POLITIK

Global bananstrid er slut

FOTO: MORTEN SKOV ANDERSEN/DANIDA

Europa-Parlamentet satte i februar punktum for en 15 år lang handelsstrid om toldsatser på bananer fra Latinamerika.

EU importerer årligt op mod fem millioner tons bananer og har siden 1993 givet tidligere kolonier i Afrika, Caribien og Stillehavsområdet (AVS-landene, red.) noget nær toldfri adgang. Det har fået bananproducenter i Latinamerika til at klage til verdenshandelsorganisationen WTO.

Aftalen er nu at sænke tolden på de latinamerikanske bananer gradvist fra 176 euro pr. ton til 114 euro pr. ton i 2017. Til gengæld lover de latinamerikanske lande at droppe klagerne. Samtidig vil EU støtte AVS-landene med 200 millioner euro for at styrke de tidligere koloniers konkurrenceevne.

”Beslutningen mindsker fattigdommen for nogle af de dårligst stillede lande i verden. Og den øgede konkurrence kan gøre danskernes yndlingsfrugt billigere,” siger Ole Christensen (S), medlem af Europa-Parlamentet.

De Grønne og EU-modstanderpartiet GUE/NGL er uenige.

”De foreslåede ændringer vil kun komme store frugteksportører såsom Chiquita til gode. Det har intet at gøre med fair trade eller udvikling,” siger Catherine Greze, medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne.

/Kalika Bro-Jørgensen

Kina vil udrydde fattigdom inden 2020

Riget i midten vil sætte bekæmpelse af fattigdom i centrum. Midlet er at lade lønningerne følge vækstraterne, lød budskabet fra det årlige møde i Den Kinesiske Folkekongres i begyndelsen af marts.

Folkekongressen opfordrede landets virksomheder til at hæve lønningerne, så de i højere grad kan matche stigningen i produktiviteten, skriver den amerikanske avis Wall Street Journal.

”Nu vil vi lægge mere vægt på at sikre og forbedre folkets levevilkår,” siger Zhang Ping, lederen af Kinas magtfulde Nationale Kommission for Udvikling og Reformer.

Ifølge premierminister Wen Jiabao sigter Kina mod ”stort set at udrydde fattigdommen” inden år 2020.

/sk

Top 5: VERDENS VÆRSTE STATSLEDERE

En stribe af tyranner rundt på kloden holder stædigt fast i magten. Her er et bud på de fem slemmeste.

AF JEPPE VILLADSEN

KIM JONG IL: DEN “KÆRE” LEDER

Nordkoreas leder siden 1994. Landet har i snart 40 år befundet sig nederst på alverdens lister over både pressefrihed og politiske og civile rettigheder. Der er vedholdende rygter om alvorlig sygdom hos den 67-årige “kære leder”, men regimet består som verdens vel nok mest totalitære og repressive. Og med garanti det mest lukkede. Kim Jong Il har tiltrukket sig verdens opmærksomhed med atomprøvesprængninger og nålestikangreb på Sydkorea. Desuden menes han at have anbragt en kvart million medborgere i fangelejre.

FOTO: STF/SCANPIX

OMAR AL-BASHIR: EFTERSØGT FOR FOLKEDRAB

Sudans præsident siden 1989, hvor han kom til magten ved et kup. Har nogle af de senere års værste humanitære katastrofer på samvittigheden: 21 års borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan, der kostede op mod to millioner mennesker livet, og massiv etnisk udrensning i Darfur-regionen. Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag har udstedt en arrestordre på ham og anklaget ham for “at myrde, udrydde, voldtage, torturere og fordrive med magt et stort antal civile og plyndre deres ejendom”.

FOTO: ASHRAF SHAZLY/SCANPIX

THAN SHWE: DEN HEMMELIGHEDSFULDE GENERAL

Leder af militærstyret i Burma (Myanmar) siden 1992. Den 78-årige general, der sjældent viser sig offentligt, har opnået tvivlsom verdensberømmelse med en mangeårig husarrest af oppositionens leder, demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi, som nu er løsladt. Står i spidsen for et uniformsklædt lederskab, der
i næsten 50 år har holdt landet i et militært jerngreb med drab, tortur og voldtægt. Da cyklonen Nargis i 2008 dræbte 140.000 mennesker og gjorde over to millioner hjemløse, afskar Than Shwe i ugevis humanitære organisationer fra at nå frem med hjælp.

FOTO: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT/SCANPIX

TEODORO OBIANG NGUEMA: OVERGREB INDSMURT I OLIE

Ækvatorial Guineas præsident siden 1979. Afrikas måske værste diktator – og en af de mere koleriske – sidder for bordenden i den lille afrikanske stat med blot en halv million indbyggere. Siden der i 1995 blev fundet enorme oliereserver har internationale olieselskaber skudt over 10 milliarder dollars i landet, der er blevet Afrikas tredjestørste energieksportør. Alligevel lever over halvdelen af indbyggerne for under en dollar om dagen. Der er ingen offentlig transport, ingen aviser, og kun én procent af budgettet går til sundhedssektoren.

FOTO: DOMINIC FAVRE/SCANPIX

ISLAM KARIMOV: SOVJETUNIONENS SIDSTE MAND

Det sovjetiske kommunistpartis førstesekretær i Usbekistan siden 1989 og landets præsident siden uafhængigheden året efter. Har holdt sig ved magten ved hjælp af velkendte metoder som censur, tortur og fingerede valg. Det er gået særlig hårdt ud over landets muslimer, der udgør hovedparten af befolkningen. Koranskoler er blevet lukket, religiøse ledere arresteret, og folk med traditionelt skæg og klædedragt chikaneret og tæsket. Karimovs midnatstime var, da han i 2005 gav ordre til at nedslagte 5-700 demonstranter i byen Andisjan.

FOTO: STRINGER/SCANPIX

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad.

FOREIGN AFFAIRS: VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE SKRIVER OM GLOBALE FORHOLD.

