Udvikling

NR 6 · 2011 · DEC/JAN

Kolofon

Titel:
Udvikling

Undertitel:
NR 6 · 2011 · DEC/JAN

Resume:

Spænd sikkerhedsbæltet og rul ud ad startbanen med Udvikling, der i nummer 6/2012 kommer vidt omkring fra Somaliland, Sydafrika og Zanzibar, med mellemlanding i Mexico og videre over Bangladesh og Nepal til Vietnam – for endelig at lande i den fiktive østerlandske Anders And-provins Fathistan.

Derudover finder du i dette nummer både kendis-artiklen, den lange kloge og kronikken, der leverer et ordentligt slag i ngo-bolledejen.

Kendis-artiklen Den ubekvemme nationalhelt af Jan Kjær tegner et levende og tankevækkende portræt af Queen-forsangeren Freddie Mercurys i sandhed globale liv: Født i Stone Town i den dengang britiske koloni Zanzibar af migrantforældre fra Gujarat – men af persisk afstamning – i det daværende britiske Indien.

I 1960’erne udvandrede familien Bulsara til England med drengen Farrouk – der senere skulle blive til Freddie. Det er i år 20 år siden, at den erklærede biseksuelle kunstner døde af følgesygdomme til aids. Af begge grunde har fødeøen Zanzibar svært ved at kendes ved ham. En bar er opkaldt efter manden med den sorte moustache. Det var, hvad det kunne blive til.

Ønsker du for alvor at komme i dybden med et emne, så brug en halv time af dit liv på at læse analysen i den lange kloge Jordreform gået i stå af den amerikanske juraprofessor og Sydafrika-kender Bernadette Atuahene. Artiklen er oversat fra det anerkendte amerikanske tidsskrift Foreign Affairs, som Udvikling har et redaktionelt samarbejde med. Efter at apartheid-styret forsvandt i 1994, anbefalede Verdensbanken, at det nye ANC-styre i Sydafrika burde omfordele 30 procent af jorden fra hvide til sorte. I dag, 18 år senere, har kun beskedne otte procent af jorden skiftet ejer. Det skaber frustration og social spænding blandt fattige jordløse sorte. Et hav af olie, der kun venter på en tændstik, betegner artiklens forfatter situationen.

Læs også kronikken Succes-kampagner scorer selvmål af freelancejournalist Jesper Heldgaard, der i mere end 20 år har fulgt og formidlet dansk u-landsbistand. Kronikøren har læst en ny kritisk rapport fra den britiske udviklingsorganisation Oxfam, der udstiller og analyserer det pinefulde dilemma, som både britiske og danske u-landsorganisationer befinder sig i: De store spektakulære indsamlingskampagner ændrer ikke en tøddel ved folks opfattelse af de fattige lande. Måske fordi de forsimplede budskaber om Afrika sulter undergraver ngo’ernes eget ønske om at give et nuanceret billede af u-landenes komplekse virksomhed og de løsninger, der skal til.

Skal du have en pause fra de mange ord, så bladr over på billedfortællingen Nepal uden templer og bjerge – en stemningsmættet fotoreportage, hvor yngre nepalesiske fotografer giver et bud på den sociale og menneskelige virkelighed. Motiver, der er milevidt fra postkortenes og turistbrochurernes Nepal-motiver.

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Forfatter:
Stefan Katić (Redaktør), Mads Mariegaard (Redaktionssekretær), Ulrikke Moustgaard (Journalist), Tina Ravn (Journalistpraktikant), Jesper Fersløv Andersen (Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven)

Andre bidragydere:
Sara Leth (Events og markedsføring), Flemming Axmark (Korrektur), Rosendahls - Schultz Grafisk (Elektronisk udgave), Esben Niklasson (Design), India (Layout), Arco Grafisk (Tryk)

Sprog:
Dansk

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/11108/index.htm

ISBN nr:
978-87-7087-582-0

Digital ISBN nr:
978-87-7087-583-7

ISSN nr:
0106-0570

Version:
1.0

Versionsdato:
18-12-2011

Publiceringsstandard nr.:
2.0

Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js

Udgiverkategori:
statslig

Copyright:
Udenrigsministeriet

Noter og andre oplysninger:
Danida er betegnelsen for Danmarks udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde under Udenrigsministeriet.
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

Indholdsfortegnelse

De bidrager til dette nummer

UDVIKLING

• Danmark vil øge udviklingsbistanden
• Millioner kæmper for livet i Pakistan
• Ngo’er: EU glemmer de fattigste
• FN-chef opfordrer: Bekæmp banderne, Latinamerika
• U-lande bliver mindre afhængige af bistand
• I BANGLADESH ER DU ALDRIG ALENE
• 7 MILLIARDER MENNESKER – MEN KUN ÉN JORDKLODE
• NEPAL UDEN TEMPLER OG BETAGENDE BJERGTOPPE
• Kronik: SUCCES-KAMPAGNER SCORER SELVMÅL

• RETTIGHEDSMINISTEREN
• IMF: Kina overhaler USA om fem år
• Tiden rinder ud for krigsforbrydere i Elfenbenskysten
• Ny nation straffer homoseksuelle
• EU: DANMARK I SPIDSEN FOR BISTANDSGIGANT
• EU-kommissær: “VERDEN VIL LYTTE, HVIS VI STÅR SAMMEN”
• Arven efter apartheid-styret: JORDREFORM I KRISE

• EN ØKONOMI, DER SIGER “MÆH!”
• Samhandel: FATTIGE LANDE ER OGSÅ STORKUNDER
• “DE 5 STORE”
• Samhandel: VIETNAM KØBER DANSK
• Ølpiger vinder over Carlsberg i Cambodja
• Asparges-eventyr med øje for arbejdsmiljø
• Rwanda: Fra folkedrab til feriemål
• PÅ AFRIKAS BETINGELSER

• Legatfilm om mobiltelefoner blev årets vinder
• Da “de vilde” kunne ses i Zoo og Tivoli
• Globale religioner får eget opslagsværk
• OMSTRIDT OMRÅDE
• Kurator på Tate Modern: “DET SKORTER IKKE PÅ TALENT I AFRIKA”
• Ambassadørens rejsetips: Mexico
• Freddie Mercurys Zanzibar: DEN UBEKVEMME NATIONALHELT
• Anmeldelse: EFTER OPRØRET
• Anmeldelse: APPETITVÆKKER TIL ØSTAFRIKA

• DONG: DanWatch-rapport har fejl og mangler
• Verdensbilledlegat – en anakronisme
• Oplysningsudvalget: Vi støtter også filmfolk i u-lande

• 5 der rykker
• Miss Angola blev Miss Universe

• FIRE NYE MINISTRE
• AKTUELT
• UDGIVELSER
• U-WEB
• EVALUERINGER
• STYRELSEN

• 10. DECEMBER 2011
  KVINDELIGT TREKLØVER HÆDRES
• 10. DECEMBER 2011
  EN DAG FOR MENNESKERETTIGHEDER
• 15.16. DECEMBER 2011
  EUDEBAT OM ARABISK FORÅR
• 22. DECEMBER 2011
  CUBA KALDER
• 2012
  ALGERIET FEJRER FRIHEDEN
• REDAKTIONEL AMBITION: ET OPGØR MED TRISTHEDEN

De bidrager til dette nummer

Jan Kjær
København, Danmark

Øgruppen Zanzibar i Tanzania og rocksangeren Freddie Mercury forener to af Jan Kjærs store interesser: Afrika og musik. Journalisten har boet seks år i Afrika, deraf tre i Tanzania, og har beskrevet, fotograferet og videofilmet kontinentet i to årtier. Hans guitar og røst luftes gerne og ofte i en lille sangklub med venner fra u-landsmiljøet.

Rikke Albrechtsen
Bruxelles, Belgien

Efter snart seks år på de bonede gulve i Bruxelles er den 32-årige freelancejournalist vant til at oversætte indviklet eurokrat-swahili. I dette nummer ser hun nærmere på et længe ventet udspil til en ny fælles europæisk udviklingspolitik. Den er blevet til i det, hun selv betegner som “Bermuda-trekanten mellem EU’s institutioner”.

Tina Ravn
Dhaka, Bangladesh

Da Udviklings journalistpraktikant vendte hjem fra Dhaka, hvor hun havde researchet om overbefolkning, lå en sød e-mail og ventede. Den var fra en afdelingsleder i landets familieplanlægningsstyrelse, som hun havde interviewet, og som nu tilbød hende at blive hans “adoptivdatter” nummer 125. Så meget for familieplanlægning!

Det mexicanske køkken er det eneste, der optræder på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Glem alt om texmex!

Susanne Rumohr Hækkerup,
Danmarks ambassadør i Mexico City

UDVIKLING

Danmark vil øge udviklingsbistanden

I den finanslov for 2012, som regeringen og Enhedslisten blev enige om i november, er der lagt op til at hæve niveauet for udviklingsbistanden med 234 millioner kroner i 2012 og 600 millioner kroner i 2013 i forhold til den tidligere regerings finanslovsforslag.

Regeringen vil blandt andet arbejde for langsigtede og sammenhængende løsninger, som styrker fødevaresikkerheden og befolkningens modstandskraft mod kriser og katastrofer i u-landene.

“Stigningen er samtidig et stærkt signal til resten af verden om, at Danmark aktivt vil engagere sig i løsningen af verdens store udfordringer,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach.

/MM

Millioner kæmper for livet i Pakistan

Nye oversvømmelser har skabt sult, sygdom og massive flygtningestrømme i Sindh-provinsen.

AF ULRIKKE MOUSTGAARD

FOTO: RIZWAN TABASSUM/SCANPIX

Internationale organisationer har arbejdet på højtryk for at bringe nødhjælp ud til Sindh-provinsen i det sydlige Pakistan (billedet), hvor millioner af pakistanere kæmper for at overleve, efter at massiv monsunregn igen har ført til store oversvømmelser.

Det er kun et år siden, hele verden fulgte bekymret med, da Pakistan blev ramt af de største oversvømmelser i landets historie. Det berørte 21 millioner mennesker.

I august skete det så igen. Her blev 5,4 millioner pakistanere berørt af oversvømmelserne. Heraf blev to millioner fordrevet fra deres hjem, vurderer de pakistanske myndigheder.

“Vores by er totalt forsvundet. Det samme er vores nabolandsbyer,” fortalte Qasim Mallah, 61-årig fisker fra byen Pangrio i Badindistriktet i Sindh, til den pakistanske avis The Lahore Times.

SYGDOM FLORERER

De fordrevne forsøger at undgå vandmasserne ved at slå lejre ved flodbredderne. De er hårdt ramt af sult. Ifølge Pakistans nationale kriseenhed (NDMA) er 73 procent af alle fødevareafgrøder i området blevet ødelagt, og 36 procent af alle husdyr er gået tabt.

Samtidig advarer FN-organisationer om, at sygdomsepidemier er ved at sprede sig, fordi oversvømmelserne har forurenet drikkevandet. Diaré og malaria har allerede ramt tusinder.

“Det går værst ud over børnene, der altid er de mest sårbare i katastrofesituationer,” siger Dan Rohrman, talsperson for FN’s børneorganisation Unicef i Pakistan, til BBC.

FN, Pakistan og nødhjælpsorganisationer har siden august været i gang med at sørge for mad, lægehjælp, og midlertidige boliger. Men det har været svært at nå ud til alle sultne, syge og fordrevne, fordi oversvømmelserne også har ødelagt store dele af infrastrukturen.

Ngo’er: EU glemmer de fattigste

Kun en tredjedel af EU’s samlede bistand gik i 2010 til Afrika syd for Sahara, hvor en stor del af verdens fattigste lande ligger.

Det viser EU’s årsberetning for 2010 ifølge Concord, en europæisk paraplyorganisation for udviklingsorganisationer, der har gennemgået budgettet. Øverst på modtagerlisten står i stedet Afghanistan, Tyrkiet og De Palæstinensiske Selvstyreområder, som alle er omgærdet af stor politisk opmærksomhed.

Det passer dårligt sammen med EU’s ambitioner om at styrke den globale indsats for at nå FN’s otte 2015 Mål for global udvikling, mener Concord.

/ULM

FN-chef opfordrer: Bekæmp banderne, Latinamerika

ILLUSTRATON: DANIEL AGUILAR/SCANPIX

Når et land bruger flere penge på at bekæmpe vold, kriminalitet og narkobander, end det modtager i udviklingsbistand, er der noget galt.

Sådan lød advarslen fra chefen for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), Helen Clark, da hun i september besøgte Mexico. Her volder særligt byen Ciudad Juarez vanskeligheder trods et tungt armeret politi (billedet).

Ifølge UNDP er Latinamerika i dag en af de mest voldelige regioner i verden med en årlig mordrate på gennemsnitlig 25 mord per 100.000 indbyggere.

Samtidig er udgifterne til kriminalitetsbekæmpelse eksploderet – alene i Mellemamerika er de steget med 60 procent over de seneste fire år, siger UNDP.

Regionen har ellers i to årtier haft en stabil vækst med fokus på demokrati, god regeringsførelse og civile rettigheder, men nu er kriminalitetsniveauet så højt, at det truer regionens sociale og økonomiske udvikling, mener Helen Clark:

“Transnationale kriminelle organisationer udgør en massiv trussel mod statslige institutioner.”

Helen Clark advarede dog også Latinamerika mod at bruge “illegitime metoder til at bekæmpe kriminalitet”.

“Hvis banderne skal bekæmpes, er der brug for mere grænseoverskridende koordination af efterretninger, sikkerhed og politi,” sagde UNDP-chefen.

/ULM

U-lande bliver mindre afhængige af bistand

Verdens fattigste lande er blevet mindre afhængige af bistand, viser en ny rapport fra organisationen ActionAid.

Ifølge rapporten, Real Aid – Ending Aid Dependency, er afhængigheden af bistand blandt 54 af verdens fattigste lande faldet med en tredjedel det seneste årti.

I Ghana er afhængigheden halveret, og udenlandsk bistand udgør nu kun godt en fjerdedel af statens udgifter. Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at forbedre landets uddannelses- og sundhedssektor.

Bistandsafhængighed måles ved at undersøge, hvor stor en andel af landets udgifter, såsom støtte til hospitaler, skoler og infrastrukturprojekter, der finansieres af bistand.

/MM

I BANGLADESH ER DU ALDRIG ALENE

Reportage: Jordens befolkning har netop rundet syv milliarder – 150 millioner af dem bor i Bangladesh, verdens tættest befolkede land. At bo tæt behøver dog ikke at være et problem, hvis man aldrig har kendt andet.

AF TINA RAVN, DHAKA

TRODS EN BESKEDEN BEFOLKNINGSTILVÆKST PÅ 1,6 PROCENT OM ÅRET VIL ANTALLET AF MENNESKER I BANGLADESH VOKSE FRA 150 MILLIONER TIL 250 MILLIONER I ÅR 2050. HER DEN RELIGIØSE FESTIVAL BISHWA IJTEMA I DHAKA-BYDELEN TONGI.
FOTO: JONATHAN BJERG MØLLER

Uanset hvor i Bangladesh du opholder dig, er der altid mennesker omkring dig – i hovedstaden Dhaka såvel som i landets fjerneste afkroge.

Sådan er det også for Montu Kumar Pal. Den 20-årige pottemager er den tredje ud af fem søskende. I sine få skoleår sad han i et tætpakket klasselokale i landsbyskolen, og nu hvor han på jagt efter arbejde rejser frem og tilbage fra Dhaka, foregår det sammen med 80 andre i en bus kun beregnet til 50.

Dagen i dag er ikke anderledes. Mens Montu Kumar Pal former en klump ler i den statueforretning, hvor han har fået nogle ugers arbejde, overvåger fem arbejdsløse mænd i døråbningen hans fremskridt. Fra gaden strømmer lugten af udstødningsgas, urin og menneskekroppe – alt sammen intensiveret af den fugtige varme – ind, og et kig udenfor afslører horder af mennesker, som kæmper sig igennem gadens mudder og trængsel i et af de travleste handelskvarterer i Dhakas ældste bydel.

“Menneskene generer mig ikke,” siger han og bliver afbrudt, da en familie, som har deres fordør i butikkens bagende, maser sig igennem statuerne og går ud på gaden. Montu Kumar Pal fortsætter: “Det er helt normalt for mig. Det er faktisk rart, for når man har det skidt, er der altid nogle at dele det med,” siger han.

Det er dog ikke alle, der har det sådan. Lidt længere nede ad den pulserende gade sidder NC Sarkar sammen med sin ven Arun Mallick og betragter gadelivet fra sit apotek. For ham er det ikke et positivt syn.

“Befolkningseksplosionen giver fattigdom. Der er ikke mad nok, ikke jobs nok, ikke skoler nok, ikke nok veje til bilerne og ikke nok politibetjente til at opretholde lov og orden. Der er for få ressourcer og for mange til at dele dem,” siger han.

Den nøgne pære i loftet går pludselig ud, og apoteket henligger i det sparsomme lys fra gaden, og kort efter sætter en prustende generator i gang et sted. Strømafbrydelser sker adskillige gange om dagen.

“For der er heller ikke strøm nok, som du kan se,” tilføjer NC Sarkar med et ironisk smil og kigger ud på gaden, hvor utallige mennesker haster forbi i et tempo og en trængsel, der kunne få en dansk gågadegænger til at miste pusten.

Befolkningseksplosionen giver fattigdom. Der er ikke mad nok, ikke jobs nok.

NC Sarkar
indehaver af apotek i Dhaka

EN SUCCESHISTORIE

Hvor mange mennesker er der egentlig i Bangladesh?

MM Neazuddin, souschef i Direktoratet for Familieplanlægning i Bangladesh, ler dæmpet, udveksler et indforstået blik med de fem kontorchefer omkring hans bord og siger så med et skævt smil:

“Ja, der er mange forskellige statistikker. Den seneste folkeoptælling, hvor vi havde folk til at gå fra dør til dør, siger 142 millioner.”

Med den metode plejer man ifølge FN ikke at få fat i fem til syv procent af befolkningen, som for eksempel ikke har været hjemme på optællingstidspunktet. Dermed lander den totale population på cirka 150 millioner, som deler omkring 144.000 kvadratkilometer imellem sig. Det giver en befolkningstæthed – verdens højeste, faktisk – på lidt over 1.000 mennesker per kvadratkilometer, hvilket svarer nogenlunde til, at hele den danske befolkning flytter nord for Limfjorden.

Skribenten er, for sent, hastet ind ad døren få minutter tidligere med forpustede undskyldninger om trafikpropper og bilkøer, men det får kun souschefen til at trække på skuldrene:

“Det har alle i Dhaka prøvet. Der har du det første problem med en stor befolkning.”

Fra gammel tid har familierne i Bangladesh, på linje med andre bondesamfund med høj børnedødelighed, haft børneflokke på både seks, syv og otte børn. Efter at penicillinen vandt frem, døde færre og færre børn imidlertid. Samtidig er der i takt med urbaniseringen blevet mindre og mindre brug for børnenes arbejdskraft i marken, og der har i mange år været knaphed på mad. På grund af kulturelle vaner og mangel på information fortsatte bangladeshiske ægtepar imidlertid længe med at sætte mange børn i verden.

