Kapitel I
Almindelige bestemmelser
§ 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.
Stk. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser.
§ 2. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret.
Stk. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.
Stk. 3. De i nærværende lov for veje givne bestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier.
Kapitel II
Erstatning for skade forvoldt af husdyr
§ 3. Kommer et husdyr uden hjemmel ind på anden mands grund, skal dyrets besidder erstatte den skade, dyret forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden. Samme regel gælder om skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse.
Stk. 2. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde.
Stk. 3. Om erstatningskravets gennemførelse gives der regler i kap. VII.
§ 4. Denne lovs regler finder ikke anvendelse på erstatningsansvar for skade voldt af hunde.
Stk. 2. Det ansvar for skade voldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, berøres ikke af nærværende lov. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglen i § 3, stk. 1.
Kapitel III
Optagelse af husdyr
§ 5. Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund.
Stk. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den, hvem vedligeholdelsen påhviler. - Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet.
Stk. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet.
Stk. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent.
§ 6. Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne - eller en til hans husstand hørende voksen person - underretning herom.
Stk. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet - der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jfr. dog § 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører, og kan om fornødent inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Undlader optageren at foretage anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, fortabes retten til godtgørelse for foder og pasning, og optageren er pligtig at erstatte det ved afsavnet af dyret forvoldte tab.
§ 7. For optagelse af husdyr tilkommer der optageren optagelsespenge.
Stk. 2. Optagelsespengene udgør det samme beløb, som til enhver tid er fastsat som godtgørelse for foder og pasning af det pågældende dyr i et døgn, jfr. § 8, stk. 2, 4 og 5. Hvis en flok husdyr optages, kan der dog højst kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Stk. 3. Optageren er bortset fra det i § 6, stk. 3, og § 18, stk. 3, pkt. 1, omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham optagelsespenge og godtgørelse for foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne.
Stk. 4. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 3 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens § 293, stk. 2.
§ 8. Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt.
Stk. 2. For hvert døgn, som forløber mellem optagelsen og tilbageleveringen eller afleveringen til salg ifølge § 9 tilkommer der som godtgørelse for foder og pasning optageren:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år................... 5,00 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 2,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr.......................... 0,50 kr.
Stk. 3. Finder tilbagelevering sted inden udløbet af 1 døgn, vil godtgørelsen være at beregne således, at over 1/2 døgn regnes for 1 døgn og 1/2 døgn eller derunder regnes for 1/2 døgn. På tilsvarende måde beregnes godtgørelsen for overskydende dele af et døgn.
Stk. 4. Optages andre husdyr end de i stk. 2 nævnte, vil der være at erlægge godtgørelse for foder og pasning som fastsat for det af de nævnte husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må ligestilles. Tvivlsspørgsmål herom afgøres af sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet.
Stk. 5. De i stk. 2 fastsatte takster kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.
§ 9. Indløses og afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. Såfremt der ved auktionen ikke fremkommer noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes efter regler, som fastsættes af landbrugsministeren, jfr. § 12.
Stk. 2. Auktionen afholdes af sognefogeden, hvis en sådan findes og ellers af politiet. Auktionerne er gebyr- og afgiftsfri.
Stk. 3. Skønner sognefogeden eller politiet - at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.
§ 10. Af det ved afhændelse i henhold til § 9, stk. 1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens krav i henhold til §§ 7 og 8 samt hans erstatningskrav, for så vidt dets størrelse er fastslået.
Stk. 2. Eventuelt overskud tilfalder statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom.
Stk. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordringer, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder.
§ 11. De i henhold til § 5 optagne dyr kan, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, afleveres til vedkommende sognefoged, hvis en sådan findes og ellers til politiet, der i så fald er pligtig at varetage de optageren ifølge nærværende kapitel påhvilende pligter og overtager de ham tillagte rettigheder, dog således at de i § 7 omhandlede optagelsespenge tilfalder optageren, for så vidt de kan erholdes fra dyrets besidder eller dækkes ved afhændelse.
Stk. 2. Iøvrigt vil med hensyn til de heromhandlede dyr de i §§ 9 og 10 fastsatte regler være at iagttage, dog således at den sognefogeden eller politiet i henhold til § 8 tilkommende godtgørelse for foder og pasning forlods vil være at dække af det ved afhændelsen indkomne beløb.
§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i § 9 nævnte salgsmåder.
Kapitel IV
Ufredsbøder, uvane husdyr m.v.
§ 13. Når husdyr, som uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, forgæves er søgt optaget, kan besidderen straffes med bøde for ufred.
§ 14. Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer. Den, der var besidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder.
Stk. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Stk. 3. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr vil i øvrigt de i §§ 6, 8, 9 og 10 fastsatte bestemmelser vedrørende optagne dyr være at iagttage i den udstrækning, de er anvendelige.
Kapitel V
Tøjring og græsning m.v.
§ 15. Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de til offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. - Dog kan vedkommende sogneråd med politimesterens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje.
Stk. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over 1 1/2 år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken frahegnet vejen på betryggende måde.
Stk. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Stk. 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.
§ 16. Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde.
Stk. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde.
Stk. 3. Med bøde eller hæfte straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Kapitel VI
Færdsel på fremmed grund
§ 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.
Kapitel VII
Vurderingsforretningerne
§ 18. Ønsker nogen at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af de i § 21 nævnte vurderingsmænd.
Stk. 2. Begæringen rettes til formanden for vurderingsmændene, der samtidig såvidt muligt skal underrettes om navn og bopæl på besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. Undlader skadelidte at lade skaden vurdere som fastsat i stk. 1 og 2 uden med dyrets besidder at have truffet overenskomst om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, bortfalder ethvert krav mod dyrets besidder på erstatning for de i § 3, stk. 1, omhandlede skader. Dette gælder dog ikke, såfremt det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed.
§ 19. Når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, afgør vurderingsmændene ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, der tillige fastsætter, hvorledes der vil være at forholde med hensyn til omkostningerne ved vurderingsforretningen. Såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter kendelsens afsigelse eller forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i § 20.
Stk. 2. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte kan, såfremt dyret afhændes i henhold til § 9, kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. 1.
§ 20. Den af vurderingsmændene afsagte kendelse kan af hver af parterne indankes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Begæringen om anke skal være civildommeren i hænde inden 15 dage efter kendelsens afsigelse. Har det skadevoldende dyrs besidder ikke overværet vurderingsforretningen, regnes fristen for hans vedkommende fra det tidspunkt, da kendelsen er forkyndt for ham.
Stk. 3. Begæring om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal være Landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens udløb1.
§ 21. For hver primærkommune beskikkes 3 vurderingsmænd til at vurdere de i henhold til § 18 anmeldte skader. Kommunalbestyrelsen kan dog i større kommuner bestemme, at kommunen deles i flere vurderingsdistrikter.
Stk. 2. Vurderingsmændene beskikkes af kommunalbestyrelsen, der tillige bestemmer, hvem der skal fungere som formand.
Stk. 3. Vurderingsmændene er forpligtet til også at udføre vurderinger i nærliggende kommuner eller distrikter, når de der beskikkede vurderingsmænd har lovligt forfald, og det kræves af vedkommende vurderingsformand.
Stk. 4. I stedet for at beskikke de i stk. 1 nævnte vurderingsmænd kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn nedsatte hegnsyn.
§ 22. Vurderingsmændene beskikkes for perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalbestyrelserne.
Stk. 2. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan beskikkes til vurderingsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage beskikkelse som vurderingsmand. Den, der har fungeret som vurderingsmand i en periode, er ikke forpligtet til at modtage beskikkelse før efter udløbet af en ny periode. Om i øvrigt nogen har gyldig grund til at begære sig fritaget for hvervet, afgøres af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.
§ 23. Den en vurderingsmand meddelte beskikkelse kan tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Landbrugsministeriet.
§ 24. Ingen må deltage som vurderingsmand i en vurderingsforretning, når han
1) selv er part i sagen eller personlig interesseret i dens udfald,
2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller plejebarn,
3) i henhold til § 23 har indbragt spørgsmålet om tilbagekaldelse af den ham givne beskikkelse for Landbrugsministeriet og dettes afgørelse endnu ikke foreligger.
§ 25. Såfremt en indsigelse mod en vurderingsmands habilitet ikke medfører, at han viger sit sæde, kan spørgsmålet herom indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig.
Stk. 2. Når det straks forlanges, kan i den anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.
§ 26. Vurderingsforretningen, der vil være at afholde snarest muligt, efter at begæring herom er fremsat, foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen. I ganske særlige tilfælde kan vurderingsformanden tilkalde sagkyndig bistand. Vurderingsmændene fastsætter det den sagkyndige tilkommende vederlag, der henregnes til sagens omkostninger.
Stk. 2. Til vurderingsforretningen indkaldes skadelidte samt såvidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden.
Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem vurderingsmændene er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. 1, søger vurderingsmændene også at opnå forlig om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser iøvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene.
Stk. 5. Udsættelse af vurderingsforretningen kan indrømmes, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt. Er der voldt skade på husdyr, vil disses værdi før skaden dog være at fastsætte allerede på det første møde.
§ 27. Vurderingsforretningerne indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af vurderingsformanden.
Stk. 2. Protokollen underskrives efter hver forretnings afslutning af vurderingsmændene og, hvis forlig opnås, tillige af parterne.
§ 28. For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 10 kr., formanden dog 15 kr. Skadelidte er pligtig forskudsvis at udrede disse vederlag.
Stk. 2. Udskrift af vurderingsprotokollen meddeles af formanden mod et vederlag af 2 kr. pr. påbegyndt folioark. Udskrifterne skal være afsendt senest 3 dage efter, at de er bestilt; vederlaget kan kræves betalt forud.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 fastsatte vederlag kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.
§ 29. De beføjelser, der i nærværende lov er tillagt kommunalbestyrelserne, tilkommer i København magistraten.
Stk. 2. De af magistraten trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed.2
§ 30. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående vurderingsmændenes forretninger er stempelfri.
Kapitel VIII
Lovens ikrafttræden m.m.
§ 31. Den i § 7, stk. 4, omhandlede forseelse er undergivet privat påtale.
Stk. 2. Overtrædelse af de i §§ 13, 16 og 17 fastsatte bestemmelser påtales kun efter den forurettedes begæring. Dog kan offentlig påtale finde sted også uden sådan begæring i de i § 13 og § 16, stk. 3, omhandlede tilfælde, når almene hensyn kræver det.
Stk. 3. De i § 15 omhandlede forseelser er undergivet offentlig påtale.
§ 32. Landbrugsministeren træffer de nærmere bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse.
§ 33. Denne lov gælder ikke for Færøerne.
Stk. 2. Loven træder i kraft den 1. juli 1953. Fra samme tidspunkt ophæves § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m.v. og lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred.
