AKTUELT

NYT FRA STYRELSEN
EN DONORS DILEMMAER

Af Morten Østervang

DEN DANSKE STAT bruger hvert år godt 14 milliarder kroner på dansk bistand.

Lidt groft sagt er der nok i store dele af befolkningen en forestilling om, at dansk fattigdomsbekæmpelse er noget med at bygge brønde og veje i lande som Tanzania og Uganda. Det er det da også i stor stil.

Men dansk udviklingsbistand er også en foranderlig og politisk størrelse, der er nødt til at forholde sig til de hastige forandringer, der sker i verden, fra krig og katastrofe til klima og konjunkturer. Det seneste møde i Danidas Styrelse viste, at udviklingsbistanden står over for en række aktuelle, men meget forskelligartede udfordringer, der handler om både speget storpolitik, katastrofer og klima:

Klimaet og de fattige

Klima-forandringer truer lige nu levevilkårene for millionvis af mennesker i verdens fattigste lande. Kigger man på den bunke af bistandsprogrammer, som Styrelsen bliver præsenteret for på sit møde i maj, er det tydeligt, at klima er blevet et fast tema i bistanden: 1) I Vietnam, som vurderes at være det land i verden, der er mest sårbar over for klimaforandringer, har myndighederne under højniveau-forhandlinger med Danmark været optaget af, hvordan de kan arbejde sammen med Danmark om klimasikring. Et nyt klima-program er nu under udarbejdelse.

2) Danidas Styrelse tiltrådte et stort projekt mellem FN’s miljøorganisation (UNEP), Global Water Partnership og Verdensbanken på 54 mio. kr., der skal udarbejde klimasikrede vandressourceplaner i udviklingslandene.

3) Danmark lægger op til snart at støtte en stor konference i Bangkok forud for mødet i klima-topmødet i København i 2009. Det er FN-sekretariatet UNFCCC (United Nations Climate Change Convention Secretariat), der skal modtage støtten på 17,1 mio. kr., som blandt andet skal gøre udviklingslandene i stand til at deltage i forhandlingerne om klimaet ved topmødet i København i 2009. (Her følte flere styrelsesmedlemmer dog trang til at markere sig:

Hvor meget skal udviklingskronerne egentlig betale af klima-forberedelserne op til topmødet? Ganske vist er det relevant, at der går u-landskroner til det. Men der skal flere klima-penge til, lød det også.)

Besværlig bistand i Sudan

Sagen om genoptryk af tegningerne af profeten Muhammed har atter sat den pænt store danske bistand til Sudan på prøve. Landets præsident har ytret sig skarpt mod Danmark og har nu opfordret til handelsboykot (selv mod nødhjælp fra Unicef i Nordhavnen) mod Danmark, ligesom landet nægter diplomater, hjælpearbejdere og alle andre danskere indrejse.

Danmark har efterfølgende gjort det klart, at Danmark ikke støtter Sudans optagelse i WTO. Og regeringen fulgte op med, at Danmark nu ikke længere vil eftergive Sudans gæld til Danmark. Ministeren freder dog den humanitære bistand på 260 mio. kr. til bl.a. Darfur. Danmark er også forholdsmæssigt den største donor til Sydsudan. At stoppe støtten til Sydsudan ville givetvist kun glæde regeringen i det nordlige Khartoum, der ikke får gavn af støtten. Men hvordan kan man på sigt arbejde med langsigtet udviklingsstøtte i et land, man har så skrøbelige diplomatiske forbindelser til?

Cyklonen og regimet

En cyklon har med ét dræbt i titusindvis og gjort i hundredetusinder af mennesker hjemløse i Burma, mens et kynisk regime spænder ben for hjælpearbejdet. Udenrigsministeriet giver samlet 50 mio i nødhjælp. Men hvordan hjælper man under så svære vilkår?

Her går det godt

Og nu til en helt anden, mere opløftende udfordring: Hvad gør man med de lande, hvor det går kanongodt? Styrelsen blev præsenteret for opløftende orienteringer fra Vietnam og Bhutan. Sidstnævnte er blevet et parlamentarisk demokrati. En ny forfatning underskrives snart. Landet vil formentlig også kunne nå 2015 Målene. Der er ganske vist store problemer med flygtningelejre nordpå i Bhutan. Og menneskerettighedserklæringer mangler at blive underskrevet. Og der er fortsat stor ulighed ude i regionerne. Men grundlæggende kører demokratiseringen efter en køreplan. Det danske program i Bhutan skal derfor også justeres. En ny strategi skal støtte op om den gode økonomiske udvikling. Og i 2012 begynder udfasningen.

Også i Vietnam fortsætter den gode udvikling. Ved udgangen af 2007 skønnes kun 16 pct. at leve under fattigdomsgrænsen. Og så melder spørgsmålet sig:

Hvornår skal der være exit for dansk bistand? Danmark begynder sin udfasning i 2011/2012.

Det ser da også ud til, at et andet land i det asiatiske område får brug for ekstra penge: Afghanistan. Lige nu er der politiske forhandlinger om, hvorvidt den årlige bistand på 200 mio. til Afghanistan skal fordobles. Hvor pengene skal komme fra, afgøres af Folketinget. Noget kunne tyde på, at Latinamerika eller Asien til dels står for skud. Den diskussion skal vi nok komme til at høre mere om.

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. Den indstiller bevillinger til bilaterale og multilaterale programmer på over 10 mio. kr.

I HAITI SPISER DE JORD

De stigende fødevarepriser bør få vidtrækkende konsekvenser for den danske udviklingsbistand, mener eksperter. Også udviklingsministeren forventer tilpasninger.

Af Louise Windfeld-Høeberg

Hver eneste sæk, der bæres ind på WFP’s store lager i Mombasa koster det dobbelte af, hvad den gjorde for et halvt år siden. Dyrere fødevarer på verdensmarkedet betyder mindre nødhjælp. Foto: Søren Chr. Bech.

LAGERET FOR FN’s fødevareprogram, World Food Program (WFP), i Kenyas vigtigste havneby Mombasa får en gymnastiksal til at minde om et klædeskab og en 30-fods container om en tændstikæske.

Her er så enormt, at man ikke fatter, at det rent faktisk er en bygning, man er i.

Snesevis af mænd i bare fødder slæber sække ind i lageret fra en lastbil udenfor på havnefronten og lægger sækkene sirligt i kæmpestore stabler i flere etagers højde. Deres kroppe damper i det gullige, støvede eftermiddagslys.

– Her i denne hal er der plads til 12.000 tons nødhjælp, forklarer John Mutinda fra WFP og viser rundt mellem firkantede bjerge af sække med sorghum, majsmel og sojablanding og kasser med madolie, der skal videre til de sultne i DR Congo, Uganda, Sudan og Somalia.

Problemet er, at hver eneste sæk her på lagret i gennemsnit koster det dobbelte af, hvad den kostede for et halvt år siden. Stigende priser på fødevarer på verdensplan smitter i høj grad af på nødhjælpen.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har derfor bevilget yderligere 25 millioner kroner til WFP. Men på længere sigt skal den danske udviklingsbistand også tilpasses den nye situation.

