Migration: Fanget i Spaniens største jordbærhave

Før den økonomiske krise var afrikanske indvandrere ønsket arbejdskraft i Spanien. Nu lever de under elendige arbejds- og boligforhold, men har ikke penge til at vende hjem.

AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN / FOTO SANNE VILS AXELSEN, PALOS DE LA FRONTERA

Diarra Sissoko slår sine knyttede næver mod resterne af en gul skumgummimadras. Den primitive boksebold (foto) har han bundet om et fyrretræ ved siden af sit hjem: Et plastiktelt i en skov i den sydandalusiske provins Huelva.

“Selvom jeg ikke har arbejde, står jeg tidligt op hver morgen. Boksebolden holder mig i form og giver mig afløb for mine frustrationer,” forklarer 25-årige Diarra, der rejste fra sit hjemland Mali til Spanien i 2007.

Ligesom stadig flere vestafrikanske indvandrere er Diarra fanget i en sydspansk virkelighed, der står i rystende kontrast til de forestillinger om Europa, der i årtier har fået hundredtusindvis af afrikanere til at risikere livet over Gibraltarstrædet i skrøbelige træpramme og gummibåde.

I fyrretræsskovene bag de endeløse rækker af plastiktunneller i Huelva-provinsen, hvor 90 procent af de spanske jordbær dyrkes, er tusindvis af afrikanere endt i sundhedsfarlige teltlejre, der vokser i takt med den spanske arbejdsløshed.

“I Mali boede jeg under fattige kår, men det kan ikke sammenlignes med det liv, jeg lever nu. Jeg spilder min ungdom og mit liv,” siger Diarra og ser ud over de mange plastiktelte og bunker af affald mellem fyrretræerne.

I modsætning til flertallet af sine naboer i teltlejren drømte Diarra ikke om at komme til Europa.

“Jeg ville være elektriker, men min far insisterede på, at jeg skulle rejse efter min storebror, som arbejdede på en byggeplads i Almería og sendte penge hjem til os,” fortæller Diarra.

I årene op til krisen, hvor Spanien byggede flere boliger end Tyskland, Frankrig og Italien tilsammen, slæbte Diarra mursten i den boomende spanske byggebranche og kunne næsten hver måned overføre flere hundrede euros til familien i Mali.

Men da den spanske boligboble brast, og byggesektoren kollapsede, måtte familien vinke farvel til de penge, Diarra blev sendt til Europa for at skaffe. Diarra måtte flytte fra sin etværelses lejlighed i Almería.

Lige siden har han været hjemløs. I en kort periode boede han i et besat hus og plukkede pærer i Lleída i Catalonien. Da pæresæsonen sluttede, rejste han mod olivenhøsten i den andalusiske Jaén-provins. Og herfra mod jordbærplantagerne i Huelva-provinsen.

Fem år efter at Spanien blev hårdt ramt af den økonomiske krise, er produktionen af blandt andet oliven faldet, samtidig med at den massive arbejdsløshed har drevet spanierne mod de ufaglærte jobs i landets frugt- og grøntplantager. Og med den stigende konkurrence fra østeuropæiske EU-borgere er mange af de afrikanske indvandrere endt bagerst i køen til det ufaglærte sæsonarbejde, de har pendlet mellem i årevis.

Flertallet af dem overlever i dag med få dages sort og underbetalt arbejde i jordbærtunnellerne.

Diarra har tjent knap 300 euro ved underbetalt arbejde hos forskellige jordbæravlere under jordbærsæsonen i 2013. Ligesom de fleste andre beboere i teltlejrene har han hverken råd til mad eller til at rejse hjem.

“Jeg forsøger at rationere den mad, Røde Kors eller Accem (ngo, red.) uddeler til os hver 14. dag,” fortæller Diarra og peger på den papkasse, hvor han opbevarer olie, ris og dåser med flåede tomater. “Men det er slet ikke hver dag, jeg får noget at spise.”

Det er vilkårene for flertallet af teltlejrens beboere.

Madkøerne foran hjælpeorganisationernes lokalafdelinger i Huelva vokser. Byggeriet af de herberger, som kommunen stillede de mange hjemløse indvandrere i udsigt, er gået i stå. Og regeringens kraftige nedskæringer i den offentlige sektor har ramt støtten til integrationsprojekter hårdt.

“Vi arbejder i døgndrift, men vi har langtfra ressourcer nok til at hjælpe og brødføde alle,” fortæller Sirifo Kouyate, der arbejder i den spanske hjælpeorganisation Accems lokalafdeling i Palos de la Frontera i Huelva-provinsen.

“Folk er ofte så sultne, at de slås for at komme foran i køen, hvor vi hver morgen uddeler toastbrød og kaffe,” fortæller han på vej i bilen mod en af de teltlejre, hvor sult, arbejdsløshed og manglende udsigter til en bedre fremtid har skabt et socialt og lovløst kaos, der gør hjælpeorganisationerne magtesløse.