FOTO: JENS KALAENE/POLFOTO

Afrika: DET FRUGTBARE KONTINENT

En milliard mennesker sulter, og Jordens befolkning bare vokser og vokser. Derfor er det bydende nødvendigt at øge den globale produktion af mad. Det afrikanske kontinent, som indtil nu har modtaget mest fødevarebistand, skal fremover brødføde Verden – for der er ingen andre, der kan, skriver Afrikaeksperten Roger Thurow.

Hele sidste sommer arbejdede en masse landmænd hårdt og sammenbidt i det vestlige Rwandas bakkelandskab.

Med hakker og økser anlagde de flade, brede terrassemarker og et simpelt vandingssystem, der kunne holde det værdifulde muldlag på plads. Arbejdet var led i et investeringsprogram til en værdi af 800 millioner dollars i støtte fra USA og andre internationale donorer, og målet er at forøge Rwandas landbrugsproduktion og reducere landets afhængighed af fødevarestøtte. Landmændene anlagde nye marker i håb om, at nye vandingsmetoder – kombineret med bedre frø og kunstgødning – kunne fordoble eller tredoble afgrøder som majs, kartofler, bønner og ris inden næste høst.

Da lederen af projektet, Innocent Musabyimana fra Rwandas landbrugsministerium, inspicerede bakkeskråningerne en dag i juni sidste år, gav han udtryk for en slags desperat optimisme. “Hvis vores landbrug skal være bæredygtigt, er vi nødt til at gøre det på denne måde,” sagde han. “Halvfems procent af jorden er bakker som disse her. Hvis vi ikke gør noget nu, vil landbrugene være væk om fyrre år på grund af erosionen.” Musabyimana slog ud med armene. “Det her er vores fremtid,” sagde han og spejdede ud over det vidtstrakte landskab.

Det er Rwandas og Afrikas fremtid, han taler om. Men han kunne også have talt om hele verdens fremtid. For det, der foregår i bakkerne omkring Lake Kivu (billedet s. 36), er spydspidsen i en bestræbelse på at rette op på mange års forsømmelse af udviklingen inden for landbruget, afhjælpe den udbredte, kroniske hungersnød og mætte verdens stadig flere munde.

Prognoser baseret på Thomas Malthus’ forudsigelser (britisk nationaløkonom, 1766-1834, red.) om den uafvendelige befolkningstilvækst, der før eller siden vil overstige fødevareproduktionen og udløse verdensomspændende hungersnød, er blevet ført i felten med jævne mellemrum gennem det seneste par hundrede år. De er kommet og gået i takt med, at landmænd har indført nye metoder for at forøge produktionen. Men selv nu produceres der nok fødevarer til at brødføde alle mennesker på kloden; det faktum, at næsten en milliard mennesker ikke desto mindre lider af hungersnød, skyldes mangler ved verdens distributionssystem. Men da efterspørgslen er stigende, vil produktionen også være nødt til at stige i de kommende år. Verdens befolkning forventes at nå op på ni milliarder i 2050, og en stor del af denne stigning vil finde sted i Kina, Indien og andre lande, hvor levestandarden er i hurtig vækst. Den globale fødevareproduktion vil derfor være nødt til at stige med 70-100 procent, hvis den skal holde trit med denne udvikling og desuden brødføde områder med kronisk hungersnød. Dette er en enorm udfordring, ikke mindst fordi den nuværende jordbrugsteknologi og miljømæssige hensyn gør det nødvendigt at producere flere fødevarer på nogenlunde det samme areal landbrugsjord – med et mindre vandforbrug end i øjeblikket og tilmed i en tid, hvor både det stigende behov for biobrændstoffer og det ændrede klimamønster lægger yderligere pres på produktionen. Hvor skal den nødvendige stigning i fødevareproduktionen komme fra, og hvor hurtigt kan distributionsproblemerne løses?

De lande, der før i tiden har præsteret kvantespring inden for landbrugsproduktion, kan ikke forventes at gentage denne bedrift.

De lande, der før i tiden har præsteret kvantespring inden for landbrugsproduktion, kan ikke forventes at gentage denne bedrift, medmindre store fremskridt inden for teknologien pludselig fører til opdagelsen af nyt frømateriale eller gør hidtil uproduktiv jord frugtbar. USA, der gennem lang tid har været klodens kornkammer, stod i spidsen for fornyelser og forøget produktivitet inden for landbruget efter Anden Verdenskrig. Fremskridt inden for frøproduktion – først med hybrider, senere med genetisk modificerede afgrøder – førte til store spring i udbyttet af adskillige afgrøder: Fra 1950 til 1990 voksede udbyttet af majs og ris i USA med gennemsnitligt over to procent årligt, og udbyttet af hvede var ikke langt bagefter. Men i de senere år er udbyttet af disse afgrøder vokset med mindre end 1,5 procent. Udbyttet af afgrøder andre steder i den industrialiserede verden har fulgt samme mønster. Og fremtidige produktionsforøgelser i kornbæltet i de tidligere sovjetstater og i Brasilien, Kina og Indien – der engang var lande med hungersnød, men blev forvandlet til landbrugsmæssige kraftcentre takket være fremskridt i 1960’erne og 1970’erne og løftede flere hundrede millioner mennesker ud af fattigdommen – afhænger af fortsatte investeringer i infrastruktur og forskning. I visse scenarier kan vandmangel i Kina og Indien reducere produktionen af hvede og ris i disse lande med op til 30-50 procent i 2050, og det sker samtidig med, at efterspørgslen på disse afgrøder forventes at stige med en tilsvarende procent i samme periode.