– Jeg har indkaldt til en intern høring i ministeriet med deltagelse af udefra kommende eksperter, for jeg vil gerne have deres vurdering af, hvad vi kan gøre for at være med til at løse problemerne, siger Tørnæs.

Hun understreger samtidig, at hun også forventer, at regeringens Afrika-Kommission kommer med ideer til, hvordan man på længere sigt øger indkomsten i udviklingslandene, så de fattige får råd til at købe de dyrere fødevarer.

Mere landbrug, tak!

En af dem, der sidder i Afrika-Kommissionen, er Christian Friis Bach, international chef for Folkekirkens Nødhjælp. Han mener, at støtte til udviklingslandenes landbrugssektor er vejen frem.

– Det har været en forkert beslutning at nedprioritere landbruget i løbet af de senere år, og Danmark er desværre ikke det eneste land, der har gjort det. Verdensbanken seneste årsrapport siger meget klart, at der netop er behov for øgede investeringer i landbruget. Mens 75 pct. af verdens fattige bor i landdistrikterne, så er det kun omkring fire procent af den officielle udviklingsbistand, der går til landbrug. Og det selvom netop landbrug er nøglen til beskæftigelse, vækst og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, siger han.

Også professor Per Pinstrup-Andersen, der er specialist i fødevaresikkerhed, og netop er blevet bedt om at komme med sin vurdering ved den interne høring, mener, at investeringerne i landdistrikterne bør øges:

– Det ville selvfølgelig være dejligt med flere penge i det hele taget, men vi er nok nødt til at indstille os på at tage fra noget og give til noget andet. Hvis kagen ikke bliver større, så må man skære den ud i andre stykker, siger Per Pinstrup-Andersen og fortsætter:

– Selvfølgelig skal vi ikke over i den modsatte grøft og ikke længere gøre en indsats på andre områder, for eksempel god regeringsførelse eller kvinders forhold, for landbrugsudvikling er faktisk afhængig af god regeringsførelse og bedre forhold for kvinder. Men der skal være en bedre balance mellem sektorerne. Der har været en skævhed, som vi bør rette op på nu, mener han.

Faktisk drives store dele af landbruget af kvinder. Det anslås, at landbrugsproduktionen ville stige med 20 pct. på globalt plan, hvis kvinders adgang til såsæd, gødning, land og ejendomsret var den samme som mænds. Kvinderne står for størstedelen af landbrugsproduktionen i u-landene, men de har ofte ikke adgang til at eje jorden, optage lån etc.

En skurk ved navn landbrugsstøtte

Danmark støtter landbrugssektorprogrammer i 11 af de 16 programsamarbejdslande. Men støtten til programmerne i Tanzania og Kenya er ved at blive udfaset.

– Mange af tiltagene fortsætter under vores erhvervssektorprogram, mens andre føres videre af andre donorer som led i en bedre koordination af bistanden, forsikrer Tørnæs og slår samtidig fast at hun forventer, at løsningen ikke kun omhandler bistandspolitik, men også energi-, sikkerheds- og særligt handelspolitik.

Det er et synspunkt, Pinstrup-Andersen deler.

– Man kan sige, at vi, altså Vesten, har været med til at skabe problemerne ved vores handelspolitik og landbrugsstøtte til vores eget landbrug. Det har betydet, at regeringerne i u-landene ikke har været særlig interesseret i at udvikle landdistrikterne, fordi der var så meget billig mad at importere til priser langt under det, det ville koste at producerer fødevarerne selv. Men kan altså sige, at vi har været med til at skabe problemerne ved at subsidiere vores eget landbrug i EU og USA, siger han.

Priserne på fødevarer faldt i perioden 1974 til 2004 med 75 pct.

Giv købekraft, ikke korn

– Se på Haiti, der har oplevet voldsomme uroligheder på det seneste på grund af stigende rispriser. Men Haiti var engang riseksportør og kunne sagtens konkurrere på verdensmarkedet. Men så kom USA på banen med sin subsidierede ris, der blev solgt til Haiti til mindre end det, Haiti selv kunne producere ris til, og så begyndte Haiti selvfølgelig at købe sin ris i USA. De alvorlige problemer kommer først, når prisen på ris tredobles på få år. Så har folk ikke råd til at spise ris mere. Faktisk lever de fattigste i Haiti nu af jord, der blandes med lidt madolie og salt og sælges som jordkager. Det kan man selvfølgelig ikke overleve af, men det lægger da en dæmper på sulten, siger han.

Så skal Danmark til at give landbrugsbistand til Haiti eller andre steder, der er hårdt ramt af prisstigningerne ? Nej, siger Tørnæs og fastholder, at hun ikke ønsker at sprede den danske bistand, men at øgede danske bevillinger til WFP naturligvis sendes derhen, hvor der er størst behov for akut, humanitær bistand.

Men i forsøget på at hjælpe dem, der sulter her og nu, er det vigtigt, at man ikke på sigt gør ondt værre, og udkonkurrerer de lokale bønder ved at sende en masse sække med europæisk hvede eller amerikansk majs, mener Christian Friis Bach:

– Vores hjælp skal ikke komme i form af korn, men i form af købekraft, så vi ikke ødelægger markederne for de lokale landmænd.

En langsigtet løsning på fødevarekrisen kræver ikke kun vilje og penge fra den rige verden. Den kræver også noget af regeringerne i modtagerlandene, fortæller Pinstrup-Andersen. Regeringerne i Afrika skal motiveres til at investere i veje, informations- og kommunikationsteknologi, i ordentlige lagerfaciliteter, og flere steder også i reformer af lovgivningen, så kvinderne får ejendoms- og arveret.

– Hvis jeg skal komme med et godt råd til den danske regering, så skulle det være, at man hurtigt kom i gang med nogle konkrete forhandlinger med udviklingslandenes regeringer om en øget indsats i landdistrikterne, slutter han.

Louise Windfeld-Høeberg er Afrika-korrespondent for TV-2.

TUNGT AT EFFEKTIVISERE

Det praktiske arbejde med at gennemføre Paris-erklæringen er tungt og svært, viser ny evaluering. Erklæringen har givet betydeligt mere arbejde i felten, og i en række lande er de lokale myndigheder ikke gearet til at tage mere ejerskab.

Af Ulrikke Moustgaard

Zambia har forpligtet sig til at bygge 5.000 klasselokaler om året. De når måske 250. Skal donorerne bare selv smøge ærmerne op og bygge dem? Paris-erklæringen lægger vægt på, at modtagerlandene selv skal. Foto: Jørgen Schytte

MANGE MØDER, LANG VENTETID og nye arbejdsmetoder.

De danske ambassader i udviklingslandene er i høj grad kommet på arbejde i kølvandet på vedtagelsen af den såkaldte Paris-erklæring.

For tre år siden vedtog verdenssamfundet en række principper, der blandt andet skulle lette det bureaukratiske bistandsmaskineri, som verdens fattige lande led under, fx at være tvunget til at gå til møde efter møde med hver enkelt donor. Vedtagelsen af de gode hensigter dengang har ironisk nok medført, at donorlande som Danmark nu må gå til møde efter møde for at opfylde sin del af principperne.

