POLITIK

RETTIGHEDSMINISTEREN

Interview: Det er ikke nok at leve i frihed, mener Christian Friis Bach, der har afløst Søren Pind som udviklingsminister og vil hellige sig kampen for universelle menneskerettigheder.

AF STEFAN KATIĆ OG MADS MARIEGAARD

CHRISTIAN FRIIS BACH PÅ SIT KONTOR PÅ SJETTE SAL I UDENRIGSMINISTERIETS BYGNING PÅ CHRISTIANSHAVN.
FOTO: PETER MYDSKE/POLFOTO

Christian Friis Bach er stadig i sin første uge som udviklingsminister, da Udvikling møder ham på hans kontor på sjette sal i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København.

På borde og hylder står der små gaver med lykønskningskort til Danidas nye politiske chef. “SELVFØLGELIG skulle du være udviklingsminister,” lyder teksten på et af dem.

Det selvfølgelige består næppe i, at det nyvalgte radikale folketingsmedlem var selvskreven til en ministerpost, for det partipolitiske engagement har gennem store dele af hans karriere måttet vige for utallige andre engagementer i alt fra ngo-arbejde og forskning i international økonomi til konsulentopgaver og humanitært iværksætteri. Han driver sågar et fritidslandbrug nær Ganløse på Sjælland. “Mine 20 tønder land,” som han kalder det.

Til gengæld var det noget nær en selvfølge, at det netop var posten som udviklingsminister, 45-årige Christian Friis Bach skulle bestride. Man kan med en vis ret hævde, at Danmark for første gang har fået en udviklingsminister, som er mere “udviklingsmand” end politiker. En påstand, han ikke afviser.

“Forhåbentlig kan jeg bidrage med min viden og mine erfaringer, men selvfølgelig er der også en risiko ved at komme ind i et ministerium med den baggrund, jeg har. Når man har kigget i én retning i lang tid, kan det måske være svært som minister at dreje hovedet i en anden retning,” siger han, da der er kommet kaffe i kopperne og gang i lydoptageren.

Vil du gøre noget anderledes, nu hvor du er blevet minister?

“Det fundament, jeg har, når det gælder udviklingspolitik, tror jeg
ikke vil ændre sig meget. For mig har de grundlæggende værdier været uændrede – fra jeg arbejdede med internationale handelsmodeller i den mest neoliberale afdeling i Verdensbanken til min forskning i international økonomi på universitetet over min forankring i folkelige organisationer og til min nye, meget spændende stilling som udviklingsminister. I Mellemfolkeligt Samvirke kaldte de mig skiftevis “hormondrengen” og “frihandelsfanatikeren”. Her i huset kan det være, jeg får nogle andre navne, men mine grundlæggende værdier ligger nogenlunde fast.”

ANSVAR FOR MILLIARDER

Alligevel er der forskel mellem en ministerpost med ansvar for 15 milliarder kroner og en friere rolle uden for Udenrigsministeriets mure. For et par år siden argumenterede Christian Friis Bach i Udvikling noget provokerende for, at fremtidens danske bistand skal styres fra Bruxelles. I dag er han mere forsigtig.

“Jeg ser på sagen lidt på samme måde. Min klare holdning er, at vi skal gøre mere gennem EU. Det betyder ikke kun flere penge, men også større engagement for at påvirke den europæiske udviklingspolitik og forandre den. De fleste evalueringer viser, at Danmark har et af verdens bedste udviklingsprogrammer, og det er jeg enig i, så der ingen grund til andet end at påvirke EU til at gå i samme retning,” siger han.

Også som medlem af den Afrikakommission, VK-regeringen nedsatte i 2008, markerede Christian Friis Bach sig. Han burde måske have trukket sig, sagde han, fordi kommissionens anbefalinger om øget støtte til den private sektor ikke kunne bruges til at definere fremtidens danske bistand. I dag har han afgørende indflydelse på, om anbefalingerne skal føres ud i livet.

“Det var ikke alt i Afrika-kommissionen, jeg var enig i, men det endte med et kompromis, som den slags gør, og det bliver ikke smidt i skraldespanden. Noget af det, jeg sagde, var, at jeg ser landbrugsudvikling som helt centralt, når det gælder den private sektor, fordi det er noget af det, der giver allermest fattigdomsbekæmpelse, arbejdspladser, vækst, fødevarer og bidrag til at løse miljø- og klimaproblemer. Derfor vil jeg forsøge at styrke landbrugsudviklingen, og i virkeligheden ligger det inden for regi af kommissionens anbefalinger,” siger han.

LANDBRUG KAN SKABE GLOBAL UDVIKLING, MENER CHRISTIAN FRIIS BACH – HER FOTOGRAFERET PÅ SIT EGET FRITIDSLANDBRUG NÆR GANLØSE.
FOTO: KRISTIAN BRASEN/SCANPIX

INGEN ALMISSER

Undervejs i interviewet må Christian Friis Bach kortvarigt haste til et af de mange møder, hans nye stilling er så rig på. Kort efter er han tilbage på det kontor, han har overtaget efter Søren Pind – Venstremanden, som ved sin tiltræden i februar 2010 udnævnte sig selv til “frihedsminister”. Christian Friis Bach svarede ved at udnævne sig selv til “rettighedsminister” – og det er andet end ord, forsikrer han.

