Gå til indhold

Magt – ”Mændene kan jo også se fordelene”

FEATURE
MOZAMBIQUE

På øen Ilha de Mozambique balancerer beboerne islam med den afrikanske kultur, som giver kvinderne magt gennem arv og ejendomsret. Det går uden besvær. Næsten.

AF MAI RASMUSSEN
FOTO: KIM WENDT

Ilha De Mozambique – Med en hånd løftet i en doven gestus og næsten umærkelige vip med skuldrene sætter den midaldrende Dona Fatima dansen i gang. På kanten af Det Indiske Ocean fylder hendes brede krop en grøn plastikstol ud i en smal baggård med rå betonvægge. Omkring hende mimer 11 kvinder og en enkelt pige de tilbageholdte bevægelser. En tromme slår rytmen an, kvinderne synger i kor, og hofter, arme og lår finder ind i en fælles bevægelse.

Kvinderne danser den såkaldte tufo-dans, der ifølge legenden stammer fra dengang, profeten Mohammed flygtede fra Mekka til Medina og dér blev budt velkommen med denne dans. Profeten syntes om den, nikkede anerkendende, og siden er tufo blevet danset i muslimske forsamlinger i utallige fortolkninger.

Sådan er det også her, på øen Ilha de Mozambique helt mod nord i landet i det sydligste Afrika. På denne dag er det ellers ofte religiøse indhold lagt bort, og med toner og bevægelser fortæller de dansende kvinder deres egen historie om at balancere deres egne ønsker og ambitioner med det tætte øsamfunds traditioner og muslimske kultur.

”Det særlige ved vores kultur på Ilha de Mozambique og for store dele af Swahili-kysten (strækningen på Afrikas østkyst fra Kenya i nord til Mozambique og til dels Sydafrika i syd, red.) er, at vi har absorberet islam og samtidig bevaret vores bantu-traditioner,” fortæller Sheik Hafiz Jamú.

DANSK STØTTE TIL KVINDERS RETTIGHEDER PÅ ILHA DE MOZAMBIQUE

Kulturforeningen Associação Cultural das Mulheres da Ilha de Moçambique, ACUMIM, har siden 2009 fået dansk støtte med det formål at styrke foreningens struktur, arbejde og kommercielle aktiviteter og at give medlemmerne økonomisk mulighed for at tage en uddannelse. Den traditionelle dansegruppe er ACUMIMs udgangspunkt.

”Jeg tror, vores dans betyder noget, i forhold til at folk accepterer, at vi har vores egen forening, og at vi tager en uddannelse og finder arbejde. Dansene er jo gamle, og når vi danser, viser vi, at vi gerne vil holde fast i alle vores traditioner,” siger Atija Ali, der er lærer, danser og medlem af ACUMIM.

”DET særlige ved vores kultur på Ilha de Mozambique er, at vi har absorberet islam og samtidig bevaret vores bantu-traditioner. Den er matrilineær og giver magten i samfundet og familien til kvinderne, fordi de ejer og arver frem for mændene,” siger sheik Hafiz Jamú. sheiken leder sit sunnibroderskab fra landets ældste moské.

Magten til kvinderne

”Vi er et bantu-folk, og vores oprindelige kultur er den bantu-kultur, som hører til her hos mahkuwa-folket. Den er matrilineær og giver magten i samfundet og familien til kvinderne, fordi de ejer og arver frem for mændene,” siger sheiken og fortsætter:

”Billedet blev lidt mindre klart, efter at arabiske forretningsfolk kom hertil for mange hundrede år siden. Jeg er ikke i tvivl om, at det har givet en masse problemer dengang, for med islam kom andre regler og normer – som for eksempel at magten ligger hos mændene.” Sheiken leder sit sunnibroderskab fra landets ældste moské, der har til huse i et ganske lille og helt grønt hus i den nordlige del af øen og med udsigt fra bagdøren til fiskeres kanoer og dhows, der besejler strædet mellem øen og fastlandet.

Spørgsmål om magt og magtfordeling i familie og samfund er ifølge en af Ilha de Mozambiques to muslimske ledere lige så gammelt som mødet mellem den afrikanske bantu-kultur og islam, der kom til stedet ad søvejen om bord på arabiske handelsskibe. Imamen forklarer sameksistensen, der dog også giver årsag til sammenstød, således:

”En af grundene er, at vi ikke har lavet om på traditionen med, at kvinder tilbringer mest tid sammen med børnene. Det er en stærk forbindelse og en stærk påvirkningsfaktor. Drengene bliver udsat for den traditionelle bantu-kultur side om side med den arabiske og muslimske tro og kultur, og på den måde lever begge kulturer videre” fortsætter han.

