Vejledning om enkeltbetaling
6 Produktionsafhængige støtteordninger
| 6.1 | Produktionsafhængige støtteordninger |
| 6.2 | Vejledninger |
| 6.3 | Proteinafgrøder |
| 6.4 | Tørret foder |
| 6.5 | Energiafgrøder |
| Dette kapitel giver en oversigt over de produktionsafhængige støtteordninger, der fortsat eksisterer. |
Produktionsafhængig støtte betyder, at støtten følger produktionen (koblet støtte).
6.1 Produktionsafhængige støtteordninger
| Ordning | Støttesats | Ansøgningsfrist | Udbetaling af støtte | Vejledning |
| Handyrpræmie | Tyre max 1174 kr./dyr (157,50 €/dyr) Stude max 839 kr./dyr (112,5 €/dyr) | For registrerede slagtninger i Danmark er dette ansøgningen. Ved eksport/udførsel skal der søges for hver eksport/udførsel | Nov. – juni | Ja |
| Præmie for moderfår | 78 kr./dyr (10,5 €/dyr) | Marts | Senest i marts året efter | Ja |
| Støtte til stivelsesprodukter * | 495 kr./ton (66,32 €/ton) | Som for enkeltbetaling | Senest juni | Ja |
| Proteinafgrøder | 414 kr./ha (55,57 €/ha) | Som for enkeltbetaling | Dec. - juni | Nej. Se nedenfor |
| Energiafgrøder* | 336kr./ha. (45€/ha) |
Som for enkeltbetaling | Dec. - juni | Ja |
* Det er bl.a. en betingelse, at du rettidigt har indgået kontrakt med en forarbejdningsvirksomhed.
Sammen med enkeltbetaling udgør disse produktionsafhængige støtteordninger den direkte landbrugsstøtte i Danmark.
6.2 Vejledninger
Vejledninger til de produktionsafhængige støtteordninger kan hentes på http://www.ferv.fvm.dk eller bestilles i FødevareErhverv. Du kan se en liste over vejledningerne bagerst i denne vejledning.
6.3 Proteinafgrøder
Der findes ingen vejledning til proteinafgrøder. Ansøgning om støtte efter denne ordning indgår i fællesskemaet. Under denne ordning kan producenter af ærter, hestebønner og sødlupiner søge om koblet støtte. Arealer med blandede afgrøder, som f.eks. en blanding af korn og ærter samt vikke og ærter, er ikke berettiget til koblet støtte. Proteinafgrøder skal dyrkes på fuldt tilsåede arealer i overensstemmelse med lokalt anerkendte normer og mindst frem til de grønne umodne frø er voksbløde og saften mælkeagtig. Det svarer til vækststadium 75, dvs. når 50 % af bælgene har fuld størrelse. Afgrøden må ikke anvendes til frisk konsum, konserves eller dybfrost.
6.4 Tørret foder
Tørringsvirksomheder kan søge om støtte til tørret foder. Du må ikke levere afgrøder til virksomheder, som får tørringsstøtte, hvis du samme år søger om støtte til protein- eller energiafgrøder for det pågældende areal.
6.5 Energiafgrøder
Der udbetales støtte til producenter, der dyrker forskellige former for energiafgrøder.
Støtten
Støtten er på 45 euro pr. ha dyrket med energiafgrøder. Støtten er foreløbigt beregnet til ca. 335 kr./ha. Støttesatsen gælder for et areal på 2,0 mio. ha i hele EU. Hvis dette areal overskrides, vil der blive foretaget forholdsmæssig nedsættelse af støtten. Dette skete i 2007, hvor støttesatsen blev nedsat med ca. 30 %.
Der vil blive foretaget et fradrag på 5 pct. i hele den direkte støtte, du får udbetalt. Fradraget kaldes graduering, som nævnt i afsnit 3.3. Efter fradraget er støtten ca. 319 kr./ha. Fradraget vil blive anvendt på alle de betalinger, du modtager fra FødevareErhverv i direkte støtte.
Hovedtrækkene i ordningen er følgende:
- Du skal rettidigt indgå kontrakt med en opkøber, og rettidigt have sendt den til FødevareErhverv
- Den virksomhed, du har tegnet kontrakt med, skal stille en sikkerhed på 60 euro pr. ha (fo-reløbigt beregnet til ca. 447 kr./ha)
- Alle landbrugsafgrøder er støtteberettigede, hvis de forarbejdes til et godkendt slutprodukt
- Der er krav til minimumslevering af råvaremængder
- Råvaren skal anvendes til fremstilling af et godkendt slutprodukt
- Du skal efter høst indsende en leveringserklæring, som også er underskrevet af opkøberen
- Den økonomiske værdi af energiprodukter skal være højere end værdien af eventuelle biprodukter, som anvendes til fødevarer og/eller foder
Ordningen er ændret i forhold til tidligere på følgende områder:
- Kontrakten skal fremover indsendes rettidigt af ansøger, og skal være modtaget i FødevareErhverv senest ved fristen for ansøgning om enkeltbetaling
- For etårige afgrøder, som fx raps, skal du minimum levere det repræsentative udbytte. For pil, poppel og lavskov skal du levere hele den høstede mængde
- For flerårige afgrøder kan kontrakten erstattes af en erklæring i tiden frem til 1. høst
- Høst- og leveringserklæringen er erstattet af en leveringserklæring, som fremover skal underskrives af både producent og opkøber
- Anmodning om nedsat leveringspligt kan kun imødekommes under helt usædvanlige omstændigheder og følger reglerne for force majeure. Anmodningen skal sendes til FødevareErhverv senest 10 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor du er i stand til at give sådan meddelelse om de indtrufne omstændigheder
Læs mere i vejledningen om energiafgrøder.
| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |
Denne side er kapitel 6 af 19 til publikationen "Vejledning om enkeltbetaling".
Version nr. 1 af 16-09-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/9036/index.htm
© 2008
