Gå til indhold

Afrikas wild west – Jagten på det gode guld

Afrikas guldminer er som en slagmark, hvor de heldigste og bedst udstyrede vinder og overlever. Minerne giver associationer til ulykker, børnearbejde og forurening. Men kontinentets små guldminer kan bekæmpe fattigdom lokalt, siger organisationer. Tag med Magasinet 360° ind i Tanzanias nye gold rush.

AF ANNE KIDMOSE JENSEN
FOTO: ANNA FROHN PEDERSEN

Geita, Tanzania – Frolian France står på platformen over mineskakten og venter på, at han skal endnu en tur under jorden. Bag ham griber et par unge mænd ud efter tre sorte sække med sten, der dinglende fra et reb kommer til syne over mineskakten. Det er de kostbare sten, som Frolian France skal ned efter.

”I løbet af en dag kan jeg tage ned i minen mere end fire gange. Dernede inspicerer jeg sprængninger og sikrer, at lasten kommer med op,” forklarer 26-årige Frolian France, der har læst geologi og er ansat som inspektør i Nsangano-guldminen nær landsbyen Nyarugusu i Tanzania.

Han er rejst fra sin hjemby Bukoba til Geita-regionens wild west for at bruge sin uddannelse og skabe sig en karriere i landets små guldminer. Selvom han er nervøs for minegangene, kan guldminen skabe en fremtid, mener han.

”Der findes intet arbejde uden udfordringer. Så små-skala-minedrift er godt, men sikkerheden er ofte problematisk. Hvis sikkerheden er i orden, så kan du arbejde og skabe et bedre liv,” siger Frolian France, der er en blandt næsten 200 arbejdere i Nsangano-minen.

I Tanzania er mellem 500.000 og 1,5 millioner mennesker beskæftiget i landets små miner, og flere organisationer har fået øje på minernes potentiale til at skabe lokal udvikling. I samarbejde med den hollandske organisation Solidaridad og Fairtrade Africa forsøger Nsangano-guldminen og 14 andre små mineselskaber og kooperativer i Tanzanias guldregion at producere guld på en mere bæredygtig vis.

”Selvom lokalsamfundet er rigt på grund af guld, er det langtfra udviklet. Hvis minearbejdere bliver støttet, kan det skabe store forbedringer i lokalsamfundet,” siger Winifrida Kanwa, der koordinerer støtten til lokale minearbejdere for Solidaridad i samarbejde med Fairtrade Africa. Sammen arbejder de mod at Fairtrade-certificere Geita-regionens små mineselskaber.

MINEARBEJDERNE lærer at investere deres fortjenester, og kvinder har fået en plads i den mandsdominerede branche.

De små guldminer

Siden 2016 har organisationerne trænet minearbejderne i at undgå, at kviksølv, som flertallet bruger til at udvinde guld, forurener deres marker og hjem. Minearbejderne har også lært at investere deres fortjenester, og kvinder har fået en plads i den mandsdominerede branche. Winifrida Kanwa håber, at en renere produktion kan gøre guldet til et gode for lokalsamfundet.

”Når du bedriver ansvarlig minedrift, så får du større udbytte. For hvis du passer på miljøet og din sikkerhed, vil lokalsamfundet være sundere, og du vil have bedre arbejdskraft. Hvis minearbejderne får flere penge, kan de for eksempel bygge sundhedsklinikker og sikre rent vand,” siger hun.

Selvom Afrikas guld endnu ikke har gjort lokalsamfundene rige, har det brødfødt familier i generationer. Mens kontinentets første industrielle guldminer blev anlagt i slutningen af 1800-tallet af fortrinsvis europæiske kolonimagter, gravede kontinentets selvstændige minearbejdere efter guld uden maskiners hjælp. I Ghana var guld en populær handelsvare allerede før kolonitiden, og i dag arbejder millioner af mennesker fortsat med at grave guld i små grupper eller alene på trods af mangel på udstyr og teknologi. Verdensbanken regner med, at små-skala-minedrift, Artisanal and Small-scale Mining (ASM), brødføder omkring 100 millioner mennesker globalt set, og de små produktioner står for 20 procent af verdens guld.

DANMARK TILBAGEHOLDER STØTTE TIL TANZANIA EFTER HOMOFOBISK UDTALELSE

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har besluttet at tilbageholde 65 millioner kroner i sektor budgetstøtte til det tanzaniske finansministerium. Det sker på baggrund af en generel negativ udvikling i menneskerettighedssituationen i Tanzania og senest med den regionale kommissær i Dar es Salaam, Paul Makondas opfordringer til, at den tanzaniske befolkning skulle angive homoseksuelle med henblik på efterfølgende at sende materialet til politiet.

”Meget bekymret over den negative udvikling i Tanzania. Senest helt uacceptable homofobiske udtalelser fra en kommissær. Respekt for menneskerettigheder er helt afgørende for DK,” skrev Ulla Tørnæs på Twitter den 14. november.

Flere organisationer kritiserer den tanzanianske regering under præsident John Magufuli for undertrykkelse af ytringsfrihed og for stigende modstand mod LGBT-personer siden valget i 2015. EU har udtrykt bekymring over den negative udvikling ift. til respekt for menneskerettigheder i landet og vil revurdere samarbejdet med Tanzania, efter EU’s ambassadør blev tvunget til at forlade landet i begyndelsen af november. Samme tone lyder fra Ulla Tørnæs:

”Der er behov for at revurdere Danmarks engagement i Tanzania,” siger hun.

Siden Paul Makondas udtalelser i slutningen af oktober er ti mænd blevet anholdt i den delvist selvstændige øgruppe Zanzibar for angiveligt at have deltaget i en homoseksuel bryllupsceremoni. De er siden blevet løsladt. Homoseksualitet er forbudt i Tanzania, og man kan risikere fængselsstraf på op til 30 år.

”Mr. Makonda udtrykte kun sin personlige holdning, der ikke repræsenterer Tanzanias officielle position. Tanzania vil fortsætte med at respektere og værne om alle menneskerettigheder, som de står skrevet i landets forfatning,” lød en udtalelse fra landets udenrigsministerium.

Paul Makonda har derimod skubbet den internationale kritik til side med bemærkningen: ”Jeg vil hellere gøre de lande vrede, end jeg vil gøre Gud vred,” skriver avisen The Citizen. /AKJ

Afrikas fjerdestørste producent

For nylig er interessen for Tanzanias små guldminer steget, i takt med at den tanzaniske regering har øget støtten til formalisering af minerne. Foruden organisationer indgår myndigheder og forskere i dialog om, hvordan de små guldminer kan bidrage til lokal udvikling.

”Der er et stort potentiale i småskala-minedrift, og minedriften bidrager til at skabe infrastruktur i lokalsamfundet, såsom skoler og sundhedsklinikker. Men de fleste minearbejdere lever stadig fra hånden til munden,” siger Elard Mawala, der leder det belgiske forskningsinstitut IPIS’ undersøgelse af sektoren.

I Tanzania har lokale minearbejdere gravet efter guld i årtier og ofte i uformelle miner. Men i slutningen af 1990'erne blev de små miner overskygget af udenlandske investeringer, og i løbet af et årti åbnede fem store industrielle guldminer i landet. I dag er Tanzania Afrikas fjerdestørste producent af guld, men kun omkring 10 procent af guldet stammer fra landets små guldminer, selvom Elard Mawala estimerer, at omkring 70 procent af minesamfundenes indbyggere er afhængige af guldproduktionen.

FARLIG COCKTAIL: GULD OG TUNGMETALLER

Tanzanias små miner producerer guld ved at knuse sten fra undergrunden eller fra jordens overflade. Mange kvinder knuser stenene med en hammer, før de bliver malet til et gyldent pulver i en stenmølle. Derefter vasker minearbejdere pulveret med vand og opfanger små guldstykker med et vådt klæde. For at samle guldet bliver guldstykkerne blandet med kviksølv i et vandbad, og derefter brændes kviksølvet væk. Dog opfanger kviksølv langtfra alt guldet, og derfor bruger nogle miner cyanidbade til at opfange en højere procentdel.

Brugen af det giftige kviksølv og cyanid i Afrikas små guldminer risikerer at forgifte vandløb, floder og drikkevand. Derfor finansierer Danida et femårigt forskningsprojekt i Ghana, der undersøger, hvordan tungmetaller fra landets minedrift påvirker miljøet, og kommer med løsninger til en mere bæredygtig håndtering af naturressourcer.

Kilder: SHEATHE.

Et liv På Guld

En af dem, der forsøger at skabe et liv på guld, er 49-årige Maria Kapula. Hun flyttede til minebyen Lwamgasa som ung og nygift. I dag er byen en guldmineby med en tankstation, hoteller og barer, men dengang bestod byen kun af et par stråtækte huse, og Maria Kapula arbejdede i markerne med sin mand. Indtil hun en dag hørte om et guldfund tæt på deres hjem.

”Jeg tog hen til gold rushet og begyndte at købe sten. Det gav så godt, at jeg besluttede aldrig at arbejde i landbruget igen. Nu tager jeg fra guldmine til guldmine og køber sten, knuser dem og sælger guldet,” fortæller Maria Kapula, mens hun sidder i sin lille stue. På væggen hænger et billede af en oplyst Kristus-figur, og fra en glasramme kigger hendes mand ned på hende.

Efter han døde for seks år siden, har hun været alene med deres ti børn. Alligevel har hun formået at bygge et hus og sende sine børn i skole, fortæller hun stolt.

Hun trodser statistikken om, at Afrikas naturressourcer er en forbandelse for befolkningen. En rapport fra Verdensbanken peger på, at befolkningen i Afrikas ressourcerige lande er både dårligere til at læse og skrive og har en forventet levealder, der er 4,5 år lavere end andre afrikanske lande. Men Maria Kapula mener, at guldet er en gevinst for hendes familie.

”Det er godt at bo tæt på mineaktiviteterne. Når jeg er heldig, kan jeg tjene én million shilling (2.900 kroner) på et par dage. I landbruget kan jeg ikke tjene så meget,” siger hun.

I TANZANIA er mellem 500.000 og 1,5 millioner mennesker beskæftiget i landets små miner, og flere organisationer har fået øje på minernes potentiale til at skabe lokal udvikling.

Byer af telte

Selvom organisationer som Solidaridad argumenterer for, at landskabets små guldminer kan bidrage til udvikling, er arbejdet med guldet stadig råt. Mange minearbejdere ælter guldstøv og kviksølv sammen til en klistret masse med bare hænder. Nogle miner bruger også cyanidbeholdere til at udvinde guldet, og landsbyboere beretter om oversvømmede cyanidbeholdere, der har forgiftet mennesker og kvæg. Alligevel fortsætter kvinder og mænd med at knuse stenene, og hver dag kravler unge mænd ned i de smalle minegange i håbet om at finde det gyldne metal.

Tæt på Maria Kapulas hjem ligger en teltby af hvide UNHCR-presenninger på spinkle pæle som en flygtningelejr eller en stor musikfestival, der er vokset frem på et par dage. Langs en pløret, intirimistisk hovedgade kan man købe plastikbaljer, reb og undertøj, og caféer byder unge mænd i gummistøvler på morgenmad. Bag caféerne drejer gaden ind i en labyrint af teltduge, og under dem åbner mineskakterne sig som små sorte huller.

Ved en af mineskakterne står Michael John og trækker stensække op med en lille elektrisk hejs. Han er rejst fra Dar es Salaam til Lwamgasa for at finde lykken i dette uformelle gold rush.

”Hvis jeg er heldig at finde meget guld, vil jeg bygge et stort hus og tage vare på min familie,” siger Michael John og strækker armene ud til siden for at indikere husets størrelse.

De smalle mineskakter er overalt i landskabet som store kaninhuller. Efter overleveringer og en smule held har minearbejderne gravet sig ned i undergrunden. Som regel er hullerne 15 til 60 meter dybe og afstivet med tømmer i siderne, som minearbejderne støtter sig til, når de kravler op og ned.

”Vi er vant til det,” siger Michael John om turen ned i mørket.

Rundt om ham står flere unge mænd i T-shirts, der har fået et orange skær af støvet fra minerne. Deres øjne er vågne og vagtsomme, som om de er klar til kamp. Guldminerne er en slags slagmark, hvor de heldigste og bedst udstyrede overlever. Ifølge Tanzanias ministerium for energi og mineraler blev der registreret i alt 263 dødsfald i landets små miner fra 2008 til 2017.

SIDEN 2016 har organisationerne trænet minearbejderne i at undgå, at kviksølv, som flertallet bruger til at udvinde guld, forurener deres marker og hjem.

Kapital og teknologi

Selvom unge mænd sætter deres liv på spil i guldminerne, genererer deres mod ikke den fortjeneste, det potentielt kunne, pointerer ph.d.-studerende på det EU-støttede forskningsprogram COUPLED ITN Anna Frohn Pedersen.

”De små miner sætter gang i den lokale økonomi, men samtidig ender størstedelen af pengene uden for landet. Det er ikke en særlig transparent sektor, og der er rigtig mange mellemmænd, der profiterer. Så det skaber ikke den vækst, det potentielt kunne,” siger Anna Frohn Pedersen, der un dersøger forbindelsen mellem småskala-minedrift i Tanzania og det globale samfund.

Hvis minearbejdere og lokalsamfund i det vestlige Tanzania skal have større gavn af rigdommen i jorden, kræver det bedre udstyr og kortlægning af guldforekomster, mener Elard Mawala.

”Masserne kan få fordel af minedriften, hvis de ansøger om licenser og har kapital til at investere i minedriften. Der er et stort potentiale i sektoren, og hvis minearbejderne kan investere i forarbejdning af stenene, kan de øge deres indkomst betydeligt,” forklarer han.

Minearbejdernes drøm

Selvom de små guldminer får opmærksomhed fra både regeringen og internationale organisationer, tror han, det vil tage lang tid at gøre Tanzanias små guldminer til en bæredygtig industri.

”I realiteten er der lang vej endnu. Vi har brug for geologisk data, som minearbejderne kan bruge, og for at opbygge deres kapacitet. Det vil måske tage 30 år at realisere små-skalaminearbejdernes drøm,” vurderer han.

Tilbage i Nsangano-minen sidder unge mænd rundt om et bassin med gråt vand. Med handskeklædte hænder blander de guldstøv og kviksølv i metalfade, der er lige så grå som vandet. Ud kommer små sølvfarvede kugler. Der er guldet. 19-årige Andreas fra nabolandsbyen sidder med gummistøvlerne i vand, mens han kører et metalfad i cirkelbevægelser mellem knæene.

”Jeg vil bare gerne tjene penge, så jeg kan købe mig nogle køer og finde en kone,” siger han og griner til sin kammerat.

For de to kammerater handler guldet mest om penge. Men siden Solidaridad begyndte at samarbejde med områdets små guldminer, er indstillingen til minernes ansvar for lokalsamfundet og arbejderne forbedret, synes Winifrida Kanwa.

”Stille og roligt ændrer de indstilling,” siger hun. ”Nu har nogle minearbejdere cementeret deres kviksølvområder, og de opsparer deres penge. Ganske langsomt kan vi se, at der sker fremskridt.”

 

Top

Denne side er artikel 6 af 23 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 5 · december 2018".
Version nr. 1.0 af 07-12-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360dec18/index.html