Gå til indhold

360° – Verden i Udvikling

Nr. 2 · april 2019

Resumé

Den islamistiske terrorgruppe Islamisk Stat har lidt nederlag i Mellemøsten – men til gengæld breder gruppen og andre islamistiske terrorgrupper sig i Nigeria og andre afrikanske lande. Landets sikkerhed står højt på Danmarks og EU's dagsorden, også for at forhindre, at strømmen af migranter med kurs mod Europa stiger.

Og en styrket indsats og målrettede love kan give gevinst: Det viser udviklingen i Jordan, hvor antallet af æresdrab er faldet drastisk, efter at en ny lovgivning giver hårdere straffe til gerningsmænd.

Tag også med Magasinet 360° til Rusland, hvor aktivister har vundet over det russiske system. En biolog samlede lokale beboere og reddede en skov i Perm. Ruslands skove er ikke kun et nationalt anliggende: Fældningen af dem puster til den globale opvarmning.

Aktivister gør sig også gældende i Cuba, hvor de som noget nyt bruger sociale medier til at mobilisere folk efter naturkatastrofer. Læs om internetrevolutionen i et af verdens mest lukkede lande.

Saudi-Arabien oplever en anden form for revolution: Efter 40 års forbud er de første biografer netop åbnet. Filmkunsten har været et farligt stedbarn, men nu åbner nye døre sig. Mød nogle af dem, der vil tegne fremtiden – og måske bearbejde fortiden.

Få en update på nye partnerskaber: Google støtter global krisejournalistisk. Og få et indblik i nye, bæredygtige ideer: En dansk opfinder bruger drager til at lave bæredygtig energi.

Følg med nogle af Danmarks bedste fotografer ud i verden: Marie Hald har mødt kvinder, der er strandet i Niger på flugt fra menneskehandlere og sexslaveri.

God læselyst.

Indhold

POLITIK & RETTIGHEDER

KLIMA, SIKKERHED & MIGRATION

ERHVERV, TECH OG INNOVATION

IDEER, KUNST OG KULTUR

Bestil et gratis abonnement, tilmeld nyhedsbrev eller kontakt redaktionen på
www.magasinet360.dk
Følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @magasinet360


Skribenter & fotografer

MAGASINET
DE ER MED TIL AT LAVE 360°:

Lise Josefsen Hermann:

Dækker Latinamerika fra Ecuador - når hun ikke klatrer bjerge. Lise har boet i Bolivia og Colombia og rejst regionen tynd bl.a. for at rapportere om regionens mangfoldige indianske kulturer. Hun leverer bl.a. til DR, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken, Danwatch, Deutsche Welle, BBC og medier i Ecuador og Colombia.


Rasmus Brendstrup:

Programredaktør i Cinemateket, Det Danske Filminstitut. Rasmus har siden 2005 kurateret filmprogrammer fra nær og især fjern og arrangerer events og festivaler som f.eks. Arabian Nights i Cinemateket. Han er cand.mag. med speciale i iransk film ved Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Taler kun arabisk shway, men tror på filmens potentiale til at forbedre mennesker.


Lasse Skytt:

Journalist bosat i Ungarn, hvor han dækker central- og østeuropæisk politik og kultur til danske medier. Lasse følger udviklingen i teknologiens verden, er selv medstifter af et dronefirma i USA og beskæftiger sig med, hvad virtual reality og kunstig intelligens gør ved os mennesker. Aktuel med sin bog Orbanland.


Martin Breum:

Journalist der dækker Arktis for Weekendavisen, Sermitsiaq, ArcticToday.com og EUobserver. Forfatter til Når Isen Forsvinder, Balladen om Grønland, og Cold Rush. Stod sammen med Jakob Gottschau bag tv-serien Rigsfællesskabets Historie fra 2016. Tidligere Deadline-vært, korrespondent i Afrika og vicedirektør i International Media Support.


Mikkel Randeris:

Bor i Moskva, hvor han skriver om Rusland og omegn for Berlingske. Mikkel har tidligere siddet på avisens indlands-, business- og graverredaktion. Han har læst politisk filosofi på Københavns Universitet, gået på Oure Højskole og afslutter en udskudt journalistuddannelse i slutningen af året.


Andreas Baumann:

Journalist bosat i Addis Ababa, hvor han skriver om alt fra storpolitik til tegneserier for Weekendavisen. Uddannet i statskundskab i København med en mastergrad i international journalistik fra City University London. Andreas var i seks år på Ugebrevet Mandag Morgen som skribent og redaktionschef, inden han for anden gang i sit liv flyttede til Afrika i 2018.


Amalie Thieden:

Skriver om Rusland og Ukraine fra Moskva. Amalie har været tilknyttet Berlingske de sidste par år, men har også været forbi mediet VICE i København. Hun har boet langt ude på landet i USA, studeret i Irland og er snart uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus.


Deniz Serinci:

Journalist og forfatter med speciale i Tyrkiet, ISIS og kurdiske forhold. Deniz har en kandidatgrad fra Syddansk Universitet og er forfatter til bøgerne Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat, Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan og Slave i Islamisk Stat. Deniz er desuden redaktør på Jiyan.dk – Danmarks kurdiske avis.


Marianne Kristensen Schacht:

Journalist og chefredaktør på iværksættermediet Bootstrapping.dk. Marianne har arbejdet på dagbladet Børsen og derefter en årrække på Ugebrevet Mandag Morgen. Hun har i mange år fulgt og skrevet om bæredygtighed og erhvervslivet som katalysator for en bedre verden.


Linda Nordahl Jakobsen:

Arbejder som freelance journalist fra det danske ørige til Tonga-øerne i Stillehavet. Linda har arbejdet i Afrika, Sydøstasien og især Mellem- og Sydamerika som udlandsreporter og presserådgiver for Folkekirkens Nødhjælp, Ritzau og Danmarks Radio. Linda har en mastergrad i Disaster Management fra Københavns Universitet.


Lasse Bak Mejlvang:

Lasse startede sin karriere som mode- og portrætfotograf og har haft fornøjelsen af at fotografere Hollywood-skuespilleren Milla Jovovich. Senere rykkede han til Aarhus og blev fotojournalist, og i dag arbejder han freelance for bl.a. Politiken, Washington Post, Euroman, Information, Elle, Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke.


Marie Hald:

Dansk freelancefotograf med base i København. Marie har de seneste år lavet dokumentaristiske fotohistorier med udgangspunkt i bl.a. Pakistan, Iran og USA. Marie har flere gange vundet Årets Pressefoto og har modtaget store internationale priser for sit fotoarbejde om en dansk sexarbejder. I 2018 havde hun sin første soloudstilling på Fotografiska Museum i Stockholm.


Sune Engel Rasmussen:

Korrespondent i Beirut for The Wall Street Journal. Da Sune i 2014 flyttede fra Iran til Afghanistan, endte han med at slå sig ned i det krigsplagede land i tre år med kone, hus, motorcykel, en hund og fire kyllinger. Som korrespondent for The Guardian og Weekendavisen rejste han Afghanistan tyndt. Det blev til bogen Nyt Blod: Portræt af Afghanistans Generation 9/11, aktuel på Gyldendal fra april.


Lone Theils:

Lone er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus i 1996 og, udover at dække konflikten i Kosovo, har hun brugt det meste af sin karriere som korrespondent i London for Berlingske og Politiken. I dag laver hun politiske analyser om britisk politik og især Brexit til TV 2 News og DR. I 2015 debuterede hun som krimiforfatter med serien om Nora Sand og har skrevet fem romaner og en biografi.


Kaja Lilleng:

Investeringer der forbedrer verden og early stage-teknologi er omdrejningspunktet for norske Kajas talrige roller og projekter. Med base i Danmark arbejder hun på tværs af Norden og Asien på at bygge impact investment-initiativer med Nordic Investing Network, som hun er medstifter af. Chef for deres danske gren af Wave Ventures. Hun har en mastergrad fra CBS og har læst kinesiske studier på Universitetet i Oslo.


Annonce: Viborg Katedralskole (www.viborgkatedralskole.dk)

 

Redaktionen

MAGASINET 360°

Louise Stigsgaard:

Journalist, forfatter og indholdsredaktør på 360°. Har været udstationeret som korrespondent i Beirut, Jerusalem og New York for bl.a. Berlingske og har skrevet for bl.a. Weekendavisen, Narratively og New York Times. Hun har et veludviklet debatgen og har været debatredaktør på Berlingske og lavet radio på DR. Louise har læst international politik som Nieman fellow på Harvard, er cand.phil. i litteratur og har læst journalistik på Journalisthøjskolen. Tror på at skabe synergi mellem entreprenører, ngo’er, forskere og business. Keep us posted om nye idéer om international politik, udvikling, bæredygtighed, tech og innovation.


Janne Louise Andersen:

Journalist og digital redaktør. Fra Janne fik sin master i multimediejournalistik fra Hofstra University i New York, har hun fortalt historier ude fra verden og eksperimenteret med digital storytelling. Først som freelancejournalist i USA, Mellemøsten og Østafrika til danske og internationale medier, senere som redaktør for det Dansk-Arabiske Partnerskabsprograms webmagasin. Janne er også bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og har boet i Israel og Palæstina, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med arabisk hiphop. Send hende idéer til digitale historier som video, billedserier, Instagram-takeovers, infografik, animationer m.m.


Annonce: Magasinet 360° (magasinet360.dk)

 

360° Verden Rundt

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

3,54 mia.

Kineserne ryger cigarer som aldrig før, og det er man glade for på Cuba. Landets statsejede tobaksfirma Habanos havde i 2018 et rekordsalg af de legendariske cigarer (omsætning 3,54 mia. kr.), hvilket primært skyldes en fremgang på hele 55 procent på det kinesiske marked. Nu er det kun franskmændene, som bapper mere på Habanos end kineserne.


Ny emoji for tabubelagt blod

I anden halvdel af 2019 vil en ny emoji dukke frem på din smartphone – en bloddråbe, der kan symbolisere menstruation. Aktivister fra blandt andre Plan International har længe lobbyet for sådan en emoji, da de mener, den kan gøre det nemmere at tale om det tabubelagte blod.



“Der findes ikke noget plastik-problem – det er et menneske-problem.”

Christine Spiten, norsk sejler og medstifter af firmaet Blueye Robotics, der producerer undervandsdroner. Hun er blandt Forbes 30 udvalgte techpionerer i Europa under 30 år.



1/200

Der er i dag tre gange flere mennesker på jorden, som lever i en form for moderne slaveri, end der var da den transatlantiske slavehandel var på sit højeste i det 15-19. århundrede. ifølge tal fra FN’s organisation for arbejdsmarkedsforhold, ILO, er der 40,3 millioner mennesker, som er ejet af deres arbejdsgivere eller udfører arbejde mod deres vilje. (Det svarer til en ud af 200 mennesker på jorden.)


Elektrisk pickup på vej

VERDENS mest solgte bil, pickup’en Ford F-150, er også en af de største benzinslugere. Nu er Ford ved at udvikle en elektrisk F-150, der skal være på markedet i 2020. Ford risikerer dog at blive overhalet indenom af Tesla og Amazon, der også ser en fremtid i elektriske pickups.



“Nok er sygdommen mæslinger, men den virkelige infektion er misinformation, mistillid og selvtilfredshed.”

Henrietta H. Fore, eksekutivdirektør for FN’s Børnefond (Unicef). 98 lande rapporterede sidste år en stigning i antallet af børn smittet med mæslinger. Årsagen er den stigende modstand mod vacciner verden over.


700%

så meget kan restauranter få i profit, hvis de nedbringer deres madspild, viser en ny rapport fra World Ressources Institute. For hver krone en restaurant bruger på at mindske madspil, vil den over tre år hente syv kroner hjem i sparede omkostninger. Fn vurderer, at en tredjedel af verdens fødevarer går til spilde, og at maden der havner i skraldespanden udgør 8% af den globale udledning af drivhusgasser.

 

Ti ideer der forbedrer verden

AF LASSE SKYTT

1. Robot sikrer jobsamtale uden diskrimination

Ifølge en undersøgelse har tre ud af fire jobansøgere i Sverige været udsat for diskrimination i ansøgningsprocessen, bl.a. på grund af deres etnicitet, alder, køn eller udseende. For at undgå, at jobsamtaler påvirkes af følelser og fordomme, har et svensk AI-firma udviklet robotten Tengai, som er programmeret til ikke at have nogen bias. Jobkandidaten kan således sidde over for en neutral interviewer. Efterfølgende laver Tengai en skriftlig transskription af jobsamtalen, som HR-afdelingen kan tage stilling til.


2. IKEA-gardin renser luften i hjemmet

Luftforurening er et globalt problem, som ifølge WHO koster otte millioner mennesker livet hvert år. Nu vil IKEA gøre noget ved sagen, så den svenske møbelgigant har udviklet et nyt gardin, der kan reducere indendørs luftforurening. Ved hjælp af en mineralbaseret overflade på gardinet nedbrydes de forurenende stoffer i luften, når gardinet kommer i kontakt med sollys eller elektrisk lys. IKEAs gardin har fået navnet Gunrid og er på markedet til næste år.


3. ClimaCell vil sende skumplast på historiens mødding

Hver dag bruges skumplast – også kendt som flamingo – til at beskytte elektronik og andre skrøbelige varer transporteret i papkasser. Problemet er bare, at skumplast tager op mod 500 år at nedbryde. Derfor har amerikanske TemperPack lavet et klimavenligt alternativ, ClimaCell, som udleder 97 procent mindre CO2 end skumplast. Det bæredygtige materiale er lige så genanvendeligt som pap, og TemperPacks erklærede mål er at udrydde al skumplast fra verdens fremtidige affaldskredsløb.


4. Insekter i hundemaden skal få husdyr til at skære ned på kødforbruget

Menneskers forbrug af oksekød medvirker i stor grad til udledningen af klimaskadelige metangasser fra kvæg. Men også menneskets bedste ven – hunden – er ”medskyldig”. Faktisk anslås det, at vores husdyr spiser 20 procent af det kød, der forbruges på verdensplan. For at få hunde til at skære ned på kødforbruget har det britiske firma Yora lavet et klimavenligt alternativ: hundemad med proteinrige insekter. Produktet er nu på hylderne i Storbritannien.


5. Byggemateriale af kartoffelskræller skal erstatte miljøskadelige spånplader

Spånplader og træproduktet MDF er solide og brugbare byggematerialer. Men de er også miljøskadelige. Alene i Storbritannien bliver 140.000 ton MDF-plader hvert år smidt på forbrændingen, fordi de ikke kan genbruges. Derfor har to britiske designere udviklet en ny løsning, der desuden afhjælper problemet med madspild, fordi deres miljøvenlige byggeplader er lavet af kartoffelskræller fra industrien. De kalder løsningen for Chip[s] Board – en sjov leg med ord, fordi spånplader hedder chipboards på engelsk.


6. ”Fritsvævende” afgrøder dyrkes uden jord

Nigerias voksende befolkning er ved at løbe tør for dyrkbar jord. For at tackle det problem har en nigeriansk landmand startet firmaet PS Nutraceuticals, som benytter den bæredygtige teknologi hydroponi til at dyrke afgrøder året rundt. Afgrøderne vokser i et lukket system, hvor rødderne hænger frit i luften. Fordi næringsstoffer og vand sprayes direkte på rødderne, bruger systemet 95 procent mindre vand end traditionel dyrkning i jorden.


7. Verdens første 3D-printede steak uden kød

Det skorter ikke på udvalget af plantefars og andre kødfri måltider i supermarkederne i dag. Men trods en lignende smag begrænser disse produkter sig oftest til simple efterligninger af burgerbøffer, kyllingenuggets eller kødboller. Den spanske startup Novameat har derfor opfundet, hvad den kalder ”verdens første 3D-printede kødfri steak”. Den er lavet af grøntsagsproteiner, som efterligner den fiberholdige konsistens i en steak, og det tager under en halv time at 3D-printe 100 gram af det klimavenlige ”kød”.


8. Smart opvaskemaskine sparer på vand og energi

Et strømstik, tre liter vand og ti minutters ventetid. Det er det eneste, man behøver, for at få glas og tallerkener rengjort, hvis man har opvaskemaskinen Tetra stående på køkkenbordet. Tetra vandt Best Innovation Award på elektronikmessen CES 2019, men ikke kun fordi den er brugervenlig. Den er også både vand- og energibesparende og skal ikke kobles til nogen vandrør. Opvaskevandet opvarmes ikke med gammeldags varmelegemer, men ved at der sendes strøm gennem selve vandet.


9. Robotarm kan lette arbejdet for plejepersonale

Alene i USA har omkring en million mennesker behov for hjælp til at spise, men det er en både tidskrævende og ofte akavet opgave for plejepersonale og pårørende. Forskere fra University of Washington har nu udviklet en robotarm, der med sensorer, kamera og algoritmer kan identificere indholdet på en tallerken mad og derefter samle det op med en gaffel og føre det op til munden på den pågældende person. Robotarmen kan kobles til f.eks. en kørestol.


10. Pulver opfanger Co2

Forskere fra det canadiske University of Waterloo har udviklet et pulver, der via såkaldt adsorption kan filtrere og opfange CO2 fra fossile fabrikker og kraftværker, inden det ryger ud i atmosfæren. Ifølge forskerne er pulveret næsten dobbelt så effektivt som de konventionelle metoder. Når pulveret har opfanget CO2’en, skal det graves ned i jorden for ikke at slippe ud i atmosfæren.


Vindenergi i en rygsæk – Den danske drageløber

PORTRÆT
BÆREDYGTIG ENERGI

Den danske opfinder Stig Anton Nielsen står bag virksomheden KiteBorne Energy, der laver bæredygtig energi ved hjælp af drager. Systemet kan bæres i en rygsæk og har stort potentiale i udviklingslande.

AF LASSE SKYTT
FOTO: KITEBORNE ENERGY PR-FOTO

 OPFINDEREN Stig Anton Nielsen har lovet sig selv at forfølge sin drengedrøm om at lave energi med drager.

SOM dreng elskede Stig Anton Nielsen at flyve med drager. Helt fra barnsben af var han fascineret af måden, hvorpå man kunne styre den energi, der kom fra dragerne oppe i luften. I takt med at han blev ældre, voksede hans interesse og erfaring inden for alt, der kunne flyve og sejle, og han blev pioner på dragesporten i Danmark, inden der var noget, der hed kitesurfing.

“Det er de færreste mennesker, der tænker over, hvordan eksempelvis økosystemer interagerer med hinanden. Jeg har altid forsøgt at forstå sammenhængene mellem forskellige elementer i naturen, og hvordan de påvirker hinanden,” siger Stig Anton Nielsen, som tidligt begyndte at bygge sine egne eldrevne køretøjer og elektriske bådsystemer.

Han er en vaskeægte opfinder. Derfor så han forskningsverdenen som den rette vej at gå.

“Som forsker arbejder man jo med at udforske og dele viden,” som Stig Anton Nielsen formulerer det.

Tilbage til drengedrømmen

Oprindeligt blev han uddannet arkitekt og arbejdede meget i den tekniske del af faget. Han specialiserede sig siden i sensorsystemer, aktuation og robotik og blev ph.d. på den internationalt anerkendte Chalmers tekniske högskola i Göteborg samt gæsteforsker på EHT i Zürich. For nogle år siden vendte Stig Anton Nielsen så hjem til Danmark og IT-Universitetet. Her blev han en del af en EU-støttet forskergruppe, der eksperimenterede med at lave en cyborg-plante – altså en hybrid mellem en robot og en plante. Projektet hed Flora Robotica.

“Det var alt sammen meget spændende og lærerigt. Men det var ikke det, der reddede verden, og i længden følte jeg ikke, at det var i forskningsverdenen, jeg kunne gøre mest nytte,” fortæller Stig Anton Nielsen.

Han havde altid lovet sig selv at forfølge sin drengedrøm om at lave energi med drager. Men gang på gang var han blevet optaget af projekter, som andre ville have hans hjælp til.

“Det er vigtigt, at man vælger sin egen vej frem for at lade sig styre af andre,” pointerer Stig Anton Nielsen.

“HVIS du kan lave elektrisk energi, så har du fat i den nye valuta,” siger Stig Anton Nielsen, idemand bag KiteBorne Energy. “Vedvarende energikilder er den ypperste motor i verden nu og i fremtiden.”

Potentiale i udviklingslande

Sidste år kastede han sig derfor fuldt ud i at gøre sit drageprojekt til virkelighed. Virksomheden blev døbt Kite-Borne Energy, og teknologien bag er et direkte forsøg på at opfylde FN’s verdensmål nummer 7 om bæredygtig og “affordable” energi. Også verdensmål nummer 4 og 12 – henholdsvis kvalitetsuddannelse og ansvarlig produktion – er forbundet med Stig Anton Nielsens banebrydende opfindelse.

Den 37-årige idémand har sat alt ind på projektet og bosat sig i Sydhavnen for at være tæt på den ofte vindblæste Valby-parken, hvor alle tests bliver foretaget. Sammen med et lille hold af danske og svenske iværksættere, der alle har årelang erfaring med teknologi og bæredygtig udvikling, er ambitionen for KiteBorne Energy at levere vedvarende energi til steder, hvor solceller og vindmøller ikke er en mulighed på grund af begrænset infrastruktur.

“Da det er en off-grid-løsning, ligger der et kæmpe potentiale særligt i udviklingslande, for eksempel i Afrika, hvor teknologien både kan bidrage til børns skolegang og give folk på landet nye muligheder, fordi de pludselig har adgang til elektricitet,” forklarer Stig Anton Nielsen og fortsætter:

“Elektrisk energi er forudsætningen for, at man kan få adgang til internettet, som er en grundlæggende videnskanal. På den måde kan vi hjælpe børn i udviklingslande – ikke bare fordi energien kan give lyst til, at de kan læse deres lektier, men også så de kan opnå ny viden ved at være koblet på internettet,” siger han og tilføjer, at systemet er på teststadiet, men at lokalproduktionen af drager igangsættes, så snart designet ligger fast.

Man kan undre sig over, hvorfor der ikke allerede er større opmærksomhed på denne teknologi.

Kan bæres i en rygsæk

KiteBorne Energys teknologi virker ved, at to trisser på land holder en rundgående line, som en drage trækker ved at flyve på tværs af vindretningen. Derved overføres kinetisk energi fra dragen gennem linen til en generator i en af trisserne, hvor det så omsættes til elektrisk energi.

Denne slags systemer kaldes airborne wind energy systems, hvor airborne betyder, at systemet ikke behøver et tårn som bærende struktur ligesom en vindmølle, men at det kommer op i luften ved at bære sin egen vægt. På den måde kan materialeforbruget reduceres, og det samlede regnskab for energitilbagebetaling forbedres. Stig Anton Nielsen forklarer: “For eksempel skal en vindmølle med 3kW transporteres på en lastvogn. Et Kite-Borne-system med 3kW kan bæres i en rygsæk. Disse prismæssige fordele gør også, at systemet kan følge med et hastigt stigende marked for elektrisk energi.”

Der findes flere andre projekter rundt i verden med lignende teknologi, og Stig Anton Nielsen fremhæver bl.a. norske Kitemill og danske KiteX som lovende aktører på området.

“Man kan undre sig over, hvorfor der ikke allerede er større opmærksomhed på denne teknologi,” tilføjer han.

KITEBORNE ENERGY

  • KiteBorne Energy er en dansk virksomhed, som laver vedvarende energi ved hjælp af drager.
     
  • Teknologien kaldes airborne wind energy systems og leverer bæredygtig energi, som det er billigt at fremstille, og som består af genanvendelige materialer.
     
  • Det meste energi fra vindmøller kommer fra de yderste 10-15 procent af vingespidsen. KiteBornedragen er kun den spids, og dens flyvning styres via sensorer og mikroprocessorer. Hvor vindmøller skal transporteres på en lastvogn, kan KiteBorne-systemet transporteres i en rygsæk.
     
  • Det gør det især attraktivt i udviklingslande, hvor simple og nemt håndterbare grønne energikilder er stærkt efterspurgte.
     
  • Læs mere på www.kiteborne.dk.

Elektrisk energi er den nye valuta

Netop den manglende opmærksomhed er en væsentlig udfordring, fordi KiteBorne Energy er afhængig af finansiering, hvis det skal bredes ud på markedet. Virksomheden har tidligere modtaget støttekroner, men i øjeblikket kæmper holdet med at få tid til bå de at udvikle teknologien og samtidig skrive nye fondsansøgninger.

“Nogle fonde kigger primært på det økonomiske afkast ved en opfindelse, ikke om den fundamentalt kan forandre samfundet. For at være ærlig undrer det mig lidt, at det er så besværligt at få støtte til en idé, som tydeligvis lægger sig op ad FN’s verdensmål,” konstaterer Stig Anton Nielsen.

Han er dog ikke i tvivl om, vinden snart vil blæse KiteBorne Energys vej.

“Hvis du kan lave elektrisk energi, så har du fat i den nye valuta,” siger opfinderen. “Vedvarende energikilder er den ypperste motor i verden nu og i fremtiden.”

 

Update: Politik

FOTOS: CARL DE SOUZA/AFP, JANEK SKARZYNSKI/AFP

Drenge beskyttes ikke

MANGE LANDE i verden har fået mere og bedre lovgivning, der skal beskytte piger mod seksuel vold. Men det gælder ikke for drenge. Economist Intelligence Unit har nærstuderet 40 landes lovgivning for voldtægt mod børn. I lidt under halvdelen af landene mangler der juridisk beskyttelse af drenge, mens nogle lande slet ikke anser drenge som mulige ofre.

Det samme gælder for den støtte, der ydes til ofre for seksuelle overgreb. Den er ofte specifikt rettet mod det ene køn. Det er på trods af, at internationale undersøgelser viser, at otte procent af alle drengebørn udsættes for seksuel vold, og at det er endnu mere tabubelagt end overgreb mod piger.

/RBL

 

Karneval blev politisk

Politisk protest prægede kostumerne, salsaen og stemningen ved årets karneval i Brasilien.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

I RIO DE JANEIROS farverige optog kunne man i år opleve “Barbie Fascisterne” med blonde parykker og i pink shorts, kvindelige heltefigurer på stylter og stickers med “nej betyder nej” og “min krop, mine regler” på dansende kroppe.

Der var også gået politik i Rios mest kendte sambaskole, som dansede med flag påtrykt billeder af den myrdede politiker og LGBT-aktivist Marielle Franco.

“Jeg er kommet for at protestere, ikke for at promenere,” sagde Francos enke, Mônica Benício, til lokalavisen Extra. Den lesbiske kommunalpolitiker blev myrdet sidste år, og ifølge brasilianske medier retter mistanken sig mod en paramilitær gruppe med forbindelse til en af præsident Bolsonaros sønner. Endnu er ingen dog arresteret. Jair Bolsonaro, som vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har vakt opsigt med flere kontroversielle udtalelser om køn og seksualitet. “Jeg kunne ikke finde på at voldtage dig, for det fortjener du ikke,” har han sagt til en kvindelig politiker.

Præsidenten, som også fik besøg af et optog i protest på hjemmeadressen, delte en sex-video med onani og urin, som han hævdede var filmet under festlighederne. “Det er, hvad karnevallet er blevet til,” skrev han.

“Dette er mere end bare en feministisk gadefest. Det er en politisk handling blot at være til stede,” sagde 23-årige Louise Bacelar, udklædt krigerkvinde fra 1700-tallet, til The Guardian.

 

Autokratiet vinder frem

DER ER aldrig blevet talt så meget om vigtigheden af retssamfundet som nu. Begrebet har sat sit klare aftryk på de politiske debatter verden over – men det bliver også misbrugt som aldrig før. En undersøgelse af 126 lande – publiceret af World Justice Project i dets årlige Rule of Law Index – viser, at autokratiet vinder frem overalt på kloden. Men autokra tiske politikere ønsker ikke at stå ved det og gemmer sig bag et forsvar for retssamfundet. Politikerne anvender lovene til at styrke deres magtposition.

“Ironisk nok er en af de mest påfaldende ting ved nedbrydningen af retssamfundet, at det sker igennem love og juridiske institutioner. Det er selve juraen, som bliver kidnappet og anvendt til at udviske afgrænsningen af magten,” siger Elizabeth Andersen, direktør for World Justice Project, til The Guardian. WJP er en international organisation, der arbejder for at forsvare retssamfundets principper. I 2018 er der sket tilbageskridt i to ud af tre lande. Værst står det til i Polen, Serbien, Kina, Egypten, Honduras og Senegal, mens der er størst fremgang i Argentina og Estland.

/RBL

Annonce: Rejsby Europæiske Efterskole (www.rejsby-efterskole.dk)

 

Ytringsfrihed – Internet-revolutionen i Cuba

FEATURE
CUBA

Cuba er et af verdens mest lukkede lande. Men da cubanerne fik adgang til internettet, blev det starten til en helt ny måde at kommunikere på. nettet skaber større deltagelse i samfundet og mobiliserer folk efter naturkatastrofer. Men der er langt til friheden og stadig stor frygt for styret.

AF LISE JOSEFSEN HERMANN
FOTO: YANDER ZAMORA

”HER er ikke frihed. Vi lever med stor frygt for styret. Ja, vi har internet, men det er dyrt, og det er jo ikke frit. Hvis man siger sin mening, så får man problemer.” Alberto, ny på nettet.

HAVANA, CUBA - Det hele sker så hurtigt, at der ikke er tid til evakuering. Den unge kvinde Norelvis gemmer sig under trappen i sit hus og forsøger at beskytte sin toårige søn. Huset falder bogstaveligt talt sammen om ørerne på den lille familie. Det er en almindelig søndag eftermiddag i januar i Havana, indtil en voldsom tornado pludselig rammer Cubas hovedstad. Mindst fire personer dør, flere hundrede bliver såret, og op mod 10.000 mennesker mister deres hjem. Væltede træer, biler og elmaster og rester af ødelagte huse præger flere af Havanas kvarterer.

Tornadoer er ikke usædvanlige ved disse caribiske kyster, men det usædvanlige var den cubanske befolknings svar på de berørte menneskers situation. Hurtigt begyndte frivillige at mobilisere grupper gennem chat-appen WhatsApp eller Facebook for at organisere den frivillige hjælp til de mange ofre for naturkatastrofen. For første gang på Cuba. Her 60 år efter den kommunistiske revolution er der nemlig en anden revolution i gang – internetrevolutionen.

YTRINGSFRIHED

Den særlige rapportør om ytringsfrihed fra den Interamerikanske Menneskerettighedskommission skriver om Cuba den 13. marts 2019:

"Den cubanske stat begrænser ytringsfriheden strengt… I årtier har den cubanske stat fortiet stemmer, der ikke støtter styret, undertrykt uafhængige journalister… den åbne debat om ideer og om centrale aspekter af livet i landet er blevet undertrykt."

"Med hensyn til internettet: de meget restriktive lovbestemmelser, den cubanske befolknings begrænsede adgang til net-forbindelse, blokade og censur af kritiske medier samt overvågning - hæmmer alvorligt udøvelsen af retten til ytringsfrihed og privatlivets fred på nettet."

Cubanerne får internet på smartphones

Siden december sidste år har det været muligt for cubanere at få internet på deres smartphones. Noget af det mest naturlige for os vesteuropæere, men en stor forandring for befolkningen i et af de mest lukkede lande i verden. Ifølge ngo'en Committe to Project Journalists - CPJ, som arbejder for ytringsfrihed i hele verden, ligger Cuba på en tiendeplads over de mest censurerede lande i verden. Der bor omkring 11,5 millioner mennesker på Cuba, og 5,3 millioner mobiltelefonlinjer er registrerede i ø-staten.

Etecsa hedder det statsejede telefonselskab, der har monopol på at udbyde internet på Cuba. Og for eksempel er det almindeligt, at hjemmesider til regeringskritiske medier blokeres, indhold på YouTube og indhold i Facebook-feeds censureres. Der udbydes internet til den cubanske befolkning, men det kontrolleres af staten.

Ifølge Cubas statslige avis Granma har i alt 1.870.000 personer aktiveret internet på deres mobiltelefoner.

Samtidig med den stigende adgang til internettet bliver det også mere almindeligt med uafhængige private medier, som ikke altid er blokeret på Cuba, og som kan give mulighed for en relativt kritisk version af livet på Cuba. For eksempel medierne El Estornudo, OnCubaNews og Cibercuba. Det er egentlig ikke tilladt med private medier på Cuba, så de eksisterer i en slags limbo mellem legalt og illegalt.

Maykel González er cubansk freelancejournalist og medstifter af det private medie El Estornudo. Han fortæller, at den cubanske befolknings interesse for at gå online er overvældende:

”Det er første gang, at den almindelige cubanske befolkning går på nettet. Det betyder, at folk skal lære at bruge nettet. Men det giver også cubanerne mulighed for at dobbelttjekke information og ikke bare passivt modtage information fra officielle kanaler,” siger han.

Wi-Fi i Parken

I parker rundt i Havana stimler folk sammen på bænke i den stærke caribiske sol. Alle dybt optagede med øjnene klæbet til deres smartphones, og mange smiler for sig selv. I juli 2015 begyndte den cubanske stat at udbyde trådløst internet i parker centrale steder på Cuba. Og det bliver stadig mere populært. For at komme på nettet køber man internetkort, som koster en cubansk peso for en time – det svarer til omkring seks en halv danske kroner. En månedsløn på Cuba er omkring 200 danske kroner, så at gå på nettet er dyrt for cubanerne. Men det forhindrer ikke en stor del af dem i at gå online.

Michel Hernández, erfaren kulturkritiker på det private medie OnCuba-News, ser med begejstring på cubanernes nye demokratiske værktøj, internettet:

”Adgangen til internettet vil på sigt betyde, at borgerne opnår større deltagelse i det cubanske samfund,” mener han, men tilføjer samtidig:

”Men for at det kan komme til at ske, er Etecsa nødt til at reducere pricen og forbedre forbindelsen.”

CUBA

  • Cuba har været en socialistisk stat siden 1961.
     
  • Medierne er officielt styret af staten, og ifølge CPJ - Committe to Project Journalists, ligger Cuba på en 10. plads over de mest censurerede lande i verden. De seneste år er der dukket uafhængige medier op som for eksempel Cibercuba, OnCuba-News, Elstornudo etc. Det er almindeligt i Cuba, at medier der kritiserer staten, får deres hjemmesider helt eller delvist lukket.
     
  • I december 2018 blev der åbnet op for, at cubanerne kan gå på nettet på deres smartphones. Cubanerne fik adgang til internettet via wi-fi i offentlige parker i juli 2015.
     
  • 24. februar blev der vedtaget en ændring i Cubas forfatning, der bl.a. åbner op for privat ejendomsret og visse udenlandske investeringer.

Første dag på nettet

Alle dem, jeg taler med, husker tydeligt den første dag de gik på nettet. De fortæller, hvordan de åbnede en Gmail-konto for at sende mails til familiemedlemmer. Andre oprettede Facebook-profiler. Rigtig mange foretog videoopkald til familiemedlemmer i udlandet, som de ikke havde kunnet have den form for kontakt med i årevis, siden vedkommende havde forladt Cuba.

”Internettet bliver i høj grad set som en bekvem og billig måde at kommunikere med familiemedlemmer, som opholder sig i udlandet, på,” siger journalist Maykel González.

Men det er svært at interviewe folk på Cuba om et hvilket som helst emne. Folk kigger sig over skulderen, er bange for at få problemer ved at tale med en udenlandsk journalist, fortæller flere. Nogle siger nej til at give interviews med det samme, andre går med til det, hvis de kan forblive anonyme. Kun få giver interviews med navn og efternavn – og disse er de mest venligtsindede over for den cubanske regering.

En af dem, som godt vil opgive sit navn, er Miguel Ángel Colas Fernández (52), musiklærer fra Havana. Han fortæller, at han bruger Twitter og læser nyheder fra andre dele af verden. Han ser afslappet på statens kontrol af internettet:

”Nogle sider er lukket ned, for eksempel porno. Men vi har jo adgang til YouTube og Facebook. Vi cubanere ved godt, hvad der er godt og skidt. Vi er godt uddannet. Problemet med internettet er, at det informerer, men det misinformerer også . Man kan ikke tjekke, om det er rigtigt, det, der står på internettet,” siger Miguel Ángel Colas Fernández.

Og det med misinformation er en udfordring for internet-jomfuerne på Cuba:

”Befolkningen kan læse udenlandske og alternative medier. Men fordi det hele er nyt, så sker det, at folk ikke kan se forskel på fake news og rigtige nyheder, eller de aner ikke, hvem der er troværdige kilder,” mener Maykel González.

”ADGANGEN til internettet vil på sigt betyde, at borgerne opnår større deltagelse i det cubanske samfund.” Michel Hernández, kulturkritiker, OnCubaNews, private medie. Foto: Al Diaz, Sipa/ Ritzau Scanpix.

Frivillige bekæmper sorg

I kvarteret Santo Suarez i Havana besøger vi et herberg, der huser en lille del af de op mod 10.000 mennesker, som mistede deres hjem efter tornadoen.

En lille gruppe er samlet i en cirkel. Kvinden Norelvis Silano fortæller, at hun gemte sig under trappen med sin toårige søn, da tornadoen ramte huset. Hun blev voldsomt forskrækket, det hele skete så hurtigt.

”I starten troede jeg, det var et fly. Da jeg forstod, hvad der skete, troede jeg, det var verdens ende. Huset faldt sammen om ørerne på mig,” fortæller Norelvis.

Teatergruppen Teatro Espontaneo de la Habana laver grimasser, synger og danser, inspireret af Norelvis' fortælling. Aktiviteten er ét af de frivillige tiltag, som den øgede adgang til internet har muliggjort. Først er ansigterne i cirklen alvorlige, men efter få minutter bryder gruppen sammen af grin.

”PANORAMAET for kommunikation har ændret sig. Vi kunne se gennem sociale medier, hvordan folk mobiliserede sig efter tornadoen, og det resulterede i håndgribelige handlinger.” Maykel González, journalist.

Ingen informationsfrihed på Cuba

I en park i kvarteret Vedado i Havana nærmer jeg mig en mand, der, straks da jeg fortæller, at jeg er journalist, ser meget nervøs ud og kigger sig over skulderen. Han vil ikke give interview, men kan ikke lade være med at give sit besyv med.

Han fortæller, at han har haft adgang til internettet på sin smartphone en måneds tid. Han er kritisk over for Cubas regering:

“Ytringsfrihed er 'ytringsfrihed' i Cuba. Vi er bange. En udlænding som dig repræsenterer en drøm om en anden verden, men er også en tidsbombe. Hvert øjeblik kan politiet komme efter mig – og du kan blive smidt ud af landet,” siger Alberto tørt.

Ifølge den Madrid-baserede menneskerettighedsorganisation Det Cubanske Oberservatorium for Menneskerettigheder (Oberservatorio Cubano de Derechos Humanos) OCDH steg antallet af anholdelser af regeringskritikere i februar i forbindelse med en folkeafstemning om ændringer af landets forfatning. Organisationen registrerede i februar en stigning af landets undertrykkelse af systemkritikere med 243 vilkårlige anholdelser, hvilket er en fordobling i forhold til januar.

“Her er ikke frihed. Vi lever med stor frygt for styret. Ja, vi har internet, men det er dyrt, og det er jo ikke frit. Hvis man siger sin mening, så får man problemer,” fortsætter Alberto.

Men kulturkritikeren ser mere positivt på de muligheder, som internettet giver cubanerne:

”Det øger muligheden for, at de meninger, som folk udtrykker på sociale medier, inddrages i beslutningsprocesser. Og i det hele taget nærer det cubanernes nysgerrighed,” mener Michel Hernández.

“DET ligger i vores kultur som cubanere at hjælpe. Det nye er størrelsesordenen. Mange flere private har hørt om omfanget af problemet med tornadoen og har via internettet, sociale medier og chats som WhatsApp haft mulighed for at organisere sig for at hjælpe.“ Iliet Rodríguez, psykologistuderende.

Mangel på alt

I en anden nærliggende park med wifi i Havana skal jeg lige til at interviewe en ung kvinde, som sidder på en bænk med sin mobiltelefon. Inden vi kommer i gang, rejser hun sig hurtigt og siger, ”Undskyld, du ved, madolie” – og løber væk. På Cuba ved alle, hvad hun mener. Hun løb efter en kvinde, der kom forbi med en plastikpose, der indeholdt en flaske madolie. Der er stor mangel på basisvarer som madolie, mel og æg, så hvis nogen har købt, spørger man altid hvor, for at skynde sig hen og stå i kø.

I skyggen af et træ sidder den 25-årige tandlæge Laura Cuellar. Hun fortæller, at hun normalt sidder her i parken og bruger det trådløse netværk tre-fire timer hver weekend.

”Første gang jeg gik på nettet, åbnede jeg en Gmail-konto og skrev en email til min far. Han havde været i Ecuador i fire år på det tidspunkt,” fortæller Laura og smiler eftertænksomt.

”Nettet har været en stor forandring for os. Det giver os adgang til meget underholdning. Vi kan komme i kontakt med venner, for eksempel via Instagram eller Gmail,” siger den 25-årige tandlæge, som ikke bruger nettet til at læse nyheder eller google information.

Ytringsfrihed er “ytringsfrihed“ i Cuba. Vi er bange. En udlænding som dig repræsenterer en drøm om en anden verden, men er også en tidsbombe. Hvert øjeblik kan politiet komme efter mig – og du kan blive smidt ud af landet.

Alberto, ny på nettet i Havana

Nettet mobiliserer folk

Men internetadgangen har også skabt muligheder for at mobilisere Cubas civilsamfund.

Iliet Rodríguez på 23 år er psykologistuderende i Havana. Siden januar har hun sammen med andre studerende via WhatsAapp organiseret en gruppe af frivillige, som hjælper ofrene for tornadoen med psykologisk støtte, som for eksempel teatergruppens improvisationsteater:

“Det ligger i vores kultur som cubanere at hjælpe. Det nye er størrelsesordenen. Mange flere private har hørt om omfanget af problemet med tornadoen og har via internettet, sociale medier og chat-apps som WhatsApp haft mulighed for at organisere sig for at hjælpe. Synligheden så hurtigt er ny. Vi så fotos på Facebook af omfanget af skaderne,” fortæller Iliet Rodríguez.

Og befolkningens reaktioner oven på tornadoens ofre er et godt eksempel på, hvordan internettet har sat forandring i gang i Cuba, mener journalist Maykel González:

”I det store hele kan vi sige, at panoramaet for kommunikation har ændret sig. Vi kunne se gennem sociale medier, hvordan folk mobiliserede sig efter tornadoen, og det resulterede i håndgribelige handlinger.”

Annonce: Odsherred Efterskole (odsherredsefterskole.dk)

 

Update: Kultur

FOTO: SONY PICTURES PR-FOTO, PRIVAT

Sexskandale i afghansk fodbold

BÅDE det internationale fodboldforbund, FIFA, og Afghanistan er i gang med en undersøgelse af, om kvindelige landsholdsspillere er blevet chikaneret og misbrugt af mandlige medlemmer af landets fodboldforbund. Formanden for fodboldforbundet, Keramuudin Karim, er suspenderet som følge af sagen.

Ifølge den tidligere anfører Khalida Popal er hun selv og andre spillere blevet overfuset og krænket adskillige gange i forbindelse med ophold i træningslejre både i Afghanistan og udenlands. Ligesådan er det angiveligt ikke ualmindeligt, at spillere giver seksuelle ydelser til mandligere officials i bytte for at blive udtaget til kamp.

Popal mener, at sagen er principiel for kvinders sikkerhed og ligestilling.

“Kvinder står i forvejen over for mange udfordringer, ikke kun i Afghanistan, med verden rundt. Når de går på banen, skal den være et sted, som giver dem sikkerhed og et trygt miljø at spille det smukke spil i,” siger hun til netmediet Pri.

/MR

 

Kvinderne på gaden i Sudan

En ung kvindelig bassist er en af mange kvinder i protestbevægelsen i Sudan.

AF MAI RASMUSSEN

AT deltage i demonstrationer er farligt for kvinder og ikke noget, kvinder “gør”.

Den slags advarsler har den sudanesiske kvindelige jazzmusiker Islam Elbeiti hørt mange gange, siden folkelige protester mod styret i Khartoum begyndte i december 2018.

“Selvfølgelig er det noget, kvinder 'gør'. Men ligesom kvinder mærker regimets undertrykkelse mere end mænd – vi kan for eksempel blive arresteret for at være noget så upræcist som usømmeligt klædt – så kan det også være mere risikabelt for kvinder at deltage i protesterne. Nogle kvinder har fået klippet håret af på gaderne, og der er utallige eksempler på, at betjente og mænd har rørt ved kvindelige demonstranter på usømmelige måder,” siger den 24-årige bassist, men tilføjer, at som demonstrationerne vokser, sker det sjældnere.

Protesterne brød ud, da prisen på brød blev fordoblet. “Der er tale om brede krav og protester. Det samme gælder for os demonstranter: Vi er alle slags. Det er ikke kun musikere og elite, men også almindelige mennesker,” siger Islam Elbeiti.

Når hun ikke er på gaden, på scenen eller i øvelokalet, præsenterer hun radioprogrammet Jazzified, eller hun rådgiver kunstnere i kreativt iværksætteri i den lokale afdeling af det internationale netværk Impact Hub.

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg gør en forskel, fordi jeg er kvinde og musiker og åben om mine holdninger. Men jeg er en blandt mange,” siger Islam Elbeiti.

 

Et spørgsmål om hår

DET SIGES, at Barack Obama aldrig havde vundet præsidentposten i USA, hvis fru Michelle havde haft naturligt hår i stedet for de velkendte glattede frisurer. For afrikansk hår er for vildt og “naturligt” til at kunne fungere uden modhager i amerikansk politik.

At krøllet hår af afrikansk oprindelse er “en ting”, ses også i kulturlivet. Den nigerianskamerikanske forfatter Chimamande Ngozi

Adiche lader for eksempel hår spille en stor birolle i sin bestseller Americanah. Og til maj får de viltre lokker også deres egen animationsfilm hos Sony Pictures. Hair Love fortæller en kærlig historie om en far, der må finde ud af at håndtere sin lille datters noget selvstændige krøller, mens moren er væk for en tid.

At der er publikum til historier om hår, vidner filmens finansiering om: Den slog indsamlingsrekord med knap to millioner kroner på crowdfunding-sitet Kickstarter.

Fra den historisk-politiske hylde er det samtidig kommet frem, at England nu leverer to små lokker af kejser Twedoros II hår tilbage til Etiopien. Håret har været i britisk besiddelse siden 1868, da englænderne invaderede Etiopien, og kejseren tog sit eget liv.

/MR

Annonce: Brenderup Højskole (www.brenderuphojskole.dk)

 

Afrikas største økonomi – ”Ingen har råd til, at Nigeria falder fra hinanden”

FEATURE
NIGERIA

Den største opgave for Nigerias genvalgte præsident bliver at holde sammen på Afrikas folkerigeste land, hvor knap hver anden lever i ekstrem fattigdom. Men 150 militser - fra Boko Haram til Islamisk Stat - gør det svært, og landets sikkerhed står højt på Danmarks og EU's dagsorden. Uroen kan få endnu flere emigranter til at sætte kurs mod Europa.

AF ANDREAS BAUMANN

KVINDER, der er flygtet fra islamistiske militser, pumper vand fra en brønd i flygtningelejren Malkohi i Jimeta. Foto: Luis Tato, AFP/ Ritzau Scanpix

Abuja, NIGERIA - Det enorme fletværk af mangesporede veje i Nigerias hovedstad er som en kæmpe knude, der forsøger at binde landet sammen. ”Abuja - The City of Unity” står der øverst på nummerpladerne af de mange biler, der drøner rundt på vejnettet i den evigt voksende by. Hovedstaden er præget af linealførte linjer, brede veje og lidt rigeligt med tomme byggegrunde mellem de bombastisk opførte betonbygninger. Byen er samlingspunkt for Nigerias hundredvis af stammer, religioner og kulturer. Den nygotiske mastodont af en nationalkirke midt i byen ligger tæt op ad den enorme guldkuplede nationalmoske som et signal om, at der er plads til alle her i byen.

Abuja blev da også grundlagt som et multikulturelt center for sammenhold, da man i kølvandet på borgerkrigen om Biafra-regionen i slutningen af 1960’erne besluttede at flytte hovedstaden fra Lagos i sydvest til mere neutral grund i landets midte. Det tog lidt tid at føre planen ud i livet. Først i 1980’erne blev der for alvor bygget på den nye regeringsby, og i 1991 blev Abuja så indviet som Nigerias nye hovedstad.

Siden er politiske institutioner, udenlandske ambassader og millioner af mennesker flyttet med. Byggeboomet fortsætter i dag. For der flytter hele tiden nye folk til byen, der i dag har over tre millioner indbyggere.

På flugt fra militser

Mange kommer dog ikke med deres gode vilje. Titusindvis er flygtet til byen for at få fred fra de mange konflikter, der stadig præger Nigeria.

Ud over Biafra-konflikten, der stadig blusser op en gang imellem, er der store sikkerhedsproblemer med islamisk terrorisme fra Boko Haram og Islamisk Stat i nord, pirateri og kidnapninger i syd, og i midten af landet er der voksende konflikter mellem muslimske hyrder og kristne landmænd. Mindst 150 militser raserer i Nigeria, ifølge ngo'en The Armed Conflict Location & Event Data Project - ACLED.

”Militæret benægter, at kampen mod militserne er slået fejl. Men takket være de sociale medier er det blevet lettere at høre sandheden, og derfor ved vi, at f.eks. Boko Haram stadig dræber og kidnapper folk og nedbrænder deres landsbyer,” siger Faruk Umar, direktør for den lokale tv-station Farin Wata TV i Nordnigeria.

Rundt om den relativt rolige hovedstad ligger da også en håndfuld flygtningelejre for nogle af landets i alt to millioner internt fordrevne, som en påmindelse om at Afrikas største land fortsat præges af interne konflikter.

”Nigeria er så stort, har så mange fattige og kæmper med så mange sikkerhedsproblemer, at det er en topprioritet for hele verden, at der kommer styr på udviklingen i landet. Opfyldelsen af verdensmålene kan ikke ske uden stort fokus på Nigeria,” siger Danmarks ambassadør i Abuja, Jesper Kamp.

”Der er ingen, der har råd til, at Nigeria falder fra hinanden. Effekten på alle andre konflikter i området, hvis det går galt i Nigeria, er potentielt set enorm.”

AKTIVE MILITANTE ISLAMISTISKE GRUPPER I AFRIKA

Kort over Afrika med placering af forskellige islamistiske grupperinger. Læs beskrivelse i faktabokse under figuren. Nederst et stablet områdediagram. Y-aksen repræsenterer drabstal i Afrika per år fra 0 til 20.000. X-aksen repræsenterer årstal og går fra 2010 til 2018. I områdediagrammet er afbildet samlet antal drab per år foretaget af grupperingerne: Al Shabaab, Ikke-affilierede. ISIS, BH, AQ og AQIM. Diagrammet viser et samlet antal drab på ca. 2.500 i 2010 til et peak på ca. 18.000 drab i 2015 af især BH til ca. 8.000 drab i 2018. Kilde: Africa Center for Strategic Studies, januar 2019

TUNESIEN

  • Okba ibn Nafaa-brigaden
  • Shabab al Tawhid (også kendt som Ansar al Sharia Tunesien (AST)
  • Kalifatets soldater (også kendt som Jund al Khilafah) (opererer i både Algeriet og Tunesien)

LIBYEN

  • Ansar Libya al Sharia Libyen (ASL)
  • Al Mourabitun (opererer primært i Egypten)
  • Islamisk Stat i Libyen (tidligere kendt som Wilayat Barqa, Wilayat Fezzan, og Wilayat Tarabulus)

EGYPTEN

  • Ansar al Islam
  • Jund al Islam
  • Islamisk Stat i Sinai (også kendt som Wilayat Sinai) (tidligere kendt som Ansar Beit al Maqdis (ABM))
  • Islamisk Stat i Egypten

ALGERIET

  • Al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM)

MALI/BURKINA FASO

  • Jama'at Nusrat al Islam Wal Muslimin (JNIM) (tidligere kendt som følgende regionale afdelinger af AQIM):
    • Sahara Emiratets afdeling af AQIM
    • Al Mourabitoun
    • Ansar Dine
    • Macina Frigørelsesfront (FLM)
  • Ansaroul Islam
  • Bevægelse for Enhed og Jihad i Vestafrika (MU-JAO)
  • Islamisk Stat i Storsahara (ISGS))
  • Katiba Salaheddine

NIGERIA

  • Boko Haram
  • Islamisk Stat Vestafrika (ISWA) (også kendt som Wilayat Gharb Afriqiyah)

SOMALIEN

  • Al Shabaab
  • Islamisk Stat i somalien (ISS)(også kendt som Abnaa ul Calipha)

KENYA

  • Al Hijra (tidligere kendt som Muslimsk Ungdomscenter)
  • Al Muhajiroun (også kendt som Østafrikas Emigranter)
  • Jahba Østafrika (også kendt som Islamisk Stat i Somalien, Kenya, Tanzania og Uganda)

Flygtningelejr

En af lejrene for de mange internt fordrevne hedder Kuchingoro IDP Camp og ligger kun 20 minutters kørsel fra Abuja på vej mod lufthavnen. Her bor omkring 5.000 mennesker primært fra den nordøstligste stat Borno, der i snart ti år har været hærget af terrorister fra Boko Haram og nu også Islamisk Stat.

Der er varmt i lejren. Selvom den tiltagende dis før regntidens begyndelse skærmer lidt, så er solens stråler stærke her tæt på ækvator og giver ofte en gennemsnitstemperatur på 35 grader om dagen. Larmen fra et par højtalere får støvet i luften til at vibrere. De voksne beboere står dog helt stille i skyggen. Kun lejrens børn farer omkring midt på pladsen for at komme først hen til den mand, der i dag deler is ud.

Han hedder Muazu Tumala og bor i flygtningelejren på femte år. I 2014 flygtede han fra sit hjem, fordi Boko Haram angreb hans landsby og dræbte hans kone og to børn. Siden har han adopteret nogle af de forældreløse børn i lejren og hjælper med praktiske gøremål.

“Jeg har ikke noget arbejde. Jeg har ikke andet at lave, så jeg kan lige så godt hjælpe lidt til, mens vi venter på fred,” siger han.

Men freden har lange udsigter. Selvom Boko Haram ikke længere direkte kontrollerer hele byer og kommuner i nordøst, som de gjorde i 2015, eller dræber lige så mange civile som dengang, hvor gruppen blev udråbt til verdens mest dødbringende terrororganisation, så er angrebene fra terroristerne det seneste års tid igen taget til i styrke og hyppighed.

Det er bare ikke så meget angreb fra den oprindelige Boko Haramgruppe, der i 2014 blev verdensberygtet for at kidnappe 276 skolepiger fra Chibok. Gruppen er blevet svækket efter en årelang kamp mod regeringssoldater fra Nigeria, Niger, Cameroun og Tchad.

Men udbrydergruppen Islamic State West African Province, der har bånd til Islamisk Stat i Syrien, står derimod med godt 3.500 mand stærkere end nogensinde og har reelt kontrol med store områder i Sahel-regionen og i grænseområderne mellem landene.

NIGERIA har så mange fattige og kæmper med så mange sikkerhedsproblemer og islamistiske grupper, at det er en topprioritet for hele verden at få styr på landets udvikling. Foto: Andreas Baumann.

Regering lyver om terrorister

Combating Terrorism Center, en analyseenhed under det amerikanske militærakademi, har estimeret, at gruppen således tæller størstedelen af de p.t. i alt 6.000 afrikanske terrorister med tilknytning til Islamisk Stat.

Alligevel benægter den nigerianske regering, at terroristerne overhovedet har fodfæste i landet længere.

”Der er ikke nogen terroristgrupper, der har indtaget så meget som en kvadratcentimer land i Nigeria. De opererer i Sahel-regionen. Ikke i Nigeria,” siger Gerba Shehu, talsmand for præsident Muhammadu Buhari.

Påstanden om, at Boko Haram er besejret, har efterhånden lydt flere gange op til præsidentvalget i februar, til trods for at medier og ngo’er har berettet om en stribe angreb, der har dræbt både soldater og civile og sendt titusinder på flugt.

”Vi må give Buhari, at han har forsøgt at inddæmme Boko Haram. Men det er jo svært at tro på, at terroristerne er besejret, når der har været flere angreb de seneste par måneder,” siger Jideofor Adebe, professor i statskundskab på Nasarawa State University.

Alligevel endte præsident Buhari med at vinde præsidentvalget ganske massivt over modkandidaten, Atiku Abubakar. Selv i den værst terroriserede stat, Borno, sikrede den aldrende præsident sig i omegnen af 90 procent af stemmerne. Men valget foregik heller ikke ligefrem efter bogen.

EU’s valgobservatører har noteret, at der blev dræbt mindst 46 personer i optøjer op til valget og yderligere 35 på selve valgdagen.

ISLAMISK STAT BREDER SIG I AFRIKA

Søjlediagram der viser hvor meget Islamisk stat breder sig i Afrika. Y-aksen repræsenterer antal og går fra 0 til 5.000. X-aksen islamistiske grupperinger. Islamisk Stat i den Vestafrikanske Provins (ISWA(P)), alene udført af al-Barnawi-cellen 3.500. Islamisk Stat i Sinai 1.250. Islamisk Stat i Libyen (ISL) 500. Islamisk Stat i Stor-Sahara (ISGS) 425. Islamisk Stat i Somalien (ISS) 150. Islamisk Stat i Tunesien 100. Islamisk Stat i Egypten (også kendt som IS-MISR) 75. Islamisk Stat i den Algierske Provins (ISAP) 25. Islamisk Stat i Somalien, Kenya, Tanzania og Uganda (ISSKTU) 25. Al-Shabaab (AS) 4.500. Jama'a Nusrat ul-Islam wa al-Muslimin' (JNIM) 800. Herrens Modstandshær (LRA) 100.

Landet med flest fattige

Danmark giver ikke længere udviklingsbistand til Nigeria, fordi landet har så store olieindtægter selv. Men de økonomiske ressourcer er ekstremt ulige fordelt. Næsten 90 millioner ud af de 200 millioner mennesker i Nigeria lever i ekstrem fattigdom, og landet har dermed overhalet Indien som det land i verden med flest fattige.

Det fortsætter den forkerte vej. Den amerikanske tænketank Brookings Institution har opgjort, at der i gennemsnit er seks personer i minuttet, der lander i ekstrem fattigdom i Nigeria.

Den 45-årige kvinde og enlig mor til tre, Sarah Peter, er en af de snart 90 millioner nigerianere, der lever for under to dollar om dagen. Hendes eneste indkomst er salg af hjemmelavede smykker. Men i Kuchingoro-flygtningelejren, hvor hun bor, er der ikke mange købere til den slags.

”Min datter er syg i sine nyrer, så jeg forsøger at tjene penge til at betale hendes læge. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre,” fortæller hun.

Hun har tre børn at tage sig af, så hun har opgivet tanken om at emigrere. Tusindvis tager årligt legalt og illegalt fra Nigeria for at komme til Europa. Men det kan blive til mange flere.

”Min værste frygt er, at sammenhængskraften i Nigeria simpelthen bliver så dårlig, at den migrationskrise, Europa oplevede i 2015, kommer til at ligne de gode gamle dage,” siger Jesper Kamp.

Hans kollega Ketil Karlsen, der er EU’s ambassadør i Nigeria, har ligeledes stort fokus på risikoen for migration fra landet.

”Migration fylder rigtig meget i Europa, og allerede i dag er Nigeria leverandør af op mod halvdelen af de irregulære migranter fra Afrika syd for Sahara. Men potentialet er meget større. For over halvdelen af de migranter kommer fra et enkelt lille område, Edo State, som har en befolkning lidt mindre end den danske,” siger han.

PRÆSIDENT Muhammadu Buhari vandt præsidentvalget i februar massivt over modkandidaten. selv i den værst terroriserede stat, Borno, sikrede Buhari sig knapt 90 procent af stemmerne. Men valget foregik ikke ligefrem efter bogen. Foto: Kula Sulaimon, AFP/Ritzau Scanpix

Migration fylder rigtig meget i Europa, og allerede i dag er Nigeria leverandør af op mod halvdelen af de irregulære migranter fra Afrika syd for Sahara. Men potentialet er meget større. For over halvdelen af de migranter kommer fra et enkelt lille område.

Ketil Karlsen, EU’s ambassadør i Nigeria

På kanten af kaos

Når Nigeria efter FN’s prognoser for dobler sit indbyggertal fra 200 millioner til 400 millioner mennesker frem mod år 2050, kan man selv prøve at forestille sig, hvad det er for scenarier, de europæiske diplomater i landet frygter.

Men begge advarer også imod at fokusere entydigt på de negative sider i Nigeria. Der er også store muligheder for at lave forretninger med det hurtigt voksende land, der allerede i dag er Afrikas største økonomi.

”Nigeria er et land med et enormt potentiale. Men det skal håndteres rigtigt, for ellers kan det falde fra hinanden. Internationalt kan vi f.eks. støtte det relativt unge demokrati, assistere med at håndtere sikkerhedssituationen og investere i økonomien,” siger Jesper Kamp.

En håndfuld danske virksomheder er allerede godt i gang med at få bedre fodfæste i landet. Mærsk har i omegnen af 30 containerskibe i nigeriansk farvand hver dag. Arla har nogle af sine højeste vækstrater på salg af mælkepulver til Nigeria. Og B&O er også i gang med at positionere sig og har store reklameplakater placeret ud mod motorvejen fra lufthavnen til hovedstaden.

Vejen fortsætter ind i centrum af Abuja, vikler sig sammen med andre veje og former en stor knude. Og stadig ser den ud til at holde sammen på landet.

”Nigeria sidder måske på kanten af en klippe økonomisk og politisk set,” siger professor Jideofor Adebe. ”Men vi har siddet der længe og er blevet helt vant til højden.”

 

Update: Partnerskaber

FOTOS: JAN FAROOQ MANGAL/IMS, AGNETE SCHØNAU/WWF, GIAJENTHIRAN VELMURUGAN, COLOURBOX

Ny start til “skraldere”

SIDSTE ÅR lukkede en stor losseplads uden for den brasilianske hovedstad, Brasilia. Op mod 1.000 børn og voksne havde indtil da levet af at finde mad og ting i skraldet.

De tidligere skraldere har fået tilbudt arbejde på et nyt genbrugscenter, som har erstattet lossepladsen. De har også fået tilbudt et træningsprogram, som skal forberede dem på det nye liv. En gruppe studerende fra Aalborg Universitet arbejder i foråret 2019 med at bidrage til programmet – f.eks. med viden om sundhedsforhold og et it-system til matematikundervisning. Arbejdet sker i samarbejde med den brasilianske studenterorganisation Grupo Gestao og den offentlige virksomhed SLU, som driver genbrugscentret.

/MM


 

Google støtter global journalistik

Ny digital portal skal forbinde medier i konflikt- og udviklingslande med europæiske medier. Google støtter initiativet, som danske organisationer står bag.

AF MADS MARIEGAARD

VERDEN er fuld af væsentlige historier, som ikke bliver fortalt. Det skal en ny digital portal, Mediabridge.org, være med til at ændre på.

På platformen skal medier i underrapporterede lande kunne uploade hele historier, uddrag eller beskrivelser af deres arbejde. Det kan være eksklusive historier eller unik dokumentation. Herefter kan europæiske medier vælge at medfinansiere arbejdet. Historierne, som udspringer af samarbejdet, skal udgives i de europæiske medier – og efter al sandsynlighed også i de lokale medier.

“Det her er en unik måde at styrke journalistik på i områder i verden, der er ekstremt politisk udfordrede. Vi ser overalt, at såkaldte informations-blackspots breder sig. Altså områder, hvor medier lukker, eller hvor information ikke kommer ud til befolkningen undtagen igennem de store tech-virksomheder,” siger Jesper Højberg, direktør for medieudviklingsorganisationen IMS, i en pressemeddelelse.

IMS står bag projektet sammen med to andre danske organisationer – det uafhængige undersøgende medie DanWatch og den uafhængige digitale platform IndieFrame.

Jesper Nymark, direktør for DanWatch, siger i en pressemeddelelse:

“Det er vigtigere end nogensinde at afsløre misinformation og magtmisbrug. Undersøgende journalistik udføres bedst som et samarbejde mellem lokale og internationale medier og med civilsamfundsorganisationer, tech-innovatører og whistleblowers. Det er dog nødvendigt at styrke disse samarbejder, så vi får journalistik af allerhøjeste kvalitet fra underrapporterede områder. Det giver Media-bridge.org mulighed for.”

Platformen er for både print- og tv-medier, og indholdet er ikke begrænset til undersøgende journalistik. IMS og DanWatch vil på forhånd verificere, at medier og historier lever op til gængse professionelle standarder.

 

Fra plastikaffald til råmateriale

KENYAS KYST flyder med plastik, både på strandene og i havet. Et nyt partnerskab vil forvandle plastikaffaldet til vækst og arbejdspladser i en række lokalsamfund langs kysten. Det skal ske ved at indsamle og sortere plastikaffaldet, hvorefter det skal sælges som råmateriale.

Projektet er et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og den danske virksomhed Plastix, som bidrager med viden om sortering og genanvendelse af plast. Øvrige partnere er de kenyanske virksomheder Jil Plastics og Kwale Plastic Plus Collectors.

“De lokale virksomheder kender forholdene ‘på jorden’ og har god adgang til lokal arbejdskraft. Derudover har de viden om det lokale marked. De ved, hvilken kvalitet af plastik der kan sælges, og hvem den kan sælges til,” forklarer Agnete Schønau, seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden, til 360°.

Målet er, tilføjer hun, at de kenyanske virksomheder skal kunne øge antallet af medarbejdere som følge af projektet.

Partnerskabet er støttet af Danida og befinder sig i en indledende fase.

/MM.

 

Nyt kloaksystem under verdensarv

BYEN SIEM REAP i det nordlige Cambodja er kendt som indgangsport til det berømte tempel Angkor Wat, der optræder på UNESCOs verdenskulturarvliste.

Siem Reaps sanitære infrastruktur halter, og derfor skal der nu anlægges en knap fire kilometer lang kloak, som skal lede spildevand fra byen til et rensningsanlæg. Den danske rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll er tilknyttet som rådgiver.

“Kloakken vil gå på tværs af byen, men den kommer til at løbe under jorden og ikke i åbne kloakrør. På den måde undgår vi, at kloakken forstyrrer turisme, trafik og forretningsliv,” fortæller Nils Gärdek, projektleder i Rambøll, til 360°.

Arbejdet indgår i et projekt, som over de næste fire år skal forbedre vandforsyning og sanitet i Siem Reap og tre an dre provinsbyer i Cambodja. Projektet er et samarbejde mellem landets regering og Den Asiatiske Udviklingsbank.

Under halvdelen af bybefolkningen i Cambodja har adgang til vand fra rørledninger, når man ser bort fra hovedstaden, Phnom Penh. Endnu værre står det til med kloakker og rensning af spildevand. Det udgør en trussel mod folkesundheden.

/MM

 

Sol over Ukraine

ENERGISEKTOREN i Ukraine kræver omfattende modernisering, og en nyetableret solcellepark, Ganska, er et skridt på vejen. Anlægget er udviklet af den danske virksomhed Better Energy og kan producere energi svarende til forbruget i 6.500 husstande.

Danish SDG Investment Fund har investeret 37 millioner kroner i anlægget. Det er første investering nogensinde fra fonden, som blev lanceret i 2018 og administreres af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).

“Vi er meget glade for at have underskrevet Danish SDG Investment Funds første investeringsaftale med et projekt, der medvirker til, at Ukraine kan øge sin nationale energiproduktion og i stigende grad anvende vedvarende energi,” siger Torben Huss, CEO i IFU.

/MM

 

Tag med til år 0 i den saudiske filmproduktion: “kunst og kultur er noget, man frygter og ser som potentielt kontroversielt. Det sted, hvor snak om frihed måske begynder”

FEATURE
SAUDI-ARABIEN

Efter 40 års forbud er de første biografer netop åbnet i Saudi-Arabien og viser film fra USA, Egypten og Dubai. Filmkunsten har længe været et farligt stedbarn, men nu åbner nye døre sig. Mød nogle af dem, der vil tegne fremtiden – og måske bearbejde fortiden.

AF RASMUS BRENDSTRUP
FOTO: RASMUS BRENDSTRUP

RIYADH, SAUDI-ARABIEN – “Cut!” Kvindestemmen gjalder gennem det store teaterrum, hvor en lang arabisk monolog har været omkranset af fuld koncentration. Filmholdet ser op og standser deres lydløse dans rundt om skuespiller Osama Al-Gass, der netop har leveret sin 16. fortolkning af en skuespiller i livskrise.

For 16. gang er optagelsen ubrugelig. Sidst var det et kamerabatteri, der bippede, før da noget med skarpheden. Denne gang har skyggen af en mikrofonstang lagt sig ind over Osama Al-Gass' brystkasse.

“Shit!” lyder det, igen på engelsk, fra en af de seks mænd på scenen. Fnysen bliver til fnisen hos kamerafolk og shortsklædte lydmænd. Denne gang var de kun to minutter fra at nå i mål.

Holdet har været i gang i ti timer. Klokken er 19 i Riyadh, og trætheden er synlig i ansigterne på teaterskolens rustikke scene.

Instruktøren, Hana Alomair, benytter pausen til at vinke mig over til monitoren mellem de velourklædte træstole. Hun vidste, at det ville blive svært at lave en film som denne: én ubrudt optagelse på små 20 minutter – med masser af bevægelse, dialog og rekvisitter. Stykket er en saudisk udgave af Anton Tjekhovs Svanesang

om en skuespiller, der ikke føler sig set som et rigtigt menneske.

Kronprinsen åbner kulturlivet

En anden kvinde i teatersalen er 31-årige Rahaf Ibrahim, der har mørk, krøllet hår. Hun er freelancer i film- og tv-branchen og instruktørassistent.

“Jeg elsker at lave film. Det er godt nok lettere at få reklameopgaver – men det føles lidt som at sælge sin sjæl til djævelen,” fortæller hun.

Hana og Rahaf er blandt de 30 filmfolk, jeg møder på min rejse i Saudi-Arabien og en del af den første reelle generation af filmskabere i landet. Alle deler følelsen af, at nye døre har åbnet sig.

“Vi er blevet svigtet og har så længe været marginaliseret,” fortæller Hana Alomair. I hele instruktørens levetid har filmkunsten været et stedbarn – overladt til at klare sig selv.

“Det er kun to år siden, at situationen begyndte at løsne sig. De saudiske tv-kanaler viser vores film og siger, at de er interesserede i vores projekter. Der er endda snak om, at de måske vil producere. Tingene har flyttet sig hurtigt, siden han kom.”

Med “han” mener Hana Alomair kronprinsen, Mohammed bin Salman, der i 2017 blev den overraskende nye magtfaktor i saudiarabisk politik. Nogle gange omtales han som “MBS” i vores samtale, men mest bare som “han”.

Hana Alomair ser Mohammed bin Salman som vejen til en fremtid, hvor kunstnere faktisk kan lave de ting, de brænder for. Ikke mindst de kvindelige kunstnere.

Hun underbygger det med, at kvinder for nylig har fået lov til at tage kørekort og job i servicesektoren. Det er også under MBS, at musikken efter årtiers forbud er vendt tilbage på caféer og spillesteder – i første omgang i de mere progressive distrikter. MBS inkarnerer også tankerne bag det nye Saudi Film Council, der skal støtte både biografkultur og saudiarabisk filmproduktion.

FEMINISME I SAUDI-ARABIEN

Hana Alomair, filminstruktør:

“Man koncentrerer sig meget om ligestilling i øjeblikket. I Saudi Association of Arts and Culture består bestyrelsen af otte mænd og tre kvinder, og de sørger for, at der altid er kvinder til stede ved møderne. Kong Abdallah talte fra starten om kvinder på en anden måde. Han har bl.a. indviet et universitet, der er opkaldt efter hans søster, og han er den første saudiske konge, der bliver fotograferet side om side med de kvinder, han har møder med. Billedet af saudiske kvinder som en del af officielle begivenheder er blevet mere centralt.”


“Vi skaber gulvet, vi går på”

Optimismen virker næsten surrealistisk. Besøget finder sted, få uger efter at Mohammed bin Salman har prøvet at dække over det makabre mord på journalisten Jamal Khashoggi på den saudiarabiske ambassade i Istanbul. Krigen mod Yemen mod syd er også noget, mange har en holdning til. Men de ting bliver sekundære, når man taler med kunstnere.

“Han er den eneste, der giver os håb,” siger Hana Alomair. “Nu kan fraskilte kvinder få ID-papirer til deres børn. Hver eneste måned er der nye forandringer. Det kan godt være, at de er drevet af økonomiske hensyn, men det skaber social udvikling. Personer med kreativitet har mere plads lige nu,” siger Hana Alomair, der iført ravfarvede solbriller og sort abaya er lidt mere konservativt klædt end mange andre kvinder i gadebilledet. Hun er sidst i 30erne, fraskilt, har studeret i Skotland og er en af de “gamle” i faget, i og med at hun har arbejdet med film i et årti.

“Vi er i en æra, hvor tingene skal ske hurtigt,” fortæller instruktøren: “De unge har opsparet så meget frustration, at hvis de ikke får lov til at udtrykke sig, vil vi få en anden form for revolution. Og der er masser af ting, der ikke er afklarede i øjeblikket. Vi skaber gulvet, vi går på, og mangler stadig midler til at føre projekter ud i livet.”

ARABIAN NIGHTS

Københavnerfestivalen Arabian Nights får et saudiarabisk fokus i år. Festivalen finder sted i perioden 16. august-10. september i Cinemateket. Rasmus Brendstrup står bag festvialen, som sætter spot på arabiske film for fjerde år i træk.

Vil åbningen blive til kunst?

Biografer blev forbudt i 1979, og siden da har 40 års konservativt-religiøst styre haft et fast tag om kulturscenen. De første biografer er netop blevet åbnet i den store ørkenstat. De to første af biograferne, Riyadh Park og Al Qasr Mall, åbnede sidste år i hovedstaden, Riyadh. De ligner vores hjemlige multiplex-biografer med popcorn og blanke flader. I år er biografer i byerne Jeddah og Tabuk i det vestlige Saudi-Arabien kommet til.

Men ikke alle føler sig sikre på, at den nye biografkultur også vil smitte gunstigt af på den saudiske filmproduktion.

“Filmfolk i dag er unge og uhærdede. Mange hopper fra sted til sted, uden bekymring for filmens indhold, betydning eller filosofi. For biograferne handler det kun om penge, og det frygter jeg vil ryste de unge, “ fortæller digteren og kulturentreprenøren Ahmed Al-Mullah, der sidder bag rattet i sin bil. Vi kører langs kysten 300 km øst for Riyadh.

“’Kom og lav den første kommercielle saudi-film', vil nogen sige. Og det vil de så lave. Men en måned senere er de videre,” fortsætter han.

Biografbilletter koster ca. 100 kr. og sættes til salg online dagen forinden. Visningerne er opdelt i “kun for mænd” og “kun for familier”, og stort set alle eftermiddags- og aftenvisninger bliver udsolgt. Filmene er de nyeste amerikanske actionfilm, gysere og animationsfilm foruden enkelte film på hindi og arabisk – typisk komedier.

Vores store romanforfattere, professorer og kunstnere har bygget deres karriere op trods umulige odds.

Ahmed al-Mullah, digter, kulturentreprenør

Kunst er noget, man frygter

Ahmed Al-Mullah er 58 år og mangeårig leder af en festival, der eksisterer mod alle odds: Saudi Film Festival. Festivalen har de seneste ti år trodset modstand og pengemangel og hyldet de kunstneriske saudiske film – kortfilm lavet på intet eller lavt budget. Fra 2008 til 2016 lykkedes det at afholde fire udgaver af festivalen i et ramponeret, men hyggeligt tværkulturelt center i kystbyen Dammam.

“Filmfestivalen har lige fået en ny leder,” fortæller Ahmed Al-Mullah. “Han skaber masser af aktiviteter, men han arbejder frivilligt og er skolelærer om morgenen. Det er et af problemerne her: Der er ingen struktur under kultur og kunst. I udlandet tror mange, at Saudi-Arabien vælter sig i kulturpenge, men det er lige omvendt. Kunst og kultur er noget, man frygter og ser som potentielt kontroversielt. Det sted, hvor snak om frihed måske begynder.”

Ahmed Al-Mullah smiler et alvorsfuldt smil. Han har briller, grå stænk i håret, hestehale og lædervest. Han ligner den mønsterbryder, han er.

“Vores store romanforfattere, professorer og kunstnere har bygget deres karriere op trods umulige odds. Og lige nu er spørgsmålet, hvordan man støtter filmkunsten. Om ti år vil alt se anderledes ud. Så hvordan det bliver organiseret, bliver meget afgørende. Filmkunsten i vores land er som et værelse. Lige nu er det tomt, og alle vil ind i værelset på én gang.”

I marts rykkede Saudi Film Festival ind i et splinternyt kulturpalads, Ithra. Bygningen er norsk designet og finansieret af oliemastodonten Saudi Aramco.

2019 blev således året, hvor Saudi Film Festival omsider kunne vise film i en biograf. Det gør Ahmed Al-Mullah glad og stolt. Men festivalen er ikke et mål i sig selv, understreger han. Den er et middel, og han håber på, at en klar kulturpolitik fra Saudi Film Council vil kunne understøtte det:

“Vi ønsker, at der bliver lavet en fond til saudiske filmmagere. Vi ønsker en biograf dedikeret til saudiske film, eller i det mindste en kommerciel biograf, der helliger en andel af visningerne eller årshjulet til saudiske film. Ellers presser man det lokale talent og de lokale produktioner ud.”

“FILMKUNSTEN i vores land er som et værelse. Lige nu er det tomt, og alle vil ind i værelset på én gang.” Ahmed Al-Mullah, digter og kulturentreprenør.

Dogme på arabisk

Tilbage på caféen i Riyadh fortæller Hana Alomair om quesadilla-gruppen. Et uformelt kollektiv, hvor hun og otte-ti andre filmfolk mødtes regelmæssigt for nogle år siden. Over hjemmelavet mexicansk mad – deraf navnet – diskuterede de filmidéer og gav hinanden sparring.

Sammen planlagde de at lave en antologifilm efter dogmeregler: Hver instruktør skulle lave en kortfilm, der udspandt sig i løbet af én dag i Riyadh. Uden kunstigt lys, soundtrack, etc. – ligesom i det danske dogmekoncept. Filmene skulle være realistiske i tonen og behandle et socialt problem.

“Jeg skrev selv om en kvinde med psykiske lidelser, der er låst inde i sit hjem sammen med sin datter og beslutter at bryde ud. Det er manden, der har låst dem inde. På det tidspunkt blev der åbnet retssager om vold i hjemmet. En af de andre i gruppen skrev om en musiker, der må skjule sin oud (arabisk strengeinstrument. red) for familien, men bliver opdaget af faren.”

Kun én af filmene blev til noget, nemlig Hind Alfahhads Basta’ (2015) om kvinder, der hævder deres ret til at sælge varer i en traditionel souk. Den har efterfølgende vundet priser i bl.a. Dubai.

Jeg spørger Hana Alomair, hvor stor forskel der er på frihedsrettighederne fra område til område i Saudi-Arabien.

“Der er stor forskel. Også inden for en enkelt by. Der er dele af det sydlige Riyadh, hvor du ikke kan se en parabolantenne. Hvis du satte en op, ville folk banke på og spørge, om du havde ’skadelige’ kanaler. 1990'erne var den værste tid. Folk bestak tjenere til at rapportere, at en kvinde og en mand mødtes. Vi følte det, som om hele landet var et fængsel. Der findes filmskabere, der vil lave historier om den æra. Andre er glade og ønsker ikke at se sig tilbage. Men jeg tror, vi kommer til at høre de historier.”

Du forestiller dig først en fejringstid, og så en periode med terapi?

“Præcis!” ler Hana Alomair.

“Jeg tror ikke, jeg selv skal lave en film om den periode. Jeg kalder det ikke engang en tid, men et ’sted’, fordi det er så slemt at mindes. Men måske kommer det ud på indirekte måder.”

“DE unge har opsparet så meget frustration, at hvis de ikke får lov til at udtrykke sig, vil vi få en anden form for revolution.” Hana Alomair, filminstruktør.

Bedste skuespiller

Tilbage i teatersalen går Osama Al-Gass op på scenen for at lave sin maratonmonolog for 17. gang. Kulissen signalerer klassisk teater med guldrammer og draperet stof, men alle forsikrer mig om, at der er masser af tankegods for et nutidigt saudiarabisk publikum i filmen.

“Kamera klar? Lyd klar?”

Tavsheden og koncentrationen sænker sig over lokalet.

“Og … action!”

Osama Al-Gass bruger lidt større armbevægelser denne gang. Jeg løber tør for tid midtvejs og bliver lukket stilfærdigt ud af en sidedør.

Et par måneder senere tikker jubelhyl ind på min mobil via WhatsApp og Facebook. Osama Al-Gass har vundet prisen som bedste skuespiller på den syvende udgave af Saudi Film Festival.

 

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Fra hungersnød til blæsende triumf

Den sande beretning om en 13-årig dreng, der redder sin landsby fra sultedøden, er ikke en sukkersød familiefilm. Det er en fortælling om håb og vedholdenhed midt i katastrofen.

Da majshøsten slog fejl i den vestafrikanske stat Malawi i 2001, var den efterfølgende hungersnød ikke svær at forudse. Katastrofen ramte hårdt i et af verdens fattigste lande, hvor mere end halvdelen af det gennemsnitlige daglige kalorieindtag dækkes af majs. Hungersnøden var en realitet i 2002 og endte med at koste op mod 3.000 mennesker livet. Men hvad er hungersnød? Hvordan påvirker det et samfund, en landsby, en familie?

Det er et af de spørgsmål, som den nigeriansk-britiske skuespiller og nu debuterende instruktør Chiwete Ejiofor ikke viger tilbage for at beskrive i filmen Drengen der tæmmede vinden, der siden 1. marts har kunnet ses på Netflix.

Chiwete Ejiofor spiller selv familiefar Trywell Kamkwamba, der stolt sender sin kvikke 13-årige søn William (spillet af Maxwell Simba) i skole i begyndelsen af filmen. Drengen har allerede vist talent for at reparere radioer og har et blik for at samle reservedele og andre nyttige genstande fra skraldebunkerne. Men glæden over at trække i skoleuniformen bliver kort, for familien har ikke råd til skolegebyret. William må sendes hjem igen.

Hans redning bliver en lærer med et godt øje til Williams søster, som derfor stadig lader ham følge timerne i teknik og videnskab og giver ham adgang til skolens lille bibliotek. Det er her, den unge, nuværende ingeniør første gang læser om, hvordan vindkraft kan forvandles til energi. Imens breder fødevarekrisen sig i Malawi, og der er ikke meget hjælp at hente fra politisk hold.

Som Williams far, Trywell, tørt bemærker til en af sine venner, så minder demokrati lidt om importerede kassavarødder. “Det rådner hurtigt”, siger han.

Williams lille landsby, Wimbe, er på sammenbruddets rand, og det giver ham idéen til at bruge reservedele, en gammel dynamo og dele fra hans fars dyrebare cykel til at bygge en vindmølle, der kan sætte strøm på en gammel vandpumpe. Planen er at gøre landsbyen i stand til at plante grøntsager uden for regntiden og dermed overleve hungersnøden.

Projektet bliver ikke mødt med udelt begejstring, men efterhånden bliver desperationen så stor, at de traditionelle landbrugsmetoder må vige for teenagerens moderne idéer.

Tempoet i fortællingen er til tider adstadigt som en afrikansk kvinde, der går mange kilometer med brænde på ryggen. Men stor er glæden, da filmen når i mål.

Filmen er baseret på William Kamkwambas sande beretning om de vindmøller, han flikkede sammen med hjælp fra landsbyen. Historien blev en inspiration, ikke bare i Malawi, men i resten af Afrika. Det unge ingeniørtalent er i dag 31 år og har givet sin første TED-talk, læst på lederakademi i Sydafrika og taget en uddannelse som ingeniør i USA.

Det er Chiwete Ejiofor, der har skrevet manuskriptet til filmen, der finder en fin balance mellem Malawis barske realiteter og feelgood-faktoren, hvor håbet om en bedre og mere moderne fremtid truimferer. Som det gjorde for William.

Film: Drengen der tæmmede vinden
Instruktion: Chiwetel Ejiofor
Premiere: 1. marts på Netflix
Anmelder: Lone Theils


 

Den ubeboelige klode

Det bliver meget værre, end du tror. David Wallace-Wells fortæller om en klimaforandret fremtid, du ikke har lyst til at opleve.

PILGRIMME på vej til Mekka vil dø af hede. Andre vil dø af varmen i gloende storbyer fra Jakarta til Lagos. Atter andre vil omkomme af sult eller lade sig rekruttere til nye militser på jagt efter vand, mad og sikkerhed. Hele befolkningsgrupper vil rammes af PTSD, skizofreni og depression efter stadig hyppigere orkaner, skybrud, oversvømmelser.

Sjældent har jeg læst noget så ubehageligt – og så påtrængende. Aldrig har jeg så tydeligt forstået, at den globale opvarmning skyldes bare de seneste to-tre generationers afbrænding af kul, olie og gas i vores del af verden.

Tidligt i denne voldsomme bog om alt det, klimaforskerne allerede ved, står det skarpt som en nål i øjet, hvorfor udviklingslandene så bittert insisterer på, at indsatsen mod global opvarmning kræver “global justice”; altså erkendelse af, at ikke alle på kloden har samme ansvar for de allerede udledte, ødelæggende CO2-mængder – og at dette ansvar må håndteres, før vi kan gøre os håb om en fælles global forståelse af katastrofens natur.

“Uanset at klimaforandringernes ultimative dimensioner afgøres af industrialiseringen i udviklingslandene, er det stadig sådan, at klodens rigeste bærer broderparten af skylden – de rigeste ti procent står for halvdelen af udledningerne,” skriver David Wallace-Wells.

Til daglig er han redaktør på New York Magazine, og han formidler nu på få, men glødende sider mere klimaforskning, end de fleste nogensinde får læst. Det hele er med; også den forskning, der medregner, at vi muligvis, sandsynligvis, ikke formår at stoppe den globale opvarmning ved de halvanden eller to grader, som Paris-aftalen fra 2015 fastnaglede som mål.

Wallace-Wells levner ingen vej tilbage til den verden, vi troede, vi kendte. Ørkenspredningerne, klimaflygtningene, oversvømmelserne, ofrene i orkanernes og tørkernes kølvand præsenteres her først og fremme samlet, ikke som isolerede fænomener, der måske hver for sig trods alt kan synes overskuelige. Ulykkerne vil følges ad og forstærke hinanden: “Det er gennem kompleksiteten, at den globale opvarmning udtrykker sin brutalitet,” skriver han.

Sjældent har jeg læst noget så ubehageligt – og så påtrængende.

Alt skitseres i 12 enkle kapitler om sult, varme, oversvømmelser, klimakrige og de øvrige “elementer af kaos” plus alt det, de truer med at blive, hvis ikke vi hurtigt skifter kurs: Sammenfaldende og stadig mere ødelæggende katastrofer, der vil overskygge alt, hvad vi før har oplevet af orkaner, skovbrande og hedebølger. Særligt ramt bliver klodens svageste, men reelt spares ingen. Fødevaremangel, økonomisk recession, flere væbnede konflikter og et vedvarende pres på vores demokratiske institutioner og normer vil gøre vold også på de samfund, der har mest. Som Wallace-Wells forklarer, har parlamentet i Australien for længst erklæret klimakrisen for “aktuel og eksistentiel trussel mod nationens sikkerhed”.

I USA findes de mest alvorligt klima-engagerede i dag i Pentagon.

David Wallace-Wells er alarmist. Ja, og næsten stolt af det. Det er forskningsformidling med et budskab: Vi har stadig en kort stund at handle i for at undgå det værste. Men det haster! Læs bogen – og giv den videre.

Bog: The Uninhabitable Earth: Life After Warming
Forfatter: David Wallace-Wells
Forlag: Tim Duggan Books
Anmelder: Martin Breum


 

Æreskonflikter – “Folk vil tænke, at hendes søskende sikkert er som deres søster, altså løs på tråden”

FEATURE
JORDAN

Æresdrab er faldet drastisk i Jordan, efter at en ny lovgivning giver hårdere straffe til gerningsmænd. Men æresrelaterede konflikter plager stadig landet. kvindesagsforkæmpere ønsker fri abort og at gøre kvinder økonomisk uafhængige.

FOTO: DENIZ SERINCI

AF DENIZ SERINCI

ÅRSAGEN til faldet i æresdrab i Jordan, tilskriver eksperter ændringer i loven og det jordanske parlaments ophævelse af artikel 340 og 308 i straffeloven om reduktion af straf. Foto: Mohammad Abu Ghosh, Xinhua via ZUMA Wire/ Ritzau Scanpix.

AMMAN, JORDAN - De grå trapper op til Ammans populære Zajal-restaurant har ud over blomsterpotter også navne på væggen. Det er typisk navne på en mand og en kvinde, med et hjertesymbol. Her midt i byen mødes flere af byens kærestepar ofte hemmeligt og skriver så deres navne på væggen – eller pseudonymer, så andre ikke kan regne ud, hvem de er. Blandt dem, der kom her, var den 27-årige tekniker Muhammed, hvis møde med sin historiestuderende-kæreste Nada på trapperne sluttede brat sidste år. “Vi nåede lige at sætte os ind i bilen, før min kærestes onkel så os,” husker Muhammed.

Onklen kom med vrede tilråb og gik med hurtige skridt mod bilen. De to kærester kørte væk i en fart. Onklen løb efter, men kunne ikke indhente bilen. I en uge gemte de to kærester sig hos en ven. Nadas familie ringede til Muhammeds familie, som boede i samme bydel i Amman. De følte deres ære krænket. Sidstnævnte prøvede at overtale pigens familie til at acceptere, at de to unge kunne gifte sig. Det ville Nadas familie ikke gå med til. For hun var allerede lovet væk til en fætter.

“Desuden krævede de en høj medgift af mig, som jeg ikke havde råd til at betale,” siger Muhammed og viser en samtale på sin Messenger, hvor ekskæresten nævner medgiften. Medgiften hedder mahr og skal tildeles familien til bruden.

SELVOM hårdere straffe for æresdrab nedsætter antal drab, så bliver kvinder stadig straffet på andre måder, forklarer Lubna Dawani, advokat og medstifter af diverse kvindeorganisationer.

Færre æresdrab efter lovændringer

Tidligere var Jordan kendt for at være et af de lande i verden, hvor der forekom flest æresdrab. Indtil for nylig blev cirka 20 kvinder dræbt hvert år i ærens navn, oplyser to kvindeorganisationer, Arab Women Organization (AWO) og Jordanian Women's Union (JWU), hvoraf sidstnævnte er støttet af det danske KVINFO gennem det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram. Typisk var ofrene kvinder, der blev beskyldt for at have mistet deres mødom, mens gerningsmændene kunne være brødre, fædre eller andre mandlige familiemedlemmer. Sommetider deltog flere mandlige familiemedlemmer i drabet på én gang.

“Nu går det i den rigtige retning,” lyder det begejstret fra Mukaram Odeh, administrerende direktør for Jordanian Women's Union. “Fra 2011 til 2016 blev op til 20 kvinder årligt dræbt i ærens navn, men i de første seks måneder af 2018 var der kun én sag,” uddyber hun.

Årsagen til faldet tilskriver Mukaram Odeh ændringer i loven og det jordanske parlaments ophævelse af artikel 340 og 308 i straffeloven. De to paragraffer instruerede henholdsvis, at den, der “opdagede sin kone eller en kvindelig slægtning med en anden i en æreskrænkende situation” og derfor dræbte eller sårede hende, kunne “få reduceret sin straf”, og at gerningsmanden bag en voldtægt kunne slippe for straf, hvis han giftede sig med sit offer.

“Før kunne gerningsmændene bag æresdrab i visse sager slippe med to til seks måneders fængsel. Nu får de syv et halvt års fængsel eller mere,” forklarer en af landets førende eksperter i æresdrab, den internationalt prisbelønnede journalist Rana Husseini.

“Nu går det i den rigtige retning. Fra 2011 til 2016 blev op til 20 kvinder årligt dræbt i ærens navn, men i de første seks måneder af 2018 var der kun én sag.”

Mukaram Odeh, adm. direktør for Jordanian Women's Union

Kvinder kom i fængsel

Før i tiden blev kvinder på flugt fra potentielt æresdrab desuden ofte fængslet af myndighederne, fortæller Rana Husseini, der i 2009 udgav bogen Murder in the Name of Honor og i dag skriver for den engelsksprogede avis Jordan Times.

“Hvis nogen truede dig, så kom du i fængsel. Politiet løslod ikke kvinderne, af frygt for at familierne så ville dræbe dem,” siger Rana Husseini, der har talt med over 15 kvindelige ofre for æresrelateret vold. “Nogle kvinder blev i disse fængsler i op til 18 år.”

Med støtte fra KVINFO har Jordanian Women's Union nu åbnet landets første kvindekrisecenter, så kvinderne ikke længere skal i fængsel. Derudover støtter unionen kvinder med en hotline og træner dem i at blive økonomisk uafhængige, så de kan “være mere stærke og klare sig uden mænd,” forklarer Mukaram Odeh.

Men Mukaram Odeh erkender omvendt, at selvom “det går i den rigtige retning ifølge loven, er der stadig problemer.”

ASMA Khader og hendes organisation, Sisterhood Is Global Institute (SIGI), kæmper for kvinders ret til DNA-test.

Uacceptabelt at miste mødom

Både Rana Husseini, advokaten Lubna Dawany og programdirektør hos Arab Women Organization, Layla Naffa, kender til flere sager, hvor kvinder får rekonstrueret deres mødom hos lægen.

“De frygter æresdrab, hvis de ikke kan fremvise en intakt mødom på bryllupsnatten,” siger Layla Naffa.

“Det er stadig ikke accepteret, at kvinden mister sin mødom før ægteskab,” siger Rana Husseini. “Meget få mænd vil være ligeglade. Meget få. Selvom de hævder at være progressive, så vil de, når det kommer til mødom, fokusere mere på, om kvinden er jomfru eller ej.”

Selvom hårdere straffe for æresdrab nedsætter antal drab, så bliver kvinder stadig straffet på andre måder. Det forklarer Lubna Dawani, advokat og medstifter af diverse kvindeorganisationer.

“Familierne udstøder ofte de døtre, der ikke er jomfru mere. Ingen vil tale med dem. De bliver isoleret, mister alle venner og kan sidde bag skærmen og se alle andre på Facebook hygge sig med deres familie,” siger advokaten. “Det dræber dem psykisk 100 gange.”

 TO piger ser ud over Ammans skyline. Foto: Artur Widak, NurPhoto via ZUMA Press/ Ritzau Scanpix.

Mænd frygter andres sladder

27-årige Muhammeds forhold til sin kæreste sluttede, efter at de blev opdaget i bilen af kvindens onkel tæt på trapperne. En mandag morgen på en cafe i Amman fortolker han årsagerne til æresdrab og æresrelaterede konflikter:

“Vi er et klansamfund. Et ægteskab vedkommer derfor ikke kun to personer, men to klaner,” lyder det fra den unge mand. “Klanen har derfor vetoret. Hvis kvinden ikke overholder samfundets normer, rammer det ikke kun hende. Men hele hendes klan. Klanen kan acceptere mænds fejl, men ikke kvindens. Så de straffer hende.”

Milad el-Zoubi, freelancejournalist fra Jordanian Media Institute, udlægger fænomenet således: Kvinden “tilhører familien,” siger han. “Hvis kvinden ikke er jomfru på bryllupsnatten, risikerer familien, at gommen vil levere pigen tilbage. Så vil familiens ære være krænket. Folk vil tale dårligt om dem, stemple dem som amoralske, ikke invitere dem til sammenkomster og isolere dem.” Derudover vil flere fravælge pigens søstre og brødre, forklarer Milad el-Zoubi.

“Folk vil tænke, at hendes søskende sikkert er som deres søster, altså løs på tråden.”

“For at 'vaske skammen væk', føler familien sig nødsaget til at dræbe hende,” fortsætter Milad el-Zoubi.

Lubna Dawani, advokaten, har haft flere sager, hvor hun har talt med fædrene til dræbte døtre.

“Når jeg taler med faren, understreger han, at han ikke ønskede at dræbe. Men andre lagde pres på ham.”

Hun refererer fra en samtale, hvor baglandet spørger en far. “Er du ikke en mand? Er du ikke bekymret for din ære! Hun vanærede dig! Vil du lade hende leve! Hvad er der galt med dig?

Vask skammen af!” Presset kan blive så stort på faren, at han træffer det uhyggelige valg at dræbe sin datter, forklarer Lubna Dawani.

 DER er sket store fremskridt i Jordan. Men kulturen, at kvinden “tilhører familien,” findes stadigvæk, siger Milad el-Zoubi, freelancejournalist, Jordanian Media Institute.

Offer for kulturen

Ifølge Asma Khader, kvindesagsforkæmper med 40 års erfaring, tidligere kulturminister og talskvinde for den jordanske regering, er gerningsmanden “også offer for kulturen og samfundet”.

“I mange sager græder gerningsmanden, som er faren eller broren,” uddyber hun, “fordi han mistede sin søster eller datter. Men han siger, at ’jeg måtte handle, ellers ville jeg ikke kunne leve i samfundet og se folk i øjnene'.”

I andre sager tvangsgifter fædrene døtrene med deres fætre. Muhammeds kæreste var eksempelvis lovet væk til en fætter. Den slags handler om blandt andet tillid og økonomi, forklarer Layla Naffa.

“Familieoverhovedet tænker, at ’hvis min datter gifter sig med sin fætter, så ved vi, hvem der kommer ind i familien',” forklarer hun. “Desuden forbliver familieoverhovedets jord og formue i familien – og går ikke til en fremmed.”

En anden grund til æreskonflikterne i Jordan er ifølge flere eksperter den jordanske lovgivning. Trods reformer har landets lovgivning stadig elementer, der placerer manden i en overordnet position i forhold til kvinden.

Ifølge den jordanske personlige status lov nummer 36 har en mandlig slægtning ret til at være værge for en kvinde, “hvis hun er ugift og under 30 år”. Det vil sige, kvinden skal have lov af manden til eksempelvis at få udstedt et pas, få fast ejendom, indtil hun bliver 30 år eller bliver gift. Dermed sender samfundet et signal til manden om, at han står over kvinden, ergo bestemmer han også over hendes ære.

ÆRESDRAB GLOBALT SET

Der forekommer ca. 5.000 æresdrab på verdensplan, ifølge organisationen HBVA (Honour Based Violence Awareness Network). Ifølge HBVA forekommer 1.000 af de anslåede 5.000 æresdrab i Indien. Det samme antal forekommer i nabolandet Pakistan, anslår HBVA, og der forekommer 12 æresdrab i Storbritannien.

I Tyrkiet blev 409 kvinder i 2017 dræbt, ifølge avisen Hurriyet. Dog usikkert, hvor mange af dem, der var æresrelateret.

I Iran: Ifølge politiet var der i alt 340 æresrelaterede angreb mod kvinder mellem marts 2011 og marts 2012. Ifølge politi bliver der begået 2.500 mord i Iran om året, i alt 15-18% af mordene er ifølge politiet æresrelaterede. Desuden er ca. en ud af tre mord begået af et medlem af ofrets familie eller en slægtning. Kilde: det britiske indenrigsministeriums rapport.

I Syrien og Yemen er det usikkert, hvor mange æresdrab, der finder sted, på grund af den verserende borgerkrigs kaos. Men før borgerkrigen, i 2006, var der ifølge avisen Al-Thawra omkring 40 æresdrab om året. De Syriske Kvinders Observatorium anslog det nu til næsten 200 æresdrab årligt. Selvom æresdrab ofte sættes i forbindelse med islam, så er der kun “lidt skriftlig hjemmel for æresdrab i nogen større religion,” skriver HBVA. Koranen nævner ikke tvangsægteskaber eller æresdrab.

Vil styrke kvinder økonomisk

Løsningen på æresdrab og andre æresrelaterede konflikter er ifølge Asma Khader, at abort skal gøres lovlig, hvis kvinden bliver ufrivilligt gravid. Som det er nu, er abort ikke lovlig. Børn uden for ægteskab bliver taget med til institutioner, får andre efternavne og opdrages som forældreløse.

Kvinden har ifølge jordansk lovgivning ikke krav på en DNA-test, der kan fastslå, hvem der er far til barnet. Myndighederne foretager kun DNA-test i kriminalitetssager, hvis der for eksempel er tale om voldtægt.

Asma Khader og hendes organisation, Sisterhood Is Global Institute (SIGI), kæmper derfor for retten til DNA-test. De var i parlamentet i december, men deres forslag blev stemt ned.

Vejen frem er også at styrke kvinderne økonomisk, fastslår hun og henviser til sager, hvor kvinden i ærens navn bliver slået af manden, men ikke melder ham til politiet, fordi manden forsørger familien.

“Men hvis hun har arbejde og ressourcer, kan hun sige fra og melde ham. Så derfor skal vi gøre kvinderne økonomisk uafhængige, så de ikke er afhængige af mænd,” understreger hun.

En søndag aften kører Muhammed forbi den populære trappe ved Zajalrestauranten, hvor han engang mødtes med sin kæreste. Han er ikke meget for at stoppe bilen, stige ud og nærme sig trapperne.

“Hvis nogen ser mig, bliver de måske sure,” lyder det fra Muhammed. Han vil nu fokusere på en karriere og emigrere til udlandet.

Både “Muhammed” og “Nada” er pseudonymer. De vil af sikkerhedshensyn ikke stå frem med deres rigtige navne. Deres identitet er magasinet bekendt.

 

Portræt af den afghanske generation 9/11: Nyt blod

ESSAY
AFGHANISTAN

Afghanske Zahra bliver tvunget til at kidnappe sine egne børn – på flugt fra sin voldelige, opiumsafhængige mand, der forsøger at brænde familien levende. essayet er et uddrag af Wall street Journal-korrespondent Sune Engel Rasmussens nye bog.

AF SUNE ENGEL RASMUSSEN

AFGHANSKE kvinder holder plakater med ordene “fred er vores ypperste filosofi”. De protesterer mod kvinders manglende repræsentation i en fredsaftale mellem Taliban og USA i marts 2019. Foto: Jalil Rezayee, AFP/ Ritzau Scanpix.

Da Zahra for første gang trak det blå polyester over hovedet, følte hun sig kvalt. Hun havde aldrig båret en burka før, og hun blev svimmel og fik kvalme af at anstrenge sig for at se ud gennem nettet i stoffet. Burkaen strammede om hendes hoved, og hun koncentrerede sig så meget, at det værkede i kæberne. Det tog hende tre uger at lære at gå uden at snuble og krydse gaden uden at blive forbandet af et kor af vrede bilhorn.

Det var 2004, nogle få måneder efter at hun sammen med sin mand, Hussein, var vendt tilbage til Afghanistan fra Iran, hvor de begge var vokset op som flygtninge. Zahra var 18 år gammel og allerede mor til to – tre, hvis man medregnede hendes førstefødte datter, som var død i en alder af fire af en medfødt sygdom. Ud over at tage sig af børnene havde hun arbejdet hårdt for at hjælpe sin mand med at kvitte det opiummisbrug, som havde fået et stadigt stærkere tag i ham. Indtil hun en aften på murstensfabrikken uden for Teheran, hvor hun arbejdede, og familien boede, havde fundet ham vind og skæv sammen med en gruppe mænd. Den aften havde han gennembanket hende voldsommere end nogensinde – foran Parisa og Jawad, deres børn. Siden da havde hun opgivet at hjælpe Hussein og koncentrerede sig nu kun om at opdrage børnene.

Zahra og Husseins beslutning om at rejse tilbage til Afghanistan havde sit udspring i en begivenhed tre år tidligere, som kom til at forandre livet for alle afghanere. To passagerfly var fløjet ind i Tvillingetårnene i New York med et brag, der kunne høres jorden rundt. USA’s reaktion på angrebet ændrede dele af verden for evigt, og særligt Afghanistan, hvor amerikanerne væltede Taleban-regimet få måneder efter 9/11-angrebet. Selv var Zahra kun perifert bevidst om angrebet på World Trade Center. Hun vidste ikke, hvem al-Qaeda var, og vidste kun om Taleban, at det var en islamistisk bevægelse, der brutalt undertrykte hendes landsmænd. Nogle steder i Afghanistan havde folk under Taleban-regimet været så fattige, at de var nødt til at spise kogt græs, havde hun hørt.

Siden hun var barn, havde Zahra længtes efter at se sit hjemland, og da hun i 2004 krydsede grænsen fra Iran til Afghanistan, brød hun ud i gråd. Omkring hende var et mylder af familier på vej hjem.

Det 20. århundrede er med sine krige og folkevandringer flygtningenes, de fordrevnes, tidsalder, men i begyndelsen af det nye århundrede var Afghanistan for en kort stund et sted, man vendte hjem til i stedet for at flygte fra. I Iran og Pakistan havde afghanerne i mere end 20 år udgjort verdens største flygtningebefolkning. Nu krydsede de grænserne i hundredtusindvis for at tage del i den genopbygning af deres land, som amerikanerne havde lovet var på vej.

NYT BLOD

Essayet er et redigeret uddrag af Sune Engel Rasmussens bog “Nyt Blod: portræt af Afghanistans Generation 9/11”, som udkommer på Gyldendal i april. “Nyt Blod” er en dokumentarisk fortælling baseret på de tre år, forfatteren boede i Afghanistan, hvor han var korrespondent for The Guardian og Weekendavisen. Han er i dag korrespondent for The Wall Street Journal med base i Beirut.

Korruption og magtbegær

Fra grænsen i Islam Qala til Herat i vest-Afghanistan var der blot halvanden times kørsel, men en verden til forskel. Over Afghanistans vestlige lavland blæser 120-dagesvinden, som den kaldes, og dækker alle overflader med støv. Det var det første, Zahra lagde mærke til: Afghanistan var snavset, med skidt i alle sprækker og hjørner og med gader, der flød med skrald.

De slog sig ned i Herat, hvor piger som Zahra, der var vokset op i Iran, påkaldte sig stor opmærksomhed med deres løse tørklæder og iranske accent. På gaden hvislede mænd sleske kommentarer efter hende og sendte udfordrende blikke. Efter et par måneder købte hun en burka for at kunne gå i fred på gaden, men opdagede snart, at selv når kvinder var indhyllet i polyester fra top til tå, ville mænd tjekke dem ud. I Herat afslørede skoene, om man var ung og moderne, og nogle piger gik endda med neglelak under burkaen.

Herat var i hastig udvikling. Koparrede bygninger, mærket af patroner og raketter, stod tilbage som rester af en voldelig fortid blandt nye huse, der skød op, flere etager høje. Vejene blev asfalteret.

“Men husene havde hverken vandtank eller vandhaner indenfor,” fortalte Zahra mig ti år senere under en af vores mange timelange samtaler i Kabul. “I vores hus var der en stor brønd i haven, som vi hentede vand fra. Om morgenen var vandspejlet så højt, at man let kunne samle vand op med et glas.” Lokummet var et hul i jorden med to brædder til fødderne. Lokale grundejere i Herat øjnede hurtigt muligheder for at profitere på de mange afghanere, der vendte tilbage, og begyndte at udleje jordlodder eller bygge nye, billige huse af dårlig kvalitet. De nye huse blev symbolske for krigen: opført for at opnå en hurtig effekt, men uden den store bekymring for at skabe et stabilt fundament. Den internationale koalition kunne snart se fundamentet under det nye demokrati ædt op af råd – af korruption, grådighed og magtbegær. Hjemme hos Zahra var der tag over hovedet og vægge om ørerne, men fri udsigt til lort under gulvbrædderne.

DANMARK I AFGHANISTAN

  • Den samlede danske bistand til Afghanistan er på i alt 1,6 mia. DKK i perioden 2017-2020, hvilket placerer Danmark blandt de store donorer. Bistanden går bl.a. til kvinders rettigheder, anti-korruption og privatsektorudvikling.
     
  • 300 mio. kr. af den danske bistand går til en 3-årig nærområdeindsats (2018-2020) til støtte for tilbagevendende flygtninge, internt fordrevne og berørte lokalsamfund. Herudover ydede Danmark i 2018 134,8 mio. kr. til humanitære indsatser i og omkring Afghanistan.
     
  • Danmark har udsendt op til ca. 155 soldater til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan, der bidrager til opbygningen af de afghanske sikkerhedstyrker.

Forsøgte at brænde sin familie levende

Hussein, Zahras mand, havde haft svært ved at holde sig stoffri i Iran, men det var intet imod hans kvaler i Afghanistan. Nu var han tættere på kilden. Allerede før Afghanistans opiumproduktion eksploderede til de absurde mængder, den udgør i dag, producerede det forarmede land 87 procent af verdens opiater. Opium var overalt, og det var billigt. Snart begyndte en voksende del af Zahras løn at gå til Husseins rygevaner. Det blev hans betingelse for at lade hende arbejde på den internetcafé, hvor hun fik et job som assistent. Hussein blev sløvere i sindet, mere eksplosiv i sine raserianfald og ravede rundt, stadigt mere utilregnelig. Han begyndte også at drikke.

Det var den 17. dag i ramadanen i 2007, og familien havde boet næsten tre år i Afghanistan. Zahra var endnu en gang nødt til at tage et lån for at betale husleje. Hun lånte pengene af sin arbejdsgiver på internetcaféen og betalte udlejeren. Så ringede hendes telefon.

“Husk at tage penge med hjem,” sagde Hussein. Han var løbet tør for opium. Zahra havde ingen penge tilbage og ikke flere folk at låne af.

“Det skal jeg nok,” svarede hun. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige.

Da hun var yngre, bad Zahra ofte til Gud om, at Hussein kom tidligt og stoffri hjem. I dag bad hun til, at hun ville komme hjem og finde ham blæst fra sans og samling, for træt til at lægge hånd på hende. For en sikkerheds skyld afleverede hun sin søn, Jawad, hjemme hos sin mor, inden hun selv tog hjem. Da hun trådte ind ad døren derhjemme, fandt hun Hussein sovende på gulvet. Det var den muslimske fastemåned, men den overholdt Hussein ikke. Zahra lavede mad og vækkede ham.

“Har du penge med til mig?” spurgte han.

Hun gav ham 250 afghani – omtrent 25 kroner.

“Hvad er det?” snerrede Hussein. “Bare rolig, jeg skal nok finde flere penge til dig i morgen. Det her er nok til, at du kan klare dig igennem i aften,” svarede hun. Zahra kunne se raseriet ulme i ham. Han troede, at hun skjulte penge for ham.

Han havde ret. Zahra havde flere penge, men hun gemte dem til at købe tøj til børnene. Mens Hussein spiste, gik hun i basaren. Da hun kom hjem igen, sagde datteren, Parisa: “Far har drukket det der stinkende vand igen. Han er fuld.”

Zahra pakkede hurtigt en taske med tøj til Jawad og tog den med over til hans bedsteforældre, så han kunne overnatte der. Da hun kom hjem, var Hussein gået i brædderne. Zahra lagde sig til at sove i ske med Parisa på hynder på gulvet.

Efter midnat vågnede Zahra ved, at Parisa ruskede i hende. Der var røg i hele stuen. Rundt om dem lå bunker af tøj i lys lue. Der var tremmer for ruderne og dørene beregnet til at holde indbrudstyve ude, men nu burede de Zahra og Parisa inde. Gennem vinduet kunne Zahra se Hussein stå ude i gården. Parisa skreg. Zahra greb et stykke træ fra gulvet og begyndte at hamre på jerntremmerne, højt nok til at vække naboerne. En af dem kiggede over muren og så Hussein i færd med at brænde sin familie levende. Røg og skrig og flammer. Naboen styrtede ind i gården og fratvang Hussein nøglerne. Da døren sprang op, og Parisa flygtede ud af huset, forsøgte Hussein at gribe fat i hende. Han slog ud efter Zahra, men naboerne lagde sig imellem.

KVINDER står i kø for at stemme i Herat provinsen. Foto: Hoshang Hashimi, AFP/ Ritzau Scanpix.

Skilsmisse er som mord

Det var det afgørende vendepunkt for Zahra. Altid havde hun forsvaret Hussein mod kritik – fra folk i nabolaget og fra sin egen familie. Nu tog hun Parisa med hjem til sin mor. Hussein fulgte efter. Det gjorde naboerne også. Som et oprørt optog gik de gennem natten. Så snart hendes mor åbnede døren, begyndte Zahra at fortælle om Husseins stofmisbrug. Årevis af ophobet angst væltede ud. Alle de gange han havde slået hende, truet hende foran børnene, hans misbrug, hun fortalte det hele. Naboerne istemte: Det var rigtigt. De havde jo lige set ham sætte ild til huset.

Klokken var tre om morgenen, da familien satte sig ned for at beslutte, hvad de skulle gøre. Skilsmisse var normalt tabu. “I min familie kunne man ikke engang tale om skilsmisse. For min familie var skilsmisse lige så slemt som mord,” huskede Zahra senere. Men hun var i en ekstrem situation. Stillet over for valget om at miste deres ære ved at bryde kontrakten med Husseins familie eller at miste deres datter til døden valgte forældrene med hjertet. Zahra skulle skilles, også selvom det betød, at hun måske aldrig kunne blive gift igen, fordi hun ville blive betragtet som en brugt vare.

På den lokale mullahs kontor overraskede Husseins mor Zahra ved at gå med til en skilsmisse.

“Jeg kan ikke garantere, at min søn ikke slår hende igen, og jeg vil ikke have ansvaret.”

“Hvad med børnene?” spurgte Zahras mor.

“Zahra har taget sig af dem indtil nu, og det kan hun blive ved med.”

På to minutter fik de to kvinder fundet en løsning. Den næste dag gik de alle sammen ind på mullahens kontor. De bad, underskrev papirer, og så var det overstået. Zahra var skilt. Lettelsen sank ind. Indtil Husseins mor brød ind og spurgte mullahen: “Hvorfor talte De ikke om, hvem der skal tage sig af børnene?”

Zahras mor så på hende.

“I går sagde du jo, at Zahra kunne tage sig af børnene.” Det hævdede Husseins mor nu, at hun aldrig havde sagt.

“Har du min underskrift på det?” spurgte hun.

Zahras familie var blevet snydt. Uden en underskrevet aftale var børnene ved lov farens ejendom. Ingen domstol ville give børnene til Hussein, fordi han var narkoman, men så længe børnenes far var i live, ville han have myndighed over dem. Men Zahra stod fast. Hun ville skilles, og hun ville have på skrift, at hun kunne se sine børn mindst en gang om ugen. Det gik svigermoren med til.

AFGHANISTAN

  • En koalition ledet af USA og støttet af NATO invaderede i oktober 2001 Afghanistan og væltede hurtigt Taliban-regimet. I 2011 blev al-Qaeda lederen Osama bin-Laden dræbt i Pakistan.
     
  • Mere end 19.000 danske soldater har været udstationeret i Afghanistan. 43 mistede livet, hvilket gør Danmark til det udenlandske land, som per kapita har mistet flest soldater.
     
  • I 2014 trak de fleste udenlandske kamptropper sig ud af Afghanistan. Siden har omkring 16.000 udenlandske soldater primært trænet og rådgivet afghanske styrker, men USA foretager stadig luftangreb og bekæmper militante med specialstyrker. Ca. 110.000 afghanere, bl.a. over 31.000 civile, er blevet dræbt i krigen og ca. 3.500 udenlandske soldater.
     
  • Da den europæiske flygtningekrise var på sit højeste, udgjorde afghanere den næststørste gruppe af asylansøgere i Europa, kun overgået af syrere.
     
  • Siden 2001 er Afghanistans BNP vokset fra 16 mia. kr til 441 mia.
     
  • Den forventede levealder er steget fra 55 til 63,6 år.
     
  • Antallet af underernærede børn under fem er faldet fra 45% til 25%, og børnedødeligheden er halveret, fra 130 til 70 per 1.000 børn.
     
  • Afghanistan producerer 90% af verdens illegale opiater, som heroin. Det indbringer ca. 25 mia. kroner om året og beskæftiger ca. 400.000 - flere end det afghanske politi og hæren tilsammen.

“Kidnapning” af egne børn

Sneen faldt langsomt i den bidende kulde. Parisa var otte, og Jawad fem, og begge klamrede sig til Zahras ben, mens svigermoren trak afsted med dem. Zahras mor var ude af sig selv af sorg og slog sig i hovedet med begge hænder, mens hun græd som pisket. De kommende uger var Zahra som i trance. Hun havde mistet sine børn, så hun kunne lige så godt give afkald på sin forstand. Hun begyndte at tage piller mod depression og sov dagen lang. Dagene flød sammen i en tåge. Selv Zahras søster, som havde fået sine egne børn, stoppede med at komme på besøg, fordi hun ikke kunne holde ud at se Zahra så trist. Det tog tre måneder, før hun var i stand til at se sine børn.

Efter skilsmissen betalte Hussein sig fra at tage sig af børnene. Han gav sine forældre 5.000 afghani (500 kroner) af Zahras løn, for at de kunne passe dem. Og så, pludselig, forsvandt han. Da han efter fire måneder stadig ikke var dukket op, og pengene, han havde givet sine forældre, var brugt, ringede Zahras svigermor. Zahra kunne få børnene i en uge, sagde hun.

Det var ikke Zahra, der kom på idéen. Jawad var enten ualmindeligt modig for en femårig, eller også forstod han ikke konsekvensen af, hvad han foreslog.

“Far er stukket af, så vi kan også stikke af,” sagde han.

Den eneste rejse, Zahra nogensinde havde foretaget, var fra Iran til Herat. Resten af Afghanistan var ukendt land. Hovedvejen fra Herat til Kabul var livsfarlig. Den eneste mulighed var at flyve. Zahra tog guldet, som hun havde fået i bryllupsgave, og solgte det i basaren. Med 2.000 kroner på lommen havde hun lige akkurat nok til tre billetter. Zahra måtte kæmpe for at holde sine nerver i ro. Fra et retsligt synspunkt var hun i færd med at stjæle sine børn fra sin svigerfamilie efter at have føjet spot til deres navn. Når en søn eller datter i Afghanistan er fyldt henholdsvis syv eller ni, overgår forældremyndigheden automatisk til faren eller, hvis han ikke er i stand til at tage sig af børnene, deres farfar. Zahra var, juridisk set, en kidnapper. Så hun fortalte ingen om sine planer.

En tidlig julimorgen fortalte Zahra sin mor, at hun ville bruge dagen i parken. Hun ringede til en taxachauffør, som kvinderne i familien gjorde brug af, og bad ham om at køre sig til busstationen, hvorfra busserne til Iran afgik. Hun forventede, at chaufføren ville sladre til moren om, at hun var rejst til Iran. Hun ventede, til chaufføren var drejet om hjørnet, før hun prajede en ny vogn til lufthavnen.

Hun gik ombord på flyet med angst og lettelse. For sit indre blik så hun alle de grufuldheder, hun nu forhåbentlig kunne undslippe. Men hun vidste også, at i det øjeblik flyets hjul slap asfalten, efterlod hun sit tidligere liv i ruiner. Så lettede flyet.

 

Til kamp for klimaet – Elena Pershkova udfordrede det russiske system og vandt

FEATURE
RUSLAND

En russisk biolog samlede lokale beboere og reddede en skov i Perm. hun viste, at Ruslands civilsamfund kan skabe reel forandring – selvom Rusland tjener på klimaforandringer. Ruslands skove er ikke kun et nationalt anliggende: Fældningen af dem puster til den globale opvarmning.

AF MIKKEL RANDERIS OG AMALIE THIEDEN
FOTO: AMALIE THIEDEN

DET er ikke kun et nationalt anliggende, når det lykkes for aktivister at redde Ruslands træer. skovrydning er nemlig en af de største syndere, når det gælder menneskeskabte klimaforandringer. Derfor er bevarelsen af de boreale skove, som dækker store områder i Rusland, et afgørende spørgsmål, når det gælder globale klimaforandringer.

CHERNYAYEVSKY-SKOVEN, PERM – Elena Pershkova spadserer med kraftfulde skridt, der får hendes vinterstøvler til at synke flere centimeter ned i sneen. Elena Pershkova går, som om skoven er hendes. Og det er den nærmest også.

Den 60-årige biolog bor ved foden af Uralbjergene i byen Perm, en af Ruslands industrielle millionbyer. Uden for byens centrum ligger Chernyayevsky-skoven, hvor Elena Pershkova hver dag tager sine drøje skridt. I skoven er der forskellige fyrretræer, grantræer, ahorntræer, planter og dyr. Nogle af træerne bliver over 30 meter høje, mens andre knap vokser.

“Her er meget menneskeskabt forurening, så uden skoven ville vi alle lide,” siger hun.

Det er i høj grad Elena Pershkovas fortjeneste, at skoven står, som den gør i dag. For det er lykkedes hende at opnå noget, som de færreste troede kunne lade sig gøre.

Hun udfordrede det russiske system og vandt.

Klimaforandringer giver bedre betingelser og forbedrer det økonomiske potentiale i den arktiske region.

Vladimir Putin, Ruslands præsident

Lokalpolitikere ville fælde skoven

For seks år siden ville lokale politikere ophæve Chernyayevsky-skovens status som beskyttet og fælde tusindvis af træer. Politikerne ville åbne en zoologisk have. Men Elena Pershkova, som er miljøforkæmper og leder af naturfonden Obvinskaya Roza, ville ikke acceptere politikernes planer. I løbet af de følgende to år samlede Elena Pershkova byens beboere, arrangerede demonstrationer, tog til offentlige høringer og fik byens journalister til at fatte interesse.

Sagen om skoven i Perm blev bragt hele vejen til Moskva, hvor den endte på bordet hos det russiske natur- og miljøministerium. Ministeriet gik imod de lokale myndigheder – og afviste ønsket om at ophæve skovens beskyttede status. Ikke et eneste træ blev fældet.

“Vores redning af skoven viste, hvad der er muligt for det civile samfund i Rusland, hvis vi står sammen. Det er muligt at gå imod myndigheder og regeringen. Da vi startede, fortalte alle os, at myndighederne allerede havde truffet beslutningen, og at der ikke var noget, vi kunne gøre for at ændre det,” siger Elena Pershkova.

Men sammen med byens grønne koalition modbeviste Elena Pershkova skeptikerne. Og måske er flere historier af samme type på vej.

HVORFOR DE RUSSISKE SKOVE ER VIGTIGE

Knap en femtedel (19 procent) af verdens skove målt på overfladeareal ligger i Rusland. Alligevel er det oftest de tropiske skove, der er på dagsordenen i klimadiskussioner.

Ruslands boreale skove binder årligt mellem 300 og 600 milliarder tons CO2. Studier har advaret om, at skovfældningen i Rusland sammen med skovbrande kan bringe skovenes netto-optagelse af CO2 ned på nul mellem årene 2040 og 2050.

Skovrydning er en af de største menneskeskabte bidragere til de globale klimaforandringer. Når skovene fældes, udleder de store mængder CO2. Kilder: Scientificamerican, Alexey Kokorin (WWF).

Tomrum efter Krim

Ifølge en rapport fra 2017 fra Center for Økonomisk og Politisk Reform i Moskva er det russiske civilsamfund blevet mere og mere protestparat. De fleste fokuserer på socioøkonomiske emner som klima og miljø. Ifølge Barbara von Ow-Freytag, rådgiver hos Prague Civil Society Centre og ekspert i det russiske civilsamfund, er protesterne og aktivismen en del af en større trend i Rusland:

“Ny forskning viser en voksende desillusion over for staten. Folk er holdt op med at tro på, at staten vil gøre noget for at løse deres problemer. Det er direkte forbundet med en ny trend, hvor russere er mere parate til at tage ansvar for problemer, der rammer dem – folk forstår, at de selv må handle for at beskytte det, der er vigtigt for dem,” siger Barbara von Ow-Freytag.

Hun henviser bl.a. andet til protester i 2018 og starten af 2019 mod planer om at køre Moskvas affald til Ruslands regioner.

Barbara von Ow-Freytag ser en unik mulighed for det civile samfund i Rusland fem år efter Krim. For den popularitet, som annekteringen gav Putin i det russiske samfund, er fordampet igen:

“Der er opstået et tomrum af tillid og kommunikation mellem staten og samfundet. Det giver det civile samfund i Rusland en ny chance for at ændre ting frem for bare at synke ned i apati,” siger hun.

DANSKE MILJØ- OG KLIMAPROJEKTER

Vindmøller fra Vestas

Vestas er blevet udpeget som en samarbejdspartner i Ruslands udvikling af en vindmølleindustri, og i fjor åbnede den danske virksomhed to fabrikker i landet. I samarbejde med finske Fortum og russiske Rusnano står Vestas for mere end halvdelen af de planlagte vindenergiprojekter indtil 2024 målt på kapacitet.

Carlsberg bag stort skraldeprojekt

Baltika, Carlsberg Groups russiske underafdeling, står i spidsen for projektet “Tjen din by” og inden for dette initativ har Baltika investeret i udviklingen af genbrugsindustri i mere end 30 russiske byer. I 2017 blev 55.000 tons affald - herunder 1.500 tons PET-plastic - genbrugt som en del af projektet. De senere år har netop Ruslands håndtering af affald været genstand for store protester landet over.

Klimaforandringer god business for Rusland

Det er dog langt fra risikofrit at tage kampen op mod magten i Rusland. I Nordkaukasus er miljøaktivister de senere år blevet udsat for voldelige angreb. Men ikke alene kan aktivister – med rette – frygte for politiske repressalier, når de f.eks. forsøger at forhindre fældning af skove: De russiske miljøaktivister tager kampen op mod noget større.

Rusland er nemlig et af de lande, der økonomisk står til store fordele i takt med klimaforandringerne. Den globale opvarmning vil – og er allerede i gang med at – åbne op for brugen af havne på Ruslands nordkyst, der lige nu ligger underdrejet store dele af året. Men isen smelter, og som et symbol på de enorme kommercielle interesser forsøger Mærsk nu at sejle nord om Rusland med isbrydere.

Præsident Vladimir Putin erkendte det da også i 2017:

“Det, jeg siger nu, er måske upopulært. Klimaforandringer giver bedre betingelser og forbedrer det økonomiske potentiale i den arktiske region,” sagde han til CNBC.

ISBJØRNE på en affaldsplads ved landsbyen Belushya Guba i det nordlige Rusland. Myndighederne erklærede undtagelsestilstand, da isbjørnene gik ind i huse og offentlige bygninger. Isbjørne reagerer på den globale opvarmning, der får isen til at smelte, ved at søge tilflugt og mad på land, hvor der er hård konkurrence om føden. Foto: Alexander Grir, AFP/ Ritzau Scanpix.

Højere temperatur – bedre høst

I mange mindre russiske byer er der gevinster at hente ved små temperaturændringer, fordi det vil kunne gøre høsten mere frugtbar. Og i de fjerne regioner, hvor der ikke er mange jobs at hente, kan det koste mange deres arbejdsplads, hvis der bliver sat en stopper for træfældning.

Et af de steder er Altai-regionen, hvor Alexey Gribkov de seneste mange år har kæmpet for at bevare områdets store skove. For ti år siden overvejede lokale myndigheder i Altai i Sibirien at afskaffe flere beskyttede naturområder, mens de i dag taler om at øge antallet af selvsamme områder, fortæller Alexey Gribkov.

Skovene i Altai-området i Sibirien er unikke skovbælter med en længde på 400 kilometer og en bredde på bare syv-otte kilometer. Alexey Gribkov har kæmpet for at få skabt en nationalpark i Altai-området for at beskytte skovene. Han er blevet hørt. Alexey Gribkov blev i 2015 inviteret ind som medlem af organisationen ONF, der er tæt forbundet til Vladimir Putins parti, Det Forenede Rusland. Gribkov skulle fungere som “vagthund”.

Og under en tale til den russiske føderale forsamling 20. februar i år gav præsident Putin ordre til at oprette en nationalpark i Altai-området.

“Vores initiativer får støtte på det højeste niveau i landet,” siger Alexey Gribkov.

Miljøspørgsmål har en særlig evne til at bringe folk sammen, for vi indånder alle den samme luft.

Barbara von Ow-Freytag, rådgiver, Prague Civil Society Centre

NGO’er er “fremmede agenter”

Men mens Gribkov er blevet hørt, er adskillige russiske aktivistiske organisationer kommet under pres. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch fra 2017 er 14 NGO’er lukket, efter at de blev føjet til Ruslands liste over “fremmede agenter”, hvilket medførte trusler, bøder og smædekampagner mod grupperne. Er man kommet på listen, er det bl.a. et krav, at enhver mundtlig udtalelse skal startes med en erklæring om, at udtalelsen kommer fra en “fremmed agent”. Og det er da heller ikke alle, der er lige positive over for de aktivistiske gruppers mulighed for at få succes.

Ifølge den norske miljøorganisation Bellona, der har to kontorer i Rusland, er der lang vej endnu:

“Vestlige fonde er forbudte i Rusland, og russiske fonde vil ikke sponsorere dem, som er imod staten. Hvis virksomheder støtter NGO’er, kan de få problemer med de lokale myndigheder. Der er voksende interesse for miljøet i Rusland som i hele verden, men miljøaktivismen, som er imod staten, er ikke en succeshistorie endnu,” siger rådgiver Vladislav Nikiforov.

Også organisationen Gebler Ecological Society, som Alexey Gribkov tidligere var bestyrelsesformand for, lukkede i 2015 efter at være kommet på listen. Alligevel er han positiv.

“Jeg er sikker på, at miljøaktivister kan opnå vigtige resultater, hvis de handler konsekvent og professionelt og modstår presset fra autoriteter og virksomheder. Til sidst vil de blive hørt af både samfundet og regeringen.”

I mange mindre russiske byer er der gevinster at hente ved små temperaturændringer, fordi det vil kunne gøre høsten mere frugtbar. og i de fjerne regioner, hvor der ikke er mange jobs at hente, kan det koste mange deres arbejdsplads, hvis der bliver sat en stopper for træfældning.

Skovrydning stor synder

Det er ikke kun et nationalt anliggende, når det lykkes for aktivister at redde Ruslands træer. Skovrydning er nemlig en af de største syndere, når det gælder menneskeskabte klimaforandringer. Derfor er bevarelsen af de boreale skove, som dækker store områder i Rusland, et afgørende spørgsmål, når det gælder globale klimaforandringer, forklarer Alexey Kokorin, der er ekspert i klimaforandringer hos WWF.

“Når skovene bliver fældet, udleder de store mængder CO2,” siger Kokorin.

Noget tyder på, at Rusland er ved at skifte kurs på klimaområdet, mener han.

“Der er lang vej endnu til de bedste nationer, men forståelsen vokser,” siger Kokorin og henviser bl.a. til, at klimaforskerne i Rusland i løbet af det seneste år er gået mere aktivt ind i den politiske debat.

Side om side med Putin-støtter

Nogle steder opstår en overraskende alliance mellem Putin-støtter og miljøforkæmpere. Eksempelvis i det sydlige Rusland, hvor kosakker i 2015 stod side om side med miljøaktivister i kampen mod planer om nikkel-minedrift. Der er tale om sager, der betragtes som apolitiske – til stor gavn for miljøforkæmperne.

“Miljøspørgsmål har en særlig evne til at bringe folk sammen, for vi indånder alle den samme luft,” som Barbara von Ow-Freytag siger.

Tidligere var Putin fritaget for kritik. Lokale borgere forstod nemlig ifølge Barbara von Ow-Freytag ikke, at der er en sammenhæng mellem, hvad lokale myndigheder gør, og hvad magten i Moskva vil. Men det er ved at ændre sig. Nye målinger viser, at tilliden til præsidentembedet er faldet til sit laveste niveau under Putin. Tilliden til hans person er ifølge de nyeste målinger fra instituttet VCIOM faldet til 32,8 procent.

“Folk er ved at opdage, at det er et problem med hele det russiske system, når lokale myndigheder eksempelvis vil fælde en skov,” siger Barbara von Ow-Freytag.

FREMMEDE AGENTER

Ruslands lov om “fremmede agenter” kræver, at organisationer, der modtager donationer fra udlandet, og som engagerer sig i politisk aktivitet, skal registrere sig som fremmede agenter. Herefter skal alle organisationens udgivelser eller mundtlige udtalelser ledsages af en erklæring om, at gruppen er en “fremmed agent”. Betegnelsen har i Rusland associationer til spionage under Den Kolde Krig, og mange organisationer har valgt at lukke frem for at fortsætte med det stigma.

Blandt de mere bemærkelsesværdige tilfælde er det russiske uafhængige meningsmålingsinstitut Levada Center, der kom på listen i 2016. Også Memorial, en af Ruslands ældste organisationer, der kæmper mod en russisk tilbagevenden til et autoritært system, er kommet på listen. Det er ikke i sig selv ulovligt at være ‘fremmed agent’, men overholder man ikke kravene i loven kan man få både bødestraffe og fængsel.

“Skoven holder mig ung”

Også i Perm arbejdede Elena Pershova side om side med lokale Putinstøtter.

“Det var et af de sjældne tilfælde i Rusland, hvor forskellige grupper og mennesker slog sig sammen,” siger hun:

“Putin er langt væk, skoven er tæt på. Folk beskytter det, der er tæt på.”

På stierne i Chernyayevsky-skoven går en gruppe ældre beboere stavgang.

“De var også med til at beskytte skoven,” siger Elena Pershkova: “Og de er Putins vælgerkorps.”

Der løber en strøm gennem skoven, der i vinterhalvåret dækker nogle af træernes rødder med et tykt lag is.

Elena Pershkova har boet ved siden af skoven i 25 år og tilbringer flere timer hver dag i den. Hun smiler. Der danner sig fine streger i hendes ansigt. Men Elena Pershkova ligner ikke en russisk kvinde på 60 år. Hun siger:

“Det er skoven, der holder mig ung.”

 

Fanget i grænselandet Niger – Helvede tur-retur

FOTOESSAY
SAHEL

TEKST: BIRTHE PEDERSEN
FOTO: MARIE HALD

Det ses ikke ved første øjekast. Men det kan mærkes. Helvede hænger som en tung sky i det lille hus i Nigers hovedstad, Niamey. Disse kvinder kommer fra Nigeria og Guinea og drømte om Europa. Via Niger nåede de gennem Sahara til Libyen. Og her smækkede fælden med menneskehandel, vold, tvungen prostitution og voldtægt. Tilbage i Nigers hovedstad fortæller de i korte, abrupte sætninger om det, de på mirakuløs vis undslap i Libyen. De er ude af helvede. Men de er mærket på krop og sjæl. Og de er fanget i en hovedstad af sand og lave hytter, i en gældsfælde både til familien, som lånte dem penge til udrejsen, og til mellemmænd, der fortsat fastholder dem i prostitution med trusler mod familien derhjemme. Røde Kors yder støtte og omsorg i kvindernes svære situation.

JULIETTES lange blomstrede kjole udstråler glæde og håb. Hun fortæller ikke. Hun lytter til Aichas historie. og må rejse sig. Noget rør sig i hende, mens Aicha fortæller sin, som ligner de andres historier. Juliette rejser sig, går væk. og kommer tilbage med våde øjne. For mange billeder, for mange minder. For meget helvede. Og en fremtid, der er mindre virkelig og håndgribelig end det, de alle har gennemgået.
KVINDERNE bor sammen i de små hytter i en fattig del af Niamey, hovedstaden i Niger. De mødes i et hus, som Røde kors stiller til rådighed. kvinderne sidder ofte tæt sammen og holder om hinanden. Denne eftermiddag bruger de på skiftevis at lægge makeup på hinanden og tage billeder med de smartphones, nogle af dem ejer. Blessing lægger sig på gulvet med lukkede øjne. Det er en varm dag, og eftermiddagssolen er ved at nå op på de 40°.
BLESSING er fra Nigeria. Nogen fortalte hende, at hun kunne tjene mange penge i Europa, hvis hun betalte for rejsen. Hun efterlod sit barn og rejste ud. Og nåede til Libyen. Blev solgt. Skulle arbejde som prostitueret. Ikke kun sex, men voldelig sex. Mange partnere, flere ad gangen. Hun viser et langt ar på hoften. De stak mig, siger hun. En fyr fra Ghana tog hende under sine vinger og hjalp hende til at flygte tilbage, hvor hun kom fra. Fortællingen kommer i brudstykker. Og går i stå.
JOY klamrer sig til sin rævebamse. Hun er den yngste i flokken, kun 18 år og kommer fra Nigeria. Røde kors hjælper kvinderne, der er migranter fra hele Vestafrika, med bl.a. samtaleterapi, sundhedspleje, kontakt til pårørende og basale fornødenheder. Danmark støtter arbejdet med 4,9 millioner kroner over tre år i både Niamey og Zinder, begge regioner med høj gennemstrømning af migranter. Det regionale Røde kors-projekt dækker Guinea, Mali, Burkina Faso, Niger og Egypten. Det overordnede budget er på 98,5 millioner kroner, hvoraf tyve procent finansieres af Danida.

For mange billeder, for mange minder. For meget helvede.

MARIE HALD

er freelancefotograf med base i København. Hun har vundet store internationale priser for sit fotoarbejde om en dansk sexarbejder og havde i 2018 sin første soloudstilling på Fotografiska Museum i Stockholm. Hun har de seneste år lavet dokumentaristiske historier fra Pakistan, Iran og USA. Marie var på reportagerejse til Niger og Burkina Faso sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs.

 

Pressefrihed under angreb – Med livvagt på arbejde

TENDENS
COLOMBIA

Trusler på livet er dagligdag for mange journalister i Colombia. Især på landet, hvor emner fra korruption til drikkevand kan være livsfarlige. Tendensen med voksende fjendtlighed mod journalister fra især politikere er voksende på globalt plan og gjorde 2018 til det hidtil farligste år for pressen.

AF LINDA NORDAHL JAKOBSEN
FOTO: MIKE KOLLÖFFEL

ET af de mange murmalerier af unge kunstnere, som udtrykker håb og skildrer et land mellem krig og fred, i hovedstaden Bogotá.

ALEX SIERRA, den lokale korrespondent for den colombianske avis Diario del Norte, speedsnakker, når han fortæller, hvordan han blev holdt op på gaden i den lille by Barrancas. To mænd på motorcykel, med hjelme og masker på, stoppede ham, da han var på vej til brandstationen, hvor han er frivillig indsatsleder. I et splitsekund troede Alex Sierra, at de ville spørge om vej. Men de spurgte til hans navn, og så kom truslen: ”Vi siger det ikke én gang til. Du stopper NU. Hvis du fortsætter dine skriverier om kommunen og vandmangel, så pumper vi dig med bly.”

Alex Sierra bor og arbejder i Barrancas. Byen ligger med sine 27.000 indbyggere på kanten af en af verdens største åbne kulminer, El Cerrejón, i Guajira-provinsen i det nordøstlige Colombia. Kulminen ligger som et kæmpestort goldt og sort landskab af bjergkratere og bassiner med vand, som kulminen henter fra undergrunden. I Guajira-provinsen har mange af byerne ingen ordentlig drikkevandsforsyning. Nogle steder fordi provinsen er ramt af klimaforandringer, tørke og ørkendannelse, og andre steder fordi penge til for eksempel udvikling af vand- og sanitetsområdet er røget i de forkerte lommer hos embedsmænd eller entreprenører. Drikkevand er derfor et følsomt emne.

Det fik Alex Sierra at mærke. Men han ved ikke, hvem der står bag dødstruslerne.

”Jeg anmeldte dødstruslen til de lokale myndigheder og gik også til den lokale menneskerettighedskomité og journalistsammenslutningen,” siger Alex Sierra, der er gift og far til fire. Dagen inden vi mødtes i Barrancas, modtog han endnu en trussel. En krans med en seddel, hvorpå der stod: ”Alex er en sladrehank, blander sig i ting, der ikke rager ham, PAS PÅ!”

Selvom hans familie er dybt bekymret, og han føler sig ekstremt udsat og stresset, så fortsætter han med sit journalistiske arbejde.

"Jeg kan dø af sult, hvis jeg ikke arbejder – eller jeg kan dø af at lave mit arbejde. Det er sådan set mit dilemma," siger han og skridter hurtigt ind på brandstationen i Barrancas, hvor hans livvagt venter på ham.

DANSK STØTTE TIL PRESSEFRIHED

I Colombia støtter den danske ngo International Media Support (IMS) Consejo de Redaccion, en webbaseret gruppe af journalister, der arbejder med udvikling af nye fortællemetoder og undersøgende journalistik i postkonfliktområder.

Fundación para la Libertad de Prensa - FLIP, som arbejder for at fremme pressefriheden, har fået støtte til at udvikle en førstehjælpsguide til medier og journalister.

IMS samarbejder desuden med en række andre organisationer omkring støtte til journalister og medier, herunder FECOLPER, den colombianske sammenslutning af journalister.

Pres på pressefriheden

Flere hundrede journalister i Colombia er udsat for trusler på livet eller anden form for afpresning. Faktisk er antallet af trusler mod medier og journalister i Colombia øget med 43,5 procent det seneste år i forhold til 2017. Det fremgår af en opgørelse fra fonden for pressefrihed, FLIP, der støttes af International Media Support og har base i Bogotá.

”Sidste år havde vi valg i Colombia, og det giver typisk en polarisering i den offentlige debat. Men det er desværre også blevet mere almindeligt blandt mange politiske ledere, at de forsøger at miskreditere medier og journalister, når de tager bestemte temaer op eller udtrykker kritik,” siger koordinator i FLIP Jonathan Bock.

Tendensen med større fjendtlighed og hadefulde udfald mod journalister og medier fra især politiske ledere er også voksende på globalt plan og er med til at presse mediernes frihed i flere lande verden over. 2018 blev således det hidtil farligste år for presseog mediefolk, når det drejer sig om overgreb, gidseltagninger, fængslinger og drab, viser World Press Freedom Index 2018, som Reporters Without Borders (RSF) udgiver.

Indekset tegner et øjebliksbillede af vilkårene for pressefriheden i 180 lande. Colombia ligger som nummer 130 i indeksets ”røde felt” sammen med lande som Hviderusland, Pakistan og Mexico. Set fra Latinamerika er Colombia fortsat et af de farligste lande for journalister i forhold til risiko for bortførelser, fysisk vold og dødstrusler. Samtidig forsøger væbnede kriminelle grupper i visse landområder at kvæle lokale medier ved at skræmme journalister væk.

ALEX Sierra arbejder som lokal korrespondent i Barrancas for Guajira-provinsens største avis Diario del Norte, hvor han har skrevet om mange lokale korruptionssager og mangel på vand. Han er frivillig i det lokale brandmandskorps og har ofte sin brandmandsuniform på, når han er ude som reporter.

Livvagter og sikre biler

Colombia har dog som et af de få lande i Latinamerika et særligt beskyttelsesprogram (la Unidad Nacional de Protección - UNP) til personer, der trues på livet. UNP giver beskyttelse i form af livvagter, sikre biler og personligt sikkerhedsudstyr. Sidste år omfattede beskyttelsen 4.300 personer. Størstedelen er menneskerettigheds- og miljøfortalere, fagforenings- og bondeledere, imens 172 er journalister.

Men behovet for beskyttelse er voksende, og den colombianske regering har lovet at tage initiativ til at styrke UNP. FLIP har registreret mindst 200 journalister, der har brug for beskyttelse, og ser også gerne, at samarbejdet med justitsmyndighederne styrkes, så der sker retsforfølgelse af bagmændene.

”Der er stadig stor straffrihed i Colombia, og endnu har vi ikke set en eneste sigtelse mod bagmændene til truslerne,” siger Jonathan Bock.

FLIP oplever også, at processen med godkendelse hos UNP er langsommelig, og i nogle tilfælde har UNP slet ikke svaret på anmodninger om beskyttelse.

Det oplevede de to journalister Alberto Castaño og María Lourdes Zimmermann. Efter at de havde skrevet på webportalerne Natural Press og Mongabay.com om drab på sociale ledere sidste år, fulgte en strøm af anonyme dødstrusler. Først via de sociale medier. Siden blev Alberto Castaño forfulgt og truet med pistol flere gange offentligt. Ifølge FLIP fik de to journalister aldrig svar fra UNP om beskyttelse og følte sig så pressede, at de rejste ud af landet.

Alex er en sladrehank, blander sig i ting, der ikke rager ham, PAS PÅ!

Trussel på en krans mod journalist Alex Sierra.

BEBOERE i Barrancas må hente vand ved brandstationen fra tankbiler. Byens vandforsyning virker ikke, en del af de penge, som Barrancas har fået til vandforsyning, er forsvundet i korrupte embedsfolks og entreprenørers lommer.

Miljø og narko er farligt

Den colombianske sammenslutning af journalister, FECOLPER, dokumenterer i bogen La Información en tiempos de Fusiles, at visse temaer er særligt farlige for journalister: korruption hos myndigheder og politikere, forbindelser mellem væbnede grupper, myndigheder og den lokale magtelite, narkotrafik, sociale og miljømæssige konsekvenser af store mineprojekter og fordeling af jord samt drab på sociale ledere.

”I denne efter-fredsaftale-situation, vi lever i, er graden af trusler blevet mere synlig. Det er helt åbenlyst, at journalister, der skriver kritisk om den lokale magtelite, om penge og korruption og forbindelserne imellem disse, udsættes for trusler,” siger Adriana Hurtado, leder af FECOLPER.

”Men journalisterne er med til at give de svageste i samfundet en stemme,” siger Adriana Hurtado. ”Medierne er en vigtig del af en demokratisk fredsproces i forhold til at fokusere på implementering af fredsaftalen og også i forhold til at arbejde med kritisk og konstruktiv journalistik.”

 

Update: Tech

FOTOS: RØDE KORS, WFP, UNICEFW

Redningsdroner i Filippinerne

RØDE KORS har fået et dronebaseret katastrofeberedskab i Filippinerne. Det er telegiganten Nokias nonprofit-initiativ Nokia Saving Lives, der leverer den teknologiske del af løsningen. Dronerne er udstyret med kameraer og højtalere, som ved nødsituationer i Filippinerne kan sendes i luften og indsamle data i realtid, ligesom de kan transportere førstehjælpsudstyr frem til katastrofeområdet. Desuden består løsningen af en flytbar redningsstation, et mobilt bredbåndsnetværk samt mulighed for videostreaming, kortlægning og analyse af data.

“Drone- og netværksløsningen kan bidrage til på nøjagtig vis at holde os opdateret om livlinerne i en katastrofesituation,” siger Elizabeth Zavalla fra Røde Kors.

/LS

 

Hvor er skoler og elever?

En kortlægning af verdens skoler skal give overblik over elevers forhold.

AF LASSE SKYTT

250 millioner børn går i dag ikke i skole. Siden 2007 er andelen af nye skolebørn stagneret på grund af klimaforandringer og globale konflikter, der gør det svært for undervisningen at nå frem til børnene på flugt.

Ifølge UNICEF handler det ikke kun om at få flere i skole, men også om at sikre, at skolerne er koblet til internettet, så eleverne har adgang til den viden, der er væsentlig i det 21. århundrede. Men i mange udviklingslande ved de nationale regeringer ikke, hvor skolerne ligger, eller hvad deres status er.

Af disse grunde er UNICEF Innovation gået i gang med at kortlægge alle verdens skoler i det såkaldte Project Connect. Det sker ved at indsamle data om de enkelte skolers beliggenhed, internetadgang, antal elever og lærere samt handleplaner i nødstilfælde. Datamaterialet indsamles via satellitbilleder og kunstig intelligens, og på nuværende tidspunkt har Project Connect kortlagt 150.000 skoler over hele kloden. Heriblandt 1.500 skoler i Kirgisistan, hvoraf omtrent halvdelen ikke har internet.

For at forbedre den statistik har den nationale UNICEF-afdeling taget blockchain-teknologi i brug – både for at udbrede internetadgangen og for at sikre en transparent og mere effektiv metode til at donere penge til skolerne i det centralasiatiske land.

www.projectconnect.world kan man følge kortlægningen af verdens skoler.

 

Globale IT-jobs til flygtninge

INDEN for ti år forventes det, at 90 procent af klodens befolkning er forbundet til internettet. Den digitale verden øger mulighederne for at kunne arbejde fra distancen, fordi der ikke længere er behov for at sidde på et fysisk kontor. Det er dette grænseløse arbejdsmarked, som FN’s Fødevareprogram (WFP) ønsker at give især syriske flygtninge adgang til med projektet Empact.

Med et tremånederskursus i basale IT-færdigheder klædes flygtninge med base i Libanon eller Irak på til at kunne varetage simple, men vigtige digitale opgaver, såsom billedannotering, dataoprydning og andre IT-tjenester.

Efterfølgende hjælper WFP også med at matche de udlærte flygtninge med tech-firmaer, som har brug for assistance fra distancen. I alt har 1.500 flygtninge taget kurserne, heraf cirka 60 procent kvinder.

/LS

 

Indiens grønne omstilling – Når luften er giftig

FOTOSERIE
INDIEN

Ni ud af ti af verdens mest forurenede byer ligger i Indien. Fotografen Lasse bak Mejlvang zoomer i denne fotoserie ind på hovedstaden, New Delhi. Mange af byens tyve millioner indbyggere lever i sundhedsskadelige miljøer. Indien har et af de mest ambitiøse mål i Paris-klimaaftalen: At femdoble vedvarende energi og reducere kulkraft med en tredjedel inden 2030.

FOTO: LASSE BAK MEJLVANG

IFØLGE den nyeste rapport fra World Health Organization (WHO) er Indien hjemsted for ni ud af ti af de mest forurenede byer i verden. forureningsniveauet i New Delhi er 20 gange højere end anbefalet og forhøjer risikoen for slagtilfælde, hjertekar-sygdomme og lungekræft. WHO anser luftforurening som den største samfundsmæssige sundhedsrisiko i nyere tid. Det estimeres, at mere end syv millioner mennesker om året mister livet af følgerne fra luftforurening.
MASKER er blevet en del af det daglige gadebillede i New Delhi. De effektive masker med filtre er dog dyre og økonomisk uden for rækkevidde for de fleste af byens beboere.
OVER 700 millioner indere tilbereder stadig deres mad over åben ild. Alene i New Delhi benytter over 9.000 restauranter og hoteller sig af den berømte tandooriovn. Især i de fattige områder er mad over åben ild den eneste mulighed for at tilberede måltider.
TRAFIKUDSTØDNING: Den stigende middelklasse øger trafikken i New Delhi, hvor timelange køer er dagligdag. Hver anden indbygger ejer et motorkøretøj, og der er ti millioner biler og motorcykler i byen. sod opstår i både benzin- og dieselmotorer og indeholder ofte hundredvis af forskellige kemiske elementer som sulfater, ammoniak, nitrater og kræftfremkaldende stoffer. I dag kører alle rickshaws dog på gas, efter at staten Delhi i 1998 indførte et program for at udskifte brændslen fra diesel til CNG (compressed natural gas).
VANDFORURENING: Yamuna er sammen med Ganges en af Indiens helligste floder. Vandet er så rent, at det kan drikkes direkte fra floden, der udspringer fra Himalaya i det nordlige Indien – indtil floden rammer New Delhis bygrænse. kloakering, kemikalieudslip fra fabrikker, vaskemiddel og afblegning har gjort Yamuna til Indiens mest forurenede flod. I New Delhi er floden fyldt med giftige kemikalier, som viser sig ved store hvide plamager af giftigt skum, der flyder oven på vandet. Der er intet dyreliv tilbage i vandet.

LASSE BAK MEJLVANG

Mode- og portrætfotograf, som arbejder som freelancefotograf for bl.a. Politiken, Chanel, Røde Kors, Washington Post, L'Oréal, Information, Euroman, Elle og Mellemfolkeligt Samvirke.

Lasse har gennem de sidste ti år rejst og fotograferet i Indien. Han har lavet udstillinger om livet på et tropehospital i landets fattigste stat, Orissa, og skildret dagligdagen som muslimsk minoritet i den hinduiske by Varanasi. Til denne udgave af 360° har Lasse rettet kameraet mod luftforureningen i den indiske hovedstad, New Delhi.

AFFALD: Hver dag ankommer over 2.500 tons affald til Ghazipur skraldepladsen i New Delhi. Ghazipur blev grundlagt i 1984 og mængden af skrald er vokset til et bjerg på over 65 meter. Metangas fra affaldet forårsager brænde, der udleder giftig røg, som resulterer i syreregn. Omkring 400 millioner mennesker anslås at flytte fra land til storby. Den årlige befolkningstilvækst i New Delhi er større end Københavns samlede befolkning. Derfor har den indiske regering lanceret ”100 Smart Cities”, en national platform for at skabe fremtidens 100 bæredygtige byer, som kan absorbere urbaniseringen.
STIGENDE flytrafik påvirker også luften: Med over 65 millioner passagerer og 441.000 årlige flyvninger er Indira Gandhi International Airport Indiens største lufthavn. flytrafik udleder en markant partikelforurening, da jetbrændstof indeholder 100 gange mere svovl end almindeligt brændstof til biler. Men Indien er også et af få lande, som laver testflyvninger med biobrændsler, og lancerede sidste år national lovgivning om biobrændsel. Indien har også verdens første soldrevne lufthavn.

 

Indiens kamp mod CO2'en

Indien har sat ambitiøse mål for vedvarende energi og har flere tiltag mod grøn omstilling på vej. Danmark støtter den grønne kurs. Indiens Co2-udledning stiger, i takt med at den voksende befolkning bliver mere velstående.

AF MADS MARIEGAARD

INDIENS økonomi vokser hastigt, og det øger energiforbruget på alt fra belysning og transport til madlavning og rumkøling. Landets udfordring er dobbelt: Der skal ikke alene skaffes energi nok til en befolkning på foreløbig 1,3 milliarder mennesker. Det skal samtidig ske med mindst mulig stigning i CO2-udledningen, som bidrager til de globale klimaforandringer.

Et indisk-dansk partnerskab vil effektivisere landets energiforbrug og skabe grønne løsninger inden for belysning, fjernkøling, vandpumper, elbiler og energieffektivitet i bygninger.

Den indiske partner er verdens største energiserviceselskab, Energy Efficiency Services Limited (EESL). Derudover deltager UNEP DTU Partnership, en danskbaseret forsknings- og rådgivningsinstitution, som er etableret i samarbejde mellem FN’s Miljøprogram (UNEP), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Udenrigsministeriet.

Sammen skal de udvikle grønne løsninger, der kan fungere i den større sammenhæng. F.eks. handler det på transportområdet ikke kun om at øge antallet af elbiler og ladestationer, men at indtænke det i den øvrige trafikplanlægning i byerne, der i forvejen lider af pladsmangel. Når det gælder køling af bygninger, skal der kigges på både aircondition og eventuelt utætte vinduer.

EESL og UNEP DTU Partnership har tidligere samarbejdet om at identificere mulige energibesparelser i Indien. Der viste sig at være gode muligheder inden for områder som LED-belysning og energieffektive airconditionanlæg samt vandpumper drevet på solenergi til landbruget.

“Indiens størrelse betyder, at ethvert tiltag potentielt kan få særdeles stor effekt,” siger Gabriela Prata Dias, strategichef for business models and markets i UNEP DTU Partnership. Hun håber, at samarbejdet med EESL også kan kaste viden og erfaringer af sig, som kan bruges andre steder i verden:

“F.eks. har EESL et af verdens mest succesfulde programmer for gadebelysning og belysning i husholdninger. De har anskaffet og distribueret meget store mængder af nye, energisparende LED-lamper. Vi håber at finde ud af, hvordan de præcis har gjort, og om det kan kopieres til andre lande og regioner.” EESL har hidtil distribueret knap 350 millioner LED-lamper.

Hos EESL glæder man sig over det indisk-danske samarbejde.

“Vi er begejstrede for samarbejdet med UNEP DTU og arbejdet med de mangeartede initiativer som energieffektivitet, klimaforandringer, ressourcebevaring gennem forskningsstudier, pilotdemonstrationer og seriøs involvering af stakeholdere i Indien og i udlandet,” siger S.P. Garnaik, chef for EESL’s tekniske afdeling.

FAKTA OM INDIENS CO2-UDLEDNING

Indien er på tredjepladsen over lande, som udleder CO2 (efter USA og Kina). I 2018 steg CO2-udledningen i landet med 4,5 procent fra året før, ifølge det Internationale Energibureau.



Det er et stigende forbrug af fossile brændstoffer, som skaber Indiens øgede CO2-udledning, der stiger, i takt med at den voksende befolkning bliver mere velstående.



Indien per indbygger har dog en meget mindre udledning end den vestlige verden.



Danmark udleder per indbygger mere end tre gange så meget CO2 som Indien.



USA's 325 millioner indbyggere udleder dobbelt så meget som Indiens 1,36 milliarder.



Indiens mål under Paris-klimaaftalen:

  1. at reducere CO2 i økonomien med 33-35 procent under 2005-niveauet inden 2030.
  2. at basere 40 procent af Indiens elkapacitet på ikke-fossile energikilder.
  3. at oprette et “carbon sink” på op til 3 mia. ton CO2 gennem yderligere skov- og træbeplantning inden 2030.

 

Navne – 5 der rykker verden

FOTOS: BYLINE

1. Inger Andersen

I februar udnævnte FN’s generalsekretær, António Guterres, danske Inger Andersen som øverste chef for FN’s Miljøprogram, UN Environment (UNEP). Inger Andersen har mangeårig erfaring fra forskellige FN-organisationer samt fra Verdensbanken, hvor hun i en periode var vicepræsident for Mellemøsten og Nordafrika. De seneste fire år har hun stået i spidsen for omkring 10.000 frivillige ildsjæle i den internationale fredningsorganisation IUCN, hvis formål det er at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de naturlige ressourcer. Og fremover bliver Inger Andersen altså chef for UNEP, hvilket glæder udviklingsminister Ulla Tørnæs: “Hun er en meget kvalificeret kandidat, en meget kvalificeret dansker og en meget kvalificeret kvinde.”

2. Jesper Hyhne

Det undersøgende medie DanWatch har fundet sin nye chefredaktør. Han hedder Jesper Hyhne og kommer fra en stilling som redaktør på P1 Dokumentar. Han mener selv, at jobbet på mange måder er skræddersyet til ham.

“Den form for undersøgende journalistik, som DanWatch laver – altså at holde stater og virksomheder op på deres fine ord på glittet papir og at tvinge dem til at korrigere de fejl, de har lavet – har været en stærk motivation for mig,” siger Jesper Hyhne til mediets hjemmeside.

Den nye chefredaktør har erfaring fra flere DR-afdelinger samt TV 2 Lorry, ligesom han også har undervist på RUC. Han tiltræder stillingen den 23. april.

3. Toke Thomas Høye

Han er blevet kaldt “klimaforskeren, der er bidt af blomster og bier”, og i efteråret blev han prisbelønnet af Danmarks Frie Forskningsråd for idéen om, at maskinlæringskameraer døgnet rundt skal overvåge bestøvning af planter i Grønland. Toke Thomas Høye hedder han, og til daglig er han seniorforsker på Aarhus Universitet.

Som forsker har han udviklet helt nye metoder, der skal gøre det muligt at undersøge klimaforandringernes påvirkning af samspillet mellem planter og bestøvende insekter. Ifølge Globalnyt skal hans feltstudier foregå i Arktis, hvor sådanne klimaforandringer vil være kraftigst.

4. Kasper Moth-Poulsen

En forskningsgruppe fra det svenske Chalmers University of Technology har udviklet en teknologi, der kan lagre solens varme til om vinteren i en særlig væske. Forskningsgruppen ledes af den danske forsker Kasper Moth-Poulsen, som over for DR skitserer, at man med teknologien kan gemme sommerens overflod af solenergi til vinterens mørke og kulde. Og det er banebrydende, når man tænker på, at halvdelen af vores energiforbrug går til varme, forklarer han.

“Det er en gammel drøm at gøre det her. Og vi har formentlig lavet nogle af de bedste molekyler, der nogensinde er lavet til det her formål,” siger Kasper Moth-Poulsen ifølge DR.

Forskerne regner med, at teknologien kan tages i brug inden for fem år.

5. Thomas Prehn

Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, Ungdommens Røde Kors, får en erfaren leder, når den 44-årige Thomas Prehn overtager posten som direktør den 1. april.

Thomas Prehn kommer fra en stilling som transformation lead hos PlanBørnefonden, hvor han har været med til at organisere sammenlægningen af de to organisationer Plan Danmark og Børnefonden. Tidligere har han bl.a. været innovationschef i DR og direktør for MindLab, der fungerede som en tværoffentlig innovationsenhed under Erhvervsministeriet. Hans hovedopgave bliver at skabe flere og nyskabende indsatser for at engagere flere unge i det sociale arbejde, styrke unges mentale sundhed og nedbryde mure i samfundet.

 

Fra IKEA til CARE – ”Hvis man ikke disrupter sig selv, så gør andre det for en”

PORTRÆT
UDVIKLINGSSAMARBEJDE

Det gælder også ngo-branchen. Cares nye direktør for partnerskaber og innovation, Jonas Engberg, vil bygge oven på Cares traditioner ved at hjælpe virksomheder med at skabe bedre forretning, samtidig med at løse verdens store problemer.

AF MARIANNE KRISTENSEN SCHACHT
FOTO :JAKOB DALL

JONAS ENGBERG havde sine betænkeligheder, inden han sagde ja til jobbet som direktør for partnerskaber og innovation i CARE.

Med 12 år på CV’et som bæredygtighedsdirektør i IKEA er Jonas Engberg vant til at have massive muskler i ryggen. Han er også vant til, at ethvert nyt skridt på bæredygtighedsagendaen, som møbelgiganten har taget, har haft kæmpe impact. Hvordan ville det fremover blive? Ville alle de åbne døre, man møder som repræsentant for en global milliardkoncern, pludselig lukke sig? Ville erhvervslivet uden videre stå klar til at være med på ngo’ens nye visioner og agenda for at forene impact og bundlinje?

“Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville savne de muskler, en virksomhed i IKEAs størrelse har. Men jeg har bestemt ikke savnet dem. For dels har CARE ved at være en del af en af verdens største humanitære organisationer, CARE International, også masser af muskler og meget lang erfaring med at skabe bæredygtige løsninger. Dels er der masser af muligheder for at skabe forandring og impact i partnerskaber med både offentlige og private partnere. Vi har fine eksempler på, at der er rigtig gode forretningsmuligheder i at samarbejde med CARE. Og så er jeg overbevist om, at resultaterne kommer til at tale endnu mere for sig selv,” siger Jonas Engberg, der lige inden årsskiftet rykkede sit arbejdsliv fra IKEA til CARE.

All in på klima

Jonas Engberg er trådt ind i CARE i forbindelse med et markant strategiskifte i ngo’en. Ligesom mange andre i ngo-verdenen oplever CARE, at der er behov for at nytænke den traditionelle tilgang til hjælpearbejde og for at fremtidssikre både medlemsopbakning og økonomi.

Derfor har ngo’en besluttet at gå all in på at hjælpe de mennesker, der er hårdest ramt af klimaforandringer. De penge, ngo’en rejser til arbejdet, skal sætte endnu større fodaftryk end hidtil. Det skal ske ved dels at fortsætte arbejdet med at skabe den slags løsninger og hjælp, som CARE er rigtig god til. Og dels skal det ske ved at skabe nye samarbejder med både store virksomheder og nye iværksættere, som sammen kan udvikle løsninger, der kan hjælpe verdens fattigste og mest klimaudsatte.

Allerhelst også helt nye løsninger, hvor CAREs erfaring og viden om behov og forhold i landene bidrager til at føde morgendagens udviklingstech, som efterfølgende kan blive hjulpet ud i verden både gennem CAREs netværk og viden og af de partnere, der inviteres med.

Jonas Engbergs nye chef, administrerende direktør og generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen, udtrykker det således: “Det er jo ikke alene vores 2,5 millioner kroner i Niger, der betyder, at lokalbefolkningen lever på en bedre måde med konsekvenserne af klimaforandringerne. Ligesom vores samlede 100 millioner om året ikke redder denne dagsorden. Men hvis vi kan anvende pengene mere innovativt og dermed skabe endnu større impact, så kan meget forandres,” siger generalsekretæren og uddyber udviklingen: “CARE er en klassisk udviklingsorganisation. Vi klarer os godt, og vi står ikke stille. Men vi kan bruge vores ressourcer bedre ved at innovere. F.eks. er store virksomheder rykket ind på vores traditionelle områder. Derfor er vi nu i gang med at transformere os,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen, der får hjælp til transformationen af stærke kræfter hentet ind udefra, som den tidligere brand- og involveringsdirektør hos Sustainia Henriette Weber og altså Jonas Engberg.

“Hvis man ikke disrupter sig selv, så gør andre det for en. Det gælder alle virksomheder, også ngo-branchen. Alle skal genopfinde sig selv, samtidig med at der er en kæmpe maskine, der skal vedligeholdes. Det minder om en turnaround i de store virksomheder,” siger Jonas Engberg.

Uden at det skal lyde som en kritik af ngo-branchen, så har jeg i min tid i IKEA indimellem savnet en type som mig på ngo’ernes side af bordet.

Jonas Engberg, direktør for partnerskaber og innovation, CARE

Klimavenlig flygtningelejr

På det konkrete plan handler forandringerne om at bygge videre på CAREs erfaringer og at matche det bedste fra ngo-verdenen med nye partneres ideer; ifølge Jonas Engberg meget gerne i kombination med ny teknologi og iværksætteres gode ideer.

Som CAREs samarbejde med den finansielle platform hiveonline om at få især kvinder i Niger på blockchain. Eller CAREs projekt CAMP+, som er verdens første klimavenlige flygtningelejr. Bag CAMP+ står utraditionelle partnere som revisionsselskabet KPMG, Aarstiderne, landskabsarkitekterne SLA og mange andre, der er gået sammen om at begrænse de tunge fodspor, der sættes, når 1,4 millioner flygtninge pludselig rykker ind, som det er sket i bl.a. Uganda. Disse projekter er eksempler på samarbejder, der kan bygge bro mellem behov og løsninger, og som kan skaleres ved hjælp af teknologi. Til fordel for verdens fattigste og for de virksomheder, der er involverede.

BLÅ BOG

  • Født: 1972
     
  • Uddannet Bach TechnSoc fra RUC
     
  • 2006-2018: bæredygtighedsdirektør i IKEA
     
  • Siden dec. 2018: chef for Partnerskaber og Engagement, CARE

Fra filantropi til forretning

“Hvad er det, du kan og skal bidrage med?”

“Vi skal ikke skylle noget, der virker, ud med badevandet. Men uden at det skal lyde som en kritik af ngobranchen, så har jeg i min tid i IKEA indimellem savnet en type som mig på ngo’ernes side af bordet. En, der forstår det forretningsdrevne spor. At det ikke er en modsætning at lave tech-udvikling, der kommer en masse mennesker til gode, og samtidig er en god forretning for virksomhederne,” svarer Jonas Engberg.

Netop erfaringen med at integrere bæredygtighed med forretning er den kernekompetence, han glæder sig mest over at kunne bringe i spil i en ny form hos CARE.

“I erhvervslivet har bæredygtighed ændret sig fra at være filantropi til noget, man har KPI’er for, og som udgør en integreret del af forretningen. Vi kan hjælpe med at skærpe virksomhedernes forretning ved at invitere dem endnu længere indenfor og være med til at udvikle nye løsninger,” siger han.

 

Apropos – Jorden er rund – kan du også se det?

spørger Kaja Lilleng - en af nordens markante profiler i at investere i en bedre verden: ”størstedelen af mine medinvestorer og -iværksættere fra 00'erne ser de største problemstillinger og derfor også de største forretningsmuligheder i de enorme samfunds- og miljømæssige udfordringer.”

AF KAJA LILLENG
ILLUSTRATION: KHALID ALBAIH

“HVAD får dig ud af sengen om morgenen?” Jeg blev stillet dette spørgsmål, da jeg var en del af et panel om impact-investering for et par uger siden. Det er et hyppigt spørgsmål: Hvad giver mig lysten til at arbejde med impact-investering?

Kort fortalt er impact-investeringer investeringer foretaget i profitorienterede virksomheder, der løser samfunds- og/eller miljømæssige udfordringer. Impact-orienterede virksomheder og investeringer giver i min verden intuitiv god mening. Så når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg mener det, bliver jeg altid en smule forbløffet. Det er det samme som at blive spurgt: Hvorfor er jorden rund?

Herfra kan diskussionen gå to veje: Enten taler jeg med nogen, som ved, at jorden er rund, eller også skal jeg argumentere for, hvorfor den ikke er flad. Og det interessante er, at de fleste mennesker stadig handler ud fra, at den er flad, og at udbytte og samfunds- og/eller miljømæssig effekt er modsætninger.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor det forholder sig sådan, og det bunder tydeligvis i to fundamentalt forskellige perspektiver på virksomheders rolle og formål i forhold til samfundet og miljøet. Det ene perspektiv ser spændinger og udbytte, det andet ser positiv indbyrdes afhængighed og synergi.

Jeg bruger Milton Friedman som reference til at forklare, hvad jeg mener med denne fundamentale forskel på perspektiverne (tillad mig at eksponere min indre akademiker i et afsnit):

Indtil midten af 1990’erne var den generelle opfattelse blandt økonomer, at virksomheders eneste ansvar var at skabe overskud for at øge værdien for investorerne. Denne traditionelle model for virksomheders overskudsmaksimering benævnes ofte Friedmandoktrinen. Ud fra denne tilgang bliver samfundsmæssige problemstillinger omtalt som såkaldte eksternaliteter. Disse eksternaliteter opstår i den virksomhed, der genererer samfunds- og miljømæssige omkostninger (såsom forurening), som den ikke behøver at stå til ansvar for. Det skyldes, at virksomheden overfører eksternaliteter og ansvar til forskellige interessenter i samfundet. Denne brede tilgang adskilte effektivt samfunds- og miljømæssige betragtninger fra den økonomiske tankegang frem til midten af 1990’erne, hvilket gav institutioner som regeringer og ngo'er ansvaret for at løse samfundsmæssige problemer.

Trade-off-tankegang er passé

Denne snævre opfattelse af kapitalisme muliggør ikke et perspektiv, der tilgodeser den tydelige synergi og indbyrdes afhængighed mellem virksomheders formål og deres omgivelser. Selvom den økonomiske tankegang har udviklet sig de sidste årtier, er det tydeligt, at de nuværende perspektiver stadig er farvede af denne “trade-off”-tankegang. Det kan ses i den måde, hvorpå investorer automatisk ligestiller håndteringen af samfunds- og miljømæssige udfordringer med filantropi. Eller virksomheder, der adskiller deres CSR-aktiviteter fra kernestrategier i virksomheden. Også i iværksætterkredse hersker stadig en tankegang som reflekterer at ”først tjener vi penge, så donerer vi til velgørenhed”.

Forskellen på verdensanskuelser er således også præget af ens generation. Det naturlige, åbenbare syn på, hvordan positiv effekt og overskud kan sameksistere, ses især i de yngre generationer i dag. Det giver god mening: Først og fremmest opstår virksomheder altid på baggrund af et behov eller forsæg på at løse et problem. De problemer, du ser, afhænger af, hvad der har præget din opvækst samt din adgang til viden og globale nyheder. Det er derfor ingen overraskelse, at størstedelen af mine medinvestorer og -iværksættere fra 00’erne ser de største forretningsmuligheder i de enorme samfunds- og miljømæssige problemer, vores generation står over for.

Det forklarer også den markante stigning i impact-orienterede opstartsvirksomheder og investorer, samt hvorfor tiltrækning og fastholdelse af talenter er mere og mere afhængig af en virksomheds formål og impact på samfund og miljø. I mine øjne er det en hurtigtvoksende risiko - og ikke mindst en tabt mulighed for virksomheden -, hvis man ikke medvirker til et positivt impact. Hvis de seneste skoledemonstrationer rundtom i verden er en indikator vil generationen efter mig således have en endnu mere kompromiløs forventning til virksomheder og investorer (en hilsen til Greta Thunberg).

Hvis du stadig er en af dem der sammenligner samfunds- og miljømæssig impact med omkostninger, filantropi eller blot god branding, er mit håb at du også snart vil indse at jorden faktisk er rund.

Oversat af Sarah Helene Larsen

 

Nyt fra Asiatisk Plads

Aktuelt

  • Bidrag til FN’s miljøprogram:
    Det er en prioritet for regeringen, at der sikres en effektiv international miljøindsats, og FN har vurderet, at det især er på miljødelen af verdensmålene, der mangler fremskridt. Derfor har regeringen valgt at øge sit bidrag til FN’s Miljøprogram (UNEP), hvormed det udgør 30 mio. kr. i 2019.
     
  • Klimatopmøde i New York:
    FN’s generalsekretær har bedt Danmark om at påtage sig en ledende rolle frem mod klimatopmødet i New York 23. september 2019. Konkret skal Danmark lede indsatsen med at fremme global omstilling af energisektoren til bæredygtig energi. Særligt investeringer i ren energi i både vækstøkonomier og de mindst udviklede lande vil få en fremtrædende rolle.
     
  • Syrien og nærområderne:
    Der er givet dansk tilsagn om 675 mio. kr. til at imødekomme de akutte behov i Syrien og nærområderne. Tilsagnet er fordelt med 350 mio. kr. til humanitære bidrag og 325 mio. kr. til udviklingsindsatser. Af de 350 mio. kr. til humanitære bidrag er der allerede udmøntet 54,4 mio. kr. gennem danske partnere, og nu fordeles yderligere 90 mio. kr. til akutte humanitære indsatser i hele Syrien. Det omfatter bl.a. nødhjælp og sikring af basale ydelser til særligt sårbare grupper, herunder internt fordrevne.
     
  • Samarbejde med Indien om havvind:
    Danmark og Indien har i marts underskrevet et treårigt myndighedssamarbejde, hvor Energistyrelsen skal understøtte de indiske myndigheder i at igangsætte og udvikle den indiske sektor for havvind. Samarbejdet er en del af ordningen for ”myndighedssamarbejde”, hvor danske fagministerier og udsendte vækstrådgivere på ambassaderne bidrager til at skabe bedre rammebetingelser for bæredygtig udvikling.
     
  • Trosfrihed og ligestilling:
    På dansk initiativ blev der i marts lanceret et etårigt ekspertprojekt om positive synergier mellem religions- og trosfrihed og ligestilling med brug af FN’s verdensmål. Projektet sker i samarbejde med Norge, FN’s specialrapportør for religions- og trosfrihed, FN’s befolkningsfond, Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) og Dansk Institut for Menneskerettigheder. Projektet samler eksperter fra både nord og syd samt fra forskellige trossamfund såvel som ikketroende.
     
  • Menneskerettigheder: Som et led i Danmarks styrkede indsats for civilsamfundets råderum har udviklingsminister Ulla Tørnæs bevilget støtte til beskyttelse af kvindelige menneskerettighedsforkæmpere. Støtten på 7,15 mio. kr. vil gå til organisationen Front Line Defenders, der bl.a. tilbyder akut beredskab til kvindelige aktivister under pres.
     
  • Dansk klimafinansiering:
    Udenrigsministeriet offentliggjorde i februar rapporten Danmarks klimafinansiering 2017. Heri fremgår det, at Danmark i 2017 bidrog med 4,6 mia. kr. til klimafinansiering i udviklingslandene. Dermed leverer Danmark tre år før tid et markant bidrag på løftet fra Paris-aftalen om, at de udviklede lande årligt skal mobilisere 100 mia. dollar til udviklingslandene i klimafinansiering fra 2020 til 2025. Det danske bidrag består både af offentlig udviklingsbistand og klimafinansiering gennem multilaterale udviklingsbanker og den private sektor.
     
  • Viden om udviklingssamarbejdet:
    Danskerne bakker overordnet op om udviklingssamarbejdet og tror på, at det gør en positiv forskel. Men kendskabet er generelt lavt, og mange tvivler på, at der er styr på pengene. Unge kender verdensmålene bedst. Det fremgår af rapporten Hjælp til selvhjælp – Danskernes kendskab og holdninger til det danske udviklingssamarbejde – 2018, som analyse- og kommunikationsbureauet Advice har udarbejdet for Udenrigsministeriet.

Få flere nyheder på www.um.dk.

Evalueringer

  • Evaluering af dansk støtte i Uganda:
    Danmark har støttet vand-, sanitets- og miljøprogrammer i Uganda med tæt på 2 mia. kr. i perioden 1990-2017. Den danske støtte er bredt anerkendt som et flagskib for dansk bilateral støtte til vand og sanitet og er derfor særligt interessant at evaluere. Den danske indsats – især i de tidlige år – får masser af roser i evalueringen, der dog også advarer om, at de fornemme resultater, der er opnået, er truede.

Find rapporten på www.evaluering.um.dk.

Fremblik

AF REDAKTIONEN

3. MAJ
verdens dag for pressefrihed

FN-organisationen UNESCO fejrer 3. maj den internationale dag for pressefrihed i næsten 100 lande. Årets primære fejring foregår i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, i samarbejde med landets regering og Den Afrikanske Unions kommission. Temaet er i år Media for Democracy: Journalism and Elections in Times of Disinformation.

7. MAJ
Modeindustrien til debat

Er bæredygtighed og mode to modstridende begreber? Og hvem har ansvaret for at forene dem – forbrugerne, modeindustrien eller politikerne? De spørgsmål rejses ved et debatarrangement på Geologisk Museum i København. Arrangør er Statens Naturhistoriske Museum. Arrangementet begynder kl. 19, og billetter fås via billetto.dk.



14. MAJ
Fodbold for verdensmålene

Området ved BLOX-bygningen i København danner ramme om Global Goals World Cup – en alternativ foldboldturnering for kvinder, hvor hvert hold advokerer for et af FN’s 17 verdensmål. Foruden fodbold vil der være musik, mad og talks. Organisationen Eir Soccer står bag turneringen. Arrangementet er gratis, både for deltagere og tilskuere.

15. MAJ
Virksomheder og bæredygtighed

Hvilke redskaber skal virksomheder bruge for at arbejde mere målrettet med bæredygtighed? Det er et af temaerne på en konference om verdensmålenes potentiale i den private sektor. Begivenheden foregår i Industriens Hus i København og er arrangeret af to projekter i regi af Dansk Industri og FN’s udviklingsprogram (UNDP).

31. MAJ-1. JUNI
Verdensbilleder i Aarhus

Todages festival i Aarhus med kulturelle, gastronomiske og rejserelaterede indslag og oplevelser fra alverdens lande. Festivalen, som har navnet Verdensbilleder, sætter i år fokus på FN’s verdensmål. På Store Torv og Lille Torv vil virksomheder, organisationer og foreninger præsentere deres bud på, hvordan verdensmål kan blive til hverdagsmål.

31. MAJ-1. JUNI
Folkemøde på Bornholm

I Allinge på Bornholm samler Folkemødet hvert år mennesker i alle aldre til en hyldest af det danske demokrati og fællesskab. Årets udgave står i verdensmålenes tegn. Foreningen Folkemødet har bedt alle arrangører tage stilling til, hvordan FN’s 17 verdensmål kan implementeres i deres aktiviteter og deltagelse på Folkemødet.

Annonce: Ranum Efterskole College (www.ranumefterskole.dk)


Kolofon

Titel:
360° – Verden i Udvikling

Undertitel:
Nr. 2 · april 2019

Resumé:
Den islamistiske terrorgruppe Islamisk Stat har lidt nederlag i Mellemøsten – men til gengæld breder gruppen og andre islamistiske terrorgrupper sig i Nigeria og andre afrikanske lande. Landets sikkerhed står højt på Danmarks og EU's dagsorden, også for at forhindre, at strømmen af migranter med kurs mod Europa stiger.

Og en styrket indsats og målrettede love kan give gevinst: Det viser udviklingen i Jordan, hvor antallet af æresdrab er faldet drastisk, efter at en ny lovgivning giver hårdere straffe til gerningsmænd.

Tag også med Magasinet 360° til Rusland, hvor aktivister har vundet over det russiske system. En biolog samlede lokale beboere og reddede en skov i Perm. Ruslands skove er ikke kun et nationalt anliggende: Fældningen af dem puster til den globale opvarmning.

Aktivister gør sig også gældende i Cuba, hvor de som noget nyt bruger sociale medier til at mobilisere folk efter naturkatastrofer. Læs om internetrevolutionen i et af verdens mest lukkede lande.

Saudi-Arabien oplever en anden form for revolution: Efter 40 års forbud er de første biografer netop åbnet. Filmkunsten har været et farligt stedbarn, men nu åbner nye døre sig. Mød nogle af dem, der vil tegne fremtiden – og måske bearbejde fortiden.

Få en update på nye partnerskaber: Google støtter global krisejournalistisk. Og få et indblik i nye, bæredygtige ideer: En dansk opfinder bruger drager til at lave bæredygtig energi.

Følg med nogle af Danmarks bedste fotografer ud i verden: Marie Hald har mødt kvinder, der er strandet i Niger på flugt fra menneskehandlere og sexslaveri.

God læselyst.

Abonnement
360° Danmarks globale magasin sendes gratis i Danmark, Færøerne og Grønland.
Magasinet udkommer fem gange årligt.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk – tlf. 43 22 73 00
Følg os på facebook.com/magasinet360grader
Følg os på instagram.com/magasinet360grader

Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk

Næste nummer:
11. juni 2019

Noter:
Artikler i 360° udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Copyright:
Udenrigsministeriet

Redaktion:
Indholdsredaktør: Louise Stigsgaard Nissen, lousni@um.dk, 33 92 07 09
Digital redaktør: Janne Louise Andersen, jannan@um.dk, 33 92 05 96
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Malene Bøgeskov, souschef, (koM). Public Diplomacy, kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet.

Anden bidragyder:
AbleDocs ApS (HTML udgave)
Lene Jensen (Korrektur)
Esben Niklasson (Grunddesign)
Datagraf Communications (Layout)
Bording A/S (Tryk)

Annoncesalg:
Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 29 33 66 06

Kontakt- og klagemuligheder:
Skriv til redaktionen på lousni@um.dk.
Det er også muligt at indgive en klage – dog senest 12 uger efter udgivelsesdatoen – til Pressenævnet på sekr@pressenaevnet.dk.

Sprog:
dan

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/360apr19/index.html

ISSN nr. Trykt version:
2596-4070

Version:
1.0

Versionsdato:
2019-04-29

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, png, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

Top

Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 2 · april 2019".
Version nr. 1.0 af 29-04-2019
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360apr19/index.html