Jordskælvet der kommer
Byggeregulativet for storbyen Kathmandu betegnes som et af de bedste i regionen.
Regulativet følges bare ikke. Bygherrer sparer på jernarmeringen, bruger cement af dårlig standard og lægger endnu en etage på dårligt konstruerede bygninger. Det kan blive skæbnesvangert for indbyggerne i Nepals hovedstad Kathmandu. For millionbyen ligger midt i en jordskælvszone, og erfaringen viser, at byen med 50-100 års mellemrum rammes af et større skælv– senest i 1934.
FN har de seneste søgt at klæde de nepalesiske myndigheder på til at kunne håndtere den katastrofe, der med stadig større sandsynlighed vil indtræffe. Udvikling nr. 4/2011 fortæller historien om Kathmandu, der inden for en årrække vil blive ramt af et jordskælv af Haiti-størrelse.
Nummeret indeholder også et interview med Børnefondens formand, tidligere Tryg-koncernchef Stine Bosse om fællesskab og om at brænde for Afrikas kvinder. Og med seniorforsker Bjørn Møller om de afrikanske landes muligheder for at løse krisen i Libyen.
Udvikling har igen valgt det bedste af det bedste fra det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs: En analyse af Costa Ricas tidligere præsident og nobelprisvinder Oscar Arias, om hvorfor Latinamerika, trods økonomisk vækst, ikke rører sig ud af flækken.
Vi kommer også forbi på visit i Djibouti, Sydsudan og Ukraine. Endelig kan du i 4/2011 læse om stenrige indere til polokamp, børn til salg i Benin, og otte begavede globale magasiner, du ikke bør snyde dig selv for at kende!
Denne side er forsiden til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 27-07-2011
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/11073/index.htm