NYHEDER

NYT FRA STYRELSEN: MISSION IMPOSSIBLE

Af Bo Simonsen

Der findes forslag til udviklingsbistand, hvor man ved første gennemlæsning frygter for ophavsmændenes/ kvindernes mentale velbefindende.

Hvor man om projekt- eller programforslaget tænker: De må jo være skingrende gale… eller håbløst naive. At smide gode danske skattekroner efter den slags galimatias er på grænsen til det kriminelle!

Et sådan projekt blev præsenteret på martsmødet i Danidas Styrelse. ”Støtte til national forsoning og opbygning af civilsamfundet i Burma” hedder projektet. Bag ansøgningen står Dansk Burma Komité, og det ansøgte beløb er 23 mio. kr. fordelt over tre år.

Allerede på første side af projektbeskrivelsen lægges åbent frem, hvilke overvældende forhindringer som forsoning og opbygning af civilsamfund støder på i dagens Burma: ”Burma styres af ét af verdens mest brutale militærdiktaturer.” Og lidt længere fremme i ansøgningen gives der ikke rum for falsk optimisme: ”muligheden for en national forsoning (er) betydeligt svækket” og ”der forekommer fortsat grove og udbredte menneskerettighedsovergreb. Mange politiske fanger, udbredt anvendelse af tvangsarbejde og brug af børnesoldater. Den økonomiske og sociale situation i landet er forværret og flygtningestrømmen vokser til Burmas nabolande.” Med andre ord: Et rigtigt ubehageligt sted at være opposition og civilsamfund.

Pengene til Burma-komiteens projekt skal blandt andet bruges til at ”styrke de etniske grupper og den demokratiske oppositions kapacitet til at indgå i FN-støttede forhandlinger om et demokratisk Burma”. De vigtigste aktiviteter her er arbejdet med en ny forfatning samt bedre sundhed og uddannelse for befolkningen i de ’etnisk kontrollerede’ områder i landet.

Den Danske Burma Komité vil sammen med fire samarbejdspartnere være ansvarlig for programmets udførelse. Det skønnes, at op til 250.000 personer vil være direkte involveret, for eksempel i høringer om den ny forfatning og sundheds- og uddannelsesaktiviteter i de dele af Burma, der kontrolleres af etniske grupper. Millioner af lyttere forventes at lægge øre til Radiostationen Burmas Demokratiske Stemme, der støttes af projektet.

Det lyder som om det muliges kunst virkelig står over for en udfordring i dette land, hvor militærregimet kontrollerer sådan cirka 95 pct. af det nationale territorium, og der kun er enkelte ’diktaturfri’ enklaver i grænseområderne. Størstedelen af programmet skal da heller ikke gennemføres inde i selve Burma, men i nabolandet Thailand samt i Norge, hvor radiostationen Burmas Demokratiske Stemme blandt andet sender fra. Det hører dog med til historien, at mange af de personer, der trænes i Thailand, går tilbage over grænsen og arbejder inde i Burma.

En væsentlig del af programmet er aktiviteter, som kan fremme kvinders og unges deltagelse i demokratibevægelsen, lederkurser, kurser i administration og træning i græsrodsaktiviteter. Ikke nødvendigvis færdigheder, der – på grund af den ufleksible politiske situation i Burma – kan bruges her og nu. Men militærdiktaturer sidder ikke evigt, og når militærets jerngreb begynder at løsnes, er det helt afgørende, at de forskellige grupperinger af demokratiske kræfter står rustet til at tage over.

De mange aktiviteter er ikke fri fantasi. De har faktisk været i gang med dansk støtte de seneste tre år, og projektet, der blev præsenteret og godkendt af Danidas Styrelse, er en fortsættelse af et eksisterende program. Det betyder blandt andet, at Burmas Demokratiske Stemme allerede har omkring 13 millioner lyttere. En ekstern gennemgang af de danskstøttede aktiviteter konkluderer, at programmet på væsentlige områder har bidraget til at skabe forudsætninger for en fredelig overgang til demokrati i Burma.

At støtten til national forsoning i Burma langt fra er en enlig svale i dansk udviklingssamarbejde blev understreget af et andet punkt på Styrelsens dagsorden: Orientering om FN’s beslutning om at etablere en Fredsopbygningskommission. Danmark har blandt andet sammen med Tanzania været frontløber i at få dannet kommissionen, der får som opgave at ”sikre koordination mellem aktører i konfliktramte lande umiddelbart efter fredsslutning og bygge bro til den langsigtede genopbygning”. Eller med andre ord: Forebygge at krig og konflikt blusser op igen.

Nogen vil måske skyde den slags initiativer ned som kommissionsfetichisme og FN-fatamorgana. Men forudsat at den politiske vilje er til stede, så er det slet ikke umuligt at nogle af denne verdens missions impossibles – med Fredsopbygningskommissionens indsats – kan få en happy end.

