DANSKERNE OM BISTANDEN: ’DET GÅR TIL ADMINISTRATION’

Et flertal i befolkningen mener, at udviklingsbistanden ender i forkerte lommer, og at størstedelen går til administration, viser ny Gallup-undersøgelse. Og færre tror på, at bistandskroner skaber udvikling. Ekspert kalder resultaterne et markant nederlag for branchen. På sigt risikerer opbakningen til udviklingsbistanden at smuldre, advarer han.

Af Morten Østervang

7 pct. af danskerne mener, at størstedelen af bistanden ender i administration. Foto: Hanne Mølby Henriksen.

Bistandsmidlerne havner i de forkerte lommer. Størstedelen ender i administration. Og den har ikke den store nytteværdi.

Samtidig med at regeringen tidligere har meldt ud, at den fremover vil bruge flere penge på udviklingsbistand, daler danskernes tiltro til, at bistanden gør en reel forskel for de fattige.

Det viser en ny Gallup-undersøgelse, som Danida har fået foretaget i januar 2008.

Den viser en tydelig tilbagegang på en række konkrete områder i forhold til de foregående år, hvor Danida også har undersøgt danskernes holdninger.

Et af de mest markante resultater er, at et flertal af befolkningen på 57 pct. nu mener, at ’størstedelen af bistanden bruges på administration og ikke kommer de fattige til gode’. Det er en stigning i forhold til 2006, hvor 48 pct. havde den holdning.

Samtidig mener 50 pct. af de adspurgte, at ’størstedelen af bistanden ender i de forkerte lommer’. Det mente 44 pct. året før.

Projektseniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen, der forsker i udviklingsbistand og følger tendenserne på området nøje, kalder den markante mangel på tillid til, at pengene havner de rigtige steder for problematisk.

– Det er et markant nederlag og meget problematisk, at så mange danskere mener, at bistanden havner i de forkerte lommer og går til administration. Det er store tal, og de er konstante henover en årrække. Dansk bistand ender jo rent faktisk ikke i administration, men gør et godt stykke arbejde. Og så er det et stort problem, at folk har en fornemmelse af, at vi ikke får noget særligt ud af vores bistand. Folk vil på et tidspunkt sige ’hvis ikke vi leverer fattigdomsreduktion, hvorfor skal vi så støtte den? spørger han.

Dalende opbakning

Helt overordnet er opbakningen til bistanden da også dalende, men ifølge Lars Engberg-Pe-dersen dog ikke ’alarmerende’.

Mens 49 pct. af danskerne i 2006 mente, at bistanden hjælper i høj grad/meget høj grad, er det nu ’kun’ 42 pct., der deler den holdning. I 2005 var tallet 52 pct. Og spørger man vælgerne, om de mener, at ’bistanden nytter og er med til at skabe udvikling’ svarer færre også ja, nemlig 51 pct.. I 2006 var det derimod 60 pct.

Helt galt står det - måske ikke overraskende - til med kendskabet til 2015 Målene. De er fortsat kun kendt af en lille klub af bistandsnørder. Det er kun 11 pct. (som de foregående år) af befolkningen, der har hørt eller læst om målene. Kun fem pct. kender et eller flere af målene.

At folk ikke kender de ’tekniske’ 2015 Mål, bekymrer dog Lars Engberg-Pedersen mindre:

– Langt det vigtigste er at bekæmpe forestillingen om, at bistanden går til administration og havner i de forkerte lommer, siger Lars Engberg-Pedersen.

Han kalder det ironisk, at folk tror, at bistanden går til administration.

– Det er en udbredt, men forkert opfattelse. I virkeligheden er den andel af bistanden, der i øjeblikket går til administration så lav, at det er svært at sikre, at bistanden bliver fattigdomsorienteret og på sigt havner i de rigtige hænder, mener Lars Engberg-Pedersen.

Syv pct. udviklingsbistanden bruges i dag på administration. Det burde snarere være 10-12 pct. mener han.

– Regeringens holdning til, at pengene nærmest ubeskåret skal bruges i udviklingslandene, og at man derfor skærer ind til benet på aktiviteter i Nord, er problematisk. Det er jo det, der skal sikre opbakningen til bistanden på sigt, siger han og fremhæver også regeringens besparelser på bevillingerne til u-landsoplysning i Danmark som problematiske.

