De bidrager til dette nummer


Min far er fantastisk. Han er sjov. Han er fuld af liv.

Sharon Taylor,
da FN's Særlige Domstol for Sierra Leone i april
2012 kendte hendes far, Liberias tidligere præsident
Charles Taylor, skyldig i krigsforbrydelser og forbry-
delser mod menneskeheden fra 1996 til 2002 under
den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone.

Foto af Mikkel Bahl

Mikkel Bahl, Jerusalem,
Israel/Palæstina

Israel og Palæstina fylder mindre, end mange tror. I alt omkring halvdelen af Jylland. Alligevel kan man nærmest ikke åbne en avis uden at få den seneste opdatering fra området. Men der er samtidig et hav af historier, som aldrig bliver fortalt. Én af dem fortæller journalist Mikkel Bahl i dette nummer.

Foto af Marie Torp Christensen

Marie Torp Christensen,
Aarhus, Danmark

Kampagnen Kony 2012 mod den ugandiske krigsforbryder Joseph Kony begyndte med en video på nettet, der blev set over 100 millioner gange og skulle kulminere sidst i april med synkrone plakatophængninger på hvert et gadehjørne i verden. Udviklings journalist-praktikant var med på plakatnatten i Aarhus.

Foto af Suzette Frovin

Suzette Frovin,
Yangon, Burma

Burma er endnu ingen turistmagnet. Det mærkede den fynske journalist, da hun skulle på dametoilettet, mens bussen mod hovedbyen Yangon – hvor hun skulle interviewe Burmas Mr. Culture – holdt pause. Alle 14 tissende kvinder forsvandt fra toilettet med ét, da hun trådte ind, og de fik efterfølgende grineflip udenfor.

UDVIKLING

Fremskridt for nødhjælp i Burma

Det er blevet lettere for nødhjælps- og udviklingsorganisationer at arbejde i Burma.

Sådan lyder vurderingen fra flere organisationer, der til FN’s nyhedsbureau Irin fortæller, at det nye styre gør en forskel, men at der stadig er store problemer.

Udfordringerne er i dag oftere administrative end politiske. De kan så også være besværlige nok – det kan tage flere måneder at få de nødvendige tilladelser til at arbejde i landet.

Det er således også stadig svært for organisationerne at få lov at arbejde i den urolige østlige del af Burma og i Kachin-staten, hvor oprørsgruppen Kachin Independence Organization kræver selvstændighed. I alt er der over 400.000 fordrevne i de konfliktramte områder.

Burma kæmper desuden stadig mod konsekvenserne af cyklonen Nargis, der ramte den sydlige del af landet i maj 2008, dræbte 140.000 og gjorde millioner hjemløse.

/SUS
 

Grøn vækst skal redde verden – og de fattige

Danmark sætter grønne investeringer og jobs i u-landene på dagsordenen til FN’s topmøde Rio +20.

AF SUSANNE SAYERS

Foto: Grønne stiklinger passes i drivhus
FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA

Det lyder dramatisk, men ikke desto mindre er det verdens fremtid, det handler om nu, hvor verdens ledere og tusindvis af politikere, embedsmænd, interesseorganisationer og virksomheder samles til FN-topmøde om bæredygtig udvikling i den brasilianske storby Rio.

Udfordringerne er også til at få øje på: Om få årtier er verdens befolkning formentlig ni milliarder i stedet for de nuværende syv. Hvis vores forbrug fortsætter i nuværende hast, skal vi allerede i 2030 bruge 40 procent mere energi, 30 procent mere vand og 50 procent mere mad end i dag, ifølge FN’s beregninger.

Det kræver enorme ændringer i en fart, men alvoren er ikke gået op for især de rige lande, mener Troels Dam Christensen, der er koordinator for 92-gruppen – et samarbejde mellem de større danske miljø- og udviklingsorganisationer.

“Alle ved, at vi ikke får et bindende resultat i Rio, og det er dybt bekymrende. Alle slås for at slippe for at gøre noget selv,” siger Troels Dam Christensen.

Et af de store emner på Rio+20 er grøn vækst. Her er særligt ngo’erne i Syd bekymrede over, at det bliver et andet ord for grøn kapitalisme, hvor de basale uligheder består, nu bare i en grønnere udgave. Derfor har 92-gruppen op til Rio-konferencen lavet en rapport om, hvordan grøn vækst kan blive retfærdig, også over for de fattigste.

GRØN VÆKST ER DANSK MÆRKESAG

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er forvisset om, at den grønne vækst vil komme alle til gode.

“Der vil være grønne arbejdspladser og investeringer i det, også i de fattigste lande, men selvfølgelig skal det sættes ind i en stærk, international ramme,” siger han til Udvikling.

Ministerens to vigtigste punkter for Rio+20 er at få en vej mod nye bæredygtighedsmål, der kan afløse FN's nuværende 2015 Mål. Og så er det nødvendigt med et globalt bæredygtighedsråd, der kan holde øje med, om målene bliver opfyldt.

“Vi har brug for en organisation, der som FN’s menneskerettighedsråd kan overvåge og afrapportere. Det er afgørende, hvis vi skal føre målene ud i livet,” siger ministeren.
 

Sukker skal få flygtningepiger i skole

Foto af somalisk skolepige
FOTO: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA

De bliver sat til at arbejde eller bliver tvangsgift i en tidlig alder. De over 100.000 piger under 18 år i verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya er derimod sjældent at finde på skolebænken, og det er et problem, mener flere hjælpeorganisationer. De vil nu ifølge FN’s nyhedsbureau Irin belønne de familier, der sørger for, at pigerne kommer i skole.

Ifølge FN’s flygtningeorganisation UNHCR er det kun hver tredje af de overvejende somaliske piger i lejren op til 13 år, der går i skole.

Mens kun én ud af 20 piger mellem 14 og 17 år går i skole.

Belønningen for at få pigerne i skole kan blandt andet være en ekstra sukkerration, gratis hygiejneartikler og solcellelamper.

Dadaab-lejren huser omkring 400.000 flygtninge, de fleste er fra Somalia.

/SUS
 

Klimakonflikter kan forhindres

Foto af husdyr, der drikker fra en "fredsbrønd" i Niger
FOTO: ABDELHAK SENNA/SCANPIX

Frygten for et Afrika i brand med blodige konflikter på grund af klimaforandringer er overdrevet. Det er en af konklusionerne i en ny rapport om sammenhængen mellem klima og konflikter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Det er ellers en almindelig antagelse, at klimaforandringerne fører til konflikter. Men så enkelt er det ikke, siger forskerne bag rapporten. Derimod skal klimaforandringer ses som en faktor, der kan udløse og forværre allerede eksisterende konflikter. For når der mangler ressourcer, kan lurende spændinger blive forstærkede og svære at holde under kontrol.

Derfor handler det om at gøre noget ved de underliggende årsager til konflikterne, lyder anbefalingen fra rapporten, der blandt andet nævner udviklingsorganisationen Cares “fredsbrønde” i den vestafrikanske stat Niger som et eksempel (billedet).

Brøndene bliver først bygget, når de lokale grupper er blevet enige om, hvordan rettigheder og pligter skal fordeles.

Forhandlingerne har betydet, at konflikterne ikke længere udvikler sig blodigt: Da Care indledte programmet i 2005, endte 56 procent af alle registrerede konflikter voldeligt. I 2010 endte ingen konflikter blodigt, selv om året var et katastrofeår for nomadebefolkningen.

/SUS
 

Dansk udviklingssamarbejde i top

Danmark er i top tre, når kvaliteten af de rige landes indsats for at hjælpe fattige lande vurderes. Det viser tre forskellige rapporter om kvalitet i bistanden.

En af dem fra den uafhængige tænketank, Center for Global Development udpeger Danmark – sammen med Norge og Sverige – til at gøre det bedst inden for syv politikområder, som er vigtige for u-landene: bistand, handel, investering, migration, miljø, sikkerhed og teknologi.

Samme tænketank har i en anden undersøgelse set nærmere på, hvad der udgør kvaliteten af bistanden. Danmark er her den bedste donor til at udvikle institutioner i partnerlande og blandt de fem bedste til at mindske den administrative byrde hos partnerne.

En tredje undersøgelse fra den uafhængige organisation Development Assistance Research Associates (DARA), vurderer Danmark som verdens næstbedste humanitære donor og én ud af kun seks donorer, der lever op til universelle standarder.

/ULM

Læs mere på http://www.danida.dk/nyheder
 

Ny strategi – RET TIL ET BEDRE LIV

En ny lov og en ny strategi for dansk udviklingssamarbejde blev i maj vedtaget af et enigt folketing. Hovedbudskab: Fattigdom skal bekæmpes med menneskerettigheder og grøn vækst. Borgfreden om dansk bistand er tilbage.

AF JESPER HELDGAARD

Foto af afrikansk barn, der sover under et myggenet
ALLE MENNESKER HAR RET TIL ET LIV MED LIGE MULIGHEDER, FASTSLÅR DANIDAS NYE UDVIKLINGSSTRATEGI.
FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA

Et enstemmigt folketing vedtog i slutningen af maj en ny lov og en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde.

Forud var ellers gået adskillige måneders til tider ophidset debat.

“Den brede konsensus om de lange linjer i dansk udviklingspolitik er utroligt vigtig af mange grunde: Den sender et klart signal om, at hele Danmark bakker op om vores stærke internationale engagement, og sikrer Danmark en stærk stemme internationalt. Den sikrer også den stabilitet, der er så vigtig i det lange, seje udviklingssamarbejde”, siger udviklingsminister Christian Friis Bach om sit politiske svendestykke og tilføjer:

“Selvfølgelig er der fortsat politiske uenigheder, men nu kan vi tage debatten på et fælles og mere oplyst grundlag og den nye lov sikrer en åbenhed, vi aldrig har set magen til tidligere.”


Jeg havde da hellere set, at 2010-strategien fortsat gjaldt. Men vi kan sagtens leve med den nye strategi.

Jakob Ellemann-Jensen,
Venstres udviklingsordfører

ET KORT LIV

Den nye strategi, “Retten til et bedre liv”, erstatter strategien: “Frihed fra fattigdom – frihed til forandring”, der kun fik to års levetid. Den havde tidligere udviklingsminister Søren Pind

(V) som pennefører, men blev i 2010 vedtaget uden stemmerne fra den daværende opposition. Dermed blev traditionen for bred konsensus om Danmarks udviklingsstrategi brudt.

DEN NYE STRATEGI I FÅ ORD

Retten til et bedre liv er Danmarks nye strategi for udviklingssamarbejde. Strategien har to overordnede målsætninger: at bekæmpe fattigdom og sikre menneskerettigheder.

Økonomisk vækst står centralt i strategien. Væksten skal være grøn og fremme sociale fremskridt, så den bidrager til at forbedre fattige menneskers levevilkår og giver dem mulighed for et bedre liv.

Strategien fastslår også, at alle mennesker har ret til et liv med lige muligheder. Menneskerettighederne er derfor rygraden i Retten til et bedre liv og vil være en ledetråd i tilrettelæggelsen af konkrete indsatser.

Bestilling af publikationen Retten til et bedre liv: se annonce på bladets bagside.

LYTTEDE TIL KRITIK

Og det er også den nuværende opposition ganske godt tilfreds med:

“Jeg havde da hellere set, at 2010-strategien fortsat gjaldt. Men vi kan sagtens leve med den nye strategi,” siger Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen, der dog ikke vil udstede en egentlig garanti for, at strategien overlever, “hvis og når vi kommer i regering igen, for alt kan jo ske i politik.”

Selv om strategien er ændret undervejs, fastslår Christian Friis Bach, at de store linjer fra udkastet er fastholdt, og at den nye strategi indvarsler nye tider. Både han, Jakob Ellemann-Jensen og andre udviklingsordførere kvitterer for den konstruktive dialog, som har præget forhandlingerne om strategien.

“Jeg syntes helt ærligt, det første udkast til strategien var noget rigtigt hø. Men jeg fornemmede fra starten ministerens vilje til at lytte, og vores og andres kritik og forslag førte rent faktisk til ændringer, som har bragt mere realisme og fokus ind i strategien,” mener Venstres ordfører, der også er glad for den nye lov:

“Den gamle lov er mere end 40 år gammel og trængte til en opdatering, og der er også god grund til at ændre den måde, styrelse og råd er sammensat på, for at ruske op i den træghed, der kan liste sig ind, hvis ting ikke forandres. Også her er der lyttet til vores kritik.”

FIRE PRIORITETER

Danmark vil koncentrere sit udviklingspolitiske engagement på fire prioritetsområder:

Overordnet set skal Danmark bevare et globalt udviklingspolitisk engagement, men arbejdet skal fokuseres på de fattigste lande, hvor behovene er størst, og hvor Danida bedst kan gøre en forskel.

INGEN SLUGTE KAMELER

Christian Friis Bach er enig og erkender, at det oprindelige lovudkast er ændret på mange punkter. Men han afviser at have “slugt kameler”:

“Faktisk har ændringerne præciseret mine oprindelige intentioner om øget åbenhed og dialog, så dele af teksten er blevet mere klar efter forhandlingerne.”

Ministeren nævner som eksempel, at der i det oprindelige udkast stod, at ministeren “kan (dog) til enhver tid vælge at ændre sammensætningen af medlemmerne” af det udviklingspolitiske forum, der i øvrigt i den endelige lov er blevet til et råd.

“Den formulering kunne opfattes – og blev af nogle opfattet som om, jeg ønskede magt til at skifte medlemmerne ud efter forgodtbefindende. Hensigten var såmænd blot at give mulighed for at udskifte medlemmer, der for eksempel på grund af jobskifte ikke længere repræsenterede en relevant organisation. Det er nu sikret med en mere præcis formulering.”

Ministeren har accepteret flere ændringer i forhold til sit oprindelige udkast: Formandsposten i rådet skal besættes af én udefra, ikke af ministeren selv. Og i den bevillingskomité, som fremover skal tage stilling til bevillinger over 35 millioner kr., kan de fire medlemmer fra Udenrigsministeriet ikke trumfe en bevilling igennem på tværs af de fire eksterne medlemmer. Er de alle – eller blot to af de eksterne – imod, falder bevillingen.

NYT RÅD KAN TAGE INITIATIVER

Selv om kritikken af det oprindelige lovudkast i høj grad har gået på, at ministeren med afskaffelsen af Danidas Styrelse og ditto Råd ville “sætte sig på det hele”, så sikrer den nye lov reelt både større åbenhed og mere indflydelse til det, der meget bredt beskrives “ressourcebasen”:

Det nye Udviklingspolitiske Råd får eksempelvis initiativret. Det har Styrelsen aldrig formelt haft i sine 50 år. Ministeren kan heller ikke længere “bare” udpege Rådets medlemmer frit. Han skal vælge blandt personer, som nomineres af de forskellige interessenter.

Men den helt afgørende ændring er, at samtlige bevillinger på over 35 millioner kr. fremover skal lægges frit frem til offentlig høring fra idé-fase til færdigt program. Ministeriet vil frem over kigges i kortene af alle interesserede og tage dem aktivt med på råd, og der skal oprettes en helt ny hjemmeside til formålet.

Ministeren erkender, at det bliver en stor opgave:

“For den skal laves på en intelligent måde, så folk kan abonnere på de emner, der er relevante for dem. Jeg er sikker på, at det vil føre til bedre bistand, men også spare os kræfter på lang sigt”, siger Christian Friis Bach og tilføjer:

“Men med åbenhed fra start undgår vi fejl, misforståelser og sikrer flere ideer og øget inspiration til et bedre udviklingssamarbejde.”

/Jesper Heldgaard er freelancejournalist.
 

FILMPERLER EFTERLYSES

Filmstrimmel: LÆs beskrivelse herunder
"Tråde i et udviklingsmønster" er titlen på en film fra 1967 af Tørk Haxthausen om dansk bistand til Tanzania. Der må findes meget mere materiale af den slags. Kom bare frem med det!

Ligger du inde med smalfilm/video om Congo-hospitalet, Thai-gården, Danmarksindsamlingen i 1962 eller helt andre projekter og aktiviteter fra dansk bistands barndom – eller kender du nogen, der gør – så hører vi meget gerne fra dig.

I anledning af Danidas 50 års-jubilæum har Udenrigsministeriet skudt jagten i gang efter filmperler om tidlig dansk bistand – dvs. før 1990. Vi går på jagt i diverse arkiver og kontakter produktionsselskaber og filmmagere, men efterlyser også private optagelser. Herunder også gerne filmoptagelser af private, danske organisationers u-landsarbejde.

Hensigten er at redde materialet, inden det bliver for sent. Tanken er også at bringe uddrag af de gamle optagelser på Udenrigsministeriets hjemmeside her i jubilæumsåret.

Har du tip om gamle filmperler, så kontakt det “jagtselskab”, der står for opgaven for Udenrigsministeriet:

Jesper Heldgaard
20 43 58 18
jheldgaard@gmail.com

Bo Jørgensen
22 11 72 72
bojorgensen@webspeed.dk

ÆGTESKAB UDEN ALDER

TEKST OG FOTOS: STEPHANIE SINCLAIR

BILLEDSERIE
BARNEBRUDE

Illustration af kamera

Foto: Læs beskrivelse herunder
BRYLLUPSDAG (INDIEN). RAJNI BHAMWARI, 5, ER LIGE BLEVET VÆKKET AF SIN FAR PÅ DEN MORGEN, HVOR HUN SKAL GIFTES. BARNEÆGTESKABER ER FORBUDT I LANDET.

I mange samfund er ægteskab en lykkelig begivenhed, som markerer foreningen af to voksne og begyndelsen på deres fremtid sammen. Anderledes er det for de millioner af piger verden over, der hvert år bliver gift, mens de stadig er børn.

Et barneægteskab frarøver piger de livserfaringer, andre unge tager for givet. Det fratager dem ofte retten til uddannelse, begrænser deres venskaber med kammerater og er med til at fastholde samfundet i fattigdom.

I kulturer med barneægteskaber har unge gifte piger ringe indflydelse i forhold til deres ægtefæller og svigerforældre. Derfor er de yderst sårbare over for vold i hjemmet – både fysiske, seksuelle eller psykiske overgreb.

Graviditet kan også være traumatiserende for en pige, som selv kun er et barn. Hun har større risiko for at få fødselskomplikationer, for eksempel fistler (tynde sprækker mellem endetarmen, urinveje og skeden, red.). En invaliderende tilstand, hvor pigen ikke længere kan styre sin urin eller afføring. Dobbelt så mange børnebrude dør under fødslen end fødende kvinder i 20’erne.

I Etiopien og Nepal bliver piger, der forsøger at flygte fra et ægteskab, ofte fanget af kriminelle bagmænd, der sælger dem til bordeller, hvor de bliver udsat for vold og hiv-smitte.

I Afghanistan sætter mange piger ild på sig selv som følge af en elendig tilværelse.

På verdensplan er mere end 51 millioner piger under 18 år allerede gift – på trods af nationale lovforbud og at en række internationale aftaler og konventioner forbyder det.

Inden for det næste årti vil 100 millioner piger – eller godt 25.000 piger dagligt – blive gift, før de fylder 18 år, anslår organisationen Care.

Foto: Læs beskrivelse herunder
SPILLEGÆLD (AFGHANISTAN). MOHAMMED, 45, FIK MAJABIN, 13, (TV), TIL KONE, DA HENDES FAR HAVDE TABT PENGE TIL HAM I KORTSPIL, SOM HAN IKKE KUNNE BETALE.

Foto: Læs beskrivelse herunder
BRÆNDT (AFGHANISTAN). AFGHANSKE MARZIA BAZMOHAMED, 15, HAR SAT ILD TIL SIG SELV AF FRYGT FOR SIN MANDS REAKTION, EFTER HUN VED ET UHELD ØDELAGDE DERES TV-APPARAT.

Foto: Læs beskrivelse herunder
GRAVID (NEPAL). NIRUTA BAHADUR BALAMI, 14, SKAL GIFTES MED EN 17-ÅRIG DRENG, FORDI HAN HAR GJORT HENDE GRAVID.

Foto: Læs beskrivelse herunder
NYT LIV (NEPAL). NÅR BRYLLUPET ER SLUT, FLYTTER BRUDEN HJEM TIL SIN MANDS FAMILIE. HER LAVER MEENA, 15, MAD I SIT NYE HJEM.

Foto: Læs beskrivelse herunder
FRIHED (YEMEN). NUJOUD ALI BLEV GIFT SOM OTTE-ÅRIG MED EN 42-ÅRIG MAND, MEN FLYGTEDE I EN TAXA TIL EN DOMSTOL OG BAD OM SKILSMISSE. HUN ER NU EN NATIONALHELT.

Foto: Læs beskrivelse herunder
DE UNGE MØDRE (YEMEN). ALLE DISSE KVINDER BLEV GIFT SOM 12-ÅRIGE OG KOM DERFOR ALDRIG I SKOLE.

Foto: Læs beskrivelse herunder
MINDER (AFGHANISTAN). ET ÆGTESKAB FORANDRER LIVET. HER VISER EN KVINDE SIT BRYLLUPSFOTO. HUN BLEV GIFT SOM 11-ÅRIG OG BLEV GRAVID, DA HUN VAR 12 ÅR.

Foto af Stephanie Sinclair

OTTE ÅR MED BARNEBRUDE

Den amerikanske fotograf Stephanie Sinclair (f. 1973) har rejst verden rundt og fotograferet barnebrude. Hun har fået unik adgang til familier, bryllupper og lokalsamfund i Yemen, Indien, Nepal, Etiopien og Afghanistan og har modtaget flere priser for sit arbejde – senest førsteprisen i World Press Photo 2012 i kategorien Contemporary Issues stories (samtidsbilleder, red.) for sine billeder af barnebrude.

Se flere billeder og interview med nogle af barnebrudene i filmen Too Young to Wed: The Secret World of Child Brides.

http://www.bu.edu/cghd/events/childbrides/

Reportage – SKURKEN I NATTEN

“Intet er stærkere end en idé, hvis tid er kommet – hvis tid er nu.” Sådan starter et amerikansk Youtube-hit, som over 100 millioner har set. Filmen indgår i en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om den ugandiske krigsherre, Joseph Kony. En gruppe unge århusianere gjorde deres for sagen.

AF MARIE TORP CHRISTENSEN, AARHUS
FOTOS: JESPER BALLEBY

Foto: Læs beskrivelse herunder
MIKKEL BRICH (TV.) OG EN ANDEN DELTAGER GIVER ET TRÆ FORAN AARHUS RÅDHUS EN MAKEOVER.

plakat til kampagnen "KONY 2012"

Det er lyden af tapetklister, som klaskes på muren, det er lyden af tape, der bliver bidt over.

