Gå til indhold

Fra diktatur til demokrati – Tunesiske kvinder tvinger sig vej ind i politik

FEATURE
TUNESIEN

Tunesien er på kort tid gået fra at være et diktatur til et demokrati og er et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. Der er flere kvinder i politik i Tunesien end i Danmark. Men der er stadig meget at kæmpe for.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN
FOTO: RASMUS BØGESKOV LARSEN

OTTE år efter revolutionen bliver der stadig demonstreret i gaderne i Tunesien. Her er det i forbindelse med en generalstrejke, som landets stærke fagforening holdt for offentlige ansatte.

Erijes far var uforsonlig den aften. Det kunne ikke komme på tale, at hans 19-årige datter skulle gå ud om aftenen for at deltage i et partimøde.

Landmanden var i forvejen imod, at Erije overhovedet blandede sig i politik. For ham har politik altid været forbundet med løgn og korruption. Det er ikke noget for en teenager. Og da slet ikke for en pige, som han, uanset hvad, ikke ønskede skulle gå ud i de mørke gader om aftenen.

Men Erije Gabtni havde for længst truffet sit valg og sagt ja til at blive opstillet til kommunalvalget på en valgliste for uafhængige unge. Hun måtte ud.

Erije sagde, hun gik i seng. Hun låste døren til sit værelse og slukkede lyset, hvorefter hun med søsterens hjælp kravlede ud ad vinduet. Udenfor krøb hun under køkkenvinduet og løb ud i de næsten mennesketomme gader i hjembyen Menzil Jamil, en provinsby på størrelse med Næstved.

Da Erije nåede frem og satte sig ved bordet med de andre unge, bankede hendes hjerte lige så hårdt, som hendes far ville have banket på den låste dør, hvis han mistænkte, at hun var løbet bort.

Men faren fandt aldrig ud af noget. Han opdagede hende heller ikke, da han en anden aften sad på sin lokale cafe, og hun gik forbi på gaden iført slør og lang kjortel – hvilket hun aldrig normalt ville bære – på vej til et andet politisk møde.

Nogle måneder senere var Erije Gabtni blevet valgt som landets yngste byrådsmedlem efter Tunesiens første demokratiske kommunalvalg nogensinde.

”Da jeg viste min far et klip fra nyhederne, der fortalte, at jeg var den yngste kommunalpolitiker i landet, kunne han ikke holde sit smil tilbage. Men det forsvandt hurtigt igen. Han vil have, at jeg skal have succes i alt andet end politik,” fortæller Erije i sin tantes lejlighed, som ligger skråt over for kommunen.

Også tanten stillede op ved kommunalvalget i 2018, men blev ikke valgt ind. Hun var en af dem, som gav Erije mod på at gå ind i politik. Men det vigtigste for Erije var, at hun havde valgloven på sin side.

”Det gav mig selvtillid, at jeg vidste, at mændene var tvunget til at acceptere mig. De havde ikke noget valg,” siger Erije.

Både mænd og kvinder er nybegyndere i demokratisk politik, fordi det politiske liv førhen var en ørken. Så mændene har lige så meget at lære som kvinderne. Alle er nødt til at lære politik gennem praksis.

Najla Abbes, bestyrelsesmedlem, foreningen for kvindelige vælgere, Tunesien

20-ÅRIGE Erije Gabtni er tunesiens yngste, folkevalgte politiker. Hun kæmper til daglig med både fordomme omkring unge og kvinders evne til at være politiske ledere.

Mænd har intet forspring

Det tunesiske kommunalvalg blev en milepæl for landets kvinder. 47 procent af medlemmerne i landets byråd består nu af kvinder, hvilket er markant flere end i eksempelvis Danmark, hvor andelen af kvinder i byrådene er 33 procent.

Det skyldes i høj grad et valgsystem, som er designet til at modvirke diskrimination af kvinder. Systemet er ikke bygget på kvoter, men resultatet er omtrent det samme. Frem for at fastsætte et forudbestemt antal sæder til kvinder tvinger det tunesiske valgsystem partierne til at opstille kvinder og mænd helt ligeligt på deres valglister.

Ved parlamentsvalget i 2014 var det et krav, at der skulle være skiftevis mænd og kvinder på listerne. Da de fleste partier placerede mænd øverst på deres lister, blev resultatet dog, at majoriteten i parlamentet stadig blev mænd. De 33 procent kvinder, der blev valgt ind, var dog stadig flere end i eksempelvis Tyskland og USA og kun lidt færre end i Danmark.

