Titel:
Mark- og vejfred
Undertitel:
Rapport fra Udvalget vedrørende forenkling af lov om mark- og vejfred
Resume:
Udvalget om forenkling af mark- og vejfredsloven har afgivet rapport. Udvalget har gennemgået den nugældende lovs funktion med udgangspunkt i de dele af loven, som den enkelte bruger har interesse i. Udvalget har herved fået et godt overblik over, hvordan og i hvilket omfang loven benyttes og har betydning.
Udgiver:
Direktoratet for FødevareErhverv
Ansvarlig institution:
Direktoratet for FødevareErhverv
Forfatter:
Direktoratet for FødevareErhverv
Sprog:
Dansk
URL:
http://www.netpublikationer.dk/DFFE/1870/index.htm
ISBN nr:
87-91436-33-8
Digital ISBN nr:
87-91436-38-9
Version:
1.0
Versionsdato:
04-03-2004
Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js,doc
Udgiverkategori:
statslig
Emneord:
markfred, vejfred, lov, forenkling, udvalg, vejlovgivning, færdselslovgivning,
Copyright:
Direktoratet for FødevareErhverv
Regeringen har med handlingsplanen ”En enklere offentlig sektor” sikret, at der løbende udvælges områder, hvor mulighederne for forenkling skal analyseres. Der er bl.a. i den forbindelse nedsat et udvalg, der skal analysere muligheden for forenkling af mark- og vejfredsloven, herunder muligheden for at ophæve loven.
Loven stammer fra 1872 og blev afløst af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred, men mange af de grundlæggende regler er ikke ændret væsentligt siden 1872.
Mark- og vejfredsloven indeholder regler om skader forvoldt af husdyr og afholdelse af vurderingsforretninger i forbindelse hermed samt regler om færdsel på fremmed ejendom.
Baggrunden for udvalgets arbejde har bl.a. været en undersøgelse af loven, som Direktoratet for FødevareErhverv startede i 2000. Formålet med undersøgelsen var at få et overblik over, hvordan og i hvilket omfang loven benyttes og har betydning.
Direktoratet anmodede i brev af 7. november 2000 samtlige politikredse om at oplyse, hvor mange sager efter mark- og vejfredsloven de havde haft i en 4 årig periode fra 1997 til 2000, samt om hvorledes disse var fordelt efter loven. Ligeledes blev samtlige kommuner bedt om at oplyse antallet af vurderingsforretninger samt disses fordeling efter lovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 4. Vedrørende resultatet af undersøgelsen henvises til bilag 7.10.
Ifølge kommissoriet skal udvalget komme med en indstilling til fødevareministeren om forenkling af loven, herunder muligheden for at ophæve loven. Udvalgets arbejde skal præsenteres i en rapport, som skal foreligge inden 1. marts 2004.
Efterfølgende har udvalget efter aftale med Fødevareministeriets departementschef fået forlænget afleveringsfristen til 1. april 2004.
Direktoratet for FødevareErhverv nedsatte den 15. juli 2003 Udvalget vedrørende forenkling af lov om mark- og vejfred med følgende kommissorium:
”Lov om mark- og vejfred stammer fra 1872 og blev afløst af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred, men mange af de grundlæggende regler er ikke ændret væsentligt siden 1872.
Der er derfor et stort behov for en modernisering og forenkling af loven. Det vurderes umiddelbart, at en del af lovens bestemmelser er blevet overflødiggjort. De tilbageværende bestemmelser kan evt. integreres i allerede eksisterende lovgivning. Hermed skabes mulighed for, at lov om mark- og vejfred kan ophæves.
Gennemgang af loven skal også ses som et led i den nuværende regerings bestræbelser på at forenkle lovgivningen.
Til at forestå arbejdet nedsættes et udvalg, som får følgende opgaver:
Sammenfattende skal udvalget komme med indstilling til fødevareministeren om forenkling af loven herunder muligheden for at ophæve loven.
Udvalgets arbejde skal præsenteres i en rapport, som skal foreligge inden 1. marts 2004.
Udvalget sammensættes som følger :
Direktør Arent B. Josefsen, Direktoratet for FødevareErhverv, Formand
…………………………….Direktoratet for FødevareErhverv
…………………………….Fødevaredirektoratet
…………………………….Fødevareministeriet, departementet
…………………………….Trafikministeriet
…………………………….Miljøministeriet
…………………………….Justitsministeriet
…………………………….Foreningen af Politimestre i Danmark
…………………………….Dansk Landbrug
…………………………….Amtsrådsforeningen
…………………………….Kommunernes Landsforening
…………………………….Foreningen af Hegnsyn
…………………………….Rådet for Dansk Forsikring og Pension
Udvalgets sekretariat forankres i Arealkontoret, Direktoratet for FødevareErhverv. Der er herudover mulighed for efter aftale med udvalgets formand løbende at tilknytte relevant ekspertise til arbejdet.”
Udvalget fik følgende sammensætning:
Formand for udvalget, direktør Arent B. Josefsen, Direktoratet for FødevareErhverv
Chefkonsulent Elsbeth Teichert, Direktoratet for FødevareErhverv
Agronom Annette B. Bay, Fødevaredirektoratet
Specialkonsulent Poul Arne Iversen, Fødevareministeriet, departementet
Afdelingsleder Grethe Skov, Vejdirektoratet, for Trafikministeriet
Konsulent Hans Henrik Scheibel Nielsen, Skov- og Naturstyrelsen, for Miljøministeriet
Fuldmægtig Louise Christophersen, Justitsministeriet
Fuldmægtig Jacob Waage (suppleant), Justitsministeriet
Politimester Kjeld Roum Svendsen, Foreningen af Politimestre i Danmark
Cand. Jur. Ole Bjørn Johansen, Dansk Landbrug
Fuldmægtig Camilla Nordal Rask, Kommunernes Landsforening
Formand Helge Sølgaard, Foreningen af Hegnsyn
Forsikring og Pension (F & P) og Amtsrådsforeningen har ikke ønsket at deltage i udvalgsarbejdet.
Under udvalgsarbejdet indtrådte
Fuldmægtig Cristina Gulisano, Justitsministeriet
Fuldmægtig Nina Grønbæk Ringsted (suppleant), Justitsministeriet
Fuldmægtig Arne Sunesen, Fødevaredirektoratet
i udvalget i stedet for
Fuldmægtig Louise Christophersen, Justitsministeriet
Fuldmægtig Jacob Waage (suppleant), Justitsministeriet
Agronom Anette B. Bay, Fødevaredirektoratet.
Endvidere har følgende deltaget i udvalgsarbejdet:
Kontorchef Bodil Ekner, Direktoratet for FødevareErhverv
På det første møde i udvalget den 25. september 2003 blev det besluttet at nedsætte to undergrupper.
Den ene undergruppe (§ 3-gruppen) har behandlet lovens § 3 (det objektive ansvar) samt lovens øvrige bestemmelser om husdyr. Den anden undergruppe (§ 17 gruppen) har behandlet lovens bestemmelser om færdsel på fremmed grund.
§ 3-gruppenUndergruppen fik følgende sammensætning:
Chefkonsulent Elsbeth Teichert, Direktoratet for FødevareErhverv
Agronom Anette B. Bay, Fødevaredirektoratet
Fuldmægtig Arne Sunesen, Fødevaredirektoratet (i stedet for Anette B. Bay)
Specialkonsulent Poul Arne Iversen, Fødevareministeriet, departementet
Konsulent Hans Henrik Scheibel Nielsen Skov- og Naturstyrelsen, for Miljøministeriet
Fuldmægtig Jacob Waage, Justitsministeriet
Fuldmægtig Cristina Gulisano, Justitsministeriet (i stedet for Jacob Waage)
Politimester Kjeld Roum Svendsen, Foreningen af Politimestre i Danmark
Cand. Jur. Ole Bjørn Johansen, Dansk Landbrug
Fuldmægtig Camilla Nordal Rask, Kommunernes Landsforening
Formand Helge Sølgaard, Foreningen af Hegnsyn
Endvidere har chefkonsulent Sven Erik Nordal Rask, Fødevareministeriet, departementet, og vicepolitikommissær Jan Johansen, Roskilde Politi, deltaget i arbejdet i undergruppen.
§ 17-gruppenUndergruppen fik følgende sammensætning:
Chefkonsulent Elsbeth Teichert, Direktoratet for FødevareErhverv
Specialkonsulent Poul Arne Iversen, Fødevareministeriet, departementet
Afdelingsleder Grethe Skov, Vejdirektoratet, for Trafikministeriet
Konsulent Hans Henrik Scheibel Nielsen, Skov- og Naturstyrelsen, for Miljøministeriet
Fuldmægtig Jacob Waage, Justitsministeriet
Fuldmægtig Nina Grønbæk Ringsted, Justitsministeriet (i stedet for Jacob Waage)
Politimester Kjeld Roum Svendsen, Foreningen af Politimestre i Danmark
Konsulent Karen Post, Dansk Landbrug
Fuldmægtig Camilla Nordal Rask, Kommunernes Landsforening
Endvidere har politiadvokat Lise Lotte le Maire, Københavns Politi, og politiassessor Ebbe Arentoft, Københavns Politi, deltaget i arbejdet i undergruppen.
Udvalget har afholdt 4 møder i tiden fra 25. september 2003 til 10. februar 2004.
Undergrupperne har afholdt 3 møder i tiden fra 13. oktober 2003 til 24. november 2003.
Udvalget har efter skriftlig høring i udvalget afsluttet sit arbejde med rapporten den 22 marts 2004. Formanden og sekretariatet forestår den endelige redaktion af rapporten, som herefter afgives til fødevareministeren.
Sekretariatsopgaverne for udvalget og undergrupperne er varetaget af Arealkontoret, Direktoratet for FødevareErhverv ved:
Fuldmægtig Anne Holst
Fuldmægtig Eva Nissen
Specialkonsulent Leif Klæsøe
sLandinspektør Michael Larsen
Udvalget har gennemgået den nugældende lovs funktion med udgangspunkt i de dele af loven, som den enkelte bruger har interesse i, bl.a. på baggrund af den undersøgelse som Direktoratet for FødevareErhverv startede i 2000. Udvalget har herved fået et godt overblik over, hvordan og i hvilket omfang loven benyttes og har betydning.
I kapitel 2 gives en kort omtale af historikken, hvoraf fremgår at flere af bestemmelserne i mark- og vejfredsloven går helt tilbage til landskabslovene.
Kapitel 3 indeholder en beskrivelse af bestemmelserne om husdyr i lovens kapitel I-V.
Lovens kapitel I indeholder lovens almindelige bestemmelser, herunder lovens § 1, stk. 1, hvoraf fremgår, at enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget. Dette krav om, at man skal holde sine husdyr på sit eget danner grundlaget for lovens øvrige bestemmelser. Herudover indeholder kapitel I bl.a. en definition af, hvad der nærmere forstås ved begreberne ”anden mands grund”, ”sit eget”, ”besidder” og ”veje” .
Begrebet ”husdyr” er ikke nærmere defineret i lovens kapitel I. I lovens § 1, stk. 2, fastslås det dog, at under begrebet ”husdyr” henregnes tillige pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Begrebet ”husdyr” antages herudover almindeligvis foruden nyttedyr i landbruget, såsom heste, kvæg, svin, får, geder, fjerkræ, også at omfatte visse kæledyr, herunder ejerhunde og ejerkatte, jf. således også lovens § 14
I forbindelse med omtalen af lovens kapitel I er der en beskrivelse af forholdet til beslægtet eller kommende lovgivning. Dette gælder ”smittefare” og Det centrale Husdyrbrugsregister (CHR) samt forholdet til forslag til lov om hold af dyr.
Lovens kapitel II indeholder regler om erstatning for skade forvoldt af husdyr. Der er omtalt en række oplysninger fra Forsikring og Pension samt en beskrivelse af politiets opgaver i henhold til mark- og vejfredslovens bestemmelser om husdyr.
Bestemmelsen i § 3 om det objektive ansvar danner grundlag for, at forsikringsselskaberne årligt udbetaler erstatning i et stort antal skadesager. Det må forventes at give anledning til en lang række tvister, som ikke kendes i dag, såfremt det objektive ansvar efter § 3, stk. 1, ophæves.
I lovens kapitel III findes en række bestemmelser om optagelse af husdyr. Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, idet der tidligere var mange tilfælde af undslupne dyr. Bestemmelserne har stor betydning for at dyrene kommer tilbage til deres ejer, og ikke mindst for at undgå smitterisiko ved at undslupne dyr får kontakt med andre dyrebesætninger.
I forbindelse med omtalen af lovens kapitel III er der en beskrivelse af forholdet mellem loven om mark- og vejfred og politivedtægterne. Det fremgår heraf, at det vurderes, at der ikke umiddelbart er fornøden hjemmel til at lade mark- og vejfredslovens regler om husdyrs indtrængen på anden mands grund optage i vedtægterne.
Lovens kapitel IV indeholder bestemmelser om ufredsbøder og uvane husdyr mv. Ifølge § 13 kan besidderen straffes med bøde for ufred, når husdyr, som uden hjemmel færdes på fremmed grund, forgæves er søgt optaget. Bestemmelsen bruges af politiet som hjemmel til at give bøder og har formentlig også en præventiv effekt.
Efter § 14 har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden direkte på drab sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
I forbindelse med omtalen af § 14 er der en beskrivelse af forholdet til straffeloven.
Reglerne om tøjring og græsning findes i lovens kapitel V. § 15 handler om græsning og tøjring i relation til offentlige veje, medens § 16 vedrører ”sniggræsning” og tilfælde, hvor nogen uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
I forbindelse med omtalen af lovens kapitel V er der en beskrivelse af færdselslovens § 88.
Kapitel 4 omhandler lovens § 17, der er dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom.
Ifølge § 17 er det ikke tilladt at færdes på anden mands grund, uden at man har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbudet mod færdsel på fremmed grund uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur eller lignende.
Derimod er det tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel generelt eller færdsel af den pågældende art. Mark- og vejfredslovens § 17 fastslår, at ejeren af en privat vej har ret til ved skiltning helt eller delvist at begrænse færdslen på vejen, medmindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for andre.
I tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at holde vejen åben for andre, kan vejejeren således selv bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen. Vejejeren bestemmer derimod ikke selv, hvordan forbudet skal afmærkes/gennemføres, jf. færdselslovens § 97.
Anvendelsesområdet for § 17 er blevet væsentligt begrænset af naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens adgang til strande, skove, udyrkede arealer og veje og stier i det åbne land og af privatvejslovens regler, som giver adgang for offentligheden til færdsel på private fællesveje og fællesstier i byer og bymæssige områder. Anvendelsesområdet er desuden begrænset ved, at et stort antal fredningsafgørelser i årenes løb har åbnet adgang for offentlighedens færdsel.
I kapitel 4 er der en beskrivelse af forholdet mellem mark- og vejfredsloven og beslægtet lovgivning. Dette gælder forholdet til vejlovgivningen, færdselsloven, straffeloven, naturbeskyttelsesloven og politivedtægterne.
Kapitel 5 indeholder beskrivelse af lovens bestemmelser om vurderingsforretningerne, herunder bl.a. om fremgangsmåden ved fremsættelse af begæring om afholdelse af vurderingsforretninger, vurderingsmændenes kendelser og beskikkelse af vurderingsmænd.
Ved direktoratets undersøgelse i 2000 om bl.a. anvendelsen af vurderingsforretninger kom der svar fra 246 kommuner. Undersøgelsen viser, at der i perioden 1997-2000 kun har været afholdt et meget begrænset antal vurderingsforretninger, idet der kun har været afholdt 40 vurderingsforretninger i alt og kun i 20 ud af 275 kommuner.
Størstedelen af erstatningssagerne efter mark- og vejfredsloven ordnes i stedet for via forsikringsselskaberne, der træder ind og dækker skader efter det objektive ansvar i det omfang, der er tegnet forsikring.
Kapitel 6 sammenfatter udvalgets overvejelser og indeholder udvalgets indstilling. Udvalget kan ikke anbefale, at bestemmelserne i mark- og vejfredsloven ophæves. Der er kun mulighed for eventuelt at overføre kapitel I til anden nuværende eller kommende lovgivning, herunder Fødevareministeriets forslag til ny lov om hold af dyr, og udvalget finder ikke en sådan overførsel hensigtsmæssig. Udvalget finder, at der kun er behov for enkelte mindre justeringer som følge af samfundsudviklingen. Udvalget indstiller derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt sker ændring af mark- og vejfredsloven.
Flere af bestemmelserne i mark- og vejfredsloven går helt tilbage til 1200-tallet, hvor de første love (landskabslovene), f.eks. Jydske lov, blev udstedt. Som eksempel kan nævnes retten til optagelse af kreaturer, der kommer ind på fremmed grund. Landskabslovene indeholdt nærmere bestemmelser om, hvorledes optagelsen skulle finde sted, og hvilke retsvirkninger den fik. De i Jydske Lov herom fastsatte regler er gentaget i Danske Lov.
I slutningen af 1700-tallet blev driftsfællesskabet ophævet gennem udskiftning. Ved udskiftningen blev det bl.a. bestemt, hvor hver jordejer skulle have sine lodder udlagt, og hvor veje over byens jorder skulle udlægges til de enkelte lodder.
For at sikre markfreden efter udskiftningen indførtes forordningen af 29. oktober 1794, der bl.a. indeholdt hegnsbestemmelser, forbud mod at slippe kreaturer ind på anden mands mark og regler om optagelse af husdyr.
I 1869 blev bestemmelserne om hegn overført til en ny lov af 6. marts 1869 om hegn og i 1872 kom den første selvstændige lov om mark- og vejfred, lov nr. 53 af 25. marts 1872. Bestemmelserne om vurderingsforretninger blev indført i 1872. Lovene afløste de tidligere forordninger, love og plakater om mark- og vejfred.
Den 24. april 1946 blev der nedsat en kommission til revision af mark- og vejfredsloven fra 1872. Kommissionen afgav betænkning i 1952.
Det fremgår af betænkningen, at der på kommissionens indledende møde var enighed om, at den gældende lov i det store og hele havde virket tilfredsstillende, og at de grundsynspunkter, der var nedfældet i loven, burde opretholdes.
Samtidig blev det fremhævet, at en modernisering af loven af 1872 var stærkt tiltrængt, og at den på forskellige punkter burde ændres og suppleres med mere tidssvarende bestemmelser.
Det blev bl.a. gjort gældende, at man i forbindelse med en revision af loven burde benytte lejligheden til at søge bestemmelserne i D.L. 6-10-2 til 5 om ansvar for vilde dyr og husdyr afløst af mere tidssvarende regler. Endvidere fandt kommissionen, at reglerne for gennemførelse af erstatningskrav i henhold til mark- og vejfredsloven var for omstændelige.
På baggrund af den afgivne betænkning afløstes 1872 loven af lov nr. 107 af 31. marts 1953. I den nye lov indførtes bl.a. bestemmelserne i § 19, hvorefter vurderingsmændene afgør ansvarsspørgsmålet ved en kendelse. Efter kendelsen kan såvel erstatningen som omkostningsbeløbet inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, uden at det er nødvendigt at indbringe sagen for domstolene.
Lov nr. 107 af 31. marts 1953 er med de ændringer, der følger af lov nr. 84 af 25. marts 1961, lov nr. 242 af 7. juni 1963 og lov nr. 175 af 30. april 1969, sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987. Loven er efterfølgende ændret ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 og lov nr. 232 af 2. april 1997. Der er i alle tilfælde tale om mindre ændringer foranlediget af ændringer i anden lovgivning.
§ 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.
Stk. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser.§ 2. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret.
Stk. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.
Stk. 3. De i nærværende lov for veje givne bsestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier.
Lovens kapitel I indeholder lovens almindelige bestemmelser, herunder lovens § 1, stk. 1, hvoraf fremgår, at enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget. Dette krav om, at man skal holde sine husdyr på sit eget, danner grundlaget for lovens øvrige bestemmelser.
Herudover indeholder kapitel I bl.a. definition af, hvad der nærmere forstås ved ”anden mands grund”, ”sit eget”, ”besidder” og ”veje”.
For så vidt angår begrebet ”anden mands grund” eller ”sit eget” fremgår det af lovens § 2, stk. 1, at det ansvar, som efter mark- og vejfredsloven er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, også indtræder, når dyret kommer ind på arealer, som dets ejer har bortforpagtet eller udlejet. Det er en forudsætning, at der hersker fuldstændig adskillelse mellem de bortforpagtede eller udlejede arealer og dyreejerens øvrige grund.
For at blive omfattet af begrebet ”besidder” er det ikke nødvendigt at holde flere husdyr, idet det afgørende er, om vedkommende holder det skadevoldende dyr som husdyr, dvs. har det for selv at bruge det eller nyde besiddelsen deraf. Den, der har dyret i varetægt i medfør af tjenesteforhold, eller den, der rent midlertidigt, f.eks. som dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse, er ikke ”besidder” i lovens forstand.
Ifølge lovens § 2, stk. 3, omfatter de i loven for veje angivne bestemmelser også gader, pladser og stier. Bestemmelsen er medtaget for at undgå gentagelser i §§ 5, 15 og 17.
Begrebet ”husdyr” er ikke nærmere defineret i lovens kapitel I. I lovens § 1, stk. 2, fastslås det dog, at under begrebet ”husdyr” henregnes tillige pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Begrebet ”husdyr” antages herudover almindeligvis foruden nyttedyr i landbruget, såsom heste, kvæg, svin, får, geder, fjerkræ, også at omfatte visse kæledyr, herunder ejerhunde og ejerkatte, jf. således også lovens § 14.