Det er lyden af klimakset på kampagnen KONY 2012 fredag den 20. april 2012, hvor deltagerne går på gaden verden over for i mørket at plastre deres byer til med plakater af den ugandiske krigsherre, Joseph Kony. Så klodens indbyggere næste morgen vågner op til billederne af en mand, hvis gerninger er mørkere end den nat, hans ansigt bliver klæbet op i.

Jo mere kendt han bliver, jo større er sandsynligheden for, at han bliver arresteret. Det er tanken bag.

En af de byer, som skal dækkes af Kony-plakater, er Aarhus. Aktionen begynder klokken 21.00. Mikkel Brich, 19, er medarrangør.

“Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle hjælpe ved en sultkatastrofe. Det her er mere håndgribeligt, der er en skurk,” siger han.

DÆK NATTEN TIL

Mikkel Brich er en af de millioner af mennesker verden over, som er blevet inspireret af en kampagnefilm om Joseph Kony på hjemmesiden YouTube. Bag filmen står den amerikanske organisation Invisible Children, som siden 2004 har arbejdet for at sætte fokus på den ugandiske krigsherres gerninger, særlig hans brug af børnesoldater i Uganda som leder af oprørsgruppen Lord’s Resistance Army.

Formålet med filmen er at gøre Joseph Kony verdenskendt for at få ham arresteret inden december 2012, hvor kampagnen udløber. Filmen opfordrer alle til at købe plakater på et særligt website og deltage i arrangementet Cover the Night den 20. april 2012, hvor hvert et gadehjørne i alle verdens storbyer skal dækkes med uganderens ansigt.

Millioner meldte sig til, men det var langt de færreste, der ligesom Mikkel Brinch mødte op, og i dagene og ugerne efter var konklusionen, at Cover the Night floppede verden over.

EN HELT NY MÅDE

Tilbage i Aarhus den 20. april er klokken 19.59, da Asger Emborg, en anden af arrangørerne, på Facebook poster et billede af den karakteristiske røde og blå Kony-plakat. Den er sat op på en mur, med gaffatape i alle fire hjørner. Ved siden af billedet på Facebook skriver han: “Den første af mange.”

“Der er masser af tv-shows og nyheder om, at der er brug for penge til de fattige. Det er den traditionelle måde. Det her har fanget folk på en helt ny måde. Vi har fået en chance for at gøre en forskel uden at donere penge, så vi studerende også kan være med. Det er fantastisk,” siger han.

Asger Emborg er klar i mælet. Han har aldrig været med til noget lignende før. Hans kammerat Christian Degnbøl, 18, er enig:

“Kampagnen appellerer ikke til min skyldfølelse. Den giver socialt overskud.”

KONY 2012

Organisationen Invisible Childen startede i 2012 en kampagne, som skal gøre den ugandiske krigsherre, Joseph Kony, til et kendt navn og arbejde for, at han bliver fanget og straffet for sine forbrydelser.

En 30 minutter lang film på internetsitet YouTube er blevet set af over 100 millioner mennesker over hele verden, som har delt filmen via sociale medier som Facebook og Twitter.

Filmen opfordrer til at sende breve til verdens ledere og gå på gaden 20. april 2012 for at hænge plakater op og være en del af den verdens omspændende begivenhed Cover the Night.

Der har været kritik af kampagnen, blandt andet for at overdrive omfanget og forsimple situationen i Centralafrika.

JOSEPH KONY

Ugandisk krigsherre og leder af oprørsgruppen Lord’s Resistance Army.

Har gjort brug af børnesoldater og blandt andet tvunget dem til at dræbe deres egne forældre.

Hans hær har forladt det nordlige Uganda og befinder sig efter sigende nu i DR Congo og Sydsudan.

Joseph Kony er eftersøgt af Interpol.

UD I VIRKELIGHEDEN

Træet foran rådhuset i Aarhus springer ud. For en aften er det blevet til et juletræ prydet med plakater af en ugandisk krigsherre i stedet for hjerter og lys. De første deltagere begynder stille at melde sig under træet. Mikkel Brich uddeler plakater og tapetklister, mens han sørger for at fortælle, hvor de må hænge plakater op.

“Jeg går ud fra, at de havde meldt sig på Facebook. Jeg havde aldrig set dem før,” siger han bagefter.

Mikkel Brich og de andre arrangører har fået et aarhusiansk firma til at sponsere 750 plakater, og på aftenen havde en anonym giver stillet en kasse med 750 flyers på Rådhuspladsen til dem. Deres åbne event på Facebook har næsten 500 tilmeldte. De er dog forberedt på, at ikke alle møder op.

“Der kan komme 200, og der kan komme fem. Det er et sats,” siger Mikkel Brich.


Kampagnen appellerer ikke til min skyldfølelse. Den giver socialt overskud.

Christian Degnbøl, 18

FIRE VENINDER OG EN BUNKE PLAKATER

Lidt senere krydser fire par stilletter Rådhuspladsen i Aarhus. Fire veninder i farvede jakker og med røde læber ser ud, som om de er på vej i byen. Men de melder sig ved træet og spørger efter plakater og tapetklister.

“Det var børnesoldaterne, som gjorde størst indtryk på mig,” fortæller Pearl Winther, 21. Hendes veninde tilføjer:

“Og at der ikke er nogen, som har gjort noget ved det i 20 år.”

“Det svarer til, hvor gammel du er,” konstaterer deres fælles veninde.

Lyden af hælene mod fliserne begynder igen, og gruppen forsvinder ud i mørket med plakater i favnen og tape i tasken.

Foto: Læs beskrivelse herunder
MIKKEL BRICH PLASTRER RÆKVÆRK PÅ CLEMENS BRO TIL MED EN FÆLLESPLAKAT AF TRIOEN KONY, BIN LADEN OG HITLER.

Foto: Læs beskrivelse herunder
NOGLE STEDER ER GAFFATAPE BEDRE END TAPETKLISTER. I BAGGRUNDEN AARHUS DOMKIRKE.

Foto: Læs beskrivelse herunder
AMALIE STARTOFT ER SAMMEN MED TRE GYMNASIEVENNER I GANG MED AT SÆTTE PLAKATER FAST PÅ EN MUR.

BRYDER RAMMERNE

Blandt dem, der møder op, er også fire venner fra Marselisborg Gymnasium. De har selv medbragt plakater og tapetklister.

“Vi bryder Facebooks rammer, når vi går på gaden og hænger plakater op. Måske de ældre så også får øjnene op for Kony,” siger Jens Halfdan Nielsen, 17.

“Det er ikke så meget det med at være for eller imod filmen, eller hvad jeg selv kunne gøre. Jeg deltager for at være en del af det her fællesskab og være med til at kreere noget,” mener Amalie Starlit, 17.

De fire venner hælder vand ned til tapetklisterpulveret, som var det mælk i en bolledej, og rører rundt. Den klar til brug, og de bevæger sig ud i natten for at sprede budskabet mest muligt.

Lidt efter når de aftenens første plakatsøjle. Den er allerede fyldt af andre plakater og indbyder til koncert med Allan Olsen, en sjov aften med entertaineren Andreas Bo og en aften med klassisk musik i Musikhuset.

“Vi kan ikke bare overklistre det hele. Så tror jeg, at der er nogen, som bliver kede af det,” siger Amalie Starlit.

De står stille og kigger på søjlen et øjeblik.

“Hvad med Andreas Bo? Han er så kendt i forvejen. Kan vi ikke klistre den ene af de tre plakater med ham over?” spørger Søren Hval Brøndum, 17.

Få minutter efter er søjlen færdig. Gruppen hanker op i bøtten med tapetklistret, penslerne og plakaterne. De skal videre.

MASSER AF PLAKATER

Klokken 21.33 skriver arrangøren Mikkel Birch på Facebook til de tilmeldte:

“Hej alle. Vi har været i gang i lidt over en halv time, og der har været fantastisk fremmøde. Vi har stadig masser af plakater, og I er velkomne til at komme ned på Rådhuspladsen og få nogle plakater at hænge op :-)”

Halvanden time senere vender Mikkel Brich og de andre arrangører ryggen til det firkantede grå rådhustårn og går mod Strøget og Store Torv midt i byen. Den sidste halvdel plakater skal sættes op og deles ud. Langs Strøget stopper de op for at placere budskabet på en midlertidig afskærmning.

Foto: Læs beskrivelse herunder
KAMPAGNE-AFTEN. FRA VENSTRE: LASSE, ANDERS, MIKKEL, DENNIS, JANNICK, ASGER, NICOLAS OG CHRISTIAN.

“SPLAT!”

De smører med penslerne ud over krydsfineren, som var det smør på franskbrød, og trykker plakaten på. Som spegepølsen på smør.

“Optur, hvor er det nice, at I gør det her. Må vi ikke også hænge en op,” spørger tre forbipasserende piger og stopper op. De har hver en dåseøl i hånden. Deres bytur bliver udsat et par plakaters tid.

“Fuck, det er godt, drenge – fuck, det er godt, mand,” udbryder Asger Emborg.

“Arh, det er god stil det der. Han er bare en nar, han skal dø,” råber en forbipasserende om Joseph Kony.

TO VERDENER

Indkøbscentret Magasin lyser på drengene og en stor Ralph Lauren-reklame lokker med en sensuel parfume. De taper plakater fast på begge sider af broens rækværk. Joseph Kony kigger tilbage på damen, som slænger sig i luksus på reklameplakaten.

“Kampagnen skaber en stor kontrast til mit eget liv. Den giver en idé om, hvordan de lever dernede, og hvor heldig jeg egentlig er, fordi jeg har det, jeg har,” mener Asger Emborg.

De giver Store Torv ved Aarhus Domkirke en omgang Kony-plakater, inden de forsætter til nattens sidste væg af krydsfiner. Drengene er ved at have øvelsen, ti minutter efter ankomst er den dækket helt til med plakater.

“Så slutter Cover the Night her,” konstaterer Mikkel Brich.

Klokken er 00.35. Aktionen er forbi. Dagen efter poster Dennis Mägi, den tredje af arrangør, på eventens Facebook-væg:

“Så er Cover the Night veloverstået, og det må siges at have været en kæmpe success.”

Senere i beskeden står der: “Vi havde nemlig mellem 1.500 og 2.000 plakater, da vi startede, og vi har blot 10-20 stykker tilbage – så well done :-) Tusind tak til alle dem, som mødte op og gjorde denne aften mulig. GODT ARBEJDE!!”

/Marie Torp Christensen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Læs også et debatindlæg om Kony-kampagnen side 63 og se flere billeder på http://www.udvikling.dk.
 

Kronik – GØR VI SKADE, NÅR VI GØR GAVN?

Ngo’er, der bevæger sig ind på statens område såsom uddannelse og sundhed, kan utilsigtet være med til at sløve den demokratisering, de gerne skulle bidrage til, skriver kronikørerne efter feltstudie i Zambia.

Foto af Sigrid Lauenborg Dahl

Sigrid Lauenborg Dahl
Cand.scient.pol. og højskolelærer
på globaliseringslinjen Verden
Brænder
, Krogerup Højskole.


Foto af Signe Andreasen

Signe Andreasen
Cand.scient.pol. og CSR-rådgiver
i konsulentvirksomheden
Global CSR.



Ngo’ens adfærd minder i befolkningens øjne så meget om statens, at de opfatter den som en sådan.

Illustration af spurvefugle der fodrer deres unger
ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS

Debatten om en ny dansk udviklingsstrategi har været i fuld gang det sidste halve år. Hvem skal have bistandskroner fra Danmark, hvad skal vi støtte, og hvordan skal den gives?

Ikke mindst har spørgsmålet om budgetstøtte (det vil sige bistand, der gives uden at være øremærket til bestemte aktiviteter, red.) været en tur igennem vridemaskinen. Det skete da udviklingsminister Christian Friis Bach (R) meddelte, at Danmark fremover vil øge den andel af den danske bistand, som gives i budgetstøtte. Straks rasede debatten, for tænk nu, hvis danske skattekroner ender med at finansiere dyre minister-mercedes'er i stedet for malarianet.

Derimod opfattes det mindre kontroversielt at støtte lokale ngo’er, der sjældent forbindes med korruption og magtmisbrug. Deres aktiviteter tilskrives tværtimod ofte en positiv rolle, når det drejer sig om at opbygge stærke civilsamfund og etablere velfungerende demokratier. Og opbygning af demokratier står højt på den danske to do-liste, og er således en af de fire prioriteter, som dansk bistand ifølge den både den tidligere og nye udviklingsstrategi skal fremme.

Sat på spidsen er der ofte en tendens til at frede ngo’ernes arbejde i bistandsdebatten, for hvem kan være kritiske over for de folkelige organisationers positive bidrag til udviklingen lokalt? Dog er der noget, der tyder på, at særligt ngo’er, der leverer sociale ydelser, utilsigtet kan påvirke borgeres politiske adfærd til skade for demokratiet, og en sådan sammenhæng bør undersøges nærmere og diskuteres åbent.

Kronikken bygger på forfatternes speciale Service Delivering NGOs – a Means to a Dead End?”

Statskundskab, Københavns Universitet, 2011.

Kan downloades på http://krogerup.dk/IMG/pdf/Service_delivering_ NGOs.pdf

DET KORTE OG DET LANGE SIGTE

Få kan være uenige i, at det er godt, når flere børn bliver uddannede eller adgangen til sundhedsfaciliteter øges. De serviceydende ngo’er, der verden over bygger skoler og klinikker og uddanner lærere og læger, spiller i dag en uvurderlig rolle på disse områder. Især steder hvor staten er svag træder ngo’erne til – naturligvis med hjælp fra internationale donorer. Men de positive resultater inden for eksempelvis sundhed og uddannelse, som ngo’erne skaber, kan have negative konsekvenser på længere sigt når det gælder udviklingen af velfungerende demokratier.

Når kerneserviceydelser som sundhed og uddannelse leveres af ngo’er i stedet for staten, påvirkes befolkningens forventninger og krav til staten i negativ retning.

Fremfor at forvente, at staten løfter opgaven, rettes forventningerne i stedet mod ngo’en. Ligeledes er det ngo’en, der er modtager af befolkningens krav om forbedringer af den lokale skole eller sundhedsklinik, da det er mere rationelt at rette disse mod den lokale ngo, der oftest er både lettere tilgængelig og mere responsiv. Hermed svækkes en vigtig meknisme i det demokratiske setup – nemlig at befolkningen ytrer interesser til beslutningstagerne, som de samtidig holder ansvarlige og eventuelt erstatter, hvis disse ikke lever op til forventningerne og leverer i forhold til kravene.

Regeringen mister herved incitament til at levere, idet den hverken mødes af krav eller forventninger fra befolkningen. Den stærke relation mellem stat og civilsamfund, som vi i denne del af verden betragter som altafgørende, forstyrres med andre ord af en tredje aktør: ngo’en.

EN AUTORITET ER EN AUTORITET

Donorer er tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem ngo’er, civilsamfund, græsrødder og i sidste ende befolkningen. Set fra toppen af bistandskæden ligner ngo’erne oftest det tætteste, man kommer på at give penge direkte til befolkningen. Men fra befolkningens perspektiv ser det ganske anderledes ud. Her er ngo’erne i stedet autoriteter, der på linje med staten leverer ydelser og afgør, om der er adgang til uddannelse, sundhed, vand osv.

Ngo’erne har tendens til at afskrive sig denne kritik ved at bygge en advocacy-komponent på deres arbejde. "På klinikken underviser vi også patienterne i deres rettigheder" kan argumentet typisk lyde, når ngo’erne forsøger at tænke langsigtet og bæredygtigt. Problemet er, at denne dobbeltrolle er uden betydning for befolkningen. Her er det vigtige, om der bliver leveret ydelser eller ej. Så længe ngo’erne leverer serviceydelser, opfattes de lokalt som politiske autoriteter.

Ngo’erne tager ganske simpelt statens plads, og befolkningen er i bedste fald ligeglad og i værste fald tilbøjelig til at foretrække ngo’en som serviceleverandør frem for staten.

Man fristes til at gøre brug af ordsproget: “Hvis det ligner en and, svømmer som en and og rapper som en and, så er det sandsynligvis en and.” Ngo’ens adfærd minder i befolkningens øjne så meget om statens, at de opfatter den som en sådan – dette på trods af donorernes og ngo’ens egen selvforståelse som værende en del af civilsamfundet. Problemet er bare, at ngo’en ikke er en stat eller en regering. Den er ikke demokratisk valgt, kan ikke skiftes ud, og "skylder" så at sige ikke befolkningen noget – tværtimod orienterer ngo’erne sig ofte opad mod donorerne, der betaler gildet, og ikke nedad mod befolkningen.


Ngo’erne tager ganske simpelt statens plads, og befolkningen er i bedste fald ligeglad og i værste fald tilbøjelig til at foretrække ngo’en som serviceleverandør frem for staten.

MINDRE KRITISKE BORGERE

Da vi undersøgte problemstillingen blandt befolkningsgrupper i Zambia, som modtog serviceydelser fra henholdsvis staten og ngo’er, viste der sig interessante sammenhænge. Udover den åbenlyse, at borgere, der “serviceres” af ngo’er, også retter deres politiske forventninger og krav mod disse, blev det også tydeligt, at samme befolkningsgruppe var mindre kritisk over for statens gøren og laden end deres medborgere, som modtog statens serviceydelser.

Disse borgere forklarede årsagen til statens manglende tilstedeværelse med, at den nok havde travlt med andre ting, mens de borgere, der modtog serviceydelser fra staten, forklarede dårlig service med korruption – et begreb der slet ikke blev nævnt af borgere fra ngo’ens "territorium". Sat på spidsen kan serviceydende ngo’er være med til at holde en dårlig og illegitim regering ved magten, idet borgerne mister interessen for deltagelse og indflydelse.

DET SURE ÆBLE

Det er en paradoksal tanke, at ngo’erne med alt det gode, de gør, måske kan være med at forhindre demokratiet i at få fat. Ikke desto mindre er det helt afgørende, at vi fremadrettet tør se paradokser som dette i øjnene og undersøge, hvad de langsigtede konsekvenser af bistandsarbejdet består af. For argumentet er ikke nyt. Allerede i 1891 skrev forfatteren Oscar Wilde: “Ligesom de værste slaveejere var dem, der var rare ved deres slaver og således forhindrede at systemets rædsel blev forstået af de, som led under det… så er de folk, der gør mest skade, dem der prøver at gøre mest godt ”.

Argumentet herfra lyder ikke, at vi øjeblikkeligt skal stoppe støtten til de serviceydende ngo’er, da mange menneskers adgang til uddannelse og sundhed i dag afhænger af dem. Men hvis vi for alvor er ambitiøse omkring at ville sikre social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling, bliver vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de sammenhænge, vi hidtil har taget for givet. Ved ikke kun at undersøge hvad vi mener, bistanden præsterer, men også de utilsigtede konsekvenser af den godhjertede indsats, kan vi få fat der, hvor det virkelig bliver interessant og diskutere, hvorvidt vi faktisk gør skade, når vi gør gavn.

Danidas logo

Nu er den her!

DANIDAS ÅRSBERETNING 2011
http://WWW.DANIDA.DK

Dyk ned i tal, tabeller og historier om årelang indsats samt uddybning om de enkelte prioritetslande på Danmarks mest verdensomspændende hjemmeside. For første gang siden det danske udviklingssamarbejdes spæde start i 1962 udkommer Danidas årsberetning kun elektronisk.

POLITIK

Det palæstinensiske flag

TEMA: EU'S BISTAND TIL DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER

VERDENS VILDESTE BISTANDSEKSPERIMENT

Målt per indbygger er Palæstina verdens største modtager af udviklingsbistand, og de fleste af pengene kommer fra EU. Men det politiske dødvande i den konfliktfyldte region betyder, at resultaterne fortsat er få og små.

AF MIKKEL BAHL, JERUSALEM

Foto: Læs beskrivelse herunder
ZAYTA, VESTBREDDEN. EFTER I TO TIMER AT HAVE VENTET PÅ, AT EN ISRAELSK SOLDAT SKAL LÅSE PORTEN OP, KRAVLER EN PALÆSTINENSISK FAMLIE PÅ VEJ HJEM FRA DERES OLIVENLUND, OVER HEGNET.
FOTO: ED KASHI/VII

Ramallah, Vestbreddens hovedby bare 15 kilometer nord for Jerusalem, adskiller sig markant fra alle andre byer i de besatte palæstinensiske områder. På smarte caféer med trådløst internet sidder unge palæstinensere med bærbare computere og iPhones, mens de nyder en cappuccino. I weekenden mødes de på de mange nye barer og natklubber, hvor de danser, drikker og ryger argileh, vandpibe. Trafikken er rodet og anmassende som i alle andre palæstinensiske byer, men bilerne er større, flottere og dyrere. Gader og fortove er nyligt renoverede. Overalt er bygningsarbejde i gang. For nyligt åbnede Mövenpick et femstjernet hotel, og på en bakketop har en rig, amerikansk palæstinenser opført en kontorbygning på 22 etager med en roterende restaurant i toppen.

Men mens Ramallah har gennemlevet et voldsomt økonomisk boom de senere år, er resten af Vestbredden blevet affolket for palæstinensere. I de store områder, som israelsk militær kontrollerer, er flere og flere bosættelser blevet opført på trods af, at det ifølge den 4. Genève-konvention er ulovligt for en besættelsesmagt at flytte sin egen civilbefolkning ind på besat område. I alt bor nu mere end en halv million israelere i strategisk placerede bosættelser side om side med 2,5 million palæstinensere på Vestbredden, et område mindre end Sjælland.

I Gaza – med et areal på størrelse med limfjordsøen Mors – er der ingen bosættere, men til gengæld er den lille stribe land underlagt en militær blokade af Israel, der kontrollerer alle grænser sammen med Egypten. Samtidig ledes Gaza af Hamas, der nægter at samarbejde med partiet Fatah, der kontrollerer Vestbredden. Derudover betragtes Hamas også som en terrororganisation af EU, USA og Israel.

Det voksende skel mellem Ramallah og resten af de besatte palæstinensiske områder er symptomatisk for den strategi, det international donorsamfund har valgt at føre over for palæstinenserne. Men det vender vi tilbage til. Først lidt baggrund for at forstå det internationale samfunds engagement i Palæstina.

