Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder samt reservation af midler til fastholdelse og pleje

2009






Publikationsforside

Hele publikationen i PDF-format [249 kB]

Indholdsfortegnelse

Formålet med tilskudsordningen

Eksempler på vådområdeprojekter

Prioritering

Tilskudsberettigede udgifter

Tilladelser fra offentlige myndigheder

Forpligtigelse til information

Tinglysning af servitutter

Udbetaling af tilskud

Nedsættelse af de tilskudsberettigede udgifter

Projektrapport

Ændring

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

Tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder

Jordfordeling og erstatningsjord

Lovhjemmel

Ansøgning

Sagsgang

Udbudsbetingelser

Brug af data i ansøgningsskemaet

Udfyldelse af ansøgningsskema

Bilag

Kolofon

Ved download af publikationen i HTML eller PDF, klik med højre museknap på linket og vælg "Gem destination som…". Vælg dernæst stedet på din computer, hvor du vil gemme filen.
PDF er et printvenligt format. For at læse og printe publikationen i dette format, skal du have en "PDF-læser" som f.eks. Adobe Reader eller Foxit Reader installeret på din computer. Disse programmer kan du hente gratis på producenternes hjemmeside.

FødevareErhverv
Nyropsgade 30
1780 København V
Tlf.: 3395 8000
Fax: 3395 8080
E-mail: dffe@dffe.dk
Websted: http://www.ferv.fvm.dk






Formålet med tilskudsordningen

Som led i realisering af Vandmiljøplan III (VMP III) skal ordningen bidrage til at beskytte og forbedre vandmiljøet og naturforholdene ved at reducere kvælstof- og fosforudledning til vandmiljøet og reducere brugen af plantebeskyttelsesmidler. Målet er en reduktion af kvælstofudledningen med 400 tons/år inden udgangen af 2009 ved genetablering af vådområder.

Vådområdeprojekterne skal som nævnt bidrage til at beskytte og forbedre vandmiljøet og naturforholdene og skal ud over at reducere kvælstof- og fosforudledningen og brugen af plantebeskyttelsesmidler også bidrage til at bevare og fremme den biologiske mangfoldighed.

Vådområder, der bliver etableret under denne ordning, skal varigt henligge som vådområde. Dette sikres ved, at der pålægges deklaration om vådområde på arealerne.

Du skal opfylde en række betingelser for at få tilskud:

  1. Projektområdet skal på ansøgningstidspunktet ligge inden for SFL-områder. Dog kan en mindre del af projektområdet være beliggende uden for, når særlige forhold taler for det.
  2. Du skal godtgøre, at projektet vil medføre, at der netto fjernes mindst 100 kg kvælstof pr. ha pr. år inden for projektområdet, beregnet som den gennemsnitlige forøgede denitrifikation[1] pr. ha inden for projektområdet plus den reduktion i kvælstofudvaskningen fra projektområdet, der følger af, at den jordbrugsmæssige anvendelse ændres eller ophører.
  3. Du skal godtgøre, at projektet bidrager til at reducere fosfortilførslen til vandmiljøet.
  4. Du skal godtgøre, at projektet vil få en positiv effekt på det vilde plante- og dyreliv i projektområdet.
  5. Du skal godtgøre, at projektet gennemføres ved etablering af naturlige hydrologiske processer[2].
  6. Du skal godtgøre, at projektet ikke medfører en nettoudvaskning af okker fra projektområdet.

Tilskud til anlæg af vådområder kan omfatte projekter, hvor et eller flere af kriterierne fra punkt 2-5 ikke er opfyldt, når FødevareErhverv vurderer, at de øvrige kriterier opvejer projektets effekt i forhold hertil. Bemærk dog, at et projekt skal medføre kvælstoffjernelse og ikke må have negativ effekt i forhold til fosforudledning. Projektets samlede effekt på det vilde plante- og dyreliv må heller ikke være negativ.


[1] Bakteriel omdannelse af nitrat (NO3-) til en kvælstofform, hvor slutproduktet er frit kvælstof (N2).

[2] Ved naturlige hydrologiske processer menes, at vandet løber frit, og at der ikke indgår tekniske foranstaltninger som pumper eller lignende.






Eksempler på vådområdeprojekter

Som eksempler på projekttyper som kan støttes i forbindelse med Vandmiljøplan III kan nævnes:

Projekterne kan f.eks. indeholde:


[3] Sedimentationsdamme er lavvande søer, hvor vandet har en stor opholdstid, og hvor faste partikler vil bundfældes.

FødevareErhverv vil i nødvendigt omfang gøre brug af eksterne eksperter ved vurdering af ansøgningerne.