Stk. 3. (Overgangsbestemmelser, udeladt).
I medfør af § 48 i lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987, samt § 28, stk. 3, i lov om mark- og vejfred, jf. lovbekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987, fastsættes:
§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter udtømmende de vederlag til henholdsvis hegnsynsmænd og vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven, der kan pålægges parterne i en sag. Særskilt betaling for telefon-, porto- og befordringsudgifter kan ikke opkræves.
Stk. 2. De i denne bekendtgørelse fastsatte vederlag er ikke undergivet nogen form for automatisk regulering og kan kun ændres af landbrugs- og fiskeriministeren.
Stk. 3. Der kan ikke kræves forudbetaling af eller sikkerhedsstillelse for vederlag til hegnsynsmænd. Vederlag til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven kan derimod, jf. lovens § 28, stk. 1, kræves forudbetalt.
§ 2. For behandlingen af en hegnssag tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
Stk. 2. Hæves en hegnssag, før der har været afholdt åstedsmøde, tilkommer der formanden et vederlag på 475 kr., der afholdes af den, der har begæret hegnsynsforretning.
Stk. 3. For godkendelse af og indførelse i hegnsynets protokol af et forlig indgået uden hegnsynets medvirken, jf. lovens § 38, stk. 4, tilkommer der formanden et vederlag på 150 kr.
§ 3. For hegnsynets afgørelse af spørgsmålet om fordeling af sagsomkostningerne ved en skelforretning tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
§ 4. For afholdelse af en vurderingsforretning efter mark- og vejfredsloven tilkommer der vurderingsmændene et vederlag på 800 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til den anden vurderingsmand.
Stk. 2. Når undtagelsesvis alle 3 vurderingsmænd, jf. lovens § 26, stk. 1, 2. pkt., deltager i forretningen, udgør vederlaget 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre vurderingsmænd.
§ 5. For udskrifter eller kopier af henholdsvis hegnsynets protokol og protokollen for vurderingsforretninger efter mark- og vejfredsloven betales 10 kr. for første påbegyndte side og 1 kr. for hver påbegyndt følgende side. Hvor udskrifter eller fotokopier leveres af formanden, tilfalder vederlaget denne, ellers den pågældende kommune. Der betales dog ikke for første eksemplar af en udskrift eller en kopi, der leveres til en part i sagen.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 491 af 4. juli 1989 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven ophæves.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse finder dog anvendelse i sager, der er indbragt for henholdsvis hegnsynet og vurderingsmændene i henhold til mark- og vejfredsloven inden den 1. januar 1997.
§ 1. I medfør af § 8, stk. 5, i lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred har landbrugsministeren fastsat de i nævnte lov § 8, stk. 2, omhandlede takster for godtgørelse for foder og pasning af fremmede husdyr pr. døn til følgende beløb:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år.................…. 7,50 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 3,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr........................……. 0,50 kr.
§ 2. Denne bekendtgørelse træder i kraft 1. april 1970.
I medfør af lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter, jfr. § 32 i lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred fastsættes herved følgende:
§ 1.
1. Såfremt et af de i § 3 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om pelsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner nævnte pelsdyr:
Ræve af enhver art, vaskebjørne, skunks (stinkdyr), sølvgrævlinge, opossum, måre, herunder mink (nertz), zobel og ildere samt andre kødædende pelsdyr, såvel som sumpbævere (bæverrotter, nutria) og chinchilla
undslipper fra de gårde eller bure, hvori dyrene er anbragt, skal besidderen anmelde dette til sognefogeden - i København og købstæderne til politiet.
2. Anmeldelsen skal ske inden 24 timer efter at vedkommende er blevet bekendt med, at dyret er undsluppet.
§ 2.
1. Enhver, der fanger eller nedskyder fremmede pelsdyr, som er forsynet med identitetsmærke, skal anmelde dette til sognefogeden - i København og købstæderne til politiet.
2. Anmeldelsen skal ske inden 24 timer efter at fangsten eller nedskydningen har fundet sted.
§ 3.
Overtrædelse af de i denne bekendtgørelse fastsatte bestemmelser straffes i henhold til § 3 i lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter.
§ 4.
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1953.
(Til magistraten i København og kommunalbestyrelserne).
Ved hoslagt at fremsende særtryk af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred skal man henlede opmærksomheden på, at loven træder i kraft den l. juli 1953 og fra samme tidspunkt ophæver den på dette område hidtil gældende lovgivning.
De i henhold til lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred udnævnte vurderingsmænd fungerer dog indtil vedkommende kommunalbestyrelses funktionstid ud- løber, hvorefter der vil være at beskikke nye vurderingsmænd i overensstemmelse med reglerne i den nye lovs § 21. I stedet for at beskikke særlige vurderingsmænd kan kommunalbestyrelserne som hidtil bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 nedsatte hegnsyn.
I lovens § 3 angives hvilke skader dyrets besidder ubetinget er pligtig at erstatte, uden hensyn til om der er handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene. Kun behandlingen af erstatningskrav for sådanne skader henhører under vurderings- mændenes sagsområde. Foruden de såkaldte jordbrugsskader omfatter den ubetingede erstatningspligt skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Udtrykket "angribe" skal forstås snævert og omfatter ikke skade voldt ved bedækning eller smitte. Heller ikke skade, som husdyr kan forvolde ved at skræmme andre husdyr, henhører under vurderingsmændenes sagområde, men krav om erstatning herfor må som hidtil gøres gældende ved domstolene, jfr. dog § 26, stk. 4.
Under husdyr henregnes ifølge lovens § l pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder anses det som vildt og kan jages i overensstemmelse med de i jagtloven herom fastsatte regler. Heraf følger tillige, at dyrets tidligere besidder efter nævnte frists udløb ikke længere er pligtig at yde erstatning for den skade, dyret forvolder. Fanges et undsluppet pelsdyr og genindsættes på farmen, må. det atter betragtes som husdyr, således at der løber en ny frist, hvis dyret påny undslipper.
I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, f.eks. hvor der ved angreb på. et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbig er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske, er der i § 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen.
Medens det efter mark- og vejfredsloven af 1872 alene påhvilede vurderingsmændene at vurdere de anmeldte skader, idet skadelidte herefter var henvist til om fornødent at søge beløbet inddrevet ved domstolene, bestemmes det i § 19, at vurderingsmændene, når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, skal afgøre ansvarsspørgsmålet ved en kendelse. Findes det ikke godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, vurderes skaden, og skadelidte henvises til, såfremt dyret er optaget og afhændet i henhold til § 9, at kræve sit erstatningskrav fyldestgjort i overensstemmelse med reglerne i § 10, stk. l.
Til vurderingsforretningen skal foruden skadelidte så vidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden, indkaldes.
Vurderingsforretningen foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i vurderingsforretningen. Endvidere kan vurderingsformanden i ganske særlige tilfælde tilkalde sagkyndig bistand, f.eks., hvor det drejer sig om kostbare frøafgrøder eller andre særlig værdifulde afgrøder.
Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 3, stk. l, påhviler det vurderingsmændene at søge forlig opnået om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser i øvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene.
Som bilag 1-2 til nærværende cirkulære n1edfølger vejledende eksempler på kendelse og forlig vedrørende skadeserstatning i henhold til § 3, stk. l, jfr. § 26, stk. 4.
Såvel afsagte kendelser som forlig indgåede under vurderingsforretningen vil være at indføre i en af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol. Endvidere vil der i protokollen være at optage notat om udsættelse af vurderingsforretninger m. m., jfr. § 26, stk. 5, samt i de i § 26, stk. 4, omhandlede tilfælde en beskrivelse af skadens art og omfang. Efter hver forretnings afslutning underskrives protokollen af de vurderingsmænd, der har deltaget i forretningen. Er forlig opnået, må tillige parterne ved deres underskrift i protokollen bekræfte dette, j fr. herved lovens § 27 og § 26, stk. 4.
For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 10 kr., formanden dog 15 kr. Skadelidte er pligtig forskudsvis at udrede disse vederlag.
(§ 3, jf. § 19, stk. 1)
År 19 ………, den ……………………………………………..afholdtes vurderings- forretning på den ……………………………………………….tilhørende ejendom i
………………………..kommune.
Vurderingen foretoges af ………………………..og ………………………………. Førstnævnte fungerede som formand.
Der foretoges:
Sag nr.: ………………….angående vurdering af skaden på …………………………………………………………………………………………….(her anføres, hvad der er blevet beskadiget).
Der fremlagdes:
a. Skadelidtes begæring om vurderingsforretningens afholdelse, hvoraf fremgik, at begæringen var rettidig indgivet.
b. Dokumentation for, at skadelidte samt det skadevoldende dyrs besidder var indkaldt som foreskrevet i mark- og vejfredslovens § 26, stk. 2, på den i retsplejelovens kapitel 17 foreskrevne måde, f.eks. ved stævningsmand. (Findes sådan dokumentation ikke, anføres her hvorledes indkaldelse faktisk er foregået).
c. ……………………………………
Mødt var:
l. ……………………………………..(skadelidte). .
2. …………………………………….(skadevoldende dyrs besidder).
3. …………………………………….
Efter at skaden var besigtiget og parterne havde haft lejlighed til at udtale sig, blev forlig forgæves forsøgt.
Vurderingsmændene drøftede derefter sagen og afsagde sålydende
Kendelse.
Skadelidte gårdejer…………………………………………… fremsatte krav om en samlet erstatning på ……………………kr., idet han nærmere specificerede sit erstat-
ningskrav således:
ødelagt korn ………………. kr. …………..
beskadigede roer ……………- …………...
i alt …………………………kr. …………..
D e t s k a d e v o l d e n d e d y r s b e s i d d e r gårdejer ………..………………………………….indrømmede, at skaden var forvoldt af 3 ham
tilhørende kvier, men hævdede, at værdien af den beskadigede afgrøde højst kunne ansættes til …………………..kr. og at erstatningen burde nedsættes, fordi skadelidte ikke har holdt sit hegn på den pågældende strækning i forsvarlig stand.
V u r d e r i n g s m æ n d e n e har besigtiget de beskadigede korn- og roemarker. På den ca. 1/2 td. land store havremark var ca.1/3 af kornet fuldstændig nedtrådt og på marken var toppen. afgnavet og de ikke fuldt udviklede roer rykket op på ca. 1/4 td. land. Vurderingsmændene anslog skaden på kornmarken til………. kr. og skaden på roemarken til ……………kr., i alt …………..kr., hvilket beløb vil være at godtgøre skadelidte af gårdejer ………………………………………………………………...
Vurderingsmændene fandt ikke, at der under forhandlingerne var tilvejebragt grundlag for at nedsætte erstatningen ifølge § 3, stk. 2, idet den omstændighed, at skadelidte muligvis havde forsømt sin hegnspligt på den pågældende strækning, ikke kunne medføre, at han mistede sit erstatningskrav (§ 3, stk. 1, jfr. § 1, stk. 1).