Foto: Læs beskrivelse herunder
GAZA. PALÆSTINENSKE BØRN LEGER UDEN FOR ET TELT, HVOR DEN FRIGIVNE HAMAS-FANGE YEHIA SINWAR HILSER PÅ VENNER OG FAMILIE EFTER HAN ER BLEVET LØSLADT FRA ISRAELSK FANGENSKAB.
FOTO: LYNSEY ADDARIO/VII

ARAFAT, RABIN OG OSLO

Optimismen var stor i 1993, da den palæstinensiske leder Yassir Arafat og Israels præsident Yitzhak Rabin gav hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus i Washington.

Håndslaget cementerede Oslo-aftalen, der langt om længe skulle afslutte konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Hvad hverken de to hovedpersoner eller det internationale samfund dog kunne vide var, at aftalen samtidig blev startskuddet til et bistandseksperiment uden fortilfælde. I årene efter aftalen blev palæstinensere verdens klart største modtager af bistand. Ifølge tal fra organisationen Global Humanitarian Assistance modtog de i perioden 1995-2009 mere bistand per person end alle andre lande i top ti tilsammen.

I perioden efter besættelsen begyndte i 1967 og op til 1993 varetog Israel i høj grad selv sine forpligtelser som besættelsesmagt i Gaza og på Vestbredden. Ifølge Genève-konventionen har en besættelsesmagt ansvaret for den besatte civilbefolkningens basale fornødenheder såsom mad, uddannelse, sundhed og sikkerhed.

Med oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre i 1994 blev alle disse udgifter hurtigt overtaget af det internationale samfund. Især EU var gavmild. Som Rory Miller, leder af Institut for Mellemøststudier ved King’s College i London, har beskrevet, så var europæerne efter årtier på sidelinjen under den kolde krig ivrige efter at få politisk indflydelse i regionen. Midlet blev bistand til palæstinenserne.

Siden 1993 har det internationale samfund i gennemsnit brugt mere end seks milliarder kr. årligt på at oprette en palæstinensisk stat. I alt omkring 135 milliarder kr. over to årtier. Heraf har EU’s institutioner og medlemslande stået for cirka to tredjedele.

Det overordnede formål med støtten har været “at sikre etableringen af en levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat, der kan leve i harmoni med Israel og sine andre naboer,” som EU’s EuropeAid skriver på sin hjemmeside.


Vi er blevet bildt ind, at vi bør fokusere på udvikling. Som om endnu et projekt om kønsroller eller civilsamfund vil etablere en stat. Det er en fornærmelse mod os.

Sam Bahour,
palæstinensisk forretningsmand, Ramallah

HVEM GAVNER STØTTEN?

Blandt palæstinenserne er flere og flere begyndt at stille spørgsmål ved den enorme bistand og donorernes erklærede mål.

“Der er mange gode enkeltstående bistandsprojekter, så jeg vil ikke fordømme dem over én kam,” siger en af Vestbredden mest succesrige forretningsmænd, Sam Bahour, da Udvikling møder ham på Pronto, en lille, charmerende italiensk restaurant i Ramallah.

“Men efter 20 år med internationale eksperter, konsulenter, projekter, udviklingsplaner og helt uhyrlige bistandsbudgetter, er det på tide vi spørger os selv: Hvad er resultaterne?”

Mens tjeneren kommer med en cafe latte, fortsætter Sam Bahour, der er dybt involveret i palæstinensisk politik og blandt andet skriver klummer for den britiske avis The Guardian:

“Vi har delvist fungerende institutioner på Vestbredden, men intet politisk system. Parlaments- og præsidentvalg bliver udskudt igen og igen, og Det Palæstinensiske Selvstyre er så afhængig af støtten, at det hele ville falde fra hinanden, hvis støtten stoppede i morgen,” siger han.

Han påpeger, at den massive bistand har overtaget alle aspekter af palæstinensernes liv. Ikke kun økonomien, som er blevet kørt fuldstændig over, men også kulturen.

“Som samfund er vi igennem 20 år blevet tvunget ind i bistandens rationale. Vi har alle sammen lært at skrive evalueringsrapporter og ansøgninger med fine, lange ord. Vi har været på workshops og ved præcis, hvad bistandsorganisationerne gerne vil høre. Vi er blevet bildt ind, at vi bør fokusere på udvikling. Som om endnu et projekt om kønsroller eller civilsamfund vil etablere en stat. Det er en fornærmelse mod os,” siger han.


Milliardstøtten til selvstyret har befriet Israel for alle de besværlige dele ved besættelsen.

Jamal Juma,
leder af organisationen Stop the Wall, Ramallah

ENIGE GRÆSRØDDER

Ikke langt fra Ramallahs smarte caféer finder vi græsrodsorganisationen Stop the Wall, som ledes af den erfarne aktivist Jamal Juma. På trods af utallige ansøgninger, har Stop the Wall aldrig fået adgang til EU’s ellers løstsiddende støttekroner.

“EU vil hellere spilde pengene på ufarlige projekter, end at forholde sig politisk til besættelsen, som vi gør,” siger Jamal Juma, som har været fængslet af Israel flere gange.

“Mange glemmer det, men Oslo-aftalen var jo en midlertidig aftale, der skulle oprette en palæstinensisk stat senest i 1999. Aftalen er udløbet for længst, men alle fortsætter, som om intet var hændt. Milliardbistanden strømmer stadig til Det Palæstinensiske Selvstyre, selv om de kun kontrollerer 18 procent af Vestbredden,” siger han.

Opdelingen af Vestbredden i en A-, B- og C-zone (se boks side 11) var en midlertidig løsning, der skulle have været ophævet, da den palæstinensiske stat efter planen skulle have været erklæret senest i 1999. Ifølge Jamal Juma er det helt store problem nu, at palæstinenserne er fanget i en aftale, der burde have været midlertidig. Og at EU og andre internationale donorer har accepteret denne opdeling af Vestbredden og fokuseret deres bistandspolitik i område A. Derfor blomstrer Ramallah og enkelte andre byer, der ligger i område A, mens resten af de besatte palæstinensiske områder langsomt bliver affolket og integreret i Israel.

“Israel har brugt tiden på at udbygge besættelsen. Milliardstøtten til selvstyret har jo befriet Israel for alle de besværlige dele ved besættelsen,” siger Jamal Juma.

Foto: Læs beskrivelse herunder
SÅDAN ER VESTBREDDEN OGSÅ. BRYLLUPSGÆSTER KLAPPER AF BRUDEN ELAINE KHOURY OG HENDES FAMILIE PÅ VEJ TIL BRYLLUP I DEN OVERVEJENDE KRISTNE BY TAYBEH.
FOTO: ALEXANDRA BOULAT/VII

BEGRAV OSLO-AFTALEN

Sam Bahour og Jamal Juma er vidt forskellige personer. Den ene er forretningsmand. Den anden aktivist. Alligevel er deres analyser af palæstinensernes nuværende situation slående ens.

Begge mener de, at Oslo-aftalen burde begraves. Én gang for alle. Og begge opfatter de Det Palæstinensiske Selvstyre som indirekte varetager af primært Israels interesser.

“Bare kig på deres seneste budget. 44 procent går til sikkerhedsapparatet. Men hvem er det egentlig, de beskytter? Det er Israel. Vi lever stadig med bosættervold hver eneste dag,” siger Sam Bahour og giver udtryk for en opfattelse, som bliver mere og mere udbredt blandt palæstinenserne. Nemlig at Det Palæstinensiske Selvstyre er en del af problemet og ikke løsningen. Ved at fortsætte samarbejdet med Israel, accepterer selvstyret nemlig den midlertidige aftale, som ifølge mange palæstinensere ingen legitimitet har.

“Selvstyret har fejlet. De har ikke formået at beskytte palæstinenserne fra donorernes interesser. De er som en narkoman, der kun kan tænke på det næste bistandsfix,” siger Sam Bahour og fortsætter:

“Hvis formålet med bistanden var at afslutte besættelsen og oprette en palæstinensisk stat, så har den fejlet. Men hvis motivet var at dække over den eklatante politiske fallit, som det internationale samfund har spillet i konflikten, så har bistanden i hvert fald været en delvis succes,” siger Sam Bahour. Han mener, at EU og det internationale samfund har et ansvar for at sørge for at international lov bliver opretholdt, og at bistanden i høj grad har været brugt til at skjule, at de ikke har turdet tage den politiske konfrontation med Israel.


EU's bistand har reddet liv og i høj grad sikret, at der stadig er et palæstinensisk folk.

Mads Lindegård,
leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Jerusalem

MERE SKADE END GAVN

I udkanten af Ramallah ligger det Danske Repræsentationskontor, som blev oprettet efter Oslo-aftalen. Her sidder Danmarks repræsentant Lars Adam Rehof og hans personale, som hver dag må krydse et israelsk militær-checkpoint for at komme på arbejde fra deres bopæl i Jerusalem. Han er ikke enig i kritikken:

“Når man kigger på støtten til palæstinenserne, skal man huske på, den er politisk motiveret,” siger Lars Adam Rehof.

“EU er altovervejende til stede af politiske årsager, og derfor mener jeg ikke, vi kan bruge de samme standarder som andre steder. Hvis grundvilkåret er, at EU af politiske grunde udelukkende vil bruge positive incitamenter til at formå parterne til at finde en løsning, så er succeskriterierne meget anderledes, end når vi ser på mere traditionelle former for bistand,” siger han.

Han minder om, at Israel/Palæstina-konflikten i de fleste EU-lande er et indenrigspolitisk spørgsmål, hvilket sætter nogle klare grænser for EU’s muligheder.

“Alt taget i betragtning er vores støtte en succes. Palæstinenserne nyder stor opbakning i verdenssamfundet, de har veludbyggede institutioner, deres levestandard er relativ høj, de er godt uddannede, og sidst, men ikke mindst, så har vores støtte sikret, at de stadig findes som folk,” siger Lars Adam Rehof.

“Samtidig må vi dog også se i øjnene, at vi efter tyve års bistand ikke har kunnet købe freden. EU’s tilgang har altovervejende været, at økonomiske incitamenter var tilstrækkelige. EU ønskede at bistå parterne med at finde en fredelig, holdbar løsning, ikke mindst fordi det var i Israels langsigtede interesse, men to-statsløsningen som mulighed synes nu afgørende truet. Mange siger, at israelerne har valgt to-statsløsningen fra,” siger han med henvisning til Israels bosættelsespolitik i område C, der ifølge en nylig EU-rapport aktivt undergraver palæstinensernes tilstedeværelse i Jordan-dalen og muligheden for at oprette en sammenhængende stat.

“De lokale EU-missioner har gentagne gange advaret om, at vi er ved at nå et afgørende øjeblik for to-statsløsningen. Vi står i en meget farlig situation lige nu, hvis målet er at sikre en to-statsløsning, ikke mindst for Israels skyld. De instrumenter, vi har til rådighed, har tydeligvis nået deres begrænsninger,” siger han.

“I tyve år har EU investeret enorme summer i en aftale, som – når vi ser tilbage – efter manges opfattelse måske døde allerede i 1995, da Yitzhak Rabin blev dræbt,” siger Lars Adam Rehof med henvisning til Oslo-aftalens israelske fader, der blev myrdet af en radikal, højreorienteret, ortodoks jøde, der var imod aftalen.

Foto: LÆs beskrivelse herunder
“FRA EUROPA TIL PALÆSTINA. SAMMEN FÆRDIGGØR VI BILLEDET”, LYDER TEKSTEN PÅ DETTE EU-BILLBOARD, SOM KAN SES PÅ HOVEDVEJEN MELLEM RAMALLAH OG NABLUS PÅ VESTBREDDEN.
FOTO: MIKKEL BAHL

GIV EN MAND EN FISK…

På den israelske side af muren, der skærer Østjerusalem ud af Vestbredden, ligger Folkekirkens Nødhjælps kontor, som de sidste tre år har været ledet af Mads Lindegård.

Ligesom Lars Adam Rehof mener Mads Lindegård heller ikke, at de seneste tyve års bistand har været spildt.

“EU’s bistand har reddet liv og i høj grad sikret, at der stadig er et palæstinensisk folk. Det er nok det primære resultat af støtten, og det resultat skal man ikke undervurdere,” siger Mads Lindegård.

Han mener dog også, at EU’s bistand har skabt en fastlåst situation, som palæstinenserne langsomt, men sikkert taber. Især bør EU kigge grundigt på støtten til Det Palæstinensiske Selvstyre, mener han.

“Hvad er selvstyret? Det er en bistandsafhængig enhed, der kontrollerer et område på størrelse med Lolland. Dem støtter EU med adskillige milliarder om året,” siger han.

“Samtidig presses palæstinenserne i alle andre dele af Vestbredden. Jeg kender folk, der har fået revet deres hus ned fem gange. Så er det klart, man begynder at kigge efter andre muligheder. Så på den måde har EU’s bistand i høj grad hjulpet israelerne med at presse palæstinenserne ud af store områder, der nu er indtaget af bosættere. Den kantonisering af Vestbredden, der er sket, har i høj grad været støttet af EU’s udviklingspolitik,” siger Mads Lindegård.

“Ved at behandle problemstillingen som en normal nødhjælps- eller udviklingssituation, har EU faktisk hjulpet Israel med at udbygge besættelsen,” siger han.

“Vores logo er en fisk, og ifølge det gamle ordsprog, kan man give en mand en fisk. Så har han mad til én

dag. Man kan også lære ham at fiske, så han kan forsyne sig selv i fremtiden. Men problemet hernede er ikke, at palæstinenserne ikke kan fange fisk. Problemet er, at de ikke har retten til at fiske,” siger Mads Lindegård.

Mikkel Bahl er freelancejournalist, bosat i Jerusalem, Israel/Palæstina.

DANMARKS BISTAND TIL DE BESATTE OMRÅDER:

I 2010 gik den danske støtte på 158 især til disse tre områder:

STØTTEN TIL PALÆSTINENSERNE

Her er et kort overblik over den internationale udviklingsstøtte til De Palæstinensiske Selvstyreområder.
 

BISTAND TIL PALÆSTINENSERNE

De besatte palæstinensiske områder modtager i gennemsnit mere end seks mia. kr. årligt fra det internationale samfund.

Heraf kommer to-tredjedele fra EU’s institutioner og medlemslande.

Cirkeldiagram der viser, at to-tredjedele af bistanden til palæstinenserne kommer fra EU’s institutioner og medlemslande
 

HVAD BRUGES PENGENE TIL?

Størstedelen af det internationale samfunds støtte til Palæstina går til institutionsopbygning og infrastruktur, mens omkring en tredjedel klassificeres som humanitær bistand.

Selvom dette er faste aktiviteter, man genfinder i den øvrige, globale udviklingsbistand, kan hjælpen til Palæstina og “øvrige u-lande” ikke sammenlignes, da støtten til Det Palæstinensiske Selvstyre i udgangspunktet er politisk betinget.

Kilde: Global Humanitarian Assistance
 

MEST BISTAND PR. INDBYGGER

De Palæstinensiske Selvstyreområder (DPS) ligger nummer et i verden med 4.879 dollars (ca. 28.000 kr.) i udviklingsbistand pr. indbygger i perioden 1995–2009.

Nummer to på listen, Irak, modtog i samme periode 1.142 dollars (ca. 6.500 kr.) pr. person. Altså mindre end en fjerdedel af palæstinenserne.

Søjlediagram der illustrerer den palæstinensiske bistand i forhold til andre lande

Modtagere af international
bistand 1995–2009:
Samlet beløb
(mia. dollars)
Dollars
pr. indbygger
DPS 20,5 4.879,44
Irak 35,2 1.141,82
Afghanistan 30,0 1.007,62
Mozambique 21,9 959,83
Tanzania 25,1 572,88
Vietnam 30,5 346,51
Etiopien 26,9 286,97
Egypten 22,6 271,94
Bangladesh 21,9 135,56
Pakistan 23,8 131,55
Indonesien 21,2 92,31
Kina 33,8 25,37
Indien 28,2 23,52

DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER

Det palæstinensiske flag

PALÆSTINA

Areal:
6.220 km²

Indbyggertal:
3.700.000 (2009)

Bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger:
1.290 dollars (2008)

Israel har siden 1967 holdt Vestbredden og den langt mindre Gaza-stribe besat.

Kort over Israel samt Gaza og Vestbredden

Våbenskjold for Gaza

Gaza kontrolleres af Hamas, der betragtes som en terrororganisation af EU og derfor ikke modtager direkte støtte.


Våbenskjold for Vestbredden

Vestbredden kontrolleres af Fatah, der også regerer Det Palæstinensiske Selvstyre.


Selvstyret er en central partner i EU's bistandsstrategi.
 

VESTBREDDEN INDDELT I TRE ZONER: A, B OG C

Vestbredden har siden Oslo-aftalen været inddelt i områderne A, B og C:

Område A: (18 procent af arealet) Kontrolleres af Det Palæstinensiske Selvstyre, og omfatter kort sagt Vestbreddens store byer (se kort).

Område B: (omkring 20 procent) Administreres af Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel i fællesskab.

Område C: (62 procent af Vestbredden) Kontrolleres fuldstændigt af Israel.

Se kort med de tre områder: http://www.ochaopt.org
 

EU'S BISTAND

EU'S ERKLÆREDE MÅL MED STØTTEN

“At sikre etableringen af en levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat, der kan leve i harmoni med sine naboer.”

Kilde: EuropeAid
 

ØDELÆGGELSE AF EU-PROJEKTER

I løbet af det seneste år har Israel ødelagt 22 vandcisterner og 37 beboelses- eller landbrugsbygninger støttet af midler fra EU's medlemslande. I alt opgør EU-Kommissionen Israels ødelæggelser af humanitære EU-projekter for palæstinenserne til minimum 350 millioner kr. siden 2001.

I maj i år kritiserede samtlige 27 udenrigsministre i EU ødelæggelserne, som primært foregår i område C. Yderligere 110 EU-støttede projekter på Vestbredden har i øjeblikket nedrivningstrusler hængende over hovedet. Blandt dem vedvarende energi projekter, vandcisterner, bebyggelser til dyr samt vand- og sanitetsprojekter.

/mb

Udenrigsministeren: “ISRAEL SVIGTER SIT ANSVAR”

Hvordan skal EU tackle dilemmaet om bistand til Palæstina? Udvikling har spurgt Villy Søvndal (SF), som kører parløb med EU’s udenrigsrepræsentant Catherine Ashton under Danmarks EU-formandskab, der slutter med udgangen af juni.

AF RIKKE ALBRECHTSEN, BRUXELLES

Foto af Villy Søvndal
SØVNDAL: MÅLET MED EU-BISTANDEN ER, AT PALÆSTINENSERNE ER SÅ KLAR SOM MULIGT, DEN DAG DER KOMMER EN SELVSTÆNDIG PALÆSTINENSISK STAT.
FOTO: DENNIS LEHMANN/SCANPIX

IFØLGE GENÈVE-KONVENTIONEN er det Israels eget ansvar at sørge for befolkningen på deres egne besatte territorier. Hele bevæggrunden for, at de internationale donorer efter Oslo-aftalen har samlet regningen op, var, at der skulle findes en løsning i 1999. Nu skriver vi 2012. Er der ikke en bagkant på, hvor længe man vil bevare status quo?

Alle ved jo, at der foreligger en dybt ulykkelig og helt speciel situation i forhold de besatte områder. Fordi den har varet urimeligt længe, betyder det jo ikke, at den er blevet mindre prekær. Så jeg må være ærlig og sige: Det er umuligt at sige noget meget håndfast om en bagkant. Vi ved jo, at palæstinenserne i forvejen lider store afsavn. Det er ikke så nemt bare at trække tæppet væk.

Er vi med vores hjælp i virkeligheden med til at forlænge konflikten?

Det håber jeg ikke, og det tror jeg ikke. Spørgsmålet er bestemt relevant og fair, men vi ved bare også, at Israel har en meget hårdhændet behandling af palæstinenserne på en lang række områder, og jeg kan ikke umiddelbart se grunde til at tro, at Israel i realiteternes verden vil gøre noget, der modsvarer det, Vesten gør i dag. Som besættelsesmagt har Israel selvfølgelig en række forpligtelser over for befolkningen i de besatte områder, og Israel svigter det ansvar. De indgribende foranstaltninger, der har en meget skadelig indvirkning på palæstinensernes økonomiske udvikling, er uacceptable.


Vi kan ikke lade selvstyret kollapse økonomisk, for så mister vi de betydelige resultater, der allerede er nået.

Villy Søvndal,
udenrigsminister

Verdensbanken advarer om, at det Palæstinensiske Selvstyre er på vej mod en akut økonomisk krise og mangler flere milliarder på deres statsbudget i år. Der bliver appelleret til det internationale samfund om flere penge. Der er mange steder en underforstået opfattelse af, at europæerne ender med at betale regningen. Skal vi det?

Fra dansk side er vi optaget af at styrke almindelige palæstinenseres levevilkår og kunne bidrage til, at palæstinenserne er så klar som overhovedet muligt, den dag der kommer en selvstændig palæstinensisk stat. Selvfølgelig er palæstinensernes økonomi elendig, det ville være mærkeligt andet i den situation. Jeg vil ikke foruddiskontere om, hvorvidt Europa kommer til at betale mere. Men jeg synes, det understreger behovet for at lægge øget pres på begge parter om at finde en forhandlet løsning. Den palæstinensiske statsopbygning er selvsagt det nødvendige fundament for et Palæstina. Selvstyret er på dette vigtige punkt nået meget langt, både fordi den internationale støtte hertil har været omfattende, og fordi det palæstinensiske selvstyre med præsident Abbas og premierminister Fayyad i spidsen har været meget dygtige til at gennemføre deres plan for statsopbygningen. Budgetstøtten er en nødvendig del heraf; vi kan ikke lade selvstyret kollapse økonomisk, for så mister vi de betydelige resultater, der allerede er nået. EU arbejder imidlertid målrettet på at udvide donorkredsen og samtidig minimere behovet for budgetstøtten, blandt andet gennem klarere, forudsigelige og mere gennemsigtige overførsler af de skatte- og toldindtægter, som Israel er forpligtet til at overføre til selvstyret.

Organisationer i området forklarer, at der er et enormt pengespild i brugen af international hjælp på grund af det besværlige forhold til Israel og de medfølgende administrative og praktiske hindringer, for ikke at tale om, når Israel ødelægger europæisk-finansierede bygninger. Organisationen DARA, der overvåger bistand til konfliktområder, skønner, at op til 30 procent af støtten bliver spildt på administrative byrder. Kan vi som donorer acceptere det?