“Skiftet fra frihedsminister til rettighedsminister signalerer en bredere dagsorden. Vi skal se indsatsen mere som en helhed. Det hjælper ikke, at man kan ytre sig og leve i frihed, hvis man ikke kan læse og skrive, og man lærer aldrig at læse og skrive, hvis man ikke får mad nok. Derfor er menneskerettighederne et samlet sæt af rettigheder – de er udelelige, individuelle og sammenhængende,” siger han og fortsætter:

“Hvis vi anskuer det som rettigheder og ikke som almisser, så sætter det gang i en helt anden mekanisme, hvor de, der skal få gavn af dansk udviklingsbistand, har ret til at klage over os, kritisere os, påvirke os og forhåbentlig også inspirere os. De mekanismer skal vi arbejde langt mere med. Hvis vi styrker fattige menneskers muligheder for selv at kæmpe for egne rettigheder, så kan vi forandre de her samfund langt mere permanent.”

Skiftet fra frihedsminister til rettighedsminister signalerer en bredere dagsorden. Vi skal se indsatsen mere som en helhed.

U-LANDENES ANSVAR

Hvordan gør man så det? Ifølge Christian Friis Bach skal Danmark øge den såkaldte budgetstøtte – det vil sige bistand direkte til u-landenes regeringer, som derefter har ansvaret for at bruge pengene fornuftigt. En støtteform, der dog er omgærdet af en vis skepsis, fordi den kan svække donorernes mulighed for at kontrollere, at pengene ikke går til eksempelvis korruption.

“Jeg er stærk tilhænger af øget brug af budgetstøtte, fordi jeg mener, det placerer ansvaret og ejerskabet der, hvor det skal være. Gør man det, så bliver det også taget mere alvorligt. Hvis man derimod står med egne kontrolapparater og revisorer og vil prøve at kontrollere hver en krone, så tror jeg nogle gange, at incitamentet til gøre det godt bliver mindre, og at incitamentet til at snyde på vægten bliver større,” siger han.

Christian Friis Bach understreger flere gange, at budgetstøtte ikke er den rigtige støtteform hvor som helst og når som helst. Det skal kun bruges, siger han, når de rigtige betingelser er til stede i form af politiske processer, retssystemer, frie medier og så videre.

“Vi skal stædigt, ihærdigt og aktivt insistere på, at regeringerne (i u-landene, red.) tager deres ansvar alvorligt. Vi skal sige til dem: Vi vil gerne støtte jer, men det er sørme jeres ansvar, at børnene kommer i skole, at sundhedssystemerne fungerer, at kvinders rettigheder bliver respekteret og så videre. Vi skal også sige til regeringerne, at de skal lytte efter, hvad deres befolkninger siger, og samtidig skal vi hjælpe befolkningerne med at råbe op og påvirke regeringerne,” siger han og fortsætter:

“En befolkning, der råber op, og en regering, der lytter efter. Det er sådan, jeg tror, man får et land til at fungere.

En befolkning, der råber op, og en regering, der lytter efter. Det er sådan, jeg tror, man får et land til at fungere.

Stefan KatiĆ er redaktør af Udvikling, og Mads Mariegaard er redaktionssekretær samme sted.

IMF: Kina overhaler USA om fem år

I 2016 vil verdens førende økonomiske magt ikke længere være USA, men Kina.

Det fremgår af Den Internationale Valutafond IMF’s seneste World Economic Outlook-rapport, skriver CNN. Årsagen er Kinas galopperende vækstrater, som i 2016 vil gøre kinesernes købekraft større end amerikanernes.

Nyheden er paradoksal, fordi millioner af kinesere fortsat lever i fattigdom, og så sent som for to år siden udtalte landets viceudenrigsminister, He Yafei (billedet), at “Kina er et u-land”.

Ifølge IMF er købekraft dog en usikker økonomisk måleenhed for et lands position på det globale marked, fordi den ikke tager højde for sociale og strukturelle problemer.

/ULM

Tiden rinder ud for krigsforbrydere i Elfenbenskysten

FOTO: SIA KAMBOU/SCANPIX

Der blev begået forbrydelser mod menneskeheden, efter at præsidentvalget i Elfenbenskysten i november 2010 førte til en borgerkrig.

Det mener Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, der nu har givet chefanklager Luis Moreno-Ocampo grønt lys til at undersøge sagen og finde frem til de ansvarlige.

Voldsbølgen startede efter valget, hvor den siddende præsident, Laurent Gbagbo (billedet herunder), nægtede at anerkende nederlaget til sin politiske rival, Alassane Ouattara.

Nyhedsbureauet Reuters rapporterede om flere end 1.500 dræbte i og uden for hovedbyen Abidjan, mens godt en million borgere flygtede.

Først i april i år mistede Gbagbo magten, da Ouattara-støtter stormede Abidjan med opbakning fra FN og franske styrker og tog ham til fange. Ouattara, der nu er præsident, lovede dengang at undersøge overgreb på begge sider af konflikten. Men det er ikke sket, konstaterer ICC, som selv gik i gang med at indsamle de oplysninger, der nu danner baggrund for jagten på de ansvarlige.

ICC mener blandt andet, at der foregik etnisk udrensning, fordi de ofre, man foreløbig kender til, udelukkende tilhører tre specifikke etniske grupper i befolkningen: krou, akan og mande.

Laurent Gbagbo blev i slutningen af november udleveret til Den Internationale Straffedomstol i Haag.

/Ulrikke Moustgaard

Ny nation straffer homoseksuelle

Da Sydsudan i juli sprang ud som verdens nyeste land, var der ikke meget at fejre for landets homoseksuelle.

