Vejledning om enkeltbetaling
8. Krydsoverensstemmelse
| 8.1 | Vejledning om krydsoverensstemmelse |
| 8.2 | Generelt om krydsoverensstemmelse |
| 8.3 | Miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand |
Krydsoverensstemmelse betyder, at udbetalingen af landbrugsstøtte hænger sammen med, om du overholder reglerne inden for miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM).
8.1 Vejledning om krydsoverensstemmelse
Der er udarbejdet en særskilt vejledning om krydsoverensstemmelse, hvor du kan læse mere om krydsoverensstemmelseskravene. Find vejledningen på http://www.ferv.fvm.dk under krydsoverensstemmelse.
8.2 Generelt om krydsoverensstemmelse
Formålet med krydsoverensstemmelse er at skabe sammenhæng mellem overholdelse af bl.a. miljøregler og udbetaling af landbrugsstøtte. Din enkeltbetaling bliver således nedsat eller bortfalder, hvis du ikke opfylder reglerne.
Det er landbrugeren, der i et kalenderår søger om enkeltbetaling, som har ansvaret for, at kravene til krydsoverensstemmelse er overholdt i hele det pågældende kalenderår. Husk, at GLM-kravene er en del af krydsoverensstemmelsesreglerne.
Ansøger er ansvarlig for alle landbrugsarealer tilhørende bedriften på dagen for ansøgningsfristen. Det betyder, at ansøger derfor også er ansvarlig for arealer, der er frasolgt eller bortforpagtet efter ansøgningsfristen, dvs. efter den 23. april 2008, ligesom han er ansvarlig for arealer, der er købt eller forpagtet før ansøgningsfristen.
I 2008 betragtes kalenderåret som perioden 1. april - 31. december. De tidligere regler gælder derfor for perioden fra den 1. januar til den 31. marts 2008. I denne periode er det den landbruger, som råder over arealet på kontroltidspunktet, som er ansvarlig for evt. overtrædelse af krav om krydsoverensstemmelse. Overtrædelsen skal være sket som følge af en handling eller undladelse, som landbrugeren har ansvaret for.
8.3 Miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand
Krydsoverensstemmelse omfatter 4 områder: miljø, sundhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM). Under hvert område eksisterer en række krav, som skal være opfyldt, for at du kan få udbetalt din støtte uden fradrag.
Område 1: Miljø
Miljøområdet omfatter krav, der vedrører følgende:
- Beskyttelse af grundvand, jord og undergrund mod forurening
- Anvendelse af slam fra rensningsanlæg
- Dyrkningsfrie bræmmer langs naturlige vandløb og søer
- Bevarelse af naturtyper, vilde dyr og planter
- Opbevaring og udbringning af husdyrgødning m.m.
- Udarbejdelse af gødningsregnskab
- Beskyttelse af reder og redetræer, samt anvendelse af fælder
- Fredskov i Natura 2000-områder
Område 2: Sundhed
Sundhedsområdet omfatter krav, der vedrører følgende:
- Besiddelse og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
- Brug af biocider og pesticider samt journalføring
- Journalføring af testresultater af plantemateriale
- Journalføring ved anvendelse af genetisk modificerede (GMO) frø
- Registrering af besætninger med kvæg, svin, får og geder i Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR)
- Førelse af et besætningsregister for kvæg, får og geder
- Øremærkning af kvæg, får og geder
- Anmeldelse af diverse dyresygdomme, herunder mund- og klovesyge, smitsomt blæreudslæt hos svin, blue tongue hos får og geder, BSE hos kreaturer og TSE hos får og geder. Endvidere indgår der regler for besætninger under offentligt tilsyn på grund af mistanke eller fund af BSE eller TSE
- Brug af veterinære lægemidler
- Forebyggelse af smitsomme sygdomme, der kan overføres til mennesker gennem fødevarer
- Opbevaring og anvendelse af forblandinger eller fodertilsætningsstoffer i ren form
- Journalføring af foder
- Opbevaring og håndtering af farlige stoffer og affald, herunder medicin
- Sporbarhed af dyr og fødevarer
- Journaler til dyr og fødevarer
- Lokaler og udstyr til mælkeproduktion
- Sundhedskrav til mælk, håndtering og opbevaring af mælken
- Behandling af æg hos primærproducenten
- Tilbagetrækning af sundhedsskadelige fødevarer
- Afhjælpende foranstaltninger, når der konstateres problemer ved offentlig kontrol
Område 3: Dyrevelfærd
Dyrevelfærdsområdet omfatter krav, der vedrører følgende:
- Staldindretning, udstyr, materialer og installationer
- Håndtering, tilsyn og behandling af dyrene
- Rengøring og desinfektion af stalde m.v.
- Forsyning af foder og vand
- Bevægelsesfrihed og arealkrav i stalde
- Belysning og støjniveau i stalde
- Rodemateriale til svin
- Personalets faglige kvalifikationer og færdigheder
- Optegnelser over medicinsk behandling og antallet af døde dyr
- Avlsmetoder
- Operative indgreb
Område 4: God landbrugs- og miljømæssig stand (GLM)
GLM-området omfatter krav, der vedrører følgende:
- Etablering og vedligeholdelse af plantedække på udtagne arealer, udyrkede arealer og permanente græsarealer
- Slåning af udtagne, udyrkede arealer og permanente græsarealer mindst en gang hvert andet år i perioden juli - august
- Anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, mineralsk eller organisk gødning og kunstvanding er ikke tilladt på udtagne og udyrkede arealer
Læs mere om GLM-reglerne i bilag C
| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |
Denne side er kapitel 8 af 19 til publikationen "Vejledning om enkeltbetaling".
Version nr. 1 af 16-09-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/9036/index.htm
© 2008
