AFRIKA

"AGRICULTURE IS BACK"

Seniorforsker Esbern Friis-Hansen, DIIS.

Ny, bred enighed om at det er Afrikas småbønder, der skal skabe vækst og reducere fattigdommen på kontinentet. Kineserne ’viser vejen’ og sender ’den røde arbejdshær’ til Angola.

Af Poul Kjar

Internationale donorer. Regionale samarbejdsorganisationer. Afrikanske regeringer.

Alle peger de i samme retning: Der skal igen satses på landbruget. Eller omsat til amerikansk filmsprog: Agriculture is back.

Efter 10 års finansiel tørke skal bistandsindsatsen og investeringerne igen rettes mod Afrikas landbrug. Ikke mod stordrift og eksportlandbrug. Nej. Afrika syd for Sahara skal løftes ud af fattigdom gennem støtte til småbønder, der er hjørnestenen i de afrikanske landes økonomier.

Småbønderne står for mellem 30 og 50 pct. af landenes bruttonationalprodukt, og landbruget udgør indtægtsgrundlaget for mere end tre fjerdedele af landenes befolkninger.

Genopdagelsen af landbruget som løftestang for Afrikas udvikling har været undervejs de seneste år og er formuleret af internationale udviklingsaktører som Verdensbanken, den statslige britiske udviklingsorganisation DFID og OECD-landenes udviklingskomité DAC.

Ligeledes ekkoes det i formuleringerne i den Afrikanske Union (AU) og den regionale økonomiske samarbejdsorganisation NEPAD (New Partnershop for Africa’s Development). Og der er opbakning fra en række afrikanske regeringer – for eksempel den ugandiske, der for nogle år siden fik nej fra Den internationale valutafond (IMF) til at øge støtten til landbruget.

I starten af marts var den statslige svenske udviklingsorganisation, SIDA, vært for en workshop for forskere og donorer, hvor konklusionerne også afspejlede fokus på landbrugsstøtte og investeringer i Afrikas småbønder.

– Det er klart, at det her ikke lyder særligt sexet. Men jeg vil argumentere for, at vi i dag har en langt bedre viden om, hvilke teknologier og landbrugspolitikker der virker for de fattige. Derudover er der et stort regionalt markedspotentiale, som betyder, at Afrika har mulighed for at reducere fattigdommen ved at satse på øget produktivitet i fødevareproduktionen, siger Esbern Friis-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), en af Danmarks førende forskere i Afrikas landbrugsforhold, der deltog i den svenske workshop.

Landbruget klappede sammen i 90’erne
Det internationale samfunds støtte til landbruget i Afrika syd for Sahara faldt fra ni mia. kr. om året i 1990 til tre mia. kr. i 2001.

Faldet skyldes ikke mindst Verdensbankens og IMF’s liberaliseringstankegang og troen på de frie markedskræfter, der blandt andet betød, at de afrikanske regeringers donorstøttede landbrugsordninger forsvandt.

Ifølge Esbern Friis-Hansen var ordningerne ganske vist meget ineffektive, men det ændrer ikke ved, at afrikansk landbrug havde og stadigt har brug for støtte og subsidier i den første fase – lige som landbrug alle andre steder i verden.

I 1990 brugte de afrikanske lande syd for Sahara typisk 15 pct. af det offentlige budget på landbrug. I dag er det højest et par procent, der går til at støtte landbrugsproduktion, påpeger landbrugsforskeren.

Han siger, at den forfejlede politik groft sagt har medført, at landbruget er i totalt forfald mange steder i Afrika syd for Sahara.

Bønderne mangler viden om ny teknologi og produktionsmetoder, priserne på kunstgødning er de højeste i verden, der er knaphed på vandressourcer, private markeder fungerer dårligt, og infrastrukturen er elendig, når man kommer væk fra kysterne og de store byer.

– Konsekvenserne er migration til storbyerne, hvor folk i stedet forsøger at finde arbejde i industrien og inden for servicebranchen, der har oplevet lav vækst, som slet ikke har formået at skabe det nødvendige antal arbejdspladser og markant økonomisk vækst. Det er ”frygtens migration”, fordi den i høj grad er drevet af manglende muligheder for at overleve på landet, fastslår landbrugsforskeren fra DIIS.

Anbefaler protektionisme
Småbønder er ikke blevet anset som produktive og vækstskabende.

I stedet har afrikanerne, bakket op af donorerne, satset på eksportafgrøder som for eksempel blomster og frugt, og det har ikke for alvor været med til at reducere fattigdommen. Dertil siger Esbern Friis-Hansen: – Afrikanerne har mere end svært ved at konkurrere på eksportmarkedet med store subsidierede amerikanske og europæiske landbrug. De afrikanske småbønder kan og skal til gengæld drage nytte af billig arbejdskraft, arbejdsintensive metoder og blandingsbrug med basisafgrøder og husdyr, som efterspørges på de lokale og regionale afrikanske markeder.

”Jeg tror ikke på de store landbrugsenheder i Afrika. Kunstvanding er mere end fire gange så dyrt som i Asien. Til gengæld kan småbønderne konkurrere på den billige arbejdskraft og de arbejdsintensive metoder.”

Det er dog ikke kun på eksportmarkedet, at de afrikanske fødevarer er ude i unfair konkurrence.

Det samme gælder på hjemmemarkedet, hvor de lokale produkter skal konkurrere med importerede og subsidierede produkter. En fjerdedel af Afrikas fødevarer er importerede, og det svarer til en import på omkring 130 mia. kr.

– Man bliver nødt til at beskytte de lokale markeder; det har man gjort i Europa, i USA og i Asien. Inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO) har afrikanske regeringer et vist råderum, der kan bruges til at støtte og beskytte den lokale produktion baseret på småbønder. Spørgsmålet er, om de lever op til de nye politiske udmeldinger om at bruge 10 pct. af de offentlige budgetter på at udvikle landbruget, siger Esbern Friis-Hansen.

Danmark gik imod strømmen
Danmark er faktisk en af de eneste internationale donorer, der op gennem 90’erne gik imod strømmen og satsede på støtte til landbrug og småbønder i Afrika gennem en række landbrugssektorprogrammer med fokus på træning og rådgivning, forskning og mikrofinansiering til småbønder.

Men også fra dansk side er støtten til landbruget globalt set faldet i de seneste år på bekostning af blandt andet de sociale sektorer. I 2000 gik 10,6 pct. af den bilaterale udviklingsbistand til landbrug i udviklingslandene, mens tallet var 8,4 pct. i 2004.

Den faldende internationale støtte til landbruget i Afrika skal vendes, hvis det internationale donorsamfund skal leve op til de politiske udmeldinger om at reducere fattigdommen gennem støtte til småbønder i Afrika.

Mange donorer taler om en grøn revolution i stil med den, der medførte en dramatisk stigning i landbrugsproduktionen i en række asiatiske lande i starten af 70’erne, og som var baseret på nye sorter, kunstgødning, vandingssystemer, nye kreditfaciliteter og landbrugskooperativer.

Kinesisk invasion
Kineserne, der i dag er Afrikas største enkeltinvestor, viser vejen på deres egen kinesiske facon.

I jagten på naturressourcer og navnlig olie har den kinesiske regering sagt ja til at gå ind i Angola med 750.000 kinesere, der skal bygge regionale byer og lave store kommercielle landbrug.

Der tales ifølge britiske BBC om, at op mod to millioner kinesere vil blive inddraget over en 20 års periode. Kineserne har givet en kreditlinie på to mia. kr. til angolanske varer. Til gengæld får de adgang til Angolas olieressourcer, men også landets landbrugsproduktion, som riget i midten i den grad har brug for til et stigende og tilsyneladende umætteligt marked.