Sådan lyder en af konklusionerne i den første evaluering, der ser på, hvor god Danmark har været til at gennemføre Paris-erklæringen. Her er ansatte på otte danske ambassader i udviklingslandene samt i Udenrigsministeriet i København blevet spurgt om, hvordan de foreløbige erfaringer med Paris-erklæringen har været.

Den gode nyhed er, at alle uden undtagelse bakker fuldt ud op om principperne i Paris-erklæringen, viser evalueringen. De mener, at erklæringen er et vigtigt og nyttigt redskab til at gøre udviklingsbistanden effektiv og bæredygtig.

Den dårlige nyhed er kort sagt, at det er svært.

Større arbejdsbyrde

Udfordringen ligger på flere fronter. Én af dem er som sagt mængden af arbejde.

Fordi donorerne i henhold til Paris-erklæringens principper om harmonisering skal arbejde tættere sammen, betyder det mere koordination – og dermed en øget arbejdsbyrde.

Fx fortæller den danske ambassade i Zambia, at det personale, som arbejder med vandsektor-programmet, i øjeblikket bruger 40 til 50 pct. af deres tid på mødeaktiviteter, der er direkte knyttet til Paris-erklæringen.

På samme måde lyder det fra ambassaden i Vietnam, at arbejdsgangene er blevet langsommere. Det er sket, fordi der nu både skal bruges mere tid på intern donorkoordination og fordi, der lægges større vægt på lokalt ejerskab til programmerne.

– I nogle tilfælde er de lokale partnere tøvende i forhold til at tage lederskabet på sig, siger en kilde fra ambassaden i Vietnam i rapporten.

Den tøvende holdning kommer ikke bag på Lars Engberg-Pedersen, projektseniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

– Ikke alle i et lands statslige administration ser Paris-erklæringen som et fremskridt. De oplever, at de nu står over for én samlet blok af donorer, som gør handlefriheden og det politiske manøvrerum mindre, siger han.

Arbejdsbyrden er dog ikke kommet for at blive, mener de fleste i rapporten. Den vil aftage i takt med, at man opnår den fulde effekt af den fælles landestrategi, den såkaldte Joint Assistance Strategies (JAS).

– Frugterne vil blive høstet af næste mand på jobbet, som en medarbejder fra ambassaden i Bolivia siger.

Hvad tæller mest?

En anden udfordring for Danida efter Paris-erklæringen handler om prioriteringer. Skal Danmark følge Paris-erklæringen eller FN’s 2015 Mål? Eller sagt med andre ord: Ejerskab eller resultater?

I Zambia, hvor Danmark giver budgetstøtte til uddannelsessektoren, har man i henhold til FN’s 2015 Mål forpligtet sig til at bygge 5.000 nye klasselokaler hvert år. Men i praksis bliver der nok nærmere kun bygget højst 250 skoler pr. år, som der står i evalueringsrapporten. Alle ved det, og der er ingen udsigt til, at dette vil ændre sig, medmindre det zambiske undervisningsministerium strammer sig op med en reform, der kan give den nødvendige kapacitet og vilje til at nå målet.

Dette får ambassaden i Zambia til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er ejerskab eller resultater, der skal satses på: Kan vi som internationale donorer acceptere en tilpasning til nationale systemer, som er åbenlyst dysfunktionelle?

”Det er en stor udfordring for fattige lande at omsætte udviklingsstrategierne til virkelighed – og kapaciteten til det kommer ikke af sig selv.

Sydchef Ib Petersen, Udenrigsministeriet.

Netop dette spørgsmål er også et af de punkter i evalueringsrapporten, der falder garvede udviklingseksperter mest i øjnene.

– Det er en utrolig kompliceret, men også meget vigtig diskussion at få rejst. Vi møder den på civilsamfundsniveau hele tiden: Hvordan skal vi forholde os til vores prioriteter i et land, hvor styret er svagt? Dér efterlyser rapporten nogle klarere svar fra Danidas ledelse om, hvad hovedprioriteten er, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Rapporten giver nemlig ikke noget entydigt svar på dilemmaet. Hvis der i et partnerland hverken er politisk vilje til at se på sine egne svagheder eller udsigt til forbedringer, må man genoverveje sit engagement i landet, siger rapporten.

Den udmelding virker forvirrende på Lars Engberg-Pedersen.

– Det er uklart, hvor Udenrigsministeriet lægger sig. Man vil gerne holde fast i et langsigtet og bæredygtigt perspektiv, men samtidig siger man, at man muligvis vil trække sig, hvis der mangler kapacitet og politisk vilje i et skrøbeligt land. Ideen er jo at medvirke til, at netop de lande udvikler sin kapacitet og politikker, siger han.

UM hilser velkommen

I Udenrigsministeriets ledelse erkender man, at det er en hård proces. Ib Petersen, som er chef for Udenrigsministeriets Sydgruppe, afviser dog, at der er en modsætning mellem resultater og ejerskab:

– Det er klart, at der er store udfordringer når fattige lande, som for eksempel Zambia, i stigende grad skal tage ansvaret for at føre udviklingsstrategierne ud i livet. Kapaciteten til det kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Netop derfor indeholder dansk bistand støtte til at opbygge, videreudvikle og styrke kapaciteten i bl.a. den offentlige forvaltning, så ressourcer kan blive til resultater. Hvis kapaciteten allerede var der, så ville f.eks. Zambia formodentlig ikke være et fattigt land. Derfor er der heller ikke en modsætning mellem Paris-erklæringen og 2015 Målene. De er hinandens forudsætninger på længere sigt, siger Ib Petersen, men tilføjer dog:

– På kort sigt er det vigtigt, at vores indsats for at tilpasse og integrere bistanden går hånd i hånd med kapacitetsopbygningen. At det allerede er tilfældet for den danske bistand, betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal være opmærksomme på udfordringen fremover.

Ib Petersen erkender da også i samme åndedrag, at Paris-erklæring er svær at omsætte til virkelighed: – Vi er de første til at erkende, at Paris-erklæringen i praksis er både hård og svær at omsætte til virkelighed. Men når noget er rigtigt, så giver man selvfølgelig ikke op 'bare' fordi det er hårdt og svært. Så vi fortsætter arbejdet – og nu med endnu bedre viden om, hvor vi har en række udfordringer, siger Danida-chefen.

International enighed om budgetstøtte

Både generalsekretær Henrik Stubkjær og projektseniorforsker Lars Engberg-Pedersen roser da også Danida for med evalueringen at sætte fokus på problemerne, der er opstået i kølvandet på Paris-erklæringen.

Men de er også stærkt kritiske over for evalueringens konklusioner om, hvorvidt Danmark skal bevæge i retning af at give mere budgetstøtte i fremtiden. Det falder nemlig dårligt i tråd med Danmarks forpligtelser i forhold til Paris-principperne.

