Rusland

Sikre veje i zarens vinterland
 Dage hvor termometeret viser minus 20 grader er ikke sjældne i Skt. Petersborg, der nu får glæde af 90 danske saltspredere. Foto: Istockphoto
Det er tid til en ny Epoke i Rusland. Et dansk firma har slået dørene ind til det russiske eksportmarked og skal fremover salte og sikre de russiske landeveje.
af Gerd Kieffer-Døssing
Selvom julen er lagt bag os, kan vi stadig se frem til et par måneder endnu med sne- og isglatte veje. Det er der helt sikkert mange danskere, der ikke er tilfreds med. Men Jørn Christensen er en af de få, der nyder det stride vintervejr. Han er direktør for Epoke A/S, der producerer saltspredere. Firmaet har netop underskrevet en aftale med Skt. Petersborg, Rusland, der vil sende knap 90 danske maskiner på de russiske veje.
Væsentlig ordre
"Rusland er et interessant marked, fordi det jo er et enormt stort land med hård vinter mange steder. Derudover er der ikke opbygget standarder for saltspredning, man har endnu ikke fastsat sig på modeller og metoder, og det er jo en fordel for os," siger Jørn Christensen.
Epoke har været undervejs på det russiske marked i tre år, og tilfredsheden er derfor stor nu, da det for alvor er lykkedes firmaet at få en ordre igennem. Ordren på knap 90 maskiner er en del af et samlet udbud på omkring 220 maskiner. Men at Epoke ikke har fået hele udbuddet i hus, passer direktøren glimrende:
"Man skal jo starte et sted, og man skal bevise sit værd – køberne skal have tid til at prøve produkterne af og se, at det er det bedste tilbud på markedet. Det ville også være lidt skræmmende med en ordre på 220 maskiner, hvis nu noget skulle gå galt."
Med en omsætning på 260 millioner for regnskabsåret 2009/2010, betegner Jørn Christensen ordren, der lyder på et tocifret milliønbeløb, som "væsentlig". Ikke blot økonomisk, men også set med fremtidsbriller på: Denne aftale kan betyde flere tilsvarende ordrer i fremtiden.
"Markedet er ikke modnet endnu, så at vi kommer ind på dette tidspunkt kan åbne op for et langvarigt samarbejde. Der er mulighed for at boome."
 Epokes saltspreder fastspændt bag på lastbil. Foto: Epoke
Alt godt kommer til den, der venter
Generalkonsul og eksportrådgiver Klaus Sørensen fra generalkonsulatet i Skt. Petersborg har fulgt firmaets roadtrip på de russiske landeveje og rådgivet undervejs i processen.
"Rusland har ry som et besværligt land med meget bureaukrati og et mærkeligt sprog. Men med lidt snilde og tåmodighed er Epoke godt i gang med at erobre det russiske marked. Epoke har set potentialet i verdens største land og har nu mulighed for at fortælle sin egen succeshistorie," siger han.
At Rusland netop er verdens største land, og at ordrerne er derefter, påpeger Klaus Sørensen som en af fordelene ved at satse på Rusland. Desværre tør stadig for få danske virksomheder tage livtag med den russiske bjørn, selv om flere og flere ser potentialet i Rusland.
"Det russiske marked er ret anderledes end det danske. Det bygges op via netværk og kontakter, men de danske virksomheder herovre nyder godt af Danmarks ry for solidt håndværk samt miljøvenlig teknologisk udvikling. De firmaer, der fremover retter eksportblikket mod Rusland, vil kunne bruge den positive stemning, Danmark har globalt," siger Klaus Sørensen.
Klimaet i Skt. Petersborg
- Ligesom i resten af Rusland er vintrene i Skt. Petersborg lange.
- Fra november til april er der frostgrader med en gennemsnitstemperatur på minus otte grader. Om sommeren når temperaturen op omkring 20-25 grader, men vejret er omskifteligt. Kun 75 solskinsdage om året.
Danmark holder vejene sikre
Allerede i 60’erne eksporterede Epoke A/S til 23 lande, så efterhånden er det ikke helt grelt at sige, at Danmark holder verdens veje sikre. Det har Jørn Christensen det ganske fint med:
"Vi er da rigtig glade – vejret, som det er i Europa lige for tiden, er jo super for os. Er vejene ikke farbare, kommer folk for sent på arbejde, og sker det i høj grad kan det jo i sidste ende have indflydelse på et lands BNP. Så der er brug for os."
Som forhandler af saltspredere er der en naturlig begrænsning på, hvor meget Epoke kan udvide sin eksport. Men Jørn Christensen vurderer, at der stadig er meget at hente på de markeder, firmaet allerede er på.
Udover Europa ryger der danske saltspredere til Nordamerika og nu altså også Rusland. I den nordlige del af landet ligger der sne mellem 260-280 dage om året. Et paradis for en saltmand.
 Epoke havde været undervejs på det russiske marked i tre år, da ordren på saltspredere til de snefyldte gader i Skt. Petersborg blev landet. Fotos: Shutterstock
Denne side er kapitel 3 af 10 til publikationen "Eksportfokus nr. 1".
Version nr. 1.0 af 14-02-2011
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/10957/index.htm
|