KLIMA

KUNSTEN AT KLIMASIKRE SAHEL

Burkina Faso er et af verdens allerfattigste lande og ligger på grænsen til den ekstremt tørre og sårbare Sahelregion, der omkranser Sahara-ørkenen. Den globale opvarmning kan medføre, at befolkningen i fremtiden skal tackle et endnu mere barsk vejr.

Tekst og foto: Lotte Juul Martini og Mette Noppenau

Den cyklende mand er en del af den lokale gruppe, der passer skoven.

NOGLE ÅR REGNER det stort set ikke. Og når regnen endelig kommer, er den så voldsom at huse, veje og markernes afgrøder bliver skyllet væk.

Befolkningen i det fattige vestafrikanske land Burkina Faso har altid haft klimaet som fjende og er vant til at overleve med alt for korte og ustabile regnperioder og alt for meget sol.

Men truslen fra den globale opvarmning som følge af menneskeskabt drivhusgasudledning kan gøre klimaet endnu mere ekstremt i og omkring Sahel-regionen. Derfor skal befolkningen nu forberedes på, at vejret kan blive en endnu stærkere modstander i fremtiden.

– Der findes desværre ingen entydige scenarier for klimaændringerne i Burkina Faso endnu. De forskellige klimamodeller, der findes for Vestafrika, er meget lidt sammenfaldende, og derfor er det svært at reagere på konsekvenser af den globale opvarmning. Foreløbigt er der kun enighed om, at vejret bliver mere ekstremt, forklarer Kim Raben, der som selvstændig miljøkonsulent bosat i Burkina Faso har gennemført et indledende studie i kortlægning af landets klimaindsats for den danske ambassade i Burkina Faso.

Klimasikring

Befolkningen i Burkina Faso ved altså ikke, hvad man kan vente sig de kommende årtier. Men de menneskeskabte klimaforandringer står øverst på den globale dagsorden, og det begynder efterhånden at smitte af på Vestafrika. Donorlandene, heriblandt Danmark, er begyndt at prioritere, at projekter og initiativer tager højde for forandringer i temperatur, vind og nedbørsmængde. Derfor er Danida ved at forberede en klimasikring af sine sektorprogrammer i landet, så man sikrer effekten af investeringerne i fremtiden.

”I den nordlige del af Burkina Faso er det ikke længere muligt – selv ikke for storbønderne – at leve af afkastet fra markerne i mere end syv-otte måneder om året.

Jonas Østergaard Nielsen, antropolog.

– Ved at klimasikre det udviklingsarbejde, som Danmark yder i eksempelvis Burkina Faso, kan man sørge for, at bistanden også i fremtiden har optimal effekt for udviklingen og fattigdomsreduceringen, siger Kim Raben.

Klimasikring af udviklingsprojekter kan eksempelvis ske ved, at man borer vandbrøndene så dybe, at en eventuel ændring i vandspejlet ikke betyder, at brøndene er tørlagte om ti år. Men det er den fattigste del af befolkningen, der er mest sårbare overfor ændringer i levevilkårene, og derfor slår Kim Raben fast, at man ved at arbejde for en reducering af fattigdommen, også indirekte gør befolkningen bedre rustede til at omstille sig til nye vejrsituationer.

– Konsekvenserne af klimaforandringer kan nemlig ramme meget bredt. Hvis en familie ikke længere kan leve af udbyttet fra markerne på grund af tørke, bliver børnene måske taget ud af skolen for i stedet at hjælpe med at tjene penge. Og hvis temperaturforholdene ændrer sig, kan truslen fra vand- og luftbårne sygdomme øges. Derfor skal de indirekte følger af et ændret klima også tages alvorligt og forebygges, forklarer miljøkonsulenten.

Kvæg og udvandring

Fordi befolkningen i Burkina Faso altid har været vant til store udsving i klimaet, er de meget omstillingsparate og fleksible, og det giver nogle oplagte muligheder for at bruge allerede eksisterende viden hos lokalbefolkningerne til at tilpasse sig et klima, der i fremtiden bliver endnu mere ekstremt.

Jonas Østergaard Nielsen er antropolog og ph.d.-studerende på Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet. Han arbejder på en afhandling om den nordburkinske befolknings tilpasningsevne og omstillingsparathed i forbindelse med klimaforandringerne. I februar vendte han tilbage til Danmark efter i et halvt år at have levet sammen med de 600 indbyggere i landsbyen Biidi i Burkina Fasos Sahelregion nær grænsen til Niger. Fordi udsvingene i vejret altid har været meget ekstreme i netop det område, har befolkningen lært at indrette sig efter, at de skal have alternative indkomstmuligheder, hvis hirsehøsten, der er deres vigtigste afgrøde, slår fejl. Derfor kan resultaterne af Jonas Østergaard Nielsens forskning muligvis bruges i planlægningen af bedre udvikling i andre regioner af verden, der også er truet af klimaforandringer.

– I den nordlige del af Burkina Faso er det ikke længere muligt – selv ikke for storbønderne – at leve af afkastet fra markerne i mere end syv-otte måneder om året. Derfor er det livsvigtigt, at familierne spreder deres indkomstgrundlag, så de har mulighed for at købe mad, når hirsen slipper op, siger Jonas Østergaard Nielsen.

Det er nærmere reglen end undtagelsen, at hirsehøsten slår fejl, og derfor er mange unge mænd begyndt at rejse til Elfenbenskystens hovedstad Abidjan for at arbejde i vintermånederne. Derudover er mange af de befolkningsgrupper, der traditionelt kun har ernæret sig ved landbrug, begyndt at opdrætte og handle med kvæg, fordi de kan flyttes rundt alt efter, hvor der er græs. Også kvinderne er kommet på banen, og ved hjælp af mikrolån og ansættelser i udviklingsprojekter i området tjener mange af dem nu også penge til husholdningen.

– Løsningsmodellerne er nok meget forskellige fra region til region, men nordburkinernes omstillingsparathed er altafgørende for deres overlevelse. Samtidig skal det dog nævnes, at de også er utroligt sårbare over for pludselige ændringer. Hvis eksempelvis vejen til markedet skyller væk i regntiden, eller der opstår krig i Elfenbenskysten, så forsvinder deres indkomstgrundlag, siger Jonas Østergaard Nielsen, der foreslår en stabil infrastruktur og uddannelse som nogle af redskaberne til at hjælpe befolkningerne i verdens mest klima-sårbare egne.

TRÆ FOR FREMTIDEN

Solen truer med at forvandle det nordlige Burkina Faso til en del af Sahara-ørkenen. Men bæredygtig skovdrift kan dæmme op for den ødelæggende ørkenspredning.

Tekst og foto: Lotte Juul Martini og Mette Noppenau

SELVOM WABSUIA-SKOVEN i det nordlige Burkina Faso set med danske øjne ser både vissen, tynd og bleg ud, så er den en succeshistorie. Og mellem de tørre buske og akacietræer står den regionale chef for miljøministeriet, Mohamed Ag-Litni, med armene slået stolt ud til hver side.

– Inden vi gik i gang med dette projekt, var her ingenting. Området var helt ødelagt på grund af afskovning og begyndende ørkenspredning og kunne ikke bruges til noget, fortæller Mohamed Ag-Litni.

I samarbejde med Danida er der i området omkring byen Kaya lidt syd for grænsen til den ekstremt tørre Sahelzone ni skovprojekter i gang, hvor lokale skovgrupper lærer bæredygtig skovdrift, så skovene ikke kommer i fare for at ende som ubrugelige ørkenområder. Derudover bliver ødelagte skovområder genplantet.

Og skovene er særdeles vigtige. Omkring 80 pct. af landets energiforbrug er nemlig baseret på træ, og efterhånden som befolkningen er vokset, er der også kommet øget efterspørgsel efter brændetræ. Det har betydet afskovning af de eksisterende skove samtidig med, at ingen nye træer er blevet plantet.

De drastiske udsving i klimaet, der har ramt det vestafrikanske land, er også gået hårdt ud over de nordlige regioners sarte sandjord. Svigtende regnsæsoner og stigende temperaturer har bagt jorden hård som cement, fordi langt mere vand fordamper, end der bliver tilført jorden.

Og når regnen så endelig kommer, kan vandet ikke trænge ned i den hårde jord. Det medfører oversvømmelse og erosion, hvor regnvandet skyller det øverste næringsrige jordlag væk.

– Uden det øverste jordlag til at tilføre næring til træerne bliver de langsomt kvalt, forklarer miljøministeriets regionale chef.

Positive sidegevinster

Mohamed Ag-Litni vurderer, at omkring 24 procent af skovene i området i siden 1994 har forvandlet sig til ubrugelige ørkenområder på grund af afskovning og klimaforandringer. I samarbejde med Danida er omkring fem pct. af skovene siden år 2000 blevet genetableret med bæredygtig drift.

Det foregår på den måde, at der ved hjælp af en maskine bliver gravet huller i den stenhårde jord, hvor træer i lokale sorter bliver plantet. Maskinen graver også en halvmåneformet fordybning ved siden af træets stamme, så noget af vandet fra regntidens regnskyl bliver liggende og langsomt kan trænge ned i jorden.

Hvert af de ni skovområder er delt op i 20 parceller, så skovgruppen kun beskærer træer til brænde i én parcel hvert år. Og træplantningen har haft flere positive sidegevinster. De lokale bønders kvæg spiser græsset, der vokser i skyggen fra træerne, og betaler tilbage med kokasser, der er vigtig gødning for træerne.

Også kvinderne i skovgrupperne har fået en gevinst. Indimellem brændetræerne er der nemlig også plantet forskellige træsorter, der giver bær, harpiks og andet, som kvinderne sælger på markedet, og som sikrer dem en indtægt, hvis hirsehøsten slår fejl. Det betyder en reduktion i fattigdommen og er et vigtigt redskab i kampen for at stå i mod den globale opvarmning.