For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der vurderingsmændene et vederlag af i alt kr. ………, der vil være at godtgøre skadelidte af gårdejer ……………………….., idet skadelidte forskudsvis har betalt omkostningerne.
Erstatningen og omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter nærværende kendelses afsigelse eller forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i mark- og vejfredslovens § 20.
Thi bestemmes:
Gårdejer …………………………………………………. bør til skadelidte gårdejer ………………………………………………betale ………………..kr. i erstatning og ………….. kr. i sagsomkostninger.
…………………… …………………
vurderingsformand vurderingsmand
(§ 3, stk. 1, jfr. § 26, stk. 4).
År 19 ………, den ……………………………………………..afholdtes vurderings- forretning på den ……………………………………………….tilhørende ejendom i
………………………..kommune.
Vurderingen foretoges af ………………………..og ………………………………. Førstnævnte fungerede som formand.
Der foretoges:
Sag nr.: ………………….angående vurdering af skaden på …………………………………………………………………………………………….(her anføres, hvad der er blevet beskadiget).
Der fremlagdes:
a. Skadelidtes begæring om vurderingsforretningens afholdelse, hvoraf fremgik, at begæringen var rettidig indgivet.
b. Dokumentation for, at skadelidte samt det skadevoldende dyrs besidder var indkaldt som foreskrevet i mark- og vejfredslovens § 26, stk. 2, på den i retsplejelovens kapitel 17 foreskrevne måde, f.eks. ved stævningsmand. (Findes sådan dokumentation ikke, anføres her hvorledes indkaldelse faktisk er foregået).
c. ……………………………………
Mødt var:
l. ……………………………………..(skadelidte). .
2. …………………………………….(skadevoldende dyrs besidder).
3. ……………………………………..
Efter at skaden var besigtiget og parterne havde haft lejlighed til at udtale sig, blev forlig forgæves forsøgt.
Vurderingsmændene besigtigede den beskadigede kløvermark, der på ca. 1/4 td. land var fuldstændig afgræsset af een indklagede tilhørende ko.
Under forhandlingerne opnåedes forlig mellem parterne, idet det skadevoldende dyrs besidder ……………………….. boende forpligtede sig til inden ………..dage fra dato at betale ……………kr. til ……………………………..boende ……………………som erstatning for den forvoldte skade på kløvermarken tilligemed …………kr. til dækning af sagens omkostninger.
Under vurderingsforretningen blev der oplyst, at den gårdejer ………..tilhørende ko, medens den mandag den 4. maj 1953 græssede på skadelidtes kløvermark, havde påført et af skadelidtes kreaturer, der var tøjret på marken, smitsom kastning. - Koen måtte slås ned og der var herved påført skadelidte et tab på …………. kr.
fter at parterne havde haft lejlighed til at udtale sig og vurderingsmændene havde oplyst, at sådan skade ikke omfattes af bestemmelsen i mark- og vej fredslovens § 3, stk. 1, og at vurderingsmændene derfor ikke er kompetente til at afgøre dette erstatningskrav, opnåedes forlig mellem parterne, idet det skadevoldende dyrs besidder …………………boende …………………..forpligtede sig til inden ……dage fra dato at betale …………………….boende ………………………..en erstatning på …….. kr. udover det foran aftalte omkostnings- og erstatningsbeløb vedrørende skaden på kløver- marken. Det skadelidte ifølge foranstående forlig tilkommende beløb udgør herefter i alt …………… kr. skriver …………………………………………… kr.
Det skadevoldende dyrs besidder erklærede sig indforstået med, at nærværende forlig i tilfælde af misligholdelse kan tjene til grundlag for eksekution.
………………………….., den …………………………
…………………… …………………
vurderingsformand vurderingsmand
(Til politidirektøren i København og politimestrene).
Ved hoslagt at fremsende særtryk af lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred skal man henlede opmærksomheden på, at loven træder i kraft den l. juli 1953 og fra samme tidspunkt ophæver den på dette område hidtil gældende lovgivning.
A. Optagelse af husdyr.
Af lovens kap. III fremgår, at de hidtil gældende regler om optagelse af husdyr i det store og hele er opretholdt, dog med forskellige mindre tilføjelser og ændringer, hvoraf skal fremhæves,
at der ifølge lovens § 5 tilkommer politiet optagelsesret ikke alene på veje, der er åbne for almindelig færdsel, men også på jernbanearealer,
at optagelsespengene og godtgørelsen for foder og pasning er forhøjet,
at eventuelt overskud ved afhændelse af ikke indløste dyr tilfalder politikassen, i København statskassen, og
at optagne dyr, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, kan afleveres til sognefogeden, i København og købstæderne til politiet.
I medfør af lovens § 12 fastsættes indtil videre følgende retningslinier for bekendtgørelse om og afhændelse af optagne husdyr.
a. Efter modtagelse af anmeldelse om optagelse af husdyr påhviler det sognefogeden - i København og købstæderne politiet - snarest at foranledige optagelsen bekendtgjort i et af de på egnen mest udbredte dagblade, medmindre bestemmelsen i § 9, stk. 3, kommer til anvendelse. Skønnes det optagne dyrs værdi at overstige 300 kr., bør der i bekendtgørelsen optages en nøje beskrivelse af dyret.
b. Forinden bekendtgørelsen iværksættes, bør det undersøges, om der er modtaget anmeldelse i henhold til landbrugsministeriets bekendtgørelse af 17. juni 1953 om indberetningspligt vedrørende undslupne pelsdyr, med henblik på at søge oplyst om det optagne og det undslupne dyr er identiske. Er det optagne dyr forsynet med mærke, hvorved ejeren umiddelbart eller ved henvendelse til tredjemand kan identificeres, bør ejerens navn og adresse søges oplyst, og underretning givet ham om optagelsen med op- fordring til snarest muligt og inden 24 timer at afhente dyret.
c. Afhentes det optagne dyr ikke inden den i henhold til stk. b givne frist eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal det bortsælges mod kontant betaling efter følgende regler:
l. Dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus.
2. Alle andre dyr skal - bortset fra det i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde - afhændes ved offentlig auktion efter at tidspunktet for auktionens afholdelse har været bekendtgjort med mindst 3 dages varsel i et af de på egnen mest udbredte dagblade. Indkaldelsen til auktion, der ikke kan bekendtgøres samtidig med optagelsen, bør indeholde en beskrive]se af de dyr, der agtes bortsolgt. Overstiger det optagne dyrs værdi 300 kr., skal auktionen bekendtgøres i mindst 2 af de blade, hvori kommunale bekendtgørelser indrykkes samt i det lokale ugentlige annonceblad, hvor et sådant findes.
3. Fremkommer der ikke ved auktionen noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes på den måde, som efter et fornuftigt skøn bedst tjener ejerens interesser, f.eks. til et nærliggende slagteri eller slagtehus eller til en opkøber eller handlende på stedet, der forhandler dyr af den pågældende art.
B. Ufredsbøder, uvane husdyr m. v.
Ifølge § 31, stk. 2, kan offentlig påtale i de i § 13 omhandlede tilfælde finde sted uden den forurettedes begæring, når almene hensyn kræver det, f.eks. når fjerkræ, der medfører fare for færdselen på stærkt trafikerede veje, forgæves er søgt optaget.
Den i § 14, stk. l, omhandlede bestemmelse må for så vidt angår omstrejfende hunde betragtes som et supplement til § 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde.
Bestemmelsen i § 14, stk. 2, vedrører kun nedskydning i henhold til mark- og vejfredslovens regler og medfører således ingen ændring i den jagtberettigedes adgang til ifølge jagtloven at fjerne omstrejfende hunde fra sin jagtgrund.
Ordet "ejendom" i § 14, stk. 2, omfatter f.eks. husdyr, men ikke værdiløse vilde buske eller lignende.
Af § 14, stk. 3, følger, at f.eks. en skudt høne ikke uden videre kan beholdes, men nedskydningen skal omgående anmeldes i overensstemmelse med reglerne i § 6, og bestemmelserne i §§ 9 og 10 vil være at iagttage. - Er dyret kun beskadiget, kommer også § 8 til anvendelse, for så vidt det optages.
C. Tøjring og græsning m. v.
Det i § 15, stk. l, omhandlede samtykke til græsning på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje bør gøres betinget af, at dyrene tøjres forsvarligt og i en efter forholdene tilstrækkelig afstand fra selve færdselsbanen.
Tilladelse til græsning kan kun gives for køer og geder, men derimod ikke med hensyn til f.eks. får og kalve.
De i § 16, stk. l og 3, omhandlede bestemmelser omfatter blandt andet åbning af bure for pelsdyr.
D. Færdsel på fremmed grund.
Ifølge § 17, stk. l, kan den private vejejer, der ikke ifølge bygnings- eller vejlovgivningen, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, er pligtig at holde sin vej åben for andre, selv bestemme hvilken færdsel, der må finde sted på vejen, hvorimod formen for forbudet er undergivet politiets skøn, d. v. s. tilkendegivelsen skal enten være en autoriseret færdselstavle, der kun må. opsættes i samråd med politiet, eller et andet lovligt opslag. Ønskes al uvedkommende færdsel forbudt, bør f.eks. et skilt med påskrift "Uvedkommende forbydes adgang" anses tilstrækkeligt.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter såvel færdsel til fods, som med automobil (hest) eller andet befordringsmiddel.
Lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred
Lov nr. 84 af 25. marts 1961 om sandflugtens bekæmpelse
Lov nr. 242 af 7. juni 1963 om ophævelse af politikasserne
Lov nr. 175 af 30. april 1969 om ændringer i forskellige lovbestemmelser som følge af ændringerne i den kommunale styrelseslovgivning
Bekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987 af lov om mark- og vejfred med senere ændringer
Lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger (Ændringer som følge af oprettelsen af Procesbevillingsnævnet)
Lov nr. 232 af 2. april 1997 om ændring af forskellige lovbestemmelser om Københavns Kommune (Københavns Kommunes inddragelse under lov om kommunernes styrelse)
Bekendtgørelse nr. 1079 af 11. december 1996 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven
Bekendtgørelse nr. 85 af 14. marts 1970 om godtgørelse for foder og pasning af fremmede husdyr i henhold til mark- og vejfredslovens § 8
Bekendtgørelse nr. 197 af 17. juni 1953 om indberetningspligt vedrørende undslupne pelsdyr
Cirkulære nr. 100 af 30. juni 1953 om mark- og vejfredslovens ikrafttræden
Cirkulære nr. 99 af 30. juni 1953 om behandling af optagne husdyr m.m.