Når der opstår mistanke om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom, træder en række foranstaltninger i kraft. Foranstaltningerne bygger oftest på regler fra EU eller OIE, den Internationale Organisation vedrørende Epizootier.
Foranstaltningerne er følgende:
Ejendommen, hvor der er mistanke, sættes under tilsyn af Fødevaredirektoratet. Det indebærer, at dyrene skal holdes isoleret, samt at der ikke må tilføres eller fraføres dyr, der kan smittes, til ejendommen. Samme regler gælder for ejendomme, der har leveret dyr til besætningen eller fået leveret dyr fra besætningen.
Konstateres det herefter, at der er tale om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom, oprettes en beskyttelseszone omkring ejendommen. I denne zone må der normalt ikke flyttes dyr, der kan smittes.
Det er således ved mistanke om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom af betydning at have et godt overblik over husdyrbestanden. Det gælder, når der skal skabes overblik over til- og fraførsel af dyr til den ejendom, hvor mistanken foreligger, eller sygdommen er konstateret. Det gælder ligeledes ved oprettelsen af zoner
Dette lettes gennem reglerne om registrering af husdyrbrug i CHR, hvorefter husdyrbrug skal registreres i CHR.
Reglerne suppleres imidlertid med bestemmelserne i bekendtgørelse om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder.
Det følger af § 1, at hver besætning med disse dyr tildeles et CHR-nummer, der er et unikt nummer i CHR, og som identificerer en bestemt geografisk beliggenhed.
Fødsler, flytninger, slagtninger eller dødsfald skal indberettes til CHR. Pligten gælder både for ejeren af den ejendom, hvorfra dyrene flyttes, og for ejeren af den ejendom, hvor dyrene indsættes.
Gennem disse regler haves et godt overblik over husdyrbestandene og kontakten mellem besætningerne. Det er derfor væsentligt, at det så vidt muligt sikres, at der ikke sker uregistreret kontakt via omstrejfende dyr eller endnu værre ikke registrerede eller øremærkede dyr.
Bestemmelserne i lov om mark- og vejfred kan fortsat medvirke til at begrænse eller forhindre dette. Der tænkes her på lovens § 1 om pligt til at holde sine husdyr på sit eget, §§ 5 og 6 om reglerne om optagelse af husdyr og § 13 om muligheder for at straffe den, der lader husdyr færdes løse på fremmed grund.
Det bemærkes i den forbindelse, at loven om smitsomme sygdomme og zoonoser hos dyr ikke indeholder nogen definition af husdyr. Af bemærkningerne til loven fremgår dog, at der med husdyr først og fremmest forstås de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs- eller produktionsmæssigt øjemed, såsom f.eks. køer, svin, fjerkræ og pelsdyr. Hjorteavl og regnormeproduktion, samt fisk og andre akvakulturdyr, der holdes i dambrug, er ligeledes omfattet af begrebet. Det væsentlige er derfor for så vidt angår husdyrbegrebet, om dyret er i menneskelig varetægt. Hertil kommer, at vildtlevende dyr, som f.eks. ræve og flagermus, udtrykkeligt er omfattet af loven.
Begrebet husdyr inden for husdyrsygdomslovgivningen må på den baggrund anses som værende bredere end det tilsvarende begreb i i mark- og vejfredsloven, jf. ovenfor.
Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og forslag til lov om hold af dyr.I forbindelse med forslag til lov om hold af dyr har det været overvejet, om nogle af bestemmelserne i mark- og vejfredsloven kunne indføjes i lov om hold af dyr.
Det er vurderet, at alene kapitel I i mark- og vejfredsloven naturligt ville kunne indarbejdes i lov osm hold af dyr, enten i kapitel 2 om hold, registrering, mærkning og omsætning af dyr eller et nyt kapitel. Der bemærkes dog, at forslag til lov om hold af dyr ikke definerer eller i øvrigt opererer med begrebet husdyr, bortset fra kapitel 5 om husdyravl. Derimod fremgår det af § 2, at lovforslaget både omhandler dyr i menneskelig varetægt og vildtlevende dyr. De sidste på grund af, at disse dyr kan udgøre en smittefare for de øvrige dyr.
Generelt ligger hovedvægten af lovforslaget på sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse. Dette gælder også kapitel 2, der bl.a. indeholder sporingsinstrumenter - mærkningsregler - , som er af væsentlig betydning i sygdomsbekæmpelsesmæssig henseende. Omstrejfende dyr frembyder fare ikke alene ved at kunne forårsage skader ved angreb på andre dyr og eventuelt mennesker eller kan gøre skade på afgrøder, men også ved at kunne sprede smitsomme sygdomme. Det er derfor af stor betydning, at dyr som holdes af mennesker ikke bevæger sig eller flyttes, uden at deres bevægelser eller flytninger kan spores. Derfor registreres flytning af dyr i CHR, ligesom dyrene forsynes med øremærker.
Forslag til lov om hold af dyr indeholder en bestemmelse, hvorefter en dyreejer ved grov eller gentagen overtrædelse af lovens regler, bl.a. regler om mærkning af dyr, ved dom kan fratages retten til at holde dyr.
Mark- og vejfredslovens bestemmelser om erstatning for skade forvoldt af husdyr drejer sig alene om erstatning for skader på afgrøder m. v. og for skader på andre husdyr forvoldt ved angreb, men ikke erstatning for skader forvoldt ved spredning af smitsomme sygdomme. Forslaget til lov om hold af dyr indeholder heller ikke sådanne erstatningsregler, men kun regler om, at den der med forsæt eller grov uagtsomhed er skyld i sine dyrs sygdom, kan miste retten til erstatning, hvis de bliver slået ned.
Mark- og vejfredslovens kapitel III om optagelse af husdyr indeholder regler, som sigter mod at begrænse de situationer, hvor dyr strejfer om til fare for afgrøder, dyr og mennesker. I disse tilfælde er det af stor betydning, at dyrene er øremærket. Ved optagelsen begrænses det bortløbne dyrs kontakt til andre dyr, men optagelsen udgør i sig selv en risiko for optagerens egne dyr. Optageren af et dyr bør derfor i egen interesse sørge for effektiv isolering af dyret og tage alle forholdsregler for at mindske risikoen for, at en eventuel sygdom, som dyret måtte lide af, spredes til andre dyr.
Bestemmelserne i mark- og vejfredslovens kapitel IV - VII vil ikke hensigtsmæssigt kunne indføjes i lov om hold af dyr uden, at denne helt vil skifte karakter.
Bestemmelserne i lovens kap. I er centrale for loven, idet de dels indeholder lovens grundprincip om at holde dyr på sit eget, dels indeholder nogle definitioner til brug for forståelsen af loven. Bestemmelserne er således tæt knyttet til resten af loven og må ses i sammenhæng hermed.
Udvalget finder, at bestemmelserne i §§ 1 og 2 har central betydning for loven, og at bestemmelserne ikke kan ophæves. Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt at overføre bestemmelserne til anden nuværende eller kommende lovgivning (forslag til lov om hold af dyr).
§ 3. Kommer et husdyr uden s
Ifølge § 3 er husdyrets ”besidder” pligtig at erstatte den skade, som dyret forvolder, hvis det kommer ind på anden mands grund.
Erstatningspligten omfatter de jordbrugsskader (agrarskader), som husdyr normalt forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
Erstatningspligten omfatter desuden den skade, der tilføjes andre husdyr. Dette gælder dog kun den skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Erstatningspligten omfatter ikke skade forvoldt ved bedækning eller smitte.
Ved ”anden voldelig måde” tænkes på tilfælde, hvor et dyr uberettiget kommer ind på fremmed grund, går fredeligt omkring, men bliver angrebet af et græssende husdyr, der under kampen lider skade. I et sådant tilfælde vil det indtrængende dyrs besidder være erstatningspligtig, selv om dyret ikke kan betegnes som angriber.
Erstatningsansvaret er objektivt. Det er således som udgangspunkt uden betydning, om besidderen kan bebrejdes noget i forbindelse med husdyrets adfærd i den konkrete sag.
Bestemmelsen får således selvstændig betydning ved at pålægge ansvar udover, hvad der ville følge af dansk rets almindelige erstatningsregler, hvorefter kun den skade, som forvoldes ved forsætlig eller uagtsom adfærd, medfører erstatningspligt.
Det fremgår dog af lovens § 3, stk. 2, at erstatning ikke kan kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde (egen skyld).
Hvis en skadelidt ønsker at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af vurderingsmændene (§18, stk.1). Se nærmere herom i afsnit 5.
I lovens § 4, stk. 1, fastslås det, at loven ikke finder anvendelse på erstatningsansvar for skade voldt af hunde. Baggrunden herfor er, at dette erstatningsansvar er reguleret direkte i hundeloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
Endelig findes i lovens § 4, stk. 2, en bestemmelse, hvoraf fremgår, at det ansvar for skade voldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, ikke berøres af loven. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglerne i § 3, stk. 1 Bestemmelsen har til formål at præcisere, at krav om erstatning i disse tilfælde kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler.
Det fremgår af besvarelsen, at F&P i forbindelse med direktoratets henvendelse har været i kontakt med de forsikringsselskaber, som tegner landbrugsforsikringer, og at besvarelsen på denne baggrund skal tages som udtryk for en samlet besvarelse fra forsikringserhvervets side.
M.h.t. anvendelsen af lovens § 3, stk.1 (det objektive ansvar) i forbindelse med skader har F&P oplyst, at de selskaber, som behandler agrarskader, har behandlet et varierende antal skader årligt siden 2001. Skønsmæssigt har antallet af skader ligget på ca. 750 sager årligt.
Forsikring for landbrugsvirksomhed omfatter i alle selskaber en såkaldt bedriftsansvarsforsikring, der omfatter ansvaret efter mark- og vejfredslovens bestemmelser. De pågældende skadetyper dækkes således af de sædvanlige landbrugsforsikringer. Der er typisk tale om økonomisk set mindre skader, som dog fylder meget i både forsikringskundernes og de skadelidtes bevidsthed.
Under henvisning til det forestående udvalgsarbejde vedrørende forenkling og eventuel ophævelse af mark- og vejfredsloven, har F&P bemærket, at det må forventes at give anledning til en lang række tvister, som ikke kendes i dag, såfremt det objektive ansvar efter mark og vejfredslovens § 3, stk. 1, ophæves og erstattes af et culpa-ansvar. Skadelidte antages at få problemer med at føre bevis for, at der er tale om culpøs handlen eller undladelse fra skadevolders side. Eksempelvis vil skadelidte kunne få vanskeligt ved at bevise, at naboens indhegning ikke har været forsvarlig, såfremt naboens køer f.eks. under tordenvejr bryder ud af indhegningen og beskadiger skadelidtes afgrøder.
Formentlig vil der ikke blot blive tale om nabostridigheder, men også om sager, der vil blive indbragt for domstolene, og som vil påføre omkostninger på både ansvarsforsikringer og retshjælpsforsikringerne i forbindelse med bl.a. advokatbistand.
Af ovennævnte årsager har F&P anbefalet, at det objektive ansvar efter mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1 opretholdes. Idet F&P forudsætter, at de nævnte synspunkter tilgår det kommende udvalg, fandt F&P det unødvendigt at være repræsenteret i udvalget.
Politiets opgaver i henhold til mark- og vejfredslovens bestemmelser om husdyr.Hvis der i forbindelse med dyrets indtrængen på fremmed grund er sket skade på grunden og dens afgrøder, giver det sjældent politiet anledning til at foretage sig yderligere, idet erstatningskravene mange gange klares direkte mellem de implicerede personer, når dyreejeren er blevet kendt (det drejer sig meget ofte om naboer), og ellers bliver problemet løst ved forsikringsselskabets mellemkomst, især ved de lidt større skader.
Et større problem er dyrs færdsel på offentlige vejområder, især hovedveje og motorveje, hvor der meget ofte opstår farlige situationer. Det kan bl.a. være nødvendigt at rekvirere skytter fra Falcks redningskorps til at skyde dyrene eller kun nogle af dyrene for at skabe kontrol over resten. I mange tilfælde kan der efter gældende praksis ikke rettes kritik mod dyrenes indhegningsforhold, hvorfor disse ganske betydelige gener og ofte ganske betydelige skader for de implicerede motorkøretøjer ikke kan afhjælpes.
Hvis indhegningen findes i orden, kan politiet ikke på nogen måde give påbud om at skabe en mere sikker indhegning. Såfremt der er sket skader på de implicerede motorkøretøjer, må disse enten dækkes af bilernes kaskoforsikring eller afvente sagsanlæg mod dyrenes ejere endda med tvivlsomt resultat i følge gældende praksis, hvis hegningen har været i orden. Disse sager fylder betydeligt mere i politiets hverdag end de "rene" sager i henhold til § 3 m.v. i mark- og vejfredsloven.
Udvalget finder, at bestemmelsen i § 3 om det objektive ansvar i høj grad er relevant. Der henses særligt til, at den danner grundlag for, at forsikringsselskaberne årligt udbetaler erstatning i et stort antal skadesager. Endvidere henvises til de problemer af bevismæssig art og af praktisk karakter, som en ophævelse af bestemmelsen formentlig ville volde skadelidte, jf. udtalelsen fra Forsikring og Pension. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelsen ophæves.
Muligheden for eventuelt at udvide ansvarsområdet til at gælde alle skader forvoldt af husdyr (skader på bl.a. biler og skader ved smitte) er blevet drøftet i udvalget. Det har imidlertid vist sig, at der er tale om et vanskeligt erstatningsretligt forhold, som i givet fald ville forudsætte, at særligt sagkyndige og forsikringsselskaberne skulle inddrages i overvejelserne. En udvidelse af ansvarsområdet er ikke forudsat i kommissoriet for udvalget. Udvalget vil derfor ikke foreslå en udvidelse af ansvarsområdet.
§ 5. Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund.
Stk. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den, hvem vedligeholdelsen påhviler. - Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet.
Stk. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet.
Stk. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent.§ 6. Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne - eller en til hans husstand hørende voksen person - underretning herom.
Stk. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet - der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jfr. dog § 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører, og kan om fornødent inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Undlader optageren at foretage anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, fortabes retten til godtgørelse for foder og pasning, og optageren er pligtig at erstatte det ved afsavnet af dyret forvoldte tab.§ 7. For optagelse af husdyr tilkommer der optageren optagelsespenge.
Stk. 2. Optagelsespengene udgør det samme beløb, som til enhver tid er fastsat som godtgørelse for foder og pasning af det pågældende dyr i et døgn, jfr. § 8, stk. 2, 4 og 5. Hvis en flok husdyr optages, kan der dog højst kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Stk. 3. Optageren er bortset fra det i § 6, stk. 3, og § 18, stk. 3, pkt. 1, omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham optagelsespenge og godtgørelse for foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne.
Stk. 4. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 3 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens § 293, stk. 2.§ 8. Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt. s
Stk. 2. For hvert døgn, som forløber mellem optagelsen og tilbageleveringen eller afleveringen til salg ifølge § 9 tilkommer der som godtgørelse for foder og pasning optageren:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år................... 5,00 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 2,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr.......................... 0,50 kr.
Stk. 3. Finder tilbagelevering sted inden udløbet af 1 døgn, vil godtgørelsen være at beregne således, at over 1/2 døgn regnes for 1 døgn og 1/2 døgn eller derunder regnes for 1/2 døgn. På tilsvarende måde beregnes godtgørelsen for overskydende dele af et døgn.
Stk. 4. Optages andre husdyr end de i stk. 2 nævnte, vil der være at erlægge godtgørelse for foder og pasning som fastsat for det af de nævnte husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må ligestilles. Tvivlsspørgsmål herom afgøres af sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet.
Stk. 5. De i stk. 2 fastsatte takster kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.1§ 9. Indløses og afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. Såfremt der ved auktionen ikke fremkommer noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes efter regler, som fastsættes af landbrugsministeren, jfr. § 12.
Stk. 2. Auktionen afholdes af sognefogeden, hvis en sådan findes og ellers af politiet. Auktionerne er gebyr- og afgiftsfri.
Stk. 3. Skønner sognefogeden eller politiet - at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.§ 10. Af det ved afhændelse i henhold til § 9, stk. 1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens krav i henhold til §§ 7 og 8 samt hans erstatningskrav, for så vidt dets størrelse er fastslået.
Stk. 2. Eventuelt overskud tilfalder statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom.
Stk. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordringer, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder.§ 11. De i henhold til § 5 optagne dyr kan, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, afleveres til vedkommende sognefoged, hvis en sådan findes og ellers til politiet, der i så fald er pligtig at varetage de optageren ifølge nærværende kapitel påhvilende pligter og overtager de ham tillagte rettigheder, dog således at de i § 7 omhandlede optagelsespenge tilfalder optageren, for så vidt de kan erholdes fra dyrets besidder eller dækkes ved afhændelse.
Stk. 2. Iøvrigt vil med hensyn til de heromhandlede dyr de i §§ 9 og 10 fastsatte regler være at iagttage, dog således at den sognefogeden eller politiet i henhold til § 8 tilkommende godtgørelse for foder og pasning forlods vil være at dække af det ved afhændelsen indkomne beløb.§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i § 9 nævnte salgsmåder.
Retten til optagelse af kreaturer, der kommer ind på fremmed grund, anerkendtes allerede i landskabslovene, der indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes optagelsen skulle finde sted, og hvilke retsvirkninger den fik (Danske lov 6-14-12 og 15 m.fl.).
Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, og dette synspunkt er for vejenes vedkommende overført således, at man beskytter den vedligeholdespligtige, som dyrenes færden kan påføre forøgede udgifter. Efter § 5, stk. 2, har politiet optagelsesret ved de veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Bestemmelserne om optagelse har traditionelt haft sammenhæng med, at dyr før i tiden i videre omfang end i dag græssede ude på markerne eller stod tøjret ude. Som følge heraf var der også tidligere mange tilfælde af undslupne dyr, som strejfede rundt og kunne forrette skade på afgrøder og lignende. Beskyttelseshensynet var som ovenfor nævnt grundejeren, og reglerne var møntet på, hvordan denne kunne reagere (dvs. hvilke rettigheder og pligter denne havde), når fremmede dyr kom ind på grunden.
Der henvises til afsnit 3.1.2 vedrørende Smittefare og Det centrale Husdyrbrugregister (CHR) samt Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og forslag til lov om hold af dyr.
PolitivedtægterneHver politikreds har sin egen politivedtægt, der er udfærdiget med hjemmel i lov nr. 21 af 4. februar 1871 om politiet udenfor København. For at sikre et ensartet indhold af vedtægterne er der af Justitsministeriet udarbejdet en normalpolitivedtægt, der skal tjene som forbillede. Vedtægterne godkendes af Justitsministeriet efter, at politimesteren forinden har hørt kommunalbestyrelserne i politikredsen. Overtrædelse af politivedtægterne straffes med bøde og er undergivet almindelig offentlig påtale - det vil sige ingen begæring fra forurettede, som betingelse for politiets indgriben.
Diverse definitionerI § 16 siges det, at "uvedkommende må ikke tage ophold på trapper, i porte, i indgange eller opgange til huse, i kælder eller loftsrum, i ubeboede huse eller lejligheder, i gårde, haver eller udhuse, på byggepladser, i køretøjer, jernbanevogne eller fartøjer." Uberettiget anvendelse af eller ophold på andre - åbne - arealer omfattes således ikke af bestemmelsen, hvortil skal føjes, at en dom (U 1979 201) har betvivlet hjemlen til at lade private områder omfatte af politivedtægterne.
Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og politivedtægterne
Der er ikke fornøden hjemmel i den bag ved politivedtægterne liggende ældre lovgivning eller i vedtægterne selv til at lade de regler om husdyrs indtrængen på anden mands grund, som findes i mark- og vejfredsloven, optage i vedtægterne. Selv i tilfælde af at lovhjemmel blev tilvejebragt, skønnes det uhensigtsmæssigt at lade reglerne i lov om mark- og vejfred om husdyrs indtrængen og ophold på anden mands grund samt reglerne om varetagelse af disse dyr optage i en vedtægt, der stort set omhandler menneskers opførsel og færdsel på vejarealer.
Derudover er overtrædelse af politivedtægten, som nævnt, undergivet almindelig offentlig påtale, mens de forurettede efter mark- og vejfredsloven har mulighed for selv at påvirke resultatet af overtrædelser i kraft af reglen om begæring om offentlig påtale i mark- og vejfredsloven. 24
Bestemmelserne om optagelse af husdyr anvendes ofte af politiet og mest til at finde den rette ejermand til et undsluppet dyr. Se nærmere om politiets opgaver i afsnit 3.2.2.
Bestemmelserne om optagelse af husdyr har stor betydning, dels for at dyrene kommer tilbage til deres ejer, dels - og ikke mindst - for at undgå smitterisiko ved at undslupne dyr får kontakt med andre dyrebesætninger. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelserne ophæves.
Udvalget anbefaler, at taksterne vedrørende godtgørelse for foder og pasning ajourføres i nødvendigt omfang (§ 8, stk. 5).
§ 13. Når husdyr, som uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, forgæves er søgt optaget, kan besidderen straffes med bøde for ufred.
§ 14. Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer. Den, der var besidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder.
Stk. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Stk. 3. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr vil i øvrigt de i §§ 6, 8, 9 og 10 fastsatte bestemmelser vedrørende optagne dyr være at iagttage i den udstrækning, de er anvendelige.
Ifølge § 13 kan besidderen straffes med bøde for ufred, når husdyr, som uden hjemmel færdes på fremmed grund, forgæves er søgt optaget
Ifølge § 14 har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter direkte på drab af dyret, må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret. Advarsel er ikke nødvendig, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Det fremgår af direktoratets undersøgelse i 2000, at bestemmelsen i § 13 har været anvendt i alt 52 gange af 13 politikredse i den undersøgte periode. Straf for overtrædelse af § 14 har derimod kun været anvendt få gange af politikredsene i den undersøgte periode.
