Vejledning om enkeltbetaling
2. Siden sidst
| 2.1 | Ændringer |
| 2.2 | Yderligere ændringer |
| 2.3 | Enkeltbetaling Online |
| Dette afsnit beskriver de vigtigste ændringer i reglerne siden sidste vejledning. Husk, du kan søge enkeltbetaling online på eha.dffe.dk og dermed undgå en række fejl i ansøgningen |
2.1 Ændringer i forhold til ”Vejledning om enkeltbetaling” fra januar 2008
Her finder du de seneste væsentlige ændringer i forhold til den sidste vejledning fra januar 2008.
Arealer skal være støtteberettigede hele året
Bemærk at et areal, der søges om enkeltbetalingsstøtte for, skal være et landbrugsareal og være støtteberettiget i hele kalenderåret. Læs mere i kapitel 4.
Det betyder bl.a., at arealet ikke på noget tidspunkt i løbet af et kalenderår må anvendes til byggearbejde m.v., hvis det skal anvendes til at udnytte betalingsrettigheder. Det betyder også, at et areal fx efter høst i 2008 ikke må tilplantes med juletræer eller på anden måde ændre beskaffenhed til et ikke-støtteberettiget areal. Læs om støtteberettigede arealer i bilag A.
Tilladte og ikke-tilladte aktiviteter
Det tidligere bilag D om tilladte og ikke-tilladte aktiviteter er udgået. I stedet er bilag A udvidet med eksempler på tilladte og ikke-tilladte aktiviteter på støtteberettigede landbrugsarealer. Støtteberettigede landbrugsarealer, hvortil du søger enkeltbetaling, kan kun i begrænset omfang anvendes til ikke-landbrugsmæssige formål. Anvendelse til andre formål må ikke have en sådan karakter eller omfang, at arealets primære anvendelse er et andet end landbrug. Eksempelvis er det kun tilladt at opbevare jord, sand og grus fra egen bedrift eller offentlige bygge- og anlægsprojekter i en kort periode på maksimum 5 dage og ikke i et helt år. Læs mere i afsnit A.5.
Rådighedsdato
10-måneders rådighedsperioden er erstattet af krav om, at en landbruger, som søger enkeltbetaling, skal have rådighed over arealet på dagen for ansøgningsfristen. I 2008 er ansøgningsfristen 23. april.
Det betyder fx, at hvis en landbruger inden ansøgningsfristen har indgået aftale om salg eller bortforpagtning af et areal, men rådigheden over jorden først overgår efter ansøgningsfristen, så er det den sælgende/ bortforpagtende landbruger, som skal indsende ansøgning om støtte for arealet. Hvis det er aftalt, at køberen/forpagteren skal have støtten udbetalt, kan der dog til FødevareEr-hverv indsendes en erklæring om notering af transport i støtten. Læs mere i afsnit 4.3.
Offentliggørelse af støttedata på internettet
EU-Kommissionen har besluttet, at alle lande skal offentliggøre støttedata fra landbrugsområdet på Internettet. Det betyder bl.a., at hvis du fra 16. oktober 2007 har fået udbetalt direkte landbrugsstøtte som enkeltbetaling, tilskud til energi- og proteinafgrøder og kartoffelstivelse, handyr- og moderfårspræmie, vil data som fx navn og størrelsen af støttebeløbet blive offentliggjort. Læs mere i kapitel 9.
Regler om krydsoverensstemmelse er ændret
Reglerne om krydsoverensstemmelse er også ændret. Det er landbrugeren, der søger om enkeltbetaling, som har ansvaret for, at kravene til krydsoverensstemmelse er overholdt i hele det pågældende kalenderår. Husk, at GLM-kravene er en del af krydsoverensstemmelsesreglerne. For landbrugsarealer gælder, at ansøgeren er ansvarlig for alle landbrugsarealer tilhørende bedriften på dagen for ansøgningstidspunktet. Det betyder, at ansøger derfor også er ansvarlig for arealer, der er frasolgt eller bortforpagtet efter ansøgningsfristen, dvs. efter den 23. april i 2008, ligesom han er ansvarlig for arealer, der er købt eller forpagtet før ansøgningsfristen.