Der er ikke længere dødsstraf for homoseksualitet, som før udskillelsen fra Sudan, men Sydsudan har i stedet vedtaget en lov, der straffer homoseksualitet med 10 års fængsel, og landets præsident Salva Kiir Mayardit har udtalt, at homoseksualitet “ikke er en del af vores karakter”.

Menneskerettighedsaktivister frygter, at både Sydsudan og Uganda, hvor homoseksualitet også er forbudt, vil indføre dødsstraf i fremtiden. En straf, som lige nu findes i fem lande i verden.

/ULM

EU: DANMARK I SPIDSEN FOR BISTANDSGIGANT

Til foråret skal EU’s 27 udviklingsministre sætte nationale interesser til side og nå til enighed om en ny fælles udviklingspolitik. Som EU-formand spiller Danmark en nøglerolle.

AF RIKKE ALBRECHTSEN, BRUXELLES

ILLUSTRATON: LOUISE THRANE JENSEN

Da Danmarks nyudnævnte udviklingsminister Christian Friis Bach en oktoberdag i år indfinder sig i den laksefarvede marmorkolos, der huser EU’s ministerråd, er ingen af hans europæiske kollegaer i huset.

Han er fløjet til EU-hovedkvarteret i Bruxelles uden for den officielle mødekalender for at gennemføre en lynhurtig “lobby-maraton”, hvor han løber fra møde til møde med de vigtigste kommissærer, parlamentarikere og embedsmænd på udviklingsområdet. For en ny europæisk strategi på udviklingsområdet er ved at tage form i Bruxelles lige nu. Og det er Danmark, der har EU-formandskabet, når unionens ministre til foråret skal komme med deres indspil til strategien.

“Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til en stærk europæisk stemme, samtidig med at vi sætter et dansk fingeraftryk på den europæiske udviklingspolitik,” siger ministeren, da han i den tætpakkede kalender finder et lille pusterum til at tale med Udvikling.

Det bliver en balanceakt, der kræver et godt netværk i Bruxelles, og det er derfor, at Christian Friis Bach har prioriteret en rejse til EU-hovedstaden som en af sine første udflugter som minister. For selv om han pænt må overlade pladsen for bordenden ved møderne til chefen for EU’s fælles udenrigstjeneste, Catherine Ashton, så er det stadig Danmark, der står med ansvaret for, at udviklingsministrene bliver enige om en fælles linje på et politikområde, hvor

landene traditionelt har meget stærke nationale interesser. Det er Christian Friis Bachs job at få skabt tillid til, at det danske formandskab vil løfte den opgave på en fair og konstruktiv måde, forklarer han:

“Vi skal skabe en platform, hvorfra vi kan fremføre de danske synspunkter, samtidig med at vi forvalter fællesskabets interesser. Den tillid er vi startet med at bygge op i dag.”

Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til en stærk europæisk stemme, samtidig med at vi sætter et dansk fingeraftryk på den europæiske udviklingspolitik.

Christian Friis Bach,
dansk udviklingsminister

NOGET FOR NOGET

Grundlaget for forhandlingerne kommer fra EU’s udviklingskommissær Andris Piebalgs, der i oktober præsenterede sin nye såkaldte Dagsorden for forandring sammen med en separat meddelelse om, hvordan unionen kan bruge flere midler på direkte pengeindsprøjtninger i u-landenes egne budgetter, såkaldt budgetstøtte. Naturligvis under forudsætning af, at deres regeringer holder sig på en fornuftig politisk kurs.

Fra Piebalgs’ side gjaldt det først og fremmest om at få forankret den fremtidige udviklingspolitik i den nye fælles udenrigstjeneste, som blev indført med Lissabon-traktaten, og som fremover skal tage sig af unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Men den nye strategi indeholder også en række nye prioriteter, som Kommissionen mener vil gøre udviklingsbistanden mere tidssvarende i forhold til de ændrede magtbalancer i verden og til de opstande, der har præget den arabiske verden i det seneste års tid.

Det betyder blandt andet, at bistanden primært skal gå til de lande, der har mest brug for den – inklusive såkaldte fejlslagne stater som Somalia og Sudan. Og dermed et farvel til budgetstøtte til mellemindkomstlande som Sydafrika, Kina, Brasilien og Indien, der nu optræder som donorlande, på trods af at de selv huser en stor del af verdens fattige.

Samtidig skal EU’s bistand i højere grad målrettes efter det enkelte u-lands evne til at anvende støtten effektivt og vilje til at vedtage reformer. Særligt budgetstøtten skal fremover være “noget for noget”, så lande vil kunne få mere hjælp, hvis de viser vilje til at arbejde for demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder. Omvendt vil “problemregimer” se midlerne svinde ind, hvis det går den forkerte vej.

Jeg vil være sikker på, at hver eneste euro når frem til dem, som har mest brug for den.

Andris Piebalgs,
EU’s kommissær for udvikling

BLANDET MODTAGELSE

Kommissionen presser også på for, at EU-landene fremover skal koordinere deres bistandsindsats bedre – og foreslår sig selv i rollen som stærkere tovholder. Desuden vil Kommissionen koncentrere indsatsen i maksimalt tre sektorer pr. land med særligt fokus på udviklingen af landbrug og adgang til energi. Samtidig skal flere midler sættes af til at tackle nye udfordringer som klimaforandringer, fødevaresikkerhed og migration.

“Jeg vil være sikker på, at hver eneste euro når frem til dem, som har mest brug for den,” sagde Andris Piebalgs, da han præsenterede sit udspil for pressen.