Prioritering

FødevareErhverv har for 2009 fastlagt 3 ansøgningsrunder, så ansøgninger indsendt forud for en ansøgningsfrist kan prioriteres indbyrdes om nødvendigt. Årets bevilling fordeles i 3 rater til brug for de 3 ansøgningsrunder. Projekter, beliggende indenfor områder, som i medfør af planlægningsloven er udpeget som potentielt egnede vådområder, bliver prioriteret højest. FødevareErhverv kan vælge at fremrykke brugen af midler fra 2. eller 3. ansøgningsrunde til 1. eller 2. ansøgningsrunde, hvis og kun hvis de ansøgte projekter er beliggende indenfor disse områder. Større projekter eller projekter, som skaber sammenhæng mellem eksisterende projekter eller naturområder, vil ligeledes blive prioriteret højt og vil derfor blive prioriteret forud for mindre projekter. Prioritering mellem de indkomne ansøgninger foregår i øvrigt ud fra følgende parametre:






Tilskudsberettigede udgifter

Tilsagn om tilskud kan gives med op til 100 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. De tilskudsberettigede udgifter kan kun omfatte udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet. Tilsagn om tilskud kan dog maksimalt udgøre 15.000 kr. pr. ha inden for projektområdet. FødevareErhverv kan i særlige tilfælde fastsætte et højere tilsagnsbeløb.

Tilsagnsbeløbet fastsættes i tilsagnet om tilskud.

De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte:

I forbindelse med udgifter til ”Køb af varer og serviceydelser, herunder konsulentbistand” kan der alene ydes tilskud til konsulentbistand, der ikke er udført af tilsagnshaver selv eller af ansatte i tilsagnshavers egen virksomhed. Bemærk ligeledes at udgifter, der er anført under ”Løn til personale, der er beskæftiget med projektet”, alene kan omfatte tilskud til den direkte timeløn inklusiv feriepenge, pensionsordning og sociale tillæg og ikke generel overhead.

Generelt gives der ikke tilskud til udgifter, som er betalt enten inden tilsagnet er underskrevet eller inden FødevareErhverv i forbindelse med kvittering for modtagelse af ansøgningen har givet tilladelse til at iværksætte projektet, medmindre det er udgifter til forundersøgelser, som er nødvendige for at projektansøgningen kan vurderes.

Der er desuden en række tilfælde, hvor udgifter ikke er tilskudsberettigede. Det drejer sig for eksempel om udgifter vedrørende projekter, som man er forpligtet til at afholde efter anden lovgivning, eller udgifter hvortil der ydes støtte efter anden lovgivning.

Der gives heller ikke tilskud til udgifter, som f.eks. fugletårne, tavler, stier, hegning mv. da disse udgifter ikke knytter sig til anlægget, og derfor ikke er nødvendige for etablering af vådområdet.






Tilladelser fra offentlige myndigheder

Tilsagn om tilskud er betinget af, at de nødvendige tilladelser fra andre offentlige myndigheder indhentes. Anlægsarbejde som følge af projektet må således ikke gå i gang, før alle de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder foreligger.






Forpligtigelse til information

I tilsagnet fastsætter FødevareErhverv betingelser om, tilsagnshavers forpligtelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet og til i øvrigt at offentliggøre oplysninger om projektet i relevante dagblade, tidsskrifter og lignende eller f.eks. på tilsagnshavers hjemmeside på Internettet.

For så vidt angår publikationer som brochurer, foldere og nyhedsbreve samt ved elektronisk formidling i form af websider skal der på titelbladet være en klar angivelse af, at Det Europæiske Fællesskab og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, FødevareErhverv har deltaget i finansieringen af projektet. Hvis de samlede projektomkostninger hvortil der er ydet tilskud, udgør mere end 375.000 kr. skal tilsagnshaver opsætte et oplysningsskilt ved vådområdet udstyret med EU logoet efter nærmere retningslinier herom på FødevareErhvervs hjemmeside http://ferv.fvm.dk/Synliggørelse_af_tilskud_til_projekter.aspx?ID=52140.






Tinglysning af servitutter

Tilsagn om tilskud er betinget af, at du tinglyser en servitut om projektarealets fremtidige anvendelsesmuligheder og restriktioner samt kontrolmyndighedens adgang til projektområdet i forbindelse med kontrol.

Det er et krav, at servitutten bliver tinglyst på alle ejendomme inden for projektområdet, og FødevareErhverv udbetaler først tilskuddet, når der foreligger dokumentation herfor.

Restriktioner mv. for arealerne inden for projektområdet er nærmere beskrevet i §§ 9 og 10 i bekendtgørelsen om tilskud til anlæg af vådområder. For arealerne gælder bl.a. at de permanent skal henligge som vådområde og fastholdes som græs- og naturarealer. Arealerne må bl.a. ikke omlægges, tilføres gødning, jordforbedringsmidler og plantebeskyttelsesmidler. FødevareErhverv kan dog i særlige tilfælde dispensere fra forbudet mod brug af plantebeskyttelsesmidler eksempelvis ved bekæmpelse af bjørneklo.

FødevareErhverv har udarbejdet en standarddeklaration til brug ved tinglysning, som kan rekvireres.






Udbetaling af tilskud

FødevareErhverv udbetaler tilskuddet på grundlag af tilsagnshavers opgørelse over de betalte tilskudsberettigede projektudgifter. Udgifterne skal kunne dokumenteres. Tilsagnshaver anmoder om at få tilskuddet udbetalt på et særligt skema, som fås ved henvendelse til FødevareErhverv eller via FødevareErhvervs hjemmeside. Det er en betingelse for udbetaling, at

Tilskuddet overføres til tilsagnshavers NemKonto.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kun gives støtte til projekter, der gennemføres. Eventuelle rateudbetalinger skal således tilbagebetales, hvis et projekt ikke gennemføres.