De første familieplanlægningsprogrammer så dagens lys i de tidlige 1970’ere, hvor fertilitetsraten – antallet af børn per kvinde – lå på lidt over seks. I 1990 var den faldet til 4,4, og nu ligger den på 2,5. Derfor er historien om Bangladesh’ befolkningsudvikling også langt hen ad vejen en succeshistorie.

“Det er gået godt, men der er stadig ressourcemangel. Kun 50 procent af vores nyfødte får adgang til skole og kan bidrage til udviklingen af landet, og i horisonten er der endnu flere problemer,” siger MM Neazuddin.

“NÅR JEG VIL SLAPPE AF OG SLIPPE VÆK FRA ALLE MENNESKENE, GÅR JEG TIL TEMPLET,” SIGER APOTEKER NC SARKAR, DER FRA SIT MEDICINUDSALG HAR UDSIGT TIL GADENS MYLDER I HOVEDSTADEN DHAKA.
FOTO: TINA RAVN

EN REEL STORM

Han har ret. Bangladesh’ kvinder får langt færre børn end kvinderne i nabolandene, men landet har verdens største befolkningsgruppe mellem 15 og 20 år, og selv om fødselsraten bliver ved med at falde, vil alle de unge få så mange børn, at Bangladesh i år 2050 skal rumme 250 millioner mennesker.

“Der er en reel storm på vej. Landet har tredoblet sin landbrugsproduktion siden 1970 – så langt, så godt – men spørgsmålet er, hvor længe det kan blive ved. Der skal produceres fødevarer, skabes jobs og sikres sundhed og livskvalitet til en kvart milliard mennesker, og samtidig vil landarealet som følge af klimaforandringerne højst sandsynligt blive mindre. Samfundet bliver udfordret på alle fronter,” siger hollandske Arthur Erken. Han er leder af FN’s Befolkningsfonds (UNFPA) afdeling i Bangladesh, der støtter regeringens familieplanlægningsprogrammer. Fra sit hjørnekontor på 15. etage i en af de få høje bygninger i Dhaka kan han se ud over hovedstaden, som breder sig som et hvidgråt tæppe i alle retninger.

“Byen skal i vejret, hvis der skal være bolig til alle. Medmindre de formår at bremse befolkningsvæksten,” siger han.

En almenkendt måder at begrænse befolkningstilvækst på er at hæve “giftealderen” for kvinderne, så de simpelthen ikke kan nå at få så mange børn. Den metode burde på overfladen også virke i Bangladesh, hvor pigerne i gennemsnit er 16 år på deres bryllupsdag, men Arthur Erken mener ikke, at det er vejen frem.

“Der har været familieplanlægningsprogrammer så længe, at budskabet om to børn har bidt sig fast og er blevet den sociale norm i Bangladesh. Selv om pigerne bliver gift tidligt, går de fleste ikke efter en stor familie,” siger han.

Der skal dog være endnu mere fokus på kvinders uddannelse og frigørelse, mener han. Udearbejdende kvinder har nemlig ikke tid til så mange børn. Derudover skal der være ét stærkt fundament under indsatsen: seksualundervisning og prævention til alle.

Hver måned uddeler regeringen med UNFPA’s hjælp blandt andet otte millioner kondomer og syv millioner p-pillepakker til befolkningen. Samtidig er der oprettet klinikker i landområderne, hvor borgerne kan få information, ligesom lokale barfodsfamilieplanlæggere går fra hus til hus for at sprede viden om undfangelse og prævention. Alligevel er der op mod en femtedel af befolkningen i landets yderområder, der ikke har mulighed for at planlægge, hvornår og hvor mange børn de får.

Kun 50 procent af vores nyfødte får adgang til skole og kan bidrage til udviklingen af landet, og i horisonten er der endnu flere problemer.

MM Neazuddin,
souschef i Direktoratet for
Familieplanlægning i Bangladesh

KUN TO BØRN

I Dhakas gader har en sort sky åbnet sig over menneskestrømmen igennem handelsgaderne, og ploppene af regndråber mod tagenes blik slutter sig for en stund til de infernalsk bimlende cykelklokker, som dominerer lydbilledet. Et par mennesker har søgt tilflugt fra regnen i apoteket, hvor NC Sarkar og Arun Mallick i lighed med landets ledere spår en dyster fremtid, hvis ikke befolkningstilvæksten kontrolleres. De mener dog selv at have løsningen. “Der skal en etbarnspolitik til, ligesom i Kina,” siger NC Sarkar, mens hans ven nikker i enighed.

Men I har jo fem børn tilsammen? De griner begge højt, og Arun Mallick forklarer:

“Ja, men det skulle jo være en ny regel!”

Den har Montu Kumar Pal dog ikke tænkt sig at rette sig efter. Han ønsker nemlig at få to børn, men så heller ikke flere. Han vil nemlig være sikker på, at han kan brødføde dem og tilbyde dem en god arv. Før han kan yde sit bidrag til Bangladesh’ talrige befolkning, er der dog én ting, der skal på plads.

“Jeg skal først lige finde en kone,” siger han og klasker endnu en klump ler på den aflange halmpølse, som skal blive til endnu en arm på en hinduistisk gudindestatue.

En af de arbejdsløse mænd i forretningen rejser sig fra hyggesnakken med de andre, ryster mere halm ud for pottemagerens fødder og får et “tak” igen. Kort efter holder regnen op lige så hurtigt, som den startede. Montu Kumar Pal kigger op fra arbejdet og ser et par af sine uventede gæster slutte sig til gadelivet igen. Selv om det giver problemer, holder Montu Kumar Pal af alle menneskene i hans verden.

“Her er man i hvert fald aldrig ensom,” siger han.

/Tina Ravn er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

NEPAL UDEN TEMPLER OG BETAGENDE BJERGTOPPE

Næste generation af nepalesiske fotografer er trætte af de billeder, som postkort og turistbrochurer tegner af deres land. De vil fortælle nye historier – om urbanisering, homoseksualitet og etniske skel.

AF LENE WINTHER, KATHMANDU

FOTO: PRASIIT STHAPIT

BILLEDSERIE
NEPALS NYE FOTOGRAFER

Turen er kommet til Prasiit Sthapit. Den 23-årige spinkle nepaleser med fipskæg og pjusket hår skribler behændigt ordene, der beskriver hans livs største fotografiske projekt, på en hvid tavle. Han vender sig ud mod de andre fotografer, som sidder i en dunkel halvcirkel foran ham ved et langt træbord sået til med navneskilte, fotobøger og kameraer. Uden for vinduerne i lejligheden, bag de tunge mørkegrønne gardiner, bræger scootere om kap fra monsunfugtige gader i et af Kathmandus middelklassekvarterer.

“Jeg vil bryde med stereotyperne af Nepal og komme væk fra billederne af smukke bjerge. Jeg vil vise, hvordan livet er langs den nye vej fra Syabrubesi til Rasuagari. Før var der kun en trekkingrute, men nu har den nybyggede vej bragt store forandringer med sig for de lokale,” siger Prasiit Sthapit på sit bløde engelsk med et strejf af britisk-indisk accent.

EN STÆRKERE STEMME

Det er sommeren 2011. Prasiit Sthapit og 11 andre unge fotografer har netop taget hul på den første uge af en fire måneder lang workshop, der er led i et etårigt projekt, som skal styrke fotojournalistikken i Nepal (se boks). Projektet er støttet med i alt 550.000 kroner af Danmarks ambassade i Kathmandu og Center for Kultur og Udvikling (CKU).

I Nepal er der ikke tradition for, at fotografer tager emner op, der rækker ud over landets smukke sneklædte bjergtoppe, røgelsesduftende templer og kongefamilien. Traditionelle motiver, som blev til postkort, turistbrochurer og rejsebøger.

“Projektet skal gøre de nepalesiske fotografer mere professionelle og lære dem at bruge fotografiet som et kraftfuldt sprog til at fortælle historier,” siger Nayantara Gurung Kakshapati, der selv er fotograf. Hun har taget initiativet til projektet, som er skabt i et samarbejde mellem Danmarks Medieog Journalisthøjskole og det lokale fotonetværk photo.circle, som hun har været med til at stifte.

“Målet er, at fotograferne skal få en stærkere visuel stemme, så de kan bruge det fotografiske sprog til at sætte fokus på de vigtige sociale og politiske emner i det nepalesiske samfund, der er under hastig forandring. Historier fortalt gennem billeder har stor gennemslagskraft hos de mange nepalesere, som stadig ikke har lært at læse eller skrive,” siger Nayantara Gurung Kakshapati.

JOURNALISTIK UDEN ETIK

Prasiit Sthapit havde ellers vendt journalistikken ryggen. Skuffelsen og frustrationen spredte sig, da han mellem 2004 og 2006 – årene, hvor blodige kampe mellem regeringshæren og maoistiske oprørere stod på – i de lokale aviser ikke kunne finde én eneste sandfærdig skildring af de voldsomme begivenheder. Heller ikke selv om de foregik blot et par timers rejse fra hans hjem i Kathmandu. Og da han i 2007 begyndte at læse journalistik på et universitet i Indien, lød det tørt fra en af hans ældre professorer:

“Har I etik og moral? Så er journalistik nok ikke det rigtige for jer.”

Prasiit Sthapit, der er søn af en rammemager i Kathmandu, vendte tilbage til Nepal og begyndte at tage billeder. Her fandt han en udtryksform, som hævede sig over de traditionelle måder at beskrive samfundet på, og hvor det var tilladt at lade spørgsmål svæve i luften frem for at give svarene.

FOTOGRAFI SOM MIKROFON

Workshoppens underviser er den 31-årige danske fotojournalist Mads Nissen, der har vundet priser i verdens største fotokonkurrence, World Press Photo, og den hjemlige Årets Pressefoto for sine fotoserier om verdens uretfærdigheder. Han lægger vægt på, at Prasiit Sthapit og de andre fotografer tager emner op, som de selv finder vigtige at fortælle om.

“Fotografiet er kun en mikrofon. Det essentielle er, hvad de nepalesiske fotografer har på hjerte,” siger Mads Nissen, der ser en klar tendens til, at fotografer fra tredjeverdenslande spiller en vigtigere rolle på den internationale fotoscene.

“Globaliseringen, lettere adgang til internet og fotoudstyr samt opmuntring fra de magtfulde institutioner inden for fotografiet såsom World Press Photo har sat skub i udviklingen. Og det er vigtigt, fordi tredjeverdensfotografernes perspektiv skaber en tiltrængt mangfoldighed i dækningen af verdens problematikker,” påpeger Mads Nissen.

Fotografiet er kun en mikrofon. Det essentielle er, hvad de nepalesiske fotografer har på hjerte.

Mads Nissen,
fotojournalist og underviser

EN USIKKER VEJ

Nayantara Gurung Kakshapati indrømmer dog, at det kan være svært at få idealismen frem blandt Nepals fotografer. Mange af de unge tænker praktisk og presses af deres forældre til at finde faste job med en god løn frem for den noget mere usikre vej som fotograf i et land, der ligger i den triste ende af skalaen for pressefrihed.

Ansøgerne skal skrive motiverede ansøgninger for at komme med i workshoppen, som munder ud i historier om alt fra Nepal som Asiens nye centrum for homoseksuelle til urbaniseringen af landet. Photo.circle, der på længere sigt gerne vil etablere en skole for foto og nye medier, hjælper fotograferne med at finde afsætningskanaler og udstillingsmuligheder.

Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medieog Journalisthøjskole, har også været involveret i projektet i Nepal – foruden talrige lignende projekter i andre u-lande. Ifølge ham er den største udfordring, at projekterne står og falder med de lokale initiativtagere.

“Når projektet ikke er et fasttømret led i en større organisation, så bliver det helt afhængigt af personerne bag,” siger han.

Søren Pagter er dog ikke i tvivl om, at projektet i Nepal gør en forskel.

“Det kan man allerede se på kvaliteten af de unge fotografers arbejde,” siger han og tilføjer, at fotograferne gennem undervisningen har fået et værdifuldt netværk, som de kan bruge i fremtiden.

Lene Winther er freelancejournalist og underviste selv de nepalesiske fotografer under workshoppen i at formidle og vinkle deres historier.

Kronik: SUCCES-KAMPAGNER SCORER SELVMÅL

Til januar løber DanmarksIndsamlingen atter af stabelen til fordel for Afrikas sultne. Men bagsiden af spektakulære kampagner er opgivende træthed og ligegyldighed hos befolkningen, mener Jesper Heldgaard, der har læst ny kritisk Oxfam-rapport.

Jesper Heldgaard
freelancejournalist, har i 20 år arbejdet med u-landsjournalistik og -oplysning

“Oplysning om udvikling må gå i dybden for i længden at bevare den brede folkelige opbakning til udviklingsbistand og den globale kamp mod fattigdom. De seneste årtier har vi fokuseret på bredden på bekostning af dybden. Og det koster i længden.”

Sådan kan budskabet i en tankevækkende rapport skrevet af Martin Kirk, kampagnechef for en af verdens største og mest toneangivende hjælpeorganisationer, britiske Oxfam, opsummeres.

Rapporten kom tidligere på året og faldt som lidt af en bombe blandt britiske ngo’er, der nu har taget fat på en voldsom selvransagelse. Men også hos danske u-landsorganisationer nærlæses rapporten, som rummer interessante budskaber, inspiration og velrettede spark til alle, der beskæftiger sig med udvikling.

WE ARE THE WORLD…

Oxfam og andre britiske ngo’er har været hamrende dygtige til at sætte verdens fattigdom og ulighed på ikke blot den britiske, men også den globale dagsorden. I midten af 1980’erne sang det meste af verden med på Do They Know It’s Christmas?, Bob Geldorf blev et verdensnavn, og pengene væltede ind til initiativet Band Aid. Og i 2005 gentog de gode briter kunststykket med Make Poverty History-kampagnen. Igen fulgte det meste af verden med, da flere end 200.000 demonstranter i Edinburgh forsøgte at presse verdens topledere til at øge udviklingsbistanden og eftergive u-landene deres gæld. Og igen væltede pengene ind.

Men bag de spektakulære succeser lurede en fornemmelse af, at noget var helt galt, for trods den synlige opbakning til de tilbagevendende kampagner, syntes en stemning af opgivende træthed og ligegyldighed over for fattigdom og udvikling at sprede sig i den brede britiske befolkning.

Den succesrige kampagne havde med andre ord ikke rokket en tøddel ved briternes dybere engagement i global udvikling.

KAMPAGNER UDEN HOLDNINGSÆNDRING

Flere undersøgelser satte tal på fornemmelsen og udløste chokket: De viste nemlig, at kun hver fjerde af de adspurgte briter var “bekymrede” over den globale fattigdom. Det var nogenlunde samme andel som før den store Make Poverty History-kampagne i 2005. Faktisk var andelen lidt lavere og faldende. Og i 2010 viste en anden undersøgelse, at 57 procent mente, at det ikke tjener noget formål at yde bistand, fordi bistanden på grund af korruption og misbrug havner i de forkerte lommer.

Den succesrige kampagne havde med andre ord ikke rokket en tøddel ved briternes dybere engagement i global udvikling.

Bond for International Development, det britiske svar på det danske NGO FORUM, satte med altid grundige Oxfam i spidsen gang i en analyse, der anvender de nyeste videnskabelige teorier fra både psykologi, sociologi og kommunikation. Resultatet er rapporten Finding Frames: New ways to engage the UK public in global poverty.

ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN

DET KOLLEKTIVE SELVMÅL

Rapporten konkluderer, at u-landsorganisationerne har skudt sig selv i foden ved at bruge en form og retorik, der står i modstrid med det budskab, de ønsker at formidle. De har – for at bruge den jargon, rapporten benytter, og som er vanskelig at oversætte præcist – “framet” deres budskab forkert. Derved har de signaleret og appelleret til værdier, der står i direkte modstrid til de værdier, de egentlig forsøgte at fremme. Et konkret eksempel:

Make Poverty History-kampagnen havde lært af fortidens synder, så i stedet for at fokusere på en aktuel katastrofe eller sag, valgte den bevidst et slogan, som fokuserede på de grundlæggende årsager til fattigdom og ulighed: “Justice, not charity” (retfærdighed ikke velgørenhed) lød det.

Men det velmente budskab havde ingen langtidseffekt. Ganske vist steg andelen af “bekymrede” briter lige efter kampagnen til 32 procent, men siden faldt den, og den faldende tendens synes at fortsætte.

VÆK FRA VELGØRENHED

Hvorfor? Rapporten argumenterer overbevisende for, at budskabet druknede i form. I støjen fra de mange verdensnavne, der i vanlig stil stod som frontfigurer for kampagnen. I brugen af ord som “kampagne” og “hjælp”, der signalerer, at fattigdom kan bekæmpes ved hjælp af en tidsbegrænset kampagne og private bidrag.

Konklusionen bekræftes af, at et flertal af briter stadig mener, at den globale fattigdom primært skyldes interne forhold i de fattige lande: naturkatastrofer, krig, dårlig regeringsførelse, befolkningstilvækst … Make Poverty Historys hovedbudskab om retfærdighed har ikke bundfældet sig. Det antog en form, som signalerer de ting, det ville bort fra: velgørenhed.

Rapporten kritiserer de mange kampagner for at fokusere på at rejse penge, på hurtige resultater og på at nå bredt ud. Det er lykkedes: 87 procent af alle briter kendte til kampagnen, da den kørte. Men resultatet blev opnået på bekostning af dybden, og det gik i længden ud over bredden i det folkelige engagement i udviklingsbistanden og den globale fattigdom.

KORRUPTION OG FATTIGDOM

Rapporten advarer også imod tendensen til, at u-landsorganisationerne ændrer sig fra at være foreninger drevet af aktive medlemmer til at være drevet af en lille professionel stab med en masse støttemedlemmer, hvis indsats indskrænker sig til at betale et støttebeløb.

Og den advarer imod de faste ord og vendinger, der nærmest bevidstløst bruges om de fattige lande. Eksempelvis skal korruption naturligvis tages alvorligt, men når det næsten altid dukker op, når talen falder på fattige lande, så efterlader vi et usynligt, men larmende lighedstegn mellem korruption og fattigdom. Vi gør det også legalt at tale om og tænke på korruption som det allerførste, straks global fattigdom bliver nævnt. Lidt ligesom da Nixon for mange år siden erklærede: “Jeg er ikke svindler”, og dermed fik sit navn til at klistre til det prædikat, han forsøgte at lægge afstand til.

Skal vi blive ved med at forenkle komplekse budskaber for at nå ud til den brede befolkning?

DEN DANSKE FORBINDELSE

Har rapporten også et budskab til os danskere? Ja, flere danske ngo’er har som nævnt studeret rapporten, og dens hovedforfatter, Martin Kirk, optrådte i september på et velbesøgt, men ikke særligt omtalt møde arrangeret af paraplyorganisationen Concord Danmark.

Og for enhver, der har befundet sig i det danske udviklingsmiljø det seneste tiår, er de danske paralleller til udviklingen i Storbritannien slående. Nok har Danmark ikke så mange globale celebreties som briterne, men kändis-kulturen har også hos os for alvor gjort sit indtog. Og nye typer af ansatte befolker ngo’erne: fundraisere og facere. Vi har fået flere dør-til-dør-indsamlinger og kampagner. Netop de tendenser, Oxfam-rapporten advarer imod. Men ngo’erne er med statens krav om en større grad af egenfinansiering tvunget ud på glidebanen.