Modtagelsen var mildt sagt blandet. Udviklingsorganisationer som Action Aid, der har Mellemfolkeligt Samvirke som medlem, kritiserer Kommissionen for at lade fattige i mellemindkomstlande i stikken og for at føre en politik, der først og fremmest meler europæernes egen kage. Blandt andet ved at fokusere mere på investeringer i den private sektor, som vil komme europæiske firmaer til gode, men ikke nødvendigvis hjælpe mennesker ud af fattigdom.

Hos Concord Danmark, der samler danske udviklingsorganisationer under én hat, bakker sekretariatschef Morten Emil Hansen lidt forbeholdent op om det nye udspil. Han mener, at det i hvert fald er bedre end det, Kommissionen lagde op til i en stor høringsrunde sidste år.

“Det er gået fra at være en meget snævert udlagt strategi med fokus på privatsektorbistand og energisektoren til et bredere og mere nuanceret bud på en europæisk udviklingspolitik,” siger Morten Emil Hansen, der også roser Kommissionen for at sætte fokus på landbrug, som han beskriver som voldsomt underprioriteret i den hidtidige fattigdomsbekæmpelse.

“Kun omkring fire procent af den globale bistand går til landbruget, hvilket er grotesk lidt i en tid med tilbagevendende fødevarekriser og en milliard mennesker, der sulter,” siger sekretariatschefen.

Men samtidig efterlyser Morten Emil Hansen flere konkrete tiltag i Kommissionens udspil.

SOMALISK FLYGTNING NÆR DEN KENYANSKE BY LIBOI, PÅ GRÆNSEN TIL SOMALIA. EU VIL ØGE BISTANDEN TIL DE LANDE, DER HAR MEST BRUG FOR DEN – HERIBLANDT SKRØBELIGE STATER.
FOTO: TONY KARUMBA/SCANPIX

“Det er ekstremt overordnet, så det bliver svært at måle på det bagefter,” siger han og påpeger, at han godt kunne have ønsket sig, at strategien i højere grad tog bestik af den nye globale situation.

“Vi misser en unik chance for at gentænke Europas rolle i verden og forholdet til verdens fattigste. Derfor risikerer EU også at spille sig selv af banen internationalt,” siger han.

Vi skal også støtte en udvikling af demokratiet, men at forsøge at forandre regimer må ikke være det eneste sigte med vores bistand.

Nicolas Mombrial,
politisk medarbejder, Oxfam

EN FATTIG BONDE DEMONSTRERER IKKE

Også placeringen af udviklingspolitikken som del af udenrigstjenesten vækker en vis bekymring for, om bistanden fremover først og fremmest vil blive brugt politisk-strategisk i stedet for til at bekæmpe fattigdom blandt dem, der lider størst nød.

“Udviklingslandene må ikke blot blive et værktøj for EU’s udenrigstjeneste,” siger Morten Emil Hansen fra Concord Danmark.

Og søsterorganisationen Oxfam i Bruxelles gør det klart, at Kommissionens nye fokus på fremme af demokrati og menneskerettigheder – i kølvandet på det arabiske forår – ikke må stå i vejen for at hjælpe de fattigste lande med at løse helt basale problemer.

“Vi skal også støtte en udvikling af demokratiet, men at forsøge at forandre regimer må ikke være det eneste sigte med vores bistand,” siger Nicolas Mombrial, der er politisk medarbejder i Oxfams EU-kontor.

Han påpeger, at de folkelige opstande i lande som Egypten og Tunesien kun kunne ske, fordi det var lande, som allerede havde udviklet sig til et vist niveau. Derfor skal der stadig i høj grad fokuseres på basale ting som sundhed, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom.

“En fattig bonde, hvis eneste mål er at overleve, vil aldrig have tid til at gå ud og demonstrere,” siger Nicolas Mombrial.

EU’S UDENRIGSCHEF CATHERINE ASHTON OG DANMARKS UDVIKLINGSMINISTER CHRISTIAN FRIIS BACH SPILLER NØGLEROLLER I UDFORMNINGEN AF UNIONENS NYE UDVIKLINGSPOLITIK.
FOTOS: MITYA ALESHKOVSKY/POLFOTO & UDENRIGSMINISTERIET

HVEM GØR HVAD?

Der er også bred enighed om, at det allersværeste bliver at få medlemslandene til at gå med på Kommissionens forslag om at tildele den en stærkere rolle som samlingspunkt for den europæiske bistand. Og forslag om for eksempel at lade Kommissionen stå bag et fælles EU-dokument for hvert land, der modtager bistand. Dokumentet skal fungere som en “hvem gør hvad”-guide for de 27 EU-landes indsats på stedet, men vil formodentlig få en ret kølig modtagelse i EU-hovedstæderne. Her er man vant til selv at have fuld kontrol med, hvordan man bruger sine bistandspenge.

“Det er fint, at Kommissionen prøver at gøre noget mere på dette område. Men Frankrig vil fortsætte med at prioritere de gamle fransktalende kolonier, og Spanien vil have fokus på Latinamerika. Medlemslandene vil gøre, hvad de selv vil,” siger Nicolas Mombrial fra Oxfam.

Udviklingsminister Christian Friis Bach medgiver, at det bliver noget af en udfordring for det danske formandskab at få 27 lande med forskellige nationale dagsordener til at bakke op om Kommissionens forslag.

“Der er nogle lande, der mener, at vi skal kaste os over andre områder. Nogle vil gerne øge engagementet i bestemte lande, og nogle vil gerne øge kontrollen med de europæiske midler. Så der er nogle balancer der, som jeg håber, vi kan skubbe i den rigtige retning. Men jeg tror ikke, at det bliver nemt,” siger han.

