Gå til indhold

Essay – Virker udviklingsbistand?

På en rejse til Malawi dukkede spørgsmålet ”Nytter udviklingsbistand?” op i hovedet på AIDS-Fond-koordinator Aske Helweg Krarup. Han lavede en podcast, der giver svar: Vi aner ikke, om udviklingsbistand har en positiv makroøkonomisk effekt. Men bistand forbedrer sundhed og uddannelse i verdens fattigste lande.

AF ASKE HELWEG KRARUP

Med Myter om Milliarder har jeg været på en rejse fra naiv selvsikkerhed til tvivl og tilbage igen i jagten på et ærligt svar på spørgsmålet: Virker udviklingsbistand? Jeg vil her beskrive lidt af, hvad jeg har fundet ud af, men vigtigere endnu, hvorfor jeg mener, at det er afgørende, at vi bliver bedre til at stille spørgsmålet.

Mit spørgsmål opstår på en cafe i den lille grænseby Mchinji i det vestlige Malawi. Jeg sidder på en rød plastikstol ud til vejen, hvor støvede lastbiler gør et sidste holdt, inden de fortsætter ind over grænsen til Zambia. Malawi har en af verdens højeste rater af hiv og aids, og som international projektleder for AIDS-Fondet interesserer jeg mig for den gruppe, som ingen interesserer sig for i Malawi. Mænd, der har sex med mænd, bliver ulovligt anholdt, overfaldet på gaden og ydmyget i sundhedssystemet. Derfor er hiv-raterne i denne gruppe dobbelt så høje som i resten af befolkningen.

Jeg skal mødes med en gruppe mænd, der har sex med mænd, som skal arbejde frivilligt for os. De skal dele kondomer ud og informere om hiv-forebyggelse i deres netværk. Det får de lidt penge for. Bare lige så de har råd til at tage bussen og købe noget taletid. Men pludselig ringer min telefon. Jeg får at vide, at vi har modtaget en trussel. Hvis vi holder mødet, bliver vi meldt til politiet og anholdt. Absurd nok så kommer truslen fra en anden gruppe af mænd, der har sex med mænd. De vil nemlig have fingre i de penge, man får som frivillig for AIDS-Fondet.

Jeg bliver edderspændt rasende. ”Så kan de da sejle deres egen sø!” tænker jeg. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at de penge, som jeg kommer med, faktisk skaber splid mellem de to grupper. To grupper, der burde holde sammen. Og der meldte tanken sig ufravigeligt: Virker udviklingsbistand overhovedet? Nytter de mange milliarder noget, eller forsvinder de bare mellem hænderne på godtroende og naive projektmedarbejdere som mig selv? Og gør de måske i virkeligheden mere skade end gavn?

Confirmation bias

Mennesker er enormt dårlige til at ændre holdning. Det ligger dybt i os, at vi ikke bygger vores holdninger på viden – men på holdninger. Med andre ord danner vi først en holdning til noget, og derefter leder vi efter dokumentation og fakta, der underbygger den. Det kaldes ”confirmation bias”, og det er et velkendt og veldokumenteret begreb.

Det er nok også årsagen til, at jeg aldrig har sat seriøst spørgsmålstegn ved, om bistand virker. Jeg har forvekslet holdning med viden, og jeg har ladet min humanistiske opfattelse af bistand som et sympatisk projekt overskygge min mangel på reel viden om, hvorvidt det rent faktisk nytter noget. Ikke mindst har jeg afskrevet alle de kritiske røster som usympatiske, højreorienterede og uden forstand på, hvad de taler om. Helt uden at lytte til deres argumenter. Men hvis man rent faktisk formår at sætte sig ud over sit confirmation bias og undersøge emnet objektivt og fordomsfrit, så tegner der sig lynhurtigt et dystert billede.

Mikro-makro-paradokset

Når man googler ”virker ulandsbistand”, bliver man mødt af en række artikler, der er lige så nedslående, som de er veldokumenterede. Tungest af alle vejer argumenterne fra den britisk-amerikanske professor i økonomi Angus Deaton. Med en nobelpris i ryggen udpensler han graf for graf, hvordan der ingen sammenhæng er mellem, hvor meget bistand lande får, og hvor stor deres økonomiske udvikling er. Lande, der får meget bistand, ser altså ikke ud til at udvikle sig hurtigere end lande, der får lidt bistand.

Det er paradoksalt, fordi alle ellers er enige om, at udviklingsprojekter isoleret set har en relativt god effekt. Den forplanter sig tilsyneladende bare ikke i samfundsøkonomien. Den problematik kaldes mikro-makro-paradokset. Som årsag peger Deaton blandt andet på ”fungibilitets-effekten”.

Det vil sige, at hvis Danmark eksempelvis giver bistand til Nigerias sundhedssektor, så kan landets regering flytte de ressourcer, den ellers ville have brugt på sundhed, og købe biler, paladser og i værste fald våben for pengene. Dermed bliver det samlede budget til sundhedsindsatser i Nigeria ikke større. Som om det ikke var nok, så hævder Deaton også, at bistand er direkte skadelig. Det skyldes blandt andet, at når stater får de fleste af deres indtægter fra bistand, så behøver de ikke at opkræve skatter. Når de ikke er afhængige af skatter, så står de heller ikke til regnskab over for deres borgere, og dermed er bistanden med til at udhule demokratiet i modtagerlandene.