Efter straffelovens § 291, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 1 år den, som ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden. Efter bestemmelsens stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 4 år, bl.a. hvis der øves hærværk i betydeligt omfang.
Forbrydelsens genstand er ”ting, som tilhører en anden”. Ved ”ting” må forstås fysiske genstande af enhver art, herunder levende dyr og fast ejendom.
For at en person efter straffelovens § 291 kan ifalde et strafansvar for eksempelvis at have skudt en anden mands hund, er det en forudsætning, at personen har haft forsæt til at ødelægge, beskadige eller bortskaffe hunden.
En strafbar handling kan efter omstændighederne dog være straffri som nødværge, hvis handlingen har været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, og handlingen ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, jf. straffelovens § 13, stk. 1. Er grænserne for lovlig nødværge overskredet, bliver den pågældende dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Efter straffelovens § 14 om nødret straffes en handling, der ellers ville være strafbar, endvidere ikke, når handlingen var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
Hvorvidt en handling, der ellers vil være strafbar, er straffri efter bestemmelserne i straffelovens §§ 13 eller 14, beror på en konkret vurdering af, om betingelserne herfor er opfyldt.
Bestemmelserne om nødværge og nødret suppleres i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, af en mulighed for strafnedsættelse eller under formildende omstændigheder strafbortfald, når nogen har overskredet grænserne for lovlig nødværge eller nødret.
Efter et angrebs afslutning kan lovlig genoprettelse efter omstændighederne ske efter grundsætningerne om lovlig selvtægt. Straffelovens § 294 vedrører alene den ulovlige selvtægt. Det er således forudsat, at privat retshåndhævelse er lovlig inden for visse grænser. Grænserne for lovlig privat retshåndhævelse er ikke fastlagt i bestemmelsen, men afhænger af den udviklede praksis på området.
Bestemmelsen i § 13 om husdyr, der uden hjemmel færdes på fremmed grund, bruges af politiet som hjemmel til at give bøder og har givetvis også en præventiv effekt. Politiet har fortsat behov for at kunne give bøder.
Bestemmelserne i § 14 om, at nedskydning af husdyr på afveje under særlige betingelser kan finde sted, betragtes af nogle (især dyreværnsforeninger) som dyreetisk ukorrekt. Bestemmelsen er særligt i fokus vedrørende katte. Bestemmelsen benyttes i praksis også over for strejfende hunde, der jager vildt, og har i den sammenhæng ikke mindst betydelig præventiv effekt.
Bestemmelsen i § 13 om husdyr bruges af politiet som hjemmel til at give bøder og har også betydelig præventiv effekt. Bestemmelsen medvirker til at begrænse eller forhindre smitterisiko ved, at undslupne dyr får kontakt med andre dyrebesætninger. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelsen ophæves.
For så vidt angår lovens § 14 bemærkes, at udvalget er bekendt med, at Det Dyreetiske Råd i øjeblikket efter anmodning fra Justitsministeriet arbejder på at færdiggøre en udtalelse om katte. Udvalgets finder, at en beslutning om en eventuel ophævelse eller ændring af lovens § 14 bør afvente denne udtalelse.
§ 15. Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de til offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. - Dog kan vedkommende sogneråd med politimesterens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje.
Stk. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over 1 1/2 år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken frahegnet vejen på betryggende måde.
Stk. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Stk. 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.§ 16. Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde.
Stk. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde.
Stk. 3. Med bøde eller hæfte straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Indholdet i §§ 15 og 16 svarer stort set til de tilsvarende bestemmelser i §§ 9, 10 og 11 i lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred.
§ 15 handler om græsning og tøjring i relation til offentlige veje. For så vidt angår private veje, der er åbne for almindelig færdsel, kan der i henhold til § 15, stk. 3, fastsættes tilsvarende bestemmelser i politivedtægten. Særreglen vedrørende private veje skyldes, at det er anset for uhensigtsmæssigt her at fastsætte ensartede lovregler, idet forholdene er vidt forskellige rundt i landet. Overtrædelse af bestemmelserne i § 15 straffes med bøde efter offentlig påtale.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1 vedrører ”sniggræsning”, hvor den som uhjemlet driver sine dyr ind på fremmed mands grund og lader dem græsse der, kan straffes med bøde. Tilsvarende kan der i medfør af stk. 2 gives bøde til den, som uhjemlet driver fremmede husdyr ind på egen grund.
I henhold til § 16, stk. 3 kan der enten straffes med bøde eller hæfte, såfremt nogen uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 16 påtales kun efter den forurettedes begæring.
Det fremgår af færdselslovens § 88, at ingen må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen. Såfremt de ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning.
Bestemmelsen omfatter ”heste, kreaturer m.v.” og efter praksis også får. Efter forarbejderne til den tidligere gældende bestemmelse i § 27, stk. 2 og 3, i lov nr. 129 af 14. april 1932 om færdsel, der delvist svarer til den nuværende færdselslovs § 88, 1. og 2. punktum, omfatter ordet ”kreaturer” kun større husdyr som hornkvæg, får, geder og svin. Fjerkræ falder altså ikke ind under definitionen.
Færdselslovens § 88 regulerer ophold, tøjring og indhegning af heste, kreaturer m.v. i forhold til vej. ”Vej” er defineret i færdselslovens § 2, nr. 26, som sammen med færdselslovens anvendelsesområde er nærmere omtalt i afsnit 4.3.2 Færdselsloven.
1. punktum i § 88 stiller krav om en ”forsvarlig bevogtning” af heste, kreaturer mv., når de færdes på veje omfattet af færdselsloven. Det er ikke nærmere fastlagt, hvornår en bevogtning er ”forsvarlig”, men kravet må - sammenholdt med 3. punktum - indebære, at dyrene ikke må være løsgående, jf. Færdselsloven med kommentarer, 1992, side 622.
Efter bestemmelsens 2. punktum må kreaturer mv. ikke tøjres, så de kan nå ind på veje omfattet af færdselsloven.
Efter bestemmelsens 3. punktum skal kreaturer mv., der ikke er tøjret, være forsvarligt indhegnet, så dyrene ikke når ud på veje omfattet af færdselsloven. Det er ikke muligt nærmere at præcisere, hvad der kræves for, at en indhegning kan anses for ”forsvarlig”. Afgørelsen må bero på en konkret vurdering af blandt andet hegnets art og dyrenes adfærd.
Bestemmelsen er både normerende i forbindelse med erstatningsspørgsmål og straffesager.
Forholdet mellem § 88 i færdselsloven og § 15 i mark- og vejfredslovenFærdselslovens § 88 omfatter ”heste, kreaturer m.v.”, hvilket efter forarbejderne må omfatte kvæg, geder, får og svin men ikke fjerkræ. Mark- og vejfredsloven § 15, stk. 1, omfatter ”husdyr”. Der er normalt antaget, at ”husdyr” også omfatter mindre dyr som f.eks. høns, jf. note 2 til mark- og vejfredsloven i Karnov 2002. Kravet om tøjring og indhegning i færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum, omfatter ”heste, kreaturer m.v.”, hvorimod mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, kun omfatter ”tyre over 1½ år og uvane kreaturer”.
Færdselslovens § 88 omfatter alle veje reguleret af færdselsloven. Mark- og vejfredslovens § 15 har separate bestemmelser for offentlige og private veje. § 15 er dog udformet således, at de regler, der gælder for offentlige veje i stk. 1 og 2, kan fastsættes for private veje i medfør af politivedtægten, jf. stk. 3.
Dyr, der færdes på veje omfattet af færdselsloven, er specifikt reguleret i færdselslovens § 88, 1. punktum.
Der ikke nogen begrænsning af arealerne omfattet af færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum. Det følger dog indirekte af bestemmelsen, at dyrene skal befinde sig på et areal, hvorfra de uden tøjring eller indhegning ville kunne få adgang til - og dermed påvirke færdselssikkerheden - på veje omfattet af færdselsloven.
Mark- og vejfredslovens § 15, stk. 1, omtaler ”de til offentlige veje hørende arealer” og arealer ”nær herved”. Mark- og vejfredsloven regulerer vejbestyrelsens adgang til at tillade græsning på sådanne arealer. En lignende bestemmelse findes ikke i færdselslovens § 88.
Herudover omtaler mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, ”marker, der grænser til offentlige veje”. Efter § 15, stk. 3, kan den samme regel omfatte marker, der grænser til private veje, hvorpå der er almindelig færdsel. Efter ordlyden er § 15, stk. 2 og 3, afgrænset til ”marker”. Færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum, indeholder ikke sådan en afgrænsning.
Både færdselslovens § 88, 2. punktum, og mark- og vejfredslovens § 15, stk. 1 og 2, omtaler ”tøjring” af dyr. I mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, er der krav om en ”forsvarlig tøjring”. Færdselslovens § 88, 2. punktum, stiller krav om, at dyrene skal være tøjret, så de ikke kan nå ind på vejen.
Færdselslovens § 88, 3. punktum, kræver en ”forsvarlig” indhegning, og § 15, stk. 2, i mark- og vejfredsloven kræver en ”betryggende” indhegning.
Overtrædelse af begge bestemmelser kan straffes med bøde efter offentlig påtale. Herudover anvendes § 88 også ved erstatningsspørgsmål. Der er ikke nævnt en tilsvarende anvendelsesmulighed for § 15 i mark- og vejfredsloven.
Det fremgår af undersøgelsen, at én politikreds har anvendt bestemmelsen i § 15, stk. 2 én gang. § 15 synes derfor umiddelbart at have en meget begrænset anvendelse.
Bestemmelserne i § 15 er dog fortsat relevante, idet dyr af og til forvilder sig ud på større offentlig veje/motorveje og er til fare for trafikken. Der er i forbindelse hermed også hensynet til smittebeskyttelsesforhold.
I bemærkningerne til § 16 i forslaget til lov om mark- og vejfred fra 1953 er der bl.a. anført følgende:
”Denne paragraf svarer til l. 1872 §§ 9 og 10, som kommissionen har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde, uanset at straffehjemmel vel som regel vil kunne findes i straffeloven. Efter kommissionens skøn bør disse mindre forseelser nemlig mest naturligt straffes efter særbestemmelser i mark- og vejfredsloven fremfor efter straffeloven, hvorved de ville få et for alvorligt præg.”
Bestemmelserne i § 15 i mark- og vejfredsloven er fortsat relevante og har kun i begrænset omfang samme anvendelsesområde som færdselslovens § 88. Formålet med bestemmelserne er endvidere bredere end færdselslovens § 88, idet der i mark- og vejfredslovens § 15 også er hensynet til smittebeskyttelsesforhold. For så vidt angår § 16 i mark- og vejfredsloven er det udvalgets opfattelse, at man ved for lidt om rækkeviden af bestemmelserne til at ville foreslå dem ophævet. Det er udvalgets vurdering, at bestemmelserne i §§ 15 og 16 bør opretholdes, da der ved en ophævelse af bestemmelserne vil kunne opstå et retstomt rum.
1Taksterne er senest ændret ved bekendtgørelse nr. 85 af 14 marts 1970
§ 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.
Mark- og vejfredslovens § 17 er dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom.
Ifølge § 17 er det ikke tilladt at færdes på anden mands grund, uden at man har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbudet mod færdsel på fremmed grund uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur el.lign.
Derimod er det tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel generelt eller færdsel af den pågældende art. Mark- og vejfredslovens § 17 fastslår, at ejeren af en privat vej har ret til ved skiltning helt eller delvist at begrænse færdslen på vejen, medmindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for andre. Dette gælder ifølge mark- og vejfredslovens § 2 også private stier.
I tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at holde vejen åben for andre, kan vejejeren således selv bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen. Vejejeren bestemmer derimod ikke selv, hvordan forbudet skal afmærkes/gennemføres. Herom gælder bestemmelserne i færdselslovens § 97. Se nærmere herom i afsnit 4.3.2.
Om forståelsen af ”færdselstavle eller andet lovligt opslag” må det antages, at der med ”færdselstavle” er tænkt på det, der nu betegnes autoriseret færdselstavle, mens der med
”andet lovligt opslag” er tænkt på uautoriseret skiltning.
Det fremgår ikke direkte af mark- og vejfredslovens § 17, hvornår et areal anses for at være en vej (eller sti). Der er ikke taget stilling til spørgsmålet i bemærkningerne til forslag til lov om mark- og vejfred eller i kommissionsbetænkningen fra 1952, der ligger til grund for lovforslaget. Det må antages, at der under veje (og stier) henregnes permanente, menneskeskabte færdselsbaner, der er en del af det almindelige vejnet (stinet), og at f.eks. midlertidige kørespor, dyreveksler, brandbælter, indkørsler til gårdspladser og havegange ikke er omfattet af reglen. Direktoratet for FødevareErhverv er ikke bekendt med retsafgørelser om spørgsmålet. Hvad fysisk fremtræden angår, adskiller en vej sig typisk fra en sti ved at være beregnet til et 4-hjulet køretøj.
Det fremgår heller ikke direkte af mark- og vejfredslovens § 17, hvilken slags færdsel ad veje og stier der er tilladt, når ejeren ikke ved lovlig skiltning har begrænset færdslen. Det må dog antages, at reglen kun giver adgang til færdsel ad en vej eller sti, der er egnet til den pågældende slags type færdsel. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en vej/sti er egnet til en bestemt slags type færdsel.
Det fremgår af lovens § 31, at overtrædelse af bestemmelserne i § 17 kun påtales efter den forurettedes begæring.
Bestemmelserne i § 17 stammer oprindelig tilbage fra slutningen af 1700-tallet, hvor driftsfællesskabet blev ophævet gennem udskiftning. Ved udskiftningen blev det bl.a. bestemt, hvor hver mand skulle have sine lodder udlagt, og hvor veje over byens jorder til de enkelte lodder skulle udlægges. Det fremgår af bemærkningerne til loven om mark- og vejfred fra 1872, at bestemmelserne især er rettet mod personer, som uberettiget skyder genvej over anden mands grund.
Det fremgår af bestemmelserne, at hvis der i anden lovgivning eller på anden måde fastsættes bestemmelser om (nærmere angivet art af) færdsel på specifikke områder, er denne færdsel ikke omfattet af bestemmelserne i § 17, fordi der derved er tillagt ”anden hjemmel” til færdslen.
Anvendelsesområdet for § 17 er blevet væsentlig begrænset af naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens adgang til strande, skove, udyrkede arealer og veje og stier i det åbne land og af privatvejslovens regler, som giver adgang for offentligheden til færdsel på private fællesveje og fællesstier i byer og bymæssige områder. Anvendelsesområdet er desuden begrænset ved, at et stort antal fredningsafgørelser i årenes løb har åbnet adgang for offentlighedens færdsel.
Ifølge lovens § 96 forstås ved offentlige stier ”færdselsarealer, som fortrinsvis er forbeholdt almindelig gående, cyklende og ridende færdsel, og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til denne lov”. Vejlovens regler finder ifølge lovens § 100 med de fornødne lempelser anvendelse på offentlige stier.
Ifølge privatvejslovens § 2, forstås ved private fællesveje ”de veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige, tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.” For at arealet ”tjener som færdselsareal”, skal der være tale om en vejret for ejeren af den ejendom, for hvilken arealet tjener som færdselsareal.
Ved vejret forstås i følge lovens § 2, stk. 2, ”den ret, som den til enhver tid værende ejer af en fast ejendom har over en privat fællesvej, der tjener som færdselsareal for ejendommen”. Den, der ejer en sådan ejendom, er vejberettiget.
Ifølge privatvejslovens § 4 forstås der ved almene veje ”de veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almenheden, men som ikke administreres af det offentlige i henhold til lov, vedtægt eller deklaration”. For sådanne veje finder privatvejslovens regler anvendelse med de fornødne lempelser. Vejlovgivningen har imidlertid gennem mere end 100 år forudsat, at almene veje enten blev optaget som offentlige veje eller ændret til private fællesveje. Det er næppe sandsynligt, at der i dag findes almene veje. Der kendes ikke nyere domstolsafgørelser, der har anerkendt veje som almene.
Private stier, der opfylder betingelserne i lovens § 2, og som ikke er offentlige i henhold til vejloven, er private fællesstier. Privatvejslovens regler om private fællesveje finder i følge lovens § 5 anvendelse på sådanne stier og på almene stier, jf. lovens § 4, med de fornødne lempelser.
(Rent) private veje og stier er veje og stier, der alene tjener som færdselsareal for ejeren af den ejendom, hvorpå vej-/stiarealet er beliggende. Disse veje er ikke omfattet af vejlovgivningen. Dog findes der enkelte bestemmelser, der gælder rent private veje og stier, f. eks. privatvejslovens § 13, stk. 4, som indebærer, at nærmere angivne interne boligveje, der indgår i det almindelige vejnet, vil kunne kræves istandsat og vedligeholdt efter privatvejslovens istandsættelsesbestemmelser.
Begrebet færdselsareal, der ikke er defineret i vejlovgivningen, omfatter arealer, der (fortrinsvis) er bestemt til færdsel i overensstemmelse med færdselslovens bestemmelser, dvs. kørsel, gang mv.
Forholdet mellem vejlovgivningen og § 17Privatvejslovens § 44 indebærer, at hverken et forbud mod færdsel eller regulering af færdslen vil kunne gennemføres på private fællesveje og -stier i by (afsnit III) uden samtykke fra kommunen og politiet, ligesom sådanne veje og stier ikke vil kunne nedlægges uden kommunens medvirken, jf. lovens § 53.
Kommunerne kan efter privatvejsloven bestemme, at reglerne om private fællesveje og fællesstier i by (afsnit III) også skal gælde i bestemte områder i landzone, f.eks. sommerhusområder.
Det er antaget, at mark- og vejfredslovens § 17 kan finde anvendelse (også) på private fællesveje. Af betænkning nr. 367/1964 om private fællesveje og vejbidrag, s. 43, fremgår det om de dagældende regler om afspærring af private fællesveje, ”at bestemmelserne i mark- og vejfredslovens § 17, stk. 1, derfor principielt må gælde på de også her omhandlede veje”.
Trafikministeriet har således givet udtryk for den opfattelse, at hverken privatvejsloven eller færdselsloven indebærer, at færdslen på en privat fællesvej ikke tillige kan være reguleret af § 17 i mark- og vejfredsloven.
Ministeriet har samtidig givet udtryk for, at den gennemførte lov om private fællesveje ikke har ophævet eller ændret ved dette. Formålet med privatvejslovens § 44, stk. 3, har alene været at ophæve grundejernes tidligere ret til uden godkendelse at afspærre eller på anden måde at regulere trafikken på private fællesveje i byområder. Der er ikke i forarbejderne til denne bestemmelse holdepunkter for at antage, at det har været hensigten at afskære grundejerne fra deres hidtidige mulighed for at regulere færdslen ved ikke autoriseret afmærkning, når vejmyndigheden og politiet har givet samtykke til den pågældende regulering.
I færdselslovens § 2, nr. 26, er vej defineret som ”vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, hvad enten den er offentlig eller privat”.
Udtrykket ”eller lignende” fortolkes meget vidt. Den righoldige praksis, der nærmere fastlægger den geografiske udstrækning af færdselslovens anvendelsesområde, er nærmere beskrevet i Færdselsloven med kommentarer, 1992, side 90 ff. For eksempel er færdsel på visse strandbredder ved Vesterhavet omfattet af færdselslovens anvendelsesområde.
Det bemærkes, at definitionen af færdselslovens anvendelsesområde kan variere afhængig af, om det for eksempel er lovens straffe- eller erstatningsbestemmelser, der er spørgsmål om at anvende.
Sammenholdes de to bestemmelser i § 1 og § 2, nr. 26, fremgår det, at private veje eller lignende er omfattet af færdselslovens almindelige anvendelsesområde, hvis de benyttes til almindelig færdsel. Det afgørende i den forbindelse er således ikke ejerforholdet, eller om ejeren har givet tilladelse til færdslen, men derimod vejens faktiske benyttelse.
Det er endvidere en betingelse, at der er tale om almindelig benyttelse. Er det således kun en meget snæver personkreds, der benytter vejen, f.eks. en familie, vil færdslen falde uden for færdselslovens anvendelsesområde.
Hvis der er tale om almindelig færdsel kan vejen være omfattet, selvom den er afspærret, eller man ved skiltning eller lignende har forbudt eller begrænset adgang.
I enkelte bestemmelser udvides færdselslovens anvendelsesområde i forhold til definitionen i færdselslovens § 1. Det drejer sig om § 37, stk. 6, om kap- eller væddekørsel uden for vej, § 54, stk. 4 om beværternes forpligtelser til at søge at hindre en spirituspåvirket gæst i at føre køretøj, § 64 om blandt andet ansvarsregler ved øvelseskørsel med kørelærer, § 66 om godkendelse af kørelærer, § 79 om adgangen til at regulere udlejning af køretøjer uden fører, § 88 om forsvarlig indhegning af dyr, § 99 om vildledende afmærkning m.v. og § 124 om salg af køretøjer i politiets og bilinspektionens varetægt.
Fælles for disse bestemmelsers formål er en indirekte regulering af færdslen eller forhold, der er afledt af færdselsreglerne, herunder ansvarsregler.
Forholdet mellem færdselsloven og § 17Ifølge bestemmelserne i færdselslovens § 97 kræves der på både rent private veje og private fællesveje på landet (afsnit II) og i by (afsnit III) godkendelse til afmærkning med autoriseret afmærkning. For så vidt angår private fællesveje i by (afsnit III) kræves godkendelse fra kommunen som vejmyndighed, og i øvrigt godkendelse fra politiet.