EN AHA-OPLEVELSE

Og “folkets røst” i Danmark lyder mere og mere som i Storbritannien: Nok er opbakningen til udviklingsbistanden fortsat bred, men den stikker ikke særligt dybt, og danskernes tiltro til, at bistanden virker, falder. Jamen, så gør dog noget.

Ja, men hvad?

For undertegnede, der i et par årtier har forsøgt at kommunikere og oplyse om vores skæve verden, var læsningen af rapporten en aha-oplevelse, som på overbevisende måde satte ord, teori og begreber på længe tænkte, men ikke helt afklarede tanker og frustrationer.

Så herfra skal lyde en opfordring til at læse rapporten – eller i hvert fald resuméet af den og tage stilling til spørgsmål som:

Skal vi blive ved med at forenkle komplekse budskaber for at nå ud til den brede befolkning?

Skal udviklingsforskere, udviklingseksperter og udviklingsprofessionelle blive ved med at holde diskussionen af dilemmaer inden døre af frygt for at vende hr. og fru Hansen mod bistanden?

Skal vi acceptere, at debatten om det, der en gang for alle synes at være blevet stemplet som alt for kompliceret for hr. og fru Hansen, for eksempel budgetstøtte, holdes i de samme lukkede kredse?

PRES FRA EGENFINANSIERING

Hvis svaret er ja, vil debatten om udvikling fortsat foregå i to forskellige rum, der synes at blive mindre og mindre forbundne: I det ene rum diskuterer “de professionelle” med det mål at skrue bistanden sammen på en måde, så den virker bedst muligt i de lande, hvor den nu en gang skal virke. I det andet – og offentlige – rum kan alle andre så muntre sig med de ting, som appellerer til danskerne uden smålig skelen til virkeligheden derude.

Desværre er mulighederne for at fusionere de to verdener systematisk undermineret det seneste tiår med de voldsomme beskæringer af Danidas Oplysningsbevilling. Samtidig har statens krav om egenfinansiering tvunget ngo’erne til at forvandle deres medlemsblade fra bredt oplysende magasiner til glittede reklametryksager for organisationen.

Oxfam-rapporten må meget gerne inspirere til en ny start, til at finde nye frames …

POLITIK

RETTIGHEDSMINISTEREN

Interview: Det er ikke nok at leve i frihed, mener Christian Friis Bach, der har afløst Søren Pind som udviklingsminister og vil hellige sig kampen for universelle menneskerettigheder.

AF STEFAN KATIĆ OG MADS MARIEGAARD

CHRISTIAN FRIIS BACH PÅ SIT KONTOR PÅ SJETTE SAL I UDENRIGSMINISTERIETS BYGNING PÅ CHRISTIANSHAVN.
FOTO: PETER MYDSKE/POLFOTO

Christian Friis Bach er stadig i sin første uge som udviklingsminister, da Udvikling møder ham på hans kontor på sjette sal i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København.

På borde og hylder står der små gaver med lykønskningskort til Danidas nye politiske chef. “SELVFØLGELIG skulle du være udviklingsminister,” lyder teksten på et af dem.

Det selvfølgelige består næppe i, at det nyvalgte radikale folketingsmedlem var selvskreven til en ministerpost, for det partipolitiske engagement har gennem store dele af hans karriere måttet vige for utallige andre engagementer i alt fra ngo-arbejde og forskning i international økonomi til konsulentopgaver og humanitært iværksætteri. Han driver sågar et fritidslandbrug nær Ganløse på Sjælland. “Mine 20 tønder land,” som han kalder det.

Til gengæld var det noget nær en selvfølge, at det netop var posten som udviklingsminister, 45-årige Christian Friis Bach skulle bestride. Man kan med en vis ret hævde, at Danmark for første gang har fået en udviklingsminister, som er mere “udviklingsmand” end politiker. En påstand, han ikke afviser.

“Forhåbentlig kan jeg bidrage med min viden og mine erfaringer, men selvfølgelig er der også en risiko ved at komme ind i et ministerium med den baggrund, jeg har. Når man har kigget i én retning i lang tid, kan det måske være svært som minister at dreje hovedet i en anden retning,” siger han, da der er kommet kaffe i kopperne og gang i lydoptageren.

Vil du gøre noget anderledes, nu hvor du er blevet minister?

“Det fundament, jeg har, når det gælder udviklingspolitik, tror jeg
ikke vil ændre sig meget. For mig har de grundlæggende værdier været uændrede – fra jeg arbejdede med internationale handelsmodeller i den mest neoliberale afdeling i Verdensbanken til min forskning i international økonomi på universitetet over min forankring i folkelige organisationer og til min nye, meget spændende stilling som udviklingsminister. I Mellemfolkeligt Samvirke kaldte de mig skiftevis “hormondrengen” og “frihandelsfanatikeren”. Her i huset kan det være, jeg får nogle andre navne, men mine grundlæggende værdier ligger nogenlunde fast.”

ANSVAR FOR MILLIARDER

Alligevel er der forskel mellem en ministerpost med ansvar for 15 milliarder kroner og en friere rolle uden for Udenrigsministeriets mure. For et par år siden argumenterede Christian Friis Bach i Udvikling noget provokerende for, at fremtidens danske bistand skal styres fra Bruxelles. I dag er han mere forsigtig.

“Jeg ser på sagen lidt på samme måde. Min klare holdning er, at vi skal gøre mere gennem EU. Det betyder ikke kun flere penge, men også større engagement for at påvirke den europæiske udviklingspolitik og forandre den. De fleste evalueringer viser, at Danmark har et af verdens bedste udviklingsprogrammer, og det er jeg enig i, så der ingen grund til andet end at påvirke EU til at gå i samme retning,” siger han.

Også som medlem af den Afrikakommission, VK-regeringen nedsatte i 2008, markerede Christian Friis Bach sig. Han burde måske have trukket sig, sagde han, fordi kommissionens anbefalinger om øget støtte til den private sektor ikke kunne bruges til at definere fremtidens danske bistand. I dag har han afgørende indflydelse på, om anbefalingerne skal føres ud i livet.

“Det var ikke alt i Afrika-kommissionen, jeg var enig i, men det endte med et kompromis, som den slags gør, og det bliver ikke smidt i skraldespanden. Noget af det, jeg sagde, var, at jeg ser landbrugsudvikling som helt centralt, når det gælder den private sektor, fordi det er noget af det, der giver allermest fattigdomsbekæmpelse, arbejdspladser, vækst, fødevarer og bidrag til at løse miljø- og klimaproblemer. Derfor vil jeg forsøge at styrke landbrugsudviklingen, og i virkeligheden ligger det inden for regi af kommissionens anbefalinger,” siger han.

LANDBRUG KAN SKABE GLOBAL UDVIKLING, MENER CHRISTIAN FRIIS BACH – HER FOTOGRAFERET PÅ SIT EGET FRITIDSLANDBRUG NÆR GANLØSE.
FOTO: KRISTIAN BRASEN/SCANPIX

INGEN ALMISSER

Undervejs i interviewet må Christian Friis Bach kortvarigt haste til et af de mange møder, hans nye stilling er så rig på. Kort efter er han tilbage på det kontor, han har overtaget efter Søren Pind – Venstremanden, som ved sin tiltræden i februar 2010 udnævnte sig selv til “frihedsminister”. Christian Friis Bach svarede ved at udnævne sig selv til “rettighedsminister” – og det er andet end ord, forsikrer han.

“Skiftet fra frihedsminister til rettighedsminister signalerer en bredere dagsorden. Vi skal se indsatsen mere som en helhed. Det hjælper ikke, at man kan ytre sig og leve i frihed, hvis man ikke kan læse og skrive, og man lærer aldrig at læse og skrive, hvis man ikke får mad nok. Derfor er menneskerettighederne et samlet sæt af rettigheder – de er udelelige, individuelle og sammenhængende,” siger han og fortsætter:

“Hvis vi anskuer det som rettigheder og ikke som almisser, så sætter det gang i en helt anden mekanisme, hvor de, der skal få gavn af dansk udviklingsbistand, har ret til at klage over os, kritisere os, påvirke os og forhåbentlig også inspirere os. De mekanismer skal vi arbejde langt mere med. Hvis vi styrker fattige menneskers muligheder for selv at kæmpe for egne rettigheder, så kan vi forandre de her samfund langt mere permanent.”

Skiftet fra frihedsminister til rettighedsminister signalerer en bredere dagsorden. Vi skal se indsatsen mere som en helhed.

U-LANDENES ANSVAR

Hvordan gør man så det? Ifølge Christian Friis Bach skal Danmark øge den såkaldte budgetstøtte – det vil sige bistand direkte til u-landenes regeringer, som derefter har ansvaret for at bruge pengene fornuftigt. En støtteform, der dog er omgærdet af en vis skepsis, fordi den kan svække donorernes mulighed for at kontrollere, at pengene ikke går til eksempelvis korruption.

“Jeg er stærk tilhænger af øget brug af budgetstøtte, fordi jeg mener, det placerer ansvaret og ejerskabet der, hvor det skal være. Gør man det, så bliver det også taget mere alvorligt. Hvis man derimod står med egne kontrolapparater og revisorer og vil prøve at kontrollere hver en krone, så tror jeg nogle gange, at incitamentet til gøre det godt bliver mindre, og at incitamentet til at snyde på vægten bliver større,” siger han.

Christian Friis Bach understreger flere gange, at budgetstøtte ikke er den rigtige støtteform hvor som helst og når som helst. Det skal kun bruges, siger han, når de rigtige betingelser er til stede i form af politiske processer, retssystemer, frie medier og så videre.

“Vi skal stædigt, ihærdigt og aktivt insistere på, at regeringerne (i u-landene, red.) tager deres ansvar alvorligt. Vi skal sige til dem: Vi vil gerne støtte jer, men det er sørme jeres ansvar, at børnene kommer i skole, at sundhedssystemerne fungerer, at kvinders rettigheder bliver respekteret og så videre. Vi skal også sige til regeringerne, at de skal lytte efter, hvad deres befolkninger siger, og samtidig skal vi hjælpe befolkningerne med at råbe op og påvirke regeringerne,” siger han og fortsætter:

“En befolkning, der råber op, og en regering, der lytter efter. Det er sådan, jeg tror, man får et land til at fungere.

En befolkning, der råber op, og en regering, der lytter efter. Det er sådan, jeg tror, man får et land til at fungere.

Stefan KatiĆ er redaktør af Udvikling, og Mads Mariegaard er redaktionssekretær samme sted.

IMF: Kina overhaler USA om fem år

I 2016 vil verdens førende økonomiske magt ikke længere være USA, men Kina.

Det fremgår af Den Internationale Valutafond IMF’s seneste World Economic Outlook-rapport, skriver CNN. Årsagen er Kinas galopperende vækstrater, som i 2016 vil gøre kinesernes købekraft større end amerikanernes.

Nyheden er paradoksal, fordi millioner af kinesere fortsat lever i fattigdom, og så sent som for to år siden udtalte landets viceudenrigsminister, He Yafei (billedet), at “Kina er et u-land”.

Ifølge IMF er købekraft dog en usikker økonomisk måleenhed for et lands position på det globale marked, fordi den ikke tager højde for sociale og strukturelle problemer.

/ULM

Tiden rinder ud for krigsforbrydere i Elfenbenskysten

FOTO: SIA KAMBOU/SCANPIX

Der blev begået forbrydelser mod menneskeheden, efter at præsidentvalget i Elfenbenskysten i november 2010 førte til en borgerkrig.

Det mener Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, der nu har givet chefanklager Luis Moreno-Ocampo grønt lys til at undersøge sagen og finde frem til de ansvarlige.

Voldsbølgen startede efter valget, hvor den siddende præsident, Laurent Gbagbo (billedet herunder), nægtede at anerkende nederlaget til sin politiske rival, Alassane Ouattara.

Nyhedsbureauet Reuters rapporterede om flere end 1.500 dræbte i og uden for hovedbyen Abidjan, mens godt en million borgere flygtede.

Først i april i år mistede Gbagbo magten, da Ouattara-støtter stormede Abidjan med opbakning fra FN og franske styrker og tog ham til fange. Ouattara, der nu er præsident, lovede dengang at undersøge overgreb på begge sider af konflikten. Men det er ikke sket, konstaterer ICC, som selv gik i gang med at indsamle de oplysninger, der nu danner baggrund for jagten på de ansvarlige.

ICC mener blandt andet, at der foregik etnisk udrensning, fordi de ofre, man foreløbig kender til, udelukkende tilhører tre specifikke etniske grupper i befolkningen: krou, akan og mande.

Laurent Gbagbo blev i slutningen af november udleveret til Den Internationale Straffedomstol i Haag.

/Ulrikke Moustgaard

Ny nation straffer homoseksuelle

Da Sydsudan i juli sprang ud som verdens nyeste land, var der ikke meget at fejre for landets homoseksuelle.

Der er ikke længere dødsstraf for homoseksualitet, som før udskillelsen fra Sudan, men Sydsudan har i stedet vedtaget en lov, der straffer homoseksualitet med 10 års fængsel, og landets præsident Salva Kiir Mayardit har udtalt, at homoseksualitet “ikke er en del af vores karakter”.

Menneskerettighedsaktivister frygter, at både Sydsudan og Uganda, hvor homoseksualitet også er forbudt, vil indføre dødsstraf i fremtiden. En straf, som lige nu findes i fem lande i verden.

/ULM

EU: DANMARK I SPIDSEN FOR BISTANDSGIGANT

Til foråret skal EU’s 27 udviklingsministre sætte nationale interesser til side og nå til enighed om en ny fælles udviklingspolitik. Som EU-formand spiller Danmark en nøglerolle.

AF RIKKE ALBRECHTSEN, BRUXELLES

ILLUSTRATON: LOUISE THRANE JENSEN

Da Danmarks nyudnævnte udviklingsminister Christian Friis Bach en oktoberdag i år indfinder sig i den laksefarvede marmorkolos, der huser EU’s ministerråd, er ingen af hans europæiske kollegaer i huset.

Han er fløjet til EU-hovedkvarteret i Bruxelles uden for den officielle mødekalender for at gennemføre en lynhurtig “lobby-maraton”, hvor han løber fra møde til møde med de vigtigste kommissærer, parlamentarikere og embedsmænd på udviklingsområdet. For en ny europæisk strategi på udviklingsområdet er ved at tage form i Bruxelles lige nu. Og det er Danmark, der har EU-formandskabet, når unionens ministre til foråret skal komme med deres indspil til strategien.

“Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til en stærk europæisk stemme, samtidig med at vi sætter et dansk fingeraftryk på den europæiske udviklingspolitik,” siger ministeren, da han i den tætpakkede kalender finder et lille pusterum til at tale med Udvikling.

Det bliver en balanceakt, der kræver et godt netværk i Bruxelles, og det er derfor, at Christian Friis Bach har prioriteret en rejse til EU-hovedstaden som en af sine første udflugter som minister. For selv om han pænt må overlade pladsen for bordenden ved møderne til chefen for EU’s fælles udenrigstjeneste, Catherine Ashton, så er det stadig Danmark, der står med ansvaret for, at udviklingsministrene bliver enige om en fælles linje på et politikområde, hvor

landene traditionelt har meget stærke nationale interesser. Det er Christian Friis Bachs job at få skabt tillid til, at det danske formandskab vil løfte den opgave på en fair og konstruktiv måde, forklarer han:

“Vi skal skabe en platform, hvorfra vi kan fremføre de danske synspunkter, samtidig med at vi forvalter fællesskabets interesser. Den tillid er vi startet med at bygge op i dag.”

Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til en stærk europæisk stemme, samtidig med at vi sætter et dansk fingeraftryk på den europæiske udviklingspolitik.

Christian Friis Bach,
dansk udviklingsminister

NOGET FOR NOGET

Grundlaget for forhandlingerne kommer fra EU’s udviklingskommissær Andris Piebalgs, der i oktober præsenterede sin nye såkaldte Dagsorden for forandring sammen med en separat meddelelse om, hvordan unionen kan bruge flere midler på direkte pengeindsprøjtninger i u-landenes egne budgetter, såkaldt budgetstøtte. Naturligvis under forudsætning af, at deres regeringer holder sig på en fornuftig politisk kurs.

Fra Piebalgs’ side gjaldt det først og fremmest om at få forankret den fremtidige udviklingspolitik i den nye fælles udenrigstjeneste, som blev indført med Lissabon-traktaten, og som fremover skal tage sig af unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Men den nye strategi indeholder også en række nye prioriteter, som Kommissionen mener vil gøre udviklingsbistanden mere tidssvarende i forhold til de ændrede magtbalancer i verden og til de opstande, der har præget den arabiske verden i det seneste års tid.

Det betyder blandt andet, at bistanden primært skal gå til de lande, der har mest brug for den – inklusive såkaldte fejlslagne stater som Somalia og Sudan. Og dermed et farvel til budgetstøtte til mellemindkomstlande som Sydafrika, Kina, Brasilien og Indien, der nu optræder som donorlande, på trods af at de selv huser en stor del af verdens fattige.

Samtidig skal EU’s bistand i højere grad målrettes efter det enkelte u-lands evne til at anvende støtten effektivt og vilje til at vedtage reformer. Særligt budgetstøtten skal fremover være “noget for noget”, så lande vil kunne få mere hjælp, hvis de viser vilje til at arbejde for demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder. Omvendt vil “problemregimer” se midlerne svinde ind, hvis det går den forkerte vej.

Jeg vil være sikker på, at hver eneste euro når frem til dem, som har mest brug for den.

Andris Piebalgs,
EU’s kommissær for udvikling

BLANDET MODTAGELSE

Kommissionen presser også på for, at EU-landene fremover skal koordinere deres bistandsindsats bedre – og foreslår sig selv i rollen som stærkere tovholder. Desuden vil Kommissionen koncentrere indsatsen i maksimalt tre sektorer pr. land med særligt fokus på udviklingen af landbrug og adgang til energi. Samtidig skal flere midler sættes af til at tackle nye udfordringer som klimaforandringer, fødevaresikkerhed og migration.

“Jeg vil være sikker på, at hver eneste euro når frem til dem, som har mest brug for den,” sagde Andris Piebalgs, da han præsenterede sit udspil for pressen.

Modtagelsen var mildt sagt blandet. Udviklingsorganisationer som Action Aid, der har Mellemfolkeligt Samvirke som medlem, kritiserer Kommissionen for at lade fattige i mellemindkomstlande i stikken og for at føre en politik, der først og fremmest meler europæernes egen kage. Blandt andet ved at fokusere mere på investeringer i den private sektor, som vil komme europæiske firmaer til gode, men ikke nødvendigvis hjælpe mennesker ud af fattigdom.

Hos Concord Danmark, der samler danske udviklingsorganisationer under én hat, bakker sekretariatschef Morten Emil Hansen lidt forbeholdent op om det nye udspil. Han mener, at det i hvert fald er bedre end det, Kommissionen lagde op til i en stor høringsrunde sidste år.