Det er selvfølgelig ikke acceptabelt ud fra en økonomisk eller moralsk vurdering. Og så må man blot erkende, at Verden nogle gange bare er temmelig kompleks og kalder på færre principper og mere smidighed, når man tænker over, hvad alternativet ville være. Sandheden er vel, at en pure afvisning af hjælp ville have fatale følger og skabe voldsom uro. Sådan er vilkårene bare nogle gange. Udviklingspotentialet i Palæstina er stort, men kan kun realiseres fuldt ud ved at opnå en levedygtig og retfærdig politisk løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Den danske bistand til Palæstina vil på kort og mellemlang sigt være underlagt de politiske rammebetingelser som følge af den langvarige konflikt mellem israelere og palæstinensere, herunder i særdeleshed den israelske militære besættelse af Gaza og Vestbredden.

Uanset de betydelige palæstinensiske fremskridt med hensyn til statsopbygning over de seneste år – fremskridt, der har ført til den nuværende tekniske parathed til en selvstændig palæstinensisk stat – er der en reel risiko for, at fortsat fravær af en politisk løsning på konflikten vil underminere og tilbagerulle de opnåede resultater. Det er i bund og grund ikke et udviklingsmæssigt, men snarere et politisk problem. Derfor vil kun en politisk løsning kunne frigøre vækst- og udviklingspotentialet i Palæstina og sikre bæredygtigheden af de opnåede palæstinensiske resultater inden for statsopbygning.
 

/Rikke Albrechtsen er freelancejournalist bosat i Bruxelles.
 

Malawis præsident gør op med politivold

Foto af Joyce Banda
FOTO: STEPHANE DE SAKUTIN/SCANPIX

Politiet i Malawi slog hårdt ned på demonstranter, da der i juli sidste år var protester mod den forværrede økonomi i det fattige land i det sydlige Afrika. Mindst 19 mennesker mistede livet.

Den ansvarlige, den malawiske politichef Peter Mukhito, bliver nu draget til ansvar af Malawis nye præsident Joyce Banda (bille det), som satte Mukhito fra bestillingen få dage efter sin tiltrædelse.

Joyce Banda, der er Malawis første kvindelige præsident, er tidligere vicepræsident siden 2009, men ragede uklar med daværende præsident Mutharika og forlod hans parti.

Herefter stiftede Joyce Banda et nyt parti, People's Party, som hun er leder af i dag.

/RH
 

Strid om egyptiske forfatningsfædre

Om igen! Den såkaldte administrative domstol i Egypten er utilfreds med sammensætningen af den forsamling, der for nylig er udpeget af parlamentet for at skrive en ny, demokratisk forfatning.

Ifølge domstolen kniber det med mangfoldigheden i forsamlingen. Kvinder, unge og mindretal er underrepræsenteret.

Domstolen reagerede på søgsmål fra liberale og sekulære grupper, som frygtede, at islamistiske partier – som efter Egyptens første frie valg dominerer i parlamentet – ville gennemtvinge bestemmelser i forfatningen, der fører til ensretning i overensstemmelse med deres muslimske tro.

/RH
 

Kinas politiske top rystet af skandale

Foto af Bo Xilai
FOTO: STR/SCANPIX

Alt var tilsyneladende lagt til rette forud for kongressen i Kinas regerende kommunistparti til efteråret. Bo Xilai (billedet) skulle forfremmes til en af de ni pladser i politbureauets stående komité, der styrer landet.

Den 62-årige Bo var en opstigende politisk stjerne blandt andet på grund af sin stort anlagte kamp mod organiseret kriminalitet i storbyen Chongquing. Han mindede i sin optræden om vestlige politikere og var uhyre populær.

Men så blev Bo Xilai i marts afsløret i “alvorlige disciplinære overtrædelser”, som det statslige nyhedsbureau Xinhua formulerer det. Nu er han frataget alle tillidsposter i partiet.

Det står ikke klart, hvori Bos forseelser består, men hans tidligere politichef Wang Lijun synes at spille en rolle i hans fald. Wang sladrede angiveligt om, at Bos hustru, Gu Kailai, deltog i mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood i november i fjor, fordi Gu og Heywood var uenige om “økonomiske interesser”. Xinhua skriver, at Gu er under “stærk mistanke” for at rydde Heywood af vejen.

Sagen ændrer næppe på, at en anden fremtrædende politiker, Xi Jinping, fortsat ventes at overtage positionen som Kinas øverste leder efter Hu Jintao. Første skridt er udnævnelsen til generalsekretær i kommunistpartiet på efterårets kongres.

/Regner Hansen
 

Logo fra Global Affairs

FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD.

Mexico: KAMPEN MOD KARTELLERNE

De mexicanske myndigheder er ved at vinde dødskampen mod narkokartellerne, samtidig med at befolkningen skal vælge ny leder. Landets kommende præsident bør ikke forhandle med narkobaronerne, men derimod besejre dem, skriver Robert C. Bonner, tidligere chef for USA’s narkopoliti.

Foto: Læs beskrivelse herunder
MEXICANSK POLITI ESKORTERER JAIME HERRERA HERRERA, ANGIVELIGT MEDLEM AF ET NARKOKARTEL OG BEDRE KENDT UNDER NAVNET EL VIEJITO (DEN LILLE GAMLE MAND). MEXICO CITY, FEBRUAR 2012.
FOTO: JOHAN ORDOÑEZ/SCANPIX

I juli vælger Mexico en ny præsident som afløser for Felipe Calderón. De tre kandidater fører valgkamp med et udpræget socialt og økonomisk program og fremlægger klart forskellige fremtidsvisioner for Mexico. Uanset hvem der vinder, bliver den pågældende nødt til at gøre noget ved det største problem, landet står over for lige nu – kampen mod narkokartellerne. Men trods de mange negative overskrifter vil den kommende præsident hurtigt indse, at myndighederne har gjort store fremskridt i denne kamp i løbet af de sidste fem år.

Da Calderón trådte til i december 2006, havde kartellerne bidt sig godt fast i Mexico og kontrollerede effektivt lokalsamfundene i alle egne af landet og tilmed hele delstater.

I de foregående to årtier havde de indtjent milliarder i ulovlige indtægter og kunne praktisk taget ustraffet anvende deres illegale formuer til at infiltrere og korrumpere den mexicanske regering i meget stort omfang. Rivaliserende narkoorganisationer kæmpede om territorier og smuglerruter og spredte død og ødelæggelse overalt. Calderón var den første mexicanske præsident, der tog kampen op. Ved at bruge magt og iværksætte omfattende reformer af retssystemet og politiet er det lykkedes ham at opløse nogle af kartellerne og at svække en hel del andre.

Som følge af Calderóns beslutsomme og vellykkede indsats mod kartellerne står han i øjeblikket til 52 procent af stemmerne i meningsmålingerne. Men kartellerne hærger stadig i landet. Siden Calderón indledte kampen mod dem sidst i 2006, har næsten 50.000 mexicanere mistet livet som følge af narkorelaterede drab. Skønt langt de fleste af disse drab er resultatet af kartellernes voldelig kamp mod hinanden, har de uhæmmede kidnapninger, pengeafpresningsskandaler og blodsudgydelser skadet Mexicos omdømme, reduceret turistindustrien og udmattet en stadig mere opgivende mexicansk befolkning. Ifølge en meningsmåling fra Pew Research Center i august 2011 tror kun under halvdelen af den mexicanske befolkning på, at regeringen gør fremskridt i kampen mod kartellerne.

Denne manglende optimisme styrker en understrøm i mexicansk politik, der tyder på, at Calderóns indsats for at udrydde narkokartellerne er slået fejl trods de rosværdige intentioner. Ifølge denne opfattelse kan Mexico slet ikke gøre sig håb om at overvinde kartellerne, men i bedste fald indgå en slags faustisk pagt med dem, der går ud på at give kartellerne lov til at operere uden for loven, hvis de til gengæld lægger en dæmper på volden. Måske i erkendelse af den tiltagende skepsis har Calderóns potentielle efterfølgere udtalt sig forholdsvis forsigtigt om kampen mod kartellerne og begrænset sig til intetsigende floskler om behovet for en ny strategi eller har støttet en tilbagekaldelse af mexicansk militær fra provinserne og et forøget fokus på de sociale årsager til kriminel adfærd.

Denne defaitisme (nederlagsindstilling, red.) er et forræderi mod Mexico; landet kan stadig sejre i kampen. Det tog kartellerne 20 år at opnå den dominerende position, de havde, da Calderón kom til magten, og selv med den rigtige strategi vil det kræve endnu mange års vedholdende indsats at overvinde dem. Spørgsmålet er, om Mexicos næste præsident vil være i stand til at stå distancen og bygge videre på Calderóns resultater, eller om han vil underminere dem ved at forhandle med narkobaronerne. En forhandlingspolitik kan muligvis reducere en del af volden på kort sigt, men i sidste instans er Mexicos eneste mulighed for at genoprette lov og orden at besejre kartellerne én gang for alle.


Siden Calderón indledte kampen mod kartellerne sidst i 2006, har næsten 50.000 mexicanere mistet livet som følge af narko-relaterede drab.

Omslag fra "Foreign Affairs"

SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS

Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som siden 1922 er blevet udgivet af den uafhængige amerikanske tænketank Council on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, at Udvikling jævnligt bringer artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse.

KARTELLERNES KONTROL

Da Calderón overtog præsidentembedet, fandtes der rundt regnet et halvt dusin karteller, der hver især var en stor kriminel organisation. Disse organisationer – Golfen, Juárez, La Familia Michoacana, Sinaloa samt Tijuana-kartellerne – dominerede store områder af det mexicanske territorium og opererede også uden for landets grænser. Selv om de tjente penge på afpresning, kidnapning og menneskesmugling, kom størstedelen af deres indtægter fra narkohandel. Deres samlede bruttoprovenu af narkohandlen alene beløb sig til mellem fem og 10 milliarder dollars om året.

For at beskytte deres operationer anskaffede de stadig mere avancerede våben og bestak mexicanske embedsmænd på alle niveauer. De embedsmænd, der ikke lod sig bestikke, blev truet eller slået ihjel; i de sidste fem år har kartellerne myrdet 32 borgmestre og 83 politichefer foruden et antal journalister. Plato o plomo? (sølv eller bly?) var deres motto.

Kartellernes nuværende position har udgangspunkt i 1980’erne, da flere forskellige mexicanske narkosmugler-organisationer, som indtil da havde smuglet marijuana, fik forbindelse med kokainkartellerne i Colombia og mod en aftalt betaling per kilo begyndte at transportere narko til USA.

I 1990’erne begyndte colombianerne at betale de mexicanske smuglere med en andel af selve produktet, og herefter begyndte smuglerne at oprette deres egne distributionsceller i USA og andre lande. Sidst i 1990’erne havde de mexicanske karteller i det store og hele overtaget distributionen fra de colombianske partnere og begyndte at udvide sortimentet med metamfetamin og heroin foruden kokain. De ekspanderede også med andre former for organiseret kriminalitet såsom afpresning mod legitime erhvervsvirksomheder, kidnapning mod løsepenge og smugling af mennesker. Et af kartellerne stjal og videresolgte den mexicanske stats råolie fra rørledninger, der var ført gennem kartellernes territorium.

Omkring århundredeskiftet var kartellerne blevet så stærke, at den mexicanske regering ikke følte sig i stand til at gøre ret meget for at bekæmpe dem. Calderóns umiddelbare forgænger, Vicente Fox, foretrak at gøre sig blind for problemerne, hvorimod Ernesto Zedillo, der var hans forgænger, forsøgte at tage kampen op, men måtte se i øjnene, at de operationer, han iværksatte, hurtigt blev afsløret af politiembedsmænd, der var blevet bestukket. Selv om både Zedillo og Fox ønskede at ophæve kartellernes straffrihed, måtte de erfare, at Mexicos svage og korrupte retssystem simpelthen ikke var opgaven voksen.

I 2006 nåede kartellernes magt et højdepunkt. Calderón tog en række initiativer kort tid efter sin tiltrædelse, og dermed var slaget i gang. Lidt før Calderóns embedsperiode havde La Familia Michoacana (narkokartel med base i delstaten Michoacán, red.) slagtet medlemmerne af et rivaliserende kartel og kastet deres afhuggede hoveder ud på et dansegulv på en natklub. Da Calderón indtog præsidentembedet, indså han hurtigt, at han ikke kunne stole på forbundspolitiet, Agencia Federal de Investigación (AFI), og altså heller ikke kunne regne med, at de ville opspore og pågribe gerningsmændene. I kølvandet på efterforskningen konstaterede Calderón, at AFI var gennemsyret af korruption. Gennem årene havde kartellerne ikke kun bestukket regionale AFI-chefer, men også højtstående embedsmænd ansat i organisationens hovedkvarter i Mexico City. I begyndelsen af 2008 blev AFI’s underdirektør således anholdt og anklaget for at have modtaget flere hundrede tusinde dollars i bestikkelse fra Sinaloa-kartellet (anses for at være Mexicos mest magtfulde narkokartel, red.). En intern efterforskning afslørede desuden, at når AFI fik ordre til at arrestere narko baroner, blev disse ofte på forhånd advaret af ansatte i politikorpset.

Det statslige politi var endnu mere upålideligt. Politiembedsmændene her var i mange tilfælde på kartellernes lønningsliste i deres respektive regioner og undlod simpelthen at samarbejde med det føderale politi eller beskyttede ligefrem kartellerne og deres ledere. De lokale politistyrker var endnu værre – kronisk underuddannede, dårligt lønnede og meget ofte gennemført korrupte.

I betragtning af disse stærkt begrænsede muligheder søgte Calderón støtte hos militæret, der netop fordi det aldrig havde været involveret i at efterforske eller modarbejde kartellerne var forholdsvis immunt over for deres indflydelse. Calderón brugte militæret som et magtmiddel i områder, der var hærget af kartellernes voldelige fremfærd, eksempelvis Ciudad Juárez, Michoacán og Veracruz, og ligeledes til – med kirurgisk præcision – at efterlyse, pågribe og om nødvendigt dræbe kartellernes ledere. Calderón havde dog forstået, at militæret alene ikke ville være i stand til at udrydde kartellerne. For at nå dette mål skulle han bruge en styrke, der var i stand til at afpatruljere storbyerne, indsamle efterretninger og tilvejebringe det bevismateriale, der var nødvendigt for at retsforfølge narkosmuglerne – funktioner, som kun en professionel politistyrke var i stand til at påtage sig. For at vinde narkokrigen skulle Calderón med andre ord have en politistyrke, han kunne stole på.

Foto: Læs beskrivelse herunder
NARKOFANGST FREMVISES TIL PRESSEN I MEXICO CITY I FEBRUAR 2012. PRÆSIDENT CALDERÓN HAR IVÆRKSAT OMFATTENDE REFORMER AF LANDETS FORBUNDSPOLITI.
FOTO: JOHAN ORDONEZ/SCANPIX

EN KÆP I HJULET FOR SMUGLERNE

Calderón indledte en reform af det mexicanske retssystem, der byggede på en strategi i tre faser. Der skulle dannes en ny, professionel føderal politistyrke; de 32 delstatspolitistyrker skulle genopbygges og overtage de ansvarsområder, som det miskrediterede lokale politi hidtil havde varetaget; og retsvæsenet og straffeloven skulle revideres.

Calderón begyndte med det føderale politi. I sin harme over det korrupte AFI opløste han hele institutionen i maj 2009 og skabte en ny politistyrke. Det nye føderale politi begyndte fra grunden, ansatte grundigt sikkerhedsundersøgt universitetsuddannet personale, efteruddannede det på en nyoprettet politiskole og gav højere lønninger. Der blev også indført etablerede internationale standarder for modarbejdelse af korruption og en effektivt arbejdende afdeling for interne undersøgelser.

Calderóns plan virkede efter hensigten. Den nye politistyrke tæller nu 35.000 betjente og har opbygget Mexicos første nationale database over kriminelle, der blandt andet registrerer fingeraftryk af alle, der bliver anholdt af politiet. Det føderale politi har overtaget militærets funktioner i adskillige regioner og har bevist sin vilje til at tage kampen op mod kartellerne ved at pågribe mange af deres ledende skikkelser. Det har også undgået graverende tilfælde af korruption. Opbygningen af denne professionelle politistyrke i løbet af ganske få år er foregået i forholdsvis ubemærkethed, men er ikke desto mindre et af Calderóns mest imponerende resultater.

Det føderale politi skal nødvendigvis have støtte fra de 350.000 ansatte i det mexicanske delstatspoliti. Calderón har derfor også iværksat reformer af denne politistyrke i tråd med de reformer, han har gennemført i det føderale politi. I betragtning af det store antal nye betjente, der skal sikkerhedsundersøges, ansættes og uddannes, vil det tage flere år at fuldføre denne opgave. Og for at garantere, at det føderale og delstatslige politi samarbejder, må den mexicanske regering finde en vej uden om provinsguvernørerne, som nominelt kontrollerer delstatspolitiet og hyppigt har samarbejdet med kartellerne. Et vidneudsagn, der for nylig blev afgivet ved en amerikansk forbundsdomstol i Texas, afslører eksempelvis, at den forhenværende guvernør i Tamaulipas, en delstat lige syd for den amerikanske grænse, har modtaget flere millioner dollars fra Golf-kartellet. Korrupte guvernører af denne type har været skyld i, at delstatspolitiet ikke griber ind imod og i visse tilfælde ligefrem beskytter kartellets ledere i deres territorium. I fremtiden bør den mexicanske kongres give præsidenten beføjelser til at føderalisere (sætte under den nationale regerings kontrol, red.) politiet i en given delstat, i det mindste i krisesituationer, ligesom den amerikanske præsident kan føderalisere enheder fra den amerikanske nationalgarde.


Mexicanske fængsler har været plaget af en række pinlige flugt-episoder (…) Kartelbosser, som ikke har haft held til at flygte, lever et liv i luksus og er i stand til at organisere deres ulovlige forretninger bag tremmerne.

Under kampen mod kartellerne erkendte Calderón, at han også var nødt til at reformere retsvæsenet. Mexicanske offentlige anklagere opnår kun en domfældelse i under fem procent af de sager, der vedrører sigtelser for narkosmugling. Til sammenligning ligger domfældelsesprocenten i USA for tilsvarende sigtelser på over 90 procent. For at rette op på dette miserable misforhold har Calderón foreslået, at der må skabes et mere gennemsigtigt strafferetsligt system med offentlige retssager, som gør det nemmere at drage dommere og anklagere til ansvar.

Selv i de tilfælde, hvor det i Mexico er lykkedes at fængsle kartellernes medlemmer, har det voldt vanskeligheder at holde dem indespærret på længere sigt. Mexicanske fængsler har været plaget af en række pinlige flugtepisoder, først og fremmest den berygtede flugt, som lykkedes for Sinaloa-kartellets hovedmand, Joaquin “El Chapo” Guzmán, i 2001. Kartelbosser, som ikke har haft held til at flygte, lever et liv i luksus og er i stand til at organisere deres ulovlige forretninger bag tremmerne. Mange af de narkosmuglere, der er blevet pågrebet af det føderale politi, afsoner deres straf i underfinansierede og underbemandede delstatsfængsler.

Med henblik på at holde de vigtigste kartelbosser indespærret har Calderón iværksat opførelsen af et sikkerhedsfængsel og indledt reformer af det mexicanske fængselsvæsen efter amerikansk forbillede. Men indtil disse reformer er gennemført, bør Mexico blive ved med at udlevere så mange af kartellernes hovedmænd og deres vigtigste medhjælpere til USA, som har meget bedre muligheder for at sikre, at de forbliver fængslede.

Foto: Læs beskrivelse herunder
BORGERE I MEXICO CITY PROTESTERER MOD VOLD. OMKRING 50.000 MEXICANERE HAR SIDEN 2006 MISTET LIVET SOM FØLGE AF NARKORELATEREDE DRAB.
FOTO: ALBERTO MILLARES/SCANPIX


Politiembedsmændene var i mange tilfælde på kartellernes lønningsliste.

VÆLG SEJREN

Indtil nu har Calderón kun gennemført den ene søjle af sit foreslåede reformprogram – dannelsen af en ny føderal politistyrke. Men indtil videre har han ved at bruge militæret og det reformerede føderale politi været i stand til at føre en stadig mere effektiv krig mod kartellerne.

I sin forfølgelse af kartellerne har Calderón anvendt en strategi, der betegnes som “konge-strategien”, og som i 1990’erne med held blev anvendt i Colombia mod narkokartellerne. Strategien går ud på at udnytte alle kartellernes svagheder – aflytte deres kommunikation, afb ryde forsyningen og distributionen af narko og de kemiske stoffer, der er nødvendige for at fremstille den, samt beslaglægge kartelbossernes aktiver. Når myndighederne på denne måde har svækket en bestemt gruppe, kan de finde og anholde “kongen” og andre vigtige medlemmer af organisationen, deriblandt ledernes potentielle efterfølgere.

I løbet af de sidste tre år er det ved at anvende denne strategi lykkedes den mexicanske stat at pågribe eller dræbe over 40 af de betydeligste kartelgangstere. En af de mest vellykkede operationer fandt sted i december 2009, da mexicanske marinesoldater mere eller mindre tilintetgjorde Beltrán Leyva-kartellet, en underafdeling af Sinaloa, efter at have dræbt lederen Arturo Beltrán Leyva og pågrebet så godt som alle hans vigtigste håndlangere. Siden da har mexicanske tropper også opløst Tijuana-kartellet og i alvorlig grad svækket andre karteller som Golfen, Juárez og La Familia Michoacana. Tilmed Zeta-kartellet (en underafdeling af Golf-kartellet) og Sinaloa er blevet svækket, selv om de stadig er stærke; i begyndelsen af 2012 pågreb mexicanske myndigheder en af grundlæggerne af Zeta-kartellet og et højtstående medlem af Sinaloa-kartellet – blandt flere andre.

Hvis det skal lykkes Calderóns efterfølger at opløse de resterende karteller, bliver han nødt til at anvende et væsentligt led i “konge-strategien”, som hidtil har manglet: en aggressiv konfiskationspolitik. Dette vil indebære, at det skal være muligt at identificere og konfiskere ikke kun de pengemidler, som kartellerne bruger til at gennemføre deres ulovlige transaktioner, men også de formuegoder, som kartelgangsterne har anskaffet med ulovligt tjente penge såsom huse, rancher, fly, lystbåde, biler og legale erhvervsvirksomheder. En indsats af netop denne art gjorde det muligt for myndighederne i Bogotá at anholde lederne af de colombianske karteller i 1990’erne. Man pågreb de colombianske kartelkonger Pablo Escobar og José Gonzalo Rodriguez Gacha, efter at man havde spærret deres konti og på den måde gjort det svært for dem at betale deres medarbejdere og bestikke embedsmænd. Hvis man i Mexico følger dette eksempel, bliver det meget nemmere at pågribe lederne af Sinaloa og Zeta-kartellet.