Bekendtgørelse nr. 759 af 10. september 2002 om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder
Meddelelse nr. 203 af 30. september 1968 om ny normalpolitivedtægt
Bekendtgørelse nr. 814 af 30. september 2003 af straffeloven
Bekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001 af færdselslov med senere ændringer
Bekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 af lov om offentlige veje med senere ændringer
Bekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999 af lov om private fællesveje med senere ændringer.
Bekendtgørelse nr. 85 af 04. februar 2002 af lov om naturbeskyttelse
(fra betænkningen angående revision af mark- og vejfredsloven, 1952)
Til kapitel I.
Almindelige bestemmelser.
Dette kapitel indeholder visse almindelige retssætninger, hvorhos det heri fastsættes, hvilke dyr der henregnes under husdyr (§ 1) og hvad der skal forstås ved "anden mands grund" og "besidder" (§ 2).
Til § 1.
Stk. 1, der nøje svarer til § 1, 1. pkt., i den gældende mark- og vejfredslov - i det følgende betegnet som 1. 1872 - angiver i få ord det for de efterfølgende bestemmelser grundlæggende synspunkt. Af bemærkningerne til § 2 vil fremgå, at "sit eget" ikke alene betyder ens egen grund, men tillige lejet eller forpagtet jord, hvorover vedkommende har udelukkende brugsret. Benyttes den lejede eller forpagtede jord tillige af ejeren eller andre, bør den om brugsforholdet oprettede kontrakt indeholde de fornødne bestemmelser om parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser med hensyn til husdyr.
I stk. 2 foreslås pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner henregnet under husdyr. Da Dansk Pelsdyravlerforening ikke anser tamkaniner for pelsdyr, og kaninavlerne har deres egen organisation, har man anset det for nødvendigt særskilt at nævne tamkaniner.
Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., tager ikke stilling til, hvorvidt pelsdyr også i andre henseender skal betragtes som husdyr, idet den kun tilsigter at fastslå, at pelsdyr falder ind under mark- og vejfredslovens område.
Man har anset det for påkrævet at foreslå bestemmelsen i 2. pkt. i stk. 2 optaget i den kommende mark- og vejfredslov, da det uden en udtrykkelig lovbestemmelse herom vil være vanskeligt at trække grænsen for, hvornår undslupne pelsdyr må jages, idet der, som det fremgår af bil. 6, kun foreligger enkelte højesteretsdomme om dette spørgsmål, og disse kun angår sølvræve.
Kommissionen er enig med Dansk Pelsdyravlerforening i, at der bør indrømmes dyrenes ejer en rimelig frist til at søge undslupne dyr indfanget, men som fremhævet foran side 38 bør det såvidt muligt hindres, at pelsdyr får lejlighed til at slå sig ned og formere sig i naturen.
Det må derfor anses ønskeligt, at der efter udløbet af en nærmere fastsat frist, der i stk. 2 er foreslået fastsat til 1 måned, åbnes adgang til at drive jagt på pelsdyr, der slår sig ned på ens grund.
Af bestemmelsen i stk. 2 følger, at ikke alene den særlige erstatningsregel i § 3, stk. l, men også de øvrige i lovforslaget for husdyr foreslåede bestemmelser er anvendelige på pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Forsåvidt angår pelsdyr, der undslipper, gælder dette dog kun i l måned, efter at de er undsluppet, idet de derefter betragtes som vildt og kan jages i overensstemmelse med de i jagtloven herom fastsatte regler. - Forsåvidt et undsluppet pelsdyr fanges og genindsættes på farmen, må det atter betragtes som husdyr, således at der løber en ny frist, hvis dyret påny undslipper.
Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 2 må anses stemmende med den almindelige opfattelse af afkommets retsstilling.
Til § 2.
Bestemmelserne i stk. l og 2 er nye og må betragtes som et supplement til § 3, stk. l, jfr. norsk lov § 34 (bilag l).
I stk. l uddybes, hvad der skal forstås ved "sit eget” i § l, stk. l. Det ansvar, som efter mark- og vejfredsloven er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder herefter også, når dyret kommer ind på arealer, som dets ejer har bortforpagtet eller udlejet. Det må dog være en forudsætning, at der hersker fuldstændig adskillelse mellem de bortforpagtede eller udlejede arealer og dyreejerens øvrige grund.
For at anses som besidder ifølge stk. 2 er det ikke nødvendigt at holde flere husdyr, idet det afgørende er, om vedkommende holder det skadevoldende dyr som husdyr, d. v. s. har det for selv at bruge det eller
nyde besiddelsen deraf. - Besidder i lovens forstand er derimod ikke den, der har dyret i varetægt i medfør af tjenesteforhold, eller den, der rent midlertidigt, f. eks. som dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse.
Med den i stk. 3 optagne bestemmelse tilsigtes at undgå gentagelser i §§ 5, 15 og 17.
Til kapitel II.
Erstatning for skade forvoldt af husdyr.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om det erstatningsansvar, som påhviler den der holder husdyr (§§ 3-4).
Til § 3.
Som fremhævet foran side 34 foreslås i § 3 opretholdt den gældende lovs bestemmelse om ubetinget erstatningsansvar for visse typiske skader, som forvoldes af husdyr, når de uden hjemmel kommer ind på anden mands grund. Pligten til at yde erstatning er altså i de heromhandlede tilfælde uafhængig af, om der er handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene. På den anden side bortfalder erstatningskravet, såfremt den i § 18, stk. l, fastsatte frist overskrides, medmindre skadelidte har truffet overenskomst med dets besidder om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde eller det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, j fr. bemærkningerne til § 18. Dette er en vis skærpelse af den tilsvarende regel i l. 1872, der i praksis er fortolket således, at erstatningskravet bevares, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd.
Kommissionen har ikke næret betænkelighed ved at foreslå en sådan skærpelse, da det er så indlevet i landbefolkningen, at sager af denne art skal rejses omgående.
I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, f. eks. hvor der ved angreb på et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbig er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske, er der i § 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen.
I overensstemmelse med l. 1872 omfatter erstatningspligten den skade, der tilføjes andre husdyr. Efter forslaget gælder dette dog kun den skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Ved sidste led tænkes på det såkaldte slagsmålstilfælde, hvor et dyr uberettiget kommer ind på fremmed grund, går fredeligt omkring, men så bliver angrebet af et her græssende husdyr, der under kampen lider skade. I et sådant tilfælde bør efter kommissionens opfattelse det indtrængende dyrs besidder være erstatningspligtig, selvom dyret ikke kan betegnes som angriber.
Udtrykket "angriber" skal forstås snævert og omfatter i lighed med, hvad tilfældet er efter gældende ret, ikke skade voldt ved bedækning eller smitte. Krav om erstatning herfor omfattes altså ikke af det ubetingede erstatningsansvar, men må som hidtil gøres gældende ved domstolene, jfr. foran side 13-14 og side 34, og kan kun gennemføres, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd. Det samme gælder den skade, husdyr kan forvolde f. eks. ved at skræmme minkhunner, således at disse kaster eller skambider deres unger, jfr. foran side 38. Udtrykkene i § 3, stk. 1, om andre skader - de såkaldte jordbrugsskader eller agrarisk skade - er i flere retninger snævrere end den gældende lovs.
Dette skyldes, at kommissionen ved bestemmelsens formulering har haft for øje kun at lade de valgte udtryk omfatte de skader, som husdyr normalt forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
I modsætning til 1. 1872 § 1 nævner forslagets § 3 ikke udtrykkelig veje, idet dette er anset overflødigt, da skade på de til en vej hørende skråninger eller på markveje eller stier omfattes af ordene "oprode eller sammentræde jordbunden". Ordet "vandløb" er brugt i samme vide betydning som i vandløbslovens § 1 og omfatter altså bl. a. grøfter, broer og dæmninger.
Ansvar for skader på bure, f. eks. til pelsdyr, samt på mistbænke, udhuse m.v. omfattes ikke af erstatningsreglen i § 3, stk. 1, og må ifølge § 4, stk. 2, som hidtil gøres gældende for domstolene efter de almindelige erstatningsregler.
Ifølge 1.1872 § 1 påhviler erstatningsansvaret ejeren af det pågældende husdyr. - I § 3 foreslås ansvaret pålagt besidderen, idet det må anses mest hensigtsmæssigt at knytte ansvaret til den, der har den regelmæssige økonomiske udnyttelse eller fornøjelse af dyret. Der sker dog næppe ved den ændrede formulering nogen ændring i den bestående retstilstand, da f. eks. den, der har forpagtet en ejendom med tilhørende besætning, anses omfattet af erstatningsansvaret. efter 1. 1872.
Med bestemmelsen er ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt besidderen kan gøre regres mod andre f. eks. i tilfælde, hvor A for at skade B løser dennes kreaturer, så de slipper ind på naboens grund med den følge, at B må erstatte den der forvoldte skade. I sådanne tilfælde må besidderen, der har dækket skaden, kunne gøre regres i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler, j fr. Ussing: erstatningsret, 198.
Den i stk. 2 foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende erstatningsret.
Til § 4.
Den i stk. l foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende ret. Af hensyn til eventuelle lovændringer er hundelovens dato ikke nævnt.
Stk. 2 tilsigter at udelukke tvivl om, at krav om erstatning i tilfælde, som ikke omfattes af erstatningsreglen i § 3, stk. l, kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler.
Til kapitel III.
Optagelse at husdyr.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om optagelse af husdyr (§§ 5-6), om optagelsespenge (§ 7), om fodring og pasning af optagne dyr (§§ 8 og 11) og om afhændelse af optagne dyr, der ikke indløses (§§ 9-10 og 12).
De gældende regler om optagelse af husdyr foreslås i nærværende kapitel i det store og hele opretholdt, dog med forskellige mindre tilføjelser og ændringer, som nærmere vil fremgå af bemærkningerne til de enkelte paragraffer.
Til § 5.
De i stk. l, 2 og 4 foreslåede bestemmelser er en ændret redaktion af de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 §§ 3 og 11. - Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, og dette synspunkt er for vejenes vedkommende overført således, at man beskytter den vedligeholdelsespligtige, hvem dyrenes færden kan påføre forøgede udgifter.
- Ved de veje, der er åbne for almindelig færdsel, må tillige politiet, som skal overvåge færdselssikkerheden, have optagelsesret. Med hensyn til fredede sandflugtsstrækninger foreslås i stk. 4 ikke alene - som efter l. 1872 - vedkommende sandflugtsbetjent, men også grundens ejer eller bruger tillagt optagelsesret.
Bestemmelsen i stk. 3 er ny, idet landbrugsministeriet allerede i 1881 på en derom fremsat forespørgsel måtte meddele, at der ikke i l. 1872 var hjemmel til at optage husdyr på jernbanearealer.
Ved optagelsen eller forsøget herpå skal det påses, at dyret ikke kommer til skade. Kommer dyret ved optagerens uforsigtighed til skade, kan han - bortset fra det i § 14 omhandlede tilfælde - efter omstændighederne blive pligtig at yde dyrets besidder erstatning ifølge de almindelige erstatnings- regler.