For eksempel i Burma.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed, bosimo@um.dk

Tiltrådte bevillinger i marts Støtte til national forsoning og opbygning af civilsamfund i Burma, fase 2 (23 mio. kr.) Derudover behandlede Styrelsen disse emner: Meddelelse om Oplysningsbevillingen, 1. fordelingsrunde 2006. Udkast til ny dansk befolkningsstrategi Orientering om opbygning af FN’s Fredsopbygningskommission Årsforhandlinger med rammeorganisationerne (større danske NGO’er) Mandat for tilslutning til fælles landestrategi i samarbejde med regering og en række donorer i henholdsvis Zambia og Tanzania.

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr., samt op­læg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på www. um.dk/manu/Udviklingspolitik/OmDanida/Styrelsen­Raadet/Styrelsen

REKORDVÆKST I DEN INTERNATIONALE BISTAND

Afrika syd for Sahara kan se frem til mere end en fordobling af støtten frem mod 2010, hvor bistandsstrømmen stiger til 130 mia. dollars om året, fremgår det af ny opgørelse fra OECD’s udviklingskomité.

Udviklingsbistanden fra OECD-landene steg fra 79 mia. dollars i 2004 til 106 mia. dollars i 2005. Og der er udsigt til, at bistanden runder 130 mia. dollars – omkring 1.000 milliarder danske kroner i 2010, hvis donorerne indfrier deres løfter, fremgår det af nye tal fra OECD’s udviklingskomité, DAC.

Men hvordan vil de mange nye penge blive fordelt?

Det spørgsmål giver DAC et svar på i form af et fordelingsscenarium.

De afrikanske lande syd for Sahara kan ifølge dette scenarium se frem til mere end en fordobling i den internationale støtte i 2010.

Det gælder blandt andet det danske programsamarbejdsland Tanzania, der i DAC’s fremskrivning topper listen over de største modtagere af international bistand i 2010 – og programsamarbejdslandene Mozambique og Ghana, der er nye på Top10 og som overtager pladserne fra Egypten og Kina (se tabel). 

Mozambiques internationale udviklingsbistand vil stige til 2,4 mia. dollars, og det betyder, at 41 pct. af landets bruttonationalindkomst (BNI) vil komme fra donorer – og den samme donorafhængighed vil gøre sig gældende for lande som Afghanistan (41 pct.), Sierra Leone (42 pct.), Malawi (39 pct.) og Rwanda (36 pct.).

Kan landene absorbere bistanden?
Ifølge DAC er der hårdt brug for bedre donorkoordinering og langtidsplanlægning – hvis den øgede udviklingsbistand skal være effektiv og bidrage til at opfylde FN’s 2015 Mål om at reducere verdens fattigdom.

Udviklingskomiteen skriver i rapporten Scaling up for results fra den 21. marts, at udviklingslandenes evne til at absorbere udviklingsbistand vil blive sat på prøve, og at det kan diskuteres, om nogle af pengene skal omdirigeres til lande, der er mindre donorafhængige.

Hvis DAC’s fremskrivning holder stik, vil danske programsamarbejdslande som Uganda (24 pct. af BNI), Zambia (24 pct. af BNI), Burkina Faso (21 pct. af BNI) og Mali (19 pct.) ligge højt på listen over de meste donorafhængige i 2010.

Programsamarbejdslande som Bangladesh, Nepal og Bolivia ligger på henholdsvis to, syv og ti pct. af deres respektive BNI.

DAC-rapporten omtaler, at den ’komplekse virkelighed’ i udviklingslandene kan gøre det vanskeligt at koordinere og planlægge bistanden ud fra en længere tidshorisont. Rapporten slår dog fast, at disse forhold ikke må forhindre, at OECD-landene lever op til løfterne om en markant stigning i udviklingsbistanden frem mod 2010.

Se billede i fuld størrelse
Ti største modtagere af international bistand OECD-landenes udviklingskomité DAC har udarbejdet dette fremtidsscenarium for fordelingen af den stærkt stigende internationale udviklingsbistand til 2010. Røde søjler angiver bistanden i 2010, den lyserøde søjle udviklingsbistanden i 2004.

Gældslettelse og genopbygning i Irak
Årsagen til, at verdens samlede udviklingsbistand er steget med 34 pct. fra 2004 til 2005 er ikke mindst det internationale samfunds gældslettelse til Irak (14 mia. dollars) og til Nigeria (fem mia. dollars).

Hvis man ser bort fra gældslettelsen, vil stigningen i udviklingsbistanden fra OECDlandene være på knap ni procent, og en stor del af den stigning skyldes den internationale tsunamihjælp til Indonesien og Sri Lanka.

Udover gældslettelse går en stor del af stigningen i den internationale bistand til genopbygningen i Irak. Det gælder særligt for verdens største donor – i absolutte tal – USA.

Den amerikansk udviklingsbistand steg med 27 mia. dollars i 2005, hvoraf 3,5 mia. dollars gik til Irak og 1,5 mia. dollars til narkobekæmpelse i Afghanistan. Den amerikanske bistandsprocent steg dermed fra 0,17 til 0,22 procent af BNI; det højeste niveau siden 1986.

OECD – Organisation for Economic Co-operation and Development, som er 30 vestlige landes organisation for økonomisk samarbejde og udvikling.

DANMARK PÅ EN 5. PLADS Trods en stigning på 400 mio. kr. er Danmark dumpet to pladser ned på listen over verdens mest gavmilde nationer Danmarks udviklingsbistand udgjorde i 2005 12,6 mia. kr. og er steget med godt 400 mio. kr. i forhold til 2004. Men bistandsprocenten er alligevel faldet fra 0,85 pct. til 0,81 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) på grund af den stærke vækst i dansk økonomi. Dermed befinder Danmark sig nu på en femteplads på listen over verdens største donornationer målt på bistandsprocenten, men tilhører stadig den eksklusive gruppe af lande, der ligger over det internationalt fastsatte mål om at bruge 0,7 pct. af BNI på international udviklingsland. Den danske regering udstedte sidste år en garanti, der sikrer, at Danmark ikke kommer under 0,8 pct. af BNI i de kommende år, og som vil udløse flere penge til næste år, hvor garantien træder i kraft. Det er fortsat Norge, der topper listen med 0,93 pct., men den svenske bistand er steget med 20 pct. i 2005, og det bringer den svenske bistandsprocent op på den næst højeste i verden med 0,92. Herefter følger Luxembourg (0,87) på tredje pladsen, Nederlandene på fjerde pladsen med (0,82) og endelig Danmark på femte pladsen. De øvrige europæiske lande ligger endnu et stykke fra EU-målsætningen om at bruge 0,56 pct. af BNI på udviklingsbistand i 2010.

EMIGRANTER SENDER 100 MIO. KR. HJEM OM ÅRET

Hvert år sender emigranter fra Mellemøsten og Nordafrika bosiddende i Europa omkring 100 mia. kr. tilbage til deres hjemlande. Det fremgår af en rapport fra EU, der kortlægger pengetransaktioner mellem lande. Kun de 53 mia. kr. bliver overført via konventionelle kilder såsom banker og lignende. Det resterende beløb, som er beregnet ved skøn, bliver sendt via private ikke-registrerede kanaler.

90 pct. af pengene er blevet overført til Marokko, Algeriet, Tunesien og Tyrkiet.

Pengene er en enorm indtægtskilde for landene og overstiger, hvad de får tilført både gennem udenlandske investeringer og udviklingsbistand. For visse lande svarer beløbet til op mod 22 pct. af BNP.

Verdensbanken vurderer, at der i 2005 på verdensplan blev overført 323 milliarder dollars. /RDL

37 MIA. DOLLARS I GÆLDSLETTELSE TIL 17 LANDE

Verdensbanken har besluttet at give gældslettelse til 17 af verdens fattigste lande – heraf ti danske programsamarbejdslande.

Den totale sum beløber sig til 37 mia. dollars. Med start 1. juli vil banken afvikle gælden over en 40-årig periode. I forbindelse med beslutningen udtalte præsidenten for Verdensbanken Paul Wolfowitz at:

– Dette er en historisk aftale, som kombinerer de stigende globale pengestrømme til udviklingslandene med gældslettelser, hvilket vil hjælpe fattige lande med at opnå 2015 Målene.

De HIPC-lande (Heavily Indebted Poor Countries), der har fået fuld gældslettelse fra banken er: Benin, Bolivia, Burkina Faso, Etiopien, Ghana, Guyana, Honduras, Madagaskar, Mali, Mozambique, Nicaragua, Niger, Rwanda, Senegal, Tanzania, Uganda and Zambia. Mauritius følger senere. /RDL

FATTIGE BØNDER BETALER PRISEN

I bestræbelserne på at bekæmpe fugleinfluenza er verdens fattige småbønder kommet i klemme. Det er de store industrialiserede fjerkræproducenter, der i stedet bør sættes ind overfor, mener kritikere.

Foto: Polfoto/Sarah Kell.

Af Rosalina Dias Larsen

Når internationale organisationer som FN´s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) går ud og anbefaler, at fugleinfluenzaepide-mien skal bekæmpes blandt små husdyrhold, så er de forkert på den. Og de ved det.

Den egentlige kilde til sygdomsspredningen skal findes hos de store industrialiserede fjerkræproducenter. Det er her, sygdommen udvikles fra at være en harmløs fugle influenza til at være dødelig for både mennesker og dyr.

Kritikken fremgår af en rapport, der netop er udkommet fra den internationale NGO GRAIN (Genetic Resources Action International) med hovedkvarter i Spanien.

– For at undgå en verdensomspændende epidemi blandt mennesker bekæmper man

sygdommen ved at dræbe fuldstændigt raske fugle. Vi taler her om livsgrundlaget for millioner af fattige mennesker i udviklingslandene. Den nuværende indsats, senest i Ægypten, hvor man har slået alt fjerkræ ihjel i store områder, er fuldstændig overdrevet, siger Devlin Kuyek, der er talsmand i GRAIN.