ILHA de Mozambique er knap tre kilometer lang og et par hundrede meter bred. Et lille samfund, hvis historie er vævet af afrikanere fra makhuwa-folket, portugisiske søfarende og arabiske forretningsfolk.

Myndighed over børnene

Ilha de Mozambique er knap tre kilometer lang og et par hundrede meter bred. Et lille samfund, hvis historie er vævet af afrikanere fra makhuwa-folket, portugisiske søfarende – Vasco da Gama gik i land her i 1498 – og arabiske forretningsfolk. Med sine kalkede og kølige bygninger fra kolonitiden har øen fået plads i UNESCOs kategori som verdenskulturarv, men den har også andet at byde på: et særegent miks af islam og matrilineær kultur.

Her dækker kvinderne håret, beder efter forskrifterne og sparer op til eller drømmer om at tage på pilgrimsfærd til Mekka. Men de har ejendomsret, og de arver efter deres mødre. I modsætning til mange af deres afrikanske og mellemøstlige søstre har de også myndighed over deres egne børn, og skulle deres mand forlade denne verden, går de ikke selv i arv til hans bror eller onkel.

Uddannelse på akademisk niveau

I baggården er der smil på læberne og lyn i øjnene, som de dansende kroppe vugger og vrikker. Kvinderne er klædt i hvide, stramme T-shirts og rød- og blåternede tørklæder og capulanaer, som er det matchende stykke stof, de har viklet om sig som nederdele. Capulanaerne er deres signatur.

Farverne viser, at de er med i Associação Cultural das Mulheres da Ilha de Moçambique (kvindernes kulturforening på Ilha de Mozambique, ACUMIM, red.), og de udfordrer balancen mellem kultur og religion med endnu et træk: Gennem kulturforeningen får nogle af medlemmerne og deres døtre uddannelse på håndværks- og akademisk niveau, hvilket er et særsyn her, hvor fiskeri og handel er de fremherskende beskæftigelser. Blandt de dansende er der således en HR-konsulent, en miljøtekniker, en lærer og en ingeniør.

”Der var ikke mange, som syntes, at det var en god idé, at vi kvinder skulle blive mere uafhængige. Hverken gennem vores eget fællesskab i foreningen eller i form af økonomisk uafhængighed i kraft af vores arbejde. Det er jo nye tanker og visioner for kvinder, som vi har sat gang i. I begyndelsen blev det set som en lidt langt ude idé, som noget skørt,” siger Tuquia Barkar Juma, der har siddet på formandsposten i ACUMIM i otte år og med hjælp fra foreningen har taget en universitetsuddannelse i kommunikation.

”Især i starten brugte vi rigtig meget tid på at forklare, hvilke positive effekter det har – som for eksempel at familien får en bedre økonomi. Det arbejde er bestemt ikke slut,” siger hun.

Netop de økonomiske fordele for husholdning og familie fungerer som en løftestang i forhold til at overbevise tvivlere og modstandere om, at ligestilling og kvinders aktive deltagen i samfunds- og arbejdsliv er en god idé, også i et muslimsk samfund.

Økonomiske fordele

Andre medlemmer er enige i, at netop de økonomiske fordele for husholdning og familie fungerer som en løftestang i forhold til at overbevise tvivlere og modstandere om, at ligestilling og kvinders aktive deltagen i samfunds- og arbejdsliv er en god idé, også i et muslimsk samfund.

”Det er en lang proces, og det har krævet og kræver stadig mange samtaler og meget forklaring. Nogle mænd og også nogle kvinder synes slet ikke, at det er let at have med at gøre. Det kræver en vis styrke at gå i gang med noget, som folk ikke er vant til. Det var heller ikke let i mit eget ægteskab. Først da min mand kunne se, at vi fik bedre forhold derhjemme, fordi jeg kunne mere og tjente penge til husholdningen, accepterede han det for alvor. Det var en hård tid, som krævede meget af mig,” siger Atia Adriano Faquira Taucale, der er uddannet planlægger og arbejder i provinsens miljøforvaltning.

”Det sjove er, at vi også møder misundelse. Der er virkelig blevet snakket og diskuteret rundtomkring. Det er ikke så voldsomt længere, for det er efterhånden blevet mere almindeligt. Man kan måske sige, at folk har vænnet sig til, at vi gør noget andet, end kvinder almindeligvis gør,” siger hun.

