Vejledning om tilsagn til miljø- og økologiordninger 2008 - Pleje af græs- og naturarealer, Braklagte randzoner, Miljøbetinget tilskud og Omlægningstilskud

6. Generelle betingelser for miljø- og økologiordninger

Udbetaling af tilskuddet

For at modtage tilskud skal du én gang årligt indberette marker, der er omfattet af tilsagn om tilskud, samt over for Direktoratet for FødevareErhverv erklære at alle betingelser for tilsagnet er overholdt. Betalingsanmodning skal ske i det fælles ansøgningsskema, der ligeledes anvendes til ansøgning om enkeltbetaling. Tilsagn der udstedes i 2008 skal første gang indberettes på det fælles skema i 2009. Alle registrerede jordbrugere hos direktoratet får fællesskemaet med tilhørende vejledning tilsendt i papirform.

Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at arealet har været udnyttet efter reglerne i tilsagnet i det tilsagnsår, der udbetales for.

Modtages den årlige indberetning inden for 25 kalenderdage efter indberetningsfristen, bliver årets tilskud nedsat med 1 % for hver arbejdsdag, den årlige indberetning er forsinket.

Modtages indberetningen efter de 25 kalenderdage udbetales tilskud til miljø- og økologiordningen for det pågældende år ikke.

Har direktoratet ikke senest den 1. august hvert år i tilsagnsperioden modtaget den årlige indberetning med erklæringen, bortfalder tilsagnet om tilskud, og de tidligere udbetalte tilskud vil blive krævet tilbagebetalt. Fristerne gælder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (force majeure).

Loft på tilskuddet

Der er en grænse for, hvor stort et tilskud EU medfinansierer pr. ha. Udbetalingsloftet omfatter summen af alle tilskud til miljøvenligt landbrug i medfør af artikel 39 i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne og tidligere forordninger om landdistriktsstøtte. Støtte under enkeltbetalingsordningen er ikke omfattet af loftet. Udbetalingsloftet er fastsat til 600 euro pr. ha pr. år, når den forudgående afgrøde var ét-årig, og fastsat til 900 euro pr. ha pr. år for flerårige specialafgrøder samt 450 euro pr. ha pr. år for anden jordudnyttelse (herunder permanente græsarealer).

Hvis tilskuddet til miljø- og økologiordningerne sammenlagt med de øvrige tilskud under miljøvenligt landbrug, der udbetales til et areal der tidligere var med etårige afgrøder, overstiger loftet på 600 euro pr. ha (tilskud før fradrag af eventuel sanktion i forbindelse med kontrol), vil tilskuddet blive nedsat, så det sammenlagt udgør et beløb svarende til loftet. Der omregnes til danske kroner med den gældende kurs for året.

Hvornår udbetales tilskuddet?

Direktoratet for FødevareErhverv udbetaler tilskuddet én gang årligt. Udbetalingen sker normalt mellem 1. september og 31. januar efter tilsagnsårets udløb, med mindre særlige forhold gør sig gældende. F.eks. at der har været et kontrolbesøg på bedriften, og sagsbehandlingen ikke er afsluttet.

Udbetalingskonto

Tilskuddet vil blive udbetalt til den konto, der er registreret som din NemKonto. Du kan indberette og ændre den konto, du ønsker som NemKonto i dit pengeinstitut (eller netbank) eller på http://www.nemkonto.dk (dog ikke virksomheder).

Oplysninger til Skat

Tilskuddet er skattepligtigt, og det bliver meddelt Skat, hvor meget du har fået udbetalt.

Producentskifte

Sælges eller bortforpagtes marker, der er omfattet af et tilsagn, skal tilsagnet overdrages til den nye ejer eller forpagter, som herefter skal opfylde betingelserne i tilsagnet. Tilskuddet vil blive udbetalt til den nye ejer eller forpagter.

Ændrede ejer- eller forpagterforhold skal meddeles Direktoratet for FødevareErhverv senest 8 uger efter overdragelse af det økonomiske ansvar for arealet på et særligt sæt af skemaer vedrørende producentskifte. Ved rettidigt modtaget producentskifte i direktoratet indtræder den nye ejer eller forpagter automatisk i tilsagnets rettigheder og forpligtigelser fra overdragelsesdagen, dvs. dagen for overdragelse af det økonomiske ansvar af arealet. Dette betyder, at den nye ejer eller forpagter ikke skal afvente direktoratets sagsbehandling af producentskiftet for at være sikker på at kunne overtage tilsagnet. Det, at den nye ejer eller forpagter indtræder umiddelbart betyder, at han skal være ekstra opmærksom på tilsagnets betingelser, da han er ansvarlig fra overdragelsesdagen.