Til § 6.
Denne paragraf svarer til bestemmelserne i 1.1872 § 5. - I stk. 1 foreslås fristen ændret fra 12 timer til 24 timer, således at der gælder samme frist efter såvel stk. l som stk. 2. I modsætning til l. 1872 har man ikke fundet det påkrævet at foreskrive en særlig form for underretning om optagelsen, da dette let kan forhale sagens behandling.
I det i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde er bekendtgørelse ufornøden.
Bestemmelsen i stk. 2, sidste pkt., er ny, jfr. bemærkningerne til § 7. Bestemmelsen får almindeligvis kun betydning, forsåvidt det optagne dyr indløses, idet § 10, stk. 1, jfr. § 11, kommer til anvendelse, når dyret afhændes.
Til § 7.
I 1. 1872 § 4 er godtgørelsen for foder og pasning med en enkelt undtagelse fastsat til halvdelen af optagelsespengene. Kommissionen har imidlertid anset det for mere hensigtsmæssigt at benytte godtgørelsen for foder og pasning som udgangspunkt, da denne bør kunne variere med prisniveauet, jfr. herved bemærkningerne til § 8. - Som en praktisk nem regel foreslås optagelsespengene i overensstemmelse hermed i stk. 2 fastsat til samme beløb som godtgørelsen for foder og pasning af det pågældende dyr i eet døgn. En sådan regel forekommer dog kommissionen urimelig i tilfælde, hvor dyrene - f. eks. får - i flokke løber ind på naboens grund, jfr. sidste pkt. i stk. 2, hvorefter ,der i sådanne tilfælde højst kan kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Ifølge 1.1872 § 4 er optageren berettiget til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der ydes ham optagelsespenge, godtgørelse for foder og pasning, samt refusion af omkostningerne ved den i medfør af § 5 stedfundne bekendtgørelse om optagelsen. Kommissionen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at lade optageren have tilbageholdelsesret for bekendtgørelsesudgifterne, da det påhviler sognefogeden eller politiet at foranledige optagelsen bekendtgjort, j fr. herved § 6, stk. 2, hvorefter udgiften om fornødent kan inddrives ved udpantning hos den, hvem dyret tilhører.
Derimod har man anset det for rimeligt, at der tillægges optageren ret til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der enten betales ham erstatning for forvoldt skade eller stilles sikkerhed herfor, således som det nærmere vil fremgå af stk. 3. - Bestemmelsen om sikkerhedsstillelse er ny, men synes stemmende med billighed og findes i såvel norsk som svensk ret, jfr. foran side 28 ff. og bilag 1-2.
Stk. 4 afløser den tilsvarende bestemmelse i 1. 1872 § 3, pkt. 2.
Til § 8.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 4. Det må i og for sig betragtes som en selv følge, at optageren skal fodre og passe det optagne dyr forsvarligt, men kommissionen har anset det for ønskeligt, at dette udtrykkelig fremhæves i loven.
Der er i tidens løb gentagne gange indkommet klager over, at de i 1. 1872 § 4 fastsatte godtgørelser for foder og pasning ikke svarer til nutidens prisniveau, og der er da også indenfor kommissionen enighed om, at disse bør forhøjes. De i stk. 2 foreslåede takster er ansat på grundlag af oplysninger indhentet fra det landøkonomiske driftsbureau (bilag 5), idet man dog har ment det tilstrækkeligt at have 3 forskellige satser.
Det bemærkes herved, at man har anset det for ufornødent i stk. 2 at nævne katte, på hvilke stk. 4 i påkommende tilfælde er anvendelig.
Iøvrigt har man ved taksternes ansættelse haft for øje, at de bør være af en sådan størrelse, at de opfordrer til påpasselighed med hensyn til at holde sine husdyr på egen grund, men på den anden side ikke så høje, at det bliver en "forretning" at optage fremmede husdyr.
Stk. 3 er en forenkling af de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 4, næstsidste pkt. - Kommissionen har ikke anset det påkrævet at foreslå optaget en til 1. 1872 § 4, sidste pkt., svarende særlig bestemmelse for København og købstæderne, hvorefter optageren, når han godtgør, at udgiften til foder og pasning har oversteget, hvad der ifølge de almindelige regler tilkommer ham, er berettiget til at fordre hele udgiften erstattet. .
Stk. 4 er en ændret redaktion af den tilsvarende bestemmelse i 1. 1872 § 4, stk. 3, pkt. 1.
Bestemmelsen i stk. 5 er ny.
Til § 9.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i 1. 1872 § 6.
Af stk. 1 følger, at optagne husdyr i almindelighed skal sælges ved auktion, såfremt dyrene ikke indløses og afhentes inden de fastsatte frister.
Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 1 er ny og foranlediget af, at værdifulde kvier er solgt på auktioner til priser, der ligger langt under handelsværdien. En medvirkende årsag hertil kan være, at man flere steder anvender den fremgangsmåde at annoncere såvel optagelsen som auktionen i en og samme bekendtgørelse, hvilket ikke opfordrer eventuelle købere til at møde op ved auktionen, da de risikerer, at dyret forinden er indløst. Ifølge kommissionens opfattelse bør der - bortset fra det i stk. 3 omhandlede tilfælde - foretages 2 bekendtgørelser, og de nærmere regler herom foreslås det i § 12 overladt til landbrugsministeren at fastsætte.
Til § 10.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 6.
Af stk. l følger, at det er en forudsætning for, at skadelidte kan kræve sit erstatningskrav dækket af det ved auktionen indkomne beløb, at erstatningskravets størrelse er fastslået i overensstemmelse med reglerne i §§ 18-20.
Ifølge l. 1872 § 6 skal rette vedkommende inden år og dag kræve det ved auktionen fremkomne overskud udbetalt. Kommissionen har imidlertid anset det for naturligt i stk. 2 at foreslå samme frist, nemlig 3 måneder, som i lov nr. 146 om hittegods af 23. april 1952 § 4 er fastsat for afhentning af hittegods, der er indleveret til politiet.
Dette gælder dog ikke, hvis optageren i henhold til § 20 eller § 18, stk. 3, sidste pkt., har indbragt sagen om erstatningens størrelse for domstolene. I så fald foreslås fristen i sidste pkt. i stk. 2 forlænget til 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom i sagen.
Medens auktionsoverskud, som ikke afhentes rettidigt, ifølge gældende ret tilfalder kommunekassen, foreslås det i stk. 2 fremtidig tillagt politikassen, i København statskassen, jfr. §§ l, 7 og 8 i lov nr. 166 af 18. maj 1937 om politiets og arrestvæsenets ordning m. v.
Til § 11.
Bestemmelserne i denne paragraf må anses som et naturligt supplement til de foran foreslåede regler om, hvorledes der skal forholdes med optagne husdyr.
Af stk. l følger, at sognefogden (politiet), er pligtig at fodre og passe dyret og har krav på godtgørelse herfor i henhold til § 8, stk. 2, samt at dyrets udlevering kan gøres afhængig af, at betaling finder sted, jfr. § 7, stk. 3.
Til § 12.
Bestemmelsen, der er ny, må betragtes som et supplement til reglerne i § 9.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en nem adgang til at fastsætte nye salgsmåder, forsåvidt de i § 9 foreslåede engang i fremtiden måtte vise sig utidssvarende eller uhensigtsmæssige. Som fremhævet foran side 41 må det endvidere anses ønskeligt, at der bliver adgang til administrativt at fastsætte instruktoriske bestemmelser angående avertering om optagelse i henhold til lovforslagets § 6 og om afhændelse af dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg på auktion, jfr. § 9.
Til kapitel IV.
Ufredsbøder, uvane husdyr m. v.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om ufredsbøder (§ 13) og om fjernelse af uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte (§ 14).
Til § 13.
I henhold til denne paragraf, der afløser den tilsvarende bestemmelse i l. 1872 § 7, kan besidderen af husdyr, som færdes løse på anden mands grund, og som forgæves er søgt optaget, straffes med ufredsbøde. - Medens bøden ifølge l. 1872, jfr. § 6, stk. 2, i lov nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af Borgerlig Straffelov m. m., udgør lige så meget som optagelsespengene ville have udgjort, foreslås bødens størrelse fremtidig fastsat i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler. Da bøden - bortset fra vedtagelse af bødeforelæg - vil blive fastsat af domstolene, har man ikke anset det fornødent at opretholde den gældende bestemmelse om, at ny ufredsbøde ikke kan kræves for det samme kreatur, før det enten er kommet tilbage til ejeren eller denne er sat i stand til at afhente dyret.
Bøderne tilfalder som hidtil statskassen.
Ifølge l. 1872 § 7 er adgangen til at fjerne svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkræ fra sin grund "på hvilken måde han bedst ved og kan" betinget af, at dyret forgæves er søgt optaget, og fjernelse på denne måde vil i praksis almindeligvis betyde, at dyret skræmmes bort eller dræbes. Kravet om optagelsesforsøg er imidlertid efter kommis- sionens opfattelse ikke hensigtsmæssigt med hensyn til fjerkræ, og forsåvidt angår omstrejfende hunde har kravet i praksis mistet sin betydning, efter at det ved flere domme er anerkendt som tilstrækkeligt, at den pågældende forsøger at fløjte hunden til sig. Kommissionen må derfor anse det for mere tidssvarende, om fjernelse med nærliggende risiko fra drab - som fastsat i stk. 2 - almindeligvis gøres betinget af, at dyrets besidder i forvejen er advaret.
Nedskydning af omstrejfende svin, får og lam må formentlig i nutiden betragtes som en upåkrævet hårdhændet fremgangsmåde, hvorfor man ikke på dette punkt har ment at burde opretholde l. 1872 § 7. - Derimod foreslås bestemmelsen udvidet til at omfatte uvane husdyr, løsslupne pelsdyr samt tamkaniner og katte.
Baggrunden for, at uvane husdyr er medtaget, er den, at landbrugsministeriet jævnligt modtager forespørgsler om, hvorledes man skal forholde sig med hensyn til vilde kvier. Man har hidtil kun kunnet henvise til nødretsgrundsætningen, jfr. foran side 18, men en sådan retstilstand må i længden anses uheldig, og det vil derfor være ønskeligt, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til at fjerne uvane husdyr, der jo ifølge almindelig opfattelse anses for farlige.
Efter kommissionens formening kan undslupne pelsdyr i den her omhandlede henseende ligestilles med omstrejfende hunde, hvorfor det må være rimeligt at inddrage dem under bestemmelsen, hvilket dog kun får praktisk betydning i den første måned, efter at dyret er sluppet løs, idet det derefter ifølge § 1, stk. 2, betragtes som vildt og uden videre kan skydes.