Når Mexico fjerner kongerne, deres efterfølgere og deres vigtigste håndlangere, vil kartellerne bryde sammen og ikke længere være i stand til at true staten. Når det sker, har Mexico vundet krigen mod narkoorganisationerne. En sådan sejr ser ud til at være inden for rækkevidde, men Calderón har ikke tid til at gøre arbejdet færdigt, eftersom han skal træde tilbage i december 2012. Til alt held for Mexico kan han til sin efterfølger overdrage store resultater i kampen mod kartellerne foruden grundlæggende omstrukturerede institutioner og en effektiv strategi.

Mexicos kommende præsident skal beslutte, om han vil fortsætte den kamp, som Calderón har påbegyndt, eller om han vil vende tilbage til en forsoningspolitik. Denne beslutning bliver bestemmende for Mexicos fremtid. En eller anden form for aftale med kartellerne kan midlertidigt bringe voldelighederne til ophør, men vil til gengæld dømme Mexico til den organiserede kriminalitets korruption og straffrihed i flere generationer frem i tiden og dermed undergrave enhver forhåbning om at indføre retssikkerhed og kunne indtage en plads i første række blandt verdens øvrige industrilande. Calderóns efterfølger må erkende, at den eneste langsigtede løsning på landets problemer med narkokartellerne er at besejre dem, ikke at forhandle med dem.

Foto: Læs beskrivelse herunder
MEXICOS PRÆSIDENT, FELIPE CALDERÓN, INDLEDTE KAMPEN MOD NARKOBARONERNE I 2006.
FOTO: TOMAS BRAVO/SCANPIX

/Oversat af Claus Bech.

Teksten er en oversættelse af artiklen “The Cartel Crackdown”, bragt i Foreign Affairs’ maj/juni-nummer 2012.

Reprinted by permission of Foreign Affairs, May/June 2012, Vol 91, No 3. Copyright 2012 by the Council on Foreign Relations, Inc. http://www.foreignaffairs.com.

Foto af Robert C. Bonner

FOTO: FEDERAL ARBITRATION, INC.

Robert C. Bonner
Senior Principal i rådgivningsvirksomheden Sentinel HS Group og tidligere leder af den amerikanske regerings narkopoliti (DEA).
 

Retsopgør: EFTER DRABET

Den FN-støttede krigsforbryderdomstol i Cambodja skulle have sat et juridisk punktum for landets store traume: De Røde Khmeres folkemord 1975–79 på knap to millioner mennesker. Men retssagen er blevet en politisk farce – Udvikling har overværet forårets opsætning.

AF POUL KJAR, PHNOM PENH

Illustration: Forestilling Folkedrab – En politisk farce i tre akter
ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT

I hovedrollerne: Tre aldrende mænd i vindjakker tiltalt for Cambodjas holocaust. En cambodjansk retspræsident i rød dommerkappe, der har indrømmet bestikkelse. Samt en hollandsk forsvarsadvokat, der udfylder rollen som hofnar.

Vi er godt 20 kilometer uden for Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Her – bag pigtrådsbeklædte betonmure – danner et militært fort rammen om landets historiske krigsforbrydertribunal, der siden 2007 har været beskæftiget med at placere ansvaret for landets store kollektive traume: Et folkemord, som tog livet af næsten to millioner mennesker. Iværksat af det kommunistiske regime De Røde Khmerer med den nu afdøde Pol Pot i spidsen.

Et styre, der også sendte en hel befolkning i tvangsarbejdslejre på landet, drev særlige torturfængsler for “samfundsnedbrydende elementer” og begik massehenrettelser af børn og voksne på den legendariske mark The Killing Fields.

Folkemordet udspandt sig fra 1975-79. Men først i februar i år blev den første røde khmer dømt for forbrydelserne: Kaing Guek Eav, alias Duch, der var chefb øddel i torturfængslet S-21 i Phnom Penh. Han fik en livstidsdom og har nu byttet anklagebænken ud med rollen som anklagemyndighedens kronvidne i tribunalets sag nummer 002 mod de tre tidligere røde khmer-ledere og hovedanklagede for folkedrabet.

I tribunalet – som er en hybriddomstol med cambodjanske og internationale dommere, anklagere og forsvarere – burde en tredje og fjerde sag mod de ansvarlige også være på vej. Men dem har regeringen taget af programmet. Det vender vi tilbage til.

PÅ ANKLAGEBÆNKEN

Tre cambodjanere står tiltalt i landets krigsforbrydertribunal for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab fra 1975-79.

METAFORER OG SOLBRILLER

På tilskuerpladserne bag en glasvæg sidder hviskende buddhistiske munke, nonner og skoleelever. De kigger på den scenevante Duch, der nu står i vidneskranken foran de tre tidligere røde khmer-ledere.

En af dem er 87-årige Nuon Chea, premierminister i De Røde Khmerer og bedre kendt som Broder Nr. 2, efter afdøde Pol Pot, Broder Nr. 1.

“Jeg mødtes ofte med Nuon Chea og refererede direkte til ham,” siger Duch om sin tidligere chefs direkte ansvar for de 12.000, der blev slået ihjel i S-21 fængslet.

Kort efter afb rydes han af tiltalte, der om Duch som vidne siger: “Man bruger ikke råddent træ til at lave Buddha-statuer.”

Broder Nr. 2 er i retten kendt for sine improviserede religiøse metaforer – og mørke solbriller. Udbruddet medfører en irettesættelse fra retspræsidenten. Den tidligere udenrigsminister i de røde khmerer, 86-årige Ieng Sary, har hekseskud og kan ikke sidde oprejst på stolen. Han får lov til at forlade scenen allerede i den første pause for at overvære resten af dagen fra et rum med tv-transmission. Hans kone, Ieng Thirith, De Røde Khmerers socialminister, stod indtil for nylig også anklaget, men er på grund af demens blevet erklæret uegnet til at deltage i retssagen.

Den tidligere præsident, 80-årige Khieu Samphan, er den eneste, der kan klare en hel forestilling på godt fire timer.

RØDT FOLKEMORD I CAMBODJA

Foto: Læs beskrivelse herunder
FOLKEMORDERE I SANDALER – POL POT (TV.) OG NOUN CHEA (NR. 2 FRA VENSTRE) STILLER OP TIL FOTO EFTER INDTAGELSEN AF PHNOM PENH I 1975.
FOTO: HENG SINITH/EPA/SCANPIX

HOFNARENS DRILLERIER

Sagen mod de tre hovedtiltalte er meget kompleks og er derfor blevet splittet op i en række mini-sager. Den første handler om tvangstømningen af Cambodjas byer i april 1975 (se boks).

Broder Nr. 2’s hollandske forsvarsadvokat, Michiel Pestman, har fået ordet:

“Jeg har endnu ikke hørt et eneste ord af relevans for den første del af sagen, da vidnet (Duch, red.) slet ikke befandt sig i Phnom Penh i april 1975,” siger han.

Til det svarer anklageren, at Duch ikke desto mindre har et stort kendskab til De Røde Khmerers ideologi og kommandoveje.

Retspræsidenten beder Pestman om ikke at tage ordet igen. Forsvarsadvokaten spiller forurettet. Ugen forinden har han påpeget, at vidnelisten er mangelfuld. Hvor er eksempelvis den nuværende præsident for det cambodjanske parlament, Heng Samrin, der i 1975 var De Røde Khmerers ansvarlige for “evakueringen” af Phnom Penh? Også ved den lejlighed – men under store protester – bad retspræsidenten Pestman om at sætte sig ned og holde sin mund.

“Jeg har påtaget mig rollen som domstolens hofnar. Jeg påpeger domstolens mangler og den politiske indblanding. Det kan ikke være rigtigt, at det er premierminister Hun Sen, der dikterer, hvilke vidner, der skal indkaldes. Denne her retssag bygger, eller burde bygge på internationale retsprincipper,” siger Michiel Pestman til Udvikling.

Senere på formiddagen slår det igen gnister mellem retspræsident Nil Nonn og Michiel Pestman.

“Retspræsidenten siger, at min opførsel ved domstolen rejser etiske spørgsmål. Jeg vil gerne hjælpe retspræsidenten med at sende en officiel klage til det cambodjanske eller hollandske advokatråd,” lyder det fra Pestman.

Retspræsidenten beder igen Pestman om at holde mund. Nil Nonn behøver ingen gode råd om etisk opførsel. Han har tidligere erkendt at have modtaget bestikkelse som præsident for en provinsret. Et helt almindeligt forhold i det cambodjanske retsvæsen.

Det er også en offentlig hemmelighed, at tribunalets dommere, advokater og funktionærer – alle medlemmer af det cambodjanske regeringsparti CPP – giver brune konvolutter med en procentdel af den gode FN-løn til regeringstoppen.

For at komme korruptionen til livs etablerede tribunalet i 2009 en uafhængig rådgiver. Men hans rapporter om korruption har aldrig fået lov til at se dagens lys.


Jeg har påtaget mig rollen som domstolens hofnar. Jeg påpeger domstolens mangler og den politiske indblanding.

Forsvarsadvokat Michiel Pestman

Foto: Læs beskrivelse herunder
MINDESMÆRKET FOR FOLKEDRABET PÅ HENRETTELSESSTEDET THE KILLING FIELDS UDEN FOR PHNOM PENH BESØGES HVERT ÅR AF TUSINDER.
FOTO: TANG CHHIN SOTHY/AFP/SCANPIX

PLAKATPIGENS BESLUTNING

I pausen på græsset foran tribunalet optræder Theary C. Seng, folkemordets tidligere “plakatpige”, jurist, tv-vært og forfatter, der mistede sine forældre under regimet.

“Duch bliver gjort til syndebuk, og hensigten er at få ham og de tre hovedtiltalte til at fremstå som de eneste skyldige for folkedrabet. Men det er et bedrag. Hvad med den fængselsinspektør, der slog mine forældre ihjel i ét af andre 200 torturfængsler rundt om i landet?” spørger hun.

Efter drabet på forældrene flygtede Theary C. Seng sammen med sine søskende til Thailand og endte i USA. Som voksen vendte hun tilbage til Cambodja og blev under stor opmærksomhed den første civile part ved en international krigsforbryderdomstol med adgang til retsprocessen side om side med anklager og forsvarer.

Som aktør i forestillingen har hun gennem årene forsvaret tribunalet mod anklagerne om politisk indblanding og korruption. Hun har understreget betydningen af at opnå retfærdighed og kende til sandheden om folkedrabet.

Men nu er det slut. Hun har trukket sig som civil part og taget sig selv af plakaten.

“Vi er nået til et punkt, hvor retssagen gør mere skade end gavn. Det er en politisk farce. Der er tale om falsk historieskrivning, signeret af et apatisk FN,” siger Theary C. Seng.

Så ringer klokken til forestillingens tredje akt. De orangeklædte munke og hvidklædte nonner har fået gratis frokost i tribunalets udendørs cafeteria, og en ny skoleklasse fra provinsen indtager tilskuerpladserne.

Besøgstallet i tribunalet runder 100.000, fremgår det af dens hjemmeside. Ifølge Theary C. Seng er det en del af showet, der skal forestille at inddrage den cambodjanske befolkning i retsopgøret.

MENS VI VENTER PÅ FN

Forestillingens sidst akt bliver aflyst, da Broder Nr. 2 er sløj.

Retspræsidenten og den hollandske forsvarer har forinden haft dagens sidste sammenstød, da Michiel Pestman forlader retslokalet og følger med lægen, der skal tilse, om Broder Nr. 2 virkelig er sløj. Retspræsidenten ruller med øjnene og advarer Pestman om at blande sig i lægeundersøgelsen.

Episoden vækker dog ikke opmærksomhed i tribunalets presseloge. Her optager nyheden om, at den internationale undersøgelsesdommer, schweizeren Laurent Kasper-Ansermet, har sagt op. Årsagen er “ekstreme dysfunktioner” i tribunalet, der forhindrer hans undersøgelser af de nye sager mod højtstående, tidligere røde khmerer. Få måneder før sagde hans tyske forgænger op på grund af politisk indblanding. Siden har den cambodjanske undersøgelsesdommer og den cambodjanske del af tribunalet blokeret for schweizerens arbejde.

Modviljen mod Laurent Kasper-Andermets arbejde udspringer af, at Hun Sen regeringen ikke ønsker flere sager for tribunalet. Det fik FN’s generalsekretær Ban Ki-moon at vide ved sit seneste besøg i landet i 2010. De nye sager kommer tilsyneladende for tæt på regeringen.

“Nu må FN overveje støtten til tribunalet. Bidrager man til et ægte retsopgør og sandhedssøgning, eller har det den modsatte effekt, når den politiske indblanding er så tydelig?” spørger Clair Duffy fra organisationen Open Society Justice Initiative, der følger retssagen tæt.

Den cambodjanske regerings svar på kontroversen er, at tribunalet er en “model-retssag”. Ugen efter følger FN’s reaktion – der skal udnævnes en ny undersøgelsesdommer. Showet kan fortsætte.

FN godkendte for nyligt tribunalets budget frem til 2018.

Til den tid er der næppe nogen af de aldrende hovedtiltalte, der vil være i stand til at gå på scenen.

/Poul Kjar er freelancejournalist bosat i Phnom Penh.


Vi er nået til et punkt, hvor retssagen gør mere skade end gavn. Det er en politisk farce.

Theary C. Seng,
tidligere civil part i tribunal-sagen

Illustration over særdomstole fra 1940-2010
FOTOS: BETTMANN/CORBIS/POLFOTO (S/H) & STEPHANE RUET/POLFOTO & BRENNAN LINSLEY & DAVID FURST/SCANPIX
 

RETFÆRDIGHEDENS UMULIGE PRIS

Straffesager mod krigsforbrydere er dyre, ineffektive og giver ikke nødvendigvis en befolkning følelsen af at få helet et traume – så hvorfor bruge penge på dem?

AF POUL KJAR

Foto af lig af soldat
ANSVAR? ET RETSOPGØR KAN PLACERE SKYLD -MEN IKKE SKABE FRED OG FORSONING.
FOTO: STEPHEN MORRISON/SCANPIX

EKS-Jugoslavien, Rwanda og Sierra Leone.

Antallet af internationale retsopgør mod de ansvarlige for krigsforbrydelser og folkedrab er eksploderet, men ofte er “afkastet” af de komplicerede og kostbare retsprocesser ikke så stort.

Det mener Caitlin Reiger, ekspert i internationale retsopgør og direktør for politiske relationer i ngo’en International Center for Transitionel Justice i New York.

“Hver eneste domstol – med undtagelse af den permanente Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag – har haft sit eget set-up, der skulle bygges op fra grunden. Det har taget enorm lang tid, og forventningerne har i mange tilfælde været helt urealistiske,” siger Caitlin Reiger.

Problemet er, at ambitionere ofte er for store.

“Udover at skulle retsforfølge de hovedansvarlige, der jo i sig selv er en kompliceret opgave, så har retsopgørene også skullet bidrage til fred og forsoning, til at hele befolkningens traumer samt bidrage til opbygningen af lokale retssystemer. Men alt det sker jo ikke, bare fordi man gennemfører en retsproces,” siger hun.

KONFLIKTER FOREBYGGES

Den Internationale Straffedomstol er ingen undtagelse. Da den blev etableret i 2002, var den tænkt som det store gennembrud for international strafferet. Men efter 10 års virke har domstolen kun afgivet én dom – i marts måned i sagen mod oprørslederen Thomas Lubanga Dyilo fra DR Congo.

Men bør det internationale samfund så fortsat bruge så mange ressourcer på ineffektive krigsforbryderdomstole?

“Der er stor efterspørgsel på retfærdighed i en befolkning, der har været udsat for grove overgreb. Derfor spiller et retsopgør en vigtig rolle. Hvis man ignorer spørgsmålet om retfærdighed efter en konflikt, så risikerer volden at vende tilbage, som vi så det på Balkan,” siger Caitlin Reiger.

Hun mener således, at et retsopgør kan være med til at forebygge nye konflikter, men understreger at de retslige aspekter kun er en del af løsningen på problemerne i et samfund, der har oplevet krigsforbrydelser eller folkemord.

Det handler nemlig også om at anerkende, at der er sket overgreb på befolkningen – eksempelvis gennem udbetaling af erstatninger. Og om at få genopbygget samfundet og dets institutioner, så det er i stand til at arrestere og retsforfølge de ansvarlige.
 

ERHVERV

Cuba: “DE TYVSTJAL MIN VIRKSOMHED”

900 flotte biler, 200 medarbejdere og et årligt overskud på to millioner dollars. Det gik godt for REX biludlejning – et af de få private danske erhvervseventyr på Cuba. Og så tog den cubanske stat over.

AF ØJVIND KYRØ, HAVANA

Foto: Læs beskrivelse herunder
REX' FØRSTE STAB I 1995 – MED DANSK DIREKTØR I SPIDSEN: THOMAS FRØHLICH YDERST TIL VENSTRE.
FOTO: PRIVAT

Den danske konsul i Havana er en hollænder. Han rådgiver forretningsmænd og fortæller dem:

“Cuba er et skønt land. Solen skinner, kvinderne er vidunderlige og musikken er pragtfuld. Men man skal kun handle med cubanere, hvis man får alt forudbetalt.”

Has Keijser lægger ikke skjul på de ulige forhold, der hersker, når handelspartneren er den cubanske stat. For nylig deltog repræsentanter fra tre danske virksomheder i en kommerciel messe i Havana, og de var opløftede over alle de muligheder, der vinkede dem i møde. Men efter at truffet Has Keijser og hørt på hans erfaringer gennem 21 år i den subtropiske socialisme, takkede de for hans råd og opgav deres planer.

“Jeg skræmmer ikke, jeg oplyser blot om kendsgerninger,” siger Has Keijser.

Man kan også forhøre sig hos Ivan Nadelmann, dansk direktør for biludlejningsfirmaet Avis. Han har over 50 gange rejst frem og tilbage mellem Danmark og Cuba, hvor han i 13 år har drevet biludlejning i limousine-klassen – i starten med støtte fra det daværende Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU).

“De tyvstjal min virksomhed,” siger han om sine cubanske forretningspartnere.

Nadelmann opbyggede i årene 1995-2008 REX, som enhver cubansk dreng kender, for firmaet har de flotteste biler. Da virksomheden kørte bedst, rådede det over en flåde på 900 biler, og beskæftigede 200 medarbejdere. Det årlige overskud var på to millioner dollars.

HOS REX VAR TYVEN KONGE

“I dag er REX kollapset, ” konstaterer Ivan Nadelmann.

I begyndelsen gik alt glat. Efter Sovjetunionen brød sammen og støtten faldt bort, måtte Cuba satse på turisme. Udlejningsbilerne i de statslige firmaer var som regel defekte, og derfor skrev transportministeren under på en kontrakt, der gav Nadelmann lov til at stå for udlejningsvirksomhed med luksusbiler. Først Volvo, siden Audi.

Men det var svært at drive en forretning, for alt forsvandt. Benzinen blev fortyndet med vand, så bilerne hoppede hen ad vejen som en kænguru. Eller chaufføren kørte om hjørnet med en fabriksny limousine og kom retur med bilen – men med nedslidte dæk. Bilradioerne forsvandt.

“De ansatte fik en typisk cubansk månedsløn på 20 dollar, og det beløb kan man selvsagt ikke leve for. Derfor stjæler cubanerne. De er tvunget til det. Alle tricks gælder for at slæbe penge med hjem til familien. Jeg ville selv gøre det samme, hvis jeg befandt mig i den samme nedværdigende situation,” siger Nadelmann og tilføjer:

“Men jeg fik indført bonusordninger, så de ansatte fik 30 dollars oven i, og alle fik briller, medicin og andre nødvendigheder betalt af mig. Så stoppede tyverierne,” siger Nadelmann.

Men han fik selv sit firma stjålet af staten.


Hvad man har lært på handelsskole, kan man glemme her.

Has Keijser,
Danmarks konsul i Havanna

ALDRIG TIL CUBA IGEN

“Jeg har kun mødt én sand kommunist i Cuba. Resten er kapitalister ind til benet og rager til sig, alt de kan. Efter ti års succes med REX blev det i 2005 på højeste sted besluttet, at Turistministeriet, der styres af militæret, skulle overtage REX fra Transportministeriet. Ministeren meddelte derpå, at jeg fremover blot skulle være konsulent, og at mit overskud skulle sættes ned fra 50 til 20 procent,” fortæller Nadelmann.

Han kunne kun tolke manøvren som et tyveri, og han havde for 20 millioner kroner biler i klemme, som ministeren ifølge kontrakten straks skulle betale.

“Kun takket være deres manglende omhu samt list og snilde lykkedes det mig at få mine penge ud af landet,” siger Nadelmann, der på et tidspunkt blev udnævnt til helt af den revolutionære statsmagt.

Nadelmann samtykker med konsulen: “Man skal altid have pengene up front, aldrig give kredit”. Han tilføjer: “Jeg rejser aldrig til Cuba igen. Jeg er så skuffet over deres handlemåde.”

Men hvorfor ville cubanerne overtage REX, der i modsætning til de rent statslige udlejningsselskaber fungerede?

“Cubanerne tror, at de kan klare det hele selv. Men de er ikke dygtige ledere, de kan ikke planlægge, budgettere og kontrollere. Desuden er næsten alt er gennemsyret af korruption, men jeg har aldrig bestukket nogen,” siger Ivan Nadelmann.

KAPITALISME UDEN KAPITAL

Konsul Keijser har set det ene attraktive projekt efter det andet blive lanceret.

“Måske får den udenlandske partner sin betaling første gang. Men næste gang kommer den med tre måneders forsinkelse. Tredje gang udebliver den helt. Og cubanerne siger ikke engang tak,” sukker han.

“Her bliver kontrakter ikke respekteret, undtaget de paragraffer, der gælder den udenlandske partner. Hvis ens forretning går for godt, kommer der en inspektør fra ministeriet og giver en bøde. Udlændinge må ikke få profit, kun cubanere.”

“Hvad man har lært på handelsskole, kan man glemme her,” fortsætter Keijser, mens han med hånden viser, at den egentlige betaling foregår under bordet.

“Her er det de grønne, der styrer, og jeg tænker ikke på miljøpolitikere, men på militæruniformer,” siger Has Keijser.

“Førhen eksporterede danske mejerier smør hertil, men de fik ikke deres betaling, derfor er det nu New Zealand, der har fået ordren.”


Nok er Raúl Castro i færd med at privatisere en del, men det socialistiske samfund skal for enhver pris bevares.