I 2008 betragtes kalenderåret som perioden 1. april - 31. december. De tidligere regler gælder derfor for perioden fra den 1. januar til den 31. marts 2008. I denne periode er det den landbruger, som råder over arealet på kontroltidspunktet, som er ansvarlig for evt. overtrædelse af krav om krydsoverensstemmelse. Overtrædelsen skal være sket som følge af en handling eller undladelse, som landbrugeren har ansvaret for.
|
Eksempler Hvis overtrædelsen derimod konstateres i fx maj 2008, er det støtteansøger, der holdes ansvarlig –også selvom en anden landbruger har overtaget råderetten over arealet 1. maj og denne landbruger har foretaget handlingen, som medfører overtrædelsen. En landbruger køber eller forpagter 19. april 2008 arealer, hvor der er konstateret overtrædelser 1. april 2008. Landbrugeren anfører arealerne i ansøgningen om enkeltbetaling og holdes dermed ansvarlig, da overtrædelsen er sket efter 31. marts 2008. Læs mere om krydsoverensstemmelse i kapitel 8 og i vejledning om krydsoverensstemmelse. |
Producentskifte
Efter afskaffelsen af rådighedsperioden kan der ikke længere meddeles producentskifte til FødevareErhverv, hvis der udelukkende søges om enkeltbetaling. Læs mere i afsnit 4.4.
Ekspropriation kan medføre, at et areal ikke længere er støtteberettiget
Hvis der i løbet af et kalenderår sker ekspropriation af et areal, som der er søgt enkeltbetaling for, betragtes dette ikke som force majeure. Hvis arealet eksproprieres og ikke i hele kalenderåret opfylder betingelserne for at være støtteberettiget landbrugsareal, skal du meddele, at du tager arealet ud af din ansøgning om enkeltbetaling. Den tidligere vejledning om ekspropriation er dermed ophævet, og der vil ikke blive udarbejdet en ny. Læs mere om ekspropriation og force majeure i afsnit 4.4.
Du kan ikke udnytte udtagningsrettigheder på ejendomme kun med skov
Enkeltbetalingsordningen kan kun anvendes af aktive landmænd, der udfører en landbrugsaktivitet. Det betyder, at du ikke kan modtage enkeltbetaling, hvis du kun har skov. Du kan heller ikke erhverve udtagningsrettigheder.
Dette betyder også, at en landbruger, som ophører med sin landbrugsaktivitet og vælger at udføre skovrejsning på hele sin bedrift, ikke længere kan anvende udtagningsrettigheder på dette areal.
Hvis du fortsat vil anvende dine udtagningsrettigheder på dit skovrejsningsareal, er det en betingelse, at du opretholder en landbrugsaktivitet. Læs mere om landbrugsaktivitet i afsnit 4.2.
Skovrejsning og udtagningsrettigheder
Udtagningsrettigheder kan ikke anvendes for skovrejsningsarealer i neutralområder, hvis tilsagnet om støtte til skovrejsning er givet i 2007 eller senere. Arealer, der pålægges fredskovspligt, men stadig anvendes til landbrugsformål, er i visse situationer støtteberettigede under enkeltbetalingsordningen. Læs mere i afsnit A.4 og afsnit B.4.
Arealer med tilsagn til miljø- og økologiordningerne uden udtagningsforpligtelse
Tilsagnsarealer uden udtagningsforpligtelse, kan i 2008 anmeldes med tilhørende udtagningsrettigheder, hvis arealerne fortsat drives efter tilsagnets forpligtelser. Arealerne skal dog opfylde enkeltbetalingens regler til udtagning.
Arealer, der er blevet permanente græsarealer som følge af en MVJ-aftale, og som var permanente græsarealer i 2003, kan ikke anvendes til udnyttelse af udtagningsrettigheder. Hvis arealerne først er blevet permanente græsarealer efter 2003, kan de anvendes til udnyttelse af udtagningsrettigheder. Læs mere i afsnit D.2.
Fysisk adskillelse
Kravet om fysisk adskillelse af marker er ophævet. Dette gælder dog ikke for en mark, som dyrkes med støtte til energiafgrøder, hvor der ikke er fastsat et repræsentativt udbytte. Dette betyder, at der ikke længere må etableres fysisk adskillelse i marker med tilsagn til miljøordningerne. Læs mere i afsnit A.1.
