REPORTAGE

HER MØDER ALBYLER AMULETTER

Kvindeforsamling. Gruppe af medicinkvinder til møde med ’vestlige’ læger. Foto: Jens Peter Bregnballe.

I Sydamerikas fattigste land, Bolivia, betyder et unikt samarbejde mellem medicinmænd og læger langt bedre behandling af alvorlige sygdomme og helt banalt: At folk tør gå til lægen.

Af Lise Josefsen Hermann

JEG SIDDER PÅ en bænk, midt på plazaen i landsbyen Alcalá i den bolivianske højlandsregion Chuquisaca sammen med Juana Quispe, der har været landsbyens lokale medicinkvinde i mere end tyve år.

Hun er særdeles anerkendt på sit felt, og folk valfarter i dagevis for at komme i behandling hos hende. I storbyen Sucre, der ligger flere timers kørsel derfra, møder jeg også folk, der kender den berømte medicinkvinde.

Juana Quispe har været med i et danskstøt-tet projekt med interkulturel medicin, siden det begyndte i landsbyen for ni år siden. Hun er glad for at være med i projektet, der drives af den lille danske NGO Diálogos, og nævner blandt andet muligheden for at få struktureret sin viden om plantemedicin gennem kurser som et positivt udbytte. En anden positiv konsekvens af samarbejdet er, at hun nu ikke længere tager sig af fødsler, noget som hun ellers har gjort i al sin tid som medicinkvinde.

Men det er kun godt. Det er en alvorlig affære at føde et barn.

– Jeg har oplevet flere kvinder dø i forbindelse med en fødsel, og det er ikke særligt rart, fortæller Juana Quispe.

Færre dødsfald
På landsbyens hospital nikker Mary Salayar Rejas, den ene af kommunens to læger til medicinkvindens eksempel:

– Siden vi begyndte samarbejdet med medicinmændene, er der ikke et eneste eksempel på kvinder, der er døde i forbindelse med fødsler og graviditet. Tidligere var der altid flere tilfælde hvert år. Fødsler foregår nu altid foregår på hospitalet, hvor man tidligere gik til medicinkvinden, forklarer lægen.

Samarbejdet mellem læger og medicinmænd har også en stor fordel, når man tager det offentlige sundhedssystems ringe infrastruktur i betragtning. Kommunen Alcalá, et område, der i areal svarer til en fjerdedel af Fyn, har kun to læger. Det betyder, at den enkelte landsby i kommunen normalt kun får besøg af lægen én dag om måneden. Resten af tiden er medicinmændene de eneste behandlere. Dem kan kommunen til gengæld præstere tyve af. En del af arbejdet med interkulturel medicin har også handlet om at uddanne dem til at kunne foretage simple behandlinger med ’vestlig medicin’.

Hvis et barn for eksempel har diarré eller en simpel luftvejsinfektion, så kan medicinmanden nu behandle barnet både med den vestlige og den traditionelle behandling.

Et andet målbart resultat af arbejdet med interkulturel medicin er den såkaldte dækningsgrad – hvor mange personer, der modtager behandling fra det offentlige sundhedssystem. I projektområderne er der en stigning i antallet af sundhedsbehandlinger i forhold til naboområderne, hvor der ikke er arbejdet med interkulturel medicin.

Et kernepunkt i interkulturel medicin er, at begge behandlerverdener kan lære af hinanden. Men der er også punkter, hvor lægen kigger med misundelse på medicinkvindens resultater: – Folk har en anden tillid til medicinmændene end til os. Vi er autoriteter, som man ikke kan tale lige så frit med. Medicinmændene er en del af lokalsamfundet på en anden måde taler med deres patienter hver dag på gaden, om, hvordan det går. Det kunne vi godt lære noget af, siger lægen Mary Salazar Rejas.

Ritualerne er centrale
Miguel Isola Delgadillo er en af Bolivias førende eksperter i interkulturel medicin og har arbejdet sammen med Diálogos siden 1995. Han er uddannet læge og har i årtier interesseret sig for den traditionelle behandling i Bolivia og for interkulturel medicin. Han har ekspertise inden for plantemedicin og ved meget om den rituelle del af medicinmændenes behandling, men udøver den ikke selv. Netop ritualerne er centrale for succes i arbejdet med interkulturel medicin, mener Miguel Isola Delgadillo.

Indtil videre går det fint med at acceptere plantemedicin og nogle læger bruger det sågar også. Men der er meget få læger, hvis overhovedet nogen, der accepterer medicinmændenes ritualer. Meget få accepterer, at det hører med til behandlingen af en sygdom at slagte en høne og sige adskillige forbandelser til den onde ånd, der har taget plads i personen, og som er skyld i sygdommen, mener Miguel Isola Delgadillo og tilføjer:

– Jeg siger ikke, at lægerne skal udøve den form for behandling. Men de skal lære at acceptere og respektere, at det er en del af medicinmændenes traditionelle behandlingssystem. Nøjagtig ligesom medicinmændene må acceptere og respektere lægernes arbejde og deres arbejdsområde, mener den bolivianske læge.

Journaler fra medicinkvinden
På plazaens bænk i Alcalá nikker medicinkvinden Juana Quispe genkendende til, at hendes arbejde ikke altid bliver respekteret af lægerne. Som følge af arbejdet med interkulturel medicin skal hun nu skrive journaler fra sine behandlinger, som hun giver videre til hospitalet.

I sådan en journal skriver Juana Quispe for eksempel: “Lidelse: Personens sjæl er flygtet. Årsag: Personen er blevet forskrækket på grund af et skænderi, et farligt dyr eller en ubehagelig oplevelse. Behandling: Healede personen ved at kalde sjælen tilbage igen og berolige den”. Der kan også stå: “Lidelse: Diarre, Årsag: Stress og bekymringer. Behandling: Healede og beroligede personen og sendte ham/hende videre til hospitalet.”

Selvom Juana Quispe gennemgående er tilfreds med samarbejdet med hospitalet, giver det stadig problemer, når de to forskellige verdener mødes for at samarbejde: 

– Nogle gange, når jeg kommer for at aflevere mine journaler, føler jeg, at de på hospitalet er ligeglade med dem. Det er et stort arbejde for mig at skrive dem. Jeg oplever nogle gange, at de ikke respekterer mig på hospitalet, at de ikke synes, jeg er en rigtig behandler, siger Juana Quispe.

NU SAMARBEJDER HEALER OG LÆGE Behandlere i henholdsvis hvide kitler og traditionelle klædedragter har i årtier kæmpet om magten til at helbrede bolivianernes sygdomme. Våbnene var piller, pencilin og skalpeller eller forbandelser, healing og plantemedicin. Men nu deler behandlerne kontorer eller i hvert fald patienter i tre kommuner i højlandsregionen Chuquisaca, et område med cirka 17.000 indbyggere. Her har den bolivianske NGO, Prodeco, med støtte fra Danida gennem den danske ulandsforening Diálogos, arbejdet med interkulturel medicin siden 1995. Det betyder, at lægen godt kan anbefale en plantemedicin eller et besøg hos medicinmanden efter konsultationen. Omvendt sender medicinmanden også sin patient videre efter sit ritual eller sin behandling med plantemedicin, hvis patienten fejler noget, der ligger uden for hans evner at behandle.

Farlig hest gav feber
Da jeg skal skilles med Juana Quispe på plazaen i Alcalá, møder hun også mine rejsekammerater. En af dem har været syg nogle dage med høj feber.Medicinkvinden henvender sig straks til hende, inden vi når at fortælle, at danskeren er syg. Hvordan går det, hvordan sover du om natten, spørger den bolivianske helbreder. Inden min rejsefælle når at svare, siger Juana Quispe:

 MORALES OG MEDICIN-MÆNDENE

Af Lise Josefsen Hermann

DA EVO MORALES blev valgt til præsident for Bolivia i 2005, lød forandringernes tromme i det fattige, sydamerikanske land. Et af områderne der har nydt godt af den indianske præsident, er den traditionelle bolivianske sygdomsbehandling med de lokale medicinmænd som grundstamme. For første gang er der blevet udnævnt en minister for interkulturel medicin.

– Hvis man vil ændre forholdene for Bolivias fattige indianere, handler det også om at tage sundhedsbehandlingen af dem alvorligt. Og det gør vi med interkulturel medicin, siger Teodoro Barrientos Céspedes, der er regeringens ansvarlige for interkulturel medicin i højlandsregionen Chuquisaca.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har også en decideret strategi for traditionel medicin, og et af hovedmålene er at støtte medlemslande til at udvikle deres egen politik på området.

Bolivias regering har desuden planer om at oprette en akademisk uddannelse, hvor man kan studere traditionel boliviansk plantemedicin på lige fod med vestlig medicin. Målet er at professionalisere de bolivianske medicinmænd. En del af arbejdet handler om at nedskrive medicinmændenes viden, så den kan studeres. Hidtil har det ikke været muligt, fordi denne viden blev holdt hemmelig i medicinmændenes familier og videregivet mundtligt.

Men der er en del praktiske problemer ved arbejdet, fortæller Teodoro Barrientos Céspe-des: – En af udfordringerne har været at finde fysisk frem til medicinmændene. De er spredt rundt omkring i bjergene og går ikke med et skilt i panden, hvor der står medicinmand. Det er en tradition, der et gået i arv fra far til søn igennem århundreder, siger han.

Men det hårde arbejde giver god gevinst, mener Teodoro Barrientos Céspedes: – Medicinmændene er fysisk bedre forankret i lokalsamfundene end hospitalerne og lægerne. De er en kæmpe uudnyttet resurse, påpeger han.

DANSK STØTTE - Danida giver som hovedregel sektorprogramstøtte, hvilket betyder at Danmark ikke har specifikke danske programaktiviteter for interkulturel medicin, men tilpasser sin støtte til det, modtagerlandene prioriterer. Det betyder, at interkulturel medicin kun optræder i sundhedssektorprogrammer, hvis det indgår i modtagerlandets prioriteter. - Danida bidrager også til Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvis afdeling for essentiel medicin bl.a. forsker i traditionel medicin. - Den danske NGO Dialogos har i flere år kørt et projekt med et stærkt islæt af interkulturel medicin, nemlig Plagbolprojektet i Bolivia, som handler om pesticidforgiftning, hvor det traditionelle sundhedssystem er meget involveret. Se http://www.dialogos.dk