Med hensyn til tamkaniner og katte vil bestemmelsen vel ikke få større betydning, men da disse dyr i enkelte tilfælde kan være ret generende, synes det naturligt at medtage dem.
Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse må forsåvidt angår omstrejfende hunde betragtes som et supplement til § 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde.
Hvor betingelserne for at dræbe dyret ikke foreligger, kan det fjernes på hensigtsmæssig måde, uden at erstatningsansvar ifaldes, selv om dyret herved kommer til skade eller omkommer, f. eks. ved at det bliver så forskrækket, at det løber i et pigtrådshegn, en mergelgrav el. lign. - Det er dog en forudsætning, at dyret ikke udsættes for unødig lidelse, jfr. straffelovens § 196 og lov nr. 256 af 27. maj 1950 om værn for dyr.
Der er intet til hinder for, at pågældende først forsøger at optage dyret og - hvis dette mislykkes - benytter sin ret til ifølge § 14 at fjerne dette.
Lykkes derimod optagelsen, kommer bestemmelserne i kap. III til anvendelse, medmindre det drejer sig om et undsluppet pelsdyr, og den i § 1, stk. 2, fastsatte frist er udløbet.
Ved i stk. 2 at foreskrive, at avertissementet skal indeholde en kort beskrivelse af dyret, tilsigter man at forebygge, at en enkelt advarsel kan omfatte f. eks. samtlige hunde i kvarteret.
At advarsel er ufornøden, når dyr af den omhandlede art angriber andre husdyr, er formentlig en selvfølge, men bør ifølge kommissionens opfattelse også gælde, når de frembyder nærliggende fare for personer eller ejendom, f. eks. hvis en uvan kvie farer rundt på en ejendom, hvor der findes små børn, eller et undsluppet pelsdyr slår sig ned på en ejendom, hvor der haves fjerkræ. I sådanne tilfælde bør man ikke være henvist til at lade skaden ske, fordi man ikke kan nå at advare vedkommende. - Nærliggende fare for ejendom må også siges at foreligge, hvis undslupne sumpbævere kommer ind på en ejendom, hvor der findes i dæmninger. - Ordet "ejendom" omfatter d husdyr, men ikke værdiløse vilde buske el. lign.
Sidste punktum i stk. l er kun medtaget, for klarheds skyld.
Af stk. 3 følger, at f. eks. en skudt høne ikke - således som det i praksis er forekommet - uden videre kan beholdes, men drabet e skal omgående anmeldes i overensstemmelse med reglerne i § 6, og bestemmelserne i §§ 9 og 10 vil være at iagttage. - Er dyret kun beskadiget, kommer også § 8 til anvendelse, forsåvidt det optages.
Til kapitel V.
Tøjring og græsning m. v.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om græsning og tøjring af husdyr i nærheden af veje (§ 15) og om fastsættelse af straf for j at drive husdyr ind på fremmed grund eller fremmede husdyr ind på egen grund (§16).
Til § 15.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 11.
Som det vil fremgå af 2. pkt. i stk. l mener kommissionen det ikke påkrævet at opretholde bestemmelsen i l. 1872 om, at der foruden tilladelse fra sognerådet og politimesteren skal indhentes samtykke fra de tilstødende jordbrugere til græsning på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje. - Ifølge kommissionens opfattelse bør græsning ikke kunne tillades på selve vejen.
Man har ikke medtaget får og kalve under den i sidste pkt. i stk. l nævnte bestemmelse, da disse dyr ofte er så urolige, at det må anses for uforsvarligt at lade dem græsse på de her omhandlede lokaliteter.
I stk. 2 har kommissionen anset det for rimeligt at sidestille tyre over l ½ år med uvane kreaturer. Iøvrigt må bestemmelserne betragtes som et supplement til færdselslovens § 27, jfr. foran side 24.
Forsåvidt angår private veje, der er åbne for almindelig færdsel, hører bestemmelser om disse forhold naturligt hjemme i politivedtægterne, da forholdene er så forskellige rundt om i landet, at ensartede lovregler næppe bør indføres.
Til § 16.
Denne paragraf svarer til l. 1872 §§ 9 og 10, som kommissionen har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde, uanset at straffehjemmel vel som regel vil kunne findes i straffeloven. Efter kommissionens skøn bør disse mindre forseelser nemlig mest naturligt straffes efter særbestemmelser i mark- og vejfredsloven fremfor efter straffeloven, hvorved de ville få et for alvorligt præg.
Bestemmelserne i stk. l og 3 omfatter bl. a. åbning af bure for pelsdyr.
Erstatningsbestemmelsen i l. 1872 § 10 er udgået som overflødig, da de pågældende sager behandles af domstolene, og der ifaldes erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler.
Til kapitel VI.
Færdsel på fremmed grund.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om færdsel på anden mands grund eller privat vej (§17, stk. 1) og om færdsel i fredede klitter (§17, stk.2).
Til § 17.
Ifølge stk. l kan den private vejejer, der ikke ifølge bygnings- eller vejlovgivningen, deklaration eller andet retsgrundlag, f. eks. hævd, er pligtig at holde sin vej åben for andre, selv bestemme hvilken færdsel der må finde sted på vejen, hvorimod formen for forbudet er undergivet politiets skøn, d. v .s. tilkendegivelsen skal enten være en autoriseret færdselstavle, der kun må opsættes i samråd med politiet, eller et andet lovligt opslag. Ønskes al uvedkommende færdsel forbudt, bør f. eks. et skilt med påskrift "Uvedkommende forbydes adgang" anses tilstrækkeligt.
Stk. 2, der afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872 § 8, 2. pkt., og § 18, l. stk., l. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v., er udarbejdet i samråd med klitdirektøren, jfr. bilag 4.
Kommissionen har foretrukket, at færdselsforbudet bliver tilkendegivet ved opslag fremfor ved afspærring, idet sidstnævnte efter omstændighederne kan forveksles med kreaturhegn og også ofte vil være for bekostelig. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter såvel færdsel til fods, som med automobil (hest) eller andet befordringsmiddel.
Til kapitel VII.
Vurderingsforretningerne.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved fremsættelse af begæring om afholdelse af vurderingsforretninger (§ 18), om vurderingsmændenes kendelser (§ 19), om anke af vurderingsmændenes afgørelser ( § 20), om beskikkelse af vurderingsmænd ( §§ 21-23), om vurderingsmændenes habilitet (§§ 24-25); om vurderingsforretningers afholdelse og vurderingsmændenes vederlag (§§ 26-28), om hvilke beføjelser, der tilkommer Københavns magistrat (§ 29), og om stempelfrihed for udfærdigelser vedrørende vurderingsmændenes forretninger (§ 30).
Til § 18.
I stk. l foreslås 3-dages fristen i l. 1872 § 2 for fremsættelse af begæring om vurdering af skaden opretholdt. Er skadelidte syg eller bortrejst, må den, der driver ejendommen på hans vegne, iagttage fristen.
Som det vil fremgå af lovforslagets § 21, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen samtidig med beskikkelsen af vurderingsmændene bestemme, hvem der skal fungere som formand. Begæring om afholdelse af vurderingsforretning skal derfor ifølge stk. 2 indgives til formanden og ikke, som efter l. 1872 § 14, til den ældste af vurderingsmændene.
I stk. 3 angives de tilfælde, hvor erstatningskravet undtagelsesvis ikke bortfalder, uagtet den i stk. l fastsatte frist er overskredet, jfr. herom nærmere foran side 34.
Til § 19.
Som fremhævet foran side 34 foreslås det i § 19 overladt til vurderingsmændene at afgøre ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, hvorefter såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, uden at det er nødvendigt at indbringe sagen for domstolene.
Dette betyder en væsentlig forenkling i forhold til l. 1872 § 2, hvorefter den af vurderingsmændene fastsatte erstatning skal afkræves den, hvis dyr har forårsaget skaden, inden 3 dage efter vurderingen, og såfremt vedkommende nægter at betale, skal skadelidte inden 3 dage gøre skridt til at søge ham tilpligtet dertil ved dom.
Ved afgørelse af ansvarsspørgsmålet må vurderingsmændene tage stilling til, om der er skyld på begge sider, og i bekræftende fald, om. det bør medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen, jfr. § 3, stk. 2.
Til § 20.
Bestemmelserne i denne paragraf er nye, men svarer ret nøje til de tilsvarende regler i lov nr. 259 af 27. maj 1950 om. hegn og nr. 213 af 31. marts 1949 om landvæsensretter. Dog foreslås ankefristen i stk. 2 fastsat til 15 dage i stedet for 4 uger, da det er af betydning, at disse sager fremmes mest muligt.
Af stk. l følger, at kun de sager, i hvilke en af parterne anker, skal indbringes for domstolene, jfr. foran side 34.
Hvis det skadevoldende dyrs besidder ikke af vurderingsmændene er gjort bekendt med kendelsens indhold, regnes den i stk. 2 omhandlede frist først fra kendelsens forkyndelse.
Til §§ 21-25.
I disse paragraffer uddybes og suppleres de tilsvarende regler i l. 1872 § 13, og de foreslåede bestemmelser svarer ret nøje til de i hegnsloven fastsatte regler, dog at man har forenklet bestemmelsen om tilbagekaldelse af den en vurderingsmand meddelte beskikkelse (§ 23) og reglerne om indsigelse mod en synsmands habilitet (§ 25). Endvidere har man anset det for upåkrævet at foreslå suppleanter beskikket, da der almindeligvis kun deltager 2 vurderingsmænd i vurderingsforretningen og vurderingsmænd fra tilstødende kommuner om fornødent kan tilkaldes.
Stk. 2 i § 21 er ny, idet formandens funktioner efter l. 1872 varetoges af den ældste af vurderingsmændene.
Efter forhandling med indenrigsministeriet er de dette ministerium ved l. 1872 tillagte beføjelser foreslået overført til landbrugsministeriet.
Til § 26.
I overensstemmelse med l. 1872 § 14 finder kommissionen, at opståede skader almindeligvis kan bedømmes af 2 af de beskikkede vurderingsmænd, dog har man ment det rimeligt at åbne adgang for tilkaldelse af den 3. vurderingsmand, når formanden under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet. Denne beslutning bør tages, før forretningen afholdes, således at sagens behandling ikke forhales.
Derimod har man ikke anset det for påkrævet at åbne adgang til tilkaldelse af sagkyndig bistand, da vurderingsmændene må antages at være fuldt kompetente til at vurdere skader af den i § 3 omhandlede art, og den part, som måtte anse vurderingen urigtig, i henhold til § 20 har adgang til at indbringe sagen for domstolene og her få udmeldt syns- og skønsmænd, der er i besiddelse af speciel sagkundskab.
Den i stk. 4 foreslåede bestemmelse vil formentlig i mange tilfælde forebygge bekostelige retssager, og selvom dette ikke lykkes, være nyttig ved at sikre beviset for skadens omfang.