Udbetaling af tilskud er beskrevet i §§ 17 og 18 i bekendtgørelsen om tilskud til anlæg af vådområder.






Nedsættelse af de tilskudsberettigede udgifter

Såfremt der i udbetalingsanmodningen anføres udgifter, der ikke er tilskudsberettigede, fratrækker FødevareErhverv disse udgifter ved beregningen af tilskuddet.

Det kan være udgifter, der samlet udgør et større beløb end tilsagnsbeløbet, jf. det godkendte budget, eller udgifter, der ikke er tilskudsberettigede (f.eks. moms eller opgaver, der ikke er indeholdt i den godkendte projektbeskrivelse).

Såfremt det samlede beløb på udbetalingsanmodningen (jf. tidligere afsnit) overstiger det tilskudsberettigede beløb med mere end 3 pct., nedsættes udbetalingen efter EU-reglerne med forskellen mellem de to beløb.

Vær opmærksom på, at 3 pct.-afvigelsen udregnes på baggrund af det samlede beløb på udbetalingsanmodningen og ikke på baggrund af de enkelte budgetposter.






Projektrapport

Når projektet er afsluttet og tilsagnshaver anmoder om slutudbetaling skal der samtidig indsendes en projektrapport, der redegør for de aktiviteter, der er gennemført i forbindelse med projektet (herunder information), samt redegør for resultatet og de effekter, som projektet forventes at få. Projektrapporten kan bl.a. indeholde billeddokumentation, som viser arealet før og efter projektets gennemførelse.






Ændring

FødevareErhverv kan efter ansøgning tillade, at et tilsagn om tilskud ændres. Det er en betingelse, at FødevareErhverv vurderer, at ændringen er i overensstemmelse med ordningens formål, og at ændringen ikke iværksættes før der er meddelt skriftlig tilladelse hertil. En ændring af tilsagn om tilskud kan ikke omfatte en forhøjelse af tilsagnsbeløbet, men en ændring kan omfatte en omfordeling af de forskellige udgifter angivet i projektbudgettet.

FødevareErhverv kan efter ansøgning også tillade, at en anden, som lovligt kan være tilsagnshaver, indtræder i tilsagnet. Den nye tilsagnshaver indtræder herefter i rettigheder og forpligtelser i henhold til tilsagnet. Ansøgning herom skal indgives på særligt skema, som fås ved henvendelse til FødevareErhverv eller via FødevareErhvervs hjemmeside.

Se nærmere i §§ 8, 14 og 15 i bekendtgørelsen om tilskud til anlæg af vådområder.






Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

Vær opmærksom på, at FødevareErhverv i en række tilfælde kan stille krav om, at du skal betale tilskud tilbage. FødevareErhverv kan også bestemme, at du ikke kan få udbetalt dit tilskud i henhold til tilsagnet. Det kan forekomme, hvis du ikke overholder kravene i tilsagnet eller i tilfælde, hvor du har givet forkerte eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger, som har betydning for sagen. For en mere uddybende gennemgang henviser vi til §§ 20-22 i bekendtgørelsen om tilskud til anlæg af vådområder. Det er vigtigt at være opmærksom på, at udbetalt tilskud skal tilbagebetales, hvis et projekt ikke gennemføres. Det betyder, at afholdte udgifter i så fald ikke vil blive dækket.






Tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder

Du kan søge om tilskud til fastholdelse, der kompenserer for indkomsttab og for de restriktioner, som permanent kommer til at hvile på arealerne. Derudover er det muligt at søge om tilskud til pleje.

Tilskuddet til kompensationen for de varige restriktioner gives i form af en 20-årig aftale om fastholdelse. Tilskuddets størrelse afhænger af arealernes forhistorie, - varierende fra 300 kr./ha til 3.500 kr./ha.

Tilskud til pleje gives for en forpligtigelse til afgræsning, afgræsning/slæt eller afpudsning/udtagning. Tilskuddet gives i 5 år og varierer fra 200 kr./ha til 1.400 kr./ha.

I forbindelse med ansøgning om tilskud til anlæg af vådområde skal du oplyse, om det forventede behov for tilskud til fastholdelse og pleje af vådområdet. FødevareErhverv reserverer midler til dette. De enkelte lodsejere skal efterfølgende søge om dette tilskud hos FødevareErhverv, der udfærdiger et tilsagn.

Husdyrtryk

Det er en betingelse for at få tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder, at man som følge af vådområdeprojektet ikke påbegynder at gøre brug af undtagelsesreglen i nitratdirektivet. Hvis man allerede gør brug af undtagelsesbestemmelsen, er det en betingelse for at få tilskud, at projektet ikke medfører en stigning af husdyrgødningsmængden på bedriftens øvrige arealer. (Undtagelsesreglen i nitratdirektivet betyder bl.a. at landbrugsbedrifter med et husdyrhold bestående af mindst 2/3 kvæg under visse forhold må udbringe husdyrgødning op til 2,3 dyreenheder/ha.)

Det betyder i praksis, at hvis man ikke gør brug af undtagelsesreglen, er dette heller ikke muligt i de tre første tilsagnsår, og ligeledes hvis man gør brug af undtagelsesreglen, så må man ikke øge mængden af udbragt husdyrgødning/ha på bedriften i de tre første tilsagnsår. Se eventuelt bekendtgørelsen på retsinformation under https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=115613 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder.






Jordfordeling og erstatningsjord

Jordfordeling har været et aktivt værktøj i forbindelse med gennemførelse af en række naturgenopretningsprojekter og VMP II-projekter. Hvis det er nødvendigt med en jordfordeling for at få gennemført VMP III-projektet, kan FødevareErhverv hjælpe hermed og med at opkøbe erstatningsjord. FødevareErhverv har afsat midler hertil.






Lovhjemmel

Denne tilskudsordning har hjemmel i lov nr. 316 af 31. marts 2007 om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven).

Tilskud til anlæg af vådområder er reguleret ved: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=8713 med senere ændringer.

Tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder er reguleret ved: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=8714 med senere ændringer.

Se i øvrigt bilag om retsgrundlaget.






Ansøgning

Når du vil ansøge om tilskud til anlæg af vådområde samt fastholdelse og evt. pleje af vådområde, bør du som det første sætte dig ind i bekendtgørelsen om tilskud til anlæg af vådområder og bekendtgørelsen om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder. For at kunne udfylde ansøgningen fyldestgørende kan du få brug for professionel rådgivning. Det drejer sig specielt om spørgsmålene vedr. kriteriekravene (C-spørgsmålene i ansøgningsskemaet). Der kan dog være hjælp at hente i de ”kogebøger”, som blev produceret i forbindelse med VMP II. Bøgerne kan findes på Internettet på nedenstående link:

De 3 vejledninger kan også findes på følgende side: http://www.skovognatur.dk/Udgivelser/Tidligere/1998/ eller på http://www.blst.dk/Vand/VMP/Tilskud/Vejledninger.htm

I forbindelse med udfyldelse af ansøgningen er der en række oplysninger, som er nødvendige. Det gælder bl.a. udpegninger og retslige bindinger. Disse informationer vil ofte kunne findes på din kommunes hjemmeside eller evt. på Danmarks Miljøportal med kortinformationer http://kort.arealinfo.dk/.

I forbindelse med et projekt skal man være opmærksom på, at der kan være behov for en række tilladelser og dispensation og anden myndighedsbehandling. Det kan eksempelvis dreje sig om vandløbsretlige spørgsmål, fredninger, okker eller dispensation i forhold til naturbeskyttelsesloven.






Sagsgang

Efter modtagelse af en ansøgning vurderer FødevareErhverv, om ansøgningen overholder kriterierne for tildeling af tilskud. FødevareErhverv kan have brug for flere oplysninger om projektet. Hvis der i en ansøgningsrunde er ansøgt om flere penge, end der er til rådighed, vil FødevareErhverv foretage en prioritering, og alle ansøgninger kan i så tilfælde ikke imødekommes.

Såfremt FødevareErhverv godkender projektet, fremsendes et tilsagn med specificerede krav til projektet, herunder krav om tidsfrister og fremtidig drift. Ansøgeren har så 4 uger til at acceptere tilsagnet. Fremgår det af ansøgningen, at der er behov for jordfordeling og erstatningsjord, vil FødevareErhverv afsætte ressourcer hertil, og det nærmere forløb vil blive aftalt. Samtidig med at FødevareErhverv udsender tilsagnet om anlægsmidler, vil vi reservere midler til de nødvendige aftaler om tilskud til fastholdelse og pleje på basis af oplysningerne i ansøgningen.

I forbindelse med modtagelsen af tilsagnet om tilskud til anlæg af vådområde vil du som udgangspunkt blive oplyst om ansøgningsfristen for tilskud til fastholdelse og pleje af vådområdet.






Udbudsbetingelser

Anlæg af vådområde efter denne ordning er et offentligt støttet projekt. Projekter som modtager støtte er derfor underlagt reglerne i lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter, jf. lovbekendtgørelse nr.1410 af 7. december 2007.

Efter reglerne i ovenstående lov kan et offentligt støttet anlægsprojekt udbydes enten ved offentligt udbud, ved begrænset offentligt udbud eller som underhåndsbud. Såfremt et offentligt støttet projekts samlede anlægsudgifter overstiger 3 mio. kr. eksklusiv moms skal projektet udbydes ved offentligt udbud eller begrænset offentligt udbud. Reglerne om underhåndsbud gælder, når projektets samlede anlægsudgift overstiger 300.000 kr. men ikke overstiger 3 mio. kr. eksklusive moms. Projekter med en samlet anlægsudgift på under 300.000 kr. eksklusive moms kan derfor gennemføres med kun et tilbud.

Det er ikke et krav, at der på ansøgningstidspunktet er indhentet flere konkurrerende tilbud. Ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder kan derfor udfærdiges enten på baggrund af et konkret tilbud, på baggrund af et overslag eller på grundlag af erfaringsbaserede prisvurderinger. Lovens regler om indhentning af tilbud skal således først efterleves i forbindelse med, at projektets anlægsarbejder påbegyndes.

Det skal af revisorerklæringen ved projektets afslutning fremgå, at reglerne i lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter, jf. lovbekendtgørelse nr.1410 af 7. december 2007 er overholdt.






Brug af data i ansøgningsskemaet

Oplysningerne i ansøgningsskemaet vil blive brugt af FødevareErhverv til sagsbehandling, administration, tilskudsudbetaling og kontrol af de meddelte tilsagn. Endvidere vil oplysningerne blive brugt af FødevareErhverv og tredjemand til statistiske, forsknings-, planlægnings- og evalueringsmæssige formål. På baggrund af ansøgers CVR-nr. eller CPR-nr. overføres eventuelle udbetalinger direkte til ansøgers NemKonto i bank eller pengeinstitut.

I medfør af Persondatalovens § 28, stk. 1, skal FødevareErhverv i forbindelse med offentliggørelse på Internettet gøre opmærksom på,

Nærmere oplysninger om disse forhold og Persondataloven generelt kan fås ved henvendelse til FødevareErhverv, Juridisk Enhed.






Udfyldelse af ansøgningsskema

A. Oplysning om ansøgeren og projektnavn

Samtlige rubrikker udfyldes så vidt muligt. Bemærk, at ansøgeren ikke nødvendigvis skal være lodsejer i projektet, men er ansvarlig for projektets gennemførelse og skal stå til ansvar over for FødevareErhverv. Det er vigtigt at være opmærksom på, at angivelse af tilsagnshaver har afgørende betydning for tilskud til projektudgifter vedrørende arbejde. Der er forskel på tilskuddets størrelse, afhængig af om arbejdet er udført af ansøger, ansøgers personale eller af en person, der ikke er ansat i ansøgers egen virksomhed.

Ansøger bedes give et forslag til projektnavn, da det i flere sammenhænge er praktisk f.eks. ved henvendelse til FødevareErhverv eller ved omtale af projektet i f.eks. aviser eller andre medier. Projektnavnet må gerne indeholde et stednavn, som kan være med til at placere projektet geografisk.

B. Beskrivelse af projektet, dets formål og projektområdet

Du skal gøre rede for projektet og dets formål og herunder projektets størrelse i hektar og antallet af lodsejere. Det skal godtgøres, at der har været kontakt til lodsejerne, og at de er informeret om projektet og dets mål. Det skal også godtgøres, at der er en positiv tilkendegivelse blandt lodsejerne.

Du skal desuden gøre rede for områdets landbrugsmæssige struktur, arealanvendelse og status. Der vil i forbindelse med et tilsagn blive stillet krav om en mere deltaljeret beskrivelse af projektarealet til brug ved evaluering af projektet. Du skal vedlægge kortbilag, der angiver projektområdet og dets afgrænsning. Kortet skal udarbejdes i et passende målforhold, således at det er muligt både at se projektområdet og det område hvori projektet etableres. For at FødevareErhverv kan vurdere konsekvenserne af projektet, skal du desuden vedlægge kortbilag, som viser den forventede situation efter projektets gennemførelse med angivelse af de fysiske grænser for sø, våd eng, tør eng mv.

Det vil desuden blive vægtet positivt, såfremt gennemførelse af projektet vil kunne tilgodese andre interesser, som fx friluftsinteresser, og hvis det i øvrigt kan løse lokale interessekonflikter mellem f.eks. landbrug og natur og miljø.

C.1. Beskrivelse af projektområdets placering i forhold til SFL-områder og arealer, der i medfør af planlægningsloven er udpeget som potentielt egnede vådområder

Du skal beskrive projektets placering i forhold til særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder). Derudover skal du beskrive, om arealet ligger inden for de arealer, der i medfør af planlægningsloven er udpeget som potentielt egnede vådområder, da projekter på disse arealer vil blive prioriteret forud for øvrige projekter. På internetadressen http://kort.arealinfo.dk/ kan du finde information om projektarealets beliggenhed i forhold til disse udpegninger.

C.2. Godtgør, at projektet vil medføre en nettofjernelse på mindst 100 kg kvælstof pr. ha pr. år inden for projektområdet

Til beregning af kvælstoffjernelsen, kan du anvende en model fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) eller tilsvarende beregningsmetode. Modellen fra DMU blev brugt i forbindelse med etablering af vådområder under VMP II.

Der er udarbejdet et skema til brug for beregning af kvælstoffjernelsen. Dette skema kan du finde på nedenstående link. For at kunne foretage beregningen skal du bl.a. bruge en oplysning om nettonedbør. Til det formål har vi lagt et kort fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tilgængeligt herunder.

Du kan finde et hjælpeskema til beregning af kvælstoffjernelse på siden: http://ferv.fvm.dk/Skema_og_vejledning.aspx?ID=25559

Oplysninger om nettonedbør kan du finde samme side: http://ferv.fvm.dk/Skema_og_vejledning.aspx?ID=25559

Vejledningen til beregning af kvælstoffjernelsen kan findes på nedenstående link: http://www.blst.dk/NR/rdonlyres/5F09C8C6-ADD5-4B66-8EE7-3D1D0047EF7B/21663/N_beregning1.pdf (pdf) eller på http://www.blst.dk/Vand/VMP/Tilskud/Vejledninger.htm, hvor man også finder de 3 kogebøger, der tidligere er omtalt i denne vejledning i afsnittet om ansøgning.