Poulsen og Paldam

Op til målingen tiltrak et par begivenheder sig massiv opmærksomhed. Jørgen Poulsen fik 750.000 kr. i fratrædelsesgodtgørelse fra Røde Kors, da han blev valgt ind i Folketinget. Og professor ved Århus Universitet, Martin Paldam, offentliggjorde i januar en rapport, der påstod, at bistanden ikke har haft nogen effekt.

Hvor meget har det betydet for folks holdninger?

– Jeg mener godt, at det kan have betydning, for folks holdninger er jo lettere påvirkelige, fordi de ikke ved så meget om området, som de fx ved om ældrepleje. Og så er man ikke så kritisk, når man hører, at bistanden ingen effekt har. Men alt det kan vi ikke i branchen undskylde os med. Når udviklingen er så markant, må vi sige, at vi har svigtet over en bred kam. Oplysningen har simpelthen ikke været tilstrækkelig og god nok. Vi har ikke forklaret ærligt og åbent, hvorfor fx administration er vigtig, vurderer Lars Engberg-Pedersen, der dog tilføjer, at dansk holdningsdannelse ikke er hans speciale.

Han understreger, at det ikke kun er regeringen, der kan bebrejdes:

– Det er hele ulandsmiljøet, der skal tage sig sammen og blive bedre til at tage en ærlig diskussion af, hvad der hjælper de fattige lande. Og så må vi få formidlet de her svære budskaber, selvom der er nogle udfordringer, som at vi har en uinteresseret presse, og at udviklingsbistanden er blevet mere kompliceret at formidle, lyder det fra Lars Engberg-Peder-sen.

42 pct. af befolkningen mener, at u-landsbistanden hjælper i meget høj/i høj grad. Det er det samme som i 2004. I 2006 mente 49 pct. dette. 57 pct. mod 48 pct. i 2006, mener, at størstedelen af u-landsbistanden bruges på administration og ikke kommer de fattige til gode. 50 pct. mener, at bistanden ender i de forkerte lommer. Det mente 44 pct. året før. 51 pct. mener at bistanden nytter og er med til at skabe udvikling i høj / meget høj grad. Opbakningen var højere både i 2005 (60 pct.) og i 2006 (59 pct.). Læs hele undersøgelsen på http://www.udvikling.dk

MS: Vi skal vågne op nu!

En af branchens største NGO’er enig i, at oplysningen halter. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Frans Mikael Jansen, mener, at grunden til den dalende opbakning er, at branchen er blevet for ukritisk - over for sig selv, bistanden og regeringen. Det har svækket troværdigheden i befolkningen. Han peger dog - ikke overraskende - på regeringens besparelser på oplysningsindsatsen som den største skurk:

– NGO’erne er den største faktor i befolkningen, når det gælder opbakning. Og så må det have konsekvenser, når man skærer i vores oplysningsindsats. Vi mærker en kæmpe efterspørgsel på oplysning, men kan ikke imødekomme den. Vi har jo ikke råd til det. Vi skal bringe alle de gode historier frem om, hvor godt det går for at kunne samle penge ind, siger Frans Mikael Jansen over en telefon fra Tanzania og tilføjer:

– Det giver altså mere troværdighed at have en kritisk debat frem for den selvfedhed og propaganda, der hersker lige nu. Debatten om bistanden er erstattet af presseegnede stunts om bistandens fortræffeligheder. Men folk er ikke dumme. Folk tænker ’det kan ikke være rigtigt’, at det hele er så rosenrødt. Og så får folk snarere fornemmelsen af, at vi meler vores egen kage, og at det hele går til administration eller ender i de forkerte lommer, siger Frans Mikael Jansen og understreger at NGO’erne skal være mere selvkritiske og turde indrømme fejl.

"Det er et markant nederlag og meget problematisk, at så mange danskere mener, at bistanden havner i de forkerte lommer og går til administration. Dansk bistand ender jo rent faktisk ikke i administration.

Lars Engberg-Pedersen, projektseniorforsker, DIIS."