Generelt synes Christian Friis Bach dog, at Kommissionens udspil er et udmærket udgangspunkt.

“Det er et godt spor, som bliver lagt med det her. Det betyder ikke, at der ikke er ting, som vi godt kunne have ønsket os bedre og stærkere. Men den overordnede linje mener jeg er den rigtige,” siger han.

/Rikke Albrechtsen er freelancejournalist og bosiddende i Bruxelles.

Arven efter apartheid-styret: JORDREFORM I KRISE

“Et hav af olie, der kun venter på en tændstik.” Sådan beskriver den amerikanske Sydafrika-ekspert Bernadette Atuahene landets manglende bestræbelser på at rette op på en ulige jordfordeling mellem sorte og hvide. To ud af tre sorte sydafrikanere mener, at de “uanset konsekvenser” skal have jorden tilbage.

AF BERNADETTE ATUAHENE

FOREIGN AFFAIRS
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD.

IKKE HANS LAND. HYRDE MED KVÆG, DRAKENSBERG, SYDAFRIKA.
FOTO: MORTEN RASMUSSEN/BIOFOTO/SCANPIX

I kolonitiden og under apartheid stjal det herskende hvide mindretal enorme landområder fra sorte afrikanere i Zimbabwe (dengang Rhodesia, red.) og Sydafrika. Det blev et vigtigt samlingspunkt for befrielsesbevægelserne i begge lande at få disse områder tilbage, men i årene umiddelbart efter det hvide mindretalsstyres afgang var det uhyre vanskeligt for nye regeringer at omfordele jorden retfærdigt og effektivt. I de senere år, hvor der ikke er blevet gjort noget for at rette op på den ulige fordeling af jorden i Zimbabwe – der tværtimod er blevet brugt af præsident Robert Mugabe som påskud for at opretholde et demagogisk regime, der har ført til Zimbabwes forlis – har mange iagttagere spurgt: Kan noget lignende ske i Sydafrika?

Da Nelson Mandela overtog magten i Sydafrika i 1994, var 87 procent af landets jord ejet af hvide, selv om de repræsenterede under 10 procent af landets befolkning. Efter råd fra Verdensbanken forsøgte regeringspartiet ANC (African National Congress) at omfordele 30 procent af jorden fra hvide til sorte i løbet af det nye demokratis første fem år. I 2010 – 16 år senere – havde kun otte procent af jorden skiftet ejere.

Ved ikke at redistribuere denne jord har ANC misligholdt et afgørende aspekt af den forhandlede aftale om at bringe apartheid til ophør, der også går under betegnelsen “befrielsesaftalen”. I henhold til artikel 25 i den nye sydafrikanske forfatning, der blev vedtaget i 1994, skulle eksisterende jordbesiddere (fortrinsvis hvide) have juridisk gyldigt skøde på jord, der var erhvervet under tidligere regimer, til trods for de potentielt tvivlsomme omstændigheder ved erhvervelsen. Til gengæld fik sorte (der i Sydafrika også indbefatter mennesker af blandet herkomst samt indere) løfte om en jordreform. Men den nye regering overholdt kun den ene side af befrielsesaftalen: Sydafrikanske hvide fik lov til at beholde deres jord, mens de sorte endnu ikke har fået deres. Den politiske apartheid er bragt til ophør, men den økonomiske eksisterer stadig.

Den politiske apartheid er bragt til ophør, men den økonomiske eksisterer stadig.

DET ER VORES LAND

Sydafrikas manglende bestræbelser på at rette op på uligheden er som et hav af olie, der kun venter på en tændstik. I forbindelse med et af de bedste opinionsstudier, der nogensinde er gennemført i landet, talte statsvidenskabsmanden James Gibson med 3.700 sydafrikanere og fandt frem til, at 85 procent af de sorte mente, at “størstedelen af jorden i Sydafrika var blevet overtaget uretmæssigt af hvide nybyggere, og at disse derfor ikke havde nogen ret til jorden i dag”. Kun otte procent af de hvide adspurgte var af samme opfattelse. Gibsons mest foruroligende resultat var, at to ud af tre sorte var enige om, at “jorden skulle leveres tilbage til de sorte i Sydafrika, uanset hvilke konsekvenser det ville få for de nuværende ejere og for landets politiske stabilitet”; 91 procent af de hvide deltagere i undersøgelsen var uenige i dette synspunkt.

Ifølge Gibsons data mener de fleste sorte, hvad enten de bor i byerne eller i landområderne, at jorden er stjålet – og de vil have den tilbage, selv om en omfordeling vil føre til politisk uro. Trods dette resultat er det ikke alle, der forventer, at der rent faktisk bliver tale om politiske problemer, eftersom den ulige ejendomsret til jorden i Sydafrika ikke påvirker beskæftigelsen på samme måde som i Zimbabwe. Kun tre procent af det sydafrikanske bruttonationalprodukt (BNP) er baseret på landbrug, hvorimod landbruget bidrog med 20 procent af BNP i Zimbabwe, inden jorden blev konfiskeret.

“De hvide har stjålet vores jord, og nu fortjener vi at få den tilbage”, er en simpel, men retorisk virkningsfuld frase.

Optimistiske betragtninger af denne art ser imidlertid bort fra to vigtige forhold. For det første den omstændighed, at selv om landbruget ikke udgør nogen væsentlig del af Sydafrikas BNP, så bor 35-40 procent af landets befolkning uden for byerne, og adgang til jorden er derfor nødvendig, hvis de mange fattige familier skal kunne overleve. For det andet har den ulige ejendomsret til jorden årsager, som er nemme at forstå for et flertal af befolkningen, til forskel fra andre komplicerede sociale problemer i Sydafrika (såsom arbejdsløshed og en utilstrækkelig sundhedssektor).