Ambassadør for en europæisk ambassade,
Havana

“ARBEJDE ER HELLIGT ”

De væbnede styrker styrer som nævnt turistindustrien, og efter verdens længst siddende forsvarsminister, Raúl Castro, i 2008 kom til magten, har han udskiftet ledelsen af mange store foretagender med officerer, ofte fordi direktionen var korrupt.

På Kommunistpartiets konference i januar måtte den 80-årige Raúl Castro erkende, at der eksisterer en fjende, der er værre end USA. Og den kommer indefra. I sin 40 minutter lange tale advarede han mod korruption og sagde, at svindel var “revolutionens hovedfjende, meget mere ødelæggende end de million-dollar-dyre undergravende og indgribende programmer fra USA's regering og dens allierede.”

Med Raúl Castro ved magten er der over hele landet malet slogans på iøjnefaldende mure, der fremhæver nødvendigheden af at arbejde, eksempelvis “Arbejde er helligt og kilden til rigdom” eller “Arbejde er at sejre”. Førhen var det udelukkende hyldest: “Che, vi vil være som dig” eller heltemod: “Den sande revolutionære hviler i sin grav” eller “Et oplyst folk kan aldrig knægtes.”

Foto: Læs beskrivelse herunder
1995: LIMOUSINE FRA REX VISES FOR FØRSTE GANG PÅ DEN ÅRLIGE TRANSPORTMESSE I HAVANNA.

Foto: Læs beskrivelse herunder
DEN FØRSTE CABRIOLET I REX' FLÅDE BLEV YNDEFULDT PRÆSENTERET VED POOL'EN I ET LUKSUSHOTEL.

Foto: Læs beskrivelse herunder
DA DANSK-EJEDE REX KØRTE BEDST, RÅDEDE DET OVER EN FLÅDE PÅ 900 BILER OG HAVDE 200 MEDARBEJDERE.
FOTOS: PRIVAT

REVOLUTIONEN SKAL “RAFFINERES”

Den ny regent er i gang med at privatisere, dels fordi overflødige personer er ansat i de statslige firmaer, dels for at lovliggøre det, der i forvejen fandt sted. Mange mekanikere eller frisører, for eksempel, bruger en del at deres arbejdstid på at lave sort arbejde. I dag kan de søge om at blive selvstændige – og betale skat af indkomsten. Begrebet skat har siden revolutionen i 1959 været et ukendt fænomen i landet.

“Nok er Raúl Castro i færd med at privatisere en del, men det socialistiske samfund skal for enhver pris bevares,” siger en ambassadør for et europæisk land i Havana.

“Det er hverken en kinesisk eller en vietnamesisk model, regimet stiler mod, men en helt særlig cubansk model, der ikke skal nedbryde revolutionen, men “raffinere” den. Både Fidel og Raúl Castro tænker på, hvad der skal stå i historiebøgerne om dem”.

Fidel Castro har for længe siden selv givet anslaget: “Historien vil frikende mig”, lyder titlen på en af hans bøger.

Udenlandske firmaer er nyttige til at holde systemet kørende, men profitten skal de ikke nyde godt af. Det er sådan en statskapitalisme uden kapital fungerer.

/Øjvind Kyrø er journalist og forfatter med speciale i Latinamerika og Afrika.
 

Cuba – DE FEJLSLAGNE PROJEKTERS Ø

Jorden er frodig på Cuba. Alligevel importerer landet 80 procent af alle fødevarer. Få udenlandske investorer har haft mod til at investere i landbruget trods det åbenlyse potentiale.

AF ØJVIND KYRØ, HAVANA

Foto: Læs beskrivelse herunder
SHOPPING PÅ CUBA. HUSK LIBRETTA'EN, RATIONERINGSBOGEN, FOR EN LANG RÆKKE DAGLIGVARER ER RATIONERET.
FOTO: GG/AGE/SCANPIX

“Cuba er bankerot,” siger konsul Has Keijser. “Det var det allerede, da jeg kom hertil for en snes år siden. Dengang sponserede Kreml cubanernes overlevelse, i dag er det Venezuela.”

Olietankere lægger til og pumper venezuelansk olie ind i det nye raffinaderi i havnebyen Cienfuegos, omkring 100.000 tønder om dagen, og til gengæld har Fidel Castros hengivne discipel, præsident Hugo Chávez, fået udstationeret et sted mellem 30.000 og 70.000 cubanere. Nogle er militærrådgivere, især i den venzuelanske efterretningstjeneste, men de fleste er læger og sygeplejersker, der gratis reparerer beboere i slumkvarterer, som til gengæld kvitterer med at stemme på Hugo Chávez.

Men Chávez har kræft, og hvis han enten mister kampen mod sygdommen eller præsidentvalget i oktober, vil det være en økonomisk katastrofe for den cubanske regering.

I mange måneder har et spansk olieselskab boret efter olie i havet ud for Havana, og forhåbningerne var store. Men forleden gav spanierne op, for der boreplatformen havde ikke ramt nogen lomme med olie. Nu holder alle vejret, for hvad vil Castro-regimet gøre, hvis hjælpen fra Venezuela forsvinder.

FOIE GRAS TIL FOLKET

Cuba er de fejlslagne projekters losseplads. Fidel Castro mente på et tidspunkt, at cubanerne burde have gåseleverpostej, og han allierede sig med en fransk foie-gras-producent, som fragtede den korrekte art fjerkræ til landet og underviste i nedpropning af føde på dem. Men inden året var omme, var bestanden væk. Spist af de sultne ansatte i kooperativet.

Samlebillede: Læs beskrivelse herunder
CUBA VAR ENGANG EN AF VERDENS STØRSTE EKSPORTØRER AF SUKKER. I DAG ER SUKKERRØRSHØSTEN NEDE PÅ SAMME UDBYTTE SOM I 1905.HER SAMLEBILLEDE FRA EN SERIE UDGIVET AF KONSERVESFIRMAET LIEBIG.
FOTO: SCANPIX

IMPORT AF FRUGT OG KAFFE

På over halvdelen af Cubas frugtbare jord vokser ukrudt. Ingen gider arbejde i marken. “Hvorfor skulle man dog knokle på sin bedstefars jord, som Castro har nationaliseret, for under 100 kroner om måneden, når man tilmed ikke får noget af afgrøden?,” siger en bonde, der ønsker at være anonym. Han tilføjer, at takket være jordens bonitet behøver man end ikke at så, man kan nøjes med at kaste et papaya-frø på jorden, og næste år vil der stå et træ med frugt. Men det sker kun i folks egne køkkenhaver.

Af samme årsag importerer Cuba omkring 80 procent af alle fødevarer. På morgenbordet i turisthotellerne finder man smør fra New Zealand, ost fra Holland, skinke fra Tyskland, frisk indfløjen frugt fra Chile, og kaffe fra Brasilien. Tidligere var Cuba selvforsynende med kaffe, og engang en af verdens allerstørste eksportører af sukker. I dag er sukkerrørshøsten nede på samme udbytte som i 1905.

BIO-ETANOL AF SUKKERRØR

En af de få udenlandske investorer er Brasilien. Det mægtige BRIK-land – det fylder halvdelen af Sydamerikas areal og er på størrelse med USA – poster 700 millioner dollar ind i at udbygge havnen i Mariel vest for hovedstaden. Det sker i håbet om, at USA snart vil hæve sin 50 år lange blokade, så der igen kan komme gang i handelen med det store marked, der ligger blot 145 kilometer nord for Cuba.

Brasiliens præsident Dilma Rousseff besøgte i januar Cuba og fik audiens hos Fidel Castro, hendes store helt fra dengang hun var med i en marxistisk guerillagruppe, der bekæmpede det brasilianske militærdiktatur. At hun ikke benyttede anledningen til også at træffe Cubas forfulgte systemkritikere, bragte kritik og harske overskrifter hjemme i Brasilien.

Udover udvidelsen af havnen i Mariel – der er kendt fra den kolossale eksodus i 1980, da 125.000 cubanere flygtede herfra og nordpå til Florida – medbragte Dilma Rousseffplaner, der med brasiliansk bistand skal få en af de mange stillestående sukkermøller i gang igen. Brasilien er i dag verdens største sukkerproducent og pionér inden for bio-etanol udvundet af sukkerrør, og det har betydet, at næsten alle nye biler i den latinamerikanske supermagt er i stand til at køre på etanol eller benzin eller en blanding af de to brændstoffer.

Det eneste problem er, at den 85-årige Fidel Castro, der styrer landet bag scenen, flere gange har tordnet i taler og artikler mod det onde kapitalistiske system, som omdanner menneskeføde til brændstof.

Men udenlandske diplomater, som påhører hans lange, retoriske taler i fjernsynet, er overbevist om, at den aldrende revolutionschef vil ændre sin holdning, når det er en beundrer som Dilma Rousseff, der er den glade investor.


Hvorfor skulle man dog knokle på sin bedstefars jord, som Castro har nationaliseret, for under 100 kroner om måneden, når man tilmed ikke får noget af afgrøden?

Anonym bonde

STJÆL FRA STATEN

Cuba er en ø, løsrevet fra tiden. Havana er en art latinamerikansk Pompeji med en levende bilkirkegård af amerikanske køretøjer fra før revolutionen i 1959, faldefærdige huse, og køer af folk med rationeringsbog i hånden for at få de månedlige 300 gram kød eller fem kilo ris, som cubaneren kan købe til nedsat pris.

Men gennemsnitslønnen på 17 dollars om måneden slår ikke til, for mængden af varer, man kan købe med rationeringsbogen, bliver hele tiden sat ned. Førhen kunne man købe sæbe og tandpasta, i dag er det mestendels kun sukker, bønner, ris og en smule kød, der kan fås, og det rækker kun til højst en halv måned. Derfor må man bestandig “organisere” – det vil sige stjæle fra staten – for ikke at gå sulten i seng.

Nye “justeringer” af systemet skal give små erhvervsdrivende såsom gadesælgere, mekanikere, selskabsklovne, frisører, urmagere og bønder ret til at drive deres egen forretning. Det ser mange som skridt i den rigtige retning, men spørgsmålet er, om de er for få og små.

Som en udenlandsk diplomat udtrykker det:

“Socialistisk sminke på et råddent sovjetøkonomisk lig.”

FAKTA OM CUBA

Indbyggertal: 11,2 mio.

Areal: 110.000 km²
(lidt større end Bulgarien)

Styreform: Socialistisk ét-partistyre

CUBAS ØKONOMI

Bruttonationalprodukt
(BNP) pr. indbygger: 9.900 dollars.

Dermed ligger Cuba lige over lande som Colombia (9.800), Makedonien (9.700) og Albanien (8.000).

Økonomisk vækst:
2011: 2,7 pct.
2012: 3,3 pct. (forventet)

Erhvervsklima for investorer:
Nummer 79 ud af 85 lande (2006–10)

Kilde: EIU Reports

UDENRIGSHANDEL

Cuba importerer mest fra:

Søjlediagram derviser de største importlande til Cuba: Venezuela, Kina og Spanien

Cuba eksporterer mest til:

Søjlediagram der viser de største eksportlande fra Cuba: Canada, Kina og Spanien

Kilde: EIU Reports

DANSK EKSPORT TIL CUBA

Danmarks eksport til Cuba var i 2011 på beskedne 105 millioner kr.:

Kilde: Beregninger af Eksportrådet på baggrund af Udenrigshandelsstatistikken, Statistikbanken, Danmarks Statistik

Frihandelsaftale med Vietnam på trapperne

Foto af vietnamesisk kvinde med scooter
FOTO: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA

De endelige forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Vietnam (billedet) forventes at gå i gang allerede i år, og selvom der stadig er væsentlige knaster mellem EU og Vietnam, er ambitionen, at en færdig aftale skal være klar i januar 2015. Det vil ifølge Dansk Industri (DI) give danske virksomheder nye muligheder for eksport og outsourcing til landet. 125 danske virksomheder er allerede etableret i Vietnam, og landet er interessant, da det som mange andre emerging markets oplever en stor økonomisk vækst. Sidste år nåede væksten op på næsten seks procent, og med en hastigt voksende middelklasse med smag for vestlige produkter, forventes efterspørgslen at stige.

/Anne Klejsgård Hansen
 

Migranter sender stadig flere penge hjem

Reklame for Western Union på siden af bus
FOTO: MARK HENLEY/SCANPIX

De har stadig travlt hos Western Union (billedet), som er den foretrukne Kanal, når flygtninge og migranter sender penge – remitter – hjem til deres familier i oprindelseslandet. Beløbet nåede nye højder i 2011
og trodsede dermed gældskrise og stigende arbejdsløshed.

Ifølge Verdensbanken sendte omkring 215 millioner flygtninge og migranter sidste år 351 milliarder dollars hjem til deres familiers private husholdningsbudgetter i udviklingslandene. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2010 – og tre gange så meget som den officielle udviklingsbistand til de samme lande.

Og remitterne har vist sig at være ganske resistente over for den globale finanskrise. Bortset fra et fald fra 2008 til 2009 – fra 325 milliarder dollars til 307 milliarder dollars – er de årligt steget med 7–8 procent.

Verdensbanken ser remitterne som et vigtigt bedrag til at reducere fattigdom og skabe udvikling samt sikre investeringer i lokale, private virksomheder.

/Simon Kratholm Ankjærgaard
 

Dansk lavpris-insulin til fattige med sukkersyge

Novo Nordisk vil gøre bekæmpelse af sukkersyge i u-lande til en god forretning. Med introduktionen af en ny forretningsmodel, der skal sænke prisen på insulin med to tredjedele og give diabetikere i u-lande nemmere adgang til behandlingscentre, skærper den danske medicinalvirksomhed nu indsatsen for at blive en nøglespiller på de nye markeder. Forretningsmodellen, der primært fokuserer på at reducere omkostningerne i forsyningskæden og dermed nedbringe prisen, afprøves nu i Kenya, og Novo Nordisk har allerede planer om nye initiativer i Indien og Nigeria. På verdensplan er der over 46 millioner diabetikere, der tjener mellem fire og 10 dollars om dagen, og den gruppe forventes i 2030 at vokse til 73 millioner mennesker. Væksten i antallet af diabetikere er størst i Afrika.

/Akh
 

DEBAT – Kenya – en indgang til Østafrika

Danmark har et eksportefterslæb til Afrika på knap én milliard kroner i forhold til vores nabolande, skriver Pia Olsen Dyhr. Det kan vi gøre bedre, og her er Kenya et godt sted at begynde.

AF PIA OLSEN DYHR, HANDELS- OG INVESTERINGSMINISTER (SF)

Foto af afrikansk kvinde med mobiltelefon foran kontorbygning
FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA

“Danmark og Kenya passer rigtig godt til hinanden,” sagde Kenyas handelsminister Moses Wetangula, da vi sammen åbnede det første danske eksportfremstød om vand, energi og infrastruktur i Nairobi den 12. april i år. Kenya er en af de “afrikanske løver”, der med årlige vækstrater på ca. fem procent, og havnen i Mombasa er en oplagt indgang til Østafrika – en af verdens hurtigst voksende regioner, der skal indtænkes i vores strategi for vækstmarkeder.

BISTAND BANER VEJEN

Kenya er et godt sted at starte, når vi de kommende år skal bruge vores udviklingsindsats til at bane vejen for øget samhandel med kontinentet.

Som andre afrikanske lande efterspørger den kenyanske regering i stigende grad samhandel og udenlandske investeringer. Danmark skal selvfølgelig melde sig på banen. Både fordi førende danske virksomheder inden for vand, energi og infrastruktur har de helt rigtige kompetencer og løsninger. Og fordi behovet for forbedret infrastruktur som havne, veje, jernbaner og lufthavne er en forudsætning for at sikre fortsat vækst, udvikling og fattigdomsreduktion. Og endelig fordi Danmark har et eksport-efterslæb til Afrika i forhold til vores nabolande som Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland på knap én milliard kroner. Det er ikke et øjeblik for tidligt at komme i gang i Kenya, og derfor åbner vi nu en handelsafdeling i Nairobi.

Det handler om at blive skarpere på forretningsmulighederne i relevante nicher og at få identificeret kunderne – hvad enten det er private investorer, virksomheder, regeringsinstitutioner, donorer eller forbrugere. Herunder også dem i bunden af indkomstpyramiden – Base of the Pyramid.

INSULIN OG RENT DRIKKEVAND

Vi skal blive bedre til at tænke i synergier mellem bistand og kommercielle indsatser. Et godt eksempel på en sådan tilgang er Novo Nordisks pilotprojekt for salg af insulin til lavindkomstsegmenter i Kenya, som jeg åbnede sammen med Kenyas premierminister Odinga og CEO Lars Rebien Sørensen. Projektet illustrerer på bedste vis, hvordan danske virksomheder gennem offentlig-private partnerskaber og en innovativ forretningsmodel kan være med til at give svar på landets enorme sundhedsudfordring til gavn for de mange fattige kenyanere, der i dag ikke kan skaffe den livsnødvendige medicin.

Grundfos’ Lifelink-projekt er et andet godt eksempel på en innovativ forretningsmodel, der kombinerer eksisterende teknologi inden for soldrevne vandpumper med mobiltelefon-baserede betalingssystemer for at sikre rent drikkevand. Den slags projekter håber jeg at se meget mere til de kommende år.

Vi skal nu i gang med at udvide det gode dansk-kenyanske udviklingspartnerskab til at omfatte kommercielle relationer, der går begge veje. Det vil gavne vækst, beskæftigelse og udvikling i både Danmark og Kenya.

Foto af Pia Olsen Dyhr

Pia Olsen Dyhr
Handels- og investeringsminister (SF)


KULTUR

Burma – GALLERISTEN I YANGON

Midt i Burmas travle hovedby ligger et helle, hvor moderne burmesiske kunstnere udstiller og møder ligesindede. Ejeren er lidt af et ikon på den sprudlende lokale kulturscene.

AF SUZETTE FROVIN, YANGON

Foto: Læs beskrivelse herunder
INSPIRATION. AUNG SOE MIN UDSTILLER VÆRKER AF LOKALE KUNSTNERE PÅ TAGET AF SIT LILLE GALLERI.
FOTO: ONOUROWNPATH/CREATIVE COMMONS/FLICKR

Pudset skaller af væggene i den mørke trappeopgang, og betonen er slidt skæv på de lidt for høje trappetrin, der fører op til Pansodan Galleriet i centrum af Burmas hovedby Yangon (tidligere Rangoon). Der ikke meget æstetik eller kunst over opstigningen, men indenfor i de hvidkalkede lokaler, hvor en fane i loftet holder den værste middagshede i skak, summer det af liv. Galleriets ejer, 41-årige Aung Soe Min, giver hånd og byder på den bedste kaffe, man kan få i byen.

Det er fire år siden, han fik ideen til at skabe et samlings- og fristed for landets moderne kunstnere, og selvom turisterne efterhånden også finder vej til galleriet, og salget af malerier er steget med 300 procent de seneste år, har det aldrig været motivationen.

“Jeg har ikke lavet galleriet for, at der skal være en ny turristattraktion i Yangon. Jeg har gjort det for Burma, for at skabe et sted, hvor burmesiske kunstnere kan udstille deres kunst og vise, hvad de har at byde på,” siger Aung Soe Min, der repræsenterer cirka 200 kunstnere i sit lille galleri, hvor udstillingerne skifter næsten dagligt.

Hvordan han har kunnet få lov til at drive et galleri, som blandt andet viser malerier af generaler i selskab med nøgne kvinder, er lidt af en gåde – også for Aung Soe Min. Ikke én gang har han haft besøg af efterretningstjenesten, der ellers har haft ry for at slå hårdt ned på alle systemkritikere. Soe Mins forklaring er, at styret ganske enkelt ikke har forstået, hvor stor en magt og indflydelse kunst kan have.

DANSK BISTAND TIL BURMA

Danmark støtter Burma/Myanmar med 100 mio. kr. årligt til forbedring af levevilkår, sundhed, uddannelse, demokrati og menneskerettigheder.

Billede: Læs beskrivelse herunder
'SHWE DAGON DREAM'
KUNSTNER: ZWE YAN NAING

Billede: Læs beskrivelse herunder
'CRESCENT MOON MUDRA'
KUNSTNER: ZWE YAN NAING

Billede: Læs beskrivelse herunder
UDEN TITEL
KUNSTNER: YÉ MIN

EN BOGORM SLÅR TIL

Galleriet er hans ene hjertebarn. Bøgerne er det andet. For ud over galleriet har Soe Min også en af Burmas største private bogsamlinger. Hvor mange bøger han har i sit private bibliotek, ved han ikke, men han får ofte besøg af Burma-forskere fra blandt andet Yale University, når de forgæves har forsøgt at finde historiske dokumenter på Burmas Nationalbibliotek.

“Jeg elsker bøger. Sådan har det altid været. Nationalbiblioteket har hverken penge eller uddannet personale til at etablere en seriøs bogsamling. Hvis der ikke er nogen, der samler disse bøger og dokumenter nu, forsvinder de for altid,” fortæller han, mens han serverer friskbrygget sort kaffe.

Ved indgangen til galleriet står en lang træbænk, og her sidder de lokale boghandlere og venter. Aung Soe Min ved præcis, hvad han har i sin samling, og hvad han leder efter. Alligevel køber han ofte de bøger, gadehandlerne kommer med.

“De har brug for pengene, og jeg skal nok finde på noget at bruge bøgerne til,” siger han.


Folk er helt oppe at køre over kunstnere, der portrætterer Aung San. Den slags sælger virkelig godt nu, men de billeder er ikke længere de mest interessante, for nu kan alle gøre det.

FULD AF IDEER

Aung Soe Min voksede op i en lille landsby i det centrale Burma. 18 år gammel lavede han sin egen avis og senere også en radiostation. Som 25-årig etablerede han sit eget trykkeri i Yangon. Burmeserne elsker at læse, og trykkeriet blev hurtigt det største af sin art i Burma, ikke mindst fordi Soe Min udviklede en ny forretningsmodel.

Dengang i 1990’erne havde de færreste råd til at købe nye bøger for de res sparsomme månedsløn. Så i stedet for at sælge bøgerne til private, lejede han bøgerne ud via private bogudlånere. Da han solgte trykkeriet, kastede han sig over filmproduktion. To af de film, han skrev manuskripter til i den periode, ligger stadig på top 10 over de meste sete og bedst sælgende film i Burma.

“Jeg er god til at få ideer og se, hvordan vi kan gå nye veje. Det er
mit trykkeri et eksempel på. Den måde, jeg etablerede og skabte den forretning, efterlignes nu af andre trykkerier. Det er godt. Jeg kan godt lide at skabe modeller, som andre kan bruge,” siger Aung Soe Min en aften, da vi spiser sammen i Yangons Chinatown. Et område der, selv på en helt almindelig onsdag, minder om Jomfru Ane Gade i Aalborg i juli.

