BANGLADESH

Flag: Bangladesh

BEFOLKNINGEN VOKSER, OG LANDET SKRUMPER

Overbefolkning og oversvømmelser er de to ord, som omverdenen ofte forbinder med bangladesh. Udvikling har besøgt verdens tættest befolkede nation.

Af Karina Schultz, Dhaka

Foto: Overfyldte togvogne i Bangladesh
DSB’s Harry ville råbe højt efter kammeraten Bahnsen, hvis han så, hvilke forhold den menige bangladesher rejser under. Foto: Jonathan Bjerg Møller.

I 1968 advarede den amerikanske biolog Paul R. Ehrlich i den kontroversielle bog The Population Bomb, at verden i 80’erne ville rammes af sult og fødevareknaphed.

Takket være teknologi og faldende globale fødselsrater er denne internationale katastrofe dog ikke indtruffet. Men forudsigelsen kan stadig blive en realitet. Blandt andet i Bangladesh, verdens syvende største nation, målt i antal indbyggere. På tre gange Danmarks areal lever over 158 millioner mennesker, hvilket svarer til 1.099 mennesker per km². Eller til, at hele den danske befolkning boede nord for Limfjorden.

På gaden i hovedstaden Dhaka blandt byens 12 millioner indbyggere føles Limfjordsidyllen og den friske havluft nu meget langt væk. Næsten over alt i Dhaka river den opkogte blanding af sved, bilos, karry og urin én i næsen. Her er 45 grader, og sveden løber ned ad ryggen. Hundredvis af nysgerrige øjne stirrer frem i boderne langs vejen mod det langsomtgående hvide fikspunkt. Folk vil gerne i kontakt. For det er bestemt ikke hver dag, at de møder en vestlig kvinde alene på gaden. Her

 sælges meloner, farverige blomster og stegt kyllingekød blandt omstrejfende, radmagre hunde. Overfyldte busser suser tæt forbi med passagererne hængende i klynger ud ad døren. En ged nyder vinden i pelsen og et sjældent afbræk fra varmen i en af byens utallige kulørte rickshaws, som suser forbi ført af en ældre mand uden sko. Længere henne ad vejen ligger en bunke af afhuggede kyllingehoveder. I øjeblikket efter skifter trafiklyset på gaden til rødt, og et utal af tiggere placerer systematisk deres hænder mod bilernes ruder og søger øjenkontakt. Her er mange mennesker.

En byrde og en ressource
I tørre tal er befolkningen vokset med 34 millioner siden 2000. Befolkningstilvæksten æder nu for alvor landbrugsjorden op, og truer hermed landets selvforsyningsgrad af fødevarer, da indbyggerne i stigende grad bruger landbrugsjorden til at bygge huse på. I et land, hvor over 40 procent allerede lever under Verdensbankens officielle fattigdomsgrænse på 1,25 dollars pr. dag, er denne udvikling en tikkende bombe under udviklingsmulighederne.

Ét er fakta, men hvad siger landets egne eksperter, og ser de selv væksten som et problem?

Fødselsraten i Bangladesh faldt fra 1975 til 2007 fra 6,3 procent til 2,7 procent, men det er ifølge professor i befolkningsvidenskab ved Dhaka University, A.K.M. Nurun Nabi, langt fra nok. Han mener, at tallet skal helt ned på 1,7 procent for at sikre den eksisterende befolknings muligheder for et stabilt og sikkert Bangladesh. Hvert tiende år bliver der fortaget en grundig national folketælling.

Tidligere ministerrådgiver og ejer af reklamebureauet Adcomm, Geeteara Safiya Choudhury mener, at befolkningen kan være en kæmpe ressource, hvis landet og regeringen forstår at motivere og uddanne den. Men samtidig erkender hun, at landet står over for enorme udfordringer på baggrund af den befolkningsmæssige vækst.

– Befolkningen i Bangladesh ser børn som en sikkerhed for fremtiden, så derfor fødes ’ekstra børn’ som sikkerhed for alderdom. Da en familie måske mister 2-3 børn til diverse sygdomme, er det svært at fortælle dem, at de kun skal have ét barn, siger Geeteara Safiya Choudhury og fortsætter:

– Mange bliver ved med at sætte børn i verden, indtil de føder en dreng, da drenge i Bangladesh er en økonomisk bedre ressource end piger, da drengene forbliver tilknyttet familien, hvorimod piger giftes væk.

Dette bekræfter professor A.K.M. Nurun Nabi:

– Ét er at nedsætte fødselsraten fra 6,3 procent til 2,7 procent over 32 år, men for den lokale bonde eller den fattige familie kan det være helt urealistisk kun at få to børn, da folk ser børnene som deres alderdomsforsikring og ressource. Og kønsforskellen er stadig en faktor, da de fleste bengalere anser en drengs værdi højere end en piges, og hvis den førstefødte er en pige, så vælger de fleste at fortsætte, indtil de får en dreng.

Professor A.K.M. Nurun Nabi fra Dhaka University ser dog, lige som Geeteara Safiya Choudhury, også befolkningen som en kæmpe ressource, hvis regeringen uddanner og vejleder befolkningen korrekt. Han refererer her til Kina, som efter hans mening har forstået at udnytte befolkningen som grundlag for økonomisk vækst.

GENNEMSNITLIG BNP PR. INDBYGGER, ANTAL INDBYGGERE I BANGLADESH, GENNEMSNITLIG LEVEALDER og RELIGION
Se billede i fuld størrelse

Magneten Dhaka
Som befolkningssituationen er nu, søger et stort antal af befolkningen mod hovedstanden Dhaka, som i disse år oplever en befolkningstilvækst på over seks procent årligt. Dhaka er landets naturlige omdrejningspunkt og magnet, da næsten samtlige regeringskontorer, institutioner og uddannelsesmuligheder ligger placeret i denne kaotiske mega-city, som er betegnelsen for byer over ti millioner indbyggere. I Dhaka bor der officielt omkring 12 millioner mennesker, men registreringen af indbyggerne fungerer ikke optimalt, og over 40 procent af indbyggerne lever i de slumområder som omkranser byen. Professor A.K.M. Nurun Nabi mener, at en decentralisering af institutioner til landdistrikterne kunne være en del af byens løsning på overbefolkningen.

– Realistisk set er dette måske ikke en reel mulighed, da ingen vil flytte ud af byen, og landområderne ikke har de tilstrækkelige nødvendige sundheds og uddannelsesmæssige faciliteter, som Dhaka kan byde på. Men en decentralisering er nødvendig for Dhaka. Det hjælper ikke, at regeringen kun fokuserer på at udbygge og forbedre infrastrukturen i Dhaka. Det vil blot tiltrække flere mennesker, siger A.K.M. Nurun Nabi.

Allerede nu er gadebilledet i Dhaka omsvømmet med mennesker fra landdistrikterne, som forsøger at forsørge sig selv ved at køre rickshaws (cykeltaxa, red.), sælge blomster, frugt eller andre småting og ved at tigge penge i gaderne.

Prævention kan sikre stabilitet
Både Geeteara Safiya Choudhury og A.K.M. Nurun Nabi fremhæver viden om prævention som en nøgle til at kontrollere befolkningstilvæksten. Kun 44 procent af befolkningen bruger prævention, og i et land hvor 38 procent af befolkningen er under 15 år, udgør manglende viden og udbredelse af prævention en tikkende bombe under den boomende befolkningsvækst. Dette er dog en forbedring fra år 2000, hvor kun 37 procent af gifte kvinder i den fødedygtige alder brugte prævention. Men stadig alt for få.

Både ngo’er og regeringen uddeler gratis prævention, men Geereara Safiya Choudhury mener, at regeringen bør melde klart ud og opfordre befolkningen til kun at få ét barn og bruge prævention. Regeringen lancerede sidste år en ny strategi for familieplanlægning, og opfordrede i denne landets lederfigurer (imamer, lærere, politikere, medier og lokale forbilleder) til at sprede budskabet om brug af prævention.

Hvad siger eksperterne i Bangladesh så til Kinas et-barnspolitik? Samstemmende mener de ikke, at et-barnspolitiken skal indføres ved lov. I stedet skal befolkningen motiveres og overbevises om nationale fordele ved at sætte færre børn i verden. En stor udfordring, ifølge professor A.K.M. Nurun Nabi.

Ældrebyrden vokser
Forrest Cookson, amerikansk økonom fra Research og Development Centeret i Dhaka, mener, at regeringen i løbet af de sidste otte år ikke har taget problemet alvorligt nok. Han mener, at to ting adskiller befolkningstilvæksten i Bangladesh fra andre lande som for eksempel Thailand og Vietnam. Regeringens manglende initiativ til at løse problemet og udvandring af veluddannede (som i gennemsnit føder færre børn og ofte lever mere efter vestlige normer).

En stigning i levestandard medfører en stigning i antallet af ældre mennesker, og lige som i Danmark er den voksende ældrebyrde en økonomisk udfordring for regeringen. 6,2 procent af befolkningen, svarende til omkring 10 millioner mennesker, er over 60 år, og tallet er stigende. Denne gruppe af ofte helt nedslidte mennesker, får 300 taka (lokal møntfod, red.) – omkring 30 kroner, af regeringen om måneden til at forsørge sig selv for. Men op imod 200 taka, ifølge lokale kilder, går ofte til bestikkelse for at få pensionen udbetalt. Tilbage er der 100 taka om måneden, som svarer til omkring ni kroner. Og uden familiens hjælp er dette, til trods for meget lave leveomkostninger, et helt utilstrækkeligt levegrundlag.

Åndehuller forsvinder i Dhaka
Et af de helt synlige tegn på den stigende befolkningstilvækst i hovedstaden Dhaka er manglen af parker og legepladser. Ifølge professor A.K.M. Nurun Nabi hænger nedgangen af grønne områder i byen sammen med, at flere og flere flytter byen.

– De sidste 10-15 år er der forsvundet mange grønne områder i byen, og denne udvikling er forstærket de seneste fem år. Dette hænger sammen med den voldsomme befolkningstilvækst og ekstremt stigende jordpriser. Regeringen har endda spurgt, om de kunne lave en legeplads på vores lille plæne foran universitetet, men det afviste jeg, siger A.K.M. Nurun Nabi.

Presset på jord ses tydeligt i Dhaka, hvor højhusene skyder op, og hvor der er masser af byggepladser og boligprojekter. Hjemløse har desuden indtaget flere af byens tilbageværende parker, hvor de bor i papkasser og under stofklæder.

– Jeg har som professor langt fra råd til at købe et hus. Jordpriserne er simpelthen for høje, så derfor bor jeg i en lejlighed lige som hovedparten af den veluddannede befolkning, fortæller A.K.M. Nurun Nabi.

Desuden er den trafikale situation i hovedstaden Dhaka forværret i takt med strømmen fra land til by. Over alt i Dhaka stjæler trafiksituationen billedet. Timelange bilkøer krydret med tusindvis af farverige rickshaws er hverdagen. At krydse vejen kan føles som en direkte dødsmarch.

DET KORRUPTE LAND

Bangladesh ligger placeret som nummer 139 på transparency Internationals indeks over korruption (2009). Indekset afspejler de adspurgte indbyggeres egen opfattelse af, hvor korrupte de ser landet. Bangladesh har siden 2007 forbedret sin position fra en 162. plads til en 139. plads på listen.


MED INDIEN PÅ TRE SIDER

Indien begyndte i 2000 at opføre et 3.280 km langt grænsehegn til nabolandet Bangladesh. 2.480 km er indtil videre opført, og muren består primært af to rækker pigtråd, som er tre meter høje. Dermed hindres bangladesherne i stigende grad i at drage til Indien og søge arbejde. Dog nævner lokale kilder, at de ser grænsen som ’en naturlig del af løsrivelsen fra Pakistan i 1971’ og ikke opfatter opførelsen af muren som truende eller begrænsende for Bangladesh.


Boomet kan blive en regional bombe
Flere forskere ser befolkningstilvæksten i Bangladesh som en mulig tikkende bombe i regionen. Og måske har de ret. For landets indbyggere kan om kort tid se frem til, at 20-30 procent af landet oversvømmes af vand. Og hvor skal befolkningen gå hen?

Bangladesh er så sårbar over for den globale opvarmning, som truer med at sætte store dele af landet under vand. Det vil nemlig føre til en kolossal folkevandring, sagde Bangladeshs finansminister A.M.A. Muhith på en klimakonference i 2009.

– 20 procent af det totale landområde vil kunne drukne under havvand, lød prognosen fra A.M.A. Muhith.

Hvis fødselsraten foresætter som nu, vil der i 2050 være over 250 millioner bangladeshere, på et landområde lidt over to gange Danmarks størrelse. Som situationen er nu, kan landet forsyne befolkningen med fødevarer, men fremtidsudsigterne for selvforsyningsgraden kan virke håbløs, når landet skrumper, og befolkninger vokser.

– Sultne mennesker er sammen med klimaforandringerne den største trussel imod Bangladesh’ stabilitet og dermed regionens stabilitet, siger A.K.M. Nurun Nabi.

Derfor frygter blandt andet han og den amerikanske økonom, Forrest Cookson, at flere bangladeshere end nu vil søge ud til de omkringliggende lande for at finde arbejde og et hjem. Allerede nu har 21 millioner husholdninger et arbejdende familiemedlem i udlandet, som sender penge hjem. Og netop udvandringen bekymrer andre lande i regionen, som for eksempel Indien, som allerede for 10 år siden påbegyndte inderne at bygge et hegn mellem Bangladesh og Indien. Bangladesh er, på nær en kort landegrænse mod Burma, helt omgivet af Indien.

– Da jeg var dreng kunne vi sagtens rejse frit mellem Bangladesh og Indien. Men nu skal du vise visa, og krydse grænsen på bestemte steder. Situationen mellem landene er mere anspændt nu end tidligere. Regeringen i Indien er bekymret over, at flere bangladeshere søger job i Indien, som selv kæmper med arbejdsløshed, siger A.K.M. Nurun Nabi.

Ny udfordring for donorerne
Befolkningstilvæksten i landets to største byer, Dhaka og Chittagong, skaber nye udfordringer for donorlandene, heriblandt Danmark. For hvad nytter det at bygge fine veje, udbygge infrastrukturen og give penge til landbrugsprojekter i landområderne, når de fattige indbyggere søger til byerne? Men udfordringer er der nok af i Bangladesh, og vejen til rimelige leveforhold for alle synes lang, men indbyggerne i det frodige land er optimistiske og prøver at vende situationen til det positive – lidt endnu i hvert fald.

Karina Schultz er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.


STJÆL FRA DIN OLDEFAR OG RED DIN MOR

Hvor går du hen, når dine oldebørn har frarøvet dig alle dine fødevarer? Hvis du bliver voldtaget, eller din mand har forladt dig og børnene? Indtil for ti år siden lød svaret for den fattige bangladesher næsten altid sådan her: Ingen steder.

Af Karina Schultz, Madaripur

”I har stjålet alt fra mig. Hvordan skal jeg nu overleve?”

Sådan lyder anklagen fra en oldefar til sine oldebørn, da den lokale retssal og fem dommere i Bahadurpur Union, Parishad, igen skal tage stilling til en lokal konflikt. Retssalen er fyldt til bristepunktet, ansigter dækker for solen i vinduerne, betongulvet er nyfejet og den enlige vandflaske står ved siden af glasset, som deles blandt de ældste medborgere. Den usynlige rangorden hviler tungt. Stilhed. Alles øjne retter sig mod den spinkle gamle mand, som skiftevis med vrede og tårer fremfører sin sag foran de fem dommerne og omkring 150 fremmødte. Overfor står de anklagede. Hans to oldebørn. To teenagedrenge. To bøjede hoveder. Stilhed. Dommerne vender sig om til dem og kræver en forklaring. Det viser sig, at drengene har stjålet fødevarerne for at tjene penge til en operation til deres mor. Deres far har forladt dem og rejst til Malaysia.

Dette er den barske virkelighed i distriktet Madaripur i Bangladesh. En historie. En episode blandt mange. Her kæmpes der for overlevelse – selv ved at stjæle levebrødet fra ens egen oldefar.

Retshjælp til de fattige
Siden år 2000 har organisationen Madaripur Legal Aid Association (MLAA) hjulpet knap 40.000 personer, heraf 75 procent kvinder, med rets- og mæglingssager. Den fattige del af befolkningen har ganske enkelt ikke økonomiske midler til at føre en retssag ved de officielle domstole. På denne egn lever 67 procent af befolkningen under Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1,25 dollars pr. dag. MLAA sætter særlig fokus på kvinders rettigheder i forbindelse med skilsmisse, hustrubidrag og polygami. Det sker gennem et program, hvor frivillige dommere og mæglingsledere uddannes til at varetage borgernes interesser via kurser i retsregler og menneskerettigheder. Voldtægtsofre hjælpes under og efter en retssag af frivillige, som yder bistand i rets- og mæglingssager. Houspara Atroza, frivillig igennem de seneste ti år i MLAA, forklarer:

– Vi vil have lov og orden i vores lokalsamfund. Og der er ikke nogen problemer med at rekruttere nye frivillige. Tværtimod. Vi er stolte over at være en del af dette program. Kvindernes rettigheder er blevet bedre, men kvinderne er stadig ikke frie. Det kræver masser af oplysningsarbejde for at få kvinderne til at stå frem og efterfølgende at få dem integreret i lokalsamfundet igen, siger hun.

Danida har støttet MLAA med 11,4 millioner kroner siden 2001 og forlænger støtten til programmet fra 2011 for endnu en femårig periode. Jacob Dal Winther, 1. ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Dhaka, siger:

– En af grundpillerne i et demokrati er retssikkerheden. Programmet skaber rammerne for retssikkerhed for samfundets svageste. Også dem, som ikke har de nødvendige forudsætninger eller midler til at få bragt en sag for det formelle retssystem.

Mahal Aminuzzaman, seniorprogrammedarbejder i menneskerettigheder og demokratisering på den danske ambassade i Dhaka, mener at netop dette program i høj grad hjælper de svageste i samfundet.

– Jeg ser gerne, at programmet udvides til alle 64 distrikter i Bangladesh. Men det er næppe økonomisk realistisk, siger Mahal Aminuzzaman og fortsætter:

– Det er vigtigt at sætte fokus på kvindernes muligheder for at opnå retfærdighed efter et svigt. De fleste fattige har ikke mulighed for en retssag, da de ofte må vente tre-fire år i det offentlige retssystem, og desuden har de ikke midlerne til at gennemføre retssagen. Her bliver sagerne ofte løst inden for en uge, og det sociale pres i lokalsamfundet øger chancerne for retfærdighed.

Lokalsamfundet bakker kvinderne op
Tre timer senere i nabokommunen Mostafapur Union har lokalet i flere timer været fyldt af hundredvis af borgere, som deltager i et mæglingsmøde. Tre timer med løsninger på lokale tvister. Men dette er ikke en retssal. Her er kun én konsekvens: social udstødelse. Og diskussionen er voldsom. Her har alle lov til at ytre deres mening – og det gør de. Den anklagede mand har efter seks års ægteskab forladt konen og deres ene barn. Nu bor hun igen hos sine forældre. Uden hustrubidrag. Uden mulighed for at forsørge sig selv og barnet. Diskussionen tager til i styrke, og han rejser sig op for at forsvare sig selv. Uden held. Til sidst rejser konen sig op og forsvarer ham:

– Han har ikke altid været sådan her. Han blev syg og brugte alle vores penge på en operation. Nu har han intet arbejde. Han kan ikke forsørge os, men det er forkert at forlade sin kone og barn.

Løsningen vidner om kvindernes begrænsede muligheder i landet. Manden gik efter socialt pres tilbage til konen. Blev de skilt, ville hun aldrig blive gift igen, og hun havde dermed ingen andre end sig selv til at forsørge hende og barnet.

MLAA valgte at tilbyde parret et mikrolån, så de kan skabe dem en bæredygtig tilværelse. Og den lokale MLAA-koordinator har efter mæglingsmødet sat ekstra fokus på familien. En lykkelig afslutning blandt mange ulykkelige.

TRÆNING I MENNESKERETTIGHEDER

Danida, norske NORAD og den britiske NGO Christian Aid har siden år 2000 støttet træning i menneskerettigheder for lokale borgere, som ønsker at yde en frivillig indsats for deres medborgere og deres rettigheder. tre ud af 64 distrikter i Bangladesh, Madaripur, Shariatpur og Gopalgonj, danner rammen om Human Rights-programmet ’Adgang til retssikkerhed og menneskerettigheder’.


DANSK BISTAND

Den danske bistand til Bangladesh udgjorde 240 mio. kr. i 2009 – heraf 62,5 mio. kr. til fremme af menneskerettigheder og god regeringsførelse.

I 2010 forventes bistanden at ligge på 200 mio. kr.


DANIDA STØTTER SEKS KVINDEKRISECENTRE

I samarbejde med otte ministerier i Bangladesh har ministeriet for kvinder og børn, som er tovholder, og Danida siden 2000 støttet programmet ’vold mod kvinder’ med over 33 mio. kr. Kvindekrisecentrene samler alle faciliteter under et tag og tilbyder kriseramte kvinder hjælp og støtte. Blandt andet tilbyder centrene lægehjælp, advokater og social- og psykologhjælp. Og alt er gratis for kvinderne. Desuden er retssystemet i Bangladesh begyndt efter pres fra kvinderettighedsgrupper at godtage dna som gyldigt bevis i retten. Det hjælper retssikkerheden for kvinderne, som nu kan bevise, hvem der er deres gerningsmand i voldtægtssager. Det tredje fokusområde er forebyggelse og oplysning. Her prøver de blandt andet at påvirke imamer, lærere og andre lederfigurer til at fremme kvinders rettigheder.





Denne side er kapitel 4 af 10 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 30-06-2010
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/10489/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk