§ 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.
Stk. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser.§ 2. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret.
Stk. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden.
Stk. 3. De i nærværende lov for veje givne bsestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier.
Lovens kapitel I indeholder lovens almindelige bestemmelser, herunder lovens § 1, stk. 1, hvoraf fremgår, at enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget. Dette krav om, at man skal holde sine husdyr på sit eget, danner grundlaget for lovens øvrige bestemmelser.
Herudover indeholder kapitel I bl.a. definition af, hvad der nærmere forstås ved ”anden mands grund”, ”sit eget”, ”besidder” og ”veje”.
For så vidt angår begrebet ”anden mands grund” eller ”sit eget” fremgår det af lovens § 2, stk. 1, at det ansvar, som efter mark- og vejfredsloven er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, også indtræder, når dyret kommer ind på arealer, som dets ejer har bortforpagtet eller udlejet. Det er en forudsætning, at der hersker fuldstændig adskillelse mellem de bortforpagtede eller udlejede arealer og dyreejerens øvrige grund.
For at blive omfattet af begrebet ”besidder” er det ikke nødvendigt at holde flere husdyr, idet det afgørende er, om vedkommende holder det skadevoldende dyr som husdyr, dvs. har det for selv at bruge det eller nyde besiddelsen deraf. Den, der har dyret i varetægt i medfør af tjenesteforhold, eller den, der rent midlertidigt, f.eks. som dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse, er ikke ”besidder” i lovens forstand.
Ifølge lovens § 2, stk. 3, omfatter de i loven for veje angivne bestemmelser også gader, pladser og stier. Bestemmelsen er medtaget for at undgå gentagelser i §§ 5, 15 og 17.
Begrebet ”husdyr” er ikke nærmere defineret i lovens kapitel I. I lovens § 1, stk. 2, fastslås det dog, at under begrebet ”husdyr” henregnes tillige pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Begrebet ”husdyr” antages herudover almindeligvis foruden nyttedyr i landbruget, såsom heste, kvæg, svin, får, geder, fjerkræ, også at omfatte visse kæledyr, herunder ejerhunde og ejerkatte, jf. således også lovens § 14.
Når der opstår mistanke om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom, træder en række foranstaltninger i kraft. Foranstaltningerne bygger oftest på regler fra EU eller OIE, den Internationale Organisation vedrørende Epizootier.
Foranstaltningerne er følgende:
Ejendommen, hvor der er mistanke, sættes under tilsyn af Fødevaredirektoratet. Det indebærer, at dyrene skal holdes isoleret, samt at der ikke må tilføres eller fraføres dyr, der kan smittes, til ejendommen. Samme regler gælder for ejendomme, der har leveret dyr til besætningen eller fået leveret dyr fra besætningen.
Konstateres det herefter, at der er tale om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom, oprettes en beskyttelseszone omkring ejendommen. I denne zone må der normalt ikke flyttes dyr, der kan smittes.
Det er således ved mistanke om udbrud af en alvorlig smitsom husdyrsygdom af betydning at have et godt overblik over husdyrbestanden. Det gælder, når der skal skabes overblik over til- og fraførsel af dyr til den ejendom, hvor mistanken foreligger, eller sygdommen er konstateret. Det gælder ligeledes ved oprettelsen af zoner
Dette lettes gennem reglerne om registrering af husdyrbrug i CHR, hvorefter husdyrbrug skal registreres i CHR.
Reglerne suppleres imidlertid med bestemmelserne i bekendtgørelse om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder.
Det følger af § 1, at hver besætning med disse dyr tildeles et CHR-nummer, der er et unikt nummer i CHR, og som identificerer en bestemt geografisk beliggenhed.
Fødsler, flytninger, slagtninger eller dødsfald skal indberettes til CHR. Pligten gælder både for ejeren af den ejendom, hvorfra dyrene flyttes, og for ejeren af den ejendom, hvor dyrene indsættes.
Gennem disse regler haves et godt overblik over husdyrbestandene og kontakten mellem besætningerne. Det er derfor væsentligt, at det så vidt muligt sikres, at der ikke sker uregistreret kontakt via omstrejfende dyr eller endnu værre ikke registrerede eller øremærkede dyr.
Bestemmelserne i lov om mark- og vejfred kan fortsat medvirke til at begrænse eller forhindre dette. Der tænkes her på lovens § 1 om pligt til at holde sine husdyr på sit eget, §§ 5 og 6 om reglerne om optagelse af husdyr og § 13 om muligheder for at straffe den, der lader husdyr færdes løse på fremmed grund.
Det bemærkes i den forbindelse, at loven om smitsomme sygdomme og zoonoser hos dyr ikke indeholder nogen definition af husdyr. Af bemærkningerne til loven fremgår dog, at der med husdyr først og fremmest forstås de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs- eller produktionsmæssigt øjemed, såsom f.eks. køer, svin, fjerkræ og pelsdyr. Hjorteavl og regnormeproduktion, samt fisk og andre akvakulturdyr, der holdes i dambrug, er ligeledes omfattet af begrebet. Det væsentlige er derfor for så vidt angår husdyrbegrebet, om dyret er i menneskelig varetægt. Hertil kommer, at vildtlevende dyr, som f.eks. ræve og flagermus, udtrykkeligt er omfattet af loven.
Begrebet husdyr inden for husdyrsygdomslovgivningen må på den baggrund anses som værende bredere end det tilsvarende begreb i i mark- og vejfredsloven, jf. ovenfor.
Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og forslag til lov om hold af dyr.I forbindelse med forslag til lov om hold af dyr har det været overvejet, om nogle af bestemmelserne i mark- og vejfredsloven kunne indføjes i lov om hold af dyr.
Det er vurderet, at alene kapitel I i mark- og vejfredsloven naturligt ville kunne indarbejdes i lov osm hold af dyr, enten i kapitel 2 om hold, registrering, mærkning og omsætning af dyr eller et nyt kapitel. Der bemærkes dog, at forslag til lov om hold af dyr ikke definerer eller i øvrigt opererer med begrebet husdyr, bortset fra kapitel 5 om husdyravl. Derimod fremgår det af § 2, at lovforslaget både omhandler dyr i menneskelig varetægt og vildtlevende dyr. De sidste på grund af, at disse dyr kan udgøre en smittefare for de øvrige dyr.
Generelt ligger hovedvægten af lovforslaget på sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse. Dette gælder også kapitel 2, der bl.a. indeholder sporingsinstrumenter - mærkningsregler - , som er af væsentlig betydning i sygdomsbekæmpelsesmæssig henseende. Omstrejfende dyr frembyder fare ikke alene ved at kunne forårsage skader ved angreb på andre dyr og eventuelt mennesker eller kan gøre skade på afgrøder, men også ved at kunne sprede smitsomme sygdomme. Det er derfor af stor betydning, at dyr som holdes af mennesker ikke bevæger sig eller flyttes, uden at deres bevægelser eller flytninger kan spores. Derfor registreres flytning af dyr i CHR, ligesom dyrene forsynes med øremærker.
Forslag til lov om hold af dyr indeholder en bestemmelse, hvorefter en dyreejer ved grov eller gentagen overtrædelse af lovens regler, bl.a. regler om mærkning af dyr, ved dom kan fratages retten til at holde dyr.
Mark- og vejfredslovens bestemmelser om erstatning for skade forvoldt af husdyr drejer sig alene om erstatning for skader på afgrøder m. v. og for skader på andre husdyr forvoldt ved angreb, men ikke erstatning for skader forvoldt ved spredning af smitsomme sygdomme. Forslaget til lov om hold af dyr indeholder heller ikke sådanne erstatningsregler, men kun regler om, at den der med forsæt eller grov uagtsomhed er skyld i sine dyrs sygdom, kan miste retten til erstatning, hvis de bliver slået ned.
Mark- og vejfredslovens kapitel III om optagelse af husdyr indeholder regler, som sigter mod at begrænse de situationer, hvor dyr strejfer om til fare for afgrøder, dyr og mennesker. I disse tilfælde er det af stor betydning, at dyrene er øremærket. Ved optagelsen begrænses det bortløbne dyrs kontakt til andre dyr, men optagelsen udgør i sig selv en risiko for optagerens egne dyr. Optageren af et dyr bør derfor i egen interesse sørge for effektiv isolering af dyret og tage alle forholdsregler for at mindske risikoen for, at en eventuel sygdom, som dyret måtte lide af, spredes til andre dyr.
Bestemmelserne i mark- og vejfredslovens kapitel IV - VII vil ikke hensigtsmæssigt kunne indføjes i lov om hold af dyr uden, at denne helt vil skifte karakter.
Bestemmelserne i lovens kap. I er centrale for loven, idet de dels indeholder lovens grundprincip om at holde dyr på sit eget, dels indeholder nogle definitioner til brug for forståelsen af loven. Bestemmelserne er således tæt knyttet til resten af loven og må ses i sammenhæng hermed.
Udvalget finder, at bestemmelserne i §§ 1 og 2 har central betydning for loven, og at bestemmelserne ikke kan ophæves. Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt at overføre bestemmelserne til anden nuværende eller kommende lovgivning (forslag til lov om hold af dyr).
§ 3. Kommer et husdyr uden s
Ifølge § 3 er husdyrets ”besidder” pligtig at erstatte den skade, som dyret forvolder, hvis det kommer ind på anden mands grund.
Erstatningspligten omfatter de jordbrugsskader (agrarskader), som husdyr normalt forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere.
Erstatningspligten omfatter desuden den skade, der tilføjes andre husdyr. Dette gælder dog kun den skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Erstatningspligten omfatter ikke skade forvoldt ved bedækning eller smitte.
Ved ”anden voldelig måde” tænkes på tilfælde, hvor et dyr uberettiget kommer ind på fremmed grund, går fredeligt omkring, men bliver angrebet af et græssende husdyr, der under kampen lider skade. I et sådant tilfælde vil det indtrængende dyrs besidder være erstatningspligtig, selv om dyret ikke kan betegnes som angriber.
Erstatningsansvaret er objektivt. Det er således som udgangspunkt uden betydning, om besidderen kan bebrejdes noget i forbindelse med husdyrets adfærd i den konkrete sag.
Bestemmelsen får således selvstændig betydning ved at pålægge ansvar udover, hvad der ville følge af dansk rets almindelige erstatningsregler, hvorefter kun den skade, som forvoldes ved forsætlig eller uagtsom adfærd, medfører erstatningspligt.
Det fremgår dog af lovens § 3, stk. 2, at erstatning ikke kan kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde (egen skyld).
Hvis en skadelidt ønsker at fremsætte erstatningskrav i henhold til § 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af vurderingsmændene (§18, stk.1). Se nærmere herom i afsnit 5.
I lovens § 4, stk. 1, fastslås det, at loven ikke finder anvendelse på erstatningsansvar for skade voldt af hunde. Baggrunden herfor er, at dette erstatningsansvar er reguleret direkte i hundeloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
Endelig findes i lovens § 4, stk. 2, en bestemmelse, hvoraf fremgår, at det ansvar for skade voldt af husdyr, som kan påhvile andre end besidderen, ikke berøres af loven. Det samme gælder besidderens ansvar for skade, som ikke omfattes af erstatningsreglerne i § 3, stk. 1 Bestemmelsen har til formål at præcisere, at krav om erstatning i disse tilfælde kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler.
Det fremgår af besvarelsen, at F&P i forbindelse med direktoratets henvendelse har været i kontakt med de forsikringsselskaber, som tegner landbrugsforsikringer, og at besvarelsen på denne baggrund skal tages som udtryk for en samlet besvarelse fra forsikringserhvervets side.
M.h.t. anvendelsen af lovens § 3, stk.1 (det objektive ansvar) i forbindelse med skader har F&P oplyst, at de selskaber, som behandler agrarskader, har behandlet et varierende antal skader årligt siden 2001. Skønsmæssigt har antallet af skader ligget på ca. 750 sager årligt.
Forsikring for landbrugsvirksomhed omfatter i alle selskaber en såkaldt bedriftsansvarsforsikring, der omfatter ansvaret efter mark- og vejfredslovens bestemmelser. De pågældende skadetyper dækkes således af de sædvanlige landbrugsforsikringer. Der er typisk tale om økonomisk set mindre skader, som dog fylder meget i både forsikringskundernes og de skadelidtes bevidsthed.
Under henvisning til det forestående udvalgsarbejde vedrørende forenkling og eventuel ophævelse af mark- og vejfredsloven, har F&P bemærket, at det må forventes at give anledning til en lang række tvister, som ikke kendes i dag, såfremt det objektive ansvar efter mark og vejfredslovens § 3, stk. 1, ophæves og erstattes af et culpa-ansvar. Skadelidte antages at få problemer med at føre bevis for, at der er tale om culpøs handlen eller undladelse fra skadevolders side. Eksempelvis vil skadelidte kunne få vanskeligt ved at bevise, at naboens indhegning ikke har været forsvarlig, såfremt naboens køer f.eks. under tordenvejr bryder ud af indhegningen og beskadiger skadelidtes afgrøder.
Formentlig vil der ikke blot blive tale om nabostridigheder, men også om sager, der vil blive indbragt for domstolene, og som vil påføre omkostninger på både ansvarsforsikringer og retshjælpsforsikringerne i forbindelse med bl.a. advokatbistand.
Af ovennævnte årsager har F&P anbefalet, at det objektive ansvar efter mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1 opretholdes. Idet F&P forudsætter, at de nævnte synspunkter tilgår det kommende udvalg, fandt F&P det unødvendigt at være repræsenteret i udvalget.
Politiets opgaver i henhold til mark- og vejfredslovens bestemmelser om husdyr.Hvis der i forbindelse med dyrets indtrængen på fremmed grund er sket skade på grunden og dens afgrøder, giver det sjældent politiet anledning til at foretage sig yderligere, idet erstatningskravene mange gange klares direkte mellem de implicerede personer, når dyreejeren er blevet kendt (det drejer sig meget ofte om naboer), og ellers bliver problemet løst ved forsikringsselskabets mellemkomst, især ved de lidt større skader.
Et større problem er dyrs færdsel på offentlige vejområder, især hovedveje og motorveje, hvor der meget ofte opstår farlige situationer. Det kan bl.a. være nødvendigt at rekvirere skytter fra Falcks redningskorps til at skyde dyrene eller kun nogle af dyrene for at skabe kontrol over resten. I mange tilfælde kan der efter gældende praksis ikke rettes kritik mod dyrenes indhegningsforhold, hvorfor disse ganske betydelige gener og ofte ganske betydelige skader for de implicerede motorkøretøjer ikke kan afhjælpes.
Hvis indhegningen findes i orden, kan politiet ikke på nogen måde give påbud om at skabe en mere sikker indhegning. Såfremt der er sket skader på de implicerede motorkøretøjer, må disse enten dækkes af bilernes kaskoforsikring eller afvente sagsanlæg mod dyrenes ejere endda med tvivlsomt resultat i følge gældende praksis, hvis hegningen har været i orden. Disse sager fylder betydeligt mere i politiets hverdag end de "rene" sager i henhold til § 3 m.v. i mark- og vejfredsloven.
Udvalget finder, at bestemmelsen i § 3 om det objektive ansvar i høj grad er relevant. Der henses særligt til, at den danner grundlag for, at forsikringsselskaberne årligt udbetaler erstatning i et stort antal skadesager. Endvidere henvises til de problemer af bevismæssig art og af praktisk karakter, som en ophævelse af bestemmelsen formentlig ville volde skadelidte, jf. udtalelsen fra Forsikring og Pension. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelsen ophæves.
Muligheden for eventuelt at udvide ansvarsområdet til at gælde alle skader forvoldt af husdyr (skader på bl.a. biler og skader ved smitte) er blevet drøftet i udvalget. Det har imidlertid vist sig, at der er tale om et vanskeligt erstatningsretligt forhold, som i givet fald ville forudsætte, at særligt sagkyndige og forsikringsselskaberne skulle inddrages i overvejelserne. En udvidelse af ansvarsområdet er ikke forudsat i kommissoriet for udvalget. Udvalget vil derfor ikke foreslå en udvidelse af ansvarsområdet.
§ 5. Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund.
Stk. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den, hvem vedligeholdelsen påhviler. - Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet.
Stk. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet.
Stk. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent.§ 6. Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne - eller en til hans husstand hørende voksen person - underretning herom.
Stk. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet - der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jfr. dog § 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører, og kan om fornødent inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Undlader optageren at foretage anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, fortabes retten til godtgørelse for foder og pasning, og optageren er pligtig at erstatte det ved afsavnet af dyret forvoldte tab.§ 7. For optagelse af husdyr tilkommer der optageren optagelsespenge.
Stk. 2. Optagelsespengene udgør det samme beløb, som til enhver tid er fastsat som godtgørelse for foder og pasning af det pågældende dyr i et døgn, jfr. § 8, stk. 2, 4 og 5. Hvis en flok husdyr optages, kan der dog højst kræves optagelsespenge for 5 dyr.
Stk. 3. Optageren er bortset fra det i § 6, stk. 3, og § 18, stk. 3, pkt. 1, omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham optagelsespenge og godtgørelse for foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne.
Stk. 4. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 3 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens § 293, stk. 2.§ 8. Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt. s
Stk. 2. For hvert døgn, som forløber mellem optagelsen og tilbageleveringen eller afleveringen til salg ifølge § 9 tilkommer der som godtgørelse for foder og pasning optageren:
For et stk. hornkvæg over 1 år
eller en hest over 1 år................... 5,00 kr.
for en kalv, et svin, et føl,
et får, en ged eller en hund.............. 2,00 kr.
for et stk. fjerkræ, en tamkanin
eller et pelsdyr.......................... 0,50 kr.
Stk. 3. Finder tilbagelevering sted inden udløbet af 1 døgn, vil godtgørelsen være at beregne således, at over 1/2 døgn regnes for 1 døgn og 1/2 døgn eller derunder regnes for 1/2 døgn. På tilsvarende måde beregnes godtgørelsen for overskydende dele af et døgn.
Stk. 4. Optages andre husdyr end de i stk. 2 nævnte, vil der være at erlægge godtgørelse for foder og pasning som fastsat for det af de nævnte husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må ligestilles. Tvivlsspørgsmål herom afgøres af sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet.
Stk. 5. De i stk. 2 fastsatte takster kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.1§ 9. Indløses og afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. Såfremt der ved auktionen ikke fremkommer noget rimeligt bud, skal auktionen standses og dyret afhændes efter regler, som fastsættes af landbrugsministeren, jfr. § 12.
Stk. 2. Auktionen afholdes af sognefogeden, hvis en sådan findes og ellers af politiet. Auktionerne er gebyr- og afgiftsfri.
Stk. 3. Skønner sognefogeden eller politiet - at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.§ 10. Af det ved afhændelse i henhold til § 9, stk. 1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens krav i henhold til §§ 7 og 8 samt hans erstatningskrav, for så vidt dets størrelse er fastslået.
Stk. 2. Eventuelt overskud tilfalder statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom.
Stk. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordringer, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder.§ 11. De i henhold til § 5 optagne dyr kan, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, afleveres til vedkommende sognefoged, hvis en sådan findes og ellers til politiet, der i så fald er pligtig at varetage de optageren ifølge nærværende kapitel påhvilende pligter og overtager de ham tillagte rettigheder, dog således at de i § 7 omhandlede optagelsespenge tilfalder optageren, for så vidt de kan erholdes fra dyrets besidder eller dækkes ved afhændelse.
Stk. 2. Iøvrigt vil med hensyn til de heromhandlede dyr de i §§ 9 og 10 fastsatte regler være at iagttage, dog således at den sognefogeden eller politiet i henhold til § 8 tilkommende godtgørelse for foder og pasning forlods vil være at dække af det ved afhændelsen indkomne beløb.§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i § 9 nævnte salgsmåder.
Retten til optagelse af kreaturer, der kommer ind på fremmed grund, anerkendtes allerede i landskabslovene, der indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes optagelsen skulle finde sted, og hvilke retsvirkninger den fik (Danske lov 6-14-12 og 15 m.fl.).
Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, og dette synspunkt er for vejenes vedkommende overført således, at man beskytter den vedligeholdespligtige, som dyrenes færden kan påføre forøgede udgifter. Efter § 5, stk. 2, har politiet optagelsesret ved de veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Bestemmelserne om optagelse har traditionelt haft sammenhæng med, at dyr før i tiden i videre omfang end i dag græssede ude på markerne eller stod tøjret ude. Som følge heraf var der også tidligere mange tilfælde af undslupne dyr, som strejfede rundt og kunne forrette skade på afgrøder og lignende. Beskyttelseshensynet var som ovenfor nævnt grundejeren, og reglerne var møntet på, hvordan denne kunne reagere (dvs. hvilke rettigheder og pligter denne havde), når fremmede dyr kom ind på grunden.
Der henvises til afsnit 3.1.2 vedrørende Smittefare og Det centrale Husdyrbrugregister (CHR) samt Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og forslag til lov om hold af dyr.
PolitivedtægterneHver politikreds har sin egen politivedtægt, der er udfærdiget med hjemmel i lov nr. 21 af 4. februar 1871 om politiet udenfor København. For at sikre et ensartet indhold af vedtægterne er der af Justitsministeriet udarbejdet en normalpolitivedtægt, der skal tjene som forbillede. Vedtægterne godkendes af Justitsministeriet efter, at politimesteren forinden har hørt kommunalbestyrelserne i politikredsen. Overtrædelse af politivedtægterne straffes med bøde og er undergivet almindelig offentlig påtale - det vil sige ingen begæring fra forurettede, som betingelse for politiets indgriben.
Diverse definitionerI § 16 siges det, at "uvedkommende må ikke tage ophold på trapper, i porte, i indgange eller opgange til huse, i kælder eller loftsrum, i ubeboede huse eller lejligheder, i gårde, haver eller udhuse, på byggepladser, i køretøjer, jernbanevogne eller fartøjer." Uberettiget anvendelse af eller ophold på andre - åbne - arealer omfattes således ikke af bestemmelsen, hvortil skal føjes, at en dom (U 1979 201) har betvivlet hjemlen til at lade private områder omfatte af politivedtægterne.
Forholdet mellem lov om mark- og vejfred og politivedtægterne
Der er ikke fornøden hjemmel i den bag ved politivedtægterne liggende ældre lovgivning eller i vedtægterne selv til at lade de regler om husdyrs indtrængen på anden mands grund, som findes i mark- og vejfredsloven, optage i vedtægterne. Selv i tilfælde af at lovhjemmel blev tilvejebragt, skønnes det uhensigtsmæssigt at lade reglerne i lov om mark- og vejfred om husdyrs indtrængen og ophold på anden mands grund samt reglerne om varetagelse af disse dyr optage i en vedtægt, der stort set omhandler menneskers opførsel og færdsel på vejarealer.
Derudover er overtrædelse af politivedtægten, som nævnt, undergivet almindelig offentlig påtale, mens de forurettede efter mark- og vejfredsloven har mulighed for selv at påvirke resultatet af overtrædelser i kraft af reglen om begæring om offentlig påtale i mark- og vejfredsloven. 24
Bestemmelserne om optagelse af husdyr anvendes ofte af politiet og mest til at finde den rette ejermand til et undsluppet dyr. Se nærmere om politiets opgaver i afsnit 3.2.2.
Bestemmelserne om optagelse af husdyr har stor betydning, dels for at dyrene kommer tilbage til deres ejer, dels - og ikke mindst - for at undgå smitterisiko ved at undslupne dyr får kontakt med andre dyrebesætninger. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelserne ophæves.
Udvalget anbefaler, at taksterne vedrørende godtgørelse for foder og pasning ajourføres i nødvendigt omfang (§ 8, stk. 5).
§ 13. Når husdyr, som uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, forgæves er søgt optaget, kan besidderen straffes med bøde for ufred.
§ 14. Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer. Den, der var besidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder.
Stk. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Stk. 3. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr vil i øvrigt de i §§ 6, 8, 9 og 10 fastsatte bestemmelser vedrørende optagne dyr være at iagttage i den udstrækning, de er anvendelige.
Ifølge § 13 kan besidderen straffes med bøde for ufred, når husdyr, som uden hjemmel færdes på fremmed grund, forgæves er søgt optaget
Ifølge § 14 har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter direkte på drab af dyret, må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen inden for det sidste år er advaret. Advarsel er ikke nødvendig, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.
Det fremgår af direktoratets undersøgelse i 2000, at bestemmelsen i § 13 har været anvendt i alt 52 gange af 13 politikredse i den undersøgte periode. Straf for overtrædelse af § 14 har derimod kun været anvendt få gange af politikredsene i den undersøgte periode.
Efter straffelovens § 291, stk. 1, straffes med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 1 år den, som ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden. Efter bestemmelsens stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 4 år, bl.a. hvis der øves hærværk i betydeligt omfang.
Forbrydelsens genstand er ”ting, som tilhører en anden”. Ved ”ting” må forstås fysiske genstande af enhver art, herunder levende dyr og fast ejendom.
For at en person efter straffelovens § 291 kan ifalde et strafansvar for eksempelvis at have skudt en anden mands hund, er det en forudsætning, at personen har haft forsæt til at ødelægge, beskadige eller bortskaffe hunden.
En strafbar handling kan efter omstændighederne dog være straffri som nødværge, hvis handlingen har været nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, og handlingen ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, jf. straffelovens § 13, stk. 1. Er grænserne for lovlig nødværge overskredet, bliver den pågældende dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Efter straffelovens § 14 om nødret straffes en handling, der ellers ville være strafbar, endvidere ikke, når handlingen var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
Hvorvidt en handling, der ellers vil være strafbar, er straffri efter bestemmelserne i straffelovens §§ 13 eller 14, beror på en konkret vurdering af, om betingelserne herfor er opfyldt.
Bestemmelserne om nødværge og nødret suppleres i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, af en mulighed for strafnedsættelse eller under formildende omstændigheder strafbortfald, når nogen har overskredet grænserne for lovlig nødværge eller nødret.
Efter et angrebs afslutning kan lovlig genoprettelse efter omstændighederne ske efter grundsætningerne om lovlig selvtægt. Straffelovens § 294 vedrører alene den ulovlige selvtægt. Det er således forudsat, at privat retshåndhævelse er lovlig inden for visse grænser. Grænserne for lovlig privat retshåndhævelse er ikke fastlagt i bestemmelsen, men afhænger af den udviklede praksis på området.
Bestemmelsen i § 13 om husdyr, der uden hjemmel færdes på fremmed grund, bruges af politiet som hjemmel til at give bøder og har givetvis også en præventiv effekt. Politiet har fortsat behov for at kunne give bøder.
Bestemmelserne i § 14 om, at nedskydning af husdyr på afveje under særlige betingelser kan finde sted, betragtes af nogle (især dyreværnsforeninger) som dyreetisk ukorrekt. Bestemmelsen er særligt i fokus vedrørende katte. Bestemmelsen benyttes i praksis også over for strejfende hunde, der jager vildt, og har i den sammenhæng ikke mindst betydelig præventiv effekt.
Bestemmelsen i § 13 om husdyr bruges af politiet som hjemmel til at give bøder og har også betydelig præventiv effekt. Bestemmelsen medvirker til at begrænse eller forhindre smitterisiko ved, at undslupne dyr får kontakt med andre dyrebesætninger. Udvalget kan derfor ikke anbefale, at bestemmelsen ophæves.
For så vidt angår lovens § 14 bemærkes, at udvalget er bekendt med, at Det Dyreetiske Råd i øjeblikket efter anmodning fra Justitsministeriet arbejder på at færdiggøre en udtalelse om katte. Udvalgets finder, at en beslutning om en eventuel ophævelse eller ændring af lovens § 14 bør afvente denne udtalelse.
§ 15. Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de til offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. - Dog kan vedkommende sogneråd med politimesterens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje.
Stk. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over 1 1/2 år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken frahegnet vejen på betryggende måde.
Stk. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.
Stk. 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde.§ 16. Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde.
Stk. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde.
Stk. 3. Med bøde eller hæfte straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Indholdet i §§ 15 og 16 svarer stort set til de tilsvarende bestemmelser i §§ 9, 10 og 11 i lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred.
§ 15 handler om græsning og tøjring i relation til offentlige veje. For så vidt angår private veje, der er åbne for almindelig færdsel, kan der i henhold til § 15, stk. 3, fastsættes tilsvarende bestemmelser i politivedtægten. Særreglen vedrørende private veje skyldes, at det er anset for uhensigtsmæssigt her at fastsætte ensartede lovregler, idet forholdene er vidt forskellige rundt i landet. Overtrædelse af bestemmelserne i § 15 straffes med bøde efter offentlig påtale.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1 vedrører ”sniggræsning”, hvor den som uhjemlet driver sine dyr ind på fremmed mands grund og lader dem græsse der, kan straffes med bøde. Tilsvarende kan der i medfør af stk. 2 gives bøde til den, som uhjemlet driver fremmede husdyr ind på egen grund.
I henhold til § 16, stk. 3 kan der enten straffes med bøde eller hæfte, såfremt nogen uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 16 påtales kun efter den forurettedes begæring.
Det fremgår af færdselslovens § 88, at ingen må lade heste, kreaturer m.v. færdes på vej, uden at de er forsvarligt bevogtet. De må ikke tøjres således, at de kan nå ind på vejen. Såfremt de ikke er tøjret, skal de være adskilt fra vej ved forsvarlig indhegning.
Bestemmelsen omfatter ”heste, kreaturer m.v.” og efter praksis også får. Efter forarbejderne til den tidligere gældende bestemmelse i § 27, stk. 2 og 3, i lov nr. 129 af 14. april 1932 om færdsel, der delvist svarer til den nuværende færdselslovs § 88, 1. og 2. punktum, omfatter ordet ”kreaturer” kun større husdyr som hornkvæg, får, geder og svin. Fjerkræ falder altså ikke ind under definitionen.
Færdselslovens § 88 regulerer ophold, tøjring og indhegning af heste, kreaturer m.v. i forhold til vej. ”Vej” er defineret i færdselslovens § 2, nr. 26, som sammen med færdselslovens anvendelsesområde er nærmere omtalt i afsnit 4.3.2 Færdselsloven.
1. punktum i § 88 stiller krav om en ”forsvarlig bevogtning” af heste, kreaturer mv., når de færdes på veje omfattet af færdselsloven. Det er ikke nærmere fastlagt, hvornår en bevogtning er ”forsvarlig”, men kravet må - sammenholdt med 3. punktum - indebære, at dyrene ikke må være løsgående, jf. Færdselsloven med kommentarer, 1992, side 622.
Efter bestemmelsens 2. punktum må kreaturer mv. ikke tøjres, så de kan nå ind på veje omfattet af færdselsloven.
Efter bestemmelsens 3. punktum skal kreaturer mv., der ikke er tøjret, være forsvarligt indhegnet, så dyrene ikke når ud på veje omfattet af færdselsloven. Det er ikke muligt nærmere at præcisere, hvad der kræves for, at en indhegning kan anses for ”forsvarlig”. Afgørelsen må bero på en konkret vurdering af blandt andet hegnets art og dyrenes adfærd.
Bestemmelsen er både normerende i forbindelse med erstatningsspørgsmål og straffesager.
