Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder samt reservation af midler til fastholdelse og pleje

Tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder

Du kan søge om tilskud til fastholdelse, der kompenserer for indkomsttab og for de restriktioner, som permanent kommer til at hvile på arealerne. Derudover er det muligt at søge om tilskud til pleje.

Tilskuddet til kompensationen for de varige restriktioner gives i form af en 20-årig aftale om fastholdelse. Tilskuddets størrelse afhænger af arealernes forhistorie, - varierende fra 300 kr./ha til 3.500 kr./ha.

Tilskud til pleje gives for en forpligtigelse til afgræsning, afgræsning/slæt eller afpudsning/udtagning. Tilskuddet gives i 5 år og varierer fra 200 kr./ha til 1.400 kr./ha.

I forbindelse med ansøgning om tilskud til anlæg af vådområde skal du oplyse, om det forventede behov for tilskud til fastholdelse og pleje af vådområdet. FødevareErhverv reserverer midler til dette. De enkelte lodsejere skal efterfølgende søge om dette tilskud hos FødevareErhverv, der udfærdiger et tilsagn.

Husdyrtryk

Det er en betingelse for at få tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder, at man som følge af vådområdeprojektet ikke påbegynder at gøre brug af undtagelsesreglen i nitratdirektivet. Hvis man allerede gør brug af undtagelsesbestemmelsen, er det en betingelse for at få tilskud, at projektet ikke medfører en stigning af husdyrgødningsmængden på bedriftens øvrige arealer. (Undtagelsesreglen i nitratdirektivet betyder bl.a. at landbrugsbedrifter med et husdyrhold bestående af mindst 2/3 kvæg under visse forhold må udbringe husdyrgødning op til 2,3 dyreenheder/ha.)

Det betyder i praksis, at hvis man ikke gør brug af undtagelsesreglen, er dette heller ikke muligt i de tre første tilsagnsår, og ligeledes hvis man gør brug af undtagelsesreglen, så må man ikke øge mængden af udbragt husdyrgødning/ha på bedriften i de tre første tilsagnsår. Se eventuelt bekendtgørelsen på retsinformation under https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=115613 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder.

 

| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |

Denne side er kapitel 13 af 20 til publikationen "Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder samt reservation af midler til fastholdelse og pleje".
Version nr. 1.0 af 04-02-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/978-87-7083-348-6/index.htm
© FødevareErhverv 2009