO omsætter blegemidler for milliarder af dollars om året, og mindst fire ud af ti afrikanske kvinder bleger deres hud.

/MR

 

Billeder fra Osmannerriget digitaliseret

6.000 fotos fra Osmannerriget, der er taget fra midten af 1800-tallet og 100 år frem, er blevet digitaliseret og ligger nu online og frit tilgængelige hos Getty Research Institute.

AF MAI RASMUSSEN

I dag er det knap 100 år siden, det mægtige Osmannerrige disintegrerede og skrumpede til det, der i dag er kendt som det sekulære Tyrkiet. Under osmannerne var islam statsreligion, og kejserlige sultaner herskede over klassiske byer som Konstantinopel.

Byen er rigeligt dokumenteret i den nye samling, og til forskel fra andre fortidige billedsamlinger viser den også livet, som det gik for sig blandt almindelige mennesker – fra vandsælgere over flyttemænd til poserende mere eller mindre tildækkede kvinder.

Flere af nutidens tyrkiske problematikker er også repræsenteret. F.eks. med et portræt af hærchefen Enver Pasha, der stod i spidsen for folkedrab på 1,5 millioner armeniere, samt et drabeligt foto af døde kurdiske "banditter" (den originale billedteksts ordvalg, red.) henrettet af osmanniske gendarmer.

Ifølge Getty Research Institute havde man i Osmannerriget en vane med at projicere især håndmalede fotografier op på vægge i uddannelsesinstitutioner og private hjem. Således kunne beskuerne blive "lænestolsrejsende" i landskaber og storbyer, til prægtige moskéer og på myldrende markeder og gennem billederne opleve og lære om arkitekturen, håndværket og folkelivet. Idéen er hermed givet videre. Søg på Getty og Gigord Collection.

 

Sanger til sydsudanesiske mænd: I er for kedelige

Den sydsudanesiske sanger Nyaruach har udgivet et nyt hit, der anklager sydsudanesiske mænd for at være kedelige og mangle en ordentlig plan for fremtiden. Hun opfordrer samtidig sine kvindelige landsmænd til at tage livet i egen hånd.

Sangen, som angiveligt er opkaldt efter en tidligere kæreste, Gatluak, er blevet internationalt kendt for sine feministiske og frigørende budskaber, der ikke er hverdagskost hverken i hjemlandet Sydsudan eller blandt de sydsudanesiske flygtninge, der ligesom Nyaruach selv bor i Kakuma-lejren i Kenya.

I et interview med Global Voices beskriver Nyaruach situationen kort og hårdtslående. Hun siger, at sydsudanesiske mænd "bliver gift med adskillige kvinder, og så ødelægger de vores liv."

På Instagram har hun tidligere skrevet, at "vi har så godt som ingen kvinderettigheder eller menneskerettigheder for den sags skyld i Sydsudan nu. Jeg vil bruge min musik til at fejre de magiske kvinder fra mit land."

Nummeret Gatluak er produceret af Nyaruach og hendes bror, Emmanuel Jal, der også er musiker og tidligere børnesoldat. Han har blandt andet har spillet med i Hollywoodfilmen The Good Lie, der også handler om krigene i Sydsudan.

/MR

 

Update: Tech

Ny platform samler data om børns underernæring

På verdensplan lider mere end 50 millioner børn af underernæring, og hvert år koster det 2,6 millioner børn under fem år livet, at de ikke får tilstrækkelig med mad at spise.

For at tackle problemet har FN's Verdensfødevareprogram (WFP) udviklet applikationen SCOPE CODA, som erstatter den tidskrævende, papirbaserede registrering af børns sygdomme med en ny digital platform, som kan tilgås hvor som helst døgnet rundt – selv fra områder med ringe mobilforbindelse eller mangel på elektricitet.

I praksis gør SCOPE CODA det mere overskueligt for sundhedspersonalet at finde ud af, om et barn for eksempel tidligere har været registreret for underernæring, samt om en eventuel behandling har været succesfuld eller ikke.

Applikationen er allerede taget i brug i Sydsudan, Uganda og Tadsjikistan, hvor den i alt kommer flere end 15.000 personer til gode.

/LS

 

Kunstig intelligens kan forudsige hungersnød

Tre af verdens største tech-firmaer er gået sammen med FN, Verdensbanken og Røde Kors for at lave det første globale værktøj, som kan forhindre fremtidige hungersnødkatastrofer.

AF LASSE SKYTT

Kunstig intelligens kan være teknologien, der én gang for alle kan sætte en stopper for den globale hungersnød. Det mener parterne bag et nyt projekt kaldet Famine Action Mechanism (FAM).

Og i en verden, hvor et ud af ni mennesker ikke har mad nok, er projektet meget imødeset – ikke mindst fordi initiativtagerne er store spillere som FN, Verdensbanken og Røde Kors samt tech-giganterne Amazon, Microsoft og Google.

FAM er en maskinlæringsalgoritme, som ved hjælp af kunstig intelligens kan identificere områder, hvor der er risiko for fremtidige hungersnødkatastrofer. Teknologien bygger oven på eksisterende globale strategier til at forudsige hungersnød, men derudover kombinerer FAM blandt andet satellitdata om nedbør og afgrøder med nyheder fra sociale medier samt oplysninger om menneskeskabte faktorer, såsom krig, uroligheder og skiftende fødevarepriser.

Endelig består projektet også af en fond, som automatisk kan donere midler til en fødevarekrise, så snart den opfylder visse kriterier. På den måde skal projektet forkorte den ofte meget langvarige og bureaukratiske proces, det er at få økonomisk støtte til at nå frem til nødlidende befolkninger, inden det er for sent.