Han mener, at hele miljøet har et ansvar: – Hele miljøet skal tage denne her undersøgelse til efterretning. Vi skal vågne op af vores tornerosesøvn, siger han og fremhæver, at MS nu har taget konsekvensen:

– MS’ bestyrelse har besluttet, at vi skal være mere kritiske - også over for regeringen, siger han og forklarer, at angst for at blive beskåret yderligere af regeringen nok har lagt en dæmper på debatlysten i miljøet de senere år. Han giver et eksempel på, hvordan man vil se MS kritisere regeringen:

– Vi mener fx, at regeringens skiftende politiske signaler om, hvad bistanden skal bruges til er med til at undergrave det lange seje træk. Bistanden er ikke længere Folketingets, men regeringens. Jeg tror, at det skader opbakningen, at udviklingsbistanden nu tilhører nogle bestemte partier, siger Frans Mikael Jansen.

Lys i mørket

Den vurdering er Hans-Henrik Holm uenig i. Han er professor og international forstander ved Danmarks Journalisthøjskole og er desuden medlem af Danidas oplysningsudvalg.

– Udviklingsbistanden er gået fra at være et område, der har nydt konsensus til at være omstridt rent politisk. Der er partier, der i dag er aktivt formuleret imod bistand. Jomfrueligheden er væk, og det afspejles i denne undersøgelse. Undersøgelsen er også udtryk for en engageret stillingtagen. Og det er faktisk ikke så skidt. Og ser man på det i international sammenhæng, så bakker danskerne i overvejende grad op om bistanden, siger han og tilføjer: – Man kan dog ikke ignorere, at folk mener, at administrationsprocenterne er et problem. Den diskussion bør man tage åbent, det skal ikke bortforklares, mener Hans-Henrik Holm.

– Men det er ikke nødvendigvis negativt, at folk tager stilling til enkelte elementer, forklarer Hans-Henrik Holm og giver et eksempel:

– Stiller man spørgsmålet til eksperter: ’Er der bistand, der ikke virker’. Så får du da svaret ja. Det er ikke negativt, at folk er kritiske.

Han fremhæver, at undersøgelsen viser, at halvdelen af befolkningen mener, at bistanden er vigtig. Næsten lige så vigtig som udenrigspolitikken og ældrepolitikken.

– Man skulle tro, at udviklingspolitikken lå lavere i folks bevidsthed. Og det positive i denne undersøgelse er, at den viser, at unge interesserer sig for bistanden.

Samtidig maner han dog til besindelse i forhold til undersøgelsens resultater i forhold til sidste år:

– Det her er ikke et område, der ligger fremme i folks bevidsthed på samme måde som hastighed på vejene og kræftbehandling. Derfor er folk også mere påvirkelige. Og reelt set ved vi ud fra de her tal ikke, hvorfor folk er skeptiske. Man burde derfor bore yderligere ned i det her og få en mere nuanceret fornemmelse af årsagerne. Og vi skal da bruge det her til at diskutere måden, vi giver bistand på ærligt.

På ét punkt maner undersøgelsen også tilrefleksion for Danida, mener han:

– Kendskabet til 2015 Målene er meget begrænset. Men måske er pointen nok snarere, at det er urealistisk, at folk skal kende dem. Selv hvis du spurgte folk til regeringens kræft-handlingsplan, som jo ellers er meget tættere på folks hverdag, ville de ikke vide særligt meget om den. Så måske vi skulle bruge pengene til noget bedre end at oplyse om 2015 Målene.

Tørnæs: Sværere at gøre bistanden synlig

Fire skarpe til ministeren

Af Morten Østervang

Hvorfor tror du, at færre danskere mener, at bistanden hjælper?

– Jeg tror, at flere forhold spiller ind. I dag er de danske bistandsindsatser ikke så tydelige. Dels fordi vi ikke længere laver projektbistand, dels fordi betragtelige midler går til kapacitetsopbygning hos modtagerlandenes myndigheder, og dels fordi de danske midler i stigende grad puljes sammen med midler fra andre donorlande - enten indenfor en sektor eller i landets overordnede budget. Det bliver sværere og sværere at pege på konkrete og synlige danske projekter. Det bliver mere og mere komplekst at forklare befolkningen, hvad bistand egentlig er.