C.3. Godtgør, at projektet vil bidrage til en reduktion i fosforudledningen til vandmiljøet

Det er en del af VMP III-aftalen, at fosforudledningen til vandmiljøet skal reduceres. VMP III-vådområder skal medvirke til dette, og som minimum må projektet ikke medføre en nettoudvaskning af fosfor. Evnen til at tilbageholde fosfor er meget afhængig af projekttypen, - alt efter, om projektet drejer sig om nedlæggelse af pumpelag, overrisling af ådale ved ødelæggelse af dræn og grøfter og forlægning af vandløb eller foranstaltninger, som medfører periodisk oversvømmelse. Fosfor er problematisk, men som inspirationskilde kan der eksempelvis henvises til http://np-risikokort.dk/Virkemidler/virkemidler.html, hvor man kan finde en række artikler, som beskriver muligheder for fosforfjernelse, og nogle af de faldgruber man skal være opmærksom på.

Som minimum skal de eksisterende forhold beskrives. Beskrivelsen skal omfatte jordbunden, den hidtidige dyrkningspraksis og udbringningen af husdyrgødning samt en risikovurdering ud fra disse forhold. Der kan derfor være behov for jordprøver, som skal analyseres for jordens fosforfraktioner med hensyn til let tilgængelig (vandopløselig) fosfor, fosfor bundet til reducerbart jern samt den totale mængde af fosfor.

Ved analyse af fosfor bundet til jern kan der anbefales ekstraktion ved bicarbonatditionit, hvor analysen giver kendskab til både fosfor og jern og deres indbyrdes forhold. Analyseresultaterne skal fremlægges tolket og dermed bidrage til en vurdering af sandsynligheden for en øget tilbageholdelse af fosfor.

Vær opmærksom på, at en vandstandshævning på drænede jorder i områder med højt okkerpotentiale, kan medføre frigivelse af fosfor i visse situationer. Til belysning af fosforproblematikken henvises der i øvrigt til kogebog bind 2 vedrørende hydrologi, stofomsætning og opmåling eller på http://www.blst.dk/Vand/VMP/Tilskud/Vejledninger.htm.

C.4. Godtgør, at projektet vil få en positiv effekt på plante- og dyreliv i projektområdet

Du skal dels redegøre for de nuværende naturværdier, og dels skal du beskrive, hvordan du forventer, at projektet vil påvirke plante- og dyreliv i såvel positiv som negativ retning, og for en eventuel virkning på fisk (se i øvrigt bilag om problemstilling vedrørende permanent sødannelse langs vandløb).

Projektets beliggenhed skal beskrives i forhold til relevante udpegninger i medfør af planlægningsloven og Natura 2000 (habitat- og fuglebeskyttelsesområder), samt registrering iht. § 3 i naturbeskyttelsesloven. Redegørelsen har betydning for prioriteringen mellem de ansøgte projekter. FødevareErhverv lægger vægt på projekter, som vil medvirke til, at der skabes økologisk forbindelse mellem eksisterende naturarealer.

C.5. Godtgør, at projektet gennemføres ved etablering af naturlige hydrologiske processer

I forbindelse med anlæg af projektet, må der ikke installeres pumper eller lignende tekniske foranstaltninger for at opfylde kriterierne. Projektet skal gennemføres ved brug af naturlige hydrologiske processer, hvor vandet løber af sig selv (tyngdekraften).

C.6. Godtgør, at projektet ikke vil medføre en nettoudvaskning af okker fra projektområdet

Du skal angive, om arealet er klassificeret med hensyn til okker og i så fald i hvilken klasse. Information herom kan findes på http://kort.arealinfo.dk/. Indebærer projektet en stigning i grundvandstanden, vil det kun sjældent medføre en øget okkerudledning, men derimod fastholde eller reducere udledningen. Vil projektet derimod medføre en sænkning af minimumsgrundvandstanden vil man kunne risikere en okkerudledning. Er projektarealet klassificeret som okkerpotentielt område (klasserne I, II eller III), skal du søge om tilladelse til anlægsarbejdet hos kommunen i henhold til okkerloven.

D. Redegør for, hvilke forundersøgelser der er gennemført og for eventuelle yderligere behov

Du skal gøre rede for, hvilke forundersøgelser, der er gennemført. Der er som minimum behov for en konsekvensvurdering, hvorved man kan fastlægge omfanget af det påvirkede areal. Det vil ofte kræve, at der udføres et nivellement af projektområdet.

Det er ligeledes nødvendigt, at undersøge forekomsten af ledninger (el, gas, vand, kloak mm.), og du skal finde drænkort frem, så du kan blive bekendt med områdets afvandingstilstand. Det kan desuden være nødvendigt at undersøge påvirkningen af disse installationer samt evt. påvirkning af veje, master mm. Bemærk, at det er dig som ansøger, der er ansvarlig for, at projektgrænsen afsættes korrekt, så arealer uden for projektområdet ikke bliver påvirket, og at ejerne af anlæg mm. som bliver påvirket, er indforstået med projektet.

E. Tilladelser fra offentlige myndigheder

Du skal i ansøgningen redegøre for projektet i forholdet til anden lovgivning og behovet for ansøgninger i forhold til denne. Du skal sandsynliggøre, at nødvendige tilladelser, godkendelser og dispensationer kan opnås.

F. Arkæologiske interesser i området

Hvis projektet medfører gravearbejde, bør du kontakte det lokale museum for at indhente en udtalelse. Museet vil vurdere risikoen for at støde på arkæologiske fund, herunder et skøn over evt. udgifter forbundet med en forundersøgelse (4-6 ugers svarfrist). Hvis museet anbefaler en forundersøgelse, kan dette indregnes i projektet. Forundersøgelse ved mindre projekter vil dog som regel blive betalt af museet (mindre end 0,5 ha). En forundersøgelse kan medføre et krav om udgravning, hvor museet vil afgive et bindende maksimumbeløb på denne udgift. Ved krav om arkæologisk udgravning bør du dog overveje at ændre eller opgive projektet med henvisning til de arkæologiske interesser. Har du ikke undersøgt risikoen for at støde på arkæologiske værdier, kan du risikere at skulle afholde en række uforudsete udgifter til udgravning mm., som FødevareErhverv ikke vil dække.

G. En redegørelse for forventningerne til behovet for erstatningsjord og behovet for en jordfordeling

Erfaringer fra tidligere gennemførte vådområdeprojekter viser, at der kan være behov for at skaffe erstatningsjord til lodsejere, der bliver påvirket af projektet, og der kan være behov for at gennemføre jordfordeling. FødevareErhverv kan rekvireres til at opkøbe jord og gennemføre jordfordeling, som led i gennemførelsen af projektet. Du skal derfor i forbindelse med ansøgningen redegøre for behovet for erstatningsjord og omfanget af en eventuel jordfordeling, men også for hvor store chancerne er for projektrealisering. Det kan blive nødvendigt at opgive et projekt, hvis der ikke kan findes en løsning i en jordfordeling.

Fødevareministeriet har en bevilling til opkøb af erstatningsjord og gennemførelse af jordfordeling, og omkostninger hertil påhviler derfor ikke ansøger.

H.1. Anlægsomkostninger

Du skal beskrive de enkelte anlægsudgifter, og hvilke formål de skal opfylde. Til beskrivelsen hører også detailprojektering, udbud og tilsyn. I forbindelse med ansøgningen skal du lægge et budget for de forventede udgifter, hvilket skal anføres i det anførte skema. Såfremt projektbudgettet indeholder udgifter til køb af varer og serviceydelser, herunder konsulentbistand og entreprenørydelser, løn til personale eller løn til tilsagnshavers eget arbejde skal budgettet indeholde en oversigt over timer og de til timerne knyttede timesatser.

FødevareErhverv kan godkende andre udgifter end dem, der er nævnt i denne vejledning (jf. § 12, stk. 3, i bekendtgørelse om tilskud til anlæg af vådområder), hvis de er væsentlige for gennemførelsen af projektet. Når tilsagnet om tilskud er givet, vil tilskuddets størrelse ikke kunne øges.

H.2. Tilsagnsramme til fastholdelse og pleje

I forbindelse med ansøgningen om tilskud til anlæg af vådområde skal der foreligge en opgørelse over det forventede behov for tilskud til fastholdelse og pleje på arealerne efter projektet er gennemført. FødevareErhverv vil ud fra opgørelsen reservere en økonomisk ramme til formålet. Ansøgning om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområdet skal foretages af den enkelte lodsejer og skal indsendes til FødevareErhverv. Ansøgningsfristen vil som udgangspunkt fremgå af tilsagnet om tilskud til anlæg af vådområde og vil typisk være et par måneder efter tilsagnet. Tilsagnet om tilskud til fastholdelse og pleje træder i kraft den førstkommende 1. september efter projektets færdiggørelse.

Efter projektets gennemførelse skal arealer indenfor projektområdet permanent henligge som vådområde og fastholdes som græs- og naturarealer.

Tilskuddet til fastholdelse af vådområdet afhænger af arealernes hidtidige anvendelse. Derfor skal du angive en fordeling af arealerne i forhold hertil. Det fremgår af ansøgningsskemaet, at arealerne skal fordeles indenfor følgende fire kategorier:

For en nærmere beskrivelse af de fire kategorier henvises til bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder (§ 27). For at opnå tilskud til en af de tre første kategorier, skal der foreligge fyldestgørende dokumentation for arealanvendelsen. Derudover er det en betingelse for tilskud, at dyrkning af den pågældende afgrøde ikke har været i modstrid med naturbeskyttelsesloven og museumsloven mv.

Tilskuddet til pleje af vådområdet afhænger af, hvilken forpligtelse du vælger. Forpligtelse til afgræsning udløser 1.400 kr. pr. ha pr. år. Dog 3.350 kr. pr. ha pr. år, for arealer som er udpeget som særligt værdifulde og svært tilgængelige (naturperler). Forpligtelse til afgræsning eller slæt udløser 800 kr. pr. ha pr. år. Forpligtelse til afpudsning og udtagning udløser 200 kr. pr. ha pr. år. Du skal angive det forventede antal hektar inden for de enkelte forpligtigelser.

Sidste skema udfyldes blot ved at overføre beløbene vedrørende anlæg, fastholdelse og pleje fra de foregående skemaer.

I. Tidsplan for projektets gennemførelse

Tidsforløbet og tidsforbruget skal angives så godt som muligt, men kan selvfølgelig være meget afhængig af behovet for jordkøb og jordfordeling. I forbindelse med fastlæggelse af tidsforbruget bør der afsættes tid til

FødevareErhverv vil i tilsagnet fastsætte en dato for, hvornår projektet seneste skal være afsluttet.