Ifølge Microsofts leder, Brad Smith, er kunstig intelligens vejen frem.

”Hvis vi bliver bedre til at forudsige, hvornår og hvor fremtidige hungersnødkatastrofer vil opstå, så kan vi redde liv ved at håndtere dem hurtigere og mere effektivt,” siger han til Washington Post.

”Kunstig intelligens og maskinlæring har et enormt potentiale for at forudsige og opdage tidlige tegn på fødevaremangel, herunder fejlslagen høst, tørke, naturkatastrofer og konflikter,” siger Brad Smith.

 

UNICEF støtter seks nye blockchainprojekter

Blockchain er en teknologi, der er på manges læber i disse år, blandt andet fordi den gør digitale systemer mere sikre og transparente.

For nylig har UNICEFs investeringsfond givet 100.000 dollar til seks banebrydende virksomheder, som har udviklet blockchain-baserede løsninger på diverse globale udfordringer.

De seks virksomheder er udvalgt blandt i alt 100 ansøgere i 50 lande, og de skal blandt andet fremme gennemsigtigheden i sundhedssektoren og sørge for billigere adgang til mobilforbindelser i udviklingslande.

”Blockchain er stadig på et tidligt stadie, og vi skal gennem både eksperimenter, fiaskoer og læring, før vi finder ud af, hvordan og hvor vi kan bruge denne teknologi til at skabe en bedre verden,” siger Chris Fabian fra UNICEF Innovation.

De seks nye blockchain-projekter slutter sig til en gruppe af andre innovative techvirksomheder støttet af UNICEFs fond, som blandt andet arbejder med droner, virtual reality og maskinlæring.

/LS

 

Mongoliet: Grå skyer over landet med den blå himmel

FEATURE
FORURENING

Røg fra hundredtusindvis af kulovne har gjort verdens koldeste hovedstad, Ulan Bator i Mongoliet, til et af planetens mest forurenede steder. Danske vindmøller og andre bæredygtige tiltag skal gøre luften renere, men måske ligger løsningen i landets affolkede landsbyer.

AF BENJAMIN BRØNDUM MADSEN
FOTO: SIMON JOHANSEN

Ulan Bator, Mongoliet – Tserendolgor Od savner ikke livet i storbyen. Hver vintermorgen vågnede hun og familien i et koldt filttelt i udkanten af Ulan Bator, Mongoliets hovedstad. Ånden stod hende ud af munden som en hvid dampsky, mens hun fandt sækken med kul frem. Tserendolgor skovlede kul på støbejernsovnen i midten af teltet og tændte op.

Varmen fra ovnen bredte sig hurtigt i det runde telt, mens røgen forsvandt op gennem den smalle skorsten og blandede sig med kulskyen fra tusindvis af andre skorstene. Snart afklædte familien sig både overtøj og uldsokker igen og drak te varmet på støbejernsovnens gloende kogeplade.

Men at holde sig varm med kul har sin pris i Ulan Bator. Nogle gange er luften så tåget af giftig røg, at det er svært at se, om trafiklyset lyser grønt eller rødt, når man går over fodgængerfeltet. Svage stråler fra solen, et gråt spøgelse, der stiger op klokken ni og dykker ned bag bjergene ved 16-tiden, illuminerer det forurenede landskab.

”Jeg flyttede til Ulan Bator for at få et bedre liv. For at få en uddannelse og et job,” siger den 40-årige kvinde, der voksede op i en lille landsby på Mongoliets vide græssletter.

”Men mine børn skal ikke vokse op i en by, hvor det er sundhedsskadeligt at opholde sig udenfor. Vi blev nødt til at rejse væk.”

LUFTFORURENINGEN I ULAN BATOR

Hovedstaden Ulan Bator ligger i den nordlige del af det centrale Mongoliet. Byens infrastruktur er beregnet til at rumme omkring 600.000 indbyggere, men i dag er den hjem for mere end det dobbelte – omkring 1,5 million. Mere end halvdelen bor i ger-distrikterne, hvor der hver vinter bliver brændt omkring en million ton råt kul af i simple ovne, hvor røgen ikke filtreres, før den sendes ud af telte og huse.

Kulafbrændingen medfører massiv luftforurening. Om vinteren har Ulan Bator en af verdens højeste koncentrationer PM2.5, der er en betegnelse for ultrasmå luftbårne partikler, der kan trænge gennem lungevævet og dermed blive ført rundt i resten af kroppen gennem blodet.

I januar 2018 målte en sensor i et af ger-distrikterne en koncentration af PM2.5, der var 133 gange højere end det, Verdenssundhedsorganisationen definerer som sikkert for mennesker.

I et forsøg på at komme luftforureningen til livs har regeringen annonceret et forbud mod at afbrænde råt kul fra april i år. Men mange borgere har ikke råd til at betale for den mængde elektricitet, som det vil kræve at varme de tyndt isolerede filttelte op med elektriske apparater.

Verdens koldeste hovedstad

Ulan Bator, verdens koldeste hovedstad, er en af de mest forurenede byer på kloden. Flere end halvdelen af byens halvanden million indbyggere lever ligesom Tserendolgor i traditionelle filttelte – de lokale betegner teltet ger – som de i de ekstreme vintre varmer op ved at afbrænde råt kul.

Mongoliet kaldes ofte landet med den blå himmel, men kulrøgen svøber storbyen ind i en grå sky og står for 80 procent af luftforureningen i vintrene, som strækker sig fra november til april med minusgrader ned til 50. Kulrøgen er den primære grund til landets massive luftforurening, som årligt koster 4.000 mennesker livet.