MYTER OM MILLIARDER

Myter om Milliarder er en podcastserie, som afdækker fakta og afliver myter om den danske udviklingsbistand. Gennem seks afsnit interviewer Aske Helweg Krarup forskere og eksperter inden for økonomi, migration og menneskerettigheder og giver et ærligt svar på, om bistand virker. Podcasten er produceret af Brain Gain Group og distribueret af Politiken. Den kan bl.a. høres hos Politiken Podcast eller via iTunes. Podcasten er støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Myter om milliarder

”Kan det virkelig være rigtigt?” tænkte jeg. ”Er vi virkelig så forblændede af vores gode intentioner og varme rejsedestinationer, at vi fuldstændig lukker øjnene for de kolde fakta?” Det spørgsmål tumlede jeg længe med, og det var svært at få et ordentligt svar. Debatten er præget af holdninger og meninger, og det er umuligt at hitte rede i, hvad der faktisk er viden og dokumentation. Derfor tog jeg orlov fra mit arbejde og kastede mig ud i podcastprojektet Myter om Milliarder. Gennem seks uger talte jeg med en lang række af Danmarks førende forskere og eksperter inden for bistand, økonomi, migration og menneskerettigheder for at få ærlige og redelige svar på, om skidtet virker. Og konklusionen er klar. Det gør det faktisk. Men det kommer an på, hvad man mener med ”virker”.

Deatons nobelpris har gjort hans konklusioner til et stærkt argument i den offentlige debat. Der er bare et problem: ”Angus Deaton har ikke fået nobelprisen for sin bistandsforskning. Han har slet ikke lavet bistandsforskning,” fortæller Finn Tarp, professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet og direktør for FN's institut for udviklingsstudier i Finland. Og sandheden om mikro-makro-paradokset er ikke så klar, som Deaton fremlægger den. Faktisk mener Tarp, at de sidste ti års studier har vist, at der er en klar og betydelig makroøkonomisk effekt af bistanden.

Herhjemme er diskussionen repræsenteret af Tarp på den ene side og professor i udviklingsøkonomi ved Aarhus Universitet Martin Paldam på den anden. Paldam har gennemgået over 100 studier af bistand og konkluderer på den baggrund, at bistanden har en forsvindende lille effekt på makroplan.

Tarp har gennemgået de samme studier og konkluderer en positiv effekt. Men hvordan kan de være så uenige? De har jo grundlæggende de samme tal at gå ud fra? Det har jeg selvfølgelig spurgt dem begge to om. De svarer, at det er et enormt kompliceret spørgsmål, og at der er mange faktorer, der spiller ind. De fortæller desuden – hvilket jeg bed mærke i – at politiske ideologier også har en vis indflydelse på de økonomiske konklusioner, og at økonomer derfor ikke altid er enige.

Har udviklingsbistand en positiv makroøkonomisk effekt? Svaret er tydeligt: Vi aner det ikke! Medmindre man er ekspert i makroøkonomiske metaanalyser, er det umuligt at bedømme, hvem der har ret. Men ikke desto mindre er der faktisk en række ting, de to ærkefjender kan enes om. De er enige om, at enkelte udviklingsprojekter virker rigtig godt, og de er enige om, at bistanden i høj grad bidrager til at forbedre sundhed og uddannelse i verdens fattigste lande. Derfor mener jeg, at man kan sige, at udviklingsbistand virker.

Jeg tror, at de fleste i min branche har haft oplevelser – som den, jeg havde i Malawi – hvor de inderst inde har sat spørgsmålstegn ved deres eget arbejde. Men kun de færreste har turdet sige det højt. Det har skabt en debat, hvor kritikerne har haft monopol på saglige og seriøse argumenter, mens bistandens fortalere har forladt sig på moral og følelser.

Aske Helweg Krarup,
international projektleder for AIDS-Fondet

Tabu at tvivle

Men den pointe fremstår desværre ikke så stærkt i debatten, som den fortjener. Det skyldes efter min mening, at det blandt den akademiske venstrefløj – som jeg selv tilhører – er tabu overhovedet at stille spørgsmålet.

Da jeg kom hjem fra Malawi og begyndte at tumle med det her spørgsmål, turde jeg ikke sige det højt af frygt for at blive stemplet som usympatisk og blive sat i bås med de højreorienterede bistandskritikere.

Jeg tror, at de fleste i min branche har haft oplevelser – som den, jeg havde i Malawi – hvor de inderst inde har sat spørgsmålstegn ved deres eget arbejde. Men kun de færreste har turdet sige det højt. Det har skabt en debat, hvor kritikerne har haft monopol på saglige og seriøse argumenter, mens bistandens fortalere har forladt sig på moral og følelser. Ved at tabuisere spørgsmålet og stemple tvivlerne har man undertrykt en faglig diskussion og dermed understre get kritikernes pointe om, at bistandsverdenen ikke tør diskutere spørgsmålet, fordi vi er bange for at save den gren over, vi selv sidder på. Og det er synd, for de faglige argumenter er faktisk på bistandens side.

Jeg mener derfor, at det er afgørende, at vi tør sætte spørgsmålstegn ved vores opfattelser af virkeligheden, og at ingen spørgsmål er tabu. At vi forstår at lytte åbent og objektivt til de mennesker, som vi tror, vi er uenige med, og at vi magter at sætte os ud over vores fasttømrede holdninger og skifte mening en gang imellem. For dine politiske modstandere tager ikke altid fejl, og dine ditto meningsfæller har ikke altid ret. Lad os blive bedre til at lytte til hinandens argumenter, og lad os blive bedre til at adskille meninger og holdninger fra viden og fakta.

En ting, jeg spørger mig selv om i ny og næ, er: ”Hvordan ville jeg have promoveret min podcast, hvis min konklusion blev, at bistand ikke virker?”

Opslag: Hør historier om verdensmålene – Eventserie i hovedstadsområdet i 2018

 

Top

Denne side er artikel 21 af 25 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 1 · februar 2018".
Version nr. 1.0 af 22-02-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360_verden_i_udvikling_feb_2018/index.html