Med hensyn til stk. 5 henvises til bemærkningerne til § 3.
Til § 27.
Inddeles en kommune i henhold til § 21, stk. 1, i flere vurderingsdistrikter, vil det kun være nødvendigt at føre een protokol, såfremt samme person beskikkes til formand.
Såvel forlig indgået for vurderingsmændene som afsagte kendelser skal indføres i protokollen.
Til § 28.
Der er i tidens løb ofte forekommet klager over, at de i l. 1872 § 13 fastsatte vederlag ikke svarer til nutidens prisniveau, og kommissionen foreslår derfor disse forhøjet. Det foreslåede vederlag skal også dække vurderingsmændenes udgifter til befordring.
Det i stk. l foreslåede vederlag skal betales, hvad enten det lykkes vurderingsmændene at opnå forlig eller der afsiges kendelse l sagen.
Til § 29.
Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i l. 1872.
Til kapitel VIII.
Lovens ikrafttræden m. m.
Dette kapitel indeholder bestemmelser om påtaleregler (§ 31), om lovens gennemførelse (§ 32) og om lovens ikrafttræden (§ 33).
Til § 31.
Ifølge l. 1872 § 12, jfr. § 3, behandles den i lovforslagets § 7, stk. 4, omhandlede forseelse som offentlig politisag efter den forurettedes begæring; kommissionen må imidlertid anse det for mere rimeligt, at disse sager undergives privat påtale, jfr. straffelovens § 305.
Det i stk. 2, 1. pkt., anførte er i overensstemmelse med l. 1872, dog at den i § 13 omhandlede forseelse efter gældende ret er undergivet privat påtale. Kommissionen må imidlertid anse det for ønskeligt, at denne forseelse fremtidig undergives betinget offentlig påtale.
Ifølge gældende ret behandles de i § 15, stk. 1, og § 17, stk. 2, omhandlede tilfælde som offentlige politisager efter den forurettedes begæring. Da det drejer sig om områder, hvor offentlige interesser griber ind, har man anset det rimeligt at foreslå disse underkastet offentlig påtale.
(fra betænkningen angående revision af mark- og vejfredsloven, 1952)
På kommissionens indledende møde var der enighed om, at den gældende lov i det store og hele havde virket tilfredsstillende, og at de grundsynspunkter, der var nedfældet i loven, burde opretholdes. - Det blev imidlertid samtidig fremhævet, at en modernisering af loven af 1872 var stærkt tiltrængt, og at den på forskellige punkter burde ændres og suppleres med mere tidssvarende bestemmelser. Der blev således bl.a. gjort gældende,
at man i forbindelse med en revision af mark- og vejfredsloven af 1872 burde benytte lejligheden til samtidig at søge bestemmelserne i D.L. 6-10-2 til 5 om ansvar for vilde dyr og husdyr afløst af mere tidssvarende regler,
at reglerne for gennemførelse af erstatningskrav i henhold til mark- og vej fredsloven var for omstændelige, og at det var ønskeligt, om der under en eller anden form blev åbnet mulighed for appel af vurderingsmændenes afgørelser,
at det burde overvejes, om pelsdyr bør inddrages under lovens område, idet der, uanset at flere domsafgørelser foreligger, dog hersker en ikke ringe usikkerhed med hensyn til disse dyrs retsstilling,
at bestemmelsen om færdsel på anden mands jorder eller private veje burde tydeliggøres, da der har været tvivl om, hvorledes ordet "jorder" skal fortolkes,
at reglerne om afhændelse af optagne husdyr bør moderniseres, således at der skabes bedre mulighed for at få den rette pris frem, og
at de i loven af 1872 fastsatte optagelsespenge og vederlag til vurderingsmændene ikke svarer til nutidens prisniveau.
Ud fra disse synspunkter fortsatte kommissionen sit arbejde, idet man samtidig indhentede oplysning om udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr, jfr. foran side 28 ff og bilag 1-3 om de norske, svenske og hollandske regler på dette område.
Skønt kommissionen under det fortsatte arbejde stadig var af den opfattelse, at de fornævnte bestemmelser i D.L. i høj grad trængte til revision, opgav man dog at udarbejde endeligt forslag til afløsning af disse regler, idet man blev bekendt med, at det kunne forventes, at en interskandinavisk kommission ville tage disse spørgsmål op til overvejelse. - Efter kommissionens skøn bør der nemlig ske en rolig udvikling på dette område, og det ville derfor være uheldigt, om kommissionen foreslog fastsat nye bestemmelser, der om få år måtte ændres for at tilvejebringe nordisk retsenhed.
Man indskrænkede sig derfor på dette punkt til at søge fastlagt de principper, som bør danne grundlaget for erstatningsansvar for den skade, husdyr forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og overvejelserne mundede ud i, at der for visse typiske i forslagets § 3 nærmere angivne skader bør opretholdes et ubetinget erstatningansvar, medens andre og mere uforudseelige skader (f.eks. skade forvoldt ved smitte eller bedækning) samt skader, som husdyr forvolder uden indtrængen på anden mands grund, og skader forvoldt af hunde, som hidtil bør holdes udenfor mark- og vejfredslovens område, jfr. lovforslagets § 4.
Således som erstatningsreglen nærmere er udformet i § 3, jfr. § 18, afviger den fra gældende ret navnlig derved, at erstatningsansvar, såfremt den i § 18, stk. l, fastsatte frist ikke overholdes, kun kan gøres gældende, såfremt skaden er forvoldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, medens de tilsvarende bestemmelser i loven af 1872 - i det følgende betegnet som l. 1872 - i praksis er forstået således, at erstatningsansvar, såfremt denne lovs frister ikke overholdes, dog kan gøres gældende, når skaden er forvoldt ved uforsvarlig adfærd, altså i et betydeligt videre omfang.
Denne ændring i den bestående retstilstand har kommissionen fundet rimelig under hensyn til, at de mindre betydelige skader, som sagerne i almindelighed vil dreje sig om, ikke bør kunne give anledning til langvarige og bekostelige processer, medmindre dyrenes ejer eller bruger har handlet på en måde, som i hvert fald må karakteriseres som grov hensynsløshed.
Samtidig har man ved en ændret angivelse af de skader, for hvilke der bør opretholdes et ubetinget erstatningsansvar, søgt at medtage alle sådanne skader, som normalt må forudses at indtræffe, når husdyr kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
Med henblik på indførelse af en appelinstans har kommissionen drøftet forskellige muligheder.
Overvejelserne resulterede i, at man - således som det nærmere vil fremgå af lovforslagets §§ 19 og 20 - enedes om at anbefale, at det overlades til vurderingsmændene at fastsætte erstatningens størrelse i en kendelse, men at hver af parterne skal kunne indanke kendelsen til endelig afgørelse af civildommeren i den pågældende retskreds. lndankes sagen ikke, kan erstatningsbeløbet inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler.
En sådan ordning vil betyde en væsentlig forenkling i forhold til gældende ret, hvorefter enhver sag om erstatning i henhold til mark- og vejfredsloven skal indbringes for domstolene, når den af vurderingsmændene fastsatte erstatning ikke er betalt 3 dage efter afkrævningen.
Der har indenfor kommissionen været enighed om, at det må anses for ufornødent at give vurderingsmændene adgang til at tilkalde sagkyndig bistand til vurderingsforretningen, idet der - såfremt en af parterne ikke er tilfreds med vurderingsmændenes afgørelse - til brug ved appelsagens behandling af retten kan udmeldes syns- og skønsmænd, der besidder den sagkundskab, som der i særlige tilfælde er behov for. Derimod finder man det rimeligt, at vurderingsformanden får adgang til at bestemme, at alle 3 vurderingsmænd - og ikke som almindeligvis kun 2 - skal deltage i forretningen, når det under hensyn til skadens omfang eller art skønnes påkrævet, jfr. herved lovforslagets § 26, stk. l. - En sådan ordning vil ikke forhale sagens behandling, da formandens beslutning skal træffes inden vurderingsforretningen afholdes.
……….
Den gældende bestemmelse i l. 1872 § 8 om færdsel på anden mands jorder eller på de herover førende veje og stier er i almindelighed blevet fortolket som omfattende private skovveje, således at ejeren af en privat skov efter den almindelige opfattelse er berettiget til at forbyde uvedkommende at færdes i skoven. Kommissionen har i overensstemmelse hermed foreslået bestemmelsen i lovforslagets § 17 om færdsel på fremmed grund formuleret således, at tvivl om, hvorvidt bestemmelsen omfatter private skovveje, er udelukket. Kommissionen har ikke været betænkelig herved, idet man ikke mener, at de private skovejere vil benytte bestemmelsen til at spærre for publikums adgang til skovene. I så henseende skal man henvise til, at de private skovejere i stort omfang har stillet sig velvillig overfor publikums ønsker med hensyn til terrænsport, orienteringsløb, spejderøvelser m. v. Spørgsmålet er i øvrigt udførligt diskuteret i skovlovskommissionens betænkning 1929, hvortil derfor henvises.
Indenfor kommissionen er det med styrke gjort gældende, at ejeren af en privat vej i kraft af ejendomsretten må være berettiget til ikke alene fuldstændig, men også delvis at lukke for færdsel over hans ejendom. I de simpleste tilfælde, hvor der kun er een vejberettiget, synes det således klart, at den pågældende må være berettiget til at råde over færdselens karakter og omfang. Som eksempel nævnes det ikke usædvanlige tilfælde, at der til en eller anden seværdighed, f.eks. en ruin, fører en privat vej, som ejeren ikke har noget imod, at alle og enhver benytter, men ønsker lukket for automobilkørsel, da vejen ikke tåler sådan færdsel. I sådanne tilfælde har nogle politimestre hævdet, at ejeren ifølge motorlovens § 26, stk. 2 i. f., jfr. stk. l, ikke er berettiget til at lukke for automobilfærdsel i almindelighed, men kun for vare- og lastmotorvogne på over l 600 kg egenvægt og personmotorvogne til flere end 7 personer og kun med amtsrådets samtykke.
De gældende bestemmelser om almenhedens adgang til at færdes på private veje er spredt over en række love og vedtægter, og deres rækkevidde og indbyrdes forhold er uklart, jfr. Abitz: Vejenes retsforhold side 195 ff., 191 f. og 250 f.
Man sondrer gerne mellem offentlige veje og private veje (stier) og som offentlige veje (stier) betragtes kun de veje (stier), som er optaget på vej (gangsti)-fortegnelserne, medens private veje er de veje, hvortil kun en enkelt eller flere bestemte personer har færdselsret. Men foruden disse to grupper af veje, findes fra gammel tid rundt om i landet et stort antal veje, som hverken er rent offentlige eller rent private, idet de, uanset at almenheden har ret til at benytte dem, dog ikke er optaget på vejfortegnelserne. Vejbestyrelsesloven af 1867 fastsatte ikke bestemmelser af interesse for disse mellemtilfælde, idet man regnede med, at de ville forsvinde i forbindelse med de 5-årige revisioner af bivejsfortegnelserne. Dette er imidlertid ikke sket, og i nyere tid er denne mellemgruppe vokset ved, at en del private veje ifølge deklaration, bygningsvedtægt, vejvedtægt eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, skal holdes åbne for almindelig færdsel. En systematisering af disse regler henhører under vejlovgivningen, men den vejejer, der ikke er bundet af pligter af nogen art til at stille sin vej til rådighed for andre, bør have ret til at lukke vejen helt eller delvis for færdsel. I overensstemmelse med denne opfattelse er forslagets § 17, stk. l, affattet.
Som anført foran side 24 kan politiet, hvis en vej faktisk er åben for almenheden, give bestemmelser til regulering af færdselen, og det gælder hvad enten den er privat eller ej, og hvad enten den private vejejer er pligtig til at holde vejen åben for almindelig færdsel eller ej. I overensstemmelse hermed foreslås det i § 17 foreskrevet, at vejejerens regulering af færdselen skal tilkendegives ved færdselstavle eller andet lovligt opslag.
Inspektør Laur. Jensen og konsulent Johs. Kiilerich, Glostrup, har som repræsentanter for Københavns Amts Landboforening haft lejlighed til overfor kommissionens medlemmer nærmere at redegøre for en af foreningen til landbrugsministeren indsendt skrivelse af følgende ordlyd:
"Foranlediget af de meget store skader, der forvoldes, fortrinsvis af legende børn, men dog i adskillige tilfælde tillige af voksne personer, på markafgrøder i landbrug, specielt i byernes umiddelbare nærhed, men også i nogen grad langs stærkt trafikerede veje, tillader Københavns Amts Landboforening sig at bede ministeren overveje, om den forøvrigt stærkt forældede lov om markfred kunne tages op til revision, således at den i højere grad yder landbrugerne beskyttelse mod skader af ovennævnte art".
Under forhandlingerne anførtes, at skaderne bl.a. bestod i, at børn på kornmarker, der lå fjernt fra gården, lavede gange, labyrinter og huler, og at der var forekommet tilfælde, hvor 4/5 af høsten herved var gået tabt. På kløvermarker spilles fodbold, roer rives op, høstakke væltes, og der springes buk over negene. I et tilfælde var ca. 300 neg snittet op, og forholdene havde efter klagernes mening efterhånden udviklet sig således, at man næsten ikke kunne drive landbrug i nærheden af København.
Efter sagens natur vil det ikke være let for skadelidte at efterforske - endsige bevise - hvem der har forvoldt skaden, og hidtil har det, efter hvad der oplystes overfor kommissionen, vist sig vanskeligt at få politiets bistand hertil. En borgerlig retssag om erstatning vil - selvom man undtagelsesvis kunne dokumentere, hvem der havde forvoldt skaden og dens omfang - næppe i almindelighed give overskud. Derimod må det forventes, at skaderne vil aftage, hvis det i kvarteret rygtes, at der idømmes mærkbare bøder for uberettiget færdsel på anden mands grund.
For at sikre landbefolkningen politiets bistand til sagernes opklaring er det i § 31 foreslået, at lade forseelser af den omhandlede art være undergivet offentlig påtale, forsåvidt den forurettede fremsætter ønske herom. Kommissionen er ikke betænkelig ved i almindelighed at foreslå overtrædelse af § 17, stk. l, undergivet betinget offentlig påtale, thi hvis en grundejer virkelig skulle begære påtale i et tilfælde, hvor det kun drejer sig om ganske uskadelig færdsel, vil dommeren, hvis sagen måtte nå så vidt, stadig have mulighed for at slutte denne med en advarsel.
1. Indledning
I et brev af 7. november 2000 anmodede direktoratet samtlige kommuner om, at kommunens formand for vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven indsender oplysning om hvor mange vurderingsforretninger, der har været afholdt i 1997, 1998, 1999 og 2000, samt hvordan vurderingsforretningerne har været fordelt efter lovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 4. Direktoratet anmodede samtidig samtlige politimestre om at oplyse, hvor mange sager efter mark- og vejfredsloven de har haft i denne periode, samt hvordan sagerne har været fordelt efter loven. Undersøgelsen var foranlediget af, at direktoratet overvejede en eventuel revision af mark- og vejfredsloven og derfor ønskede at danne sig et overblik over, hvordan og i hvilket omfang loven benyttes og har betydning.
2. Undersøgelsens resultat vedrørende vurderingsforretningerne
2.1 Reglernes anvendelse
Der er indkommet svar fra 246 kommuner, dvs. en svarprocent på 89,5. I 226 af disse kommuner (91,9 %) har der slet ikke været afholdt vurderingsforretninger i perioden 1997 - 2000. I de 20 kommuner, hvor der har været afholdt vurderingsforretninger, har der i 14 af kommunerne i perioden kun været 1 vurderingsforretning og i 4 af kommunerne kun 2 vurderingsforretninger. I 2 af kommunerne har der været henholdsvis 8 og 10 vurderingsforretninger. I begge kommuner har der været tale om, at alle sagerne har haft samme skadevolder.
Ifølge besvarelserne har der af de i alt 40 sager været 34 sager efter reglerne i § 3, stk. 1, og 5 sager efter § 3, stk. 1 og § 26, stk. 4. For 1 sag er der ikke paragrafhenvisning.
21 vurderingsformænd har uopfordret oplyst, at der ikke har været vurderingsforretninger i en længere periode. 1 formand har oplyst, at loven kun har været anvendt få gange i nyere tid, 2 formænd har oplyst, at der i de sidste 14 år kun har været 1 sag, og 18 formænd har oplyst, at seneste sag har været i henholdsvis 1975, 1979, 1979, 1982, 1982, 1985, 1985, 1986, 1986, 1987, 1989, 1989, 1990, 1990, 1992, 1994, 1994 og 1995.
Det fremgår af besvarelserne fra kommunerne, at et flertal af kommunerne har udpeget hegnsynsmedlemmerne som vurderingsmænd.
Undersøgelsen viser således, at reglerne om vurderingsforretninger i perioden 1997 - 2000 kun har været anvendt 40 gange i alt og kun i 20 ud af 275 kommuner. Der har således været tale om en meget begrænset anvendelse af ordningen i den undersøgte periode. Desuden tyder oplysningerne, som er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen på, at dette har været tilfældet i en længere periode.
Efter udsendelsen af brevet af 7. november 2000 fik direktoratet ganske mange henvendelser fra kommuner, som var i tvivl om adressaten, fordi man enten ikke kendte til arbejdsområdet for en formand for vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven, eller fordi der ikke var udpeget en formand for vurderingsmændene. Dette forhold underbygger direktoratets opfattelse af, at der i mange kommuner ikke har været anmodninger om vurderingsforretninger i en længere periode. Det er også en sandsynlig forklaring på, at 29 kommuner ikke har reageret på henvendelsen, på trods af at de er blevet rykket for svar.
2.2 Forsikringsselskabers rolle
Nogle af vurderingsformændene har anført, at det er deres opfattelse, at sagerne i stedet ordnes via parternes forsikringsselskaber, som selv vurderer skaderne.
For at få et indtryk af i hvilket omfang erstatning for skader efter mark- og vejfredsloven ordnes via forsikringsselskaberne, har direktoratet kontaktet de tre forsikringsselskaber, som tilsammen varetager ca. 80% af landbrugsporteføljen.
To af selskaberne har oplyset, at de årligt hver har ca. 200 skader efter mark og vejfredsloven. Det tredje selskab har oplyst, at der siden 1991 har været et faldende antal skadesanmeldelser fra 474 i 1991 til 312 i 2000.
Et af selskaberne har oplyst, at de yder erstatning, blot der er konstateret en skade efter § 3, stk. 1 (det objektive ansvar). Den typiske skade vedrører kreaturer, der er brudt ud og træder rundt i en omliggende kornmark. Forsikringsselskabet tager ikke hensyn til, om 3 dages fristen for vurdering af skaden er overholdt, og antager, at tilsvarende gælder de andre forsikringsselskaber.
3. Undersøgelsens resultat vedrørende øvrige bestemmelser i loven
Der er indkommet svar fra 53 politikredse. Ifølge svarene har der i perioden 1997 - 2000 været 4633 sager om overtrædelse af mark- og vejfredsloven, hvoraf langt de fleste har været efter lovens § 17. Svarene fra politimestrene er meget sparsomt oplyste, idet der i store træk alene er oplyst, hvor mange tilfælde der har været og efter hvilke paragraffer.
3.1 Kravet om at holde sine husdyr på sit eget
§ 1 indeholder et generelt krav om, at man skal holde sine husdyr på sit eget. Bestemmelsen er i den undersøgte periode anvendt af 7 politikredse i alt 19 gange. I svaret fra en politikreds gøres opmærksom på, at politikredsen årligt har et stort antal husdyr, der strejfer, ofte med færdselsuheld til følge. Politimesteren finder, at det er et problem, at overtrædelse af bestemmelsen ikke er sanktioneret.
3.2 Ufredsbøder og uvane husdyr
Ifølge § 13 kan besidderen straffes med bøde for ufred, når husdyr, som uden hjemmel færdes på fremmed grund, forgæves er søgt optaget. Bestemmelsen er anvendt i alt 52 gange af 13 politikredse i den undersøgte periode.
Ifølge § 14 har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter direkte på drab af dyret, må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret. Advarsel er ikke nødvendig, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom. Bestemmelserne er blevet anvendt 3 gange af politiet ifølge undersøgelsen, og disse tilfælde er ikke beskrevet nærmere.
3.3 Optagelse af husdyr
Kapitel III indeholder bestemmelser om optagelse af husdyr. Med den frygt, der er i dag for risiko for smittefare, er det ikke meget sandsynligt, at en landmand selv vil forsøge at optage et fremmed dyr på sin grund. Det må formodes, at man i stedet anmoder Falck eller politiet om at optage dyret. Lovens § 5, der indeholder regler om, hvem der kan optage dyr og hvordan, er ifølge undersøgelsen anvendt af 3 politikredse i alt 7 gange.
3.4 Færdsel på fremmed ejendom
Bestemmelsen i § 17 udgør dansk rets hovedregel for færdsel på privat grund og vej.
Ca. 4500 af politikredsenes sager i den undersøgt periode har drejet sig om overtrædelse af § 17. Bestemmelsen er primært anvendt i større byområder som hjemmel til at give bøder for ulovlig færdsel eller parkering på privat grund eller vej.
Bestemmelsen anvendes desuden af grundejere i større byområder som grundlag for at opkræve parkeringsafgift på privat grund eller vej.