Refrænet om, at “de hvide har stjålet vores jord, og nu fortjener vi at få den tilbage”, er en simpel, men retorisk virkningsfuld frase, der giver genlyd hos den marginaliserede, fattige befolkning både på landet og i byerne. Tyveriet af jorden er blevet et symbol på det mere omfattende tyveri af rigdomme i det hele taget, som fandt sted i kolonitiden og under apartheid. Det er muligt, at en karismatisk, populistisk leder en dag kan bruge sagen om jorden til at samle den store hær af fattige og frustrerede sorte borgere fra by og land om bestræbelsen på at få den stjålne rigdom tilbage fra alle hvide og ikke kun hvide farmere som i Zimbabwe.

MON DET GÅR MED JORDEN SOM I ZIMBABWE? LANDMAND ERASMUS BORNMAN EJER, HVAD DER SVARER TIL 40-50 DANSKE LANDBRUG.
FOTO: JESPER STRUDSHOLM/POLFOTO

LØFTER UDEN PENGE

Men i stedet for at omfordele jorden mere retfærdigt har ANC underfinansieret jordreformen og implementeret forfatningens artikel 25 på en måde, der forstærker ulighederne mellem racerne, og har heller ikke hjulpet dem, som har nydt godt af jordreformen, til at få den kapital og de kompetencer, der er nødvendige for at udnytte den nyligt erhvervede jord produktivt.

Skal man tro den sydafrikanske præsident Jacob Zuma, står jordreformen øverst på ANC’s dagsorden.

I 2009 udtalte Zuma således: “Under valgkampen har vi gjort det klart, at udviklingen af landzonerne og jordreformen er en af vores fem højeste prioriteringer.” Og i en tale holdt i april 2011 sagde han: “Vi er fast besluttet på, at de lokalsamfund, der uretmæssigt blev fordrevet under apartheid, skal have en retfærdig erstatning for deres tab. Vores mål er at sørge for, at fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd med en tilbagelevering af jorden.”

Men Zuma har ikke fulgt løfterne op med en pose penge. I 2010 indførte Kommissionen for Jordtilbagelevering (Land Restitution Commission) – en myndighed, der er afgørende for bestræbelsen på at gennemføre jordreformen – et midlertidigt stop for opkøb af jord i henhold til tilbageleveringsprogrammet. Det skete, fordi der ikke var penge nok til at indfri de afhændelsesaftaler, der allerede var indgået med jordbesiddere. Kommissionen bad det sydafrikanske finansministerium om 5,3 milliarder rand (cirka 757 millioner dollars), til dels for at indfri udestående aftaler med jordejere, men fik kun bevilget 1,9 milliarder rand (cirka 271 millioner dollars). Dette har medført, at en hel del jordejere har sagsøgt kommissionen for løftebrud. Det værste er dog, at det også har udbredt den opfattelse, at ANC ikke tager jordreformen alvorligt.

DEN ULIGE JORDFORDELING ER FOR MANGE SORTE ET SYMBOL PÅ ET URETFÆRDIGT SAMFUND – EN ARV FRA APARTHEID-TIDEN. HER FANGEØEN ROBBEN ISLAND.
FOTO: MA/ASSOCIATED PRESS/POLFOTO

STØRRE ULIGHED

I forsøget på at rette op på ulighederne har ANC i stedet forværret dem. Apartheidregeringen tog i mange tilfælde jord fra sorte lokalsamfund uden rimelig kompensation og overdrog den mod en symbolsk betaling til hvide farmere. Hvis ANC beslutter at levere en bestemt jordlod tilbage til et sort lokalsamfund, der er blevet frataget sin jord, mens den hvide farmer, som apartheidregeringen solgte jorden til, stadig lever, er staten i henhold til forfatningen forpligtet til at udbetale farmeren en retfærdig erstatning. Også selv om denne i sin tid overtog jorden på uretfærdige betingelser. Men de sorte får ikke en tilsvarende retfærdig erstatning for den jord, som tidligere regeringer har stjålet fra dem. Det fremgår af forfatningen, at sydafrikanere, der er blevet frataget deres ejendom efter 1913 som følge af racediskriminerende forretningspraksis, har ret til “enten tilbagelevering af den nævnte ejendom eller til en passende erstatning”. Men i 2008 havde 70 procent af de berettigede i henhold til programmet for jordtilbagelevering overhovedet ikke modtaget nogen jord, men kun små symbolske udbetalinger, der intet havde at gøre med hverken den nuværende eller den tidligere markedsværdi af deres konfiskerede ejendom. Dette er ikke en retfærdig erstatning.

Problemet forværres af det faktum, at når regeringen omfordeler jord, giver den ikke de nye jordbesiddere den støtte, der er nødvendig for, at de kan klare sig. Fattige sorte farmere skal have økonomisk og teknisk hjælp, hvis de skal have gavn af markeder, kredit, teknologi, infrastruktur og uddannelse. Men det fremgår af undersøgelser udført under Program for Land and Agrarian Studies på University of the Western Cape, at staten som hovedregel end ikke giver nyetablerede farmere de basale redskaber, der skal bruges til kunstvanding og indlæggelse af elektricitet. I stedet for overdrager staten jord, som tidligere har været brugt af enkelte farmere til storstilet, kapitalintensivt, kommercielt landbrug, til store, ressourcefattige lokalsamfund. Dette er en opskrift på katastrofe.

Hvis nyetablerede farmere skal have adgang til kapital, infrastruktur og den uddannelse, der er nødvendig for at kunne overtage et kommercielt landbrug, kræver det en betydelig investering af statsstøtte. Et mindre kostbart alternativ ville være, hvis staten opgav idéen om at omfordele kapitalintensive landbrugsvirksomheder og i stedet uddelte jord til subsistenslandbrug, som kan drives uden den store statsindblanding. Drømmen om at overdrage for eksempel en velfungerende citrusplantage fra en hvid farmer til et sort lokalsamfund er død. Staten må se denne kendsgerning i øjnene og begynde at lede efter nye løsninger.

I forsøget på at rette op på ulighederne har ANC i stedet forværret dem.

UDEN OPPOSITION, INGEN REFORMER

Mange politiske iagttagere undrer sig over, at ANC ikke har gjort mere for at imødekomme sine vælgeres ønsker ved at bevilge flere midler til jordreformer, udbetale rimelige erstatninger og give støtte til nye jordbesiddere. Men regeringen har råd til denne fiasko, fordi de kortsigtede omkostninger ved ikke at foretage sig noget er lave. ANC dominerer sydafrikansk politik og har derfor ingen reel konkurrent til vælgernes stemmer. Partiet kontrollerer 66 procent af nationalforsamlingen (underhuset i det sydafrikanske parlament, red.), otte af landets ni provinser samt bystyret i fem af de seks store byer. Under det sidste valg i 2009 var der håb om, at COPE (Congress of the People) – et parti dannet af tidligere medlemmer af ANC, der var modstandere af Zuma – ville udgøre et levedygtigt alternativ, men COPE fik kun otte procent af pladserne i nationalforsamlingen og er siden da blevet opløst. Der er med andre ord ingen, som kan straffe ANC politisk, hvis det ikke gennemfører jordreformerne.

Risikoen på længere sigt er imidlertid, at de ledere i ANC, der går ind for radikale jordreformer, får mere og mere magt og af personlige eller politiske grunde opmuntrer partiet til at slå politisk mønt på sagen, ligesom Mugabe og hans ZANU-PF (Zimbabwe African National Union-Patriotic Front) gjorde det i Zimbabwe. Så sent som sidste år var Julius Malema, den kontroversielle, men populære (og nu suspederede, red.) præsident for ANC Youth League, på besøg i Zimbabwe. Her roste han “kammerat Bob” (Mugabe, red.), fordi han havde tilbagegivet så stor en del af landets landbrugsjord til dens “retmæssige ejere”. Malema udtalte: “I Sydafrika er vi først lige begyndt. Her i Zimbabwe er I kommet meget langt. Spørgsmålet om landbrugsjorden er løst. Vi er meget glade for, at I nu kan tegne jer for 300.000 nye landmænd sammenlignet med de 4.000, der dominerede landbruget før i tiden.” Indtil videre udgør Malema og hans ligesindede kun en yderfløj i ANC, og partiet har ikke brug for at benytte manipulerende, populistiske metoder. Men det kan jo forandre sig.

Selv om ANC netop nu er politisk usårligt, er det ikke økonomisk urørligt; for at fastholde den økonomiske vækst i landet skal partiet rejse kapital fra hvide sydafrikanere og udenlandske investorer. Hvis ANC fører en politik, der skaber modstand hos disse finansieringskilder, kan det få katastrofale økonomiske konsekvenser. Denne erkendelse har partiet taget til sig for længe siden.

Verdenssamfundet spillede en vigtig rolle, da der skulle indføres demokrati i Sydafrika; det bør også medvirke til at fjerne de sidste rester af apartheid.

MARKEDET OG JORDEN

I sin bog Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of the ANC skriver den sydafrikanske journalist William Gumede, at Mandela kort efter løsladelsen fra fængslet på Robben Island deltog i en privat frokost med fremtrædende forretningsmænd, og at han her udtalte, at kun nationalisering kunne rette op på de uligheder, der var skabt af apartheid. Kort tid efter faldt indekset på Johannesburgs guldbørs med fem procent.

Mandela havde ændret politik, da han i Pittsburgh, Pennsylvania, USA i 1991 sagde til en forsamling af erhvervsledere: “Jeg kan forsikre Dem for, at ANC ikke er modstander af det private initiativ … Vi er klar over, at investorer ikke investerer, hvis deres investeringer ikke kan sikres. De vækstrater, der er vores mål, kan ikke realiseres uden tilførsel af udenlandsk kapital. Vi er fast besluttet på at skabe et økonomisk klima, som udenlandske investorer vil finde attraktivt.” ANC’s frygt for at påvirke markedet negativt og skræmme kapitalstærke investorer væk forklarer ulighederne i de erstatninger for jord, der udbetales til henholdsvis nuværende jordbesiddere (der fortrinsvis er hvide) og jordløse (fortrinsvis sorte).

Markedet vil måske reagere negativt, hvis ANC opgiver sin politik med at købe jord til markedspris af villige sælgere og i stedet går ind for en mere aggressiv jordreformpolitik, som tager udgangspunkt i retsligt sanktionerede ekspropriationer svarende til bestemmelserne i forfatningens artikel 25 (3). Hvis man går mere forsigtigt til værks med den begrundelse, at en vis retfærdighed må ofres for stabilitetens skyld, risikerer man større politisk uro på længere sigt. Hvis der ikke gøres noget for at rette op på det forhold, at cirka 77 procent af jorden ejes af hvide, som udgør mindre end 10 procent af befolkningen, kan resultatet blive uoverskueligt. ANC må indse, at en aggressiv jordreform vil være langt mindre destabiliserende end et voldeligt oprør.