Er Danida god nok til at fortælle borgerne, hvad pengene går til, når flere synes at pengene går til administration?

– Jeg tror ikke, at det entydigt er den ene eller den andens skyld, at befolkningen har svært ved at se, hvad de mange penge bruges på i udviklingslandene. Fra Danidas side kan vi gøre det bedre, men bistandens stigende kompleksitet har ikke gjort det nemmere at få journalister til at skrive om ulandsbistand. De fleste journalister på danske medier vil gerne have enkle historier og gerne en synlig dansk vinkel. Det bliver sværere og sværere at levere. Derfor er det desværre ofte sådan, at de mere omfattende reportager om - eller analyser af - hvordan dansk bistand anvendes i f.eks. Afrika er svære at afsætte – hvorimod de (hel-digvis sjældne) historier om penge, der er blevet brugt på noget forkert eller projekter, der ikke skrider planmæssigt frem, bliver meget eksponeret i medierne. Men nu er administration jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Hvis vi kan være med til at styrke de ministerier i udviklingslandene, som skal gennemføre reformer, lægge strukturer ud for forbedret sundheds- og uddannelsesservices for befolkningen ... ja så er administration jo bestemt ikke en dårlig ting. Det, vi skal minimere, er selvfølgelig de administrative udgifter hos os selv, hos NGO’erne, i de internationale organisationer og hos alle andre, der arbejder med ulandsbistand.

Er det rimeligt fortsat at skrue op for bistanden, når færre danskere har tillid til at den hjælper?

– Jeg tror – og alle undersøgelser viser det – at flertallet af danskerne mener, at Danmark skal ligge i den internationale elite, når det gælder størrelsen af vores ulandsbistand. Flertallet mener, at vi fortsat skal give mindst 0,8 pct. af BNI i bistand. Her tror jeg, regeringsgrundlaget er i fuld overensstemmelse med, hvad de fleste danskere mener.

Flere kritiserer nedskæringerne på oplysningsindsatsen og peger på, at det er en væsentlig årsag til, at opbakningen er faldende. Risikerer vi ikke, at opbakningen skrider helt, når NGO’erne kun har råd til at lave poppede fundraisings-stunts?

– Jeg kender ikke til nogen ”poppede fundraisings-stunts”. Jeg kender derimod til mange nye, innovative forsøg på at få befolkningen til at bakke op om udviklingsbistanden. ’Giv en Ged’ og mange andre tiltag fra NGO’ernes side er gode eksempler på, hvordan man kan samle penge ind og skabe opmærksomhed om udviklingslandenes behov – og vel at mærke slå igennem hos flere og andre segmenter i den danske befolkning end de, som normalvis ville melde sig ind i en NGO eller læse oplysningsmaterialer. Jeg mener ikke, at de nye fundraising-initiativer maler et mere rosenrødt billede af bistanden, end der i mange år har været malet, og at befolkningen derfor – netop i disse år - skulle reagere med en større mistro mod lødigheden af bistanden på baggrund af de nye initiativer. Når debatten herhjemme i så mange år kun har handlet om, at Danmark skal ligge nr. 1 på listen over verdens største donorer af bistand – frem for nr. 3 eller 4 som i dag – så er det klart, at befolkningen har fået en opfattelse af, at bistand altid virker, og at bistand er en simpel sag, der alene handler om flere penge. Derfor er det ikke overraskende, at befolkningen hæfter sig ved det, når eksperter er ude og sige, at det ikke altid er helt så enkelt. NR. 03/2008 AKTUELT

Falske FN-job i omløb

Kender du FN-organisationen UNSDP? Den tilbyder ellers spændende og yderst velbetalte jobs. Der er blot ét problem: Det er snyd og bedrag og handler om at lokke kolde kontanter fra ansøgerne. Udvikling har mødt Mary Kobia, én af de danskere der først i sidste sekund fik mistanke til den smarte jobfælde.

Af Jan Kjær

Cand.scient.soc. Mary Kobia nåede akkurat at fatte mistanke til UNSDP, inden hun nåede at indbetale pengene. I dag er hun meget, meget glad for, at Google findes, så hun kunne tjekke ”Dr. Edward Marple”. Foto: Jan Kjær.

– Det er modbydeligt at lege med folks følelser på den måde.  

Mary Kobia er godt vred. Hun søgte drømmejobbet hos FN-organisationen UNSDP i New York - og fik det! Problemet er blot, at UNSDP slet ikke eksisterer. Mary Kobia er gået i en yderst professionelt opstillet jobfælde på internettet.  

Den 31-årige cand.scient.soc. Mary Kobia søger job efter et års udstationering for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe. Hun får i februar en mail fra Udenrigsministeriets jobservice med syv opslåede stillinger hos UNSDP, United Nations Social Development and Planning. Hun klikker på linket og ser de forskellige typer jobs. Et af dem falder i hendes smag: Programme Officer for fredsskabende projekter. Basen er New York.

Hun sender sin ansøgning med CV elektronisk den 21. februar. Fire dage efter modtager hun en mail fra dr. Edward Marple, der er direktør for UNSDP’s human ressource afdeling. Han oplyser, at Mary mangler at udfylde det obligatoriske FN-skema. Desuden skal hun svare på 21 spørgsmål, blandt andet om hendes motivering for at arbejde for FN. Det hele bliver sendt til New York den 29. februar sammen med en stor mængde bilag.

Velkommen i familien

Den 7. marts tidligt om morgenen tjekker Mary Kobia som sædvanlig mails. Som arbejdsledig skal hun skrive fire ansøgninger om ugen, og der ligger som sædvanlig en stor stak afslag. Men der er også en mail fra human_resource@unsdp.perso.tc. Hun klikker på mailen med overskriften ’Job Offer/agreement’.

”Kære Mary Kobia. Du har haft held med din ansøgning til et job i UNSDP”, skriver dr. Edward Marple, der slutter mailen med ordene: ”Tillykke og velkommen i UNSDP-fa-milien.” – Jeg var ved at dø og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller Mary Kobia.

Med velkomstbrevet følger ansættelseskontrakten med fint FN-brevhoved. Kontrakten skal underskrives, scannes og sendes elektronisk til UNSDP. Desuden skal Mary på et obligatorisk tre ugers kursus i marts, april eller maj. Det understreges i mailen, at UNSDP skal stå for organiseringen af turen.

Mary Kobia sender en mail til venner og bekendte om, at drømmejobbet er i hus. Ægtemanden må også orienteres, for han er uvidende om, at hun havde søgt jobbet i New York. Parret var lige landet i Danmark, og det var bestemt ikke hans valg at tage af sted igen så hurtigt. De tager en længere diskussion, der ender med, at han bakker op bag Marys New York eventyr.

Det ville være helt fantastisk karrieremæssigt, siger Mary.

Lykønskninger fra venner og familie strømmer ind, og om aftenen opstår en spontan fest i det lille kolonihavehus i Brønshøj. Champagnen flyder, Marys far tuder af glæde, og hendes mor er helt ekstatisk.

Google giver svaret

Men tvivlen nager. Mary Kobia er vant til at søge job, og der er noget, der ikke stemmer. Hvorfor skal hun fx ikke til jobsamtale?

Hun underskriver ikke ansættelseskontrakten, der ellers ville give astronomiske 138.000 dollars (655.000 danske kroner) om året. I stedet sender hun en mail til dr. Marple med en række praktiske spørgsmål: Vil hendes mand få Green Card i USA? Er bil og bolig inkluderet? Hvad med børnehave til parrets datter på to og et halvt år?

Mary vil lige tjekke UNSDP på søgemaskinen Google, og dagen efter festen taster hun navnet Edward Marple. Hun klikker.

– Jeg gik fuldstændig kold, fortæller hun. Hjemmesiden http://www.fraudwatchers.org dukker op. Her ligger en kopi af samme imponerede brev, som hun har modtaget.

– Det gik pludseligt op for mig at jeg havde været ud for et ’scam’. At jeg var blevet bedraget. Jeg blev vildt skuffet, fortsætter Mary Kobia.

Fraudwatchers.org undersøger og dokumenterer en lang række fup og fiduser på hjemmesider. I denne sag kan de oplyse, at hverken personen Edward Marple eller organisationen UNSDP eksisterer. Det hele er et bluffnummer fra enden til anden.