Den nye ejer eller forpagter skal indtræde i tilsagnet med virkning fra tidspunktet for overdragelsen af det økonomiske ansvar for driften af arealerne og for den resterende del af tilsagnsperioden. Den nye ejer eller forpagter skal derfor overholde betingelserne for tilskud fra datoen, hvor det økonomiske ansvar for driften af arealerne overdrages, og til udløbet af tilsagnsperioden.

Hvis ikke den nye ejer eller forpagter vil indtræde i tilsagnet, vil tilsagnet bortfalde, og der vil normalt blive stillet krav om tilbagebetaling af de udbetalte tilskud med tillæg af renter.

Du skal være særlige opmærksom på følgende forhold:

Eksempel: Overdrages et areal den 25. april 2008, så udbetales årets tilskud (tilsagnsår 2007-08) ikke såfremt 8-ugers fristen ikke overholdes. Tilsagnet bortfaldes med krav om tilbagebetaling af hidtidig modtaget tilskud såfremt producentskiftet ikke er modtaget i direktoratet 21. april 2009.
Overdrages et areal 1. april 2008, så er fristen for modtagelse af producentskiftet 8 uger fra overdragelsesdagen. Overholdes 8-ugersfristen ikke, så bortfaldes tilsagnet med krav om tilbagebetaling af hidtidig modtaget tilskud.

Har Direktoratet for FødevareErhverv godkendt, at tilsagnet ved producentskifte overdrages til en ny ejer eller forpagter, og bortfalder tilsagnet til de overdragne arealer herefter som følge af den nye ejer eller forpagters forhold, kan direktoratet bestemme, at tilskud udbetalt for tilsagnsarealerne til tidligere ejere eller forpagtere skal tilbagebetales af ny ejer eller forpagter.

Det særlige producentskifteskema med tilhørende vejledning kan du finde på http://www.dffe.dk eller bestille den i direktoratet.

Indtræden i en anden jordbrugers ansøgning
Ved producentskifte af et areal er det nu muligt at indtræde i en andens ansøgning. Hvis et ansøgt areal overdrages til en ny ejer eller forpagter, inden der et truffet afgørelse om tilsagn om tilskud, kan den nye ejer eller forpagter indtræde i den tidligere ejer eller forpagters ansøgning om tilsagn om tilskud til miljø- og økologiordninger. For at direktoratet kan godkende en sådan indtræden i en ansøgning skal der indsendes en erklæring om indtrædelse på et særligt skema, som kan findes på direktoratets hjemmeside eller kan fås ved henvendelse til direktoratet.

Ændring af tilsagnet (omdannelse og jordfordeling)

Der er visse muligheder for at ændre i tilsagnet i løbet af tilsagnsperioden uden krav om tilbagebetaling af udbetalte tilskud. Det gælder, hvis tilsagnet på arealet samtidig omdannes til et andet tilsagn under landdistriktsprogrammet. Omdannelsen skal indebære betydelige fordele for miljøet, og indholdet af den nye forpligtigelse skal være skærpet væsentligt i forhold til den eksisterende.

Du skal være opmærksom på, at den årlige ansøgningsperiode, hvor ansøgningen om ændring skal indgives, er den samme som er gældende for ansøgning om enkeltbetaling (1. februar til 23. april 2008).

Det er muligt at omdanne tilsagn til miljøbetinget tilskud til et tilsagn til Pleje af græs og naturarealer eller tilskud til Fastholdelse og pleje af vådområder.

Ved omdannelse søges om et nyt tilsagn med en ny tilsagnsperiode på 5 år.

Hvis direktoratet har godkendt, at et tilsagn omdannes til et nyt tilsagn under landdistriktsprogrammet, og det nye tilsagn herefter bortfalder, så kan direktoratet bestemme, at udbetalte tilskud i det tidligere tilsagn skal tilbagebetales, herunder tilskud udbetalt til tidligere ejere eller forpagtere af arealet. Der kræves dog maksimalt tilbagebetaling for fem år.

Ved omdannelse til tilsagn til skovrejsning, der medfører pålæggelse af fredsskovpligt, udgår arealerne af tilsagn til miljøordningerne ”Pleje af græs- og naturarealer” eller ”Braklagte randzoner” eller økologiordningen ”Miljøbetinget tilskud” med virkning fra begyndelsen af det tilsagnsår, inden for hvilket arealet pålægges fredsskovpligt. Der søges skriftligt i løbet af året.

Har du allerede har et tilsagn om tilskud til braklagte randzoner (fra før 2007)
Eksisterende aftaler om braklagte randzoner kan omdannes til nyt 5-årigt tilsagn såfremt det indebærer betydelige fordele for miljøet og den eksisterende forpligtigelse skærpes væsentligt. Det kan fx ske, hvis der sker væsentlig udvidelse af aftalearealet.

Jordfordeling
Arealer kan efter ansøgning udgå af tilsagnet, hvis bedriften er genstand for jordfordeling eller offentlige eller af myndighederne godkendte indgreb som led i fysisk planlægning. Det er dog en forudsætning, at betingelserne i tilsagnet ikke samtidigt kan opfyldes.

Reglen vil bl.a. kunne anvendes i følgende situationer i forbindelse med:

Der kan ansøges om at gøre brug af denne regel hos Direktoratet for FødevareErhverv, Miljøkontoret eller Økologistøttekontoret. Bemærk at bestemmelsen ikke kan anvendes i forbindelse med private jordomlægninger.

Endeligt ophør med jordbrugsvirksomhed

Hvis du driver din jordbrugsbedrift som en personligt ejet virksomhed, og der er afviklet 3 år eller mere af den indeværende tilsagnsperiode, så kan du ansøge om at tilsagnet bortfalder uden krav om tilbagebetaling, hvis du ophører endeligt med jordbrugsvirksomhed, f.eks. i forbindelse med overgang til pension. Direktoratet kan kun i særlige tilfælde give tilladelse til, at selskaber og andre juridiske enheder med tilsagn, kan benytte reglen om endeligt ophør.

Godkender direktoratet ansøgningen om endeligt ophør med jordbrugsvirksomhed, kræves der ikke tilbagebetaling af tidligere udbetalt tilskud.

Det er en betingelse for en sådan godkendelse, at din jordbrugsbedrift ved salg eller bortforpagtning overdrages til en ny ejer eller forpagter, eller at alle jordbrugsbedriftens tilsagnsarealer overdrages til en ny ejer- eller forpagter, og at jordbrugsbedriften i øvrigt nedbringes til 2 hektar eller derunder. Det er endvidere en betingelse, at du ophører med at have B-skattepligtige indtægter fra bedriften, bortset fra indtægter ved bortforpagtning af jord og evt. skattemæssigt fastsat værdi af eget forbrug.

Du skal have forsøgt at få et købstilbud/forpagtningsaftale, som kunne sikre, at arealerne/ejendommen fortsat kunne indgå i et tilsagn om miljø- og økologiordningerne.

Hvis du vælger at gøre brug af denne mulighed, skal du være indforstået med at tilbagebetale det hidtil udbetalte tilskud med tillæg af renter, hvis du på et senere tidspunkt ændrer beslutning og igen driver en jordbrugsvirksomhed.
Du skal skriftligt oplyse Direktoratet for FødevareErhverv, Miljøkontoret eller Økologistøttekontoret afhængigt af om det drejer sig om en miljøordning eller en økologiordning, om din endelige beslutning om endeligt ophør med jordbrugsvirksomhed hurtigst muligt, så der ikke bliver udbetalt tilskud på et forkert grundlag. Fra det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om endeligt ophør, stoppes udbetaling af tilskud på tilsagnet.

Ordningen indebærer, at du skal sende Direktoratet for FødevareErhverv, Miljøkontoret/Økologistøttekontoret, dokumentation på salg eller bortforpagtning af jordbrugsbedriftens tilsagnsarealer og samtidig skrive under på en erklæring om, at du ophører endeligt med at drive jordbrugsvirksomhed.

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

Tilsagn om tilskud bortfalder normalt, og udbetalt tilskud kræves tilbagebetalt helt eller delvist med tillæg af renter, hvis:

Hvis tilsagnet bortfaldes kræves der tilbagebetaling af tidligere udbetalte tilskud. Der beregnes renter med den referencesats, der er fastsat i henhold til renteloven, dog minimum 50 kroner, fra dato for udstedelse af tilbagebetalingskravet, og indtil beløbet er indbetalt.