“Det er gået fra at være en meget snævert udlagt strategi med fokus på privatsektorbistand og energisektoren til et bredere og mere nuanceret bud på en europæisk udviklingspolitik,” siger Morten Emil Hansen, der også roser Kommissionen for at sætte fokus på landbrug, som han beskriver som voldsomt underprioriteret i den hidtidige fattigdomsbekæmpelse.

“Kun omkring fire procent af den globale bistand går til landbruget, hvilket er grotesk lidt i en tid med tilbagevendende fødevarekriser og en milliard mennesker, der sulter,” siger sekretariatschefen.

Men samtidig efterlyser Morten Emil Hansen flere konkrete tiltag i Kommissionens udspil.

SOMALISK FLYGTNING NÆR DEN KENYANSKE BY LIBOI, PÅ GRÆNSEN TIL SOMALIA. EU VIL ØGE BISTANDEN TIL DE LANDE, DER HAR MEST BRUG FOR DEN – HERIBLANDT SKRØBELIGE STATER.
FOTO: TONY KARUMBA/SCANPIX

“Det er ekstremt overordnet, så det bliver svært at måle på det bagefter,” siger han og påpeger, at han godt kunne have ønsket sig, at strategien i højere grad tog bestik af den nye globale situation.

“Vi misser en unik chance for at gentænke Europas rolle i verden og forholdet til verdens fattigste. Derfor risikerer EU også at spille sig selv af banen internationalt,” siger han.

Vi skal også støtte en udvikling af demokratiet, men at forsøge at forandre regimer må ikke være det eneste sigte med vores bistand.

Nicolas Mombrial,
politisk medarbejder, Oxfam

EN FATTIG BONDE DEMONSTRERER IKKE

Også placeringen af udviklingspolitikken som del af udenrigstjenesten vækker en vis bekymring for, om bistanden fremover først og fremmest vil blive brugt politisk-strategisk i stedet for til at bekæmpe fattigdom blandt dem, der lider størst nød.

“Udviklingslandene må ikke blot blive et værktøj for EU’s udenrigstjeneste,” siger Morten Emil Hansen fra Concord Danmark.

Og søsterorganisationen Oxfam i Bruxelles gør det klart, at Kommissionens nye fokus på fremme af demokrati og menneskerettigheder – i kølvandet på det arabiske forår – ikke må stå i vejen for at hjælpe de fattigste lande med at løse helt basale problemer.

“Vi skal også støtte en udvikling af demokratiet, men at forsøge at forandre regimer må ikke være det eneste sigte med vores bistand,” siger Nicolas Mombrial, der er politisk medarbejder i Oxfams EU-kontor.

Han påpeger, at de folkelige opstande i lande som Egypten og Tunesien kun kunne ske, fordi det var lande, som allerede havde udviklet sig til et vist niveau. Derfor skal der stadig i høj grad fokuseres på basale ting som sundhed, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom.

“En fattig bonde, hvis eneste mål er at overleve, vil aldrig have tid til at gå ud og demonstrere,” siger Nicolas Mombrial.

EU’S UDENRIGSCHEF CATHERINE ASHTON OG DANMARKS UDVIKLINGSMINISTER CHRISTIAN FRIIS BACH SPILLER NØGLEROLLER I UDFORMNINGEN AF UNIONENS NYE UDVIKLINGSPOLITIK.
FOTOS: MITYA ALESHKOVSKY/POLFOTO & UDENRIGSMINISTERIET

HVEM GØR HVAD?

Der er også bred enighed om, at det allersværeste bliver at få medlemslandene til at gå med på Kommissionens forslag om at tildele den en stærkere rolle som samlingspunkt for den europæiske bistand. Og forslag om for eksempel at lade Kommissionen stå bag et fælles EU-dokument for hvert land, der modtager bistand. Dokumentet skal fungere som en “hvem gør hvad”-guide for de 27 EU-landes indsats på stedet, men vil formodentlig få en ret kølig modtagelse i EU-hovedstæderne. Her er man vant til selv at have fuld kontrol med, hvordan man bruger sine bistandspenge.

“Det er fint, at Kommissionen prøver at gøre noget mere på dette område. Men Frankrig vil fortsætte med at prioritere de gamle fransktalende kolonier, og Spanien vil have fokus på Latinamerika. Medlemslandene vil gøre, hvad de selv vil,” siger Nicolas Mombrial fra Oxfam.

Udviklingsminister Christian Friis Bach medgiver, at det bliver noget af en udfordring for det danske formandskab at få 27 lande med forskellige nationale dagsordener til at bakke op om Kommissionens forslag.

“Der er nogle lande, der mener, at vi skal kaste os over andre områder. Nogle vil gerne øge engagementet i bestemte lande, og nogle vil gerne øge kontrollen med de europæiske midler. Så der er nogle balancer der, som jeg håber, vi kan skubbe i den rigtige retning. Men jeg tror ikke, at det bliver nemt,” siger han.

Generelt synes Christian Friis Bach dog, at Kommissionens udspil er et udmærket udgangspunkt.

“Det er et godt spor, som bliver lagt med det her. Det betyder ikke, at der ikke er ting, som vi godt kunne have ønsket os bedre og stærkere. Men den overordnede linje mener jeg er den rigtige,” siger han.

/Rikke Albrechtsen er freelancejournalist og bosiddende i Bruxelles.

Arven efter apartheid-styret: JORDREFORM I KRISE

“Et hav af olie, der kun venter på en tændstik.” Sådan beskriver den amerikanske Sydafrika-ekspert Bernadette Atuahene landets manglende bestræbelser på at rette op på en ulige jordfordeling mellem sorte og hvide. To ud af tre sorte sydafrikanere mener, at de “uanset konsekvenser” skal have jorden tilbage.

AF BERNADETTE ATUAHENE

FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD.

IKKE HANS LAND. HYRDE MED KVÆG, DRAKENSBERG, SYDAFRIKA.
FOTO: MORTEN RASMUSSEN/BIOFOTO/SCANPIX

I kolonitiden og under apartheid stjal det herskende hvide mindretal enorme landområder fra sorte afrikanere i Zimbabwe (dengang Rhodesia, red.) og Sydafrika. Det blev et vigtigt samlingspunkt for befrielsesbevægelserne i begge lande at få disse områder tilbage, men i årene umiddelbart efter det hvide mindretalsstyres afgang var det uhyre vanskeligt for nye regeringer at omfordele jorden retfærdigt og effektivt. I de senere år, hvor der ikke er blevet gjort noget for at rette op på den ulige fordeling af jorden i Zimbabwe – der tværtimod er blevet brugt af præsident Robert Mugabe som påskud for at opretholde et demagogisk regime, der har ført til Zimbabwes forlis – har mange iagttagere spurgt: Kan noget lignende ske i Sydafrika?

Da Nelson Mandela overtog magten i Sydafrika i 1994, var 87 procent af landets jord ejet af hvide, selv om de repræsenterede under 10 procent af landets befolkning. Efter råd fra Verdensbanken forsøgte regeringspartiet ANC (African National Congress) at omfordele 30 procent af jorden fra hvide til sorte i løbet af det nye demokratis første fem år. I 2010 – 16 år senere – havde kun otte procent af jorden skiftet ejere.

Ved ikke at redistribuere denne jord har ANC misligholdt et afgørende aspekt af den forhandlede aftale om at bringe apartheid til ophør, der også går under betegnelsen “befrielsesaftalen”. I henhold til artikel 25 i den nye sydafrikanske forfatning, der blev vedtaget i 1994, skulle eksisterende jordbesiddere (fortrinsvis hvide) have juridisk gyldigt skøde på jord, der var erhvervet under tidligere regimer, til trods for de potentielt tvivlsomme omstændigheder ved erhvervelsen. Til gengæld fik sorte (der i Sydafrika også indbefatter mennesker af blandet herkomst samt indere) løfte om en jordreform. Men den nye regering overholdt kun den ene side af befrielsesaftalen: Sydafrikanske hvide fik lov til at beholde deres jord, mens de sorte endnu ikke har fået deres. Den politiske apartheid er bragt til ophør, men den økonomiske eksisterer stadig.

Den politiske apartheid er bragt til ophør, men den økonomiske eksisterer stadig.

DET ER VORES LAND

Sydafrikas manglende bestræbelser på at rette op på uligheden er som et hav af olie, der kun venter på en tændstik. I forbindelse med et af de bedste opinionsstudier, der nogensinde er gennemført i landet, talte statsvidenskabsmanden James Gibson med 3.700 sydafrikanere og fandt frem til, at 85 procent af de sorte mente, at “størstedelen af jorden i Sydafrika var blevet overtaget uretmæssigt af hvide nybyggere, og at disse derfor ikke havde nogen ret til jorden i dag”. Kun otte procent af de hvide adspurgte var af samme opfattelse. Gibsons mest foruroligende resultat var, at to ud af tre sorte var enige om, at “jorden skulle leveres tilbage til de sorte i Sydafrika, uanset hvilke konsekvenser det ville få for de nuværende ejere og for landets politiske stabilitet”; 91 procent af de hvide deltagere i undersøgelsen var uenige i dette synspunkt.

Ifølge Gibsons data mener de fleste sorte, hvad enten de bor i byerne eller i landområderne, at jorden er stjålet – og de vil have den tilbage, selv om en omfordeling vil føre til politisk uro. Trods dette resultat er det ikke alle, der forventer, at der rent faktisk bliver tale om politiske problemer, eftersom den ulige ejendomsret til jorden i Sydafrika ikke påvirker beskæftigelsen på samme måde som i Zimbabwe. Kun tre procent af det sydafrikanske bruttonationalprodukt (BNP) er baseret på landbrug, hvorimod landbruget bidrog med 20 procent af BNP i Zimbabwe, inden jorden blev konfiskeret.

“De hvide har stjålet vores jord, og nu fortjener vi at få den tilbage”, er en simpel, men retorisk virkningsfuld frase.

Optimistiske betragtninger af denne art ser imidlertid bort fra to vigtige forhold. For det første den omstændighed, at selv om landbruget ikke udgør nogen væsentlig del af Sydafrikas BNP, så bor 35-40 procent af landets befolkning uden for byerne, og adgang til jorden er derfor nødvendig, hvis de mange fattige familier skal kunne overleve. For det andet har den ulige ejendomsret til jorden årsager, som er nemme at forstå for et flertal af befolkningen, til forskel fra andre komplicerede sociale problemer i Sydafrika (såsom arbejdsløshed og en utilstrækkelig sundhedssektor).

Refrænet om, at “de hvide har stjålet vores jord, og nu fortjener vi at få den tilbage”, er en simpel, men retorisk virkningsfuld frase, der giver genlyd hos den marginaliserede, fattige befolkning både på landet og i byerne. Tyveriet af jorden er blevet et symbol på det mere omfattende tyveri af rigdomme i det hele taget, som fandt sted i kolonitiden og under apartheid. Det er muligt, at en karismatisk, populistisk leder en dag kan bruge sagen om jorden til at samle den store hær af fattige og frustrerede sorte borgere fra by og land om bestræbelsen på at få den stjålne rigdom tilbage fra alle hvide og ikke kun hvide farmere som i Zimbabwe.

MON DET GÅR MED JORDEN SOM I ZIMBABWE? LANDMAND ERASMUS BORNMAN EJER, HVAD DER SVARER TIL 40-50 DANSKE LANDBRUG.
FOTO: JESPER STRUDSHOLM/POLFOTO

LØFTER UDEN PENGE

Men i stedet for at omfordele jorden mere retfærdigt har ANC underfinansieret jordreformen og implementeret forfatningens artikel 25 på en måde, der forstærker ulighederne mellem racerne, og har heller ikke hjulpet dem, som har nydt godt af jordreformen, til at få den kapital og de kompetencer, der er nødvendige for at udnytte den nyligt erhvervede jord produktivt.

Skal man tro den sydafrikanske præsident Jacob Zuma, står jordreformen øverst på ANC’s dagsorden.

I 2009 udtalte Zuma således: “Under valgkampen har vi gjort det klart, at udviklingen af landzonerne og jordreformen er en af vores fem højeste prioriteringer.” Og i en tale holdt i april 2011 sagde han: “Vi er fast besluttet på, at de lokalsamfund, der uretmæssigt blev fordrevet under apartheid, skal have en retfærdig erstatning for deres tab. Vores mål er at sørge for, at fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd med en tilbagelevering af jorden.”

Men Zuma har ikke fulgt løfterne op med en pose penge. I 2010 indførte Kommissionen for Jordtilbagelevering (Land Restitution Commission) – en myndighed, der er afgørende for bestræbelsen på at gennemføre jordreformen – et midlertidigt stop for opkøb af jord i henhold til tilbageleveringsprogrammet. Det skete, fordi der ikke var penge nok til at indfri de afhændelsesaftaler, der allerede var indgået med jordbesiddere. Kommissionen bad det sydafrikanske finansministerium om 5,3 milliarder rand (cirka 757 millioner dollars), til dels for at indfri udestående aftaler med jordejere, men fik kun bevilget 1,9 milliarder rand (cirka 271 millioner dollars). Dette har medført, at en hel del jordejere har sagsøgt kommissionen for løftebrud. Det værste er dog, at det også har udbredt den opfattelse, at ANC ikke tager jordreformen alvorligt.

DEN ULIGE JORDFORDELING ER FOR MANGE SORTE ET SYMBOL PÅ ET URETFÆRDIGT SAMFUND – EN ARV FRA APARTHEID-TIDEN. HER FANGEØEN ROBBEN ISLAND.
FOTO: MA/ASSOCIATED PRESS/POLFOTO

STØRRE ULIGHED

I forsøget på at rette op på ulighederne har ANC i stedet forværret dem. Apartheidregeringen tog i mange tilfælde jord fra sorte lokalsamfund uden rimelig kompensation og overdrog den mod en symbolsk betaling til hvide farmere. Hvis ANC beslutter at levere en bestemt jordlod tilbage til et sort lokalsamfund, der er blevet frataget sin jord, mens den hvide farmer, som apartheidregeringen solgte jorden til, stadig lever, er staten i henhold til forfatningen forpligtet til at udbetale farmeren en retfærdig erstatning. Også selv om denne i sin tid overtog jorden på uretfærdige betingelser. Men de sorte får ikke en tilsvarende retfærdig erstatning for den jord, som tidligere regeringer har stjålet fra dem. Det fremgår af forfatningen, at sydafrikanere, der er blevet frataget deres ejendom efter 1913 som følge af racediskriminerende forretningspraksis, har ret til “enten tilbagelevering af den nævnte ejendom eller til en passende erstatning”. Men i 2008 havde 70 procent af de berettigede i henhold til programmet for jordtilbagelevering overhovedet ikke modtaget nogen jord, men kun små symbolske udbetalinger, der intet havde at gøre med hverken den nuværende eller den tidligere markedsværdi af deres konfiskerede ejendom. Dette er ikke en retfærdig erstatning.

Problemet forværres af det faktum, at når regeringen omfordeler jord, giver den ikke de nye jordbesiddere den støtte, der er nødvendig for, at de kan klare sig. Fattige sorte farmere skal have økonomisk og teknisk hjælp, hvis de skal have gavn af markeder, kredit, teknologi, infrastruktur og uddannelse. Men det fremgår af undersøgelser udført under Program for Land and Agrarian Studies på University of the Western Cape, at staten som hovedregel end ikke giver nyetablerede farmere de basale redskaber, der skal bruges til kunstvanding og indlæggelse af elektricitet. I stedet for overdrager staten jord, som tidligere har været brugt af enkelte farmere til storstilet, kapitalintensivt, kommercielt landbrug, til store, ressourcefattige lokalsamfund. Dette er en opskrift på katastrofe.

Hvis nyetablerede farmere skal have adgang til kapital, infrastruktur og den uddannelse, der er nødvendig for at kunne overtage et kommercielt landbrug, kræver det en betydelig investering af statsstøtte. Et mindre kostbart alternativ ville være, hvis staten opgav idéen om at omfordele kapitalintensive landbrugsvirksomheder og i stedet uddelte jord til subsistenslandbrug, som kan drives uden den store statsindblanding. Drømmen om at overdrage for eksempel en velfungerende citrusplantage fra en hvid farmer til et sort lokalsamfund er død. Staten må se denne kendsgerning i øjnene og begynde at lede efter nye løsninger.

I forsøget på at rette op på ulighederne har ANC i stedet forværret dem.

UDEN OPPOSITION, INGEN REFORMER

Mange politiske iagttagere undrer sig over, at ANC ikke har gjort mere for at imødekomme sine vælgeres ønsker ved at bevilge flere midler til jordreformer, udbetale rimelige erstatninger og give støtte til nye jordbesiddere. Men regeringen har råd til denne fiasko, fordi de kortsigtede omkostninger ved ikke at foretage sig noget er lave. ANC dominerer sydafrikansk politik og har derfor ingen reel konkurrent til vælgernes stemmer. Partiet kontrollerer 66 procent af nationalforsamlingen (underhuset i det sydafrikanske parlament, red.), otte af landets ni provinser samt bystyret i fem af de seks store byer. Under det sidste valg i 2009 var der håb om, at COPE (Congress of the People) – et parti dannet af tidligere medlemmer af ANC, der var modstandere af Zuma – ville udgøre et levedygtigt alternativ, men COPE fik kun otte procent af pladserne i nationalforsamlingen og er siden da blevet opløst. Der er med andre ord ingen, som kan straffe ANC politisk, hvis det ikke gennemfører jordreformerne.

Risikoen på længere sigt er imidlertid, at de ledere i ANC, der går ind for radikale jordreformer, får mere og mere magt og af personlige eller politiske grunde opmuntrer partiet til at slå politisk mønt på sagen, ligesom Mugabe og hans ZANU-PF (Zimbabwe African National Union-Patriotic Front) gjorde det i Zimbabwe. Så sent som sidste år var Julius Malema, den kontroversielle, men populære (og nu suspederede, red.) præsident for ANC Youth League, på besøg i Zimbabwe. Her roste han “kammerat Bob” (Mugabe, red.), fordi han havde tilbagegivet så stor en del af landets landbrugsjord til dens “retmæssige ejere”. Malema udtalte: “I Sydafrika er vi først lige begyndt. Her i Zimbabwe er I kommet meget langt. Spørgsmålet om landbrugsjorden er løst. Vi er meget glade for, at I nu kan tegne jer for 300.000 nye landmænd sammenlignet med de 4.000, der dominerede landbruget før i tiden.” Indtil videre udgør Malema og hans ligesindede kun en yderfløj i ANC, og partiet har ikke brug for at benytte manipulerende, populistiske metoder. Men det kan jo forandre sig.

Selv om ANC netop nu er politisk usårligt, er det ikke økonomisk urørligt; for at fastholde den økonomiske vækst i landet skal partiet rejse kapital fra hvide sydafrikanere og udenlandske investorer. Hvis ANC fører en politik, der skaber modstand hos disse finansieringskilder, kan det få katastrofale økonomiske konsekvenser. Denne erkendelse har partiet taget til sig for længe siden.

Verdenssamfundet spillede en vigtig rolle, da der skulle indføres demokrati i Sydafrika; det bør også medvirke til at fjerne de sidste rester af apartheid.