Der er således flere og flere, der retter blikket mod Afrika, landbrugets sidste uudforskede område. Den grønne revolution, bestræbelsen i efterkrigsårene på at opnå højere udbytter i verdens mest hungersplagede områder ved at fremme brugen af nye former for frø og ny landbrugsteknologi, gik i det store og hele uden om Afrika. Det betyder, at landbrugsproduktionen på kontinentet kan forøges brat, hvis landmændene simpelthen udnytter eksisterende teknologier til frøforædling, kunstgødning og vanding. Og hvis der også blev udviklet mere effektive netværk til at distribuere og sælge høsten, kan et forøget landbrugsudbytte i Afrika blive et væsentligt skridt på vejen til at brødføde både det afrikanske kontinent og resten af verden.
*

MAJSHØST I ZIMBABWE. NYE OG MERE EFFEKTIVE METODER ER NØDVENDIGE, HVIS AFRIKA SKAL BLIVE VERDENS SPISEKAMMER.
FOTO: GIDEON MENDEL/POLFOTO

HØSTPOTENTIALE

Afrika er så langt bagefter resten af verden, hvad landbruget angår, at der kan skabes store fremskridt ved simpelthen at udnytte eksisterende teknologier og udvikle den infrastruktur, der er almindelig andre steder i verden, såsom veje fra landbrug til marked, basale vandingssystemer og faciliteter til opbevaring af afgrøder samt auktionshuse. De hybride frø (højtydende, krydsede sorter, red.), der revolutionerede landbruget i den udviklede verden for flere årtier siden, er stadig sjældne i Afrika. Ifølge oplysninger fra International Maize and Wheat Improvement Center (dansk-støttet, red.), hvor Norman Borlaug (amerikansk agronom og nobelprismodtager, 1914-2009, red.) arbejdede, udgør den slags frø mindre end 30 procent af det korn, der dyrkes i Afrika, og i visse lande, deriblandt Ghana, er denne procent helt nede på under fem. Landmænd, der anvender hybride frø med en højere ydelse, opnår i typiske tilfælde, at høsten forøges to, tre eller fire gange.

Til forskel fra resten af verden er jord- og vandressourcer i Afrika langtfra udnyttet i fuldt omfang. Mere end halvdelen af den uudnyttede landbrugsjord kan stadig anvendes uden at bringe skove og andre afrikanske økosystemer i fare. Og mindre end fem procent af Afrikas dyrkbare jord er overrislet; rigelige vandressourcer som Den Blå Nil i Etiopien udnyttes ikke til landbrug. Kontinentets landbrugsjord er blevet udpint gennem de seneste årtier, men kan nemt opdyrkes: Afrikanske landmænd bruger mindre end en tiendedel af den kunstgødning, der anvendes af landmænd i Asien og Latinamerika. Af de afgrøder, der høstes i Afrika, går mellem en tredjedel og halvdelen normalt til spilde og bliver ødelagt af skadedyr, fugt eller sygdom. Temperaturregulerede, skadedyrssikrede lagerfaciliteter er en sjældenhed; på mange små landbrug opbevares høsten i skrøbelige træskure eller stables op i lerklinede hytter. Som det fremgik af hungersnøden i Etiopien i 2003, har kontinentets primære landbrugsområder ikke moderne markeder, der er i stand til at absorbere og distribuere afgrøderne hurtigt. At udbedre disse mangler og udnytte Afrikas landbrugspotentiale er blevet hovedbestræbelsen for mange regeringer og forsknings- og udviklingsinstitutioner samt for verdens mest gavmilde filantroper. Lande som Kina, Indien og Saudi-Arabien, der risikerer indskrænkninger i fødevareproduktionen på hjemmefronten, fordi de mangler jord og vand og har ugunstige klimaforhold, er interesseret i at investere i eller opkøbe jord i Afrika for at dyrke afgrøder til deres egne befolkninger. Til dels som følge heraf er afrikanske regeringer begyndt at indse nødvendigheden af selv at styre deres landbrugssektor (nogle af dem er bange for en slags post-kolonialistisk kolonisering). Så snart Bingu wa Mutharika, Malawis præsident, blev formand for Den Afrikanske Union sidste år, lovede han at arbejde hen mod større investeringer i landbruget: “Afrika skal brødføde Afrika,” udtalte han. Men andre kan også hjælpe. De videnskabelige institutioner, der forvandlede Brasiliens savanne fra at være uopdyrket bush til at blive frodige marker med sojabønner, ris og majs i 1970’erne og 1980’erne, er begyndt at arbejde med områder i Afrika med tilsvarende økologiske og landbrugsmæssige forhold.

Af de afgrøder, der høstes i Afrika, går mellem en tredjedel og halvdelen normalt til spilde og bliver ødelagt af skadedyr, fugt eller sygdom.

FOTO: COLOURBOX

Støtte fra USA vil også være afgørende, hvis afrikansk landbrug skal udvikles, ligesom det var amerikansk støtte, der satte gang i opsvinget for landbruget i Asien og Latinamerika i 1950’erne og 1960’erne, da man fik overtalt flere lande i de pågældende regioner til at stole på Norman Borlaugs idéer og gå ind for den grønne revolution.

GULDET FOR ENDEN AF REGNBUEN? SUKKERRØR TEGNER SIG FOR OMKRING 80 PROCENT AF LANDBRUGSINDTÆGTERNE I DEN AFRIKANSKE ØSTAT MAURITIUS.
FOTO: JEAN ROBERT/POLFOTO