Forureningens sundhedsmæssige konsekvenser er tydelige, da vi går gennem en af de sundhedsklinikker, som ligger i ger-distrikerne. På gangene er alle stole og bænke optaget, så nogle må stå op, mens de venter på at blive tilset af læger og sygeplejersker.

I et af konsultationsrummene sidder en 30-årig kvinde med sin lille søn på skødet. Lægen placerer et stetoskop mod barnets ryg og lytter til vejrtrækningen. Drengen hoster, en tør hoste, ubehaget er tydeligt i hans ansigt. Begge lunger er betændte. Lægen ordinerer antibiotika mod lungebetændelsen. Hun fortæller, at drengen skal tilses igen dagen efter – hvis det bliver værre, skal han indlægges.

ULAN Bator er verdens koldeste hovedstad og en af de mest forurenede byer på kloden. Flere end halvdelen af byens halvanden million indbyggere lever i traditionelle filttelte – de lokale betegner teltet ger – som de i de ekstreme vintre varmer op ved at afbrænde råt kul.

Forureningen skader fostre

Lungebetændelse er nu den næsthyppigste dødsårsag for børn under fem år i Mongoliet. Blandt indbyggerne i Ulan Bator er antallet af luftvejsinfektioner steget med 270 procent de seneste ti år, og børn i ger-distrikterne har 40 procent ringere lungefunktion end børn, der vokser op på landet.

UNICEF betegner situationen som en regulær sundhedskrise, der understreges af, at over halvdelen af Mongoliets indbyggere bor i Ulan Bator. Konsekvenserne rækker langt ind i fremtiden, fordi forureningen skader fostre og børn på en måde, der eksempelvis kan medføre indlæringsvanskeligheder og øget risiko for kræftsygdomme.

I et forsøg på at komme luftforureningen til livs har regeringen annonceret et forbud mod at afbrænde råt kul fra april i år. Men mange borgere har ikke råd til at betale for den mængde elektricitet, som det vil kræve at varme de tyndt isolerede filttelte op med elektriske apparater.

Der findes mange initiativer, som har til hensigt at forbedre situationen i byen. Forskere undersøger, hvad man kan gøre for, at kullet forurener mindre. Danske vindmøller forvandler vinden i Gobi-ørkenen til elektricitet, som skal hjælpe Mongoliet med at nå ambitionen om, at bæredygtig energi skal udgøre 30 procent af al energi i 2030. Og regeringen forsøger med lovgivning at begrænse migrationen til hovedstaden.

Nogle gange er luften så tåget af giftig røg, at det er svært at se, om trafiklyset lyser grønt eller rødt, når man går over fodgængerfeltet.

LUNGEBETÆNDELSE er nu den næsthyppigste dødsårsag for børn under fem år i Mongoliet. Blandt indbyggerne i Ulan Bator er antallet af luftvejsinfektioner steget med 270 procent de seneste ti år, og børn i ger-distrikterne har 40 procent ringere lungefunktion end børn, der vokser op på landet.

Flere mennesker i provinsen

I Ulan Bator er det indtil videre svært at se effekterne af de bæredygtige tiltag. Tusindvis af mennesker lever mere eller mindre ulovligt på bjergskråningerne i Ulan Bators ger-distrikter. Har de ikke råd til kul, brænder de hvad som helst af for at overleve kulden, sågar bildæk og plastikflasker.

”Det er den forkerte strategi,” siger Erdeneburen Ravjikh en morgen, da hans chauffør navigerer os gennem den tætte trafik og ud af byen. Den tidligere minister for byplanlægning har nu sin egen konsulentvirksomhed, hvor han rådgiver om bæredygtig udvikling. Han insisterer på, at folk skal forlade storbyen, hvis problemet skal løses.

”I stedet for at forsøge at forbedre situationen i Ulan Bator bør regeringen fokusere på at gøre det mere attraktivt at bo i provinsen,” siger Ravjikh. Firehjulstrækkeren kører ikke mere end tyve minutter, før himlen danner en klar, blå kuppel over os. Ulan Bator er blot en grå røgsky i bakspejlet.

Erdeneburen Ravjikh har gjort det til sin mærkesag at vende udviklingen og genbefolke de godt 600 små landsbyer, der ligger spredt over hele Mongoliet.

MONGOLIET kaldes ofte landet med den blå himmel, men kulrøgen svøber storbyen ind i en grå sky og står for 80 procent af luftforureningen i vintrene, som strækker sig fra november til april med minusgrader ned til 50. kulrøgen er den primære grund til landets massive luftforurening, som årligt koster 4.000 mennesker livet.

Spøgelsesbyer

Da landet var kommunistisk, blev nomader med hjælp fra Sovjetunionen samlet i små landsbysamfund. Men i dag står de fleste af byerne tomme. Der er intet at tage sig til. Intet arbejde, ingen uddannelsesmuligheder.

Sådan forholdt det sig også i Ravjikhs fødeby, Gurvansaikhan, der ligger godt 400 kilometer sydøst for Ulan Bator. Det er her, vi er på vej til. Vi kører i en enorm Toyota Landcruiser 4x4, for 80 kilometer før landsbyen erstattes asfaltvejen af hullede stier på den enorme og ensformige græsslette. Der er ikke nogen andre biler eller tegn på mennesker, så langt øjet kan se.

”Hvis bilen bryder sammen, dør vi af kulden,” siger Ravjikh. Vi håber, at han laver sjov, men er ikke helt sikre. Temperaturen ligger omkring minus 20 grader.

I Ravjikhs barndom tog Gurvansaikhan sig ud som de fleste andre mongolske landsbysamfund. Der var ingen centralvarme, kun kulovne i de filttelte, folk boede i. Vand hentede man et godt stykke uden for byen, og spinkle træskure udgjorde toiletfaciliteterne. Det var en kold fornøjelse om vinteren.

Gadelamper med solceller

De fleste familier levede som gedehyrder og af at sælge gedernes dyrebare kashmiruld, men de fleste mennesker forlod byen op gennem Ravjikhs ungdom. Selv drog han til hovedstaden som 16-årig for at studere.

”Hvis vi skal løse problemet med luftforurening, må vi forbedre leveforholdene i landsbyer som Gurvansaikhan. Til trods for luftforureningen er levestandarden lige nu bedre i Ulan Bator end i landdistrikterne.”

”Landsbyerne mangler basale ting som varme, jobmuligheder og ordentlige toiletforhold,” siger Erdeneburen Ravjikh, da vi efter en seks timers køretur gennem de golde sletter ankommer til hans fødeby.

Efter fire års kamp med finansiering, planlægning og opførelse er det lykkedes ham at forvandle den hensygnende spøgelsesby til et levende bysamfund med omkring 1.000 indbyggere.

Asfalterede veje skærer gennem byen og deler den op i blokke. I de frostklare stjernenætter lyser gadelamper med solceller byen op, et vandværk forsyner borgerne med vand, og de fleste indbyggere har skiftet filttelte og kulovne ud med murstenshuse med centralvarme og porcelænstoiletter.

DANSKE VINDMØLLER I MONGOLIET

I Gobi-ørkenen åbnede for nylig en vindmøllepark med 25 danske Vestasvindmøller. Det er blandt andet Klimainvesteringsfonden, der har bidraget til projektet, som understøtter Mongoliets ambition om, at bæredygtig energi skal udgøre 30 procent af al energi i 2030. I dag kommer syv procent af elektricitet fra bæredygtige kilder, især vandkraft.

Fra filttelt til murstenshus

Det er i et af disse huse, vi møder Tserendolgor Od. I fire år nåede hendes familie at have adresse i Ulan Bators ger-distrikter, før de forlod byen sidste år. Hun serverer te med mælk og traditionel mongolsk ost lavet på gedemælk.

Både Tserendolgor og hendes mand er født og opvokset i Gurvansaikhan, og de flyttede herfra af de samme grunde. Skolen havde kun otte klassetrin. Hvis Tserendolgor ville indfri sin drøm om en dag at uddanne sig til skolelærer, så hun sig i en ung alder nødsaget til at rykke til Ulan Bator.

Parret begyndte for alvor at diskutere muligheden om at flytte tilbage til Gurvansaikhan, da de så den udvikling, landsbyen gennemgik.

”Jeg fulgte med på Facebook, hvor folk lagde billeder op af de forskellige tiltag,” siger Tserendolgor i skolens frikvarter.

Udslaget kom, da hun så, at de søgte lærere på den nyåbnede skole, hvor eleverne kan få en skolegang, der giver adgang til universiteterne. I begyndelsen sov Tserendolgor og hendes familie på madrasser på skolens gange, men inden længe blev de tilbudt det hus, hvor de bor i dag. Vi spørger, om hun nogensinde fortryder at have forladt storbyen til et liv i et mere beskedent landsbysamfund. Hun svarer nej.

Nu behøver hun jo ikke længere at begynde dagen med at fyre op i en kulovn, og hun kan trygt lade børnene lege udendørs. Luften er ikke længere giftig.

 

Plastik – Danske startups vil bekæmpe plastikforurening

PORTRÆT AF ET VÆKSTEVENTYR
STARTUP-SCENEN

Den danske biotech-startup Pond har skabt en bæredygtig plastproduktion. Første store kunde er Bestseller-koncernen, men Ponds materiale kan også bruges i udviklingslande og være med til at skabe nye industrier af lokale råmaterialer som kokospalmer, bambus eller græs.

AF MARIANNE KRISTENSEN SCHACHT

Mens resten af Danmark gik på juleferie, bryggede højteknologiske anlæg lystigt for første gang i en ny fabrikshal på Aarhus Havn. Her holder biotech-virksomheden Pond til, og i årets sidste måned tog virksomheden for første gang sit nybyggede anlæg i brug og producerede de ingredienser, der hos underleverandører i Kina og USA nu er i handlen, og som indgår i produktionen af bionedbrydelig plast. Pond er på et år vokset fra fem til 25 ansatte.

Forud er gået syv år i en kælder, hvor Thomas Brorsen Pedersen og hans medstifter af selskabet, Martin Jensen, eksperimenterede med at udvikle en teknologi, der kan skabe kompositmaterialer til alt fra vindmøllevinger til surfbrætter og tennisketsjere i en kvalitet, der kan konkurrere med gængse plastmaterialer, men som er 100 procent nedbrydelig.

”Vi kommer fra en baggrund inden for kul- og glasfiber, og vi havde en idé om at gøre den slags kompositmaterialer økologiske,” fortæller Thomas Brorsen Pedersen, der er administrerende direktør i Pond.

DANMARK I EN NY PLASTIKØKONOMI

Hvert år ender 260 millioner ton plastik som affald. Et tal, der i 2030 står til at blive fordoblet. Otte millioner ton ender i havet, hvor det ødelægger dyreliv og sarte økosystemer. Derfor er behovet akut for at finde løsninger og skabe en ny plastikøkonomi. Danmark kan blive frontløber her. Og en række danske iværksættervirksomheder er i fuld gang.

