BAGGRUND

MEN DE TALER JO KUN FRANSK

Det var meget nemmere, hvis bare de talte engelsk. Her byen Sikasso, Mali. Projektet er dansk finansieret. Foto: Klaus Holsting.

Det ludfattige Vestafrika er et betydeligt prioritetsområde for dansk udviklingspolitik. Anderledes ser det ud blandt ’udvik-lingsarbejdere’. Langt de fleste vælger regionen fra, og stillingerne må derfor besættes af eksterne eksperter.

Af Marlene Lyhne Sørensen

JEG BLIVER GLEMT af ledelsen, hvis jeg tager til Vestafrika. Jeg taler ikke fransk, regionen er malariabefængt, og der findes ikke en ordentlig skole til mine børn.

Et udpluk af de forklaringer, som ligger til grund for, at rekrutteringsgrundlaget i Udenrigstjenesten, skranter noget, når det gælder udstationeringer til Danmarks fransktalende samarbejdslande i Vestafrika.

I mindst ét tilfælde har det ligefrem været nødvendigt at rekruttere eksternt til en ambassadestilling i Benins hovedstad, Cotonou.

– Problemet er, at der er meget få, som ønsker at komme til Vestafrika, siger Ole Thonke, som var udstationeret i Benin på sin første udepost fra 2003-2006.

– For mit vedkommende drejede det sig om at søge et sted hen, hvor jeg vidste, jeg ville lære en masse. Jeg valgte at se sprogudfordringen som en mulighed, siger han.

Selv om der også var store udfordringer forbundet med at være udstationeret i Benin, så har Ole Thonke ikke fortrudt. Tværtimod. Danmark er en af de største bilaterale donorer i Benin, og det åbnede straks dørene til de centrale aktører i ministerierne og gav ham mulighed for at få fingrene helt ned i bistandsarbejdet.

I øvrigt har det ikke ligefrem været en bremseklods på hans karriere. Ole Thonke er i dag ansat som souschef i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Erfaring går tabt
Men faktum er, at det stadig står sløjt til, når det gælder en udvidelse af den fransktalende danske ressourcebase, og problemet er ikke blevet mindre, siden Mali i 2006 blev tilføjet gruppen af danske programsamarbejdslande.

Forinden konkluderede Udenrigsministeriet da også i en perspektivanalyse, at der p.t. er ’en meget begrænset fransktalende dansk ressourcebase, der har erfaringer fra Vestafrika’, men at ’et engagement i Mali kunne virke som en yderligere tilskyndelse til, at denne blev udvidet.’ Hvis det er tilfældet, er det stadig svært at spore.

Marianne Kress, chefrådgiver i Bistandsfaglig Tjeneste (BFT) i Udenrigsministeriet, siger:

– De fransktalende lande i Vestafrika er først for relativt nylig blevet et stort indsatsområde. Det er vanskeligt at rekruttere folk, og en naturlig del af forklaringen er, at der ikke så mange, som taler fransk.

Konsekvensen er, at Danmark oftest må hyre udenlandske eksperter til rådgiverstillinger på programmerne i Vestafrika.

– Det betyder, at de tilknyttede rådgivere ikke automatisk har dansk bistandspolitik under huden, hvilket kan være en udfordring, siger Marianne Kress.

Værre er det, når ambassadestillinger må besættes eksternt.

– Konsekvensen er, at den ansattes erfaring risikerer at gå tabt frem for at blive båret videre i huset, siger Marianne Kress.

Tine Anbæk, souschef på den danske ambassade i Mali, har netop været til regionalmøde i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, med de andre danske ambassader i Vestafrika. Her var rekrutteringsproblemerne med på dagsordenen, uden at der dog blev angivet en oplagt løsning. Det er nemlig ikke nok at gå målrettet efter nye medarbejdere med interesse for Vestafrika, påpeger Tine Anbæk.

– Jeg tror, det er udtryk for en modernitetsproblematik, der handler om, at familielivet skal fungere med karrierespor for begge ægtefæller. Adspurgte ved interview forud for ansættelsen i Udenrigsministeriet er langt de fleste naturligvis klar til at tage til Afrika på første udepost.Men når så tiden til deres første udsending kommer efter trefire år i Udenrigsministeriet, er situationen ofte en anden. De kan være blevet gift og have fået børn, og Afrika er sjældent det oplagte sted for ægtefællen at gøre karriere. I det fransktalende Vestafrika er problemet større, fordi der er så få danskere generelt, der taler fransk, siger Tine Anbæk, som mener, at hun selv er et eksempel på, at det kan betale sig at søge til Vestafrika.Hun har tidligere været udsendt til ambassaden i Cotonou og været lokalansat på ambassaden i Ouagadougou. Pr. 1. december er hun udnævnt til ambassadør i Bamako i Mali.

Følordning skaffer flere folk
Blandt andet for at udvide den fransktalende ressourcebase er der oprettet en såkaldt følordning, som går ud på, at en konsulentvirksomhed kan medbringe en trainee, når de udfører opgaver for Danida. Ordningen er delvist finansieret af Danida. Signe Marie Cold-Ravnkilde, ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har tidligere været med som føl på konsulentopgaver i forbindelse med Danidas vand- og landbrugsprogrammer i Niger og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.