Sender børn i skole

Denne søndag foregår dansen på Ilha de Mozambiques sydlige spids. Her bor de fleste af kvinderne i det, som bliver kaldt ”Hullet”. Sten og jord er gravet op for flere hundrede år siden og brugt til at bygge de berømmede koloniale huse og paladser af. I ”Hullet” bor man tæt i huse af blik, beton og træ og fibre fra makutepalmer. Lidt længere oppe på øen ligger kulturforeningen ACUMIMs gulkalkede hus, som er en af øens sydligste bygninger fra kolonitiden. Indenfor snurrer foddrevne symaskiner, og kjoler og skjorter er på udstilling og til salg. I et naborum er der indrettet frisørsalon. På denne adresse foregår foreningens kommercielle aktiviteter, der bidrager til eller ligefrem sikrer økonomien hos de kvinder, som ikke har evnerne til at få en uddannelse, eller som foreningen ikke har råd til at sponsorere.

”Jeg vil sige det sådan, at vi støtter hinanden i at skabe os ganske normale liv. En del af os har først for nylig lært at læse og skrive. Det kan vi nu, og vi kan sende vores børn i skole i kraft af de penge, vi tjener her,” siger Agira Comica Saide, der ikke selv har nogen videregående uddannelse.

”Nogle mænd er taknemmelige for vores idéer og vores arbejde. Mændene kan jo se fordelene, også selvom de nok dybest set helst selv vil sidde på hele magten i familien,” siger hun til almindelig og begejstret latter blandt de andre kvinder.

MED sine kalkede og kølige bygninger fra kolonitiden har øen fået plads i UNEsCos kategori som verdenskulturarv, men den har også andet at byde på: et særegent miks af islam og matrilineær kultur. Her dækker kvinderne håret, men de har også ejendomsret og arver efter deres mødre.

Det stærke skrevne ord

Går det for sig uden problemer? ”Generelt, ja. Men ikke altid. Jeg ser det i moskéen og såmænd også i min egen familie. Især spørgsmål om arv kan være udfordrende. Så skal vi finde frem til, om vi skal følge bantutraditionen, som giver beslutningsretten til min mor, eller de muslimske regler, som giver min far den ret. Det kan være ret forvirrende.”

Hvem vinder? ”Det kan man ikke svare entydigt på. Islam har den styrke i forhold til den matrilineære tradition, at vi har en bog, Koranen. Det skrevne ord er et stærkt værktøj, når der skal tages beslutninger, og når man skal forholde sig til en konflikt eller en potentiel konflikt. Hvis manden i familien kan læse og udlægge Koranen, så er der nok en tendens til, at familien bøjer sig i retning af de muslimske regler frem for dem, som eksisterer i bantu-kulturen.”

Dyrker tolerance ”

Men essensen i vores samfund er nok, at vores regler ikke lukker sig om sig selv. Vi dyrker tolerance. Af og til

virker det nærmest, som om enhver har sin egen udgave af, hvordan kultur og tradition kan gå hånd i hånd, og som regel handler det om at finde ud af, hvordan lovene i Koranen kan fungere til ens eget bedste. Det er jeg ikke så begejstret for, men fortolkningerne giver for eksempel plads til, at kvinderne her på Ilha de Mozambique indtager positioner, som ikke er helt almindelige blandt muslimske kvinder, og det kan jeg kun være tilhænger af,” siger sheik Hafiz Jamú.

Men at balancen mellem islam og den matrilineære kultur ikke altid er let at finde, kan læreren Atija Ali vidne om:

”Jeg blev skilt, da jeg begyndte at studere. Min man forlod mig og fandt sig en anden kone, som ikke havde den slags idéer. Jeg var ikke ligefrem uenig i, at vi skulle skilles. Jeg er ikke interesseret i at skændes om små ting som te og æg. Min mand kunne finde på at ringe til mig, når jeg var taget af sted til seminariet, og sige, at nu ville han have morgenmad. Normalt havde jeg faktisk lavet mad til ham på forhånd. 'Men det er blevet koldt', sagde han så. Det giver jo ingen mening at leve på den måde,” siger hun.

Seksuel tilfredsstillelse

Blandt medlemmerne af ACUMIM er de mange udlægninger af kultur, tro og regler også velkendt stof – og af og til får det latteren til at runge imellem dem.

”Nogle mænd er overbevist om, at de skal bestemme alt i familien. Det kan komme så vidt, at manden siger, at kvinden slet ingenting må – selvfølgelig lige bortset fra at tilfredsstille ham seksuelt,” siger Muaziza Abdala, der arbejder for øens vandforsyningsselskab. ”Det synes en mand måske lyder rigtig godt, men når det kommer til stykket, gider han jo ikke klare alle de andre ting i et hjem på egen hånd.”

 

Top

Denne side er artikel 13 af 21 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 1 · februar 2019".
Version nr. 1.0 af 22-02-2019
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360feb19/index.html