GENSYN MED MR. WAITHAKA

Fotos
Første afsnit af tv-serien Min afrikanske forbindelse foregår i Kenya, hvor tv-holdet rejser i sporet af Danidarådgiver Preben Enhard, der for 20 år siden arbejdede med at skaffe rent vand. Serien er produceret af tredjesemesterstuderende fra Den Grafiske Højskole i samarbejde med Udenrigsministeriet. Fotos: Den Grafiske Højskole.

DR1 sender fra slutningen af august en tv-serie om udviklingsbistand i Afrika produceret af tv-studerende. Konceptet er simpelt: Tidligere Danida-rådgivere taler med programværten om arbejdet i Afrika for fem, 10 eller 20 år siden, hvorefter redaktionen rejser af sted for at følge op på indsatsen.

Af Signe H. Damkjær

I SINDAL i Nordjylland sidder Preben Enhart. For 20 år siden arbejdede han i Kenya på et vandprojekt, der skulle sikre, at lokalbefolkningen i byen Motomo fik adgang til vand. Men hvad er der sket med projektet, siden han forlod det? Og hvad er der sket med hans gode ven og kollega Mr. Waithaka? Det er grundplottet i det første afsnit i serien Min afrikanske forbindelse der sendes på DR1 fra mandag den 25. august og fem uger frem.

Fællesnævneren for programmerne er den tidligere udsendtes gensyn med et projekt og med mennesker i Afrika, som har betydet noget for personen. Programseriens fem hovedpersoner udgøres af yngre og ældre Danida-rådgivere (og en enkelt tidligere FN-ansat) af begge køn, der har været udsendt for mellem fem og 25 år siden til henholdsvis Kenya, Zambia, Tanzania, Ghana og i en flygtningelejr på Afrikas Horn.

Masser af identifikation
Programmerne starter i den tidligere udsendtes private hjem, hvor han/hun sammen med programvært Jesper Degn følger tv-holdets søgen efter projekter og de mennesker, som den udsendte samarbejdede med. Den udsendte får følelsesmæssige op- og nedture efterhånden som rejsen skrider frem, og det giver programmerne fremdrift og masser af identifikation. Vi kender det jo alle sammen –det dér med at vende tilbage til steder og mennesker, som vi ikke har set i mange år.

I Kenya følger vi ad bumpede jordveje redaktionens søgen efter Daniel Waithaka, mens Preben Enhard sidder tilbage i Danmark. Vi møder den lokale slagter og mange andre, der griner genkendende, når journalisten viser dem et fotografi af Preben Enhart iført shorts. Og til sidst, jo sørme, Daniel Waithaka er i live, og journalisten medbringer en videohilsen fra Preben i Nordjylland til sin gamle ven i Kenya. Ikke et øje tørt.

Tv-undervisning på den hårde måde
Min afrikanske forbindelse er opstået i samarbejde mellem Den Grafiske Højskoles nye tv-og medieuddannelse i København, Udenrigsministeriet og Danmarks Radio. De fem programmer er alle produceret af studerende på tredje semester.

– Vores tilgang til tvuddannelsen er, at de studerende skal kombinere teori og praktik. Og man må sige, at samarbejdet med Udenrigsministeriet og DR om at producere en hel tv-serie fra det afrikanske kontinent lever op til, ja nærmest overgår vores egne forventninger om at føre tv-undervisningen ud i praktisk produktion, siger Kirstine Vinderskov, en af underviserne på tv- og medieuddannelsen.

Charlotte Henriksen, Udenrigsministeriets tovholder på projektet, siger: – Med programmerne formidler vi moderne bistand, der bliver fortalt gennem den personlige historie. Samtidig fortæller vi om udviklingen i et afrikansk land både på helt lokalt plan og i et større perspektiv. Vi vil gerne vise, at der er nogle stærke personer derude. Det kan godt være, de får hjælp fra Danmark, men der er en lokal drivkraft, energi og initiativ bag udviklingen.

Kirstine Vinderskov fra Den Grafiske Højskole mener, at det er helt afgørende at lægge vægt på det personlige, når man formidler u-landsstof på tv.

– Det er en svær balancegang mellem den lidt tungere information om noget, som folk ikke er synderligt interesseret i og noget, som er vedkommende. Vi lader en person folde historien om projektet ud samtidig med, at vi bruger en dygtig vært til at binde de mange sekvenser fra Afrika sammen i studiet i Danmark. DR har sagt, de synes, det er et skridt på vejen mod at formidle u-landsstof på en interessant måde.

Programmerne Min afrikanske forbindelse sendes på DR1 om eftermiddagen fra mandag den 25. august og fem uger frem, og genudsendes sent tirsdag aften.




Denne side er kapitel 10 af 10 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 08-07-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8977/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk