KOSOVO

For hver krone der bliver brugt på udvikling bruges der 10 på sikkerhed og militær i Kosovo. Den nye stats udfordring bliver at tackle fattigdom og finde arbejde til hver anden kosovar. FN, der snart overlader ansvaret til regeringen, er ikke ligefrem populær. Foto: Nebojsa Markovic/Scanpix.

Efter ni år som FN-protektorat (UNMIK) er Kosovos politikere sikre på, at de kan gøre det bedre. Og det kan de måske også. Men let bliver det ikke. Første opgave: Find et job til hver anden kosovar i en økonomi, der domineres af frisører, tankstationer og kebabrestau-ranter.

Af Morten Østervang

– NU SKAL DET NOK GÅ FREMAD. Kosovo er blevet selvstændigt. Vi er jo lige kommet ud af en krig, og det taget i betragtning går det faktisk udmærket.

26-årige Fasil er en ukuelig optimist. Udvikling møder ham i den lille landsby Novo Brdo 45 kilometer sydøst for hovedstaden Pristina. Fattige beboere henslæber tiden på deres altaner, mens børnene fordriver tiden med at spille fodbold. En tidligere FN-byg-ning, der husede den internationale kommune-administration, ligger faldefærdigt hen.

Sølvminen, der før krigen gav arbejde til byens mænd, beskæftiger i dag blot 300. Intet under at mange af kommunens 4.000 indbyggere har været tæt på at flytte.

Fasil har dog fundet en løsning. Som så mange andre har han startet en lille forretning i den ’grå økonomi’. Hans bageri sælger 200 brød om dagen, hvilket lige er nok til at forsørge ham og hans to yngre brødre. – Det går fremad med ét skidt ad gangen. Det her ligner jo ikke Bosnien, hvor man skulle tro, der havde været krig i går.

Det pæne land
Det er rigtigt. Langs hovedvejen mellem Novo Brdo og Pristina står nye og genopbyggede huse. En stor del er endnu ikke færdige, men står med de røde mursten og cement, upudsede og uden vinduer. De kaldes ’sorte’ huse. Huse, der bliver bygget, efterhånden, som familien i udlandet sender penge hjem. En post, der tegner sig for 25 pct. af BNP. Eller næsten 2,5 milliarder kroner om året.

Kosovo har også i de seneste ni år modtaget massiv bistand. Men ingenting varer evigt, hverken fætterkusine-kærlighed eller bistand.

Som UNDP’s direktør i Kosovo, nordmanden Frode Mauring, forklarer: – Mange overlever på penge fra familien i udlandet, men den indtægt vil langsomt forsvinde. Når folk har været i Norge lidt for mange år, ved vi, at interessen for at sende penge hjem falder. Og bistanden, som Kosovo er dybt afhængig af, vil også falde.

Nu er det økonomien
Mens Kosovos politikere har været optaget af at sikre landet uafhængighed, synes én ting at optage folket: Ni år efter krigen er over halvdelen af befolkningen arbejdsløse. 44 pct. lever under den nationale fattigdomsgrænse, mens 15 pct. må hutle sig igennem for under én dollar om dagen.

Og hvert år kommer der 25.000 nye unge, der som Fasil og hans brødre gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Og hvad gør man så?

Man starter en lille frisør, kiosk eller bagerforretning, som måske kan give 100 euro om måneden.

– Folk er enormt entreprenante, men de gør ikke det rigtige. Når de internationale er taget af sted, er der formentlig ikke nogen, der skal have vasket bil mere, siger Frode Mauring.

Udvikling møder ham i det såkaldte FN-hus i Pristina, mellem små caféer, der hele dagen er proppet med Pristinas ungdom, der drikker café macchiato.

– På kort sigt er den økonomiske vækst ikke nær nok til at reducere arbejdsløsheden, og den vil ikke gøre en forskel for folk i den første årrække. Det kan være en destabiliserende faktor i et miljø, hvor folk i forvejen er ret mistænksomme over for hinanden, forklarer Frode Mauring.

Den økonomiske vækst var i år blot 3,5 pct., mens inflationen lå på 3,9 pct. Regeringen forventer ganske vist, at væksten skal stige til fem pct. næste år. Men alligevel.

Går man bag om de pæne facader langs vejene, byder Kosovo, der har været et FN-protektorat i ni år, på massive sociale problemer, som den nye regering i Pristina skal tage sig af.

Folk er bange
UNDP foretager jævnligt meningsmålinger, der viser, at stort set ingen har oplevet sociale og økonomiske forbedringer i det seneste år. Et flertal af befolkningen føler sig nervøse, og det skyldes for de flestes vedkommende den skrantende økonomi. Spørger du, hvad kosovarernes største problem er, lyder rækkefølgen sådan: Arbejdsløshed. Fattigdom. Og manglende elektricitet.

Den gode nyhed er, at økonomien før eller siden vil opveje for den faldende bistand.

LANDET MED DE FIRE REGERINGER

Kosovos regering er nu i førersædet. Skulle man tro. Men landet er fortsat en mellemting mellem en selvstændig stat, en serbisk provins og et protektorat.

Af Morten Østervang

KOSOVO ER IKKE større end Sjælland. Men alligevel er der samlet flere stormagter og internationale organisationer her end noget andet sted i verden.

I spøg bliver Kosovo, der siden 1999 har været et internationalt protektorat ledet af FN-missionen i Kosovo (UNMIK), kaldt landet med de fire regeringer.

Serbien gør fortsat alt for at gøre sin indflydelse gældende. FN styrer formelt landet. Nato står for sikkerheden. Og nå ja, så er der jo også Kosovos regering, der siden 2001 har haft visse beføjelser.

Men nu er der ingen tvivl, hvem der styrer Kosovo længere. For i februar erklærede landet sig selvstændigt – og 43 lande, heriblandt Danmark, anerkendte landet. Og 15. juni trådte landets forfatning i kraft. Og så er det jo ligesom klart, hvem der regerer! Eller hvad?

Ikke just. Landet er lige nu en mellemting mellem en serbisk provins, et internationalt protektorat og en selvstændig stat – afhængigt af øjnene, der ser. De fleste diplomater, man møder i Pristina, indrømmer det: Det er noget rod.

Lad os lige få historien fra starten af.

Kosovo har erklæret sig selvstændigt og indførte 15. juni en forfatning, der gør FN overflødig. Efter ni år ville de være herrer i eget hus.

I stedet indsættes det såkaldte International Civilian Office (ICO), som nationerne bag Kosovos befrielse står bag (bl.a. Danmark, Storbritannien og USA). Den er politisk og skal hjælpe regeringen i de første to års selvstændighed med at implementere den såkaldte Aahtisaariplan, der giver grønt lys for Kosovos selvstændighed. Den indeholder en masse lovgivning – fx flere rettigheder til det serbiske mindretal – som Kosovos regering skal indføre.

ICO kan, ligesom FN, nedlægge veto mod lovgivning, der ikke er i overensstemmelse med aftalen. Og perspektivet er klart: ICO skal hjælpe Kosovo på vej mod EU.

En EU-mission, EULEX, skal bidrage til at opbygge en retsstat. Men EULEX er derimod en neutral mission, der skal hjælpe med de tekniske aspekter – EU er nemlig i en kattepine, da syv medlemsstater, heriblandt Spanien, ikke anerkender Kosovo. At den så arbejder tæt sammen med ICO og arbejder ud fra Kosovos egen nye lovgivning er en anden historie.

Kattepine for Mr. Ban
Men alt i alt skulle vi så være på plads. Troede de fleste diplomater. Både kosovarerne og de lande, der anerkender Kosovo, havde regnet med, at FN tog de nye tilstande til efterretning – og smuttede, når landets selvstændighed var på plads.

Men de havde forregnet sig. Rusland satte sig lodret imod. Først og fremmest sagde Rusland aldrig ja til den såkaldte Aahtisaariplan, som den finske præsident var blevet bedt om at lave til Sikkerhedsrådet, og som Kosovo nu kører efter. Alligevel har nationerne bag ICO kørt videre og håbet på det bedste. Og realiteten var også, at Kosovos tålmodighed var tæt på at være brugt op, selvom Kosovos regering har holdt en lav retorik formentlig for ikke at tirre nogen.

Men Rusland gjorde det klart igen, da Kosovo så erklærede sig selvstændigt: FN skal forblive den øverste myndighed indtil Kosovos status er afklaret. Både FN og EULEX har haft temmelig uklare arbejdsvilkår de seneste måneder. FN kan reelt ikke manøvrere i Kosovo, men EULEX har ikke kunnet komme i gang.

Noget af en kattepine for Ban-Ki Moon, der nok helst bare ville have overladt scenen helt til EU.

Intet fodslaw
Situationen er reelt, at FN har været overflødig, for Kosovos regering lytter ikke længere til FN. Men Rusland vil, at FN opretholder protektoratet. EU havde omvendt gjort det klart, at EULEX ikke skulle lægges ind under FN. Den skulle referere til Bruxelles. Og så var der lige ét problem mere: Det synes klart, at EULEX ikke vil kunne operere i de serbiske dele, hvor organisationen betragtes som synonymt med uafhængighed.

Nu har Ban-Ki Moon så løst det ved at lave en såkaldt ’rekonfiguration’, der skal tilpasse FN-missionen til den nye virkelighed. Resultatet er en ansigtsredning-øvelse for alle parter.

FN bliver i Kosovo, men i en mindre udgave. EU-missionen EULEX kommer – selvom det ikke var det EU ønskede sig – ind under en FN-paraply. Men det operationelle ansvar kommer til at ligge i Bruxelles. Og i det mindste er det nu på papiret løst: FN er formelt fortsat det øverste organ. I denne optik er Kosovo stadig et protektorat, men i marken kommer FN dog til at spille en marginal rolle.

Kosovos regering og ICO fortsætter omvendt ufortrødent deres tilværelse i et uafhængigt Kosovo – med fuldfart mod EU, selvom der ikke er levnet plads til ICO i FN’s verdensbillede. Sådan er der så mange forskellige politiske virkeligheder i Kosovo. I de nordlige serbiske områder er der omvendt ingen tvivl: Kosovo er en serbisk provins og de fortsætter med at opbygge serbiske parlament og kommuner. Alle lever videre og gør det, de er sat i verden til.

Ikke pæn løsning
Ban-Ki Moon har nok fundet den eneste mulige løsning. Men den efterlader mange uløste problemer. Hvem bestemmer, når alt kommer til alt – ICO, FN eller Kosovos regering? Accepterer Rusland før eller siden situationen i Kosovo, eller får vi en frossen konflikt, der vil hindre Kosovos udvikling?

Her og nu er der de konkrete problemer:

Hvordan skal EULEX, som serberne ikke accepterer, regere i de nordlige serbiske områder? Skal EULEX, der lige nu er underlagt FN og dermed statusneutralt, være med til at opbygge en retsstat omkring Kosovos lovgivning – frem for FN-lovgivning?

Der er spørgsmål nok, men lige nu synes løsningen at være, at alle kører videre med det de er i gang med.

Også EU har ganske mange kasketter. ICO’s chef Pieter Feith er på én og samme tid særlig repræsentant for EU, hvoraf nogle lande temmelig aktivt modarbejder et selvstændigt Kosovo og chef for ICO, der hjælper Kosovo i selvstændigheden. Man skulle dog ifølge kilder kunne høre forskel på de taler, han holder som EU-repræsentant og som ICO-chef. Forvirret? Fortvivl ej.

Det er der mange, der er.

DET ER IKKE MIN SKYLD!

Men det tager tid.

– Lige nu er Kosovo plaget af en masse traditionelle udviklingsproblemer som høj børnedødelighed og fattigdom. Men om 10-15 år vil Kosovo være ude over det. Problemet lige nu er, at mange af det internationale samfunds investeringer, alene har skabt rammen for økonomien. Du kan jo ikke tiltrække virksomheder, hvis der ikke er el og vand. Men det giver ikke mange job her og nu. Der er ikke skabt vilkårene for, at folk kan lave bedre små virksomheder som gartnerier, forklarer Frode Mauring.

Én af de ting, som regeringen fx ikke har rykket på, er at lave en jordreform, så landet kan få gang i landbruget i større enheder. En sektor, der kunne give masser af job. Og Kosovo importerer nu ti gange så meget, som det eksporterer. Stort set alle grøntsager importeres.

– Vi må anerkende, at regeringen ikke har kapacitet til at gøre flere ting på én gang. Og at uafhængighedsprocessen har slugt energien, siger Frode Mauring.

Spørger man ’manden på gaden’, er det imidlertid ikke først og fremmest regeringen, vreden vendes mod.

– Det bliver bedre med uafhængigheden.

Den nye regering vil kunne gøre det bedre, forklarer Zijodin Gashi på et gebrokkent tysk til Udvikling, mens han fejer det støvede fortov uden for sit rejsebureau i Pristina.

Efter friheden
Han repræsenterer en temmelig udbredt holdning blandt kosovarerne: Ni års FN-til-stedeværelse har ikke bragt nok forbedringer: Korruptionen er ekstrem. Elektriciteten virker ikke. Der er ikke noget arbejde.

– UNMIK (FN-missionen i Kosovo, red.) skal bare af sted i en fart, siger den 42-årige kosovoalbaner, der er træt af firehjulstrækkere og FN-folk, der strør om sig med penge.

I dag er ellers en festdag. Det, der næsten er et uafhængigt Kosovo, vedtager sin forfatning. Men det er først og fremmest vreden mod FN, der optager Zijodin. Den kosovarske regering har ganske vist siden 2005 haft en udstrakt grad af kompetence og fx haft ansvaret for elektriciteten og store dele af økonomien.

– I ni år har UNMIK ikke gjort noget som helst for Kosovo. Vi har stadig ikke noget arbejde. Priserne er skyhøje og drevet op af ’de internationale’, mens vores pensionister skal overleve for 45 euro om måneden, lyder det vredt.

Med de hvasse ord lægger rejsebureaueje-ren sig op af, hvad der synes at være blevet en tradition her i Kosovo: at bebrejde ens politiske modstandere for dårligdommene i landet. Måske et symptom, der udvikler sig, når ansvaret er så spredt på alle verdens regeringer og hjælperorganisationer? Og der er jo nok at bebrejde. Dette er landet med de mange ’rege-ringer’. Man kan bebrejde serberne. Man kan bebrejde den kosovarske regering. Man kan bebrejde hinanden internt. Man kan bebrejde ’de internationale’. Og det gør man så. Fra top til bund. Og på tværs af etnicitet.

Men fra nu af er det regeringen, der skal holdes ansvarlig. Udvikling møder landets nye industri- og handelsminister Lutfi Zharku i en ny imponerende bygning i hovedstaden.

– Det er godt, at vi nu har fået vores uafhængighed. Så er vi herre over vores egen skæbne. Og vi kan bebrejde os selv, når noget går galt, lyder det fra industri- og erhvervsministeren.

Men inden da når han lige at affyre en enkelt svada mod FN: – EU og FN har været her i over otte år. De skulle have skabt et bedre erhvervsklima og fået overbevist flere investorer om at komme hertil. Vi har kun ganske få banker. Og den største barriere for at udvikle erhvervslivet er elektriciteten. Hvordan skal vi tiltrække erhvervsliv uden elektricitet, spørger Zharku. Elektriciteten er emnet, alle vender tilbage til. Der er daglige og jævnlige strømsvigt ad flere timers varighed. Adskillige milliarder kroner er proppet i projektet. Og det betragtes bredt som den største barriere for erhvervslivet. Den kosovarske regering bebrejder det internationale samfund. Serberne bebrejder den kosovarske regering. Og det internationale samfund mener, miseren ligger hos regeringen.

Vi spørger ministeren. Men regeringen fik da i 2005 flere kompetencer. Og allerede i 2003 fik den svaret for elforsyningen: – Nej, det var ikke i vores hænder. EU-søjlen (I UNMIK, red.) burde have lavet det. Men vi har nu lavet en plan og vil have stabil strømforsyning inden for 15 måneder, lover den nyudpegede minister.

Da han skal forklare om strategien for at opnå økonomisk vækst, får vi en fornemmelse af, hvad han har at gøre godt med. Væksten skal komme fra de internationale investeringer og ved at udvikle landets små og mellemstore virksomheder. Til det har han en styrelse med hver trefire ansatte.

Som alle andre steder i Kosovo, er kapaciteten på lavt blus. Sidste år kunne landet ikke bruge al sin bistand, fordi der ikke var kapacitet. I Undervisningsministeriet aner man ikke, hvor mange skoler, der er i landet. Og det får da også ministeren til straks at sige:

– Vi forventer ikke, at væksten stiger lynhurtigt. Men vi håber på fem pct. næste år, lyder det fra ministeren.

Om få måneder skal der afholdes en international donorkonference i Bruxelles. Kosovo har bedt om 24 mia. kroner. Et realistisk bud er, at de får omkring otte milliarder.

– Men EU burde give mere. De har tidligere givet 3,5 milliarder om året, og nu er det nede på en milliard kroner.

Tag jer sammen
Hos EU-søjlen, der er en del af UNMIK-strukturen, får ønsket om flere penge dette skudsmål:

– Regeringen skal stoppe med at læne sig op ad det internationale samfund og i stedet gøre tingene selv, lyder det fra Paul Acda, der er lige under FN-generalsekretærens særlige udsending og ansvarlig for EU-søjlen, der har haft ansvaret for genopbygning og økonomisk udvikling.

Særligt anstrengt synes han at blive, da talen falder på elektriciteten.

– Regeringen har overhovedet ikke rykket på det. Om bare 14-15 måneder vil de løbe ud for strøm. Vi har sagt det igen og igen, men der sker ikke noget.

     Men kunne I ikke bare have lavet det?

– Det er én af de mest eksakte videnskaber at være bagklog. Men den tyske regering forærede dem en ny generator, som er brændt sammen. Og vi overleverede altså ansvaret for energi i 2005. Vi er ikke en kolonimagt. Regeringen skal selv tage ejerskab.

Ifølge UNMIK-chefen Paul Acda har man generelt skabt et godt fundament for, at staten kan køre videre:

– Vi har lavet byggeklodserne med markedsregulering og lav skat. Det er ikke en Rolls Royce. Det er en Volkswagen. Men i det mindste kører den, og nu er det op til regeringen at tage kontrol over landets økonomi. De skal finde investorer, der lige nu er skræmt af korruption, kriminalitet og en regering, der laver politiske indgreb overfor erhvervslivet efter forgodtbefindende.

Alligevel er UNMIK-chefen optimist. Landet er rigt på mineraler. Det kan sælge energi. Og der er potentiale for turisme.

– Men uafhængigheden vil hjælpe, for det vil give adgang for investorer. Vi bevæger os ikke fra dødens dag lige med det samme, men det går den rigtige vej, siger Paul Acda.

Det serbiske mindretal, der per natur både er kritisk over for ’den internationale besættelsesmagt’og den kosovoalbanske regering, har ikke andet end hovedrysten til overs for det, den serbiske politiker Oliver Ivanovi´c kalder en absurd situation.

– Der har været så mange stormagter på så lille et sted, og alligevel er der sket så lidt, siger Ivanovi´c, der betragtes som en moderat socialdemokrat og kandidat til en ministerpost i en kommende moderat serbisk regering.

Men efter et par års fastlåst politisk konflikt om uafhængigheden, har han en bøn: – Lad os nu arbejde i stedet for. Regeringen skal vise, hvad den kan. Man kan ikke forvente, at andre hele tiden skal gøre arbejdet for én, siger den serbiske politiker, da Udvikling møder ham på hans kontor nord for floden Ibar, hvor regeringen stort set ikke har nogen beføjelser. Beograd og mafiaen regerer her.

– Regeringen bebrejder hele tiden andre og den er fuld af gode undskyldninger, lyder det fra Ivanovi´c, der dog straks selv kaster sig ud i disciplinen: – Men regeringen har ikke selv fået opbygget nogen kapacitet. De har en donormenta-litet, hvor pengene bare strømmer ind, siger Ivanovi´c om æraen, hvor der har været delt ansvar mellem kosovoregeringen og det internationale samfund. Og fortsætter med andre ord den gamle leg: Alle bebrejder alle.

Står det så skidt til?
Senere møder vi en tidligere FN-medarbejder på højt niveau. Han er ikke i tvivl om, at Kosovos regering vil kunne gøre det bedre:

- Selv kolonimagterne drog den samme lære - nemlig at stater bedst drives af folkene som bor der. Men de lokale institutioner skal nok få elektriciteten til at virke og få styr på skraldet, forklarer han med henvisning til dyngerne af affald, som hober sig op i gaderne, siger han.

– Men de er på en svær opgave, erkender kilden, der har observeret Kosovo siden 1999. Centraladministrationen skal opbygges. Økonomien skranter. Naboskabet til Serbien skal håndteres. Og verden skal overbevises om statens berettigelse. Kritikken af FN tager han roligt:

– FN har ikke gjort det dårligt. Der var ingen ting, da man startede. Ingen administration og ingen folk til at udføre arbejdet. Selvfølgelig er der ting, der kunne være gjort bedre. Hvis man kigger på, hvor vi kom fra, så er det en succes, siger den tidligere FN-mand.

– Kig dig omkring: Står det så skidt til? Der er da ikke nogen, der dræber hinanden.

Morten Østervang er journalist på Udvikling, og besøgte Kosovo i juni.

MERE BISTAND END TANZANIA - Politisk bistand: Danmark var et af de første lande, der anerkendte Kosovo i februar i år. En stor EU-mission (EULEX), som Danmark bidrager med 56 personer til, skal hjælpe med at opbygge retssamfund. EU er til stede med en stor mission, der på sigt skal hjælpe Kosovo med at tilnærme sig EU. - Mere end Tanzania: Kosovo har fået mere dansk bistand pr. indbygger end Tanzania. Kosovo har således modtaget 1,5 mia. kroner igennem de seneste syv år. Det gør landet til den største modtager af dansk bistand pr. capita nogensinde. I de første år fik Kosovo knap 1,4 mia. til genopbygning. Og for perioden 2004-2007 var der afsat 165 mio. kr. over Udenrigsministeriets Naboskabsprogram. -Nye penge: Den 11. juli afholdes en donorkonfe-rence, hvor landet beder om 21 mia. kr. henover de næste tre år. Et mere realistisk bud er ifølge Udviklings kilder 7-8 mia. Danmark vil give tilsagn om et substantielt beløb i fortsat bistand til Kosovo. Indsatsområderne er endnu ikke fastlagt, men bekæmpelsen af arbejdsløsheden vil være en hovedprioritet for Kosovos regering i adskillige år fremover. De konkrete indsatser vil blive identificeret i tæt samarbejde med Kosovos regering og koordineret med andre donorer.

NÅR BISTAND BLIVER FOR MULTIETNISK

Ni år efter Kosovokonflikten er kun få serbere vendt tilbage til deres hjem i Kosovo. Og hundrede vis af huse, der er genopbygget for millioner af kroner, står tomme hen. Det internationale samfund har været så forhippet på at skabe et multietnisk samfund, at man glemte at spørge serberne, hvor de ville hen.

Af Morten Østervang

– MIN FAMILIE har boet her i 400 år, fortæller 54-årige, serbiske Dragan Lazovi´c, mens han kigger op mod de smukke, sommergrønne bakkedrag, hvor familiens 70 hektar skov breder sig lidt uden for Peja/Pec ^v (albanske/ser-biske stavemåde, red.) i det vestlige Kosovo. Vi er tæt ved den bjergrige grænse til Montenegro.

Det giver ligesom svaret på, hvorfor han er vendt tilbage til det albanskdominerede Kosovo efter ni år i eksil i Serbien, mener han. Han sidder ved sit nye, endnu lidt skrabede hus, som Dansk Flygtningehjælp har bygget, og som han flyttede ind i for tre måneder siden.

– Endelig var der nogen, der hjalp mig, siger han.

Lazovic er også navnet på ’bebyggelsen’ her, der strækker sig hen over en grøn skråning og ned til hovedvejen. Alle 20 familier, der bor her, hedder Lazovi´c.

På bedste balkansk vis bor hele den udvidede familie af fætre, kusiner, onkler og tanter her.

De har fået genopbygget deres huse i det Dansk Flygtningehjælp kalder en ’kollektiv proces’ støttet af EU. Stort set ingen serbere tager alene til Kosovo, med mindre man flytter til én af de store enklaver som Gracanica, hvor flere tusinde serbere bor samlet og er omgivet af Natosoldater.

Men Dragan Lazovi´c er ikke bange for sikkerheden:

– Jeg kan sagtens bevæge mig frit rundt, ingen problemer, selvom jeg ikke kan tale albansk. Jeg køber mine grøntsager nede i et supermarked, siger Dragan Lazovi´c og peger ned for enden af grusvejen, hvor hovedvejen ind mod den albanskdominerede by Peja ligger.

På dén måde er historien om Dragan en positiv historie fra det multietniske Kosovo. Men han er også prototypen på serberen, der vender tilbage.

Han har efterladt familien i Serbien. Han er ældre, fattig og arbejdsløs.

Ved at flytte til Kosovo får han i det mindste et hus, han ikke skal betale husleje for – samt en starthjælp på ca. 8.500 kroner til at sætte en indkomst-skabende aktivitet i gang.

Hans to sønner er blevet i Serbien. For hvordan skulle de kunne få et arbejde her? De taler ikke albansk, og deres arbejdskraft er ikke ønsket. Dragans kone passer deres yngste 11-årige søn, der stadig går i skole i Novi Pazar i Serbien.

Mange serbere gør som Dragan og pendler til Serbien. De er weekendkosovarer. Bæredygtig multietnicitet støttet af millioner af donorkroner? Det vender vi tilbage til.

Kun weekenders?
Ni år efter at Nato bombede Kosovo, er det stort set kun folk som Dragan, der er vendt tilbage. Ud af de 200.000 kosovoserbere, der skønnes at opholde sig i Serbien, er der ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) officielle statistikker i dag kun vendt 7.800 tilbage. Men det er efter de flestes vurdering højt sat. Reelt ved ingen, hvor mange, der igen er taget tilbage til Serbien eller Montenegro eller hvor mange, der blot lever livet som weekendkosovarer og i sidste ende ofte risikerer at give op og flytte tilbage.

Der tales jævnligt i Kosovo om fire eller fem hele landsbyer, der står med nye tomme huse, der koster mellem 200.000 og 300.000 kr. De står som monumenter over Kosovoregerin-gens fejlslagne forsøg på at få serbiske ’tilba-gevendende’ integreret. Man hører om landsby-projekter med 74 huse, hvor der i dag bor tre familier. Forklaringerne på hvorfor det er gået sådan er mange.

Der var ikke økonomiske muligheder for familierne, der vendte tilbage. De lå som små, isolerede øer i fjendtlige albanske områder. Og i andre tilfælde drejer det sig om politik og korruption, forlyder det. Som ved landsbyen, Srpski Babuska, der blev udført af en græsk NGO på vegne af regeringen og i dag ligger tom hen. Her skulle husene først og fremmest bygges for at pleje politiske forbindelser. Hvorvidt beboerne havde intentioner om at vende tilbage var mindre vigtigt. Ordentlige undersøgelser af om folk ville dertil blev aldrig lavet.

Multipolitik
Kosovarerne er ikke alene om fejlene. At Beograds massive propaganda om forholdene i Kosovo er med til at skabe en angstkultur, der skræmmer folk fra at tage til dertil er alle enige om. Og spørger man en international observatør skulle det internationale samfund have stoppet op tidligere:

– Vi har i årevis bare spænet derudaf og bygget huse. Så længe der er donorpenge stiller man sig ikke op og laver undersøgelser og finder ud af, hvad der er galt. Men nu hvor donorpengene skrumper ind, kan vi pludselig se, at ikke særligt mange er kommet tilbage. Det har vi været for lang tid om. Vi havde bare travlt med at bygge, og der var masser af projekter, siger han.

Da FN-missionen UNMIK i 1999 overtog styringen af Kosovo var én ting klar: Kosovo skulle være multietnisk. Som ved alle de andre krige på Balkan, ville man ikke acceptere de nationalistiske politikeres forsøg på etnisk deling. Hundreder af millioner af både internationale donorkroner og kosovarske regeringskroner er gået til formålet. Ambitionen er klar: Alle, der vender tilbage, skal have et hus og en mulighed for at skabe et liv. Og det skal de fortsat efter uafhængigheden, som Kosovos vicestatsminister siger til Udvikling.

En hel FN-manual sætter nøje retningslinjer for, hvor store husene skal være. Og hvor meget de skal modtage i støtte. En manual, som hjælpeorganisationerne følger nøje.

Retfærdighedens dilemma
– Men i virkeligheden er problemet, at vi aldrig har været i stand til at tilbyde reelle valgmuligheder for serberne, og derved hjælpe dem med løsninger, som de selv finder bedst, lyder det fra den internationale observatør.

– UNMIK (FN’s mission i Kosovo, red.) og UNHCR har været forhippet på, at folk skal tilbage til lige nøjagtig det sted, de flygtede fra. Alt andet ville være at acceptere en etnisk deling. De skal hjem til deres eget hjem, og ingen eller få midler er blevet tilvejebragt på at tilbyde andre løsninger. Flygtningene er sjældent blevet spurgt: Hvor vil I gerne hen? Det kunne være i Serbien, et andet sted i Kosovo eller noget helt tredje. Men hele tankegangen og midlerne har indtil nu været politisk styret: Kosovo skulle være multietnisk, forklarer han.

– Ifølge den tankegang ville man cementere den etniske opdeling, hvis man lod folk tage til de store enklaveområder, hvor der er masser af serbere. Hele baggrunden for etableringen af UNMIK, var at man ikke vil acceptere etnisk adskillelse, men den enkelte flygtning er blevet gidsel i et større politisk spil. Man har været langt mere optaget af den politiske dagsorden om at skabe et multietnisk Kosovo i stedet for at følge en mere rettighedsmæssig tankegang og spørge den enkelte serber: Hvad vil du? Konsekvensen er, at vi ikke har fået skabt bæredygtige løsninger.

Der er stadig titusinder af mennesker i Serbien og Montenegro, der ikke har fundet en løsning, da de ikke finder en tilbagevenden til deres hjem giver dem bedre muligheder end de har nu.

SERBER-FRIT KOSOVO? Lige før Kosovo i februar udråbte sin selvstændighed havde UNHCR forberedt sig på, at op mod 70.000 serbere ville søge væk. Det skete ikke. Men politikere frygter, at massevis af familier med børn forlader Kosovo efter skoleferien. Et liv i et kosovoalbansk domineret samfund synes perspektivløst. Med selvstændigheden har Kosovos regering, efter den såkaldte Aahtisaariplan ellers indledt en proces, der skal give mere plads til minoriteterne. Serbisk skal være sprog på lige fod med albansk. Der skal være mere magt i kommunerne, hvor der er serbisk flertal. Alligevel synes tendensen lige nu klar: Kun de ældre serbere bliver.

Serbisk harme
Spørger man én af det serbiske mindretals repræsentanter får man samme svar. Oliver Ivanovi´c, der er kendt som en moderat serbisk politiker, sidder i det nordlige Kosovo, der ikke er styret af Kosovos regering, men af parallelle serbiske strukturer støttet af Beograd. Han er nævnt som ministeremne i en ny moderat Tadi´c-regering i Serbien.

– Vis mig de serbere, der er vendt tilbage til Kosovo. Hvor er de? Der er maksimalt 2.000.

Og vi ved ikke, hvor mange af dem, der er weekenders. Der er blevet brugt enorme summer på det her uden nytte, mener han og tilføjer:

– Der er blevet brugt over 50 mio. kr. om året alene af den kosovarske regering. Hertil kommer de internationale penge.

     Hvad er de gået til?

– Det hele er blevet bestemt af det internationale samfund. Serberne er blevet sendt tilbage til de helt forkerte steder, hvor de er omringet af albanere. Konsekvensen er, at de ikke er der lang tid. De bliver aldrig rigtig en del af det omgivende samfund. Man kunne have skabt mere homogene områder. Og så ville have kunnet vende tilbage til deres familie i Serbien og givet et positivt indtryk. Jeg siger ikke, at alle ville vende tilbage. Men det ville have været et bedre udgangspunkt, siger han.

Ved at skabe større områder havde der været en større sammenhængende økonomi. Mulighed for jobs. Flere muligheder for de unge, mener Ivanovi´c og tilføjer: – I stedet prøver man at overbevise folk om at tage tilbage til de her ensomme steder, hvor de dybest stadig væk ikke er trygge, siger han og beskriver problemerne: Der er dårlige økonomiske muligheder. Børnene har ingen udsigt til ordentlig serbisk uddannelse. Kosovos regering har ikke skabt ordentlige serbiske sundhedssystemer. Vand og elektricitet er i elendig forfatning.

I modsætning til for bare få år siden er der bevægelighed for serbere uden for enklaverne. Men de fleste lever livet inden for pigtråden. Og de unge er taget afsted. Serbiske politikere mener, at børnefamilier vil flytte til Serbien efter sommerferien. Foto: Nebojsa Markovi´c/Scanpix.

Time will show
Vil Lazovi´c også blive en ’spøgelses-landsby’ midt i mellem albanere?

– Tiden vil vise, hvad der sker med Lazovic.

Ind til videre er der ingen børn og kvinder flyttet dertil. Og mange er weekendkosova-rer, forklarer Michael Possmeyer, der er landechef for Dansk Flygtningehjælp i Kosovo.

Et fænomen, som man forsøger at undgå, fordi det splitter familien. I sidste ende er det ikke ’bæredygtigt’.

– Man kan jo godt forstå, at alle gerne vil have deres huse tilbage. Men det her er ikke først og fremmest en erstatningsproces. Det handler om at finde en varig løsning på folks situation, siger Michael Possmeyer og tilføjer: – Alle siger, at hele familien flytter til Kosovo. Men det ender ofte med, at de ikke gør det. Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre folk bevidste, inden de tager af sted, og vi udvælger dem ved at få en præcis fornemmelse af, om de vil kunne klare sig socialt og økonomisk, og om de mener det alvorligt. Men vi arbejder hele tiden på at forbedre vores udvælgelse, forklarer Michael Possmeyer.

Alligevel fremstår Dansk Flygtningehjælp som en stor succes i Kosovo.

Organisationen, der nyder en usædvanlig tillid hos både serbere og albanere, har i en del af sine kollektive projekter opnået, at 70 pct. af dem, de hjælper tilbage, bliver. Det er højt, selvom det kan virke barokt, at donormidler går til at bygge huse, der ender med at stå tomme hen.

For Dragan er økonomien afgørende for, om han bliver. Pengene, som han fået af Dansk Flygtningehjælp, er allerede brugt på en boremaskine, en elektrisk sav og forskelligt værktøj – uden at der er kommet en indkomst ud af det. Og grønsager er der endnu ingen af i haven:

– Vi skal have mere udstyr. Vi har ingen stald, og vi skal bruge en traktor for, at vi kan lave noget her, siger han og slår ud med armene.

– Vi er nødt til at have flere økonomiske muligheder, tilføjer han.

Her i området er der ikke udsigt til at Dragan, der ellers arbejdede ved bryggeriet Pec ^v, kan få et job. Såkaldt job placement, hvor hjælpeorganisationen støtter en lokal virksomhed for at tage den ’hjemvendte’ i arbejde er ikke en mulighed for serbere. Det gør Flygtningehjælpen ellers med deres romaflygtninge.

Stort set hvem man end taler med ryster på hovedet af de 1.200-2.000 euro, de får til at sætte en indkomstskabende aktivitet igang.

Den internationale observatør kalder de 1.200 euro et ’quick fix’: – Det skal gå hurtigt. Så vi giver jer 1.200 euro. Køb en ko. Men det, der er brug for er kreditordninger, så man kan lave noget langvarigt. Men det er jo besværligt.

2007 – et spildt år
Samtidig har serberne, der vender tilbage, altid været vant til ’regeringsjobs’ som en del af den kommunistiske middelklasse, mens det omgivende albanske samfund altid har været tvunget til at være entreprenante.

Dansk Flygtningehjælp er enig:

– Penge burde være støttet op med langt mere træning. Ideelt burde vi støtte dem hen over to år frem for bare 8-9 måneder. Men donorerne vil have processen overstået hurtigt, og så ender det ofte med, at folk bare sælger det, der er blevet købt. Men hvis vi bare lavede det om til to år, så ville vi jo bare udelukke os selv fra donorerne, siger Michael Possmeyer.

Han forklarer, at donorpengene er ved at tørre ud. I de sidste halvandet år har Kosovos afklaring ligget i luften.Og donorerne har villet afvente den før de satte nye programmer i gang.

– 2007 var stort set et spildt år, fastslår Michael Possmeyer.

Lige nu er det mere hot at placere rådgivere i centraladministrationen, der kan være med til at opbygge sikkerhedssektoren eller sundhedssektoren.

– Vi har mindst ti projekter, vi kunne sætte i gang. Og hvis man mener det med et multietnisk samfund alvorligt, så er man nødt til at bruge pengene på det, siger Michael Possmeyer.

Men som en anden medarbejder i flygtningehjælpen tilføjer:

– Det er svært at fundraise til et område, der er dyrt, og hvor halvdelen af modtagerne risikerer at tage af sted.

Flere penge
I FN’s udviklingsprogam (UNDP) i Kosovo er direktøren Frode Mauring enig:

– Den største finansielle kilde har været Kosovo. Den internationale støtte har aldrig været stor nok. Og vi er bekymret for, om der er nok midler til at støtte op om de mange, som vil komme tilbage nu, siger Frode Mauring og tilføjer:

– Med afklaringen af Kosovos status forventer vi, at flere nu vil have set, at serberne fortsat er i sikkerhed her, siger Frode Mauring og anslår, at op mod 18.000 fra de forskellige minoriteter vil vende tilbage.

Han peger imidlertid på, at området skal effektiveres. Fx udvælgelsesproceduren.

– Men de eksempler vi har med tomme landsbyer i Kosovo er projekter, der er udvalgt af regeringen, fordi de havde de rigtige politiske forbindelser. Vi ville have gjort det anderledes, men i sidste ende må man lade regeringen tage ansvaret, hvis man tager tanken om ejerskab alvorligt, siger han.

Frode Mauring problematiserer nu tanken om, at man skal lade folk flytte tilbage til enklaver: – Vi sørger jo for, at folk flytter tilbage i større grupper.

Når det er etableret et fællesskab, bliver det nemmere for andre at følge efter. Samtidig er det også en rettighed at vende tilbage til sit hus, forklarer Frode Mauring.

I Lazovi´c bliver Dragan – indtil videre: – Uafhængigheden har ikke ændret mit liv.

For os er det eneste, der betyder noget, at vi får nogle flere penge, hvis vi skal overleve her. Og alle politikere løber fra løfterne. Jeg burde ikke være arbejdsløs. Men én ting har vi lært; vi skal ikke i krig mere. Vi har jo mistet alting, siger Dragan.

Han er træt af politikere. Det er en multietnisk følelse i Kosovo for tiden.

SERBERNE IKKE GLEMT Dansk Flygtningehjælp har udført projektet med støtte fra European Agency for Reconciliation (EAR).

DANIDAS NGO-SAMARBEJDE 2007 NY PUBLIKATION. Så er den her – Danidas NGO samarbejde 2007. Rapporten giver et samlet billede af NGO-bistanden i 2007 hvad angår størrelse, fordeling på organisationer, sektorer og geografiske områder i. Danske NGO’er har gennem årene opnået status som vigtige kompetente partnere for Udenrigsministeriet, når det handler om at gennemføre den humanitære bistand. Rap- porten beskriver også, hvordan ”Partnerskab 2000” og ”Strategi for Danmark humanitære bistand” tildeler danske NGO’er en central rolle på det humanitære område. Rapporten Danidas NGO samarbejde 2007 er gratis og kan downloades på Udenrigsministeriets hjemmeside http://www.um.dk eller bestilles i trykt version på http://www.danida-publikationer.dk