J. Erklæring og underskrift

Ansøger skal datere og underskrive ansøgningen. Ansøger erklærer med sin underskrift, at oplysningerne i ansøgningsskemaet er i overensstemmelse med de faktiske forhold og er angivet uden forbehold.






Bilag

Problemstilling vedrørende permanent sødannelse langs vandløb

I forbindelse med projekter, hvor der opstår permanent sødannelse langs vandløb, kan der opstå problemer med prædation[4] af smolt[5] (dvs. rovfisk som f.eks. gedder der vil æde af den ørredyngel, som er på vej nedstrøms).

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) er i forbindelse med gennemførelse af VMPII-projekter kommet med en række anbefalinger om, hvorledes man kan foregribe nogle af disse problemer. Det anbefales, at man ved projekter, hvor der opstår permanent sødannelse langs vandløb, tager højde for disse anbefalinger:

  1. Undgå så vidt muligt permanent sødannelse. Det vil sige, at vandet efter en evt. oversvømmelse af engene omkring et vandløb, ”naturligt” trækker væk fra engene som i en typisk ådal.
  2. Kan permanent sødannelse ikke undgås, anbefales det, at så lille en del af vandføringen fra vandløbet som muligt ledes gennem søområdet (under hensyntagen til beregninger af kvælstoffjernelse). Det oprindelige vandløb bør altid bevares, som en direkte forbindelsesvej udenom den dannede sø.
  3. Permanent vandindstrømning fra vandløb ind i søområdet bør så vidt muligt undgås.
  4. Hvis det ikke kan undgås, bør vandet fra vandløbet ledes ind i søområdet over så lang strækning som muligt, for at opnå lav vandhastighed og vandhøjde i indløbet og derved begrænse antallet af smolt, som bevæger sig ind i søen. Indløbet kunne f.eks. være udformet som en levee[6], der kun oversvømmes ved høje vandføringer. Det ideelle er, at vandet ”sies” inden det løber ind i søområdet. Dette kan f.eks. ske ved, at der udlægges granris eller faskiner i indløbet, indtil en naturlig vegetation er etableret på leveen mellem sø og å.
  5. Hvis det ikke kan undgås, at alt vandet ledes gennem søen, er det vigtigt, at der findes en defineret og afgrænset strømrende i søen, som smoltene har mulighed for at følge fra ind- til udløb, eksempelvis kan strømrende skabes ved gravning eller anlæg af undervandsleveer. Det er især vigtigt, at strømrenden er klart defineret omkring åens ind- og udløb, idet prædationsriskoen er størst her. Endelig bør ind- og udløb være placeret så nær hinanden som muligt.

Retsgrundlaget

De væsentligste retsregler for tilskud til anlæg af vådområder og tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder fremgår af:

Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 604 af 14. juni 2007 om tilskud til anlæg af vådområder.

Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 605 af 14. juni 2007 om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder.

Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 10. marts 2008 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder.

Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 5. september 2008 om ændring af bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder.

Lov nr. 316 af 31. marts 2007 om udvikling af landdistrikterne (Landdistriktsloven).

Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (EUFUL).

Kommissionens forordning (EF) nr. 1320/2006 af 5. september 2006 om regler for overgangen til den ordning for støtte til udvikling af landdistrikterne, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005.

Kommissionens forordning (EF) nr. 1974/2006 af 15. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Kommissionens forordning (EF) nr. 1975/2006 af 7. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne.

Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedr. krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådsforordning (EF) 1789/2003.

Adresser og telefonnumre

FødevareErhverv
Miljøkontoret

Pionér Allé 9

6270 Tønder
Tlf.: 33958277 / 33958249

Hjemmeside: www.ferv.fvm.dk

Plantedirektoratet
Skovbrynet 20
2800 Kgs. Lyngby
Tlf.: 4526 3600

Hjemmeside: www.pdir.dk

Dansk Landbrugsrådgivning

Landscentret, Økologi
Udkærsvej 15

Skejby
8200 Århus N
Tlf.: 8740 5000

Hjemmeside: www.landscentret.dk

Dansk Landbrugsrådgivning kan eventuelt henvise til nærmeste rådgiver.


[4] Prædation er det forhold, at én art lever af at æde en anden.

[5] Ørredyngel

[6] Et lavt dige






Kolofon

Titel:
Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder samt reservation af midler til fastholdelse og pleje

Undertitel:
2009

Emneord:

Resumé:

Udgiver:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Ansvarlig institution:
FødevareErhverv

Copyright:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Forfatter:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Anden bidragyder:
Schultz Grafisk (Elektronisk udgave)

Sprog:
dan

URL:
http://www.netpublikationer.dk/FVM/978-87-7083-348-6/index.htm

ISBN nr. Elektronisk version:
978-87-7083-348-6

ISBN nr. Trykt version:
978-87-7083-347-9

Version:
1.0

Versionsdato:
2009-02-04

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

 

| Til top | Forside |

Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "Vejledning til ansøgning om tilskud til anlæg af vådområder samt reservation af midler til fastholdelse og pleje".
Version nr. 1.0 af 04-02-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/978-87-7083-348-6/index.htm
© FødevareErhverv 2009