I flere af teltlejrene er manglen på fødevarer langtfra det eneste, der bekymrer organisationerne.

DIARRA SISSOKO VILLE VÆRE ELEKTRIKER I MALI, MEN FADEREN INSISTEREDE PÅ, AT HAN SKULLE REJSE TIL SPANIEN, HVOR HAN HAR VÆRET SIDEN 2007. UDEN UDSIGT TIL ET BEDRE LIVE END DET HAN KOM FRA
DIARRA SISSOKO
VILLE VÆRE ELEKTRIKER I MALI, MEN FADEREN INSISTEREDE PÅ, AT HAN SKULLE REJSE TIL SPANIEN, HVOR HAN HAR VÆRET SIDEN 2007. UDEN UDSIGT TIL ET BEDRE LIVE END DET HAN KOM FRA.

EN GAMMELSKUMGUMMIMADRAS SPÆNDT RUNDT OM ET FYRRETRÆ GØR DET UD FOR BOKSEBOLD.
EN GAMMELSKUMGUMMIMADRAS
SPÆNDT RUNDT OM ET FYRRETRÆ GØR DET UD FOR BOKSEBOLD.

Voldtægt og prostitution

Mellem de kulsorte røgsøjler fra bål af øldåser, fyrretræsgrene og plastik-poser, der rejser sig mod himlen over en anden af provinsens teltlejre, sidder 30-årige María fra Ækvatorialguinea på en drømmeseng og drikker whisky. Hendes arme og ben er plettet af blå mærker og rifter. Med høj, dirrende stemme fortæller hun en historie, som Sirifo Kouyate er rystet over, at hun ikke er gået til politiet med:

I Mali boede jeg under fattige kår, men det kan ikke sammenlignes med det liv, jeg lever nu. Jeg spilder min ungdom og mit liv.

Diarra Sissoko.

“Hver aften låser jeg døren til mit plastiktelt med en cykelkæde. Men det lykkes ham at komme ind alligevel. Han åbner bukserne og presser sig ned over mig. Han voldtager mig hver aften. Det hjælper ikke at gå til politiet. Spansk politi er ligeglad med afrikanske indvandrere,” råber María, før hun rejser sig og peger ned mod en ung ghanesisk mand, der står nogle meter væk og lytter.

“Det er ham, der har voldtaget mig. Han er et monster, en voldtægtsforbyder,” råber hun.

“Hun lyver, hun er en luder!” råber manden tilbage mod María, før han forsvinder væk bag plastikteltene.

En time senere vender han tilbage og fortæller sin version af historien.

“Jeg har aldrig voldtaget nogen. Kvinderne fra Ækvatorialguinea lever af prostitution. Det er dem, der opsøger os om natten og tigger om, at vi betaler dem 10 euro for at dyrke sex med dem. Før de flyttede ind, havde vi fred og ingen problemer,” forklarer den ghanesiske mand og viser en række slørede billeder på sin mobiltelefon:

På det ene løber en kvinde iført trusser og T-shirt efter en flok mænd med en økse i hånden. På det andet ligger hun på jorden mellem plastikteltene med fem mænd oven på sig.

“Hun ville slå os ihjel. Hun er skingrende sindssyg. I skal ikke lytte til, hvad hun siger,” siger den ghanesiske mand.

Sirifo har svært ved at overskue situationen og gennemskue, hvem der taler sandt. Han tilkalder det lokale politi, som lover at tage affære samme aften. Sirifo ville gerne vende tilbage i morgen for at sikre sig, at politiet tager hånd om anklagerne. Men i en anden teltlejr er to senegalesiske mænd sandsynligvis blevet smittet med tuberkulose.

“Jeg er nødt til at tage ud og overbevise dem om, at de skal tilses af en læge så hurtigt som muligt,” siger han.

I september 2012 fjernede den spanske regering gratis lægehjælp til alle indvandrere uden opholdstilladelser. Dog med Andalusien som undtagelse.

“Men mændene kender ikke forskellen mellem de forskellige lovgivninger i de spanske regioner. De tror, de selv skal betale for behandlingen. Hvis de smitter de andre i teltlejren, kan det ende helt galt,” siger Sirifo.

“Slap indvandrerpolitik”

Et andet sted i samme teltlejr beskylder en 40-årig kvinde fra Ækvatorial-guinea den spanske regering for at have ført en “al for slap indvandrer politik”.

Når de spanske myndigheder giver afslag på de illegale indvandreres ansøgning om asyl eller opholdstilladelse, skal de selv sørge for at rejse ud af Spanien.

“Spanien gav opholdstilladelser til alt for mange indvandrere, og myndighederne sørgede ikke for, at hverken de illegale indvandrere eller dem, der havde arbejde, rejste hjem, når deres visa udløb,” siger kvinden, der ankom til Madrid på et turistvisum for 10 år siden.