“For bare få måneder siden var byen helt død på det her tidspunkt,” siger han og kigger på sit ur, der viser 22.15.

“Men nu, det er utroligt, hvad der er sket. Det er fantastisk.”

“THE LADY” SÆLGER

Siden efteråret 2011 har reformernes blide vinde blæst henover Yangon. Præsident Thein Sein og hans stab af generaler løsner langsomt grebet, og det mærkes i hovedstaden, hvor der nu sælges postkort, T-shirts og plakater med Aung San Suu Kyi på hvert et gadehjørne.

Optimismen er ikke blevet mindre, efter Suu Kyi blev valgt ind i parlamentet i april. Det er næsten umuligt at opstøve et ledigt hotelværelse i byen, der er fyldt til bristepunktet med udenlandske journalister, ngo’er og internationale virksomheder, der alle vil have en bid af det nye Burma. Aung Soe Mins begejstring er imidlertid til at få øje på.

“Valget i april var ikke afgørende. Vi skulle vælge 45 nye parlamentsmedlemmer, og jo, Aung San Suu Kyi er blevet valgt ind, men kan hun ændre Burma alene? Det er en start, men vi kommer til at bruge mange, mange år før demokratiet lykkes i Burma,” siger han.

I sit galleri har han flere portrætter af Aung San Suu Kyi, og de går nu som varmt brød, særligt blandt de udenlandske besøgende, der finder vej til Pansodan Street, efter Aung Soe Mins sted er blevet nævnt i backpacker-bibelen Lonely Planet.

“Folk er helt oppe at køre over kunstnere, der portrætterer Aung San. Den slags sælger virkelig godt nu, men de billeder er ikke længere de mest interessante, for nu kan alle gøre det,” siger Aung Soe Min og henviser til, at det for kun et år siden ikke bare var utænkeligt, mens også strafb art at male Nobelprismodtageren, som dengang gik under navnet The Lady, fordi også hendes navn var forbudt at nævne.

Foto af Aung Soe Min
BEGAVET BLÆKSPRUTTE. GALLERISTEN AUNG SOE MIN HAR BÅDE BØGER, FILM OG BILLEDKUNST PÅ SAMVITTIGHEDEN.
FOTO: CARLOS SARDIÑA GALACHE

FRYGT STYRER

Aung Soe Min har levet hele sit liv i et militærdiktatur og ved derfor præcis, hvad det indebærer af frygt for og mistro til styret. Derfor har han heller ikke stor tiltro til, at Thein Sein og de øvrige generaler har rent mel i posen, når de pludselig kaster sig ud i en reformproces.

“Vil de virkelig gøre det, der er bedst for Burma eller kun det, der er bedst for dem selv og det parti, de repræsenterer?” spørger han.

Selv tror han, at det er et skyggespil, som har til hensigt at forblænde de politiske ledere i FN og EU, så de ophæver sanktionerne mod Burma. Uanset hvor mange reformtaler Thein Sein holder, kan Aung Soe Min ikke se, hvordan reformerne og den demokratiske udvikling skal komme fra det tidligere militærstyre.

Han fortæller om en pressekonference om den politiske udvikling, der blev holdt i marts af en gruppe munke. De første reformer har gjort det muligt at holde legale pressekonferencer i Burma. Målet er at blive foregangsland i Sydøstasien for ytrings- og pressefrihed, sagde Thein Sein dengang til regeringsavisen The New Light of Myanmar. Men ét er at holde en pressekonference, noget andet er, om nogen skriver om det, der foregår på konferencen.

“Undertrykkelse foregår på mange niveauer. Så nu taler alle om en fri presse, og om at generalerne har sluppet grebet, men det er ikke min oplevelse. Vi må gerne invitere pressen, men journalisterne kan ikke skrive om det, der foregår på pressekonferencerne. Det er jo langt fra ideen om en fri presse,” siger Aung Soe Min.


Jeg er ikke så god til store, rige mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe forandring.

TØRST EFTER MAGT

Undertrykkelse og streng censur har været en del af burmesernes hverdag så længe, at demokratiet må have tid til at vokse. Først og fremmest handler det om at genskabe tilliden mellem styret og befolkningen, og det er ikke gjort med hverken valget af Aung San Suu Kyi eller ved at invitere udenlandske ledere på besøg.

“Jeg er ikke så god til store, rige mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe forandring. Jeg er skeptisk over for deres motiver og for, at deres tørst efter magt er større end deres bekymringer for folket,” siger Aung Soe Min.

“Til gengæld har jeg stor tiltro til manden på gaden, som gerne vil leve et enkelt og uafhængigt liv. Det er fra ham, at forandringerne og reformerne skal komme, og vi må forberede os på, at det kan tage lang, lang tid, før demokratiet får fodfæste i Burma” siger han.

Hans eget bidrag er måske beskedent, siger han, men han brænder for kunsten, og som altid er ambitionerne skyhøje. Derfor stiftede han i foråret sammen med en række kunstnere organisationen Myanmar Artist Alliance, som skal give den moderne kunst bedre vilkår i Burma.

På etagen over Pansodan Galleriet vil Aung Soe Min åbne landets første forskningsbibliotek for burmesisk kunst. Myanmar Artist Alliance skal desuden skaffe midler til mikrofinansprojekter til burmesiske kunstnere, og øverst på ønskelisten står et museum for moderne kunst i Yangon. Lokalerne er allerede fundet.

/Suzette Frovin er freelancejournalist.

Læs mere om galleriet på http://pansuriya.wordpress.com/
 

Ambassadørens rejsetips: Sydafrika

Verdenskort med Sydafrika fremhævet

AF REGNER HANSEN

Interview med Dan E. Frederiksen, 57, Danmarks ambassadør i Pretoria siden 2007

Foto af Voortrekker-monument i Pretoria
FOTO: HOBERMAN COLLECTION/CORBIS

Hvad må man ikke gå glip af i Sydafrika?

“Naturen og dyrelivet, som er flot og meget forskelligartet. I den enorme Kruger Park finder man the big five – elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Der er mulighed for overnatning. Jeg kan også anbefale Drakensberg, landets højeste bjergkæde, som er god til vandreture. På sydkysten er der helt andre naturoplevelser. Man kan se de kolossale sydlige rethvaler fra land i oktober-november. Det er også det eneste sted i Afrika, hvor der er pingviner.”

Hvilken begivenhed kan man glæde sig til?

“Sydafrikanerne er vilde med sport – selvfølgelig mest cricket og rugby. Der er to store årlige begivenheder, som også tiltrækker mange udlændinge. Det er Cape Argus-cykelløbet, hvor over 30.000 mennesker deltager. Og så er der Comrades Marathon, som er det største og ældste ultramaratonløb (løb, som er længere end maratonløb, red.) i verden. Strækningen er på 90 kilometer.”

Hvor kan man få indblik i landets historie?

“Apartheidmuseet i Johannesburg er et must. Det er videnstungt, men man kan selv vælge, hvor meget man vil gå i detaljer. Fængselsøen Robben Island ud for Cape Town, hvor Nelson Mandela sad som fange, er også uomgængelig. Det er tidligere fanger, der viser rundt. Desuden vil jeg fremhæve det meget bastante Voortrekker-monument (billedet) i Pretoria, hvor fordrevne boere af hollandsk oprindelse grundlagde et samfund.”

Hvilke fejl begår udlændinge ofte?

“Mange turister glemmer Udenrigsministeriets roste rejsevejledning, når de har været her en uge uden at opleve noget ubehageligt. Man skal ikke lade sig skræmme, men man skal på den anden side passe på. Sydafrika er martret af sin fortid. Her er ekstremt rige og ekstremt fattige, og derfor er volden ikke forsvundet.”

Hvad kan Danmark lære af Sydafrika?

“Sydafrikanerne har vist evnen til at tilgive og komme videre efter apartheid-æraens uhyrligheder. Det er utrolig flot. Der en stor religiøs tolerance i Sydafrika, som har mange kirkesamfund.”

SYDAFRIKA

Foto af rugby spillere
FOTO: ROGAN WARD/SCANPIX


Foto af Dan E. Frederiksen
FOTO: PRIVAT FOTO

Dan E. Frederiksen
Danmarks ambassadør i Sydafrika



MESTRE I VERDENSMUSIK

I juni er Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette Marie Jensen Ørnstrup blandt de første dimitterende fra GLOMAS, en nordisk kandidatuddannelse i verdensmusik. Hvad drømmer de om at bruge musikken til?

AF MARIE TORP CHRISTENSEN

Som en god gryderet

Foto af Nikolaj Rosengreen
NIKOLAJ ROSENGREEN BRUGER KRYDDERI FRA SYDSPANIEN OG GHANA I SIN MUSIK.
FOTO: LOUISE DYBBRO KROGH

“Nogle gange skal man lige sidde og lytte lidt til det. Det er som med en ny ret, hvor det smager lidt specielt. Der er noget krydderi fra hver verden, og det går godt, når det bliver blandet rigtigt.”

Sådan beskriver Nikolaj Rosengreen, 32, sit musikalske projekt, som omfatter trommer fra Ghana, en kurdisk sanger og lidt sydspansk guitar.

EN NY BLANDING

Samuel Kweku Addison, lederen af det ghanesiske trommeorkester African Footprint, spurgte Nikolaj Rosengreen, om han ville komponere musik til gruppen. Det ville han gerne, men ikke ghanesisk musik. Det var en helt anden vinkel, han ville bringe ind i deres musik.

“Jeg brænder for at tage elementer fra forskellige kulturer og blande dem sammen. Ved at tage lederskab kan man få mennesker med forskellige baggrunde til at arbejde sammen,” fortæller Nikolaj Rosengreen.

Selv spiller han flamencoguitar med elemeter fra Mellemøsten, Sydspanien og Skandinavien. Oven i blandingen kom en kurdisk sanger, som har tilført projektet noget helt tredje.

“Lige pludselig sidder man med noget og tænker: ’Wow – hvad er det, der ligger i den her musik?’ Den spanske guitar, de actionfyldte trommer fra Ghana og den kurdiske sanger skaber tilsammen noget helt nyt. Det er ikke til at sige, hvornår musikken er færdig, for der bliver hele tiden ved med at være muligheder. Det er det fantastiske ved musikken,” fortæller Nikolaj Rosengreen.


Den spanske guitar, de actionfyldte trommer fra Ghana og den kurdiske sanger skaber tilsammen noget helt nyt.

FRA DANSK POLKA TIL VERDEN

Opvæksten i en lille vestjysk by uden et varieret musikliv fik ham til at søge efter noget, som kunne inspirere ham. Efter en organistuddannelse tog han en bachelor i folkemusik ved Syddansk Musikkonservatorium.

“Når jeg kommer ud til andre kulturer, er det behageligt at vide, hvad man har derhjemme. Så kan man også sammenligne og sætte det i perspektiv,” fortæller han og fortsætter:

“Det har altid været enormt lærerigt for mig at møde mennesker, som har en anden tilgang til livet og nogle andre traditioner end mig selv.”

DRØMMER OM FILMMUSIK

Det er planen, at Nikolaj Rosengreen i samarbejde med African Footprint Legend skal udgive plader og spille på forskellige festivaller. Den helt store drøm er at lave musik til film, hvor musikken er den eneste lyd.

“I samarbejde med instruktøren vil jeg få film og musik til at gå op i en højere helhed,” forklarer han.

Nikolaj Rosengreen, 32, har en bachelor i folkemusik på Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Han har tilbragt et år i Göteborg, hvor han specialiserede sig i flamencoguitar og balkanmusik.

Det ligeværdige møde

Foto af Mette Marie Jensen Ørnstrup
METTE MARIE ØRNSTRUP VIL LAVE MUSIK, SOM ER SAMMENSAT AF FLERE STILARTER.
FOTO: EDGAR MELO GUTIERREZ

“Det er sådan lidt typisk mig at vade ind i et kæmpe område med en safarihat på og håbe, at der kommer noget godt ud af det til sidst.”

Skype-billedet af Mette Marie Jensen Ørnstrup, 27, forsvinder, men få minutter efter dukker det op igen. Hun griner, strømmen forsvandt, sådan er det i Istanbul.

FRA ÉT TIL NOGET ANDET

14. januar 2012 bosatte Mette Marie Jensen Ørnstrup sig i Istanbul i tre måneder for at studere makam, som er et system af melodityper, på byens musikkonservatorium.

Men der gik ikke længe før, at hendes startplan smuldrede. I stedet vadede hun direkte ind i et andet og større projekt. Hun begyndte at hænge ud i en lejlighed, hvor orkestret Al Kindi SufiEmsemble holdt til. Igennem orkestret fik hun et møde med en muezzin, som er den person, som kalder til bøn i moskeerne.

“Det var lidt min drøm at lære,” fortæller hun.

Mette Marie Jensen Ørnstrups idé var at improvisere sammen med muezzinen. Første gang skulle være inden hun vidste noget om at improvisere inden for rammerne af makam. Anden gang efter.

Lederen af orkestret blev vred, fordi han mente, det var en respektløs fremgangsmåde. Men muezzinen så anderledes på det:

“I love humanity,” svarede han og indvilgede i at deltage.


Jeg var helt ubevidst vadet lige ind i alle de ting, man ikke må eller kan.

16 GYLDNE MINUTTER

På den måde lykkedes det Mette Marie Jensen Ørnstrup at få muezzinen til at synge sammen med hende, selvom hun var kvinde og uskolet i makam. Makam er ellers ikke sammenspilsmusik – og kvinder synger det ikke. Det foregik oven i købet i en kristen kirke.

“Jeg var helt ubevidst vadet lige ind i alle de ting, man ikke må eller kan,” fortæller hun og fortsætter:

“De 16 minutter, jeg optog i kirken, betyder noget for folk hernede og for dem i Danmark, jeg har spillet det for. De synes, det er spændende musik, og det synes jeg egentlig er sjovere og større end at få lavet en cd.”

Hun fortæller, hvordan tyrkerne ser helt skøre ud i hovedet, når de hører det. For de har aldrig hørt noget lignende.

DET SKAL VÆRE CIRKUSFRIT

Der er mange musikere i Mellemøsten, som er trætte af europæere og amerikanere, som efter korte ophold tager hjem og optræder med “mystisk” musik, som det i virkeligheden tager flere år at lære. Det kommer der rigtig mange dårlige kopier ud af, og i Istanbul går sufi-musikkens efterligning under navnet “cirkus-sufi-musik”.

“Jeg kunne godt tænke mig at være en af de europæiske musikere, som rejser rundt og spiller musik, som er sammensat af forskellige genrer, kulturer og stilarter. Men på en måde, hvor det er til gavn for de kulturer,
jeg besøger, og for dem, som skal høre det,” siger Mette Marie Jensen Ørnstrup og afslutter:

“Jeg ved ikke, om der findes et ligeværdigt musikmøde, hvor begge er glade for at være i det og synes, der er noget at hente. Det er den problematik, jeg hele tiden kredser om.”

Mette Marie Jensen Ørnstrup, 27, er bachelor i sang og SDS – sang, dans og spil – fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun spiller improvisationsmusik og folkemusik fra hele verden. Hun har valgt at udskyde sin afsluttende eksamen et år for at tage til Istanbul og gøre projektet færdigt.

KANDIDATUDDANNELSE I VERDENSMUSIK

GLOMAS er en toårig kandidatuddannelse, som udbydes i samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Sibelus Academy i Helsingfors, Finland, og Malmö Musikhögskola, Sverige.

Uddannelsen blev oprettet i august 2010 og optager hvert år mellem ni og tolv studerende. Første hold bliver færdiguddannet i år.

Gongong'er uden grænser

Foto af Emil Jensen
EMIL JENSENS DRØM ER AT AFSØGE MUSIKKENS GRÆNSER.
FOTO: JESPER KNUDSEN

“Det er ret dragende for mig, når musik har et element, jeg ikke forstår. Og det er der virkelig meget af ude i verden,” fortæller Emil Jensen, 27.

Han viser, hvordan indonesere spiller på store gongong'er, som er stemt på en helt anden måde, end man ville gøre i Danmark.

“At høre det toneunivers og bare tænke: ’Hvad fanden er det, de har gang i?’” griner han.

“Det er helt klart en søgen efter ny musik, der har været motivationsfaktoren. Det, jeg ikke kan skabe sammen med musikere fra min egen kultur.”


At høre det toneunivers og bare tænke: “Hvad fanden er det, de har gang i?”

EN TUR TIL INDIEN

I 2010 var Emil Jensen og hans kæreste i Indien for at studere musik. Deres lokale sanglærer, Navaneet Venkatesan, gav Emil Jensens kæreste en sang med hjem på video, som hun skulle lære.

“Jeg blev inspireret af sangen og kunne høre melodier, som var sjove,” fortæller han. Med udgangspunkt i den indiske sang komponerede han et arrangement, som han indspillede og sendte til Navaneet Venkatesan. Det er blevet til projektet The Hindu-Brass Quartet feat. Navaneet Venkatesan.

KULTURMØDER

“Navaneet Venkatesan synger på en måde, som jeg aldrig kunne drømme om at synge på. Han har sin helt egen autentiske måde at synge på. Jeg skal finde min egen autentiske måde at spille musik på. Så kan vi mødes og skabe noget helt tredje. Det er det møde, jeg synes, er interessant,” fortæller Emil Jensen.

Med højre hånd tegner han en lodret streg i luften og forklarer, hvordan vestlig musik kan betegnes som vertikalt, fordi den består af en melodi med akkorder, der skifter. Derefter tegner han en vandret streg i luften og fortæller, at indisk musik kan betragtes horisontalt, fordi den ikke fokuserer på akkorder. I stedet forholder melodien sig til en evigt spillende grundtone. Det giver rum i musikken og gør melodierne detaljerige og komplicerede.

Emil Jensen mål er at udgive en plade både i Danmark og i Indien.

“Jeg er ret spændt på, hvordan danskerne tager imod det. Lige nu har jeg nærmest svært ved at finde ud af, hvad jeg selv synes,” siger han.


Personligt er jeg meget mere interesseret i musik, som bryder grænser, end musik, der bare passer ind på P3.

PÅ VEJ UD I VERDEN

“Det er helt klart drømmen at kunne leve af at lave projekter,” fortæller Emil Jensen, som godt kunne forestille sig at fare rundt efter en trommegruppe i Afrika, mens han prøver at optage deres musik – eller være på turné med Navaneet Venkatesan i Danmark.

“Jeg tror gerne, at jeg vil udforske musikkens grænser ved at spille lidt anderledes musik og dermed forhåbentlig også flytte grænserne inde i folk,” siger Emil Jensen og afslutter:

“Personligt er jeg meget mere interesseret i musik, som bryder grænser, end musik, der bare passer ind på P3.”

Emil Jensen, 27, er bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor hans hovedinstrument var trompet. Han har spillet en del jazz og improvisationsmusik.

LYT TIL VERDENSMUSIK

http://www.udvikling.dk kan du høre værker af Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette Marie Jensen Ørnstrup.

Verdens smukkeste bøsser fundet i Sydafrika

Foto af Wendelinus Hamutenya
FOTO: AFP

Det var første gang i Afrika, og det forløb ikke uden problemer, da Sydafrika for nylig var vært for Mr. Gay World, en verdensomspændende skønhedskonkurrence for bøsser, som blev vundet af Andreas Derleth fra New Zealand

Flere af deltagerne fra afrikanske lande var udsat for vold og trusler i hjemlandet – blandt dem Wendelinus Hamutenya fra Namibia (billedet).

37 af de 54 afrikanske lande forbyder homoseksualitet. I tre lande er der dødsstraf for at have sex med en af samme køn.

Selv om chikane mod bøsser også findes i Sydafrika, er landet nået længst af alle lande i Afrika. Homoseksuelle er ligestillet med heteroseksuelle i forfatningen.

/RH
 

Afropop-stjerne bliver kulturminister

Foto af Youssou N’Dour
FOTO: ARCHIVES DU 7EME ART/SCANPIX

Først var han noget ved musikken – nu er han også Senegals kultur- og turismeminister. Den verdenskendte og Grammy-belønnede sanger Youssou N’Dour (billedet) er blevet medlem af den nye regering i det vestafrikanske land.

Udnævnelsen er foretaget af den nyvalgte senegalesiske præsident Macky Sall, og den kan ses som en tak til N’Dour for hans støtte til Salls valgkamp mod den siddende leder i Senegal Abdoulaye Wade.

Den 52-årige Youssou N’Dour forsøgte sig selv som kandidat til præsidentposten tidligere i år og indstillede dengang midlertidigt musikkarrieren.

/RH
 

Mexicos katolske kirke er under pres

Foto af Samuel Ruíz i sin kiste
FOTO: JORGE LUIS PLATA/SCANPIX

Lige siden spanske kolonisatorer bragte den katolske religion til Latinamerika for over 500 år siden, har Mexico været en katolsk bastion.

Men nu vinder evangelisme (protestantisk bevægelse startet i USA, red.) hastigt frem på samme måde, som det tidligere har været set i dele af Mellemamerika og Sydamerika. Andelen af katolikker i Mexico er faldet med fem procentpoint på landsplan på bare 10 år og er nu på 83 procent.

Aktivistiske protestantiske grupper – adventister, baptister og metodister – har især haft held til at hverve proselytter i de mindst udviklede dele af landet. I delstaten Chiapas mod syd er mere end en fjerdedel af befolkningen nu evangelister.

Evangelisternes succes skyldes især, at de er bedre til at komme den lokale befolkning i møde. De iværksætter socialt arbejde, de holder messer på indianske sprog om nødvendigt, og de gennemfører vielser og andre ceremonier gratis.

De fattige mexicaneres flugt over til protestantiske grupper tolkes også som et oprør mod den etablerede katolske kirke og staten, som efter deres opfattelse svigter. En af de få socialt engagerede katolske biskopper, Samuel Ruíz, gik på pension i 2000 og døde i fjor (billedet).

/Regner Hansen
 

Anmeldelse – MARKEDET TRUER MAGTHAVERNE

Eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse. Og oftest er det de lokale magthavere, som er den største hindring for økonomisk fremgang, konkluderer to økonomer efter at have analyseret to tusinde års global økonomisk historie.

AF OLE DAHL RASMUSSEN

Omslag til "Why Nations Fall"

I 1589 præsenterede englænderen William Lee sin nyeste opfindelse for Dronning Elizabeth: verdens første strikkemaskine. Til Williams store overraskelse var dronningen mildt sagt ikke begejstret. Maskinen ville gøre håndstrikkerne arbejdsløse, de ville lave opstand og på længere sigt true hendes magtposition. William måtte flytte til Frankrig for at drage nytte af sin maskine, men teknologien blev efter enevældets fald en væsentlig brik i den industrielle revolution i England.