Mary Kobia undersøger bagefter FN’s hjemmeside. Her advares også imod de falske job. FN pointerer, at organisationen aldrig tager imod penge fra jobsøgende, og at der altid er jobinterview.

Ikke kun UNSDP skal man vare sig for. Andre fiktive FN-organisationer såsom ’US Committee for UN, ’United Nations Center for Development Initiative’ og ’United Nations Global Military Intelligence’ bruges også til at narre penge af intetanende jobsøgere.

Skærpet kontrol

Udenrigsministeriets hjemmeside www.um. dk skiltede i februar også med job fra det ikke-eksisterende United Nations Development Forum. Her underskrives de falske mails af en Dr. Damian Daniel, Recruitment Officer.

For Mary Kobia gav det ekstra troværdighed, at FN-jobbene lå på netop Udenrigsministeriets hjemmeside. Hun henvender sig derfor til Udenrigsministeriet for at høre, hvordan ministeriet tjekker jobopslag.

FN-organisationer sender løbende jobmuligheder til Udenrigsministeriet, som hidtil pr. automatik har lagt dem på hjemmesiden. De ledige jobs fra UNDF og UNSDP kom fra den danske FN-mission i Genève og blev taget af Udenrigsministeriets hjemmeside, da en kvindelig ansøger i starten af marts henvendte sig til ministeriet. Hendes mistro blev vakt, da hun blev bedt om at betale penge i ansættelsesforløbet.

I Udenrigsministeriet betyder sagen, at job-opslag udefra nu bliver nærlæst:

– Internetsvindel bliver desværre stadig mere raffineret, og det er meget beklageligt, at også FN’s gode navn og rygte nu misbruges på denne måde. Det vil Udenrigsministeriet selvfølgelig bidrage til at bekæmpe, siger kontorchef Susanne Rumohr Hækkerup fra Udenrigsministeriets FN-kontor og tilføjer: – Efter at to falske opslag også har figureret på Udenrigsministeriets hjemmeside, har vi skærpet kontrollen med de opslag, der bringes, så vi sikrer os mod gentagelser. I tilfælde af mistanke om falske stillingsopslag sender vi dem også videre til FN’s juridiske afdeling, der aktivt bekæmper denne svindel i samarbejde med blandt andet Interpol.

Oplevelsen har dog ikke taget modet fra Mary Kobia.

– Jeg er meget eventyrlysten. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg søger udviklingsarbejde hos FN, Danida eller andre. Jeg ved, jeg kommer ud. Men nu dobbelttjekker jeg og ringer for at sikre, at oplysningerne er rigtige.

– Jeg elsker Google. Hvad ville man gøre uden? siger Mary Kobia med et stort smil.

Lav dit eget u-landsprojekt i cyberspace

Tiden, hvor indsamlinger kun foregik ved at stemme dørklokker, er forbi. På et brugerstyret web-forum kan brugeren give penge, når hun vil og til lige nøjagtig hvem hun vil. Man kan oprette sit eget projekt og starte en indsamling til den fattige familie, man mødte på sommerferien i Indien.

Af Anette Ketler

Både etablerede NGO’er og private personer kan oprette projekter på betterplace.org

Det bliver mere og mere almindeligt at være gavmild foran PC’en. Når det passer os, kan vi i fred og ro beslutte hvad, hvor meget og hvem, vi vil støtte. Et nyt velgørenhedsforum tager udviklingen et skridt videre. Inspireret af andre såkaldte sociale medier, hvor det er almindelige mennesker, der tager ordet, kan man på betterplace.org selv oprette sine projekter.

Princippet på betterplace er at knytte personer, der har brug for hjælp, sammen med personer, der gerne vil hjælpe. Men med mulighed for som donor selv at involvere sig. Line Hadsbjerg, medstifter og ansvarlig for forretningsudvikling, forklarer: – Det er ikke bare at overføre penge ude i det blå. Betterplace giver mulighed for at kommunikere direkte med, få feedback fra og se billeder af de personer, der får gavn af støtten. Brugeren kan endda rejse ud og besøge projektet, og dermed bidrage til det netværk af personer, der er med til at give hvert projekt troværdighed. Det tror vi på giver bidragsgiverne lyst til at fortælle om vores platform i deres eget netværk.

