FILM
FORSINKET, MEN FREMRAGENDE
Ny dansk dokumentarfilm går tæt på det diplomatiske arbejde bag Danmarks formandskab for FN’s Sikkerhedsråd i 2006, der i høj grad kom til at handle Darfur-krisen. Filmen er på én gang en rystende film om Darfur og et sjældent close-up på diplomatiet. Men hvorfor kommer filmen først nu?
13. juni vises ’Diplomacy - the responsibility to protect’ i Politikens Foredragssal i København. Ved dette arrangement vil bl.a. udenrigsminister Per Stig Møller og Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner deltage i en debat. Senere skal filmen vises på de danske ambassader samt have særvisning i FN i New York og Udenrigsministeriet i København. Til efteråret vil den blive vist på TV2.
Af Morten Østervang
PRODUCEREN AF dokumentarfilmen ’Diplomacy – the responsibility to protect’ sagde det selv ved premieren i biografen Grand: Rent filmisk er det ’heldigt’, at konflikten i Darfur stadig udspiller sig.
Rent menneskeligt er det selvfølgelig en katastrofe af ufattelige dimensioner. Antallet af døde er nu over 300.000. Mere end 2,5 millioner mennesker er blevet fordrevet. Og landsbyer bliver fortsat bombet – muligvis –af regeringsfly.
Baggrunden, som filmen kommer ud på, er derfor, hvor sørgeligt det end er, stadig aktuel. Filmen kan forhåbentlig bidrage til at fastholde fokus på Darfur-krisen – selvom konflikten kører på sit femte år.
Alligevel kan man undre sig. Filmen er hovedsagligt optaget i juni 2006, hvor Danmark havde formandskabet for FN’s sikkerhedsråd, og den danske mission i New York satte sig i spidsen for at få en fredsbevarende FN-styrke til Darfur.
Først i efteråret 2008 vil seerne kunne se filmen på TV2. Skal det tage to år, før filmen er på lærredet, når den nu prøver at sætte fokus på konflikten – og i sig selv implicit undrer sig over langsommeligheden i FN-systemet…?
Forklaringen er ligetil: Filmen har taget lang tid at lave – og det gør film. Der har været tre producere ind over. Og der har været bøvl med finansieringen. Men alligevel.
Fremragende film!
Når det er sagt, er filmen dog i sig selv tidløs. Og aldeles fremragende. Og aktuel stadig. Dels sætter den Darfur på nethinden. Og så giver den et indblik i både det danske diplomati og spillet i FN, som vi sjældent får.
I filmen følger vi navnlig de to danske diplomater Michael Starbæk Christensen og Ellen Margrethe Løj i den hektiske måned, hvor Danmark har formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd. Man følger diplomaterne i deres arbejde for at få en resolution vedtaget, så en FN-fredsstyrke kan komme til Darfur og stoppe myrderierne.
Rammen er først og fremmest FN-bygnin-gen. Darfur ser vi gennem gribende still billeder af bl.a fotografen Jan Grarup.
Ifølge instruktørerne selv har kun få filmhold nogensinde været så tæt på arbejdet i FN-bygningen. Vi er selvfølgelig ikke med i lukkede forhandlinger, men får gennem en mosaik af billeder, samtaler interviews og situationer i FN-bygningen et indblik i spillet – og det bliver aldrig kedeligt.
Filmen binder elegant de politiske proceshistorier i FN sammen med oplysninger om Darfur – uden at der på noget tidspunkt er lærebogspædagogik over det. Uden at være søbet i levende billeder af ofre i Darfur, formår filmen alligevel at skildre konflikten levende.
I virkeligheden er filmen en belejlig reminder om, hvor langsomt det internationale samfund – (og danske filmselskaber!) – arbejder. Filmen er med andre ord skræmmende aktuel.
Det er med andre ord langt fra tung folkeoplysning om de Forenede Nationer, men derimod en film, der vil kunne appellere bredt.
Samtidig får vi en god fornemmelse af de danske diplomater, der arbejder for sagen –og som altså træder ud af anonymiteten og tør give deres bud på konflikten – og ind i mellem vise frustrationerne.
Fodslæbende stormagter
Det er som bekendt ikke kun Sudans regering, der står i vejen.
Selvom FN i 2005 vedtog resolutionen ’Diplomacy – the responsibility to protect’, der har til hensigt at beskytte verdens befolkninger mod folkemord, krigsforbrydelser og etnisk udrensning, er det som bekendt op af bakke finde en løsning i Darfur. Vi fornemmer de frustrationer, det giver hos de danske diplomater, når stormagterne – og Sudan –ikke kan rykkes.
Til slut i filmen bliver resolutionen vedtaget – bl.a takket være den danske indsats, længe efter at Danmark har afsluttet sit formandskab. Men i dag, to år efter, er kun en tredjedel af tropperne sendt til Darfur. Og det er tvivlsomt, om de overhovedet har kunnet udrette noget. Det er vel FN på godt og ondt. Og skal man bruge forsinkelsen til noget positivt, ligger det jo faktisk lige for: I virkeligheden er filmen en belejlig reminder om, hvor langsomt det internationale samfund arbejder. Filmen er med andre ord skræmmende aktuel.
Diplomacy – The Responsibility to Protect. Easy Film, 2008. Produceret af Easyfilm. Instrueret af Boris Bertram og Rasmus Dinesen. Støttet af bl.a. Danida.
MERE ÅBENHED I DIPLOMATIET
Udvikling har stillet fire spørgsmål til Danmarks ambassadør ved FN under formandskabet, Ellen Margrethe Løj, der skaffede filmholdet tilladelse til at filme i FN-bygningen:
Hvilke overvejelser havde du i forhold til at lade et filmhold gå tæt på Sikkerhedsrådet arbejde – og måske navnlig den danske missions arbejde?
– Jeg havde faktisk ikke de store betænkeligheder ved projektet, hverken i forhold til Sikkerhedsrådet eller missionen. Det afgørende var, at instruktørerne overholdt de spilleregler, vi havde drøftet på forhånd. Vi havde fra begyndelsen en åben diskussion om rammerne for processen, og instruktørernes seriøse tilgang til projektet var hurtigt med til at styrke tilliden.
Var der reaktioner fra andre medlemslande?
– Der var generelt en positiv holdning til optagelserne blandt de øvrige medlemmer. Vi understregede fra begyndelsen, at der kun ville være tale om optagelser fra de åbne møder i Sikkerhedsrådet – de formelle møder. Filmholdet ville ikke få adgang til de lukkede konsultationer, hvor de 15 medlemmer har deres interne drøftelser. Efter det var afklaret, var der fuld opbakning til projektet hele vejen rundt.
Hvordan synes du resultatet er blevet?
– Jeg synes, at der er kommet en god film ud af processen. Instruktørerne fortjener stor ros for den valgte tilgang. Det er ikke en nem opgave at lave en interessant film med udgangspunkt i langstrakte diplomatiske forhandlinger. Men jeg synes, at det er lykkedes dem at vise det lange, seje træk, der ofte er nødvendigt for at skabe fremdrift i komplekse internationale konflikter. Det er ikke en film, hvor der er meget action i traditionel forstand – men det er stadig en spændende historie, som bliver fortalt.
Viser det her, at internationalt diplomati med fordel kan åbne sig mere op over for offentligheden?
– Både ja og nej. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for diplomater at kunne forklare, hvad de laver – og at have blik for hvilke historier, der kan fortælles. Og der er sket meget i løbet af de seneste årtier på den front, også i Danmark. Der er en langt større åbenhed over for offentligheden i dag. Men der er også en grænse for, hvor langt åbenheden kan udstrækkes. Der vil være dele af det diplomatiske arbejde, som i sagens natur må udføres mere diskret. Journalister og instruktører må være opmærksom på denne balance. Det er en udfordring at fortælle en sammenhængende – og ofte kompleks – historie fremfor at gå efter den hurtige, journalistiske nyhedsvinkel. Men jeg synes, folkene bag ’Diplomacy – The Responsibility to Protect’ klarede den udfordring flot. /MØ
Ellen Margrethe Løj er FN’s særlige udsending i Liberia.
Denne side er kapitel 4 af 8 til publikationen "UDVIKLING".
Version nr. 1.0 af 04-06-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/8924/index.htm
|