Fra bleer til flyvemaskiner

I 2016 blev Pond til et selskab. Siden er Pernille Alberg Pedersen kommet med i ejerkredsen. Pond er af amerikanske LAUNCH, et innovationsprogram, som NASA står bag, blevet kåret som en af de ti mest innovative virksomheder med løsninger inden for bæredygtige materialer.

Den og lignende flotte internationale anerkendelser førte til en række projekter med internationale brands som IKEA, NIKE og H&M. Brands, som bare udgør en lille del af de mere end 700 virksomheder, som Pond har i deres CRM-system over potentielle kunder, der har henvendt sig til Pond, fordi de er interesserede i bæredygtige materialeerstatninger for plastik.

”Vi havde 35 projekter med hjem fra LAUNCH, selvom vi kun havde en early-stage-prototype. Nu er vi der, hvor vi faktisk kan erstatte eksisterende kompositmaterialer. Der er ikke meget, vi ikke kan erstatte i dag – alt fra bleer til flyvemaskiner,” griner Thomas Brorsen Pedersen.

Den hemmelige ingrediens

I bedste Coca-Cola-produktionsstil er det dog meningen, at kun den hemmelige ingrediens i det bæredygtige materiale skal laves i Aarhus. Resten skabes lokalt hos kunden. Konkret er Pond i gang med at opbygge en række industrivertikaler under Pond-navnet. Den første kunde er den danske modekoncern Bestseller, der har investeret i at finde en bæredygtig erstatning for tekstilfibre, som er fuldt nedbrydelig.

Og så er Pond i gang med at teste sit materiale sammen med en af de helt store møbelproducenter globalt, oplyser Thomas Brorsen Pedersen uden at ville sætte navn på testpartneren.

Palmer og bioaffald som råvarer

I kølvandet på anerkendelsen fra amerikanske LAUNCH ser en af deres partnere, USAID, nu også på mulighederne for udvikle hygiejnebind af bananpalmefibre til skolepiger i Kenya, hvor netop menstruationsperioden ofte koster pigerne vigtige skoledage.

”Vores materiale kan bruges også i udviklingslande, hvor det kan være med til at skabe nye industrier af lokale råmaterialer fra f.eks. banan- og kokospalmer, bambus eller græs. Produktion kan skabes lokalt med mulighed for at skabe lokal vækst,” fortæller Thomas Brorsen Pedersen.

I Aarhus er Pond i gang med at opbygge sin egen forsyningskæde. Ingredienserne til det bionedbrydelige materiale kan komme fra f.eks. alger, men også fra affald fra fødevareproduktion. Lige nu er Pond i gang med at opbygge sourcing fra kommunens bioaffald.

Vi står med noget, verden efterspørger. Og vi har potentiale til at bidrage til en ny dansk vækstsucces.

Thomas Brorsen Pedersen, medstifter/Pond

Danmark mangler impact-økosystem

En stor udfordring for de næste skridt for Pond er dog at rejse penge til at udvide produktionen. Modsat iværksættere i Danmark, der udvikler f.eks. software, som hurtigt kan skaleres, så er det sværere at rejse penge til at få fysiske produkter på markedet, oplever Thomas Brorsen Pedersen.

”Der er længere mellem investorerne; især fordi vi er en udviklingsvirksomhed, hvor det har taget tid, før vi fik et egentligt produkt på markedet,” lyder hans erfaring.

Samtidig er der i Danmark ikke et ordentligt økosystem for iværksættere, der har impact som fokusområde, mener han og uddyber, at Pond har hentet penge til vækst uden for Danmark indtil aftalen med Bestseller.

Men nu er der god timing for produkter som Ponds, hvor verden har sat mikroplast og verdensmål på agendaen.

”Vi står med noget, verden efterspørger,” siger Thomas Brorson Pedersen. ”Og vi har potentiale til at bidrage til en ny dansk vækstsucces.”

DANSKE STARTUPS I KLIMAKAMP

Danske iværksættere er i fuld gang med at udvikle innovative løsninger til at bekæmpe problemer med forurening globalt. F.eks. Polisens.io, der måler forurening i byer ved hjælp af mobile sensorer, der konstant overvåger luftkvalitet i byer. Purcity er i samme felt, og har udviklet en tech-løsning, der kan rense luft og vand i klodens største byer. Flere startups har udviklet løsninger til at genanvende plastik og lave bæredygtige alternativer. Pond og BlueBenu er to af dem, som vi i dette nummer zoomer ind på.

BLUEBENU FORVANDLER AFFALDSPOST FRA HAVET TIL BRUGBART MATERIALE

Idéen startede med en dokumentarfilm om plastikforurening i havet. Sarah Lasso, Kamila Kunrath, Albert Kravos og Karl Haxthausen, der læste på DTU, blev så påvirket af dokumentaren, at de besluttede, at de ville gøre noget aktivt for at forbedre miljøets tilstand.

Fokus skulle være på søfartssektoren og blev senere udvidet til affaldshåndtering og plastgenvindingsindustrien. Selvom den optimale løsning ville være at undgå plastikaffald i havet i første omgang, så ville stifterne af det, der i dag er startuppen BlueBenu, lave en løsning, der ville gøre det attraktivt at få det plastik op af havet, der nu engang er der. De har derfor udviklet en tech-løsning, der forvandler blandet plastikaffald fra oceanerne til petrokemikalier og økobrændstof til blandt andet skibsfart.

”I de fattigste egne af verden er der en mangel på håndtering af affald, og der er ingen eller kun lille værdi i genbrug af affald. Det betyder, at råmaterialer til at lave nyt er billigere end genbrug. Derfor har vi udviklet en metode til at opsamle og genanvende plastik, der ellers ikke kunne genbruges,” fortæller Kamila Kunrath, der er CEO i BlueBenu.

Apropos – Har du også gemt dig bag et køleskab?

Et styk hård hvidevare af rette størrelse og placering kan blive en ven i nøden. Jeg har selv gemt mig bag et velvoksent køleskab til en reception. Det viser sig nu, at jeg ikke er den eneste.

AF KATJA IVERSEN, ÅRETS DANSKER, SUPERNETVÆRKER
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN

Sur hvidvin, ømme fødder og mange, lange taler. Fristende? Nej, ikke rigtigt, vel? Og da slet ikke, når man tilføjer: smalltalk med en lind strøm af personer, som du kender perifert eller slet ikke. For mange af os – og også for mig selv for længe siden – er det opskriften på en reception. Ikke mærkeligt, at en del mænd og endnu flere kvinder vælger at sige: ”Nej tak. Det er ikke noget for mig”.

Der findes rigtig mange mennesker, ikke mindst kvinder, som føler, at det er en udfordring at netværke. ”Hvordan kom du ind i mit hoved?”, ”Hvordan vidste du, hvad jeg følte?”, ”Der har jeg også gemt mig engang”, ”Tusind tak. Jeg er i fuld gang med at øve mig.” Sådan lyder nogle af de flere hundrede reaktioner, jeg har fået fra både kvinder og mænd på bogen Kvinde Kend Dit Netværk, som udkom sidste år. Den er baseret på mine egne erfaringer og fejltagelser og fuld af tips til folk, der ønsker at blive bedre til at netværke og til at ændre verden.

Jeg fortæller blandt andet om mit livs værste reception, som endte med, at jeg – ked af det og med følelsen af at være utilstrækkelig – gemte mig i timevis bag et køleskab. I dag ved jeg, at jeg ikke er den eneste! Måske burde det råd have været med i bogen: Undervurdér aldrig værdien af hårde hvidevarer, hvis du bliver genert.

Hvad er årsagen til, at vi bør kaste os ud i nye opgaver, overvinde vores usikkerhed og lære at opbygge, vedligeholde og udvide et godt netværk? Hvor får vi modet, inspirationen og lysten fra, når vi beslutter os til at netværke under næste reception, møde, konference eller forhandling. Hvad vil vi opnå? Hvem vil vi gavne?

Svaret er selvfølgelig individuelt. For nogle er gevinsten at få et federe job og en rød sportsvogn. Andre har blikket rettet mod den øverste chef-gang. Måske vil man have grundejerforeningen til at bygge en legeplads. Mit eget mål? Det er at få en bedre og mere retfærdig verden, især for piger og kvinder.

Svaret definerer strategien. Men fælles for de fleste er, at vi skal gøre tingene lidt anderledes, end vi gør i dag, og at vi ofte må ud af vores komfortzone.

I Women Deliver, som er en global fortaler-organisation med fokus på ligestilling og kvinder, sundhed og rettigheder, har vi et motto: Hvis vi er til et møde eller en konference og kender alle deltagerne i rummet – så er vi i det forkerte rum.

Hvis vi vil have en bedre verden, hvor piger og kvinder kan leve deres fulde potentiale ud på lige fod med drenge og mænd, så skal vi ud og tale og arbejde med dem, som ikke allerede ved en masse om vores emner, eller som måske slet ikke er overbevist om, at verden bør se sådan ud. Vi skal ud i nogle nye rum og netværk, og vi skal se nogle nye mennesker. Og vi skal ikke bare derud, vi skal også kunne tale om andet end lige vores egne emner.

Det kan føles ubehageligt og ensomt, men for mig har det også ført til mange sjove og overraskende oplevelser. Som da jeg sad til World Economic Forum i Davos sidste år i rundkreds med fire statsledere, syv globale virk somhedsledere, et par finansministre og en håndfuld ngo-ledere og blev bedt om at præsentere den nordiske velfærdsmodel og fortælle, hvorfor fædres barsel er så vigtig. Eller da jeg diskuterede uddannelse, demokratiske modeller og prævention med fiskerne på stranden i et lille senegalesisk fiskerleje. Eller da jeg måtte padle i en balje mellem pælehusene på Tonle Sap i Cambodja for at komme over til foredrags-pontonen.

Når du ved, hvorfor du netværker, er alt det med hvordan allerede lettere. Du får lige et par tips:

Gør dig klart, hvorfor du vil udvide dit netværk. Hvad vil du opnå, hvem vil du gavne? Det definerer dine videre skridt. Vær åben for, at du skal ud i nye rum, med nye mennesker.

Forbered dig, før du går til receptionen, mødet eller konferencen. Hvem vil du tale med? Hvad er deres seneste projekt? Hvad tænder de på? Så kan du bruge tiden mere effektivt og få bedre samtaler.

Lad være med kun at tale om dig selv og dit eget projekt. Folk husker sjældent, hvad du siger. De husker, hvad du får dem til at føle. Vis interesse, stil spørgsmål, se mennesket og ikke kun titlen.

Følg op, når du har mødt nye mennesker, du gerne vil have i dit netværk. Send en mail med en tak og et forslag til videre samtale. Send, hvad du lovede, eller send en artikel, du tror kunne interessere. Hold forbindelsen ved lige.

Kig op, kig ud, behold telefonen i lommen. Nogle af de bedste netværksforbindelser kan opstå i toiletkøen, i madkøen og ved det tilfældige møde.

 

Nyt fra Asiatisk Plads

Aktuelt

  • Støtte til udviklingsforskning: Udenrigsministeriet har udvalgt 23 forskningsprojekter som modtagere af forskningsmidler i 2018. Midlerne er søgt i konkurrence og fokuserer på udvalgte temaer af særlig relevans for landenes udviklingsproblemstillinger, de danske udviklingspolitiske prioriteter og på sektorer, hvor Danmark kan bidrage med særlige kompetencer, viden og teknologi.
     
