Økologikontrol
Vejledning for landbrugets forsyningsvirksomheder og nonfood-producenter underlagt Plantedirektoratets økologikontrol
7 Eksport
Økologiske produkter, der er produceret på en autoriseret økologisk jordbrugsbedrift eller virksomhed og kontrolleret af Plantedirektoratet, kan eksporteres som økologiske.
Produkter, der ikke kan markedsføres i Danmark som økologiske, må ikke eksporteres til andre lande som økologiske.
Plantedirektoratet kan bistå med at fremme virksomheders eller jordbrugsbedrifters eksport og kan efter anmodning udstede følgende type certifikater:
- Certifikat for virksomheder eller jordbrugsbedrifter, se afsnit 7.1
- Particertifikat, se afsnit 7.2
- Kontroldokument, der dokumenterer, at producenten opfylder et udenlandsk kontrolorgans ekstra regler, se afsnit 7.3.
Dokumenterne kan efter behov udstedes på dansk og engelsk eller eventuelt bestemmelseslandets sprog. Hvis certifikaterne kan udarbejdes uden kontrolbesøg på virksomheden, er udstedelsen gratis.
7.1 Certifikat for virksomheder eller jordbrugsbedrifter
Plantedirektoratet bekræfter i denne type certifikat, at en virksomhed eller jordbrugsbedrift er autoriseret af Plantedirektoratet. Det fremgår af certifikatet, at der udføres kontrol af virksomheden eller bedriften i henhold til bestemmelserne i rådsforordningen (EØF) 2092/91 og de gældende danske nationale økologiregler.
Det fremgår således udelukkende af denne type certifikat, at virksomheden eller jordbrugsbedriften er underlagt direktoratets kontrol.
7.2 Particertifikat
Plantedirektoratet bekræfter i denne type certifikat, at virksomheden eller jordbrugsbedriften har erklæret partiet som økologisk over for direktoratet, og at direktoratet med baggrund i virksomhedens eller bedriftens oplysninger kan bekræfte det pågældende partis økologiske oprindelse og status.
Plantedirektoratet garanterer ikke for, at partiet eksempelvis ikke er blevet forbyttet o.lign.
Certificering af frø og udsæd
Plantedirektoratet kan udstede et particertifikat for bl.a. certificeret frø og sædekorn, hvis en virksomheds eller bedrifts kunder anmoder om dokumentation for partiets økologiske oprindelse. Direktoratet udsteder sådanne particertifikater for økologisk frø og sædekorn, idet disse frø på partiniveau er omfattet af ISTA certificerings- og sporbarhedsbetingelser.
Hvad angår certifikater for frø af arter, der ikke er omfattet af bekendtgørelserne om frø og sædekorn, kan der udstedes et certifikat, hvori det bekræftes, at frø og sædekorn, produceret på bestemte marker, følger reglerne for økologisk produktion.
Certificering af økologiske foderstoffer
Plantedirektoratet kontrollerer følgende ved certificering af økologiske foderstoffer:
- Et partis økologiske oprindelse og status, dvs. om fodermidlerne kommer fra en økologiautoriseret bedrift og om de har status som økologiske.
- For blandede produkter f.eks. foderblandinger: Fodermidlernes økologiske oprindelse og status.
Den økologiske oprindelse og status kan enten kontrolleres ved kontrol af virksomhedens dokumenter og regnskabsbilag eller ved en fysisk kontrol, hvor det undersøges, om f.eks. en varedeklaration på et foderstof svarer til indholdet.
For den fysiske kontrol opkræves der brugerbetaling.
7.3 Kontroldokument for udenlandske kontrolorganers supplerende regler
Plantedirektoratet kan efter anmodning gennemføre supplerende kontrol på økologiske virksomheder eller jordbrugsbedrifter efter udenlandske kontrolorganers regler, således at virksomheder kan opnå adgang til udenlandske markeder og gøre brug af de forskellige kontrolorganers økologimærker.
Brugerbetaling
Da der er tale om en supplerende kontrol, der ligger ud over EU-forordningen og de danske nationale økologiregler, opkræves der brugerbetaling for denne ydelse.
7.3.1 Eksport til USA
NOP
I oktober 2002 trådte de amerikanske økologiregler, ”National Organic Programme” (NOP), i kraft. Reglerne indebærer, at der anvendes et fælles økologimærke i USA, og at økologiske varer, der eksporteres til USA, skal overholde det amerikanske økologiske regelsæt, hvis de skal sælges som økologiske på det amerikanske marked. NOP-reglerne er på visse punkter strammere end EU-forordningen og de danske regler for økologisk produktion.
Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen har i 2003 indgået en aftale med det amerikanske landbrugsministerium (USDA) om kontrol af økologiske fødevarer, der eksporteres til USA. Aftalen betyder, at de danske myndigheder kan udføre kontrol på vegne af USDA.
Kontrollen udføres som en ekstra kontrol, der bygger oven på den eksisterende danske økologikontrol. Kontrollen er et tilbud til virksomheder, der ønsker at eksportere økologiske fødevarer til USA. Primærproducenter og virksomheder skal derfor betale for den ekstra kontrol efter aftale med det pågældende direktorat.
Forud for eksport til det amerikanske marked skal der indgås en kontrolaftale mellem eksportøren og Plantedirektoratet. Herefter sker kontrollen efter NOP-reglerne, og der udarbejdes en særlig kontrolrapport.
Aftalen indebærer, at USDA kan foretage kontrolbesøg i Danmark på jordbrugsbedrifter for at evaluere den danske NOP-kontrol.
| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |
Denne side er kapitel 7 af 10 til publikationen "Økologikontrol
Vejledning for landbrugets forsyningsvirksomheder og nonfood-producenter underlagt Plantedirektoratets økologikontrol".
Version nr. 1.0 af 13-08-2007
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/8278/index.htm
© Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2008