Og kritikken er berettiget, mener Jens Christian Riise, leder af Fjerkrænetværket på Landbohøjskolen, som er et Danida-finansieret netværk.

– Selv om rapporten er ensidig, så er den vigtig. Præmisserne for, hvordan vi agerer internationalt, skal diskuteres hele tiden, siger han.

Han har tidligere i et debatindlæg i Politiken gjort opmærksom på, at milliarder af fattige bønder i udviklingslandene vil miste deres livsgrundlag, hvis de internationale tiltag, der er planlagt, bliver gennemført.

De fattige bønder lider under svigt
De internationale organisationer er godt klar over, at det er de store fjerkræindustrier, der bør være i fokus for bekæmpelsen. Det mener Devlin Kuyek fra GRAIN.

Senest har organisationen i forbindelse med udsendelsen af sin rapport skrevet et brev til FAO, hvori de gør opmærksomme på problemstillingen.

Men GRAIN har endnu ikke modtaget nogen form for reaktion fra FAO.

Til udvikling siger Jan Slingenbergh, senior officer i FAO, at de er bevidste om, at industrien spiller en rolle i udviklingen af sygdommen. 

– Vi vil ikke gå ind i en diskussion af, hvem der spiller den væsentligste rolle. For øjeblikket forsøger vi at finde ud af, hvordan de små bønder kan redes samtidigt med, at sygdommen ikke udbredes. Det gør vi i et strategipapir, som skal være færdigt i maj, siger Jan Slingenbergh fra FAO.

Imens er de fattige bønder ved at blive ofret i kampen mod fugleinfluenzaen, mener GRAIN.

Eksempelvis har myndighederne i Nigeria, på opfordring fra blandt andet FAO og WHO, slået tusindvis af fattige bønders fjerkræ ihjel i River State. Dette vel og mærke uden at give nogen form for kompensation til de berørte familier.

I Vietnam og Ægypten forsøger myndighederne at forbyde fjerkræhold på under 50 fugle.

Konsekvensen er efter Devlin Kuyeks mening, at mange vil miste deres levebrød.

Industrien har spredt sygdommen
I rapporten fremgår det, at de industrialiserede fjerkræproducenter spiller en central rolle i spredningen af sygdommen. Det er specielt den thailandske producent CP (Charoen Pok-phand), der bliver fremhævet. Ifølge GRAIN har CP været involveret næsten alle de steder i Sydøstasien, hvor fugleinfluenzaen er blevet fundet.

Samtidigt med at det thailandske firma opdrætter høns, producerer det også foder.

Ifølge WHO kan virus overleve over en måned i ekskrementer fra fugle, som ifølge rapporten er en af bestanddelene i CP’s foder. Mange af de fjerkræproducenter, som firmaet har leveret foder til, er efterfølgende blevet ramt af fugleinfluenza.

På trods af at myndigheder og FAO godt er klar over industriens rolle, gøres der ifølge GRAIN ikke noget for at belyse deres rolle.

– Regeringerne vil gerne vise, at de gør noget for at bekæmpe sygdommen. Derfor slår de ned på småbønders fugle. De store fjerkræproducenter er stærke. Flere af dem er ejet eller har relation til medlemmer af regeringer. Hvorimod de fattige småbønder ikke er organiseret. De er lette mål, siger Devlin Kuyek.

Han mener ikke, at FAO opfylder den rolle, organisationen burde. – Tidligere har FAO beskyttet småbønder. Nu er bønderne pludseligt farlige, siger han.

Rapporten kan læses på http://www.grain.org

DANMARKS INDSATS MOD AIDS RENT TIL GRIN ?

Af Poul Kjar

– Kammerater, der er efterhånden flere huller i de ansvarlige ministres forklaringer på deres minimale indsats over for aids, end der er i manuskriptet til Ttv-serien Anne Pihl på TV2!

Og med mindre man forventer at løse kommende vesteuropæiske energikriser ved at tappe fjernvarme fra krematorieovne i Afrika, så er det ved at være på høje tid, at vi får rullet frem til stregen, sluppet fødderne fra bremsepedalen og skide på om nogen råber tyvstart!

Sådan sagde standupkomikeren Jan Gintberg i sin aidstale til nationen fra Christiansborg Slotsplads den 1. april i forbindelse med Humor mod Aids-kampagnen, der satte hiv/aids på danskernes dagsorden gennem events og salg af røde næser.

Organisationerne bag kampagnen, Ibis, Folkekirkens Nødhjælp og Aids-Fondet beskylder i rapporten ”Er Danmarks indsats mod aids i verden helt til grin?” den danske regering for at løbe fra løfterne om at gøre indsatsen mod aids til et af de vigtigste indsatsområder i dansk bistand.

Ifølge rapporten brugte Danmark sidste år 615 millioner kroner på at bekæmpe aids i u-landene. Det er markant mindre end de lande, vi normalt sammenligner os med. Ligeledes peger rapporten på, at Danmarks rapportering om indsatsen mod hiv/aids er særdeles mangelfuld.

Men er kritikken rimelig?