”Man regner med, at i løbet af de næste 20 år vil den interne handel med fødevarer i Afrika fordobles, og den efterspørgsel kan være med til at drive det afrikanske landbrug.”

Og som Esbern Friis-Hansen formulerer det: – Det er bestemt muligt for det afrikanske landbrug at klare sig på eksportmarkedet. Men nok ikke på det europæiske eller amerikanske marked, men derimod på det asiatiske marked, hvor efterspørgslen på landbrugsproduktioner vil tredobles de næste 20 år.

PRÆSIDENTVALG I BENIN - EN AF AFRIKAS MEST STABILE STATER

Yayi Boni er navnet på Benins næste præsident, og han bliver landets første valgte leder, der ikke har en militær fortid. Danmark leverede valgbokse og uafvaskeligt blæk til valget i det lille vestafrikanske land.

Af Janina Graae

Den 6. april overtager Yayi Boni efter planen præsidentposten i Benin efter præsident Mathieu Kérékou, der har været præsident i Benin siden 1972. Yayi Boni er den første demokratisk valgte præsident i Benin uden militær fortid.

Boni Yayi er et nyt ansigt i beninsk politik. Han er tidligere chef for Den Vestafrikanske Udviklingsbank og stillede op som uafhængig kandidat ved præsidentvalget mod blandt andet Adrien Houngbédji, en veteran, der er tidligere præsident for nationalforsamlingen. Ved første runde af præsidentvalget den 5. marts var valgdeltagelsen 85 pct. og i anden valgrunde den 19. marts 67 pct.

Yayi Boni fik hele 74,5 pct. af stemmerne, mens Adrien Houngbédji måtte tage til takke med 25,5 pct. i anden runde. Der var mindre uregelmæssigheder ved valget, men internationale valgobservatører erklærede valget for stort set frit og retfærdigt.

Den siddende præsident Mathieu Kérekou var udelukket fra at deltage i valget, da forfatningen hverken tillader en præsident mere end to valgperioder eller at stille op efter at være fyldt 70 år.

Benins nye præsident, Yayi Boni, er landets første demokratisk valgte præsident, der – i modsætning til herren til højre i billedet – ikke har en militær fortid.
Foto: Polfoto/AP/Erick Christian Ahounou.

Valgurner og uafvaskeligt blæk
Danmark bidrog med 5.000 valgurner samt 130.000 segl til forsegling af urnerne for at afværge svindel med stemmesedlerne, efter at stemmestederne lukkede. Derudover leverede Danida uafvaskeligt blæk, der skulle bruges som bevis på stemmeafgivelse. Teknikken er, at alle vælgere skal dyppe en finger i det uafvaskelige blæk, efter de har stemt, hvilket forhindrer, at en vælger kan stemme flere gange. Den danske støtte til valget beløb sig samlet til cirka 1,6 mio. kr. og er finansieret via demokrati- og menneskerettighedsprogrammet.

Benin – en af Afrikas mest stabile stater
Benin, der var fransk koloni under navnet Dahomey, fik sin selvstændighed i 1960, og som den sidste i en række af militære ledere tog Mathieu Kérékou magten i Benin i 1972.

I 1990 fik Benin stadig under præsident Kérékou på fredelig vis en demokratisk forfatning efter 17 års centralistisk og diktatorisk styreform. Landets første parlaments- og præsidentvalg blev afholdt i 1991.

Benin blev efterfølgende dansk programsamarbejdsland i 1992, og der er i perioden 2004 til 2008 afsat i alt 900 mio. kr. til samarbejdet i følgende sektorer:

• Vand og sanitet (25 pct.)
• Transport (25 pct.)
• Budgetstøtte (15 pct)
• Uddannelse (13 pct.)
• Landbrug (12 pct.)
• B-2-B (tidl. Privat Sektor Programmet) (5 pct. inkl. andre mindre projekter)
• Menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse (5 pct.)

Læs mere på ambassaden i Benins hjemmeside: http://www.ambcotonou.um.dk

DET AFRIKANSKE PARADOKS

Et ufatteligt frodigt land. Men forfejlet landbrugspolitik, manglende politisk vilje, aids, forkerte afgrøder og donorafhængighed betyder, at Zambias befolkning sulter.

 
Fødevarebistand burde ikke være nødvendigt i et land som Zambia, der har alle muligheder for at brødføde sig selv.
Foto: Thomas Marott.

Af Lone Maribo, Livingstone, Zambia

Midt i Afrika ligger et paradoks.

Et land som i areal er 17 gange større end Danmark, men med kun godt dobbelt så mange indbyggere. Masser af plads, ingen ørken, landminer eller krige. Få og overskuelige problemer med erosion og afskovning. God landbrugsjord så langt øjet rækker og råderet over 40 pct. af alt ferskvand i det sydlige Afrika.

Om ikke et land af mælk og honning, så dog en potentielt kernesund landbrugsnation.

Virkeligheden er imidlertid en ganske anden historie. I dette land kæmper en tredjedel af befolkningen den mest fundamentale kamp for livet, nemlig kampen for at få noget at spise. 65 pct. af børnene under 15 år lider af blodmangel, og mange mennesker dør af sult og mangelsygdomme.

Det sydlige Afrika som helhed viser svage tegn på fremgang – her er andelen af underernærede faldet fra 48 pct. til 40 pct. siden 1990 – men i Zambia går udviklingen i den stik modsatte retning. Her er andelen steget. Halvdelen af befolkningen er underernæret, og ved langbordet hos FN’s Fødevareprogram (WFP) sidder for tiden 1,1 millioner zambianere.

Sagen Zambia bør vække undren.

Et socialt problem
Med til billedet af sultsituationen i Zambia hører det faktum, at fødevareproduktionen ikke er faldet i de seneste 20 år – den har svinget i takt med nedbørsmængderne, men har i det store hele været konstant.

Samtidig fortæller statistikkerne, at handelsbalancen med landbrugsprodukter har det ganske godt – indtægterne fra eksport af fødevarer er mere end 10-doblet på 20 år, og samtidig er fødevareimporten faldet markant.

Det tyder på, at råderetten over fødevarerne i Zambia er det egentlige problem.

Få har meget, og mange har næsten ingenting. Der eksporteres til gavn for betalingsbalancen. Men ikke mere end at fødevarer er absolut tilgængelige i de lokale butikker og på markederne i landområderne.

Men en stadigt stigende andel af zambianerne har ikke råd til at købe dem.

Det handler derfor ikke om hungersnød i den traditionelle forstand, men derimod om en social ubalance, som er så graverende, at den truer en tredjedel af befolkningen på livet.

Politisk vilje søges
Myndighederne i Zambia har faktisk taget et par tiltag for at komme de fattige til hjælp.

I 2002 søsatte regeringen et program, hvis formål netop var at reducere fattigdommen.

Nu kom landets småfarmere på finansloven. De skulle tilbydes såsæd og gødning til det halve af markedsprisen.

Viljen var til stede, men programmet var for centralistisk i sin grundidé: Regeringen bestilte såsæd og gødning hos importørerne og sørgede for transporten ud til slutbrugerne. Men majs skal sås, inden regnen for alvor sætter ind, og i 2004 ventede folk mange steder forgæves.

Zambianerne har ellers intet imod at vente; det er en aktivitet, der bruges meget tid på. Tid har kun en meget ringe værdi – den kan kun sjældent sælges, og der er masser af den.

Men tiden gik. Den sparsomme regn stoppede, og med ét var det slut med den sæson. Flere steder havde landbrugskooperativerne endog betalt for leverancerne på forhånd, og de fik så pengene tilbage. Men chancen for et ordentligt høstudbytte var forpasset, og nu kunne man i stedet vente på fødevarehjælpen.