Endvidere kan politiet på rent private veje og på private fællesveje på landet (afsnit II) kræve en afmærkning, der ikke er i overensstemmelse med færdselslovens § 95, dvs. autoriseret afmærkning, fjernet, når færdselsmæssige grunde taler for det.
Det følger heraf forudsætningsvis, at uautoriseret afmærkning lovligt kan anvendes på disse veje, jf. tillige § 1 i Trafikministeriets cirkulære nr. 3 af 7. januar 1998 om Vejafmærkning (Vejafmærkningscirkulæret).
For at gennemføre et forbud på rent private veje og på private fællesveje på landet (afsnit II) ved opsætning af bomme eller lign., kræves politiets godkendelse, og politiet kan påbyde særlig afmærkning eller belysning af afspærringen, hvis den kan være til fare for færdslen.
På private fællesveje i by (afsnit III) vil der ikke kunne gennemføres noget forbud uden samtykke fra kommunen som vejmyndighed og politiet, jf. privatvejslovens § 44.
Overtrædelse af skiltning opsat på private veje i medfør af færdselslovens § 97 medfører bødestraf efter § 118, stk. 1, nr. 3. Overtrædelse af færdselsmæssige bestemmelser tilkendegivet ved uautoriserede skilte straffes ikke efter færdselsloven. Overtrædelser af denne karakter kan derimod straffes efter mark- og vejfredsloven § 17.
§ 17 i mark- og vejfredsloven finder endvidere anvendelse på anden mands arealer, der ikke er vej. Som udgangspunkt omfatter færdselslovens almindelige anvendelsesområder ikke disse fysiske områder. Dog er der som nævnt ovenfor visse bestemmelser, der regulerer forhold uden for veje. Formålet med disse bestemmelser er imidlertid en indirekte regulering af færdslen eller forhold, der er afledt af færdselsreglerne, herunder ansvarsregler.
Formålet med straffelovens § 264 er en beskyttelse af privatlivets fred. Det er en fælles betingelse for overtrædelse af § 264, stk. 1, nr. 1 og 2, at forholdet er uberettiget. Berettigelse kan blandt andet følge af civilretlige regler, af regler om ransagning og af en del specialregler.
Bestemmelsen er undergivet privat påtale, jf. straffelovens § 275, stk. 1. Offentlig påtale kan ske, når forurettede anmoder herom, jf. § 275, stk. 2. Offentlig påtale kan endvidere finde sted, hvis almene hensyn kræver det, jf. retsplejelovens § 727, stk. 2, og U 1998.1445 Ø.
Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 264, stk. 1, eller under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 4 år, jf. § 264, stk. 2.
Domme og vedtagne bødeforlæg for overtrædelser af straffeloven indføres i kriminalregisteret, jf. bilag 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret).
Diverse definitionerDer kan ikke generelt stilles noget krav om at lokaliteten har været afspærret, aflåst el.lign.
Lokalitetens art kan være afgørende for, hvor meget aktivitet gerningsmanden skal have udfoldet for ”at skaffe sig adgang”. Hvis det er en privat lejlighed, kan det være tilstrækkeligt, at den fremmede er gået ind. Derimod er det ikke nødvendigvis en husfredskrænkelse at gå ind i en lukket gård, selvom formålet er ulovligt (f.eks. betleri). Der må ofte kræves en opbrydning af en lås, svig etc.
Hvis området ikke har karakter af et lukke, f.eks. på grund af omgivende mur, plankeværk eller hæk, er forholdet alene reguleret af nr. 2. Det er ikke afgørende om indgangen faktisk er låst.
”Fremmed grund” omfatter også private lokaliteter, der er frit tilgængelige, f.eks. marker. Det er ikke det rene ophold på lokaliteten, der er strafbart. Gerningsindholdet kræver, at den pågældende person ikke forlader lokaliteten efter at være opfordret dertil.
Forholdet mellem straffeloven og § 17Sondringen mellem private veje og anden mands grund i mark- og vejfredslovens § 17 går ikke igen i straffelovens § 264, hvor sondringen er mellem ”ikke frit tilgængelige områder” og ”fremmed grund” i det hele taget. En privat vej må antages at kunne være omfattet af § 264, stk. 1, nr. 1, hvis den ligger på et ”ikke frit tilgængeligt område” eller af § 264, stk. 1, nr. 2, hvis den ligger på et åbent område, men hvor ejeren har opfordret gerningsmanden til at forlade området.
Både mark- og vejfredslovens § 17 og straffelovens § 264 finder anvendelse på åbne områder, som for eksempel marker. Det er dog yderligere en betingelse efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2, at der er givet en opfordring til at forlade stedet.
Den normale strafferamme i straffelovens § 264 er bøde eller fængsel indtil 6 måneder, mens straffen for overtrædelse af mark- og vejfredslovens § 17 er bøde. Straf efter § 264 i straffeloven registreres i kriminalregisteret i modsætning til bøder efter mark- og vejfredsloven § 17.
I §§ 22 - 25 er fastsat bestemmelser om offentlighedens adgang til strande, skove, udyrkede arealer og klitfredede arealer.
Med naturbeskyttelsesloven i 1992 blev der som noget nyt i reglerne om offentlighedens adgang til naturen i § 26, stk. 1, fastsat bestemmelser om offentlighedens adgang til at færdes til fods og på cykel på anlagte veje og befæstede stier i det åbne land. I § 26, stk. 2, blev der fastsat bestemmelser om, at ejeren kun i særligt opregnede tilfælde kunne indskrænke denne færdsel. Disse bestemmelser indskrænker således ikke ejerens muligheder for at forhindre færdsel ad veje, der ikke kan betegnes som ”anlagte” og ad stier, der ikke er ”befæstede”.
Begrænsningerne ”anlagte” og ”befæstede” findes hverken umiddelbart forståelige eller nødvendige. I det aktuelle forslag til lov om ændring af naturbeskyttelsesloven foreslås det derfor, at der i almindelighed skal være adgang til gående og cyklende færdsel på alle veje og stier i det åbne land (og i private skove), uanset om disse kan betegnes som ”anlagte” eller ”befæstede”.
Betegnelsen ”veje og stier” dækker permanente, menneskeskabte færdselsbaner. Midlertidige kørespor, dyreveksler, spor efter heste eller mountainbikes og lignende er ikke omfattet af færdselsretten. For at der er adgang til en bestemt type færdsel, forudsættes det, at færdselsbanen fremtræder som egnet til den pågældende færdsel.
Forslaget til ændring af § 26 har til formål tydeligere at beskrive, at bestemmelsen ikke begrænser den ret, offentligheden har til færdsel på veje og stier, der følger af mark- og vejfredslovens § 17. Af de nye formuleringer fremgår det nu klart, at bestemmelsens sigte er at begrænse ejerens adgang til ved skiltning at indskrænke offentlighedens adgang til at gå og cykle (og i ganske særlige tilfælde at ride) på veje og stier i det åbne land.
For så vidt angår offentlighedens adgang til ridning på veje og stier i det åbne land følger det af mark- og vejfredslovens § 17, at ridning er tilladt på veje og stier (der fremtræder som egnet til ridning), men at ejeren ved skiltning helt eller delvis kan forhindre ridning.
Forholdet mellem naturbeskyttelsesloven og § 17M.h.t. beskrivelse vedrørende politivedtægterne henvises til afsnit 3.3.2.
Politivedtægterne omhandler stort set forstyrrelse af den offentlige fred, det vil sige på vej- og gadearealer og har i § 16 en udvidelse til private rum, herunder gårdsrum og haver, men ikke til frie private arealer. Overtrædelser af politivedtægter er undergivet almindelig offentlig påtale, mens overtrædelse af mark- og vejfredslovens § 17 kun påtales efter den forurettedes begæring.
Det fremgår af direktoratets undersøgelse i 2000, at ca. 4500 af politikredsenes sager i den undersøgte periode har været efter § 17. Bestemmelsen er primært anvendt i større byområder som hjemmel til at give bøder for ulovlig færdsel eller parkering på privat grund. Politikredsene behandler således hvert år et betydeligt antal sager om overtrædelse af § 17.
Sagerne påtales efter lovens § 31, stk. 2, kun efter den forurettedes, dvs. arealejerens eller arealbrugerens, begæring. Det betyder, at politiets medarbejdere ikke selv kan tage initiativ til at optage rapport om mulig overtrædelser af loven.
Tyngdepunktet af sager ser ud til at have flyttet sig fra uberettiget færdsel på anden mands jord i landområderne til uberettiget anvendelse af andres arealer i byområder til blandt andet parkering af motorkøretøjer. Dog opstår der stadig sager også i landområderne - i det åbne land - om påstået ret for almenheden til færdsel, typisk gående, cyklende og ridende færdsel over anden mands grund. Det sker f.eks. i forbindelse med oppløjning og tilsåning af arealer, der har været benyttet til ovennævnte færdsel, hvor der påberåbes hævd - alderstids hævd - for almenheden.
For at politiet skal kunne beskæftige sig med disse sager, kræves der en anmeldelse fra den berettigede arealejer eller arealbruger med en beskrivelse af den påståede overtrædelse. Politiet vil herefter foretage en almindelig efterforskning, afhøre forurettede, afhøre overtræderen, der næsten altid vil være kendt af anmelderen (ellers indgives anmeldelse ikke), afhøre mulige vidner samt tilvejebringe beskrivelse af stedet, rids og fotografier. Derefter vil den forurettede blive spurgt om, hvorvidt denne ønsker at begære selve påtalen. Hvis det begæres, foretages der en juridisk vurdering, hvis dette er nødvendigt, f.eks. hvor der påberåbes hævd eller anden særlig hjemmel. Hvis vurderingen af sagen falder positivt ud, rejses der tiltale - enten i form af et bødeforelæg til sigtede eller ved indgivelse af anklageskrift til retten. Straffen er bøde, og hvad enten den vedtages, eller der sker domfældelse, skal bøden inddrives af politiet. Hvis bøden ikke betales, kan der ske afsoning af bøden.
Udvalget har konstateret, at mark- og vejfredslovens § 17 er dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med befolkningens retsopfattelse. Den har stor præventiv virkning, og det er vigtigt, at der er tilknyttet sanktionsmuligheder for overtrædelse af bestemmelsen. Reglen anvendes i høj grad af politiet.
M.h.t. sanktioner er der over tid sket en ændring i anvendelsen, idet langt størstedelen af bødesager nu vedrører færdsel og parkering i større byområder og ikke færdsel på landet. Bestemmelsen har stor præventiv virkning både i byer og på landet. Antallet af sanktionssager giver derfor ikke et fyldestgørende billede af reglens betydning.
Bestemmelsen om, at overtrædelse af § 17 alene påtales efter den forurettedes begæring er passende, da der er tale om forhold af privat karakter.
Mark- og vejfredslovens § 17 kan ikke undværes, og udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelsen ophæves.
Med hensyn til eventuel alternativ placering er der i udvalget enighed om, at der ikke er noget oplagt sted at placere bestemmelsen.
Ud fra drøftelserne må det således konkluderes, at bestemmelsen ikke kan placeres i
§ 18. Ønsker nogen at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af de i § 21 nævnte vurderingsmænd.
Stk. 2. Begæringen rettes til formanden for vurderingsmændene, der samtidig såvidt muligt skal underrettes om navn og bopæl på besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. Undlader skadelidte at lade skaden vurdere som fastsat i stk. 1 og 2 uden med dyrets besidder at have truffet overenskomst om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, bortfalder ethvert krav mod dyrets besidder på erstatning for de i § 3, stk. 1, omhandlede skader. Dette gælder dog ikke, såfremt det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed.§ 19. Når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, afgør vurderingsmændene ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, der tillige fastsætter, hvorledes der vil være at forholde med hensyn til omkostningerne ved vurderingsforretningen. Såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter kendelsens afsigelse eller forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i § 20.
sStk. 2. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte kan, såfremt dyret afhændes i henhold til § 9, kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. 1.§ 20. Den af vurderingsmændene afsagte kendelse kan af hver af parterne indankes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Begæringen om anke skal være civildommeren i hænde inden 15 dage efter kendelsens afsigelse. Har det skadevoldende dyrs besidder ikke overværet vurderingsforretningen, regnes fristen for hans vedkommende fra det tidspunkt, da kendelsen er forkyndt for ham.
Stk. 3. Begæring om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.
Stk. 4. Landbrugsministeren2kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal være Landbrugsministeriet2 i hænde inden 4 uger efter ankefristens udløb.§ 21. For hver primærkommune beskikkes 3 vurderingsmænd til at vurdere de i henhold til § 18 anmeldte skader. Kommunalbestyrelsen kan dog i større kommuner bestemme, at kommunen deles i flere vurderingsdistrikter.
Stk. 2. Vurderingsmændene beskikkes af kommunalbestyrelsen, der tillige bestemmer, hvem der skal fungere som formand.
Stk. 3. Vurderingsmændene er forpligtet til også at udføre vurderinger i nærliggende kommuner eller distrikter, når de der beskikkede vurderingsmænd har lovligt forfald, og det kræves af vedkommende vurderingsformand.
Stk. 4. I stedet for at beskikke de i stk. 1 nævnte vurderingsmænd kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn3 nedsatte hegnsyn.§ 22. Vurderingsmændene beskikkes for perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalbestyrelserne.
Stk. 2. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan beskikkes til vurderingsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage beskikkelse som vurderingsmand. Den, der har fungeret som vurderingsmand i en periode, er ikke forpligtet til at modtage beskikkelse før efter udløbet af en ny periode. Om i øvrigt nogen har gyldig grund til at begære sig fritaget for hvervet, afgøres af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.§ 23. Den en vurderingsmand meddelte beskikkelse kan tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.
§ 24. Ingen må deltage som vurderingsmand i en vurderingsforretning, når han
1) selv er part i sagen eller personlig interesseret i dens udfald,
2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller plejebarn,
3) i henhold til § 23 har indbragt spørgsmålet om tilbagekaldelse af den ham givne beskikkelse for Landbrugsministeriet og dettes afgørelse endnu ikke foreligger.§ 25. Såfremt en indsigelse mod en vurderingsmands habilitet ikke medfører, at han viger sit sæde, kan spørgsmålet herom indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Når det straks forlanges, kan i den anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.§ 26. Vurderingsforretningen, der vil være at afholde snarest muligt, efter at begæring herom er fremsat, foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen. I ganske særlige tilfælde kan vurderingsformanden tilkalde sagkyndig bistand. Vurderingsmændene fastsætter det den sagkyndige tilkommende vederlag, der henregnes til sagens omkostninger.
Stk. 2. Til vurderingsforretningen indkaldes skadelidte samt såvidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem vurderingsmændene er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. 1, søger vurderingsmændene også at opnå forlig om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser iøvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav
gældende ved domstolene.
Stk. 5. Udsættelse af vurderingsforretningen kan indrømmes, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt. Er der voldt skade på husdyr, vil disses værdi før skaden dog være at fastsætte allerede på det første møde.§ 27. Vurderingsforretningerne indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af vurderingsformanden.
Stk. 2. Protokollen underskrives efter hver forretnings afslutning af vurderingsmændene og, hvis forlig opnås, tillige af parterne.§ 28. For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 10 kr., formanden dog 15 kr. Skadelidte er pligtig forskudsvis at udrede disse vederlag.
Stk. 2. Udskrift af vurderingsprotokollen meddeles af formanden mod et vederlag af 2 kr. pr. påbegyndt folioark. Udskrifterne skal være afsendt senest 3 dage efter, at de er bestilt; vederlaget kan kræves betalt forud.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 fastsatte vederlag kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.4§ 29. De beføjelser, der i nærværende lov er tillagt kommunalbestyrelserne, tilkommer i København magistraten.
Stk. 2. De af magistraten trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.5§ 30. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående vurderingsmændenes forretninger er stempelfri.
Kapitel VII indeholder bestemmelser om
Hvis en skadelidt ønsker at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af vurderingsmændene (§ 18, stk. 1).
Erstatningskravet bortfalder dog, såfremt den i § 18, stk. 1, fastsatte frist overskrides, medmindre skadelidte har truffet overenskomst med dyrets besidder om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, eller det ved dom fastslås, at skaden er forvoldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed (§ 18, stk. 3). I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, er der i § 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen. Dette gælder f.eks., hvor der ved angreb på et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvor det først på et senere tidspunkt kan vurderes, i hvilken grad skaden er helbredt.
Viser det sig ved vurderingsforretningen, at husdyr har forvoldt skade, som ikke er omfattet af § 3, stk. 1, skal vurderingsmændene søge at opnå forlig om erstatningen herfor. Hvis der ikke opnås forlig, udarbejder vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene (§ 26, stk. 4).
UndersøgelsenUndersøgelsen viser således, at der i perioden 1997 - 2000 kun har været afholdt et meget begrænset antal vurderingsforretninger, idet der kun har været afholdt 40 vurderingsforretninger i alt og kun i 20 ud af 275 kommuner. Der har således været tale om en meget begrænset anvendelse af ordningen i den undersøgte periode. Desuden tyder oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen på, at dette har været tilfældet i en længere periode.
Det fremgår af besvarelserne fra kommunerne, at et flertal af kommunerne har udpeget hegnsynsmedlemmerne som vurderingsmænd i overensstemmelse med bestemmelsen i § 21, stk. 4.
Nogle af vurderingsformændene har anført, at det er deres opfattelse, at sagerne i stedet ordnes via parternes forsikringsselskaber, som selv vurderer skaderne.
For at få et indtryk af i hvilket omfang erstatning for skader efter mark- og vejfredsloven ordnes via forsikringsselskaberne, har direktoratet kontaktet de tre forsikringsselskaber, som tilsammen varetager ca. 80% af landbrugsporteføljen To af selskaberne har oplyst, at de årligt hver har ca. 200 skader efter mark og vejfredsloven. Det tredje selskab har oplyst, at der siden 1991 har været et faldende antal skadesanmeldelser fra 474 i 1991 til 312 i 2000. Der er således tale om, at størstedelen af erstatningssager efter mark- og vejfredsloven ordnes via forsikringsselskaberne. Oplysningerne fra det ene forsikringsselskab tyder på, at forsikringsselskaberne ikke forlanger 3 dages fristen overholdt.
Der henvises desuden til afsnit 0 Oplysninger fra Forsikring og Pension.
Der har i den undersøgte periode i alt været afholdt 40 vurderingsforretninger. Heraf har enkelte forretninger dannet grundlag for et forsikringsselskabs udbetaling af erstatning.
Hvis bestemmelserne om vurderingsforretningerne ophæves, vil det medføre, at erstatningssager må rejses ved de almindelige domstole, hvis skadevolder ikke er forsikret. Dette vil ikke være hensigtsmæssigt, uanset at der formentlig vil være tale om et begrænset antal retssager.
Det fremgår af direktoratets undersøgelse i 2000, at systemet med vurderingsforretningerne kun er brugt i meget begrænset omfang i de senere år. Dette kan skyldes manglende kendskab til muligheden for at få foretaget en vurderingsforretning. Det er i stedet forsikringsselskaberne, der træder ind og dækker skader efter det objektive ansvar i det omfang, der er tegnet forsikring.
Udvalget finder, at der kan være væsentlige fordele ved at benytte systemet, bl.a. er vurderingsmændenes kendelse eksigibel, således at erstatningen kan inddrives ved fogedretten. Det betyder, at skadelidte kan undgå at føre en væsentlig dyrere retssag, hvis de skadevoldende dyr ikke er forsikrede.
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelserne om vurderingsforretningerne bør opretholdes, således at der ikke opstår et retstomt rum.
Direktoratets undersøgelse viser, at et flertal af kommunerne udpeger hegnsynsmedlemmerne til også at være vurderingsmænd, hvilket udvalget finder hensigtsmæssigt.
Udvalget bemærker, at omkostningerne ved en vurderingsforretning betales af sagens parter, og at de således ikke belaster kommunen. Udvalget anbefaler, at vederlagene, der seneste er ændret ved bekendtgørelse nr. 1079 af 11. december 1996, ajourføres i nødvendigt omfang.
2 Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 er ”Landbrugsministeren” ændret til ”Retten” og Landbrugsministeriet ændret til ”retten”
3 Nu bekendtgørelse nr. 717 af 6. august 2001 af lov om hegn
4 Vederlagene er senest ændret ved bekendtgørelse nr. 1079 af 11. december 1996
5 Ved lov nr. 232 af 2. april 1997 er § 29 ændret til:
”De af kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.”
Udvalget har gennemgået den nugældende lovs funktion med udgangspunkt i de dele af loven, som den enkelte bruger har interesse i.
Udvalget finder, at de fleste af lovens bestemmelser om husdyr fortsat har betydning, og at den generelle samfundsudvikling således ikke har medført, at bestemmelserne er blevet overflødiggjort. Der er kun behov for enkelte mindre justeringer af bestemmelserne som følge af samfundsudviklingen. Der kunne eventuelt være tale om at ophæve kapitel V om tøjring og græsning, men det er udvalgets vurdering, at bestemmelserne bør opretholdes, da det kan medføre risiko for at skabe et retstomt rum, hvis de ophæves. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at lovens bestemmelser om husdyr ophæves. Der kunne eventuelt være mulighed for at overføre bestemmelserne i kapitel I til lov om hold af dyr, men udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt at overføre disse bestemmelser, der har central betydning for loven, til anden lovgivning.
Udvalget anbefaler, at taksterne for optagelse af husdyr ajourføres i nødvendigt omfang.