Snyd er en risiko

Line Hadsbjerg, der er bosat i Tyskland, lægger vægt på, at både store, etablerede organisationer og ’den lille mand’ kan oprette projekter på sitet:

– Personer som du og jeg kan være med.

Hvis du for eksempel på din rejse møder en kvinde, der passer fem hjemløse børn, kan du samle penge ind til hende. Ja, kvinden kan i princippet oprette projektet selv. Det betyder, at de mange tusinder, der i det små hjælper andre, og som normalt ikke bliver set, også har en mulighed for at få hjælp.

Hvad med snyd? Risikerer I ikke, at falske projekter bliver oprettet?

– Jo, det kan sagtens ske. Men et projekt skal være troværdigt for at få støtte. Hvis kun personen, der har oprettet det, taler for projektet, vil der ikke være mange, der tror på det. Samtidig holder vi selv øje med det, der bliver lagt på sitet og beder om flere informationer, hvis noget ser mistænksomt ud, siger Line Hadsbjerg.

 Selve firmaet betterplace er registreret i Tyskland, men er nu ved at etablere sig blandt andet i Danmark. Sproget på hjemmesiden er engelsk og tysk og henvender sig i princippet til en global offentlighed. På trods af, at firmaet i princippet har sit virke i cyperspace, understreger Line Hadsbjerg dog vigtigheden af national registrering.

– Uden denne kan brugerne i de pågældende lande jo ikke trække bidraget fra i skat.

Anette Ketler er freelancejournalist bosat i Hamborg ketler@mail.dk

FAKTA  http://www.betterplace.org er en brugerdrevet, virtuel velgørenhedsorganisation, der har eksisteret siden november ’07. Siden opstart er en kvart million kroner kanaliseret videre til de ca. 200 projekter, der har været oprettet. Lige pt. har de 2000 registreret brugere på sitet, som bliver besøgt af 10.000 mennesker pr. måned. Alle donerede midler går ubeskåret til pågældende projektet. Administration dækkes ved salg af CSR-produkter, for eksempel software til koordinering af større virksomheders CSR-indsats.

OECD-landenes bistand daler

Den samlede udviklingsbistand fra OECD-landene er for nedadgående. Det viser OECD’s udviklingskomités opgørelse over den samlede udviklingsbistand i OECD-landene. Det betyder, at de rige lande får svært ved at leve op til målsætningen fra 2005 om at øge den samlede udviklingsbistand med mere end 50 pct. frem mod 2010. Med et bistandsniveau på 0,8 pct af BNI var Danmark også i 2007 et af de kun fem lande, som giver mere end 0,7 pct. til udviklingsbistand, som det er anbefalet af FN. Undersøgelsen blev offentliggjort den 4. april. /SD

Udviklingsministeren vil fordoble bistanden til Afghanistan

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) vil bruge 200 mio. kroner ekstra om året på genopbygningen i Afghanistan. Det er en fordobling af det beløb, som Danmark øjeblikket giver. Den ekstra støtte til Afghanistan skal finansieres med midler fra den samlede udviklingsbistand, fordi regeringen ikke vil afsætte flere midler til u-landsrammen. Med de 200 mio. kroner til genopbygning og 40 mio. kroner til det arbejde, som danske bistandsorganisationer udfører, er Danmark i forhold til indbyggertal den næststørste bidragsyder til Afghanistan. /SD

Danmark i spidsen for Afghanistan-indsats

Danmark bliver nu bedt om at påtage sig lederskabet i kampen mod to af de problemer, der hindrer en fredelig udvikling i Afghanistan. Det drejer sig om den ineffektive internationale bistand til det krigsarrede land og om den udbredte korruption, der underminerer befolkningens tillid til den afghanske regering. – Vi har bedt Danmark om at gå i spidsen, fordi vi mener, at den danske hjælp tjener som et godt eksempel på, hvordan det skal gøres, siger den afghanske undervisningsminister, Mohammad Haneef Atmar, der for nylig fremsatte appellen over for udviklingsminister Ulla Tørnæs. Danmark er den næststørste donor i Afghanistan målt i forhold til indbyggertal. / MØ