Det afhænger naturligvis af, hvem man spørger.

Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, er helt enig i kritikken.

Han fremlagde den 21. februar et forslag i Folketinget om at styrke indsatsen over for hiv/aids i udviklingslandene med én mia. kr. over de næste fire år.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er til gengæld uenig.

På et såkaldt paragraf 20-spørgsmål i Folketinget fra samme Jeppe Kofod om, hvor mange midler Danida har afsat specifikt til bekæmpelse af hiv/aids i 2005, svarede udviklingsministeren: – Den danske bilaterale indsats ydes oftest som sektorprogramstøtte inden for sundhed, uddannelse eller infrastruktur – eller til en fælles konto, hvor der ikke er mulighed for specifikt at følge de danske midler. Tilsvarende gives den multilaterale bistand oftest som et generelt tilskud til for eksempel UNI-CEF eller Verdensbanken.

Ulla Tørnæs sagde også, at der under høringsprocessen af regeringens nye strategiudkast på hiv/aids-området var bred opbakning (også fra organisationerne bag Humor mod Aids, red.) til denne integrerede tilgang til aidsbekæmpelse.

Med hensyn til den manglende rapportering har Ulla Tørnæs erkendt, at Danida ikke har været gode nok til at måle, hvor mange penge man bruger på at bekæmpe hiv/aids. Der arbejdes på at få indført et bedre målesystem, og regeringen vil i de kommende år øge indsatsen mod hiv/aids.

NGO-GYMNASTIK I VEJLE

Idrætshuset i Vejle dannede i weekenden den 18. og 19. marts rammen om det største NGO-træf nogen sinde. Udviklingsministeren måtte lægge øre til en del kritik af regeringens politik. Men NGO’erne var i høj grad også selvkritiske.

NGO-repræsentanter og politikere trådte for en weekend ind i maskinrummet for at gøre status på Civilsamfundsstrategien. Foto: Polfoto.

Af Rosalina Dias Larsen

Mens byens børn satte alle kræfter ind på at lave deres årlige gymnastikopvisning, brugte en mangfoldighed af danske NGO’er deres kræfter på at diskutere fremtid, Oplysningsbevilling, kapacitetsopbygning, fortalervirksomhed, fleksibilitet – og især på at networke.

Træffet, hvis formål var at finde metoder til at styrke den folkelige opbakning til NGO’erne og evaluere på Civilsamfundsstrategien, er det største nogensinde.

Bag træffet står NGO-kontaktudvalget, en arbejdsgruppe der består af repræsentanter fra mere end 20 danske ikke-statslige organisationer.

Omkring 250 deltagere fra over 80 danske organisationer, der arbejder med u-landsarbejde, var med på konferencen. Dertil kommer en lille håndfuld politikere heriblandt udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og repræsentanter fra Danida, som også har finansieret konferencen.

2015 Målene kræver ekstra indsats
”Det forpligter,” sagde udviklingsministeren i sin åbningstale. Hun henviste til, at langt over en milliard danske bistandskroner årligt går gennem NGO’erne. Det sker både til udviklingsrelaterede projekter og som humanitær bistand.

Et af de gennemgående temaer på konferencen var, hvor skidt det i virkeligheden går med fattigdomsbekæmpelsen. Mange gav udtryk for, at det vil kræve en ekstra indsats fra alle implicerede parter, hvis FN’s 2015 Mål om udvikling skal nås.

– Med den nuværende hastighed vil mange fattige udviklingslande ikke nå 2015 Målene om 10 år, men først om mere end 100 år. Dette er simpelthen for ringe, hvilket både udviklingslandene selv og de internationale organisationer bærer et ansvar for. I den sammenhæng har NGO’erne i Nord og Syd også et medansvar for, at deres arbejde ikke har været effektfuld nok, sagde Hans Peter Dejgaard, der er rådgiver i 92 Gruppen.

Hans Peter Dejgaard gav også udtryk for, at NGO’erne har sovet i timen, og at organisationerne bør revidere deres metoder. Hans Peter Dejgaards løsningsforslag lyder på mere koordinering mellem regeringens programmer og civilsamfundsorganisationerne.

– Hvis man mener noget med at ville nå 2015 Målene, må alle gode kræfter sættes ind. Vi kunne i højere grad udnytte et samarbejde mellem Danidastøttede sektorprogrammer og danske NGO’er, sagde han.

Ministeren bakker op om NGO arbejdet
Generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, Vagn Bertelsen, var ikke enig i, at det er NGO’ernes ansvar, at 2015 Målene bliver opfyldt til tiden.

– Det er regeringernes ansvar både i Syd og Nord at opnå 2015 Målene. Organisationerne har også et klart ansvar, men det består i, at vi er de fattiges stemme i den rige verden. Vi skal sætte fokus på den provokerende skævhed, der er mellem rige og fattige lande, sagde han.

I sin åbningstale i Vejle opfordrede udviklingsminister Ulla Tørnæs NGO’erne til at skabe debat om udviklingspolitik. Og hun vedkendte, at udviklingspolitik ikke står øverst på den hjemlige politiske dagsorden, sådan som den for eksempel gør i Storbritannien. Udviklingsministeren så gerne, at det samme blev tilfældet i Danmark.

Hun gav udtryk for, at regeringen bakker op om de danske NGO’ers arbejde. Og samtidigt understregede hun, at regeringen ikke har planer om større tiltag på NGO-området, og at den samlede NGO-bevilling vil fortsætte på mindst samme niveau som nu.

I år er der på finansloven givet tilsagn om 895,5 mio. kr. til danske NGO’er.

Civilsamfundsstrategien kan læses på http://www.danida-publikationer.dk Læs mere fra NGO-forummet på http://www.udvikling.dk

VERDENS RIGESTE GIVER STIGENDE GRAD TIL DE FATTIGSTE

I takt med at antallet af superrige mennesker vokser, blomstrer filantropien. Teknologigiganter, rockstjerner og forretningsmænd giver i stigende grad ud af deres rigdomme. Og en stor del af filantropernes penge går til mennesker i verdens fattigste lande.

Trenden startede ifølge det britiske tidsskrift The Economist med oprettelsen af Bill and Melinda Gates Foundation. Indtil videre har grundlæggeren af Microsoft doneret 31 mia. dollars.

Selvom listen over de største og mest givende filantroper hovedsageligt består af amerikanere, så er der også europæere og nyrige fra blandt andet Kina, Indien og Thailand imellem.

Donationer til religiøse formål har altid været dominerende. Det skyldes ifølge The Economist, at filantroperne håber på at kunne købe sig til moralsk anstændighed. Dette gør sig især gældende i den muslimske del af verden, hvor mange nyrige har tjent deres penge på hasardspil, alkohol og i bankverdenen. /RDL

NY OPLYSNINGSPULJE AFVIST I FOLKETINGSSALEN

Oppositionens forslag om en ny oplysningspulje på 45 mio. kr. blev som forudset afvist ved førstebehandlingen i folketinget den 16. marts.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) sagde i sit indlæg, at der allerede anvendes 46 mio. kr. til oplysningsvirksomhed om u-landene i Danmark, og at en ny pulje ikke kan tilføje nyt i forhold til de aktiviteter, der i dag støttes af Danidas Oplysningsbevilling.

De Konservatives udviklingspolitiske ordfører, Carina Christensen, støtter udviklingsministeren i, at der i højere grad skal fokuseres på udbud og efterspørgsel efter oplysningsmaterialet.

Forslagsstilleren til den nye u-landspulje, Jeppe Kofoed (S), udtrykte dog tilfredshed med, at udviklingsministeren har sat et analysearbejde i gang, der skal se på, hvordan Danida kan yde mest mulig effektiv oplysning.

Der var ingen spørgsmål til ministeren, og forslaget blev henvist til udenrigsudvalget. /pk

VAND ER EN MELLEMRET

Ministerdeklarationen fra Verdens 4. Vandforum i Mexico med 13.000 deltagere bekræfter, at vand er af kritisk betydning, men omtaler det ikke som en menneskeret.

Af Poul Kjar

Ifølge FN’s internationale menneskerettighedskonventioner har mennesket ret til liv. Ret til at ytre sig. Ret til en bolig. Og ret til en lang række andre internationalt vedtagede politiske, civile og sociale rettigheder.

Men der findes ikke en selvstændig artikel i konventionerne, der handler om retten til vand. Det kan virke besynderligt, da vand er en grundforudsætning for at opretholde livet.

Ministerdeklarationen fra Det 4. Vandforum i Mexico City, der fandt sted i marts med 13.000 aktører inden for vandområdet og regeringsrepræsentanter for mere end 100 lande, omtaler heller ikke vand som en ret. Deklarationen slår fast, at ”vand er af kritisk vigtighed i alle aspekter af bæredygtig udvikling.”

Der findes ikke en selvstændig artikel i FN’s menneskerettighedskonvention, der handler om retten til vand. Foto: Mikkel Østergaard.

Men hvordan hænger det nu sammen? udvikling har spurgt Birgit Lindsnæs, souschef i Institut for Menneskerettigheder:

– I sidste ende er det et fortolkningsspørgsmål, om retten til vand er indskrevet i FN’s menneskerettighedskonventioner eller ej. Og det er et fortolkningsspørgsmål, når man vælger ikke at indskrive vand som en ret i deklarationen fra Mexico. For sagen er, at retten til vand indgår i fortolkningen af FN’s konvention om sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder i artiklen om retten til fødevarer, svarer menneskerettighedseksperten.

Hvad betyder det så i praksis?
– Retten til vand er en spændende diskussion. Men det vigtige for os er, at landene gør vand og integreret vandressourceforvaltning til en prioritet, så vi når 2015 Målene på området, siger fuldmægtig Lisbeth Jespersen fra Udenrigsministeriets Miljøkontor, der deltog i den danske delegation på vandforum i Mexico, der afholdes hvert tredje år på initiativ af FN’s Word Water Council.