Udvalget har konstateret, at lovens § 17 er dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom. Bestemmelsen kan ikke undværes, og udvalget kan derfor ikke anbefale, at den ophæves. Der er i udvalget enighed om, at der ikke i anden lovgivning er noget oplagt sted at placere bestemmelsen. Ud fra udvalgets drøftelser må det således konkluderes, at bestemmelsen ikke kan placeres i
Udvalget finder, at der kan være væsentlige fordele ved at benytte systemet med vurderingsforretningerne, bl.a. er vurderingsmændenes kendelse eksigibel, således at erstatningen kan inddrives ved fogedretten. Det betyder, at skadelidte kan undgå at føre en væsentlig dyrere retssag, hvis de skadevoldende dyr ikke er forsikrede. Det er udvalgets vurdering, at bestemmelserne om vurderingsforretningerne bør opretholdes, således at der ikke opstår et retstomt rum. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelserne ophæves.
Udvalget anbefaler, at vederlaget til vurderingsmændene ajourføres i nødvendigt omfang.
Udvalget kan ikke anbefale, at bestemmelserne i mark- og vejfredsloven ophæves. Der er kun mulighed for eventuelt at overføre kapitel I til anden lovgivning (lov om hold af dyr), og udvalget finder ikke en sådan overførsel hensigtsmæssig. Udvalget finder, at der kun er behov for enkelte mindre justeringer som følge af samfundsudviklingen. Udvalget indstiller derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt sker ændring af mark- og vejfredsloven.
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
§ 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.
Stk. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser.
§ 2. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret.
Stk. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.
Stk. 3. De i nærværende lov for veje givne bestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier.
Kapitel II
Erstatning for skade forvoldt af husdyr
§ 3. Kommer et husdyr uden hjemmel ind på anden mands grund, skal dyrets besidder erstatte den skade, dyret forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden. Samme regel gælder om skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse.
Stk. 2. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde.
Stk. 3. Om erstatningskravets gennemførelse gives der regler i kap. VII.
§ 4. Denne lovs regler finder ikke anvendelse på erstatningsansvar for skade voldt af hunde.
Stk. 2. Det ansvar for skade voldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, berøres ikke af nærværende lov. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglen i § 3, stk. 1.
Kapitel III
Optagelse af husdyr
§ 5. Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund.
Stk. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den, hvem vedligeholdelsen påhviler. - Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet.
Stk. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet.
Stk. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent.
§ 6. Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne - eller en til hans husstand hørende voksen person - underretning herom.
Stk. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet - der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jfr. dog § 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører, og kan om fornødent inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Undlader optageren at foretage anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, fortabes retten til godtgørelse for foder og pasning, og optageren er pligtig at erstatte det ved afsavnet af dyret forvoldte tab.
§ 7. For optagelse af husdyr tilkommer der optageren optagelsespenge.
Stk. 2. Optagelsespengene udgør det samme beløb, som til enhver tid er fastsat som godtgørelse for foder og pasning af det pågældende dyr i et døgn, jfr. § 8, stk. 2, 4 og 5. Hvis en flok husdyr optages, kan der dog højst kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Stk. 3. Optageren er bortset fra det i § 6, stk. 3, og § 18, stk. 3, pkt. 1, omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham optagelsespenge og godtgørelse for foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne.
Stk. 4. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 3 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens § 293, stk. 2.
§ 8. Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt.
Stk. 2. For hvert døgn, som forløber mellem optagelsen og tilbageleveringen eller afleveringen til salg ifølge § 9 tilkommer der som godtgørelse for foder og pasning optageren:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år................... 5,00 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 2,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr.......................... 0,50 kr.
Stk. 3. Finder tilbagelevering sted inden udløbet af 1 døgn, vil godtgørelsen være at beregne således, at over 1/2 døgn regnes for 1 døgn og 1/2 døgn eller derunder regnes for 1/2 døgn. På tilsvarende måde beregnes godtgørelsen for overskydende dele af et døgn.
Stk. 4. Optages andre husdyr end de i stk. 2 nævnte, vil der være at erlægge godtgørelse for foder og pasning som fastsat for det af de nævnte husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må ligestilles. Tvivlsspørgsmål herom afgøres af sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet.
Stk. 5. De i stk. 2 fastsatte takster kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.
§ 9. Indløses og afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. Såfremt der ved auktionen ikke fremkommer noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes efter regler, som fastsættes af landbrugsministeren, jfr. § 12.
Stk. 2. Auktionen afholdes af sognefogeden, hvis en sådan findes og ellers af politiet. Auktionerne er gebyr- og afgiftsfri.
Stk. 3. Skønner sognefogeden eller politiet - at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.
§ 10. Af det ved afhændelse i henhold til § 9, stk. 1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens krav i henhold til §§ 7 og 8 samt hans erstatningskrav, for så vidt dets størrelse er fastslået.
Stk. 2. Eventuelt overskud tilfalder statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom.
Stk. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordringer, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder.
§ 11. De i henhold til § 5 optagne dyr kan, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, afleveres til vedkommende sognefoged, hvis en sådan findes og ellers til politiet, der i så fald er pligtig at varetage de optageren ifølge nærværende kapitel påhvilende pligter og overtager de ham tillagte rettigheder, dog således at de i § 7 omhandlede optagelsespenge tilfalder optageren, for så vidt de kan erholdes fra dyrets besidder eller dækkes ved afhændelse.
Stk. 2. Iøvrigt vil med hensyn til de heromhandlede dyr de i §§ 9 og 10 fastsatte regler være at iagttage, dog således at den sognefogeden eller politiet i henhold til § 8 tilkommende godtgørelse for foder og pasning forlods vil være at dække af det ved afhændelsen indkomne beløb.
§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i § 9 nævnte salgsmåder.
Kapitel IV
Ufredsbøder, uvane husdyr m.v.
§ 13. Når husdyr, som uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, forgæves er søgt optaget, kan besidderen straffes med bøde for ufred.
§ 14. Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer. Den, der var besidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder.
Stk. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Stk. 3. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr vil i øvrigt de i §§ 6, 8, 9 og 10 fastsatte bestemmelser vedrørende optagne dyr være at iagttage i den udstrækning, de er anvendelige.
Kapitel V
Tøjring og græsning m.v.
§ 15. Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de til offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. - Dog kan vedkommende sogneråd med politimesterens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje.
Stk. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over 1 1/2 år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken frahegnet vejen på betryggende måde.
Stk. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Stk. 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.
§ 16. Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde.
Stk. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde.
Stk. 3. Med bøde eller hæfte straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Kapitel VI
Færdsel på fremmed grund
§ 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.
Kapitel VII
Vurderingsforretningerne
§ 18. Ønsker nogen at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af de i § 21 nævnte vurderingsmænd.
Stk. 2. Begæringen rettes til formanden for vurderingsmændene, der samtidig såvidt muligt skal underrettes om navn og bopæl på besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. Undlader skadelidte at lade skaden vurdere som fastsat i stk. 1 og 2 uden med dyrets besidder at have truffet overenskomst om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, bortfalder ethvert krav mod dyrets besidder på erstatning for de i § 3, stk. 1, omhandlede skader. Dette gælder dog ikke, såfremt det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed.
§ 19. Når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, afgør vurderingsmændene ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, der tillige fastsætter, hvorledes der vil være at forholde med hensyn til omkostningerne ved vurderingsforretningen. Såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter kendelsens afsigelse eller forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i § 20.
Stk. 2. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte kan, såfremt dyret afhændes i henhold til § 9, kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. 1.
§ 20. Den af vurderingsmændene afsagte kendelse kan af hver af parterne indankes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Begæringen om anke skal være civildommeren i hænde inden 15 dage efter kendelsens afsigelse. Har det skadevoldende dyrs besidder ikke overværet vurderingsforretningen, regnes fristen for hans vedkommende fra det tidspunkt, da kendelsen er forkyndt for ham.
Stk. 3. Begæring om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal være Landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens udløb1.
§ 21. For hver primærkommune beskikkes 3 vurderingsmænd til at vurdere de i henhold til § 18 anmeldte skader. Kommunalbestyrelsen kan dog i større kommuner bestemme, at kommunen deles i flere vurderingsdistrikter.
Stk. 2. Vurderingsmændene beskikkes af kommunalbestyrelsen, der tillige bestemmer, hvem der skal fungere som formand.
Stk. 3. Vurderingsmændene er forpligtet til også at udføre vurderinger i nærliggende kommuner eller distrikter, når de der beskikkede vurderingsmænd har lovligt forfald, og det kræves af vedkommende vurderingsformand.
Stk. 4. I stedet for at beskikke de i stk. 1 nævnte vurderingsmænd kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn nedsatte hegnsyn.
§ 22. Vurderingsmændene beskikkes for perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalbestyrelserne.
Stk. 2. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan beskikkes til vurderingsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage beskikkelse som vurderingsmand. Den, der har fungeret som vurderingsmand i en periode, er ikke forpligtet til at modtage beskikkelse før efter udløbet af en ny periode. Om i øvrigt nogen har gyldig grund til at begære sig fritaget for hvervet, afgøres af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.
§ 23. Den en vurderingsmand meddelte beskikkelse kan tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.
§ 24. Ingen må deltage som vurderingsmand i en vurderingsforretning, når han
1) selv er part i sagen eller personlig interesseret i dens udfald,
2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller plejebarn,
3) i henhold til § 23 har indbragt spørgsmålet om tilbagekaldelse af den ham givne beskikkelse for Landbrugsministeriet og dettes afgørelse endnu ikke foreligger.
§ 25. Såfremt en indsigelse mod en vurderingsmands habilitet ikke medfører, at han viger sit sæde, kan spørgsmålet herom indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Når det straks forlanges, kan i den anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.
§ 26. Vurderingsforretningen, der vil være at afholde snarest muligt, efter at begæring herom er fremsat, foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen. I ganske særlige tilfælde kan vurderingsformanden tilkalde sagkyndig bistand. Vurderingsmændene fastsætter det den sagkyndige tilkommende vederlag, der henregnes til sagens omkostninger.
Stk. 2. Til vurderingsforretningen indkaldes skadelidte samt såvidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem vurderingsmændene er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. 1, søger vurderingsmændene også at opnå forlig om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser iøvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene.
Stk. 5. Udsættelse af vurderingsforretningen kan indrømmes, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt. Er der voldt skade på husdyr, vil disses værdi før skaden dog være at fastsætte allerede på det første møde.
§ 27. Vurderingsforretningerne indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af vurderingsformanden.
Stk. 2. Protokollen underskrives efter hver forretnings afslutning af vurderingsmændene og, hvis forlig opnås, tillige af parterne.
§ 28. For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 10 kr., formanden dog 15 kr. Skadelidte er pligtig forskudsvis at udrede disse vederlag.
Stk. 2. Udskrift af vurderingsprotokollen meddeles af formanden mod et vederlag af 2 kr. pr. påbegyndt folioark. Udskrifterne skal være afsendt senest 3 dage efter, at de er bestilt; vederlaget kan kræves betalt forud.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 fastsatte vederlag kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.
§ 29. De beføjelser, der i nærværende lov er tillagt kommunalbestyrelserne, tilkommer i København magistraten.
Stk. 2. De af magistraten trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.2
§ 30. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående vurderingsmændenes forretninger er stempelfri.
Kapitel VIII
Lovens ikrafttræden m.m.
§ 31. Den i § 7, stk. 4, omhandlede forseelse er undergivet privat påtale.
Stk. 2. Overtrædelse af de i §§ 13, 16 og 17 fastsatte bestemmelser påtales kun efter den forurettedes begæring. Dog kan offentlig påtale finde sted også uden sådan begæring i de i § 13 og § 16, stk. 3, omhandlede tilfælde, når almene hensyn kræver det.
Stk. 3. De i § 15 omhandlede forseelser er undergivet offentlig påtale.
§ 32. Landbrugsministeren træffer de nærmere bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse.
§ 33. Denne lov gælder ikke for Færøerne.
Stk. 2. Loven træder i kraft den 1. juli 1953. Fra samme tidspunkt ophæves § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m.v. og lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred.
Stk. 3. (Overgangsbestemmelser, udeladt).
I medfør af § 48 i lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987, samt § 28, stk. 3, i lov om mark- og vejfred, jf. lovbekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987, fastsættes:
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter udtømmende de vederlag til henholdsvis hegnsynsmænd og vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven, der kan pålægges parterne i en sag. Særskilt betaling for telefon-, porto- og befordringsudgifter kan ikke opkræves.
Stk. 2. De i denne bekendtgørelse fastsatte vederlag er ikke undergivet nogen form for automatisk regulering og kan kun ændres af landbrugs- og fiskeriministeren.
Stk. 3. Der kan ikke kræves forudbetaling af eller sikkerhedsstillelse for vederlag til hegnsynsmænd. Vederlag til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven kan derimod, jf. lovens § 28, stk. 1, kræves forudbetalt.
§ 2. For behandlingen af en hegnssag tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
Stk. 2. Hæves en hegnssag, før der har været afholdt åstedsmøde, tilkommer der formanden et vederlag på 475 kr., der afholdes af den, der har begæret hegnsynsforretning.
Stk. 3. For godkendelse af og indførelse i hegnsynets protokol af et forlig indgået uden hegnsynets medvirken, jf. lovens § 38, stk. 4, tilkommer der formanden et vederlag på 150 kr.
§ 3. For hegnsynets afgørelse af spørgsmålet om fordeling af sagsomkostningerne ved en skelforretning tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
§ 4. For afholdelse af en vurderingsforretning efter mark- og vejfredsloven tilkommer der vurderingsmændene et vederlag på 800 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til den anden vurderingsmand.
Stk. 2. Når undtagelsesvis alle 3 vurderingsmænd, jf. lovens § 26, stk. 1, 2. pkt., deltager i forretningen, udgør vederlaget 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre vurderingsmænd.
§ 5. For udskrifter eller kopier af henholdsvis hegnsynets protokol og protokollen for vurderingsforretninger efter mark- og vejfredsloven betales 10 kr. for første påbegyndte side og 1 kr. for hver påbegyndt følgende side. Hvor udskrifter eller fotokopier leveres af formanden, tilfalder vederlaget denne, ellers den pågældende kommune. Der betales dog ikke for første eksemplar af en udskrift eller en kopi, der leveres til en part i sagen.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 491 af 4. juli 1989 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven ophæves.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse finder dog anvendelse i sager, der er indbragt for henholdsvis hegnsynet og vurderingsmændene i henhold til mark- og vejfredsloven inden den 1. januar 1997.
§ 1. I medfør af § 8, stk. 5, i lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred har landbrugsministeren fastsat de i nævnte lov § 8, stk. 2, omhandlede takster for godtgørelse for foder og pasning af fremmede husdyr pr. døn til følgende beløb:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år.................…. 7,50 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 3,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr........................……. 0,50 kr.
§ 2. Denne bekendtgørelse træder i kraft 1. april 1970.
I medfør af lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter, jfr. § 32 i lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred fastsættes herved følgende:
§ 1.
1. Såfremt et af de i § 3 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om pelsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner nævnte pelsdyr:
Ræve af enhver art, vaskebjørne, skunks (stinkdyr), sølvgrævlinge, opossum, måre, herunder mink (nertz), zobel og ildere samt andre kødædende pelsdyr, såvel som sumpbævere (bæverrotter, nutria) og chinchilla
undslipper fra de gårde eller bure, hvori dyrene er anbragt, skal besidderen anmelde dette til sognefogeden - i København og købstæderne til politiet.
2. Anmeldelsen skal ske inden 24 timer efter at vedkommende er blevet bekendt med, at dyret er undsluppet.
§ 2.
1. Enhver, der fanger eller nedskyder fremmede pelsdyr, som er forsynet med identitetsmærke, skal anmelde dette til sognefogeden - i København og købstæderne til politiet.
2. Anmeldelsen skal ske inden 24 timer efter at fangsten eller nedskydningen har fundet sted.
§ 3.
Overtrædelse af de i denne bekendtgørelse fastsatte bestemmelser straffes i henhold til § 3 i lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter.
§ 4.
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1953.
(Til magistraten i København og kommunalbestyrelserne).
Ved hoslagt at fremsende særtryk af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred skal man henlede opmærksomheden på, at loven træder i kraft den l. juli 1953 og fra samme tidspunkt ophæver den på dette område hidtil gældende lovgivning.
De i henhold til lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred udnævnte vurderingsmænd fungerer dog indtil vedkommende kommunalbestyrelses funktionstid ud- løber, hvorefter der vil være at beskikke nye vurderingsmænd i overensstemmelse med reglerne i den nye lovs § 21. I stedet for at beskikke særlige vurderingsmænd kan kommunalbestyrelserne som hidtil bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 nedsatte hegnsyn.
I lovens § 3 angives hvilke skader dyrets besidder ubetinget er pligtig at erstatte, uden hensyn til om der er handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene. Kun behandlingen af erstatningskrav for sådanne skader henhører under vurderings- mændenes sagsområde. Foruden de såkaldte jordbrugsskader omfatter den ubetingede erstatningspligt skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Udtrykket "angribe" skal forstås snævert og omfatter ikke skade voldt ved bedækning eller smitte. Heller ikke skade, som husdyr kan forvolde ved at skræmme andre husdyr, henhører under vurderingsmændenes sagområde, men krav om erstatning herfor må som hidtil gøres gældende ved domstolene, jfr. dog § 26, stk. 4.
Under husdyr henregnes ifølge lovens § l pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder anses det som vildt og kan jages i overensstemmelse med de i jagtloven herom fastsatte regler. Heraf følger tillige, at dyrets tidligere besidder efter nævnte frists udløb ikke længere er pligtig at yde erstatning for den skade, dyret forvolder. Fanges et undsluppet pelsdyr og genindsættes på farmen, må. det atter betragtes som husdyr, således at der løber en ny frist, hvis dyret påny undslipper.
I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, f.eks. hvor der ved angreb på. et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbig er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske, er der i § 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen.
Medens det efter mark- og vejfredsloven af 1872 alene påhvilede vurderingsmændene at vurdere de anmeldte skader, idet skadelidte herefter var henvist til om fornødent at søge beløbet inddrevet ved domstolene, bestemmes det i § 19, at vurderingsmændene, når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, skal afgøre ansvarsspørgsmålet ved en kendelse. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte henvises til, såfremt dyret er optaget og afhændet i henhold til § 9, at kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. l.
Til vurderingsforretningen skal foruden skadelidte så vidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden, indkaldes.
Vurderingsforretningen foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i vurderingsforretningen. Endvidere kan vurderingsformanden i ganske særlige tilfælde tilkalde sagkyndig bistand, f.eks., hvor det drejer sig om kostbare frøafgrøder eller andre særlig værdifulde afgrøder.
Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. l, påhviler det vurderingsmændene at søge forlig opnået om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser i øvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene.
Som bilag 1-2 til nærværende cirkulære n1edfølger vejledende eksempler på kendelse og forlig vedrørende skadeserstatning i henhold til § 3, stk. l, jfr. § 26, stk. 4.
Såvel afsagte kendelser som forlig indgåede under vurderingsforretningen vil være at indføre i en af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol. Endvidere vil der i protokollen være at optage notat om udsættelse af vurderingsforretninger m. m., jfr. § 26, stk. 5, samt i de i § 26, stk. 4, omhandlede tilfælde en beskrivelse af skadens art og omfang. Efter hver forretnings afslutning underskrives protokollen af de vurderingsmænd, der har deltaget i forretningen. Er forlig opnået, må tillige parterne ved deres underskrift i protokollen bekræfte dette, j fr. herved lovens § 27 og § 26, stk. 4.
For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 10 kr., formanden dog 15 kr. Skadelidte er pligtig forskudsvis at udrede disse vederlag.
(§ 3, jf. § 19, stk. 1)
År 19 ………, den ……………………………………………..afholdtes vurderings- forretning på den ……………………………………………….tilhørende ejendom i
………………………..kommune.
Vurderingen foretoges af ………………………..og ………………………………. Førstnævnte fungerede som formand.
Der foretoges:
Sag nr.: ………………….angående vurdering af skaden på …………………………………………………………………………………………….(her anføres, hvad der er blevet beskadiget).
Der fremlagdes:
a. Skadelidtes begæring om vurderingsforretningens afholdelse, hvoraf fremgik, at begæringen var rettidig indgivet.
b. Dokumentation for, at skadelidte samt det skadevoldende dyrs besidder var indkaldt som foreskrevet i mark- og vejfredslovens § 26, stk. 2, på den i retsplejelovens kapitel 17 foreskrevne måde, f.eks. ved stævningsmand. (Findes sådan dokumentation ikke, anføres her hvorledes indkaldelse faktisk er foregået).
c. ……………………………………
Mødt var:
l. ……………………………………..(skadelidte). .
2. …………………………………….(skadevoldende dyrs besidder).
3. …………………………………….
Efter at skaden var besigtiget og parterne havde haft lejlighed til at udtale sig, blev forlig forgæves forsøgt.
Vurderingsmændene drøftede derefter sagen og afsagde sålydende
Kendelse.
Skadelidte gårdejer…………………………………………… fremsatte krav om en samlet erstatning på ……………………kr., idet han nærmere specificerede sit erstat-
ningskrav således:
ødelagt korn ………………. kr. …………..
beskadigede roer ……………- …………...
i alt …………………………kr. …………..
D e t s k a d e v o l d e n d e d y r s b e s i d d e r gårdejer ………..………………………………….indrømmede, at skaden var forvoldt af 3 ham
tilhørende kvier, men hævdede, at værdien af den beskadigede afgrøde højst kunne ansættes til …………………..kr. og at erstatningen burde nedsættes, fordi skadelidte ikke har holdt sit hegn på den pågældende strækning i forsvarlig stand.