I dag forsker hun i forholdene omkring de knappe vandressourcer på kanten af ørkenen i Mali og er tilknyttet DIIS’ forskningsprogram om konflikter og samarbejde i lokal vandforvaltning i udviklingslandene. Hun fremhæver, at der er relativt gode jobmuligheder forbundet med at engagere sig i det fransktalende Vestafrika.

– Jeg talte ikke fejlfrit fransk, da jeg tog afsted første gang til Niger i forbindelse med feltarbejdet til mit speciale, men jeg besluttede, at det ikke skulle være en hindring. Det var det heller ikke – snarere tværtimod. Faktisk virkede det som en positiv ice breaker i forhold til de lokale, så længe man kan gøre budskabet forståeligt, siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Sprogkundskaberne kom hurtigt under feltarbejdet, og siden gav følordningen hende et indblik i statsorganisationers opbygning samt hvordan bistandsprogrammer fungerer i praksis. Erfaringer som hun har kunnet drage stor nytte af i sit senere arbejde.

Flest udenlandske eksperter
COWI A/S er en af de konsulentvirksomheder, som har taget kampen op og styrket sin fransktalende ressourcebase, blandt andet gennem intern networking mellem fransktalende kontorer i Danmark, Bruxelles og Burkina Faso samt ansættelse af repræsentanter i Benin, Mali og Niger.

– Vi lægger vægt på at fastholde COWIs styrke på flere sprog, også ved nyansættelser, og holder i videst muligt omfang kontakten til tidligere fransktalende projektansatte, så erfaringsbasen ikke går tabt, siger souschef i Cowi’s frankofone bistandsafdeling i Danmark, Louise Krabbe Boserup og uddyber: – Men det er et problem, når Udenrigsministeriet gerne vil bruge vores udstationerede medarbejdere på korttidskontrakter til en expat rate, som for Vestafrikas vedkommende ligger på 300-400 kroner i timen, hvilket er under markedsprisen. I Østafrika ligger raten på cirka det dobbelte. Vi frygter, at det vil gøre det sværere at fastholde medarbejdere i Vestafrika, og at vi må droppe nogle projekter, fordi det nærmer sig en underskudsforretning. Der er flere udlændinge end danskere i COWIs fransktalende ressourcebase, men det er ikke nødvendigvis et problem, siger Louise Krabbe Boserup.

– Det er vigtigt at vurdere karakteren af hvert enkelt projekt og sammenholde det med en medarbejders faglige baggrund og værdigrundlag. Afhængig af opgavens indhold og hvem opdragsgiver er, kan det være hensigtsmæssigt at foreslå eksperter med særlige nationaliteter frem for andre, eksempelvis på decentraliseringsområdet hvor franske eksperter typisk er rodfæstet i en mere centralistisk samfundsstruktur end den danske, siger hun.

Nyt indhold i pakken?
Ole Thonke fra Udenrigsministeriets Afrikakontor, mener, at rekrutteringsproblemerne i forhold til udstationeringer i Vestafrika, langt hen ad vejen også bunder i ægtefællers –manglende – muligheder i det frankofone Afrika.

– Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det svært at få medfølgende til at synes, at Vestafrika er lige i øjet. Når der rent faktisk er muligheder i andre verdensdele, så er valget for det meste let.

Ole Thonke – som i øvrigt fulgtes med både kone og børn til Benin – mener, at Udenrigstjenesten med fordel kan øge sit fokus på rekrutteringen af nye medarbejdere, så man får nye folk ind, der brænder for at arbejde i eksempelvis Vestafrika.

– Og så kunne man overveje den ’pakke’, som medarbejderne bliver sendt ud med, så den for eksempel kommer til at indeholde aftale om videre karriereforløb, øget lægehjælp, kortere udstationeringsperiode med mere. Endelig synes jeg, at ledelsens signaler om, at det kan betale sig karrieremæssigt at tage til Vestafrika – eller at det i hvert fald ikke betyder, at man er ’glemt’ – er meget rigtige, siger Ole Thonke.

HVORFOR VESTAFRIKA? Den samlede danske udviklingsbistand var i 2007 på i alt 13,9 milliarder kr. Heraf modtog de fransktalende lande i Vestafrika; Benin, Burkina Faso, Mali og Niger tilsammen knap 593 mio. kr., hvilket svarer til 4,2 procent af den samlede udviklingsbistand. En del af motivationen for det betydelige engagement i Vestafrika er – ud over ekstrem fattigdom –blandt andet at forebygge radikalisering og terrorisme. I Mali er over 90 pct. af befolkningen muslimer, og det danske bistandsarbejde går blandt andet ud på at etablere kontakter til imamer og andre religiøse ledere, ligesom det sker i Niger og Burkina Faso. Det sker for at styrke de kræfter, der kan danne modvægt til en mere radikal islam, som blandt andet kommer fra det nordlige Nigeria. /mls

DANSKE NGO’ER VIGER UDEN OM VESTAFRIKA

Ikke mange danske NGO’er finder vej til Vestafrika. Her et par mænd uden for moskeen i landbyen Bani Dori i Mali. Foto: Jørgen Schytte.