”Integreret vandressourceforvaltning” dækker over planer for, hvordan landene bruger vand, inddrager og tager hensyn til økosystemer og alle de forskellige forbrugere af vand.

Ifølge Lisbeth Jespersen er det også meget vigtigt for Danmark, at ministererklæringen fra Mexico taler om vigtigheden af at holde øje med, hvordan det så går med arbejdet hen mod 2015 Målet om at halvere andelen af jordens befolkning uden adgang til rent drikkevand.

Et mål, som verdenssamfundet ser ud til at kunne nå globalt set. Mens det mange steder i Afrika syd for Sahara kræver en ekstraordinær indsats, hvis det skal lykkes.

BEHOV FOR MILLIARDINVESTERING I AFRIKAS VANDFORSYNING Afrika har brug for 124 mia. kr. årligt til investeringer i vandsystemer over de næste 20 år. Det konkluderer Verdensbanken i en rapport, der blev præsenteret på World Water Forum i Mexico. Ifølge rapporten går det i øjeblikket den forkerte vej med investeringerne, hvilket skyldes, at verdens regeringer i højere grad fokuserer på at opbygge sundheds- og uddannelsesinstitutioner. Rapporten forudser, at antallet af regnvejrsdage vil falde over de kommende årtier på grund af globale klimaændringer. Ifølge den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) bliver kun 3,8 pct. af kontinentets vandressourcer i øjeblikket udnyttet. Da blot seks procent af den opdyrkede jord bliver overrislet, vil investeringer i vandsektoren også kunne bidrage til at forøge landbrugsproduktionen.

En ret giver ikke gratis adgang til vand
Uden for i Mexicos Citys gader demonstrerede i tusindevis af lokale aktivister, indianergrupper og repræsentanter for internationale NGO’er imod privatiseringer inden for vandsektoren.

Et yderst varmt emne i Latinamerika, hvor en række lande har privatiseret dele af eller hele vandforsyningen – og som har medført store prisstigninger, blandt andet i det danske programsamarbejdsland, Bolivia.

Privatiseringer af vandforsyningen blev også diskuteret blandt de 13.000 delegerede, men prægede ikke debatten og er heller ikke nævnt i den afsluttende ministererklæring. Men ville det have set anderledes ud, hvis vand havde haft sin egen selvstændige artikel under FN’s menneskerettighedskonvention? Dertil svarer Lisbeth Jespersen fra Udenrigsministeriet: – Det er for mig at se to forskellige diskussioner. Fordi vi har ytringsfrihed, er det jo ikke gratis at annoncere i aviserne. Og en reguleret brugerbetaling på vand kan faktisk være nødvendigt også i den tredje verden.

Det åbner op for ejerskab og giver mulighed for indtægter til at vedligeholde vandinstallationer. Men det er klart, at nogle mennesker er så fattige, at det er et problem at skulle betale noget for vandet.

Birgit Lindsnæs fra Institut for Menneskerettigheder forudser, at der i løbet af de næste 20 år vil komme nogle meget voldsomme konflikter om vand, og at det derfor vil blive nødvendigt at regulere området gennem en FN-konvention.

– Retten til vand er ikke nok. Lige som retten til asyl ikke er nok. Der er også brug for en beskyttelseskonvention. Man må beskytte, at man har adgang til vand, og i den forbindelse kan det være hensigtsmæssigt, at vand koster noget. 

Læs mere om vandforum: http://www.worldwaterforum.org På http://www.danida-networks.dk under ”water and sanitation” findes en række nye publikationer om good practice på vandområdet.

EN PRINS KOM FORBI

Her er stor vilje til at kæmpe sig ud af fattigdommen, sagde prins Joachim under sit besøg blandt småbønder og fiskere i Cambodja og Vietnam.

Af Indius Pedersen

Langt fra Schackenborg – og dog. Landmanden prins Joachim hilser på glade sydøstasiatiske smågrise på en gård i Vietnam. Foto: Steen Brogaard.

Økonomien i Cambodja og Vietnam er ved at folde sig ud som en blomst, der langsomt men sikkert vokser.

– Der er et helt klart signal fra de to lande. De vil kæmpe sig ud af fattigdommen. De borgere, der er med i udviklingsprojekterne inden for landbrug, suger al den viden til sig, de kan. Det gør de for at lære, men også for at give deres viden om, hvordan de skal udvikle landbrug og skovbrug, videre til naboområderne. Og den meldecentral kører hurtigt, fortæller prins Joachim, der som protektor for hjælpeorganisationen CARE Danmark i starten af marts var på en 14-dages rundrejse i de to sydasiatiske lande.

Det er ikke mindst fiskeri og landbrug, der står for den økonomiske udvikling i to af verdens fattigste lande – og netop disse to sektorer besøgte prinsen under sit besøg.