Undtagelser for tilbagebetaling

Hvis et areal med tilsagn udgår af et tilsagn, sælges eller bortforpagtes, eller en forpagtning ophører, så er der en række situationer, hvor direktoratet efter ansøgning kan frafalde kravet om tilbagebetaling af tilskuddet.

Det drejer sig om følgende situationer:

De første fire situationer er beskrevet i hver deres afsnit tidligere i dette kapitel.

Krav om tilbagebetaling sker ikke i tilfælde af force majeure, dvs. helt ekstraordinære og uforudsigelige begivenheder som f.eks. i tilfælde af tilsagnshaverens død, bortforpagters død, tilsagnshavers uarbejdsdygtighed i længere tid, ekspropriation (hvis det ikke kunne forudses ved tilsagnsperiodens begyndelse), ødelæggelse af stalde på bedriften ved ulykke, visse smitsomme sygdomme i husdyrbesætninger eller ved naturkatastrofer. Ændring af tilsagnsarealer, der efter direktoratets vurdering er forårsaget af naturen og kan blive længerevarende, anerkendes også som force majeure.

Der skal være sammenhæng mellem årsagen til den manglende overholdelse af regler og tidspunktet for den særlige begivenhed. For at kunne påberåbe sig force majeure skal du underrette direktoratet indenfor 10 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor du er i stand til at gøre det. Der skal være vedlagt fyldestgørende dokumentation.

Straf

Efter Landdistriktslovens § 14 straffes med bøde, hvis tilsagnshaveren ved grov uagtsomhed eller forsætligt har afgivet urigtige oplysninger. Det er strafbart at give urigtige eller vildledende oplysninger eller tilbageholde oplysninger, der har betydning for afgørelse om tilsagn eller udbetaling af tilskud. Det er desuden strafbart, ikke at give vejledning og hjælp ved kontrol, og at undlade at udlevere det materiale, som er nødvendigt for kontrollen. Det er strafbart ikke at overholde betingelserne i tilsagnet. Der kan idømmes straf i form af bøde. Selskaber m.v. kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kontrol

Direktoratet for FødevareErhverv udfører en administrativ kontrol af tilsagns- og tilskudsbetingelser i forbindelse med sagsbehandling og udbetaling. Plantedirektoratet foretager den fysiske kontrol af jordbrugsbedrifter ved besøg på den enkelte jordbrugsbedrift samt ud fra flyfotos. Under et kontrolbesøg har ansøger pligt til at medvirke til, at kontrollen kan gennemføres.

Kontrollen skal vise, om alle betingelserne for at modtage tilskuddet er overholdt. Hvis det viser sig, at nogle af betingelserne ikke er overholdt, vil tilsagnet normalt bortfalde, og det hidtil udbetalte tilskud skal tilbagebetales med tillæg af renter.

Af hensyn til kontrollen skal gødningsplanlægning, gødningsregnskab samt skatte-, moms- og driftsregnskaber opbevares af tilsagnshaver i mindst 5 år fra udbetalingstidspunktet.

Sanktioner ved beregning af tilskud

Der er to former for sanktion. Den ene del knytter sig til overtrædelser af tilsagns- og tilskudsbetingelser, der kan henføres til tilsagnsarealet, se afsnit A nedenfor. Den anden del knytter sig til overtrædelser, der ikke kan relateres direkte til tilsagnsarealet, se afsnit B nedenfor.

A. Arealafvigelser

Hvis det konstateres, at det areal der fastslås er mindre end det anmeldte areal, vil det medføre en nedsættelse af det tilskudsberettigede areal. Det vil endvidere i nogle situationer medføre en sanktion i forbindelse med beregning af årets tilskud, afhængig af hvor stor forskellen er mellem det anmeldte areal og det fastslåede areal (se skema nedenfor).

Det fastslåede areal er det areal, der er til stede, og hvor alle støttebetingelserne, der knytter sig direkte til arealanvendelsen, er opfyldt. Hvis disse betingelser for tilsagnet ikke er opfyldt for et areal, så vil arealet ikke blive godkendt, og der vil opstå en afvigelse mellem det anmeldte areal og det fastslåede areal.

Det anmeldte areal er lig det areal, der er angivet på det pågældende års markplan i det fælles ansøgningsskema, hvor der tillige ansøges om enkeltbetaling.