I Zambias Landbrugsministerium har man siden midten af februar ikke ønsket at udtale sig om sagen på grund af travlhed.

Aids som den store svøbe
Men netop fordi Zambia er så rigt på landbrugspotentiale, kunne man forvente, at selvforsyningen i landområderne – subsistenslandbrug – ville være mere udbredt, med eller uden subsidieret såsæd og gødning. Men her spiller flere faktorer ind, og som i alle afrikanske forhold har aids en stor og meget negativ indflydelse.

Derudover påpeger eksperter, blandt andet FN´s fødevareorganisation (FAO), at det er uhensigtsmæssigt, at så mange bønder satser på at dyrke majs, der ikke er en udpræget tørkeresistent afgrøde.

Men selv i forening er disse forklaringer ikke nok til at tilbyde et fyldestgørende svar på Zambias problemer med at brødføde den fattige befolkning.

Nabolandene har også kolossale aids-problemer, og den forkærlighed for majs, som zambianerne nærer, er ikke enestående.

Fødevarehjælp – eller ej
Den mest uglesete af alle forklaringer er fødevarebistanden, der afholder zambianerne fra at pleje deres eget landbrug i forvisning om, at fødevarehjælpen er på vej.

Samtidig med at være en umiddelbar løsning er fødevarebistanden således også en del af problemet.

Emnet er stærkt kontroversielt, og officiel kritik af fødevarehjælp er næsten tabubelagt.

Alligevel er mange donorrepræsentanter slet ikke uvillige til at tage bladet fra munden. Men en ting er at tale kritisk på tomandshånd, noget helt andet er blive citeret med navns nævnelse i udvikling.

Gruppen af donorrepræsentanter, der tør stille sig frem og åbent forbinde fødevarehjælpen med Zambias problemer med at brødføde sig selv, er lille og eksklusiv. En af dem er Orla Bakdal, Danmarks ambassadør i Zambia, der i det seneste nummer af udvikling udtalte, at fødevarebistand i værste fald kan være kontraproduktiv og simpelthen tage initiativet fra de lokale farmere.

En anden skeptiker, der tør gå frem offentligt, er Pedro de Figueiredo, programkoordinator i den statslige svenske udviklingsorganisation, SIDA. Han siger: – Fødevarehjælp er katastrofehjælp – og er beregnet på at blive delt ud i krisesituationer, og som sådan er det et fantastisk beredskab, som FN’s Fødevareprogram (WFP) fortjener stor respekt for. Men i Zambias tilfælde er det uhensigtsmæssigt, for ret beset mangler befolkningen i Zambia jo ikke mad, men penge. Jeg mener, at vi med fordel kunne give de svage husstande rede penge i stedet for mad. Det ville endvidere eliminere den negative indflydelse, som maddonationer jo også har på Zambias eget landbrug – og samtidig styrke de frie markedskræfter.

BETAL DIN UDDANNELSE MED TOMATER

Giv ikke fødevarehjælp, men lær de unge at dyrke jorden. Det er mantraet for Klaus Müller, der leder en anderledes landbrugsskole i det sydlige Zambia.

Af Lone Maribo, Zambia

En hakke, en vandkande, et par overalls, et par gummistøvler samt en have på 1.000 kvadratmeter.

Det er, hvad hver elev får udleveret ved indskrivningen på landbrugsskolen Twin Fontain Institute, som finder sted hvert år i januar. Ideen er, at eleven skal kunne producere nok til at betale for skolepengene i løbet af de to års uddannelse på skolen, der ligger i Kalomo, 350 km syd for Lusaka.

Udbyttet fra jordloddet bliver flere gange om ugen kørt små 30 kilometer nordpå til markedet i byen Choma.

Indtægterne fra salget bliver sat ind på elevens skolekonto. Herfra trækker skolen udgifterne til bøger, mad, personlige fornødenheder samt skolepengene, der beløber sig til omkring 2.200 kr. om året.

Ved endt uddannelse gøres kontoen op, og de fleste elever får penge med hjem. I 2005 kunne en mønsterelev således forlade skolen knap 3.800 kr. og en landbrugsuddannelse rigere.

Skolens stifter og daglige leder, tyskeren Klaus Müller, kom til Zambia som volontør for godt 20 år siden. Små og mellemstore NGO´er i Tyskland yder et tilskud, der dækker cirka 60 pct. af skolens driftsudgifter.

Vi subsidierer ikke mad
– Vand, jord, såsæd, gødning, transport til markedet – alle disse ting får eleven gratis af donorerne, forklarer Klaus Müller og fortsætter:

– Derefter forventer vi, at de producerer

nok til at kunne betale skolepenge, ligesom mad, sæbe og personlige fornødenheder betales af eleverne selv. Vi støtter produktion, fordi det fremmer produktivitet. Vi subsidierer ikke mad, for det fremmer ingenting. Det er vores grundfilosofi.

Landmænd er de ikke
Vi er nået frem til haverne, der ligner billedet på frodighed. Her står tomater, agurker, auberginer, broccoli og bønner i frodige snorlige rækker. Alt er hyppet, revet og luget på perfektionistisk vis. Her kan Søren Ryge simpelthen ikke være med mere.

I næsten alle haverne går elever og arbejder. Klasseundervisningen i dette semester er sparsom med kun tre kurser. Det giver eleverne tid til at udnytte sensommeren fuldt ud.

– Som helhed er Zambia kolossalt frugtbart, hvis man tænker sig om og vælger sine afgrøder med omhu. Men befolkningen mangler uddannelse og viden. Den almindelige zambier med 3-5 hektarer land har stort set ingen basal viden om landbrug. Han sår lidt majs, inden regnen kommer. Men landmænd vil jeg ikke kalde dem. Det er på ingen måde ment nedgørende. Men det er nødvendigt, at vi forstår det, hvis vi skal sætte træningsprogrammer sammen, der virker, pointerer Klaus Müller.

Ikke behov for mad udefra
Det vælter op ad jorden i lige rækker. Favnfulde af kålhoveder lyser blågrønt i den bagende sol. Okrabuskene (lady fingers, red.) er mandshøje. Dusinvis af mørkegrønne agurker ligger halvvejs skjult under de store buskede planter.

– Der findes en umådelig mængde teoretisk viden blandt zambierne og meget lidt erfaring i at sætte det ind i en praktisk sammenhæng. Zambierne har generelt brug for praktisk viden. Heldigvis er der andre, der deler den opfattelse. Den danske ambassades støtte til de tekniske uddannelser her i Zambia er for mig at se helt rigtig, siger han og nipper et vissent tomatblad af i forbifarten.

På landbrugsskolen Twin Fontain Institute i Zambia lærer eleverne at dyrke grøntsager. Og tjener samtidig en skilling, som de kan få med hjem. Foto: Lone Maribo.

– Uddannelse er vejen frem; absolut ikke mad. Jeg forstår simpelthen ikke ræsonnementet, der konkluderer, at Zambia skulle have brug for at få mad leveret udefra. Fatter ikke logikken.., siger Klaus Müller, nærmest henvendt til sig selv.

Vi er nået til den sidste elevhave. Her går en pige og tynder ud i sine gulerodstoppe.

Sensommertravlhed
Noreen er andetårsstuderende, 22 år, og kommer fra Choma.

– Hjemme dyrker vi majs og jordnødder.

Om jeg kan få dem til at dyrke grøntsager i stedet? Ja, det tror jeg, siger hun genert.

– De vil sikkert være skeptiske i starten.

Men når jeg først får vist dem, hvor fint det kan gå, så tror jeg ikke, at der bliver problemer.