HJÆLPENDE HÆNDER

Den amerikanske præsident Barack Obama, der har slægtninge i Kenya, som stadig dyrker jorden, har erkendt denne udfordring og sat sig for at gøre en udvikling af landbruget til en søjle i amerikansk blød magt. I sin åbningstale i Kongressen sidste år sagde han: “Vi kan love befolkningerne i verdens fattige lande, at vi vil samarbejde med dem om at få deres landbrug til at blomstre og rent vand til at strømme frit, så vi kan give næring til udsultede kroppe og hungrende hjerner.” Disse ord er siden da blevet til Feed the Future, et program, der kræver samarbejde mellem de fleste amerikanske ministerier – fra Udenrigsministeriet og Landbrugsministeriet til Finansministeriet og Det nationale sikkerhedsråd. Målet er at hjælpe verdens fattigste landmænd med at brødføde sig selv og oparbejde et overskud, som de kan sælge på markedet i stedet for at modtage fødevarer som krisehjælp for at overleve. Obama har bedt Kongressen om 3,5 milliarder dollars over tre år som støtte til landbrugsprogrammer, som regeringerne i fattige lande selv skal tilrettelægge. Den amerikanske regering har fået international støtte til Feed the Future ved at lægge vægt på globale sikkerhedsproblemer, deriblandt de protestaktioner, der fandt sted i snesevis af lande under fødevarekrisen i 2008. På Washingtons foranledning bevilgede lederne af G8-landene i 2009 22 milliarder dollars over de følgende tre år til udviklingen af landbruget i verdens fattigste lande. Derefter tog G20 initiativet til oprettelsen af en fond med mange donorer, som skulle medvirke til at finansiere denne udvikling. Global Agriculture and Food Security Program (GAFSP) blev lanceret i april sidste år med 880 millioner dollars i støtte fra Canada, Spanien, Sydkorea og USA samt Bill & Melinda Gates Foundation. Da den amerikanske finansminister Timothy Geithner præsenterede den nye fond, talte han også om sikkerhed: “En verden, hvor over en milliard mennesker lider af hungersnød, er ikke nogen stærk eller stabil verden. En verden, hvor over to milliarder mennesker bor i landdistrikter, hvor de må slås for at overleve, er ikke en verden i ligevægt,” sagde han. Han fortsatte: “Velstand og sikkerhed hjemme sikres ved at støtte økonomisk vækst ude.”

Flere og flere retter blikket mod Afrika, landbrugets sidste uudforskede område.

Ved siden af Geithner stod denne forårsdag Bill Gates, hvis fond skænkede 30 millioner dollars til opstarten af GAFSP – og derudover har investeret over 1,5 milliarder dollars i landbrugsudvikling gennem de sidste fem år. Bill & Melinda Gates Foundation har sammen med Rockefeller Foundation (en af de største bidragydere til Borlaugs forskning) dannet Alliance for a Green Revolution in Africa. Det er blandt andet sket, fordi man har konkluderet, at hvis det skal lykkes at reducere fattigdommen i Afrika, kræver det, at fejlernæringen bringes til ophør. Og i den forbindelse er Afrikas småbønder, der udgør op til to tredjedele af befolkningen i mange afrikanske lande, afgørende.

“Verdens vigtigste middel til at afskaffe hungersnød og fattigdom er at hjælpe de fattigste landmænd med at dyrke flere afgrøder og få dem afsat på markedet,” udtalte Gates sidste år på World Food Prize-mødet i Des Moines, Iowa, USA.

Hvis en grøn revolution i Afrika bliver virkelighed, kan værdien af kontinentets landbrugsproduktion ifølge McKinsey Global Institute forøges fra de nuværende 280 milliarder dollars om året til helt op til 880 milliarder årligt i 2030. En så stor vækst er mulig i henhold til instituttets beregninger, hvis Afrika forøger udbyttet af de vigtigste afgrøder til 80 procent af verdensgennemsnittet og opdyrker en større del af den potentielle landbrugsjord. Dette ville forøge efterspørgslen på kunstgødning, frø og pesticider og føre til vækst i raffinering af afgrøderne, og tilsammen ville det kunne forøge den globale produktion med yderligere 275 milliarder dollars.

Ud over sikkerhedsovervejelser og kommercielle muligheder er der naturligvis også moralske imperativer, der taler stærkt for udviklingen af en afrikansk landbrugsrevolution. I sin seneste rapport om hungersnød i verden advarer USA’s landbrugsministerium om, at uden en forbedring af lokale landbrug vil antallet af “fødevareusikre” mennesker – det vil sige mennesker, der forbruger under 2.100 kalorier om dagen – i landene syd for Sahara nå op på over 500 millioner i 2020 svarende til halvdelen af regionens befolkning. I henhold til rapporten, der har undersøgt forholdene i 70 udviklingslande, udgør befolkningen syd for Sahara kun 27 procent af den samlede befolkning i de undersøgte lande, men 59 procent af det samlede antal ”fødevareusikre” mennesker.

Hvor skal den nødvendige stigning i fødevareproduktionen komme fra, og hvor hurtigt kan distributionsproblemerne løses?

FOTO: COLOURBOX

VEJE TIL VÆKST

Ngo’er retter også i stigende grad opmærksomheden mod landbruget som middel til at reducere hungersnød og fattigdom i Afrika. En dag i juli sidste år i en lille svagt oplyst bungalow i Bungoma i det vestlige Kenya forklarede Andrew Youn, der er stifter og leder af den almennyttige organisation One Acre Fund:

“Landbrug er vor tids grundlæggende humanitære problem. Afrikas landmænd er nødt til at producere langt mere, ellers får hele verden en alvorlig fødevarekrise.”

For et par år siden, da Youn netop havde gået på Northwestern Universitys Kellogg School of Management, opdagede han på en rejse i Kenya, at to landmand, der var naboer, fik et meget forskelligt udbytte af deres jord. Til grund for den største høst lå en bedre kvalitet frø samt kunstgødning og adgang til uddannelse, som den anden landmand ikke havde. Da markerne skulle tilsås næste gang, begyndte Youn at tale med omkring 40 landmænd, som arbejdede hårdt for at brødføde deres familier. I stedet for at give dem bistand uddeler One Acre Fund nu frø og kunstgødning og sørger for at få afviklet lån. Fonden sørger også for uddannelse i forskellige dyrkningsmetoder, og når høsten er i hus ligeledes i metoder til tørring og opbevaring. Når det er påkrævet, hjælper fonden også med at skabe kontakt mellem landmænd og markeder. Den tilbyder endda en ny form for forsikring mod dårlig høst, som skyldes vejret. På kun fire år har One Acre Fund udviklet sig fra at hjælpe 40 familier i Kenya til som nu at arbejde med næsten 30.000 i både Kenya og Rwanda og har fordoblet eller tredoblet høstudbyttet af næsten alle afgrøder. Organisationen har planer om at fordoble antallet af landmænd, som den hjælper hvert år, og målet er en million i løbet af det kommende årti.