JORDREFORMER STÅR ØVERST PÅ REGERINGSPARTIET ANC’S DAGSORDEN, HÆVDER DEN SYDAFRIKANSKE PRÆSIDENT JACOB ZUMA.
FOTO: VEGARD GRATT/SCANPIX

UDYGTIGHED OG INEFFEKTIVITET

Trods problemets sprængfarlige karakter har verdenssamfundet været længe om at træde til med hjælp. Thozi Gwanya, den forhenværende direktør for styrelsen for landbrugsudvikling og jordreformer, dommer Fikile Bam, der er præsident for Land Claims Court, og Blessing Mphela, som er forhenværende leder af den kommission, der har til opgave at returnere jord til dens oprindelige sorte ejere, er alle sammen enige om, at den største hindring for at nå regeringens målsætning for jordreformen er manglende administrativ erfaring, ineffektiv politik og organisatorisk udygtighed.

Et relevant eksempel er lokalsamfundet Popela i den nordlige Limpopo-provins. Popela er ressourcefattigt, og dets ejendomsret til jorden blev tilsidesat i kolonitiden og under apartheid. Befolkningen havde fuld ret til at bruge forfædrenes jord indtil 1889, da briterne eksproprierede den og overdrog ejerskabet til en hvid landmand, der tvang medlemmer af samfundet til at skaffe gratis arbejdskraft, hvis de ønskede at forblive på egnen. I 1969 blev lokalsamfundet Popela frakendt alle rettigheder til jorden. I en skelsættende kendelse, der blev afsagt i juni 2007 af den sydafrikanske forfatningsdomstol, blev det slået fast, at visse medlemmer af Popela-lokalsamfundet havde ret til at få deres jord tilbage. Det er nu fire år siden, og Kommissionen for Jordtilbagelevering som fik pålæg om at føre rettens beslutning ud i livet, har endnu ikke opkøbt den jord, der skulle opkøbes i henhold til kendelsen.

Den embedsmand, der behandler sagen, hævder, at der er mange grunde til den lange forsinkelse. En af dem drejer sig om problemerne med at få jorden vurderet og godkendt af forskellige instanser. Dertil kommer, at fordi kommissionen ikke har brugt de bevilgede midler til tidligere projekter, kan den ikke få yderligere bevillinger på det nationale budget til nye projekter (deriblandt Popela-sagen), og den har ikke lov til at overføre bevillinger fra gamle til nye projekter. Resultatet er, at lokalsamfundet i Popela kommer til at betale prisen for bureaukratisk inkompetence og rigid regulering.

LÆR AF ANDRES JORDREFORMER

Verdenssamfundet kan godt hjælpe Sydafrika med at løse disse problemer. Regeringens embedsmænd er bekendt med den manglende koordination mellem de forskellige instanser og de ineffektive procedurer og uhensigtsmæssige processer, der forhindrer en gennemførelse af jordreformprogrammet, men de ved ikke, hvordan disse problemer bedst kan løses. De har brug for hjælp fra konsulenter med erfaring i at evaluere dårligt fungerende regeringskontorer og fremlægge anvendelige løsninger. Højere embedsmænd, som leder bestræbelserne på at gennemføre jordreformen, kan også have gavn af et godt tilrettelagt, donorfinansieret, internationalt udvekslingsprogram, der kunne give dem mulighed for at studere tidligere jordreformer i lande som Brasilien, Sydkorea, Taiwan og adskillige østeuropæiske lande med relevante erfaringer. De funktionærer, der fungerer som fodfolk i denne sammenhæng, kan have udbytte af intensive efteruddannelsesprogrammer med fokus på, hvordan de med størst effektivitet kan gennemføre den eksisterende politik. Verdenssamfundet kan finansiere internationale eksperter, som kan tilrettelægge en række kurser med henblik på at give disse funktionærer de kompetencer, de har brug for, hvis jordreformen skal lykkes. ANC vil formodentlig hilse den slags initiativer velkommen, fordi en sådan støtte ikke medfører mere aggressive ændringer af den gældende politik, som kunne få markedet til at reagere negativt; hjælpen kunne tværtimod sikre, at de eksisterende programmer bliver realiseret med større effektivitet.

Uanset hvilken politik ANC vælger, er det nødvendigt, at jordreformen i Sydafrika skrider hurtigere og mere effektivt frem. Indtil nu har Sydafrikas borgere tålmodigt ventet på, at ANC skulle overføre jord fra hvide til sorte for at rette op på det omfattende tyveri af jord, der fandt sted i kolonitiden og under apartheid. Hvis der ikke snart sker et mærkbart fremskridt, når man måske et punkt, hvor disse borgere mister tålmodigheden og tager sagen i egne hænder.

Verdenssamfundet spillede en vigtig rolle, da der skulle indføres demokrati i Sydafrika; det bør også medvirke til at fjerne de sidste rester af apartheid.

Oversat af Claus Bech

Teksten er en forkortet udgave af essayet “South Africa’s Land Reform Crisis; Eliminating the Legacy of Apartheid”, bragt i Foreign Affairs juli/august-udgave 2011. Udeladt tekst er markeret med *.

Reprinted by permission of Foreign Affairs, July/August 2011, Vol 90, No 4. Copyright 2011 by the Council on Foreign Relations, Inc. http://www.foreignaffairs.com.

Bernadette Atuahene
er jura-professor ved Chicago-Kent College of Law i USA.