Forholdet mellem § 88 i færdselsloven og § 15 i mark- og vejfredslovenFærdselslovens § 88 omfatter ”heste, kreaturer m.v.”, hvilket efter forarbejderne må omfatte kvæg, geder, får og svin men ikke fjerkræ. Mark- og vejfredsloven § 15, stk. 1, omfatter ”husdyr”. Der er normalt antaget, at ”husdyr” også omfatter mindre dyr som f.eks. høns, jf. note 2 til mark- og vejfredsloven i Karnov 2002. Kravet om tøjring og indhegning i færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum, omfatter ”heste, kreaturer m.v.”, hvorimod mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, kun omfatter ”tyre over 1½ år og uvane kreaturer”.
Færdselslovens § 88 omfatter alle veje reguleret af færdselsloven. Mark- og vejfredslovens § 15 har separate bestemmelser for offentlige og private veje. § 15 er dog udformet således, at de regler, der gælder for offentlige veje i stk. 1 og 2, kan fastsættes for private veje i medfør af politivedtægten, jf. stk. 3.
Dyr, der færdes på veje omfattet af færdselsloven, er specifikt reguleret i færdselslovens § 88, 1. punktum.
Der ikke nogen begrænsning af arealerne omfattet af færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum. Det følger dog indirekte af bestemmelsen, at dyrene skal befinde sig på et areal, hvorfra de uden tøjring eller indhegning ville kunne få adgang til - og dermed påvirke færdselssikkerheden - på veje omfattet af færdselsloven.
Mark- og vejfredslovens § 15, stk. 1, omtaler ”de til offentlige veje hørende arealer” og arealer ”nær herved”. Mark- og vejfredsloven regulerer vejbestyrelsens adgang til at tillade græsning på sådanne arealer. En lignende bestemmelse findes ikke i færdselslovens § 88.
Herudover omtaler mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, ”marker, der grænser til offentlige veje”. Efter § 15, stk. 3, kan den samme regel omfatte marker, der grænser til private veje, hvorpå der er almindelig færdsel. Efter ordlyden er § 15, stk. 2 og 3, afgrænset til ”marker”. Færdselslovens § 88, 2. og 3. punktum, indeholder ikke sådan en afgrænsning.
Både færdselslovens § 88, 2. punktum, og mark- og vejfredslovens § 15, stk. 1 og 2, omtaler ”tøjring” af dyr. I mark- og vejfredslovens § 15, stk. 2, er der krav om en ”forsvarlig tøjring”. Færdselslovens § 88, 2. punktum, stiller krav om, at dyrene skal være tøjret, så de ikke kan nå ind på vejen.
Færdselslovens § 88, 3. punktum, kræver en ”forsvarlig” indhegning, og § 15, stk. 2, i mark- og vejfredsloven kræver en ”betryggende” indhegning.
Overtrædelse af begge bestemmelser kan straffes med bøde efter offentlig påtale. Herudover anvendes § 88 også ved erstatningsspørgsmål. Der er ikke nævnt en tilsvarende anvendelsesmulighed for § 15 i mark- og vejfredsloven.
Det fremgår af undersøgelsen, at én politikreds har anvendt bestemmelsen i § 15, stk. 2 én gang. § 15 synes derfor umiddelbart at have en meget begrænset anvendelse.
Bestemmelserne i § 15 er dog fortsat relevante, idet dyr af og til forvilder sig ud på større offentlig veje/motorveje og er til fare for trafikken. Der er i forbindelse hermed også hensynet til smittebeskyttelsesforhold.
I bemærkningerne til § 16 i forslaget til lov om mark- og vejfred fra 1953 er der bl.a. anført følgende:
”Denne paragraf svarer til l. 1872 §§ 9 og 10, som kommissionen har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde, uanset at straffehjemmel vel som regel vil kunne findes i straffeloven. Efter kommissionens skøn bør disse mindre forseelser nemlig mest naturligt straffes efter særbestemmelser i mark- og vejfredsloven fremfor efter straffeloven, hvorved de ville få et for alvorligt præg.”
Bestemmelserne i § 15 i mark- og vejfredsloven er fortsat relevante og har kun i begrænset omfang samme anvendelsesområde som færdselslovens § 88. Formålet med bestemmelserne er endvidere bredere end færdselslovens § 88, idet der i mark- og vejfredslovens § 15 også er hensynet til smittebeskyttelsesforhold. For så vidt angår § 16 i mark- og vejfredsloven er det udvalgets opfattelse, at man ved for lidt om rækkeviden af bestemmelserne til at ville foreslå dem ophævet. Det er udvalgets vurdering, at bestemmelserne i §§ 15 og 16 bør opretholdes, da der ved en ophævelse af bestemmelserne vil kunne opstå et retstomt rum.