Eksemplet er hentet fra Why Nations Fail og illustrerer en af bogens grundlæggende pointer: At økonomisk vækst udfordrer eksisterende politiske magtforhold. Dermed er årsagen til, at varig vækst har fundet sted i så relativt få lande også politisk: Lokale ledere bekæmper bevidst en udvikling af markedet, fordi det truer deres magtposition.

Bevæbnet med eksempler fra alle kontinenter går økonomiprofessorerne Acemouglo og Robinson i rette med, hvad de kalder "ignorant-teorien": At lederne af verdens fattigste lande ikke ved, hvordan de skal skabe vækst, og at gode råd derfor kan hjælpe dem på vej. Det ved magthaverne udmærket godt. Men de bryder sig ikke om konsekvenserne.

INKLUDERENDE INSTITUTIONER

Forfatterne hævder, at den eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse. Kun gennem åbne politiske institutioner kan et samfund sikre, at en enehersker ikke begrænser markedet, men i stedet udvikler inkluderende økonomiske institutioner. Og de fører til vækst.

Forfatterne nævner Congo i 1500-tallet, hvor bønderne kendte til plove og gerne ville skifte hakkerne ud. Der var intet i deres kultur eller geografi, der forhindrede dem i det. Men det gjorde landets institutioner: Udsigten til, at deres forøgede indtægt blot ville blive inddraget af kongen, tog modet fra dem. At basal ejendomsret fører
til vækst, er der ikke noget nyt i. Det nye er pointen om, at den eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse.

VAND PÅ FRIIS BACHS MØLLE

Teorien fører til nogle overraskende forudsigelser, for eksempel at Kinas vækst vil aftage i løbet af de næste ti år, fordi styret undertrykker iværksætteri. Bogen slutter med en kort analyse af den globale udviklingsbistand, hvor forfatterne mener, at vi alt for ofte ignorerer de lokale politiske forhold og ledernes evne til at omgå pres for reformer.

Forfatternes løsning giver vind i sejlene til den danske udviklingsminister: Vejen frem er at støtte civilsamfundet og medierne i kampen for mere reel politisk deltagelse.

Når man presser to tusinde års historie ned på fire hundrede sider, bliver det nødvendigvis overfladisk. Kernebegrebet “inkluderende institutioner" er ikke tydeligt defineret, og der er ikke meget økonomisk teori i Why Nations Fail. Så selvom forfatterne begge er professorer ved prestigiøse amerikanske universiteter, kan de forvente skældud fra historikere, politologer og økonomer. Hvis man skal forklare økonomisk vækst, virker det imidlertid oplagt at forene de tre discipliner, og så må man klippe en hæl og hugge en tå. Gid der var flere, der ville tage den udfordring op.

Ole Dahl Rasmussen er rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet.

WHY NATIONS FAIL

Forfattere: Daron Acemoglu & James A. Robinson.
Profile Books, 464 sider, ca. 175 kr.

KULTUREN KORT

UDVIKLING UDVÆLGER I HVERT NUMMER TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD.

Bølgeskvulp og bossa nova

Musik: Brasilianske Céu – eller Maria do Céu Whitaker Poças, som hun egentlig hedder – er vokset op til lyden af sine landsmænds klassikere af Heitor Villa-Lobos og Orlando Silva.

Den 31-årige sangerinde kommer fra et hjem med musik – hendes far er komponist – og som teenager stod hun allerede på scenerne rundt omkring i landet og optrådte.

Og ja, Céus musik lyder også af vuggende bølgeskvulp og sød melankoli.

Céu er også blevet hypet som den nye, moderne fortolker af samba
og bossa nova, fordi hun med sin bløde, lidt hæse vokal omkranser de solsvedne gloser med eksperimenterende electronica.

Kunstneren fik fine anmeldelser og et internationalt gennembrud i 2009 med albummet Vagarosa.

Hendes seneste album Caravana Sereia Bloom er inspireret af ture til det nordøstlige Brasilien og består af 13 sange presset ned til 35 minutter.

Céu er godt selskab – også til en tur til Nord-Este.

/Laura Engstrøm

Cover til "Caravana Sereia Bloom"

CARAVANA SEREIA BLOOM

Kunstner: Céu
Six Degrees, 2012, 99,95 kroner på Imusic.dk


Tretten timer i Cape Town

Bog: Den sydafrikanske forfatter Deon Meyer storsælger og får ofte anmeldernes ros for sine krimier.

Det har han også fået for den seneste roman, der har titlen Tretten timer, og netop er udkommet på dansk.

Historien tager udgangspunkt i et mord på en amerikansk turist i Cape Town, og vicekriminalkommissær Bennie Griesel er igen på sporet.

Det lyder som en kliché, men: Han prøver at holde op med at drikke, er blevet smidt ud hjemmefra af sin kone og har svært ved at kommunikere med sine snart voksne børn – samtidig med at han lægger alle kræfter i opklaringen af mordet. Men Deon Meyer skriver ikke som en kliché.

Han sammenlignes med den anmelderroste Michael Connolly og er kendt for elegant at væve en samfundsbeskrivelse ind i sit krimiplot.

Det gør han også her. Der er ikke megen glamour over Cape Town, som den bliver beskrevet i sin stadige kamp mod hård kriminalitet, frygt, vold og racisme.

/LE

Omslag til "Tretten Timer"

TRETTEN TIMER

Forfatter: Deon Meyer
Forlaget Sohn, 2012, 484 sider, 300 kroner


En kvinde fik nok

Bog: Leymah Gbowee var en af tre kvinder, der sidste år modtog Nobels Fredspris.

Gbowees historie er bemærkelsesværdig som få. Da hun var 17 år, brød borgerkrigen i Liberia ud. Som sine landsmænd blev Leymah Gbowee vidne til plyndringer, vold og drab.

Privatlivet var heller ikke nogen idyl. Gbowee giftede sig med en voldelig mand og fik fire børn med ham. Men på et tidspunkt fik hun nok og smed manden ud.

I 2002 startede hun bevægelsen Women of Liberia Mass Action for Peace. Her opildnede hun sine medsøstre til at sige fra. Opstanden voksede sig stor, og i et par måneder nægtede kvinderne deres mænd sex, hvis borgerkrigen ikke snart ophørte.

Bevægelsen har siden ledt til valget af Ellen Johnson Sirleaf som Liberias præsident.

Gbowee har fortalt sin historie til den amerikanske journalist Carol Mithers i bogen Ikke mere at miste. Nu er den udkommet på dansk.

/LE

Omslag til "Ikke Mere at Miste"

IKKE MERE AT MISTE

Forfatter: Leymah Gbowee
Gads Forlag, 2012, 256 sider, 299 kroner


FASTE SIDER

LÆSERNES MENING

Send debatindlæg på 150-300 ord til udvikling@um.dk

Udviklingsindsatsen må ikke undermineres

AF NILS BRØGGER JAKOBSEN, FORMAND FOR CONCORD DANMARK

Danmark har brugt EU-formandskabet på at lægge pres på EU for at skubbe dagsordenen omkring politik-kohærens for udvikling (PCD) (sammenhæng og koordinering imellem politikområder, red.) fremad. Det forpligter, og derfor er Danmark nødt til at leve op til sine egne forpligtelser om at implementere PCD i en national kontekst.

Mod afslutningen af det danske EU-formandskab må blikket vendes indad, og Danmark må iværksætte en handlingsplan for, hvordan vi kan styrke politik-kohærensen inden for for eksempel handel, investeringer, fiskeri, og landbrug og dermed sikre, at vores udviklingssamarbejde ikke undermineres.

Concord Danmark opfordrer derfor den danske udviklingsminister til at fremlægge en handlingsplan for, hvordan Danmark vil institutionalisere PCD-indsatsen i en national kontekst.


Danmark er nødt til at leve op til sine egne forpligtelser.

Ambitionen om at styrke udviklingspolitikken og udviklingsresultaterne i verdens fattigste lande, forudsætter en mere effektiv udviklingsbistand og sikres kun igennem en styrket PCD-indsats i både Europa og Danmark.
 

Hvad vi lærte af Kony-kampagnen

AF JACOB RASMUSSEN, CHEFKONSULENT, VIRKSOMHEDEN DIS/PLAY

Plakat fra kampagnen "KONY 2012"
ILLUSTRATION: INVISIBLE CHILDREN

Tyngdeloven fortæller os, at masse (ikke størrelse) tiltrækker. Kony-kampagnens gav sagen gigantisk omtale – men substansen manglede, da omtalen skulle omsættes til engagement og handling. Måske fordi kampagnen var ekstremt følelsesbåret og budskabet letkøbt: Hvis bare vi sender en masse soldater ind i junglen, kommer vi af med banditten.

Den anden ting, tyngdeloven lærer os er, at nærhed er vigtig. Det er så
let at dele et link til en indigneret, propagandafilm, man ser på nettet. Men indignationen er flygtig, og da Invisible Children havde brændt hele krudtet af på en effektiv kampagnefilm, var der ikke en organisation med ressourcer eller lokal tilstedeværelse til at følge op.

Nærheden mangler, både i forhold til organisationen bag kampagnen – hvem har hørt om Invisible Children før Kony-filmen? – og i forhold til den, du tilkendegiver over for, at du vil møde op og gøre noget. Men tænk, hvad en så dygtig kampagne kunne have flyttet, hvis den havde været bundet op på en organisation og et budskab, der ikke kun havde fylde, men også masse og nærhed.
 

Lad FN lukke skattehuller

AF LINE LOUISE BAHNER, POLICY & RESEARCH OFFICER, U-LANDSORGANISATIONEN IBIS

Regeringen har i sit regeringsgrundlag lovet at gå forrest i kampen for at lukke skattehuller og adressere illegal kapitalflugt. Kampen har hidtil primært været ført gennem OECD, men røre i FN’s skattekomité gør nu, at FN synes at være et bedre forum – især for udviklingslande.

Kigger man på fakta, er FN’s regler for internationalt skattesamarbejde mere favorable for udviklingslande end OECD’s. FN’s model for dobbelt-beskatningsaftaler tildeler en større del af skatteindtægterne fra en given aktivitet til det land, hvor aktiviteterne finder sted, mens OECD’s regler giver en større andel til det land, hvor ejeren af hovedvirksomheden bor.

Samtidig giver FN’s model for udveksling af skatteinformation mulighed for automatisk informationsudveksling. Dette gør det lettere for udviklingslande at få adgang til information om de økonomiske aktiviteter, der foregår i landet, end OECD’s model der bygger på informationsudveksling efter anmodning.

I lyset af dette, bør den danske regering genoverveje, i hvilket forum man lægger sine æg.
 

NAVNE

5 der rykker

Foto af ERTHARIN COUSIN

ERTHARIN COUSIN, 55, er ny administrerende direktør for FN’s fødevareprogram WFP. Amerikaneren kommer fra en stilling som chef for USA's repræsentation i de FN-organisationer, som har hovedsæde i Rom.

Foto af ASGHAR FARHADI

ASGHAR FARHADI, 40, har modtaget en Oscar og en Bodil for bedste ikke-amerikanske film A separation. Den iranske filminstruktør var også nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript.

Foto af TINE BREINHOLT

TINE BREINHOLT, 51, er ny landedirektør for BØRNEfonden i Burkina Faso. Hun får det overordnede ansvar for organisationens udviklingsaktiviteter og programmer i landet. Tine Breinholt kommer fra en stilling i konsulentvirksomheden NIRAS.

Foto af AHMED DUALEH

AHMED DUALEH, 65, bliver præsident i den somaliske delstat Jubaland, som har omkring 1,3 millioner indbyggere. Han kommer fra en stilling som vejleder og konsulent i København kommunes jobcenter. Ahmed Dualeh kom til Danmark i 1967.

Foto af JENS TOYBERG-FRANDZEN

JENS TOYBERG-FRANDZEN, 62, er udnævnt til stillingen som FN’s generalsekretær Ban Ki-moons repræsentant i det vestafrikanske land Sierra Leone. Danskeren har en lang karriere som FN-diplomat bag sig blandt andet som chef for FN’s udviklingsprogram i Palæstina.

Verdensbankens nye chef skal kurere sin patient

AF SUSANNE SAYERS

Foto af Jim Yong Kim
FOTOS: ANDREW HARRER/SCANPIX & JACOB STRÆK/BØRNEFONDEN & AHMED DUALEH & FN

Habil quarterback i amerikansk fodbold i sin ungdom. Point guard i basketball, læge, antropolog, leder af en af verdens fineste uddannelsesinstitutioner, Dartmouth College, og stadig med på ballade – som for eksempel at rappe i neon og hvidt robot-outfit ved en universitetsfest sidste år.

Den nye direktør i Verdensbanken, Jim Yong Kim, er svær at se for sig som bankdirektør. Men banken, som den 52-årige amerikaner med sydkoreansk baggrund nu leder, er da heller ikke en almindelig bank. Hovedformålet er udvikling. Og her har Jim Yong Kim resultaterne med sig.

Mest kendt er han for sit 3 by 5-program fra tiden, hvor han stod i spidsen for aids-afdelingen under verdenssundhedsorganisationen WHO. Hans mål var at sørge for behandling til tre millioner hiv- og aids-smittede i u-landene inden 2005, og selv om mange eksperter mente, at det var for ambitiøst, lykkedes det ham.

Det er stadig uvist, hvad Jim Yong Kim vil bruge lederskabet af Verdensbanken til. Et kritikpunkt er, at han er en elitær teknokrat med ringe økonomisk indsigt. Andre siger, at han netop er typen, der får tingene ændret, fordi hans baggrund er utraditionel.

Og ændringer er der brug for. Verdensbanken kritiseres for at varetage USA's interesser snarere end udviklingslandenes. Nogle kritiserer de flere end 10.000 ansatte – langt de fleste økonomer – for at have gjort institutionen til en dinosaur uden evne til at tilpasse sig en ny global virkelighed.

Nu er det så op til lægen at revitalisere patienten. De færreste tvivler på Kims sociale engagement, og han har vist, at han kan skabe uventede resultater. Men det kan blive et problem, at han er USA's mand. Siden Verdensbankens stiftelse har præsidenten altid været amerikaner, lige som direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF) er europæer. Denne gang var der kampvalg, og Nigeria stillede med finansminister Ngozi Okonjo-Iweala, tidligere administrerende direktør i Verdensbanken, som kandidat.

At hun ikke blev valgt, ser mange lande og analytikere som tegn på, at intet i virkeligheden er forandret. USA og Europa deler stadig i porten, pengene bestemmer, og udviklingslandene må nøjes med at se på.
 

ASIATISK PLADS – KORT NYT OM DANIDA

Foto af Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads

AKTUELT

http://www.danida.dk

UDGIVELSER

http://www.danida-publikationer.dk

EVALUERINGER

http://www.evaluering.dk

UDNÆVNELSE

STYRELSEN

Danidas Styrelse er rådgivende organ for udviklingsministeren. Styrelsen drøfter og indstiller nye programmer, strategier og handlingsplaner.
 

IndVikling – NEGER STJAL BIL/KØretØJ

Må man stadig sige “neger”? Ikke i Afrika og da slet ikke i USA. Men en sjællandsk lokalavis er gået i brechen for retten til at bruge n-ordet.

AF JEPPE VILLADSEN

Illustration af sort kannibal i Audi kørende væk fra hvid kvinde med indkøbsposer
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN

Det handler om retten til at sige “neger”. Det lille ord, der for ikke længe siden klingede lige så neutralt som “kartoffel” og “bordlampe”, har – igen – antændt heftig debat. Og sendt avisredaktører, ordensmagt og sprogrøgtere i totterne på hinanden.

“Neger stjal bil fra 80-årig”, lød det 18. april i Dagbladet Roskilde med en overskrift, der vakte berettiget opsigt. Det er ikke hver dag, man ser ordet neger brugt i medierne helt uden gåseøjne eller anden formildende tegnsætning. Sætningen rungede som et mærkeligt forsinket ekko af den samme provinspresse, hvor man endnu i 1950’erne kunne læse overskrifter som “Neger set på hovedgaden i Nakskov”.

Men neger-glosen var et bevidst valg, fordi politiet havde brugt ordet i deres signalement af manden, begrundede redaktør Steen Østbjerg, der som den sidste havde set teksten i gennem, inden den gik i trykken.

Der var bare ikke sat citationstegn omkring overskriften. En nok så vigtig detalje. Politikens Lokalaviser bragte sidste år en artikel med overskriften “Der er en neger der laver indbrud”. Men her var rubrikken angivet som et citat, og artiklen gled ubemærket ud i nyhedsstrømmen.

På Dagbladet Roskilde erkender chefredaktør Bente Johannesen, at ordvalget har forarget en række læsere, men ser ikke noget forkert i det:

“Vi lever i et samfund, hvor der er politisk korrekt sprog og politisk korrekt opførsel. Og når der først er et ord, der er blevet gjort uartigt, så er det klart, nogle mennesker reagerer meget voldsomt over for det,” siger chefredaktøren.

Men professor og tidligere direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jørn Lund konstaterer, at neger ikke længere er et velvalgt ord.

“Det støder halvdelen af befolkningen fra sig, mens den anden halvdel synes, det er neutralt,” siger Jørn Lund.

Hvor man havner, er et spørgsmål om alder, ikke om holdning.

“Generationen over 50 år er vokset op med ordet neger som fuldstændig neutralt. Det gælder også mig,” siger han.

Op gennem 1950’erne og 60’erne brugte den sorte amerikanske borgerretsbevægelse selv gladelig neger-glosen – således også Martin Luther King i sin legendariske “I Have a Dream”-tale fra 1963. Skiftet fra “neger” til “sort” kom først, da den sorte frihedsbevægelse i midten af 1960’erne under slagordet black power førte kampen ind i en ny fase og frabad sig neger-betegnelsen på grund af ordets historiske ladning af kolonitid, slavehandel og hvid herremenneske-mentalitet.

Gradvist er skiftet også slået i gennem i Europa.

Selv om Dagbladet Roskildes redaktører forsvarede brugen af neger-termen, blev ordet efterhånden fjernet i avisens online-udgave. Først stod der som i papirudgaven “neger”, men det blev først ændret til “sort mand” for til sidst blot at hedde “mand”.

“N-ORDETS” MILEPÆLE

1977: Ordet “neger” erstattes af ordet sort i Gyldendals klassiske ti-bindsleksikon.

1987: Da filmen Taxi Driver blev vist på dansk tv, blev sætningen “He is black”, i den danske undertekst oversat til “Han er neger”.

FREMBLIK P.S. FRA UDVIKLING

OG DE NOMINEREDE ER…

Glæden var stor på den lille redaktion, da holdet bag Udvikling for nyligt blev nomineret til Bording-prisen for Visuel Formidling – én af i alt fem Bording-priser, som brancheorganisationen Danske Medier årligt uddeler.

Tre magasiner er nomineret til prisen inden for kategorien visuel formidling. De to øvrige er Fagbladet 3F samt DSB’s Ud & Se. Ærefuldt selskab, det relancerede Udvikling her er kommet i. Hvem af de tre, der vinder prisen, ved vi dog først efter, at dette blad er gået i trykken.

Og hvad er god visuel formidling så? Vi ved ikke, hvad dommerkomiteen tænker, men mon ikke det handler om et helhedsindtryk af layout og samspillet mellem fotos/illustrationer og de tekster, der skal formidles?

Det er derfor en nominering, som måske i virkeligheden snarere burde gå til manden, der udviklede Udviklings design-koncept – han hedder Esben Niklasson – og til vores grafiske bureau India, der spiller bolden videre med en høj standard på bladets sider: Harmoni og balance, billeder, der er brugt og beskåret med omtanke, samt ikke mindst en passende blanding mellem “kant” og elegance.

Historierne i Udvikling indeholder ikke sjældent et aspekt af menneskelig lidelse. Det er derfor en balanceakt ikke at fremstille fattigdom som ren æstetik. Værdigheden skal også tænkes ind i den visuelle formidling.

Alle gode blade har en sjæl, som er svær at definere. Men det handler om den stemning, der er i bladet, når man åbner det. Her har ambitionen været at slå en global tone an – seriøst og troværdigt, men samtidig let og uhøjtideligt.

God visuel læseoplevelse!

Stefan Katić' underskrift

Stefan Katić
Redaktør

 

AF MARIE TORP CHRISTENSEN

FRA 7. JUNI “HVAD GØR VI NU?”

Plakat til "Hvad gør vi nu"

Komedie-dramaet, der har premiere i Danmark, handler om gruppe libanesiske kvinder, som på opfindsom vis forsøger at løsne op i mændenes religiøse spændinger, der truer med at ødelægge deres landsbysamfund. Hvad gør vi nu? vandt hovedprisen, People’s Choice Award, på Den internationale filmfestival i Toronto, Canada.

http://www.roskilde-festival.dk


20.–22. JUNI
RIO + 20

Logo til RIO + 20

FN’s konference om bæredygtig udvikling bliver afholdt i Rio de Janeiro, Brasilien. De to overordnede temaer er grøn økonomi i forbindelse med bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse, samt de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling. Fra Danmark deltager blandt andet udviklingsminister Christian Friis Bach.

http://www.uncsd2012.org

5–8. JULI
ROSKILDE FESTIVAL

Logo til Roskilde Festival 2012

Nordeuropas største musikfestival indtager igen i år Dyreskuepladsen uden for Roskilde for at byde på musik og øl. Blandt andet kan det vestafrikanske band Terakraft, som spiller hypnotisk ørkenrock, opleves.

http://www.roskilde-festival.dk

9. JULI
VERDENS YNGSTE STAT FYLDER ÅR

Sydsudans flag

Sidste år var der fest og farver, da Sydsudan blev erklæret selvstændigt. Sudan er det land i Afrika, som har været præget af borgerkrig længst. Håbet var, at Sydsudans selvstændighed fra Sudan kunne skabe mere stabilitet i regionen. Det er desværre endnu ikke lykkedes.

http://www.goss.org

29. AUGUST–7. SEPTEMBER
IMAGES FESTIVAL

Årets Images Festival – der kan opleves i København, Aalborg og Aarhus – har "Occupy Utopia" som tema. Med årets festival har IMAGES festivalerne i nu 20 år præsenteret samtidskunst fra udviklingslandene i Danmark. Arrangør er Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU).

http://www.dccd.dk/images-festival

Reklamer for Unitas Rejser, Bagsværd Kostskole og Gymnasium og publikationen "Retten til et bedre liv"

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/11153/index.htm