Afvigelser

Forskel mellem anmeldt og fastslået areal

Nedsættelse og sanktion af arealer

Fra 0% til og med 3%, dog højst 2 hektar

Det ansøgte areal på tilsagnet om tilskud til miljø- og økologiordningerne nedsættes, så det svarer til det fastslåede areal. Der er ingen sanktion.

Fra 3% til og med 20% eller mere end 2 hektar

Det ansøgte areal på tilsagnet om tilskud til miljø- og økologiordningerne nedsættes, så det svarer til det fastslåede areal. Udbetalingen sker med fradrag af sanktion på to gange forskellen mellem ansøgt og fastslået areal i årets udbetaling i pågældende afgrødegruppe*.

Mere end 20%

Det ansøgte areal på tilsagnet om tilskud til miljøordningerne nedsættes, så det svarer til det fastslåede areal.

Hele det ansøgte areal på tilsagnet om tilskud til miljø- og økologiordningerne fastsættes til 0 i årets udbetaling i den pågældende afgrødegruppe.

**Mere end 30%

Hele det ansøgte areal på årets betalingsanmodning (indberetning) til alle tilskud til arealrelaterede foranstaltninger under landdistriktsprogrammet fastsættes til 0 i årets udbetaling.

**Mere end 50%

Foruden sanktionen for afvigelser på mere end 30% modregnes du indenfor de efterfølgende 3 år for et beløb svarende til den registrerede difference mellem anmeldt og fastslået areal.

*  

En afgrødegruppe defineres ved at bl.a. ordning, støttesats, tilsagns år, forpligtigelse skal være ens.

**  

Procentsatsen opgøres i forhold til det samlede areal med tilsagn til arealrelaterede foranstaltninger under  landdistriktsprogrammet, der er anmeldt.

Opmålingen ved kontrol sker på baggrund af parceller, dvs. sammenhængende jordstykker med samme støttesats. Da indberetningen af tilsagnsarealer på fællesskemaet kræver en opdeling efter støttesats vil denne angivelse af marker normalt svare til de tilsvarende parceller.

Eksempler på arealrelaterede betingelser under de enkelte ordninger
De betingelser, der under tilsagn om Pleje af græs og naturarealer anses for at knytte sig direkte til arealets anvendelse, kan bl.a. være følgende:

De betingelser, der under tilsagn om Braklagte randzoner langs vandløb og søer anses for at knytte sig direkte til arealets anvendelse kan bl.a. være følgende:

De betingelser, der under tilsagn om miljøbetinget tilsagn anses for at knytte sig direkte til arealets anvendelse er blandt andet følgende:

De betingelser, der under tilsagn om omlægningstilskud anses for at knytte sig direkte til arealets anvendelse er følgende:

B. Andre afvigelser

Såfremt andre tilsagnsbetingelser end dem, der er nævnt under ovennævnte afsnit A overtrædes, så nedsættes årets tilskud eller det bortfalder. Eksempler på sådanne tilsagnsbetingelser kan være:

Reduktionen i årets tilskud vil blive fastsat under hensyntagen til hvor alvorlig, omfattende og varig overtrædelsen af pågældende tilsagnsbetingelser er.

Krydsoverensstemmelse

En bedrift med tilsagn om tilskud til miljø- og økologiordningerne er omfattet af de krydsoverensstemmelseskrav, der gælder for landbrugere, der modtager direkte betalinger, herunder enkeltbetalingsordningen. En overtrædelse på bedriften af krydsoverensstemmelseskrav vil medføre reduktion i årets udbetaling af arealbaseret støtte under landdistriktsprogrammet, herunder tilskud til miljø- og økologiordningerne.
Reduktionen beregnes på samme måde som under enkeltbetalingsordningen.

Til forskel fra reglerne om krydsoverensstemmelse på enkeltbetalingsordningen, hvor kravene skal være opfyldt for alle landbrugsarealer og al landbrugsaktivitet, så skal kravene på ordninger under landdistriktsprogrammet være opfyldt for hele bedriften inklusiv skovarealer m.m.

Der henvises i øvrigt til den separate vejledning om krydsoverensstemmelse, se direktoratets hjemmeside.

Revisionsklausul

Et tilsagn om tilskud til miljø- og økologiordningerne er omfattet af kravene om krydsoverensstemmelse. Såfremt der i løbet af den 5-årige tilsagnsperiode sker ændringer af Direktoratet for FødevareErhvervs bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse, kan direktoratet bestemme, at tilsagnet kun kan opretholdes, hvis tilsagnet tilpasses. Hvis en sådan tilpasning ikke accepteres af tilsagnshaver, bortfalder tilsagnet uden krav om tilbagebetaling. Baggrunden herfor er, at tilsagn om tilskud til miljø- og økologiordningerne kun kan kompensere jordbrugeren for tiltag han ikke i forvejen er forpligtet til at gennemføre.