I den vietnamesiske del af Mekong Deltaet kunne prins Joachim således ved selvsyn konstatere, hvordan kreditter til kvinder fra det fattige khmermindretal løfter dem ud af fattigdommen: Kvinderne låner penge til for eksempel at købe en gris eller en ko, og det ene dyr bliver hurtigt til flere. Når det første dyr er opdrættet og solgt, får de råd til at investere i flere, og på kort tid kan kvinderne forsørge sig selv og deres familier. Det er CARE Danmark, der står for disse kreditgivningsprojekter, som også har givet bønderne mere selvtillid.

– Det er min stærke overbevisning, at der nok ikke går mere end et par år, før de cambodjanske bønder skaber en andelsbevægelse, der kan øge omsætningen af landbrugsprodukter, sagde prinsen.

Vietnamesisk fiskeeventyr
Prins Joachim besøgte under sin rejse i Vietnam også den danskejede fiskeindustri Agifish med fiskefarme og tilhørende forarbejdning.

Den næste knopskydning af virksomheden drejer sig om at producere færdigretter til eksport over hele verden. Agifish sælger for 45 mio. dollars om året. En tredjedel af det beløb er overskud, der hensættes til dårlige tider, men en stor del går også til at skabe udvikling og flere arbejdspladser. Selskabet er privatejet, og aktierne handles på børsen.

– Den virksomhed er et eksempel på, at vietnameserne ikke står stille. De vil udvikle deres land hurtigere, end man tror, siger prinsen.

På blot ti år er Vietnams eksport af fisk til hele verden vokset fra 550.000 millioner dollars til 26 milliarder dollars. Det er sket blandt andet med dansk støtte til udvikling af fiskeindustrien.

Prinsen et stort aktiv for CARE Danmark
Det er sjette gang, at prins Joachim rejser ud med CARE Danmark.

– Den primære målsætning med prinsens rejser er at give vores faste samarbejdspartnere et skulderklap. De går utroligt meget op i, at der kommer en prins forbi, fastslår generalsekretær Niels Tofte fra CARE Danmark og tilføjer: – At vi har prinsen som protektor, giver os en vis synlighed i medierne samt en blåstempling af organisationen over for medier og samfundsgrupper, som ikke normalt beskæftiger sig med udviklingsbistand.

Indius Pedersen er freelancejournalist og var med på rundrejsen i Sydøstasien.

JO; DER HÆNGER PENGE PÅ TRÆERNE

Ny undersøgelse fra Verdensbanken peger på, at 25 pct. af udviklingslandenes rigdomme og muligheder for vækst ligger i naturressourcerne.

Af Marianne Hartz Thomas

En fjerdedel af de indre værdier i udviklingslandene ligger i naturressourcerne.

Det siger en ny undersøgelse Where is the Wealth of Nations?, der er udgivet i bogform. Forfatteren, miljøøkonom Kirk Hamilton fra Verdensbanken, besøgte København i forbindelse med en miljøkonference i marts arrangeret af Udenrigsministeriet.

Her blev det debatteret, hvordan donorlandene kan være med til at aktivere naturværdier, så u-landene bringes store skridt frem i en bæredygtig og økonomisk udvikling.

– Naturen skal tænkes mere ind i udviklingshjælpen ved at etablere bedre institutioner og økonomiske reformer, og vi skal arbejde fokuseret på at sikre en bæredygtig forvaltning af naturen, så den kan være en vækstressource i udviklingslandene, sagde Kirk Hamilton, der har analyseret 120 landes vækstmuligheder i naturressourcerne.

Botswana (med safariturisme) og Malaysia er eksempler på, hvorledes naturen kan trække økonomiske midler til landet. Det vigtige er så, hvorledes indtægterne bliver fordelt, understregede miljøøkonomen.

– Overudnyttelse af ressourcerne er på ingen måde økonomisk rentabelt. Det kan virkelig betale sig at bevare dem, sagde miljøøkonomen. Han understregede, at u-landene stadig skal have mulighed for at bruge ressourcerne, altså træ, jord og vand, men det vigtige er, at de gør det på en bæredygtig måde, sagde Kirk Hamilton.

Nye afgrøder kan hjælpe Mali
For Danmarks nye programsamarbejdsland Mali – der ligger i det tørre og knap så turismeoplagte Sahelbælte i Afrika – kunne en række nye afgrøder være vejen til mere vækst fra naturens hånd.

Især hvis de nye afgrøder også kan forarbejdes lokalt og skabe nye arbejdspladser og øget vækst. Og så giver mange af de nye afgrøder bedre muligheder for, at kvinderne kan få del i den økonomiske vækst, da det ofte er dem, som tager sig af disse afgrøder.

– Malierne vil i den nye nationale strategi for fattigdomsbekæmpelse fokusere mere på fødevaresikkerhed og de produktive sektorer. Men forudsætningen er naturligvis først og fremmest at skaffe adgang til vand både til mennesker, dyr og afgrøder – og at sikre, at vandressourcerne anvendes bæredygtigt, siger Tine Anbæk Petersen, fuldmægtig i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Hun arbejder netop nu på en ny landestrategi for Mali, der forventes at udkomme til sommer.

Læs bogen på http://www.worldbank.org