Til kommunalvalget blev systemet gjort en tand strammere. Nu skulle alle partier og lokallister også skiftevis placere mænd og kvinder øverst på deres lister. Dermed var der på forhånd sikret næsten komplet paritet mellem kønnene.

Sådan et system er helt retfærdigt, mener en af dem, som har arbejdet hårdest på at få det realiseret.

”I Tunesien har mændene intet forspring,” siger Najla Abbes, bestyrelsesmedlem i foreningen for kvindelige vælgere, der udførte et stort lobbyarbejde for at få loven gennemført og er blevet støttet i dets arbejde af Kvinfo under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

”Både mænd og kvinder er nybegyndere i demokratisk politik, fordi det politiske liv førhen var en ørken. Så mændene har lige så meget at lære som kvinderne,” siger Najla Abbes.

NYTÆNKNING AF ISLAMISKE DOGMER:

Tunesien har taget et par islamiske dogmer ved hornene. Kvinder har fået ret til at gifte sig med en mand, der tilhører en anden trosretning, og præsidenten har åbnet diskussionen om en ny arveretslov, der gør det muligt for døtre at arve lige så meget som sønner – selvom det strider lodret mod den klassiske forståelse i islamisk ret.

Foregangsland i 60 år

Det demokratiske Tunesien har flere gange vist sig at være et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling.

I 2017 vedtog parlamentet en banebrydende lov for såvel fysisk som psykologisk og økonomisk vold mod kvinder. Loven sikrer på papiret kvinder ret til ligeløn, kriminaliserer sexchikane og fjerner blandt andet muligheden for, at en voldtægtsforbryder kan undslippe straf ved at gifte sig med sit offer.

Tunesien har også taget et par islamiske dogmer ved hornene. Kvinder kan i dag gifte sig med en mand fra en anden trosretning, og præsidenten har åbnet diskussionen om en ny arveretslov, der gør det muligt for døtre at arve lige så meget som sønner – selvom det er i strid med den klassiske forståelse i islamisk ret.

Selv det hedengangne diktatoriske Tunesien var også på mange punkter anderledes end dets arabiske naboer. Landsfaderen Habib Bourguiba var en benhård sekularist af den franske skole, som promoverede kvinders aktive deltagelse i samfundet. Allerede da republikken opnåede sin selvstændighed i 1956, blev polygami og tvangsægteskaber forbudt, og kvinder fik ret til skilsmisse.

I 1965 fik tunesiske kvinder også ret til abort, otte år før amerikanske kvinder og ti år før franske kvinder. Abort er stadig i dag forbudt i de fleste arabiske lande.

Til trods for at de tunesiske kvinder altså længe har nydt flere rettigheder end deres søstre i andre lande, så er politisk magt stadig stærkt forbundet med mænd.

”Sådan er traditionen. Og for de fleste er traditioner noget positivt. Derfor er vi nødt til at tvinge ligestillingen igennem. Love er det eneste, som kan bryde med traditionerne,” siger Erije Gabtni.

”Når først folk vænner sig til at se kvinder i politik, vil de langsomt acceptere det. Det vil blive til en ny tradition. Ligesom det er blevet en tradition, at kvinder tager lange uddannelser og går klædt, som de vil. Sådan var det ikke førhen,” siger hun.

DET demokratiske tunesien har flere gange vist sig at være et foregangsland i den arabiske verden, når det gælder ligestilling. I 2017 vedtog parlamentet en banebrydende lov, der på papiret bl.a. sikrer kvinder ret til ligeløn og kriminaliserer sexchikane.

TUNESIEN EFTER REVOLUTIONEN

  • Tunestien er det eneste land, som efter Det Arabiske Forår i 2011 har udviklet et demokrati.
     
  • Landet fik i 2014 en ny og ifølge observatører ganske progressiv forfatning, og siden 2015 har Tunesien været kategoriseret som et frit land af Freedom House.
     
  • Mens der er gjort mange fremskridt, når det gælder landets love, så er korruption og den økonomiske ulighed uforandret. Derfor er der fortsat mange protester og uroligheder i landet.
     
  • Tunesien skal holde nyt parlamentsog præsidentvalg i november 2019.

Respekt kan ikke fremtvinges

Men virker tvang altid efter hensigten? Eller har den bivirkninger?

Erfaringen fra Tunesien er indtil videre, at et stort antal kvindelige politikere ikke får normerne til at ændre sig med det samme. Når der skal udpeges ministre, guvernører og borgmestre, falder valget stadig i overvejende grad på mænd. I den nuværende regering er der faktisk kun en enkelt kvindelig minister, mens hver femte borgmester er en kvinde.