Den indsats, som sociale iværksættere yder, supplerer ofte regeringernes officielle arbejde, også når der ikke er nogen forbindelse mellem dem.

I Rwanda finder One Acre Funds indsats eksempelvis sted samtidig med regeringens bestræbelser på at afskaffe hungersnøden ved at udvikle landbruget. Regeringen i Kigali har forøget bevillingerne til landbruget fra kun tre procent af nationalbudgettet for et par år siden til de nuværende syv procent, og ifølge embedsmænd både i Rwanda og i FN’s Fødevareprogram (WFP) har landet stort set afskaffet afhængigheden af fødevarehjælp. Takket være regeringens Crop Intensification Program, der forsøger at skabe større afgrøder ved at give landmændene adgang til bedre frømateriale og kunstgødning, er kornproduktionen blevet firdoblet i løbet af de sidste fem år. Landbrugsministeren Agnes Kalibata regner med, at støtte fra USA og andre internationale donorer kan medvirke til at holde fremskridtet i gang. På grund af sine egne investeringsplaner for fremtiden er Rwanda blevet et foregangsland inden for Feed the Future-programmet. Landet fik 50 millioner dollars i den første runde af GAFSP-støtten, blandt andet til at anlægge terrassemarker og vandingsanlæg på bakkeskråningerne ved Lake Kivu.

Mange forhindringer skal overvindes, før der er tale om en landbrugsrevolution i Afrika. På et besøg ved kornmarkerne i Rwandas Eastern Province i juni sidste år udtalte Kalibata:

“Vi har brug for at bygge pakhuse; vi har brug for markeder.” Hun så den rekordstore høst, der hobede sig op i landmændenes huse, og hørte på deres bekymring for, at overskuddet skulle presse priserne ned under omkostningerne. “Hvis vi ikke kan sælge denne høst, hvordan skal vi så få dem til at dyrke flere afgrøder?” spurgte Kalibata, mens hun spejdede ud over høstudbyttet. “Det er udfordringen ved at skabe fødevaresikkerhed.”

Efter at have været forsømt i årtier af både kontinentets egne regeringer og andre lande er den afrikanske infrastruktur langs hele produktionskæden stærkt forringet. Landene syd for Sahara er så forskellige, at der her er brug for ikke bare én, men adskillige grønne revolutioner, faktisk én for hver af de økologiske zoner og én for hver af de mangfoldige afgrøder af hovednæringsmidler. Der skal også skabes politisk og social stabilitet i regionen. Det vil også blive en meget stor udfordring at sørge for, at resten af verden bevarer interessen for denne udvikling. Den amerikanske kongres har allerede brugt en hel del af budgetterne til Feed the Future og GAFSP og truer dermed med at fratage disse programmer den nødvendige finansiering, allerede inden de er kommet ordentlig i gang.

Men den rige verden kommer selv til at bære risikoen, hvis den forsømmer udviklingen i Afrika. Det bliver umuligt at forøge den globale fødevareproduktion – det vil sige at reducere hungersnøden i fattige lande og dække den voksende efterspørgsel i de rige – i de kommende årtier, hvis afrikanske landmænd ikke får midler til at dyrke så mange fødevarer som overhovedet muligt. Som Norman Borlaug gerne sagde: “Man kan ikke spise et potentiale.” Det kontinent, der hidtil har ernæret sig af verdens fødevarehjælp, må fremover medvirke til at ernære hele verden.

/Oversat af Claus Bech

Teksten er en forkortet version af artiklen ”The Fertile Continent”, bragt i Foreign Affairs’ november/december-nummer 2010. Udeladelser er markeret med *.

Reprinted by permission of Foreign Affairs, November/December 2010, Vol 89, No 6. Copyright 2010 by the Council on Foreign Relations, Inc. http://www.foreignaffairs.com

Kenyanere betaler vandregning med mobilen

Fattige beboere i 15 kenyanske landsbyer betaler i dag med deres mobiltelefon, når de køber vand fra Grundfos-pumper i et test-projekt.

Grundfos udvider nu testen til områder, hvor der ikke kan bruges mobiltelefoner, men hvor der er internet. I disse tilfælde betaler beboerne med smartcards, som er betalingskort med chip – en serviceforbedring i forhold til kontant betaling, som indbyggere i u-lande normalt anvender.

“Den højteknologiske betalingsform skal udvides til hele verden,” siger direktøren for Grundfosselskabet Lifelink, Peter Todbjerg.

Grundfos yder drikkevandskreditter, som vandsælgere i landsbyerne kan trække på. Betalingen dækker også vedligeholdelse, og betalingssystemet kan også bruges til køb af el, såsæd, foder og sundhedsydelser.

/Hugo Gården

På jagt efter storinvestorer til mikrolån

Mikrolånsformidleren MYC4 A/S arbejder for tiden på at få en eller flere store investorer ind i ejerkredsen for at sikre et mere stabilt finansielt fundament for web-platformen, der formidler mikrolån til afrikanske iværksættere. Den fynske erhvervsmand Mads Kjær (billedet), som er en af hovedkræfterne bag platformen, bekræfter, at MYC4 er ”i dialog med flere større investorer”.

MYC4 har siden sin start i oktober 2007 formidlet lån for små 100 millioner kroner til over 6.000 små og mellemstore virksomheder i Afrika, men drosler forventningerne ned til cirka 20 millioner kroner i 2011.