Hun trækker to tynde gulerødder op, børster dem af og rækker den ene til mig.

– Det bedste ved skolen er, at vi ikke behøver bede familien om penge til at betale for vores uddannelse. Det ville jeg ikke have råd til, siger hun.

Hendes studiekammerat, Codrey, har sluttet sig til os. Han forærer mig med begge hænder og en højtidelig mine en skinnende dybt rød peberfrugt af egen avl.

– Vi ved godt, at vi er heldige, siger han, – men vi arbejder også hårdt. Det er i disse måneder, at vi har mulighed for at tjene mange penge. Og det betyder hårdt arbejde, siger Codrey alvorligt.

Der bliver dyttet utålmodigt ovre fra en parkeringsplads imellem skolebygningerne, og både Cordrey og Noreen undskylder og haster tilbage. De skal på marked med de sidste to dages udbytte.

Landmands-matematik og indsigt i markedsmekanismer er nemlig vigtige dele af uddannelsen.

Lone Maribo er bosat i Livingston, Zambia.

SKULDERKLAP TIL ØKOLOGI I U-LANDE

Økologiske landbrugsmetoder er en farbar vej også for de fattige bønder i u-landene, siger dansk forskergrupper og bakkes op af den internationalt anerkendte landbrugsøkonom, Per Pinstrup-Andersen.

Økologiske fødevarer, dyrket uden kunstgødning og sprøjtegift, er ikke kun et luksusfænomen for rige vesteuropæere, skriver netavisen Økologisk Jordbrug i sin martsudgave.

Også bønder i den fattige del af verden kan med fordel indføre moderne økologiske dyrkningsprincipper og i mange tilfælde både stabilisere og øge produktionen af fødevarer. Det fastslår en dansk forskergruppe

med seniorforsker Niels Halberg fra KVL i spidsen. Gruppen har i to år indsamlet data og erfaringer om økologi i u-lande og foretaget fremskrivninger, der indikerer, hvordan verdensmarkedet og den globale fødevareforsyning vil reagere på en større omlægning til økologisk drift i udviklingslandene. Den internationalt anerkendte danske landbrugsøkonom, professor Per Pinstrup-Andersen, er også parat til at aflive gamle myter om økologi som den direkte vej til endnu større sult og elendighed for verdens fattigste.

– Jeg har tidligere afvist, at det ville være muligt at brødeføde verden uden brug af kunstgødning og pesticider, men jeg begynder så småt at ændre opfattelse. Økologiske landbrugsmetoder er også en farbar vej for de fattige bønder i u-landene, siger Per Pinstrup-Andersen.

Kilde: Økologisk Jordbrug, marts 2006.

EN KVINDE TIL FORSKEL

udviklings læsere kan den 27. april møde den nigerianske advokat Hauwa Ibrahim, der fik frikendt Amin Lawal (t.h.) der ellers var idømt stening for utroskab. Foto: Klaus Holsting 

Da den nigerianske kvinde Amina Lawal stod til at blive stenet for sex uden for ægteskabet blev hun reddet af en advokat, der på mange måder er en live-udgave af 2015 Mål nummer 3: At fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder. Hauwa Ibrahim har oplevet det værste – fra forsøg på at nægte hende uddannelse til vold mod kvinder. Og hun har demonstreret potentialet i at opfylde målet.

Af Jesper Strudsholm

Amina Lawal blev verdensberømt som kvinden fra Nigeria, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet. Hun var et offer for en potent blanding af politik og islam i en sag, hvori forskelsbehandling af mænd og kvinder spillede en iøjnefaldende rolle. Trods sin oprindelige tilståelse slap barnets far ustraffet efter at have sværget sin uskyld med hånden på Koranen.

Ifølge islamisk sharialov ville han derefter kun kunne dømmes, hvis fire uafhængige vidner havde været tæt nok på samlejet til at se hans penis i skeden. Amina Lawal, derimod, bar som kvinde på det afgørende bevis i ”bi-lag nummer 1”, som hendes datter var omtalt i sagens akter.

Sådan er virkeligheden tit for den halvdel af jordens befolkning, der har fået deres eget 2015 mål: Kvinder oplever dagligt, hvor ofte jura og kultur er indrettet, så de står svagere end mænd. Når man kombinerer dette faktum med mændenes kraftigere fysik, er det ikke overraskende, at mange af ulandenes mest ulykkelige skæbner er kvinder.

Men kvinder er ikke kun ofre. Bag Amina Lawal stod advokaten Hauwa Ibrahim, der med juridisk tæft og en fremragende fornemmelse for sagens politiske dimensioner til slut fik sin klient frikendt. Hun repræsenterer den anden yderlighed i kønsrollerne i u-landene: På trods af de ofte massive forsøg på at holde dem nede, er det tit også kvinder, der står for nogle af de mest overbevisende og helhjertede præstationer i udvikling.

Det var derfor ganske rimeligt, at FN’s Befolkningsorganisation (UNFPA) i sin statusrapport fra 2005 kaldte kønsdiskrimination for en af de vigtigste årsager til fattigdom:

”Diskrimination spilder menneskelige ressourcer ved at nægte halvdelen af menneskeheden muligheden for at udvikle dens fulde potentiale”.

Skolegang med betingelser
Hauwa Ibrahim voksede op i en landsby i det nordlige Nigeria, hvor piger ofte bliver gift som 13-årige. Derved mindsker man risikoen for, at de bliver gravide før ægteskabet. Moderne udviklingsteoretikere ville fremhæve, at man kan nå samme mål gennem uddannelse og prævention. Men i Hauwa Ibrahims landsby mener man, at kontrol er bedre end tillid. Brudeparrets lagen bliver stadigt vist frem morgenen efter bryllupsnatten, så alle kan checke blodsporene fra jomfruhinden.

– I min landsby var det ikke meningen, at piger skulle have en uddannelse. Så min søster og jeg var meget privilegerede, at vi fik lov at gå seks år i skole. Men det var på den betingelse, at vi umiddelbart bagefter skulle giftes væk, hvis en mand skulle være interesseret, fortæller Hauwa Ibrahim.

Hun snød både faderen og systemet. Fra syvårsalderen formodes piger at spare op til potter og pander til deres fremtidige hjem. Hauwa Ibrahim brugte sit overskud fra gadehandel med jordnødder og grøntsager til at fortsætte i skolen, mens familien desperat ledte efter en mand til hende. Meget senere, da hun var nået frem til jurastudierne på universitetet, lovede hendes far hende væk til en af sine venner, der var ivrig efter at få Hauwa Ibrahim som sin fjerde kone.

I ren desperation giftede hun sig med en lektor på universitetet:

– Jeg elskede ham ikke. Men jeg var bange for at blive giftet væk til en mand, der kunne have været min far. Så ville jeg være rykket tilbage til start, siger hun.

Slået af sin mand
Ægteskabet kom aldrig til at blomstre i skyggerne fra Hauwa Ibrahims konservative opvækst:

– Jeg havde lært, at sex med en mand er forkert. Så selv efter jeg blev gift, troede jeg, det var forbudt. Ingen havde fortalt mig, at det er i orden med din mand. Han blev meget aggressiv, fordi han ikke fik, hvad han mente at have ret til og begyndte at slå mig. Jo mere han slog, jo mere afskyede jeg ham. Og tre gange endte jeg på hospitalet.

Hauwa Ibrahim flygtede til sidst fra sin voldelige mand og blev senere gift med en udlænding, en italiensk bygningsarbejder.

– Jeg var meget tiltrukket af ham, fordi han var ærlig, ligefrem og til at stole på. Så jeg regnede ham for et godt parti. Selv om han var kendt som en casanova, accepterede han, at vi ikke kunne gå i seng sammen, indtil vi var blevet gift. Så vi nøjedes med at gå ud sammen i tre år, mens han ventede på sin skilsmisse. Bagefter var han meget tålmodig og lærte mig, at det ikke er forkert at have sex.

Reddet af uddannelse
Hauwa Ibrahim er ikke selv i tvivl om, at uddannelse var nøglen til, at hun til slut kunne folde sig ud som kvinde, som mor og – mere indlysende – som advokat. I hendes verden hænger de tre ting uløseligt sammen. I barndommen var uddannelse alternativet til at blive barnebrud. Hendes skolegang skaffede hende siden ind på universitetet, hvor hun for første gang så et alternativ til livet i hendes stærkt konservative landsby. Og hendes status som en af de første kvindelige advokater i det nordlige Nigeria gav hende så meget selvbevidsthed, at hun kunne begynde at stille krav til mændene i sit liv.

Hendes klient Amina Lawal er analfabet og kan ikke selv læse den Koran, der er omdrejningspunktet i hendes liv og var grundlaget for hendes dødsdom. Under hele retssagen var Amina Lawal dybt splittet. Som muslim havde hun lært, at stening til døde er den passende straf for sex uden for ægteskabet. Som mor var hendes højeste ønske at overleve, så hun kunne se sin datter vokse op.

– Hvis jeg ikke har succes med min appel, er det Allahs vilje. Men selv om jeg vil acceptere det, er jeg meget bekymret. Ingen ønsker at dø, når de har børn, sagde hun midtvejs i sagen.

Kvinders accept af vold som noget uundgåeligt eller religiøst bestemt er både et af de mest skræmmende resultater af manglende uddannelse og en af de største forhindringer for, at kvinderne kan sige nej. En undersøgelse fra 2004 afslørede, at kvinder i en række lande gav sig selv skylden, når manden bankede dem. 94 pct. af de adspurgte i Egypten, 91 pct. i Zambia og 70 pct. i Indien fandt afstraffelsen rimelig, hvis de havde gjort en af eller flere af følgende ting: Sagt nej til sex, undladt at have maden parat til tiden, gået ud uden at sige det til manden på forhånd, ignoreret børnene eller talt med andre mænd.

Globalt dør flere kvinder af vold end af trafikuheld og malaria tilsammen. Alligevel fik verden først i 1993 en FN-erklæring om udryddelse af vold mod kvinder med en ganske bred definition af uhyrlighederne. Erklæringen inkluderer vold i hjemmet og i samfundet, hvad enten denne vold er fysisk, psykisk eller seksuel.

Mange af FN-erklæringens definitioner på vold er kloden rundt accepteret som overgreb, herunder voldtægt og tvungen prostitution. Andre er mere ømtålelige. Det gælder ikke mindst ’kvindelig omskæring og andre traditionelle indgreb, som er skadelige for kvinder’.

Hauwa Ibrahim frygtede under sagen mod Amina Lawal, at den megen opmærksomhed fra vestlig presse og menneskerettighedsorganisationer kunne være mere skadelig end gavnlig for hendes klient. Advokaten var specielt påpasselig med at holde stor afstand til de organisationer, der fordømte sharia som princip og anfægtede Nigerias ret til at indføre den religiøst baserede lovgivning.

Den holdning byggede på hendes erfaringer fra den første sag efter skærpelsen af sharia-lovgivningen. En 15-årig pige var tiltalt for sex før ægteskabet, men huskede intet af den episode, der gjorde hende gravid. Hun vidste kun, at tre af hendes fars venner havde tilbudt hende en cola, som tilsyneladende indeholdt noget bedøvende. Siden vågnede hun op med smerter i underlivet.

Den historie fortalte hun i retten, hvorefter de tre mænd blev indkaldt som vidner. De nægtede alle, hvorefter pigen blev idømt 80 piskeslag for falsk forklaring oven i de 100, hun fik for graviditeten. ´

Turen går til en mindre skæv verden kan fås gratis på landets biblioteker, hos boghandlerne og på DSB’s rejsebureauer fra den 28. april og maj måned ud, så længe lageret rækker. handler om 2015 Målene og udviklingslandenes muligheder for at nå Målene inden 2015. er et samarbejde mellem Politikens Forlag og dagbladet Politiken – projektet er finansieret af Danida. skal skærpe danskernes opmærksomhed på 2015 Målene. udkommer i 80.000 eksemplarer.

Når pres er problematisk
Hauwa Ibrahim fornemmede, at udenlandske fordømmelser af sharia-lovgivningen var med til at skærpe straffen, fordi domstolen og lokalregeringen i delstaten Zamfara blev irriterede over indblandingen:

– De sagde: Den internationale presse tror, den kan komme her og regere delstaten med sit pres. Så i dette tilfælde var medierne dårlige for sagen. Til slut vendte de [regeringen] deres ryg til dem og piskede hende.

Sådan kræver opfyldelse af 2015 målet om ligestilling måske mere end noget andet mål en indgående forståelse for de kulturelle og religiøse kræfter, man er oppe imod. Ellers risikerer man at få sin indsats afskrevet som utidig indblanding – eller at modarbejde sig selv. Det skal ikke læses som et argument

for at holde kæft. For så skulle vi også anbefale kvinder at acceptere deres tæsk, fordi protester har det med at føre til yderligere vold. Men det er en kendsgerning, at ethvert angreb på kulturelle og religiøse normer har det med at slippe voldsomme kræfter løs. Og hvis angrebene kommer fra kvinder, bliver det kun værre. Det var Annalena Tonelli et eksempel på.

Hun var italiener og advokat, men valgte at føre sag for de syge og de undertrykte i Afrika. I den somaliske provinsby Borama blæste hun nyt liv i et gammelt tuberkulosehospital, hvor hun kendte navne og diagnoser på samtlige patienter i de 230 senge. Når Tonelli gik stuegang, lyste de om kap med det vårgrønne sengelinned.

Sandheder fra en bedstemor
Tonelli talte om alt det, man ikke måtte: Hiv, aids, kvindelig omskæring. Da hun som katolik i sundhedens tjeneste blev inviteret til Vatikanet, sagde hun i avisinterviews, at virkeligheden i det aids-hærgede Afrika var løbet fra Pavens forbud mod kondomer:

– Jeg chokerede mange ved at sige, at vi alle må foretage valg, der ikke nødvendigvis er påtvunget af religion.

I Borama overbeviste hun lokale muslimer om, at Koranen ikke kræver omskæring af deres piger.

– I begyndelsen var det en stor skandale. Folk sagde: Hvorfor taler Annalena pludselig om kønsorganer? Men snart lykkedes det at få imamerne i de lokale moskeer til at bakke op. Og så lagde omskærerne deres knive ved store offentlige møder, der blev optaget på video.

– Jeg er den gamle bedstemor. Jeg kan snakke om alting, sagde Tonelli om sin succes.

I kampen mod hiv tilbragte Annalena Tonelli mange nætter med at tale med lastbilchauffører og prostituerede i mørke barer i grænsebyerne mod Djibouti og Etiopien. På sit hospital købte hun smukke klæder til de aids-syge for at demonstrere for dem selv og deres pårørende, at de stadig har værdighed og er værd at give omsorg.

Tonelli var så populær, at man i det nordlige Somalia kaldte kvinder i samfundets tjeneste for ’annalena’er’. Men hendes høje profil endte tilsyneladende også med at koste hende livet. En eftermiddag blev hun skudt ned på vej hjem fra hospitalet. En gruppe mænd med påståede forbindelser til al-Qaedas terrornetværk blev senere anholdt for drabet.

Ved Annalena Tonellis død flokkedes folk uden for det hospital, hun havde vakt til live.