Mangel på traditioner og franskkundskaber betyder, at der er langt mellem de danske NGO’er i de fransktalende lande i Vestafrika. De få, der har taget springet, benytter oftest lokal eller udenlandsk arbejdskraft.

Af Marlene Lyhne Sørensen

IKKE EN ENESTE Danidakrone blev sidste år kanaliseret gennem en NGO og videre til Benin, en smal strimmel land ved den vestafrikanske kyst.

Situationen var stort set den samme for de øvrige fransktalende programsamarbejdslande i regionen, selvom de hører til blandt verdens fattigste. Til gengæld fik den engelsktalende nabo og programsamarbejdsland, Ghana, glæde af knap 52 millioner bistandskroner via NGO’er, viser en opgørelse i Danidas Årsberetning 2007.

– Danske NGO’er har ikke tradition for at engagere sig i de fransktalende lande i Vestafrika. Samtidig bliver fransk opfattet som lidt af et gammelkonesprog blandt unge. Vi havde sidste år fokusgrupper i gymnasieklasser, og her fortalte de unge, at de hellere vil lære spansk eller italiensk som tredjesprog, hvilket er med til at hindre en udvidelse af ressourcebasen, siger Marianne Haahr, programmedarbejder i Care Danmark.

Care Danmark har som en af de få danske NGO’er etableret sig i det fransktalende og ekstremt fattige Niger, der ikke er et programsamarbejdsland, men dog modtager cirka 70 mio. kr. i dansk udviklingsbistand om året.

Få ansøgninger til Niger
Care Danmark benytter sig af lokal arbejdskraft til projekterne i Niger, og til konsulentopgaver benytter organisationen oftest internationale medarbejdere på grund af den begrænsede danske ressourcebase.

– Vi har en enkelt international seniorrådgiver-stilling i Niger, men det er endnu ikke lykkes at besætte den med en dansker. I øjeblikket er den besat af en fransktalende amerikaner. Det betyder, at medarbejderen ikke kommer med et naturligt kendskab til Danida-systemet, og vi skal bruge flere ressourcer på at forklare og sætte vedkommende ind i den danske kontekst, siger Marianne Haahr.

Selv om Care Danmark har fået opbygget et stabilt netværk af udenlandske og lokale medarbejdere, så ser organisationen gerne, at den danske ressourcebase bliver styrket blandt andet for at udvide den hjemlige faglige debat. Der bliver holdt workshops, og organisationen har oprettet praktikophold i sine samarbejdslande. Men til workshops’ene om Sahelområdet er deltagerlisten lige kort hver gang, og når det gælder praktikopholdene, så går de danske studerende som regel uden om Niger.

– Vi får meget få ansøgninger fra studerende, der ønsker at lave feltarbejde i Niger. Sproget er en barriere, siger Marianne Haahr.

Ifølge fuldmægtig Grethe Dittmer fra Udenrigsministeriets Kontor for Humanitær Bistand og NGO-samarbejde, er der en tendens til, at NGO’erne med tiden følger med ind i de lande, hvor Danida har et bilateralt samarbejde i gang.

– Det er en helt frivillig proces. Det er ikke noget, vi opfordrer NGO’erne til, og der er ikke indlagt incitamenter, som gør det særligt attraktivt at etablere sig i bestemte områder. Incitamentet ligger i at være med til at befordre civilsamfundets deltagelse i udviklingsprocessen, hvilket jo er et vigtigt fundament i alle de lande, som Danmark har et bilateralt samarbejde med, siger Grethe Dittmer.

Ulykkeligt, hvis sproget hindrer hjælp
Den udvikling går imidlertid langsomt, når det gælder det fransktalende Vestafrika.

Dansk Røde Kors har i flere omgange arbejdet i det frankofone Vestafrika og driver i øjeblikket projekter i blandt andet Mali, Togo og Liberia.

Troels Mikkelsen, programansvarlig for Vest- og Centralafrika, mener, at danske NGO’er kan gøre en stor forskel i området:

– Danske NGO’er scorer højt med hensyn til kvalitet. Men det kommer kun i begrænset omfang Vest- og Centralafrika til gode, siger Troels Mikkelsen fra Dansk Røde Kors.

Ud over mangel på tradition og sprogkundskaber tror han, at den ringe tilstedeværelse skyldes, at Vestafrika har en nærmest ikke-eksisterende plads i folks bevidsthed.

– Det skal gå rigtig, rigtig galt i Central- og Vestafrika, før det rammer avisernes forsider, siger han. Men først og fremmest er der brug for, at NGO’erne kommer ud over den barriere, som de tror, sproget er, mener Troels Mikkelsen. Man er nemlig langt fra dømt ude, bare fordi man ikke taler formfuldendt fransk.