  • Øget fokus på ny teknologi: Udviklingsminister Ulla Tørnæs vil øge satsningen på ny teknologi som instrument i udviklingspolitikken i 2019. På et EU-Afrika-højniveauforum i Wien i december 2018 offentliggjorde hun den strategiske ramme for udmøntningen af Danmarks nye TechVelopment-indsatser.
     
  • Stabiliseringsprogram for Syrien og Irak: Regeringen lancerede i december 2018 et nyt regionalt fredsog stabiliseringsprogram for Syrien og Irak, der dækker perioden 2019-2021. Formålet er at bidrage til en reduktion af regional usikkerhed, terrorisme, migration og den længerevarende flygtningekrise. Indsatserne vil imødekomme akutte stabiliseringsbehov, hjælpe til at sikre en varig fred i Irak og fremme en inklusiv politisk løsning på konflikten i Syrien.
     
  • Bidrag til OSCE i Ukraine: Regeringen har besluttet at bidrage med ca. 4,5 millioner kroner til OSCE's Særlige Monitoreringsmission i Ukraine. Monitoreringsmissionen har til formål at observere og rapportere på uafhængig og objektiv facon om situationen i Ukraine samt at facilitere dialog mellem parterne i konflikten. Med sine 57 medlemslande fordelt over Nordamerika, Europa, Kaukasus og Rusland er OSCE – Organisatio nen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – verdens største regionale sikkerhedsorganisation.
     
  • Indsats mod pirateri: Regeringen har lanceret et nyt prioriteringspapir for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet for 2019-2022. Prioritetspapiret sætter fokus på den stærke danske indsats omkring Afrikas Horn og lægger samtidig bl.a. op til et nyt stabiliseringsprogram for den vestafrikanske Guinea-bugt, hvor 40 pct. af alle piratangreb finder sted.
     
  • Støtte til Etiopien: Danmark har lanceret sit første landeprogram i Etiopien. Regeringen støtter Etiopien med en milliard kroner over de næste fem år for at fremme demokratisk udvikling, bekæmpe fattigdom og skabe bæredygtig vækst og jobs. Danmark vil gennem landeprogrammet fremme initiativer, der skaber god regeringsførelse, demokratisering, civilsamfundsopbyggelse, respekt for menneskerettigheder, inddragelse af kvinder i det økonomiske og politiske liv og bekæmpelse af vold mod kvinder og piger.
     
  • Søg støtte fra oplysningspuljen: Næste ansøgningsfrist for at søge støtte hos Udenrigsministeriets Oplysningspulje er mandag den 1. april 2019. Puljen støtter konkrete oplysningsaktiviteter om udviklings- og vækstlandene som f.eks. undervisningsmateriale, publikationer, udstillinger, dokumentarfilm og webbaseret materiale, som er målrettet et dansk publikum og formidles i Danmark. Oplysningspuljen kan søges af alle. Formidlingsprojektet skal have en klar reference til ét af FN's verdensmål. Oplysningspuljen vægter nytænkende formidling, digitale kommunikationsplatforme, innovation samt partnerskaber, der når nye målgrupper. Læs mere på www.oplysningspuljen.dk.

Få flere nyheder på www.um.dk.

Evalueringer

  • Evaluering af vand-, sanitets- og miljøprogrammer i uganda, 1990-2017: Efter næsten 30 år, hvor Danmark som en af de største donorer har bidraget med 1,9 milliarder kroner til vand-, sanitets- og miljøprogrammer i Uganda, er det besluttet at udfase det danske engagement. Evalueringen fokuserer derfor på at vurdere resultaterne og bæredygtigheden af den danske støtte. Ifølge den løbende monitorering er andelen af befolkningen i landdistrikter, der har adgang til rent vand, vokset fra under 20 procent i 1990'erne til over 70 procent i 2017 (ca. 27 mio. mennesker). Evalueringen peger på finansiering og vedligeholdelse som udfordringer i den kommende tid.
     
  • Evaluering af Afrika Fredsprogrammet, 2004-2017: Danmark har siden 2004 bidraget til Afrika Freds-programmet (APP) for at forbedre freds-, sikkerheds- og god regeringsførelsesarkitektur i Afrika ved at styrke kapaciteten af udvalgte regionale organisationer. Evalueringen har fokuseret primært på tre partnerorganisationer, der har modtaget støtte gennem programmet: Den Afrikanske Union (AU), ECOWAS (samarbejdsorganisation for landene i Vestafrika) og IGAD (samarbejdsorganisation for landene i Østafrika). Evalueringen konkluderer, at der fortsat er behov for at styrke organisationerne økonomisk, organisatorisk og teknisk.

Læs mere på www.evaluering.um.dk.

 

Fremblik

AF REDAKTIONEN

4.-5. MARTS
Civilsamfundets råderum på dagsordenen

Globalt Fokus – en platform for danske civilsamfundsorganisationer – og dens medlemmer arrangerer den internationale konference Claiming Civic Space Together i København. Formålet er at samle civilsamfundsorganisationer, som oplever nederlag, fra forskellige dele af verden – samt regeringer og aktører fra den private sektor. På konferencen skal deltagerne lægge sig fast på konkrete strategier til at sikre civilsamfundets råderum globalt.

8. MARTS
Kvindernes kampdag

FN-organisationen UN Women har fastlagt temaet for Den Internationale Kvindedag 2019: Think equal, build smart, innovate for change. Der er særligt fokus på ligestilling og empowerment inden for tre områder: social beskyttelse, offentlige ydelser og bæredygtig infrastruktur. I Danmark markeres dagen landet over – f.eks. på Kvindemuseet i Aarhus, hvor omdrejningspunktet er facts og myter i kønsdebatten.

20.-31. MARTS
Dokumentarfestivalen CPH:DOX

En af Europas største festivaler for dokumentarfilm, CPH:DOX, fylder hvert år københavnske biografer med flere end 200 film fra hele verden. Sidste år satte festivalen rekord med et totalt besøgstal på 110.500. Som optakt til årets festival optræder den syriske bryllupssanger Omar Souleyman den 9. marts i Den Grå Hal på Christiania – med en blanding af techno og traditionel arabisk musik.

7. APRIL
Verdens sundhedsdag

Verdenssundhedsorganisationen WHO bruger hvert år Den Internationale Sundhedsdag til at skabe opmærksomhed omkring globale sundhedsproblemer. Ifølge organisationen mangler halvdelen af verden adgang til essentielle sundhedsydelser. Andre nært forestående markeringer i WHO-regi: Verdens tuberkulosedag 24. marts, Den Internationale Vaccinationsuge 24.-30. april og Verdens malariadag 25. april.

26.-27. APRIL
Festival for verdensmål i Sønderborg

Med en todages bæredygtighedsfestival sætter Sønderborg Kommune fokus på FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Besøgende kan deltage i workshops og konkurrencer, opleve underholdning og bygge fremtidens by i LEGO. Man kan også møde FN Byens skoletjeneste, UNCity4Schools og initiativet Verdens Bedste Nyheder. Førstedagen er for skoler og daginstitutioner, mens andendagen er for alle.

Annonce: Ranum Efterskole College (www.ranumefterskole.dk)


Kolofon

Titel:
360° – Verden i Udvikling

Undertitel:
Nr. 1 · februar 2019

Resumé:
Fire milliarder mennesker har i dag ikke adgang til internettet. Det vil danske startups lave om på. Tag med til Tanzania, hvor danske iværksættere har hjulpet en landsby på nettet, så beboerne får bedre adgang til uddannelse, sundhed og business.

Danske iværksættere er også handlekraftige, når det handler om plastik. Hvert år ender 260 ton plastik som affald, og i 2030 vil tallet være fordoblet. Læs, hvordan Danmark kan blive frontløber i en ny plastikøkonomi.

Og i Jordans ørken bruger en dansk organisation arkitektur målrettet til at give syriske flygtningebørn mod på at gå i skole og dermed give dem livet tilbage. Arkitektur kan give udsatte mennesker håb og tro på fremtiden, mener organisationen, der vil gøre op med at arkitektur kun er for rige mennesker, som tendensen er i dag.

Tag også med stjernefotografen Yann Arthus-Bertrand ud i verden og oplev hans luftfotos af vores vilde, smukke og grusomme verden. Billederne skal få os til at handle på verdensmålene. Se Den Blå Lagune, Haiti, København og en af verdens største lossepladser fra oven og forstå, hvilke overhængende udfordringer, vi står over for.

Tunesien er på kort tid gået fra at være et diktatur til et demokrati, og landet er et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. Her hjælper kvindekvoter demokratiet på vej, og i dag er der flere kvinder i politik i Tunesien end i Danmark. Men der er stadig meget at kæmpe for.

Kvinderne har også meget at skulle have sagt på Ilha de Mozambique, hvor indbyggerne balancerer islam med den afrikanske kultur. Her har kvinderne magten, og det går uden besvær. Næsten.

Følg også med til Mongoliet, hvor røg fra hundredetusindvis af kulovne har gjort verdens koldeste hovedstad, Ulan Bator, til et af planetens mest forurenede steder. Nu skal danske vindmøller gøre luften renere.

Vi guider desuden til de bedste film på filmfestivalen CPH:DOX, og årets dansker 2018, Katja Iversen, giver gode råd til, hvordan du bliver en supernetværker.

God læselyst.

Abonnement
360° Danmarks globale magasin sendes gratis i Danmark, Færøerne og Grønland.
Magasinet udkommer fem gange årligt.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk – tlf. 43 22 73 00
Følg os på facebook.com/magasinet360grader
Følg os på instagram.com/magasinet360grader

Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk

Næste nummer:
29. april 2019

Noter:
Artikler i 360° udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Copyright:
Udenrigsministeriet

Redaktion:
Content redaktør: Louise Stigsgaard Nissen, lousni@um.dk, 33 92 07 09
Digital redaktør: Katrine Villarreal Villumsen katvil@um.dk, tlf. 33 92 05 96
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Louise Bang Jespersen, kontorchef, (KOM). Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet

Anden bidragyder:
AbleDocs (HTML udgave)
Lene Jensen (Korrektur)
Esben Niklasson (Grunddesign)
OTW A/S (Layout)
Bording A/S (Tryk)

Annoncesalg:
Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 29 33 66 06

Kontakt- og klagemuligheder:
Skriv til redaktionen på lousni@um.dk eller jannan@um.dk.
Det er også muligt at indgive en klage – dog senest 12 uger efter udgivelsesdatoen – til Pressenævnet på sekr@pressenaevnet.dk.

Sprog:
dan

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/360feb19/index.html

ISBN nr. Elektronisk version:
978-87-93616-98-1

ISBN nr. Trykt version:
978-87-93616-97-4

ISSN nr. Trykt version:
2596-4070

Version:
1.0

Versionsdato:
2019-02-22

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, png, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

Top

Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 1 · februar 2019".
Version nr. 1.0 af 22-02-2019
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360feb19/index.html