Kronik: DET FALSKE DILEMMA

FN’s fattigdomsdag den 17. oktober er en god anledning til at overveje, om man skal give penge til den hjemløse dansker eller det sultne barn på Afrikas Horn. Kronikøren, der har arbejdet med fattigdom i både Danmark og Afrika, vil ikke svare på det spørgsmål. Læs her hvorfor.

Foto: >Simon Kratholm Ankjærgaard

Simon Kratholm Ankjærgaard
Cand.scient.soc. i internationale
udviklingsstudier og tidl. redaktør
af hjemløseavisen Hus Forbi

“Hvad er de til?” Spørgsmålet kommer fra en pige på omkring de ti år. Scenen er sat ved kassen i min lokale Kvickly.

“De er indsamlingsbøsser. Til de sultende børn i Afrika,” svarer moren.

“Lad os putte en tyver i, så de kan få mad.”

Plunk! Den gyldne mønt glider ned i bøssen med billedet af det sultne barn fra Afrikas Horn, der igen er kommet på alles læber med den igangværende og meget alvorlige hungerkatastrofe.

Men scenen kunne have været helt anderledes, for ved de lydløse skydedøre til butikken står en mand i 30’erne. Smilende, men tavs. Han holder hjemløseavisen Hus Forbi frem for de forbipasserende. Også den koster en tyver. Hvad nu hvis mor og datter havde valgt at give ham tyveren? Skulle de så have dårlig samvittighed over for de sultende afrikanere? Eller skal de – nu hvor de har puttet tyveren i bøssen i butikken – have dårlig samvittighed over for den danske hjemløse, der står hér foran dem i kød og blod?

Hvem har det største behov? Hvem lider mest? Eller, måske snarere, hvem kan vi bedst identificere os med?

DEN ENKELTES STØTTE ER EN PRIVATSAG

Jeg har haft det store privilegium at arbejde med fattigdom på det afrikanske kontinent såvel som i en dansk og europæisk kontekst. Jeg har besøgt flere afrikanske lande som freelance-journalist og har siden 2008 været tilknyttet Danmarks eneste hjemløse-avis, Hus Forbi, som både journalist og redaktør. Det har lært mig rigtig meget, blandt andet at man skal være mere end almindeligt påpasselig med at sætte absolutter på kriser, katastrofer og fattigdom. Det giver nemlig ingen mening at sammenligne og diskutere, hvem der har det værst. Det er tragisk og umenneskeligt at være så sulten og dehydreret, at man ikke længere er i stand til at græde. Ligesom det er barskt og råt at leve på gaden i Danmark uden at vide, hvor man skal sove og hvad man (måske) skal have at spise. Hverken den sultne afrikaner eller den hjemløse dansker har brug for at høre, at andre har det værre. De har det slemt nok.

Og derfor giver det heller ingen mening at gøre sig til dommer over danskernes private velgørenhed. Det er for det første deres helt egen sag, hvad de vælger at bruge pengene på. Og for det andet har den hjemløse dansker og det sulte barn på Afrikas Horn – eller andre socialt udsatte verden over – brug for al den hjælp, de kan få.

Foto: Hjemløs
… ELLER SKAL JEG HELLERE GIVE MIN 20’ER TIL OFRENE FOR HUNGERSNØDEN PÅ AFRIKAS HORN?
FOTO: MADS JENSEN/SCANPIX

DILEMMAET ER FALSKT – BEHOVENE ÆGTE

Derfor køber jeg heller ikke argumentet om, at der er et dilemma mellem at støtte nære eller fjerne behov. Behovene for hjælp er helt reelle. Og både sultkatastrofen på Afrikas Horn og stigningen af ekstremt fattige og hjemløse i Danmark er udtryk for sociale og politiske strukturer med alvorlige huller.

Og dét er i virkeligheden det væsentligste problem, nemlig at kriserne ikke går væk af periodevis fokus fra omverden. Billederne af de sultne børn gør indtryk, så støttebidrag bliver lystigt sms’et ind landet over. Akkompagneret af støtteprogrammer i radio og tv. Men børnene på Afrikas Horn sultede også sidste år. Og vil sulte de næste mange år – også, og måske især, når tv-holdene er rejst hjem eller videre til den næste katastrofe. For der er ingen basal struktur, der sikrer den korrekte fordeling af ressourcer. Der er ikke foretaget de nødvendige investeringer i tide til at sikre, at udsatte befolkninger og regioner kan modstå årelange tørker. Det ansvar påhviler ikke mor og datter i Kvickly, men er et regionalt og globalt politisk ansvar, som ikke er blevet løftet, ja som centrale aktører måske i virkeligheden er løbet fra. Og som betyder, at det ikke er sidste gang, at vi skal høre om nationale Afrika-indsamlinger og forholde os til billeder af underernærede børn med alt for store maver og sværme af fluer om øjne og mund.

Man skal være mere end almindeligt påpasselig med at sætte absolutter på kriser, katastrofer og fattigdom. Det giver nemlig ingen mening at sammenligne og diskutere, hvem der har det værst.

ET POLITISK ANSVAR

På samme måde nyder hjemløsesagen størst opbakning, når isvinteren hærger og medierne viser billeder af frysende mennesker, der afvises, fordi der er for få pladser på de danske herberger. Men der er også afgørende mangel på herbergspladser om sommeren, og fattigdommen og hjemløsheden vil fortsat være støt stigende, hvis ikke der snart bliver grebet om nældens rod. De reelle sociopolitiske årsager skal adresseres, og det er heller ikke en opgave for mor og datter, når de møder Hus Forbi-sælgeren på gaden. Det er et politisk ansvar at turde erkende, at velfærds-Danmark er vredet skævt og bliver mere og mere socialt ulige, blandt andet fordi der i Folketinget er truffet beslutninger, der hiver eksistensgrundlaget væk under familier helt oppe i den lavere middelklasse, for eksempel med loftet over kontanthjælpen og indførelsen af ekstremt lave sociale ydelser såsom starthjælpen.

At give en tyver til de sultne i Afrika – eller til den lokale sælger af Hus Forbi – bør altid anerkendes som en god handling, lige meget hvad motivationen måtte være. I praksis er det nemlig en anerkendelse af, at man ikke kan vende verden ryggen. Hverken den nære eller den fjerne. Gør du det, vil den snige sig ind på dig og prikke dig vedvarende på skulderen, til du tvinges til at forholde dig til den.

Lad det være en løftet pegefinger til de aktører i Folketinget, EU, FN og andre beslutningsdygtige organer, som sidder med magten og stemmerne til at bringe verden i bedre balance. Vi kan ikke lade befolkningen på Afrikas Horn sulte – heller ikke når medierne igen har mistet interessen. Og vi kan heller ikke vinke afværgende til den hjemløse og melde hus forbi. Sultende afrikanere er ikke kun et afrikansk problem, men et globalt ansvar. Samtidig er den stigende ulighed – og den hastigt voksende skyggehær af hjemløse – et symptom på en kedelig europæisk tendens: den grænseløse fattigdom og en eksplosiv social ubalance, som skal adresseres på mange niveauer. Så husk dét, når det den 17. oktober er FN’s fattigdomsdag, Det er ikke et spørgsmål om “Horn eller Hus Forbi”, men om at være modig nok til at sikre, at vi ikke i fremtiden behøver at stå over for valget.




Denne side er kapitel 9 af 13 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 29-09-2011
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/11089/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk