MISS AFRICA
MISS AFRICA 2008 – DET HANDLER IKKE OM AT HAVE EN FLOT RØV
I København, Aalborg, Århus og Rønde går piger rundt og forbereder sig til kampen om titlen som årets Miss Africa Danmark. Vinderen bliver fundet til et brag af en fest i Store Vega den 14. juni. Dommeren Karen Mukuba er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at blive Miss Africa Danmark 2008.
Af Signe H. Damkjær

LØRDAG DEN 14. JUNI danner Store Vega i København rammerne for en dansk-afrikansk skønhedskonkurrence, der ikke handler om udseendet. Tværtimod handler det om at bygge bro mellem Afrika og Danmark.
– Fælles for de 12 finalister til Miss Africa titlen er, at de både har én fod i Afrika og én i Danmark. Tanken er, at de skal kunne repræsentere begge dele, så de kan være en slags kulturambassadører for Afrika i Danmark, siger Jacob Crawfurd, der er medarrangør af konkurrencen.
– Vi vil gerne sætte fokus på nogle andre ting end krig, sult og nød og elendighed. Det skal man også høre om, for der sker mange grumme ting i Afrika. Men Afrika er mere end det, siger han.
Hvordan har I udvalgt finalisterne?
– Vi havde 25 ansøgere, og vi har udvalgt 12 til finalen. Pigerne er blevet valgt på baggrund af en tale, de har holdt for dommerkomiteen om et emne, der vedrører Afrika og en vurdering af deres fremtræden, entusiasme og om de var generelt velorienterede om Afrika, integration med mere, siger han og tilføjer: Derefter er forberedelserne til showet foregået ved en række øve-weekender, hvor vi blandt andet har debatteret forskellige forhold i Afrika, integration, udviklingsbistand, frigivelse af u-landsgæld og talt om, hvorfor de er stolte af at være afrikanere.
– Vil det sige, at pigerne, som deltager, ikke er smukke?
Jo, det er de da, men det er bare ikke derfor, de er valgt. Vinderen skal ikke kun kunne repræsentere sit eget afrikanske land, men også hele det afrikanske kontinent. Det skal være en person, der kan fremstå stærkt i medierne og være en slags ambassadører for Afrika.
At bygge bro
Og det er da heller ikke udseendet, dommerne vil lægge vægt på i bedømmelsen, fortæller sangerinden Karen Mukupa, der ligesom sidste år er dommer i Miss Africa-konkurrencen.
– Det allervigtigste er at finde en pige, der kan bygge bro mellem Danmark og Afrika. Det synes jeg, er meget vigtigt i det samfund, vi har i Danmark i dag. Det kan være gennem musik, kunst eller andre aktiviteter, siger hun. Ligesom deltagerne har Karen Mukupa, der også er kendt som Miss Mukupa, rødder i Afrika, nemlig i Zimbabwe.
– Det handler ikke om, at vinderen har en flot røv eller vejer 49 kilo. Vi vil gerne finde en pige, som er stærk, og som har nogen ambitioner, så hun kan bruges som rollemodel for andre afrikanere i Danmark, siger hun.
– Derfor leder vi efter en spændende pige, der kan være et slags talerør for Afrika.
Hun håber desuden, at konkurrencen også kan vise danskere noget om verdens mangfoldighed.
– Vi vil gerne have, at folk skal have nogle andre ansigter på Afrika. Samtidig vil vi gerne vise, at der findes nogle andre skønhedsidealer, siger hun.
Læs mere om Miss Afrika 2008 på http://www.missafrica.dk
Denne side er kapitel 8 af 8 til publikationen "UDVIKLING".
Version nr. 1.0 af 04-06-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8924/index.htm
|