Indtil 2009 boede hun i en lejlighed i Madrid og arbejdede både som bartender og kasseassistent. Men da krisen tog hårdt fat i den iberiske halvø, mistede hun begge sine jobs. Og med dem sin opholdstilladelse i Spanien. De seneste tre år har hun arbejdet som prostitueret.

“I Madrid tjente jeg i en periode 100 euro ( 700 kroner) for et knald. Her i teltlejren får jeg kun 10 euro (70 kroner). Jeg ankom med pas og visum til lufthavnen i Madrid og arbejdede hårdt i mange år. Se hvor jeg er endt nu,” siger kvinden.

Langt størstedelen af Spaniens indvandrere ankom ligesom den ækvatorialguineanske kvinde lovligt til Spanien i de år, hvor landet havde behov for udenlandsk arbejdskraft, fortæller Gemma Pinyol, der er migrationsforsker ved Centre for International Affairs og Pompeu Fabra Universitetet i Barcelona.

Under det økonomiske boom var Spaniens afhængighed af indvandrernes ufaglærte arbejdskraft i de spanske frugt- og grøntplantager, servicesektor og byggebranche så stor, at den spanske stat årligt gav midlertidige arbejdsvisa til op mod 200.000 indvandrere. I 2005 legaliserede den socialistiske ekspræsident José Luis Zapatero af samme grund 700.000 illegale indvandreres ophold i landet.

Krisens største ofre

Indvandrere, der ankom lovligt til landet, men ikke har fået deres arbejdskontrakter forlænget, har i dag lige så få rettigheder, som indvandrere, der fandt en illegal vej ind i Spanien.

“De rettighedsløse indvandrere er krisens største ofre. Tilstandene i teltlejrene i Huelva-provinsen er et frygteligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når krisen rammer hårdt. Der har generelt været en stor velvilje til at hjælpe indvandrerne i det spanske samfund. Men efter krisen er der meget få ressourcer og overskud til at hjælpe samfundets svageste,” siger Gemma Pinyol.

Efter krisen har både den tidligere og nuværende regering gennemført store nedskæringer og besparelser, der har ramt hele den spanske befolkning.

Jeg kan ikke vende hjem fra Europa uden penge.

Youssour Kouroum, migrant

“De penge, der gik til integration, er beskåret kraftigt. Kommunerne, som forvalter ressourcerne, har ekstremt få penge at gøre godt med. Det sociale sikkerhedsnet, som har været forholdsvis velfungerende i Spanien i mange år, bryder sammen,” siger Gemma Pinyol.

DET ER IKKE HVER DAG, DER KOMMER MAD PÅ BORDET. OG KØERNE FOR AT FÅ MADRATIONER FRA DE SPANSKE NØDHJÆLPSORGANISATIONER ER LANGE.
DET ER IKKE HVER DAG,
DER KOMMER MAD PÅ BORDET. OG KØERNE FOR AT FÅ MADRATIONER FRA DE SPANSKE NØDHJÆLPSORGANISATIONER ER LANGE.

Siden 2008 har den spanske stat ydet økonomisk støtte til, at indvandrerne kunne rejse hjem, hvis de skriver under på, at de ikke vender tilbage inden for tre år. Efter krisen er stadig flere indvandrere udvandret fra Spanien. Men langt størstedelen af dem er latinamerikanere.

For mange af de afrikanske indvandrere i teltlejrene synes hjemrejse at være udelukket. Nogle kender ikke til statens tilbud om støtte til hjemrejse. Andre føler sig forpligtede til at realisere målet om at kunne forsørge deres familier.

I plastikteltet ved siden af Diarra Sissokos primitive boksepude bor 20-årige Youssour Kouroum fra Guinea Conacry. I håbet om at tjene penge, som han kunne sende hjem til sin familie, sejlede Youssour som 17-årig fra den marokkanske kyst i en skrøbelig træpram til den spanske enklave Ceuta. Senere blev han overført til et asylcenter for mindreårige i Andalusien, som han forlod for et halvt år siden. To år efter ankomsten til Spanien har Youssour endnu ikke tjent en eneste euro. Alligevel overvejer han ikke at vende hjem.

“Jeg har 13 brødre og søstre. De forventer, jeg sender penge hjem. Min familie ved godt, der er krise i Europa, men de forstår ikke, hvor slemt det er i Spanien. Jeg kan ikke vende hjem fra Europa uden penge,” siger Youssour.

Diarra og Youssour vil rejse fra teltlejren så snart, de har skaffet penge nok til to busbilletter. Men de ved endnu ikke, hvor de vil rejse hen. Eller hvad de skal leve af. -




Denne side er kapitel 7 af 24 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-10-2013
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/11217/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk