VEJLEDNING OM GØDSKNINGS- OG HARMONIREGLER
6. Leverandører, forarbejdnings- og forbrændingsanlæg
6.1 Leverandører af handelsgødning
Hvis din virksomhed er tilmeldt Register for Gødningsregnskab og du afsætter handelsgød-ning til andre virksomheder, skal du oplyse Plantedirektoratet om, hvem du har leveret gødning til. Du kan få flere oplysninger og vejledning til, hvordan du indberetter videresalg af handelsgødning på Plantedirektoratets hjemmeside (www.pdir.fvm.dk/Leverandoerregister).
Du skal senest den 1. september 2010 oplyse os om, hvem du har leveret gødning til i planperioden 2009/10. Hvis du afsætter handelsgødning til virksomheder uden for Register for Gødningsregnskab, skal du betale kvælstofafgift hos SKAT.
Hvis din virksomhed ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal du kun oplyse om den gødning, du har leveret til tilmeldte virksomheder. Vi skal have oplysning om:
- Modtagerens CVR-nr.
- Typen af gødning
- Samlede mængde af gødning
- Det totale indhold af kvælstof
Handelsgødningen regnes for afsat i planperioden, hvis den er faktureret inden for perioden (1. august 2009 til 31. juli 2010). Den fysiske levering kan godt ske på et andet tidspunkt.
Vi fortrykker automatisk den modtagne handelsgødning i dit gødningsregnskab. Her vil eventuelt afsat handelsgødning også være trukket fra den modtagne mængde.
Kvælstofafgift
Hvis modtager af handelsgødningen er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal der ikke betales kvælstofafgift af den afsatte mængde.
Hvis du afsætter gødningen til en privatperson eller en virksomhed, der ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal der betales 5 kr. pr. kg N. Afgiften skal betales til den lokale skatteregion senest den 15. i måneden efter den måned, hvor handelsgødningen er faktureret. Hvis du har spørgsmål til betaling af afgift, skal du kontakte SKAT i Skive.
6.2 Leverandører af anden organisk gødning
Virksomheder, der leverer anden organisk gødning til virksomheder, der er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal registreres som leverandører i Plantedirektoratet. Senest 1. september 2010 skal leverandøren indberette til Plantedirektoratet, hvem der er afsat anden organisk gødning til i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Indberetningen skal indeholde oplysninger om:
- Modtagernes CVR-nr.
- Typen af anden organisk gødning
- Mængden af anden organisk gødning
- Det totale indhold af kvælstof.
Hvis din virksomhed leverer anden organisk gødning, som kan kategoriseres som affald i henhold til ”Slambekendtgørelsen”, skal du kun oplyse om leverancer, som ikke tidligere er indberettet i det elektroniske indberetningssystem for slam på www.virk.dk.
6.3 Biogasanlæg
Et biogasanlæg er et teknisk anlæg, der ud fra husdyrgødning og andre gødningsprodukter producerer afgasset biomasse. Anlægget kan modtage gødningen fra en eller flere producenter.
Hvem skal indberette om leverancer af afgasset biomasse: Betegnelsen ’biogas- og fællesanlæg’ er udeladt i teksten. I stedet er der henvist til biogasanlæg, der samtidig er tilmeldt Register for Gødningsregnskab og biogasanlæg, der ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab. Udeladelsen medfører ikke en realitetsændring.
Hvis din virksomhed er tilmeldt Register for Gødningsregnskab og samtidig har et biogasanlæg, skal du oplyse om dine leverancer via gødningskvitteringen (B1-aftaler) i forbindelse med indberetning af din virksomheds gødningsregnskab.
Hvis din virksomhed ikke driver landbrug og dermed ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal du oplyse Plantedirektoratet om mængden af modtaget og afsat kvælstof. Du kan få flere oplysninger om, hvordan du opretter og indberetter for din virksomhed på Plantedirektoratets hjemmeside (www.pdir.dk). Oprettede leverandører modtager en indkaldelse i juli 2010.
Brug af analyse til fastsættelse af kvælstofindhold i den afgassede biomasse: Mængden af kvælstof i den afgassede biomasse skal bestemmes ud fra indgangsmaterialet.
Biogasanlæg, der afsætter afgasset biomasse, kan alternativt få indholdet af kvælstof i afgasset biomasse bestemt ved analyseprøver. Det betyder, at biogasanlæg, der bruger al afgasset biomasse på egen bedrift, ikke må benytte analyser. Her skal virksomheden benytte normtal for den husdyrgødning der tilgår anlægget.
Analyseprøver og udnyttelsesprocent af afgasset biomasse:Biogasanlæg, der afsætter afgasset biomasse, kan få indholdet af kvælstof i afgasset biomasse bestemt ved analyse af repræsentative prøver foretaget mindst én gang inden for planperioden, hvor gødningen skal anvendes. F.eks. kan man tage fem prøver fra fem lagertanke med afgasset biomasse og benytte gennemsnitsresultatet af de fem prøver til at bestemme indholdet af kvælstof til alle de virksomheder, der modtager afgasset biomasse i den planperiode, hvor analysen er foretaget.
Udnyttelsesprocenten for den afgassede biomasse beregnes som et vægtet gennemsnit af udnyttelsesprocenterne for indgangsmaterialet.
Videregivelse af afgasset biomasse
Biogasanlæg, der ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, der videregiver afgasset biomasse, skal senest den 1. september 2010 oplyse Plantedirektoratet om, hvem de har leveret til i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Det gælder også, når leverancen er sket gennem tredjemand. Du skal oplyse om:
- Modtagerens CVR-nr.
- Typen af gødning
- Antal dyreenheder, det totale indhold af kvælstof og udnyttelsesprocent
- Mængden af gødning.
Modtagelse af gødning til biogasanlæg
Senest den 1. september 2010 skal du give Sektor for Miljø besked om, hvem du har modtaget husdyrgødning fra i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Det gælder også, når leverancen er sket gennem tredjemand. Du skal oplyse om:
- Afsætterens CVR-nr.
- Typen af gødning
- Antal dyreenheder, det totale indhold af kvælstof og udnyttelsesprocent (kan oplyses)
- Mængden af gødning.
For modtaget anden organisk gødning skal du oplyse:
- Afsætterens CVR-nr.
- Typen af gødning
- Det totale indhold af kvælstof
- Mængden af gødning.
Ved modtagelse af husdyrgødning eller anden organisk gødning fra andre, der ikke er tilmeldt registret, skal du kun oplyse om typen og mængden af den gødning, der samlet er modtaget.
6.4 Forarbejdningsanlæg
Et forarbejdningsanlæg er et teknisk anlæg, der fra husdyrgødning og andre gødningsprodukter producerer forarbejdet husdyrgødning. Forarbejdet husdyrgødning er produkter fra et forarbejdningsanlæg (dog ikke afgasset biomasse medmindre der sker en forarbejdning efterfølgende).
Senest når du tager et anlæg i brug, skal du anmelde det til Plantedirektoratet, Sektor for Miljø med oplysning om:
- Dit CVR-nr.
- Dit navn og adresse
- Anlæggets forarbejdningsproces og -kapacitet.
Videregivelse af forarbejdet husdyrgødning
Hvis din virksomhed samtidig er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal du fortælle om til- og afgang af gødning via gødningskvitteringer (B1-aftalen) i dit gødningsregnskab.
Hvis dit anlæg ikke er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, vil du blive tilmeldt som leverandør af forarbejdet husdyrgødning når anlægget registreres. Du skal derefter én gang årligt indberette til Plantedirektoratet, hvem du har modtaget og leveret gødning til. Du vil modtage en indkaldelse i juli 2010.
Indberetningsfristen er den 1. september 2010. Du skal oplyse os om, hvem du har videregivet gødning til i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Det gælder også, når leverancen er sket gennem tredjemand. Du skal oplyse om:
- Modtagers CVR-nr.
- Typen af gødning
- Antal dyreenheder, det totale indhold af kvælstof og udnyttelsesprocent
- Mængden af gødning.
Det totale indhold af kvælstof og udnyttelsesprocenten beregnes af producenten ud fra indgangsmaterialet og ud fra sammensætningen af de forarbejdede produkter.
Til beregning af dyreenheder skal forarbejdningsanlægget kunne gøre rede for, at forholdet mellem kg N og DE i den samlede afsatte gødning svarer til forholdet i de modtagne mængder. Modtagere af fraktioner fra et forarbejdningsanlæg kan modtage forskellige typer fraktioner med forskellige forhold mellem kg N og DE.
Hvis anlægget videregiver forarbejdet husdyrgødning til virksomheder/private, der ikke er tilmeldt registret, skal der betales kvælstofafgift af den solgte eller afsatte mængde. Afgiftspligten begynder, når den forarbejdede husdyrgødning gives videre i pakninger på 50 kg eller derunder. Der skal ikke betales afgift, hvis det totale indhold af kvælstof i gødningen er under 2 pct. af gødningens samlede vægt. Afgiften betales til SKAT, som sender et girokort til dig. Du kan få mere information på SKAT’s hjemmeside www.skat.dk eller hos SKAT i Skive.
Husk at den forarbejdede husdyrgødning skal være anmeldt og deklareret til Plantedirektoratet, Sektor for Foder- og Gødningsstoffer inden den kan sælges til private.
Modtagelse af husdyrgødning
Senest den 1. september 2010 skal du give Sektor for Miljø besked om, hvem du har modtaget husdyrgødning eller anden organisk gødning fra i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Det gælder også, når leverancen er sket gennem tredjemand. Du skal oplyse:
- Afsætters CVR-nr.
- Typen af gødning
- Antal dyreenheder, det totale indhold af kvælstof og udnyttelsesprocent (kan oplyses)
- Mængden af gødning.
Ved modtagelse af husdyrgødning fra virksomheder/private, der ikke er tilmeldt registret, skal du kun oplyse om typen og mængden af den gødning, der samlet er modtaget.
Andre bestemmelser
Både forarbejdningsanlæg og produkterne, der afsættes fra forarbejdningsanlæg, skal opfylde regler, fastsat af de veterinære myndigheder. Vær særligt opmærksom på bestemmelser om hygiejnisering, og at du skal anmelde dit anlæg til din lokale fødevareregion.
Derudover kan der på jordbrugsvirksomheder med husdyrhold, hvor der etableres et gylleseparationsanlæg, gives dispensation fra landbrugslovens arealkrav. Du kan få mere at vide hos FødevareErhverv www.ferv.fvm.dk.
6.5 Forbrændingsanlæg
Et forbrændingsanlæg for husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning er et teknisk anlæg, der ved forbrænding omdanner husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning til varmeenergi, røggasser og forbrændingsaske.
Et forbrændingsanlæg kan være et centralt anlæg, der er etableret og drevet alene med henblik på forbrænding. Foruden forbrænding af husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning kan et centralt anlæg være indrettet og drevet med henblik på forbrænding af andre affaldstyper, f.eks. slagteriaffald, spildevandsslam mv.
Et forbrændingsanlæg kan også være etableret hos en jordbrugsvirksomhed, der er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, med henblik på forbrænding af virksomhedens egen produktion af husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning.
Afbrænding af husdyrgødning og fraktioner af husdyrgødning skal efter miljølovgivningen altid foregå i anlæg, der specifikt er godkendt til den type af forbrænding (Miljøstyrelsens bekendtgørelse om anlæg der forbrænder affald).
Med hensyn til mulige konsekvenser for arealkravet henvises til Miljøministeriets Bekendtgørelse om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage mv.
Modtagelse af husdyrgødning/forarbejdet husdyrgødning på centrale forbrændingsanlæg
Centrale forbrændingsanlæg, der modtager husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, skal senest 1. september 2010 give Plantedirektoratet, Sektor for Miljø besked om, hvem anlægget har modtaget husdyrgødning mv. fra i perioden 1. august 2009 til 31. juli 2010. Det gælder også, når leverancen er sket gennem tredjemand. Forbrændingsanlægget skal oplyse om:
- Afsætters CVR-nr.
- Typen af gødning
- Det totale indhold af kvælstof og DE
- Mængden af gødning.
Afbrænding på eget gårdanlæg
Hvis du etablerer et forbrændingsanlæg på din egen jordbrugsvirksomhed (gårdanlæg), vil du i gødningsregnskabet kunne fratrække kvælstofmængden i husdyrgødningen eller den forarbejdede husdyrgødning, hvis følgende kontrolbetingelser er opfyldt:
- Forbrændingsanlæggets varmevekslerdel skal være forsynet med en energimåler, der kan måle den producerede varmeenergi i kWh. Energimåleren skal være kalibreret af et institut, der er akkrediteret hertil.
- I perioder, hvor der sker afbrænding på anlægget, skal du hver dag ajourføre en oversigt (driftsrapport), hvor du skal notere mængde og type af husdyrgødning eller forarbejdet husdyrgødning, som afbrændes. Endvidere skal du hver dag aflæse energimåleren og notere visningen i oversigten. Oversigten skal være påført navn og planperiode.
- Hver gang du skiller dig af med lageret af forbrændingsaske, skal du udtage en repræsentativ prøve til myndighedskontrol af asken på mindst 100 g. Du skal påføre dato for prøveudtagning på kontrolprøven. Samtidig skal du veje den samlede mængde aske, inden du skiller dig af med den. Du skal gemme prøven og dokumentation for vejning af den samlede askemængde på din virksomhed i mindst fem år.
Behandling af forbrændingsasken
Både centrale forbrændingsanlæg og gårdanlæg skal overholde regler for opbevaring og bortskaffelse af forbrændingsasken, der er fastsat af miljømyndighederne. Du skal være opmærksom på, at hvis asken er tiltænkt jordbrugsformål, må den udelukkende bestå af aske fra forbrændt husdyrgødning, og anvendelsen skal følge slambekendtgørelsens regler.
Opbevaring af aske fra forbrænding af husdyrgødning kan ske uden tilladelse på brugers virksomhed (miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 eller § 19), hvis det sker på et overdækket opbevaringsanlæg (se om reglerne hos Miljøstyrelsen www.mst.dk)
Hvis du videreleverer forbrændingsasken helt eller delvist som handelsgødning, skal du forinden have deklareret gødningen hos Plantedirektoratet, Sektor for Foder- og Gødningsstoffer, og du skal indberette til Plantedirektoratet, Sektor for Miljø, hvilke virksomheder, du har leveret gødningen til samt mængde og type.
| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |
Denne side er 7 af 11 til publikationen "VEJLEDNING OM GØDSKNINGS- OG HARMONIREGLER".
Version nr. 1.0 af 14-09-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/978-87-7083-418-6/index.htm
© Plantedirektoratet 2009