– Man siger åbenlyst, at ingen i Danida regner med, at budgetstøtten vil stige. Det er et stort problem i forhold til at opfylde Paris-erklæringen. Her er budgetstøtte en af grundpillerne i at skabe lokalt ejerskab til udviklingen. Pt. giver Danmark godt seks procent i budgetstøtte. Det er alt for lidt og vil helt sikkert medføre international kritik, hvis ikke det ændres, siger Henrik Stubkjær og fortsætter:

– I takt med at man bør lade budgetstøtten stige, bør man også strategisk understøtte civilsamfundene, så man får etableret kontrolsystemer, der kan efterse, at hjælpen anvendes efter formålet og effektivt, og som kan råbe op, hvis der er uregelmæssigheder. Det har vi NGO'er længe bedt om en plan for, siger han.

Lars Engberg-Pedersen er enig:

– Internationalt er man enige om, at god bistand skal bevæge sig i retning af mere budgetstøtte og større risikovillighed fra donorernes side. Derfor undrer det mig, at der i rapporten lader til at være enighed om, at budgetstøtte slet ikke skal diskuteres yderligere, siger han.

Danmark blev sidste år kritiseret af OECD’s bistandskomite DAC for at give for lidt budgetstøtte. Til dette siger Danida-chef Ib Petersen:

– Man har fra politisk side indtil videre valgt at sætte en øvre grænse for budgetstøtte på 25 pct. af en landeramme. Det har man kombineret med 10 'kriterier', som vores partnere vurderes på i forbindelse med overvejelser om at yde generel budgetstøtte. Det er udtryk for en fornuftig og balanceret tilgang, hvor budgetstøtteprogrammer også indeholder støtte til opbygning og styrkelse af kapacitet til at forvalte og administrere midlerne, siger Ib Petersen og tilføjer:

– I sidste ende handler det jo ikke kun om ejerskab – og demokratisk ejerskab – men også om evnen og viljen til at forvalte midlerne på ansvarlig vis. Der er ingen - hverken de danske skatteydere eller de fattige mennesker i udviklingslandene – der har interesse i, at midler bliver spildt eller forsvinder. Og det er i kombinationen af ejerskab og kapacitet til at forvalte, at koblingen mellem Paris-erklærin-gen og 2015 Målene ligger, siger han.

Ib Petersen understreger, at Udenrigsministeriet er opmærksom på Paris-erklæringens 'blinde øje' på civilsamfundsområdet. Og han fremhæver, at det er ét af de områder som Danmark er med til at sætte fokus på frem mod topmødet Accra i september, hvor donor- og modtagerlande skal evaluere, hvordan det er gået med Paris-erklæringen.

KLIMA I LIMA

Topmøde: EU, Latinamerika, og Caribien vil sammen bekæmpe klima-forandringer, sociale uligheder og kvindediskrimination.

Af Niels Boel

I FIRE DAGE lå Perus hovedstad Lima på den anden ende, da byen var sæde for det femte topmøde mellem statsledere og regeringschefer i EU og Latinamerika. Befolkningen var sendt på obligatorisk ferie, hele kvarterer var afskærmet af snigskytter, interimistisk opsatte gitre og tusindvis af betjente med skjolde i plexiglas.

Topmødets temaer var bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Set med danske øjne var topmødet en succes. Danske mærkesager dominerede i høj grad dagsordenen. Landene forpligtede sig i en erklæring til at gennemføre konventionen om klimaændring, og FN’s klimakonference i København næste år var et pejlemærke under topmødet.

De fleste latinamerikanske lande har de seneste år været scene for ekstrem vejrlig, cykloner, oversvømmelser, tørke. Værtslandet Peru er ifølge undersøgelser et af de lande i verden, der står til at blive ramt hårdest af fremtidige klimaændringer. Lima er efter Cairo verdens største by beliggende i en ørken. Dette til trods – eller rettere netop på den baggrund – faldt FN’s klimafortsætter ingenlunde i gold jord.

Høj vækst – stor ulighed

Udenrigsminister Per Stig Møller (K), som fra dansk side deltog i konferencen, understregede i et af sine indlæg sammenhængen mellem fattigdom og klimaproblemer.

Der bliver flere fattige, når fx de klimatiske forhold umuliggør dyrkning af afgrøder eller når oversvømmelser udbreder tropesygdomme som malaria.

Den stabile økonomiske vækst i regionen på gennemsnit over fem pct. siden 2004 har ikke udbedret landenes enorme sociale uligheder – de største i verden. Det var et ofte gentaget synspunkt i topmødets arbejdsgrupper, at denne situation ikke er holdbar.

Mange af de latinamerikanske lande sætter deres lid til handel og øget hjælp. Men henvisning til den danske udenrigsministers indlæg fastslog Argentinas præsident Christina Kirchner, at de latinamerikanske lande i højere udstrækning selv må tage ansvar for at løse fattigdomsproblemer gennem en ændret økonomisk og skattemæssig politik.

Per Stig Møller henviste til nødvendigheden af at inddrage oprindelige folk og til FN’s 2015 Mål om lighed mellem kønnene og den danske MDG3-kampagne.

– Det handler om at drage fordel af den store halvdel af befolkningerne herude, hvoraf de fleste ikke er ordentlig med i udviklingen, nemlig kvinderne.

Handelsaftaler

Parallelt med topmødet – der finder sted hvert andet år – løb en række processer med politisk dialog, forhandlingsrunder om handelsaftaler og møder om udviklingssamarbejde.

De latinamerikanske statschefer havde trukket i arbejdstøjet, og pressens glubske jagthunde spejdede forgæves efter skærmydsler mellem stærke latinamerikanske personligheder, som ellers har været fast ingrediens på regionens topmøder de senere år. Vel var der spændinger i Andes-landes handelsunion – som tæller Ecuador, Bolivia, Peru og Colombia. Den bolivianske præsident tog til genmæle mod en angivelig risiko for påtvungen privatisering af basale serviceydelser som vandforsyning. Omvendt ønskede Peru og Colombia hurtigt at indgå tosidede aftaler med EU. Men her manede EU's forhandlere til ro. Integration – i en region, der historisk har været præget af uro og splid – er et vigtigt mål i sig selv for EU.

De fleste latinamerikanske regeringer og eksportører klager først og fremmest over EU's høje erhvervsstøtte til landbruget. Derfor har en handelsaftale med Mercosur –den store sydamerikanske handelsunion mellem Argentina, Brasilien, Uruguay, Paraguay og snart Venezuela – lange udsigter.

Niels Boel er freelance-journalist.

NGO'ER MED SKÆG OG BLÅ BRILLER

Illegal udvikling: En række NGO’er arbejder illegalt for at styrke civilsamfundet i Burma, under dække af at være sprogskoler eller kirkesamfund. De opererer i et militærdiktatur, hvor der hersker galoperende paranoia.

Af Jesper Løvenbalk Hansen, Yangon

Juntaens generaler har siddet hårdt på nødhjælpen, og ingen hjælp går uden om deres koordinering. Her er nummer to fra højre general Than Shwe, lederen af Burmas militær-junta, ude og hilse på burmesere, der blev ramt af cyklonen. Foto: Polfoto/ AP Photo/Myanma News Agency, HO

TROPEREGNEN VÆLTER NED over Yangons ramponerede gader. Vi har aftalt et møde på en restaurant, der skulle være rimelig sikker.

Men kan jeg stole på dem? De underviser i engelsk og er måske fra en NGO.

Stoler de på mig?

Mødet er kommet i stand igennem en kontakt i en dansk nødhjælpsorganisation. Den danske organisation har ikke myndighedernes tilladelse til at arbejde i Burma, ligesom deres samarbejdspartnere officielt er alt andet end civilsamfundsorganisationer.

De optræder derimod som sprogskoler, kirkesamfund, danseskoler og teatre – det er civilsamfundets undergrund befærdet af NGO'er med skæg og blå briller.

– Der er to ting, der gælder her. Du skal have et dække, og du skal holde lav profil. Husker man de to regler, så kan man arbejde i Myanmar, indleder Myint Win.

Han forklarer videre, at når han er engelsklærer, så er det netop et dække for at kunne arbejde med organisationens virkelige formål:

– Vi arbejder for at organisere og styrke civilsamfundet nedefra. Juntaen tillader ikke andre organisationer end dem, der underlægger sig deres myndighed. Derfor er et dække den eneste måde at undgå regimets kontrol. Vi er officielt en sprogskole.

I februar 2006 strammede juntaen spillereglerne for humanitært arbejde i Myanmar. Med en ny lov blev det bestemt, at alle humanitære organisationer skal arbejde for ’frem-me og sikre de nationale interesser’ i Burma.

De interesser dikteres oppefra.

Det betyder samtidig, at internationale organisationer i Myanmar skal samarbejde direkte med regimet og kun kan ansætte lokale partnere og medarbejdere fra lister sirligt udarbejdet af juntaen.

De stramme restriktioner for humanitært arbejde blev prompte erklæret ’uacceptable’ af FN.

Alligevel er det sandsynligvis ikke FN, der spolerer generalernes nattesøvn. FN's udviklingsprogram, UNDP, har kun en håndfuld udenlandske medarbejdere i Burma. Og de holdes i kort snor. Uden generalernes tilladelse kan de ikke bevæge sig rundt i landet.

Juntaens jerngreb

Ud over det bizarre dobbeltspil giver regimets regler naturligvis NGO'erne en masse praktiske problemer. Finansiering fra donorer udefra skal smugles over den thailandske grænse, og alle indkøb foregår igennem forretningsfolk, der nådigt lægger navn og konti til.

– Juntaen gør alt, hvad de kan for at modarbejde civil organisering. Kun religiøse grupper må modtage donationer udefra. Men så længe vi ikke er i opposition – ikke blander os i politik, så får vi lov at eksistere under de nuværende vilkår. Vi holder lav profil, forklarer den falske engelsklærer, Myint Win.

Aung Sun Thein kender systemet indefra. Som jurist og tidligere anklager arbejdede hun i mange år tæt på magtens inderkreds.

– De er kloge, men beskidte og onde, advarer hun.

Hun fortæller, at Burma er blevet et paranoidt samfund, hvor ingen stoler på hinanden. Præcis som i den gamle østblok, og som det i dag er tilfældet i andre forstenede diktaturer som Cuba og Nordkorea.

– Generalerne er ekstremt paranoide og har skabt et samfund, der er undergravet af mistillid. Det gør alt arbejde utrolig svært. Ikke engang NGO'er, der arbejder efter samme formål, tør stole på hinanden, siger hun.

Aung Sun Thein advarer samtidig om, at NGO'erne ikke bare skal holde sig fra enhver form for politisk arbejde. De skal også passe på med aktiviteter, der på nogen måde kan fortolkes som kritiske overfor regimet.

– Det handler ikke kun om at finde grænsen for, hvor langt de kan gå, men at holde sig så langt fra den grænse som muligt. Udfører de socialt arbejde i det små, så lader regimet dem arbejde. Men finder de blot det mindste tegn på politisk virksomhed, så bliver de fængslet, siger hun.

–Har du med din baggrund nogen ide om, hvor mange der bliver fængslet?

– Det tør jeg ikke gætte på. Og jeg er faktisk bange for, at vi aldrig får svar på det spørgsmål.

Protest og paranoia

Burmas befolkning er desperat. Landet ligger og roder rundt i bunden af UNDP's human development index, og gennemsnitsindkomsten for en borger i Burma er under 200 dollar om året. Altså godt 40 pct. under FN's fattigdomsgrænse.

Samtidig spenderer juntaen mellem 40 og 50 pct. af landets samlede BNP på at holde gang i deres enorme militær. Med 488.000 soldater er Myanmars hær verdens 12. største.

”Udfører de socialt arbejde i det små, så lader regimet dem arbejde. Men finder de blot det mindste tegn på politisk virksomhed, så bliver de fængslet.

Aung Sung Thein

– Vi må løse vores problemer indefra. Men jeg har svært ved at se hvordan. Laver vi oprør eller protesterer, så strammer regimet grebet. Hver gang uroen ulmer, er det leg med ilden, siger Aung Sun Thein.

Historiens mest brutale eksempel på den mistillid et forskruet militærdiktatur afføder, er Cambodja. Her resulterede Pol Pots paranoia i en systematisk nedslagtning af egne borgere, soldater og partimedlemmer. Hver dag så regimet nye trusler.

Derfor er det en balancegang. Gør folket oprør, slår regimet til med hård hånd.

Det så Burmas borgere i 1988, hvor flere tusinde blev slagtet ned på åben gade. Og senest i september 2007, hvor 20.000 munke gik på gaderne i protest.

– Juntaen er helt ligeglade med folket. Det ser vi med al tydelighed efter cyklonen. Og tag ikke fejl – folk er ekstremt vrede og frustrerede. Men de er også utrolig bange. De ved, at når styret slår til, så er det ofte tilfældigt, hvem og hvor mange de rammer, siger Aung Sun Thein.

På vej mod et folkemord

Og knap en måned efter at cyklonen Nargis ramte Myanmar flyder de nu mere eller mindre opløste lig stadig rundt i det nedre Ayeyarwady delta.

De mange tusinde flygtninge sidder stuvet sammen i pakhuse, kirker og på landevejene.

Stadig ingen har et overblik over antallet af nødstedte og deres præcise situation er ikke kendt. Nødhjælpsorganisationerne opererer med et upræcist skøn på mellem 1,5 og 2,5 millioner nødstedte. Forsyningslinierne er stadig baseret på tilfældigheder og regimets omskiftelige luner.

Der er gået en uge siden Myanmars øverste leder, seniorgeneral Than Shwe, lovede FN's generalsekretær, at nu ville alle udenlandske hjælpeorganisationer få fri adgang til landet.

Men nødhjælpsarbejderne, journalister og de frivillige beredskabskorps sidder fortsat på hotellerne i Yangon. Deres ansøgninger om at komme de nødstedte til undsætning syltes i regimets mange ministerier.

De fleste, der lever i deltaet, er etniske karenere, der i flere årtier er blevet tvangsforflyttet fra Myanmars nordøstlige regioner, hvor oprørsgrupper sporadisk kæmper mod styret.

Der tales om, at juntaen bevidst lader dem sulte. Der tales forsigtigt om et folkemord.

Jesper Løvenbalk Hansen skriver for dagbladet Information, jel@information.dk

Alle kilders navne er opdigtede ligesom deres identiteter er sløret.

I KRIG FOR NØDLIDENDE?

Af Morten Østervang

DARFUR, KOSOVO – og Burma. Verden står jævnligt over for dilemmaet, om man skal bruge militær magt for at hjælpe befolkninger i nød. I Burma har juntaen, måske af frygt for at det kunne blive enden på regimet, holdt internationale hjælpeorganisationer ude. Juntaen har nu, flere uger efter katastrofen, under kontrollerede forhold, tilladt flere nødhjælpsarbejdere at komme ind –måske for at undgå en humanitær intervention, der også kunne blive enden på deres eget regime. Men spørgsmålet er stadig aktuelt: Skal man gå diplomatiets veje, eller skal man intervenere militært, når regeringen så groft tilsidesætter humanitære behov, som det sker i Darfur og Burma? Og bør Danmark arbejde for, at det internationale samfund indfører hjemmel i international ret til at gribe ind over for situationer, hvor regeringer groft lader civilbefolkninger lide – fx Kosovo i 1999, Darfur og senest Burma? Det har vi spurgt tre eksperter om.

GRIB IND OGSÅ UDEN FN-MANDAT!

Af Kenneth Øhlenschlæger Buhl, orlogskaptajn, cand. jur. ph.d.-studerende, Dansk Institut for Militære Studier.

DANMARK SKAL, SAMMEN med andre ligesindede stater, gribe ind i Myanmar/Burma, også selvom det sker uden FN mandat og accept fra styret i landet, ligesom vi gjorde det som en del af NATO i Kosovo i 1999. Vi skal gøre det, selvom det formelt vil savne lovlighed i folkeretten, og vi skal gøre det af følgende grunde.

I en globaliseret verden med et fælles sæt grundværdier bør respekten for staternes suverænitet ikke længere stå i vejen for en ansvarlig indgriben, når styret i stater enten begår grove overgreb på deres befolkninger eller på anden måde groft forsømmer deres sikkerhed, som det er tilfældet i Burma.

En indgriben vil her være i overensstemmelse med erklæringen fra FN’s Topmøde i 2005, der udstikker klare politiske målsætninger om betydningen af menneskerettigheder og folks ret til at udvikle sig i tryghed. Desværre har folkeretten ikke fulgt med denne udvikling.

Tænk, hvis England og Nazi-Tyskland havde sluttet fred i slutningen af 1940, og ingen ville komme det besatte Danmark til hjælp, fordi folkeretten forbød det?

Hvis vi ikke handler, vil FN’s værdier og principper fremstå som tomme ord, og verdens folk, både i Burma, Darfur og herhjemme, miste troen på en bedre fremtid. Dette kan på sigt være skadeligt for os alle. Vi kan næppe få ændret folkeretten her ved at forsøge at indføre nye traktater, som skal tiltrædes af alle nationer. Men netop ved at handle kan vi måske få indført en sædvane i folkeretten, der giver ret til at intervenere under humanitære katastrofer; vi skal med andre ord ændre loven ved at bryde den.

Men ét er gode hensigter; en intervention skal også være fulgt af forstand, ellers kan den ødelægge mere end det kan gavne. En humanitær intervention kan vise sig at være en overordentligt kompliceret opgave, der vil kræve opfølgning og tilstedeværelse i mange år frem, præcis som det er sket i Kosovo. Der findes ingen nemme løsninger her!

MILITÆR KAN IKKE VINDE FREDEN

Af generalsekretær Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp

JEG FORSTÅR UDMÆRKET baggrunden for spørgsmålet. Tanken har strejfet mig, når man mødes af juntaens vanvittige fremfærd. Alligevel bliver mit svar nej. Militæret er gode til at vinde krige, men dårlige til at vinde freden. Det er en sandhed, vi har oplevet utallige gange. Jeg mindes ikke at have oplevet nogen situationer, hvor krig ikke har forværret forholdene for civilbefolkningen, i hvert fald på kort sigt. Jeg tror dybest set ikke, militæret kan løse denne konflikt.

Der skal andre midler til. Internationalt bør der lægges alt det pres på militærjuntaen, som overhovedet muligt. Samtidig bør man presse de lande, som forhindrer FN’s Sikkerhedsråd i at vedtage skrappe sanktioner overfor Burma, og man bør arbejde for, at de ansvarlige kan forfølges retligt efterfølgende. Endelig skal presset på juntaen styrkes igennem en øget støtte til civilsamfundet. Der må arbejdes med støtte til demokratiske partidannelser blandt de burmesiske flygtninge i lejrene i nabolandene og rundt i verden. Civilsamfundene inde i Burma må styrkes ved, at vi NGO’er styrker kapacitetsopbygningen af vore partnere, så der ikke opstår et magttomrum, når juntaen bukker under for nationalt og internationalt pres.

Vi bør støtte, at FN får endnu stærkere beføjelser retsligt, til at gribe ind overfor regeringer, som groft lader befolkningerne lide. Strategiske økonomiske og handelsmæssige restriktioner vil kunne ramme sådanne regeringer. Man kunne arbejde for, at det blev muligt at kategorisere et område som ’internationalt katastrofeområde’, hvor nødhjælpsorganisationer har ret til at virke under FN-koordi-nation. Hvis landets ledelse ikke vil rette sig efter det, må FN kunne iværksætte stærkere sanktionsmuligheder, og vi skal arbejde for at sikre, at et enkelt land i Sikkerhedsrådet ikke kan blokere for sanktionerne. Men det er vigtigt at understrege, at cyklonen i Burma kræver internationalt diplomati på højt niveau, ikke militær magt og krigsførelse.

LÆG PRES PÅ LANDE DER SAMARBEJDER MED BURMA!

Af Jørgen Estrup, seniorrådgiver, tidl. MF for det Radikale Venstre og nuværende formand for FN-forbundet

NØDHJÆLP – IKKE BOMBER, det er, hvad de burmesiske ofre for cyklonen Nargis har brug for. Det er fristende at true med militær indgriben, når et morderisk regime som de burmesiske generalers bremser international nødhjælp, men nødhjælpen kommer ikke frem, hvis man samtidig skal føre krig imod burmesisk militær. Hurtig og effektiv indsats er alfa og omega for at hjælpe de kvæstede, forhindre epidemier og dække basale behov. Derfor er maksimalt internationalt pres ikke mindst på de lande, som samarbejder med generalerne – Kina, Indien, Thailand og øvrige ASEAN-lande – den bedste hjælp til ofrene.

Generelt har vi en klar dansk forpligtelse: Truede befolkningsgrupper, som lades i stikken af den herskende statsmagt i et land eller direkte udsættes for dens overgreb, har kun det internationale samfunds beskyttelse at håbe på. Derfor vedtog alle FN’s medlemslande i 2005 princippet om ’ansvar for at beskytte’ (responsibility to protect / R2P) deres befolkninger imod ’folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden’. Dermed er der principielt sat grænser for, hvor groft en statsmagt kan mishandle landets befolkning, og der er samtidig taget et første skridt i retning af folkeretlig hjemmel til ’humanitær intervention’ for det internationale samfund.

Fra princip til praksis er der dog stadig lang vej, hvilket tragedierne i Darfur, Tibet og Burma viser. Det internationale samfund skal have viljen til at gribe ind, og modstand i FN’s Sikkerhedsråd skal overvindes. Næste – svære – skridt er at få Sikkerhedsrådets permanente medlemmer til at fraskrive sig vetoretten, når folkemord eller andre grove krænkelser af menneskerettighederne begrunder humanitær intervention. Indtil det lykkes, må der massivt internationalt pres til, jf. Kinas åbning for samtaler om Tibet.

Intet styre bør dog kunne forhindre, at international nødhjælp når frem til landets befolkning. De groteske erfaringer med Burmas generaler viser, at et særligt folkeretligt regelsæt for nødhjælpens frie adgang er nødvendigt.

UNDERCOVER JOURNALISTER VISER DEN GRUMME VIRKELIGHED I BURMA

Den uafhængige medieorganisation Democratic Voice of Burma rapporterede som de eneste fra de værste katastrofeområder i Burma lige efter cyklonen. De gruopvækkende billeder har været med til at lægge pres på det burmesiske styre og åbne for mere nødhjælp til den lidende befolkning.

Af Marlene Lyhne Sørensen

– INTET. Myndighederne har intet gjort for at hjælpe os.

En mager mand i ærmeløs T-shirt slår ud med armene.

Folk stimler sammen omkring ham foran et snurrende kamera i en midlertidig flygtningelejr i Sinpon uden for Yangon i Burma. Bag dem er presenning og laset stof spændt ud over skeletter af bambusrør. Her bor flere hundrede mennesker efter at have mistet deres hjem i cyklonen, der ramte landet i starten af maj.

Menneskeflokken råber i munden på hinanden og fægter med armene i vrede og afmagt.

– Intet! Intet har myndighederne gjort!

Bag kameraet står en medarbejder fra The Democratic Voice of Burma (DVB) – en uafhængig medieorganisation, som har gjort det til sit varemærke at trodse militærjuntaens pressecensur for at beskrive situationen i det katastroferamte land.

Med et forgrenet netværk af journalister både i og uden for Burma, har DVB formået at give den burmesiske befolkning en stemme, som ellers aldrig bliver hørt i landets egne statskontrollerede medier. Oplysninger, fotografier og videooptagelser bliver sendt ud af landet og videre til pressefrihed i Norge, hvor DVB har sit hovedkontor.

Burmesiske myndigheder har ifølge DVB forbudt lokale journalister at fotografere ødelæggelserne. I stedet har de fået besked på at tage billeder af generaler, som uddeler nødhjælp til nogle af de mange ofre.

Det er kun lykkes nogle enkelte udenlandske journalister er slippe ind over grænsen og rapportere fra katastrofeområderne. Det har gjort Democratic Voice of Burma til det eneste medie, som løbende har kunnet give verden et indblik i katastrofens omfang og den stigende frustration i befolkningen. Mens militærjuntaen hårdnakket har påstået, at der var fuldstændig styr på situationen og nægtet udenlandske nødhjælpsorganisationer at komme ind i landet, så er DVB’s billeder af smadrede landsbyer, oppustede lig i floderne og sultne overlevende, der intet har set til hverken myndigheder eller nødhjælp siden orkanen, gået verden rundt på blandt andet CNN og BBC.

– Det har uden tvivl været med til at øge den internationale bevågenhed og lægge pres på det burmesiske styre, siger Anette Berentzen, generalsekretær i Den Danske Burma Komite, som med penge fra Danida yder økonomisk støtte til DVB.

Generaler jagter journalister

DVB har cirka 60 journalister i Burma. De kender som udgangspunkt ikke hinanden, men arbejder i celler på højst fem, så den enkelte aldrig kan afsløre hele netværket, hvis han eller hun skulle blive opdaget og arresteret.

– Nogle opererer som undergrundsjournalister og beskæftiger sig slet ikke med journalistik i deres officielle liv. Andre er journalister på burmesiske medier men arbejder undercover for DVB, fortæller Khin Maung Win, vice-redaktør på Democratic Voice of Burma.

DVB har eksisteret siden 1992, men slog for alvor sit navn fast under de voldsomme demonstrationer mod militærstyret i Burma i september sidste år. Regimet gjorde alt, hvad det kunne for at mørklægge urolighederne, men det lykkedes DVB at offentliggøre videooptagelser, der viste soldater tæske løs på de munke, som førte an i protesterne.

Generalerne indledte en klapjagt på journalisterne, og ti af dem er siden blevet fængslet på ubestemt tid.

”Alle, der arbejder for netværket, kender risikoen. De er forberedt på, at de kan komme til at betale en høj pris.

Khin Maung Win, Democratic Voice of Burma.

De indfangede medlemmer er ifølge familiemedlemmer blevet tortureret og presset til at afsløre navnene på deres kolleger, men det har ikke afskrækket andre i netværket, siger Khin Maung Win. Tværtimod, så er netværket vokset med 20 nye medlemmer.

– Vores kommunikation bliver overvåget og aflyttet, og alle, der arbejder for netværket, kender risikoen. De er forberedt på, at de kan komme til at betale en høj pris men har besluttet ikke at lade sig styre af frygt, siger han.

Meget udstyr blev konfiskeret i forbindelse med demonstrationerne, men DVB har siden haft tid til at opruste for at være klar til den planlagte folkeafstemning den 10. maj. Derfor var netværket igen klar til at rapportere for fuld kraft, da cyklonen ramte landet.

Meget infrastruktur ligger nu i ruiner, og derfor har det været nødvendigt at indkøbe to ekstra generatorer, der kan levere strømmen. Videooptagelser bliver sendt via satellitudstyr. Men det er dyrt. En halv million kroner koster det at sende et par minutter.

– At få billederne ud er endnu mere værd. Det er vigtigt, at verdenssamfundet ved, hvad der foregår, så det kan lægge pres på militærdiktaturet, siger Khin Maung Win.

Marlene Lyhne Sørensen er freelance-journalist.

SYDSUDAN STARTER FRA SCRATCH

Flygtninge strømmer hjem til Sydsudan og håbet om et nyt og bedre liv er stort. Det samme er udfordringerne for at skabe udvikling og dermed bevare freden i Afrikas største land.

Tekst og foto: Malene Haakanssson

En bedre fremtid på vej?