V u r d e r i n g s m æ n d e n e har besigtiget de beskadigede korn- og roemarker. På den ca. 1/2 td. land store havremark var ca.1/3 af kornet fuldstændig nedtrådt og på marken var toppen. afgnavet og de ikke fuldt udviklede roer rykket op på ca. 1/4 td. land. Vurderingsmændene anslog skaden på kornmarken til………. kr. og skaden på roemarken til ……………kr., i alt …………..kr., hvilket beløb vil være at godtgøre skadelidte af gårdejer ………………………………………………………………...
Vurderingsmændene fandt ikke, at der under forhandlingerne var tilvejebragt grundlag for at nedsætte erstatningen ifølge § 3, stk. 2, idet den omstændighed, at skadelidte muligvis havde forsømt sin hegnspligt på den pågældende strækning, ikke kunne medføre, at han mistede sit erstatningskrav (§ 3, stk. 1, jfr. § 1, stk. 1).
For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der vurderingsmændene et vederlag af i alt kr. ………, der vil være at godtgøre skadelidte af gårdejer ……………………….., idet skadelidte forskudsvis har betalt omkostningerne.
Erstatningen og omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter nærværende kendelses afsigelse eller forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i mark- og vejfredslovens § 20.
Thi bestemmes:
Gårdejer …………………………………………………. bør til skadelidte gårdejer ………………………………………………betale ………………..kr. i erstatning og ………….. kr. i sagsomkostninger.
…………………… …………………
vurderingsformand vurderingsmand
(§ 3, stk. 1, jfr. § 26, stk. 4).
År 19 ………, den ……………………………………………..afholdtes vurderings- forretning på den ……………………………………………….tilhørende ejendom i
………………………..kommune.
Vurderingen foretoges af ………………………..og ………………………………. Førstnævnte fungerede som formand.
Der foretoges:
Sag nr.: ………………….angående vurdering af skaden på …………………………………………………………………………………………….(her anføres, hvad der er blevet beskadiget).
Der fremlagdes:
a. Skadelidtes begæring om vurderingsforretningens afholdelse, hvoraf fremgik, at begæringen var rettidig indgivet.
b. Dokumentation for, at skadelidte samt det skadevoldende dyrs besidder var indkaldt som foreskrevet i mark- og vejfredslovens § 26, stk. 2, på den i retsplejelovens kapitel 17 foreskrevne måde, f.eks. ved stævningsmand. (Findes sådan dokumentation ikke, anføres her hvorledes indkaldelse faktisk er foregået).
c. ……………………………………
Mødt var:
l. ……………………………………..(skadelidte). .
2. …………………………………….(skadevoldende dyrs besidder).
3. ……………………………………..
Efter at skaden var besigtiget og parterne havde haft lejlighed til at udtale sig, blev forlig forgæves forsøgt.
Vurderingsmændene besigtigede den beskadigede kløvermark, der på ca. 1/4 td. land var fuldstændig afgræsset af een indklagede tilhørende ko.
Under forhandlingerne opnåedes forlig mellem parterne, idet det skadevoldende dyrs besidder ……………………….. boende forpligtede sig til inden ………..dage fra dato at betale ……………kr. til ……………………………..boende ……………………som erstatning for den forvoldte skade på kløvermarken tilligemed …………kr. til dækning af sagens omkostninger.
Under vurderingsforretningen blev der oplyst, at den gårdejer ………..tilhørende ko, medens den mandag den 4. maj 1953 græssede på skadelidtes kløvermark, havde påført et af skadelidtes kreaturer, der var tøjret på marken, smitsom kastning. - Koen måtte slås ned og der var herved påført skadelidte et tab på …………. kr.
fter at parterne havde haft lejlighed til at udtale sig og vurderingsmændene havde oplyst, at sådan skade ikke omfattes af bestemmelsen i mark- og vej fredslovens § 3, stk. 1, og at vurderingsmændene derfor ikke er kompetente til at afgøre dette erstatningskrav, opnåedes forlig mellem parterne, idet det skadevoldende dyrs besidder …………………boende …………………..forpligtede sig til inden ……dage fra dato at betale …………………….boende ………………………..en erstatning på …….. kr. udover det foran aftalte omkostnings- og erstatningsbeløb vedrørende skaden på kløver- marken. Det skadelidte ifølge foranstående forlig tilkommende beløb udgør herefter i alt …………… kr. skriver …………………………………………… kr.
Det skadevoldende dyrs besidder erklærede sig indforstået med, at nærværende forlig i tilfælde af misligholdelse kan tjene til grundlag for eksekution.
………………………….., den …………………………
…………………… …………………
vurderingsformand vurderingsmand
(Til politidirektøren i København og politimestrene).
Ved hoslagt at fremsende særtryk af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred skal man henlede opmærksomheden på, at loven træder i kraft den l. juli 1953 og fra samme tidspunkt ophæver den på dette område hidtil gældende lovgivning.
A. Optagelse af husdyr.
Af lovens kap. III fremgår, at de hidtil gældende regler om optagelse af husdyr i det store og hele er opretholdt, dog med forskellige mindre tilføjelser og ændringer, hvoraf skal fremhæves,
at der ifølge lovens § 5 tilkommer politiet optagelsesret ikke alene på veje, der er åbne for almindelig færdsel, men også på jernbanearealer,
at optagelsespengene og godtgørelsen for foder og pasning er forhøjet,
at eventuelt overskud ved afhændelse af ikke indløste dyr tilfalder politikassen, i København statskassen, og
at optagne dyr, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, kan afleveres til sognefogeden, i København og købstæderne til politiet.
I medfør af lovens § 12 fastsættes indtil videre følgende retningslinier for bekendtgørelse om og afhændelse af optagne husdyr.
a. Efter modtagelse af anmeldelse om optagelse af husdyr påhviler det sognefogeden - i København og købstæderne politiet - snarest at foranledige optagelsen bekendtgjort i et af de på egnen mest udbredte dagblade, medmindre bestemmelsen i § 9, stk. 3, kommer til anvendelse. Skønnes det optagne dyrs værdi at overstige 300 kr., bør der i bekendtgørelsen optages en nøje beskrivelse af dyret.
b. Forinden bekendtgørelsen iværksættes, bør det undersøges, om der er modtaget anmeldelse i henhold til landbrugsministeriets bekendtgørelse af 17. juni 1953 om indberetningspligt vedrørende undslupne pelsdyr, med henblik på at søge oplyst om det optagne og det undslupne dyr er identiske. Er det optagne dyr forsynet med mærke, hvorved ejeren umiddelbart eller ved henvendelse til tredjemand kan identificeres, bør ejerens navn og adresse søges oplyst, og underretning givet ham om optagelsen med op- fordring til snarest muligt og inden 24 timer at afhente dyret.
c. Afhentes det optagne dyr ikke inden den i henhold til stk. b givne frist eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal det bortsælges mod kontant betaling efter følgende regler:
l. Dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus.
2. Alle andre dyr skal - bortset fra det i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde - afhændes ved offentlig auktion efter at tidspunktet for auktionens afholdelse har været bekendtgjort med mindst 3 dages varsel i et af de på egnen mest udbredte dagblade. Indkaldelsen til auktion, der ikke kan bekendtgøres samtidig med optagelsen, bør indeholde en beskrive]se af de dyr, der agtes bortsolgt. Overstiger det optagne dyrs værdi 300 kr., skal auktionen bekendtgøres i mindst 2 af de blade, hvori kommunale bekendtgørelser indrykkes samt i det lokale ugentlige annonceblad, hvor et sådant findes.
3. Fremkommer der ikke ved auktionen noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes på den måde, som efter et fornuftigt skøn bedst tjener ejerens interesser, f.eks. til et nærliggende slagteri eller slagtehus eller til en opkøber eller handlende på stedet, der forhandler dyr af den pågældende art.
B. Ufredsbøder, uvane husdyr m. v.
Ifølge § 31, stk. 2, kan offentlig påtale i de i § 13 omhandlede tilfælde finde sted uden den forurettedes begæring, når almene hensyn kræver det, f.eks. når fjerkræ, der medfører fare for færdselen på stærkt trafikerede veje, forgæves er søgt optaget.
Den i § 14, stk. l, omhandlede bestemmelse må for så vidt angår omstrejfende hunde betragtes som et supplement til § 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde.
Bestemmelsen i § 14, stk. 2, vedrører kun nedskydning i henhold til mark- og vejfredslovens regler og medfører således ingen ændring i den jagtberettigedes adgang til ifølge jagtloven at fjerne omstrejfende hunde fra sin jagtgrund.
Ordet "ejendom" i § 14, stk. 2, omfatter f.eks. husdyr, men ikke værdiløse vilde buske eller lignende.
Af § 14, stk. 3, følger, at f.eks. en skudt høne ikke uden videre kan beholdes, men nedskydningen skal omgående anmeldes i overensstemmelse med reglerne i § 6, og bestemmelserne i §§ 9 og 10 vil være at iagttage. - Er dyret kun beskadiget, kommer også § 8 til anvendelse, for så vidt det optages.
C. Tøjring og græsning m. v.
Det i § 15, stk. l, omhandlede samtykke til græsning på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje bør gøres betinget af, at dyrene tøjres forsvarligt og i en efter forholdene tilstrækkelig afstand fra selve færdselsbanen.
Tilladelse til græsning kan kun gives for køer og geder, men derimod ikke med hensyn til f.eks. får og kalve.
De i § 16, stk. l og 3, omhandlede bestemmelser omfatter blandt andet åbning af bure for pelsdyr.
D. Færdsel på fremmed grund.
Ifølge § 17, stk. l, kan den private vejejer, der ikke ifølge bygnings- eller vejlovgivningen, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, er pligtig at holde sin vej åben for andre, selv bestemme hvilken færdsel, der må finde sted på vejen, hvorimod formen for forbudet er undergivet politiets skøn, d. v. s. tilkendegivelsen skal enten være en autoriseret færdselstavle, der kun må. opsættes i samråd med politiet, eller et andet lovligt opslag. Ønskes al uvedkommende færdsel forbudt, bør f.eks. et skilt med påskrift "Uvedkommende forbydes adgang" anses tilstrækkeligt.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter såvel færdsel til fods, som med automobil (hest) eller andet befordringsmiddel.
Lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred
Lov nr. 84 af 25. marts 1961 om sandflugtens bekæmpelse
Lov nr. 242 af 7. juni 1963 om ophævelse af politikasserne
Lov nr. 175 af 30. april 1969 om ændringer i forskellige lovbestemmelser som følge af ændringerne i den kommunale styrelseslovgivning
Bekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987 af lov om mark- og vejfred med senere ændringer
Lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger (Ændringer som følge af oprettelsen af Procesbevillingsnævnet)
Lov nr. 232 af 2. april 1997 om ændring af forskellige lovbestemmelser om Københavns Kommune (Københavns Kommunes inddragelse under lov om kommunernes styrelse)
Bekendtgørelse nr. 1079 af 11. december 1996 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven
Bekendtgørelse nr. 85 af 14. marts 1970 om godtgørelse for foder og pasning af fremmede husdyr i henhold til mark- og vejfredslovens § 8
Bekendtgørelse nr. 197 af 17. juni 1953 om indberetningspligt vedrørende undslupne pelsdyr
Cirkulære nr. 100 af 30. juni 1953 om mark- og vejfredslovens ikrafttræden
Cirkulære nr. 99 af 30. juni 1953 om behandling af optagne husdyr m.m.
Bekendtgørelse nr. 759 af 10. september 2002 om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder
Meddelelse nr. 203 af 30. september 1968 om ny normalpolitivedtægt
Bekendtgørelse nr. 814 af 30. september 2003 af straffeloven
Bekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001 af færdselslov med senere ændringer
Bekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 af lov om offentlige veje med senere ændringer
Bekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999 af lov om private fællesveje med senere ændringer.
Bekendtgørelse nr. 85 af 04. februar 2002 af lov om naturbeskyttelse
(fra betænkningen angående revision af mark- og vejfredsloven, 1952)
Til kapitel I.
Almindelige bestemmelser.
Dette kapitel indeholder visse almindelige retssætninger, hvorhos det heri fastsættes, hvilke dyr der henregnes under husdyr (§ 1) og hvad der skal forstås ved "anden mands grund" og "besidder" (§ 2).
Til § 1.
Stk. 1, der nøje svarer til § 1, 1. pkt., i den gældende mark- og vejfredslov - i det følgende betegnet som 1. 1872 - angiver i få ord det for de efterfølgende bestemmelser grundlæggende synspunkt. Af bemærkningerne til § 2 vil fremgå, at "sit eget" ikke alene betyder ens egen grund, men tillige lejet eller forpagtet jord, hvorover vedkommende har udelukkende brugsret. Benyttes den lejede eller forpagtede jord tillige af ejeren eller andre, bør den om brugsforholdet oprettede kontrakt indeholde de fornødne bestemmelser om parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser med hensyn til husdyr.
I stk. 2 foreslås pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner henregnet under husdyr. Da Dansk Pelsdyravlerforening ikke anser tamkaniner for pelsdyr, og kaninavlerne har deres egen organisation, har man anset det for nødvendigt særskilt at nævne tamkaniner.
Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., tager ikke stilling til, hvorvidt pelsdyr også i andre henseender skal betragtes som husdyr, idet den kun tilsigter at fastslå, at pelsdyr falder ind under mark- og vejfredslovens område.
Man har anset det for påkrævet at foreslå bestemmelsen i 2. pkt. i stk. 2 optaget i den kommende mark- og vejfredslov, da det uden en udtrykkelig lovbestemmelse herom vil være vanskeligt at trække grænsen for, hvornår undslupne pelsdyr må jages, idet der, som det fremgår af bil. 6, kun foreligger enkelte højesteretsdomme om dette spørgsmål, og disse kun angår sølvræve.
Kommissionen er enig med Dansk Pelsdyravlerforening i, at der bør indrømmes dyrenes ejer en rimelig frist til at søge undslupne dyr indfanget, men som fremhævet foran side 38 bør det såvidt muligt hindres, at pelsdyr får lejlighed til at slå sig ned og formere sig i naturen.
Det må derfor anses ønskeligt, at der efter udløbet af en nærmere fastsat frist, der i stk. 2 er foreslået fastsat til 1 måned, åbnes adgang til at drive jagt på pelsdyr, der slår sig ned på ens grund.
Af bestemmelsen i stk. 2 følger, at ikke alene den særlige erstatningsregel i § 3, stk. l, men også de øvrige i lovforslaget for husdyr foreslåede bestemmelser er anvendelige på pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Forsåvidt angår pelsdyr, der undslipper, gælder dette dog kun i l måned, efter at de er undsluppet, idet de derefter betragtes som vildt og kan jages i overensstemmelse med de i jagtloven herom fastsatte regler. - Forsåvidt et undsluppet pelsdyr fanges og genindsættes på farmen, må det atter betragtes som husdyr, således at der løber en ny frist, hvis dyret påny undslipper.
Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 2 må anses stemmende med den almindelige opfattelse af afkommets retsstilling.
Til § 2.
Bestemmelserne i stk. l og 2 er nye og må betragtes som et supplement til § 3, stk. l, jfr. norsk lov § 34 (bilag l).
I stk. l uddybes, hvad der skal forstås ved "sit eget” i § l, stk. l. Det ansvar, som efter mark- og vejfredsloven er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder herefter også, når dyret kommer ind på arealer, som dets ejer har bortforpagtet eller udlejet. Det må dog være en forudsætning, at der hersker fuldstændig adskillelse mellem de bortforpagtede eller udlejede arealer og dyreejerens øvrige grund.
For at anses som besidder ifølge stk. 2 er det ikke nødvendigt at holde flere husdyr, idet det afgørende er, om vedkommende holder det skadevoldende dyr som husdyr, d. v. s. har det for selv at bruge det eller
nyde besiddelsen deraf. - Besidder i lovens forstand er derimod ikke den, der har dyret i varetægt i medfør af tjenesteforhold, eller den, der rent midlertidigt, f. eks. som dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse.
Med den i stk. 3 optagne bestemmelse tilsigtes at undgå gentagelser i §§ 5, 15 og 17.
Til kapitel II.
Erstatning for skade forvoldt af husdyr.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om det erstatningsansvar, som påhviler den der holder husdyr (§§ 3-4).
Til § 3.
Som fremhævet foran side 34 foreslås i § 3 opretholdt den gældende lovs bestemmelse om ubetinget erstatningsansvar for visse typiske skader, som forvoldes af husdyr, når de uden hjemmel kommer ind på anden mands grund. Pligten til at yde erstatning er altså i de heromhandlede tilfælde uafhængig af, om der er handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene. På den anden side bortfalder erstatningskravet, såfremt den i § 18, stk. l, fastsatte frist overskrides, medmindre skadelidte har truffet overenskomst med dets besidder om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde eller det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, j fr. bemærkningerne til § 18. Dette er en vis skærpelse af den tilsvarende regel i l. 1872, der i praksis er fortolket således, at erstatningskravet bevares, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd.
Kommissionen har ikke næret betænkelighed ved at foreslå en sådan skærpelse, da det er så indlevet i landbefolkningen, at sager af denne art skal rejses omgående.
I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, f. eks. hvor der ved angreb på et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbig er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske, er der i § 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen.
I overensstemmelse med l. 1872 omfatter erstatningspligten den skade, der tilføjes andre husdyr. Efter forslaget gælder dette dog kun den skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Ved sidste led tænkes på det såkaldte slagsmålstilfælde, hvor et dyr uberettiget kommer ind på fremmed grund, går fredeligt omkring, men så bliver angrebet af et her græssende husdyr, der under kampen lider skade. I et sådant tilfælde bør efter kommissionens opfattelse det indtrængende dyrs besidder være erstatningspligtig, selvom dyret ikke kan betegnes som angriber.
Udtrykket "angriber" skal forstås snævert og omfatter i lighed med, hvad tilfældet er efter gældende ret, ikke skade voldt ved bedækning eller smitte. Krav om erstatning herfor omfattes altså ikke af det ubetingede erstatningsansvar, men må som hidtil gøres gældende ved domstolene, jfr. foran side 13-14 og side 34, og kan kun gennemføres, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd. Det samme gælder den skade, husdyr kan forvolde f. eks. ved at skræmme minkhunner, således at disse kaster eller skambider deres unger, jfr. foran side 38. Udtrykkene i § 3, stk. 1, om andre skader - de såkaldte jordbrugsskader eller agrarisk skade - er i flere retninger snævrere end den gældende lovs.
Dette skyldes, at kommissionen ved bestemmelsens formulering har haft for øje kun at lade de valgte udtryk omfatte de skader, som husdyr normalt forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
I modsætning til 1. 1872 § 1 nævner forslagets § 3 ikke udtrykkelig veje, idet dette er anset overflødigt, da skade på de til en vej hørende skråninger eller på markveje eller stier omfattes af ordene "oprode eller sammentræde jordbunden". Ordet "vandløb" er brugt i samme vide betydning som i vandløbslovens § 1 og omfatter altså bl. a. grøfter, broer og dæmninger.
Ansvar for skader på bure, f. eks. til pelsdyr, samt på mistbænke, udhuse m.v. omfattes ikke af erstatningsreglen i § 3, stk. 1, og må ifølge § 4, stk. 2, som hidtil gøres gældende for domstolene efter de almindelige erstatningsregler.
Ifølge 1.1872 § 1 påhviler erstatningsansvaret ejeren af det pågældende husdyr. - I § 3 foreslås ansvaret pålagt besidderen, idet det må anses mest hensigtsmæssigt at knytte ansvaret til den, der har den regelmæssige økonomiske udnyttelse eller fornøjelse af dyret. Der sker dog næppe ved den ændrede formulering nogen ændring i den bestående retstilstand, da f. eks. den, der har forpagtet en ejendom med tilhørende besætning, anses omfattet af erstatningsansvaret. efter 1. 1872.
Med bestemmelsen er ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt besidderen kan gøre regres mod andre f. eks. i tilfælde, hvor A for at skade B løser dennes kreaturer, så de slipper ind på naboens grund med den følge, at B må erstatte den der forvoldte skade. I sådanne tilfælde må besidderen, der har dækket skaden, kunne gøre regres i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler, j fr. Ussing: erstatningsret, 198.
Den i stk. 2 foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende erstatningsret.
Til § 4.
Den i stk. l foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende ret. Af hensyn til eventuelle lovændringer er hundelovens dato ikke nævnt.
Stk. 2 tilsigter at udelukke tvivl om, at krav om erstatning i tilfælde, som ikke omfattes af erstatningsreglen i § 3, stk. l, kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler.
Til kapitel III.
Optagelse at husdyr.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om optagelse af husdyr (§§ 5-6), om optagelsespenge (§ 7), om fodring og pasning af optagne dyr (§§ 8 og 11) og om afhændelse af optagne dyr, der ikke indløses (§§ 9-10 og 12).
De gældende regler om optagelse af husdyr foreslås i nærværende kapitel i det store og hele opretholdt, dog med forskellige mindre tilføjelser og ændringer, som nærmere vil fremgå af bemærkningerne til de enkelte paragraffer.
Til § 5.
De i stk. l, 2 og 4 foreslåede bestemmelser er en ændret redaktion af de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 §§ 3 og 11. - Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, og dette synspunkt er for vejenes vedkommende overført således, at man beskytter den vedligeholdelsespligtige, hvem dyrenes færden kan påføre forøgede udgifter.
- Ved de veje, der er åbne for almindelig færdsel, må tillige politiet, som skal overvåge færdselssikkerheden, have optagelsesret. Med hensyn til fredede sandflugtsstrækninger foreslås i stk. 4 ikke alene - som efter l. 1872 - vedkommende sandflugtsbetjent, men også grundens ejer eller bruger tillagt optagelsesret.