Myndighedernes brug af oplysninger

For at kunne administrere ordningen har Direktoratet for FødevareErhverv brug for en række oplysninger. Hvordan disse oplysninger indhentes og behandles er beskrevet i de følgende afsnit.

Brug af data i ansøgningsskemaet

Oplysningerne i ansøgningsskemaet vil blive brugt af Fødevareministeriet til sagsbehandling, administration, tilskudsudbetaling og kontrol af de meddelte tilsagn. Endvidere vil oplysningerne blive brugt af Fødevareministeriet og tredjemand til statistiske, forsknings-, planlægnings- og evalueringsmæssige formål.

Direktoratet for FødevareErhverv er ansvarlig for behandlingen af de pågældende data, herunder at databehandlingen overholder gældende lovkrav (se afsnit nedenfor). Registrene føres og opbevares elektronisk hos Direktoratet for FødevareErhverv.

Opbevaring af kontroloplysninger

Oplysninger, der indhentes til kontrol vil blive opbevaret i Direktoratet for FødevareErhverv til brug for kontrol af flere støtteordninger. Oplysningerne vil endvidere blive brugt til statistiske, forsknings-, planlægnings- og evalueringsmæssige formål.

Ved at anvende oplysningerne til kontrol af flere støtteordninger skal oplysningerne kun indhentes én gang. Direktoratet vil ved brug af oplysningerne sikre, at tilskudsmodtageren har indsigt i, hvilke data der anvendes, så forkerte oplysninger kan rettes.

Den registreredes rettigheder

Persondataloven giver dig ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger Direktoratet for FødevareErhverv har registreret om dig. Du har også ret til at få rettet, slettet eller blokeret eventuelt urigtige eller vildledende oplysninger.

Vejledning vedrørende anvendelse af oplysninger fra fællesskemaet, herunder offentliggørelse på internettet, jævnfør Persondataloven.

Hvis du indsender Fællesskema 2008 skal du være opmærksom på følgende forhold, som relaterer sig til Persondatalovens § 28, stk. 1:

I henhold til andre relevante paragraffer i persondataloven har du følgende muligheder:

Samtidig skal du være opmærksom på, at der i 2008 forventes vedtaget en EU-forordning efter hvilken det kræves, at oplysninger i fællesskemaet om fornavn, efternavn, evt. firmanavn, den fulde adresse samt størrelse af det modtagne støttebeløb bliver offentliggjort på internettet. Oplysningerne kan, udover den ovenfor nævnte behandling om afgørelse om udbetaling af støtte, også behandles af danske og europæiske revisions- og undersøgelsesorganer med henblik på at værne om EU’s finansielle interesser. Nærmere oplysninger om disse forhold og Persondataloven generelt kan fås ved henvendelse til Direktoratet for FødevareErhverv, Juridisk Enhed.

Muligheder for at klage

Hvis du mener, at Direktoratet for FødevareErhverv, Miljøkontoret eller Økologistøttekontoret, har truffet en afgørelse på et ufuldstændigt grundlag, og du eksempelvis har nye supplerende oplysninger til din sag, bør du snarest muligt oplyse direktoratet herom og anmode om en fornyet behandling.

Afgørelser truffet af Direktoratet for FødevareErhverv kan i øvrigt inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen påklages til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Klager indsendt efter fristens udløb vil normalt ikke blive behandlet.

Du skal indsende din klage vedrørende miljøordninger til:

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
c/o Direktoratet for FødevareErhverv
Miljøkontoret
Pioner Allé 9
6270 Tønder

Vedrørende økologiordninger til:

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
c/o Direktoratet for FødevareErhverv
Økologistøttekontoret
Nyrupsgade 30
1780 København K

Klager har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, hvilket betyder, at direktoratets afgørelse er gældende, indtil den eventuelt ændres.

 

Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |

Denne side er kapitel 6 af 7 til publikationen "Vejledning om tilsagn til miljø- og økologiordninger 2008 - Pleje af græs- og naturarealer, Braklagte randzoner, Miljøbetinget tilskud og Omlægningstilskud".
Version nr. 1.0 af 15-02-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/8692/index.htm
© Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2009