– Hun satte standarder, vi andre har svært ved at leve op til, sagde den daværende chef for FN’s Børnefond (UNICEF) i Somalia, Jesper Mørch. Og det var måske problemet. Dynamiske mennesker kommer nemt – men ofte ufrivilligt – til at afsløre middelmådigheden i deres omgivelser.

Uddrag af kapitel 7 fra bogen ”Turen går til en mindre skæv verden”. Kapitlet her på siden er, ligesom resten af bogen, forfattet af journalist Jesper Strudsholm.

”TUREN GÅR TIL EN MINDRE SKÆV VERDEN" LANCERES DEN 27. APRIL PÅ POLITIKEN Den nye ’rejsebog’ offentliggøres ved et læsermøde i Politikens Hus, København, torsdag den 27. april kl. 16.30-18.30. Advokat Hauwa Ibrahim og udviklingsminister Ulla Tørnæs vil her tale om 2015 Målenes betydning for udviklingen i især Afrika. Hauwa Ibrahim blev internationalt kendt, da hun førte den dødsdømte Amina Lawals sag i Nigeria. Turen går til Syd­Tyskland, Turen går til London, Turen går til Thailand… Seneste skud på stammen i rejseserien fra Politikens Forlag hedder ”Turen går til en mindre skæv verden”. Den kan fås gratis i hele maj måned og skal gøre danskerne mere opmærksomme på FN’s 2015 Mål.

MAN SKAL OPFØRE SIG ORDENTLIGT

– Den bedste måde at reducere den økonomiske risiko ved at gøre forretninger i Afrika på, er at sprede forretningen over flere lande og flere industrier, siger finansdirektør Jørgen A. Engell. Foto: A.P. Møller-Mærsk.

A. P. Møller-Mærsks forretningsaktiviteter i Afrika har flere gange været i kritisk søgelys i pressen. Men hvad mener koncernen selv om dens rolle i Afrika? udvikling har mødt firmaets finansdirektør Jørgen A. Engell.

Af Signe Jønsson

På Esplanaden i København vælter solen ind af de store glasruder i A.P. Møller-Mærsks hovedkvarter. Det myldrer med businessfolk i mørkt tøj med rullekufferter, travle miner og mobiltelefoner i receptionen og sikkerhedsvagter, for efter 11. september har Mærsk valgt at sætte ekstra fokus på sikkerheden.

Imens elevatoren lydløst sniger sig op i domænet, sludrer udviklings udsendte med den venlige sekretær, som har taget imod. Elevatoren stopper på tredje sal, og vi træder ud i finanssektoren, hvor shippingeleverne myreflittigt arbejder ved computerne, klædt i overensstemmelse med Mærsks dress-code: mørk habit eller spadseredragt. For enden af det store åbne kontor har finansdirektør Jørgen A. Engell sit kontor. Herfra har han overblikket over Mærsks globale aktiviteter – og finansafdelingen, som han kan se gennem glasruden fra sit kontor.

Det er nu ikke altid solen skinner på Mærsk, når pressen skriver om den multinationale koncerns forretningsaktiviteter i Afrika. Navnlig har kritikere skudt efter firmaets støtte fra Danidas Privat Sektor Program (i dag Business-to-Business-programmet) samt samarbejdet med IFU (Industrialiseringsfonden for udviklingslandene). ”Det er erhvervsstøtte, ikke udviklingsbistand”, lød de kritiske røster fra blandt andet fagforbundet 3F og Mellemfolkeligt Samvirke (se boks s. 15).

For Jørgen A. Engell er der ikke noget fordækt ved samarbejdet: – Forretningsmæssigt ville det på flere måder være optimalt for os at eje et projekt selv, men samarbejdet med IFU åbner døre for os i Afrika. IFU har kontakter til lokalsamfundet, og sammen med dem kan vi drive interessante projekter, som kommer lokalbefolkningen til gode, siger Jørgen A. Engell. Og tilføjer, at det også åbner døre for Mærsk at

samarbejde med en solid statsinstitution som IFU. Samtidig er samarbejdet med en sådan blåstemplet statsinstitution et godt værn mod korrupte afrikanske myndigheder.

Jørgen A. Engell er udmærket klar over, at mange mennesker i Danmark er af den opfattelse, at Mærsk kan købe de projekter de vil og styre forretningerne på deres præmisser. Men han understreger, at det faktisk er sådan, at Mærsk ofte er underlagt restriktioner fra myndighederne i det pågældende land. For eksempel har Mærsk måttet indgå i et joint venture om et containerprojekt i Egypten med den egyptiske stat, Suez Kanalmyndighederne og en række private egyptiske investorer.

– Vi kan ikke købe det, vi har lyst til i Afrika. Myndighederne er ikke interesserede i, at vi sidder på aktiemajoriteten i et selskab, men vil også selv have foden indenfor. Derfor er mange af vores projekter joint ventures. Selv om det – indrømmet – til tider ville gøre det nemmere, at vi selv styrede. Lokale partnere har ofte vanskeligheder med at skaffe deres del af finansieringen, og her kommer IFU ind i billedet: De er med til at finansiere investeringen. Vi accepterer så at betale en højere rente til IFU, end hvis vi selv havde ejet og finansieret projektet. Det kan næppe kaldes subsidier til A.P. Møller, siger Jørgen A. Engell.

Svære betingelser for forretninger
Bureaukrati, dårlig infrastruktur, politiske konflikter, korruption og millioner af hiv-smittede er ikke noget, som er specielt attraktivt for forretningsfolk på udkig efter nye markeder. Mærsk er et af de få danske selskaber, som har formået at bide sig fast på det afrikanske marked. A.P. Møller har været i Afrika siden 1922, hvor virksomheden etablerede en plantagedrift i Kenya.

For finansdirektøren er det vigtigt at understrege, at Mærsk selvfølgelig har en overskudsgivende forretning i Afrika – ”ellers ville vi ikke være til stede” – men han mener også, at Mærsk tilfører samfundet noget:

– Vores opgave er at lave fornuftige forretninger, men vi lægger vægt på, at det også er til glæde for lokalsamfundet. Som forretningsmand i Afrika må man tilføre samfundet en værdi. For eksempel i form af uddannelse, træning af lokale medarbejdere samt velordnede forhold på vore arbejdspladser. I Afrika er det ikke klogt kun at tænke på kortsigtet at maksimere overskuddet. Det kan betale sig at opføre sig ordentligt – og så kan man på lang sigt gøre gode forretninger, siger Jørgen A. Engell.

Containerterminal-driften er et omdrejningspunkt i Mærsks Afrika-aktiviteter og ifølge Jørgen A. Engell også livsnerven for Afrika. Den sikrer importen og eksporten i mange af de afrikanske landes små økonomier. Containerdriften skaber nemlig mulighed for at fragte frugt og grønt i mindre portioner end i skibe, som skal lastes til bristepunktet for at være økonomisk rentable, og derfor ikke er et tilstrækkeligt fleksibelt transportsystem.

Syv takker og en kongekrone
A.P. Møller-Mærsk er til stede med omkring 100 kontorer i 40 forskellige afrikanske lande. Når Mærsk har interesser i så mange lande, er det ud fra en velovervejet, langsigtet strategi: – Den bedste måde at reducere den økonomiske risiko ved at gøre forretninger i Afrika er et sprede forretningen over flere lande og flere industrier. Hvis et land pludselig nationaliserer alle virksomheder – noget som vi har oplevet – eller der udbryder borgerkrig, har vi andre muligheder, siger Jørgen A. Engell.