Stive græsarter
Arealer som overvejende består af stive græsarter er ikke støtteberettigede. Stiv kvik er tilføjet som eksempel på en stiv græsart. Læs mere afsnit A.2.
2.2 Yderligere ændringer i forhold til 2007
Her finder du ændringer som også er nævnt i vejledningen fra januar 2008
Udtagning
Hvis du i 2008 råder over udtagningsrettigheder, har du ikke pligt til at udtage et tilsvarende landbrugsareal af produktionen. Du kan derfor i 2008 modtage enkeltbetaling med anvendelse af udtagningsrettigheder på både dyrkede og udyrkede arealer. Denne regelændring gælder kun i 2008. Hvad der videre skal ske på dette område afgøres først af EU's landbrugs- og fødevareministre i løbet af 2008.
Som udgangspunkt er der ikke sket andre ændringer i reglerne om anvendelse af udtagningsrettigheder. Det betyder bl.a., at udtagningsrettigheder:
- skal anvendes før andre betalingsrettigheder
- ikke kan anvendes på arealer, der var med permanent græs, permanente afgrøder eller skov pr. 21. april 2003, bortset fra skovrejsningsarealer se afsnit B.4.
- kan anvendes på bestemte arealer med tilsagn om skovrejsning
- kan anvendes på arealer med non-food afgrøder som fx lavskov
- kan anvendes på arealer med tilsagn om tilskud til miljøordninger (fx MVJ-arealer), der udtages
Du kan læse mere i kapitel 5 og bilag B.
Energiafgrøderne
Reglerne for energiafgrøder er ændret. Ændringerne er beskrevet i kapitel 6 og i ”Vejledning om energiafgrøder”. Ændringerne indebærer blandt andet, at du som producent af energiafgrøder selv er ansvarlig for, at kontrakten er modtaget i FødevareErhverv senest på dagen for ansøgningsfristen.
Bortfald af FGK-tilladelser
Fra og med 2008 bortfalder tilladelserne til at dyrke frugt og grønt samt spisekartofler, de såkaldte FGK-tilladelser. Det betyder, at du fremover kan få udbetalt enkeltbetaling for arealer med disse afgrøder på grundlag af almindelige betalingsrettigheder. Betalingsrettigheder med FGK-tilladelser bliver automatisk konverteret til almindelige betalingsrettigheder. Læs mere i kapitel 5.
Tildeling af betalingsrettigheder for arealer med permanent frugt og grønt samt planteskoler
Fra 2008 bliver arealer med permanente frugt- og grøntafgrøder samt planteskolearealer med permanente afgrøder støtteberettigede. Der kan derfor søges om tildeling af betalingsrettigheder for disse arealer i 2008. Det er en betingelse for at få tildelt betalingsrettigheder i 2008, at der ikke er tildelt betalingsrettigheder til arealet i 2005. Arealet må heller ikke have kunnet danne grundlag for tildeling af betalingsrettigheder i 2005. Arealet, som der kan tildeles betalingsrettigheder for, skal mindst udgøre 0,3 ha.
Ansøgning om tildeling af betalingsrettigheder for arealer med permanente frugt- og grøntafgrøder samt planteskolearealer med permanente afgrøder sker ved at udfylde side 4 i fællesskemaet. Læs mere i afsnit 5.4. Bemærk, at der kun kan søges om betalingsrettigheder for de nævnte arealer i 2008.
Krydsoverensstemmelse
Nye tilsagn til miljø- og økologiordningerne, der er trådt i kraft den 1. september 2007, er omfattet af reglerne om krydsoverensstemmelse. Læs mere i kapitel 8.
Individuelle sukkertillæg
Landmænd, der pr. 8. marts 2006 var registreret med en kontrakt om levering af sukkerroer hos Danisco, kunne i 2006 søge om tildeling af et individuelt sukkertillæg. De individuelle sukkertillæg er fordelt på de betalingsrettigheder undtagen udtagningsrettigheder, som ansøgeren ejede pr. 21. april 2006. Landbrugere, der ikke var registreret som ejere af betalingsrettigheder på denne dato kan ikke få tildelt sukkertillæg, selvom de var registreret med en sukkerkontrakt hos Danisco pr. 8. marts 2006. Det individuelle sukkertillæg bliver udbetalt første gang i 2008 med en mindre del af tillægget og fra 2009 med det fulde tillæg. Læs mere i afsnit 5.3.
Fællesskema med miljø- og økologiordninger
Som noget nyt i 2008 skal ansøgning om tilsagn om tilskud til en række miljø- og økologiordninger under landdistriktsprogrammet, indsendes på samme skema, som det der anvendes til ansøgning om enkeltbetaling. Skemaet til ansøgning om enkeltbetaling har derfor skiftet navn til fællesskema 2008. De miljø- og økologiordninger, der i 2008 kan søges tilsagn til i dette skema, er følgende:
Økologiordninger:
- Tilskud til omlægning til økologisk jordbrug
- Miljøbetinget tilskud
- Tilskud til braklagte randzoner
- Tilskud til pleje af græs- og naturarealer
Jordbrugere, der ønsker nye tilsagn under disse ordninger fra 1. september 2008, skal være opmærksomme på:
- at ansøgning herom tidligst kan indgives til FødevareErhverv den 1. februar 2008. Ansøgningsfristen udløb 23. april 2008.
- at i tilfælde, hvor der ikke er bevilliget penge nok på finansloven til at imødekomme alle ansøgninger, vil ansøgerne bl.a. blive prioriteret på grundlag af tidspunktet for modtagelsen af ansøgningen i FødevareErhverv. Det betyder, at ansøgninger modtaget først går forud for senere modtagne ansøgninger.
Yderligere information om retningslinier for disse ordninger, herunder for ansøgningsfrist og prioritering af ansøgningerne, fremgår af den særlige vejledning for ordningen - Vejledning om miljø- og økologiordninger.
2.3 Enkeltbetaling Online, EHA og Internet Markkort
| Sådan kommer du i gang med Enkeltbetaling Online og Internet Markkort - Indtast http://eha.dffe.dk eller blot eha.dffe.dk i din webbrowser og tryk enter - Tryk ok til sikkerhedsmeddelelsen - Indtast dit ansøgningsnummer og din EHA-adgangskode øverst til højre - Nu er du logget på både Enkeltbetaling Online, EHA og Internet Markkort - Her kan du få overblik over Fødevareministeriets markblokregister, dine betalingsrettigheder og din ansøgning om enkeltbetaling m.m. |
Hvert år er det fra først i februar muligt at søge om enkeltbetaling, om udbetaling af tilskud til miljø- og økologiordninger, Ø-støtte, samt at indberette gødningsplanlægning via Enkeltbetaling Online. Fra 2008 vil der som noget nyt også være mulighed for at søge om nye tilsagn om tilskud til en række miljø- og økologiordninger. Se mere i afsnit 2.1.
Hvis du tidligere har søgt om enkeltbetaling, kan du på din tilsendte ansøgning se dit ansøgningsnummer og din EHA-adgangskode, som du skal bruge til at logge dig ind i Enkeltbetaling Online. Hvis du ikke er registreret som bruger, skal du indsende et registreringsskema til FødevareErhverv, og du modtager herefter en EHA-adgangskode og EHA-pinkoder, som bruges som underskrift. Læs mere på http://eha.dffe.dk, hvor du også finder skemaet.
På Internet Markkort kan du løbende se opdaterede markblokke. FødevareErhverv retter nu selv markblokkene, og på Internet Markkort kan du hele året rundt anmode om rettelser til markblokkene. Det er en god ide at indtegne dine marker på Internet Markkort, så du altid kan sammenligne med FødevareErhvervs opdaterede markblokregister.
Husk, at få en kvittering fra EHA, når du har indsendt ansøgningen.
Du kan læse mere om at søge online i ”Vejledning om fællesskema 2008”.
| Til top | Forside | Indhold | Forrige | Næste |
Denne side er kapitel 2 af 19 til publikationen "Vejledning om enkeltbetaling".
Version nr. 1 af 16-09-2008
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/FVM/9036/index.htm
© 2008