Selskabet er endvidere belastet af en bedragerisag hos en af samarbejdspartnerne, det kenyanske finansselskab Ebony Enterprise Capital (EEC), har kostet investorerne, herunder Mads Kjær selv, millioner af kroner i tab. Sagen har været den konkrete anledning til, at så prominente investorer som Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) og CSR Capital har trukket sig fra et af MYC4’s projekter: Micro Investment Facility (MIF). De tre parter bag MIF – Mads Kjær, IFU og CSR Capital – har besluttet at lukke selskabet inden for de nærmeste måneder.

Der er til dato investeret over 60 millioner kroner i MYC4 af selskabets flere end 30 ejere. Mads Kjær vurderer, at der skal investeres yderligere 40-50 millioner kroner for at nå break even inden for de næste cirka tre år.

/Tomas Kristiansen

Danmark klar med erhvervsstøtte til Somalia

FOTO: MOMAMED DAHIR/SCANPIX

Tre af Afrikas mest glødende brændpunkter, Sydsudan, Somalia og Zimbabwe, skal løftes ud af fattigdommen ved at give det lokale erhvervsliv en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det er filosofien bag et program under Verdensbankorganisationen International Financial Cooporation (IFC), som Danmark sidste år indgik en aftale med om at støtte med 25 millioner kroner.

Køreplanen er ved at være klar i Sydsudan. Derefter står Somalia (billedet) for tur, med særlig fokus på regionen Somaliland, som i de seneste år har oplevet en tiltagende stabilitet. Sværere er det med Zimbabwe, hvis kaotiske situation har stillet programmet på standby.

Det målrettede erhvervsfokus har medført kritik fra ngo’er, som mener, at udviklingsperspektivet er i fare for at blive overset.

“Der har været flere eksempler på, at IFC har støttet firmaer fra OECD-landene, der har projekter med eksempelvis seks års skattefrihed,” påpeger Lars Koch, politisk rådgiver i ngo’en Ibis.

/Charlotte Dideriksen

Malaysia: MILJØBISTAND ÅBNEDE DØREN FOR DANSKE FIRMAER

Miljø- og energifirmaer fra Danmark har slået rod i Malaysia, hvorfra de sælger teknologi og knowhow til hele Sydøstasien.

AF ELSE MARIE ANDERSEN, KUALA LUMPUR

16 års dansk miljøbistand til en værdi af knap 350 millioner kroner har ikke blot forbedret miljøsituationen i Malaysia. Det har også sikret en række danske firmaer afsætning af dansk knowhow og miljøteknologi til det sydøstasiatiske land og til andre dele af Asien.

”Jeg startede som enmandsvirksomhed i energirådgivning i et dansk udviklingsprojekt tilbage i 2001. Nu har jeg lige ansat medarbejder nummer 13,” fortæller direktør Poul Erik Kristensen fra virksomheden IEN Consultants.

For IEN blev firmaets knowhow kendt efter et pionerarbejde med at etablere det malaysiske energiministeriums Low Energy Office Building, der fik energiforbruget ned på 50 procent af en normal kontorbygnings. Malaysierne er så stolte af den energirigtige bygning, at den – og to andre, IEN har rådgivet om – nu er kommet på frimærke.

I dag fungerer det danske konsulentfirma på markedsmæssige vilkår, har en omsætning på 10 millioner kroner og rådgiver om energivenligt design af 16 byggeprojekter, heraf 14 i Malaysia, et i Vietnam og et i Indonesien.

”12 ud af 16 af vores projekter foregår nu i den private sektor, der har set fidusen i at bygge energirigtigt,” fortæller Poul Erik Kristensen.

DANSKE DATABASER PÅ BORNEO

Også det danske firma Geokon har – som udløber af et bistandsprojekt – på markedsvilkår kunnet afsætte et databasesystem til Malaysias største delstat Sarawak på øen Borneo, et projekt til 3-4 millioner kroner.

Miljødatasystemet GeoEnviron giver delstaten et værktøj til at håndtere, overvåge og behandle alle miljødata inden for offentlig miljøforvaltning, for eksempel tilsyn med virksomheder, beskyttelse af grundvand og overfladevand, registrering af jordforurening samt håndtering af affald og spildevand.

Geokons system bruges i dag i 75 ud af 98 danske kommuner og i et antal kommuner i England.

PÅ VEJ IND I INDONESIEN

Endelig har det danske firma Gascons joint ventureselskab i Malaysia, SGE, foreløbig solgt kreditter til 50.000 ton CO ved at destruere farlig gas fra lossepladser, så de klimaskadelige gasser ikke slipper ud i atmosfæren. Firmaet driver en losseplads i Malaysias sydligste delstat, Johor. Næste fase af projektet er at omsætte gassen til elektricitet.

Gascons datterselskab Q2 Engineering har også vundet en opgave med at etablere gasanlæg på en losseplads i Kuala Lumpur på en ny og tilsvarende måde. Det er en udløber af Danidas Partner Facility Program.

”Programmet har været en stor hjælp i forhold til at få fodfæste og skabe kontakter i landet,” fortæller teknisk direktør i Gascon, Kim Paamand.

Lige nu er Q2 Engineering også på vej ind i Indonesien med et tilsvarende lossepladsprojekt.

/Else Marie Andersen er freelancejournalist. Turen til Malaysia var finansieret af Danida.

STYR PÅ SKRALDET

Malaysia etablerer ny miljøstyrelse med 1.400 ansatte, som skal stå for indsamling af affald efter de mest moderne metoder.

”Danske virksomheder har den bedste mulighed for at komme ind og afsætte deres teknologi lige nu. De personer i Malaysias administration, som vi samarbejdede med, da Danida startede herude for 16 år siden, var dengang juniorer. I dag sidder de på topposter, og vi får som danskere – i modsætning til mange af mine kolleger – foretræde for topfolk, fordi de kender os.”

Sådan siger Helle Sejersen Myrthue, leder af handelsafdelingen på den danske ambassade i Kuala Lumpur.

Affaldsområdet er oplagt for dansk eksport af miljøteknologi til det sydøstasiatiske land i den kommende tid. Malaysia har netop, som det eneste land i verden, centraliseret affaldsindsamlingen fra landets 28 millioner indbyggere på statslige hænder. Det er sket med dansk rådgivning, der har været så værdifuld for Malaysia, at Danidas tidligere chefrådgiver Ib Larsen og en mindre del af Danidas tidligere stab nu er finansieret af Malaysias regering, efter at Danida officielt har takket af.

”Det er ret unikt, at et udviklingsland ansætter vore rådgivere, efter at Danidas finansiering er stoppet. Vi har flere dygtige rådgivere, der er blevet herude, og som har fået et navn, der gør, at de nu fungerer på markedsvilkår,” siger Helle Sejersen Myrthue.

Det er ret unikt, at et udviklingsland ansætter vore rådgivere, efter at Danidas finansiering er stoppet. Vi har flere dygtige rådgivere, der er blevet herude, og som har fået et navn, der gør, at de nu fungerer på markedsvilkår.

Helle Sejersen Myrthue,
leder af handelsafdelingen
på den danske ambassade i Kuala Lumpur

CENTRAL INDSAMLING AF AFFALD

I løbet af 2011 ventes den centrale affaldsindsamling at være sat i værk. En affaldslov er blevet vedtaget. Aftaler med de nye private firmaer, der skal stå for affaldsindsamlingen, er på plads. Og en helt ny miljøstyrelse med 1.400 ansatte er etableret og i fuld gang med at få styr på håndtering af – og tilsynet med – affaldsindsamlingen. Desuden har regeringen netop godkendt en økonomisk strategi, der skal gøre Malaysia til et attraktivt hovedsæde for virksomheder. En del af planen er at opgradere affaldssektoren, og det er allerede besluttet at indsamle madaffald fra storkøkkener og industrier og føre det til biogasanlæg.

MALAYSIA ER FOR LÆNGST BLEVET ET FORBRUGERSAMFUND. DET BETYDER MERE AFFALD HVERT ÅR. MEN LANDET HAR EN PLAN.
FOTO: PIETRO SCOZZARI/SCANPIX

NYE LOSSEPLADSER NØDVENDIGE

Et andet skridt bliver at få etableret kontrollerede lossepladser. Også de indledende drøftelser om et forbrændingsanlæg er i gang.

”Det er dyrt at drive forbrændingsanlæg, men vi kommer nok på sigt til at etablere et her ved Kuala Lumpur. Men så længe vi har fysisk plads til at etablere lossepladser, er det billigere. Vi er åbne over for firmaer, det kan være danskere, ja hvem som helst, der har en god lossepladsteknologi til den rette pris,” siger Datuk Zaini Nor, chef for den nye miljøstyrelse i Malaysia.

”Vi har gjort det godt rådgivningsmæssigt, men danske miljøvirksomheder, der gerne vil ind på markedet, skal vide, at finansieringen af miljøinvesteringer og opbygning af relationer hænger tæt sammen herude,” siger Helle Sejersen Myrthue:

”Det er ikke nok at kunne tilbyde den bedste miljøteknologi. Derfor anbefaler vi, at danske virksomheder går i partnerskab med lokale spillere, så de har den lokale forankring, der er nødvendige for at komme i betragtning.”

/Else Marie Andersen

HAR KOMMISSÆREN GLEMT ALT OM SIN EGEN STRATEGI?

EU’s udviklingskommissær, Andris Piebalgs, talte sidste år varmt for en ny udviklingspolitik. Men siden har der været stille fra hans kontor.

AF KALIKA BRO-JØRGENSEN, BRUXELLES

FOTO: TIM WIMBORNE/SCANPIX

Vi ved slet ikke, om Piebalgs stadig har lyst til at revidere konsensussen. Han taler ikke om det længere.

Jeske van Seters,
politisk medarbejder,
European Centre for Development Policy Management

For mindre end et år siden begyndte EU’s udviklingskommissær, lettiske Andris Piebalgs, begejstret at tale om en ny europæisk udviklingspolitik. Den skulle afløse Den Europæiske Konsensus om Udvikling fra 2005, hvori EU’s tre store institutioner – Parlamentet, Rådet og Kommissionen – definerer værdier og principper for den fælles udviklingspolitik.

Kommissærens vision var at skabe mere fokus på vækst, grøn energi og fødevaresikkerhed: Forøg et u-lands bruttonationalprodukt med én procent, og det vil gøre langt mere gavn end selv en betydelig forøgelse af udviklingsbistanden.

Sådan lød budskabet i sommeren 2010 til EU’s udviklingsministre, europa-parlamentsmedlemmer, investeringsbankfolk, ngo’er såvel som læserne af kommissærens blog.

Med det nye fokus vil kommissæren effektivisere udviklingsbistanden på trods af den økonomiske krise, klimakrisen og fødevarekrisen. Værktøjerne vækst, grøn energi og fødevaresikkerhed optræder allerede i den europæiske konsensus fra 2005, men slet ikke med samme fokus.

Kommissærens idé har en slående lighed med EU’s egen 2020-strategi for, hvordan Europa skal klare sig ud af kriserne, og Andris Piebalgs har også tidligere fremhævet, at u-landene har brug for samme medicin.

“Vi må indse, at uanset hvor meget vi øger udviklingsbistanden, bliver der aldrig nok offentlige penge til at få de fattige lande på ret køl. Så det er altafgørende, at hver euro, vi bruger, mangedobles i form af yderligere investeringer og vækst,” siger kommissærens talsperson Catherine Ray til Udvikling.

Uanset hvor meget vi øger udviklingsbistanden, bliver der aldrig nok offentlige penge til at få de fattige lande på ret køl.

Catherine Ray,
talsperson for EU’s udviklingskommissær

Hun fortæller, at kommissæren vil gentænke de aktører og instrumenter, EU har at gøre godt med på udviklingsområdet. Ud over at inddrage den private sektor og udviklingsbanker yderligere ser kommissæren gerne, at udviklingsbistanden kombineres med lån og flere private investeringer i kraftværker, motorveje, hospitaler og andre store projekter i u-lande.

Kommissæren udgav i november 2010 en grønbog om EU’s fremtidige udviklingspolitik, der holder samme linje, og lagde samtidig sagen ud i offentlig høring. Høringsfristen er ovre, men det har endnu ikke været muligt at få adgang til kommissionens samling af de indkomne svar.

Den danske udviklingsminister Søren Pind udleverer dog gerne sit svar. Heri hilser han grønbogen velkommen og udtrykker umiddelbar enighed i Andris Piebalgs’ prioritering af vækst og grøn energi, der “bør være centrale elementer i enhver udviklingspolitik”.

Det samme bør menneskerettigheder, demokrati og ligestilling dog, understreger Søren Pind og opfordrer desuden til, at udviklingspolitikken koordineres tæt med EU’s udenrigsog sikkerhedspolitik.

LODRET MODSTAND

Andris Piebalgs’ udmeldinger om en ny konsensus har skabt bekymring i udviklingskredse. Morten Emil Hansen, der er sekretariatsleder i Concord Danmark, de danske ngo’ers EU-paraplyorganisation, fortæller, at mange af hans europæiske kollegaer er lodret imod en genforhandling af Den Europæiske Konsensus om Udvikling.

“Vi frygter, at en genforhandling midt i en økonomisk krise vil give et dårligere resultat end i 2005, hvor udviklingsbistanden var i kraftig stigning. En ny konsensus vil sandsynligvis fokusere på vækst og økonomi og risikerer dermed at underminere målsætningen om fattigdomsbekæmpelse,” siger Morten Emil Hansen.

Han understreger, at han kun ser grønbogen som et diskussionsoplæg. Den har fået mange indsigelser med på vejen i den nyligt overståede høringsrunde, og Morten Emil Hansen vil nu afvente kommissærens endelige forslag, der forventes fremlagt til sommer. Der er plads til forbedringer i EU’s udviklingspolitik, mener han.

“Det er forsat en alt for lille del af EU’s udviklingsbistand, der går til de mindst udviklede lande og de sociale sektorer. En ny konsensus skal også have større fokus på sammenhængen med andre politikområder og på koordinering mellem donorer. Og endelig mangler EU en klar strategi for, hvordan civilsamfundets skal inddrages i udviklingssamarbejdet,” siger Morten Emil Hansen.

“Men jeg tror desværre ikke, at grønbogens fokus på vækst, beskæftigelse og energi er til forhandling.”

Jeg tror desværre ikke, at grønbogens fokus på vækst, beskæftigelse og energi er til forhandling.

Morten Emil Hansen, sekretariatsleder, Concord Danmark

IVER AFTAGER

Mens ngo’erne bevæbner sig med argumenter imod en revidering, ser kommissærens iver efter det samme ud til at være stilnet af.

Grønbogen nævner i allersidste sætning, at en kommende modernisering af EU’s udviklingspolitik vil “omfatte overvejelser over, om det vil være hensigtsmæssigt at foretage en revision af Den Europæiske Konsensus om Udvikling”. Siden november har der været påfaldende stille fra kommissærens kontor.

“Vi ved slet ikke, om Piebalgs stadig har lyst til at revidere konsensussen. Han taler ikke om det længere, så måske har han ændret mening,” siger Jeske van Seters, der har fulgt udviklingen nøje som politisk medarbejder i den uafhængige tænketank European Centre for Development Policy Management (ECDPM).

“Jeg synes, det gør det hele ret vanskeligt, at en revision af konsenssusen kan betyde hvad som helst. Ingen er konkrete om, hvad de præcis ønsker at ændre, og jeg er bange for, at alle har forskellige ting i tankerne, når de taler om en revidering,” siger Jeske van Seters.

På kommissionens bestilling udarbejdede ECDPM i 2009 og 2010 to rapporter om Den Europæiske Konsensus om Udvikling fra 2005: En vurdering af dens betydning og en forundersøgelse til en evaluering – ikke at forveksle med en revidering.

Rapporterne er dog endnu ikke offentliggjort, og Jeske van Seters er derfor ikke bemyndiget til at udtale sig om resultaterne. Det har heller ikke været muligt for Udvikling at få rapporterne udleveret fra Kommissionen.

Men har Andris Piebalgs virkelig tabt lysten eller mistet modet til en revidering?

“Spørgsmålet om, hvorvidt konsensussen skal revideres i år eller ej, er ikke nogen hovedprioritet for os lige nu. Vi vil fokusere på, hvordan man gør EU’s udviklingspolitik mere effektiv og fremskynde udviklingen mod 2015 Målene,” siger Catherine Ray, kommissærens talsperson, og tilføjer, at de overordnede principper i konsensussen fra 2005 forbliver de samme.

“Dem rører vi overhovedet ikke ved,” slår hun fast.

TIDSKRÆVENDE REVIDERING

I europæiske udviklingskredse gætter man på, at det – lidt sent – er gået op for Andris Piebalgs, at en egentlig revidering vil tage lang tid og skabe unødvendig meget modstand. Det ville eksempelvis kræve, at det for tiden så genstridige og magtdemonstrerende EU-Parlament enes med både sig selv og EU’s øvrige institutioner. Og at medlemslandene, hvoraf de fleste i forvejen ikke lever op til egne løfter om udviklingsbistandens størrelse, også vil skrive under.

Samtidig kan en revidering af konsensussen risikere at spænde ben for de vigtige forhandlinger om EU’s overordnede økonomiske ramme for perioden 2014 til 2020. Forhandlingerne forventes afsluttet under det danske formandskab i foråret 2012.

/Kalika Bro-Jørgensen er freelance-journalist med base i Bruxelles.