Et af de projekter, som Jørgen A. Engell selv gerne vil tale om, er Suez Kanal containerterminal-projektet i Egypten. Et ud af seks projekter i Afrika, som bærer den syvtakkede stjerne og IFU’s blåstempling. I pressen har projektet fået en del kritik på grund af det tidligere omtalte samarbejde med IFU. Men Jørgen A. Engell understreger, at det er et fantastisk vellykket projekt: For det er lykkedes at skabe 600 arbejdspladser siden 2003.

– Hvis vi havde sendt vores folk ned fra dag ét, havde vi hurtigere fået projektet på skinner. Men sammen med IFU og de egyptiske myndigheder har vi skabt et blomstrende projekt. Og det har været interessant at følge alle faserne i etableringen. Da vi begyndte, havde vi jobannoncer i de egyptiske aviser, og i dag har vi fået uddannet mange lokale blandt andet gennem to års træning. Vi blev kritiseret for at modtage statsstøtte i forbindelse med projektet. Faktum er, at vi kun fik lov til at eje 15 pct., og ved at IFU gik ind som medaktionærer, blev den danske indflydelse på projektet forøget. Sammen med IFU og de egyptiske myndigheder har vi skabt et blomstrende projekt, der har skabt arbejdspladser, fortæller Jørgen A. Engell. Og skabelsen af arbejdspladser er noget, som han gang på gang understreger, tilfører samfundet værdi. Derfor er direktøren også glad for, at 13 pct. af de unge, som deltager i A.P. Møllers 2-årige shippinguddannelse, kommer fra 14 forskellige afrikanske lande.

Men hvilke Mærsk-projekter har hjulpet Afrika og flyttet noget i forhold til kontinentets grænseløse fattigdom? Her falder svaret prompte fra finansdirektøren: – Vores kamp er ikke at bekæmpe Afrikas grænseløse fattigdom. Vi skal drive fornuftige forretninger og har mange gode projekter i gang. Ifølge Jørgen A. Engell er det et helt andet sted, skoen trykker: – Et af Afrikas problemer er de schweiziske bankkonti. De velhavende lokale forretningsfolk og politikere bringer deres formuer i sikkerhed i Schweiz i stedet for at investere dem i deres hjemlande og derved skabe arbejdspladser og fremgang.

Den egoistiske fattigdom
For A. P. Møller-Mærsk er det vigtigt at træde varsomt, når de starter et nyt projekt i Afrika. Et projekt, som umiddelbart lyder fornuftigt, kan risikere at få meget uheldige konsekvenser. Det var tilfældet i Sydafrika, hvor den lokale Mærsk-afdeling fik en tilsyneladende glimrende idé. Nogle af de gamle containere, som ikke længere kunne benyttes i havnen, kunne ombygges til huse i en af de lokale townships. Men da nogle af de lokale rådgivere fik nys om sagen, råbte de vagt i gevær.

– Vi var i færd med at skabe interne problemer i den pågældende township. En familie kunne være blevet glade i deres nye hus – men vi havde gjort hundrede familier utilfredse, fortæller Jørgen A. Engell. I stedet for at bygge huse besluttede Mærsk derfor at ombygge containerne til et bibliotek, en skole og et forsamlingshus, så det kom alle familier i townshippen til gode.

Et af Afrikas problemer er ifølge Jørgen A. Engell den egoistiske adfærd, som opstår i kølvandet på nød og fattigdom:

– Befolkningen i Afrika lever under ekstreme betingelser. Hvis man lever i et hul, kan man vælge at spille med for at komme på den grønne gren: korruptionen. Eller lade være og forblive fattig. Derfor tænker afrikaneren også først og fremmest på sin familie eller stamme, og ingen stoler på hinanden. For i det samfund handler det virkelig om at sætte sig på den grønne gren for sin families overlevelse. Når jeg kigger på vores unge elever i Mærsk, tænker jeg, at det er klart, de kan opføre sig ordentligt, fordi de har nogle handlemuligheder og nogle rammer, der ikke skaber egoisme, men sammenhold.

De gode naboer
Der er langt fra en Mærsk arbejdsplads i for eksempel USA og de fysiske rammer, der er på en afrikansk arbejdsplads. Men netop Mærsk-”opdragelsen” af shippingeleverne er ifølge Jørgen A. Engell garant for, at de ledere, som sendes til Afrika, opfører sig ordentligt i deres daglige ledelse af arbejdspladsen:

– Vores shippingelever lærer at føle sig trygge. De kan altid gå til den ældre chef og fortælle om deres fejl. De lærer ikke at skjule dem. Det giver mulighed for, at de kan udvikle sig som mennesker og blive gode ledere. Desuden er mange af de nuværende ledere globalister; de kender verden og ved, hvordan man begår sig. Kloden rundt har alle vore medarbejdere det samme værdisæt: Man skal opføre sig ordentligt. Og hvem vil aflevere en arbejdsplads, der ligner en røverkule, til en ny leder? pointerer Jørgen A. Engell.

Karen Blixen sagde engang i en tale: ”Vi frie folk fra Norden træder hjemlig på jorden”. Men hvordan vil den multinationale koncern gerne opfattes i Blixens elskede Afrika?

– Det er blåøjet og naivt at tro, vi kan angribe Afrikas grænseløse fattigdom. Men vi vil gerne hjælpe med lokale projekter og i konkrete situationer, som vi for eksempel også gjorde ved tsunamien. Mit håb er, at den afrikanske befolkning opfatter os som ’de gode naboer’, siger Jørgen A. Engell.

Signe Jønsson er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sigjon@um.dk

Fakta  A.P. Møller-Mærsk er til stede med omkring 100 kontorer i 40 forskellige afrikanske lande. IFU og A.P. Møller-Mærsk er partnere i fem Afrikaprojekter i Benin, Cameroun, Egypten, Nigeria og Togo. Der er primært tale om projekter med containerterminaler, men i Cameroun gælder samarbejdet også produktion af bananer.

IFU, PS OG BISTANDSKRONERNE A.P. Møller-Maersk og andre danske virksomheder kan modtage statslig støtte til aktiviteter i udviklingslandene, primært gennem to statslige ordninger: Industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU), som er en selvejende institution, deltager med finansiering og rådgivning i investeringer som etableres i udviklingslande sammen med danske virksomheder. Dette kan være både som aktiekapital og lån, som lydes på markedsvilkår. Privat Sektor Programmet (nu B2B), der er Danidas erhvervssamarbejdsprogram, der formidler samarbejde mellem danske virksomheder og virksomheder i u-landene. I de seneste år har begge ordninger været gennem evalueringer, der har resulteret i en opstramning i retning af større fattigdomsorientering. Fra 1996 til 2005 har IFU investeret i 17 projekter sammen med selskaber under A.P Møllergruppen. IFU’s samlede deltagelse i disse projekter er 493 mio. kr., hvilket svarer til otte procent af fondens investeringer i denne periode. I 2004 blev 80 pct. af IFU’s investeringer foretaget i lande med en BNI på under USD 2.428. Fremover vil denne andel blive endnu højere efter udviklingsminister Ulla Tørnæs i 2005 satte et BNI på USD 2.428 (15.000 kr.) som den øvre grænse for, hvilke lande IFU må investere i. Grænsen lå tidligere på USD 5.298 (30.000 kr.). I nyhedsbrevet 3F – udgivet af Fagforbundet af samme navn – blev der i 2005 rettet en hård kritik mod Danidas Privat Sektor Program, der gik på, at store danske koncerner som A.P Møller-Maersk modtog støtte til investeringer, som de under alle omstændigheder ville have foretaget. Et af eksemplerne er uddannelse af havnearbejdere i forbindelse med et containerterminalprojekt i Egypten, som er omtalt i artiklen. Udviklingsministeren har nu lanceret B2B-programmet som afløser for PS-Program-met. Det vil stadig være muligt for store koncerner som A.P. Møller-Maersk at modtage støtte fra Danida.

HØJ FART PÅ HULLEDE VEJE

Slap med skrækken. Foto: Karsten Bidstrup/ Polfoto. 

Om blot 14 år – i 2020 – vil trafikdrab være den tredje største dødsårsag, forudser WHO. I Afrika er det 30 gange så farligt at færdes i trafikken som i Danmark.

Af Morten Seifert

Lige før Jacob passerede en sort, behåret gris i vejsiden, valgte den at løbe over vejen og ud foran bilen. Jacob hev i rattet for at undgå at smadre ind i dyret, men bilen røg ud i gruset. Jacob forsøgte at rette op, men mistede kontrollen. Bilen med fire passagerer røg tværs over vejen, ramte grøften i den modsatte vejside, rullede flere gange rundt for til sidst at lande på hjulene med taget mast.

Ingen omkom, men flere kom til skade, én alvorligt. Det kunne være gået endnu værre, for passagererne og Jacob, der var i Zambia for Folkekirkens Nødhjælp.

Blandt hundreder af tusinder af ulykker i Afrika var Jacobs en af de få, der blev registreret. Mange når aldrig politiets statistikker.

TRAFIKKEN - AFRIKAS OVERSETE DRÆBER: 30 GANGE SÅ FARLIGT For hver 10.000 køretøjer sker der mellem 40 og 130 dødsfald årligt i de fleste lande i Afrika. I vores del af verden (Europa, USA, Australien og Japan) svinger det samme tal mellem 1,5 og 4 årlige dødsfald. Groft sagt er det altså 30 gange farligere at færdes i den afrikanske trafik. Problemet vokser. Globalt er trafikuheld i dag den niende mest almindelige dødsårsag. Men på grund af den stigende trafikmængde, regner WHO med, at trafikdrab vil være kravlet op på en tredjeplads i 2020. Alene i Afrika anslår WHO, at det årlige totale antal af trafikdræbte vil stige med 80 pct. mellem 2000 og 2020.

Alle kender et trafikoffer
Høj fart, vanvittige overhalinger, fulde, skæve eller overtrætte lastbilchauffører og hullede veje. Biler der ligner rullende skrotbunker, overlæssede busser og dyr på vejene. Det er blot nogle af elementerne i den cocktail, der gør Afrikas vejnet til et af de farligste steder i verden at opholde sig.

Man kører ikke langt på Afrikas veje uden at se en ulykke eller bilvragene fra en, der lige er sket. Og næsten enhver afrikaner har en ven eller et familiemedlem, der er omkommet i trafikken.

Som al anden afrikansk statistik er trafikstatistikkerne højst usikre. En forsker fra Kenyas School of Public Health har forsøgt at sammenfatte nogle af de sparsomme data for at give et samlet billede af Afrikas trafiksikkerhed. Fragmenter af et samlet billede som ikke ser godt ud.

Ofte måles risikoen for at omkomme i trafikken i forhold til det samlede antal indbyggere i landet. Men det giver et skævt billede af, hvor farlig trafikken egentlig er at færdes i. Mange afrikanske lande har kun et lille vejnet og få biler. Store dele af befolkningen lever i landområder og ser aldrig en bil.

Et blodigt kapitel
I Afrika er det de bløde trafikanter, der slås ihjel. Fodgængere og buspassagerer tegner sig for mere end 80 pct. af dødsofrene, mens førere af køretøjer udgør under 10 pct.. Billedet i vores del af verden er omvendt. I Danmark udgør de bløde trafikanter og buspassagerer således tilsammen under halvdelen af dødsofrene.

Mini-busserne er et særligt blodigt kapitel. Umiddelbart kan de karakteristiske minibusser være et charmerende træk ved den afrikanske trafik. Toyota Hiace’s tæt pakket med sorte ansigter med halvanden meter bagage på taget, igen med to levende geder og tre grinende drenge ovenpå er et farverigt syn. Afrikansk effektivitet for små midler.

“God is with you”
Men minibusserne er en dødsfælde på de hullede afrikanske landeveje. Busserne har tre gange så høj risiko som andre køretøjer for at blive indblandet i uheld i den i forvejen farlige trafik. Konkurrencen og kravet om at vride en minimal indkomst ud af busdriften tvinger chaufførerne til at overlæsse bilerne, køre stærkt og bruge færrest muligt penge på vedligeholdelse. Og det koster liv.

Det er næppe tilfældigt, at man i mange lande har tradition for at male skæbnelogoer på busserne – ”God is with you” eller bare ”Good luck”.

Når to minibusser med hver femten passagerer tørner frontalt sammen på en fjern landevej, er der langt til lægehjælp. Den næste lastbil, der tilfældigt passerer ulykkesstedet, er sandsynligvis det bedste bud på en ambulance.

Det betaler sig
Ulykkerne koster Afrika dyrt. De rammer først og fremmest mennesker i den produktive alder. Lidt samme mønster som aids. De tabte produktive år kommer oven i udgifter til hospitalsbehandling, i tabet af mange kostbare køretøjer, for slet ikke at tale om lidelse og sorg.

Og selvom bedre veje, oplysningskampagner og politikontrol alle er kostbare investeringer, kan det godt betale sig. Jens Erik Bendix Rasmussen er chefrådgiver for infrastruktur i Danida. Han siger: – Tidligere blev trafikuheldene nok regnet lidt som udviklingens pris. Afrikanerne syntes de havde andre problemer, og så blev trafikken nedprioriteret. Men der er en stigende bevidsthed om, at det er et stort samfundsøkonomisk tab. Verdensbanken har lavet nogle costbenefit-analyser, som viser, at det økonomisk kan betale sig at gøre noget ved det.

Men ifølge Jens Erik Bendix Rasmussen er det faktisk ikke omkostningerne, der er den største udfordring for afrikanerne:

– Trafiksikkerhed er et tværinstitutionelt område. Det spænder både over transportsektoren, sundhedsvæsnet, politiet, oplysning og uddannelse og så videre. Mange lande i Afrika har meget svage institutioner. De er ikke gearet til at tage sig af de blødere områder. Særligt når det bliver tværinstitutionelt, er det svært.

Ghana er foregangsland
Danidas chefrådgiver forklarer, hvorfor Afrika tilsyneladende har tøvet med at sætte ind mod trafikdrabene:

– Trafik betyder jo også modernisering.

Når mange lande først begynder at gøre noget ved problemerne nu, skyldes det, at man først i de senere år har erkendt omfanget af problemet. WHO har gjort meget for at sætte fokus på det.

Siden slutningen af 90’erne har Danida lavet sikkerhedsvurderinger som en integreret del af næsten alle sine store infrastrukturprojekter. I Ghana støtter Danida Ghana Road Safety Commission, et bredt, tværinstitutionelt sikkerhedsprogram. Jens Erik Bendix Rasmussen forklarer:

– Det er en institution, som favner bredt.

Trafikplanlægning, bilinspektion, kørelærere, politi, sundhed, oplysningskampagner, statistikindsamling og så videre. Den kan sammenlignes med Rådet for større Færdselssikkerhed i Danmark. Initiativet i Ghana var et af de første af sin art i Afrika, og Danida har været med hele vejen. Det er mit indtryk, at mange andre lande ser et forbillede i Ghana Road Safety Commission.

Det langsigtede mål er, at antallet af dræbte og sårede i trafikken falder. Men Jens Erik Bendix Rasmussen mener, det er for tidligt endnu at dokumentere en direkte virkning af kommissionen på trafikstatistikken i Ghana.

Morten Seifert er M.Sc og freelancejournalist. morten@uncial.dk