MARKEDET OG JORDEN

I sin bog Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of the ANC skriver den sydafrikanske journalist William Gumede, at Mandela kort efter løsladelsen fra fængslet på Robben Island deltog i en privat frokost med fremtrædende forretningsmænd, og at han her udtalte, at kun nationalisering kunne rette op på de uligheder, der var skabt af apartheid. Kort tid efter faldt indekset på Johannesburgs guldbørs med fem procent.

Mandela havde ændret politik, da han i Pittsburgh, Pennsylvania, USA i 1991 sagde til en forsamling af erhvervsledere: “Jeg kan forsikre Dem for, at ANC ikke er modstander af det private initiativ … Vi er klar over, at investorer ikke investerer, hvis deres investeringer ikke kan sikres. De vækstrater, der er vores mål, kan ikke realiseres uden tilførsel af udenlandsk kapital. Vi er fast besluttet på at skabe et økonomisk klima, som udenlandske investorer vil finde attraktivt.” ANC’s frygt for at påvirke markedet negativt og skræmme kapitalstærke investorer væk forklarer ulighederne i de erstatninger for jord, der udbetales til henholdsvis nuværende jordbesiddere (der fortrinsvis er hvide) og jordløse (fortrinsvis sorte).

Markedet vil måske reagere negativt, hvis ANC opgiver sin politik med at købe jord til markedspris af villige sælgere og i stedet går ind for en mere aggressiv jordreformpolitik, som tager udgangspunkt i retsligt sanktionerede ekspropriationer svarende til bestemmelserne i forfatningens artikel 25 (3). Hvis man går mere forsigtigt til værks med den begrundelse, at en vis retfærdighed må ofres for stabilitetens skyld, risikerer man større politisk uro på længere sigt. Hvis der ikke gøres noget for at rette op på det forhold, at cirka 77 procent af jorden ejes af hvide, som udgør mindre end 10 procent af befolkningen, kan resultatet blive uoverskueligt. ANC må indse, at en aggressiv jordreform vil være langt mindre destabiliserende end et voldeligt oprør.

JORDREFORMER STÅR ØVERST PÅ REGERINGSPARTIET ANC’S DAGSORDEN, HÆVDER DEN SYDAFRIKANSKE PRÆSIDENT JACOB ZUMA.
FOTO: VEGARD GRATT/SCANPIX

UDYGTIGHED OG INEFFEKTIVITET

Trods problemets sprængfarlige karakter har verdenssamfundet været længe om at træde til med hjælp. Thozi Gwanya, den forhenværende direktør for styrelsen for landbrugsudvikling og jordreformer, dommer Fikile Bam, der er præsident for Land Claims Court, og Blessing Mphela, som er forhenværende leder af den kommission, der har til opgave at returnere jord til dens oprindelige sorte ejere, er alle sammen enige om, at den største hindring for at nå regeringens målsætning for jordreformen er manglende administrativ erfaring, ineffektiv politik og organisatorisk udygtighed.

Et relevant eksempel er lokalsamfundet Popela i den nordlige Limpopo-provins. Popela er ressourcefattigt, og dets ejendomsret til jorden blev tilsidesat i kolonitiden og under apartheid. Befolkningen havde fuld ret til at bruge forfædrenes jord indtil 1889, da briterne eksproprierede den og overdrog ejerskabet til en hvid landmand, der tvang medlemmer af samfundet til at skaffe gratis arbejdskraft, hvis de ønskede at forblive på egnen. I 1969 blev lokalsamfundet Popela frakendt alle rettigheder til jorden. I en skelsættende kendelse, der blev afsagt i juni 2007 af den sydafrikanske forfatningsdomstol, blev det slået fast, at visse medlemmer af Popela-lokalsamfundet havde ret til at få deres jord tilbage. Det er nu fire år siden, og Kommissionen for Jordtilbagelevering som fik pålæg om at føre rettens beslutning ud i livet, har endnu ikke opkøbt den jord, der skulle opkøbes i henhold til kendelsen.

Den embedsmand, der behandler sagen, hævder, at der er mange grunde til den lange forsinkelse. En af dem drejer sig om problemerne med at få jorden vurderet og godkendt af forskellige instanser. Dertil kommer, at fordi kommissionen ikke har brugt de bevilgede midler til tidligere projekter, kan den ikke få yderligere bevillinger på det nationale budget til nye projekter (deriblandt Popela-sagen), og den har ikke lov til at overføre bevillinger fra gamle til nye projekter. Resultatet er, at lokalsamfundet i Popela kommer til at betale prisen for bureaukratisk inkompetence og rigid regulering.

LÆR AF ANDRES JORDREFORMER

Verdenssamfundet kan godt hjælpe Sydafrika med at løse disse problemer. Regeringens embedsmænd er bekendt med den manglende koordination mellem de forskellige instanser og de ineffektive procedurer og uhensigtsmæssige processer, der forhindrer en gennemførelse af jordreformprogrammet, men de ved ikke, hvordan disse problemer bedst kan løses. De har brug for hjælp fra konsulenter med erfaring i at evaluere dårligt fungerende regeringskontorer og fremlægge anvendelige løsninger. Højere embedsmænd, som leder bestræbelserne på at gennemføre jordreformen, kan også have gavn af et godt tilrettelagt, donorfinansieret, internationalt udvekslingsprogram, der kunne give dem mulighed for at studere tidligere jordreformer i lande som Brasilien, Sydkorea, Taiwan og adskillige østeuropæiske lande med relevante erfaringer. De funktionærer, der fungerer som fodfolk i denne sammenhæng, kan have udbytte af intensive efteruddannelsesprogrammer med fokus på, hvordan de med størst effektivitet kan gennemføre den eksisterende politik. Verdenssamfundet kan finansiere internationale eksperter, som kan tilrettelægge en række kurser med henblik på at give disse funktionærer de kompetencer, de har brug for, hvis jordreformen skal lykkes. ANC vil formodentlig hilse den slags initiativer velkommen, fordi en sådan støtte ikke medfører mere aggressive ændringer af den gældende politik, som kunne få markedet til at reagere negativt; hjælpen kunne tværtimod sikre, at de eksisterende programmer bliver realiseret med større effektivitet.

Uanset hvilken politik ANC vælger, er det nødvendigt, at jordreformen i Sydafrika skrider hurtigere og mere effektivt frem. Indtil nu har Sydafrikas borgere tålmodigt ventet på, at ANC skulle overføre jord fra hvide til sorte for at rette op på det omfattende tyveri af jord, der fandt sted i kolonitiden og under apartheid. Hvis der ikke snart sker et mærkbart fremskridt, når man måske et punkt, hvor disse borgere mister tålmodigheden og tager sagen i egne hænder.

Verdenssamfundet spillede en vigtig rolle, da der skulle indføres demokrati i Sydafrika; det bør også medvirke til at fjerne de sidste rester af apartheid.

Oversat af Claus Bech

Teksten er en forkortet udgave af essayet “South Africa’s Land Reform Crisis; Eliminating the Legacy of Apartheid”, bragt i Foreign Affairs juli/august-udgave 2011. Udeladt tekst er markeret med *.

Reprinted by permission of Foreign Affairs, July/August 2011, Vol 90, No 4. Copyright 2011 by the Council on Foreign Relations, Inc. http://www.foreignaffairs.com.

Bernadette Atuahene
er jura-professor ved Chicago-Kent College of Law i USA.

ERHVERV

EN ØKONOMI, DER SIGER “MÆH!”

Mens Afrikas Horn er ramt af hungersnød, afskibes husdyr i store mængder fra Somaliland til middagsbordene i Saudi Arabien. Levende geder og får er den vigtigste eksportvare for den unge udbryderrepublik ved Det Røde Hav.

AF BO SIMONSEN, HARGEISA

NY GED? KVINDE SÆLGER GEDER PÅ MARKEDSPLADSEN I BYEN HARGEISA.
FOTO: BO SIMONSEN

Penge sendt hjem fra somalierne i udlandet, udviklingsbistand og eksport af levende geder og får – det er rygraden i økonomien for den unge nation Somaliland.

Udviklingsbistanden først. I oktober i år godkendte udviklingsminister Christian Friis Bach (R) en bevilling på 300 millioner kroner i støtte til udviklingen i Somalia, Puntland og Somaliland. Sidstnævnte får to tredjedele af beløbet – for her findes den stabilitet, der er nødvendig for at gennemføre arbejdet.

Og så er der gederne. Millioner af levende geder afskibes hvert år fra Somalilands største havneby Barbera over Adenbugten til Saudi Arabien.

Over 100.000 levende dyr er i bugen på hvert af de største skibe på den korte tur over bugten. Somaliland-gederne, der i Saudi Arabien regnes for en stor delikatesse, koges og steges og bliver fortæret af blandt andet de millioner af pilgrimme, som hvert år valfarter til den sorte sten Ka’baen i al-Haram-moskéen i Mekka.

Her i Somaliland er vi i en udviklingsfase i modsætning til Somalia, der er i en krigssituation, og hvor de i højere grad har brug for nødhjælp.

Dr. Saad A. Shire,
minister for planlægning og udvikling

FLYGTET FRA TØRKEN

Allerede få meter uden for lufthavnsbygningen – der er inddelt i en lille ankomsthal til almindelige passagerer, en anden bygning til meget vigtige personer (VIP’er) og en tredje bygning til meget, meget vigtige personer (VVIP’er) – er gederne der. I hundredvis af geder. De kan ikke beskyldes for at være kræsne.

Gederne tygger sig igennem blå og sorte plastikposer, papkasser og flamingoplader, som ligger og flyder langs vejen og i udtørrede vandløb.

Den første del af byen giver indtryk af en flygtningelejr – hvilket den faktisk også delvis er. Hvor der er en ledig stump jord, er tøjrester i alverdens solblegede farver og mønstre spændt ud over et skelet af bøjede grene til halvkugleformede hytter. Nogle af hytterne er annekser til grundens hovedhus, men mange er også bolig for familier, der er flygtet til byen fra landområderne, væk fra tørken, sulten og de døde husdyr.

LANDET UDEN BARER OG BANKER

Længere fremme bliver der mere by over Hargeisa. Som dumpet ned fra en anden verden er der placeret paladslignende, muromkransede bygninger, hvoraf en del er finansieret af remitter (pengeoverførsler) fra familie i udlandet.

Mange af byens øvrige huse er forfaldne, men på et hjørne kan man købe armeringsjern til betonbyggeri, mens der et andet sted sælges bilreservedele. På en slidt husfacade står med store bogstaver skrevet OXFORD LANGUAGE SCHOOL. Et lille supermarked sælger barberskum, vandpiber og importerede fødevarer på dåse. Her hamres og mures mange steder, og i et vejkryds er opsat et trafiklys. Vejene er i rimelig stand, men to ting mangler: barer og banker. Det første forklares på regeringens hjemmeside:

 “Somaliland er en islamisk stat, og indbyggerne i Somaliland er muslimer.” Forsøger en tilrejsende at gemme en flaske whisky i kufferten, koster det bøde eller fængselsstraf at blive afsløret. Hvad angår banker, så er der enkelte afdelinger af Bank of Somaliland, men de har begrænset udlån, fortæller Somalilands minister for planlægning og udvikling Dr. Saad A. Shire. Islam forbyder principielt rente.

Så længe der ikke er institutioner, der vil give virksomheder kredit til at investere, er Somaliland afhængigt af pengeoverførsler fra venner og familie uden for landet og af udenlandsk bistand fra blandt andet Danmark.

Dr. Shire bekræfter, at landets hovedeksport er salg af geder og får til Saudi Arabien. Sidste år blev der eksporteret over to millioner dyr, men i år bliver det færre:

“Vi har haft en lang tørke, og vi har mistet 60 procent af vores husdyr. Mange mennesker har måttet bryde op og tage ind til byerne.”

Men tørken er ikke den eneste udfordring for Somalilands mange tusinde gede- og fåreholdere, forklarer planlægnings- og udviklingsministeren:

“Store områder i landet bliver indhegnet for at forhindre dyrene i at spise træer. Træerne fældes og sælges til opkøbere, der producerer trækul. Efterspørgslen efter trækul er enorm og betyder, at der i Somaliland hvert år bliver fældet omkring halvanden million træer. Hvis hegnene betyder, at dyrene ikke kan flytte og ikke har græsningsarealer, kan folk ikke have husdyr”.

HÅNDTRYK UNDER SKJORTEN

Men på den bagende varme, støvede markedsplads i Hargeisa er der dog masser af geder og kameler til salg. Tækkeligt tildækkede kvinder og mænd med hennafarvet fipskæg sidder med deres flokke af dyr tæt rundt om sig og spejder efter kunder. Her kan en ged fås for 40-60 dollars. En kamel koster det tidobbelte, og handelen foregår med håndtryk gemt under skjorten, hvor køber og sælger ved et sindrigt system af tryk på knoer og på siden af fingrene tinger om prisen uset af omverdenens nysgerrige blikke.

Danmark har i øvrigt en lille aktie i Somalilands gede-eksport-eventyr ved at støtte landets veterinæruddannelse. Det betyder, at lokale dyrlæger har fundet og forhindret sygdomme hos de geder og får, som eksporteres, og dermed har forebygget alvorlige økonomiske lussinger til eksportørerne.

For konstaterer de saudiske gedeog fåreopkøbere, at der er syge dyr i lasten, får ingen gedeklov lov at betræde saudisk jord, og hele skibet må returnere til Somaliland – landet med fire millioner indbyggere og – før den store tørke – 16 millioner geder og får samt 1,6 millioner kameler.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Presseenhed. Han besøgte Somaliland i oktober.

Samhandel: FATTIGE LANDE ER OGSÅ STORKUNDER

Modtagere af dansk u-landsbistand – navnlig i Asien – køber hvert år danske varer og ydelser for hundreder af millioner kroner. Bistanden er indirekte årsag til samhandelen, vurderer ekspert.

AF MORTEN ANDERSEN

ILLUSTRATION: LEMMING DUPONT

Den danske eksport til en række af de lande, som modtager bistand fra Danmark, er stigende. Og tilmed større, end man skulle tro ud fra almindelige forretningsmæssige kriterier.

Det viser en ny eksportudsigt fra Udenrigsministeriet.

Udsigten dækker den faktiske eksport i perioden 2008–10, en prognose for 2011 baseret på eksporten i årets første otte måneder samt forventningerne for 2012. Udsigten omfatter Danidas såkaldte partnerlande – det vil sige lande, Danmark i større omfang yder bistand til.

Af Danidas i alt 26 partnerlande topper Vietnam, Indonesien, Pakistan, Bangladesh og Kenya listen over de største importører af danske varer (se graf på næste side).

Eksporten til de fem lande udgør blot en halv procent af Danmarks samlede eksport, og tallene er derfor behæftet med en vis usikkerhed. Alligevel er der en klar tendens – og bistanden spiller en rolle for samhandelen, vurderer chefkonsulent Marie Gad, Dansk Industri.

“Der er tale om en indirekte effekt, som i høj grad skyldes, at Danmarks diplomatiske repræsentation og de officielle aktiviteter i landene fører til omtale i de danske medier. Det betyder så, at danske virksomheder får øjnene op for, at der kan være mulighed for eksport til netop de lande,” siger hun.

Selv om bistanden på ingen måde har været lagt an på, at den skulle føre til eksport, så er det alligevel blevet tilfældet.

Marie Gad,
chefkonsulent, Dansk Industri

WIN-WIN I VIETNAM

Ifølge Marie Gad er Vietnam et mønstereksempel:

“Samtidig med at Danmark har sat meget aktivt ind med bistand, har Vietnam haft stor vækst, og den danske bistand har været fokuseret på at understøtte væksten i bestemte sektorer, blandt andet fiskeindustrien. Det har løftet landet erhvervsmæssigt, og dermed er der blevet råd til at købe danske produkter og serviceydelser. På den måde har tingene hængt godt sammen, og alle er blevet vindere.”

Senest er et konsortium af danske virksomheder og institutioner gået sammen om at eksportere teknologi og knowhow, der skal hjælpe den spirende vietnamesiske dambrugssektor til at forebygge miljøproblemer. På den måde er den danske eksport også med til at understøtte landets udvikling på længere sigt, mener Marie Gad:

“Selv om bistanden på ingen måde har været lagt an på, at den skulle føre til eksport, så er det alligevel blevet tilfældet. Bistanden har været med til at skabe et godt samarbejde og tillid mellem partnerne. Det går generelt så godt i Vietnam i dag, at Danmark er ved at udfase bistanden. Men selv om bistanden forsvinder, er jeg overbevist om, at samhandelen vil fortsætte.”

VÆKST I FISKEINDUSTRIEN ER EN AF ÅRSAGERNE TIL, AT VIETNAM I DAG IMPORTERER FLERE VARER FRA UDLANDET, BLANDT ANDET DANSKE. HER SES FABRIK I DEN VIETNAMESISKE BY LONG XUYEN.
FOTO: AFP/SCANPIX

FLYVENDE START I BANGLADESH

Også til Bangladesh er den danske eksport gået stærkt frem i de senere år.

Ifølge ambassadør Svend Olling, Dhaka, ligger en del af forklaringen i Danidas mange såkaldte Business Partnership Joint Ventures, som er gennemført over de seneste ti år. Projekterne har blandt andet været inden for tøjindustrien, it-sektoren og senest skibsbyggeri. Sammen med Danidas øvrige aktiviteter og den danske ambassades arbejde har projekterne ført til en høj grad af kendskab til Bangladesh og de muligheder, landet rummer, blandt danske virksomheder, mener Svend Olling:

“Vi glæder os over, at de initiativer, vi har sat i gang over de seneste år, samtidig har haft en positiv effekt på dansk eksport. Først i 2010 åbnede vi en egentlig handelssektion på ambassaden i Dhaka. Men vi er kommet flyvende fra start. Efterspørgslen hos danske virksomheder er stærkt stigende. Det er godt for vækst og beskæftigelse i Danmark, og det er godt for udviklingen i Bangladesh.”

SKRØBELIGE MARKEDER

Udenrigsministeriets eksportudsigt bygger på den historiske sammenhæng mellem den danske eksportudvikling og de konkrete efterspørgselsforhold i modtagerlandet. Desuden er der korrigeret for antagelser om, hvordan valutakurserne vil udvikle sig.

“Generelt er der tendens til vækst i dansk eksport til de pågældende fem lande, men det må understreges, at prognosen er behæftet med stor usikkerhed,” siger cheføkonom Jacob Warburg, Udenrigsministeriet.

“Når det er sagt, så er en række af landene – især Bangladesh, Indonesien og Vietnam – karakteriseret af høj vækst og stigende efterspørgsel. Det giver grund til optimisme på eksportens vegne, men vi må også sige, at det stadig er fattige lande, og dermed er det også skrøbelige markeder set med danske øjne,” fortsætter Jacob Warburg.

ASIEN STORMER FREM

Tallene i eksportudsigten er renset for energieksport og store enkeltordrer, der kunne give misvisende udsving bestemte år. Til gengæld kan det udmærket være, at en stigende eksport til bestemte lande ikke så meget skyldes den danske bistand, men snarere en generel vækst i en række af Danidas partnerlande.

“Flere af landene hører til den gruppe, som man mener vil blive de næste vækstlande efter Kina og Indien. Så de lande vil under alle omstændigheder være oplagte for danske virksomheder at kigge på efter helt rationelle kriterier,” siger Marie Gad og nævner blandt andet Indonesien:

“Indonesien er først blevet partnerland inden for det seneste års tid. Ganske vist har der tidligere været danske bistandsprojekter i landet, men jeg vil alligevel mene, at den stigende eksport til Indonesien snarere hænger sammen med, at landet simpelthen er inde i en særdeles spændende økonomisk udvikling.”

HOP I EKSPORT TIL KENYA

På det afrikanske kontinent tog den danske eksport til Kenya i 2009 et hop opad fra 113 millioner kroner året før til 163 millioner kroner. Det svarer til en stigning på 44 procent. Siden er det højere niveau fastholdt.

“Kenya er et land, hvor bistandssamarbejdet gør en klar forskel. Hvis der ikke havde været et samarbejde, tror jeg næppe, at mange danske virksomheder ville have overvejet at starte eksport,” siger Marie Gad og uddyber:

“Ganske vist havde Kenya fine vækstrater i nogle år, men optøjerne i forbindelse med præsidentvalget (i december 2007, red.) ødelagde billedet. Der er fortsat en stor del af befolkningen, som har så lav indkomst, at de færreste danske virksomheder har varer at tilbyde dem. Eller sagt på en anden måde: Når man kigger objektivt ud over alle verdens lande, var der nok andre, man ville vælge af eksportere til først.”

/Morten Andersen er freelancejournalist.

“DE 5 STORE”

En række af Danidas 26 såkaldte partnerlande importerer varer og ydelser fra Danmark for hundreder af millioner kroner.

I top-5 ligger fire asiatiske økonomier – Vietnam, Indonesien, Pakistan og Bangladesh – samt det østafrikanske vækstlokomotiv Kenya.

DANSK BASISVAREEKSPORT (ÅRETS PRISER, MIA. KR.)

Ølpiger vinder over Carlsberg i Cambodja

34 strejkende “ølpiger” endte med at få Carlsberg til at udbetale erstatning for op til tre års manglende overtidsbetaling, svarende til 1.700 kroner. I alt 600 servitricer, der sælger Angkor Beer på barer for Carlsbergs lokale bryggeri, Cambrew får tilkendt erstatning.

Carlsberg/Cam-brew havde i første omgang afvist at rette sig efter en faglig voldgift, som i juli måned pålagde bryggeriet at betale medarbejderne dobbelt løn på fridage.

Men ved nærmere eftertanke og i takt med international opmærksomhed på de strejkende servitricer ændrede bryggeriet holdning.

Som et resultat af konflikten og forhandlinger med de kvindelige medarbejdere hæves deres grundløn nu fra 330 til 385 kroner om måneden.

“Ølpigernes” fagforening beskylder dog bryggeriet for fortsat at chikanere de kvinder, der har strejket.

/Poul Kjar

Asparges-eventyr med øje for arbejdsmiljø

Den danske virksomhed Danper, der producerer asparges, artiskokker og peberfrugter i Peru, har om nogen vist, at det kan betale sig at føre en aktiv CSR-politik. Siden opstarten i 1994 har omsætningen udviklet sig fra et rundt nul til at ligge i omegnen af 100 millioner dollars.

Det er sket samtidig med, at virksomheden har gennemført et omfattende sundhedsprogram for sine ansatte og deres familier, sørget for elektricitet og vand og sikret et ordentligt arbejdsmiljø i et land, hvor standarden langtfra kan måle sig med europæiske forhold.

Danper er i dag blandt de tre vigtigste landbrugsvirksomheder i Peru med omkring 7.000 medarbejdere. Derudover har virksomheden skabt yderligere omkring 15.000 job i regionen.

“For os er der tale om en investering i et bæredygtigt projekt. Ved at etablere sundhedsprogrammer og de øvrige projekter, vi har gennemført, får vi sunde og tilfredse medarbejdere, der er en gevinst for virksomheden. I dag kan vi se, at tendensen breder sig til andre virksomheder i området, fordi medarbejderne begynder at efterspørge det,” siger Danpers bestyrelsesformand Arne Hensel Berg.

Indsatsen har ført til, at Danper i år er blevet den første modtager af IFU’s CSR-pris. Den gives til en virksomhed, der som en del af sin forretningsstrategi gør en særlig indsats for bæredygtighed, miljø og mennesker i udviklingslandene.

/Tomas Kristiansen

Rwanda: Fra folkedrab til feriemål

FOTO: COLOURBOX

Turisme kan blive et nyt vækstområde for Afrika, vurderer World Economic Forum, Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank i African Competitive Report 2011.

“Et ud af hvert 20. job i Afrika ligger i turisme- og rejsebranchen, på verdensplan er det et ud af hvert 10. Det viser det potentiale, der kan være, hvis vi kan hæve niveauet op på globalt niveau,” påpeger Verdensbankens cheføkonom for Afrika, Shantayanan Devarajan.

Et af de gode eksempler er ifølge Verdensbanken Rwanda, som i forbindelse med genopbygningen af landet efter folkedrabet i 1990’erne skulle finde nye indtægtskilder, der kunne sikre udenlandsk kapital til landet.

Det førte til oprettelsen af “bjerggorillaturisme”, som tilgodeser den lokale befolkning økonomisk og derigennem også gorillaerne, der får sikret deres reservater gennem midler fra turisterne.

/TK

KULTUR

Legatfilm om mobiltelefoner blev årets vinder

Årets bedste kortfilm om den tredje verden handler om mobiltelefonens betydning i Nepal.

Det blev nemlig filmen The Call of Nepal af de to journaliststuderende Jonas Unmack Larsen og Mikkel Cantzler Christensen, der vandt, da ti film lavet af studerende og støttet af Danidas Verdensbilledlegat dystede om titlen.

Andenpladsen gik til filmen The World at His Feet af Marie Rosenvang Mathiesen og Ditte Kræn Østergaard. Shared Love af Anna Gaarde og Theis Christensen rendte med tredjepladsen.

Vinderne af Verdensbilledlegatet fik tildelt prisen på Filmskolen i København 4. november 2011, hvor alle ti kortfilm havde premiere. /ULM

Filmene kan ses på http://www.verdensbilledlegat.emu.dk

Da “de vilde” kunne ses i Zoo og Tivoli

På en enkelt sommersøndag i 1901 besøgte flere end 18.000 mennesker Zoologisk Have i København. De kom ikke for at se på havens dyr, men på en gruppe brune mænd, kvinder og børn, som Zoologisk Have netop havde modtaget fra Østen, og som var udstillet sammen med eksotiske dyr som elefanter og slanger.

Den historie – og mange flere – fortæller en ny bog, Menneskeudstilling, om.

To historikere, Rikke Andreassen, lektor og ph.d. ved Malmö Högskola, og Anne Folke Henningsen, lektor og ph.d. ved Københavns Universitet, har fundet et hidtil ukendt arkiv og afdækker, hvordan Danmark fra 1870’erne til 1910’erne hentede mennesker fra Indien, Kina, Afrika og andre egne, man opfattede som vilde, eksotiske og uciviliserede, og udstillede dem i blandt andet Zoo og Tivoli i København.

Mindst 50 sådanne “folkekaravaner” fandt sted i Danmark. Der var afrikaner-udstilling, beduiner-udstilling, kineser-udstilling og så videre. På udstillingerne boede menneskene for eksempel i palmehytter, lavede mad ved et ildsted og foretog sig dagligdags ting.

De fungerede både som underholdning og som forskningsobjekter for videnskabsmænd, der dyrkede datidens populære raceforskning med idéen om, at der fandtes racehierakier og særlige racekendetegn.

Også kønsforestillinger hørte med til historien. De udstillede folk blev seksualiseret, feminiseret og maskuliniseret – i en tid med streng dansk seksualmoral. For eksempel lagde danskerne vægt på at hente kvinder fra Mellemøsten, der blev udstillet som eksotiske og erotiske. Mens kirgisiske mænd vakte stor opsigt på grund af deres maskuline og aggressive heste-show (på billedet: Den kirgisiske karavane i Zoo i 1900). Der blev også indgået flere romantiske forbindelser mellem de “eksotiske” mænd og danske kvinder.

Menneskeudstilling udkom i november 2011 på forlaget Tiderne Skifter.

/Ulrikke Moustgaard

Globale religioner får eget opslagsværk

Religion har altid spillet en stor rolle i verdenshistorien, og dens betydning er ikke blevet mindre med globaliseringen. Men hvilke religioner findes i dag, og hvad betyder globaliseringen af religion for fænomener som nationalisme, terrorisme og cyber-kultur? Det tegner det første omfattende opslagsværk om religion i en global sammenhæng et billede af.

Encyclopedia of Global Religion har 750 bidrag fra forskere fra hele verden. Det spænder fra den mindste ø i Stillehavet til de største lande i Europa og Asien.

Fra Danmark har Mona Kanwal Sheikh fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) bidraget med en tekst om det islamistiske pakistanske parti Jamaat-e-Islami og dets globale ideologiske indflydelse.

/ULM

Encyklopedien udgives af Sage Publications. Læs mere på http://www.sagepub.com.

Af Danidas i alt 26 partnerlande topper Vietnam, Indonesien, Pakistan, Bangladesh og Kenya listen over de største importører af danske varer

OMSTRIDT OMRÅDE

Et nigeriansk pengeinstitut vil ændre Vestens syn på Afrika gennem kunst. Banken finansierer køb af afrikanske værker, en særlig Afrika-kurator og en stort anlagt udstilling, Contested Terrains, på verdens mest besøgte museum for moderne kunst, Tate Modern i London.

AF LAURA ENGSTRØM, LONDON

SAMMY BALOJI (DR CONGO): UNTITLED 18, MÉMOIRE (2006) © AXIS GALLERY, NY AND NJ, AND THE ARTIST.

Afrikansk kunst? Er det ikke noget med masker og dansende afrikanske kroppe malet i varme, brændte farver?

Ikke når man ser udstillingen Contested Terrains på Tate Modern i London.

Her står en riffel påsat store rustne søm, der stritter i alle retninger. I en montre er forskellige hverdagsobjekter – en sprøjte, en kølerfigur fra en Mercedes, en kniv, et par briller og en kam skåret ud i elfenben – lagt ned som objekter i en katakombe. Værkerne er af den sydafrikanske kunstner Michael MacGarry.

I et andet rum vises den franskalgeriske kunstner Kader Attias lysbilledværk Open Your Eyes. Her bliver forskellige fotografier sidestillet, så en afrikansk krukke repareret med sting bliver vist sammen med nærbilleder af stingene efter en operation af et ansigt, som blev sønderskudt under Første Verdenskrig.

I et tredje rum kan man se den congolesiske kunstner Sammy Balojis fotomontager af sorte arbejdsmænd i bare overkroppe og hvide direktører i jakkesæt. De står ved afrikanske miner, og associationerne til Vestens udnyttelse af Afrikas råstoffer og billige arbejdskraft ligger lige for.

Arven fra kolonitiden ligger også som en puls bag den nigerianske kunstner Adolphus Oparas portrætter af spirituelle ledere fra Osun- og Sogboregionerne i det sydvestlige Nigeria. Lederne er alle fotograferet med religiøse objekter, og fotografierne er taget som konventionelle billeder af stammeledere. Og det er meningen. Adolphus Oparas hensigt har netop været at placere dem i en sammenhæng, hvor man tænker over, hvem der ser, og hvem der bliver betragtet.

Hvordan ser religiøse afrikanske ledere sig selv? Hvordan vil de ses? Hvordan ser vi dem?

Synet på afrikanere og “det mørke kontinent” og de omstridte områder, som udstillingstitlen hentyder til, er ikke bare Adolphus Oparas ærinde, men også et af omdrejningspunkterne, når den nigerianske bank Guaranty Trust Bank (GTB) støtter kunst. Som i dette tilfælde, hvor banken har støttet udstillingen Contested Terrains, der er første del af et treårigt samarbejde mellem Tate og GTB, som bankens navn ofte forkortes til.

Banken har tidligere sponsoreret en udstilling på Tate. Da den britisknigerianske kunstner Chris Ofili skulle udstille på museet for nogle år siden, støttede GTB aktivt. Det gjorde de også, da en anden britisk-nigeriansk kunstner, Yinka Shonibare, forrige år blev udvalgt til at udstille på Fourth Plint på Trafalgar Square i London. (Hvert år bliver en ny, debatskabende skulptur, lavet af en samtidskunstner, udvalgt til at udstille på en sokkel, der oprindeligt skulle have båret på en rytterstatue.)

MICHAEL MACGARRY (SYDAFRIKA): FETISH VI (2010) © MICHAEL MACGARRY.

VIBRERENDE KUNSTSCENE

Ud over udstillinger, symposier og indkøb til Tates permanente samling har GTB også sponsoreret en treårig kuratorstilling på Tate. Kuratoren (person, der varetager udstillinger, red.) er netop udnævnt. Hun hedder Elvira Dyangi Oye og er født i Spanien af afrikanske forældre og har afrikansk samtidskunst som speciale.

Tate er selvsagt glade for GTB’s donationer, hvis størrelse museet ikke må udtale sig om. Men der er også noget at komme efter på den afrikanske samtidskunstscene, siger den danskamerikanske kunstner Michelle Eistrup, der også kuraterer udstillinger herhjemme med afrikanske kunstnere.

“Der er kommet større fokus på afrikansk kunst nu, men afrikansk kunst og afrikanske kunstnere har altid været der, og der har længe været en levende kunstscene. Men kontrollen med markedet, med hvad og hvem der skulle ses og i hvilket lys, er i høj grad en genfortælling af Vestens historie med Afrika, altså om hvem der har indflydelse, og hvem der ikke har. Det nye er, at dynamikkerne og kontrollen med informationer og ressourcer er under forandring. Og så forandrer synet på afrikansk kunst sig også,” lyder det fra Michelle Eistrup.

Vi er af den overbevisning, at kunst er en stor del af afrikansk kulturarv og en spejling af, hvad det vil sige at være afrikansk: Kreativ, smuk, handlekraftig og håbefuld.

Segun Agbaje,
direktør, Guaranty Trust Bank

MICHAEL MACGARRY (SYDAFRIKA): THE DISCREET CHARM OF THE BOURGEOISIE (2010) © MICHAEL MACGARRY.

STRATEGISK MARKEDSFØRING

Når GTB støtter kunst, skyldes det blandt andet bankens nyligt afdøde direktør og hans glødende interesse for kunst. Men der er også et andet sigte med det, siger den nuværende direktør Segun Agbaje til internet-mediet allafrica.com. Han forklarer partnerskabet og bankens interesse i at sponsorere afrikansk kunst på Tate sådan her:

“I Guaranty Trust Bank er vi af den overbevisning, at kunst er en stor del af afrikansk kulturarv og en spejling af, hvad det vil sige at være afrikansk: Kreativ, smuk, handlekraftig og håbefuld. Denne overbevisning har ledt til vores involvering i talrige kunstprojekter gennem årene, og den er også grundstenen for dette nye partnerskab med Tate.”

Segun Agbaje tilføjer, at et partnerskab med Tate vil spille en vigtig rolle ved at give brændstof til et økonomisk og socialt fremskridt:

“Sammen med Tate og vores afrikanske og internationale interessenter giver vi hermed afrikanske kunstnere, kuratorer og kulturelle institutioner mulighed for at nå dette mål. Det er samtidig et samarbejde, der ud over at omfatte støtte til nye afrikanske talenter også skal sikre vores afrikanske arv for de fremtidige generationer og styrke resten af verdens opfattelse af vores kontinent og land.”

ADOLPHUS OPARA (NIGERIA): ORISA EGBE [DEITY OF DESTINY] – MRS OSUN-YITA FROM EMISSARIES OF AN ICONIC RELIGION (2009) © ADOLPHUS OPARA 2011.

Det kan godt være, Afrika stadig har brug for Vestens billigende øje, men ifølge professor i markedsføring på Syddansk Universitet Dannie Kjeldgaard kunne banken næppe have fundet en bedre samarbejdspartner end Tate, som med 4,7 millioner gæster hvert år er verdens mest besøgte museum for moderne kunst.

“GTB er ikke den første virksomhed, der ser sponsorering af kunst som en effektiv markedsføringsstrategi. Tate bliver en platform og en medspiller, der giver banken den synlighed, som den kunne ønske,” siger Dannie Kjeldgaard og fortsætter:

“Man kunne forestille sig, at banken ser et potentielt kundegrundlag i eksilafrikanere, diplomater og internationale forretningsfolk. Det er en anden måde at nå ud til dem på. Ved at danne partnerskab med Tate tilfører de deres virksomhed seriøsitet, og det kan være med til at overvinde nogle fordomme om Afrika.”

Dannie Kjeldgaard pointerer, at han ikke har et kendskab til GTB, men udtaler sig generelt om sponsorering af kunst.

Der er kommet større fokus på afrikansk kunst nu, men afrikansk kunst og afrikanske kunstnere har altid været der, og der har længe været en levende kunstscene.

Michelle Eistrup,
kunstner

At det lige er kunst, banken har valgt at sponsorere, er næppe tilfældigt. Kunsten taler et universelt sprog, og det er ikke bare nyttigt på et kontinent med flere end 2.000 talte sprog. Det visuelle sprog forstås også af internationale forretningsforbindelser, der har deres gang på verdens kunstmuseer, og som følger med i det internationale kunstmarked, hvor værker bliver handlet som kostbare diamanter.

Og så signalerer kunst finkultur og dannelse – værdier, man ikke altid forbinder med Afrika.

“De har sikkert vurderet, at kunst passer godt til deres værdigrundlag. Det giver en idé om, at virksomheden ikke bare er ude efter profit, men også spiller en aktiv rolle i samfundet,” siger Dannie Kjeldgaard.

“Sponsorater er lidt som et Kinder-æg: Man får tre i én: Banken kan vise, at de støtter kunsten, og at de promoverer afrikanske kunstnere. Samtidig kan de pleje deres image over for kunder og interessenter. Og endelig giver det dem en synlighed, der ellers er svær at opnå. Det er med til at sende et symbol, der siger: Vi er også en moderne kultur,” fortsætter han.

Hvem ved? Måske vil GTB’s samarbejde med Tate være med til at hæve priserne på afrikansk samtidskunst, som det er sket på den indiske og kinesiske kunstscene. Og bankens indirekte kunststøtte kan også række længere end konversationer over cocktailglas til gallerier og museers ferniseringer. Kunst kan også sætte skub i en demokratisk udvikling, siger Morten Gøbel Poulsen, projektleder på Center for Kultur og Udvikling:

“Kunstnerne går ofte forrest i demokratiet. Jeg har lige været i Benghazi i Libyen, hvor graffitimalere og gadekunstnere var med til at give oprøret mod al-Gaddafi synlighed. Nogle af dem blev beskudt af al-Gadaffis styrker. Kunstnere er også med til at give folk håb, fordi de visualiserer en stemme mod diktatur og overmagt.”

Til foråret vil kunstinteresserede i Nigeria kunne opleve udstillingen Contested Terrains, hvor den vises i den nigerianske hovedstad Lagos fra februar.