Bestemmelsen i stk. 3 er ny, idet landbrugsministeriet allerede i 1881 på en derom fremsat forespørgsel måtte meddele, at der ikke i l. 1872 var hjemmel til at optage husdyr på jernbanearealer.
Ved optagelsen eller forsøget herpå skal det påses, at dyret ikke kommer til skade. Kommer dyret ved optagerens uforsigtighed til skade, kan han - bortset fra det i § 14 omhandlede tilfælde - efter omstændighederne blive pligtig at yde dyrets besidder erstatning ifølge de almindelige erstatnings- regler.
Til § 6.
Denne paragraf svarer til bestemmelserne i 1.1872 § 5. - I stk. 1 foreslås fristen ændret fra 12 timer til 24 timer, således at der gælder samme frist efter såvel stk. l som stk. 2. I modsætning til l. 1872 har man ikke fundet det påkrævet at foreskrive en særlig form for underretning om optagelsen, da dette let kan forhale sagens behandling.
I det i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde er bekendtgørelse ufornøden.
Bestemmelsen i stk. 2, sidste pkt., er ny, jfr. bemærkningerne til § 7. Bestemmelsen får almindeligvis kun betydning, forsåvidt det optagne dyr indløses, idet § 10, stk. 1, jfr. § 11, kommer til anvendelse, når dyret afhændes.
Til § 7.
I 1. 1872 § 4 er godtgørelsen for foder og pasning med en enkelt undtagelse fastsat til halvdelen af optagelsespengene. Kommissionen har imidlertid anset det for mere hensigtsmæssigt at benytte godtgørelsen for foder og pasning som udgangspunkt, da denne bør kunne variere med prisniveauet, jfr. herved bemærkningerne til § 8. - Som en praktisk nem regel foreslås optagelsespengene i overensstemmelse hermed i stk. 2 fastsat til samme beløb som godtgørelsen for foder og pasning af det pågældende dyr i eet døgn. En sådan regel forekommer dog kommissionen urimelig i tilfælde, hvor dyrene - f. eks. får - i flokke løber ind på naboens grund, jfr. sidste pkt. i stk. 2, hvorefter ,der i sådanne tilfælde højst kan kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Ifølge 1.1872 § 4 er optageren berettiget til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der ydes ham optagelsespenge, godtgørelse for foder og pasning, samt refusion af omkostningerne ved den i medfør af § 5 stedfundne bekendtgørelse om optagelsen. Kommissionen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at lade optageren have tilbageholdelsesret for bekendtgørelsesudgifterne, da det påhviler sognefogeden eller politiet at foranledige optagelsen bekendtgjort, j fr. herved § 6, stk. 2, hvorefter udgiften om fornødent kan inddrives ved udpantning hos den, hvem dyret tilhører.
Derimod har man anset det for rimeligt, at der tillægges optageren ret til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der enten betales ham erstatning for forvoldt skade eller stilles sikkerhed herfor, således som det nærmere vil fremgå af stk. 3. - Bestemmelsen om sikkerhedsstillelse er ny, men synes stemmende med billighed og findes i såvel norsk som svensk ret, jfr. foran side 28 ff. og bilag 1-2.
Stk. 4 afløser den tilsvarende bestemmelse i 1. 1872 § 3, pkt. 2.
Til § 8.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 4. Det må i og for sig betragtes som en selv følge, at optageren skal fodre og passe det optagne dyr forsvarligt, men kommissionen har anset det for ønskeligt, at dette udtrykkelig fremhæves i loven.
Der er i tidens løb gentagne gange indkommet klager over, at de i 1. 1872 § 4 fastsatte godtgørelser for foder og pasning ikke svarer til nutidens prisniveau, og der er da også indenfor kommissionen enighed om, at disse bør forhøjes. De i stk. 2 foreslåede takster er ansat på grundlag af oplysninger indhentet fra det landøkonomiske driftsbureau (bilag 5), idet man dog har ment det tilstrækkeligt at have 3 forskellige satser.
Det bemærkes herved, at man har anset det for ufornødent i stk. 2 at nævne katte, på hvilke stk. 4 i påkommende tilfælde er anvendelig.
Iøvrigt har man ved taksternes ansættelse haft for øje, at de bør være af en sådan størrelse, at de opfordrer til påpasselighed med hensyn til at holde sine husdyr på egen grund, men på den anden side ikke så høje, at det bliver en "forretning" at optage fremmede husdyr.
Stk. 3 er en forenkling af de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 4, næstsidste pkt. - Kommissionen har ikke anset det påkrævet at foreslå optaget en til 1. 1872 § 4, sidste pkt., svarende særlig bestemmelse for København og købstæderne, hvorefter optageren, når han godtgør, at udgiften til foder og pasning har oversteget, hvad der ifølge de almindelige regler tilkommer ham, er berettiget til at fordre hele udgiften erstattet. .
Stk. 4 er en ændret redaktion af den tilsvarende bestemmelse i 1. 1872 § 4, stk. 3, pkt. 1.
Bestemmelsen i stk. 5 er ny.
Til § 9.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 6.
Af stk. 1 følger, at optagne husdyr i almindelighed skal sælges ved auktion, såfremt dyrene ikke indløses og afhentes inden de fastsatte frister.
Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 1 er ny og foranlediget af, at værdifulde kvier er solgt på auktioner til priser, der ligger langt under handelsværdien. En medvirkende årsag hertil kan være, at man flere steder anvender den fremgangsmåde at annoncere såvel optagelsen som auktionen i en og samme bekendtgørelse, hvilket ikke opfordrer eventuelle købere til at møde op ved auktionen, da de risikerer, at dyret forinden er indløst. Ifølge kommissionens opfattelse bør der - bortset fra det i stk. 3 omhandlede tilfælde - foretages 2 bekendtgørelser, og de nærmere regler herom foreslås det i § 12 overladt til landbrugsministeren at fastsætte.
Til § 10.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 6.
Af stk. l følger, at det er en forudsætning for, at skadelidte kan kræve sit erstatningskrav dækket af det ved auktionen indkomne beløb, at erstatningskravets størrelse er fastslået i overensstemmelse med reglerne i §§ 18-20.
Ifølge l. 1872 § 6 skal rette vedkommende inden år og dag kræve det ved auktionen fremkomne overskud udbetalt. Kommissionen har imidlertid anset det for naturligt i stk. 2 at foreslå samme frist, nemlig 3 måneder, som i lov nr. 146 om hittegods af 23. april 1952 § 4 er fastsat for afhentning af hittegods, der er indleveret til politiet.
Dette gælder dog ikke, hvis optageren i henhold til § 20 eller § 18, stk. 3, sidste pkt., har indbragt sagen om erstatningens størrelse for domstolene. I så fald foreslås fristen i sidste pkt. i stk. 2 forlænget til 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom i sagen.
Medens auktionsoverskud, som ikke afhentes rettidigt, ifølge gældende ret tilfalder kommunekassen, foreslås det i stk. 2 fremtidig tillagt politikassen, i København statskassen, jfr. §§ l, 7 og 8 i lov nr. 166 af 18. maj 1937 om politiets og arrestvæsenets ordning m. v.
Til § 11.
Bestemmelserne i denne paragraf må anses som et naturligt supplement til de foran foreslåede regler om, hvorledes der skal forholdes med optagne husdyr.
Af stk. l følger, at sognefogden (politiet), er pligtig at fodre og passe dyret og har krav på godtgørelse herfor i henhold til § 8, stk. 2, samt at dyrets udlevering kan gøres afhængig af, at betaling finder sted, jfr. § 7, stk. 3.
Til § 12.
Bestemmelsen, der er ny, må betragtes som et supplement til reglerne i § 9.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en nem adgang til at fastsætte nye salgsmåder, forsåvidt de i § 9 foreslåede engang i fremtiden måtte vise sig utidssvarende eller uhensigtsmæssige. Som fremhævet foran side 41 må det endvidere anses ønskeligt, at der bliver adgang til administrativt at fastsætte instruktoriske bestemmelser angående avertering om optagelse i henhold til lovforslagets § 6 og om afhændelse af dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg på auktion, jfr. § 9.
Til kapitel IV.
Ufredsbøder, uvane husdyr m. v.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om ufredsbøder (§ 13) og om fjernelse af uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte (§ 14).
Til § 13.
I henhold til denne paragraf, der afløser den tilsvarende bestemmelse i l. 1872 § 7, kan besidderen af husdyr, som færdes løse på anden mands grund, og som forgæves er søgt optaget, straffes med ufredsbøde. - Medens bøden ifølge l. 1872, jfr. § 6, stk. 2, i lov nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af Borgerlig Straffelov m. m., udgør lige så meget som optagelsespengene ville have udgjort, foreslås bødens størrelse fremtidig fastsat i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler. Da bøden - bortset fra vedtagelse af bødeforelæg - vil blive fastsat af domstolene, har man ikke anset det fornødent at opretholde den gældende bestemmelse om, at ny ufredsbøde ikke kan kræves for det samme kreatur, før det enten er kommet tilbage til ejeren eller denne er sat i stand til at afhente dyret.
Bøderne tilfalder som hidtil statskassen.
Ifølge l. 1872 § 7 er adgangen til at fjerne svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkræ fra sin grund "på hvilken måde han bedst ved og kan" betinget af, at dyret forgæves er søgt optaget, og fjernelse på denne måde vil i praksis almindeligvis betyde, at dyret skræmmes bort eller dræbes. Kravet om optagelsesforsøg er imidlertid efter kommis- sionens opfattelse ikke hensigtsmæssigt med hensyn til fjerkræ, og forsåvidt angår omstrejfende hunde har kravet i praksis mistet sin betydning, efter at det ved flere domme er anerkendt som tilstrækkeligt, at den pågældende forsøger at fløjte hunden til sig. Kommissionen må derfor anse det for mere tidssvarende, om fjernelse med nærliggende risiko fra drab - som fastsat i stk. 2 - almindeligvis gøres betinget af, at dyrets besidder i forvejen er advaret.
Nedskydning af omstrejfende svin, får og lam må formentlig i nutiden betragtes som en upåkrævet hårdhændet fremgangsmåde, hvorfor man ikke på dette punkt har ment at burde opretholde l. 1872 § 7. - Derimod foreslås bestemmelsen udvidet til at omfatte uvane husdyr, løsslupne pelsdyr samt tamkaniner og katte.
Baggrunden for, at uvane husdyr er medtaget, er den, at landbrugsministeriet jævnligt modtager forespørgsler om, hvorledes man skal forholde sig med hensyn til vilde kvier. Man har hidtil kun kunnet henvise til nødretsgrundsætningen, jfr. foran side 18, men en sådan retstilstand må i længden anses uheldig, og det vil derfor være ønskeligt, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til at fjerne uvane husdyr, der jo ifølge almindelig opfattelse anses for farlige.
Efter kommissionens formening kan undslupne pelsdyr i den her omhandlede henseende ligestilles med omstrejfende hunde, hvorfor det må være rimeligt at inddrage dem under bestemmelsen, hvilket dog kun får praktisk betydning i den første måned, efter at dyret er sluppet løs, idet det derefter ifølge § 1, stk. 2, betragtes som vildt og uden videre kan skydes.
Med hensyn til tamkaniner og katte vil bestemmelsen vel ikke få større betydning, men da disse dyr i enkelte tilfælde kan være ret generende, synes det naturligt at medtage dem.
Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse må forsåvidt angår omstrejfende hunde betragtes som et supplement til § 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde.
Hvor betingelserne for at dræbe dyret ikke foreligger, kan det fjernes på hensigtsmæssig måde, uden at erstatningsansvar ifaldes, selv om dyret herved kommer til skade eller omkommer, f. eks. ved at det bliver så forskrækket, at det løber i et pigtrådshegn, en mergelgrav el. lign. - Det er dog en forudsætning, at dyret ikke udsættes for unødig lidelse, jfr. straffelovens § 196 og lov nr. 256 af 27. maj 1950 om værn for dyr.
Der er intet til hinder for, at pågældende først forsøger at optage dyret og - hvis dette mislykkes - benytter sin ret til ifølge § 14 at fjerne dette.
Lykkes derimod optagelsen, kommer bestemmelserne i kap. III til anvendelse, medmindre det drejer sig om et undsluppet pelsdyr, og den i § 1, stk. 2, fastsatte frist er udløbet.
Ved i stk. 2 at foreskrive, at avertissementet skal indeholde en kort beskrivelse af dyret, tilsigter man at forebygge, at en enkelt advarsel kan omfatte f. eks. samtlige hunde i kvarteret.
At advarsel er ufornøden, når dyr af den omhandlede art angriber andre husdyr, er formentlig en selvfølge, men bør ifølge kommissionens opfattelse også gælde, når de frembyder nærliggende fare for personer eller ejendom, f. eks. hvis en uvan kvie farer rundt på en ejendom, hvor der findes små børn, eller et undsluppet pelsdyr slår sig ned på en ejendom, hvor der haves fjerkræ. I sådanne tilfælde bør man ikke være henvist til at lade skaden ske, fordi man ikke kan nå at advare vedkommende. - Nærliggende fare for ejendom må også siges at foreligge, hvis undslupne sumpbævere kommer ind på en ejendom, hvor der findes i dæmninger. - Ordet "ejendom" omfatter d husdyr, men ikke værdiløse vilde buske el. lign.
Sidste punktum i stk. l er kun medtaget, for klarheds skyld.
Af stk. 3 følger, at f. eks. en skudt høne ikke - således som det i praksis er forekommet - uden videre kan beholdes, men drabet e skal omgående anmeldes i overensstemmelse med reglerne i § 6, og bestemmelserne i §§ 9 og 10 vil være at iagttage. - Er dyret kun beskadiget, kommer også § 8 til anvendelse, forsåvidt det optages.
Til kapitel V.
Tøjring og græsning m. v.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om græsning og tøjring af husdyr i nærheden af veje (§ 15) og om fastsættelse af straf for j at drive husdyr ind på fremmed grund eller fremmede husdyr ind på egen grund (§16).
Til § 15.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 11.
Som det vil fremgå af 2. pkt. i stk. l mener kommissionen det ikke påkrævet at opretholde bestemmelsen i l. 1872 om, at der foruden tilladelse fra sognerådet og politimesteren skal indhentes samtykke fra de tilstødende jordbrugere til græsning på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje. - Ifølge kommissionens opfattelse bør græsning ikke kunne tillades på selve vejen.
Man har ikke medtaget får og kalve under den i sidste pkt. i stk. l nævnte bestemmelse, da disse dyr ofte er så urolige, at det må anses for uforsvarligt at lade dem græsse på de her omhandlede lokaliteter.
I stk. 2 har kommissionen anset det for rimeligt at sidestille tyre over l ½ år med uvane kreaturer. Iøvrigt må bestemmelserne betragtes som et supplement til færdselslovens § 27, jfr. foran side 24.
Forsåvidt angår private veje, der er åbne for almindelig færdsel, hører bestemmelser om disse forhold naturligt hjemme i politivedtægterne, da forholdene er så forskellige rundt om i landet, at ensartede lovregler næppe bør indføres.
Til § 16.
Denne paragraf svarer til l. 1872 §§ 9 og 10, som kommissionen har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde, uanset at straffehjemmel vel som regel vil kunne findes i straffeloven. Efter kommissionens skøn bør disse mindre forseelser nemlig mest naturligt straffes efter særbestemmelser i mark- og vejfredsloven fremfor efter straffeloven, hvorved de ville få et for alvorligt præg.
Bestemmelserne i stk. l og 3 omfatter bl. a. åbning af bure for pelsdyr.
Erstatningsbestemmelsen i l. 1872 § 10 er udgået som overflødig, da de pågældende sager behandles af domstolene, og der ifaldes erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler.
Til kapitel VI.
Færdsel på fremmed grund.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om færdsel på anden mands grund eller privat vej (§17, stk. 1) og om færdsel i fredede klitter (§17, stk.2).
Til § 17.
Ifølge stk. l kan den private vejejer, der ikke ifølge bygnings- eller vejlovgivningen, deklaration eller andet retsgrundlag, f. eks. hævd, er pligtig at holde sin vej åben for andre, selv bestemme hvilken færdsel der må finde sted på vejen, hvorimod formen for forbudet er undergivet politiets skøn, d. v .s. tilkendegivelsen skal enten være en autoriseret færdselstavle, der kun må opsættes i samråd med politiet, eller et andet lovligt opslag. Ønskes al uvedkommende færdsel forbudt, bør f. eks. et skilt med påskrift "Uvedkommende forbydes adgang" anses tilstrækkeligt.
Stk. 2, der afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 8, 2. pkt., og § 18, l. stk., l. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v., er udarbejdet i samråd med klitdirektøren, jfr. bilag 4.
Kommissionen har foretrukket, at færdselsforbudet bliver tilkendegivet ved opslag fremfor ved afspærring, idet sidstnævnte efter omstændighederne kan forveksles med kreaturhegn og også ofte vil være for bekostelig. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter såvel færdsel til fods, som med automobil (hest) eller andet befordringsmiddel.
Til kapitel VII.
Vurderingsforretningerne.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved fremsættelse af begæring om afholdelse af vurderingsforretninger (§ 18), om vurderingsmændenes kendelser (§ 19), om anke af vurderingsmændenes afgørelser ( § 20), om beskikkelse af vurderingsmænd ( §§ 21-23), om vurderingsmændenes habilitet (§§ 24-25); om vurderingsforretningers afholdelse og vurderingsmændenes vederlag (§§ 26-28), om hvilke beføjelser, der tilkommer Københavns magistrat (§ 29), og om stempelfrihed for udfærdigelser vedrørende vurderingsmændenes forretninger (§ 30).
Til § 18.
I stk. l foreslås 3-dages fristen i l. 1872 § 2 for fremsættelse af begæring om vurdering af skaden opretholdt. Er skadelidte syg eller bortrejst, må den, der driver ejendommen på hans vegne, iagttage fristen.
Som det vil fremgå af lovforslagets § 21, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen samtidig med beskikkelsen af vurderingsmændene bestemme, hvem der skal fungere som formand. Begæring om afholdelse af vurderingsforretning skal derfor ifølge stk. 2 indgives til formanden og ikke, som efter l. 1872 § 14, til den ældste af vurderingsmændene.
I stk. 3 angives de tilfælde, hvor erstatningskravet undtagelsesvis ikke bortfalder, uagtet den i stk. l fastsatte frist er overskredet, jfr. herom nærmere foran side 34.
Til § 19.
Som fremhævet foran side 34 foreslås det i § 19 overladt til vurderingsmændene at afgøre ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, hvorefter såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, uden at det er nødvendigt at indbringe sagen for domstolene.
Dette betyder en væsentlig forenkling i forhold til l. 1872 § 2, hvorefter den af vurderingsmændene fastsatte erstatning skal afkræves den, hvis dyr har forårsaget skaden, inden 3 dage efter vurderingen, og såfremt vedkommende nægter at betale, skal skadelidte inden 3 dage gøre skridt til at søge ham tilpligtet dertil ved dom.
Ved afgørelse af ansvarsspørgsmålet må vurderingsmændene tage stilling til, om der er skyld på begge sider, og i bekræftende fald, om. det bør medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen, jfr. § 3, stk. 2.
Til § 20.
Bestemmelserne i denne paragraf er nye, men svarer ret nøje til de tilsvarende regler i lov nr. 259 af 27. maj 1950 om. hegn og nr. 213 af 31. marts 1949 om landvæsensretter. Dog foreslås ankefristen i stk. 2 fastsat til 15 dage i stedet for 4 uger, da det er af betydning, at disse sager fremmes mest muligt.
Af stk. l følger, at kun de sager, i hvilke en af parterne anker, skal indbringes for domstolene, jfr. foran side 34.
Hvis det skadevoldende dyrs besidder ikke af vurderingsmændene er gjort bekendt med kendelsens indhold, regnes den i stk. 2 omhandlede frist først fra kendelsens forkyndelse.
Til §§ 21-25.
I disse paragraffer uddybes og suppleres de tilsvarende regler i l. 1872 § 13, og de foreslåede bestemmelser svarer ret nøje til de i hegnsloven fastsatte regler, dog at man har forenklet bestemmelsen om tilbagekaldelse af den en vurderingsmand meddelte beskikkelse (§ 23) og reglerne om indsigelse mod en synsmands habilitet (§ 25). Endvidere har man anset det for upåkrævet at foreslå suppleanter beskikket, da der almindeligvis kun deltager 2 vurderingsmænd i vurderingsforretningen og vurderingsmænd fra tilstødende kommuner om fornødent kan tilkaldes.
Stk. 2 i § 21 er ny, idet formandens funktioner efter l. 1872 varetoges af den ældste af vurderingsmændene.
Efter forhandling med indenrigsministeriet er de dette ministerium ved l. 1872 tillagte beføjelser foreslået overført til landbrugsministeriet.
Til § 26.
I overensstemmelse med l. 1872 § 14 finder kommissionen, at opståede skader almindeligvis kan bedømmes af 2 af de beskikkede vurderingsmænd, dog har man ment det rimeligt at åbne adgang for tilkaldelse af den 3. vurderingsmand, når formanden under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet. Denne beslutning bør tages, før forretningen afholdes, således at sagens behandling ikke forhales.
Derimod har man ikke anset det for påkrævet at åbne adgang til tilkaldelse af sagkyndig bistand, da vurderingsmændene må antages at være fuldt kompetente til at vurdere skader af den i § 3 omhandlede art, og den part, som måtte anse vurderingen urigtig, i henhold til § 20 har adgang til at indbringe sagen for domstolene og her få udmeldt syns- og skønsmænd, der er i besiddelse af speciel sagkundskab.
Den i stk. 4 foreslåede bestemmelse vil formentlig i mange tilfælde forebygge bekostelige retssager, og selvom dette ikke lykkes, være nyttig ved at sikre beviset for skadens omfang.
Med hensyn til stk. 5 henvises til bemærkningerne til § 3.
Til § 27.
Inddeles en kommune i henhold til § 21, stk. 1, i flere vurderingsdistrikter, vil det kun være nødvendigt at føre een protokol, såfremt samme person beskikkes til formand.
Såvel forlig indgået for vurderingsmændene som afsagte kendelser skal indføres i protokollen.
Til § 28.
Der er i tidens løb ofte forekommet klager over, at de i l. 1872 § 13 fastsatte vederlag ikke svarer til nutidens prisniveau, og kommissionen foreslår derfor disse forhøjet. Det foreslåede vederlag skal også dække vurderingsmændenes udgifter til befordring.
Det i stk. l foreslåede vederlag skal betales, hvad enten det lykkes vurderingsmændene at opnå forlig eller der afsiges kendelse l sagen.
Til § 29.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872.
Til kapitel VIII.
Lovens ikrafttræden m. m.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om påtaleregler (§ 31), om lovens gennemførelse (§ 32) og om lovens ikrafttræden (§ 33).
Til § 31.
Ifølge l. 1872 § 12, jfr. § 3, behandles den i lovforslagets § 7, stk. 4, omhandlede forseelse som offentlig politisag efter den forurettedes begæring; kommissionen må imidlertid anse det for mere rimeligt, at disse sager undergives privat påtale, jfr. straffelovens § 305.
Det i stk. 2, 1. pkt., anførte er i overensstemmelse med l. 1872, dog at den i § 13 omhandlede forseelse efter gældende ret er undergivet privat påtale. Kommissionen må imidlertid anse det for ønskeligt, at denne forseelse fremtidig undergives betinget offentlig påtale.
Ifølge gældende ret behandles de i § 15, stk. 1, og § 17, stk. 2, omhandlede tilfælde som offentlige politisager efter den forurettedes begæring. Da det drejer sig om områder, hvor offentlige interesser griber ind, har man anset det rimeligt at foreslå disse underkastet offentlig påtale.
(fra betænkningen angående revision af mark- og vejfredsloven, 1952)
På kommissionens indledende møde var der enighed om, at den gældende lov i det store og hele havde virket tilfredsstillende, og at de grundsynspunkter, der var nedfældet i loven, burde opretholdes. - Det blev imidlertid samtidig fremhævet, at en modernisering af loven af 1872 var stærkt tiltrængt, og at den på forskellige punkter burde ændres og suppleres med mere tidssvarende bestemmelser. Der blev således bl.a. gjort gældende,
at man i forbindelse med en revision af mark- og vejfredsloven af 1872 burde benytte lejligheden til samtidig at søge bestemmelserne i D.L. 6-10-2 til 5 om ansvar for vilde dyr og husdyr afløst af mere tidssvarende regler,
at reglerne for gennemførelse af erstatningskrav i henhold til mark- og vej fredsloven var for omstændelige, og at det var ønskeligt, om der under en eller anden form blev åbnet mulighed for appel af vurderingsmændenes afgørelser,
at det burde overvejes, om pelsdyr bør inddrages under lovens område, idet der, uanset at flere domsafgørelser foreligger, dog hersker en ikke ringe usikkerhed med hensyn til disse dyrs retsstilling,
at bestemmelsen om færdsel på anden mands jorder eller private veje burde tydeliggøres, da der har været tvivl om, hvorledes ordet "jorder" skal fortolkes,
at reglerne om afhændelse af optagne husdyr bør moderniseres, således at der skabes bedre mulighed for at få den rette pris frem, og
at de i loven af 1872 fastsatte optagelsespenge og vederlag til vurderingsmændene ikke svarer til nutidens prisniveau.
Ud fra disse synspunkter fortsatte kommissionen sit arbejde, idet man samtidig indhentede oplysning om udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr, jfr. foran side 28 ff og bilag 1-3 om de norske, svenske og hollandske regler på dette område.
Skønt kommissionen under det fortsatte arbejde stadig var af den opfattelse, at de fornævnte bestemmelser i D.L. i høj grad trængte til revision, opgav man dog at udarbejde endeligt forslag til afløsning af disse regler, idet man blev bekendt med, at det kunne forventes, at en interskandinavisk kommission ville tage disse spørgsmål op til overvejelse. - Efter kommissionens skøn bør der nemlig ske en rolig udvikling på dette område, og det ville derfor være uheldigt, om kommissionen foreslog fastsat nye bestemmelser, der om få år måtte ændres for at tilvejebringe nordisk retsenhed.
Man indskrænkede sig derfor på dette punkt til at søge fastlagt de principper, som bør danne grundlaget for erstatningsansvar for den skade, husdyr forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og overvejelserne mundede ud i, at der for visse typiske i forslagets § 3 nærmere angivne skader bør opretholdes et ubetinget erstatningansvar, medens andre og mere uforudseelige skader (f.eks. skade forvoldt ved smitte eller bedækning) samt skader, som husdyr forvolder uden indtrængen på anden mands grund, og skader forvoldt af hunde, som hidtil bør holdes udenfor mark- og vejfredslovens område, jfr. lovforslagets § 4.
Således som erstatningsreglen nærmere er udformet i § 3, jfr. § 18, afviger den fra gældende ret navnlig derved, at erstatningsansvar, såfremt den i § 18, stk. l, fastsatte frist ikke overholdes, kun kan gøres gældende, såfremt skaden er forvoldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, medens de tilsvarende bestemmelser i loven af 1872 - i det følgende betegnet som l. 1872 - i praksis er forstået således, at erstatningsansvar, såfremt denne lovs frister ikke overholdes, dog kan gøres gældende, når skaden er forvoldt ved uforsvarlig adfærd, altså i et betydeligt videre omfang.
Denne ændring i den bestående retstilstand har kommissionen fundet rimelig under hensyn til, at de mindre betydelige skader, som sagerne i almindelighed vil dreje sig om, ikke bør kunne give anledning til langvarige og bekostelige processer, medmindre dyrenes ejer eller bruger har handlet på en måde, som i hvert fald må karakteriseres som grov hensynsløshed.
Samtidig har man ved en ændret angivelse af de skader, for hvilke der bør opretholdes et ubetinget erstatningsansvar, søgt at medtage alle sådanne skader, som normalt må forudses at indtræffe, når husdyr kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
Med henblik på indførelse af en appelinstans har kommissionen drøftet forskellige muligheder.
Overvejelserne resulterede i, at man - således som det nærmere vil fremgå af lovforslagets §§ 19 og 20 - enedes om at anbefale, at det overlades til vurderingsmændene at fastsætte erstatningens størrelse i en kendelse, men at hver af parterne skal kunne indanke kendelsen til endelig afgørelse af civildommeren i den pågældende retskreds. lndankes sagen ikke, kan erstatningsbeløbet inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler.
En sådan ordning vil betyde en væsentlig forenkling i forhold til gældende ret, hvorefter enhver sag om erstatning i henhold til mark- og vejfredsloven skal indbringes for domstolene, når den af vurderingsmændene fastsatte erstatning ikke er betalt 3 dage efter afkrævningen.
Der har indenfor kommissionen været enighed om, at det må anses for ufornødent at give vurderingsmændene adgang til at tilkalde sagkyndig bistand til vurderingsforretningen, idet der - såfremt en af parterne ikke er tilfreds med vurderingsmændenes afgørelse - til brug ved appelsagens behandling af retten kan udmeldes syns- og skønsmænd, der besidder den sagkundskab, som der i særlige tilfælde er behov for. Derimod finder man det rimeligt, at vurderingsformanden får adgang til at bestemme, at alle 3 vurderingsmænd - og ikke som almindeligvis kun 2 - skal deltage i forretningen, når det under hensyn til skadens omfang eller art skønnes påkrævet, jfr. herved lovforslagets § 26, stk. l. - En sådan ordning vil ikke forhale sagens behandling, da formandens beslutning skal træffes inden vurderingsforretningen afholdes.
……….
Den gældende bestemmelse i l. 1872 § 8 om færdsel på anden mands jorder eller på de herover førende veje og stier er i almindelighed blevet fortolket som omfattende private skovveje, således at ejeren af en privat skov efter den almindelige opfattelse er berettiget til at forbyde uvedkommende at færdes i skoven. Kommissionen har i overensstemmelse hermed foreslået bestemmelsen i lovforslagets § 17 om færdsel på fremmed grund formuleret således, at tvivl om, hvorvidt bestemmelsen omfatter private skovveje, er udelukket. Kommissionen har ikke været betænkelig herved, idet man ikke mener, at de private skovejere vil benytte bestemmelsen til at spærre for publikums adgang til skovene. I så henseende skal man henvise til, at de private skovejere i stort omfang har stillet sig velvillig overfor publikums ønsker med hensyn til terrænsport, orienteringsløb, spejderøvelser m. v. Spørgsmålet er i øvrigt udførligt diskuteret i skovlovskommissionens betænkning 1929, hvortil derfor henvises.
Indenfor kommissionen er det med styrke gjort gældende, at ejeren af en privat vej i kraft af ejendomsretten må være berettiget til ikke alene fuldstændig, men også delvis at lukke for færdsel over hans ejendom. I de simpleste tilfælde, hvor der kun er een vejberettiget, synes det således klart, at den pågældende må være berettiget til at råde over færdselens karakter og omfang. Som eksempel nævnes det ikke usædvanlige tilfælde, at der til en eller anden seværdighed, f.eks. en ruin, fører en privat vej, som ejeren ikke har noget imod, at alle og enhver benytter, men ønsker lukket for automobilkørsel, da vejen ikke tåler sådan færdsel. I sådanne tilfælde har nogle politimestre hævdet, at ejeren ifølge motorlovens § 26, stk. 2 i. f., jfr. stk. l, ikke er berettiget til at lukke for automobilfærdsel i almindelighed, men kun for vare- og lastmotorvogne på over l 600 kg egenvægt og personmotorvogne til flere end 7 personer og kun med amtsrådets samtykke.
De gældende bestemmelser om almenhedens adgang til at færdes på private veje er spredt over en række love og vedtægter, og deres rækkevidde og indbyrdes forhold er uklart, jfr. Abitz: Vejenes retsforhold side 195 ff., 191 f. og 250 f.
Man sondrer gerne mellem offentlige veje og private veje (stier) og som offentlige veje (stier) betragtes kun de veje (stier), som er optaget på vej (gangsti)-fortegnelserne, medens private veje er de veje, hvortil kun en enkelt eller flere bestemte personer har færdselsret. Men foruden disse to grupper af veje, findes fra gammel tid rundt om i landet et stort antal veje, som hverken er rent offentlige eller rent private, idet de, uanset at almenheden har ret til at benytte dem, dog ikke er optaget på vejfortegnelserne. Vejbestyrelsesloven af 1867 fastsatte ikke bestemmelser af interesse for disse mellemtilfælde, idet man regnede med, at de ville forsvinde i forbindelse med de 5-årige revisioner af bivejsfortegnelserne. Dette er imidlertid ikke sket, og i nyere tid er denne mellemgruppe vokset ved, at en del private veje ifølge deklaration, bygningsvedtægt, vejvedtægt eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, skal holdes åbne for almindelig færdsel. En systematisering af disse regler henhører under vejlovgivningen, men den vejejer, der ikke er bundet af pligter af nogen art til at stille sin vej til rådighed for andre, bør have ret til at lukke vejen helt eller delvis for færdsel. I overensstemmelse med denne opfattelse er forslagets § 17, stk. l, affattet.
Som anført foran side 24 kan politiet, hvis en vej faktisk er åben for almenheden, give bestemmelser til regulering af færdselen, og det gælder hvad enten den er privat eller ej, og hvad enten den private vejejer er pligtig til at holde vejen åben for almindelig færdsel eller ej. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 17 foreskrevet, at vejejerens regulering af færdselen skal tilkendegives ved færdselstavle eller andet lovligt opslag.
Inspektør Laur. Jensen og konsulent Johs. Kiilerich, Glostrup, har som repræsentanter for Københavns Amts Landboforening haft lejlighed til overfor kommissionens medlemmer nærmere at redegøre for en af foreningen til landbrugsministeren indsendt skrivelse af følgende ordlyd:
"Foranlediget af de meget store skader, der forvoldes, fortrinsvis af legende børn, men dog i adskillige tilfælde tillige af voksne personer, på markafgrøder i landbrug, specielt i byernes umiddelbare nærhed, men også i nogen grad langs stærkt trafikerede veje, tillader Københavns Amts Landboforening sig at bede ministeren overveje, om den forøvrigt stærkt forældede lov om markfred kunne tages op til revision, således at den i højere grad yder landbrugerne beskyttelse mod skader af ovennævnte art".
Under forhandlingerne anførtes, at skaderne bl.a. bestod i, at børn på kornmarker, der lå fjernt fra gården, lavede gange, labyrinter og huler, og at der var forekommet tilfælde, hvor 4/5 af høsten herved var gået tabt. På kløvermarker spilles fodbold, roer rives op, høstakke væltes, og der springes buk over negene. I et tilfælde var ca. 300 neg snittet op, og forholdene havde efter klagernes mening efterhånden udviklet sig således, at man næsten ikke kunne drive landbrug i nærheden af København.
Efter sagens natur vil det ikke være let for skadelidte at efterforske - endsige bevise - hvem der har forvoldt skaden, og hidtil har det, efter hvad der oplystes overfor kommissionen, vist sig vanskeligt at få politiets bistand hertil. En borgerlig retssag om erstatning vil - selvom man undtagelsesvis kunne dokumentere, hvem der havde forvoldt skaden og dens omfang - næppe i almindelighed give overskud. Derimod må det forventes, at skaderne vil aftage, hvis det i kvarteret rygtes, at der idømmes mærkbare bøder for uberettiget færdsel på anden mands grund.
For at sikre landbefolkningen politiets bistand til sagernes opklaring er det i § 31 foreslået, at lade forseelser af den omhandlede art være undergivet offentlig påtale, forsåvidt den forurettede fremsætter ønske herom. Kommissionen er ikke betænkelig ved i almindelighed at foreslå overtrædelse af § 17, stk. l, undergivet betinget offentlig påtale, thi hvis en grundejer virkelig skulle begære påtale i et tilfælde, hvor det kun drejer sig om ganske uskadelig færdsel, vil dommeren, hvis sagen måtte nå så vidt, stadig have mulighed for at slutte denne med en advarsel.
1. Indledning
I et brev af 7. november 2000 anmodede direktoratet samtlige kommuner om, at kommunens formand for vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven indsender oplysning om hvor mange vurderingsforretninger, der har været afholdt i 1997, 1998, 1999 og 2000, samt hvordan vurderingsforretningerne har været fordelt efter lovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 4. Direktoratet anmodede samtidig samtlige politimestre om at oplyse, hvor mange sager efter mark- og vejfredsloven de har haft i denne periode, samt hvordan sagerne har været fordelt efter loven. Undersøgelsen var foranlediget af, at direktoratet overvejede en eventuel revision af mark- og vejfredsloven og derfor ønskede at danne sig et overblik over, hvordan og i hvilket omfang loven benyttes og har betydning.
2. Undersøgelsens resultat vedrørende vurderingsforretningerne
2.1 Reglernes anvendelse
Der er indkommet svar fra 246 kommuner, dvs. en svarprocent på 89,5. I 226 af disse kommuner (91,9 %) har der slet ikke været afholdt vurderingsforretninger i perioden 1997 - 2000. I de 20 kommuner, hvor der har været afholdt vurderingsforretninger, har der i 14 af kommunerne i perioden kun været 1 vurderingsforretning og i 4 af kommunerne kun 2 vurderingsforretninger. I 2 af kommunerne har der været henholdsvis 8 og 10 vurderingsforretninger. I begge kommuner har der været tale om, at alle sagerne har haft samme skadevolder.
Ifølge besvarelserne har der af de i alt 40 sager været 34 sager efter reglerne i § 3, stk. 1, og 5 sager efter § 3, stk. 1 og § 26, stk. 4. For 1 sag er der ikke paragrafhenvisning.
21 vurderingsformænd har uopfordret oplyst, at der ikke har været vurderingsforretninger i en længere periode. 1 formand har oplyst, at loven kun har været anvendt få gange i nyere tid, 2 formænd har oplyst, at der i de sidste 14 år kun har været 1 sag, og 18 formænd har oplyst, at seneste sag har været i henholdsvis 1975, 1979, 1979, 1982, 1982, 1985, 1985, 1986, 1986, 1987, 1989, 1989, 1990, 1990, 1992, 1994, 1994 og 1995.
Det fremgår af besvarelserne fra kommunerne, at et flertal af kommunerne har udpeget hegnsynsmedlemmerne som vurderingsmænd.
Undersøgelsen viser således, at reglerne om vurderingsforretninger i perioden 1997 - 2000 kun har været anvendt 40 gange i alt og kun i 20 ud af 275 kommuner. Der har således været tale om en meget begrænset anvendelse af ordningen i den undersøgte periode. Desuden tyder oplysningerne, som er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen på, at dette har været tilfældet i en længere periode.
Efter udsendelsen af brevet af 7. november 2000 fik direktoratet ganske mange henvendelser fra kommuner, som var i tvivl om adressaten, fordi man enten ikke kendte til arbejdsområdet for en formand for vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven, eller fordi der ikke var udpeget en formand for vurderingsmændene. Dette forhold underbygger direktoratets opfattelse af, at der i mange kommuner ikke har været anmodninger om vurderingsforretninger i en længere periode. Det er også en sandsynlig forklaring på, at 29 kommuner ikke har reageret på henvendelsen, på trods af at de er blevet rykket for svar.
2.2 Forsikringsselskabers rolle
Nogle af vurderingsformændene har anført, at det er deres opfattelse, at sagerne i stedet ordnes via parternes forsikringsselskaber, som selv vurderer skaderne.
For at få et indtryk af i hvilket omfang erstatning for skader efter mark- og vejfredsloven ordnes via forsikringsselskaberne, har direktoratet kontaktet de tre forsikringsselskaber, som tilsammen varetager ca. 80% af landbrugsporteføljen.
To af selskaberne har oplyset, at de årligt hver har ca. 200 skader efter mark og vejfredsloven. Det tredje selskab har oplyst, at der siden 1991 har været et faldende antal skadesanmeldelser fra 474 i 1991 til 312 i 2000.
Et af selskaberne har oplyst, at de yder erstatning, blot der er konstateret en skade efter § 3, stk. 1 (det objektive ansvar). Den typiske skade vedrører kreaturer, der er brudt ud og træder rundt i en omliggende kornmark. Forsikringsselskabet tager ikke hensyn til, om 3 dages fristen for vurdering af skaden er overholdt, og antager, at tilsvarende gælder de andre forsikringsselskaber.
3. Undersøgelsens resultat vedrørende øvrige bestemmelser i loven
Der er indkommet svar fra 53 politikredse. Ifølge svarene har der i perioden 1997 - 2000 været 4633 sager om overtrædelse af mark- og vejfredsloven, hvoraf langt de fleste har været efter lovens § 17. Svarene fra politimestrene er meget sparsomt oplyste, idet der i store træk alene er oplyst, hvor mange tilfælde der har været og efter hvilke paragraffer.
3.1 Kravet om at holde sine husdyr på sit eget
§ 1 indeholder et generelt krav om, at man skal holde sine husdyr på sit eget. Bestemmelsen er i den undersøgte periode anvendt af 7 politikredse i alt 19 gange. I svaret fra en politikreds gøres opmærksom på, at politikredsen årligt har et stort antal husdyr, der strejfer, ofte med færdselsuheld til følge. Politimesteren finder, at det er et problem, at overtrædelse af bestemmelsen ikke er sanktioneret.
3.2 Ufredsbøder og uvane husdyr
Ifølge § 13 kan besidderen straffes med bøde for ufred, når husdyr, som uden hjemmel færdes på fremmed grund, forgæves er søgt optaget. Bestemmelsen er anvendt i alt 52 gange af 13 politikredse i den undersøgte periode.
Ifølge § 14 har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter direkte på drab af dyret, må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret. Advarsel er ikke nødvendig, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom. Bestemmelserne er blevet anvendt 3 gange af politiet ifølge undersøgelsen, og disse tilfælde er ikke beskrevet nærmere.
3.3 Optagelse af husdyr
Kapitel III indeholder bestemmelser om optagelse af husdyr. Med den frygt, der er i dag for risiko for smittefare, er det ikke meget sandsynligt, at en landmand selv vil forsøge at optage et fremmed dyr på sin grund. Det må formodes, at man i stedet anmoder Falck eller politiet om at optage dyret. Lovens § 5, der indeholder regler om, hvem der kan optage dyr og hvordan, er ifølge undersøgelsen anvendt af 3 politikredse i alt 7 gange.
3.4 Færdsel på fremmed ejendom
Bestemmelsen i § 17 udgør dansk rets hovedregel for færdsel på privat grund og vej.
Ca. 4500 af politikredsenes sager i den undersøgt periode har drejet sig om overtrædelse af § 17. Bestemmelsen er primært anvendt i større byområder som hjemmel til at give bøder for ulovlig færdsel eller parkering på privat grund eller vej.
Bestemmelsen anvendes desuden af grundejere i større byområder som grundlag for at opkræve parkeringsafgift på privat grund eller vej.
1 Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 er ”Landbrugsministeren” ændret til ”Retten” og Landbrugsministeriet ændret til ”retten”.
2 Ved lov nr. 232 af 2. april 1997 er § 29 ændret til:
”De af kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.”