DEBAT

VI BRUGER IKKE FOR MANGE PENGE PÅ AIDS – VI BURDE BRUGE FLERE

AF SØREN BRIX CHRISTENSEN, LÆGE OG FORMAND FOR LÆGER UDEN GRÆNSER I DANMARK.

AFRIKA ER IKKE ved at blive ’oversvømmet’ af aidsmedicin, tværtimod er der stadigvæk mange, der har brug for medicinen, som ikke får den. Og vi bruger heller ikke for mange penge på aids, fordi det er en menneskeret at modtage den behandling, der er tilgængelig for en alvorlig sygdom. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt andre indsatser er mere samfundsøkonomisk rentable.

Journalist Jeppe Villadsen rejser i en række artikler i det seneste nummer af Danidas avis Udvikling (nr. 4/2008) spørgsmålet, om man kan få for meget af en god ting, og om der bliver brugt for mange penge på hiv/aids indsatsen i forhold til andre sundhedsindsatser i Afrika. Ifølge de personer, som Villadsen har interviewet, er svaret et tydeligt ja. De udtaler sig nærmest i kor negativt om de indsatser, der bliver udført gennem f.eks. Global Fund og PEPFAR. Men det ville være katastrofalt ud fra disse udsagn at drage den konklusion, at man burde bruge færre penge på indsatsen mod hiv/aids.

10 millioner døde
For 10 år siden var der ingen, der troede, at det rigtig nyttede at give behandling til hivpositive mennesker. Over 10 millioner mennesker døde, fordi vi kom for sent i gang med indsatsen. Gennem store fortalerindsatser internationalt, bl.a. for at få nedbragt prisen på medicin samt store indsatser nationalt og lokalt, er det mellem 2003-2005 lykkedes at redde livet på over 350.000 mennesker. I dag er over to millioner mennesker rundt om i verden i behandling dagligt – så der er noget, der fungerer. Men med en så stor indsats iværksat på så kort tid er styringsproblemer næsten uundgåelige, og det er den udfordring, vi bør tage fat på.

Der er stadig mindre end en tredjedel af de knap 10 millioner mennesker i udviklingslandene, som har brug for antiretroviral medicin (ARV), der har adgang til den. Læger uden Grænsers sygeplejersker og læger melder fra vores klinikker i felten, at der er brug for en større global indsats. I vores venteværelser i Afrika har vi stadigvæk fem millioner hivpositive mennesker, som alle her og nu har brug for behandling.

Næst efter nedre lungeinfektioner er aids den sygdom, der dræber flest mennesker – 2,5 millioner sidste år. Tuberkulose (TB) dræbte 1,7 millioner og malaria mere end 1 million.

Sygdommen aids er i sin natur uløseligt forbundet med andre sygdomme, fordi hivvirussen angriber immunforsvaret. Derfor er kampen mod hiv og aids ofte en forudsætning for at komme andre sygdomme til livs. Det er som så ofte ikke et spørgsmål om enteneller men om bådeog. Mennesker, der lever med hiv, er op til 50 gange mere udsatte for at udvikle tuberkulose end hivnegative personer. De, der udvikler TB, bør behandles både med ARV og med tuberkulosemedicin, mens alle hivpositive ifølge WHO burde modtage forebyggende TB-medicin. Eller for at tage et andet eksempel: For at nedbringe dødeligheden hos kvinder i udviklingslandene er det essentielt at udbyde konsultationer til gravide og nybagte mødre samt at tilbyde fødselshjælp. Gennem disse ydelser kan man samtidig mindske risikoen for at hivsmitte overføres fra mor til barn.

Mangelfulde sundhedsvæsener
At sundhedsstrukturerne er mangelfulde og ressourcesvage de fleste steder i Afrika, er ikke nogen nyhed. Læger uden Grænser har i lang tid påpeget manglen på sundhedspersonale i de lande, hvor sygdommen hærger. Vores arbejde i blandt andet Sydafrika og Malawi viser, at der er et enormt behov for at uddanne flere læger og sygeplejersker, og styrke de sundhedssystemer, som skal forebygge, teste, rådgive, behandle og følge op. Som artiklerne i Udvikling også nævner, er f.eks. kun 12 pct. af befolkningen i Uganda indtil videre testet for hiv.

Naturligvis bør de forskellige organisationer og donorer koordinere deres indsatser, og naturligvis bør man integrere indsatserne i de nationale og lokale sundhedsstrukturer, hvor det kan lade sig gøre i stedet for at opbygge parallelsystemer. Det er selvfølgelig også problematisk, når indsatsen mod hiv og aids kommer til at overskygge andre sundhedsproblemer, og det er spild af ressourcer, når man ikke har sikret den logistiske kæde, så ARV-medicin bliver forældet inden den når ud til brugerne.

Men det betyder ikke, at der ikke er brug for en fortsat massiv indsats mod hiv og aids. Vores indsats skal gå på to ben – vi skal forebygge sygdommen, og vi skal respektere de hivsmittedes grundlæggende ret til at få livsforlængende medicin.

GLITTEDE PARADOKSER

Af Thomas Ravn-Petersen

DET ER ISÆR i noterne eller i artiklerne med konkrete eksempler fra de enkelte lande, at udviklingsarbejdet bliver levende i Danidas 200 sider lange årsberetning fra 2007.

Vidste du f.eks., at den danske bistand til Zambia har været medvirkende til, at tidligere præsident Chiluba fra Zambia i fjor som den første nulevende afrikanske leder blev dømt for omfattende korruption? Eller at Ghana med dansk hjælp fik genopbygget sin statistiske kapacitet, hvorved landet pludselig kunne konstatere, at fattigdommen med et hug var blevet halveret og derved levede landet op til det første af 2015 Målene? Eller at 5,8 millioner mennesker (det er flere end der er danskere) nu har adgang til rent drikkevand på grund af den danske hjælp?

Igen og igen bemærkes det, at Danmark er med helt i front, når det gælder om at være den flinke pige i klassen. Danmark er med ulandshjælp for 14 mia. kr. den 12. største bidragyder af u-landshjælp – og i procent den 4. største i verden. Så selvom de voldsomme nedskæringer i 2002 gav dybe ar i udviklingsmiljøet, kan man ikke sige andet, end at Danmark fortsat er en stormagt, når det gælder udvikling. Ikke bare lægger vi et stort beløb, vi målretter også indsatsen imod de fattigste, ligestillingen og de marginaliserede, samtidig med at vi har relativ høj og rimelig cigarføring i de store internationale organisationer. Også når det gælder stattilstat, er Danmark i front for at forenkle og forbedre bistanden.

Danmark på vej frem igen
Med andre ord virker det som om, at Danmark efter fem lidt defensive år er på vej tilbage i front og igen tør tage globalt lederskab for at gøre udviklingshjælpen mere effektiv, verden mere demokratisk og bedre at leve i. Det er glædeligt. Til gengæld er det paradoksalt at læse, at blandt OECD-landene, der ellers alle har forpligtet sig til at skrue op for bistanden, er det kun feks lande, der har øget deres udviklingshjælp, mens store lande som USA, Japan, Frankrig, Storbritannien og Italien har skåret ned – både i tal og procent af BNI.

Årsberetningen er grundig og kommer rundt i alle kroge af Danidas virksomhed. Derved bliver den også lidt kedelig og uoverskuelig. Man fornemmer det interne pres for, at alle kontorer og initiativer ligeligt skal pligtomtales. Og et eksternt hensyn til en aktivistisk regering, der forøger presset på diplomatiet og udviklingsfolkene. Det er en skam. Årsberetningen ville have godt af en modig redaktør, der tør sortere, fremhæve og vælge fra. Og så trænger designet også til lidt mere indbydende grafik. Var det ikke for de fantastiske fotos fra hele verden, ville det være en tør omgang. Siderne er meget grå og med rigtig meget tekst.

Så ja tak til mere grafik, flere forklarende skemaer, flere kort og oversigter. Hvad med at sætte de 16 programsamarbejdslande ind i en samlet grafik, så man kan se deres udvikling fra 1990 til 2005 og hvilken retning de har mod 2015? Så ville man f.eks. kunne glæde sig over, at halvdelen af samarbejdslandene faktisk er godt på vej både hvad angår uddannelse til alle, reducering af børnedødelighed og adgang til rent drikkevand!

Mere oplysning, tak
Den afgående styrelsesformand,Holger Bernt Hansen, fremhæver i sit indlæg, at der i disse år er særlige udfordringer for ulandsoplysningen, fordi bistanden er blevet mere kompliceret og mindre national. Med faldende opbakning blandt den danske befolkning til ulandsbistanden findes argumenterne også herhjemme. Der er kort og godt brug for bedre og mere u-landsoplysning. Det ved undervisningsverdenen – og alle fagfolkene. Den absurde halvering og politisering af oplysningsmidlerne i 2005 sammenholdt med lanceringen af Danidas dilemmaprojekt i fjor har givet årsberetningens mest knudrede afsnit. Man ser for sig den arme embedsmand med pistolen for panden, der absolut skulle skrive noget positivt om det 12 millioner kroner dyre dilemmaflop.

Til sidst skal en lille detalje have ros. To kapitler har fået ændrede titler i år, så de afspejler verden og ikke længere dansk indenrigspolitik.

Kapitel 2 ’Stabilitet, sikkerhed og kampen mod terrorisme’ er nu blevet til ’Konflikt, stabilitet og skrøbelige stater’.

Mens Kapitel 3 ’Flygtninge, nødhjælp og nærområder’ er blevet til ’Nødhjælp, flygtninge og internt fordrevne’.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve årsberetningens høje værdi som opslagsværk. Bortset fra nogle enkelte svipsere, hvor tallene ikke lige er ført á jour eller at den største enkelt modtager af dansk bistand IDA næsten ikke er omtalt, er der imponerende mange oversigter og forklaringer af den gode danske bistand.

Thomas Ravn-Pedersen, der er journalist og redaktør i DR, var informationschef i Folkekirkens Nødhjælp 1996-2006 og formand for Ghana Venskabsgrupperne fra 1985-2006.

Årsberetningen kan fås gratis på http://www.danida-publikationer.dk.

Det klassiske brøndmotiv pryder forsiden af årsberetningen fra Danida.