/Laura Engstrøm er freelance-journalist.

SAMMY BALOJI (DR CONGO): UNTITLED 18, MÉMOIRE (2006) © AXIS GALLERY, NY AND NJ, AND THE ARTIST.

Kurator på Tate Modern: “DET SKORTER IKKE PÅ TALENT I AFRIKA”

Interview. Sociale og politiske emner presser sig på hos de afrikanske samtidskunstnere, fortæller sydafrikanske Kerryn Greenberg, kunsthistoriker og kurator med ansvar for Afrika på Tate Modern i London.

AF LAURA ENGSTRØM

Hvad var intentionen med udstillingen Contested Terrains?

“Vores idé var at vise kunstnere fra det afrikanske kontinent, som ikke tidligere havde været vist i London. Det skulle være kunstnere på vej frem, som kunne vise noget af det nye, der sker på kontinentet – og også vise dem i en anden sammenhæng, end de er vant til.”

Hvorfor er lige de fire kunstnere udvalgt?

“Udstillingen er lavet i samarbejde med Centre for Contemporary Art i Lagos. Så jeg har kurateret den i samarbejde med min kollega derfra. Udvælgelsen er resultatet af en lang proces, hvor vi har kigget på værker af mange afrikanske kunstnere. Vi havde en meget lang liste! De fire, vi har valgt – Michael MacGarry, Adolphus Opara, Kader Attia og Samuel Baloji – repræsenterer meget af det, der sker lige nu på den afrikanske samtidskunstscene. De reflekterer over noget lokalt, der sker, lige hvor de arbejder og bor, men tematikkerne kan også bredes ud i en mere international kontekst. Det er også alle værker, der er åbne for forskellige fortællinger og fortolkninger.”

Hvad sker på kunstscenen i Afrika netop nu?

“Der er store variationer fra land til land. Jeg er lige kommet hjem fra den årlige kunstmesse i Johannesburg, og selv om de har problemer med at opretholde messen som en institution, var der mange interessante værker af høj kvalitet. Sydafrika har længe haft den stærkeste kunstscene i Afrika med gallerier, samlere og gode kunstskoler. Og så er der en infrastruktur, som en stærk kunstscene har brug for. Men også i Mozambique, Nigeria og Senegal har der været tradition for at opretholde et kunstliv. Og det er ved at sprede sig til andre lande på kontinentet.”

Mange tænker på afrikansk kunst som noget, der har et stærkt etnisk islæt. Men det er så meget andet.

I hvilke kunstneriske genrer er afrikanske kunstnere typisk stærke?

“Mange tænker på afrikansk kunst som noget, der har et stærkt etnisk islæt. Men det er så meget andet. Afrikansk kunst er mangesidig og mangfoldig. Fotografi har i årtier stået meget stærkt i Afrika. Ikke bare i Sydafrika, hvor vi har en fantastisk fotograf som David Goldblatt, men også i Mali og Nigeria, som har meget dygtige fotografer. Der kommer også en ung generation nu, som gør op med stereotyper inden for afrikansk kunst.”

Hvad er forskellene på vestlig og afrikansk samtidskunst?

“I Afrika mærker man en helt anden nødvendighed for at tale om politiske, sociale og økonomiske emner, for eksempel migration og grænser. Der er ikke så mange af kunstnerne, der beskæftiger sig med personlige erfaringer eller ser indad. Men man skal ikke tage fejl: Meget afrikansk samtidskunst er også intellektuelt og konceptuelt. Og det skorter ikke på talent.”

Ambassadørens rejsetips: Mexico

AF REGNER HANSEN

FOTO: OMAR TORRES/SCANPIX

Interview med Susanne Rumohr Hækkerup, 52, Danmarks ambassadør i Mexico City siden 2010.

Hvad må man ikke gå glip af i Mexico?

“Det er ikke til at pege på et bestemt sted. Det er et kæmpestort land, og det er forskellighederne, der gør indtryk. Forskellen mellem den traditionelle, indfødte kultur og kulturen fra den spanske kolonitid. Og mellem det tropiske lavland og højlandet. Meget af det kan man se i det centrale Mexico.”

Hvilken begivenhed har gjort indtryk på dig?

“En af årets store dage er De Dødes Dag, den 2. november (foto). Her fejrer mexicanerne de døde. Familier pynter et bord med duftende gule tagetes-blomster, sætter afdødes yndlingsretter frem og taler om deres kære, som de kan beskue på portrætbilleder på bordet. Til sidst deles de om maden. De tager også på udflugt til slægtninges gravplads. Det er meget seværdigt – også for besøgende.”

Hvor man kan få indblik i landets historie?

“Det bedste sted at begynde er Det Nationale Antropologiske Museum i Mexico City. Det indeholder kulturminder fra Mexicos mange kulturer. Et andet godt sted i Mexico City er den enorme Zócalo, den centrale plads i byen. Her er gammel kultur i koncentreret form. Her havde aztekerne deres hovedtempel. Og her ligger katedralen, den ældste bygning i Amerika, der stadig er i brug (foto).”

Hvilke fejl begår udlændinge ofte?

“Udlændinge bør smage mere på det mexicanske køkken, der er meget varieret. Det er det eneste køkken, der optræder på UNESCO-listen over verdens kulturarv. Glem alt om texmex! Når det gælder sikkerheden, har udlændinge ofte svært ved at finde den rette balance. Mange har hørt om narkovolden og tror, at alt er farligt. Det passer ikke. Det bedste er at følge råd af denne slags: Ikke hæve penge i åbne rum, ikke gå alene ud i nattelivet, ikke praje en taxi på gaden, når det er mørkt.”

Hvad kan Danmark lære af Mexico?

“Som danskere kan vi lære af mexicanerne at nyde det, vi har. Mexicanerne besidder en utrolig evne til at tage tingene, som de kommer.”

/Regner Hansen er freelance-journalist.

Susanne Rumohr Hækkerup
Danmarks ambassadør i Mexico

Zanzibars største kendis er – ligesom titlen på Freddies første soloalbum – Mr. Bad Guy, én af dem, man ikke må lege med.

MIT LAND
KULTURPERSONLIGHEDER MED SÆRLIG TILKNYTNING TIL ET U-LAND.

Freddie Mercurys Zanzibar: DEN UBEKVEMME NATIONALHELT

Vidste du, at Queen-forsangeren Freddie Mercury stammer fra Zanzibar? Men fødeøen vil ikke kendes ved sin berømte søn, for Farrouk Bulsara var erklæret biseksuel. Det er nu 20 år siden, rock-ikonet døde af aids.

AF JAN KJÆR

FOTO: TORBEN CHRISTENSEN/SCANPIX

På havnefronten i Stone Town på Zanzibar ligger en hyggelig lille fiskerestaurant, perfekt til solnedgange, hvor fiskerbådenes trekantede sejl langsomt glider forbi.

Mercury’s Bar hedder stedet, og for de fleste gæster er det et tilfældigt sammentræf, at det verdensberømte rockband Queens forsanger har lagt navn til, for Zanzibar og resten af Tanzania gør intet officielt ud af at promovere denne superstjerne som deres egen. Ingen statue, ingen Freddie Mercury Lufthavn, intet frimærke med sangerens karakteristiske sorte moustache og fremstående tænder.

Det er de private entreprenører, der spinder tanzaniske shillings på rock-stjernen. En guidet tur går forbi et af flere barndomshjem, som nu er galleri, hvor T-shirts med forsangeren pryder væggene. Derefter besøg i det tempel, som Freddies familie benyttede, og til sidst en fisk på tallerkenen på Mercury’s Bar.

Lonely Planet, de rejsendes bibel, nævner rundturen som den syvende ud af 29 muligheder for aktiviteter på Zanzibar.

MR. BAD GUY

Men hvorfor vil Zanzibar ikke markedsføre den verdenskendte sanger som turistmagnet ligesom Danmark bruger H.C. Andersen? Svaret er enkelt: Freddie Mercury døde af en aids-relateret sygdom, var erklæret letlevende biseksuel og boede de sidste syv år af sit liv sammen med sin partner Jim. Det passer ikke ind i det muslimske ørige, hvor homoseksuelle forhold blev forbudt ved lov i 2004.

Det fik Mercury’s Bars ejer at føle, da han for fem år siden ville fejre legendens 60-års fødselsdag. Organisationen for Islamisk Mobilisering og Propaganda (UAMSHO) truede med at demonstrere mod festlighederne og den mulige invasion af homoseksuelle pilgrimme.

“Vi ønsker ikke at give den unge generation den forestilling, at homoseksuelle er accepterede på Zanzibar,” udtalte organisationens leder Abdallah Said Ali til BBC.

“Vi har en religiøs forpligtelse til at beskytte samfundsmoralen, og enhver, der korrumperer islamisk moral, skal stoppes.”

Organisationen kontaktede turistministeren, som diskret sørgede for, at fødselsdagsfesten blev droppet.

Zanzibars største kendis er – ligesom titlen på Freddies første soloalbum – “Mr. Bad Guy”, én af dem, man ikke må lege med.

THOSE WERE THE DAYS OF OUR LIVES

Farrouk Bulsara fødes 5. september 1946 i Stone Town på Zanzibar. Forældrene er af persisk afstamning, men fra Gujarat i det daværende britiske Indien. Faderen Bomi er på Zanzibar ansat i den britiske koloniadministration.

Der bliver passet godt på drengen, og han foreviges på flotte fotos, for moderen Jer stiller ham op i en fotokonkurrence, som den lille buttede og smilende dreng selvfølgelig vinder. Af og til går turen til onklens hus i hovedstaden Dar es Salaam tæt på stranden, hvor drengen vartes fyrsteligt op.

Som otteårig sendes han på kostskole i Panchgani uden for Mumbai i Indien. Farrouk bliver her til Freddie, der snart er med i bandet The Hectics, som spiller til private fester og skoleballer.

IS THIS THE REAL LIFE/IS THIS JUST FANTASY?

I 1962 vender Freddie tilbage til et Zanzibar i forandring. Kolonimagten Storbritannien forlader øriget i 1963, og umiddelbart efter i januar 1964 overtager 300 bevæbnede mænd Zanzibar med den ugandiske general Tito Okello i front. Det er optakten til en blodig revolution med især arabere og asiater i skudlinjen. Bulsara-familien pakker to kufferter og ender i Storbritannien, hvor Freddie indleder kunststudier og spiller i fritidsbands.

I London møder han Roger Taylor og Brian May, der spiller trommer og guitar i gruppen Smile. Navnet Bulsara skiftes ud med det mere engelskklingende Mercury, og Smile bliver i 1971 til Queen med Freddie som forsanger og frontfigur. Senere støder bassisten John Deacon til.

Med intelligente vokaler, perfekt produktion og sange med et twist bliver Queen hurtigt populært, og i 1974 sætter monsterhittet Bohemian Rhapsody nye normer for, hvordan rocksange kan lyde, og hvor lange hits kan være. Ballade, opera og tung heavyrock a la Led Zeppelin i skøn forening.

Musik er for Mercury glæde, fest og farver, og livet leves til fulde med kokain, smøger og sene besøg på alverdens bøssebarer.

MON IKKE DER LIGGER EN SEKSUEL BETYDNING BAG DENNE GESTUS?
FOTO: MA/ASSOCIATED PRESS/POLFOTO

CAUGHT IN A LANDSLIDE

Gruppens succes og turnéer er verdensomspændende med showmanden Mercury i de strammeste trikoter og balletsko.

Freddie vender også tilbage til Afrika. I 1984 bryder Queen FN’s kulturelle embargo af apartheidstyret i Sydafrika og spiller en række koncerter i feriebyen Sun City. I adskillige interviews forsvarer Brian May og Roger Taylor koncerterne. Queen ønsker at spille for alle og var lovet et blandet publikum. Gruppen får en bøde af det britiske musikerforbund og fordømmes af kunstnere og organisationer verden over.

Men knap et år senere vaskes tavlen ren. Queen stiller 13. juli 1985 op til Live Aid til fordel for Etiopiens sultende med et 20-minutters medley af de største hits, og forsangeren holder de 72.000 ellevilde tilskuere i sin hule hånd. “I stjal showet,” er kollegaen Elton Johns kommentar til gruppen.

Senere samme aften går Freddie Mercury og Brian May igen på scenen og spiller den rørende Is This the World We Created? med startstrofen Just look at the hungry mouths we have to feed.

NO ESCAPE FROM REALITY

I slutningen af 1980’erne begynder Freddie Mercurys helbred at skrante. Flere af hans homoseksuelle venner er døde af aids, og i 1987 får han selv diagnosen hiv-smittet med aids i udbrud. Han får sår på benet og hudproblemer i ansigtet. De tre andre gruppemedlemmer får først senere at vide, at han er uhelbredeligt syg, men at der skal trækkes i arbejdstøjet. Offentligheden orienteres ikke.

En afpillet og bleg Freddie Mercury kaster sig ud i kraftanstrengelser for at gøre sange færdige til albummet Innuendo, der udsendes i 1991. Med titler som These Are the Days of Our Lives og I’m Going Slightly Mad er der kommet en melankoli, skønhed og tyngde i gruppens sange, og på trods af sygdommen synger Freddie bedre end nogensinde før.

I de tidligere måneder af 1991 indsynger en stærkt afkræftet Freddie vokalerne til fire sange til et nyt album, som han ved, at han aldrig selv kommer til at holde i hånden.

Den britiske tabloidpresse, der ivrigt har beskrevet Freddies skrantende helbred, vejrer blod og belejrer i efteråret hans hus i Kensington. Den nu sengeliggende og halvblinde sanger er tavs. Indtil 23. november, hvor han i en pressemeddelelse indrømmer, at han har aids. Et døgn senere dør han.

BARN AF DET BRITISKE IMPERIUM. FREDDY MERCURY MED UNION JACK, DER VEJREDE OVER HANS FØDEØ ZANZIBAR, DA HAN BLEV FØDT I 1946.
FOTO: DENIS O’REGAN/CORBIS/POLFOTO

MADE IN HEAVEN

I dag på skoler i Arusha i Tanzania lærer de studerende mellem 14 og 21 år at undgå at blive hiv-smittet. De lærer også om, hvordan aids-syge skal behandles. Det er en del af projektet Youth at Risk, som siden 2010 bliver støttet af fonden Mercury Phoenix Trust.

De resterende Queen-medlemmer og manager Jim Beach tager umiddelbart efter sangerens død initiativ til en Freddie Mercury aids-støttekoncert med prominente navne som David Bowie og Liza Minelli. Bohemian Rhapsody genudsendes og stryger ind på toppen af hitlisterne, og indtægterne tilflyder aids-arbejdet.

Siden 1992 har fonden indsamlet mere end 15 millioner dollars og hjulpet 750 projekter rundt omkring i verden, mest i Afrika. På hjemmesiden mercuryphoenixtrust.com kan man købe støttearmbåndet Let Me Live, en sang fra det hjerteskærende posthume album Made in Heaven fra 1995.

Ironisk nok mødes apartheid-blokadebryderne Roger Taylor og Brian May i 2005 med Nelson Mandela for at støtte hans aids-arbejde 46.664, opkaldt efter Mandelas fangenummer fra fængslet på Robben Island.

Vi ønsker ikke at give den unge generation den forestilling, at homoseksuelle er accepterede på Zanzibar.

Abdallah Said Ali,
leder af Organisationen for Islamisk
Mobilisering og Propaganda, til BBC

LET ME LIVE

20 år havde Queen som supergruppe, og 20 år er der nu gået siden frontfigurens død.

300 millioner plader har gruppen Queen solgt på verdensplan. Det rækker til en syvende plads efter blandt andre Elvis Presley og Beatles. 5,4 millioner britiske fans har købt Greatest Hits fra 1981 og dermed gjort det til det bedst sælgende album i Storbritannien nogensinde, og en afstemning på onepoll.com gør Freddie til alle tiders største rockgud – foran Elvis.

Søndag efter søndag brøler Mercurys We Are the Champions ud af højtalerne på stadions verden over, og We Will Rock You er i oktober 2011 kåret af forskere på Goldsmiths University som den største ørehænger. Og hvor har superhotte Lady Gaga hentet inspiration til sit navn? Fra Queen-hittet Radio Gaga naturligvis.

På Freddies 65 års fødselsdag 5. september 2011 lancerer søgemaskinen Google en animationsfilm af hittet Don’t Stop Me Now, en ære, der indtil videre kun er overgået Charlie Chaplin.

Hvis Zanzibar og Afrika ikke vil kendes ved superstjernen, så overtager Asien ham gerne. Ugemagasinet Time Asia kalder i 2006 Freddie Mercury for en af de mest indflydelsesrige asiatiske skikkelser de seneste 60 år, og prædikatet Storbritanniens første asiatiske rockstjerne klæber stadig ved.

Farrouk Bulsara er død. Legenden lever videre – på Zanzibar dog i al diskretion.

Jan Kjær er journalist og cand. phil. i æstetik og kultur. Han har boet tre år i Tanzania.

Anmeldelse: APPETITVÆKKER TIL ØSTAFRIKA

Ny guidebog på dansk om Kenya og Tanzania er medrivende og engagerende. Men de mest kendte og populære turistattraktioner løber med størsteparten af opmærksomheden.

AF BJARNE H. SØRENSEN

Den seneste udgave af Turen går til Kenya & Tanzania fra Politikens Forlag giver en smagsprøve på nogle af de mange oplevelser, Østafrika byder på. Savannerne, baobabtræerne og de vilde dyr tager deres naturlige plads, som vel næppe kan blive for stor i dette hjørne af Afrika, der bugner af liv. Et tilbagelænet liv, hvor alting kører efter sin egen tidsregning, men dog ikke et mindre interessant liv af den grund.

Bogen er velskrevet og engagerende. Man bliver revet med af beskrivelserne af dyrene, dagliglivet og de historiske, politiske og sociale omstændigheder. Man får et indtryk af nutidens Østafrika, der kommer omkring så forskelligartede udfordringer som manglende elektricitet, udbredt korruption, overgangen fra den traditionelle til den moderne levevis og forholdet til tid eller mangel på samme. Især sidstnævnte kunne mange af os danskere måske lære noget af.

Det kan anbefales, at man læser de generelle afsnit om begge lande, uanset hvilket af dem man besøger. Kenya og Tanzania har historisk set mange ting til fælles, og stemningerne og befolkningerne i de to lande minder om hinanden.

MEST OM KENYA

Bogen fokuserer på de geografiske områder, hvor de i dag mest kendte og populære turistattraktioner befinder sig. Derfor er der en stor overvægt af beskrivelser fra Kenya. I Tanzania er der ud over det nordlige område med Serengeti-nationalparken, Tanzanias kyst og øgruppen Zanzibar kun blevet plads til nogle enkelte sider om Tanzanias handelscentrum Dar es Salaam, ligesom hele den vestlige og sydlige del af Tanzania kun fylder et par sider. Det er en skam, for i landets sydlige og centrale højland findes en række nationalparker med en flora og fauna, der gør dem yderst attraktive.

OVER OG UNDER VANDET

Afsnittet Aktiv ferie fokuserer på de mange muligheder, landene har at byde på i nationalparkerne og under vandet – men der er også muligheder for en tur over vandet, som ikke er nævnt i bogen. Langs kysten findes der mange tilbud om fisketure med erfarne lokale sportsfiskere. Jeg har selv haft mange fantastiske fisketure på Det Indiske Ocean lige fra Watamu i Kenya i nord til Kilwa i Tanzania i syd. Ud over vildt kæmpende fisk som tun, dorado, wahoo, sejlfisk og marlin, kan en tur til søs også byde på havfugle, delfiner og hvaler.

Turen går til Kenya & Tanzania opfylder en rejseguides vigtigste opgave – nemlig at være en appetitvækker til de to lande, deres indbyggere og den storslåede natur. Bogen er et godt, dansk supplement til den mere detaljerede, især engelske rejselitteratur, der findes om området, og som omtaler endnu flere af de spændende oplevelser, de to østafrikanske lande har at byde på.

Bjarne H. Sørensen er Danmarks ambassadør i Tanzania siden 2007.

For råd og oplysninger om blandt andet sikkerhed og praktiske forhold henvises til Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledninger på http://www.um.dk.

Bogen fokuserer på de geografiske områder, hvor de i dag mest kendte og populære turistattraktioner befinder sig.

DEBAT

DONG: DanWatch-rapport har fejl og mangler

AF KRISTIAN HEYDENREICH,
CSR MANAGER, DONG ENERGY

I UDVIKLING 4/2011 skriver redaktør Anne Skjerning fra DanWatch en række faktuelt forkerte ting om DONG Energys rolle og ageren i forbindelse med DanWatchs undersøgelse af forholdene i en colombiansk kulmine, som DONG Energy køber kul fra.

For det første: At DONG Energy blev hørt forud for, at DanWatch offentliggjorde deres rapport. Det er ikke korrekt. DONG Energy fik først mulighed for at læse rapporten, da den blev offentliggjort i januar 2010. På intet tidspunkt meddelte DanWatch, at de samarbejdede med P1.

For det andet: At DONG Energy aldrig har fremlagt, hvilke oplysninger i DanWatchs undersøgelse der skulle være forkerte eller forældede. Det er ikke korrekt. DONG Energy var i perioden 2. februar 2010 til 23. marts 2010 i løbende kontakt med DanWatch for at bede om dokumentation for deres påstande. Og i marts 2010 skrev DONG Energy et brev til DanWatchs bestyrelsesformand og bad om dokumentation for en lang række af rapportens påstande. Bestyrelsesformanden henviste blot til korrespondancen med Anne Skjerning.

Tilbage står, at DanWatch har udarbejdet en rapport med væsentlige fejl og mangler. Dette er fortsat korrekt. Fra DONG Energys side fremlægger vi gerne mailudveksling mv. med DanWatch som dokumentation for ovenstående, såfremt der skulle være behov herfor.

Verdensbilledlegat – en anakronisme

AF KASPER GRAM-HANSEN, CAND.MAG.
I AFRIKANSK LITTERATURHISTORIE, ODENSE

FOTO: JONAS UNMACK LARSEN OG MIKKEL CANTZLER CHRISTENSEN

Danida, som hævder at ville fremme dokumentarfilmfagets indsats i u-landsoplysningen, burde lukke et anakronistisk projekt som Verdensbilledlegatet (foto herover fra årets vinderfilm), hvor danske studerende gennem film fortæller befolkningen om de fattiges liv, uden at nogen kan vide, hvordan de fattige selv ville filmatisere deres problemstillinger. Danida kunne i stedet poste mere i ordninger som DOX:LAB, der parrer dokumentarister og placerer u-landenes indbyggere ved roret i dokumentationen af deres egen virkelighed.

I Udvikling nr. 3/2011 eksemplificerer Per Fly idéen, der er blevet realiseret i for eksempel det af Projektrådgivningen støttede Bongodox. Gevinsten er den lokale synsvinkel. Hertil kommer, at oplysning og debat kan strømme fra de lokale filmprocesser til såvel de berørte regioner som hertillands. Må dette budskab også nå ud til den nye generation af dokumentarister, som fra august for første gang har fået mulighed for at tage en treårig dokumentarfilmlinje på Oure Gymnasium.

Se svar herunder.

Oplysningsudvalget: Vi støtter også filmfolk i u-lande

Formålet med Danidas Verdensbilledlegat er at skabe interesse for udfordringerne i udviklingslandene hos nye generationer af danske filmskabere. Udvalget er enig i også at lade udviklingslandenes egne dokumentarister skabe film om emnet for blandt andet et dansk publikum. Derfor støttede Oplysningsbevillingen filmfestivalen CDH:DOX i 2010 med 300.000 kroner til projektet DOX:LAB og i 2011 med 130.000 kroner til filmserien Free Radicals, som fandt sted her i efteråret, ligesom Per Fly-projektet med filmproducenter i Mali også er støttet af Danida-midler gennem ambassaden i Mali.

/Oplysningsudvalget

NAVNE

5 der rykker

PUK DAMSGÅRD ANDERSEN, 33, har modtaget Morgenavisen Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris for sit arbejde med at rapportere fra Pakistan. Damsgård, der er uddannet journalist, er DR’s korrespondent i Mellemøsten med base i Beirut i Libanon.

BOLETTE CHRISTENSEN, 48, er ny direktør i Børnefonden, landets største privatfinansierede udviklingsorganisation. Hun er uddannet cand.psych. og kommer fra en direktørstilling i Dansk Industri. Bolette Christensen afløser Annette Lüdeking, som forlod stillingen i foråret.

OLE HARTLING, 65, er ny formand for Institut for Menneskerettigheder, valgt af instituttets bestyrelse. Han er overlæge og har både været formand for Etisk Råd og dansk delegat ved FN’s Menneskerettighedskommission i Genève. Hartling afløser biskop Kjeld Holm.

H.K.H. PRINSESSE MARIE, 35, er ny protektor for Folkekirkens Nødhjælp, en kirkelig og folkelig hjælpeorganisation med baggrund i den danske folkekirke. Blandt prinsessens øvrige protektioner er den danske UNESCO-nationalkommission.

GARY CONILLE, 45, er ny premierminister i Haiti. Han har siden 1999 arbejdet for en række FN-organisationer og er tidligere rådgiver for FN’s Haiti-udsending Bill Clinton. Conille blev godkendt af Haitis senat i oktober.

Miss Angola blev Miss Universe

AF MILLE LÜBBERT HANSEN, LUANDA

Kronen knejsede på hovedet af 25-årige Leila Lopes fra Angola, da årets Miss Universe blev kåret i São Paulo i Brasilien i september. I konkurrencens 60-årige historie er hun bare den anden afrikaner, der kan smykke sig med titlen.

Den angolanske skønhed overbeviste blandt andre dommerne om sit værd ved i finalen at understrege, at hun betragter sig selv som en kvinde med stor indre skønhed og mange gode principper, hun har arvet fra sin familie. Hun sagde efter kåringen, at hun er stolt af at være afrikaner og dedikerede sejren til sine landsmænd i Angola. Til daglig bor hun dog i London, hvor hun studerer virksomhedsledelse.

Leila Lopes er den anden sorte afrikanske og den fjerde sorte vinder af konkurrencen. I 1999 løb Botswanas Mpule Kwelagobe med titlen, og før hende har to sorte kvinder fra den caribiske østat Trinidad og Tobago båret kronen. Årets konkurrence udmærkede sig desuden ved udelukkende at have kvinder fra mellem- og lavindkomstlande i top 5. Således gik de fire efterfølgende pladser til Ukraine, Brasilien, Filippinerne og Kina.

I flere år har latinamerikanske kvinder taget topplaceringer i Miss Universe-konkurrencen. Den afrikanske sejr er udtryk for, at skønhedsbilledet er blevet mere rummeligt, mener Lene Memborg, der er leder af organisationen bag Miss Danmark. Hun tvivler ikke på, at sejren vil skabe flere afrikanske skønhedsdronninger.

I Angola, hvor skønhedskonkurrencer længe har været et udbredt modefænomen, svømmer medierne over i lovprisninger af Leila Lopes, som de kalder “vores angolanske kvinde”.

Rosa Quimbuila, en 24-årig studerende i hovedstaden Luanda, siger til Udvikling, at både Angola og resten af verden nu endelig kan se, at Angola har smukke, intelligente og selvsikre kvinder:

“Folk får øjnene op for, hvordan Angola virkelig er nu. Før troede man, at Angola var urskov og bondeland. Nu kan de se, at det ikke er sådan. Sejren betyder utroligt meget.”

Rosa Quimbuila tilføjer, at sejren er ekstra vigtig, fordi der endnu hersker stor racisme og mange fordomme om Afrika.

Da Leila Lopes selv blev spurgt om sin indstilling til racisme efter kåringen, lød det kontante svar:

“Jeg lader mig ikke påvirke af racisme. Racisterne bør søge hjælp, for det er ikke normalt med sådan en tankegang i det 21. århundrede.”

/Mille Lübbert Hansen er freelancejournalist.

ASIATISK PLADS: KORT NYT OM DANIDA

FIRE NYE MINISTRE

Pr. 3. oktober 2011:

• Villy Søvndal, 59, SF, er ny udenrigsminister. Uddannet lærer fra Kolding Seminarium og tidligere medlem af Kolding Byråd. Medlem af Folketinget siden 1994, formand for SF siden 2005 og medlem af Folketingets udenrigspolitiske nævn siden 2008.
• Pia Olsen Dyhr, 40, SF, er ny handels- og investeringsminister. Kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og tidligere politisk koordinator i CARE Danmark og international koordinator i Danmarks Naturfredningsforening. Desuden tidligere formand for 92-gruppen.
• Nicolai Wammen, 40, Socialdemokraterne, er ny europaminister. Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. Medlem af Folketinget fra 2001 til 2005, hvor han var sit partis finanspolitiske ordfører, og borgmester i Aarhus fra 2006-11.
• Christian Friis Bach, 45, De Radikale, er ny udviklingsminister. Kandidat i agronomi og ph.d. i international økonomi fra Veterinær- og Landbohøjskolen i København. Desuden adjungeret professor ved Københavns Universitet og tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

AKTUELT

• Tørke/oversvømmelser: I det sydlige Pakistan er mellem fem og ni millioner mennesker direkte berørt af oversvømmelser, og der er omfattende skader på afgrøder og huse. I Afghanistan har tørke forårsaget sult og fejlernæring hos tre millioner sårbare mennesker. Danmark støtter FN’s Fødevareprogram (WFP) med 15 millioner kroner til nødstedte i begge lande.
• Grøn vækst: Danmark var i oktober vært for en konference om global grøn vækst, Global Green Growth Forum (3GF), hvor 200 internationale topledere var samlet for at tale om vækstpotentialet i omstillingen til en grøn økonomi. 3GF er et dansk initiativ, lanceret med støtte fra Sydkoreas regering og udviklet i samarbejde med Global Green Growth Institute.
• Kvinder: Michelle Bachelet, eksekutivdirektør for den nystiftede FN-organisation UN Women, besøgte Danmark i oktober, hvor hun blandt andet mødtes med ministre, folketingsmedlemmer og ngo’er for at diskutere kvinders stilling og rettigheder globalt. Bachelet, der er tidligere præsident i Chile, besøgte også den nye FN-by i København.

http://www.danida.dk

UDGIVELSER

• Governance for Development – five years support to democracy, human rights, justice and peace building in Uganda, oktober 2011

U-WEB

Danidas website for børn og unge: http://www.u-web.dk – opdateres løbende

EVALUERINGER

Igangværende:

• Flygtninge: Evaluering af dansk støtte til Afghanistan gennem Regions of Origin-initiativet, der har som formål at støtte flygtninge og internt fordrevne så tæt på deres hjem som muligt. Evalueringen ventes færdig i slutningen af 2011 eller i begyndelsen af 2012.
• Uddannelse: Evaluering af dansk støtte til uddannelsessektoren i Afghanistan fra 2003 til 2010. Den samlede støtte har været på 431 millioner kroner og er blandt andet gået til den uroplagede Helmandprovins. Evalueringen ventes færdig i begyndelsen af 2012.

http://www.evaluering.dk

STYRELSEN

På sine møder i oktober og november tiltrådte Danidas Styrelse bl.a. følgende bevillinger:

• Ghana: Program for sundhedssektoren, 2012–16 – 400 mio. kr.
• Somalia: Støtte til demokratifremme, statsopbygning og økonomisk vækst, 2011–14 – 300 mio. kr.
• Verdensbanken: Kapitaludvidelse, 2011–16 – 190 mio. kr.
• Østafrika: Regional økonomisk integration, 2012–14 – 160 mio. kr.
• Benin: Sektorprogram for uddannelse, 2012–13 – 125 mio. kr.
• Benin: Sektorprogram for transport, 2012–13 – 100 mio. kr.
• Sydsudan: Regeringsførelse, kapacitetsopbygning, konfliktforebyggelse mv., 2011–14 – 100 mio. kr.
• FN’s befolkningsfond, m.fl.: Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, 2011–15 – 85 mio. kr.
• Kosovo: Støtte til strategi for landbrugssektoren, 2012–15 – 75,5 mio. kr.
• De besatte palæstinensiske områder: Program for kommunal udvikling, 2011–13 – 60 mio. kr.

Danidas Styrelse er rådgivende organ for udviklingsministeren. Styrelsen drøfter og indstiller nye programmer, strategier og handlingsplaner.

INDVIKLING: ANDERS AND & U-LANDSBISTANDEN

“Meget politiske udsagn,” siger forsker om en Anders And-stribe, hvor en maharaja lever et liv i sus og dus takket være generøs vestlig udviklingsstøtte.

ILLUSTRATIONER: ANDERS AND EKSTRA, NR. 3/2011. HISTORIE OG TEGNINGER: DON ROSA. OVERSÆTTELSE: NIELS SØNDERGAARD

AF JEPPE VILLADSEN

Det er ingen hemmelighed, at udviklingsbistanden af og til står for skud i den offentlige debat, men at kritikken også står at læse i et Anders And-blad er mere overraskende. I en stribe fra sidste år (en genudgivelse fra 1996, red.) ser vi, hvordan bistand for millioner forsvinder ned i en diktators private lommer. Mens befolkningen bevidst fastholdes i armod, således at bistandsstrømmen fortsætter.

Historien udspiller sig i den fiktive østerlandske provins Fathistan – en røverkule af en bananrepublik, hvor en skurkagtig maharaja hersker enevældigt. Så dukker Joakim von And op i selskab med Anders And og ungerne. Den ærgerrige gråand er på jagt efter råstoffer, og Fathistan er den eneste provins i regionen, som von And ikke allerede har opkøbt.

Men Maharajaen, der takket være generøs vestlig udviklingsbistand lever et liv i sus og dus, afviser at hjælpe von And med arbejdskraft. Så længe befolkningen er ludfattig, tilflyder der despoten bistandsmidler – så de har bare at forblive fattige! Eller som Maharajaen selv formulerer det, mens han nulrer sit fipskæg med juvelbesatte fingre:

“Mine elskede undersåtter er mine råstoffer, og derfor er det mig magtpåliggende, at de forbliver fattige.

De gavmilde vestlige lande giver mit fattige folk millioner i udviklingsbistand, men desværre bruger jeg det hele på administrationsudgifter.”

Hårde ord midt i en børnetegneserie. Litteraturforsker ved Aarhus Universitet, Frits Andersen, tror næppe heller sine egne øjne, da Udvikling forelægger ham Anders And-striben.

“Det er meget politiske udsagn, der fremføres,” mener han.

“Det er interessant, at et massemedie kan formulere så eksplicit en kritik af bistanden. Sædvanligvis ville en fremstilling af den her slags i et populært medie som Anders And ikke være så kantet. Det er i sig selv et tegn på, at vores traditionelle måde at tænke u-landsbistand på er i krise,” siger Frits Andersen.

KAMP OM RÅSTOFFER

Historien ender med, at lokalbefolkningen hilser Joakim von And med et “på gensyn, Sahib” – kolonitidens høflige tiltaleform, der blev brugt over for briterne.

“Her tillader mediet at komme ud med noget, der ellers er vanskeligt at formulere offentligt, nemlig en anerkendelse af en hvid, vestlig intervention. Det passer meget godt på Congo, hvor det er et ønske fra mange menige congolesere, at “bare den hvide ville vende tilbage”. Man får postkolonial dårlig samvittighed bare ved tanken,” siger Frits Andersen, der er forfatter til en mammut af en bog – og en doktordisputats – om europæiske fortællinger om Congo.

Også stribens fokus på adgang til råstoffer vækker mindelser om Congo:

“Det gælder både for Maharajaen og von And, og det svarer til Tintin i Congo fra 1931, som også meget eksplicit viser, at det er adgangen til råstoffer, som tilstedeværelsen i Afrika handler om,” siger han og fortsætter:

“Det synes jeg er både påfaldende og interessant, og set i lyset af Kinas tilstedeværelse nu, er det tydeligere end nogensinde, at det perspektiv er bærende for alle aktørerne.”

Jovist – hvis der er én i Andeby, de råstofglade kinesere forstår, så må det være Joakim von And.

/Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad.

FREMBLIK

AF TINA RAVN

10. DECEMBER 2011
KVINDELIGT TREKLØVER HÆDRES

Tre modige kvinder tager turen til det kolde Oslo for at modtage Nobels Fredspris. Ellen Johnson Sirleaf, Liberias præsident, Leymah Gbowee (foto), liberisk fredsaktivist, og Tawakul Karman, yemenitisk menneskerettighedsaktivist, deler prisen for deres arbejde for blandt andet kvinders rettigheder.

http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/peace

10. DECEMBER 2011
EN DAG FOR MENNESKERETTIGHEDER

I over 60 år har FN lavet et fremstød for menneskerettigheder den 10. december, og i år er ingen undtagelse. Dagen er født af Anden Verdenskrigs forbrydelser mod menneskeheden, og den bruges af FN’s såkaldte Human Right Defenders til at sætte spot på nutidige krænkelser af menneskerettigheder.

http://www.un.org/en/events/humanrightsday

15.16. DECEMBER 2011
EUDEBAT OM ARABISK FORÅR

Det arabiske forårs indflydelse på demokrati og udvikling er hovedtemaet, når toppolitikere, akademikere, organisationer og pressen stimler sammen til de årlige European Development Days i den polske hovedstad Warszawa. EU’s ”udviklingsdage” har fundet sted siden 2006. Arrangøren er EU-kommissionen.

http://www.eudevdays.eu

22. DECEMBER 2011
CUBA KALDER

Fra to dage før jul kan rejselystne danskere for første gang i mange år flyve direkte fra København til Cuba, nærmere bestemt badebyen Varadero. Flyvningerne ventes at øge antallet af danske turister til den caribiske østat – og kan dermed bidrage til landets økonomiske udvikling.

2012
ALGERIET FEJRER FRIHEDEN

En lang række nationer fejrer 50-års uafhængighed fra diverse kolonimagter i 2012. En af dem er Algeriet, som med en næsten enstemmig folkeafstemning løsrev sig fra Frankrig i juli 1962. Også Burundi, Rwanda, Uganda, Trinidad og Tobago, Jamaica og Samoa kan fejre deres frihed.