De kvinder, der vælges ind, kan heller ikke være sikre på at nyde den samme anseelse som deres mandlige kolleger. Det har Erije fået at mærke – og måske endda med dobbelt kraft, fordi hun både er ung og kvinde.

”Jeg bliver ofte ignoreret af de andre i byrådet og har svært ved at få taletid. Og selv når jeg får ordet, er det ikke sikkert, de lytter. De sidder bare og ser ned i deres telefoner,” fortæller hun.

Endelig er der også partier, som feministiske aktivister mistænker for at opstille inkompetente kvindelige kandidater, som ikke er særlig aktive, når først de er valgt ind. De deltager ikke i partiernes møder, men følger bare partilinjen, når der skal stemmes.

Alt dette er dog for Najla Abbes bare et bevis på, at det er nødvendigt med tvang. Ikke, at den ikke virker.

”Mentaliteten kan ikke følge med de forandringer, der sker i samfundet. Den ændrer sig ikke i det samme tempo. Selv mine egne brødre gør nogle gange grin med mig. Men vi kan ikke vente på, at folk ændrer deres mentalitet af sig selv. Vi er nødt til at få gjort dem vant til at se kvinder i magtpositioner,” siger hun.

Modstanden har heller ikke slået Erije Gabtni ud. Hun vidste godt, det ville være sådan. Det er ikke muligt at tvinge samfundet til at have tillid til en ung kvindelig politiker. Det er kun muligt at tvinge samfundet til at give hende en chance for at bevise sig selv og vinde deres tillid.

”Den eneste måde, jeg kan ændre på tingene, er ved at arbejde meget hårdere end alle andre. Det virker fak tisk. Når jeg fremlægger en sag i byrådet, som jeg har arbejdet længe på, så begynder de andre at lytte imod deres vilje,” siger hun.

DET tunesiske civilsamfund har spillet en afgørende rolle siden revolutionen, og særligt landets kvinder er meget aktive.

Kvinderne har mere at vinde

At Tunesien har fået et valgsystem, der lægger så stor vægt på ligestilling, er i høj grad civilsamfundets skyld. Revolutionen åbnede det offentlige rum op, og det er blevet fyldt ud af hundreder af nye organisationer og bevægelser, som er dygtige til at sætte dagsordenen.

I civilsamfundet er der ikke behov for kvoter eller valglove. Her er kvinderne i overtal. Der er ikke lavet statistik over kønsfordelingen i det civile arbejde, men der er ikke nogen i forenings-Tunesien, som betvivler, at kvinderne er mest aktive.

En lørdag i Manouba, en forstad til Tunis, holder en ungdomsorganisation træning for dens ”ambassadører”. Emnet er denne gang bæredygtig udvikling, og målsætningen er, at ambassadørerne – som er elever i folkeskoler, gymnasier og universiteter – skal tage deres viden med sig og lave egne aktiviteter på skolerne. Eleverne får blandt andet til opgave at opføre små skuespil, der indfanger hvert af FN’s 17 verdensmål.

Både blandt instruktører og elever er den klare majoritet piger.

”Der er ikke så mange drenge, der er villige til at engagere sig frivilligt,” fortæller en af organisationens medlemmer, Chedia Chafter.

”Revolutionen gav en åbning for alle, men det er kvinderne, som har udnyttet den mest. Vores rettigheder er ikke sikret på forhånd, så vi er nødt til at være til stede overalt i samfundet og sætte vores aftryk. Drengene har ikke lige så meget at vinde, så de sidder mere derhjemme,” siger den 22-årige biologistuderende.

Pigerne understreger dog, at der normalt er flere drenge, og at organisationen arbejder ud fra en målsætning om at være lige mange af begge køn. Men det er lørdag, og der er fodboldkamp, undskylder de – dog uden at kunne lade være med at grine.

”Det er vel naturligt, at vi er i flertal, når vi også er i flertal på universiteterne og eksempelvis i medieverdenen. Min oplevelse er, at vi kvinder knokler langt hårdere, fordi vi ikke får lige så meget foræret af samfundet,” siger Jihan Rahan, som er journaliststuderende.

”Det er kun i politik, at det stadig er mændene, som dominerer,” siger hun. ”Men det vil ændre sig med vores generation. Det er jeg sikker på.”

 

Top

Denne side er artikel 11 af 21 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 1 · februar 2019".
Version nr. 1.0 af 22-02-2019
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360feb19/index.html