DEBAT

NØDHJÆLPSDILEMMAET

USA var og er stadig under heftig kritik for landets massive fødevarebistand til Afrika. Her i det sydlige Etiopien i slutningen af januar, hvor der ifølge Folkekirkens Nødhjælp ikke var behov for at yde den form for kortsiget bistand. Foto: Thomas Ravn-Pedersen.

Thomas Ravn-Pedersen, informationschef i Folkekirkens Nødhjælp: Hvordan forklarer vi den danske befolkning, at det kan skade de fattige i Afrika at yde nødhjælp?

Af Poul Kjar

Siden sultkatastrofen i 1984 har Etiopien stået som et symbol på hungersnød.

En million mennesker døde af sult, og tvbillederne af udsultede børn med fluer i øjnene satte katastrofen på den globale mediedagsorden. Siden væltede nødhjælpen ind i Etiopien.

Folkekirkens Nødhjælp deltog dengang i den storstilede nødhjælpsindsats, men i dag arbejder organisationen især i det sydlige Etiopien med udviklingsorienteret nødhjælp, hvor man støtter folk med indkomstskabende aktiviteter og tilbyder mikrokreditter.

Formålet er at styrke levevilkårene, så tørken, der igen i år har ramt området, ikke udvikler sig til en ny katastrofe. Men den indsats møder modstand fra – the good guys.

Thomas Ravn-Pedersen, Folkekirkens Nødhjælps informationschef, fortæller efter en tur til det sydlige Etiopien nær grænsen til Kenya:

– Hele området er netop nu ramt af tørke og sult, men der er endnu ikke tale om en hungersituation. Jeg kom kørende med nogle af vores lokale folk ind i en landsby, og pludselig fik vi øje på en kæmpe bunke sække med hvedemel fra USAID. Min første indskydelse var glæde over at se så meget mad, men mine kollegaer blev stive i blikket. De sagde, at det hele nu var ødelagt, og refererede til de lokale kooperativer, som de skulle støtte med små indkomstskabende aktiviteter. Hvedemelet slår bunden ud af markedet, og kooperativernes folk stiller sig op i køen for at få en gratis sæk hvede.

Det må stoppe
– Det virker så paradoksalt, at vi skal ud og tale imod fødevarehjælp, men hvis vi effektivt skal kunne forebygge nye sultkatastrofer, så kræver det, at Vesten holder op med at dumpe sine overskudslagre i u-landene. Den slags svineri må stoppe. Udvikling er et spørgsmål om at støtte fattige folks egen handlekraft - ikke at hjælpe rige amerikanske bønder af med deres overskud af korn. Og så skal fødevarehjælp altid kobles op på noget andet, så det ikke bare kommer flagrende. Det er hele menneskets selvværd, der fordufter, siger Thomas Ravn-Pedersen, der erkender, at Folkekirkens Nødhjælp tidligere var hurtige til at uddele nødhjælp i den rene form, men at organisationen nu har lært, at det er absolut sidste udvej – og så slem er den aktuelle sultsituationen i den del af Etiopien endnu ikke.

     – Men hvordan forholder I jer til det dilemma i oplysningsarbejdet?

     – Ja, hvordan forklarer vi den danske befolkning, at det kan skade de fattige i Afrika at yde nødhjælp? Vi forsøger at komme i dialog med folk og diskutere de her problemstillinger, men det er klart, at det er svært, hvis du kun har 30 sekunders tv-spot til din rådighed, svarer informationschefen og refererer til organisationens netop overståede indsamlingskampagne. Han uddyber:

– I år valgte vi at kommunikere det svære budskab: ’Sulten har mange årsager’ – og det var et betydeligt sværere budskab end sidste år, hvor vi sagde: ’Hvert 6. sekund dør et barn af sult’. Det første lægger op til en mere langsigtet udviklingsindsats, mens det andet i højere grad kalder på en hurtig indsats.

Thomas Ravn-Pedersen omtaler de to tilgange som et sammenstød mellem to epoker i Afrika. En cowboy-epoke, hvor man sagde, hov, her er et problem, som man så forsøger at løse gennem en hurtig indsats. Og den mere langsigtede og tænksomme indsats, hvor man oplyser, uddanner og engagerer – og således udnytter hele udviklingspaletten i arbejdet med at forebygge nye katastrofer.

UROLIGHEDER ELLER KUP?

En artikel i udvikling nr. 02/2006 under overskriften ”Urolighe-derne i Nepal rammer dansk bistand” bringer os næsten til at tro, at det – frem for kongens magtovertagelse – er risikoen for indirekte støtte til maoisterne, som bringer dansk bistand i fare.

Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke (MS)

Man bliver nødt til at slå fast, at den umiddelbare årsag til, at Danmark ikke indgår nye regeringsaftaler med Nepal er, at kongen har fyret et demokratisk valgt parlament og regering og enevældigt overtaget magten i landet. Danmark kan – i lighed med det øvrige internationale samfund – ikke acceptere det enevældige kongedømme i Nepal. Derfor vil vi ikke starte nye statslige udviklingsprogrammer med denne diktatoriske konges regeringsmagt og på den måde understøtte et illegitimt og undertrykkende regime.

Artiklen i sidste nummer af udvikling får efter min opfattelse vendt tingene på hovedet. Det kommer til at fremstå som om, at det er faren for at støtte de maoistiske oprørere, der gør det vanskeligt for Danmark at støtte landet med statslige udviklingsprogrammer.

Man kunne hævde, at problemet med at støtte et statsligt uddannelsesprogram er, at det bruges til at sætte billeder ind i skolebøgerne af den internationalt fordømte enevældige konge. Artiklen får det til at fremstå, som om problemet med den danske støtte er, at nogle maoistiske oprørere ude på landet river den side af skolebøgerne ud, hvor der er et billede af kongen og erstatter det med oprørernes sange. Det er en falsk problematik.

At vi selvfølgelig må fordømme maoisternes fortsatte bortførelser og tvangsrekruttering af børn er en anden, men vigtig sag. Det har store konsekvenser for de befolkningsgrupper, som må flygte fra deres hjem som følge af volden.

Jeg skal være den første til at indrømme at det er et vanskeligt politisk dilemma, om man bør give statslig ulandsbistand til et illegitimt diktatur som det enevældige kongedømme i Nepal.

I begyndelsen af marts måned i år var jeg i Nepal og havde ved den lejlighed mulighed for at mødes med repræsentanter fra de demokratiske bevægelser. Disse møder overbeviste mig om, at der er gode muligheder for, at danske bistandsmidler kan anvendes fornuftigt til at fremme demokratiudviklingen i Nepal.

Mellemfolkeligt Samvirke har gennem de seneste 20 år opbygget et tæt samarbejde med en lang række civilsamfundsorganisationer i Nepal, og støtter i dag knap 30 af disse, som repræsenterer de demokratiske kræfter i det nepalesiske samfund og som forhåbentlig vil komme til at præge landets fremtidige udvikling.

I STILHEDEN DØDEN; I STRØMMEN LIVET

Der blev gået til makronerne, da udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i starten af marts diskuterede prioriteterne for dansk udviklings- bistand med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), økonomiprofessor Martin Paldam og international chef i Folke- kirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach.

Af Poul Kjar

Roskilde Universitetscenters segl bærer en koral med den latinske tekst In tranquillo mors – in fluctu vita, der oversat til dansk betyder: I stilheden døden, i strømmen livet.

Og der var strøm på diskussionen, da RUC inviterede til debatmøde om prioriteterne for dansk udviklingsbistand arrangeret af Internationale Udviklingsstudier (IU).

To spørgsmål kom til at dominere debatten. Nytter bistanden overhovedet? Og hvorfor skar regeringen sidste år i Oplysningsbevillingen?

Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Martin Paldam, provokerer generelt mange i bistandsmiljøet, når han gør rede for sine studier af effekten, eller mangel på samme, af udviklingsbistanden.

På RUC, foran den store forsamling af udviklingsarbejdere in spe, fremstod han da også mere som en fugleedderkop på en fødselsdagslagkage, end som en velkommen gæst til en børnefødselsdag, da han konkluderede, at kun halvdelen af alle udviklingsprojekter hjælper. At det ikke er gået bedre for de lande i Afrika syd for Sahara, der har modtaget bistand. Og at bistanden ikke har spillet nogen som helst rolle for den økonomiske vækst i udviklingslandene i de seneste 25 år og heller ikke vil gøre det i de næste 25 år. Av!

Som empiriske eksempler på høje vækstrater opnået uden massiv udviklingsbistand fremhævede professoren ’elefantlandene’ Indien og Kina.

Forsamlingens kætter
– Skal vi så lade være med at give udviklingsbistand, blot fordi vi ikke har 100 pct. succesrate? spurgte udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) – og indgik i dette spørgsmål i en naturlig alliance med Mogens Lykketoft (S), Christian Friis Bach og det meste af auditoriet.

Mogens Lykketoft slog fast, at der var mange grunde til, at udviklingsbistanden nogle steder ikke har hjulpet, som den skulle, og at det blandt andet skyldes konflikter, som vi i Vesten selv har været med til at understøtte.

Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, indledte sin bandbulle mod forsamlingens ”kætter”, Martin Paldam, med at sige: – At bruge Indien og Kina som bevis på, at bistanden ikke virker, svarer til, at man påstår, at vittighedstegninger generelt set medfører flagafbrændinger.

Men han medgav, at der er søsat for mange uduelige udviklingsprojekter i tidens løb, og at de fylder i statistikken.

– Vi skal turde give mere direkte budgetstøtte, vi skal slippe tøjlerne, selv om det er farligt og risikofyldt, da pengene risikerer at ryge i de forkerte lommer. Derfor skal vi sideløbende støtte opbygningen af demokratiske institutioner, en fri presse og NGO’er, sagde Christian Friis Bach – og fik opbakning fra både Mogens Lykketoft (S) og Ulla Tørnæs (V) til det synspunkt.

Professor Martin Paldam lod sig ikke ryste af at være ene mand mod rosset.

– Jeg konstaterer blot sandheden i stedet for at formidle ønsketænkning og fremkomme med smukke idealistiske forslag som for eksempel at yde direkte budgetstøtte til korrupte afrikanske regeringer.

– Det kunne jo være, at de blev mindre korrupte, indskød ordstyreren, professor på RUC og medlem af Danidas Styrelse, Henrik Secher Marcussen, der ikke lagde skjul på, hvilket hold han repræsenterede i debatten om bistandseffekten.

Dertil replicerede Martin Paldam med et skævt smil: – Ja, det kunne være, at de blev gode.

Alliancen brudt
Det spørgsmål, der trængte sig mest på hos de studerende, var regeringens beskæring af Danidas Oplysningsbevilling med 12 mio. kr., som betyder, at de projektbærende ulandsorganisationer ikke længere kan søge tilskud i Oplysningsbevillingen. På det spørgsmål brød Ulla Tørnæs’ alliance med Mogens Lykketoft og Christian Friis Bach.

– Vi ønsker at styrke organisationernes folkelige forankring, og hvis man er medlem af en organisation, så brænder man for den sag, og så vil man også støtte oplysningsarbejdet, sagde udviklingsministeren.

– Det er bare en legitimering af Dansk Folkepartis forslag, indskød Mogens Lykketoft.

– Hvad ved du om det? spurgte Ulla Tørnæs.

Det svarede Mogens Lykketoft ikke på, men i stedet sagde han: – Det er u-landsorganisationerne, der er de bedste til at fortælle om dansk bistand – eller den barberede version, der er tilbage af dansk udviklingsbistand.

Han tilføjede, at med kravet om egenfinansiering skal organisationernes ildsjæle nu bruge deres kræfter på at rasle penge ind på gader og stræder i stedet for at lave projekter i Afrika.

I det spørgsmål fik ministeren opbakning fra Martin Paldam.

Danidas reklamebureau
– NGO’erne er jo Danidas reklamebureau, og med op til 95 pct. offentlig finansiering ligner de små afdelinger af Danida. Det har ikke noget med folkelige organisationer og folkeligt engagement at gøre, sagde Martin Paldam.

– Det er jo det, jeg er ved at lave om på, indskød udviklingsministeren.

– Det er godt, svarede Paldam.

Mogens Lykketoft mente, at han havde svært ved at se, at NGO’erne agerer reklamebureau for Danida.

Christian Friis Bach sagde, at det vist var Martin Paldam, ’der selv er 100 pct. finansieret af staten’, som logrer med halen for ministeren. Og så gjorde han opmærksom på, at historisk set har Mellemfolkeligt Samvirke og u-landsorganisationen Ibis ageret meget kritisk over for regeringen, selvom de har været næsten 100 pct. finansieret af staten. Mens organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, der i højere grad er afhængige af befolkningens donationer og gunst, har kørt en mindre kritisk linie.

– Jeg synes, det klinger hult, hvis organisationerne kun kan være kritiske, hvis de er 100 pct. finansierede af staten. Hvor er så den folkelige forankring? spurgte Ulla Tørnæs.

Mogens Lykketoft fik henkastet sagt, at indgrebene over for NGO’erne og ikke mindst beskæringen af Oplysningsbevillingen handler om at lukke munden på kritiske røster.

Ligegyldigt hvad, så har besparelsen – eller omfordelingen – af de 12 mio. kr., der svarer til omkring 0,01 pct. af bevillingerne til dansk udviklingsbistand, i de seneste måneder skabt mere strøm omkring korallerne, end den samlede danske bistand på 13 mia. kr.

TØRNÆS PÅ ROADSHOW Marts måned har været fuld af debatarrangementer om dansk udviklingsbistand. Spørgelysten var stor, da udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i marts måned besøgte sjællandske gymnasier og aviser i København, Hillerød og Holbæk for at debattere udviklingsbistand.      Kan vi overhovedet gøre noget ved fattigdommen i Afrika? Og hvorfor har regeringen skåret i ulandsbistanden? lød et par af spørgsmålene til ministeren.      Møderne var del af en regional oplysningskampagne om FN’s otte mål for en bedre verden, de såkaldte 2015 Mål. Med på roadshowet var også flere af UNICEF’s goodwillambassadører, blandt andet skuespilleren Anders Bertelsen.      I efteråret 2005 besøgte Ulla Tørnæs Odense, Esbjerg og Aalborg som en del af en oplysningskampagne om 2015 Målene.     /lotwen