21 HVIDE LASTBILER snor sig igennem det tørre og stenede landskab og efterlader en kæmpe støvsky bag sig. Lastbilerne er fyldt op med sydsudanesere, som er på vej hjem med alle deres ting. Rygtet om fred er nået frem til de mange flygtningelejre i nabolandene, som igennem Sudans 21-årige lange borgerkrig har huset Sydsudans flygtninge. Fredsaftalen fra 2005 mellem Khartoum-regeringen i nord og oprørsbevægelsen i syd, Sudan Peoples’ Liberation Movement (SPLM), har skabt forholdsvis ro og stabilitet, og det har ifølge FN fået over 250.000 flygtninge til at vende hjem.

I byen Panyagor i delstaten Jonglei venter den lokale leder for Twic East Amt på at modtage 400 flygtninge fra lastbilkonvojen.

Ding Akol har kontor i en af de få betonbygninger, som står tilbage efter krigen. Malingen i loftet er skallet af flere steder, og der er en kæmpe revne i gulvet. Men det er ikke det ydmyge kontor, som bekymrer den tidligere SPLM-soldat:

– Tilstrømningen af hjemvendte flygtninge er for stor. Vi vil gerne have dem hjem til folketællingen, men der er mange børn, som har brug for skolegang. Der kommer pres på sundhedsydelser og med regntiden lige rundt om hjørnet, er jeg ikke sikker på, at vi har husly til alle, siger han og tilføjer: – Og hvis der ikke er mad nok, vil vi få masser af problemer.

Donorpenge lader vente på sig

Jonglei Stat er tre gange så stor som Danmark og er blandt de mest underudviklede delstater i Sydsudan. Ding Akol må begynde helt forfra med at bygge veje, skoler, sundhedsklinikker og sørge for vandforsyning.

– Den eneste støtte, vi får fra den nyetablerede regering i syd, er penge til lønninger, som ofte er forsinket. Derfor er vi 100 procent afhængige af hjælp fra internationale udviklingsorganisationer til at genopbygge vores stat, siger han.

I april 2005 blev der ved en donorkonference i Oslo doneret 4,5 milliarder dollars til at koordinere genopbygning og udviklingsbehov i Nord- og Sydsudan i de såkaldte Multidonor Trust Funds, MDTF’s, men pengene fra fonden i syd har amtslederen ikke set noget til.

– Vi havde tillid til, at pengene ville skabe udvikling, men indtil nu ved jeg ikke, hvad pengene er blevet brugt til. Vi mangler information og håber på, at der er nogle penge på vej til os, fortæller Ding Akol, som drømmer om et kæmpe nationalt projekt, der kan give arbejde til de hjemvendte flygtninge.

Han er bange for, at de unge bliver lovløse, hvis de ikke har noget at give sig til. Der er masser af våben i omløb, og voldelige kvægtyverier finder stadig sted.

Drømmer om uddannelse og såsæd

35-årige Jakob Atjak Lual er en af de unge mænd, som amtslederen gerne ser blive i Panyagor. Han er tidligere SPLM-soldat, men stak af til Kakuma-lejren i Kenya for at få sig en uddannelse. Han vendte tilbage til Panyagor sidste år. De første syv måneder var han arbejdsløs.

– Størstedelen af de hjemvendte mænd er arbejdsløse. Nogle tager til Juba og kommer tilbage, hvis de har tjent nogle penge, så de kan få gang i en lille forretning. Men dem som ikke kan skaffe penge bliver bare derhjemme.

Jakob Atjak Lual er nu en af de heldige, som har fået arbejde hos en international NGO. Han drømmer om at videreuddanne sig, hvis han får chancen.

– Vi prøver på at styrke uddannelse, fordi det er den eneste måde, vi kan vende udviklingen, siger amtslederen og fortæller stolt om opførelsen af en skole, som er støttet af Danida.

Oprindeligt skulle skolen huse 150 elever, men Ding Akol forventer, at over 500 elever vil lade sig indskrive.

En langsom start

At udviklingen er ved at tage fat ses tydeligt i den nye hovedstad Juba. Vejen fra lufthavnen og ind til byen er netop blevet asfalteret, og der bliver bygget flere steder.

Behovet for udvikling i Sydsudan er enormt, men det går stille fremad fortæller ministeren for regionalt samarbejde: Før fredsaftalen gik mindre end 20 procent af børnene i 1.-7. klasse. I dag er det 45 procent.

– Der er en følelse af fred og optimisme i befolkningen. Før var folk nedtrykte og følte sig håbløse, siger ministeren for regionalt samarbejde, Barnaba Marial.

Han fremhæver, at regeringen på tre år har fået etableret regeringsstrukturer i Sydsudans 10 stater.

– Vi er nu begyndt at få etableret kontorer til embedsværket og kan fungere som en regering. Vi er også gået i gang med at træne og etablere en politistyrke, integrere tidligere oprørsgrupper i hæren, etablere en efterretningstjeneste og lave fængsler, fortæller han stolt og tilføjer, at de fleste delstater er blevet forbundet via grusveje.

Trods fremskridtene er han dog enig med amtslederen i Jonglei om, at der er et vakuum mellem nødhjælpsarbejdet før fredsaftalen og udviklingsarbejdet efter.

– Vi beder medlemmerne af MDTFs, inklusiv Danmark, om også at give støtte bilateralt, så vi kan undgå alt bureaukratiet, som er skyld i forsinkelsen af hjælpen. Folk har brug for skoler og rent drikkevand nu, siger ministeren.

Koordinatoren for Sudans MDTFs, der administreres af Verdensbanken, siger, at der har været en stor misforståelse omkring hvor mange penge, der skulle gå til udvikling i Sydsudan. Ud af MDTFs 4,5 milliarder US dollars er kun 344 millioner dollars øremærket til udviklingsprojekter i Sydsudan.

– Det har ført til høje forventninger. Behovet for hjælp er meget større, end vi kan leve op til, forklarer koordinator Shamima Khan.

Verdensbanken overfører pengene til Sydsudans regering, som blandt andre står for at føre projekterne ud i livet.

– Den største udfordring er kapacitet. Det er ikke fordi, regeringen ikke har gode folk. De har bare ikke nok. MDTFs har haft en langsom start, men to år efter vi er kommet i gang, begynder man at kunne se markante resultater, siger Shamima Khan.

Indtil videre er 126 millioner US dollars blevet udbetalt til projekter i Sydsudan. Flest penge er blevet brugt på infrastruktur, sundhed og uddannelse.

Fredsaftalen halter

Det, som bekymrer ministeren allermest, er dog fredsaftalen, hvor vigtige dele ikke er blevet overholdt.

– Det giver en følelse af usikkerhed og har stor betydning for udviklingen. Vi har brug for stabilitet, som fredsaftalen kan bringe, siger minister Barnaba Marial og henviser til, at det regerende Nationale Kongresparti, NCP, i Khartoum har nægtet at acceptere den historiske grænsedragning mellem Nord og Syd.

Ministeren opfordrer det internationale samfund til at lægge pres på NCP.

– Fredsaftalen er grundlaget for fred i hele Sudan. Hvis den ikke bliver overholdt, vil der ikke blive fred – heller ikke i Darfur. Aftalen bringer håb til hele Sudan, siger Barnaba Marial.

Malene Haakansson arbejder som journalist og advocacy-medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp.